Optakt: 8. etape af Paris-Nice

Ruten

Det var meningen, at årets Paris-Nice skulle slutte på helt klassisk maner med den altid underholdende og meget kuperede etape omkring Nice, men sådan bliver det desværre ikke. De franske coronarestriktioner har i sidste øjeblik ført til en ændring, og den etape, der skulle have været så svær at kontrollere for Jumbo og Primoz Roglic bliver nu i stedet et for sloveneren helt ufarligt rundstrækningsløb omkring byen Levens. Til gengæld er ruten tilstrækkeligt kuperet til, at den er uhyre svær at spå om, og der er derfor utvivlsomt både udbrydere og stærke sprintere, der dømmer om en sidste chance i årets første store europæiske etapeløb.

Med en distance på bare 92,7 km er etapen endnu kortere end den oprindelige, og den afvikles som et rent rundstrækningsløb omkring byen Levens, hvor der skal køres tre omgange på en 36,2 lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret, hvorfor den reelle start går i byen Le Plan-du-Var, mens målet ligger i Levens.

Rundstrækningen indledes med en i første omgang ikke specielt teknisk nedkørsel, som leder mod sydvest, men som slutter med en uhyre kringlet det, indtil man når ned i dalen til byen Saint-Martin-du-Var. Herfra følger man en let stigende dalvej mod nord og siden nordøst igen byen Le Plan-du-Var, hvor den reelle start altså gives på første omgang. Der venter en lille, lidt stejlere bakke undervejs, inden det flader ud frem mod etapens nordligste punkt.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Her vender man rundt for at køre mod syd op ad dagens hovedudfordring, kategori 3-stigningen Cote de Duranus (3,9 km, 3,7%), der har to stejle kilometer med 5-6% i bunden, men derefter blot stiger med 2-4% frem mod toppen, der sidste gang passeres efter 84,3 km. Herfra resterer 8,4 km, der indledes med en enkel nedkørsel, som leder mod sydøst, inden man drejer mod sydvest op ad en bakke (1 km, 7,5%), der har top med 4 km til mål.

Her følger man en let snoet og let stigende vej mod sydvest og siden syd hele vejen ind til Levens, idet der fra toppen af bakken vindes beskedne 78 højdemeter svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 2. Den sidste kilometer er dog næsten flad med en stigningsprocent på bare 0,9. Der er ingen skarpe sving over de sidste kilometer, men vejen bugter sig konstant, herunder med to hårnålesving lige i rap på den sidste kilometer. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen, dvs. efter hhv. 20,2 km og 56,4 km.

Etapen byder på i alt 2006 højdemeter.

Levens har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Vejret

Løbet mod Solen slutter i solskin. Søndag bliver utroligt flot med en skyfri himmel og en temperatur på 15 grader. Til gengæld vil det igen være blæsende med en frisk vind (20-22 km/t) fra nordvest. Det giver sidevind på stort set hele rundstrækningen. Der vil dog være sidemedvind på Duranus og sidevind efter toppen, indtil man får sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Analyse af 7. etape

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde Primoz Roglic for et monster. Jeg kan heller ikke helt huske, hvad min præcise bevæggrund var, men prædikatet kom bare naturligt. Der var nemlig noget nærmest skræmmende over den måde, sloveneren dominerede på, særligt fra begyndelsen af 2019, hvor han begyndte at vinde i nord, syd, øst og vest, og hvor hans uhyggelige alsidighed og evige sejrssult, at det nærmest var en sensation, når han ikke gik i top 10 eller endda top 5 på en etape, der ikke endte i enten en massespurt eller blev vundet af et udbrud.

Sjældent har betegnelsen dog været mere rammende end i dag. Man fornemmer i hvert fald, hvordan stakkels Gino Mäder må have rystet i bukserne, da han bare få hundrede meter fra toppen af Valdeblore La Colmiane-stigningen kiggede bagud og fik det syn, som enhver cykelrytter må frygte allermest. Ud af det lille favoritfelt blæste nemlig et gult monster med en glubsk sult, som kun han kan mønstre, og man forstår, hvis stakkels Mäder nærmest begyndte at træde firkantet mere af skræk end af træthed. Mod stort set en hvilken som helst cykelrytter i denne verden ville Mäder med sine heroiske indsats nemlig allerede havde gjort arbejdet færdigt, og måske var der kun én ting på denne klode, der kunne berøve ham den gennembrudssejr, David Gaudu snød ham for på sidste bjergetape i Vueltaen.

Den ting var desværre et gult monster, og uheldigvis var det netop det gule uhyre, der kom blæsende og med en uhyggelig træfsikkerhed sørgede for at gå forbi den slukørede schweizer så tæt på stregen, at han formentlig havde vundet, hvis det var nok at sende en spytklat i forkøbet. Roglic var imidlertid ikke i sit nådige hjørne, og med det, der efterfølgende er blevet betegnet som urimelig grådighed, sikrede han sig karrieresejr nr. 50 på den mest dramatiske maner.

Var det så udtryk for grådighed? Måske. Men hvis ikke lysten til at vinde er drivkraften for al sport, bliver det svært at fastholde den som en del af underholdningsbranchen. Ingen har vel lyst til at få sejre forærende, og hvis Roglic vitterligt havde trukket i håndbremsen, havde det med ét devalueret den store triumf, Mäder ville have opnået.

I stedet for en lidt halvkedelig foræring blev vi nu vidner til en af årets mest spændingsmættede og omdiskuterede finaler, og vi undgik samme fornemmelse af fuser, som da Roglic på Los Machucos i Vueltaen i 2019 var i sit gavmilde hjørne og åbenlyst forærede sejren til vennen Tadej Pogacar. Dengang er det bestemt ikke umuligt, at Pogacar kunne have slået ham i spurten, men vi blev efterladt med en kedelig følelse af manglende forløsning, fordi han ikke engang fik lov at vise, at han kunne.

Tilsvarende husker jeg, hvordan Matteo Trentin i Vueltaen i 2017 blev sur på Chris Froome over, at briten forsvarede sin pointtrøje ved at deltage i massespurten i Madrid, så italieneren ikke fik den foræret. Det blev kaldt grådigt, men det bragte kun liv til en pointkonkurrence, der ellers alt for ofte er helt ligegyldig i det spanske løb, og hvem havde synes, at det var en værdig sejr, hvor Froome bevidst havde givet den til sin rival?

Selvfølgelig har vi alle en klump i maven og føler med stakkels Mäder, men måske har han vundet meget mere af det sportsligt korrekte udfald. I dag taler alle om, hvor flot han kørte, men var sejren blevet ham foræret, havde alle i stedet talt om Roglics enorme generøsitet. Som bekendt var det Marco Pantani, der vandt på Mont Ventoux i 2000, men i dag taler ingen om, hvor fornemt det var, at han fulgte suveræne Lance Armstrong. Nej, alle taler om den kontrovers, der fulgte i kølvandet på, at han fik sejren foræret af løbets hersker.

Og Mäders sejr skal nok komme. Det tog lidt tid, inden han kom i gang, men når man to gange inden for et halvt år er blevet nr. 2 på en stor bjergetape i et WorldTour-løb, kan man et og andet. Med sin kørsel i dag har Mäder cementeret sit potentiale, og mens han i går var et relativt ukendt talent i den brede offentlighed, er der i dag meget få cykelfans, der ikke ved, hvem han er - og helt sikkert flere, end hvis han ”bare” var kørt hjem til en almindelig udbrudssejr.

Det skabte også lidt spænding i et løb, der ellers meget vel kunne være blevet kedeligt. Ganske vist var Roglic ikke så skræmmende, som man kunne have frygtet, og man fornemmede endda kortvarigt lidt sårbarhed, da han i første omgang ikke kunne køre fra Maximilian Schachmann. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der ikke var skyggen af sårbarhed, for da han først åbnede for gassen, var han i den særklasse, alle havde ventet.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det var Jumbo til gengæld ikke. Igen i dag kneb det gevaldigt for hollænderne at kontrollere løbet, og for anden gang ud af to mulige blev Roglic isoleret i finalen. Det har vi ellers ikke været vant til i et 2020, hvor han bare kunne hægte sig på toget og spurte sig til sejr på toppen. Det har i den grad været livgivende for løbet at se Roglic være tvunget til at tage et initiativ, han i 2020 slet ikke havde brug for - og det har blot givet ham mulighed for at understrege, hvor stærk han egentlig er.

Det var dog fra uventet kant, at han fik sin modstand. Ganske vist lå det i kortene, at Maximilian Schachmann, der stadig udvikler sig med stormskridt, ville være endnu bedre end sidste år, men der var alligevel en uventet stor forskel på den Schachmann, der sidste år klatrede op ad præcis samme stigning, og den Schachmann, der i dag bød Roglic op til dans. For et år siden led han nemlig som et svin på vej op ad de ellers ret bløde skråninger, og han gravede dybere end nogensinde for ikke at miste trøjen til den offensive Tiesj Benoot.

I år var han helt anderledes oven på pedalerne, og selvom han denne gang ”kun” ender løbet som nr. 2, er det en langt stærkere Schachmann, der fuldender løbet, end den Schachmann, sejrede for et år siden. Det er i hvert fald lidt af en bedrift at se store Schachmann slå klatrere som Lucas Hamilton og Aleksandr Vlasov på et 16 km langt bjerg. Det er nye tider for den store tysker.

Det er det også for Hamilton, der definitivt har lagt sit 2020 bag sig og er tilbage på det spor mod verdenseliten, han var på i 2019. Igen i dag var australieren en af de allerbedste, og det er lidt af en skalp at slå Vlasov i en bjergfinale som denne. Naturligvis står det stadig klart, at Vlasovs form kun er i opbygning på vej mod Giroen, men dette løb gør Hamilton til et af de mest spændende navne at følge i det kommende år.

Modsat Schachmann kunne Benoot ikke helt nå samme højder som i 2020, men det er næppe udtryk for et lavere niveau. Feltet af klatrere har i år bare været langt stærkere, og faktisk fornemmer jeg snarere, at Benoot har klatret endnu bedre end for et år siden. Til gengæld har løbet også vist, at hans enkeltstart stadig er så stor en hæmsko, at det er lidt uforståeligt, at han holder fast i sit nye grand tour-projekt.

Andre kan også være tilfredse. Det er svært ikke at beundre store Dylan van Baarle, der kom til løbet som ren hjælper, men efter nedslagtningen af Ineos-stjerner greb muligheden og nok engang beviste, at han er en overraskende god klatrer. Også Harm Vanhoucke fortsætter med stille og roligt at blive en af de bedre klatrere, og Jai Hindley, der ellers ofte er langt fra formen, er overraskende god på dette tidlige tidspunkt at sæsonen, hvor han egentlig slet ikke havde ambitioner.

Til gengæld var det en møgdag for franskmændene. Den ellers så formstærke David Gaudu endte alligevel med at være for forslået efter sit styrt og kunne slet ikke følge op på de lovende takter fra februar. Guillaume Martin, hvis Cofidis-hold ellers tog så meget ansvar, må også sande, at hans ødelagte forberedelse stadig betyder, at han ikke har samme tårnhøje niveau som i marts. Pierre Latours overraskende gode form forsvandt hurtigt igen, Aurelien Paret-Peintre er stadig begrænset i bjergene, og Warren Barguil er som langsom starter stadig et stykke fra formen.

Andre skuffede også en anelse. Ion Izagirre er nok bedre, end han har været siden sejren i Baskerlandet i 2019, men han er stadig ikke den maskine i ugelange etapeløb, han engang var. Jack Haig synes stille og roligt at finde lidt form, men efter nu mere end et år med skuffelser synes han at være blevet overhalet af Hamilton i det australske etapeløbshierarki. Hans landsmand Ben O’Connor er bestemt meget bedre end for et år siden, men han kunne ikke helt leve op til løfterne fra løbene i februar. Og selvom han er meget bedre end i tiden hos Dimension Data/NTT, har Louis Meintjes stadig nogen vej at gå, hvis han atter skal blive top 10-rytter i grand tours.

Det bliver Sam Bennett naturligvis aldrig, og egentlig skal han ikke omtales i en analyse af en bjergetape. Denne gang er der dog al mulig grund til at gøre en undtagelse. Ireren har ellers brokket sig over, at han aldrig er lykkedes med at finde formen til Sanremo, men i år har han i den grad gjort en undtagelse. Dagens etape startede som lyn og torden på en kategori 2-stigning, hvor en byge af angreb førte til dannelsen af et 13-mandsudbrud bestående udelukkende af klatrestærke folk - og Bennett!!! Det er mildt sagt en vild præstation, der med ét fjerner al tvivl om, hvem der er storfavorit, hvis Milano-Sanremo for første gang siden 2016 ender i en spurt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Den spurt vinder Roglic ikke. Han deltager nemlig slet ikke i det italienske monument, men efter tre sejre på fire dage i tre vidt forskellige finaler sidder man næsten med fornemmelsen af, at han kunne, hvis han ville. Men selv et grådigt monster må holde lidt igen, når hovedmålet er at være frisk til sommerens Tour de France, hvor der er en bitter oplevelse, der skal viskes væk.

Noget tyder nemlig på, at den eneste måde, man kan få det sejrslystne uhyre til at spare sig, er slet og ret at holde ham væk fra konkurrence. Når han får et nummer på ryggen, er han nemlig glubsk, ustyrlig og måske også lidt grådig. Spørg bare Gino Mäder…

Favoritterne

Vi har vænnet os til, at sidste etape af Paris-Nice byder på drama indtil sidste sekund. Det var i hvert fald tilfældet i de vilde afslutninger i 2016, 2017 og 2018, men sådan bliver det desværre ikke i 2021. Nu er Primoz Roglic så suveræn, at han næppe havde været til at ryste under nogen omstændigheder, men med den ærgerlige ruteomlægning er klassementet nu på plads. Den nye rundstrækningsetape byder nemlig slet ikke på terræn, der før det muligt at skabe forskydninger i klassementet.

I stedet er et helt andet cykelløb, vi har i vente, men det betyder ikke, at det ikke bliver underholdende. Den nye rute er nemlig tilstrækkeligt kuperet til, at den kan blive pokkers svær at kontrollere og dermed vil være oplagt for udbrud, men stigningerne er også tilstrækkeligt lette til, at mange holdbare sprintere kan øjne deres chance. Det gør det til en ganske uforudsigelig størrelse, der kan gå begge veje.

Én ting er i hvert fald sikkert. Alle ved, at et udbrud har en chance, og da der ingen grund er til at spare sig til nogen mandagsetape, bliver det en vild og voldsom start. Det er ikke mange af de 137 tilbageværende ryttere, der ikke gerne vil i udbrud, og derfor vil der blive angrebet i øst og vest i den indledende fase. Det betyder også, at det meget vel kan tage lang tid, inden en gruppe kommer fri, og vi kunne meget vel komme til at se en gentagelse af situationen fra 6. etape, hvor det tog mere end en time, inden et udbrud etableres. Terrænet er nemlig ikke så svært som i dag, hvor de gode klatrere bare kørte væk på den første stigning.

Det betyder også, at distancen kommer i spil. Vi kan meget vel ende i en situation, hvor et udbrud slet ikke er kommet fri ved etapens midtpunkt, og hvis først vi kommer tæt på mål uden et reelt udbrud, vil flere sprintere kunne lugte blod. På et eller andet tidspunkt vil jeg tro, at elastikken sprænger, men hvis vi allerede kan tale om præfinale, før det sker, er det meget sandsynligt, at de end ikke vil få et minut, inden der indledes en vild jagt. Det kan dog også være, at et stort udbrud pludselig kommer væk allerede efter få kilometer, og hvis alle de vigtige hold er repræsenteret, kan det meget vel være, at de bare får lov at sejle væk.

Hvem vil forsøge at kontrollere etapen? Det mest spændende hold er Deceuninck. Hvis de vil vinde etapen med formstærke Sam Bennett, kan det blive meget svært at undgå en spurt. Hvis til gengæld de giver Remi Cavagna og andre lov til at køre offensivt, er chancen for en udbrudssejr betydeligt større, og jeg tror ikke rigtigt, at et udbrud holder, hvis ikke Deceuninck har en mand med.

De to andre interessante hold er BikeExchange og Cofidis, der må have ideer med hhv. Michael Matthews og Christophe Laporte. Jeg vil ikke helt afvise, at Matthews kunne finde på at spille på to heste og både jagte udbrud og en spurt, afhængig af om han kommer afsted eller ej, men mest af alt tror jeg, at begge de to hold vil forsøge at kontrollere etapen. Får de hjælp af Deceuninck, kan et udbrud få det svært, selvom terrænet og de meget snoede veje ikke er ideelt til en jagt.

Derfor tror jeg også mest af alt på, at der bliver samling. Der er nemlig også andre hold, der meget vel kan tænkes at jagte, hvis de misser udbruddet. Det gælder Qhubeka med Giacomo Nizzolo, Trek med Mads Pedersen og Jasper Stuyven, Lotto med John Degenkolb, UAE med Matteo Trentin og B&B med Bryan Coquard. Samlet set vil der næsten altid være så mange hold med en interesse i en spurt, at det peger i retning af samling, hvis ikke udbruddet er så stort, at de fleste af holdene har folk med - og det er bestemt ikke usandsynligt.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

En joker er den kraftige vind, der står i siden på det meste af rundstrækningen. I teorien er den stærk nok til at skabe splittelse, men min erfaring med terrænet omkring Nice er, at der er alt for megen læ. Jeg tror derfor ikke, at den ender med at spille en rolle, selvom potentialet burde være der.

Min konklusion er, at det kan ende både med en udbrudssejr og en spurt, men jeg hælder mest til sidstnævnte. En joker er dog både den stejle del af Duranus og den lille stejle bakke med 4 km igen. De er tilstrækkeligt svære til, at man kan køre væk, og jeg kan næsten ikke forestille mig, at eksempelvis Tiesj Benoot eller måske Maximilian Schachmann vil forsøge et angreb her. Problemet er bare, at de indlysende kandidater alle ligger til i klassementet, og derfor får de svært ved at køre hjem herfra. Primoz Roglic vil være der som en mis, og selvom monsteret er sultent, tror jeg ikke, at han har interesse i at samarbejde i et udbrud og dermed gøre sig selv sårbar over for angreb.

Jeg hælder altså mest til en spurt, men det er til gengæld ret svært at lure, hvem der kan være med. De sidste 4 km stiger kun så svagt, at de fleste kan være med, men den stejle bakke forinden kan koste dyrt, ligesom folk vil falde fra på de to stejle kilometer på Duranus. Det samlede antal højdemeter på 2000 over bare 92,7 km er heller ikke ubetydeligt, og med tanke på at det formentlig ender som en lynhurtig etape med benhård kamp om at komme i udbrud og en efterfølgende jagt, tror jeg, at det bliver en ganske selektiv etape, hvor mange vil falde fra. Til gengæld er den sidste kilometer stort set flad, men også udstyret med en ret teknisk passage, der gør positionering vigtig.

Efter moden overvejelse vælger jeg at pege på Sam Bennett som min favorit, men det er ikke med alt for megen fasthed i stemmen. Som skrevet i analysen ovenfor var ireren dog nærmest skræmmende i dag, hvor han på den indledende kategori 2-stigning gik i udbrud sammen med en hel serie af de bedste klatrere! Det vidner om fabelagtig form, og vi ved, at en formstærk Bennett er uhyre holdbar og også holdbar nok til dette terræn. Desværre ved vi også, at han er så svingende, at han kan blive sat på den første stigning, men holder han dagens niveau bør han være god nok til at komme med hjem, hvis det kan holdes samlet.

Der er ingen tvivl om, at Bennett er den hurtigste i en næsten flad spurt. Jokeren er selvfølgelig, hvor friske benene er efter den ganske hårde finale, men selv i træt tilstand vil Bennett som udgangspunkt være markant hurtigere end alle andre. Hans hold er også ganske solidt, for selvom det måske kan blive for hårdt for Michael Mørkøv, bør Florian Senechal og måske også Yves Lampaert være der til at guide ham igennem svingene sammen med Remi Cavagna og Mattia Cattaneo. Positionering bliver heller ikke så vigtig som friskhed, når man skal holde sig fremme til sidst, og med hans nuværende form tror jeg på, at Bennett har den friskhed og fart, der skal til for at tage den tredje etapesejr.

Dernæst vælger jeg at pege på Christophe Laporte. Franskmanden har slet og ret været uhyggelig i år, og selvom hans speciale er stigende spurter, er denne etape slet ikke dum for ham. Med sin nuværende holdbarhed bør han nok kunne klare bakkerne, og han vil formentlig også være en af de absolut mest friske til sidst. Det betyder meget mere end ren fart i den flade finale, og Laporte er heller ikke helt langsom i en flad spurt. Samtidig er han en ørn i positionskampen til den lidt kringlede finale. Der er hurtigere folk end ham, men efter en hård dag vil han være friskere end mange, og mange vil være faldet fra. Derfor har Laporte en glimrende chance for at tage karrierens første WorldTour-sejr.

Dem har Michael Matthews mange af, og det kan sagtens blive til yderligere en denne gang. Ligesom Laporte er han bedst i en stigende spurt, men til gengæld er han blandt feltets sprintere den i særklasse bedste klatrer, som vi så på 4. etape. Han vinder sjældent flade spurter, men det sker af og til, hvis det har været hårdt, og derfor er det en glimrende etape for australieren, hvis form åbenlyst er god. Jeg vurderer ham måske en anelse langsommere end Laporte i en flad spurt og i hvert fald mindre positioneringsstærk, men til gengæld vil han have et overskud på friskhed. Som for alle andre gælder for ham, at Bennett bliver svær at slå, men skuffer ireren, står australieren klar.

Er Giacomo Nizzolo ved at være god nok? Efter knæskaden i løbet af vinteren har det haltet gevaldigt gennem hele sæsonen, men hans kørsel i går var ganske lovende. Den Nizzolo, der blev italiensk mester sidste år, ville problemfrit klare bakkerne her, og han er utvivlsomt hurtigere end både Laporte og Matthews og med en reel chance for at slå Bennett efter en hård dag. Spørgsmålet er bare, om formen allerede rækker til både at overleve og bevare den nødvendige friskhed til sidst. Det er jeg ikke stensikker på, men gårsdagens præstation var så lovende, at det bestemt er et realistisk scenarium.

Mere sikker er jeg på, at Bryan Coquard klarer den. Den lille franskmand har klatret sublimt i år, og efter den flotte kørsel i går burde han snildt kunne klare disse bløde bakker. I det hele taget er en flad spurt efter en hård dag som udgangspunkt god for Coquard, der traditionelt også har været hurtigere end både Matthews og Laporte. Desværre er hans klatring tilsyneladende kommet på bekostning af hans fart, og han har ikke været specielt overbevisende i sine spurter, hverken på bakker eller flad vej. Det ændrer dog ikke på, at han blandt de holdbare er af de hurtigste og dermed har en reel chance for at vinde.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

Det er svært at vurdere formen hos Magnus Cort. Danskeren er åbenlyst ikke flyvende, men han er heller ikke helt væk. Disse bakker burde en selv ikke alt for formstærk Cort nok kunne klare, og i en finale, hvor position afhænger mere af friskhed end af positioneringsevne, burde han også denne gang have en chancen for at holde sig fremme og vise sin fart. Vi så i Tirreno sidste år, at den stadig er ganske høj, når han en sjælden gang ikke lukkes inde, og han vil have en reel chance for at slå alle de ovennævnte med undtagelse af Bennett. Spørgsmålet er bare, om formen er tilstrækkelig på nuværende tidspunkt.

Jeg vil tro, at bakkerne bliver for mange og hårde for Mads Pedersen, men det kan så give en chance til Jasper Stuyven. Belgieren klatrer ganske hæderligt og var også ganske godt med på gårsdagens hårde etape. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men i dette selskab af holdbare sprintere er han i hvert fald konkurrencedygtig. Der skal nok lidt held og god position til for at vinde, men Stuyven synes at være i ganske fornuftig form.

Det var Matteo Trentin også i åbningsweekenden, hvor han var meget overbevisende, men i dette løb har han skuffet lidt, i hvert fald i går. Omvendt brugte han mange kræfter på udbruddet med Remi Cavagna, og den gode form kan ikke være helt væk. Normalt er det blandt de nævnte kun Matthews, der klatrer bedre end ham, og han bør derfor ikke få problemer med at komme med hjem. Desværre har vi også set, at han i de senere år slet ikke har haft fordums hurtighed, og jeg kan frygte, at farten ikke længere rækker. Til gengæld bør etapen være for hård for Alexander Kristoff.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om John Degenkolb. Tyskeren har været i flyvende form i år, men han klatrer stadig ikke så godt på længere stigninger, som han gjorde i gamle dage. Derfor hælder jeg også til at tro, at han falder fra forinden, men han er i så god form, at han må tilskrives en chance. Han er ikke så hurtig som tidligere, men han har i år vist bedre fart, når positioneringen en sjælden gang har været fornuftig. Hvis han falder fra, har Lotto også Stefano Oldani og Florian Vermeersch, hvor det er Oldani, der har den bedste chance for at sidde med hjem. Han er i form, men har nok ikke farten til at vinde. Og falder de alle fra, vil Philippe Gilbert utvivlsomt kunne spurte sig til et ganske hæderligt resiltat, selvom formen synes at halte.

Vi er vel også nødt til at give Danny van Poppel en lille chance. Han er ganske vist ikke god på længere stigninger, og etapen bør blive for hård, men efter hans offday i starten af løbet gjorde han det fremragende i går. Det giver håb for, at han kan sidde med hjem, for også i Le Samyn var han flyvende. Ha er en af de hurtigste i en flad spurt og god i positionskampen, men mest taler desværre for, at han falder fra. Ellers har Intermarché den klatrestærke Jonas Koch, men han vinder ikke etapen.

Jeg er nødt til at åbne en lille dør på klem for Nacer Bouhanni. Logikken tilsiger, at etapen er for hård for franskmanden, men hans klatring har imponeret mig ganske meget i år, senest i går, hvor han sad fint med. I gamle dage var Bouhanni mere holdbar end som så, og i en flad spurt er han en af de allerhurtigste, som vi så i torsdags. Udfordringen bliver at overleve og stadig bevare friskheden. Jeg tvivler stærkt på, at det lykkes, men klarer han den, er han hurtig nok til at vinde.

En anden joker er Nils Eekhoff. Den store hollænder imponerede stort sidste sommer i Bretagne og ved de hollandske mesterskaber, hvor han på en svær rute blev nr. 2 bag en eller anden rytter med navnet Mathieu van der Poel. Det vidner om potentialet, men til gengæld er han næppe en mand til lange stigninger og mange højdemeter. 6. etape indikerer også, at dette bliver for svært, men jeg åbner døren på klem. Han er ganske hurtig, selvom der også er hurtigere folk end ham på flad vej. Det havde også været en oplagt chance for Casper Pedersen, men min fornemmelse er desværre, at danskeren ikke har fundet formen endnu. Jeg tror også, at højdemeterne er for mange for Cees Bol, der ikke har været overbevisende på stigningerne.

Ineos jagter desperat oprejsning, og det vil Ben Swift prøve at give dem. Briten er en fabelagtig klatrer, som kun Matthews kan matche, men til gengæld er han ikke verdens hurtigste. Efter en hård dag er han dog to gange kørt på podiet i Sanremo, og han kørte også nogle fine spurter i Giroen sidste år. Desværre virker han relativt formsvag, og selvom han bør sidde med hjem, har jeg lidt svært ved at se ham vinde etapen.

Total har Edvald Boasson Hagen, for hvem dette i gamle dage ville have været guf, men han har virket uhyre formsvag i år. Han er stadig så god en klatrer, at det vel ikke helt kan udelukkes, at han klarer den, men det er svært at se ham vinde. Chancen for et resultat er større for Anthony Turgis¸ der senest i Kuurne viste, hvor hurtig han er efter en hård dag. Problemet er bare, at der er for mange folk, der er hurtigere end ham, og som formentlig vil sidde med hjem.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Nu åbnede jeg døren for Bouhanni, og derfor må jeg også gøre det for Arnaud Demare. Jeg tror ingenlunde på projektet med de klatreben, han har vist i år, men han var betydeligt bedre i går end tidligere. Selv i formstærk tilstand vil højdemeterne formentlig være for mange, men Demare har før overrasket med sin klatring, blandt andet da han slog Alaphilippe ved de franske mesterskaber sidste år. Hans kørsel i går var akkurat god nok til, at jeg giver ham en ganske vist minimal chance. Og da dette handler om vinderpotentiale, skal han nævnes.

Endelig må jeg nævne Florian Senechal. Deceunincks strategi bør fokusere på Bennett, men har han en af sine mange offdays, kommer Senechal i spil. Franskmanden er bemærkelsesværdigt hurtig med mange topresultater i massespurter. Han er ikke nogen ørn på lange stigninger, men hans kørsel i går, hvor han ikke havde opdaget, at han havde sat sin kaptajn, Bennett, vidner om gode ben.

Der er en række holdbare afsluttere, der meget vel kan ende i top 10, men som næppe har farten til at vinde. Det gælder hos Ag2r både Damien Touzé og den uhyre formstærke Dorian Godon , der utvivlsom sidder der til sidst. Det gælder Kristian Sbaragli hos Alpecin, der dog ikke har fordums hurtighed, men klatrer fremragende. Det gælder Omar Fraile på Astana, men han spurter desværre alt for sjældent. Det gælder hos Bahrain Heinrich Haussler , der må tilskrives en lille chance for at komme med hjem, og hos Israel SUN Sep Vanmarcke, der spurtede sig på podiet i Omloop. Hos Movistar gælder det endelig både Jose Joaquin Rojas og Matteo Jorgenson, der dog mangler farten til at vinde. Til gengæld ser jeg ikke Pascal Ackermann eller Jordi Meeus, der synes begrænset på lange stigninger, klare bakkerne.

Som sagt er en udbrudssejr også et godt bud, og de bliver særligt godt hjulpet, hvis de får en mand fra Deceuninck med. Mit bedste bud er derfor formstærke Remi Cavagna, der bør finde en rute, der er hård nok til, at han kan køre alene hjem. Et andet godt bud er Matteo Trentin, der gjorde ham selskab i udbruddet i går, samt den formstærke Dorian Godon, der ligesom Trentin kan afslutte. Alexey Lutsenko, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Magnus Cort, Dylan Teuns, Simon Geschke, Kristian Sbaragli, Rui Costa, Ben Swift, Rohan Dennis, Bruno Armirail, Jasper Stuyven, Jonathan Hivert, Anthony Perez, Philippe Gilbert, Michael Matthews, hvis han forsøger at komme med, Jose Joaquin Rojas, Stefano Oldani og Jacopo Mosca er alle gode bud, der også kan gøre det færdigt. Til gengæld har jeg ikke den helt store fidus til udbryderkongen Thomas de Gendt , der ikke synes flyvende.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Christophe Laporte, Michael Matthews

Outsidere: Giacomo Nizzolo, Bryan Coquard, Magnus Cort, Jasper Stuyven, Matteo Trentin

Jokers: John Degenkolb, Danny van Poppel, Nacer Bouhanni, Nils Eekhoff, Ben Swift, Stefano Oldani, Anthony Turgis, Arnaud Demare, Florian Senechal

Kandidater til et udbrud: Remi Cavagna, Matteo Trentin, Dorian Godon, Alexey Lutsenko, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Magnus Cort, Dylan Teuns, Jasper Stuyven, Ben Swift, Jonatan Hivert, Jose Joaquin Rojas, Philippe Gilbert, Michael Matthews, Anthony Perez