Optakt: 7. etape af UAE Tour

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Ruten

Da man i 2015 opfandt forgængeren Abu Dhabi Tour gjorde man med det samme det nye løb til en sag for klatrere ved at inkludere en afslutning på det ganske vanskelige bjerg Jebel Hafeet, der ligger midt ude i den arabiske ørken. Siden dengang har bjerget været det absolutte nøglepunkt i først Abu Dhabi Tour og siden i UAE Tour og det endda i så udtalt en grad, at vinderen på bjerget i alle de syv udgaver af de to løb også er løbet med den samlede sejr. I den sidste udgave af Abu Dhabi Tour i 2018 gjorde man det hele endnu mere spektakulært ved at runde hele løbet af med den absolut vigtigste etape, og sådan bliver det i 2022 også for første gang i UAE Tour. Med andre ord vil det først være i allersidste moment, at vi finder vinderen af løbets fjerde udgave på det, der uden tvivl vil være løbets absolutte nøgleetape.

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, og der er næsten tale om en kopi af de foregående - dog med undtagelse af 3. etape i 2020, hvor bjerget blev besteget to gange og derfor fulgte en lidt anderledes rute ved det første besøg - og de denne gang bare 148,0 km fører som altid fra Al Ain op til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Fra start kører man frem og tilbage mod øst og vest i bycentrum, inden man snor sig mod nord ud mod byens udkant.  Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt, hvor den første spurt kommer efter 74,1 km. Herfra leder et skarpt sving mod syd, inden det via endnu en lige, flad vej går mod syd og siden sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

Her venter den sidste spurt efter 134,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næste 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra mål.

Etapen byder på i alt 1372 højdemeter.

Stigningen kan være påvirket af vind. Vindens betydning så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

I 2020 betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu. Sidste år fik Pogacar sin revanche i en herlig duel med Yates, der angreb utrætteligt, men ikke kunne komme af med en tilsyneladende presset Pogacar, der let slog briten i spurten, inden Sergio Higuita 48 sekunder senere var hurtigste mand i en seksmandsgruppe.

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Vejret

Vind og varme har før været en nøglekomponent på denne etape, og det kan det blive igen. Vi er tilbage i det indre af ørkenen, og det betyder igen skyfrit vejr og meget høje temperaturer på op til 32 grader i Al Ain for foden af stigningen. Fra start vil der være en jævn vind (17 km/t) fra syd, men den vil aftage gennem eftermiddagen og i finalen bare være let (11 km/t) og komme fra sydvest. Det giver medvind ud til første spurt, hvorefter der vil være et kort sidevindsstykke. Herfra vil der være hovedsageligt sidemodvind på tilbageturen og frem til stigningen. Her vil der være sidemodvind hele vejen op, idet man dog får medvind over de sidste 80 m efter den meget sene kurve.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af sprinterholdenes chokerende passivitet på løbets 6. etape.

Favoritterne

I de seneste år har vi vænnet os til, at vi har kunnet varme op til Omloop Het Nieuwsblad med lidt sightseeing i Dubai eller Abu Dhabi efterfulgt af et brag af en massespurt, men i år bliver der betydeligt mere drama, når tiden inden årets første klassiker skal slås ihjel. På dette tidspunkt plejer vi nemlig at kende vinderen af årets første WorldTour-løb, men sådan er det ikke i år.

Tværtimod venter den suverænt vigtigste etape forude. Ja, rytterne har været oppe af Jebel Jais, men den bløde modvindsstigning gav cirka lige så mange gode svar på topfavoritternes interne styrkeforhold, som Vladimir Putin har givet gode begrundelser for de seneste dages glade vanvid. Det bløde bjerg på grænsen til Oman ville aldrig kunne gøre andet og mere end at afsløre, hvem der ikke kunne vinde løbet. Det gjorde det jo egentlig også, da vi fik elimineret særligt to stærke outsidere i Tom Dumoulin og Fausto Masnada, ligesom vi fik set, at Joao Almeida på ingen måde kan gøre krav på delt lederskab hos UAE, men ser man på styrkeforholdet mellem løbets tre på papiret stærkeste klatrere, Tadej Pogacar, Adam Yates og Aleksandr Vlasov, er vi præcis lige så kloge, som vi var i søndags, da de tog de første pedaltråd midt i den glohede ørken.

Nu får vi til gengæld svarene. Jebel Hafeet er ikke Monte Zoncolan, men det er bestemt ikke en let stigning. Faktisk har den i de seneste år skabt større forskelle, end jeg normalt ville forvente af et tilsvarende bjerg, og vi kan derfor vente os en forrygende finale. De store afstande hænger formentlig sammen med årstiden, hvor formen ikke er i top, og hvor formniveauet også er betydeligt mere varierende end senere på året, hvor de fleste nærmer sig 100%.

Vi ved dog også, at det er en stigning, der er meget vindfølsom. Sådan er det altid på golde ørkenbjerge, og stigningen er slet ikke så stejl, at vinden bare kan negligeres. Det måtte Nairo Quintana sande i 2017, hvor han kom til Mellemøsten som den store favorit, men hvor han alligevel ikke kunne gøre forskelle i den hårde modvind. Da hans hold ikke kunne kontrollere etapen, endte det i en ukontrollabel angrebsfest, som Rui Costa udnyttede til at tage en overraskende sejr i en finale, der egentlig burde være lidt for svær. Modvinden behøver dog ikke at være altødelæggende, som vi så i 2020. Dengang nærmest ydmygede Yates jo Pogacar ved at distancere ham med mere end et minut, og der var faktisk netop modvind den dag.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er dog klart, at modvind på dette bjerg altid vil have en dårlig effekt for ryttere, der gerne vil gøre forskelle, og derfor er der dårligt nyt til Yates og Vlasov. Det er dem, der skal i offensiven, men de må indstille sig på, at de skal kæmpe mod vinden denne gang. Heldigvis for dem vil den aftage undervejs og i finalen være så let, at den bestemt ikke vil gøre det umuligt at skabe forskelle, men det havde været betydeligt nemmere, hvis vi havde haft en medvindsfinale på det golde bjerg.

Vejret kan de imidlertid ikke ændre på, og derfor skal forsøget gøres. Vi har i de tidligere år set, at den sidste bjergetape plejer at blive kørt ret aggressivt, som det ofte er tilfældet, når forskellene er store, og for første gang i år regner jeg derfor med, at vi får en kamp om at ramme udbruddet. Det bliver formentlig med flere hold, stærkere ryttere og også en lidt større gruppe, men man må formode, at Ineos og Bora vil arbejde benhårdt for at sikre, at det bliver en gruppe, der kan hentes. Skal de vinde samlet, kan de ikke tillade sig at smide bonussekunderne væk, og derfor skal de køre om etapesejren.

Det betyder også, at jeg regner med, at de to hold vil tage ansvar for jagten. UAE derimod har en interesse i at lade udbruddet køre, og medmindre Pogacar er så selvtillidsfuld, at han er klar til at gamble lidt, regner jeg ikke med, at araberne vil gøre andet end at kontrollere. Til gengæld udelukker jeg ikke, at Ineos og Bora kan få hjælp af Intermarché, der i begyndelsen af året har været meget villige til at tage ansvar, og som tror meget på den uhyre formstærke Jan Hirt. Selv DSM med Romain Bardet vil måske vise sig, men det skulle undre.

Vi har faktisk tidligere haft sidevindskørsel på denne etape, og da vinden fra morgenstunden ikke vil være helt uden styrke, er det meget tænkeligt, at det vil blive nervøst med mulige sidevindsangreb - jeg tænker særligt på Quick-Step - når de rammer sidevinden efter den indledende medvind. Vinden er dog formentlig for svag til, at det vil splitte, og hvis det skulle ske, virker det umuligt, at splittelsen kan vare ved. På hele anden halvdel af etapen vil der være modvind, og det vil over så lang en distance næsten altid betyde regruppering.

Jeg regner derfor med, at vi vil se et samlet felt ramme sidste stigning. UAE vil formentlig ikke prøve at gøre det hårdt, men blot kontrollere, og jeg vil forvente, at det er Ineos og Bora, der skal lægge presset. Vi har dog også set, at Yates de tidligere år har angrebet meget tidligt, og det regner jeg med, at han vil gøre igen. Det er også nødvendigt. De sidste 3 km er lettere, og derfor skal de stærkeste have gjort forskelle, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Er det en gruppe, der er samlet, når de når dertil, vil det med modvind meget ofte ende i en spurt, medmindre det bliver så taktisk, at en lidt mindre farlig rytter kan snige sig væk.

Jeg bliver nødt til at pege på Tadej Pogacar, men det er ikke sikkert, at han er stærkest. Yates var åbenlyst meget stærkere i 2020, og også sidste år var det ret klart, at briten havde overhånden. Dengang kunne han imidlertid ikke komme af med sloveneren, og vi ved da også, at han er uhyre vanskelig at blive af med, når han er i form. Det er han åbenlyst nu, hvor han ifølge eget udsagn kørte sine bedste 10 minutter på tirsdagens enkeltstart, og det er han i øvrigt også altid til et løb, der er uhyre vigtigt for hans hold.

Selv hvis han ikke er bedst, har han gode chancer for at vinde. Modvinden vil gøre det sværere at sætte ham af, og han har den luksus, at han bare skal forsvare sig. Det er ham, der skal svare på angrebene, og han ved, at han er den hurtigste i en spurt, som han også var det sidste år. Hænger han på hele vejen, er han formentlig vinderen, som han var det ved anden opkørsel i 2020 og igen sidste år. Lige nu ligner han ikke en mand, man sætter af, og derfor vinder han formentlig på bjerget for tredje gang i træk. En udfordring er varmen, som han hader, og som i dag tydeligvis var en bekymring for ham. Han klarede den dog fint sidste år, og han viste også i Touren, at han er blevet bedre til at håndtere den.

Man kan dog ikke udelukke, at Adam Yates kan slå ham. Som sagt var han bedste mand i både 2020 og 2021, og for to år siden viste han også, at han kunne knuse Pogacar, endda i modvind. Igen i år er han kommet flyvende til Emiraterne, som vi så med det, der vel var hans livs bedste enkeltstart - i hvert fald på denne form for rute - og han så også ganske stærk ud på Jebel Jais, hvor han dog af gode grunde stillede til start med det formål bare at følge Pogacar. Derfor er det først i morgen, at vi finder ud af, hvor stærkt han er, og er han lige så god som i 2020 og 2021, skal selv Pogacar stå tidligt op for at følge med.

Den tredje rytter, der kan vise sig stærkest, er Aleksandr Vlasov. Russeren har i dette løb bekræftet den forrygende form fra Valencia, først med en sublim enkeltstart og siden med overbevisende kørsel på Jebel Jais. Han har det problem, at han er langsommere end både Yates og Pogacar, og da han ingen frihed får, skal han være stærkeste mand for at vinde. Når man så hans overlegne kørsel i Valencia, er det imidlertid heller ikke et scenarium, man kan udelukke, selvom modvinden bestemt ikke hjælper ham. Normalt er han ikke Pogacars niveau, men som Yates beviste i 2020, behøver alt ikke at være normalt i februar - og lige nu synes Vlasov igen at ligne den herlige rytter, han var efter coronapausen for to år siden.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er svært at forestille sig andre vindere end de ovennævnte, men der er en åbning. Med modvind og tre relativt jævnbyrdige kandidater, der mest har blik for hinanden, er der åbninger. Når de rammer den lette del til sidst, vil de ikke kunne køre fra hinanden, og så kan det meget vel blive den stop-go-kørsel, vi så på Jebel Jais sidste år, hvor Jonas Vingegaard udnyttede magtkampen mellem Pogacar og Yates til at snige sig hjem til sejr. Den opskrift kan bruges igen, men det er også klart, at det bliver vanskeligere her. Jebel Hafeet er nemlig så svært et bjerg, at der stilles betydeligt større krav til klatreevnerne, hvis man skal være tilstrækkeligt tæt på favoritterne, når de måske går i stå på den lette del.

Faktisk peger jeg på en hjælperytter som nr. 4. I onsdags fik vi bekræftet, at Rafal Majka vitterligt var så flyvende, som Pogacar havde hævdet, og faktisk mente sloveneren selv, at polakken var bedste mand. Det kan man måske diskutere, men sandt er det i hvert fald, at han så uhyre stærk ud. Selvfølgelig er hans primære opgave at hjælpe, men jeg er også stensikker på, at Pogacar vil elske at give sin løjtnant sejren. Jeg kunne sagtens se et scenarium, hvor Majka falder fra hver gang, de tre favoritter angriber hinanden, og hvor han kommer tilbage hver gang, de går i stå. Det kan skabe en interessant situation med to UAE-ryttere samt to isolerede kaptajner, og hvem skal så lukke, når Pogacar giver Majka lov til at snige sig væk?

En anden rytter, der kan lukrere på magtspillet, er Jan Hirt. Tjekken bekræftede sin forrygende form med overbevisende kørsel på Jebel Jais, der ellers passede helt elendigt til en mand, hvis styrke er stejle procenter. Morgendagens bjerg er ikke så stejlt, som han kunne ønske sig, men det passer ham betydeligt bedre. Med tanke på det, han viste i onsdags, bør han være en af de allerstærkeste, og grundet sin ringe enkeltstart er han ikke manden, Pogacar vil være mest bange for. Når de tre favoritter kigger på hinanden, vil Hirt stå med gode muligheder for at snige sig væk.

I onsdags lignede Romain Bardet også en af løbets stærkeste, og det bør han være igen på en stigning, der passer ham bedre. Det var dog også tydeligt, at han ikke var på niveau med de bedste, som han på intet tidspunkt har været de seneste år, og det vil han heller ikke være i morgen. Han bør dog være god nok til at være tæt på, og da også han har tabt så meget tid, at Pogacar kan give ham lidt frihed, står også han med gode chancer for at lave ”en Vingegaard”.

Vi fik også bekræftet, at Pello Bilbao vitterligt er i samme forrygende form som i Valencia. Han er åbenlyst slet ikke så god en klatrer som de bedste, men han har efterhånden gjort det til sit speciale at køre stigningerne jævnt som en enkeltstart. Den strategi kan sagtens bringe ham tilbage, når de rammer den lette del til sidst, og selvom han har tabt mindre tid end Hirt og Bardet, og derfor vil være mere overvåget, kan Pogacar sagtens tillade sig at give ham snor. Til gengæld så vi igen i onsdags, at hans gamle spurtstyrke er væk, så derfor skal han ikke regne med at have en chance mod Pogacar på stregen.

En joker er også Luke Plapp, der med sin fantastiske kørsel i onsdags lignede en rytter på niveau med de bedste. Han aner endnu ikke selv, hvad han er god til, men som type kunne man sagtens forestille sig, at han ville være bedre på en powerstigning som Jebel Jais end på dette vanskeligere bjerg. Med denne komet skal man dog intet afvise, og han kan sagtens imponere også her. Jeg tvivler på, at vi vil se ham helt fremme, da det vil være ham som med hårdt tempo skal sætte Yates’ angreb i scene, og han kan derfor sagtens ende med at tømme sig selv i modvinden i bunden. Hvis han alligevel er så god, at han kommer tilbage på den lette del til sidst, vil Yates formentlig meget gerne give ham lov til at snige sig væk til etapesejr, når briten ved, at han ikke slår Pogacar i en spurt.

Af samme grund som Majka bringer jeg også Joao Almeida på banen. Det var tydeligt i onsdags, at han var alt andet end flyvende, men helt skidt var det jo slet ikke. Det er klart, at han nu kun er nr. 3 i hierarkiet, men da han ligger til i klassementet, vil holdet formentlig spare ham, hvis de kan. Vi ved, at han er en fighter, der som ingen anden mestrer kunsten at kæmpe sig tilbage, og lykkes det, er det ligesom Majka meget oplagt, at han kan snige sig væk. I virkeligheden kan man vel heller ikke helt udelukke, at Pogacar vil køre en eventuel spurt for ham, da han kan tillade sig at tabe nogle bonussekunder til Yates og Vlasov. I en spurt slår portugiseren i hvert fald både Yates og Vlasov.

Jeg bringer også Tom Dumoulin i spil. Det er klart, at meget taler for, at han igen falder igennem, men glem ikke, hvordan det gik i 2018. Dengang floppede han på første bjergetape, men blev siden nr. 2 på den anden. Det er ikke helt utænkeligt, at han - særligt efter så langt et fravær fra denne form for bjergfinaler - kan have fået et chok i onsdags, som han måske nu har absorberet. Hans form i tirsdags var jo glimrende, og han er altid god, når han kommer fra højderne. Hans tidstab giver ham al frihed, og han vil være meget svær at hente på powerdelen til sidst. Og skal der være en mand, der slår Pogacar i en spurt, kunne det meget vel være Dumoulin.

Jeg kunne også have forventninger til Geoffrey Bouchard. Franskmanden klarede onsdagens powerstigning meget bedre, end man ville forvente, og nu kommer vi til en stigning, der passer ham bedre. Han har forbedret sig enormt igennem 2021, hvor han leverede sin hidtil bedste klatrepræstation på Picon Blanco i Burgos. Her viste han, at han kan være med i dette selskab, og da han synes at have forbedret sig siden Provence, regner jeg med at se ham fremme. Han har også tabt den tid, der kan give frihed efter toppen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Gino Mäder. På papiret er han ubetinget en af de allerskarpeste klatrere, men vi ved også, at han plejer at bruge mange løb for at finde formen. I onsdags var han bestemt heller ikke en af de bedste, men han var meget offensiv og klarede sig pænt på en stigning, der slet ikke var ham. Denne stigning passer ham meget bedre, og hans tidstab betyder, at han får frihed. Jeg har stadig svært ved at tro, at han faktisk vil være med helt fremme, men med en klasserytter som ham skal man altid være forsigtig.

Den største overraskelse i onsdags var Sebastian Berwick. Forventningerne til australieren var så store efter det fornemme Sun Tour i 2020, men sidste år var han mildt sagt ikke meget værd. Han havde dog heller ingen erfaring i Europa, og det har taget tid at vænne sig til. Denne form for enkle løb er også gode for folk med mindre erfaring, og i onsdags så han meget stærk ud, da han var hovedansvarlig for at skabe samling, da de syv bedste var kørt væk. Denne stigning passer meget bedre til en ren klatrer som ham, og han er i hvert fald en mand, som ingen frygter - og som mange måske ikke aner, hvem er. Det kan give frihed.

Heller ikke onsdags så Jai Hindley flyvende ud, men han var bestemt heller ikke dårlig. Også for ham gælder, at denne stigning burde passe ham betydeligt bedre, og selvom han ikke er den stærkeste, har han nogle optioner. Han har nemlig tabt en del tid, og sammen med Vlasov kan han udgøre en interessant duo. Sidder de sammen til sidst, er det ikke svært at regne ud, hvilken Bora-rytter der kan få lov at snige sig væk, og hvem der ikke kan.

Hvad med Louis Meintjes? Sydafrikaneren havde meldt ud, at han slet ikke var i form efter en skade, men det gik jo aldeles glimrende på et bjerg, der passede ham helt elendigt. Morgendagens bjerg passer ham langt bedre, og vi så i Vueltaen, hvor han var en sikker top 10-mand inden sit styrt på 19. etape, at hans niveau begynder at nærme sig det, vi så engang. Også han er klar hjælper for Hirt, men sidder de to mand på den lette del til sidst, vil Meintjes have endnu mere frihed end tjekken.

Også Oscar Rodriguez er en rytter, der passer bedre til denne form for stigning end til Jebel Jais, og han var bedre end ventet forleden. Til gengæld var han ikke flyvende i Provence, og jeg tvivler også på, om hans topniveau faktisk er højt nok til at være med helt i front her. Hans kørsel i juni giver dog et vist håb, og noget tyder på, at han har forbedret sig siden Provence, da hans enkeltstart også var god - dog ikke så god, at han ikke vil kunne få lidt frihed. Movistar har også Carlos Verona, der startede meget bedre, end han plejer. Han er vel i virkeligheden endnu bedre end Rodriguez, men i februar plejer han ikke at være knivskarp, og jeg vil tro, at han er den svageste af de to.

To af onsdagens skuffelser var Neilson Powless og David de la Cruz, som jeg havde ventet mig meget af. Powless havde vist form på enkeltstarten, og De la Cruz havde gjort det i Valencia. For De la Cruz gælder, at denne stigning passer ham uendeligt meget bedre, end den foregående, og hans topniveau bør række langt i dette felt. Spørgsmålet er bare, om han har det. Powless forbedrede sig markant i 2021, og med den kørsel, han viste i efteråret, har jeg ikke helt opgivet håbet om, at han i onsdags bare havde en halvdårlig dag.

Endelig er der Ruben Guerreiro. Portugiseren viste forrygende form forleden, men denne stigning bør være en kende for svær. Omvendt har han forbedret sig meget i bjergene, og modvinden vil hjælpe en eksplosiv fyr som ham. Han er samtidig en af de få, der måske vil kunne true Pogacar lidt i en spurt.

Der vil være megen spænding om Filippo Ganna , men selvom vi i Provence så, at han kan forsvare sig, vil han ikke ende som nr. 11 på disse procenter - særligt ikke, fordi det må være hans opgave at sætte det hårde tempo, Yates skal bruge. Fausto Masnada har et forrygende topniveau, men efter to nedture tyder det på, at formen mangler lidt. Thymen Arensman var meget aktiv forleden, og han vil formentlig kunne gøre det bedre her, men på denne tid af året regner jeg ikke med, at han vil være med helt fremme. Med mere defensiv kørsel bør Chris Harper også kunne gøre det betydeligt bedre, men topniveauet rækker næppe til fronten, og det gør det næppe heller for Andreas Leknessund, selvom han endelig begyndte at vise sine klatreevner. Rein Taaramae ser uhyre velkørende ud, men han ofrede sig 100% for Hirt forleden. Endelig burde Matteo Badilatti være bedre på denne stigning, men helt fremme bør han ikke kunne være, mens Koen Bouwman og Hermann Pernsteiner trods deres klasse synes at mangle lidt for meget.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Aleksandr Vlasov

Outsidere: Rafal Majka, Jan Hirt, Romain Bardet, Pello Bilbao, Luke Plapp

Jokers: Joao Almeida, Tom Dumoulin, Geoffrey Bouchard, Gino Mäder, Sebastian Berwick, Jai Hindley, Louis Meintjes, Oscar Rodriguez, Neilson Powless, David de la Cruz, Carlos Verona, Ruben Guerreiro

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tadej Pogacars sejre fra 2021 og 2020, Adam Yates’ sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2019 og 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK