Optakt: 7. etape af Volta a Catalunya

Ruten

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der endte med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2021. Denne gang har man dog givet den et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skal passeres færre gange. Ganske vist har etapen siden kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 133,0 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.

I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 8,7 km. Her drejer man mod vest ad et let stigende stykke, der leder direkte ind på kategori 3-stigningen Coll de la Creu d’Ordal (5,7 km, 4,4%, max. 8%), som byder på tre km med 5-7%, inden den flader ud nær toppen, som nås efter 25,0 km. Herfra fortsætter man mod sydvest og siden sydøst gennem let faldende terræn. En lille bakke leder nu op til Begues, inden det via en rigtig nedkørsel går mod sydøst og syd ned til kystbyen Castelldefels, hvor den anden spurt kommer efter 64,5 km. Herfra kører man ad flade veje mod øst og nordøst tilbage mod Barcelonas centrum.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 86,0 km, og herefter afsluttes løbet denne gang med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den denne gang fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,5%, men hvor den derefter er meget let, indtil de sidste 1,1 km stiger med 7,0%, herunder 8,2% over de sidste 700 m.

Fra toppen resterer bare 4,9 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en 1 km lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving, inden man når stregen, og de sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%. Der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen, mens dagens ”Udgave 100-spurt” kommer efter 101,6 km ved tredje passage af målstregen.

Etapen byder på i alt 1983 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019.

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.

I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

I 2018 angreb Simon Yates i finalen og holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Vejret

Etapen er tidligere blevet afviklet i silende regnvejr, men sådan bliver det i hvert fald ikke denne gang. Tværtimod vil der ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå behagelige 17 grader. Fra start vil det være stort set vindstille, men det vil blæse lidt op fra sydøst, så man slutteligt har en let til jævn vind (ca. 15 km/t). Det giver sidemedvind i den indledende fase og modvind på turen tilbage til kysten, inden man får sidevind ind gennem Barcelona og frem til rundstrækningen. Her vil der være modvind på stigningen, derefter sidevind og slutteligt medvind, indtil man bugter sig ind i sidevind på de sidste 800 m.

Analyse af 6. etape

Det gjorde næsten ondt at se på. Da Peter Sagan efter halvanden måneds ufrivillig covid-19-pause og afbud til både åbningsweekenden og Strade Bianche endelig gjorde et forsinket comeback, var der næppe mange, der havde store forventninger. Alligevel var det smertefuldt at se den store mester, der engang havde et af sportens allerhøjeste bundniveauer blive sat som en af de allerførste hver eneste gang, Tirreno-Adriatico ramte bare den mindste lille motorvejsbro.

Desværre var det faktisk lidt forventet. Det er ikke svært at se, at Sagan i de senere stille og roligt er gået i et fysisk forfald, hvor han er blevet en anelse dårligere fra år til år. På ingen måde er han blevet en dårlig cykelrytter - han har immervæk vundet en grand tour-etape to år i træk - men der er blevet stadig længere mellem snapsene. I 2019 vandt han bare fire gange, hvilket er en pauver score for en mand med mere end 100 sejre på et skræmmende cv, og i sidste sæson skulle han helt frem til Giroens 10. etape mindre end 14 dage, inden han sluttede sin sæson, før han fik sin eneste sejr i 2020. Samtidig er han raslet nedad på verdensranglisten, hvor han ellers har været fast mand i top 5, og i dag taler ingen rigtigt om ham, når favoritterne til klassikerne nævnes.

Det mest bemærkelsesværdige er ændringen af bundniveauet. Det var som sagt tidligere så tårnhøjt, at man kunne være stensikker på, at Sagan kørte med om sejren på en hvilken som helst årstid og en hvilken som helst rute, der bare passede ham nogenlunde - og det var temmelig mange, der gjorde. I de senere år har han imidlertid i store periode henslæbt tilværelsen som anonymt fyld i gruppettoen, og han har som regel skullet have en grand tour i benene, inden han har fundet formen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Netop derfor skulle man også være meget optimistisk anlagt, hvis man troede, at Sagan - covid-19 eller ej - ville komme blæsende ind til 2021-sæsonen, som han gjorde i de gode gamle dage. Nej, meget talte for, at han skulle stramme sig gevaldigt an, hvis han skulle nå at få tilstrækkeligt med løbsdage til at blive konkurrencedygtig i klassikerne, særligt da januar- og februarkalenderen blev reduceret til et absolut minimum. Og da coronavirus ovenikøbet kom på tværs, så det kulsort ud for Sagan, allerede inden det første pedaltråd var en realitet for nu lidt over to uger siden.

Alarmklokkerne bimlede og bamlede da også ud over hele Midtitalien, Slovakiet og Tyskland, da Bora-mandskabets manager Ralph Denk kunne se Sagans enorme trængsler i Tirreno bare få uger inden første sæsonhøjdepunkt i de tre flade monumenter. Derfor traf han og Sagan den kloge beslutning, at den stadig mere træge dieselmotor havde godt af syv dages og knap 2000 højdemeter i Catalonien, hvis han skulle have en chance for at blive bare nogenlunde konkurrencedygtig i brostensmonumenterne. Milano-Sanremo blev reelt solgt allerede inden starten, og nu handlede det bare om, at et catalansk eventyr skulle bruges til at indhente så meget som muligt inden de to vigtigste brostensslag.

Sagans tårnhøje klasse kom alligevel til udtryk, da slovakken på ufattelig vis endte som nr. 4 på Via Roma i Sanremo og slet ikke var så langt fra at vinde det løb, han ellers i formstærk udgave har smidt væk så mange gange, at man fuldstændigt har mistet overblikket over alle de forspildte og gyldne muligheder, men hvis nogen troede, at det var udtryk for superform, kom de hurtigt ned på jorden, da Sagan igen ramte lidt vanskeligt terræn på 1. etape i Catalonien, hvor hans Bora-hold ellers havde lagt an til den helt store Sagan-sejr på en etape, de kontrollerede fra km 0. Den spanske mission var nemlig ikke blot at finde formen, men også at få tanket lidt på Sagans af gode grunde efterhånden ret tynde selvtillidskonto, og hvad ville være bedre end en tidlig sejr fremfor 2020-sæsonens alenlange og nærmest desperate sejrstørke, der kun blev brudt i allersidste øjeblik - dog på uhyre minderig og smuk vis.

Desværre fik den stadig ikke helt gennemtænkte og meget uforståelige Movistar-massakre i Calella spoleret den slovakisk-tyske masterplan, og dermed stod det klart, at Sagan kun havde ét skud i bøssen, hvis ikke også det catalanske eventyr skulle blive en sejrsløs affære. Den kugle skulle affyres i dag, hvor det spanske løb som altid bød på den nemmeste af de syv etaper på næstsidstedagen, men frygten lurede alligevel konstant for en gentagelse af mandagens fiasko. Man skal nemlig ikke studere historikken meget for at vide, at disse lørdagsetaper, der måske nok i catalansk sammenhæng er nemme, men i de fleste andre etapeløb ville karakteriseres som kuperede, meget ofte er gledet løbets altid meget få sprintere af hænde.

Sådan gik det dog ikke denne lørdag, hvor man fornemmede en sjælden desperation i den tyndt besatte sprinterlejr. De få hold, der havde orket at slæbe en sprinter med til de catalanske bjerge, var åbenbart ved at gå lidt i panik, efter at Movistar spolerede deres mandagsfest med en af deres nu berømte massakrer. Derfor blev der etableret en sjældent set bred sprinteralliance, da feltets mange lykkeriddere, som alle havde luret på muligheden for at skrive sig ind som den fjerde udbrudsvinder på lørdagsetapen, siden løbet i 2013 fik sit nuværende format.

Faktisk er det svært at huske, at så mange sprinterhold har taget ansvar. Hvert eneste mandskab med blot antydningen af en sprinter eller semisprinter deltog således i jagten på det ellers ganske stærke udbrud, der med Matej Mohoric som motor sørgede for, at farten blev holdt høj og tidsplanen også i dag blev sprængt. Det var nemlig ikke bare Sagan og Bora, men også UAE med Sebastian Molano, DSM med Max Kanter, Ag2r med Clement Venturini, Euskaltel med Juan Jose Lobato, Israel SUN med Daryl Impey og BikeExchange med Dion Smith, der bidrog til at sikre, at de fem lykkeriddere aldrig havde skyggen af chance for at gøre det færdigt.

Derfor lykkedes det i sidste øjeblik alligevel sprinterne at få deres spurt, selvom det altid underholdende Deceuninck-mandskab, der for en gangs skyld er kommet til et løb uden en sprinter, med angreb fra utrættelige Remi Cavagna og Josef Cerny og hårdt tempo fra Cavagna på en sen bakke forsøgte at spolere festen og endda gøre det så hårdt, at Joao Almeida måske kunne spurte sig til bonussekunder. Og så lykkedes det minsandten for Sagan at tage sin første sejr allerede den 27. marts og dermed styrke sin selvtillid gevaldigt, inden han om en uges tid desperat skal forsøge at tage kampen op mod de tre tenorer på Flanderns toppede brosten.

Og man må altså tage hatten af for Sagan. Det kan godt være, at sprinterfeltet mildt sagt var tyndt besat, men det var langt fra givet, at han ville slå mere klassiske sprintere som Molano og Kanter i denne finale. Men med god støtte fra Jordi Meeus og den eminente positioneringsevne, der altid har været hans varemærke, sørgede han for at sidde helt rigtigt, da Impey åbnede en lang spurt, og mod sydafrikaneren, der trods alt ikke er rigtig sprinter, kunne der aldrig være tvivl om, at Sagan ville trække sig sejrrigt ud.

Og når man nu harcelerer lidt over, at der er blevet så langt mellem Sagans sejre, skal man huske, at manden stort set kun kører WorldTour-løb, og ser man bort fra VM, EM, nationale mesterskaber samt Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der er et WorldTour-løb værdigt, og Tour of California, der siden blev en del af WorldTouren, skal vi faktisk helt tilbage til sejr nr. 59 ud af de nu 115 i Tour of Oman i vinteren 2014 for at finde den seneste sejr, der ikke blev opnået i et løb på allerhøjeste niveau. Den statistik siger meget om, at Sagan på ingen måde er kommet let til sine talrige sejre!

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Til gengæld blev det ikke til nogen første WorldTour-sejr for Molano, der ellers efter sin flotte kørsel i Tour Colombia i 2020, hvor han ydmygede Alvaro Hodeg tre gange i træk, ser ud til at gå en lys fremtid i møde på et UAE-hold, hvor han er blevet taget ud af den hensygnende Fernando Gavirias sprintertog. Molano ser ud til at skulle køre flere af sine egne chancer, og en af de første fik han her, hvor han lignede manden, der skulle slå Sagan. Det kunne måske også have ladet sig gøre, hvis han havde haft Sagans positioneringsevne og gode støtte, men desværre fik han sig anbragt på hjulet af ”ikke-sprinteren” Antonio Soto, der ville tage kampen op mod de hurtige folk, men slet ikke kunne matche de andres fart og derfor skabte et hul, der reelt ødelagde Molanos chancer allerede inden spurten.

Til gengæld viste han fin fart, der nok skal give håb om en snarlig sejr. Langt værre var det for løbets anden klassiske sprinter, Kanter. Efter en katastrofal start på sæsonen, hvor hans dårlige positionering har taget ham ud af alle spurter, inden de blev kørt, sad han i dag for en gangs skyld fornuftigt. Desværre stod han efterfølgende nærmest stille, og han glider stille og roligt ud af billedet som den kommende tyske supersprinter, han ellers lignede i U23-tiden.

Resultatet er også bekymrende, når man ser, hvem der slog ham. Kaster man et blik på top 10, var de eneste med sprinterstatus kun Sagan, Molano, Kanter selv og måske Clement Venturini, der dog helst skal have en stigende spurt. I stedet var det alsidige afsluttere, der gjorde sig gældende i toppen, som det ofte er i dette benhårde løb.

En af de ryttere, der har haft særligt succes i Catalonien og Baskerlandet, er Impey, der har vundet spurter i begge de to spanske løb, hvor sprinterne som regel løber skrigende væk. I dag var det endda lige ved at skulle lykkes igen, da han efter fornemt forarbejde af Reto Hollenstein vandt positionskampen og kunne starte sin spurt fra så gunstig en position, at det meget vel kunne være blevet til sejr, hvis det altså havde været stort set alle andre end Sagan, der havde grebet hans hjul. Men som bekendt ved vi, at Sagan næsten pr. definition sidder på hjulet af den rival, der får det bedste lead-out. Den evne er nemlig hovedårsagen til hans uhyggelige stabilitet i spurterne.

Og lad os så lige kippe med det danske flag endnu engang, selvom en 5. plads jo drukner i den endeløse serie af danske sejre, der vælter ind i så konstant en strøm, at ingen vel rigtigt har overblikket længere. Nok kunne Alexander Kamp ikke true Sagan, men det havde også været for meget at forlange for en mand, der ikke er sprinter. Dagens resultat var på alle måder opløftende og endnu et bevis efter den fine kørsel i Bredene Koksijde og i dette løb, at danskeren, der i 2019 var på alles læber og meget tæt på verdenseliten, er tilbage på sporet.

På sporet er nu også igen Sagan, men desværre kan en sejr i en spurt Catalonien nok kun bruges til at styrke selvtilliden og ikke rigtigt for alvor give tro på, at slovakken også kører med Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe, når de åbner på Kwaremont, Paterberg og Koppenberg på næste søndag. Til gengæld kan Sagan nu glæde sig over, at han nu har vundet etaper i alle WorldTour-etapeløb undtagen Tour of Guangxi og Baskerlandet Rundt, som er to løb, han aldrig har kørt, og Criterium du Dauphiné, hvor han først gjorde sin debut i meget formsvag tilstand i en 2020-udgave, der var helt uden sprinteretaper. Det er immervæk lidt af en statistik, der minder os om, hvor fantastisk en rytter Sagan er og har været. Så må de kommende uger vise, om det catalanske selvtillidsboost alligevel kan gøre ham til en faktor i brostensmonumenterne, præcis som alligevel endte med at komme ganske tæt på sejren i det første af ”sine” tre monumenter.

Favoritterne

Historien viser, at vinderen af Volta a Catalunya altid er fundet efter Pyrenæerne. Sådan har det været hvert eneste år, siden det ældgamle løb fik sit nuværende format i 2013, og sådan vil det formentlig også være i år. Førertrøjen har altid siddet fast på den ejermand, der kom ud af bjergene på 1. pladsen, for selvom alle etaper i Catalonien er kuperede, har terrænet aldrig været svært nok til at true den førende og ofte også den stærkeste rytter.

Man gør dog meget klogt i ikke at undervurdere Barcelona-etapen. Det kan godt være, at førertrøjeindehaveren altid har været i stand til at svare på de mange angreb, der altid kommer i den catalanske hovedstad, men underholdende og aggressivt er det altid. Samtidig betyder en finale, hvor der nærmest intet fladt terræn er, at det er en etape, der kan være uhyre svær at kontrollere. Mens den førende har kunnet holde sig til sine værste rivaler, har både Michele Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 med stærke angreb på rundstrækningen kunnet avancere kraftigt i klassementet - Scarponi til en 3. plads og Yates til en 4. plads. Og Egan Bernal smed i 2018 en stensikker 2. plads, da han og Jose Joaquin Rojas styrtede på nogle spejlglatte veje.

Den slags drama kan vi sagtens forvente os igen, men vi skal nok ikke vente os, at podiepladserne bliver truet. Dertil er Ineos alt, alt for stærke, og selvom Adam Yates har et for dette løb usædvanligt stort forspring og stort set kan lade hvem som helst køre væk, vil briterne formentlig styre løbet med så hård hånd, at alle de ret mange ryttere, der har podiet inden for rækkevidde, aldrig får lov at køre væk. Angrebene vil utvivlsomt komme, måske særligt fra de eksplosive folk som Alejandro Valverde, Joao Almeida, Michael Woods og Simon Yates, men særligt de to førstnævnte skal regne med at have en hær af Ineos-ryttere i nakken, så snart de forsøger. Og meget taler for, at Ineos på rundstrækningen vil sætte et dræbende tempo, der vil afholde mange fra at forsøge sig.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Angreb mellem favoritterne kommer der altid, men spørgsmålet er, om de også skal køre om etapesejren. Her taler meget for, at det ikke vil ske. Af de syv hidtidige udgaver er det tidlige udbrud holdt hjem hele fire gange, og af de tre gange, hvor favoritterne har afgjort det, er det kun to gange endt i en spurt, mens Yates kørte væk i finalen i 2018. Og det er ikke helt mærkeligt, at Alejandro Valverde har vundet begge de to spurtafgørelser, for det er på alle måder en etape, der er skræddersyet til den spanske veteran.

Netop derfor er det også overraskende, hvor mange gange Movistar bare har ladet etapen sejle og snydt Valverde for de mange flere sejre, han utvivlsomt kunne have opnået. Spørgsmålet er, om de vil gøre det igen denne gang, nu hvor veteranen pludselig har fundet sin anden - eller 117. - ungdom de seneste dage.

Det tror jeg ikke. Nu tog jeg ganske vist fejl med deres intentioner i går, men da stod det også hurtigt klart, at etapen ville blive helt umulig at kontrollere, da feltet var knækket og mere end halvdelen af Movistar-holdet pludselig befandt sig i gigantudbruddet. Det må nu stå klart, at Marc Soler er så formsvag, at det ikke længere giver mening at spille hans kort, og hvis Movistar vil have et eller andet med hjem fra deres hjemmebaneløb, er deres bedste chance at vinde etapen med Valverde. Og når de nu havde så mange kræfter, at de kunne ødsle dem væk til ingen verdens nytte på 1. etape, vil det være helt galimatias ikke at bruge dem på en etape, de faktisk kan vinde.

Jeg tror endda, at de kan få hjælp. Det er klart, at Ineos helst lader bonussekunderne sejle, men jeg tror også, at Michael Woods har svært ved at få armene ned af begejstring over denne etape. Israel SUN er stærke, og det samme er Movistar, og de to hold kan formentlig styre etapen. Det ligger i kortene, at Remci Cavagna igen forsøger fra km 0, men kommer han eller en anden Deceuninck-rytter ikke afsted, vil jeg også tro, at Joao Almeida lugter både etapesejr og bonussekunder, der kan bringe ham væsentligt op i det bag Ineos-trioen ret tætte klassement. Og så vil jeg heller ikke udelukke, at BikeExchange lugter muligheder med Simon Yates, der vandt for tre år siden, eller formstærke Dion Smith, der for to år siden vandt spurten i en favoritgruppe på bare 11 mand.

Der er ingen tvivl om, at starten bliver et festfyrværkeri af angreb. Det er den altid, men det er samtidig meget sandsynligt, at Almeida og Valverde kan score bonussekunder i den meget tidlige spurt, som særligt Deceuninck kunne have en interesse i at køre efter. Derefter er starten knaldhård, og som regel får vi et meget stort og stærkt udbrud etableret på den første bakke.

Derefter vil Ineos tage kontrol, men jeg vælger at tro, at Movistar, Israel SUN og måske BikeExchange eller Deceuninck vil tage ansvar for jagten. Med så mange stærke hold til at kontrollere, tror jeg ikke, at det bliver en femte udbrudssejr i år. Som Davide Formolo med sit vilde soloridt i 2019 viste, er det bestemt ikke umuligt, at de stærkeste kan holde, men jeg hælder mest til, at favoritterne skal afgøre det.

I finalen bliver det meget interessant at se, hvad ændringen af rundstrækningen betyder. Den nye opkørsel er med sit maksimum på 19% meget stejlere end den gamle, men prisen er, at rundstrækningen er 1100 m længere, hvorfor der nu kun skal køres seks og ikke otte omgange. Samlet set bliver det altså en lettere etape, og det bliver i hvert fald vanskeligere at køre væk på en af de tidlige omgange. Til gengæld kan sidste tur op ad bakken blive mere selektiv med større mulighed for at gøre forskelle.

Som sagt tror jeg, at vi har potentielt set fire hold, der vil kontrollere den tidlige del af etapen, og så tror jeg, at Ineos lægger finalen i et jerngreb og sætter hårdt tempo på bakkerne for at undgå, at løbet kommer ud af kontrol. Ineos’ styrke gør derfor, at jeg tror, at det bliver svært for folk at føre som Scarponi og Yates, nemlig at køre væk i finalen. Ineos vil for alt i verden undgå en ukontrolleret angrebsfest, der kan true deres totale dominans af podiet, og den sikreste vej til det er at kontrollere, da bonussekunder ikke alene er nok til at stjæle Geraint Thomas’ 3. plads.

Derfor tror jeg, at vi får den tredje spurtafgørelse, men spørgsmålet er, hvor stor gruppen vil være. I 2015 var de hele 35 mand, og her var selv Bryan Coquard med fremme på 2. pladsen bag Valverde. I 2017 var de til gengæld kun 16 mand, da Valverde sejrede igen, og generelt har favoritgruppen været lille med 13 mand i 2019 og 14 mand i 2018, men til gengæld 27 mand i 2016. Som sagt vil jeg tro, at den stejlere opkørsel til slut denne gang vil gøre det relativt selektivt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Alt sammen leder det frem til, at jeg peger på Joao Almeida som min favorit. Jeg bliver stadig mere imponeret over, hvor hurtig portugiseren faktisk er. Ikke blot spurtede han som en drøm i Giroen, hvor han spurtede sig til mange bonussekunder, og hvor kun Diego Ulissi snød ham for en spurtsejr på 13. etape, han har også været lynhurtig i dette løb. Det så vi, da han let spurtede hjem som første mand i feltet i går, og det så vi, da han i dag sikrede sig en top 10 i en regulær massespurt. Terrænet her passer ham ganske eminent, for der ikke mange med hans eksplosive punch, og han kan endda i finalen regne med stærk støtte fra den meget formstærke Fausto Masnada. Med Ineos som hjælper til at kontrollere tror jeg, at Almeida er den hurtigste af favoritterne og kan sikre sig karrierens første sejr og derigennem avancere i klassementet.

Det vil dog være smukt, hvis det i stedet bliver til hattrick for den genfødte Alejandro Valverde. Det er som sagt ikke uden grund, at spanieren har vundet etapen begge gange, den er endt i en spurt, for den passer ham ganske eminent. I dette løb har han endda været genfødt, og dermed kan han pludselig drømme om den gentagelse, der ellers så ud til at være langt væk ved starten af løbet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han ikke bliver sat af, som man ellers kunne have frygtet med den form, han havde i februar, og det helt store spørgsmål er bare, om han stadig er hurtig nok. Her har jeg min bekymring, for det er ret klart, at Valverde ikke har fordums fart, og samtidig er han blevet lidt forsigtig i positionskampen, hvilket er en ulempe i denne lidt halvfarlige og faldende finale. Til gengæld kender han spurten som sin egen bukselomme, og han ved, hvordan den meget specielle faldende spurt skal times. Derfor er et hattrick bestemt inden for Valverdes rækkevidde.

Da etapen sidst blev kørt for to år siden, ville jeg have forsvoret, at Dion Smith kunne sidde med hjem. Det lykkedes ikke desto mindre - og det endda i et år, hvor favoritgruppen var særligt lille. Desværre havde Formolo gang i et gigantridt, og derfor hjalp det ikke meget, at han var hurtigste mand i spurten. I år drømmer han om en gentagelse, og han synes at have en fair chance med den superform, han har vist. Særligt hans kørsel i den knaldhårde finale i går var imponerende, og med de ben står han med gode muligheder. Min frygt er, at den nye, stejlere opkørsel alligevel bliver for svær, men til gengæld har han spurtet så overbevisende på 1. og 5. etape, at han bør kunne vinde, hvis han igen kommer med hjem.

Løbet store joker er selvfølgelig Marc Hirschi. En Hirschi i storform havde været storfavorit til at vinde, når man husker, hvilken enorm hurtighed han havde i 2020. Desværre står det også klart, at hans form ikke er itop, men det er til gengæld også svært at vurdere, hvor ringe den vitterligt er. Den store formindikator skulle komme, da han ramte udbruddet i går, men her blev han elimineret af et styrt, der heldigvis ikke påvirkede ham alvorligt. Han tillod sig at komme relativt optimistisk til løbet, og det taler for, at han ikke er helt væk, og han sad jo heller ikke just i gruppettoen i bjergene. Det er klart, at det for ham vil handle om overlevelse, men til gengæld bliver han svær at slå, hvis den mission lykkes.

Jeg er stensikker på, at Michael Woods har drømt søde drømme om denne etape, siden han læste om de 19% på den nye, stejlere opkørsel. Det er procenter, der giver kløe i de canadiske ben, og da han samtidig har fået gigantisk med selvtillid af sin kørsel de seneste dage, tror jeg, at han satser stort på denne etape. Faktisk meldte han i torsdags ud, at han aldrig havde følt sig så god på en lang stigning tidligere, og det vidner om, at han efter sin bronkitis har genfundet superformen fra Var. Desværre er Montjuic nok ikke svær nok til, at han bare kan køre væk, men også i en spurt har han muligheder. Han er ikke verdens hurtigste i en klassisk spurt, men en faldende spurt handler først og fremmest om timing. Her kan man måske frygte, at den ikke specielt solide nedkører måske mangler modet og evnerne til at sidde rigtigt, men jeg er stensikker på, at Woods vil gøre alt for at vinde denne etape.

En anden joker er Matej Mohoric, hvis klatreniveau mildt sagt er svingende. Da han sidst kørte etapen i 2018, sad han dog med favoritterne hjem, og med en 4. plads i spurten sikrede han sig etapens 6. plads. Han kørte et fornuftigt Sanremo og klatrede som en drøm i Liege sidste år, men han er så svingende, at han er svær at vurdere. Desværre er han en af de ryttere, der meget vel kan blive et offer for den stejlere opkørsel, og han savner en lidt vanskeligere nedkørsel for virkelig at gøre brug af sine nedkørselsesevner. Til gengæld burde han have meget gode chancer i en faldende spurt som denne, hvor han er mere kraftfuld end de fleste rivaler, og vi så som bekendt på 1. etape, at han har masser af fart, når han skal spurte mod lette folk i dette felt.

Det er heller ikke en ringe etape for Ruben Guerreiro. Efter sit brækkede kraveben i løbet af vinteren har han stille og roligt fundet formen, og selvom han ikke var flyvende i udbruddet, blev han trods alt nr. 2 på gårsdagens etape. Dette terræn burde være en gave til en eksplosiv fyr som Guerreiro, og han er samtidig en ganske hurtig herre, som han senest viste i Cesenatico under Giroen. Med hans nuværende form risikerer han at falde fra, men overlever han, bør han være en af de bedre afsluttere.

Jeg kunne meget godt tænke mig at se Geraint Thomas køre spurten. Som ung var han nemlig en ganske hurtig herre, men i de seneste år har han stort set aldrig kørt en spurt. Det må dog være oplagt at give den et skud her, også selvom han og Ineos ikke behøver bonussekunderne. Faktisk burde netop en faldende spurt, hvor det mere handler om power og positionering end klassisk fart tilgodese den kraftfulde Thomas mere end de eksplosive afsluttere. I det lys vil jeg slet ikke udelukke, at han faktisk kunne trække sig sejrrigt ud.

En rytter af samme statur er Luis Leon Sanchez. Den spanske veteran kan nu om dage være temmelig svingende, men han har åbenlyst været i fremragende form i dette løb. Til gengæld er han også en stor fyr, der meget vel kan få svært med den stejlere opkørsel, men når han klatrer godt, er han overraskende stærk også på stejlere procenter. Han spurter ikke som i gamle dage, hvor han vandt en reduceret massespurt i Romandiet, men som Thomas er han en kraftfuld fyr, der burde stå med gode muligheder i netop en spurt som denne.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Bora har en spændende joker i Ide Schelling, men desværre har vi allerede lært, at der er stor forskel på hans top- og bundniveau. Når han er dårlig, booker han plads i gruppettoen, men når han er flyvende, er han herlig i ardennerterræn, som vi så i februar, ikke mindst i Larciano. Hans kørsel i bjergene tyder desværre på en formkrise, og derfor er jeg ikke specielt optimistisk på hans vegne, men til gengæld ved vi også, at etapen passer ham, hvis han har Larciano-ben. Hurtigheden viste han i hvert fald på 1. etape og tidligere i Kuurne og Provence.

Som alternativ har Bora Wilco Kelderman . Hollænderen er måske ikke en klassisk sprinter, men han synes bare at blive hurtigere med årene. Nok er han bedst som puncheur, men også på flad vej bør han i dette felt være en af de hurtigere. Der er helt sikkert folk, der er hurtigere end ham, men i denne meget specielle faldende spurt, der mest af alt handler om timing, er også han en lidt mere kraftfuld type, der bør kunne gøre det godt.

En anden outsider er Maxim van Gils. Jeg troede faktisk, at han var ren klatrer, men han har været overraskende hurtig. Han deltog i spurterne på både 1. og 6. etape, og i dag fik han sågar en 10. plads i en regulær massespurt. Han havde en offday i fredags, hvor han gled ud af top 30 i klassementet, og det kunne desværre indikere, at han er ved at være træt i karrierens første WorldTour-løb, men klatrer han som i Pyrenæerne har han en fin chance for at komme med hjem - også selvom han nok mangler hurtighed og erfaring til at vinde denne meget specielle faldende spurt.

Det står helt klart, at Dan Martin er langt fra ardennerformen efter sin sygdom, og han var ikke just imponerende i udbruddet i går. Derfor taler meget da også for, at han ikke kommer med hjem, men det er omvendt på alle måder en etape, der passer ham, og hvor han før har gjort det godt. Hans hurtighed fik vi i det mindste at se i går, og selvom Woods er plan A, kører man ikke rigtigt lead-out i denne specielle spurt, hvorfor de meget vel kan ende med begge at spurte, hvis de overlever. Desværre er spurten ikke perfekt for lille, eksplosive Martin, der heller aldrig har gjort det særligt godt i den, men han er trods alt en af de hurtigere afsluttere blandt klatrerne.

En anden joker er Brandon McNulty. Jeg troede egentlig, at han var en snegl i en spurt, indtil han pludselig vandt en af favoritgruppernes spurter i sidste års Giro. Som en mere kraftfuld type burde han være en af de ryttere, der netop kan begå sig i denne lidt specielle faldende spurt, og han har netop bekræftet hurtigheden med en 12. plads i dagens massespurt. Om han prøver, er tvivlsomt, da han meget sjældent kaster sig ud i en spurt, men med den fart, han viste i Giroen, burde han altså have et vist potentiale.

Endelig vil jeg pege på Koen Bouwman. Egentlig tror jeg ikke rigtigt på projektet, for hollænderen lignede i bjergene ikke en mand, der havde sine bedste ben med til Spanien, og han var mildt sagt heller ikke imponerende i gårsdagens udbrud. Han er dog også en meget svingende type, og selvom han sjældent bruger det, har vi i Tour of the Alps og Dauphiné set, hvor hurtig han er. Som sagt vil jeg blive overrasket, hvis han sidder med hjem, men lad os da give ham chancen.

Blandt de øvrige er det værd at nævne Daryl Impey og Peter Sagan, der begge i teorien burde have en chance, men som i dette løb har været meget klatresvage. Også Clement Venturini ville med Laigueglia-ben have en chance, men han har været meget skuffende i dette løb. Simon Yates og Adam Yates er ikke langsomme, men denne faldende spurt kan umuligt være noget for dem, og jeg kan slet ikke se, at de skulle tage skyggen af risici. Rigoberto Uran er hurtig, men formsvag og vil, hvis han overlever, formentlig støtte Guerreiro. Jeg tror desværre ikke, at Michael Valgren endnu har formen til at komme hjem til en spurt, og jeg tror også, at det bliver lidt for hårdt for Alexander Kamp, selvom han jo åbenlyst er i fremgang. Endelig synes Gianluca Brambilla at have tabt fordums hurtighed, og hans form i dette løb har været overraskende ringe, mens Elie Gesbert  næppe helt er god nok til at sidde med de bedste efter sin pause.

Som sagt kan man bestemt ikke udelukke en udbrudssejr igen, og der er mange gode kandidater. Den bedste er formstærke Lennard Kämna, der ligner et godt bud på at kopiere Boras sejr med Formolo for to år siden, men også Luis Leon Sanchez er et uhyre godt bud. Remi Cavagna vil nok finde bakken lidt stejl, men han har formen til at levere et soloridt, men jeg ser ikke Thomas de Gendt have formen til at vinde etapen igen. Marc Hirschi må med usikkerheden om formen også regnes, ligesom Ruben Guerreiro og Dan Martin er det. Det kunne også være interessant at se Maxim van Gils prøve fra distancen, ligesom Elie Gesbert begynder at finde noget form efter den lange skadespause. Antwan Tolhoek viste god form på Vallter 2000 og kunne være et fint bud for Jumbo, og trods den knap så lovende form kan Gianluca Brambilla vel heller ikke helt afskrives. Og så kan vi jo bare ærgre os over, at Andreas Kron ikke længere er med i løbet før en etape, der burde passe ham perfekt.

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Dion Smith

Outsidere: Marc Hirschi, Michael Woods, Matej Mohoric, Ruben Guerreiro, Geraint Thomas

Jokers: Luis Leon Sanchez, Ide Schelling, Wilco Kelderman, Maxim van Gils, Dan Martin, Brandon McNulty, Koen Bouwman

Kandidater til et udbrud: Lennard Kämna, Luis Leon Sanchez, Remi Cavagna, Marc Hirschu, Ruben Guerreiro, Dan Martin, Maxim van Gils, Elie Gesbert, Antwan Tolhoek, Gianluca Brambilla

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Davide Formolos sejr fra 2019, Simon Yates’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Alexey Tsatevichs sejr fra 2016, Lieuwe Westras sejr fra 2014 og Thomas De Gendts sejr fra 2013.

Cholet-Pays de la Loire

Grundet arbejdspres når jeg desværre ikke en optakt til Cholet-Pays de la Loire, der har Riwal til start og sendes på Eurosport Player fra kl. 13.30. For god ordens skyld kommer der her en favoritvurdering.

Ruten, som kan ses her, har en ny bakke i finalen, men det er nok tvivlsomt, om det er nok til at undgå den klassiske spurt, som Cofidis og Arkea vil arbejde målrettet for. Vejret bliver nemlig stjernegodt med solskin og kun svag vind. Finalen er lidt teknisk med et sving på den sidste kilometer, og det får mig til at tro på form- og positioneringsstærke Nacer Bouhanni, der også ser ud til at have det bedste tog og er rask igen. Den værste rival er den delvist genfødte Elia Viviani, der også er god i positonskampen. Nedenfor følger min rangering af sprinterne:

***** Nacer Bouhanni

**** Elia Viviani, Nizzolo Bonifazio, 

*** Marc Sarreau, Pierre Barbier, Jon Aberasturi, Luca Mozzato, Stanislaw Aniolkowski

** Jake Stewart, Riccardo Minali, Matteo Malucelli, Romain Cardis, Emiel Vermeulen, Edwin Avila, 

* Biniam Ghirmay, Dorian Godon, Jonathan Hivert, Julien Simon, Nicola Bagioli, Lorrenzo Manzin, Ziga Jerman, Sasha Weemaes, Robin Carpeter, Adam de Vos, Manuel Penalver, Benoit Cosnefroy, Dusan Rajovic, Boris Vallee, Anthony Maldonado, Casper van Uden, Matthew Bostock, Rory Townsend, Nick van der Lijke, Lucas Eriksson