Optakt: 7. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Det er ikke tit, at sprinterne får to chancer i træk i Vueltaen, men den mulighed eksisterer måske ved afslutningen af den første uge i år. Efter den meget lettere 6. etape venter der nemlig en ny dag med en relativt flad finale, men denne gang er det bestemt ikke en dag for de rene afsluttere. Tværtimod venter der ganske mange højdemeter undervejs på en ganske kuperet rute samt ikke mindst en kategori 3-stigning i den absolutte finale, der tillige byder på et stigende indløb til målbyen. Med andre ord kræver det råstyrke at sidde med til slut, og det ligner derfor mere en dag for endnu en udbrudssejr, selvom der er klassikertyper med en god spurt, der helt sikkert også drømmer om at spurte om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 185,7 km mellem Puerto Lumbreras og Pozo Alcon. Startbyen ligger placeret et par kilometer vest for den spanske østkyst lige på kanten til bjergene i det indre. Fra start begiver man sig direkte ind i det uvejsomme terræn ved at køre mod nordvest og vest via et langt let stigende stykke, der efter 39 km fører frem til et foreløbigt højdepunkt i Marta efter 39 km. Derefter falder det ganske let over et langt stykke, der fører mod vest. Herefter får det igen ganske let opad, mens man fortsætter mod nord og vest, inden en lille nedkørsel leder frem til kategori 3-stigningen Alto Collado de Laude (5 km, 6,1%) med top efter 117 km i 1170 m højde.

Efter stigningen venter et langt faldende stykke, idet det faktisk herefter går nedad i mere end 50 km. Først kører man mod sydvest ned til målbyen, hvor man passerer målstregen efter 135 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 50,7 km lang rundstrækning. Den første del fører mod syd igennem let faldende terræn, inden man kører mod nordvest og vest, fortsat via faldende veje.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Finalen indledes, når man efter 168,5 km drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningel Alto de Ceal (4,5 km, 5,4%) med top bare 12,7 km fra stregen. Den har en let start, men stiger midtvejs med 7-8% over 2 km, inden den flader ud nær toppen. Der venter ingen nedkørsel, men det fortsætter i stedet med at stige let mod øst frem til den indlagte spurt, der kommer med bare 8,7 km igen. Herfra fortsætter man mod øst ind mod målbyen, idet det over de sidste 8,5 km stiger med 2,6% i gennemsnit. De første 2 km stiger med 5-6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 2 resten af vejen. Den lange lige vej byder kun på bløde kurver over de sidste 5 km, indtil man med 500 m igen skal igennem en rundkørsel og derefter dreje skarpt til venstre bare 200 m fra mål.

Etapen byder på i alt 2535 højdemeter

Pozo Alcon har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 Vejret

Efter en dag, hvor turen langs kysten tog toppen af de allerhøjeste temperaturer, skal rytterne igen ind på den sydspanske stegepande i det glohede indre af landet. Fredag byder på en skyfri himmel og temperaturer i mål på hele 34 grader. Der vil være en let til jævn vind fra øst, hvilket giver med- og sidemedvind hele vejen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidevind på første del og derefter sidemed- og medvind frem til bunden af stigningen. Herfra vil der være modvind resten af vejen.

Analyse af 6. etape

Hvilken forskel et par timer kan gøre! Evigt kontroversielle Nacer Bouhanni vågnede op til historien om, at han i går havde fået en tidsstraf for at have slået ud efter sin sportsdirektør og servicebil, og i et par timer lignede det blot endnu en i rækken af endeløse kontroverser mellem ham og hans Cofidis-hold. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der ikke var fugls føde på den historie, for både holdet og Bouhanni selv var hurtigt ude med et dementi på sociale medier og i en pressemeddelelse, men det var alligevel meget symptomatisk, at der igen blev igangsat rygter om franskmanden, hvis ry som ”bad boy” har fået presset til konstant at opsøge dårlige historier om den tidligere bokser.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Bouhannis adfærd både på og af cyklen har gjort ham berettiget til det dårlige image, men morgenens historie er også et eksempel på, at det hurtigt giver en selvforstærkende effekt, hvor Bouhanni kan bruges som forklaring på snart sagt alverdens ulykker. I de senere år har det også været påfaldende, hvordan hans manøvrerum i spurterne synes langt mindre end for rivalerne, og specielt den meget kontroversielle deklassering i Hamburg for et par år siden var et godt eksempel på, at Bouhanni tilsyneladende også hos kommissærerne bare pr. definition er sportens enfant terrible.

Med den historie og en generelt forfærdelig sæson i bagagen kunne Bouhanni meget vel have tabt moral og kastet håndklædet i ringen, for der synes bare ikke at være noget, der i denne sæson vil gå hans vej. Et lys i mørket var det dog, at Cofidis faktisk lynhurtigt var ude med opbakning til deres stjerne, for det gennemgående tema på det franske hold i 2018 har nemlig ikke været resultaterne på cyklen, men derimod de evige skænderier mellem holdets stjerne og den nye ledelse anført af Cedric Vasseur.

Det hele startede allerede inden sæsonen, hvor Vasseur efter sin ansættelse gjorde det klart, at Bouhanni slet ikke kunne forvente samme støtte som i de foregående sæsoner, hvor det franske hold har været nærmest synonym med deres store stjerne. Det behagede tydeligvis ikke den tidligere bokser, og efter den dårlige start gik de to parter helt skævt af hinanden, da ledelsen lod ham blive hjemme fra Milano-Sanremo, der ellers var forårets helt store mål. Efter at han forlod Volta a Catalunya med sygdom og led sig igennem april mål, nåede forholdet et lavpunkt, da ledelsen i L’Equipe erklærede, at Bouhanni på daværende tidspunkt ikke var bedre end en motionsrytter, og at han skulle gøre sig fortjent til sin Tour-plads ved at vinde cykelløb i de kommende uger.

Meget kan man sige om Bouhanni, men en fighter er han. Derfor var det også meget symptomatisk for hans karakter, at han trodsigt rejste sig fra nedturen og med flere sejre i maj og juni faktisk lignede en mand, der var på vej mod fordums styrke. Så gik det imidlertid helt galt igen i La Route l’Occitanie, hvor det engang så gode forhold mellem ham og den tidligere lead-out man Christophe Laporte nåede frysepunktet, efter at Bouhanni på 1. etape havde trodset holdordren og besejret sin kaptajn i massespurten på 1. etape.

Den beslutning kostede dyrt, for selvom Bouhanni på den efterfølgende bjergetape viste skræmmende god form, bad holdet ham blive hjemme fra juli måneds stor løb, selvom det var indlysende for enhver, at han var holdets bedste bud på en etapesejr. Smerteligt har det helt sikkert været for franskmanden at se, hvordan Laporte efter sprinternes masseexit blev nr. 2 bag Arnaud Demare i spurten på 18. etape, for det virker stærkt sandsynligt, at den langt hurtigere Bouhanni faktisk i det ret svage felt, der var tilbage, kunne have vundet lige præcis den etape og måske endda også i Paris.

Bouhanni fik dog lovning på en kaptajnrolle i Vueltaen, men Vasseurs personlige vendetta mod sin egen rytter nåede nærmest det komiske, da han til løbet kun kunne finde plads til én lead-out man, Kenneth Vanbilsen, på et hold, der ikke just vader i stjerner. Udefra så det nærmest ud til, at det var vigtigere for holdets manager igen at vise sig som den stærkeste i den interne magtkamp end faktisk at rejse sig efter en skuffende Tour.

I sidste ende vandt Bouhanni imidlertid alligevel, for i dag leverede han et lammende uppercut lige i ansigtet på sin chef, der må føle sig temmelig groggy, efter at Bouhanni i dag spurtede sig til holdets første grand tour-etapesejr siden Daniel Navarros flotte Vuelta-triumf i 2014. Med den fandenivoldskhed, der kendetegner Bouhanni, når han er bedst, bed han sig fast til fronten, da feltet splittedes i sidevinden, og med en tydelig vrede som brændstof kommanderede han Loic Chetout til fronten, da han i det kaos, som Bouhanni elsker, øjnede sit livs chance for at tage sin største sejr siden den gyldne tid, hvor han dominerede spurterne i både Giroen og Vueltaen.

Let var det imidlertid ikke, for på imponerende vis havde stort set alle feltets topsprintere nemlig klaret cuttet, da først et stort styrt og siden den frygtede sydspanske vind havde reduceret gruppen til kun godt 50 mand. Faktisk var det blandt feltets sprintere kun Ryan Gibbons og Nelson Soto, der var fraværende, og selvom Max Walscheid blev kaldt tilbage for at hjælpe den desperate Wilco Kelderman, var der rigeligt med konkurrenter til at true Bouhanni.

Det mindre felt betød imidlertid også, at positionskampen blev knap så intens, og det gjorde det lidt lettere for Bouhanni at klare sig med sin begrænsede holdstøtte. Med sin eminente næse for positionering sad han da også helt perfekt, da Laurens De Plus førte feltet ind på opløbsstrækningen, og da Matteo Trentin blev tvunget til at starte en lang spurt, kunne Bouhanni let glide forbi og i en tæt duel med Danny Van Poppel tage sin første WorldTour-sejr siden sidste års Volta a Catalunya.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Spurten viste ganske vist klart, at der fortsat er langt til den gamle Bouhanni, der var så suveræn i sine grand tours i 2014, for i spurten var han klart langsommere end Elia Viviani, der kom blæsende bagfra med nærmest dobbelt fart. Det betyder imidlertid mindre for Bouhanni, for en sprinter lever i høj grad på selvtillid, og den må i den grad være blevet styrket efter i dag, hvor følelsen af hævn over Vasseur formentlig kun vil bidrage til at nære den ild, som altså endnu ikke er slukket i den tidligere bokser. En vindermaskine bliver han næppe igen, men forhåbentlig indser Vasseur og co. efter i dag, at deres bedste vinderkort fortsat hedder Bouhanni, og at han derfor fortjener en støtte, der står mål med hans klasse.

Klasse plejer også at være det første, man tænker på, når man hører navnet Elia Viviani, for der findes vel næppe nogen, der i år har kørt så kloge massespurter som den italienske mester. Det kræver blot et blik på hans skræmmende stabile resultater i årets massespurter at forstå, hvor ufatteligt sjældent han og Quick-Step begår fejl i finalerne. Det blev specielt tydeligt i årets Giro, hvor han gang på gang viste sig klogere end den ellers hurtigere Sam Bennett og derfor trods en klart lavere topfart endte som løbets sprinterkonge.

I dag begik holdet imidlertid en meget sjældent fejl. Om det var Viviani selv eller Michael Mørkøv, der traf den skæbnesvangre beslutning, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at de to nationale mesterskabstrøjer var helt fraværende, da Quick-Step som ventet tog kontrol i finalen efter en sidevindsetape, hvor de igen havde vist deres klasse i netop den slags betingelser. Med det klart bedste tog burde holdet have taget fuld kontrol frem mod sidste sving, og det havde de da også kurs mod, da De Plus og Fabio Sabatini førte feltet igennem sidste sving. Med sig havde imidlertid ikke de to sidste led i kæden, der ifølge Mørkøvs interview med TV2 følte sig overbevist om, at de trods den kraftige medvind havde god tid til at komme frem.

Det havde de imidlertid ikke, for da Sabatini ramte fronten og efter et hurtigt blik bagud indså, at hans kaptajn var langt væk, og derfor stoppede sit lead-out, følte Trentin sig tvunget til at lancere spurten tidligt. Det endte med at blive en helt perfekt aflevering af Bouhanni og Van Poppel, og selvom Viviani med en for ham faktisk imponerende spurt viste sig som feltets i særklasse hurtigste, var der intet at stille op. Derfor blev det kun til en tredjeplads, og selvom det naturligvis er endnu et flot resultat på Vivianis skræmmende konsistente liste over topresultater, står det ikke mål med det, Quick-Step burde have fået ud af situationen.

Og måske var det meget godt, for det har været dejligt forfriskende at se, hvordan Vueltaen igen belønnede et af de hold, der kun sjældent vinder. Jeg har allerede tidligere fremhævet de overraskende sejre til Dimension Data og EF, og i dag var det så Cofidis, der i de senere år ellers har været igennem lidt af en sejrskrise, der løb med laurbærrene. Ganske vist har de faktisk i år haft en ganske flot sæson med en del sejre særligt i maj og juni, men Cofidis har stadig et ry som lidt af en fiasko. I de seneste tre dage er det imidlertid vindermaskinen Quick-Steo, der har fejlet, mens sportens underdogs har solet sig i rampelyset.

På den måde var det vel også meget fint, at det var Bouhanni og ikke Van Poppel, der vandt dagens etape, for LottoNL har haft en drømmesæson, som langt fra står og falder med en etapesejr i Vueltaen. Alligevel må der være en vis frustration at spore for den store hollænder, der her havde en gylden en chance for at spurte sig en sejr tre år efter det store gennembrud med triumfen i netop dette løb. For en gangs skyld betød medvinden nemlig, at det faktisk var en fordel for Van Poppel at være langt fremme alt for tidligt, og derfor var det denne gang ham og ikke Viviani, der var klogest. Det har ellers været en kedelig tendens, at Van Poppel altid har mistimet sine spurter, men i dag var der intet at bebrejde sig selv, for Bouhanni var ganske enkelt bare den tand hurtigere til sidst.

Vivianis nedtur var ikke den eneste på en generelt kedelig dag for italienerne. Selvom positioneringsstærke Simone Consonni igen viste sin imponerende stabilitet med endnu et topresultat, kneb det for nationens tre store sprinterstjerner. Værst gik det for Giacomo Nizzolo, der næppe sender Mørkøv og Viviani et takkekort efter dagens etape, for den ellers så stabile og snu Trek-sprinter spillede på den forkerte hest, da han fulgte al logik og holdt sig til den italienske mester i finalen. Det viste sig for en gangs skyld ikke at være den rigtige beslutning, og dermed mistede Nizzolo en gylden chance for at bygge videre på det momentum, han ellers siden sin lange skadespause har fået opbygget.

Momentum er der til gengæld ikke for den tredje italiener, Matteo Trentin. Den nykårede europamester holdt sig ellers godt til, men i spurten var han klart overmatchet af de hurtigere folk. Dermed fortsatte han sin kedelige start på et løb, hvor han ikke har været i nærheden af sidste prs gudeform, men lige netop i dag var det måske at forvente. Trentin har nemlig aldrig været hurtig nok i boulevardspurter som disse, og når han sidste år kunne vise sig som den dominerende sprinter, skyldtes det et svagt felt mere end Trentins egen fart. I år er konkurrencen ganske enkelt skrappere, og derfor har spurtsucces til Trentin hele tiden set meget usandsynligt ud, også selvom formen havde været lige så forrygende som sidste år.

Og når man taler om form, er det svært ikke at omtale Peter Sagan. Det kan godt være, at han var igennem en grim omgang i den sidste uge af Touren, men det er alligevel ganske specielt at se verdensmesteren, der normalt har et ret højt bundniveau, være så bemærkelsesværdigt langt fra sit bedste. I dag holdt også han sig naturligvis til Viviani, hvis hjul virkede som det rigtige sted at være og dermed blev han en sjælden taber i positionskampen, men det var alligevel overraskende at se, hvor svag en spurt han kørte. Selvom han stadig har tid til at forbedre sin form, virker det lige nu helt urealistisk for ham at skulle kæmpe med om endnu en regnbuetrøje, for det ville i forvejen kræve lidt af et mirakel for ham at kunne gøre sig gældende på en klatrerute som den, der venter i Innsbruck. Det ser ud til, at kun kontakt til de højere magter kan gøre ham konkurrencedygtig på stigningerne om præcis en måned.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Netop de højere magter må have et horn i siden på Wilco Kelderman, for det er næsten skræmmende, hvor uheldig den stakkels hollænder har været siden skiftet til Sunweb. Sidste år sad han ude med en skade hele to gange, og alligevel tog han en fremragende fjerdeplads i Vueltaen. Efter at være sluttet året med et styrt i Kina har han i år været i asfalten yderligere to gange, så han praktisk talt ikke har kørt et løb hele året, men nu så der endelig ud til at være lys for enden af tunnelen, efter at han trods sin lange pause havde overgået forventningerne i løbets indledning.

Det var bare, indtil lynet slog ned igen, da han ødelagde sit hjul i forbindelse med det store styrt, der splittede feltet. Mens stort set alle feltet øvrige favoritter blæste afsted i et opskruet tempo, måtte han modtage et hjul fra Johannes Fröhlinger, og herefter stod situationen ikke til at redde. Et tidstab på 1.44 betyder, at den fordel, han i teorien skulle have på løbets enkeltstart, med ét er neutraliseret, og fra at have lignet en podiekandidat og spændende outsider får Kelderman nu meget svært ved at køre me dom top 3.

For løbet er det måske endnu mere ærgerligt, at Thibaut Pinot mistede tid, for i de senere dage er jeg blevet mere og mere lun på ham som eventuel vinder af løbet. Pinot har med sin diskrete kørsel og sin store friskhed virket enormt velkørende, og at se ham klare varmen så godt har været voldsomt lovende. Desværre har positionskampen aldrig været hans kop te, og derfor blev dagens etape endnu en udstilling af den franske stjernes skrøbelighed og endnu en afspejling af, hvorfor hans resultatliste ikke står mål med det, potentialet rækker til.

Pinots uheld satte også FDJ i en prekær situation, for man skulle pludselig vælge, om man ville ofre Rudy Molards førertrøje for at hjælpe kaptajnen. Det besluttede man sig for ikke at gøre, for på et lille hold som FDJ er den eksponering, Molard i øjeblikket giver, svær blot at opgive. I sidste ende havde det nok næppe heller betydet det store at lade ham vente, for med fuld jagt fra Sunweb, Dimension Data og FDJ var det ikke umiddelbart ressourcer, der manglede bagude.

Pinot og Kelderman var de største ofre, men der var flere. Louis Meintjes var en forventelig taber i enhver form for sidevind, og han endte da også på den forkerte side af splittet, så hans endeløse række af nedture i 2018 dermed fortsætter. Mere overraskende var det, at Rafal Majka, der ellers forleden gav udtryk for, at han måske alligevel ville køre klassement, med ét fik slukket sine drømme, da han ikke sad sammen med alle de øvrige Bora-folk i front. Og så mistede uheldige Ilnur Zakarin yderligere tre minutter, så vi dermed definitivt kan konstatere, at styrtet på 2. etape desværre har elimineret ham fra klassementet.

Dermed blev løbets hidtil letteste etape den hidtil dyreste for en stribe af klassementsrytterne og dermed også et varsel om, at man aldrig kan vide sig sikker i en grand tour. Det kan man derfor heller ikke de kommende to dage, der ellers på papiret ikke bør gøre de store forskelle. Forhåbentlig kan dagens tabere bruge vreden som motivation til at rejse sig igen. Hvis de mangler inspiration, kan de jo blot kigge på den vokser, der i dag gav sin chef et lammende uppercut.

Favoritterne

Mange lykkeriddere tænker sikkert tilbage på Giroen med frustration, for igennem de tre uger i Italien var det kun tre gange, at en tidlig udbryder vandt en etape. Den slags sker meget sjældent i Vueltaen, der om noget er en udbryderfest. Efter at de kedelige motorvejsetaper blev droppet for et par år siden, har løbet budt på mange mellemhårde etaper, at løbet automatisk bliver til et mareridt for sprintere og et paradis for klatrestærke folk med punch og en god spurt.

Indtil nu har vi allerede set to udbrudssejre, og morgendagens etape kunne meget vel blive den tredje. Det er lidt svært at blive klog på finalens sværhedsgrad, for i sig selv er dataene ikke skræmmende. Den kommer imidlertid efter en lang dag med 2500 højdemeter med medvind hele vejen og med temperaturer på næsten 35 grader. Samtidig er Vueltaens afslutninger kendt for at være betydeligt sværere og mere selektive, end man umiddelbart anslår ud fra løbsbogen, hvilket 2. etape, hvor alle udtrykte overraskelse over graden af selektion, er et godt eksempel på.

Derfor er det også meget tvivlsomt, om der er hold, der kan se den store interesse i at brænde et hav af kræfter af på at kontrollere en etape i så svært terræn. hvor udbruddets gode chancer betyder, at der er lagt op til en vanvidsstart som i går, hvor rytterne angreb så meget, at feltet var i mål mere end halv time tidligere end planlagt. Det kræver ganske enkelt en jætteindsats af et hold at styre et udbrud, og de fleste sprinterhold vil endda løbe den meget store risiko, at det hele er skønne spildte kræfter, hvis finalen alligevel viser sig at være for hård. Samtidig er chancerne bedre på lørdagens etape, hvorfor det giver mening at spare på kræfterne til 8. etape.

Havde Peter Sagan været i topform, havde det været indlysende, at Bora skulle gå efter denne etape, men det er verdensmesteren som bekendt langtfra. Allerede på 2. etape, hvor han satte sit hold frem for at føre, brændte han dem af ved slet ikke at være konkurrencedygtig, og i lyset af Emanuel Buchmanns flotte kørsel virker det derfor mere logisk for dem at holde lidt igen frem mod senere etaper, hvor Sagan vil have forbedret formen.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Hvilke andre hold kunne have en interesse? Lad os tage dem et ad gangen. Quick-Step fo Viviani? De arbejdede hårdt i dag, og da finalen er på grænsen for deres sprinter, vil det være meget klogere for dem at spare sig til lørdag eller måske endda endnu senere etaper. Trek for Nizzolo? Også han risikerer at komme til kort, og med så mange stærke udbrudskandidater på holdet stær amerikanerne sig bedre ved at køre offensivt. Sky for Kwiatkowski? De har vist ført rigeligt og trænger til et par lettere dage. Movistar for Valverde? Det vil ligne dem meget dårligt at gå efter en ”let” etape som denne, hvor veteranen bare risikerer at få klø af Sagan, hvis denne er ved at finde formen.

Derfor ligner det endnu en dag for et udbrud, og vi bliver derfor helt sikkert vidner til endnu en forrygende hurtig start, hvor udbruddet vil tage lang tid om at blive etableret. Denne gang er første del af etapen imidlertid let stigende, og det hårdere terræn betyder, at det vil være lettere for stærke folk at gøre en forskel. Det er klart, at det ikke er en start for klatrere, men det er dog en indledning, hvor man formentlig skal være brølstærk for at booke sig billet til det ret store udbrud, der sikkert vil blive skabt.

Når elastikken langt om længe er knækket, vil FDJ tage fronten, og de vil helt sikkert gøre alt, hvad de kan for at forsvare trøjen. De har imidlertid ikke en interesse i at hente udbruddet, men de vil forsøge at holde afstanden på det niveau, som farligste mand kræver. Formentlig vil det herefter ende med en fredsommelig afslutning, hvor feltet først vil speede op frem mod den sidste stigning. Her kan man ikke helt udelukke, at der vil komme angreb, men det virker stærkt usandsynligt med den generelle modvind, der vil være på det sidste stykke. Derfor vil feltet formentlig tage den med ro og lade et udbrud slås om sejren.

Hvad kan forhindre udbruddet i at køre hjem? Ført og fremmest Bora, der kan beslutte sig for at køre for Sagan, hvis han er ved at komme sig. Alternativt kan et hold, der har misset udbruddet - særligt Trek - måske finde på at give den et skud, hvis de har en god klassikerafslutter. Vi tvivler dog ganske stærkt på det, og derfor sætter vi pengene på et udbrud.

Som sagt er det denne gang lidt lettere at forudsige, hvem der faktisk kommer afsted, men i en ret aggressiv start kræver det altid også held. For at ramme rigtigt i den hårde start skal man være ganske stærk, og det skal  man også, hvis man vil vinde etapen. Finalen er nemlig ganske hård, og en rytter med et godt punch på gode stigninger og en god spurt i en let stigende finale, står godt.

Normalt vil man sige, at ryttere, der er tæt på trøjen, ikke kan komme i udbrud på en sådan etape. Det er imidlertid ikke umuligt denne gang. FDJ har ikke verdens stærkeste hold og er slet ikke Sky, der endda måtte kaste håndklædet i ringen i går. Derfor kan man ikke udelukke, at folk som Hermann Pernsteiner, Rafal Majka, Ben King, Laurens De Plus, Jesus Herrada, Davide Villella og Valerio Conti faktisk vil kunne køre sig i rødt, men kommer de afsted, vil jagten på rødt betyde, at deres chancer for at vinde etapen vil kompromitteres af, at førertrøjen vil kunne tvinge dem til at arbejde stenhårdt.

Til etapesejren er vores favorit imidlertid Dan Martin. Som dagene går, vokser mini Martin i fru Martins mave, og for hver dag, der går, kommer hans hjemrejse derfor nærmere. Skal han nå at vinde en etape, kan han ikke vente meget længere, og denne etape passer ham ganske glimrende. Ireren er ganske vist lidt skuffet over egne ben, men har på Twitter lovet at fortsætte sine forsøg, og selv en halvsvag Martin kan vinde en etape som denne. Den store udfordring bliver at komme med i udbruddet, men den hårdere start burde passe ham bedre, selvom der ikke er tale om en regulær stigning. I en afslutning som denne med en eksplosiv stigning og en let stigende spurt er der ikke mange, der slår Martin, som med sin kølighed og sit killerinstinkt altid gør arbejdet færdigt. Derfor er vores bud klart: fredag er en dag for ”Dan the Man”!

Finalen er også helt perfekt for Tiesj Benoot , men der er ingen tvivl om, at det belgiske supertalent må befinde sig i en tilstand af frustration. På 2. etape havde han ikke benene til at køre finale, og i forgårs lykkedes det ham ikke at ramme udbruddet. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at han er dårligt kørende, for det krævede en del held at ramme rigtigt på 5. etape. I morgen vil han helt sikkert forsøge sig igen, og den hårdere start burde gøre det lettere for ham at sætte sig igennem med sin styrke. Han har punch på korte stigninger og er god i en stigende spurt, og med det, han har vist gennem hele sæsonen, er han utvivlsom en af feltets bedste i finaler som disse. Som altid er varmen et problem for ham, men lider han ikke for meget under den bagende sol, får han ikke mange bedre muligheder end denne.

Det gør Dylan Teuns heller ikke, og den unge belgier skal skynde sig at udnytte sin superform, inden han formentlig snart begynder at mærke sin begrænsede holdbarhed. Han punkterede på 2. etape og missede udbruddet i går, men BMC vil helt sikkert gør alt for at få ham afsted i morgen. Han er som bekendt ægte puncheur med speciale i stigende spurter, og selvom han er bedste på stejle mure, viste han i Polen, at han også kan afslutte i lettere finaler. Derfor står der Teuns skrevet med store bogstaver ud over denne etape, og efter hans fremragende enkeltstart ved vi, at formen er god.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efter den lidt skuffende start på 2. etape har Gorka Izagirre rejst sig med en fin præstation på 4. etape. Sidste år vandt han en Giro-etape med samme karakter som denne, og i år var han tæt på at vinde i Touren også. Han er med andre ord en glimrende udbryder, og på et Bahrain-hold uden en vinderkandidat burde han få frihed. Afslutningen her passer i hvert fald perfekt til en mand, der har spurtet sig andenpladser i lignende afslutninger i Paris-Nice og Tour Down Under. Eneste lille men er, at han er ganske svingende, og har han en dårlig dag, kan han være langt under niveau.

Vi har også tidligere peget på Dries Devenyns, og det er oplagt at gøre det igen. Helt usædvanligt missede Quick-Step udbruddet i går, og de vil helt sikkert gøre alt for, at det ikke skal gentage sig. Devenyns havde en fantastisk sæsonstart med topresultater i Tour Down Under, Tour of Oman og Cadel Evans Great Ocean Road Race og viste med sin 12. plads på 2. etape, at han efter sin lange skadespause er tilbage. I går tog han den med ro, da først udbruddet er kørt, og også i dag slap han for at skulle arbejde meget. Dermed er han frisk til en etape, der med en hård start og en puncheurfinale passer glimrende til en klassikerspecialist med punch og en god afslutning.

Egentlig burde Astana koncentrere sig om Lopez, men de foregående dage har vist, at der også kan blive plads til at jagte udbrudssejre. Det åbner naturligvis døren for holdets udbryderkonge nr. 1, Omar Fraile. Desværre styrtede baskeren på 2. etape, og han har hidtil virket temmelig mærket af sine skader, men i dag rejste han sig med en flot præstation i sidevinden, hvorefter han spurtede sig til en top 10. Om han er klar til at vinde en så hård etape, er stadig usikkert, men det er svært at finde en rute, der vil passe ham bedre. Den sidste bakke passer godt til hans punch, og han er lynhurtig i en stigende spurt, som han vist, da han slog Colbrelli Romandiet tidligere i år. Samtidig har han vist, at han er en mester i at ramme de rette udbrud, så det er kun usikkerheden om skaderne, der forhindrer Fraile i at være en af de absolutte topfavoritter.

Astanas anden kandidat er Pello Bilbao, der var kommet til løbet som holdets plan B i klassementet, men som nu har måttet opgive den ambition. Det har formentlig taget lid tid at komme sig over skuffelsen, men morgendagens etape kunne være en chance for at rejse sig. Bilbao er nemlig specialist på eksplosive stigninger og viste så sent som i Burgos, at han også er lynhurtig i en stigende spurt. Den gode form fra Burgos kan ikke være helt forsvundet, så lykkes det ham at finde motivationen og ramme det rette udbrud, er dette en gylden chance for ham.

Det kunne det også være for Jay McCarthy, der ikke havde held til at ramme udbruddet i går Nu får han endnu en chance, og Bora har ikke langt skjul på, at han har frit spil. Den lille australier er ualmindeligt svingende, men selvom han kom til kort på 2. etape, synes han faktisk at være i en rimelig periode netop nu. Han er god på korte stigninger, ligesom han kan slå stort set alle i en let stigende spurt som denne. Til gengæld kan man frygte, at han måske kan komme lidt til kort på stigningen, hvor der kan være bedre klatrere end ham.

For et par dage siden pegede vi på Fabio Felline, og det vil jeg gøre igen. Italieneren burde helt sikkert se muligheder i en afslutning som denne, for han er god på bakker, der ikke er alt for stejle og meget svær at slå i en let stigende spurt. Der er en risiko for, at han kan blive overmatchet af bedre klatrere på bakken, for selvom han kørte en god enkeltstart, synes han stadig at mangle lidt for at komme tilbage til sit tidligere niveau efter den lange skadespause. Er han først med de bedste på toppen af stigningen, bliver han imidlertid meget svær at slå, for der er ikke mange af de mulige udbrydere, der er hurtigere end Felline på stregen. Også for ham er udfordringen at ramme udbruddet i det, der helt sikkert vil være en meget hård start.

Bauke Mollema er måske mest kendt for sine evner som klassementsrytter, men hans ukuelige fightervilje gør ham også til en sublim etapejæger. Det har han vist i de senere år, hvor han i 2017 vandt en udbrudsetape i Touren og i 2018 har været tæt på at vinde etaper i både Touren og Vueltaen. Senest blev han overspurtet af Clarke i går, hvor han viste, at han er kommet til Spanien i glimrende form. Mollema synes at kunne ramme de udbrud, han vil, og han burde have langt bedre chancer for faktisk at gøre det færdigt i denne finale, selvom den nok desværre kan vise sig også denne gang at være for let.

EF rider på en bølge af succes, så hvorfor ikke forsøge at bygge videre på momentum? Simon Clarke kunne egentlig være et godt bud i en finale som denne, men mon han ikke denne gang skal holde sig til sit job som bodyguard for Uran? Det kan til gengæld give muligheder for Michael Woods, der efter et styrt i Utah ikke er kommet til Spanien for at køre klassement, men som har vist sig bedre end ventet. Han er bedst på stejlere bakker, men har et godt punch og en god spurt i et stigende opløb. For ham bliver udfordringen at ramme udbruddet i en ikke alt for svær indledning. Holdets veteran, Daniel Moreno, er med sin gode spurt også en oplagt kandidat, hvis han får lov til at tage sin chance, for han viste i Polen, at han fortsat har et vist skud i stængerne, selvom han for længst er ovre sin bedste tid.

Én ting er sikkert. Alessandro De Marchi vil angribe igen, igen og igen, og med den form, han har, er chancen for, at han rammer udbruddet stor. Til gengæld er hans vinderchancer mindre, for han skal som altid alene hjem for at have en chance. Etapen her er imidlertid hård nok til, at det faktisk kan lade sig gøre for en opportunistisk og velkørende De Marchi at køre væk fra rivalerne i et udbrud.

Vi vil også fremhæve Davide Villella. Italieneren er ikke altid helt stabil, men når han er god, har han klasse. Det har han vist med en 4. plads i Il Lombardia samt et forrygende flot Liege-Bastogne-Liege i år. Også her virker han til at være velkørende, og havde han ikke sovet i timen i går, kunne han have kørt med om sejren. Han er ikke super hurtigt, men har dog en rimelig spurt, og finalen burde passe ham ganske glimrende.

Treks tredje kort er Gianluca Brambilla, men den lille italiener virkede ikke helt skarp, da han ramte udbruddet i går. På den anden side gjorde han det ret godt i sidevinden i dag, og han var heller ikke helt væk på 2. etape. Finalen her burde passe til en eksplosiv og spurtstærk fyr som ham, men vi er altså lidt i tvivl om, hvorvidt formen også række til at gøre arbejde færdigt.

Skal Sky bare sidde stille hos Kwiatkowski, eller kan der blive lidt frihed? Hvis der kan, er det en god finale for Sergio Henao og Tao Geoghegan Hart . Henao er ganske vist slet ikke ved fordums styrke, men han var trods alt så god i Polen, at han kan vinde en etape som denne. Han er ganske hurtig på stregen, selvom han er betydeligt bedre på stejle mure. Geoghegan Hart har haft en drømmesæson og viste så sent som i Burgos, at han også er en glimrende afslutter på små bakker.

Endelig er der Jesus Herrada, der har holdt sig til i klassementet. Spanieren kan måske med lidt snilde køre sig i rødt, hvis FDJ ikke er i stand til at holde snor i udbruddet. Den chance kan kompromittere chancerne for også at vinde etapen, men han synes at være i god form, og selvom han i år har skuffet i den ene spurt efter den anden, er det ikke en dårlig afslutning for en hurtig fyr som ham.

Blandt de øvrige udbrudskandidater finder man Valerio Conti, der dog ikke virkede skarp i går, Vincenzo Nibali, der næppe er god nok til at gøre det færdigt i så let en finale, Sander Armee, der ikke synes at være så skarp som sidste år, Eduard Prades, der nok ikke er helt god nok til at køre det færdigt på dette niveau, Simon Geschke, der kan være låst af Kelderman, Bjorg Lambrecht , der ser ud til at have de lidt svært i sin grand tour-debut, Alexandre Geniez, der i går viste, at han ikke er i topform, Pieter Serry, der er stærk i en finale som denne, men nok får svært ved at vinde, og Thomas De Gendt , der formentlig brænder krudtet af for tidligt på en etape, hvor det vil tage lang tid at få udbruddet etableret.

Vi tror som sagt ikke meget på en spurt, men skulle det ske, forventer vi en ret selektiv affære. Det vil kræve et opskruet tempo at hente et formentlig stort og stærkt udbrud, og det kan få Sky eller Movistar til at lægge pres på på stigningen. Derfor vil vi forvente endnu et opgør mellem Alejandro Valverde og Michal Kwiatkowski, og vi har spanieren som svag favorit. Også Fabio Felline kan - hvis han ikke er for mærket af styrtet - samt Jay McCarthy kan blande sig, ligesom også Tony Gallopin, Omar Fraile, Tiesj Benoot, Dan Martin, Dylan Teuns, Dries Devenyns, Simon Clarke, Gorka Izagirre, Eduard Prades og Alex Aranburu er gode kandidater. Peter Sagan kan naturligvis ikke afskrives, men vi tror ikke, at formen rækker. Det bliver formentlig også for hårdt for Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Matteo Trentin, Simone Consonni, Tom Van Asbroeck og Ryan Gibbons, der dog alle klatrer så godt, at de på en god dag ikke helt kan afskrives.

Feltet.dks vinderbud: Dan Martin

Øvrige vinderkandidater: Tiesj Benoot, Dylan Teuns

Outsidere: Gorka Izagirre, Dries Devenyns, Omar Fraile, Pello Bilbao, Jay McCarthy

Jokers: Fabio Felline, Bauke Mollema, Michael Woods, Daniel Moreno, Alessandro De Marchi, Davide Villella, Gianluca Brambilla, Sergio Henao, Jesus Herrada

Kandidater til en spurt: Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Fabio Felline, Jay McCarthy,  Tony Gallopin, Omar Fraile, Dan Martin, Tiesj Benoot, Gorka Izagirre, Peter Sagan