Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

15. maj 2021 12:56Foto: Sirotti

Caleb Ewan viste nok engang, at han er en konge af stigende spurter og fuldendte eminent Lotto-forarbejde med sin anden etapesejr. Til gengæld må han nu vente hele to dage på at få endnu en chance, når en kuperet weekend i Appenninerne indledes med 3000 højdemeter over bare 170 km på en lørdag, der slutter med en relativt kort og ikke specielt stejl målstigning, som skriger på at blive erobret af en udbryder.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Ruten                                                         

Giro-arrangørerne sørger som regel for, at der er svære etaper på programmet i løbets tre afsluttende weekender, og derfor kan det ikke undre, at den første uge også i år rundes af med to bjergetaper. Som regel er de dog også forsigtige med at gøre etaperne alt for svære i denne tidlige fase af løbet, og derfor er det ikke to altafgørende etaper, der venter. Den første af de to er den letteste, for selvom lørdagens etape byder på 3000 højdemeter og et gedigent bjerg midtvejs, sluttes der med en lang nedkørsel og en relativt kort stigning op til målet i Guardia Sanframondi, hvor det lugter af udbrudssejr og ingen forskel mellem løbets allerbedste.

 

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km, der fører feltet fra Foggia til Guardia Sanframondi. Løbet er nu nået til det sydligste punkt, og efter at ”udrejsen” er gået langs østkysten har etapen som mål at bringe feltet længere mod vest, så de på ”hjemrejsen” kan køre op midt gennem den italienske støvle. Derfor køres der mod vest det meste af dagen, og sådan går det også fra startbyen, der ligger midt i et helt fladt område. Derfor stiger det i starten kun let, når man begiver sig mod vest, inden man drejer mod nordvest for at passere en stigning (3,9 km, 6,3%), der har top efter 35,9 km. Herfra falder det videre mod nordvest, inden man atter drejer mod vest for at køre op ad et mod slutningen ganske stejlt stigende stykke, som leder op til dagens første spurt, der er placeret efter 84,0 km. Herfra falder det let mod sydvest over ca. 15 km, inden etapen for alvor tager fat.

 

Det sker, når man fortsætter mod sydvest op over kategori 2-stigningen Bocca della Selva (18,9 km, 4,6%, max. 10%), der er en relativt let stigning med bare 4,6% over de første 7,5 km, inden et fladt plateau over 1500 m afløses af de sværeste 6,15 km, der stiger relativt jævnt med 6,1% i snit. Derfra flader den ud med bare 3,5% frem mod toppen, der rundes efter 120,2 km i 1392 m højde.

 

Nu venter en først lettere, men senere meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst, øst, sydvest og slutteligt vest, inden man rammer en vej, der er relativt lige og falder let mod først sydøst og siden syd ned til det sydligste punkt i Telese Terme. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad et let stigende stykke, der byder på dagens sidste spurt efter 162,7 km. Kort efter spurten fortsætter man mod nordøst og senere nord direkte ind på målstigningen Guardia Sanframondi (3,8 km, 6,4%, max. 11%), der er i kategori 4. Efter ca. 6% over de første 800 m stiger den relativt jævnt med 7,6% over 2,5 km, inden den flader ud med 4,4% over de sidste 500 m. Der er et skarpt sving med 3 km igen, hvorefter vejen byder på et par hårnålesving, det sidste lige inden den røde flamme, hvorefter der kun er en skarp kurve bare 200 m fra stregen

 

Etapen byder på i alt 3005 højdemeter.

 

Guardia Sanframondi har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det sydlige Italien ventes at blive ramt af en ordentlig regnskylle i nattetimerne mellem fredag og lørdag, men det burde allerede høre op i morgentimerne. I stedet ventes en fin dag med først meget få skyer og solskin, men senere dog mest overskyet med kun få solstrejf. Bygerisikoen stiger til 10-20%, når man kommer ind i bjergene, men aftager til bare 5-10% mod slutningen af etapen. Temperaturen vil i den indledende fase kunne nå 22 grader, men i målbyen vil den toppe på 18 grader. Til gengæld vil det være blæsende fra start med en jævn til frisk vind (20-22 km/t) fra nordvest i indledningen, men den vil aftage senere på dagen og igennem eftermiddagen være let til jævn (14-16 km/t) fra vest. Det giver sidemodvind stort set hele vejen frem til første spurt, hvor man drejer ind i sidevind, der i alt væsentligt varer ved indtil de sidste 11,1 km. Her får man sidemed- og medvind frem til bunden af stigningen, hvor der vil være sidevind, indtil man får med- og sidemedvind på den sidste kilometer.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Analyse af 7. etape

I disse timer er der næppe tvivl om, at det er følelsen af jublende lykke, der overstrømmer Caleb Ewan. Med nu fem sejre i sine seneste tre optrædender i tillæg til de fem etapesejre i Touren og gennembrudssejren i Vueltaen har han nemlig kurs mod at kunne blive sin generations mest vindende grand tour-sprinter. Det holdt ellers holdt med at komme i gang i de første to besøg i Italien, hvor han i 2016 slet ikke lykkedes med at vinde, og i 2017 var overmatchet af særligt Fernando Gaviria, som kun overlod én sejr til ham. Da hans ophold hos Orica så endte med den dramatiske skilsmisse efter fravalget til den længe imødesete Tour-debut, var han lige pludselig gået fra at være fremtidens supersprinter til at være et allerede stagneret talent med bare to etapesejre i de store etapeløb.

 

Det fik skiftet til Lotto i den grad ændret på, og siden han kom til det belgiske hold, er han aldrig kommet hjem fra en grand tour med færre end to triumfer. Den stime har han med dagens flotte sejr i Termoli allerede sikret overlevelse efter bare en uge - og det endda selvom han kom så ilde fra start med fiaskoen i Novara i søndags.

 

Når den første jubel har lagt sig, må han dog også undre sig lidt. Jeg indledte løbet her med flere gange at hævde, at Lotto Soudal så ofte underpræsterede med deres på papiret så stærke tog bestående af Roger Kluge og Jasper de Buyst, og jeg tillod mig endda at kalde ordet ”underpræstere” efterhånden knap så velanbragt. Man kan jo ikke rigtigt tale om en underpræstation, når det skuffende niveau efterhånden snarere er standarden end reglen.

 

Når jeg alligevel brugte ordet, skyldtes det togets potentiale. Kluge og De Buyst burde kunne så meget mere, end de har vist, og vi har da også i glimt set så fint et potentiale, at evnerne utvivlsomt har været der. Det er bare alt for sjældent kommet til udtryk, og når han i dag ser tilbage på særligt de to sejre i Touren sidste år, må Ewan stadig knibe sig lidt i armen over, hvor heldig han var med at vinde på dage, hvor han egentlig burde have været svigtet af sit hold og været sendt ud af billedet.

 

Sådan var det også i Novara i søndags, men noget tyder på, at det nederlag var lidt af et wakeupcall. Om Ewan har talt med store bogstaver, eller Kluge og De Buyst selv har set, at de kan så meget mere, end de har vist, skal jeg lade være usagt, men sandt er det i hvert fald, at der er sket lidt af en forvandling af det hold, der i år ellers er fejlet, uanset om løbet har været UAE Tour, Tirreno-Adriatico eller en første sprinteretape i Giroen.

 

Den forvandling blev allerede indvarslet i onsdags, hvor hele holdet virkede nærmest besatte af tanken om at vise deres værd, da de uhyre tidligt samledes allerforrest i feltet. Da først den lille australier blev sat rigtigt op, leverede han da også varen i ganske suveræn stil, hvormed han nok engang satte en streg under, at han med sin fart kunne vinde meget mere, hvis blot han ikke alt for ofte blev fanget for langt tilbage.

 

Den præstation var flot, men alligevel kunne man være lidt bekymret for Ewan inden dagens tricky spurt i Termoli. Ganske vist var det helt åbenlyst, at finalen lå perfekt til den lille australier, der med sin sejr i Stirling under Tour Down Under i 2018 overraskede sig selv stort og fandt ud af, at den slags stigende finaler passer ham storartet. Siden da har han været uhyggeligt overbevisende i stigende opløb, hvor han med rette har kunnet hævde, at han er tæt på at være verdens bedste - uanset om vi har talt om den korte, superstejle rampe på Hatta Dam i Emiraterne eller mere moderate procenter som i dag i Termoli eller som på Giro-etapen i Frascati på den højdramatiske dag i 2019, der sendte Tom Dumoulins karriere ud på et trist spor, og hvor Richard Carapaz akkurat snød ham for sejren.

 

Nej, bekymringen skyldtes heller ikke denne gang Ewan fart eller evner. Det skyldtes hans hold. I Termoli havde arrangørerne nemlig tilrettelagt en uhyre kringlet finale med et skarpt sving lige i bunden af den 200 m stejle mur, der krydrede de ellers indtil nu flade sprinterfinaler, og det var helt indlysende, at alt håb kunne være tabt, hvis positionen her var for ringe. Med en konstant stigende finale også efter toppen ville enhver sprinter med ringe position skulle bruge alt for mange kræfter på at bevæge sig frem igen, og hvis ikke et fravær af lead-out men kunne få feltet til at gå i stå, kunne enhver sprinter være dødsdømt allerede med 1800 m til mål.

 

I det lys var der grund til tvivl. Ville Lotto-toget køre som i Novara og i resten af sæsonen, eller kunne de finde det niveau, som vi så i Cattolica i forgårs? Det kunne meget vel være altafgørende for Ewans chancer, og i lyset af historikken var der grund til at have sin tvivl.

 

Den tvivl viste sig dog at være helt ubegrundet. Igen viste Kluge og De Buyst sig nemlig fremragende, for selvom der på papiret er stærkere tog i dette løb, var belgierne helt ovenpå pedalerne frem mod det sving, der betød liv eller død for sprinterne i dag. Et stærkt føringsarbejde af Kluge betød nemlig, at De Buyst og Ewan kunne dreje ind på muren i den helt perfekte position bag Quinten Hermans, der havde afleveret Andrea Pasqualon helt fremme.

 

Dermed var arbejdet halvt fuldendt. De Buyst kunne endda få lov at føre op ad muren i et relativt roligt tempo, som sikrede, at der var masser af skud i de ewanske stænger, da de rundede toppen bag Vincenzo Albanese, som med et flot angreb havde animeret finalen - desværre med Daniel Oss som Peter Sagans effektive blylod, der ødelagde den offensiv effekt. Herefter sørgede den utrættelige De Buyst, der er kommet stærkt tilbage efter de rygproblemer, som ruinerede hans forår, for at køre de to udbrydere ind, og dermed blev det alligevel Ewan, der kom allerlettest og mest frisk igennem den for sprinterne sværeste del af finalen.

 

Den friskhed fik han også brug for. Selvom han egentlig havde tabt hjulet på sit ellers så stærke tog, præcis som han plejer at gøre det, sad Fernando Gaviria nemlig overraskende godt på toppen af bakken trods en teknisk finale, der bestemt ikke tilgodeså ham. Derefter lavede han den ”Gaviria Classic”, som tidligere har givet ham sejr i Paris-Tours og næsten har gjort det i Frankfurt, da han kom med et af sine klassiske tidlige ryk fra en situation, hvor feltet er ved at gå i stå.

 

Den manøvre gav Gaviria karrierens eneste klassikersejr i Tours, og i dag kunne den være lykkedes igen. Der var nemlig trods alt grænser for De Buysts kræfter, og da han slog ud, sad Ewan forrest i et felt fyldt med sprintere, men helt uden lead-out men. Med hele 450 m til mål og et stigende opløb skulle man tænke sig om to gange, inden man satte efter Gaviria med en hel hær af sprintere på slæb.

 

Heldigvis var det her, at Ewan beviste, at det ikke kun er holdet, som er årsagen til dagens flotte sejr. Tværtimod leverede han vel sin måske flotteste bedrift i forbindelse med en grand tour-sejr, da han trods den lange distance og det stigende opløb både havde kræfter til først at trække Gaviria ind og siden åbne en spurt, der var så kraftfuld, at Davide Cimolai end ikke kunne holde det hjul, den positioneringsstærke italiener ellers med flot arbejde havde sikret sig.

 

Den position burde egentlig have givet set. Det var nemlig slet ikke logisk, at Ewan kunne færdiggøre så lang en spurt i så svær en finale, men igen i dag viste han sin tårnhøje klasse som bakkesprinter. Ganske vist var han utvivlsomt hjulpet af det fabelagtige forarbejde, der gjorde ham til frontens mest friske afslutter, men det var ret åbenlyst, at Ewan i dag også var i sin helt egen liga.

 

Det burde han ellers ikke have været. Tim Merlier har med sine sejre i Brussels Cycling Classic og Le Samyn vist skræmmende styrke i stigende finaler, og dette var hans store chance for også at vise det på den store scene. Også for ham gjaldt, at den store trussel var positionen i bunden af bakken, men igen viste Alpecin-toget med Dries de Bondt, Oscar Riesebeek og særligt Alexander Krieger, at de virkelig er steppet up og nærmest har annihileret Merliers tidligere store akilleshæl, positionen. Denne gang kunne Merlier i hvert fald ikke klage, selvom en position umiddelbart bag Ewan måske havde været at foretrække, men i dag blev han slet og ret bare slået af en bedre mand.

 

Klage gjorde han nu heller ikke. Tværtimod var han meget ærlig i sin vurdering af en skuffende spurt, der ikke blev undskyldt med et sent toiletbesøg, som han hurtigt affejede som ubetydeligt. Tværtimod kunne han konstatere, at han slet ikke trådte de watt, han plejer, og det er klart, at det var helt påkrævet, hvis Ewan skulle slås på sin hjemmebane.

 

Spørgsmålet er, hvad det betyder for Merlier. Han befinder sig nemlig i ukendt terræn i en grand tour, og det helt store spørgsmål er, hvordan han klarer den tredje uge. Var dagens skuffende spurt bare udtryk for en halvdårlig dag, eller spillede maven måske alligevel lidt ind? Eller er det måske udtryk for, at restitutionen allerede halter, som den jo gør for mangen en sprinter, ikke mindst for rivalen Ewan, der altid er en hængt kat i den sidste del af en grand tour.

 

Netop restitutionen bliver ellers særligt relevant i dette løb. Merlier meldte sig som bekendt ind i pointkonkurrencen, da han vandt 1. etape, og i dag endte han både som taber og vinder. Ewan har ganske vist bragt sig i den for ham lidt uheldige position, at han har overtaget pointtrøjen og nu risikerer at gøre Giro-arrangørerne lidt småsure, når han forventeligt forlader løbet, måske allerede på første hviledag, som han har antydet, men det får ham næppe til at ændre planer. En gennemført Giro vil for uholdbare Ewan reelt være et farvel til drømmen om at vinde etaper i alle grand tours i år, og derfor betyder dagens resultat, at det er Merlier, som nu er i pole position i kampen om den cyclamenfarvede trøje. Og så bliver det pludselig meget relevant, hvordan belgieren klarer løbets sidste del. Mon ikke han håber, at Ewan hurtigt tager hjem og ikke stjæler alt for mange af de store point på de kommende to sprinteretaper på mandag og særligt på fredag?

 

Merlier var nemlig både vinder og taber i dag. Han blev klart slået af Ewan, men i kampen om pointtrøjen var han den store triumfator. For de tre værste rivaler gik det nemlig helt galt, og det var særligt problematisk for Giacomo Nizzolo og Peter Sagan, for hvem denne etape var en af de allervigtigste dage til at score point i kampen mod den hurtigere Merlier.

 

Desværre gik det helt galt for dem begge. Helt galt gik det for Nizzolo, der ellers havde signaleret sine intentioner ved for første gang i dette løb at sætte sit Qhubeka-hold til at føre. Desværre blev den bekymring, jeg luftede i gårsdagens optakt til virkelighed, da det endelig gjaldt. Nok er Nizzolo selv god i positionskampen, men i spurten frem mod muren risikerede han med sit temmelig svage hold at komme til kort. Og det var akkurat, hvad der skete, da italieneren ramte bakken så langt tilbage, at hans spurt for længst var ovre, og det blot blev til en 12. plads. At farten så åbenlyst heller ikke var, når han kun akkurat kunne gå forbi Gianni Moscon, er selvfølgelig lige så problematisk, men kan også være et resultat af en alt for ensom kamp i den hektiske kamp frem mod muren - eller måske et udtryk for, at han nok spurter godt, men har det svært på stigningerne i dette løb.

 

Mere ærgerlig må Sagan dog være. Den positioneringsstærke slovak sad ganske vist igen i dag længere tilbage, end han plejer, men ikke så ringe, at han ikke kunne spurte for i hvert fald en 2. plads i det stigende opløb, der passede ham. Desværre var der et kedeligt deja-vu til sidste års 7. etape i Touren, hvor en tabt kæde ødelagde en hel dags arbejde for Bora, og selvom det denne gang ikke var en dags arbejde, der blev spildt - faktisk surmuler tyskerne stadig så meget over 3. etape, at de heller ikke i dag bidrog til føringsindsatsen - men der var alligevel lidt Lavaur-etape over det, da et ”næsten-styrt” ødelagde det hele og sendte ham ned på en 14. plads og en ny så problematisk 6. plads i pointkonkurrencen, at selv Cimolai er foran ham.

 

Faktisk gik det dog endnu værre for Elia Viviani, der blot blev nr. 15, men det var knap så uventet. Denne finale var nemlig slet ikke skræddersyet til italieneren, der først og fremmest skulle vinde via Simone Consonni, som har været løbets klart bedste lead-out man. I dag sad holdet dog alt for langt tilbage frem mod det afgørende sving, og Consonni måtte brænde sig selv af allerede inden muren for blot at få sin kaptajn i en hæderlig position. Den mission lykkedes faktisk udmærket, men Viviani havde i dag slet ikke de ben, han viste på 3. etape, og han gled kun baglæns derfra. Noget kunne desværre tyde på, at den sygdom, han talte om i tirsdags, har kostet lidt, for det har været en temmelig tam Viviani, vi har set siden dengang.

 

Så var det straks mere lovende for Gaviria, der igen i dag gav glimt af en delvis genrejsning, også med sin tilbagevenden til en ”Gaviria Classic”. Det stod dog også igen klart, at Gaviria anno 2021 ikke er den Gaviria, der i 2016 vandt Paris-Tours, og igen i dag blev det derfor til en sekundær placering for manden, der ellers satte Ewan til vægs 4-1 i deres duel i 2017, hvor de lignede de to kommende supersprintere, men colombianeren sikrede sig overhånden. At det styrkeforhold er byttet, kunne vist ikke illustreres meget tydeligere end i dag, hvor Ewan først trak ham ind og derefter med lethed gik forbi.

 

Cimolai sidder nok tilbage mere en mere blandet følelse. På den ene side var dagens resultat ganske imponerende og endnu en understregning af den superform, han også viste i mandags, ligesom det bekræftede hans evner i denne type finaler - en evne, han først viste, da han for nu mange år siden choksejrede i Paris-Nice. I kamp mod Ewan vil han trods alt altid være slået, men på den anden side må det være dybt frustrerende nu to gange at være end på løbets mest utaknemmelige placering.

 

Så er Matteo Moschetti nok mere tilfreds. Det lå bestemt ikke i kortene, at den normalt tunge italiener ville være i sit es i denne finale, men sjovt nok blev det her, at det hidtil bedste resultat kom. Havde dette været 2019, var det ikke kommet som et chok, for dengang overraskede Moschetti vel alle med sin 2. plads bag Ewan på Hatta Dam. Efter hoftebruddet har der bare ikke været megen klatrestyrke over italieneren, men dagens resultat kan måske netop derfor læses som et tegn på, at han stille og roligt nærmer sig niveauet fra tiden før uheldet. På samme måde var det lidt paradoksalt, at også Max Kanter her opnåede sit bedste resultat, men vi har jo hele tiden vist, at tyskerens potentiale var til meget mere end hidtil, hvis blot endelig positioneringen gik bare nogenlunde fornuftigt.

 

Så var Dylan Groenewegen mere tro mod sin natur. Hollænderen måtte igen sande, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, da han i finalen tabte Edorardo Affini og Jos van Emden, der ellers leverede et fremragende arbejde til sidst. Det kostede åbenlyst et hav af kræfter, da den isolerede hollænder måtte spurt frem i et mislykket forsøg på at nå frem til sine holdkammerater, og de kræfter manglede han til sidst. I en så hård finale skal Groenewegen nemlig være helt frisk for at have en reel chance, og den friskhed manglede helt åbenlyst i en spurt, der bestemt ikke lå til hans højreben.

 

Frem kom han dog i det mindst, præcis som Andrea Pasqualon gjorde det. Intermarché valgte klogelig at skifte hest til en finale, der passede italieneren langt bedre end Riccardo Minali, og dagens flotte 5. plads bekræfter blot, at han efter det svage forår endelig har fundet formen. Det så vi allerede i onsdags, hvor han tabte Minali og endte med i træt og udkørt udgave at køre sig til en 7. plads, og i dag viste han igen, at han er knivskarp i en finale, der også lå til hans højreben. Det gjorde den også til Andrea Vendrame og Fabio Felline, der begge tog deres chance, men desværre aldrig nåede at finde fronten.

 

Det gjorde Ewan til gengæld, og det kan takke sit hold for. Det tog, der for fem dage siden nærmest var en klods om benet på ham, som de også har været det gennem hele foråret, har rejst sig så fornemt, at Ewan i dag blev bragt i en position, hvor han næsten ikke kunne tabe. Når han samtidig selv viser flyvende form med en uhyre overbevisende afslutning, er den kombination, der tidligere virkede alt for ensidig, nu pludselig blevet en velsmurt maskinen. Fejlede er i hvert fald blevet tilrettet. Nu kan Ewan blot ærgre sig over, at det ikke skete før nu efter et så resultatfattigt forår.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Favoritterne

Modsat Touren, der lukrerer på ferietiden, er Giroens og Vueltaens arrangører altid relativt gode til at forsøge at samle nogle af de svære etaper i weekenderne. Det gælder naturligvis særligt for næstsidste weekend, men også i løbets anden weekend forsøger man at undgå de kedeligste etaper. Det er dog en delikat balance i denne tidlige fase af løbet, hvor man også forsøger at undgå at skabe alt for store forskelle og kvæle spændingen alt for tidligt.

 

Den balance kommer også til udtryk i år. For det første bryder man det fine princip om skiftevis at have sprinteretaper og hårde dage, når man lørdag og søndag har to etaper med mål på stigninger, og dermed skal de hurtige folk nu frem til mandag, inden de igen skal i aktion. For det andet har arrangørerne også været meget mådeholdne med sværhedsgraden af de to etaper, der næppe bliver alt for afgørende.

 

Der er ingen tvivl om, at det er søndagens etape med de 3500 højdemeter, der er klassementsdagen, og selvom den i kraft af sine mange bløde stigninger bestemt ikke skal overvurderes, er det her, favoritterne kan gøre lidt forskelle på grusvejen op til mål. Lørdagens målstigning er egentlig samlet set vanskeligere end søndagens, men der er tale om en betydeligt nemmere etape, og målbakken er så kort med trods alt så beskedne procenter, at de forskelle, der måske kan gøres, bliver i den helt lille ende. Det er derfor ikke en dag at satse på, og med en udmarvende dag forude er det klogest at spare på kræfterne.

 

Målbakken har dog en stejlhed, der godt kan betyde ganske små huller mod slutningen, nu hvor der faktisk er side- og medvind på stigningen. Det er bestemt sandsynligt, at der er folk, der vil teste hinanden til sidst, måske særligt Egan Bernal, der er flyvende og synes besluttet på at gribe de muligheder, der er. Grundlæggende tror jeg dog, at finalen vil blive kørt relativt konservativt, og det er i hvert fald ikke en dag, hvor man ofrer holdet for at jagte en etapesejr - slet ikke med en hård etape forude.

 

Derfor lugter det i den grad af udbrudssejr. Det vil passe FDJ storartet, for jo færre bonussekunder, der kan true Attila Valters trøje, jo bedre. Klassementsholdene vil som udgangspunkt ikke jagte etapesejren, og med det gode vejr opstår heller ikke det moment, som Ineos greb i går. Her havde de egentlig planer om en defensiv etape, men da vinden gav muligheder for at splitte feltet, tog de en spontan beslutning, der totalt ændrede etapens forløb. Det er usandsynligt, at det sker denne gang, og den lange, jævne stigning er ikke rigtigt velegnet til at gøre det specielt hårdt på en dag, hvor man alligevel kan vinde meget lidt. Jeg ser derfor heller ikke nogen med et ønske om at lægge pres på undervejs.

 

Er der slet ingen, der kan finde på at gå efter etapen? Der er vel to hold. Det mest oplagte er UAE, der i Diego Ulissi kunne have en kandidat. Stigningen er dog også lang nok til ikke bare at være en klassisk puncheurafslutning, og jeg er usikker på, om araberne vil investere meget i en etape, hvor han risikerer at blive slået af klassementsrytterne. Det tvivler jeg trods alt på, men skulle de misse udbruddet, er det ikke umuligt, at de iværksætter en jagt.

 

Det andet hold er Israel SUN. Det er jo slet ikke en ringe etape for Dan Martin, der som bekendt har det som et stort mål at tage den sejr, han mangler i grand tour-samlingen. Han får vel næppe mange bedre muligheder end denne. Han var dog så velkørende i går, at jeg tror, at han lugter så meget klassementsblod, at han vælger en mere konservativ tilgang. Dertil kommer, at holdet får svært ved at kontrollere denne etape, selvom de nu med Alessandro de Marchi tilbage i en hjælperrolle står noget stærkere, end de gjorde i går, hvor de virkelig havde ryggen mod muren.

 

Jeg tvivler derfor på, at vi vil se initiativ fra de to hold, og mit bedste bud er derfor en udbrudssejr med den option, at et af de to hold kan tage affære - særligt UAE, hvis de misser udbruddet - og alligevel skabe en lidt uventet samling. Uanset hvad skriger etapen så meget på udbrud, at der helt sikkert bliver voldsom kamp om at ramme det, og vi kan derfor se frem til en sand angrebsfest. Desværre er selve starten også relativt flad, og det gør det jo til lidt af et lotteri, men meget taler for, at udbruddet ikke vil være kørt, før vi rammer den hårde fase, der jo kommer relativt hurtigt. Et udbrud, der skabes på de 3,9 km med 6,3% frem mod den første top, vil i hvert fald have en vis styrke, og så bliver det lidt lettere at gætte de gode kandidater. Hvis til gengæld de igen når ned på det flade, gentages lotteriet, selvom kandidatfeltet til den tid vil være indsnævret.

 

For FDJ betyder trøjen alt, og Valter har en reel chance for også at forsvare den med den fine kørsel, han viste forleden. Derfor synes det udelukket, at de vil lade farlige folk køre, og modsat Israel SUN har de en meget klatrestærk trup. Starten er stadig så hård, at de kan blive tvunget til at give plads til en rytter, de helst ville undgå, som vi så det med Mäder i går, og derfor kan de blive tvunget til at holde udbruddet i strammere elastik end ønsket. Det vil øge chancen for, at UAE eller Israel SUN vil indlede en jagt og lukke den sidste del af hullet, men FDJ bør være stærke nok til at sikre, at vi ikke får en Mäder-trussel i udbruddet denne gang.

 

Når udbruddet er etableret, regner jeg derfor med en rolig dag. FDJ vil lade udbruddet få den snor, som klassementet tillader, og derudover vil vi sikkert se positionskamp i feltet frem mod den til tider svære nedkørsel, som med tanke på det relativt lange dalstykke næppe vil blive brugt offensivt. Herefter vil der vild positionskamp frem mod målbjerget, hvor jeg sagtens kunne forestille mig, at Ineos eller Deceuninck vil kontrollere. Bernal kunne godt finde på at teste rivalerne nær toppen, ligesom en aggressiv Martin eller Giulio Ciccone kunne, og det kunne anspore briterne til at give den lidt gas. Remco Evenepoel vil næppe angribe, men han kunne godt bruge et hårdt, jævnt tempo fra sit stærke hold. Slutteligt kan der godt opstå enkelte mindre huller, men det må blive i småtingsafdelingen i denne eksplosive finale.

 

Medmindre UAE eller israelerne får ideer, regner jeg med, at udbruddet relativt uforstyrret kan køre om sejren. Dermed skal vi finde favoritterne blandt ryttere, der er stærke nok til at ramme udbruddet, hvis det kører på stigningen - og ellers har heldet med sig i lotteriet - og siden kan gøre det færdigt i en eksplosiv finale. Forinden skal de overleve den lange stigning, men den er mere lang end svær. Klatrer man fornuftigt, bør man komme med over her - og gør man ikke, er man alligevel chanceløs på sidste stigning. Det er ikke den ideelle finale for dieselklatrere, men den er svær nok til, at de i den rette gruppe kan vinde - særligt med den gunstige. Mest af alt er det dog en afslutning for lidt mere eksplosive folk, der også kan gøre det færdigt i en eventuel spurt, når den flader ud nær toppen.

 

Kandidatlisten er lang, men jeg vælger at gå med Diego Ulissi. Italieneren er kommet bedre tilbage fra hjerteproblemerne end frygtet, og selvom han fortsat mangler topresultater, har han været på et fint niveau i Romandiet og i indledningen til denne Giro. I starten lignede han en mand, der gerne ville høje trøjen åben som en mulighed, men i går mistede han den tid, der bør kunne give frihed. Han er måske lidt for tæt på til, at FDJ vil elske at få ham afsted, fordi det vil tvinge dem til at holde elastikken relativt stram, men et tab på 7.06 bør de nok kunne håndtere. I hvert fald kan de næppe være alt for kræsne, hvis udbruddet først kører på stigningen.

 

Spørgsmålet er så, om Ulissi kan gøre det færdigt. Med benene fra 2020, hvor han havde en af sine bedste sæsoner, burde det have været muligt. Jeg er lidt mere usikker denne gang, hvor han har været mindre overbevisende, men kørslen her og i Romandiet har dog været så god, at han bør kunne vinde. Stigningen er nok lidt for lang til at passe ham ideelt, men den er kort nok til, at en ardennerspecialist har en fordel. Som en sublim puncheur bliver han i hvert fald ikke let at slå på den sidste kilometer. Da dette ligner en af hans bedste chancer, formoder jeg, at UAE vil gøre meget for at få ham afsted, og lykkes det, kunne det godt blive til karrierens 9. etapesejr!

 

Jeg vil også igen fremhæve Bauke Mollema . Ganske vist blev han slået klart af Mäder i går, men det er nærliggende at tro, at det primært skyldtes den hårde opkørsel. I hvert fald vidner 8. pladsen i Liege om en ikke helt elendig form, og denne ardenneragtige finale er glimrende for Mollema, der senest viste afslutterevnerne med sejren i Var. Det er klart, at han næppe overspurter Ulissi, men de fleste andre kan han slå, og stigningen er også så svær, at han vil kunne køre fra mange af de potentielle rivaler. Han har altid været god til at ramme udbruddene, når han vil, og det lykkedes da også med møje og besvær i går. Er han lige så insisterende denne gang, ser det lovende ud i forhold til at vinde i lotteriet, og herefter taler alt for, at han også er blandt de stærkeste i finalen.

 

Jeg vil også igen pege på Felix Grossschartner, men det er med samme forbehold som sidst. Jeg er nemlig usikker på, om han får lov at forlade Emanuel Buchmann. I går forsøgte han vist ikke, men denne etape er også meget mindre farlig for kaptajnen, der samtidig har været så haltende, at det måske allerede nu er tid at give i hvert fald lidt frihed på en dag, som ikke er livsfarlig. Får han lov, er etapen skræddersyet til Grossschartner, der viste puncheurevnerne i Suances under Vueltaen, og som er perfekt til en relativt kort powerstigning, hvor procenterne er til at overse. Efter den ringe start har han vist god form både tirsdag og torsdag, og det styrt, der sendte ham til tælling i går, var heldigvis helt uden konsekvenser. Grossschartner var god til at ramme udbruddene tre ud af tre gange i Alperne, og lykkes det igen denne gang, er han så hurtig og kraftfuld, at han ligner et fremragende bud.

 

Endnu mere i tvivl er jeg med Ruben Guerreiro. Etapen skriger på, at han går i udbrud, for med sit gode punch er han skabt til denne finale. Problemet er bare, at han indtil i dag har holdt sig til i klassementet, og spørgsmålet er, om tidstabet er stort nok. Han var klog at vente på den punkterede Hugh Carthy i dag, og det betyder, at han har tabt 5.49, men det er så lidt, at det ikke er noget ønskescenarium for FDJ at se ham gå i udbrud. Han er dog ikke livsfarlig, og kører udbruddet først på stigningen, kan det være en nødvendighed at lade ham stikke af. Vi så i hvert fald i gårsdagens indledning, at Carthy gav ham lov til at prøve, så hvis FDJ også gør det, er det en uhyggeligt god afslutning for sidste års bjergkonge og etapevinder.

 

Alberto Bettiol fik ødelagt sit forår af en januar med sygdom, men fortalte inden løbet, at han var klar. Det skal jeg lige love for, at han er, for i tirsdags leverede han sit livs klatrepræstation. Han havde blikket rettet mod den lyserøde trøje, som han i går jagtede med et sent angreb, men da det glippede, smed han sit klassement. Derfor har han nu masser af frihed, men spørgsmålet er, om han prøver. Normalt ville denne etape nemlig være for svær, og i går understregede han også igen, at det er grusvejsetapen, han venter på. Det burde dog ikke afholde ham fra at prøve her, og hvis han klatrer som i tirsdags, har han i hvert fald en reel chance for at vinde også på en stigning som denne. Han er som bekendt en god puncheur, der er svær at slå i en spurt, men jeg vil måske tro, at han kommer lidt til kort mod mere klassiske klatrere. Hans fordel er dog, at det flader ud over de sidste 500 m, og derfor kan det sagtens lade sig gøre.

 

Jeg kunne også godt have lidt fidus til Koen Bouwman, Med George Bennetts kollaps er Jumbos prioriteter ændret, og selvom Tobias Foss nu kører klassement, er der helt sikkert meget mere frihed nu. Bouwman er enormt svingende, men finder altid formen til Giroen, hvor han altid synes at klatre bedre, end man venter. Det gjorde han også i går, hvor han slæbte en forfrossen Bennett i mål, og det vidner om, at han står stærkt, hvis han rammer udbruddet. Som vi ved fra blandt andet hans Dauphiné-etapesejr eller spurter i Tour of the Alps, er han nemlig ganske hurtig, og derfor burde denne eksplosive finale være guf for Bouwman, der som bekendt også var meget tæt på at vinde i en lignende afslutning i 2018, indtil en vis Richard Carapaz kom blæsende bagfra. Med samme form kan han bestemt gøre det færdigt denne gang.
 

Det burde også være en næsten perfekt afslutning for hurtige Gianluca Brambilla, der genfandt lidt af sin tidligere hurtighed i Tour of the Alps. Desværre har hans form været skuffende hidtil. Han har ikke siddet meget hos kaptajnerne de seneste dage, og han forsøgte sig slet ikke i går. Desværre er Brambilla så svingende, at det straks vækker bekymring, men det er trods alt ikke længe siden, han endte som nr. 9 på Alpernes kongeetape. Den form kan umuligt være helt væk, og finalen er heller ikke så svær, at han skal have samme form som sidste år for at vinde. På de sidste 500 relativt lette meter er der i hvert fald ikke mange, der slår ham i en spurt.

 

Jeg pegede på Gorka Izagirre forleden, og det vil jeg gøre igen. Ganske vist er han kommet lige så skidt fra start, som det lidt for ofte sker for ham, men som vi ved fra blandt andet Formigal-etapen i seneste Vuelta, finder han og brormand altid dobbelt niveau, når de er i rette udbrud. Nu er spørgsmålet, om Aleksandr Vlasov giver ham lov, og det er jeg desværre i tvivl om. Vi så nemlig ikke meget til Astana i angrebene i går, men som sagt er denne etape langt mindre farlig for klassementsrytterne. Astana har før givet plads til udbrydere, som da Pello Bilbao vandt i skyggen af Miguel Angel Lopez’ sejrsdrømme i 2019, og det er den frihed, Izagirre måske kan gribe. Finalen er i hvert fald ganske fornuftig for ham. Stigningen er måske lidt lang, men ikke uoverkommelig, og han er hurtig i en stigende spurt.

 

Jeg vil også nævne Andrea Vendrame. Finalen kan være lidt for svær, hvis han er oppe mod rigtige klatrere, men vi skal ikke glemme, at han i 2019 formentlig havde vundet en hårdere finale, hvis ikke han havde haft defekt til allersidst. Det vidner om, at det er inden for mulighederne, og hans kørsel i tirsdags vidner om, at styrtet fra Coppi e Bartali ikke har ødelagt hele hans form. Også han bliver meget svær at slå i en spurt på de sidste 500 m, og udfordringen bliver at hænge på indtil da. Det kan blive svært mod de stærkeste klatrere, og modvind havde gjort det nemmere. Umuligt er det dog ikke, hvis han klatrer som i 2019, og derfor kan det godt blive til den Giro-etapesejr, der komme før eller siden

 

Jeg er vel også nødt til at nævne Filippo Fiorelli. Italieneren er ganske vist kendt som en halvholdbar sprinter, og han havde da også annonceret sine forbedrede klatreevner, men det var alligevel temmelig chokerende, at han klatrede så godt i tirsdags. Den præstation var dog så meget ved siden af det, han ellers har leveret - bare se på mandagens resultat - at jeg vil se en gentagelse, før jeg tror det. Med sin gode spurt burde han dog i en betydeligt lettere finale have en chance, i hvert fald hvis gruppen har den rette sammensætning. Spurten kan vi ikke tage fra ham.

 

Det kan vi heller ikke med Patrick Bevin, men får han lov? Det tvivler jeg lidt på, når nu Dan Martin er så velkørende, men omvendt fik De Marchi jo sin chance forleden på en for Martin meget farligere etape. Det taler for, at Bevin måske kan gøre det samme, selvom han er Martins vigtigste mand, og det er slet ikke en ringe finale for ham. Også for ham gælder, at han kan være oppe mod lidt for stærke klatrere, men hans suveræne kørsel i Baskerlandte og Romandiet giver håb. Den ringe enkeltstart og sygdommen i Schweiz synes stille og roligt at være glemt, for i går var han uhyre stærk, da han kort inden sidste stigning bragte Martin, der - selvfølgelig - var styrtet, tilbage til feltet. Det vidner om hans tårnhøje niveau, og med baskiske ben kan han godt vinde også på lang en stigning, hvis bare han kan overleve, indtil den flader ud, og herefter spurte sig den store sejr, han har fortjent.

 

Lidt i samme boldgade er Quinten Hermans, men også for ham gælder, at etapen kan være for svær. Belgieren imponerede dog med en 20. plads i Amstel, en 14. plads i Fleche og en 36. plads i Liege, og det giver et håb. Liege er måske bevist på, at så lang en stigning bliver for meget, men også kørslen i Baskerlandet giver håb. Modvind havde også hjulpet ham, men med den rivende udvikling, han har haft, kan han måske også vinde i medvind. Spurten på toppen kan vi i hvert fald heller ikke tage fra den nyeste af sportens crosskometer.

 

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Alessandro Covi. Min fornemmelse i Romandiet og på de første etaper er, at han er for formsvag efter den skade, der kostede klassikerne. På den anden side er han så stort et talent og så hurtig i en puncheurspurt, at vi vel må åbne døren for ham. Måske er han mere puncheur end klatrer, men han klatrede trods alt godt nok til i 2019 at blive nr. 4 i Baby-Giroen. I det lys bør også denne afslutning være inden for rækkevidde. Mest af alt tror jeg nok desværre, at han vil være oppe mod for stærke klatrere til det nuværende niveau, men hans spurt og potentiale gør ham interessant.

 

I selvsamme udgave af Baby-Giroen endte Einer Rubio som nr. 2, men siden dengang har der ikke været meget at komme efter. Colombianeren viste dog glimt af klassen to gange i den seneste Giro, og nu har han endelig fundet form i år. Han blev en flot nr. 5 i Asturien inden løbet, og senest blev han en stærk nr. 20 i går. Jeg er bange for, at finalen her er lidt for let for en klatrer som ham, især fordi han ikke er specielt spurtstærk, men han har dog vist så meget punch, at han i den rette gruppe bør kunne vinde. Movistar har også formstærke bud i Antonio Pedrero , der dog mangler spurt og punch, samt Davide Villella og Dario Cataldo, der begge er halvhurtige, men formentlig vil være overmatchet af bedre folk.

 

Det punch har Harm Vanhoucke mere af, som vi så blandt andet på 3. etape i Catalonien, men til gengæld har han ikke Rubios form. Den uhyre svingende belgier har været helt væk de første dage og klaget over dårlige ben, og de kommer for ham sjældent, når de først er blevet dårlige. Han var dog meget insisterende i sine angreb i går, og det viser, at han i hvert fald vil prøve. Finalen er ikke ideel, men ikke umulig for ham, men det kræver, at han har de ben, han endnu ikke har haft. Lottos klassementsmand Kobe Goossens har nok større chance for at ramme udbruddet, efter at han er blevet rask. Formen var der i hvert fald i Romandiet, men han har ikke rigtigt punchet til at vinde i denne finale.

 

Kan George Bennett rejse sig? Har Jumbo ret i, at det bare var kulden, der ramte ham, er det vel ikke umuligt, at han nu er klar. Jeg vil stadig tro, at han skal slikke lidt sår og vente på bedre dage, men det er ikke umuligt, at han er frisk på at give den et skud. Han har tabt nok tid til, at han kan få lidt frihed i hvert fald, men til gengæld er finalen ikke god for ham. På den anden side burde han jo være i flyvende form, og han har forbedret sit punch ganske betragteligt, som vi så, da han vandt i Piemonte sidste år. Hvis varme og tørvejr skaber de håbede mirakler, kan Bennett vel godt være så god, at han kan vinde i denne finale.

 

Jeg må også nævne Ag2r-duoen bestående af Geoffrey Bouchard og Tony Gallopin. Bouchard bekræftede i går sin storform, men desværre blev han så kold, at han slet og ret gav op. Det gør han heldigvis ikke i morgen, og chancerne for, at han rammer udbruddet må antages som gode. Selvom han før har vundet bjergtrøjen i Vueltaen og derfor godt kan spurte lidt, er han dog ikke just skabt til denne finale, hvor det er svært for ham at vinde. Den manglende fart har til gengæld Gallopin, der heldigvis er i bedring efter sine mange styrt, men jeg synes, at han har manglet så meget, at jeg tvivler lidt på ham, selvom finalen i teorien burde være skræddersyet til ham.

 

Man må vel også nævne Alessandro de Marchi igen. Ligesom Bevin kan han blive låst af Martin, nu hvor han ikke længere kan køre sig i trøjen, men han er så aggressiv, at han er svært at holde tilbage. Til gengæld frygter jeg, at stigningen er for let og kort til, at han kan komme alene væk, og det er nødvendigt, hvis han skal vinde. Omvendt var han så skræmmende stærk forleden, at det i den rette gruppe må være muligt.

 

Er det muligt for Matej Mohoric at vinde? Logikken siger vel nej, men det var svært ikke at være imponeret af ham i går. Han er trods alt kørt i top 5 i Liege, og selvom det mest skyldtes hans nedkørsel, viser det, at han kan klatre. Hans Vuelta-etapesejr blev også opnået på en stigning, der vel minder meget om denne, og det viser, at han har en chance i den rette gruppe. Måske vil han skulle bruge et lille forspring inden stigningen, men hvis nogen kan sikre sig et sådant, er det vel Mohoric.

 

Endelig vil jeg pege på Jhonatan Narvaez. Ineos tror så meget på Bernal, at de ikke ser ud til at leve op til løftet om offensiv kørsel, men da der i går kørte en stor gruppe, sendte de kontrollanter med. Det kan de meget vel gøre igen, og her er Narvaez en indlysende kandidat. Sker det, kan han måske endda sidde på hjul det meste af dagen og herefter være helt frisk til finalen. Den er i hvert fald skræddersyet til den fremragende puncheur. Formen efter styrtet i marts har også været overraskende god, men om den er god nok, har han måske stadig til gode at bevise.

 

Hvis ikke det går galt for FDJ, tror jeg ikke, at top 26 får lov at gå i udbrud. Lorenzo Fortunato, Jhonatan Caicedo, Michael Storer, Nelson Oliveira, Victor Lafay, Simone Petilli og Nicolas Edet synes alle relativt formstærke og er gode udbrudskandidater, men jeg har svært ved at se dem vinde. Hvis Bora skal have en mand afsted, skal det nok være Grossschartner, mens Matteo Fabbro nok skal blive hos Buchmann og vente på bedre muligheder. Jeg kunne godt have fidus til hurtige Nicolas Roche, der passer udmærket til stigningen, men DSM har hidtil været helt uden den store aggression, og min fornemmelse er ikke, at ireren er flyvende. Deceuninck kan måske sende kontrollanter afsted, og det kunne måske åbne døren for Mikkel Honoré, men mest af alt tror jeg, at de samles om Remco Evenepoel. Tilsvarende synes BikeExchange at være meget samlet om Simon Yates, som de plejer. Thomas de Gendt synes i bedring, men virker stadig formsvag, og Clement Champoussin synes at være i et dybt hul, ligesom finalen ikke passer ham. Både Natnael Tesfatsion og Enrico Battaglin kan afslutte, men de vil formentlig være overmatchet af bedre klatrere, og hurtige Matteo Jorgenson og Valerio Conti synes helt ude af form. Klatrere som Eduardo Sepulveda, Giovanni Aleotti, Jefferson Cepeda, Chris Hamilton, Giovanni Carboni, Edward Ravasi, Jan Hirt og Remy Rochas kan næppe gøre det færdigt i denne finaletype med det nuværende niveau. Det kunne Fabio Felline måske i topform, men han har desværre ikke virket helt skarp i dette løb. Etapen burde være god for Luis Leon Sanchez, men min fornemmelse er, at han lige nu er helt låst som Vlasovs bodyguard. Endelig kunne jeg meget godt tænke mig at se, hvor langt hurtige Gianni Vermeersch kunne komme, men selvom han er uprøvet i dette terræn, bærer hans kørsel præg af, at en sådan stigning er for lang.

 

Sker det usandsynlige, at UAE eller Israel SUN skaber samling - måske fordi udbruddet tvinger FDJ til kort snor - vil jeg tro, at vi får en eller anden form for spurt. Som sagt er Bernal, Ciccone og måske Martin kandidater til at forsøge sig, og jeg tror også, at der med medvind kan opstå nogle mindre huller, men det bliver næppe en solosejr. Mest tror jeg på hårdt Deceuninck- eller Ineos-tempo efterfulgt af nogle angreb og en spurt. Her tror jeg nok mest på Dan Martin, men ofres han ikke som hjælper, synes Joao Almeida at være kommet sig nok til at kunne vinde. Det samme kan Egan Bernal, der senest i går viste sine afslutterevner, men han hæmmes af den fladere afslutning. Hvis ikke han ofres, kan Ineos i stedet bruge Gianni Moscon, der meget vel kan hænge på hele vejen, og han er måske nok en mere sandsynlig vinder end Bernal. Diego Ulissi bør også have en fin chance for at sidde med, men jeg er ikke stensikker på, at formen rækker hele vejen. Det gør den helt sikkert for Giulio Ciccone, der jo er blevet ganske hurtig, men om han kan slå eksempelvis Martin, er jeg lidt i tvivl om. Det samme gælder for Davide Formolo, der er en god puncheur, men som er oppe mod hurtigere folk, når den flader ud. Et bedre bud er nok den hurtigere Nick Schultz, der vel nok kan få sin chance, hvis han hænger på. Man kan vel heller ikke udelukke, at hurtige Felix Grossschartner kommer med op. Remco Evenepoel viste på 2. etape forbedret hurtighed, men det vil trods alt undre mig, hvis han vinder. Det samme gælder for Simon Yates, Damiano Caruso og Pello Bilbao, der alle er hurtige, men næppe hurtige nok. EF kan måske også få Alberto Bettiol med op, men jeg tvivler på, at han har den fornødne fart, og det samme gælder for ellers hurtige Ruben Guerreiro. De øvrige klassementsryttere skal bare holde sig til.

 

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Bauke Mollema, Felix Grossschartner

Outsidere: Alberto Bettiol, Ruben Guerreiro, Koen Bouwman, Gianluca Brambilla, Gorka Izagirre

Jokers: Andrea Vendrame, Filippo Fiorelli, Patrick Bevin, Quinten Hermans, Alessandro Covi, Einer Rubio, George Bennett, Harm Vanhoucke, Geoffrey Bouchard, Matej Mohoric, Tony Gallopin, Alessandro de Marchi, Jhonatan Narvaez

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Dan Martin, Joao Almeida, Gianni Moscon, Diego Ulissi, Egan Bernal, Nick Szhultz, Felix Grossschartner, Giulio Ciccone, Remco Evenepoel, Alberto Bettiol, Ruben Guerreiro

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Diego Ulissi
Bauke Mollema, Felix Grossschartner
Alberto Bettiol, Ruben Guerreiro, Koen Bouwman, Gianluca Brambilla, Gorka Izagirre
Andrea Vendrame, Filippo Fiorelli, Patrick Bevin, Quinten Hermans, Alessandro Covi, Einer Rubio, George Bennett, Harm Vanhoucke, Geoffrey Bouchard, Matej Mohoric, Tony Gallopin, Alessandro de Marchi, Jhonatan Narvaez
Dan Martin, Joao Almeida, Gianni Moscon, Egan Bernal, Nick Schultz, Giulio Ciccone, Remco Evenepoel, Nicolas Roche, Matteo Fabbro, Jhonatna Caicedo, Simone Petilli, Kobe Goossens, Lorenzo Fortunato, Mikkel Honoré, Thomas de Gendt, Natnael Tesfatsion, Luis Leon Sanchez, Fabio Felline, Gianni Vermeersch

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Acht van Bladel(2.1) 25/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR