Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 8. etape af Tour de France

Optakt: 8. etape af Tour de France

13. juli 2018 19:30Foto: Sirotti

Det lykkedes endelig for Dylan Groenewegen at vise den imponerende topfart, der har gjort ham umulig at slå i årets massespurter, og dermed fik han endelig cementeret sin status som verdens formentlig allerhurtigste sprinter også på den store scene. Han får endda chancen for at gøre det igen lørdag, hvor der venter endnu en stensikker massespurt, men denne gang vil en teknisk finale stille større krav til positioneringen for det hollandske fartfænomen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Efter den første af de to transportetaper, der har til formål at bringe feltet fra det vindblæste og kuperede Bretagne til pavéerne i det nordøstlige hjørne af Frankrig, venter mere af det samme på den anden af de to dage. Efter fredagens lange rejse mod øst skal man denne gang mod nordøst over en betydeligt kortere distance, men terrænet er stort set uforandret. Igen er der lagt op til en dag for sprinterne, der efter denne etape formentlig kun har tre yderligere chancer og derfor ser frem til atter at slå til, hvis altså ikke vinden skaber det drama, nogle håber på, og som andre frygter.

 

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Dreux og Amiens, og de går stort set alle mod nord og nordøst igennem relativt fladt terræn. Den første halvdel er den mest kuperede, selvom man lægger ud med at køre mod nord gennem fladt terræn. Efter 35 km når man nemlig toppen af kategori 4-stigningen Cote de Pacy-sur-Eure (2 km, 4,3%), hvorefter det atter flader ud, mens man fortsætter mod nord i området vest for Paris. Efter 60 km når man toppen af den ikke-kategoriserede Cote de Port-Mort, hvorefter man rammer kategori 4-stigningen Cote de Feuquerolle (2,3 km, 4,3%), der har top efter 71,5 km.

 

Stigningen markerer afslutningen på den kuperede del, og herefter venter kun et par mindre bakker, mens man fortsætter mod nordøst ad en lang, lige vej uden nævneværdige sving. Efter 86,5 km kommer den indlagte spurt, der kommer efter en 1 km lang bakke og en flad sidste kilometer uden sving, hvorefter småbakkerne fortsætter, indtil man rammer de sidste 40 km. Herefter går det næsten stik nord igennem let faldende eller fladt terræn forbi dagens bonusspurt, der kommer med 20,5 km igen for enden af en lang, lige hvis, hvis sidste kilometer stiger med 3,5% i snit. Herfra kører man ad en lige vej mod nord frem til Amiens, hvor der venter skarpe sving med hhv. 5800 m, 4000 m, 2800 m og 2000 m igen. Et sidste sving kommer med 600 m til stregen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, der fører mod sydvest. Det falder let over to km med 4 km igen, hvorefter det flader ud med en sidste kilometer, der stiger med 0,6% i snit.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Etapen byder på i alt 1287 højdemeter.

 

Amiens blev senest besøgt i 2015, hvor André Greipel vandt en massespurt foran Peter Sagan og Mark Cavendish. I 1999 var Mario Cipollini hurtigere end Tom Steels og Jaan Kirsipuu, og sidste år tog Benjamin Thomas en imponerende sejr med et sent angreb, da 3. etape af 4 Dage ved Dunkerque sluttede i byen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 

 

 

Vejret

Efter dagens langgaber havde mange ønsket sig sidevind på lørdagens etape, men det bliver der ikke noget af. Der venter endnu en sommerdag med en temperatur på 27 grader og kun enkelte skyer. Der vil bare være en svag til let vind fra nord, hvilket giver sidemod- og modvind hele dagen. Med 6 km drejer man ind i sidevind, hvorefter der venter et modvindsstykke, indtil man drejer ind i sidevind med 2 km igen. Efter sidste sving er der medvind.

 

Analyse af 7. etape

For de fleste var den 7. februar ikke noget specielt. For en dedikeret iagttager af cykelsportens sprinterfelt er netop den dag imidlertid noget ganske særligt. Forud for årets Tour de France var det nemlig den eneste gang i 2018, hvor fartfænomenet Dylan Groenewegen var blevet besejret i en massespurt - i hvert fald hvis man ser bort fra styrt og andre former for uheld. Denne sæsons sprinteropgør har grundlæggende haft ét overordnet tema: når han får fri bane, vinder Groenewegen med statsgaranti.

 

Derfor var forventningen forud for årets Tour også hos mange, at LottoNLs guldklump ville blive den dominerende sprinter i årets udgave af verdens største cykelløb. Ved hver eneste given lejlighed har han nemlig vist, at hans topfart i dag er fuldt på højde med den, der gjorde Marcel Kittel ustoppelig sidste år, og da han forud for Touren fik Caleb Ewan og flere andre topsprintere til at ligne juniorryttere i Tour de Slovenie, så alt ud til, at han var på vej til en stor Tour.

 

Sådan er det imidlertid ikke gået. Allerede forud for løbet var det klart, at det ikke alt for stærke tog med Paul Martens, Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen ikke havde muskelkraften til at matche mandskaber som Quick-Step og FDJ, men holdet havde dog gjort det så fint i løbet af året, at en rimelig position sammen med Groenewegens overmenneskelige topfart havde været tilstrækkeligt til at forsvare en status som ubesejret i næsten et halvt år.

 

Der er imidlertid forskel på Tour de France og alle andre løb. I Tourens massespurter hersker et kaos, som man kun forstår, hvis man selv har prøvet at køre i feltet, og det lærte hollænderne i den grad i løbets første dage. Her blev de ganske enkelt overmatchet gang på gang, og selvom Groenewegen særligt på 4. etape igen viste, at hans fart er i en anden verden, betød dårlig position, at det ikke blev til de topresultater, hele Cykelholland havde taget for givet.

 

Problemet var imidlertid ikke kun holdet. Heller ikke Groenewegen selv var på sit vanlige niveau, og han var hudløst ærligt på de første to etaper, hvor han kunne berette om en power, der ikke var som normalt. I tidligere løb har Groenewegen altid været så stærk, at hans gode næse for positionering og stor power har været nok til selv at redde kastanjerne ud af ilden, selv når holdet har svigtet. Det ekstra touch af råstyrke har han imidlertid manglet de første dage, og derfor har han ikke været i stand til at placere sig så godt, som han har gjort i snart sagt enhver anden spurt i løbet af året.

 

Efter holdløbet ændredes situationen imidlertid, og siden den dag har der været hul igennem til de ben, han har haft siden februar. I tirsdags havde han også kurs mod en stensikker sejr, indtil Arnaud Demare lukkede ham inde og tvang ham til at miste den perfekte position bag Peter Sagan. Derefter var det for sent at rette op på situationen, men siden da har det været klart, at Groenewegen måtte være på vej mod den forløsende sejr. Spørgsmålet var bare, hvornår positioneringen gjorde det muligt for ham at vise sin klasse også for en bredere cykeloffentlighed.

 

Læs også
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

 

Det gjorde den endelig dag. I erkendelse af, at holdet ikke kunne begå sig i den absolutte finale, brugte LottoNL kræfterne tidligt, hvor de med stærkt arbejde fra særligt Martens og Jansen fik afleveret Groenewegen langt fremme. Dermed lignede det igen mønsteret fra tidligere spurter i år, og derefter var det reelt kun et spørgsmål, om døren igen ville lukke sig for den hollandske stjerne. Det gjorde den heldigvis ikke denne gang, og da først han åbnede op, viste Groenewegen med stor autoritet, hvorfor han allerede sidste år ved flere lejligheder fik målt en topfart, der var højere end Kittels. Forskellen på 2017 og 2018 er blot, at han i år har haft råstyrken til også at holde den i lige så lang tid som sin tyske rival.

 

Groenewegen fik dermed cementeret, at han er den nye konge blandt de rene sprintere, og i virkeligheden står han til en større karriere end Kittel, hvis trone han overtager. Modsat tyskeren har Groenewegen nemlig en ganske god næse for at placere sig - ellers vinder man ikke så mange cykelløb med et tog, som det han råder over - og det kan på sigt gøre ham til en vindermaskine af Cavendishske dimensioner. Det blev særligt tydeligt i dag, hvor Kittel, der ellers i dette løb har vist, at hans topfart stadig er formidabel, for 117. gang i år blev lukket inde og aldrig kom fri til at spurte.

 

Det stiller imidlertid også LottoNL overfor et dilemma, for de råder over to guldklumper, der begge fortjener fuld opbakninge. Skal Groenewegen virkelig blive feltet sprinterkonge, skal hans tog være bedre, men samtidig har man i Primoz Roglic også en af sportens allermest lovende klassementsryttere. Allerede i år kan det blive ganske problematisk, at man har været tvunget til at dele holdet i to lige store dele, og det bliver utvivlsomt ikke lettere i fremtiden. Der kan vente svære beslutninger i fremtiden for den hollandske ledelse.

 

Spurten fik også endegyldigt cementeret, at Fernando Gaviria ikke kan matche Groenewegen på ren topfart. Mange har ellers været tilbøjelige til at udskrige colombianeren til den nye ”rene” sprinterkonge, men når det alene handler om power, har han aldrig kunnet matche hollænderen. Til gengæld kan Gaviria meget mere på andre felter og er blandt andet langt mere holdbar end Groenewegen, men når den i dette løb står 2-1 i colombiansk favør, er forklaringen alene forskellen på holdenes styrke og ikke individuel sprinterklasse.

 

I dag gjorde supermanden Maximiliano Richeze da også alt rigtigt og afleverede for gud ved hvilken gang sin colombianske holdkammerat helt perfekt. Gavirias spurt var også af så høj klasse, at Peter Sagan - der med vanlig selvfølgelighed havde fundet den allerbedste plads bag colombianeren - knap kunne holde hans hjul. I en ren spurt er der bare for stor forskel på deres topfart til, at han kan slå Groenwegen, hvis denne har blot nogenlunde fri bane.

 

Udover at Sagan selvfølgelig udnyttede sin gode positionering til at tage sin vanlige podieplads, var der også opløftende tendenser for Arnaud Demare, der ellers har lignet en mand i en mindre formkrise. Igen var FDJ-toget nemlig det eneste, der kunne tage kampen op med Quick-Step, og det var Ramon Sinkeldam, der førte en stor del af sidste kilometer. Desværre har løbet også åbenbaret af Jacopo Guarnieri ikke har farten til at matche Richeze i lead-out-kampen, og så længe det styrkeforhold hersker, vil Gaviria altid blive afleveret bedre end Demare. Da colombianeren samtidig har vist sig som den hurtigste af de to, betyder det desværre, at det bliver meget svært for franskmanden at udnytte den fordel, hans tog burde give ham, til at gentage sidste års sejr.

 

Sejr bliver det helt sikkert heller ikke til for Mark Cavendish. Efter et år ødelagt af uheld var der stadig et lille håb om, at den britiske veteran havde sit tidligere så verdensberømte kick, selvom et par tamme spurter i Slovenien og Adriatica Ionica Race ikke havde givet megen grund til optimisme. På de første par etaper betød dårlig positionering, at han aldrig kom i position til at spurte, men i dag sad den lille brite upåklageligt. Da først spurten blev åbnet, gik det imidlertid kun én vej for den tidligere sprinterkonge, er gled helt ned på en pauver 10. plads. Desværre var dagens spurt nok det sidste søm i ligkisten for manden, der næppe når de fire sejre, han mangler i at nå Eddy Merckx’ rekord.

 

Det var heller ikke en god dag for den anden veteran. Efter en bragende flot spurt i tirsdags blev André Greipels verdensberømte positioneringsproblemer igen tydelige, og denne gang lykkedes det ikke Lottotoget at bringe ham i en nogenlunde position. Dermed blev det endnu en forspildt mulighed for tyskeren, og selvom han har vist, at farten stadig rækker til en sidste Tour-etapesejr, er der meget, der skal flaske sig, hvis det skal lykkes.

 

Det er der også for Alexander Kristoff, der igen viste sin eminente næse for positionering, men som altid mangler den nødvendige topfart til at vinde rene spurter. I dag blev han tillige tvunget til at bremse, og derfor blev det ikke til det ellers næsten stensikre top 10-resultat for manden, der vel i positionskampen kun overgås af suveræne Sagan.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Opløftende var det også at se den halvskadede Christophe Laporte vise sin gode næse for positionering og spurte sig til sin anden top 5-placering i løbet. Vi har imidlertid hele tiden vidst, at han besidder lige præcis de evner, men spurten viste også lige så tydeligt, at Laporte ikke er i nærheden af at have topfarten til at true eliten her. Det kan godt være, at Nacer Bouhanni er en kontroversiel skikkelse, men det er stadig temmelig uforståeligt, at man lader holdets bedste bud på en etapevinder blive hjemme til fordel for en mand, der i sprintersammenhæng ikke kommer til at vinde mange løb uden for mindre begivenheder i sit hjemland.

 

For klassementsrytterne blev det en relativt rolig dag. Allerede fra morgenstunden var det klart, at der ikke var skyggen af risiko for sidevind på en smuk sommerdag i det nordfranske. Derfor siger det en del, at det alligevel lykkedes Dan Martin igen at blive sat tilbage, da Ag2r med hjælp fra Trek og Movistar kortvarigt forsøgte at skabe lidt ravage. Man kan undre sig over, at den lille irer endnu ikke har lært at køre med større koncentration, og selvom katastrofen i dag blev afværget, vidner dagens etape meget tydeligt om, hvorfor den første uge er den største trussel mod en podieplads til den ellers ekstremt formstærke UAE-kaptajn.

 

Af samme grund kan han prise sig lykkeligt for, at vejrguderne er med ham. Når feltet i morgen sætter kursen mod nordøst, går den i forvejen meget svage vind nemlig samtidig i nord, og der er dermed lagt op til en tro kopi af den langgaber, der kedede en hel cykelverden fredag eftermiddag. Heldigvis er det alt sammen blot stille opbygning til det drama, vi alle glæder os til på søndag - og i mellemtiden kan vi så nyde at se verdens nye sprinterkonge udfolde sig. Den 7. februar kan blive en dag, der er værd at huske - om ikke andet som bevis på, at Groenewegen trods alt kan besejres.

 

Favoritterne

Som sagt er dagens og morgendagens etaper først og fremmest transportetaper, men som skrevet i går er de alligevel meget vigtige. Efter denne etape venter der brosten og bjerge, og derfor vil sprinterne være særligt ivrige efter at slå til, inden lidelserne starter. Misser man denne chance, er der kun tre muligheder tilbage, og særligt for de hold, der er bygget op om en sprinter, bliver det nogle lange dage i Alperne, hvis man ikke får hul på bylden lørdag.

 

Derfor burde det også være en stensikker dag for sprinterne, ikke mindst fordi udsigten til brosten gør det vigtigt at spare på energien. Som vi så i dag, er det nordfranske terræn stedvist ganske åbent med mulighed for sidevindskørsel, men desværre er vejrguderne ingenlunde med de fans, der drømmer om drama. Vinden er nemlig igen morgen ganske svag, og som om det ikke var nok, går den endda i nord. Det betyder, at det bliver endnu en dag med let sidemod- og modvind, og da terrænet nærmest er en kopi af det, vi oplevede i dag, ligner det en kopi - hvis man ser bort fra, at etapen heldigvis er 50 km kortere.

 

Vi så i dag, at man på visse strækningen faktisk kan lave lidt splittelse, men med så svag vind sker det kun via et overraskelsesangreb. Et sådant lader sig kun gøre tidligt på etaperne, for i finalerne er alle opmærksomme. Derfor kan det ikke helt udelukkes, at vi som i dag ser en eller anden form for action midtvejs, hvor der vil ske en momentan splittelse, men med mindre et meget stort navn sover i timen - og det er stærkt usandsynligt - vil vinden ikke være stærk nok eller have den rette retning til at skabe ravage, og derfor ligner det en dag, hvor det kun er styrt og uheld, der kan skabe splittelse.

 

Heldigvis er det Bastilledag, og det betyder, at vi forhåbentlig ser lidt større angrebslyst end i dag, hvor Wanty trods deres bedste anstrengelser ikke kunne få andre til at gå med i deres angreb. Heller ikke i morgen er der dog en bjergtrøje på spil, ligesom frygten for brostenene vil lægge en dæmper på løjerne, men forhåbentlig undgår vi en gentagelse af dagens katastrofescenarium med tre tamme enmandsundrbud og lange perioder helt uden folk foran feltet.

 

Under alle omstændigheder venter der et klassisk scenarium. Fra kilometer 0 vil vi formentlig få etableret et lille udbrud med et par franskmænd fra wildcardholdene, hvorefter BMC vil tage kontrol. Quick-Step, LottoNL og Lotto Soudal vil hurtigt tage over, og derefter venter endnu en rolig og stille dag på kontoret. Som sagt kan et kortvarigt sidevindsangreb ikke helt udelukkes, men i disse vindforhold vil det næppe have en længerevarende effekt. Derfor vil det kun være den indlagte spurt, der vil skabe lidt afveksling, ligesom der måske kan være lidt bonussekunder at samle for en smart klassementsrytter i den ret sent placerede bonusspurt. Udbruddet vil herefter blive hentet, og det bør ende i endnu en massespurt.

 

Til slut vil nervøsiteten stige, men den generelle modvind vil betyde, at der vil blive kørt afventende med klassementsholdene i front. For sprinterholdene handler det om at komme sent frem, men man kan ikke vente for længe. For første gang venter der nemlig en meget teknisk finale med et sent sving og endda en smal opløbsstrækning. Derfor betyder positionering ufatteligt meget i denne afslutning, og betydning af et godt hold kan ikke overvurderes. I den forstand er der tale om en anderledes spurt end de foregående.

 

Læs også
Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

 

Som beskrevet i analysen ovenfor er det i virkeligheden meget enkelt. Forventningen må være, at Quick-Step igen afleverer Gaviria helt perfekt, og sker det, er der reelt kun to mand, der har farten til at gå forbi. Det er Dylan Groenewegen og Marcel Kittel, og blandt dem er der ingen tvivl om, at det er Groenewegen, der har de bedste chancer for at være i en position, hvor han kan bruge sin topfart til at nå forbi Gaviria. Meget kunne derfor tyde på, at vi sidste sving kan sige, hvem der vinder. Sidder Groenwegen nogenlunde, og undgår han at blive lukket inde, bliver det hollandsk sejr. Hvis ikke, er der næppe nogen, der kan gå forbi Gaviria.

 

I dag lykkedes det for Groenewegen, men lørdag betyder den tekniske finale, at det bliver betydeligt sværere. Ikke blot er der mange sving, vejen er også smal, og risikoen for at blive blokeret er stor. Derfor er det også en af de allerbedste etaper for Fernando Gaviria, som vi med nogen tøven peger på som etapens favorit. Ganske vist er der denne gang ikke tale om et stigende opløb, som han ellers foretrækker, men det gør mindre, når han i den grad kan drage fordel af sit hold. Quick-Step har på de foregående sprinteretaper været i særklasse, og meget taler for, at det vil gentage sig igen. Særlig Maximilano Richeze har vist sit værd, og meget skal gå galt, hvis ikke han og Gaviria vil være meget tæt på fronten, når de rammer sidste sving med 600 m igen. Sker det, vil der næppe være nogen, der kan matche Richezes sidste fremstød, og det ligner derfor endnu et perfekt lead-out for det colombianske fartfænomen. Risikoen for en fejlagtig timing er tillige mindre i en medvindsspurt som denne, og det har ellers tidligere været Gavirias svageste punkt. Derfor tror vi, at holdet bliver nøglen til endnu en Gaviria-sejr.

 

Den værste rival er naturligvis Dylan Groenewegen. Hans tog er ikke i nærheden af at kunne matche Quick-Steps, men nu har han endelig fundet de gode ben, og som beskrevet i analysen betyder det nu, at han igen har overskud til at udnytte sin gode næse for positionering. Det viste han i dag, hvor han ikke efterlod tvivl om sin overlegne topfart, men i morgen får han det sværere. Det sene sving og den smalle vej er bestemt ikke til hans fordel, og risikoen for, at han lukkes inde, er stor. Formentlig kan vi i sidste sving sige, om Groenewegen vinder eller ej, for sidder han langt fremme her, bliver han umulig ar slå på topfart.

 

Dagens etape viste igen med al tydelighed, at Peter Sagan på topfart ikke kan matche de to ovennævnte supersprintere. Til gengæld var hans positionering igen helt perfekt, og han havde selvfølgelig fundet Gavirias hjul, der i kraft af Richeze er det allerbedste. Den tekniske finale betyder, at positionering i morgen er endnu vigtigere end tidligere, og Sagans chancer er derfor bedre end i dag. Formentlig vil han igen være at finde på Gavirias bagsmæk, men han er afhængig af colombiansk fejltiming for at kunne gå forbi.

 

Som sagt var dagens etape et lyspunkt for Arnaud Demare, hvis FDJ-tog igen viste sig som det næststærkeste. Problemet er bare, at Jacopo Guarnieri gang på gang overmatches af Richeze, og så længe det sker, bliver det svært for franskmanden at slå Gaviria, der har vist sig som den hurtigste af de to. I denne tekniske finale burde Demare imidlertid kunne drage fordel af sit gode tog til i det mindste at være i en god position igen, og han viste trods alt i Schweiz, at han på sine gode dage er hurtig nok til at gå forbi Gaviria i en direkte duel.

 

Den tekniske finale er til gengæld en stor ulempe for André Greipel, der altid har haft afsky for mange og sene sving. Det er ellers en skam, for vi så i tirsdags med hans fantastisk lange modvindsspurt, at han på ren topfart sagtens kan måle sig med Gaviria. Desværre betyder de mange sving, at det bliver meget svært for Greipel at være tilstrækkeligt langt fremme. På den anden side har Lotto gjort det fint både på 2. og 4. etape, og kan de gentage det forud for sidste sving, har Greipel vist os, at der kan være endnu en Tour-sejr i de gamle stænger.

 

Dette er måske den værst tænkelige finale for Marcel Kittel. Selv ikke i de ukomplicerede opløb har han været i nærheden af fronten, og selvom han både på 1. og 4. etape viste, at hans fart er rigeligt høj til at slå dem alle, virker det stærkt usandsynligt, at Kittel vil vinde lige netop denne etape. Miraklernes tid er imidlertid ikke forbi, og for Kittel handler det alene om positionering. Er han i en rimelig position, er han en af de få, der faktisk har topfarten til at tage en etapesejr - teknisk finale eller ej.

 

Det er svært at forestille sig, at etapevinderen ikke er en af de ovennævnte. Bedst chance for en lille sensation har Alexander Kristoff, der gang på gang har vist sin fantastiske positioneringsevne. I dag sad han da også igen helt fremme, men måtte bremse op og endte helt atypisk uden for top 10. Egentlig er han mest til lange powerspurter, men det ændrer ikke på, at hans positionering kun overgås af Sagans. Han burde derfor være langt fremme i sidste sving, og selvom farten næppe rækker til en sejr, kan meget ske, hvis det kniber med timingen for de forreste.

 

I dag fik Mark Cavendish som omtalt ovenfor bevist, at hans topfart slet ikke rækker til at matche de bedste. Heldigvis kan han glæde sig over, at Dimension Data gjorde det godt, og at han faktisk var i en god position i finalen. Derfor er det til hans fordel, at morgendagens finale er så teknisk, for han vil formentlig være godt placeret i svinget. Farten rækker næppe til en sejr, men det burde kunne blive til et rimeligt resultat for Cavendish i lige netop denne finale.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Et sent sving er dårligt nyt for John Degenkolb, men faktisk er hans positionering i dette løb gået betydeligt bedre end vanligt. Det skyldes ikke mindst det gode tog med Koen De Kort og Jasper Stuyven, og der er derfor grund til en vis optimisme for den store tysker. Han har aldrig været hurtig nok til at vinde flade spurter på dette niveau, men kan Stuyven føre ham frem inden svinget, kan en tilsyneladende formstærk Degenkolb gøre det godt.

 

Som beskrevet i analysen er Christophe Laporte ikke i nærheden af at kunne blande sig i rene massespurter. Til gengæld har han en fremragende næse for at placere sig, og derfor er dette en af de bedre finaler for franskmanden, der synes at være kommet sig over sit styrt. En Laporte-sejr i dette selskab er udelukket, men positioneringen kan give ham endnu en placering helt fremme.

 

Endelig vil vi pege på Sonny Colbrelli. Dette er bestemt ikke en god afslutning for italieneren, for den stier ikke og er alt for teknisk. Han fik i dag imidlertid mere støtte end vanligt af Kristijan Koren, og selvom han ikke kom frem i tide, viste det, at han ikke er helt på egen hånd. På 2. og 5. etape viste han, at han har både ben og næse til at placere sig fint, og selvom han ikke er hurtig nok til at vinde en flad spurt, kan det blive til et fint resultat.

 

Det synes usandsynligt, at Edward Theuns/Nikias Arndt/Søren Kragh, Magnus Cort, Timothy Dupont, Andrea Pasqualon og Thomas Boudat kan være med helt fremme i en så teknisk finale.

 

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Peter Sagan

Outsidere: Arnaud Demare, André Greipel, Marcel Kittel

Jokers: Alexander Kristoff, Mark Cavendish, John Degenkolb, Christophe Laporte, Sonny Colbrelli

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?