Optakt: 7. etape af Volta a Catalunya

Ruten

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2018. Ganske vist har den ikke siden kunnet skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

Som vanligt er der tale om en meget kort etape på I ÅR bare 154,8 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange. I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest. Her rammer man kategori 2-stigningen Alt de l’Ullstrell (7 km, 3,5%, max. 8%), der har top efter 27 km, hvorefter man vender rundt og via en nedkørsel kører mod sydøst og sydvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alt de Corbera (6,9 km, 3%, max. 8%), hvis top rundes efter 45,1 km. Derefter går det via en nedkørsel mod sydøst, inden man kører ad flade veje tilbage mod Barcelonas centrum. Her slår man en lille sløjfe mod sydvest for at køre ned til dagens første spurt i forstaden Castelldefels, der er placeret efter 70,6 km. Herfra går det mod nordøst ind mod centrum, hvor man atter slår en lille sløjfe forablandt andet at komme frem til den sidste spurt, der er placeret efter 88,5 km. Herfra fortsætter man mod nordøst ud til finalerundstrækningen

I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 102 km, og herefter afsluttes løbet med 8 omgange på den 6,6 km lange rundstrækning i Montjuic-parken. Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2 km, 5,7%, max. 8%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Fra toppen resterer bare 4,2 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på RUNDSTRÆKNINGEN for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke OP på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt. I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. Sidste år var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

Vejret

Denne etape har ofte været præget af forfærdeligt regnvejr, men det undgår feltet i år. Nattens regn vil være ophørt på en skyet morgen, hvorefter det i løbet af eftermiddagen langsomt vil klare op. Temperaturen vil nå 14 grader, og er vil være en let til jævn vind fra øst. Det giver primært modvind frem til toppen af første stigning og derefter primært medvind frem til den første spurt. Sidemodvind leder frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på stigningen og sidemodvind på nedkørslen, herunder på den sidste kilometer.

Analyse af 6. etape

Hver vinter tænker man det samme. Næste sæson må være den første, hvor Quick-Step får svært ved at forsvare deres position som det mest vindende hold. Deres store succes betyder nemlig, at de altid udsættes for en kraftig åreladning i løbet af transfersæsonen, og det efterlader altid holdt betydeligt svækket til det kommende år.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det har bestemt ikke været anderledes denne gang. Dan Martin, Marcel Kittel, Matteo Trentin, Tom Boonen, Gianluca Brambilla og David De La Cruz tog et hav af WorldTour-point med sig til nye hold, da de i løbet af vinteren sagde farvel til belgierne. Da manager Patrick Lefevere kun havde held til at tiltrække ét etableret topnavn i Elia Viviani og derudover satsede på unge talenter, så det meget svært ud for holdet at opretholde samme eminente sejrsrate som i de forgangne sæsoner.

Efter to måneder må vi imidlertid konstatere, at belgierne har gjort det igen. Da Niki Terpstra og Philippe Gilbert i går sikrede holdet en dobbeltsejr i E3 og dermed tog holdet femte sejr på blot ti dage, nåede man op på imponerende 18 gevinster. Til gengæld så det efter Alvaro Hodegs exit svært ud for holdet i den afsluttende weekend i Catalonien, holdet bortset fra sejren på 1. etape ikke har haft megen succes.

Lefeveres tropper er imidlertid helt ustoppelige. Selv uden en topsprinter lykkedes det alligevel holdet at fortsætte succesen, da Maximilan Schachmann med et imponerende ridt sikrede sig karrierens første sejr. Det skete endda på den helt store scene i et af sæsonens allerhårdeste WorldTour-løb og efter en kraftpræstation, hvor han sammen med den stadig mere imponerende Diego Rubio holdt de tre store sprinterhold, specielt et meget aggressivt Mitchelton-Scott, stangen.

Det er svært ikke at blive forbløffet over holdets succes. Én ting er, at de tager et hav af sejre - det var måske ikke helt uventet, når man har både Fernando Gaviria og Viviani på holdet. Noget helt andet er, at man gang på gang vinder løb med et hav af forskellige ryttere. År efter år er de blandt de hold, der tager sejre med den bredeste vifte af ryttere, og lægger man det til, at holdet har et par deciderede vindermaskiner, er det ikke mærkeligt, at de sejrer så ofte.

I år er ingen undtagelse. I løbet af marts har fire af de unge ryttere, to i deres første sæson og to i deres anden, allerede taget deres første professionelle sejre. Det var måske ikke helt uventet for sprintertalenterne Fabio Jakobsen og Hodeg, der i kraft af deres spurtstyrke altid har vundet en del også på U23-niveau. Det mest imponerende er, at man også vinder med ryttere, der slet ikke har samme vinderkarakteristika. Det skete i Vestflandern med Remi Cavagna, der mest af alt har karakter af en uopslidelig hjælper, og i dag var det så Schachmanns tur.

Det er nu ikke, fordi Schachmann er en dårlig rytter. Tværtimod er han et stort talent, der allerede som U23-rytter udmærkede sig som tempospecialist med solide klatreevner. Det potentiale har han også vist som professionel, hvor han sidste år blev nr. 15 samlet i Californien, 4 i Ster ZLM Toer og 19 i Romandiet. I februar viste han så, at han var blevet endnu stærkere, da han tog en dybt imponerende 7. plads i det stærkt besatte Volta ao Algarve og en 2. plads bag Romain Bardet i Sud-Ardeche.

Alligevel er det overraskende, at han vinder en etape som denne. Etapeløbsryttere som Schachmann tager nemlig sjældent mange sejre, og det har da heller ikke været tilfælde for tysken som U23-rytter. Alligevel kan han allerede nu sætte en af de helt store triumfer på kontoen. Der sker åbenbart bare noget ganske særligt, når man kommer til Quick-Step.

Schachmann har tiden foran sig, og det er allerede nu klart, at han bliver til noget stort. Derfor er det lidt svært ikke at føle med Rubio, der havde sit livs chance for at tage en stor sejr. Han har egentlig været et ganske stort talent, der i 2015 og 2016 viste ganske lovende takter, men mange skader ødelagde hans 2017-sæson. Han forlod Caja Rural til fordel for det lille Burgos-hold, og det ser ud til at have gjort ham godt. Han imponerede allerede med et imponerende udbrud på kongeetapen i Valencia, og i dag viste han atter sin store styrke. Det kan godt være, at han heller ikke er den oplagte vindertype, men han er en voldsomt stærk udbrydertype, der har fortjent en stor sejr snart.

De store tabere var Bora, og det var bestemt velfortjent, at de ikke kom hjem med en gevinst. Hvor man ikke kan betvivle Bahrains og Mitchelton-Scotts commitment til en massespurt, spillede tyskerne en voldsom gang poker, der helt fortjent ikke blev belønnet. Mens australierne førte hele dagen og kun sparede klassementskaptajn Simon Yates, og Bahrain-Merida også brugte hele holdet, til sidst sågar lead-out man Matej Mohoric, brugte Bora kun Davide Formolo. Da den spinkle italiener var brændt sammen, sparede Bora resten af holdet til et lead-out, der da også gik helt perfekt. Jay McCarthy afleverede Sam Bennett helt perfekt, og han havde heller ingen problemer med at overspurte de langt langsommere konkurrenter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det var en meget sær disposition af tyskerne. I et felt som dette med et begrænset antal sprintere er behovet for et stort forkromet tog knap så udtalt, og derfor kunne man nok have ofret et par mand ekstre, specielt fordi man i McCarthy havde en sikker sidste mand for Bennett. I virkeligheden viser det måske meget godt, hvorfor Quick-Step har 19 og Bora kun to sejre efter to måneder af sæsonen. Og hvorfor Bora allerede 10 andenpladser og 13 tredjepladser!

Til gengæld kan Bennett glæde sig over at være tilbage på sporet. Han har allerede været syg tre gange i år, både i Australien, Belgien og Frankrig, og derfor var der stor tvivl om hans form frem mod dette løb. I lyset af hans ekstremt skrøbelige helbred og det dårlige vejr samt den kuperede rute var der en overhængende fare for, at han aldrig ville komme igennem. Han har imidlertid klaret stigningerne overraskende godt og synes kun at være blevet stærkere og stærkere. Det lover godt forud for Giroen, hvor han sammen med Viviani og Giacomo Nizzolo fremstår som de topsprintere, der skal slås om sejrene på det begrænsede antal flade etaper.

For Mitchelton-Scott var det endnu en skuffelse. Holdet har sammen med Movistar været det suverænt mest aktive, og faktisk er det kun på 1. etape, at man slet ikke førte i feltet. Hver eneste dag er man gået efter sejren, men intet har man fået ud af det. I virkeligheden var det måske lidt naivt at arbejde så hårdt i dag, hvor Daryl Impey altid ville få det svært i en spurt mod Bennett. Formentlig havde det været klogere at spare kræfterne til søndag, hvor Barcelona-etapen er skræddersyet til sydafrikaneren. Lad os håbe, at der fortsat er lidt at skyde med for det efterhånden ret brugte mandskab.

Endelig fortjener Matej Mohoric at blive nævnt. Sloveneren har måske ikke vundet en etape endnu i dette løb, men han har nu været i top 9 på fem af dem. Kun på den store bjergetape, der var alt for svær for ham, var han ikke med fremme, men her viste han sig alligevel frem med et stærkt angreb i finalen. Det er vanvittigt, som den unge slovener har udviklet sig i det seneste halve års tid, hvor sejren i Vueltaen satte gang i noget stort. Og i dette løb har han endda i de fleste tilfælde kørt som lead-out man for sine holdkammerater, men været så stærk, at han alligevel har kunnet opnå et resultat. Det lugter af endnu en grand tour-etapesejr i Giroen!
 

For klassementsrytterne blev det en kold, men ikke alt for vanskelig dag på kontoret. Valverde og Movistar havde atter alt under kontrol og skal nu bare sikkert til Barcelona i morgen. Undgår de uheld, bliver det ikke noget problem, men Valverde elsker Montjuic-rundstrækningen i den catalanske hovedstad og vil måske meget mere end det. Vil han lave dobbelt hattrick ved både at vinde løbet og Barcelona-etapen for tredje gang? Svaret får vi i morgen, når han skal krones som en fortjent og historisk suveræn vinder af Spaniens ældste etapeløb.

Favoritterne

For sjette år i træk ender løbet med den klassiske Barcelona-etape. For nogle år siden var der stort hype om den, ikke mindst fordi det i den første udgave lykkedes Michele Scarponi med offensiv kørsel at sikre sig en podieplads. Derfor har forventningerne år efter år været store, ikke mindst fordi afstandene altid har været små mellem de bedste. År efter år er etapen dog endt som en fuser, hvor end ikke dårligt vejr, våde nedkørsler og utallige angreb fra favoritterne har kunnet ændre på toppen af klassementet. Kun bonussekunder har kunnet gøre en forskel, men de har til gengæld også været vigtige i et løb, der ofte er blevet afgjort på sekunder.

Denne gang synes folk at have lært lektien. Der har ikke været megen snak om etapen denne gang, specielt fordi løbet synes afgjort og podiet fastlagt. Afstandene er nu så store og de tre øverste så gode, at det reelt kun er uheld, der kan skabe forskydninger. Bonussekunder vil kunne blive vigtige i kampen om de sekundære placering, men da ingen af rytterne på placeringerne mellem 6 og 13 er kendt for deres spurtstyrke, vil der næppe være noget stort incitament ti at gå efter dem. Bernal er næsten tvunget til at give den et skud med et angreb på en af de to sidste omgange, men han vil umuligt kunne ryste Valverde, der sagtens kunne finde på at understrege sin autoritet ved selv at angribe, som han allerede gjorde det mod slutningen af 5. etape. Derfor bliver der næppe forskydninger i klassementet, ud over hvad der kan flyttes i bunden af top 10 i kraft af placeringspoint.

I stedet er det kampen om etapesejren, der er interessant. De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Af de fem udgaver er de tre blevet vundet af udbrud, mens Valverde har vundet spurten de to gange, hvor favoritterne er kørt om sejren. Det er formentlig også de to scenarier, der kommer i spil denne gang.

Der er tre hold, der har nøglen til etapens forløb: Movistar, Mitchelton-Scott og Bora-hansgrohe. De kan nemlig alle køre for en spurtstærk rytter i hhv. Valverde, Daryl Impey og Jay McCarthy, der alle synes som skabt til denne afslutning. Meget vil derfor afhænge af, hvilke planer de lægger. Vil Mitchelon og Bora satse alt på en spurt, eller vil de køre offensivt, måske endda med Impey og McCarthy selv? Og vil Movistar være tilfredse med at kontrollere, eller vil Valverde forsøge at vinde etapen for 3. gang?

Meget vil afhænge af, om specielt Mitchelton og mere sekundært Bora får en mand med i udbruddet. Lykkes det, er der gode chancer for, at det vil holde hjem. Impey er imidlertid så godt et vinderbud på denne etape, at vi tror, at Mitchelton vil tage kontrol, hvis ikke sydafrikaneren selv kommer afsted. De har som bekendt et suverænt hold af klatrere og vil formentlig være stærke nok til at holde det samlet. Historien viser som bekendt, at der er svært for klatrerne at gøre forskelle på den sidste stigning, og derfor vil det i det tilfælde formentlig ende i en spurt efter den hurtige nedkørsel, som vi så det i 2015 og 2017. Også Bora og Bahrain vil kunne jagte, hvis de ikke har en mand i front, og vi vil heller ikke udelukke, at Movistar vitterligt vil vinde med Valverde, der elsker denne ikoniske etape. Derfor tror vi, at det ender i en spurt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Størrelsen af feltet er altid svært at vurdere efter Montjuic-stigningens udskillelse. Bryan Coquard er blevet nr. 2 bag Valverde, og det vidner om, at stigningen ikke er for svær for hårdføre sprintere. Omvendt har vi også set, at ret gode klatrere er blevet sat af i finalen. Derfor er det en ret åben spurt med mange gode kandidater. Afgørende er det at være god og frygtløs på nedkørslen, da selve spurten i høj grad afhænger af god positionering, idet det falder stort set hele vejen ned til stregen.

Det får os til atter at pege på Alejandro Valverde som vores favorit. Spanieren har som sagt allerede to gange vundet denne etape, som han kender ud og ind. Den kunne heller ikke passe ham meget bedre. Ingen er bedre end ham på denne type stigninger, og han har altid været en fremragende nedkører. Samtidig er han vanvittigt hurtig på strege, hvilket han senest viste med sejren på 2. etape. Hans kendskab til finalen betyder, at han ved, hvordan spurten skal køres, og han afslutter altid disse etaper med klinisk præcision. Han siger selv, at han ikke længere er bange på nedkørslerne, og dermed vil han være klar, hvis det hele skal afgøres i en spurt. Her vil hans gode form og hans erfaring gøre ham til favorit.

På papiret er Daryl Impey måske en anelse hurtigere end Valverde, men spanieren viste på 2. etape, at han alligevel kan slå sydafrikaneren. Denne gang er det dog en faldende og ikke en let stigende spurt, og det burde være til Impeys fordel. Efter hans seneste præstationer i Australien er der ingen tvivl om, at han med lethed kan overleve Montjuic i en god position, og han er også en glimrende nedkører. I denne finale betyder det mindre, at hans hold ikke er optimalt til at støtte ham, og det handler alene om at få Valverdes hjul til slut. Hans positionering har ikke altid været i top, men lykkes det at holde sig fremme, har han ganske gode muligheder for at vinde her. Det er også muligt fra et udbrud.

Det samme har Jay McCarthy, der var flyvende i løbets indledning. Ruten med de korte, eksplosive stigninger passer ham som god i hose, og han er en god nedkører med gode positioneringsevner. Måske er han ikke helt så hurtig som Impey og Valverde, men han slog trods alt Impey i spurten i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvilket viser, at han har en reel chance. Desværre har han ofte haft en tendens til at falme lidt i etapeløb, hvor hans bundniveau har været meget lavt. Han havde en svært dag fredag, og man kan frygte, at det er starten på en nedtur. Har han samme form som i starten af løbet, bør han dog være fremme, enten i en spurt eller i et udbrud.

Matej Mohoric har virkelig været flyvende i dette løb, hvor han har vist sig frem på hver eneste etape. Intet tyder på, at han er på vej ned, og dette er måske den etape, der passer ham allerbedst. Han er fremragende på korte, eksplosive stigninger, og formen er i top. Han er også hurtig på stregen, men næppe hurtig nok til at slå de bedste. Til gengæld har han et dødbringende våben i sin nedkørsel, der blev brugt til angreb på både 4. og 5. etape, hvor han endda troede, at han havde vundet, samt ved sejren i GP Industria. Nedkørslen er ikke specielt svær, men i torsdags nægtede Valverde at tage samme vilde risici som Mohoric. Er det tilfældet igen, kan det sagtens ende med sejr til sloveneren, der også er en oplagt udbrudskandidat.

Bahrain har i det hele taget flere gode bud. Giovanni Visconti har i år spurtet bedre end længe og må derfor have udset sig denne etape. I Valencia og Oman slog han en vis Greg Van Avermaet på stregen, og så sent som på 3. etape var han hurtigste mand i feltet i dette løb. Stigningerne her passer ham som fod i hose, og også han er en af de bedste nedkørere. Mens Mohoric angriber, vil Visconti være klar til med sin erfaring og gode timing at slå til i en spurt - hvis han altså ikke har forsøgt at vinde etapen fra et udbrud.

Jarlinson Pantano fik et ordentlig skud med selvtillid med sejren i fredags, og derfor må han være topmotiveret til denne etape. I 2015 blev han nemlig nr. 4 i denne spurt, og sidste år blev han nr. 2. Han ved derfor, at finalen passer ham. Efter en svær tid synes han endelig at have fundet fornuftig form, og han burde i hvert fald kunne sidde med fremme på en etape som denne. Selvom han ikke spurter helt så meget som tidligere, er han før kørt på podiet i reducerede massespurter, og han er en eminent nedkører. Dermed har han gode chancer både i en spurt og i et udbrud.

Bahrains tredje og sidste kort er Enrico Gasparotto. Han har allerede én gang været i top 10 på denne etape, der generelt burde være perfekt til en ardennerspecialist som ham. Han har virket ganske overbevisende på stigningerne hidtil og synes at være i ganske god form. Han klatrer måske ikke helt så godt som de bedste, men burde være med i dette terræn. Holdet vil formentlig køre spurten for Visconti, men det kan ikke udelukkes, at Gasparotto får chancen som på 2. etape. Her spurtede han ikke specielt godt, men denne hårdere etape burde passe ham bedre, ikke mindst med den gode støtte, han vil få fra Mohoric og Visconti. Hans bedste chance er dog måske et udbrud på en rute som denne.

Brølstærke Thomas De Gendt leverede en overmenneskelig præstation i modvinden på 3. etape. Etapen her er vigtig for bjergtrøjen, og derfor vil han med statsgaranti jagte endnu et udbrud. Samtidig har han allerede én gang vundet denne etape, og det vil kun motivere ham yderligere. Hans form synes at være skræmmende god, og han er som bekendt skræmmende på stigninger, der ikke er for stejle, ligesom han har en god spurt. Han bliver ikke let at hente og kan sagtens tage endnu en udbruddsejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år lykkedes det Dan Martin sammen med Valverde at køre væk i finalen, men de blev dog hentet til slut, hvorefter det blot blev til en 5. plads. Sygdommen i Paris-Nice betyder, at han denne gang ikke er på samme niveau, men denne etape er dog af en karakter, hvor Martin sagtens kan være med blandt de allerbedste. Han har et glimrende punch på stigningerne, er en god nedkører og ganske hurtig på stregen. Det bliver svært at slå de hurtigere folk, men den altid ambitiøse irer vil formentlig forsøge sig for at få et skud selvtillid som afslutning på et svært løb.

Vi har allerede flere gange peget på Brent Bookwalter som en god udbrudskandidat. Det er han igen på denne etape, hvor han besidder den rette kombination af power på det flade, en god spurt og gode klatreevner. Dermed kan han som mange af de ovennævnte både tage sin chance i en spurt og forsøge sig i et udbrud. I en spurt får han nok svært ved at slå de bedste, men i et udbrud vil han kunne vise sig som en af de stærkeste. Ogsa hans holdkammerat Nicolas Roche, der altid er aggressiv og god i dette terræn, bør trods manglende topform være i stand til at vinde fra et udbrud, da også han er en fornuftig afslutter.

Forud for dette løb var det en skjult evne hos Egan Bernal, at han faktisk er ganske hurtig på stregen. Det har han imidlertid til fulde vist i dette løb med gode spurter på 2. og 3. etape og en sejr i en indlagt spurt i går. Derfor vil han helt sikkert også forsøge sig i en reduceret massespurt her, men det bliver dog nok svært at slå de hurtigste, ikke mindst i en faldende spurt, hvor han ikke just får hjælp af tyngdekraften.

Astana har en stærk duo i Pello Bilbao og Sergei Chernetckii, der begge passer godt til denne etape. De er nemlig gode klatrere og hurtige i en spurt. Ingen af dem er i storform, men de er heller ikke dårlige, hvilket særligt Chernetckii viste i udbruddet på 5. etape. De vil kunne blande sig i både en spurt og et udbrud, men det er dog nok kun i sidstnævnte scenarium, at de kan vinde.

Løbet har været en skuffelse for Michael Woods, men måske er det nu tid for ham at vise sig frem. De korte, eksplosive stigninger her passer ham nemlig ganske glimrende, og selvom han ikke just er nogen god nedkører og derfor ikke vil have de bedste chancer i en stor spurt, kan han sagtens vinde etapen, hvis han går i udbrud. Formen er nemlig ikke helt væk, og han er ikke let at sætte på disse stigninger, ligesom han kan gøre det færdigt på stregen.

Endelig vil vi pege på Toms Skujins, der med sine to sejre i Californien, sejren i januar på Mallorca og sidste års sejr i Coppi e Bartali har udmærket sig som lidt af en udbryderkonge. Han bliver bare stærkere og stærkere, hvilket ikke mindst de to sidstnævnte sejre vidner om, og dette er terræn præcis som han elsker det. Han er en mester i at ramme udbruddet, er stærk på det flade og har en god spurt.

Andre kandidater til en spurt er Eduard Prades, Bob Jungels, Pierre Latour, Alex Howes, Jordi Simon, Bjorn Lambrecht og Elie Gesbert , men de vinder næppe.

Yderligere udbrudskandidater er Vegard Stake Laengen, Joey Rosskopf, Maximilian Schachmann, Robert Power, Pawel Poljanski, Jelle Vanendert, Bjorg Lambrecht, Floris De Tier, Georg Preidler, Ruben Plaza, Fabio Duarte, Aldemar Reyes og Jetse Bol, der er alle er stærke i dette terræn og for manges vedkommende har en god spurt.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde (spurt)

Øvrige vinderkandidater: Daryl Impey (spurt eller udbrud), Jay McCarthy (spurt eller udbrud)

Outsidere: Matej Mohoric (spurt eller udbrud), Giovanni Visconti (spurt eller udbrud), Jarlinson Pantano (spurt eller udbrud), Enrico Gasparotto (spurt eller udbrud), Thomas De Gendt (udbrud)

Jokers: Dan Martin (spurt), Brent Bookwalter (spurt eller udbrud), Egan Bernal (spurt eller udbrud), Sergei Chernetckii (udbrud), Pello Bilbao (udbrud), Michael Woods (udbrud), Toms Skujins (udbrud), Nicolas Roche (udbrud)

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Alexey Tsatevichs sejr fra 2016, Lieuwe Westras sejr fra 2014 og Thomas De Gendts sejr fra 2013.