Optakt: 8. etape af Tour de France

Ruten

Ønsket om at bevare spændingen til sidst har betydet, at løbet ofte besøger sine to primære bjergkæder, Alperne og Pyrenæerne, i løbets to sidste uger. Som det var tilfældet, da løbet sidst startede i syden i 2009, når man i år imidlertid allerede den første af de to store bjergblokke i den anden weekend efter en tur tværs gennem Sydfrankrig. Ligesom dengang er det Pyrenæerne, der åbner ballet, men - måske i lyset af den meget bjergrige første uge - er besøget i den sydvestlige bjergkæde reduceret til bare to etaper helt uden bjergafslutninger, og 9. etape er endda en blød sag. Det gør sig imidlertid langt fra gældende for 8. etape, der byder på tre af løbets legendariske stigninger, hvoraf den sidste er Col de Peyresoude. Nok er der ikke mål på toppen, men som Alberto Contador og Michael Rasmussen viste os, da samme finale sidst blev benyttet i 2007, betyder det ikke, at der ikke kan ske ting og sager i klassementet.

Med en distance på bare 141,0 km er det endnu af de korte bjergetaper, der er blevet så moderne i de senere år, og den fører fra Cazeres-sur-Garonne til Loudenvielle i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger dog i fladlandet nord for bjergene, og derfor er indledningen som så ofte før på denne slags etaper ganske let. Det går således mod sydvest med direkte kurs mod Pyrenæerne ad en vej, der kun er ganske let stigende og uden væsentlige udfordringer. Eneste højdepunkt er dagens spurt, som kommer efter 42,5 km efter en lille 1 km lang bakke med top 1 km fra stregen og en kringlet sidste kilometer med kurver og et sving lige inden selve spurten.

Efter 48,0 km når man byen Pont de l’Oule, og herfra ændrer etapen karakter. Her drejer man nemlig mod vest ind på kategori 1-stigningen Col de Menté (6,9 km, 8,1%), som er meget stejl i bunden med to kilometer med stigningsprocenter på 11,7 og 9,2, hvorefter den stiger mere jævnt med 6-9% resten af vejen frem mod toppen, der nås efter 59,5 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest tilbage til dalen, hvor man først kører mod sydvest frem til byen Saint-Beat og siden følger Garonne-floden mod nordvest. I byen Sainte-Marie drejer man mod vest og siden sydvest, hvor det atter begynder at stige ganske let.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Finalen starter dog først for alvor efter 94,5 km, når man drejer mod syd ind på HC-stigningen Port de Balés, der mest kendes som stedet for den berømte Chaingate, hvor Andy Schleck tabte kæden. Den stiger med 7,7% over 11,7 km og er relativt ujævn med flere stejle kilometer med mere end 10%, men også lette stykker undervejs. De sidste 6 km er dog alle vanskelige med stigningsprocenter på hovedsageligt 7-10, inden man runder toppen efter 104,5 km.

Herefter går det mod sydøst via en nedkørsel, der ikke er alt for krævende og fører ned til byen Trebons-de-Luchon. Der bliver imidlertid ingen tid til at komme sig, for med det samme drejer man mod vest ind på kategori 1-stigningen Col de Peyresourde. Den stiger med 7,8% over 9,7 km og er uhyre regulær med stigningsprocenter på ca. 8% næsten hele vejen op til toppen, der kommer med bare 10,5 km igen og også er rammen om en bonusspurt med 8-5-2 bonussekunder til de første tre. Herefter venter en nedkørsel, der først er let, men siden bliver lidt mere teknisk, indtil man med 3 km når ned i dalen. Herfra får det mod syd direkte ned til Loudienvielle, idet det stiger frem mod den røde flamme, indtil det falder ned mod målet. Finalen er teknisk ukompliceret, idet der efter et hårnålesving med knap 2 km igen og et efterfølgende sving kun er en let bugtende vej med en kurve, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 3821 højdemeter.

Loudenvielle blev senest besøgt i 2007, hvor forhåndsfavoritten Alexandre Vinokourov fortsatte en genrejsning, som blev indledt med enkeltstartssejr, ved at køre alene hjem fra et udbrud, men etapesejren er senere blevet tildelt Kim Kirchen, da kasakken under løbet testede positiv for bloddoping. Længere tilbage udkæmpede Michael Rasmussen og Alberto Contador et vildt opgør på Peyresoude, men spanieren kunne ikke knække danskeren. Løbet var også forbi i 2003, hvor Gilberto Simoni vandt en firemandsspurt foran Laurent Dufaux, Richard Virenque og en snu Andrea Peron, der nær var gået direkte forbi dem alle i finalen. I 2004 tog Thomas Voeckler en solosejr på en Route du Sud-etape, mens Cyril Fernandez vandt en etape i det lille Tour des Pyrenees i 2008.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

I juli måned kan Pyrenæerne være en hed affære, men det bliver de ikke i år. Faktisk bliver søndag både kold og regnfuld, men forinden venter en flot lørdag med en skyfri himmel, der dog skyr en anelse til mod slutningen som varsel om et vejrskifte over natten. Temperaturen i målbyen vil nå 24 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra nord (10 km/t). Det giver sidemed- og medvind hele vejen ned til Menté, hvorefter der hovedsageligt er sidevind frem til bunden af Balés. Her vil der være medvind på stigning og nedkørsel, inden man får sidevind på Peyresourde og det meste af nedkørslen, dog med modvind til sidst. Med 4 km igen drejer man ind i medvind, som varer ved resten af vejen.

Analyse af 7. etape

”Man får ikke altid løn som fortjent.” Sådan lyder et dansk ordsprog, der vel sjældent har været mere relevant end under dette års Tour. Det så vi allerede på 1. etape, hvor et UAE-hold, der ikke havde rørt en finger, erobrede den første gule trøje med Alexander Kristoff, og vi så det igen dagen efter, hvor Julian Alaphilippe sejrede, selvom det var UAE og EF, der havde kørt dagens udbrud ind. På 4. etape fik Alaphilippe til gengæld selv lov at smage på uretfærdigheden, da han kørte sit hold ned til sokkeholderne for siden at se Primoz Roglic køre sig ud af hjulet. Og minsandten om ikke Jumbo også på 5. etape profiterede af Deceuninck- og Lotto-mandskabernes arbejde ved at tage en spurtsejr med Wout van Aert, samtidig med at et indtil nu helt passivt Mitchelton-mandskab fik sendt Adam Yates i gult.

I en Tour, hvor nogle - måske grundet lidt for høje forventninger til en altid passiv uge 1 - har brokket sig over mangel på action, var det på den baggrund herligt, at dagens 7. etape, der forud for løbet kunne have lignet en af løbets kedeligste langgabere, blev præget af to mandskabers overdådige initiativrigdom, som forvandlede den lette sprinterdag til løbets hidtil mest dramatisk - vel vidende at løbets hidtidige historik viser, at netop initiativ ikke sjældent giver det helt store afkast. Desværre får heller ikke de brug for en ordbog over talemåder for at forstå udtrykket ”Man får ikke altid løn som fortjent”. Det fandt de nemlig ud af på den mest ubønhørlige og urimelige måde.

Værst må det være i Bora-lejren, der formentlig holder god corona-afstand ved at spise aftensmad hver for sig på deres værelser i stedet for at samles til fælles fest. Den store og modige plan, som var udtænkt i holdbussen, så nemlig ud til at give det helt store afkast, indtil korthuset med ét ramlede sammen bare få hundrede meter fra stregen. Da kronen på en hel dags arbejde skulle sættes på værket, måtte Peter Sagan nemlig svaje for at undgå at kollidere med Michael Gogl, der netop havde kørt lead-out for Edvald Boasson Hagen, og efter en kollision med Hugo Hofstetter, fik han tilsyneladende vrøvl med kæden, så han var ude af stand til at spurte sig til de point, der var hele formålet med seks mands knaldhårde indsats gennem hele etapen.

Det så ellers så storslået ud. Utvivlsomt inspireret af 7. etape i 2013, hvor en dengang i massespurterne overmatchet Peter Sagan sendte Cannondale-tropperne frem for på bakkerne at knuse supersprinterne Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel for siden at gennemføre et daglangt holdløb, der blev kronet med Sagan-sejr i spurten, besluttede Bora nemlig at bruge præcis samme opskrift på 7. etape 7 år senere. Knap havde sprinterne fået mundbindene af, før Bora-massakren indledtes, og da røgen efter de første bakker havde lagt sig, var der efterladt i frontgruppen ingen Sam Bennett, Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo eller Alexander Kristoff og kun langt mere klassiske sprintertyper, som Sagan havde en aldeles fair chance for at slå.

Derefter var det 2013 om igen - bare med to forskelle. For det første var de limegrønne Cannondale-trøjer skiftet ud med Boras hvide trikot, da Daniel Oss, Maximilian Schachmann, Lukas Pöstlberger, Lennard Kämna og Gregor Mühlberger kørte det holdløb, der ellers i år er fraværende på ruten. Og for det andet endte det denne gang altså ikke i den fabelagtige kollektive jubelrus, det gjorde syv år tidligere i Albi.

Nej, i stedet endte det med skønne spildte kræfter. Det, der i den ideelle verden havde været en 70-0-sejr mod Sam Bennett i kampen om den grønne trøje, der i de seneste dage mere og mere har fortonet sig i horisonten, blev til en beskeden gevinst på 21-0, efter at Matteo Trentin for anden gang på fire dage slog slovakken i den indledende spurt, og at det hele altså ramlede sammen i en finale, der blot indbragte sølle 4 point. Og resultatet blev, at det, der skulle have været et gedigent nyrestød til den grønne drøm på den grønne ø, der drømmer om irsk sejr med Bennett, i stedet endte med en beskeden føring på 9 point, som gør det svært at se det på anden måde, at ireren fortsat sidder med de bedste kort på hånden i den siden Sagans magtovertagelse historisk intense kamp om det, der indtil nu har været hans faste ejendom. Og faktisk kan hele satsningen nu ramme den som en rekyl i nakken, for det er nærliggende at tro, at Emanuel Buchmann i morgen i Pyrenæerne må spejde langt efter friske ben hos Grosschartner, Kämna, Schachmann og Mühlberger. Nej, det er ikke let at spille på to heste i en grand tour!

Dermed blev Bennett også reddet på gongongen, efter at han lidt overraskende ikke kunne hænge på Bora-toget. Nuvel, Bennett har aldrig været en Sagan på stigningerne, men Vuelta-Bennett som knuste Philippe Gilbert og Zdenek Stybar på Toledos mur, havde utvivlsomt klaret en bakke, der ikke var for svær for eksempelvis Hugo Hofstetter, som nok kan klatre, men altså ikke er Bennetts ligemand på stigningerne. Derfor må vi nok stadig erkende, at ireren trods den synlige fremgang i forhold til den triste sæsonstart, stadig ikke er sig selv endnu. Heldigvis for ham behøver han tilsyneladende heller ikke at være helt så skarp som for et år siden for at være i spil til kampen om en trøje, som Quick-Step trods deres mange supersprintere aldrig har vundet.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Belgierne gjorde ellers deres bedste for at fragte Bennett tilbage, men selv motorer som Remi Cavagna, Tim Declercq, Bob Jungels og Kasper Asgreen var ude af stand til at konkurrere med en uhyre velsmurt Bora-maskine. Bemærkelsesværdigt var det også, at Dries Devenyns fik lov at blive hos Julian Alaphilippe til trods for, at der i en fase stadig var en mulighed for at bringe Bennett tilbage. Det kan - sammen med Alaphilippes grundet en kollision med Jasper Stuyven fejlslagne forsøg på at spurte sig til bonussekunder - kun læses på den måde, at den lille franskmands gule drøm fortsat lever - med mindre da de fortsat tror, at han rent faktisk er holdbar hele vejen til Paris trods påstande om det modsatte.

At Bennett ikke er på 2019-niveau, er dog ikke udtryk for, at han ikke har forbedret sig siden katastrofestarten på 2020 - langt fra. Han var således langt tættere på at klare skærene end hovedparten af feltets øvrige sprintere. Det var ingen overraskelse, at tunge folk som André Greipel, Cees Bol, Mads Pedersen, Niccolo Bonifazio (som dog klarede sig overraskende godt) og en i de seneste dage uhyre skidt kørende Alexander Kristoff blev sendt til tælling, og ingen kunne heller have forventet, at Caleb Ewan, hvis holdbarhed forsvandt, da han i sommeren 2019 genfandt den hurtighed, han tabte i 2018, faldt fra. Langt mere uventet var det, at Giacomo Nizzolo, der i ugen op til løbet nærmest kunne gå på vandet, bekræftede det triste indtryk fra stigningerne i Nice og fuldstændig kastede sin måske bedste mulighed for en etapesejr på gulvet.

Alligevel var det ellers så triste NTT-mandskab i spil til etapesejren. Edvald Boasson Hagen tilhører ellers den alenlange liste over ryttere, der har tabt voldsomt niveau i den sydafrikanske stald, men i dag var han pludselig tæt på karrierens fjerde etapesejr på et tidspunkt, hvor de færreste havde ventet. Sidevind og bakker blev klaret, og da Gogl satte ham op til spurten, så det kortvarigt ud til, at miraklet alligevel skulle ske for både nordmanden og de lidende sydafrikanere. Desværre var det måske meget sigende, at et af sportens mindst succesrige mandskaber på de sidste meter blev slået af et hold, hvis trofæskab er så fyldt, at de må spørge Bjarne Riis, om de må opbevare nogle pokaler i det rum, hvor han tidligere havde den gule trøje, han nu angiveligt har lagt i en kasse andetsteds.

I det hele taget var det de spildte muligheders dag. Fraværet af Bennett og Ewan betød pludselig, at snart sagt alle de sprintere, der skulle være ualmindeligt optimistiske for reelt at tro på en etapesejr, pludselig kunne lugte blod i et felt, hvor stort set alle hurtige folk havde en fair chance. Bedst så det måske endda ud for Trentin, der med to sejre over Sagan i indlagte spurter i hvert fald havde vist, at han kunne være med, men helt mirakuløst faldt den mand, der som en af kun få ikke missede ét eneste split i sidste års højdramatiske og sidevindsmartrede Paris-Nice, fra, da Ineos i finalen åbnede for gassen - akkurat som en anden sidevindskonge, Greg van Avermaet. Og sådan gik det til, at det desperat sponsorhungrende mandskab smed en gylden chance ned i det dybeste hul, for hvad kunne der ikke være sket, hvis selvsamme Van Avermaet i dette felt havde kørt lead-out for viceverdensmesteren? Det kan Trentin filosofere over, når han er færdig med at spekulere på, hvordan i alverden han kunne smide regnbuetrøjen på gulvet i Yorkshire for et år siden.

Han var imidlertid ikke den eneste. I gamle dage - altså før hans markante niveaufald - ville Bryan Coquard i denne spurt have været manden, der skulle slås, men det blev i stedet blot til en 3. plads som dokumentation for, at holdbarheden måske nok synes på vej tilbage, men at farten ikke er det. Jasper Stuyven, der ellers havde fået lov at holde sig i front, selvom begge hans kaptajner, Richie Porte og Bauke Mollema, havde behov for en akut transfusion grundet den massive blødning af sekunder, der var i gang bagude, måtte nok engang sande, at farten på flad vej gør, at det er som klassikerrytter og ikke sprinter, han skal brillere - præcis som det er tilfældet for Christophe Laporte, der ellers fik en chance i kraft af endnu en trist dag for en Elia Viviani, der på et år er forvandlet fra hovedrolleindehaver til statist.

Luka Mezgec, der kan klatre, men ikke er nogen ørn i sidevinden, smed sit livs chance for en Tour-etapesejr direkte på møddingen, da Ineos åbnede for gassen - præcis som Sonny Colbrelli gjorde det, da han nok engang måtte acceptere, at han er i Frankrig på grund af Mikel Landa og ikke på grund af sig selv. Og Hugo Hofstetter og Clement Venturini måtte ligeledes se sig slået, men som det er tilfældet for Laporte og Stuyven vil det også have stridt mod al logik, hvis de to franskmænd havde krydset stregen først i dette selskab.

For dem alle gjaldt det dog, at deres chance var opnået på grund af Bora og ikke på grund af dem selv. Men Bora var ikke de eneste, der måtte sande, at initiativ ikke belønner. Samme bitre lektie måtte man lære på et Ineos-mandskab, der i år må sande, at det Tour de France, der nærmest har været én lang medvindsbølge i de seneste ni udgaver, nu er blevet til en sand byge af uheld.

Først blev den i forvejen sjældent sårbare klatretrup svækket markant af Pavel Sivakovs styrt, og i dag gik det så galt igen. Allerede på 4. etape havde de vist, at de har til sinds at bruge sidevinden som et våben i kampen mod et Jumbo-mandskab, der stadig husker, hvordan Primoz Roglic snorksov i starten af sidste års højdramatiske 17. etape i Vueltaen, og det viste de igen. Nok var sidevindskonge nr. 1, Luke Rowe, sat til vægs på bakkerne, men det forhindrede ikke multitalentet Michal Kwiatkowski i sammen med brølstærke Jonathan Castroviejo at splitte feltet, så adskillige konkurrenter blev sendt direkte til tælling.

Længe så det ud til, at det initiativ faktisk ville blive belønnet, så Egan Bernal og Richard Carapaz kunne tage et væsentligt skridt måske ikke mod sejren, men i hvert fald podiet. Det varede lige, indtil lynet slog ned, da den ofte så uheldige Carapaz - husk på, hvem der styrtede iført førertrøjen i det nylige Tour de Pologne, eller som missede sidste års Vuelta grundet et styrt i et gadeløb - punkterede på det tidspunkt, hvor cyklen skal holde. Og trods hjælp fra Castroviejo endte Ineos pludselig som en af dagens tabere til trods for, at det netop var deres initiativ, der havde skabt den fordelagtige situation, præcis som det var Bora, der havde bragt etapesejren i spil for mange mellemhurtige sprintere.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Og måske er det meget sigende, at det var løbets nye herskere, der profiterede af både Boras og Ineos’ arbejde og dermed tilsyneladende har sat sig på den medvindsbølge, der hidtil har tilhørt briterne. For det første betød Boras store arbejde nemlig, at Wout van Aert fik lov at køre en spurt, han ellers på forhånd havde fået forbud mod at satse på, og som det har været tilfældet næsten uafbrudt siden den 1. august, gjorde fænomenet det nok engang færdigt, da muligheden bød sig. Og dermed kunne han for andet år i træk erklære sig som vinder af Tourens sidevindsetape efter sidste års sejr i Albi, der sjovt nok også var målby for den etape fra 2013, der dannede skole for Boras storslåede angreb i dag.

For det andet profiterede de af Ineos-angrebet i sidevinden. Ikke blot fik de sendt flere rivaler til tælling, herunder ikke mindst Tadej Pogacar, der lignede nr. 3 i rækken bag Roglic og Bernal efter den overbevisende og slet ikke klassisk rustne start på løbet forleden, de fik også sat Carapaz yderligere tilbage. Nok havde Giro-kongen allerede vist svaghed, men al logik - både i forhold til forberedelse og dieselkvaliteter - vil tilsige, at ecuadorianeren er i fremgang. Nu fik han imidlertid et tidligt nyrestød, der alvorligt svækker Ineos-mandskabets vigtigste våben, nemlig det forhold, at de har en klatrerduo, der potentielt set kan bringe Roglic i en undertalssituation i de høje bjerge.

Nej, man får bestemt ikke løn som fortjent, når et de seneste dage meget passivt Jumbo-mandskab nu kan notere sig tre sejre på fire dage. Så kan rivalerne kun håbe, at der måske venter en lille regning i Pyrenæerne i morgen, når nu grådigheden betød, at det var de i Pyrenæerne så vigtige Sepp Kuss og George Bennett, der måtte føre for at vinde tid på Pogacar og co. og ikke Van Aert, der fik lov at spare sig til spurten, men som er knap så brugbar i de kommende to dage.

De er imidlertid ikke de eneste, der kan mærke medvind så kraftig som den, der blæste dem ind til Lavaur i dag. Det samme kan et Astana-mandskab, for hvem det kører som smurt i olie. Miguel Angel Lopez virkede uhyre overbevisende på en 4. etape, der var yderst løfterig, og efter gårsdagens etapesejr til Alexey Lutsenko blev det på papiret så sidevindssvage kasakhiske hold pludselig dagens bedst repræsenterede med ikke færre end syv af otte mand i front. Jakob Fuglsang ville nok ønske, at det var gået lige sådan, da han for et år siden endte som en af sidevindsetapens store tabere.

Lopez var imidlertid ikke den eneste, der overraskede positive. Lille Guillaume Martin lignede det mest sandsynlige offer i sidevinden, men han fortsatte sin stærke start ved at klare en af de for ham mest frygtede etaper. Det samme gjorde Thibaut Pinot, der limet til Stefan Küngs bundsolide baghjul undgik samme katastrofe som sidste år - endda efter en uhyre overbevisende kollektiv indsats fra FDJ i terræn, der ikke er deres - og det gjorde Enric Mas og Alejandro Valverde, der stille og roligt er i gang med køre Movistar ind i løbet efter en katastrofestart på året. Sergio Higuita viste som i Paris-Nice, at han trods sin beskedne statur sagtens kan køre i sidevind - noget, han måske har lært af Nairo Quintana, der trods et svagt hold i dag bekræftede, at han virkelig har fået styr på den kunst efter katastrofen i Holland for fem år siden. Og Adam Yates, der ellers lignede en sårbar fætter med et hold, der ikke består af klassikereksperter, fortsætter med at mærke sjælden medgang i et løb, der hidtil mest har budt på modgang, mens Buchmann klarede sig igennem, selvom Boras hårde arbejde kunne have gjort ham sårbar.

Så var det mindre overraskende Romain Bardet atterviste , at det altid er en kunst, han har mestret, ligesom det var indlysende, at brølstærke Roglic og Dumoulin med Van Aert ved deres side naturligvis ikke kunne rystes i dette terræn, når nu sloveneren på den hårde måde i Vueltaen lærte, at man ikke kan tillade at tage sig en blunder, når meteorologerne har sat vindpile på rutekortet.

Taberne var til gengæld alle til at forudse. Størst nedtur var det for Pogacar, der måske smed et realistisk podium væk. I forvejen mangler sloveneren rutine i disciplinen, og omgivet af et hold bestående af hovedsageligt klatrere kunne man sagtens forudse, at denne etape kunne blive en udfordring - også selvom han angiveligt blev bremset bag et styrt kort inden Ineos-angrebet.

Også for Mikel Landa gik det galt. Sidste år var det ellers lovende for baskeren, der alligevel endte som en af sidevindsetapens tabere, da Warren Barguil sendte ham til tælling, og i år endte han nok engang som en taber - måske fordi hans hjælpere, Damiano Caruso, Matej Mohoric og Pello Bilbao kort forinden havde lagt sig i bunke på asfalten og efterladt kaptajnen mere sårbar, end han i forvejen var. Sårbar var også Ricie Porte, der næppe nogensinde har siddet i første gruppe på en sidevindsetape, men som nu måtte opleve den uventede overraskelse, at heller ikke medkaptajn Bauke Mollema kunne være tro mod sine hollandske aner i en disciplin, der burde have været et af hans våben, ikke mindst den klassikerstærke trup taget i betragtning. Og helt galt gik det for Daniel Martinez, der desværre efter sit styrt har kurs mod den Andrew Talansky-oplevelse, jeg allerede varslede i den favoritanalyse, jeg skrev inden løbet.

Ja, der er virkelig mange sår, der skal slikkes på hotellerne her til aften, hvor de i stedet skulle have brugt kræfterne på at forberede sig til løbets hidtil vigtigste etape. Og for Bora og Ineos gælder endda, at deres ben ovenikøbet er ekstra ømme, efter at det var dem, der sørgede for at skabe løbet hidtil mest underholdende etape.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Til gengæld er benene næppe alt for mærkede hos et Jumbo-mandskab, der foreløbig har leget gemmeleg på store dele af etaperne, men der alligevel synes at kunne gå på vandet. Og med tanke på, at enkeltstarten betyder, at det ikke er hollænderne, der har behov for at tage initiativ, er der ikke umiddelbart udsigt til, at de går igennem vandoverfladen lige foreløbig. Initiativ belønner sig nemlig ikke altid.

Favoritterne

Det var næppe den indgang til Pyrenæerne, de fleste havde håbet. Mange kunne nok have brugt en rolig sprinteretape som opvarmning til løbets i særklasse sværeste etape hidtil, men nu skal der mobiliseres ny moral hos de slagne helte forud for det, der bliver den første uges vigtigste klatreslag. Til gengæld vil der også væren en revanchelyst fra måske særligt en altid aggressiv Mikel Landa - alt sammen noget, der kan skabe krydderi på det, der venter lørdag.

Det er meget åbenlyst, at den bjergrige første uge har betydet, at arrangørerne har valgt at gøre en af løbets to vigtigste bjergkæder så tam, at man næsten ikke kan kende den. I år er der kun to mod normalt tre etaper, og der er højst usædvanligt slet ingen bjergafslutning. Dertil kommer, at søndagens etape har et design, der gør den svært anvendelig til en stor offensiv, men da man til gengæld har en usædvanligt svær etape i både Massif-Central og Jura-bjergene i uge 2, er det meget rimeligt, at Pyrenæerne i år må leve med en birolle.

Alligevel skal man bestemt ikke undervurdere denne etape - spørg bare Alberto Contador og Michael Rasmussen, der udkæmpede en drabelig dyst i præcis denne finale for 13 år siden. Nok er der ikke mål på toppen af Peyresourde, men de sidste 11,5 km er så lynhurtige, at det er svært at indhente meget af det tabte, især fordi nedkørslen er uhyre let med bare tre hårnålesving og mest af alt består af en lang, lige vej ned til de få flade kilometer i dalen. Der kan sagtens gås til stålet, og der kan blive blødt tid på et Peyresourde, der måske ikke er så langt, men ganske svært, især fordi det kommer lige efter brutale Balès. Samtidig er vinden gunstig på netop Balès, mens der er sidevind på Peyresourde, og det øger i hvert fald muligheden for at skabe selektion.

Alligevel plejer det at have en markant indflydelse på taktikken, at der er en nedkørsel til slut. Ikke så meget i forhold til den måde, finalen køres på, for der kan vindes tid uanset hvad. Det plejer til gengæld at have en ret markant indvirkning på, om man er villig til at gå efter etapesejren, for det er trods alt sværere for en spurtsvag klatrer at tro på sine chancer, når man risikerer at skulle spurte på flad vej.

Det øger derfor altid chancerne for en udbrudssejr. Det betyder ikke, at der ikke vil blive lagt pres på undervejs. Man kan i hvert fald spørge, om Egan Bernal har råd til ikke at udnytte den første meget svære etape til at presse Primoz Roglic, og Mikel Landa og Tadej Pogacar har også så meget tid at vinde nu, at det ligger i kortene, at Bahrain og UAE skal i offensiven. Det samme gælder for Astana og Miguel Angel Lopez, der virker uhyre velkørende og deraf også selvtillidsfuld, og som skal vinde tid inden enkeltstarten. Og det gælder for Nairo Quintana, der må have tanket masser af selvtillid efter den stærke spurt på 4. etape, hvor han overgik forventningerne.

Til gengæld er der også hold, der ikke skal noget. Det gælder Jumbo, der jo bare skal følge med indtil enkeltstarten. Og det gælder Emanuel Buchmann og Thibaut Pinot, der begge stadig slikker sårene og lader tiden arbejde for sig frem mod uge 2 og 3.

På den baggrund er jeg slet ikke i tvivl om, at der nok skal blive kørt cykelløb. Der kan måske allerede blive lagt pres på, når vi når Mentè, men i hvert fald på Balès. Det kan blive Ineos, UAE, Astana og sågar Arkea, og hvis ikke de vil, er jeg næsten sikker på, at Landa og Bahrain vil. Til gengæld er det nok kun Landa, der eventuelt kunne finde på selv at åbne ballet allerede på Balès. Der er trods alt langt hjem, og jeg vil tro, at vi i uge 1 må vente med tidlige angreb og i stedet se frem til et opgør mellem favoritterne på Peyresourde.

Her burde det til gengæld også med sikkerhed komme, men spørgsmålet er hvordan. Alle de nævnte hold har vist markante svagheder på hjælpersiden, hvor de rene bjergryttere, der ikke er kaptajner, i vidt omfang har underpræsteret. Ineos er det hold, man i første omgang skulle forvente at se et pres fra, men deres hold er uden Sivakov næppe i stand til det. Astana har mange stærke folk, men Ion Izagirre, som er vigtigste mand for Lopez, lider. Det samme gør Fabio Aru på UAE og Warren Barguil på Arkea. Mest overbevisende er nok i virkeligheden Bahrain med særligt en velkørende Damiano Caruso, der meget vel kunne blive manden, der skal få det til at eksplodere.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

De andre holds svaghed kan imidlertid også føre til, at Jumbo bare tager kontrollen og får George Bennett og ikke mindst Sepp Kuss til at sætte et tempo, der afholder alle fra angreb. Hvis benene er der, er jeg ikke i tvivl om, at Landa og Lopez i hvert fald nok skal prøve, men det er ikke umuligt, at Kuss kører så stærkt, at det med udsigt til en nedkørsel alligevel mest bliver udskilning bagfra. Jumbo har ikke en interesse i selv at angribe, men det bedste forsvar er - spørg bare Ineos - af og til at køre et tempo, der tager modet fra rivalerne.

Spørgsmålet er dog i første omgang, om de skal køre om etapesejren. Som sagt øger nedkørslen markant udbruddets chancer. Jumbo skal spare sig og er ligeglade, og Mitchelton har en interesse i, at bonussekunderne forsvinder. Jeg tvivler på, at Ineos vil jagte en etapesejr på en etape uden bjergafslutning, og spørgsmålet er, om Bahrain, Astana, UAE og Arkea er villige til at kontrollere det flade. Det er trods alt kun Pogacar, der kan gøre sig håb om at vinde en spurt i dalen, og nu hvor han ikke længere har trøjen inden for rækkevidde, er det nok klogt af UAE at spare på kræfterne til senere i løbet, hvor han plejer at være stærkest.

Jeg udelukker ikke, at et af holdene kan finde på det - måske nok mest Bahrain eller UAE - men jeg tvivler. Jokerholdet er Deceuninck. Julian Alaphilippe ligner som skrevet i analysen en mand, der stadig har gule drømme, og med en faldende finale med i alt 18 bonussekunder kunne det være chancen for at komme tilbage i front. Det vil dog være meget ambitiøst, hvor franskmanden vitterligt tør sætte sig i forvejen hårdt arbejdende hold til at kontrollere en etape, der med stor sandsynlighed er for hård.

Min konklusion er, at jeg ikke tror, at vi vil se et hold målrettet jagte etapesejren. Det betyder dog ikke, at den ikke kan komme i spil alligevel. På en dag som denne vil der med stor sandsynlighed være kamp om at ramme udbruddet, og så kan det tage lang tid, inden elastikken knækker. Etapen er kort, og allerede efter en times tid når vi Menté. Hvis udbruddet ikke får tid til at opbygge et stort forspring - som bestemmes af, hvor meget snor Mitchelton kan give, da de vil gøre alt for at forsvare trøjen - kan de næsten komme tilbage af sig selv, hvis de nævnte hold vælger at lægge pres på, når vi rammer Menté og Balès.

Jeg tror derfor, at det bliver helt afgørende, hvornår udbruddet kommer fri. Knækker elastikken tidligt, så forspringet når at blive relativt stort inden Menté, vil de have en ret god chance, hvis der er gode klatrere med. Det er til gengæld slet ikke sikkert på en etape med en flad indledning, hvor man skal være ganske heldig for at ramme rigtigt, og hvor de lette folk pr. definition har det svært. Hvis til gengæld udbruddet først kommer sent afsted, tror jeg, at presset i feltet vil være så voldsomt, særligt nu hvor en indebrændt Landa med et stærkt hold skal ud over stepperne, at udbruddet kommer tilbage næsten af sig selv. En joker er det dog, hvis en gruppe først kører på Menté. I det tilfælde vil gruppen være så klatrestærk, at deres chancer for overlevelse stiger betydeligt.

Ergo er det meget svært at komme med en entydig konklusion. Etapens design og det taktiske spil taler for en udbrudssejr, men den korte distance og dermed korte afstand frem til et pres for favoritholdene taler for samling.  

Efter moden overvejelse er jeg endt med at tro mest på en favoritafgørelse. Der må være så mange, der vil afsted, at det bør tage nogen tid at få elastikken til at knække. Dertil kommer, at de store hold på en etape som denne vil have folk i front, så de kan hjælpe efter Balès, hvis det eksploderer tidligt eller - for Landas vedkommende - hvis der eventuelt skal angribes tidligt. Og jeg tror, at Landa er så indebrændt, at Bahrain har tænkt sig at gå relativt tidligt i gang - både med folk i udbrud og med pres bagfra - at det vil gå så stærkt i feltet, at udbruddet hentes. Men det kan vitterligt gå begge veje.

I en favoritafgørelse er det svært ikke at have Primoz Roglic som favorit. Sloveneren ligner løbets i særklasse stærkeste, og det er svært at se, at han kan bringes i vanskeligheder. Ikke blot kan han sætte Kuss til at sætte et tempo, der skal afholde alle fra angreb - han har også den luksus, at han bare skal følge med, endda med Dumoulin ved sin side. Samtidig er han i en spurt den hurtigste af klatrerne - hvortil jeg ikke regner Alaphilippe - og dermed skal de andre vitterligt køre fra ham, hvis han skal slås. Det virker ikke videre sandsynligt. Han kan endda håbe at have en ganske vist hidtil ikke specielt velkørende Tom Dumoulin hos sig i en finale, hvor hollænderen kan bidrage med at sætte ham op til en spurt og holde styr på en eventuel gruppe. I det lys kunne meget tyde på, at det bliver sejr nr. 2 til monsteret og sejr nr. 4 på fem dage for den gule armada.

Den største trussel kunne være Tadej Pogacar. Sloveneren fik sig lidt af en lussing i dag, men han er flyvende. Som sagt tidligere taler meget for, at han kun bliver bedre fra nu af, og hans start var i det lys uhyre lovende, da der ikke var skyggen af Vuelta-rust denne gang. Samtidig er han en af de få, der kan drømme om at true Roglic i en spurt. Hans hurtighed på flad vej viste han i hvert fald på 2. etape i Vueltaen sidste år, hvor han slog blandt andre Valverde. Desværre så vi også i Vueltaen, at han havde en offday på 18. etape, og han kan derfor fortsat være en anelse utilregnelig. Har han benene fra forleden, hvor han måske kunne have fulgt Roglic til dørs, hvis han havde haft hans hjul fra start, ligner han dog manden, der kan true sin landsmand. Og så har han sit tidstab som en fordel. Skulle Roglic mod forventet blive isoleret, er Pogacar - der i øvrigt er hans ven - en af de ryttere, han kan lade køre, og vi ved fra Vueltaen, at han aldrig er bange for at angribe, heller ikke tidligt.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Den anden favorit, der står med en chance i en spurt, er Thibaut Pinot. Han var åbenlyst under niveau på 4. etape, hvor hans spurt var langt under vanlig standard, men han har været mere mærket en først antaget. Han var meget optimistisk efter Lusette-stigningen i går og skulle være i betydelig fremgang. For ham er det nok stadig for tidligt at gå i offensiven, men han burde have en fair chance for at følge med de bedste. Der er ingen garantier, når man ihukommer hans kørsel i Alperne, men sidder han der til sidst, ved vi fra Giro-etapesejren i 2017, at han er hurtig nok til at vinde en flad spurt blandt klatrere, muligvis også mod Roglic.

Det er svært at se andre af løbets bedste bjergryttere true Roglic i en flad spurt, og derfor skal vi herefter se i retning af ryttere, der vitterligt kan sætte sloveneren. Det ser svært ud, men jeg vil pege på Miguel Angel Lopez som manden, der kan gøre det. Colombianeren var uhyre overbevisende på 4. etape, hvor han lignede en mand med diamanter i benene, da han med lethed bevægede sig frem, indtil han blev lukket inde mod barrieren. Lopez var sidste år den eneste, der satte en rask og frisk Roglic på en længere stigning, da han - nok delvist fordi Roglic sparede på krudtet, lod ham køre og siden langsomt trak ham ind - satte sloveneren til vægs på første bjergetape til Javalambre. Her nåede han inden styrtet i Andorra at vise, at han meget vel kan nærme sig det gyldne niveau fra 2017, og tirsdag indikerede, at han er lige så god nu. Måske kan Lopez gentage miraklet fra Javalambre og sætte det slovenske monster.

Den anden kandidat er naturligvis Egan Bernal. Han så ganske fin ud på 4. etape, der slet ikke passede ham, og han er synligt bedre end i forberedelsen, hvor han var overraskende svag. Til gengæld kan man frygte, at etapen kommer for tidligt. Sidste år var Bernal rusten i de første to uger, og det samme gjaldt i mindre omfang i 2018. I forvejen er ugelange etapeløb ikke hans spidskompetence, og han er altid først bedst, når alle er trætte. Han taler selv om at skulle sikkert frem til løbets tredje uge, og derfor kan han vælge en defensiv taktik. Omvendt ligger enkeltstarten i baghovedet, og han kan næppe spilde alt for mange muligheder. Det ser svært ud, men Bernal har en chance for at sætte Roglic.

I dag var det en ulempe, men i morgen kan det være en fordel. Mikel Landa har nu tabt tid, og hvis Jumbo er lidt tynde, kan de lade baskeren smutte væk. Forsøget vil næsten med sikkerhed blive gjort - enten på Balès eller Peyresourde. Til gengæld er hans form svær at blive klog på. Han var ikke blændende på 4. etape, men den passede ham heller ikke. I Dauphiné var han ikke overbevisende, men vi har i 2019 og 2020 generelt set, at en skadesfri Landa stadig har et tårnhøjt niveau. Han er næppe god nok til bare at køre væk, men tidstabet gør ham til en kandidat.

Den sidste, jeg vil pege på, er Nairo Quintana. Colombianeren var chokerende stærk i spurten på 4. etape, og det tyder på form. Problemet med Quintana er bare den forsvundne holdbarhed, der betyder, at hans tårnhøje topniveau i grand tours nu synes at forsvinde relativt hurtigt og i hvert fald ikke er til stede hver eneste dag. Om han er kommet sig over det alderstegn, ved vi ikke, men det virker ikke voldsomt sandsynligt. Til gengæld ved vi også, at netop topniveauet fortsat er tårnhøjt, som vi har set det de forgangne to forår samt med kongeetapesejren sidste år. Jeg har lidt svært ved at tro det, men hans kørsel på 4. etape gør, at en Quintana-sejr er en reel mulighed.

Endelig er man nødt til at nævne Julian Alaphilippe. Hans spurt på 4. etape tilsiger, at han kommer til kort i de høje bjerge i år, og jeg tror mest af alt, at vi får en klassisk Alaphilippe-eksplosion på denne etape. Belært af erfaringerne fra sidste år må man imidlertid ikke udelukke, at der pludselig ligger en kanin, der kan hives op af hatten. Nedkørslen er så kort og let, at han næppe kan bruge den til at indhente andet end få sekunder, så han skal være tæt på de bedste på Peyresourde eller håbe på, at der går taktik i den nede i dalen. Sidder han der til sidst, vil han formentlig have en lille overhånd mod Roglic i en spurt.

Blandt de øvrige favoritter er Guillaume Martin uhyre overbevisende, men det er svært at se ham vinde etapen. Nok er han aggressiv og underdog, men han kører næppe væk, og i en flad spurt vinder han ikke. Adam Yates skuffede på 4. etape, og her stigningerne længere og passer ham dårligere. Da han ikke vinder en flad spurt, er det svært at se ham vinde etapen. Tom Dumoulin skuffede på 4. etape og kan få det svært. I en spurt er han hurtig, men vil formentlig skulle køre for Roglic. Jeg har svært ved at se de ellers halvhurtige Rigoberto Uran og Bauke Mollema køre med de allerbedste, og det samme gælder for Richie Porte, Esteban Chaves og Romain Bardet, der heller ikke er hurtige på flad vej. Emanuel Buchmann er i bedring, men skal stadig bare overleve og er heller ikke hurtig, ligesom Enric Mas heller ikke er det, selvom jeg faktisk synes, at spanieren ser lovende ud. Richard Carapaz bør være i fremgang og vil formentlig være bedre end forleden, men heller ikke han kan køre væk eller spurte sig til sejr. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis en velkørende Hugh Carthy kan køre med de bedste, men han vinder aldrig en spurt, og jeg har svært ved at se de ellers hurtige Alejandro Valverde og Sergio Higuita følge de bedste her.

Mine øvrige vinderkandidater er derfor udbrydere, men med en flad start er det et lotteri at ramme rigtigt, og man skal tillige have tabt så meget tid, at Mitchelton giver tilstrækkeligt med snor. Samtidig skal man stadig klatre uhyre godt for at gøre det færdigt foran et felt, der på en kort, hektisk etape kører klassement. Til gengæld er finalen svær nok til, at en god spurt ikke er et must.

Jeg vælger at pege på Hugh Carthy. Briten burde have kørt klassement, men blev ofret på 2. etape. I dag var han klog nok til at smide lidt tid i finalen, så han nu har tabt næsten seks minutter. Det betyder, at han burde kunne få lidt spillerum. Det er klart, at han har det svært i den flade indledning, men kommer han afsted, klatrer han sublimt. Det så vi i Giroen sidste år og med hans gigantiske monsterridt i Tour de Suisse, og han virkede meget formstærk i den eksplosive finale på 4. etape, der slet ikke passede ham. EF vil formentlig gerne have ham afsted og lykkes det, tror jeg, at han kan gøre det færdigt.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Jeg vil også pege på Davide Formolo. Italieneren skal først og fremmest støtte Pogacar, men på denne etape er det en god ide at sende folk i forkøbet. Her kunne Formolo være yderst gavnlig, og det kan samtidig åbne døren for at jagte en etapesejr, som han har som mål. Han er ikke klatrer, men i stedet nu specialist på korte stigninger. Det forhindrede ham dog ikke i at vinde en bjergetape i Dauphiné, og det vidner om, at han sagtens kan klatre i høje bjerge. Den flade start er heller ikke en alt for stor ulempe, og det gør ham til en oplagt kandidat, hvis Pogacar giver ham plads.

Jeg vil også pege på Marc Hirschi. Den lille schweizer er puncheur og ikke klatrer, men han viste i Dauphiné, at han godt kan forsvare sig i bjergene. Han imponerede stort på 2. etape og har de seneste dage bevidst blødt så meget tid, at han ikke er skyggen af trussel. Sunweb vil med statsgaranti forsøge at få ham afsted, og lykkes det, har han sin gode spurt som våben, hvis han kan overleve stigningerne.

Jeg vil også pege på Ilnur Zakarin . Russeren er bestemt ikke genfødt og smed sit klassement allerede i Nice. Vi ved dog af erfaring, at Zakarin bliver bedre og bedre i en grand tour, og hans topniveau er stadig højt. Det så vi med Giro-etapesejren sidste år, og det så vi med den lovende start i Emiraterne i år. Jeg er ikke fuldt overbevist om, at han er god nok allerede nu, men kommer han afsted burde chancerne være rimelige - og heldigvis er nedkørslen så let, at selv Zakarin ikke kan miste en bondegård.

Man må også pege på Jesus Herrada igen. Han var ganske tæt på forleden, hvor han dog var oppe mod en ustoppelig Lutsenko. Han er bestemt ikke klatrer, men han har forbedret sig voldsomt i bjergene. Det har vi set talrige gange, senest i går, og i den rette gruppe har han en god chance for at være med. Han er ikke så hurtig som tidligere, men i en spurt vil han mod mange klatrere stadig stå relativt stærkt.

En stærk kandidat er også Pello Bilbao. Han kunne være manden, Landa skal have sendt ud foran, nu hvor Damiano Caruso er for tæt på i klassementet. Baskeren har ikke været på sit bedste niveau i år, men han er ikke langt væk. Han vil være en af de bedste i et udbrud, selvom lange stigninger ikke er spidskompetencen, og han har før i Giroen udnyttet netop denne rolle som forpost til at vinde 20. etape for et år siden, hvor han også gjorde brug af den spurt, der er et våben. Bekymringen er, om et tab på 4.30 er nok til at få lov.

Israel SUN har den stærke duo med Ben Hermans og Dan Martin. Spørgsmålet er, om de er klar efter deres respektive styrt. Bedst ser Hermans ud, efter at han sad med i går, og han ligner efterhånden en mand, der er frisk nok til at prøve. Formen var hæderlig forinden, hvor han blev nr. 9 i Lombardiet, og han er efterhånden blevet god på lange stigninger. Martin så ok ud på 4. etape, men skuffede lidt i går. Han har nok lidt længere vej, men kan også have sparet sig på en etape, hvor der ikke var meget at vinde. Den flade start passer ham ikke, men til gengæld har han spurten som sit våben.

Endelig er der Tiesj Benoot . I går skulle han ikke afsted, fordi han stadig har problemer med hånden efter styrtet forleden. Derfor er det tvivlsomt, om han er frisk allerede nu - især fordi ryggen også driller - men hvis han er, klatrer han nu så godt, at han har en fornuftig chance i den rette gruppe, også fordi han kan slå mange klatrere i en spurt.

Pierre Rolland og Alexey Lutsenko har tabt for lidt tid, og jeg tror, at Warren Barguil skal blive hos Quintana. Fabio Aru så for rusten ud forleden, og jeg er ikke helt overbevist om formen hos Ion Izagirre, selvom Lopez godt kunne sende ham i forkøbet. Bror Gorka Izagirre klatrer næppe godt nok til at gøre det færdigt. Bora kunne sende Maximilian Schachmann i forkøbet, og i den rette gruppe kunne han gøre det færdigt, men han arbejdede meget i dag. Holdkammeraterne Felix Grossschartner og Gregor Mühlberger virker for formsvage og Lennard Kämna for forslået. Nicolas Roche vil sikkert prøve igen, men får svært ved at gøre det færdigt på baggrund af det, vi så forleden. Pierre Latour, Alexis Vuillermoz og Nicolas Edet kunne være kandidater, men virker formsvage, og jeg tror, at finalen er for svær for både Alessandro de Marchi og Thomas de Gendt. Neilson Powless skal nok passe på sig selv efter det seneste udbrud, og Krists Neilands kan nok ikke gøre det færdigt. Endelig er Daniel Martinez og Domenico Pozzovivo formentlig for forslåede.

BEMÆRK: Lad mig understrege, at sandsynligheden for en udbrudssejr er meget stor. Jeg opfordrer derfor til at læse mine overvejelser om det taktiske spil, der vil bestemme, hvilket udfald vi får, inden man drager sine personlige konklusioner. Bemærk tillige, at der nok engang er tale om vinder- og ikke top 10-kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Thibaut Pinot

Outsidere: Miguel Angel Lopez, Egan Bernal, Mikel Landa, Nairo Quintana, Julian Alaphilippe

Udbrudskandidater: Hugh Carthy, Davide Formolo, Marc Hirschi, Ilnur Zakarin, Jesus Herrada, Pello Bilbao, Dan Martin, Ben Hermans, Tiesj Benoot, Maximilian Schachmann

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Rasmussens og Alberto Contadors duel samt Alexandre Vinokourovs (nu fratagede) etapesejr i samme finale fra 2007.