Optakt: 7. etape af UAE Tour

Ruten

Ved skabelsen af det nye løb lå det i kortene, at Abu Dhabi og Dubai skulle være værter for første og sidste etape, og at begge byer skulle lægge asfalt til en af de flade sprinteretaper, der altid har været løbenes mest markante karakteristikum. Ved fordelingen af opgaverne blev det besluttet, at Abu Dhabi skulle skyde festen i gang, og at Dubai skulle være vært for den store finale, og derfor er det sidstnævnte, der vil lægge asfalt til løbets sidste opgør. Her har man sammensat en etape, der på alle måder er en næsten tro kopi af det, vi kender som afslutningen på Dubai Tour, nemlig en tur rundt til metropolens attraktioner, inden det hele afsluttes med et brag af et sprinteropgør. Forskellen er bare, at vi denne gang ikke kan se frem til Dubai Tours klassiske kamp om livsvigtige bonussekunder i sprinternes dyst om den samlede sejr, og i stedet er der helt og holdent lagt op til en paradeagtig afslutning, der ventes at kulminere i den helt klassiske massespurt for de reneste af de rene sprintere.

Med en distance på bare 145,0 km er 7. etape den klart korteste af de seks linjeløbsetaper, og den fører feltet fra Dubai Safari Park i byens sydøstlige udkant til den store afslutning ved Dubai Citywalk nær havnefronten. Modsat Dubai Tours tidligere udgaver af samme etape kommer man denne gang stort set ikke i berøring med ørkenen, og faktisk er startpunktet det fjerneste, man kommer fra byens centrum. Herfra begiver man sig nemlig kortvarigt mod sydvest, inden man slår en lille sløjfe for derefter at sætte kursen mod nordvest med retning mod bycentrum. Kort efter slår man atter en sløjfe for siden at køre mod øst og nordøst gennem en ganske teknisk sektion med flere skarpe sving, men inden man når ud i ørkenen, vendes snuden atter mod nordøst med retning mod havet.

I den følgende del fortsætter man ad en flad, relativt lige boulevard ud til kysten, hvor man slår en lille sløjfe ud til et vendepunkt for derefter at følge den flade kystvej langs havnefronten mod sydvest efter at have dystet i dagens første spurt efter 86,3 km. I byens absolutte centrum venter en usædvanligt kringlet fase, hvor man snor sig rundt i byens hjerte for at besøge flere at områdets vartegn og kortvarigt forlade fastlandet for at besøge en af byens øer. Efter at være vendt tilbage til fastlandet følger man atter den lange, lige kystvej mod sydvest forbi den sidste spurt, der kommer ved Union House Flag efter 116,7 km. Først kort inden den berømte ø Palm Jumeirah foretager man en U-vending, inden man kører væk fra kystvejen for derefter at følge en lang, lige vej mod nordøst helt parallelt med kysten. Den fører frem til afslutningen ved Citywalk, hvor der venter en meget teknisk finale med to skarpe sving bare 1300 og 500 m fra stregen, inden man rammer den 8,5 m brede, brostensbelagte opløbsstrækning.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen byder på i alt bare 374 højdemeter.

Den afsluttende etape i Dubai Tour, der på mange måder minder om denne, blev i 2018 vundet af Elia Viviani, der var hurtigste mand i et sandt styrtkaos, der eliminerede de fleste af rivalerne i den komplicerede finale. I 2017 havde Marcel Kittel allerede inden etapen et stort forspring, men det forhindrede ham ikke i at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Elia Viviani og Riccardo Minali. I 2016 var Kittel igen hurtigst, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter. I 2015 var Mark Cavendish stærkest og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre, mens Kittel også bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt den tilsvarende etape, der dengang havde en anden afslutning.

Vejret

Efter et par dage med en del skyer afsluttes løbet under en bagende sol. Til gengæld vil det med en temperatur på 22 grader være relativt køligt, men vigtigst er det, at det vil være enormt blæsende. Således ventes der hård vind til kuling fra vest, hvilket giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. På det lange stykke langs kysten i finalen vilder først være sidemodvind ned til vendepunktet og derefter sidemedvind, indtil man i sidste sving drejer ind i sidemodvind 500 m fra stregen.

Analyse af 6. etape

Der var mange cykelfans, der slikkede sig om munden sidste sommer. Efter en Tour, hvor Tom Dumoulin og Primoz Roglic havde givet mægtige Team Sky kam til deres hår gennem alle tre uger i verdens største cykelløb, var det næsten svært at vente på den revanchematch, der var lagt op til i 2019. Efter et par år, hvor de med lynets hast havde etableret sig som to af verdens førende etapeløbsryttere, havde de endelig vist, at de også på den største scene af dem alle kunne udfordre de britiske giganter, og i år kunne briterne have haft udsigt til deres hidtil sværeste Tour.

Sådan går det ikke. Giro-arrangørerne var snu og designede en rute, der med hele tre enkeltstarter i den grad fik de to tempokonger til at slikke sig om munden, og da Tour-ledelsen samtidig med en usædvanligt tempofattig rute så ud til at have mere blik på, hvad der tilgodeså de franske helt end at sikre deltagelse fra de største favoritter, var beslutningen uundgåelig. Roglic og Dumoulin havde i første omgang givet udtryk for, at Touren ville være det altoverskyggende mål, men efter nogle kritiske udtalelser fra både Sunweb og Dumoulin selv, kom den forventede melding fra først hollænderen og siden sloveneren om, at Giro-ruten ganske enkelt var for tillokkende til ikke at satse 100% på den italienske grand tour.

Dumoulin har ganske vist planer om at forsøge at gentage sidste års mageløse double, der indbragte to 2. pladsen, og Roglic planlægger også at tage til Frankrig som etapejæger og støtte for Steven Kruijswijk og George Bennett, men for begge er det franske løb en eftertanke. I første omgang er al fokus rettet mod Giroen, og da den italienske grand tour også har deltagelse af kometen Egan Bernal samt navne som Simon Yates, Vincenzo Nibali, Miguel Angel Lopez og Fabio Aru, der alle har været på podiet tidligere, er der i den grad lagt op til et løb, der i den grad kan gøre Touren rangen stridig som det stærkest besatte.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derfor vil hvert af favoritternes skridt blive fulgt minutiøst fra nu af og frem til begyndelsen af maj, og i den henseende er denne uges UAE Tour den første lille chance for at måle Roglics og Dumoulins form, idet det arabiske storløb udgør sæsondebuten for dem begge. Og selvom man skal være varsom med at drage mange konklusioner på baggrund af et februarløb, kan der måske være nogen symbolik i det målfoto, der i disse timer med lynets hast spredes på sociale medier efter dagens afsluttende bjergetape.

Her finder vi nemlig Dumoulin og Roglic side om side efter det, der skulle blive den første af deres sikkert mange dueller i år, og selvom alt vil være forandret til maj, kan sloveneren i hvert fald efter nu seks dage i den arabiske ørken tage tilbage til Europa med et selvtillidsboost og en 1-0-føring over sin måske værste Giro-rival. Mens Dumoulin har kæmpet med formen og ikke har levet op til egne forventninger, har Roglic nemlig været flyvende, og efter seks dage er det kun uheld, der kan forhindre ham i at trone øverst på podiet i Dubai i morgen eftermiddag.

Allerede hans selvtillidsfulde udtalelser efter holdløbet var en indikation på, at Roglic var velforberedt til årets første opgave, og efter kongeetapen til Jebel Hafeet stod det klart, at han var løbets stærkeste mand. Alejandro Valverde kunne ganske vist stadig via bonussekunder få skovlen under ham, men da verdensmesteren som følge af et styrt måtte se sig slået af suveræne Roglic i powerspurten på Muren ved Hatta Dam, var løbet reelt allerede ovre inden dagens sidste bjergetape.

Derfor havde Roglic heller ikke den store motivation for at gå efter etapen, og han havde utvivlsomt gerne set, at udbruddet havde elimineret bonussekunderne. Da Movistar, Sunweb og Astana efter en lang dvale endelig vågnede op, øjnede den slovenske stjerne imidlertid chancen for definitivt at udrydde al tvivl om sin suverænitet, og med en forrygende spurt på toppen af den mægtige, men ret lette Jebel Jais-stigning understregede han med etapesejren, at han mestrer stort set hele pakken som klatrer, temporytter og en glimrende afslutter.

Sejren var ikke helt uventet, for Roglic har gang på gang vist, at hans spurt på stigninger er ganske god, og han var da heller ikke langt fra at slå Valverde på tirsdagens kongeetape. Alligevel er det lidt af en skalp, at han nu kan skrive en spurtsejr til sit efterhånden lange cv og dermed vide sig sikker på, at også bonussekunder kan blive et våben i kampen mod Dumoulin til maj.

Netop med blik på Giroen har Roglic ekstra god grund til at være tilfreds i dag. Det har nemlig længe været klart, at en svaghed til maj kan være hans hold, der kun har den lidt falmende Robert Gesink som et andet etableret topnavn. Resten af holdet udgøres primært af unge klatrere anført af kometen Antwan Tolhoek, der kørte et fremragende 2018, og Laurens De Plus, der efter en lovende Giro i 2017 som følge af styrt i Il Lombardia samme efterår og i Sydafrika for et år siden fik ødelagt en stor del af 2018.

Og måske er det slet ikke nogen dårlig trup. Efter skiftet til Jumbo synes De Plus nemlig endelig at være klar til at vise, hvorfor han har været beskrevet som den næste belgiske grand tour-rytter. I dag var han ganske enkelt eminent, da han på den vindeksponerede stigning gjorde al frygt for, at Roglic ville være ude af stand til alene at kontrollere de mange angreb, til skamme og med et lammende tempo gjorde, at alle rivalerne lynhurtigt indså, at deres eneste chance for et resultat var at gå efter en spurt.

Dermed kom der aldrig ét eneste forsøg på faktisk at knække Roglic, og det skyldtes ene og alene De Plus, der var ”man of the match”. Det efterlod ikke blot kaptajnen i en frisk position til spurten efter den ret lette stigning, der trods medvinden slet ikke gjorde nogen forskel, men gav ham også så megen tid på rivalerne, at han selv avancerede til den samlede 9. plads. Roglic tager derfor ikke blot en symbolsk samlet sejr, der cementerer hans status som verdens måske pt. bedste i ugelange etapeløb, han kan også tage til Europa med bevidstheden om, at han kan føle sig tryg ved støtten i bjergene til maj.

Han har dog også en vis grund til at sove lidt uroligt. Dumoulin sagde efter tirsdagens nedtur, at han havde en ide om, hvad der var gået galt, og efter at have testet benene med et angreb i onsdags meldte han ud, at han var klar til at jagte en etapesejr i dag. Derfor kontrollerede Sunweb store dele af etapen, og da han mod slutningen for første gang i næsten umindelige tider endelig atter viste, at han som ung var en fremragende afslutter, kunne Dumoulin i den grad indkassere en oprejsning, der viser, at han er helt på sporet frem mod maj måneds store mål. Der er i hvert fald meget, der tyder på, at han havde ret i sin forklaring på 3. etapes skuffelse, og i dag lignede han atter den altid konkurrencedygtige sejrsmaskine, han er.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Efter etapen var det dog ikke så meget Roglic og Dumoulin, som mange hæftede sig ved. Det var i stedet den overraskende svage spurt fra storfavoritten Valverde, der normalt er helt umulig at slå i spurter som disse. Da de passerede den røde flamme, så udfaldet ud til at være givet på forhånd, men som på Hatta Dam stod verdensmesteren nærmest stille på de sidste meter og endte helt nede på en påfaldende pauver 5. plads.

Valverde har selv forklaret det med lidt sygdom, der skulle have ramt ham over natten, og de ord må man i første omgang tro på. Alligevel kan man ikke undlade at hæfte sig ved det mønster, vi allerede så i sidste års Vuelta, hvor Valverde var mindst lige så suveræn som tidligere i korte, eksplosive finaler, men på alle målstigninger af over 10 km længde havde det svært. Derfor nævnte vi allerede i går, at han måske kunne blive slidt ned på det mere end 20 km lange arabiske bjerg, og selvom sygdom meget vel kan være forklaringen på skuffelsen, ligner det i hvert fald en tanke, at Valverde, der på den kortere Jebel Hafeet leverede et sandt mesterstykke, vitterligt med alderen er svækket på de meget lange bjerge.

Det er David Gaudu i hvert fald ikke. Med en 3. plads i en eksplosiv finale, der ingenlunde passede ham, viste den unge franskmand atter, at han endelig står på tærsklen til sit store gennembrud også på den rigtige scene i Europa. I hvert fald har han i dette løb været den tredjebedste i bjergene, og han har aldrig for alvor været i vanskeligheder. Han kan kun ærgre sig over, at dagens etape var så let, og vi må derfor vente yderligere nogen tid på et stort klatreopgør med sportens stjerner. En samlet 3. plads i dette uhyre stærkt besatte WorldTour-løb vidner dog om, at 2019 meget vel kan blive Gaudus år.

Løbets anden formstærke klatrer er Emanuel Buchmann, der sikkert forsvarede sin 4. plads. Den lette stigning passede slet ikke til den tyske dieselklatrer, der således ikke kunne vise den gode form, han har haft siden løbene på Mallorca. Efter dette løb er der imidlertid den grad grund til at holde øje på tyskeren i de ugelange løb i Europa, og med tanke på det, vi har set i det seneste halve års tid, har han gjort sig fortjent til rollen som klassementsbud for Bora i sommerens Tour. I øvrigt var det også opløftende at se hans holdkammerat, den ligeledes meget talentfulde Maximilan Schachmann, vise, at han på stigninger, der ikke er alt for svære, sagtens kan være med blandt de bedste.

Det kunne Dan Martin også, men ireren måtte i sidste ende tage til takke med en 4. plads, efter at han kørte det, der lignede en lidt for lang spurt. Da han samtidig kunne se Dumoulin gå forbi ham i den samlede stilling, må ireren, der havde gjort løbet til et stort mål, indse, at han rejser hjem til Europa med en skuffende 7. plads. Det må komme som lidt af en dukkert for Martin, der ellers lignede en mand på vej mod en god start efter løbet i Valencia. På den anden side har han været på et højere niveau end tidligere på denne tid af året, og med tanke på den store succes, UAE generelt har oplevet, er der grund til at tro på, at Martin endelig igen kan være med helt i front i Ardennerne efter en uheldsramt 2018-kampagne.

Derudover bekræftede etapen, hvad vi allerede vidste. James Knox fortsætter med at imponere, endda i en finale, der slet ikke passede ham, og også Jan Hirt ser endelig ud til at være tilbage efter en svær tid. Michal Kwiatkowski har helt som forventet meget at gøre inden Ardennerne, og også Gianni Moscon bekræftede det lidt kedelige indtryk inden de store brostensløb, denne gang dog delvist grundet et tidligt styrt. Davide Formolo har det fortsat svært på lange stigninger, Wilco Kelderman er sit stabile selv efter et skadesramt 2018, Vincenzo Nibali fortsætter tendensen med aldrig at være i form uden for sine få udvalgte mål, og Richie Porte viste trods god moral, at der er lang vej til formen inden Paris-Nice. Desværre betød onsdagens styrt til gengæld, at Ilnur Zakarin ikke kunne bygge videre på de opløftende tendenser fra i tirsdags, og en punktering satte formstærke Bauke Mollema ud af spillet.

Alt sammen er det dog for feinschmeckerne. I ”the grand scheme” var dagens etape først og fremmest en symbolsk Giro-generalprøve og et opgør mellem Roglic og Dumoulin. Efter en meget suveræn opvisning er der ingen tvivl om, hvem der har sikret sig pole position, men der bliver snart chance for revanche. Om et par uger er de nemlig begge blandt de største favoritter til et Tirreno-Adriatico, der uden høje bjerge i vidt omfang vil blive afgjort på holdløbet og enkeltstarten. Med andre ord er der tale om en god rute for Giroens måske to største favoritter.

Bliver det 2-0 til Roglic, eller udligner Dumoulin? Nedtællingen til maj er i gang!

Favoritterne

Som sagt rundes den første udgave af UAE Tour af med en etape, der i natur og med en kendt finale minder meget om den store afslutning på Dubai Tour. I det løb har der vanligvis været en intens kamp om bonussekunder og den samlede sejr mellem sprinterne, men det er naturligvis ikke tilfældet i UAE Tour, hvo den hårdere rute betyder, at klassementskampen ikke er et anliggende for de hurtige folk, der dermed kan koncentrere sig helt og holdent om at gå efter en sidste etapesejr.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen er en klassisk storbyetape, der er helt flad og kort, og den slags plejer at være en stensikker sag for sprinterne, der som regel altid når helt friske frem til spurten. Denne gang kompliceres det hele imidlertid af den ekstremt kraftige vind, der klart overgår det, vi har set tidligere i år. Spørgsmålet er bare, om den kan spille en rolle på en etape, der finder sted omgivet af gigantiske højhuse. I hvert fald burde den store del af etapen, der afvikles langt fra kysten ikke være dramatisk, men spørgsmålet er, hvad der sker, når man i sidste del kører op og ned langs kysten.

I teorien burde der her være basis for, at feltet kan sprænges til atomer, men vi har vores tvivl. Vi har i hvert fald aldrig set det på denne etape, og vi så senest i Abu Dhabi på 2. etape, at der selv på disse kystboulevarder ofte er så mange store bygninger ud mod vandet, at der er for megen læ. Samtidig vil vinden på kystvejen have en anelse karakter af modvind, mens man er endnu mere i læ, når man til slut for sidemedvind. Derfor tror vi, at vinden nok skal skabe nervøsitet og positionskamp i den afsluttende fase, men i vi tvivler altså på, at selv en kuling kan splitte feltet i en storby som Dubai.

Derfor forudser vi en relativt klassisk sprinteretape. Gazprom og Novo Nordisk skal vel igen fortsætte kampen om de indlagte spurter, men der kan denne gang være lidt kamp om at ramme udbruddet, da man ofte ser WorldTour-hold køre mere offensivt på sidste etape, hvor der ikke længere skal spares kræfter. Udbruddet bør dog blive etableret hurtigt, og herefter vil UAE og Deceuninck hurtigt tage kontrol med mulig hjælp fra Lotto og måske også Bora og Katusha. Mod slutningen forventer vi nervøsitet på kyststrækningen, men næppe mere end det, og vi venter en massespurt efter en kort, hurtig dag i sadlen.

Vi kender finalen fra tidligere år, og den er helt anderledes end de foregående på 2. og 5. etape. Her var der tale om klassiske boulevardspurter uden sene sving, men her er der to sene sving, det sidste bare knap 500 m fra stregen, hvorefter der endda venter en brostensagtig belægning. Vi så sidste år, hvordan det gav anledning til en kaotisk og styrtpræget finale, og det kan meget ske igen på en dag, hvor alle vil være relativt friske til slut. Under alle omstændigheder er det en dag for de bedste tog og lead-outs og ikke en finale for powersprintere.

Det får os til igen at pege på Fernando Gaviria som vores favorit. Colombianeren fik stor ros for sin sejr på 2. etape, hvor Elia Viviani åbent erkendte sit nederlag til sin overmand, og også i går var han vel stærkeste mand. Her begik han dog den fejl at starte en anelse for tidligt på en opløbsstrækning med mere vind, end han efter eget udsagn havde regnet med. Derfor var det faktisk udtryk for hans gode form, at han alligevel kun akkurat blev slået af Viviani, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at han pt. har den fartmæssige overhånd i opgøret mellem de to tidligere holdkammerater.

Gavirias største fordel er dog toget. Alexander Kristoff har vist sin klasse i de to foregående sprinteretaper, hvor han klart har sat Deceuninck-drengene til vægs, og det vil han sikkert gøre igen lørdag. Han og Gaviria er nemlig begge meget stærke i positionskampen, og chancerne for, at det igennem sidste sving er Kristoff forrest med Gaviria i slipstrømmen er stor. Fra den position vil Gaviria være svær at slå med den superform, han også viste på dagens bjergetape, og derfor tror vi på en stor fest for hjemmebaneholdet på sidste etape.

Hans værste rival må være Elia Viviani. Som vi skrev i gårsdagens analyse, slog italieneren til på 5. etape mere med hovedet end med benene, for det var hans eminente timing, da rivalerne åbnede for tidligt, der gjorde det muligt akkurat at gå forbi Gaviria, der var startet for tidligt. Viviani indrømmer selv, at Gaviria er den hurtigste af de to, men hvor Gaviria ofte starter for tidligt, er italienerens timing i verdensklasse. Hans tog har måske måtte indse, at de ikke kan matche Kristoff, men de kan med sikkerhed aflevere Viviani meget tæt på colombianerens baghjul. 500 m er så langt, at Gaviria med sidemodvind meget vel kan ende med at åbne for tidligt, og det har Viviani vist, at han kan udnytte til at gå forbi den ellers hurtigere colombianer efter en teknisk spurt, der virkelig burde passe ham og hans stærke hold.

Gaviria var ikke den eneste, der blev lidt nervøs i går og derfor åbnede spurten en anelse for tidligt. Det samme gjorde Sam Bennett, der ellers trods sine positioneringsproblemer endelig havde sikret sig det bedst mulige udgangspunkt bag Gaviria. Havde han tøvet en anelse længere, kunne han meget vel have vundet, for han viste i sidste års Giro, at han er hurtigere end Viviani. Til gengæld er denne tekniske finale ikke ideel for positioneringssvage Bennett, men han viste altså i går, at han godt kan, især fordi Erik Baska har imponeret i rollen som sidste mand. Modsat Gaviria og Viviani har han brug for en del mere held inden sidste sving, men sidder han igen i en god position, ved vi fra Giroen, at han har alle muligheder for at gøre arbejdet færdigt.

I går fik vi endelig at se, at Marcel Kittel fortsat er lynhurtig. I hvert fald kørte han den længste spurt af de fire topsprintere i front, og alligevel kom han hurtigt også på de sidste meter. Meget kunne derfor tyde på, at Kittel fortsat er den hurtigste i feltet, men det hjælper ham desværre ikke meget i denne finale. Her handler det hele nemlig om positionering, og i den sammenhæng er Kittel en mindre katastrofe. Uden Rick Zabel er han meget afhængig af Marco Haller, der desværre ikke kan matche togene fra UAE og Deceuninck, og sandsynligheden for, at Kittel er alt for langt tilbage i svinget, er stor. Det betyder ikke, at den store tysker ikke kan vinde, for han har helt sikkert farten. Det kræver bare, at han har det rette held, inden de rammer svinget med 500 m igen, og at han her tør tage de nødvendige risici.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Caleb Ewan måtte i går atter sande, at hans tog stadig ikke kan matche de bedste, og selvom Lotto dominerede i finalen, var de løbet tør for kraftig, da det virkelig gjaldt. Derfor er denne tekniske finale heller ikke guf for Ewan, der næppe har den bedste position i sidste sving. Omvendt viste han på 2. etape, at han godt kan klare sig, og han er i hvert fald bedre end både Bennett og Kittel i positionskampen. Til gengæld har han stadig til gode at vise, at han efter et svært 2018 stadig har den gamle topfart, og selvom der var lovende takter i Australien, skal det stadig bevises i det skarpere felt, vi har her.

Bag de fem topsprintere er der nok størst forhåbninger til Phil Bauhaus . I hvert fald er det tyskeren, der har det bedste tog af de øvrige mandskaber, og efter mistimingen på 2. etape rejste Marcel Sieberg og Heinrich Haussler sig i går, hvor Sieberg endda forsvandt fra sine holdkammerater. Det er stadig svært for Bahrain at matche de allerbedste hold, men de har i hvert fald den rette erfaring. Bauhaus er også selv ganske positioneringsstærk, og han viste sidste år, at hans fart gør ham konkurrencedygtig. Det bliver stadig svært at vinde, men med det rette held i en kaotisk finale er det muligt.

Igen i går kom Sunweb til kort i den hektiske finale, og det blev atter understreget, at lynhurtige Max Walscheid har det svært i positionskampen. Derfor er morgendagens afslutning bestemt heller ikke hans kop te, og risikoen for, at han heller ikke her kommer til at spurte, er stor. Toget med Nikias Arndt og Cees Bol burde ellers have en vis råstyrke, men de har fortsat til gode at vise det, især fordi Walscheid har svært ved at holde deres hjul. Vi har endnu til gode at se, at Walscheid som forventet har en fart, der kan matche de bedstes, men det ved vi fra tidligere. I morgen skal han igen være heldig for at få chancen for endelig at give prøver på talentet.

Det skal Jakub Mareczko i den grad også. Den lynhurtige italiener er den måske mest positioneringssvage af alle feltets sprintere, og derfor er denne finale en mindre katastrofe for ham. Han har til gengæld med to gode spurter fra dårlige positioner på 2. og 5. etape igen vist, at han har en imponerende topfart, og han er helt sikkert hurtig nok til også at tage kampen op med de bedste, som han gjorde det to gange i Giroen sidste år. Formentlig er han alt for langt tilbage til sidst, men han er en af de få, der faktisk kan vinde, hvis han har heldet med sig.

Supertalentet Matteo Moschetti har egentlig gjort det godt i positionskampen på 2. og 5. etape, men han er blevet efterladt i stikken af et svagt hold. Faktisk har han kun Kiel Reijnen ved sin side i finalerne, og det er ganske enkelt for lidt i så stærkt et felt, ikke mindst i en teknisk finale som denne. Moschetti har imidlertid vist storform med 2. pladsen på 4. etape, hvor han også klarede positionskampen på egen hånd. Derfor kan han måske med det rette held befinde sig i en position, hvor han endelig kan vise sit store sprinterpotentiale, der sidste år gav en stor sejr i Burgos.

Det har været en fornøjelse at se Kristoffer Halvorsen rejse sig i dette løb. Han har ellers haft det svært i sit første år på Sky, hvor han uden støtte er gledet helt ud af sprinterradaren. Nu er han imidlertid tilbage på sporet efter flotte 4. og 7. pladser her, og selvom vi desværre må sande, at han ikke har den fart, han viste tidligt i karrieren, har han gjort det godt i positionskampen. Det er vigtigt i denne finale, hvor han burde kunne få god støtte af den teknisk stærke Michal Kwiatkowski, og selvom han nok ikke er hurtig nok til at vinde, kan han sikre sig endnu et topresultat.

Endelig vil vi igen pege på Marc Sarreau. Styrtet i går betød, at vi aldrig fik at se, hvad han virkelig kunne efter den lovende start i Besseges, men heldigvis har han ikke pådraget sig væsentlige skader. Desværre er denne finale heller ikke god for den positioneringssvage franskmand, men hans tog med Anthony Roux og Mickael Delage har faktisk gjort det pænt. Vi tvivler på, at han vil være i position til at sikre sig et topresultat, men er han heldig og har samme fart som i Frankrig, kan han overraske.

De øvrige sprintere, Luka Mezgec, Alexander Porsev, Dan McLay, Sacha Modolo, Samuel Dumoulin, Andrea Peron og Mehdi Benhamouda for alle svært ved at vinde. Mark Cavendish viser desværre ingen tegn på, at han skulle være konkurrencedygtig efter endnu en stor nedtur på 5. etape.

BEMÆRK: På grund af den kraftige vind er etapen i fare for aflysning. En beslutning tages lørdag morgen.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Sam Bennett

Outsidere: Marcel Kittel, Caleb Ewan, Phil Bauhaus

Jokers: Max Walscheid, Jakub Mareczko, Matteo Moschetti, Kristoffer Halvorsen, Marc Sarreau

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017 og 2016 samt Mark Cavendishs sejr fra 2015.