Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Ruten

Hvis rytterne troede, at de 238 km på 6. etape ville være det værste, de skulle udsættes for i dette løb, må de tro om. I det, der er endnu et sandt maraton, skal rytterne på løbets anden lørdag køre en enkelt kilometer længere på det, der er løbets længste etape. Til gengæld er terrænet langt fra løbets sværeste, men efter en flad indledning bydes der på en ganske kuperet finale med et hav af små bakker, der utvivlsomt vil være for meget for mange af de hurtige folk, og hvor der lægges op til angreb, men hvor man også må formode, at de mest hårdføre af sprinterne vil gå efter sejren i det, der er deres sidste chance inden første hviledag.

Etapen er altså 239,0 km lang og fører feltet fra Tortoreto Lido til Pesaro. Etapen er den reelle indlednings på den lange rejse mod nord, der som så ofte før går langs den flade italienske østkyst. Etapens indledning er da også så let, som den kan være, idet næsten hele etapen består i, at man kører mod nordøst langs den flade adriaterhavskyst, hvor der ikke er skyggen af terrænmæssige udfordringer. Undervejs passerer man forbi San Benedetto del Tronto, målbyen Tirreno-Adriatico, og feriebyen Ancona, men derudover er eneste højdepunkt den første spurt, der kommer efter 127,0 km.

Modsat mange tidligere etaper af denne type etaper følger man imidlertid ikke kysten hele vejen til mål. Kort efter spurten drejer man mod vest for via en bakke (2,2 km, 6,2%) med top efter 142,8 km, et let stigende stykke og en nedkørsel at køre hen til dagens anden spurt, der er placeret efter 159,4 km. Umiddelbart herefter drejer man mod nordøst ind på kategori 3-stigningen Monte della Mattera (9,1 km, 3,9%, max. 14%), der har top efter 168,5 km, hvorefter det går videre mod nord via en nedkørsel og en bakke (3 km, 4,4%), hvis top rundes efter 182,6 km. Nu går det igennem fladlandet mod sydvest og nordvest frem til kategori 4-stigningen Monteluro (6,0 km, 3,0%, max. 12%), hvis top rundes 41,3 km fra stregen. En nedkørsel leder mod nord ud til kysten, hvor man skal over kategori 4-stigningen Gabbice Monte (2,2 km, 5,1%, max. 11%).

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Fra toppen resterer fortsat 26,3 km, som fører mod sydøst ned langs kystvejen, men her er den langt fra flad. Tværtimod er den både snoet, kringlet og let kuperet med den værste udfordring en lille bakke (2,7 km, 3,7%) med top ca. 19 km fra mål. Endnu en mindre bakke har top 8 km fra stregen, hvorefter det går via en teknisk nedkørsel ned mod Pesaro. Først med 2,3 km igen flader det ud, og derefter går det igennem fladt terræn ud mod kysten med skarpe sving med 2 km, 700 m og bare 250 m til stregen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2077 højdemeter.

Pesaro har været målby for Giroen fire gange tidligere, senest i 1986, hvor Guido Bontempi sejrede. Ingen store cykelløb er sluttet i byen tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Stakkels, stakkels ryttere. Efter et par dage i tørvejr venter seks timer, der formentlig vil foregå i konstant regnvejr på en drivvåd lørdag. Der ventes således regn hele dagen, særligt om eftermiddagen. Måske kan det være en trøst, at temperaturen trods alt vil være 18 grader, men til gengæld vil det ikke være helt vindstille med en jævn vind fra sydøst. Det giver sidemed- og medvind på den lange tur op langs kysten og også i bakkerne til sidst, hvor der dog er to korte sidevindsstykker. I bunden af den sidste kategori 4-stigning får man direkte modvind på stykket langs kysten. Med 2 km igen får man sidevind, hvorefter der er modvind fra 700 m-mærket og til slut sidevind på den 250 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 7. etape

Forud for årets Giro stod det klart, at det meget vel kunne udvikle sig til en kamp mellem på den ene side Astana, Bahrain, Movistar og Mitchelton, der med deres ganske brede og klatrestærke hold skulle i offensiven, samt Sunweb og Jumbo, som havde udsigt til på de to enkeltstarter at sikre sig et solidt forspring med hhv. Tom Dumoulin og Primoz Roglic. Med andre ord lignede det et opgør mellem fire offensive og to defensive hold i den brutale sidste uge, hvor de mange bjergetaper for alvor lægger op til angreb.

Med Tom Dumoulins exit er Sunweb nu ude af det regnestykke, og det betyder, at Jumbo har mistet en vigtig allieret i kampen for at kontrollere løbet. Og hvis de havde håbet, at deres rivaler ville være dem nådigt stemt, må de i den grad tro om, efter at rivalerne allerede i dag affyrede et klart varselsskud som tegn på, at der er lagt i kakkelovnen til noget stort, når feltet om præcis en uge endelig rammer de bjerge, der jo er Giroens DNA.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Dagens etape skulle nemlig have været en fredsommelig en af slagsen i den lange række af tidlige etaper, der for klassementsrytterne egentlig bare burde handle om overlevelse. Nuvel, der ville med statsgaranti være hård kamp om udbruddet i den indledende fase på en dag, hvor alle vidste, at det med stor sandsynlighed ville køre hjem, men når først en ufarlig gruppe var kørt, var det vel den almindelige antagelse, at roen ville sænke sig, indtil favoritterne måske skulle spurte lidt for ikke at tabe sekunder på den sidste bakke op mod mål.

Sådan gik det bare slet ikke. Starten var lige så hektisk som forventet, men i det medfølgende kaos var det ikke kun ufarlige ryttere, der blandede sig. Første advarsel kom allerede, da der pludselig var blevet etableret en ganske farlig gruppe, der talte potentielle klassementsryttere som Pello Bilbao, Tony Gallopin og Hugh Carthy, mens Mitchelton havde været snu nok til at sende Mikel Nieve med, så også australierne havde en mulig mand til klassementet, hvis gruppen skulle få lov at køre væk. Dermed var Jumbo i teorien allerede under pres, og det var bestemt ikke blevet bedre af, at de allerede da havde mistet Laurens De Plus - et tab, der på ingen måde kan overvurderes. Den talentfulde belgier skulle nemlig have været Roglics suverænt vigtigste mand i bjergene, men sygdom tvang ham sendte ham allerede til tælling umiddelbart efter den meget lovende enkeltstart, og dermed er et i forvejen ikke specielt stærkt Jumbo-mandskab allerede svækket markant.

Heldigvis blev hollænderne i denne situation reddet. Vincenzo Nibali var nemlig ikke tryg ved situationen, og da også Jose Joaquin Rojas havde sneget sig med og dermed bragt Valerio Contis førertrøje i fare, slog Bahrain og UAE en fællesarabisk front, der var stærk nok til efter en hård og intens jagt at afblæse alarmen. Desværre for Roglic, Nibali og Conti havde Astana og Mitchelton bare ikke tænkt sig at stoppe her, og nu ville Bora endda også lege med. Knap var den ene alarm afblæst, før sirenerne igen gjaldende ud over hele Syditalien, da en om muligt endnu stærkere gruppe igen talte Bilbao, Gallopin og Rojas, men nu også havde fået selskab af en endnu farligere rytter, nemlig den nylige nr. 2 i Liege-Bastogne-Liege, Davide Formolo.

Paradoksalt reagerede Bahrain ikke denne gang, selvom Formolo bestemt ikke gjorde situationen mindre truende, men formentlig var det i bredden ganske svage arabiske mandskab allerede kørt tynde. Jumbo havde is nok i maven til at insistere på, at de skulle have udbytte af frivilligt at have afgivet trøjen, og Mitchelton brugte tilstedeværelsen af stortalentet Lucas Hamilton, der ellers er helt ude af klassementet, som et alibi for at lade gruppen køre. Det efterlod pludselig UAE med hele ansvaret, og da den første jagt havde efterladt bare Diego Ulissi og Marco Marcato ved Contis side, så det pludselig ud til, at Rojas måske kunne løbe med trøjen, mens Formolo, Bilbao og Gallopin kunne sikre sig et vigtigt forspring i klassementet.

UAE tog den dog med ro og fik igen samling på tropperne, så deres tunge drenge - der desværre ikke talte den knæskadede Fernando Gaviria, der blev den næste store profil til at forlade løbet - kunne holde situationen nogenlunde under kontrol på det lange stykke frem mod etapens lange stigning. Herefter rejste Jan Polanc sig heldigvis fra en halvsløj start, og sammen med Ulissi kunne han sikre, at tidstabet på løbets sværeste udfordring ikke blev for stort, heller ikke selvom Andrey Zeits, Jay McCarthy og Antonio Pedrero i front arbejdede stenhårdt for hhv. Bilbao, Formolo og Rojas.

Alligevel var Contis trøje alvorligt under pres, da de rundede toppen, men så skete det, man ofte ser i grand tours, hvor løbenes betydning er så stor, at også sekundære placeringer spiller en rolle. Det skræmmende svage Bardiani-mandskab valgte at sætte en jagt ind på at forsvare Giovanni Carbonis 2. plads, men først og fremmest var det Trek, der ikke var trygge ved at forære Formolo 2 minutter. Italieneren er nemlig en direkte rival til Bauke Mollema i kampen om de sekundære top 10-placeringer, og da holdet havde fået store Michael Gogl med over stigningen, gav det god mening at bruge ham til over kort tid at skære et minut af forspringet. Til slut så Katusha også Formolo som en trussel mod Ilnur Zakarin, og da en mulig etapesejr til Enrico Battaglin også lurede, satte også det schweiziske hold sig frem.

Da var det bare allerede for sent. Allerede forud for etapen var det meget svært at se, hvem der både skulle have styrken og interessen i at køre et udbrud ind, og sådan blev det da også. Trods den organiserede jagt var gruppen for stærk, og dermed stod det klart, at Formolo, Gallopin og Bilbao vitterligt ville få sig en tidsgevinst, samtidig med at de fik en stor chance for også at sikre sig en etapesejr.

Da de ramte den næstsidste lille bakke, stod det dog hurtigt klart, at der var én mand i gruppen, der var flere niveauer over de andre. Formolo viste med al tydelighed, at det ikke var uden grund, at han var tæt på at vinde i Liege, for den ranglede italiener lagde allerede herfra kortene på bordet. Som Conti var det i går, var han nemlig i det dilemma, at han både have en etapesejr og et klassement at tage hensyn til, og sidstnævnte fik ham til at lægge så meget pres på, at rivalerne hurtigt forstod, at han var den stærkeste.

Problemet er bare, at det sjældent er en god ide at vise sin styrke alt for tidligt. Da de havde rundet toppen, vidste elle nemlig, at Formolo var manden, der skulle slås, og derfor var alt arbejdet herfra overladt til italieneren. Først måtte tre gange han svare på Lucas Hamilton, der havde brugt Yates som alibi til at sidde på hjul, og siden måtte han køre Rojas ind, da den snu, men stærkt lidende spanier udnyttede en stilstand til at går direkte forbi de forreste i den flade finale. Da Bilbao umiddelbart efter slog kontra, tøvede Formolo en tand for længe, og selvom han herefter åbnede op fra bunden af den sidste bakke, var det for sent at indhente den stærke basker, der trods alt med sidste års samlede 6. plads har vist, at han ikke er en mand, man bare fanger igen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Derfor endte Formolos ambivalens med et ærgerligt udkomme. I lyset af den mistede mulighed for en etapesejr kunne han lige så godt have satset alt på at vinde så meget tid som muligt, for det taktiske spil til slut kostede ham alligevel ganske mange sekunder. På den anden side var det hans ønske om at vinde tid, der formentlig kostede ham de kræfter, han skulle bruge for også at vinde etapen, og derfor kostede det ham både på den ene og den anden front, at han satte sig lidt for meget mellem to stole.

Hans styrke kan ingen imidlertid betvivle, og selvom han indtil nu har lidt under manglende stabilitet over tre uger, kan rivalerne ikke være helt trygge ved at have foræret ham et minut. Bekymringen er nok trods alt mindre, hvad Bilbao og Gallopin angår, for modsat Formolo har ingen af dem vist, at de kan matche de allerbedste, når det for alvor bliver hårdt i sportens sværeste løb. Det har Formolo heller ikke gjort i grand tour-sammenhæng, men hans præstation i Liege må alligevel vække lidt uro, hvis han nu også kan overføre det til høje bjerge, hvor han hidtil har haft sine begrænsninger, og ikke mindst være stabil over tre uger.

For Bilbao gik det derimod helt, som han kunne have ønsket sig, og han har efterhånden udviklet sig til at være lidt at en specialist i at snige sig væk i disse taktiske finaler. Det var nemlig på præcis samme måde, han vandt en etape i sidste års Tour of the Alps og tidligere i år i Vuelta a Murcia, og faktisk var dagens sejr hans fjerde inden for det seneste års tid, efter at han også vandt en bjergetape fra et udbrud i sidste års Dauphiné. Således er baskeren et særdeles godt eksempel på den vindermaskine, Astana har udviklet sig til at være i de seneste to sæsoner.

For Gallopin må etapen være frustrerende. Selvom han har et halvt øje på klassementet, der er et lille mål efter sidste års 11. plads i Vueltaen, er hovedmålet i årets Giro at vinde den etape, der kan bringe ham ind i den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle tre grand tours. Den glippede desværre i denne omgang, og det er langt fra sikkert, at han får lignende muligheder senere i løbet. På den anden side stod det også klart, at han var på sin grænse, og denne gang var det Bilbao, der var den mest snu, og ikke Gallopin, som ellers havde lavet et lignende nummer, da han sidste år udnyttede en stilstand til at vinde en etape i Vueltaen.

Det var bestemt ikke uden grund, at han var på sin grænse. Etapen havde nemlig udviklet sig til at være så knaldhård på en dag, hvor alle tidsplaner blev sprængt i stumper og stykker, at det så ud til, at kun Formolo havde overskud til sidst. Selv Mattia Cattaneo, der ellers har kørt som en motorcykel i ugerne op til løbet, og Hamilton, der er en af de mest lovende klatrere og i år virkelig har fået sit gennembrud, kunne ikke holde hjul på målbakken, og det siger ganske meget om, hvor brølstærk Formolo var på denne vanskelige dag i Syditalien. Og i det lys må man også tage hatten af for Rojas, der med en 6. plads bare dagen efter en 3. plads atter viste, at han er en langt, langt stærkere rytter, end hans beskedne resultatliste viste, og det havde vel egentlig været meget fortjent, hvis den loyale spanier var blevet belønnet med to dage i førertrøjen, inden Conti så kunne have taget den tilbage på enkeltstarten.

Sådan gik det imidlertid ikke, for Mollema og co. fik reddet den lille italiener, da lokummet stod i flammer, og han kan nu glæde sig over, at de kommende etaper bliver betydeligt lettere at kontrollere, og at han fortsat har kurs mod at køre i lyserødt formentlig indtil 13. etape. Det er særligt betryggende i lyset af Gavirias exit, for med Juan Sebastian Molanos tidlige farvel er UAE nu nede på bare seks ryttere.

Man kan bestemt ikke sige, at klassementet ikke var i spil på dagens etape, men som forventet rørte de helt store navne ikke på sig. Dertil var terrænet for let, og for Roglic, Yates, Nibali, Landa og Lopez handlede etapen bare om overlevelse. For Nibali blev det dog en trist dag, da en syg Damiano Caruso smed 17 minutter, og da Domenico Pozzovivo i forvejen var sat ud af klassementet af et styrt, er araberne nu nede på kun at have Hajen selv som en option i klassementet. Dermed bliver det ikke ham, der kan spille det taktiske spil, som Astana, Mitchelton og til dels også Bora ellers bød op til i dag.

For Roglic betalte pokerspillet sig, og der var altid andre hold, der var klar til at jagte på en trist dag, hvor han altså måtte sige farvel til De Plus. Derfor vil han helt sikkert glæde sig over, at det i forbindelse med den næste store opgave på søndag alene er op til ham selv og hans superform at sørge for at maksimere sit forspring inden bjergene. Noget tyder i hvert fald på, at han får brug for hvert eneste sekund, ikke mindst nu hvor han er uden sin løjtnant. Astana, Mitchelton og Bora viste i hvert fald i dag, at de bestemt ikke har tænkt sig at lade ham og Jumbo komme gratis til sejren. Efter i dag blafrer advarselsflaget i hvert fald på hver eneste flagstang i hele Italien.

Favoritterne

Vi er kun en uge inde i løbet, men sprinterne kan allerede se, at det begynder at tynde ud i mulighederne. Der venter to stensikre sprinteretaper på Po-sletten i den anden uge, og for Arnaud Demare og Pascal Ackermann, der med sikkerhed har tænkt sig at køre løbet til ende, er der yderligere en enkelt chance i den tredje uge. For Caleb Ewan, der med sikkerhed rejser hjem inden bjergene, og Elia Viviani, der nu, hvor pointtrøjen er ude af billedet, meget vel også kunne lade sig overtale af sit hold til at rette fokus mod Touren, er det imidlertid kun de to flade etaper i næste uge samt morgendagens lange maraton, der er tilbage som muligheder for at tage den etapesejr, de drømmer om.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

De overvejelser har de naturligvis alle gjort sig, og derfor må man også formode, at de har udset sig morgendagens etape som mål. Med Fernando Gavirias exit er Ackermann nemlig nu den eneste sprinter, der faktisk har en etapesejr, og derfor kan hverken Demare, Ewan eller Viviani tillade sig at lade morgendagens mulighed gå til spilde. Det ligger derfor i kortene, at der må være masser af interesse i at sikre, at det bliver de hurtige folk, der skal afgøre slaget.

Det er imidlertid alt andet end en enkel sprinteretape. Ikke blot overgår arrangørerne sig selv ved at lægge en enkelt kilometer til de 238 km, der blev tilbagelagt i går, de har også sørget for at designe en kompliceret finale med ganske mange stigninger, som helt sikkert efter så lang en dag vil være for vanskelige for de tungeste af sprinterne. Lægger man dertil, at vejrguderne vil sende en syndflod af regn ud over rytterne, står det klart, at det bliver en lang og opslidende dag, som de fleste formentlig gerne havde været foruden.

Heldigvis hjælpes de formentlig af, at dagens etape var så knaldhård, som den var. Der er helt sikkert 328 trætte ben i feltet i morgen, og mange vil formentlig vægre sig ved at kaste sig ud i et 239 km langt regnvejrsudbrud, hvis de alligevel bare bliver kørt ind af sprinterne til sidst. Derfor tror vi faktisk, at etapen bliver ganske fredsommelig, og at det vil lykkes Deceuninck, Bora, Lotto og FDJ at lade et lille og svagt udbrud komme fri i den helt flade indledning, der burde være ganske let at kontrollere.

Det er klart, at det kræver mange kræfter af sprinterholdene at kontrollere så lang og voldsom en etape, men hvis ikke de påtager sig den opgave, kan Demare, Viviani og Ewan lige så godt rejse hjem. Og Bora rider på en så stor bølge af selvtillid, at de nok skal give en hånd med også, og derfor burde der være fire hold til at jagte. Med Gaviria ude af løbet er det klart, at UAE ikke vil røre en finger, med mindre Contis trøje mod forventning skulle være truet, men de fire andre sprinterhold burde kunne skabe samling.

Vi tror derfor også, at det bliver en relativt fredsommelig tur op langs kysten, og at slaget skal slås på bakkerne i finalen. De burde dog være til at overleve for de fleste. De sværeste stigninger kommer for tidligt, og de sidste bakker har blot stigningsprocenter på 3-4. De vil kunne mærkes efter 239 km i regnvejr, men da de bedste sprintere i løbet alle klatrer godt, og da sprinterholdene er relativt stærke, bør det ende i en massespurt i et reduceret felt. Naturligvis kan der komme angreb på de sidste bakker, men med modvind på de sidste ca. 25 km vil det være svært for et par lykkeriddere at snige sig væk.

Vi forventer derfor, at det bliver de hurtige folk, der skal slås om sejren, men efter så lang og svær en dag er det kun for de hårdføre folk. Dertil kommer, at mange meget vel kan have mistet deres tog, og det bliver ingenlunde let at organisere et lead-out. Dertil kommer, at arrangørerne har designet en kringlet finale, hvor der venter en teknisk nedkørsel på våde veje med adskillige hårnålesving helt frem til de sidste 3 km og til slut to skarpe sving på den sidste kilometer, det sidste endda bare 250 m fra stregen. Det bliver derfor ikke et opgør på topfart, men snarere på positionering, robusthed og ikke mindst risikovillighed i den våde og tekniske finale. Det gør det til en meget åben og alt andet end enkelt spurt, der vil være helt anderledes end dem, vi kender fra de foregående etaper.

Alligevel vil vi pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Med Gavirias exit står det klart, at tyskeren er løbets hurtigste, for det viste han tydeligt på både 2. og 5. etape, og også på 3. etape var han voldsomt stærk, selvom han mistimede sin spurt ved at åbne alt for tidligt i den hårde modvind. Denne gang skal han imidlertid i højere grad satse på sin holdbarhed end på sin fart, men heller ikke den er ringe. Det viste han, da han vandt Eschborn-Frankfurt tidligere i år, da han kørte i top 5 på en knaldhård etape i Polen sidste år, på den hårde 2. etape i Dauphiné i 2018 og senest med den flotte 4. plads i Frascati i tirsdags. Ackermann er måske nok stor, men når han er i form, er han ikke let at sætte af, og han burde med sin nuværende superform nok kunne klare disse stigninger.

Det er til gengæld tvivlsomt, og hans lead-out man, Rudiger Selig, vil gøre det. Heldigvis har han en holdbar substitut i Jay McCarthy, der nok burde kunne sørge for at holde ham fremme. Ackermann selv er også ganske god i positionskampen, og han viste i onsdags, at regnvejr ikke generer ham. Det kan godt være, at han i denne finale får mindre glæde af sin fart, men kombinationen af form, robusthed og positioneringsevne gør, at vi alligevel tror, at han vinder igen.

Hans værste rival må trods alt være Elia Viviani, selvom der hersker en del spørgsmål i forhold til den italienske mester. Viviani havde nemlig slet ikke benene på 5. etape, og noget kunne tyde på, at han har det svært i regnvejr. I hvert fald så vi et lignende mønster på 11. etape sidste år, og derfor kan man frygte, at denne våde, hårde dag atter vil tømme italieneren for kræfter. I forvejen har vi i blandt andet Gent-Wevelgem og Milano-Sanremo set, at han af og til har svært ved at spurte efter lange, hårde dage, og det bliver næppe bedre med regnen.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Omvendt kan ingen diskutere, at Viviani er den eneste, der har en chance for at måle sig med Ackermann på ren topfart. Samtidig er han eminent i positionskampen, og selvom Fabio Sabatini skulle falde fra, har han i Florian Senechal en ganske stærk lead-out man til en teknisk finale, de bør elske. Vi så også sidste år, at han svarede prompte igen på nedturen på 11. etape ved at vinde 12. etape, og derfor skal man altid være varsom med at afskrive Viviani. Han kørte nogle ganske flotte spurter på 2. og 3. etape - hvor af den sidste endda var efter en lang dag i regnvejr - og formen er derfor ikke dårlig. Revanchelysten er helt sikkert stor, og skal han slå Ackermann, er en teknisk finale som denne en oplagt mulighed.

Den rytter, der har størst glæde af etapens vanskelighed, er nok Caleb Ewan. Australieren er i hvert fald blevet meget holdbar, og sidste års spurtsejr på Via Roma i Milano-Sanremo vidner om, at han sagtens kan afslutte efter 239 km. Til gengæld er en teknisk finale bestemt ikke optimal for den lille australier, der kun sjældent har imponeret i positionskampen. På den anden side burde han have en fin chance for at få både Tosh van der Sande og Jasper De Buyst med hjem, og lykkes det, kan han faktisk meget vel sidde med det bedste tog. Derfor kan man slet ikke udelukke, at det faktisk er Lotto, der vil komme først igennem sidste sving, og med sin gode acceleration er Ewan sikkert også begejstret for et sent sving, ikke mindst fordi den kommer efter en lang og svær dag. Denne etape er utvivlsomt Ewans bedste tilbageværende chance i dette løb, og han har ganske gode muligheder for at udnytte den.

Arnaud Demare har i både Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem vist, at han er en langt bedre afslutter efter hårde og svære løb, og derfor er denne etape egentlig ganske glimrende for ham, ikke mindst fordi han også plejer at være god i dårligt vejr. Til gengæld lider han under, at hans to lead-out-folk Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri begge er relativt tunge, og da han selv har det svært i positionskampen, virker det næsten umuligt at tro, at han skulle kunne vinde, hvis han ikke får mindst en af de to med hjem. Heldigvis virker Guarnieri meget velkørende, og kan italieneren klare bakkerne, går Demare pludselig fra at være uden mange chancer til at stå med gode kort på hånden. Er Selig væk, vil Guarnieri nemlig være den stærkeste lead-out man, og kan han bringe Demare først igennem sidste sving, er det en spurt som denne, franskmanden kan vinde. Det hele kunne derfor meget vel stå og falde med Guarnieri.

Giacomo Nizzolo har haft et skidt løb. På 2. etape punkterede han, på 3. etape mistede han sit tog, og på 5. etape gik det galt, da han var en af de mange, der kørte igennem en stor vandpyt, der bremsede flere af sprinterne. Til gengæld kan han håbe på revanche på denne etape, der slet ikke burde passe ham dårligt. Han er nemlig en holdbar sprinter, der er bedst, når det har været svært, og han er samtidig i sit es i tekniske finaler med sene sving. Lægger man dertil, at hans tog med Enrico Gasparotto og Ryan Gibbons er meget holdbart, kan det endda være ham, der ender med at sidde med de bedste folk omkring sig til sidst. Kan de sætte sig igennem på samme måde, som de gjorde inden sidste sving i mandags, er det en etape som denne, Nizzolo kan vinde, også selvom han ikke har den topfart, han havde i sin storhedstid.

Det burde også være en god etape for Davide Cimolai. Italieneren er ikke feltets hurtigste, men han er en yderst holdbar herre, der samtidig er kommet til løbet i superform. Samtidig kørte han måske karrierens bedste cykelløb under sidste års regnvåde EM, og han ligner derfor en mand, der har det fint med dårligt vejr. Lægger man dertil, at han i formstærke Kristian Sbaragli har en yderst holdbar lead-out man, begynder det slet ikke at se helt dumt ud for Cimolai. I dette opløb er det nemlig ikke topfarten, men positionen, der afgør sagen, og med hjælp fra Guillaume Boivin og Sbaragli, kan han måske sikre sig, at han er første sprinter igennem det helt afgørende sidste sving-

Med Gaviria ude er det nu op til Simone Consonni at spurte for UAE. Den lille italiener kan samtidig glæde sig over, at han får sin første chance på en etape, der burde passe ham. På rene sprinteretaper har han nemlig ikke mange chancer, men han er en klatrestærk og holdbar fyr, der burde kunne lide en etape som denne. Samtidig har han i Marco Marcato en både erfaren og robust lead-out man, og endelig skyldes hans nærmest endeløse serie af top 10-placeringer i 2018, at han er fremragende i positionskampen. Det udnyttede han blandt andet, da han sidste år slog en stribe hurtigere folk på en etape i Tour de Slovenie, og det kan han måske gøre igen på en dag, hvor det ikke handler så meget om farten, men om positionen.

Kan Manuel Belletti klare stigningerne? Det er der ingen garanti for, men det burde nok kunne lade sig gøre for Androni-sprinteren, der er en ganske holdbar herre. Ligesom Cimolai og Consonni er han ikke verdens hurtigste, men det er heller ikke helt afgørende på en etape som denne. Det er det derimod, at man kan ramme svinget i en god position, og i positionskampen er den erfarne italiener god. Lægger man dertil, at han i Francesco Gavazzi og Andrea Vendrame er omgivet af to klatrestærke og hurtige folk til at bringe ham frem inden svinget, er det denne etape, der må være Belletis bedste chance for at vinde.

Vi er spændte på, hvordan Matteo Moschetti vil klare etapen. Han viste på Hatta Dam i UAE Tour, at han er mere holdbar end først antaget, men vi så også på 2. etape i dette løb, at han har sine begrænsninger. Vi tror således også, at 239 km i regnvejr og nogle sene stigninger er for meget for italieneren, der formentlig ikke kommer med til mål. Selv hvis det skulle lykkes, vil han være ganske alene i positionskampen. Det har han ganske vist klaret flot de seneste dage, men i en så teknisk finale bliver det næsten umuligt at vinde, for her får han slet ikke fuldt udbytte af sin høje topfart, der er hans helt store styrke.

Nippos sprinter, Giovanni Lonardi, kom til kort på 2. etape, og det er også næsten umuligt, at han skulle kunne komme med hjem her. Nr. 2 i holdets hierarki, Juan Jose Lobato¸ synes at være meget formsvag, og det efterlader Marco Canola som manden, der formentlig ender med at køre spurten. Italieneren er overhovedet ikke sprinter, men hans gode positioneringsevne giver ham af og til top 10-placeringer i massespurter. Særligt efter en knaldhård dag burde han kunne gøre det hæderligt, og det gælder natyrligvis især i en spurt, hvor det ikke er topfarten, der er afgørende.

Endelig vil vi pege på Marco Haller. I dag viste østrigeren stor styrke på en hård etape, og det tyder derfor på, at han er kommet sig over onsdagens grimme styrt. På 2. og 3. etape kom han ikke i position, men her burde han have en betydeligt bedre chance. Han er nemlig en robust og holdbar fyr, der burde elske en hård regnvejrsdag som denne, og der burde være en chance for, at han også får Viacheslav Kuznetsov of Jenthe Biermans, der kan være plan B og C, hvis Haller ikke er klar endnu, med hjem. Haller er helt sikkert ikke hurtig nok til at vinde, men det ligner en god chance for i hvert fald at få et fint resultat.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Caleb Ewan

Outsidere: Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Davide Cimolai, Simone Consonni

Jokers: Manuel Belletti, Matteo Moschetti, Marco Canola, Marco Haller