Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 8. etape af Tour de France
12. juli 2019 21:04Foto: Mathias Mundbjerg / Feltet.dk

Efter to skuffelser stod Dylan Groenewegen for presset og sikrede sig den forløsende sejr, det meste af Holland tog for givet, men der bliver ikke mulighed for den hollandske kanonkugle for at bygge videre på det momentum. Weekenden skal nemlig tilbringes i Massif-Central, der har Frankrigs mest ideelle udbryderterræn, og der er således lagt op til en klassisk dag for lykkeridderne på en 8. etape, der med næsten 4000 højdemeter nok kan overraske en rytter eller to i et efterhånden temmelig mærket Tour-felt.

SPAR 600 KRONER PÅ POPULÆR CASTELLI CYKELTRØJE

Ruten

Det var heller ikke meget, der var at komme efter for sprinterne i denne omgang. Der skulle nemlig blot bruges en enkelt etape på at bringe feltet fra Vogeserne til det kuperede Massif-Central, der byder på noget af Frankrigs mest uvejsomme terræn. Det kommer fuldt til udtryk på den 200 km lange 8. etape, der måske ikke byder på store bjerge, men med hele syv kategoriserede stigninger og næsten 4000 højdemeter er som skabt til angreb og offensiv kørsel. Dermed er der lagt op til en klassisk udbryderetape, hvor kombinationen af terræn og en brutal kamp om at komme afsted kan gøre det til en ganske vanskelig og slidsom dag, også for klassementsrytterne, der ikke kommer helt gratis til Saint-Etienne.

 

I alt skal der tilbagelægges 200 km mellem Macon og Saint-Etienne, der er en hyppigt besøgt målby i Massif-Central. Starten er relativt let, idet man snor sig mod syd og sydvest forbi dagens spurt, der kommer allerede efter 33 km, er flad og uden sving på de sidste 1200 m. Kort efter drejer man mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col de la Croix Montmain (6,1 km, 7%), der stiger med 7-9% over 5 km, inden den flader ud nær toppen, som kommer efter 51 km. En nedkørsel fører mod vest, inden en let stigende dalvej følges mod syd, før man drejer mod sydvest ind på kategori 2-stigningen Col de la Croix de Thel (4,1 km, 8,1%), der er en regulær og stejl stigning med top efter 71 km. En meget snoet vej leder nu via et plateau og en nedkørsel mod sydvest og syd ned til kategori 2-stigningen Col de la Croix de Paquet (2,1 km, 9,7%), der midtvejs over 1 km stiger med 11-13%, inden den flader ud nær toppen, som passeres efter 84,5 km. En kort nedkørsel fører ned til forplejningen, som kommer efter 89 km, og derefter fortsætter man mod sydvest direkte op ad den lange kategori 3-stigning Cote d’Affoux (8,5 km, 4,3%), der over de sidste 5 km stiger med 5-6% og har top efter 97 km.

 

Herefter bliver det endelig lidt lettere, når et længere let faldende og teknisk stykke fører mod syd, sydøst og øst ned til byen Courzieu, hvor udfordringerne indledes igen. Det sker, når man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Col de la Croix de Part (4,9 km, 7,9%), hvis sidste 3 km stiger med 8-10% og har top efter 133 km. En teknisk nedkørsel fører mod sydvest og vest, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote d’Aveize (5,2 km, 6%), der har top med 51,5 km igen og er ganske regulær. Herfra går det videre mod syd via en nedkørsel, inden det går op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,3 km, 5,8%), der har top 38,5 km fra stregen.

 

Herefter bliver det lettere, når man fortsætter mod syd via et let kuperet plateau, inden det begynder at falde let mod sydvest, syd og til sidst nord. Herefter rammer man dagens sidste kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Cote de la Jalliere (1,9 km, 7,9%), der på de sidste 400 m stiger med hele 14,5% og har top med 12,5 km igen, hvor der er placeret en af de særlige bonussekunder med bonussekunder til de første. En teknisk nedkørsel fører nu mod vest, inden et let faldende stykke leder mod syd ned til Saint-Etienne, hvor der venter en lille ubehagelighed i finalen. Med 3 km igen rammer man nemlig en lille bakke, der over 700 m stiger med 7,8%, men efter 200 m når 11,1% over de følgende 200 m og har top med 2 km igen. Derefter falder det over 1 km, inden den sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit. Der er to hårnålesving på bakken, og efter toppen drejer man to gange på næstsidste kilometer og en sidste gang med 800 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 350 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3844 højdemeter.

 

Saint-Etienne besøges ofte af de tre store franske etapeløb, i langt de fleste tilfælde med udbrudssejre til følge. Touren var senest forbi i 2014, hvor Alexander Kristoff vandt en massespurt i byen, i 2008, hvor Marcus Burghardt tog en udbrudssejr, i 2005, hvor Lance Armstrong slog Jan Ullrich med 23 sekunder på den sidste enkeltstart, og i 1999, hvor Ludo Dierckxsens kørte alene hjem fra et udbrud. Dauphiné gjorde senest stop i 2017, hvor Thomas De Gendt tog en solosejr på 1. etape, i 2009, hvor Niki Terpstra vandt fra et udbrud, i 2007, hvor Christophe Moreau kørte væk på en af de sidste stigninger og herved tog både etapesejr og førertrøje, i 2004, hvor Jose Enrique Gutierrez vandt fra et udbrud, i 2002, hvor Jacky Durand var bedste mand i et tomandsudbrud, og i 2000, hvor Fabrice Gougout kørte fra Jens Voigt og tog en solosejr. Paris-Nice var forbi i 2018, hvor Wout Poels vandt enkeltstarten, i 2009, hvor Christian Vande Velde tog en solosejr, i 2008, hvor Kjell Carlström vandt fra et udbrud, i 2006, hvor Patxi Vila vandt en tomandsspurt foran Floyd Landis, der kørte sig i førertrøjen, i 2003, hvor Davide Rebellin var hurtigst i en sekstet, i 2002, hvor Laurent Jalabart var hurtigst i en trio, i 2001, hvor Peter Van Petegem vandt en spurt i en lille gruppe, og i 2000, hvor Bo Hamburger såmænd tog en solosejr med 10 sekunder ned til feltet.

 

 

image

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Massif-Central er kendt for sin enorme varme, men denne gang bliver det ikke slemt. Tværtimod venter der en næsten perfekt dag med kun enkelte skyer og en temperatur på 25 grader. Til gengæld vil det være relativt blæsende med en jævn vind fra nord. Det giver en ganske solid med- og sidemedvind stort set hele dagen. Der vil dog være modvind på den sidste stigning, inden der venter et kort sidevindsstykke og til sidst igen medvind, hvilket også gælder for de sidste 5 km.

 

Analyse af 7. etape

Når man hører interviews med Dylan Groenewegen, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at man lytter til en glad skoledreng, som ikke helt har forstået, at han faktisk er del af verdens største cykelløb, og at han endda er en af hovedaktørerne i den franske gigantbegivenhed. Måske er det den form for manglende opfattelse af cirkussets reelle størrelse, der gør ham så eminent til at levere under pres. I hvert fald der det ganske imponerende, hvor den uimponerede hollænder år efter år ender med at rejse sig fra en skidt start og alligevel leve op til de tårnhøje forventninger, der naturligt hviler på skuldrene af verdens klart hurtigste cykelrytter.

 

Det har nemlig været et mønster, at Groenewegen altid er kommet skidt fra start i Touren. Hans første to massespurter i debuten i 2016, hvor han stadig var en relativt upåagtet rytter gik i hvert fald galt, inden han få dage senere for første gang viste sin topfart på den største scene ved at spurte sig til en 4. plads. I 2017 var forventningerne betydeligt større, men her måtte han vente til Paris, inden han åbnede sin Tour-konto ved at vinde den allervigtigste etape med en overlegenhed, der sjældent er set. Det blev hans eneste sejr det år, men faktisk fik han flere gange målt en topfart, der var højere end den i det år ellers så suveræne Marcel Kittel, der endte med at vinde fem etaper. Den oplysning kombineret med hans overlegen sejr på sidstedagen var det endegyldige bevis på, at en ny storsprinter var født.

 

Den status satte han en fed streg under i løbet af foråret i 2018, hvor han mellem februar og begyndelsen af Touren ikke blev slået i én eneste massespurt, hvor uheld ikke havde sat ham tilbage. Det gjorde ham til manden, der skulle slås i sidste års massespurter, men også her kom han haltende fra start. Til sin egen forundring var den gode form fra ZLM Tour nemlig forsvundet som dug for solen, men også dengang rejste sig. Det skete, da han efter en uges frustration cementerede sin status som sprinterkonge ved at kigge hele verdenseliten nogle gevaldige klø to dage i træk, inden han sammen med de fleste andre topsprintere blev sendt hjem på de usædvanligt brutale alpeetaper.

 

I år har Groenewegen fortsat sin sejrsrække, særligt med et suverænt Paris-Nice og med en sejr i 3 Dage ved Panne, der var så overlegen, at man måtte kigge en ekstra for at forstå, at det altså var Fernando Gaviria og Elia Viviani, han satte til vægs. Dermed kunne man ikke længere indvende, at han som i 201 primært havde kørt mindre løb, og efter de seneste to sæsoner har der ikke været mange, der har betvivlet, at Groenewegen troner øverst i det internationale sprinterhierarki.

 

Alligevel gentog mønsteret sig i år. Et dumt styrt i Bruxelles kostede ikke blot Groenewegen muligheden for at tage den gule trøje, den tilføjede også hans hurtige krop så voldsomme skavanker, at han i de følgende dage ikke var 100%. Allerede det første kiks havde med det samme skabt et forventningspres i den hollandske pres, der ikke blev mere nådig, da en stadig forslået Groenewegen blot blev nr. 5 på 4. etape, hvor en kombination af et kikset lead-out og en lidt for vanskelig stigning til slut, betød, at træthed og dårlig position gjorde det umuligt at ende som mere end nr. 5.

 

Heldigvis kan Jumbo-mandskabet nu regne med, at Groenewegen ikke lader sig gå på af selv de mest kritiske hollændere. Og præcis som i 2018 var det på en alenlang og flad 7. etape - sidste år kørte de 231 mod dagens 230 km - at det runde 0 blev slettet, og Groenewegen viste, at hans status fortsat er uberørt. Ganske vist var sejren ikke i nærheden af at være så overlegen som for et år siden, men med tanke på lørdagens ublide møde med asfalten er hollænderen formentlig rigeligt tilfreds med nu at have lettet låget på trykkogeren af pres. Så kan han altid vente til senere med at vise, at hans topfart normalt bringer ham op i en egen liga.

 

Det var nu ikke, fordi han alt gik som smurt i olie for Jumbo-mandskabet i dag. Holdets nyetablerede tog med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, der har taget over efter Timo Roosen og vist sig ideel i rollen som sidste mand, har ellers imponeret stort lige siden sæsonåbningen i Algarve, hvor Teunissen første gang afleverede sin hollandske kanonkugle perfekt. Siden dengang har trioen styret de fleste sprinterfinaler med hård hånd - endda med en sådan overlegenhed, at Teunissen flere gang selv er endt som nr. 3 bag sin kaptajn - men det har i de seneste måneder kun været i mindre løb. I den første uge af Touren er det til gengæld blevet åbenlyst, at holdet fortsat har sine mangler, når de skal konkurrence med Deceunincks velsmurte maskine, og det blev trods sejren også stillet til skue igen i dag.

 

Det var således lidt af et studium at følge toget Van Aert-Jansen-Teunissen-Groenewegen på de sidste kilometer. Gang på gang blev de splittet, og hver eneste gang, de fandt sammen igen, gled de hurtigt fra hinanden. Van Aert tog en overmenneskelig føring i front, men hans holdkammerater desperat forsøgte at finde hinanden, og da Jansen senere tog over, var det også uden Teunissen og Groenewegen bag sig.

 

Groenewegen måtte derfor kæmpe på egen hånd, da Yves Lampaert med vanlig timing lancerede det eminente Deceuninck-tog. Han tabte en lille nærkamp med Elia Viviani, som sendte ham ned som den ringest placerede topsprinter bag Deceuninck-drengene, Peter Sagan og Caleb Ewan og havde endda måttet bruge kræfter på at spurte sig tilbage i position. Det tvang ham til at åbne sin spurt ganske tidligt, hvis han skulle have en chance, men alligevel lykkedes det ham at krydse stregen først. Måske var sejren kun med det yderste af neglene, men med tanke på den temmelig kaotiske Jumbo-organisering i finalen understregede Groenewegen med sin lange spurt, at han fortsat er manden, der skal slås i verdens største massespurter.

 

Dermed fortsætter Jumbo-maskinen også med at mose videre. Med tre ud af syv mulige etapesejr har det hollandske supermandskab siddet på løbet i et omfang, så selv Deceuninck må være en smule misundelige. Desværre betyder Steven Kruijswijks og George Bennetts lille nedtur i går, at løbet ikke har været helt perfekt, men holdet kan alligevel efter en uge allerede med sikkerhed sige, at de tre uger i Frankrig ender som en succes - og det endda inden Groenewegen har taget for sig af de kommende sprinterretter, inden Van Aert på næste fredag med en vis sandsynlighed har vist os, at en ny tempokonge er født, og inden Kruijswijk har fået sin motor varmet op til en tredje uge, der passer den hollandske diesel eminent.

 

Den slags luksus har Lotto ikke, og derfor må det gøre ekstra ondt hos belgierne, at der måtte målfoto til for at afgøre, at Caleb Ewan ikke sikrede sig sit livs første etapesejr i Touren. Australieren gjorde ellers brug af de to egenskaber, der efterhånden synes at være blevet hans helt store styrke, til at presse Groenewegen overraskende, nemlig sin holdbarhed og sin evne til at spurte på en bakke. Mens han i tirsdags blev sat godt og grundigt til vægs, var Ewan i dag klart hurtigere end både Sagan og Viviani - et mønster, vi også i Giroen, hvor han tog to spurtsejre relativt sent i løbet, hvor trætheden var sat ind, og begge gang efter dage, der var alenlange. Samtidig skulle det vise sig, at opløbet slet ikke var så fladt, som løbsbogen angreb, og den lille bakke op til stregen har utvivlsomt tilgodeset Ewan, der i år har taget langt de fleste af sine sejre i rollen som puncheur og ikke som sprinter.

 

I tirsdags lignede Ewan ikke umiddelbart en mand, der havde farten til at vinde en etape - slet ikke fordi han de seneste dage også har lidt overraskende meget på stigningerne - men det gjorde han heller ikke i Giroens første dage. Alligevel kom han hjem med to sejre, og den opadgående trend gennem etapeløb bør give ham forhåbninger for de kommende dage. Endnu mere opløftende er det dog, at han har forbedret sin positionering enormt. Det har ellers knebet gevaldigt tidligere, men i dette løb har han klaret det fremragende - og det endda selvom toget med Roger Kluge og Jasper De Buyst desværre er faldet helt igennem. I Bruxelles sad han glimrende, inden han blev lukket inde, i tirsdags fik han skubbet positionskongen Sagan væk fra Vivianis baghjul, og i dag sad lille Ewan igen perfekt placeret bag Viviani og Sagan. Kan han fortsætte med at gøre det arbejde, virker det bestemt ikke længere usandsynligt, at han tager den etapesejr, der er Lottos store mål i løbet.

 

Dagens store taber var i virkeligheden Elia Viviani. Som jeg allerede skrev i analysen i tirsdags, var det sejren til trods faktisk skuffende at se den ringe spurt, italieneren faktisk kørte. I Nancy var det i høj grad supertoget, der gav ham sejren, og desværre blev den kedelige fornemmelse bekræftet igen i dag. Igen viste Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximilano Richeze ellers deres overlegne klasse, men da den italienske kaptajn skulle sig tak for arbejdet, gik han kun i én retning - og det var desværre ikke den rigtige.

 

Desværre er det måske en tendens, at Viviani ikke længere er så hurtig på flad vej. I hvert fald havde han et nærmest katastrofalt forår, og selvom han rejste sig i Tour de Suisse, var det primært i stigende spurter, at han viste sin superform. På flad vej har han derimod skuffet ved de fleste lejligheder. Om der er hold i den teori, får vi rig lejlighed til at se senere i løbet, men det er vel næppe helt tilfældigt, at Viviani slet ikke har været den ustyrlige vindermaskine, som sidste år toppede sejrslisterne.

 

Modsat i tirsdags var Peter Sagan ikke i nærheden af sejren, men dagens spurt er en glimrende forklaring på, hvorfor der ikke er mange mennesker, der ser en reel mulighed for, at han ikke om et par uger atter skal bestige podiet i Paris med den grønne trøje på sine skuldre. Selvom han ikke var i nærheden af at matche Groenewegen og Ewan på topfart, sikrede han sig alligevel podieplads nr. 117 i et løb, hvor hans stabilitet i massespurter er næsten skræmmende. Med sin uhørt forudsigelige positionering var det selvfølgelig ham, der havde sikret sig det hjul, alle ville have, nemlig Vivianis, og herfra kunne man med vanlig sikkerhed køre sig til en 3. plads på en etape, der var så let og langsom, at han næsten med sikkerhed ville blive sat til vægs af de mere klassiske sprintere.

 

En anden taber var UAE-mandskabet og Alexander Kristoff. Efter sit fabelagtige lead-out i tirsdags var der ellers udsigt til, at Jasper Philipsen måske kunne føre sin norske kaptajn til sejr, men denne gang gik det arabiske tog helt i vasken. Kristoff mistede nemlig tidligt kontakten med sin unge holdkammerat, der desperat spejdede bagud for at finde kaptajnen. Det kostede ham en del positioner, og set i bakspejlet skulle han måske bare have kørt sin egen chance noget tidligere. Det lykkedes ellers Sven-Erik Bystrøm at bringe Kristoff tilbage fra en helt håbløs position, så han faktisk kunne starte sin spurt side om side med Groenewegen. Den hårde sidste-minuts-opkørsel havde imidlertid nok kostet for meget, for denne gang var Kristoff ikke i nærheden af at besidde samme power, som da han kun akkurat missede sejren for tre dage siden.

 

Den power havde Philipsen til gengæld. Fra sin nu pludselig ret dårlige position viste det unge belgisk supertalent atter, at det ikke er helt tilfældigt, at han nærmest sensationelt vandt en etape i sit første WorldTour-løb, Tour Down Under. Den unge belgier bragede nemlig forbi et hav af verdens bedste sprintere, herunder sin egen kaptajn, og tog en 5. plads, der ikke havde ligget i kortene bare et par hundrede meter tidligere. Med tanke på det suveræne lead-out fra 4. etape kunne det være interessant at se UAE give ham hans egen chance, men det må nok desværre vente til de kommende år, for en desavouering af en af holdets stjerne til fordel for en ung opkomling ligger trods alt ikke lige for.

 

En anden rytter med grund til frustration er Sonny Colbrelli. Efter nogle ganske flotte spurter på 1. og 5. etape viste italieneren igen, at den forrygende form, han stillede til skue ved de italienske mesterskaber, fortsat er intakt. Desværre kom han nok engang til kort i positionskampen, præcis som det skete i Dauphiné samt i alle de foregående spurter i dette løb. Denne gang endte det ikke som den totale katastrofe, som det gjorde i Nancy, men med tanke på, at han til sidst - nok hjulpet lidt af bakken - gled forbi både Philipsen og Viviani, kunne det være blevet til meget, meget mere.

 

Det kunne det måske også for Giacomo Nizzolo. Igen i dag viste italieneren nemlig, at hans spurt efter de mange knæproblemer nærmer sig det hæderlige igen, men til gengæld har han mistet den evne, der to gange i træk indbragte ham Giroens pointtrøje. Pointtrøjer vindes via stabilitet, og den havde Nizzolo med sin fremragende positionering til overflod. Sådan har det imidlertid ikke været i år, hvor han skuffede fælt i positionskampen i Giroen, Slovenien og nu også her. Det er en skam, at han fortsat synes at have det handicap, for det kunne være ganske interessant at se Nizzolos topfart i en mere direkte udmåling mod rivalerne.

 

For Michael Matthews blev det atter stillet til skue, at han både er for begrænset i positionskampen og i topfart til at blive en reel trussel i kampen om den grønne trøje, og det hjalp ikke, at unge Cees Bol atter gjorde det fornemt i rollen som sidste mand. Jasper Stuyven måtte atter indse, at der er grænser for, hvor langt han kan komme i et løb uden støtte. Og endnu en 12. plads blev endnu en understregning af den tragiske skæbne, der er overgået André Greipel, som for blot et år siden kørte nogle fremragende spurter, der var meget tæt på at give ham den 12. Tour-etapesejr, som han vist definitivt godt kan skyde en hvid pind efter.

 

For feltets klassementsryttere var der intet drama på en etape, der nok mest vil blive husket for at være et kraftigt vink om, at ASO fremover bør undlade at designe 230 km lange sprinteretaper. Julian Alaphilippes drøm om, at et lille hul kunne bringe ham tilbage i trøjen, blev hurtigt slukket, da Giulio Ciccone var klog nok til at sidde limet til det franske baghjul i finalen. Det gør han klogt i også at gøre i morgen, for selvom den overlegne kørsel i går formentlig betyder, at franskmanden kan skyde en hvid pind efter deltagelse i et udbrud, kan Ciccone nok føle sig rimelig forsikret om, at Alaphilippe - udbrud eller ej - vil forsøge at bruge sit slangehug til at distancere sin italienske rival en af de kommende dage, ikke mindst i morgen, hvor der venter en rigtig lille Alaphilippe-bakke inde i selve Saint-Etienne.

 

Den bakke skal Groenewegen ikke nyde godt af at blande sig på, for hollænderen må nu atter indstille sig på at gå i overlevelsesmode i en Tour, der ikke er specielt sprintervenlig. Næste mål kommer på mandag, hvor han skal forsøge at klare de 3000 højdemeter inden den flade finale i Albi, men nu går lidelserne på stigningerne nok en anelse lettere. I hvert fald er presset blevet lettet efter dagens sejr, og det må trods alt være meget rart, selvom trykkogeren ikke synes at påvirke den glade dreng fra Holland synderligt.

 

BEMÆRK: Analysen her er skrevet, inden det stod klart, at Elia Viviani kørte spurten på et punkteret hjul.

 

Favoritterne

Allerede for tre dage siden berettede vi om, hvor begejstrede udbryderne og klassikerrytterne var efter årets rutepræsentation. Den slags ryttere har nemlig som regel langt færre muligheder i Touren end i det mere alsidige terræn i Vueltaen og Giroen, og derfor var det påfaldende, hvordan en første uge med besøg i både Vogeserne og Massif-Central ville åbne usædvanligt mange muligheder for rytter med punch og hang til ikke alt for lange bakker.

 

Desværre mislykkedes første forsøg i onsdags, da der åbenbart blot skulle en hævet pegefinder fra Bora eller Sunweb til at få hele feltet til at rulle om på ryggen og logre med hallen i total underkastelse for de tyske magthavere. Heldigvis er der stadig to chancer at tage af i Massif-Central, der måske mere end nogen anden region er kendt som Frankrigs udbryderområde.

 

Det er lørdagens målby Saint-Etienne et glimrende eksempel. Tag blot et kig på den opregning, vi har lavet af dette årtusindes mange besøg i byen i forbindelse med Touren, Dauphiné eller Paris-Nice. Som det fremgår, er det næsten hver eneste gang endt i triumf for et udbrud, uanset om det har været den store grand tour eller de to kortere løb. Undtagelsen er Kristoffs sejr ved Tourens seneste besøg, men dengang var ruten meget, meget nemmere.

 

Nu brændte vi nallerne noget så gevaldigt ved med stor selvsikkerhed at konkludere, at 5. etape ville ende med en udbrudssejr, og derfor kunne man indvende, at vi burde udvise lidt mere tvivl denne gang. Det vil imidlertid være langt mere uventet, hvis det skulle kunne holdes samlet på vejen mod Saint-Etienne. Denne gang er der nemlig tale om ”a totally different kettle of fish”. Denne gang er der nemlig om tale om næsten 4000 højdemeter over 200 km, og i den sammenligning blegner onsdagens beskedne 2300 højdemeter voldsomt. Dertil kommer, at onsdagens etape for store deles vedkommende var flad og let at kontrollere for tunge folk som Cees Bol, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og Marcus Burghardt, der holdt udbruddet i snor i mere end halvdelen af etapen. I morgen er det således kun de første godt 40 km, der er flade, hvorefter det går op og ned det meste af dagen. Den ret kraftige medvind vil blot gøre det endnu vanskeligere at kontrollere og løbet endnu hårdere og hurtigere, og endelig er finalen så kompliceret, at det denne gang vil være decideret halsløs gerning, hvis hold som Bora eller Sunweb forsøgte at kontrollere det. Endelig skal man blot kaste et blik på stigningsprofilerne ovenfor for at indse, at der er tale om nogle ret heftige og stejle bakker, der i det rette tempo kan knække langt de fleste i dette felt.

 

Reelt er der kun ét hold, der har en interesse i at gøre det. Det er naturligvis Deceuninck-Quick Step, der i Julian Alaphilippe har den på papiret mest oplagte favorit til en afslutning som denne, og da 10 bonussekunder endda ville kunne sende ham i trøjen, er det helt sikkert ikke lysten, der mangler. Problemet er bare, at det er fuldstændig udelukket, at det klatresvage Deceuninck-mandskab kan kontrollere over 4000 højdemeter på en dag, hvor 75% af feltet vil i udbrud. Bora magter det heller ikke, når hele tre mand (Sagan, Konrad og Buchmann) skal beskyttes, og selv det ellers relativt klatrestærke Sunweb-mandskab vil få det svært. Hvis endelig Bora og Sunweb øjner chancen for en eller anden form for spurt, vil de spare kræfterne til søndag, hvor terrænet åbner betydeligt bedre chancer for den slags planer. Og vi er heller ikke noget til den fase, hvor man går i panik, hvis man misser udbruddet. I stedet for at jagte sparer man i stedet på krudtet til 9. etape, der er en anden glimrende mulighed.

 

Udsigten til en udbrudssejr betyder, at et hav af ryttere og hold har etapen som et mål, og derfor er der lagt op til en byge af angreb. Trek - formentlig med hjælp fra Deceuninck - skal bare sørge for, at udbruddet ikke udgør en trussel i klassementet, og det burde kunne lade sig gøre, nu hvor tidsforskellene er blevet enorme. Det betyder også, at chancen for et stort udbrud er stort, for mange hold vil altid jagte, indtil de har fået en mand med i gruppen. Da mange ryttere har tabt tid, er det på en dag som denne, at et udbrud formentlig vil blive ganske stort.

 

Når udbruddet er etableret, vil Trek formentlig tilbringe det meste af dagen forrest i feltet. Holdet har ganske vist sagt, at de ikke vil forsvare trøjen med næb og klør - vi er vist ikke de eneste, der synes, at Richie Porte så ganske godt ud i gårsdagens finale - men med en relativt flad start bør de kunne sikre, at de ikke skal køre sig halvt i hegnet for at holde fast i føringen. Deceuninck vil formentlig give en hånd med i et forsøg for at holde Alaphilippe inde i spillet til endnu et gult eventyr, så når udbruddet efter en vanvidsstart er etableret, regner vi med en rolig dag i feltet, for klassementsrytterne skal ingen steder i en finale, der er for let for dem.

 

Stressniveauet vil til gengæld stige frem mod den sidste meget stejle stigning, men med undtagelse af Mikel Landa, der har for vane at angribe i tide og utide, vil de formentlig alle være tilfredse med at komme sikkert til mål, også selvom der vil være en brutal kamp om positionerne både på den sidste stigning og på den lille bakke inde i Saint-Etienne, hvor der formentlig vil blive kørt så stærkt, at der kan opstå huller for de uopmærksomme.

 

Alligevel er det ganske sandsynligt med et førertrøjeskifte. Julian Alaphilippe har kørt så stærkt, at Ineos næppe vil lade ham gå i udbrud, men det betyder ikke, at han ikke kan tage trøje. Vi forventer, at franskmanden vil bruge dit guddommelige slangehug til at angribe Ciccone, enten på den stejle Jaillère-stigning eller på bakken inden mål. Selvom italieneren har et fint punch, kan han få meget svært ved at holde hjulet på Alaphilippe, der vel er verdens bedste på bakker som disse, og vi anser det således som det formentlig mest sandsynlige scenarium, at Alaphilippe vil være tilbage i gult søndag - også selvom hans placering i klassementet gør, at han ikke kommer i spil til etapesejren. Og hvis en eksplosiv fyr som Adam Yates, Dan Martin eller Egan Bernal er vågen, kan de måske hægte sig på det franske eksprestog og herved vinde et par sekunder.

 

Etapesejren bør imidlertid være et anliggende for udbrydere, og vi skal i kassen med de meget klatrestærke for at finde kandidaterne. De 3800 højdemeter er nemlig ganske tæt på de 4008, der var i årets udgave af Liege-Bastogne-Liege, og det siger lidt om, hvilke udfordringer vi taler om. Samtidig er stigningerne dog ikke voldsomt lange, selvom de er stejle, og selve finalen er ret eksplosiv.

 

I det hele taget er der to forhold, der gør det lidt specielt. Det ene er det ærgerlige, at starten er så flad, at det bliver et lotteri at ramme rigtigt, ikke mindst hvis udbruddet kører på de første 40 km inden stigningen (hvilket dog ikke er sikkert i den forventede angrebsfestival). For det andet ligger de væsentligste udfordringer koncentreret midtvejs, mens de sidste 30-35 km er relativt lette. Jaillère samt den sidste bakke er meget stejle, men de er også relativt korte, og selvom det samlede antal højdemeter vil gøre etapen hård og slidsom, bliver det formentlig svært at vinde, hvis ikke man har en eller anden form for eksplosivitet, også selvom den samlede etape er så svær, at det bestemt ikke kan udelukkes, at også mere dieselagtige ryttere kan komme i spil. Endelig er etapen nok lukket land for ryttere, der kan true trøjen, for dem vil Trek og Deceuninck formentlig køre ind.

 

Listen over kandidater er lang, men vi vil pege på Maximilian Schachmann som vores favorit. I onsdags betød det store fokus på Sagan, at han blev holdt i ave, men i morgen må man formode, at Bora vil gøre alt for at få deres supertalent afsted. Det må være en drøm for det meget nationalt bevidste mandskab at tage en sejr med den tyske mester, og denne etape er vel den, der passer Schachmann allerbedst. Hans forår, hvor han vandt tre etaper i Baskerlandet og kørte i top 5 i alle tre ardennerklassikere, viser i hvert fald evnerne i dette terræn. Man kan frygte, at det samlede antal højdemeter er til den grimme side, men det er trods alt ikke klassementsrytterne, han skal slås med. Tværtimod burde han kunne drage fordel af den meget eksplosive finale, der endda kan minde lidt om den, der gav ham den sidste sejr i Baskerlandet - også selvom den samlede etape her er sværere. Angrebet i finalen på den hårde 3. etape samt det tyske mesterskab viser, at formen intet fejler. Med sin kombination af fart og punch er Schachmann skabt til denne afslutning og derfor vores favorit.

 

En anden oplagt kandidat er Tiesj Benoot. Belgieren sparede på kræfterne i onsdags med henblik på at komme i udbrud torsdag, men ligesom det meste af feltet, blev han overrasket over, hvor let gruppen kom væk. Nu har han til gengæld sørget for at lade klassementet sejle, så det i hvert fald ikke er det, der skal stå i vejen for succes. Der kan ikke være tvivl om, at han har denne etape som et af sine helt store mål, og den burde da også passe glimrende til en mand, der nu klatrer så godt, at han netop er blevet nr. 4 i Tour de Suisse. Han er en relativt stor fyr, men på korte stigninger har han masser af punch, og han har holdbarheden til at modstå de samlede udfordringer. Formen er i hvert fald god, og selvom han måske savner det klassiske Benoot-vejr, er der intet til hinder for, at Benoot med de klatreevner, han har vist i år, kan vinde denne etape, ikke mindst fordi han også er hurtig på stregen.

 

Greg Van Avermaet er en af de få, der faktisk har erfaring med at vinde i Massif-Central. Det gjorde han nemlig for tre år siden, hvor han leverede et fabelagtigt soloridt i terræn, der ellers så for svært ud. Det viser, at Van Avermaet om sommeren ofte klatrer bedre, end man skulle tro - en evne, han også viste i forbindelse med det overraskende OL-guld, der blev opnået på en endnu sværere rute. Også han har nu tabt tid, og CCC vil formentlig gøre alt for at få deres kaptajn i offensiven. Den samlede klatreudfordring er på grænsen for store Van Avermaet, men den relativt eksplosive finale burde passe til CCC-rytteren, der i år atter har nærmet sig drømmeniveauet fra jubelåret 2017.

 

Det er lidt svært at sige, præcis hvor god Jesus Herrada er. Selvom han blev nr. 3 ved de spanske mesterskaber, syntes han ikke helt at have samme tårnhøje niveau som tidligere i juni, hvor han knuste al modstand i Luxembourg og besejrede Romain Bardet på Mont Ventoux. Niveauet her er trods alt betydeligt højere end i de nævnte løb - Bardet var som bekendt træt efter et hårdt Dauphiné - og Herrada har altid manglet det sidste i grand tour-sammenhæng. Det ændrer dog ikke på, at han synes at have taget et stort skridt op, og med sit punch og sin spurt burde dette være en oplagt finale for ham - hvis han da ikke over natten bliver lagt ned af den mavevirus, der har sendt halvdelen af Cofidis-holdet til tælling.

 

Rui Costa har ikke virket overbevisende i dette løb, men det er lidt svært at sige, om det skyldes manglende form eller et forsøg på at spare på kræfterne. Han blev som bekendt syg inden Tour de Suisse, og den i de senere år så svingende eksverdensmester har endnu ikke vist, at han har fundet formen. I det hele taget har det knebet lidt de senere år, men hans kørsel i Romandiet og ikke mindst den fine top 10 ved VM viser, at han stadig er en klasserytter. Angrebet i finalen på 5. etape var faktisk ganske stærkt modvinden taget i betragtning, og det kunne tyde på en vis form. Han har punch oh spurtstyrke og passer derfor glimrende til denne finale.

 

Er finalen for hård for Michael Matthews? Det er i hvert fald på grænsen, men med sin 4. plads i Liege har australieren vist, at han kan klare også ganske vanskelige udfordringer. Problemet er bare, at han ikke helt har overbevist os om, at han har samme form i år, især ikke fordi han meldte ud, at han var i vanskeligheder i finalen på 3. etape. Til gengæld bør han kunne lukrere på, at de vanskeligste stigninger kommer midtvejs, og at finalen burde tilgodese den eksplosive Matthews, der endda er så god på stejle procenter, at han har været i top 5 i Fleche Wallonne.

 

Meget af det samme kan siges om Peter Sagan. Slovakken gav i mandags bestemt ikke indtryk af, at han er tilbage på sit gamle niveau, og derfor er det nærliggende at tro, at denne etape er for svær for slovakken. Omvendt viste han så sent som i Mende sidste år, at han i Touren har for vane at gøre det mest uventede også i terræn, der virker for vanskeligt, og ligesom Matthews vil han kunne lukrere på, at vanskelighederne kommer midtvejs. Vi så på Cort-etapen sidste år, at Sagan stadig har sine begrænsninger, når terrænet bliver for svært, men etapen er ikke så hård, at man kan udelukke, at slovakken slår til igen.

 

Ag2r skulle satse 100% på Romain Bardet, men efter dennes nedtur gives der nok lidt mere frihed. Desværre synes det meste af Ag2r at have kikset formtimingen totalt, men Alexis Vuillermoz synes i det mindste at være på et hæderligt niveau. Franskmanden blev bedre og bedre igennem Giroen, og selvom han endnu ikke i år har været på sit bedste, burde han kunne gå efter en sejr på denne etape. Den eksplosive finale passer i hvert fald perfekt til ”murspecialisten” Vuillermoz, der har punch til overglod og en ganske glimrende spurt til også at færdiggøre arbejdet.

 

Boras bedste bud er Schachmann og Sagan, men de har også en glimrende option i Gregor Mühlberger. Østrigeren er vel en af feltets mest svingende ryttere, men på sine gode dage er han fremragende. Det viste han, da han næsten vandt en bjergetape i Giroen og Tour de Suisse sidste år og ikke mindst, da han i årets Dauphiné næsten slog Alaphilippe. Han klatrer i hvert fald godt nok til dette terræn, og selvom han ikke har vist det meget, viste han i Dauphiné, at han også kan spurte til husbehov.

 

Den store joker er vel Wout van Aert. Dauphiné var første gang, vi så ham på længere stigninger, og her gjorde han det hæderligt uden at imponere stort. I Belgium Tour har han haft for vane at komme til kort i Ardennerne, og der er derfor en vis sandsynlighed for, at terrænet her er for svært. Omvendt er Van Aert blevet en helt anden rytter efter skiftet til Jumbo, og han kan i dag ting, han slet ikke kunne sidste efterår. Det er fra den slags stortalenter, man altid skal vente sig det mest uventede, og så længe Van Aert er uprøvet, kommer tvivlen ham til gode. Punchet har han, og det samme gælder spurten. Nu skal han vise, at han også klatrer godt nok.

 

Hvor stort et fokus har Astana på Jakob Fuglsang? Officielt er der fuld opbakning, men det forhindrede ikke holdet i at sende Pello Bilbao i udbrud i Giroen på en klassisk udbryderetape. Desværre ligger den yderst formstærke Alexey Lutsenko formentlig for meget til i klassementet, men det gør Omar Fraile ikke. Baskeren er kendt som en sand udbryderkonge, der to gange har vundet bjergtrøjen i Vueltaen og har vundet etaper i både Giroen og Touren. Sidste år satte han alle til vægs på Mende-stigningen, og har han de ben igen, bliver han svær at slå på en etape som denne. Han har nemlig også spurten til at gøre det færdigt.

 

Astana kan også spille på Pello Bilbao. Baskeren vandt to etaper i Giroen, og selvom vi i går så, at han ikke har samme form nu, viste netop Giroen også, at han kan være yderst svingende. Helt dårlig er han i hvert fald ikke, og med sit punch og sin fornuftige spurt har han redskaberne til at gøre det færdigt. Til gengæld frygter vi, at stigningerne til sidst kan være lidt for stejle for Luis Leon Sanchez, der formentlig også er Fuglsangs oppasser, og Gorka Izagirre synes at have mistimet sin form totalt.

 

Alessandro De Marchi er en af løbets to mest udprægede udbryderkonger, og de fleste har vel allerede opgivet at tælle, hvor mange gange han har været afsted i år. Indtil nu har han været relativt passiv i dette løb, men det burde ændre sig i weekenden. Han viste i hvert fald fornuftig form i Dauphiné, og han har en bemærkelsesværdig evne til næsten altid at ramme rigtigt. Til gengæld er han spurtsvag og uden punch, og finalen er derfor ikke ideel for en mand, der skal alene hjem alene via sin råstyrke.

 

Er terrænet for hårdt for Alberto Bettiol? Også det er formentlig på grænsen, men Flandern Rundt-vinderen viste stærkt forbedrede klatreevner i Dauphiné. Nu skal han vise, at han også kan vinde på en dag med 4000 højdemeter, og hans ganske imponerende holdløb samt de to medaljer ved de italienske mesterskaber viser, at han er klar. Han var blot uheldig med sin punktering i mandags. Han har punch og kan spurte, og dermed er det en god finale, hvis han kan sidde med så langt. Til gengæld imponerede Simon Clarke ikke i onsdags, Tanel Kangert synes for formsvag, og Michael Woods er for farlig i klassementet.

 

Løbets udbryderkonge nr. 1 er naturligvis Thomas De Gendt, men vi føler os stadig ikke helt overbeviste om hans meget svingende form. Han kørte fornuftigt i gårsdagens udbrud, men han har endnu ikke imponeret stort. I forvejen har han lidt svært ved at komme i udbrud på dage, hvor udbruddet først etableres sent, og også denne gang kan han meget vel have brugt for mange kræfter forinden. Terrænet er også på grænsen, ikke mindst fordi han har det svært på stejle stigninger som dem, der findes til sidst. Til gengæld skal man altid være varsom med De Gendt, der på sine store dage er ustoppelig. Tim Wellens har til gengæld i nu to udbrud vist, at han heller ikke i år har fundet sin bedste form til Touren, og selvom det er sandsynligt, at han kommer i udbrud, tror vi ikke, at han kan gøre det færdigt.

 

Vi vil også pege på endnu en mand fra Sunweb. Holdet har Matthews som plan A, men Nicolas Roche kan også komme i spil. Den erfarne irer er netop kørt i top 10 Tour de Suisse, så selvom han slet ikke er som i gamle dage, klatrer han stadig hæderligt. Som regel er han altid oppe mod en bedre mand eller to, når han er i udbrud, men hans punch og spurt giver ham muligheder i finalen. Lennard Kämna kunne også komme i spil, men vi tror, at han får svært ved at gøre det færdigt, Wilco Kelderman er nok ikke formstærk nok endnu, og etapen er for hård for Søren Kragh¸ der endnu ikke har fundet sine bedste ben.

 

Endelig er der Michael Valgren. Havde det været 2018-udgaven af danskeren, burde dette være en glimrende mulighed, for han viste både under Touren og ved VM, at han klatrer ganske glimrende. Desværre har han haft et fælt år, og selvom han er langt bedre nu end i foråret, er det stadig svært at føle sig helt overbevist om, at han er sig selv igen. I forvejen risikerer han at være oppe mod bedre klatrere eller mere eksplosive folk, og derfor skal han nok have heldet - og snilden - med sig, hvis han skal vinde. Heldigvis ved vi fra klassikerne, at han som regel er meget kølig og snu i disse finaler.

 

Blandt de øvrige kandidater er Dylan Teuns, Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Xandro Meurisse formentlig for langt fremme i klassementet. Rein Taaramae virker stærk, men får svært ved at gøre det færdigt, og det samme gælder for Simon Geschke, der ikke helt synes at være tilbage efter sine mange skader. Pinots kørsel betyder, at FDJ nok sparer på kræfterne, Damiano Caruso er for mærket af sit styrt, og Matej Mohoric, Elie Gesbert samt Lilian Calmejane synes stadig ikke at have fundet formen. Movistar vil sikkert sende Marc Soler eller Andrey Amador afsted i en kamp for holdkonkurrencen, men de får svært ved at vinde i denne finale. Vi tror, at afslutningen er for hård for Daryl Impey, der ikke er glad for stejle procenter, Edvald Boasson Hagen, Matteo Trentin og Sonny Colbrelli. Etapen er for let for formsvage Ilnur Zakarin, og Sergio Henao synes stadig at være for langt fra sit gamle niveau.

 

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Tiesj Benoot, Greg Van Avermaet (begge fra et udbrud)

Outsidere: Jesus Herrada, Rui Costa, Michael Matthews, Peter Sagan, Alexis Vuillermoz (alle fra et udbrud)

Jokers: Gregor Mühlberger, Wout van Aert, Omar Fraile, Pello Bilbao, Alessandro De Marchi, Alberto Bettiol, Thomas De Gendt, Nicolas Roche, Michael Valgren (alle fra et udbrud)

STORE RABATTER PÅ BØGER OG CYKELUDSTYR

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Tabor(CDM) 16/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Tabor(CDM) 16/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 7.200 PÅ LÆKKER PINARELLO CYKEL