Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 8. etape af Paris-Nice
16. marts 2019 18:45Foto: A.S.O.

Daniel Martinez viste med en gennembrudssejr på kongeetapen i Paris-Nice, at der ikke er grænser for, hvor mange klatretalenter colombianerne kan producere, men det er nu en anden sydamerikaner, der står til at tage den samlede sejr. Egan Bernal bekræftede sin tårnhøje klasse med en overbevisende indsats, der bragte ham i førertrøjen, men selv ikke han kan vide sig sikker inden sidste etape i bakkerne omkring Nice, der nu tre år i træk har bragt løbets førende rytter i store vanskeligheder.

Ruten

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smukke omgivelser i regionen. Som vanligt afsluttes etapen med en lang nedkørsel til Nice, hvor man for tredje år i træk - i lyset af det tragiske terrorangreb i byen 14. juli 2016 - har flyttet afslutningen væk fra den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne finale har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på de seneste tre års drama, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, og hvor Marc Soler sidste år med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise. I år har man ligesom i 2018 lagt en ny stigning ind efter det klassiske afslutningsbjerg Col d’Eze i et håb om herved at kunne skabe større udskilning end tidligere. Faktisk var man tilsyneladende så begejstrede for sidste års drama, at man har valgt helt at kopiere 2018-ruten.

 

Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 110 km ligesom sidste år endnu kortere end vanligt. De første ca. 80 km er helt de samme som i 2017. Eneste ændring er, at man denne gang ikke kører ned til Nice til slut for at køre op ad Col d’Eze fra den klassiske side. I stedet kører man op over toppen fra den modsatte side, hvor stigningen er langt kortere, inden man kører ned til Nice for at slutte løbet med den nye stigning, Col des Quatre Chemins, der ligger tættere på mål, end Col d’Eze gjorde på den klassiske etape.

 

Fra starten i Nice bevæger man sig ad den flade kystvej mod sydvest ud af byen, inden man sætter kursen mod nord og ind i landet. Her begynder det at stige, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%) efter 20,5 km kort før byen Levens, hvor den første indlagte spurt kommer bare 3,5 km senere. Der er tale om en jævn opkørsel uden stejle passager. Herfra bevæger man sig i småkuperet terræn mod sydøst frem til kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der har top efter 36,5 km, ligeledes er helt jævn og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel. Den leder direkte til bunden af kategori 2-stigningen Col de Calaison (6,3 km, 4,5%), hvis top kommer ved 51 km-mærket, og som aldrig bliver stejl. Herfra fortsættes mod nord af en nemmere nedkørsel, inden man igen sætter kursen mod syd på et af de få fladere stykker på etapen.

 

Den absolutte finale ventes at blive indledt, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens vanskeligste udfordring. Særligt den nedre del med 3 km med stigningsprocenter på 7-9 er vanskelig, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid med hele 32,5 km til mål, og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel mod syd og sydvest og Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.

 

Efter 78,5 km passerer man den sidste spurt i La Turbie, inden man kort efter forlader kystvejen for at køre op over kategori 1-stigningen Col d’Eze (1,6 km, 8,1%), der altså denne gang angribes fra sydøst og ikke som vanligt fra sydvest, og som herfra er kort men meget stejl med 10,1% over de sidste 700 m. Toppen kommer med 26,5 km til mål, og herefter kører man via den gamle opkørsel mod sydvest ned til Nice. I stedet for at køre direkte frem til mål afslutter man imidlertid etapen med at køre en lille omgang på den nye rundstrækning. Den leder første mod nord og siden sydøst op over kategori 2-stigningen Col des Quatre chemins (5,5 km, 5,5%), hvis top rundes med bare 9 km igen. Den er stejlest i bunden, hvor den i over 2 km stiger med ca. 7%, inden den flader ud og byder på stigningsprocenter på knap 4 på de sidste 2 km.

 

Herefter rammer man igen den nedkørsel, der blev benyttet efter Col d’Eze, og som leder mod sydvest ned mod centrum af Nice. Denne gang fortsættes helt ind til mål, hvor nedkørslen slutter efter to hårnålesving og to skarpe sving med 1500 m til mål. Herefter vente en lille bakke, der fører op til den røde flamme. Denne gang fortsættes ikke helt ind på Promenade d’Anglais, da man i stedet ender på den nærliggende Quai des Etats-Unis. Det sidste skarpe sving kommer med 900 m igen på en lille nedkørsel, og derefter følger en blød kurve 300 m senere, inden man rammer den 6 m brede, næsten helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2132 højdemeter.

 

Sidste år blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David De La Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De La Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De La Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.

 

I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

 

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Trods løbets tilnavn ”Løbet mod Solen” har denne etape overraskende ofte været afviklet i regnvejr, blandt andet sidste år. Denne gang lever man dog op til navnet, idet der venter en ganske vist lidt skyet dag, men dog med visse solstrejf. Temperaturen vil nå 15 grader, og den kraftige vind er væk, da der nu blot vil være en let brise fra sydøst. Det giver sdeimedvind frem til toppen af første stigning og derefter sidemodvind indtil den sidste spurt. Herefter vil der være sidevind langs kysten og medvind på Col d’Eze. På den sidste stigning vil der først være sidemedvind og siden modvind, indtil man får sidevind på de sidste godt 5 km med sidemedvind på opløbsstrækningen

 

Analyse af 7. etape

Det vil være synd at sige, at det kommer som en overraskelse, at colombianerne kan klatre. Det er trods alt længe siden, at de første sydamerikanske pionerer satte verden i brand på de europæiske landeveje, og selvom man oplevede et ”formdyk” i en årrække, har det nu i mange år stået klart, at den colombianske magtovertagelse var nært forestående. Nairo Quintana og Rigobert Uran førte den nye generation af superklatrere an med sine første store resultater i begyndelsen af dette årti, og siden da er også Esteban Chaves og Miguel Angel Lopez slået igennem som etablerede grand tour-stjerner.

 

At der tilsyneladende ingen ende er på talentproduktionen, stod klart sidste år, da Egan Bernal med en WorldTour-debut, som kun sjældent er set, med ét etablerede sig som tidens mest lovende grand tour-rytter, og samtidig viste Ivan Sosa, at der allerede sidder en ny Bernal klar i sulkyen til at tage kampen op med sin landsmand allerede om kort tid. Lidt mere i skyggen stod Daniel Martinez, men med blandt andet en 3. plads i Tour of California gav også han prøver på et talent, der kan føre langt.

 

Det har derfor længe være klart, at en decideret colombiansk magtovertagelse kan være nært forestående, men at den skulle komme så hurtigt, må alligevel komme bag på de fleste. Dagens kongeetape i Paris-Nice må imidlertid have efterladt europæerne måbende tilbage, for den historisk hårde stigning Col du Turini endte med at blive en total colombiansk legestue, hvor det gamle kontinent ikke fik et ben til jorden.

 

Som så ofte før på en bjergetape blev det til to cykelløb i ét, da et stort udbrud på 39 mand tidligt kom væk, og da dagens to store favoritter, Miguel Angel Lopez og Simon Yates, der begge var kørt så langt agterud, at dagens sejr var det eneste tilbageværende mål, begge kom med, stod det hurtigt klart, at ingen havde interesse i at køre dem ind. Dermed blev det til en kamp om både etapesejr og samlet gevinst, og i begge opgør sad colombianerne totalt på flæsket.

 

I frontgruppen var alles øjne rettet mod Lopez og Yates, for nok havde særligt Giulio Ciccone og Martinez udmærket sig som nogle af de mest lovende talenter, men mod de to etablerede grand tour-stjerner burde de trods alt komme til kort. Da Yates efter flot forarbejde fra Mikel Nieve, åbnede ballet tidligt på stigningen, og kun Lopez kunne svare lignede det da også den duel, mange havde ventet forinden.

 

Sådan gik det imidlertid ikke. Martinez viste, at det ikke var uden grund, at han i efteråret 2017 med stærk kørsel i de italienske klassikere sikrede sig en kontrakt med EF, hvor han havde en ganske flot sæson på WorldTouren. Med en modenhed, der er sjælden hos en så ung rytter, undlod han at gå i panik, og sammen med den evige fighter, Nicolas Edet, sled han sig sikkert tilbage. Heller ikke da Lopez senere sneg sig væk og så ud til at være på vej mod en sikker solosejr, tabte han besindelsen, og igen sled han sig langsomt tilbage, inden han til slut kæmpede sig tilbage.

 

Længe sad man med følelsen af, at den kølige Yates havde situationen under kontrol, og han regnede vel også med at kunne gøre forskellen, da han med 2 km igen satte sit slangehug ind. Martinez gav ham imidlertid ikke en meter, og da han siden selv åbnede op, var det kun Lopez, der kunne svare. Herfra lå den til den hurtigere Astana-kaptajns højreben, men velvidende at han var slået på stregen, lagde EF-talentet et så hårdt pres på den sidste kilometer, at han til slut knækkede sin langt mere berømte landsmand.

 

Mange vil måske huske det som en lidet prangende udbrudssejr, men sådan er det langtfra. Martinez var nemlig oppe mod to ryttere, der begge dominerede i to grand tours i 2018, og som på forhånd var to af løbets bedste klatrere. Og da de samtidig havde vist glimrende form i årets første løb, siger det meget om Martinez’ potentiale, at han med en kombination af kølighed og brutal råstyrke kunne sætte dem begge til vægs.

 

Perspektiverne er endnu mere lovende, fordi Martinez kan noget, som Lopez, Quintana og Chaves ikke kan. Han kan nemlig også køre enkeltstart, hvilket han fornemt viste med en 5. plads på torsdagens helt flade rute samt et nyligt nationalt mesterskab. Dermed står det klart, at Jonathan Vaughters for en gangs skyld ikke har smurt for tykt på, når EF-chefen gentagne gange har lovprist sin guldfugl som værende en kommende grand tour-vinder. Der er ikke mange, der besidder Martinez’ alsidighed, og ved at slå Lopez og Yates i et direkte opgør har han vist, at gennembruddet kan komme langt tidligere end ventet.

 

For Lopez og Yates må der herske frustration, men de må ganske enkelt konstatere, at de var slået af en bedre rytter. Yates syntes både at køre klogt og kalkuleret, men til sidst var det benene, der manglede. Det er nu ikke svært uventet, for det er netop på de helt svære stigninger og dage med mange højdemeter, at han i hvert fald frem til 2018 havde sine begrænsninger. Dem har han tilsyneladende fortsat, i hvert fald når han formmæssigt endnu ikke er på 100%. Mere overraskende var det, at Lopez måtte se sig slået, for som ren klatrer var han skræddersyet til en knaldhård etape med lange stigninger og mere end 4000 højdemeter.

 

Fighteren Edet fortjener også applaus, ligesom det var berigende at se den ualmindeligt svingende Jonathan Hivert vise livstegn. Til gengæld var det en anelse skuffende, at stortalentet Ciccone ikke have mere at byde på, da han endelig fik chancen som kaptajn på en bjergetape for et WorldTour-hold. Og etapen blev desværre også endnu et søm i Sergio Henaos ligkiste, efter at colombianeren måtte sande, at heller ikke skiftet til UAE har kunnet bringe ham ud af det hul, han er havnet i.

 

Dermed blev han også det eneste malurt i et colombiansk bæger, der ellers var fyldt med champagne. Bag kampen om etapesejren var der nemlig også sydamerikansk opvisning, da fænomenet Bernal med endnu en overbevisende præstation reelt sikrede sig den samlede sejr i årets udgave af Løbet mod Solen. Og da etapen samtidig bekræftede den genfødsel af Nairo Quintana, som vi har kunnet iagttage gennem hele løbet, ligger alt nu til rette til, at det i morgen vel ende med dobbelt colombiansk øverst på podiet.

 

Bernal var nu ikke helt uheldig med at havne i en situation, hvor han kunne vinde. Sky begik nemlig en sjælden brøler ved at undervurdere gamle Philippe Gilbert, der på Turini viste sig at kunne opbyde mere modstand end forventet. Det tvang fænomenale Sosa, der til fulde bekræftede, hvorfor det stadig er åbent, om det er ham eller Bernal, der bliver colombiansk klatrekonge, til at glemme alt om Kwiatkowski og sætte et tempo, der ikke helt uventet knækkede den polske kaptajn, der trods alt stadig har begrænsninger i bjergene. Havde det ikke været for Gilbert, havde loyalitet betydet langt mindre aggressiv kørsel fra Sky, og så havde Kwiatkowski haft en chance for at hænge på.

 

Nu åbnede Gilbert imidlertid døren for Bernal, der nu ikke længere skulle udvise loyalitet, da Sosa med 1 km igen endelig var slidt op. Her kunne han endelig åbne op for den uudtømmelige pose af klatrepotentiale, og herefter faldt også et andet stortalent, Jack Haig, der som den eneste hang på indtil da fra. Til sidst var det kun Quintana, der kunne svare, men selv den colombianske veteran havde ikke overskud til at true den rytter, der formentlig overhaler ham i kampen om at blive den første sydamerikanske Tour-vinder.

 

Bernal står dermed nu på tærsklen til en stensikker samlet sejr i Løbet mod Solen, der som bekendt har for vane at afsløre de største talenter, som da en ung Alberto Contador sejrede i 2007. Dermed får han formentlig allerede i sin anden WorldTour-sæson en sejr i et af sportens historiske etapeløb, og den er langt mere lovende, end det på papiret ser ud til. Den blev nemlig kun i begrænset omfang vundet i dag i Bernals naturlige terræn, og i stedet blev grundstenen lagt i sidevinden og på den flade enkeltstart, hvor Sky-kometen viste, at han ikke bare er klatrer, men en alsidig guldfugl, der mestrer alt.

 

Quintana burde have gode chancer for at knække Gilbert på morgendagens bakker omkring Nice, og selvom den samlede sejr synes uden for rækkevidde, kommer han alligevel fra Frankrig med en 2. plads, der må føles som en sejr. Efter nogle sløje år har han nemlig fået den ene gang prygl efter den anden i cykeloffentligheden, men i denne uge har han rejst sig igen. Ikke blot har han vist, at han stadig kan matche Bernal i bjergene - og det siger altså ikke så lidt - han har også excelleret i både sidevind og på enkeltstarten. Nej, han har ikke Bernals enorme alsidighed, men igennem hele denne uge har Quintana kørt som den stjerne, han heldigvis stadig er.

 

Bag de colombianske stjerner knækkede den ene stjerne efter den anden. Nærmest var Haig, der efter i dag igen viser, at han må kunne gøre krav på mere end en skyggetilværelse bag Yates-brødrene og Chaves, for han ligner det mest seriøse bud på en kommende australsk grand tour-vinder, hvis det ikke lykkes for Richie Porte i karrierens efterår at tage den sejr, han fortjener. Til gengæld måtte mere etablerede navne som Romain Bardet og en overraskende svag Wilco Kelderman se sig sat til vægs, ligesom heller ikke Geroge Bennett, der ellers som klatrer står på tærsklen til noget stor efter et meget lovende 2018.

 

De tre havde utvivlsomt alle håbet på mere, især stabile Kelderman, der oplevede en meget sjælden krise. For andre stjerner var der mere opmuntring at hente i resultatet. Det gælder for Domenico Pozzovivo, der efter en svag sæsonstart endelig viser, hvorfor han i 2018 var bedre end nogensinde, samt ikke mindst Ilnur Zakarin, der trods nylig sygdom bekræftede, at han efter katastrofen i 2018 er på vej mod fordums styrke. Og Kwiatkowski kan egentlig også være fint tilfreds med sin indsats på en stigning, der allerede på forhånd så svær ud for en type som ham. I et andet år med mere almindelige Paris-Nice-stigninger havde han med sit høje niveau gjort arbejdet færdigt, men Turini var trods alt lidt for meget gearet mod rene klatrere.

 

Det blev også tydeligt, for de andre tunge drenge. Således måtte folk som Bob Jungels, Luis Leon Sanchez og Felix Grossschartner som forventet slippe på et bjerg, der allerede på forhånd så ud til at være for vanskelig. Derfor var det heller ikke uventet, at Dylan Teuns, der trods alt ikke er klassisk klatrer, gav fortabt.

 

Og netop fordi det var et ”rigtigt” bjerg, var det faktisk en god dag for værtsnationen. Måske led den nationale helt Bardet et nederlag, men supertalentet Valentin Madoas viste klassen på en stigning, der burde være fors vært. Også Rudy Molard og Lilian Calmejane, der heller ikke er klassiske klatrere, gjorde det fornemt. Og når vi nu er ved de franske hold, er det værd at bemærke, at den store brostensrytter Oliver Naesen blev nr. 33!!! Måske det er værd at holde øje med den tidligere belgiske mester i de store klassikere? Noget kunne tyde på det.

 

Disse eksplosive franskmænd ser alle frem til den klassiske sidste etape omkring Nice, hvor de finder terræn, der er mere til deres smag. Den historisk svære rute samt sidevinden har nemlig skabt tidsforskelle, man sjældent ser i Paris-Nice, og derfor burde der være et vist spillerum for de mange folk, der har blik på en etapesejr på en rute, der altid har vist sig svær at kontrollere. Med andre ord venter der en angrebsfest, hvor Lopez og Yates vil jagte revanche, og hvor franskmændene ser frem til at spille en hovedrolle.

 

Til gengæld ser det ikke ud til, at den samlede sejr kommer i spil. De sidste tre år har ellers budt på medrivende dramaer på netop denne etape, men når løbets bedste klatrer fører med en enorm margin og er bakket op af løbets stærkeste hold, synes kampen om den samlede sejr at være lukket land. For Sky og Bernal bliver der næppe samme krise for Thomas i 2016, for Henao i 2017 eller for Yates i 2018. For dem handler det blot om at fragte guldfuglen sikkert tilbage til havnefronten og lade de andre slås om etapesejren.

 

Og mon ikke colombianerne igen vil have et ord at skulle have sagt? Dagens colombianske legestue var i hvert fald ikke den sidste, vi kommer til at opleve.

 

Favoritterne

Som sagt har vi i de seneste tre år været vidner til et medrivende drama på denne helt klassiske sidste etape omkring Nice. I 2016 og 2017 var Alberto Contador uendelig tæt på at få skovlen under Sky og deres kaptajner Geraint Thomas og Sergio Henao, og sidste år lykkedes det som bekendt Marc Soler at knække Simon Yates. Historien viser derfor, at alt kan ske på denne sidste etape, og at ingen kan vide sig sikre, før stregen i Nice er krydset.

 

I år bliver vi dog næppe vidner til det samme drama. Modsat de foregående år har løbets førende, Egan Bernal, nemlig et ganske suverænt forspring, som selv burde være nok i en eventuel krise. Derudover er han modsat Henao og Yates en 100% stabil type, der kun sjældent har dårlige dage, som vi ofte ser det hos de to foregående års førende rytter inden sidste etape. Og i 2016 var Thomas fortsat i gang med at udvikle sig til klatrer, og derfor var heller ikke hans sammenbrud uventet.

 

Bernal var i dag så overbevisende, at det virker svært usandsynligt, at han kan knækkes på de trods alt relativt bløde bakker, vi ser i området omkring Nice. Samtidig er han bakket op af det klart stærkeste hold, hvor han med folk som Tao Geoghegan Hart, Michal Kwiatkowski og ikke mindst Ivan Sosa har masser af power til at kontrollere selv en etape, der historisk har kunnet knække selv de stærkeste mandskaber. Samtidig er tidsforskellene så enorme, at det kun er ganske gå folk, der skal holdes øje med, og derfor er britene i en sand luksusposition, hvor de kan tillade sig at lade et udbrud køre om sejren.

 

Derfor peger alt da også på, at det er netop det, der vil ske. Den eneste med en moderat chance for at true Bernal er Nairo Quintana. Han skal da nok forsøge sig med et angreb på enten Cote de Peille, dagens sværeste stigning, eller på de sidste bakker, men formentlig må han stille sig tilfreds med at få skovlen under Gilbert. Under alle omstændigheder er det ikke en etape, han kan vinde, og da Movistar ikke just har imponeret hidtil, er det svært at se, hvorfor det spanske hold skulle tage kontrol. For Sky handler det bare om at sikre sig trøjen, og det ligner derfor en dag, hvor et udbrud kører hjem.

 

Starten er knaldhård, og år efter år ser vi det samme scenarium. På de første stigninger kører en forrygende stærk gruppe af klatrere væk, og herfra ender det som regel som et udskilningsløb blandt dem. Det vil helt sikkert også ske denne gang, hvor der er så mange stærke folk, der har tabt tid, at vi med sikkerhed får et meget stort kongeudbrud.

 

Hvor meget Sky vil jagte bestemmes af forskellene i klassementet. Det er meget tænkeligt, at der i gruppen vil være folk fra top 20 i klassementet, og derfor kan de næppe lade dem køre langt væk. Det er dog svært at se, hvem der skulle have interesse og styrke til at køre dem ind, og med mindre Sky decideret tager sig en blunder og decideret lader en toprytter fra klassementet køre væk, vil de være fint tilfredse med ikke at havne i samme dumme situation som i dag med Gilbert. Kun Astana og Mitchelton vil kunne have styrke til at hente et superudbrud, men de vil formentlig begge have folk med i front. Der skal nok blive kørt lidt klassement længere tilbage, men etapevinderen vil formentlig køre væk sammen med udbruddet på en af de første stigninger.

 

I sidste ende må udbruddets stærkeste afgøre det i finalen. Stigningerne er ikke de vanskeligste, men de mange højdemeter plejer at gøre det knaldhårdt. Ikke mindst i et år, hvor nogle af de bedste klatrere formentlig vil finde vej til udbruddet, skal man køre fremragende opad for at gøre sig gældende. Derudover er et god punch på de ret eksplosive stigninger at foretrække, ligesom en god spurt naturligvis heller ikke er at foragte.

 

Det får os til at pege på Valentin Madouas som vores favorit. Den franske komet er måske endnu ikke et stort navn i sporten, men det er blot et spørgsmål om tid. I sin første sæson viste han allerede stort potentiale, ikke mindst mod slutningen af sæsonen, og i år synes han at have lagt et lag på. Han kørte fremragende i de hårde løb i Ardeche og Drome, hvor han begge gange blev nr. 2, han viste stor styrke med angrebet i finalen på 4. etape, og i dag forsvarede han sig fornemt på en stigning, der ellers burde være for lang.

 

Madouas er ganske vist kun 4 minutter efter i klassementet, men Sky vil næppe frygte ham. De andre stærke hold vil næppe heller være voldsomt bekymrede, og med den form, han hidtil har vist, bør han stærk i terræn, der virkelig passer ham. Han har punch og samtidig viste han så sent som i Ardeche, at han er hurtig i en flad spurt. Med andre ord er det en perfekt etape for supertalentet, så vi vover pelsen og satser på, at han tager karrierens anden sejr på den helt store scene.

 

En anden god kandidat er udbryderkongen Lilian Calmejane, der sammen med Madouas angreb i finalen i onsdags. 2018 var et skidt år for vinderen af etaper i både Touren og Vueltaen, men i år har han været tilbage. Særligt sejren i Ardeche, hvor han kørte fra folk som Bardet og Pinot over toppen på den sidste stigning viste hans klasse, og i dag gjorde han det også flot på en stigning, der ikke passer ham. Han har tabt tilstrækkeligt med tid til at få frihed, og det er så sikkert som amen i kirken, at evigt aggressive Calmejane skal i offensiven. Terrænet passer ham, formen er god, og han kan spurte. Med andre ord har han hele pakken.

 

Dagens etape blev en lille nedtur for Simon Yates¸ men mon ikke han er frisk på at gøre et nyt forsøg. Hans sejr på enkeltstarten viste, at formen er god, og i virkeligheden passer dette terræn har vel bedre end en bjergetape med 4500 højdemeter. Han er helt sikkert motiveret efter at få revanche efter sidste års nederlag, og hvad ville være bedre end at tage en sejr? Rammer han udbruddet, bliver han svær at følge på de sidste stigninger, men spørgsmålet er, om de er svære nok. Han er relativt hurtig, men i en flad spurt er der bedre afsluttere end ham, og derfor skal han formentlig bruge sit punch til at køre alene væk.

 

Mon ikke også Miguel Angel Lopez skal have revanche? Colombianerens muligheder er dog mindre på en rute som denne, hvor han mangler sine lange stigninger. Det ændrer dog ikke på, at han burde finde vej til udbruddet med så hård en start, og stigningerne har historisk vist sig svære nok til, at klatrere kan gøre forskelle. Formen er god, men til gengæld skal han også alene hjem, for selvom han har punch i en stigende finale, har han ikke samme styrke i en flad spurt.

 

Det var ikke helt uventet at se Dylan Teuns komme til kort i dag. Lange stigninger er nemlig ikke den naturlige spidskompetence, og han er langt mere komfortabel i terræn som dette. Faktisk er dette ardennerterræn perfekt for en klassikerspecialist om Teuns, der nu har tabt tilstrækkeligt med tid til at kunne få frihed. I Omloop viste han, at formen intet fejler, og han har det rette punch til at være blandt de bedste i et udbrud. Han kan også spurte til husbehov, men en flad afslutning er ikke ideel for ham.

 

En anden spændende kandidat er Felix Grossschartner, der er en anden stor rytter, som havde det svært i dag. Dette terræn burde dog passe ham bedre, og nu har han tabt tilstrækkeligt med tid til at få frihed. Der er folk, der klatrer bedre end ham, og han kan i et udbrud få problemer med at hænge på. Til gengæld har han en fin spurt og er i glimrende form.

 

Kan Daniel Martinez gøre det igen? Tja, efter dagens opvisning er der vel intet til hinder for, at det skulle ske, hvis han kan finde motivationen igen. Afslutningen er ikke ideel for ham, men han er åbenlyst en af de bedste klatrere, og han har tabt masser af tid. Han vinder ikke en spurt, men han er god nok til at køre alene hjem i en finale, hvor det trods alt ikke er umuligt.

 

Ion Izagirre har haft et skuffende løb, men mon ikke han i morgen skal ud at vise sig frem? Vi ved trods alt, at formen ikke er dårlig for en mand, der blev nr. 2 i Ruta del Sol og vandt samlet i Valencia. Terrænet her passer ham udmærket, ikke mindst fordi han også er en fabelagtig nedkører og har power på det flade. Han har i hvert fald den rette alsidighed. Han er måske ikke verdens hurtigste, men han kan afslutte til husbehov, og han og Lopez kan måske havne i en situation, hvor de kan spille spillet og angribe på skift.

 

En anden rytter på revanchejagt er Wilco Kelderman. Desværre har han nu skuffet konsekvent de sidste dage, og formen virker derfor ikke til at være i top. Alligevel er han så god en rytter, at han burde kunne gøre sig gældende, hvis han kan finde moralen. Han er i hvert fald tilstrækkeligt alsidig med et fint punch i dette terræn, og han har også en hæderlig spurt.

 

Taler vi om spurt, er det naturligt også at pege på hurtige Patrick Konrad, der er som skabt til denne etape. Desværre virker østrigeren til at være helt ude af form efter styrtet i Algarve, og selv hvis han rammer udbruddet, tvivler vi på, at han kan hænge på. Alligevel kan man håbe, at han kan rejse sig, for kommer han med de bedste hjem, er han meget svær at slå på strege. Præcis det samme kan siges om hurtige Tony Gallopin, for hvem etapen er perfekt, men som også virker til at være langt fra sin bedste form.

 

Vi har også lidt fidus til Cyril Gautier. Den lille fighter har været godt kørende i år og ligger faktisk endda nr. 18 i klassementet. Også han er med sikkerhed en mand i offensiven, og terrænet passer ham. Han vil formentlig være oppe mod bedre klatrere, men med sin fine spurt har han muligheder.

 

Giulio Ciccone skuffede i dag, men han er en fighter, der aldrig giver op. Derfor vil han sikkert forsøge igen, men terrænet her er lidt for let for en ren klatrer som ham. Omvendt har han faktisk vist, at han godt kan afslutte, som han gjorde det i både Haut-Var og Giro dell’Appenninno, og det giver ham trods alt en chance på en rute som denne.

 

Og så er der Matteo Trentin? Kan europamesteren overraske igen? Terrænet burde være for hårdt, men med ham tør man aldrig udelukke noget. Han har imponeret i år og vil sikkert forsøge at køre med i udbruddet. Her vil han nok komme til kort, men klatrer han som i Murcia, skal man aldrig sige altid. Det vil ikke være en stor sensation, hvis Trentin kan vinde en etape som denne.

 

Thomas De Gendt vil sikkert koncentrere sig om bjergtrøjen, og vi har svært ved at se spurtsvage folk som Domenico Pozzovivo, Tejay van Garderen eller Alessandro De Marchi vinde denne etape. Terrænet er heller ikke ideelt for Amaro Antunes eller Marc Soler, der også er i skuffende form. Rudy Molard, Luis Leon Sanchez og Bob Jungels får næppe lov at køre af Sky, og Julien El Fares, Elie Gesbert, Jonathan Hivert og Nicolas Edet brugte formentlig for mange kræfter i dag. Endelig regner vi med, at Winner Anacona skal blive hos Quintana, så Gilbert kan sættes under pres.

 

Som sagt vil vi blive meget overraskede, hvis ikke en udbryder vinder etapen. Sker det ikke, sætter vi pengene på Michal Kwiatkowski. Han burde nok kunne klare disse stigninger, og mon ikke han kan slippe for at arbejde på så stærkt et hold? Selv hvis Quintana og Bernal kører væk på stigningerne, vil der formentlig ske samling, da Bernal ikke har interesse i at føre. Herefter kan Sky passende sætte Kwiatkowski op til spurtsejr i en gruppe, hvor det formentlig kun er folk som Sanchez eller Madouas samt måske Konrad og Calemjane, der vil kunne true ham.

 

Feltet.dks vinderbud: Valentin Madouas

Øvrige vinderkandidater: Lilian Calmejane, Simon Yates

Outsidere: Miguel Angel Lopez, Dylan Teuns, Felix Grossschartner, Daniel Martinez, Ion Izagirre

Jokers: Wilco Kelderman, Patrick Konrad, Patrick Konrad, Tony Gallopin, Cyril Gautier, Giulio Ciccone, Matteo Trentin, Michal Kwiatkowski

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense David De La Cruz’ sejre fra 2018 og 2017 samt Tim Wellens’ sejr fra 2016.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EM - Banecykling (Kvinder)(CCW) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

EM - Banecykling (Herrer)(CC) 16/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS