Optakt: 9. etape af Giro d’Italia

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL 9. ETAPE - VIND KONTANTER

Ruten

Weekenden efter den første uge har ofte budt på den første større bjergafslutning, men meget ofte har der været tale om en relativt blød finalestigning. I den 100. udgave skal feltet igen ud på en større klatreudfordring, inden de kan se frem til en velfortjent hviledag, men som det var tilfældet allerede med den tidlige afslutning på Etna, har man i denne gang fundet et bjerg, der kan gøre betydelig skade. Det sker, når den frygtede Blockhaus-stigning vender tilbage efter 8 års fravær og bliver rammen om det andet store klatreslag. Efter skuffelsen på Etna, vil man, når rytterne har nået toppen 1665 m højde, have en meget klar ide om, hvem der skal køre om sejren i den historiske udgave af Italiens store etapeløb.

Med sine bare 149 km er der tale om en af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, men modsat mange tilsvarende udfordringer byder distancen mellem Montenero di Bisaccia ikke på andre store bjerge end målstigningen. Således bevæger man sig fra starten ad en småkuperet vej direkte ud til Adriaterhavskysten, som man følger i nordvestlig retning det meste af dagen. Den byder kun på nogle ganske små bakker, blandt andet en lille stigning, der fører op til den første spurt efter 18,9 km, men derudover er første halvdel hovedsageligt flad.

Efter 75,4 km når man frem til Francavilla al Mare lige syd for storbyen Pescara, og her ændrer etapen karakter, når man drejer ind i landet og kører mod sydvest direkte ind i hjertet af Appenninerne og det terræn, der gør Tirreno-Adriatico til så fascinerende og smukt et cykelløb. Umiddelbart efter tager man hul på stigningen op til Chieti, der er kendt og berygtet for sin giftige afslutning på flere Tirreno-etaper, og som er rammen om dagens sidste spurt efter 91,2 km. Efter nedkørslen venter et fladt stykke samt en mindre bakke, der har top, når der resterer 30,9 km. Vejen er smal og i dårlig stand.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Herefter kører man ned til foden af målbjerget, og når man drejer mod sydøst, begynder det at stige. Faktisk stiger det næsten uafbrudt de sidste 25,9 km, men officielt starter stigningen først, når man efter en lille nedkørsel rammer de sidste 13,6 km. Den gennemsnitlige stigningsprocent er modbydelige 8,4%, og den maksimale er 14%. Efter en relativt blød start holder stigningsprocenten sig over 9 i næsten 10 km, og de sidste 10 km stiger med 9,4% i gennemsnit. De sidste knap 3 km er lidt lettere, idet stigningsprocenten her er 7-9%. Med 500 m til mål kommer der en ganske lille nedkørsel, inden e, skarpt sving leder ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger med 8%. Derudover er der ingen sving i de sidste 2500 m.

Blockhaus har haft besøg af løbet fire gange tidligere, første gang i 1967, hvor Eddy Merckx vandt. Året efter var Franco Bitossi hurtigst, og Manuel Fuente og Moreno Argentina var bedst i hhv. 1972 og 1984. Senest lagde man vejen forbi i 2009, hvor Franco Pellizotti vandt en ultrakort etape på bare 83 km - en sejr han senere har fået frataget på grund af sin blodpassag, og derfor er Stefano Garzelli officielt registreret som vinder.

Vejret

Det fantastiske forårsvejr fortsætter søndag, hvor der venter smukt solskin samt en temperatur i bunden af sidste stigning på 23 grader. De vil være en svag til let vind fra nordøst, hvilket giver sidevind på den første halvdel af etapen og medvind når man drejer ind i landet. På den sidste stigning vil der være sidevind.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL 9. ETAPE - VIND KONTANTER
 

Analyse af 8. etape

Det var helt sikkert ikke, hvad favoritterne havde håbet på. Med en kuperet rute, der lagde op til udbrud, var det indlysende, at der ville blive gået til den fra start, og at det ville blive en kamp at komme med i det tidlige udbrud. Der er imidlertid ingen tvivl om, at de alle havde håbet på, at roen ville sænke sig efter en hektisk første time, men sådan skulle du absolut ikke gå. Wilier og Gazprom havde begge misset udbruddet, og selvom de begge endte tomhændede, kan de indirekte komme til at spille en stor rolle. Med deres hårde føringsarbejde inden første stigning, åbnede de nemlig løbet igen, og da først Valerio Conti, der var en trussel mod Bob Jungels’ førertrøje, havde sneget sig med i udbrud, var det klart, at etapen ikke ville gå i stå.

Resultatet blev, at det blev en helt forrygende hurtigt etape, som rytterne samstemmende har betegnet som den hårdeste hidtil. Det har helt sikkert efterladt 382 meget ømme ben i Giro-feltet bare 24 timer inden den frygtede Blochaus-etape, der siden den lidt flade Etna-etape har været udset som dagen, der skal give de første seriøse svar.

Det var Conti, der skabte kaos, men det var Movistar, der endte som de store vindere. Ganske overraskende valgte både de og Bahrain-Merida, der ellers hidtil har gjort det helt klart, at de alene er her for deres kaptajner, at sende folk med i angrebene på stigningen og give dem friheden til at jagte sejren. Det er imidlertid ikke en ukendt taktik for spanierne, der meget ofte gør netop det på de store bjergetaper i grand tours. Herved har de folk ude foran i tilfælde af behov for hjælp, men ikke sjældent har det også givet mulighed for, at hjælperyttere kan gå efter sejren. Det har i de senere år givet flotte placeringer til folk som Winner Anacona og Giovanni Visconti, og sidste år var det Gorka Izagirres bror Ion, der benyttede friheden til at vinde den sidste bjergetape i Touren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For Gorka er der tale om karrierens klart største triumf og en velfortjent belønning efter et forår, hvor han helt klart har forbedret sit niveau markant. Det startede allerede i januar med andenpladsen bag Porte på den første af de to svære etaper i Tour Down Under, men et dumt styrt på en flad etape kostede ham sandsynligvis en samlet podieplacering i det australske løb. Senere slog han til i Paris-Nice, hvor Valverde sygdom gav ham en uventet kaptajnrolle, og her leverede han med en samlet top 5-placering karrierens i særklasse flotteste resultat.

Kulminationen kom i dag, og det mør være velkomment i det interne brødreopgør. I de tidlige år var det således Gorka, der umiddelbart fremstod som den stærkeste, men hurtigt blev han overskygget af Ion, der har etableret sig som en af sportens stjerner og bedste til at score WorldTour-point i ugelange etapeløb. Gorka har ikke samme alsidighed eller topniveau, men i år har han lukket en betydelig del af hullet.

For Giovanni Visconti var det en yderst frustrerende oplevelse. På et hold, der er bygget op om Nibali, får han ikke mange chancer, og det her var en af de få, der vil vise sig. Han er ellers netop skiftet til Bahrain med det formål at ”finde den gamle Giovanni”, som han har beskrevet det, dvs. den sejrsmaskine, han var i de tidlige år af sin karriere. Han havde fået en kaptajnrolle i Ardennerne, men her ramte han aldrig topformen og blev overskygget af kaptajnen Ion Izagirre. Derfor må det være ekstra bittert, at han ikke formåede at slå til i dag.

Det er også værd at fremhæve Valerio Conti. Den unge italiener har i årevis været et stort talent, og han vandt allerede semiklassikeren GP Beghelli som neo-pro. Han har imidlertid samtidig været enormt ustabil og kan fra én dag til den næste gå fra at være flyvende til at være helt elendig. Sidste år kom han ud af Giroen i fantastisk form, som han tog med sig ind i Dauphiné, og senere på året vandt han en stor etape i Vueltaen ved at angribe fra et udbrud. Den dag var han helt ustyrlig, og det så ud til, at han havde en tilsvarende dag på denne 8. etape. Selv Conti kan imidlertid løbe tør for kræfter, og han betalte mod slutningen tydeligvis prisen for en alt for aggressiv kørsel tidligere på etapen. Den går ikke, når man er oppe mod tre folk, der alle har flere sejre og et godt vinderinstinkt.

Cannondale har ikke vundet et WorldTour-løb i to år - de markerede årsdagen fredag - og de har ofte truffet nogle meget særegne taktiske dispositioner. Det gjorde de også i dag. Det var ganske fint at sende Davide Villella med i udbrud, dels fordi han reelt havde en chance for at vinde etapen (han er trods alt kørt i top 5 i Il Lombardia), dels fordi det var nødvendigt af hensyn til holdkonkurrencen. Da Villella faldt fra, burde man imidlertid med det samme have sendt folk frem for at føre. I Michael Woods havde man etapens måske største favorit, og efter at have jagtet så hårdt på 6. etape er det et mysterium, at man forblev passive i finalen. I sidste ende kom man så tæt på de forreste, at der ikke skulle meget til, for at Woods faktisk kunne have kørt om sejren. Han blev ganske vist nu slået af Battaglin i spurten om fjerdepladsen, men det havde været et helt andet scenarium, hvis etapesejren havde været i spil.

Endelig fortjener Mikel Landas offensiv en bemærkning. Det var forfriskende - typisk Landa, der stort set angriber på enhver bakke, der toner sig op foran ham - men det virkede mildt sagt lidt formålsløst. I morgen venter en af de sværeste etaper i løbet, og det var helt givet, at han aldrig ville kunne holde hjem i en alt for nem finale, hvor alle klassementsryttere havde adskillige hjælpere. Det endte som skønne spildte kræfter, men det kan have tjent til at styrke selvtilliden for baskeren, der havde en svær dag på Etna. Han indrømmede, at han led på vulkanen efter en hård opkørsel som følge af en punktering. Dagens angreb kan have tjent som formål at åbne benene op og vise sig selv, at han er klar til at slås om sejren i det første store klassementsslag i løbet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL 9. ETAPE - VIND KONTANTER
 

Favoritterne

Modvinden betød, at Etna endte som en fuser, men nu er der ikke længere nogen vej tilbage. Søndagens etape vil ikke ende med en tilsvarende stillingskrig, hvor favoritterne lurer på hinanden, og der ikke kan gøres en forskel. Blockhaus er en decideret modbydelig stigning - af Domenico Pozzovivo endda beskrevet som løbets sværeste -og 10 km med et gennemsnit på 9,4% kan gøre kolossalt stor skade. Samtidig er det et bjerg, der aldrig giver mulighed for at komme sig, og det først mod slutningen, at det bliver lidt mere overkommeligt. Samtidig vil der denne gang ikke være en vind, der kan forhindre udskilningen - hvilket i øvrigt også er umuligt på så svært et bjerg.

Det betyder ikke, at vi skal forvente kolossale tidsforskelle. Var stigningen kommet senere i løbet, havde skaden været større. Vi er stadig på et tidspunkt, hvor der som regel køres lidt mere afventende, og det vil også være tilfældet her, hvor mange har sat tirsdagens enkeltstart som en slags fikspunkt. Det er først, når de mange kilometer i kampen mod uret er afviklet, at man meningsfuldt kan lægge en strategi for resten af løbet, og vi tvivler på, at der findes favoritter, der er villige til at kaste sig ud i en stor offensiv meget tidligt på bjerget. Dertil kommer, at stigningen kommer efter en kort, relativt let etape, og det betyder, at rytterne vil være relativt friske, når de ankommer til bunden - i hvert fald så frisk, som man kan være på dag 9 i en grand tour.

Det første store spørgsmål er, om favoritterne overhovedet skal køre om etapesejren. Det er ingenlunde givet. Forud for løbet har meningerne om udbrydernes chancer været delte. Nogle har ment, at det vil blive svært for udbrydere at vinde bjergetaper, fordi der er så mange gode og jævnbyrdige klatrere, at der altid vil være mindst ét hold, der er interesseret i at jagte. Andre har ment, at netop det brede favoritfelt vil lede til en uklar ansvarsfordeling, hvor ingen er villige til at påtage sig en lederrolle.

Det naturlige vil være, at Movistar kontrollerer etapen, idet Nairo Quintana på papiret er etapens favorit. Det er imidlertid formentlig for tidligt for colombianeren, der helt tydeligt følger en plan, hvor det handler om at komme frem til tredje uge med så lille et tidstab som muligt. Quintana er ikke gået ind til løbet i topform, og han ventes kun at blive bedre og bedre. Det betyder ikke, at han ikke kan vinde etapen, men det betyder, at Movistar næppe vil kontrollere.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Quick-Step ved, at Bob Jungels taber trøjen på en stigning, der er alt for svær for ham, og da de allerede har brugt mange kræfter, vil de nok kun føre for syns skyld. Det er ikke helt oplagt, hvem der skal forestå jagten, og derfor har et udbrud en reel chance.

Af samme grund kan vi forvente endnu en hurtig start med mange angreb, og det kan ende med et scenarium som i dag, hvor det tager en times tid, inden en gruppe kommer fri. De er imidlertid en delikat sag, fordi det kun er ganske få ryttere, der kan vinde på så svært et bjerg. Den flade indledning betyder imidlertid, at mange af de rene klatrere får svært ved at ramme udbruddet, og det bliver derfor lidt et lotteri, hvem der i sidste ende kommer med, og man kan i teorien ende med et udbrud helt uden klatrespecialister. Modsat på de foregående etaper vil man denne gang sikkert se flere klassementshold sende folk med, fordi deres ryttere kan blive nyttige på sidste stigning, selv hvis udbruddet ikke holder hjem.

Det tror vi ikke, at de gør. Thibaut Pinot stråler af selvtillid, og han har ikke kunnet vente med at komme frem til Blockhaus, der er en lang, svær stigning, der passer ham. Han har tit vist, at han ikke er bange for at bruge sit hold til at jagte, også når han oppe mod på papiret stærkere ryttere. Også Ilnur Zakarin er en mand med oplagte ambitioner, og Katushas store aktivitet på dagens etape var en indikation af hans tro på sig selv. Derfor tror vi, at FDJ og/eller Katusha vil påtage sig ansvaret for at køre udbruddet ind, specielt fordi etapen er kort og nem, og det derfor kan gøres uden at for store kraftanstrengelser.

Derfor tror vi, at de bedste klatrere skal afgøre det på sidste bjerg. Der er tale om en så svær stigning, at det er terræn for de letteste af de lette. Selvom Tom Dumoulin har forbedret sig kolossalt på stigningerne, er det således ikke en etape, som den store hollænder kan vinde. Også typer som Bob Jungels og Andrey Amador vil være i defensiven her, hvor de helt lette folk kan brillere.

Hidtil har det været meget svært at aflæse noget som helst om det interne styrkeforhold, og da Quintana endnu ikke er på 100%, og der bag colombianeren er tale om et næsten historisk tæt felt, har vi en af de mest åbne bjergetaper længe i en grand tour. Vi tror på, at Ilnur Zakarin viser sig som den stærkeste. Russeren er af helt uvisse grunde fløjet under radaren, men det er en stor fejl. I sidste år Romandiet Rundt har han vist, at han er en af de få, der kan matche Quintana i bjergene, og han var endda bedste mand i Liege-Bastogne-Liege, hvor kun brostenene forhindrede ham i at vinde. Han tabte lidt af sit momentum i Giroen efter et hårdt forår, men i år har han helt tydeligt timet det langt bedre. Således har han haft en relativt anonym første del af sæsonen, men nu synes han at have ramt formen.

Zakarin var den bedste af favoritterne på Etna, men det skal man ikke lægge alt for meget i. Det skyldtes snarere det taktiske spil end reel styrke. Han viste imidlertid form ved at holde feltet bag sig i den hårde modvind, da først han havde sneget sig væk. Samtidig viste etapen, at han stadig er en anelse undervurderet, og på dette tidspunkt i en grand tour kan det sagtens blive en anelse taktisk i finalen. Det har Zakarin ofte vist, at han kan udnytte, og han er samtidig en af de få, der reelt kan true Quintana i bjergene. Derfor tror vi på russisk sejr.

Sidste år var Steven Kruijswijk løbets klart stærkeste rytter. Ifølge ham selv er han i år mindst lige så stærk, og det bør i sig selv være skræmmende nyt for rivalerne. Noget tyder imidlertid på, at han har ret. Normalt er han helt anonym i foråret, men i år har han langt bedre resultater end vanligt. Samtidig har han virket stærk hidtil i løbet og har endda givet udtryk for at have haft det let på dage, hvor andre har haft det hårdt. Kruijswijk er lidt af en dieselmotor, der normalt er bedst på længere bjergetaper med mange stigninger, helst i den tredje uge, men Blockhaus er så svær, at en ren klatrer som ham sagtens kan gøre en forskel. Det eneste minus er, at han styrtede i positionskampen inden Etna og siger, at han endnu ikke fysisk er 100% på toppen. Han oser dog af selvtillid, og han synes ikke at være specielt hæmmet. Vi vil ikke blive overraskede, hvis Kruijswijk allerede ny kører sig i lyserødt ved at vinde etapen.

Nairo Quintana er ikke på 100% endnu, og han vil ikke kaste sig ud i en stor offensiv tidligt på bjerget. Han er imidlertid normalt et niveau over rivalerne, og hvis han mod slutningen fornemmer, at han kan vinde lidt tid inden enkeltstarten, vil han slå til. Han vil næppe løbe store risici, men det kan sagtens være, at han sætter en offensiv ind mod slutningen. Det store spørgsmål er, om niveauet allerede nu er til at gøre en forskel. Vi er ikke helt overbeviste, men det vil være hovedløst ikke at udråbe løbets bedste klatrer til en af favoritterne på en stigning, der passer ham som fod i hose.

Hvad skal man tro om Vincenzo Nibali? Vi må indrømme, at vi har lidt svært ved at blive kloge på den forsvarende mester. Meldingen fra Bahrain er, at han er bedre end sidste år, men det siger ikke så meget. For 12 måneder siden kørte han ganske skidt i løbets indledning, og signalerne i Kroatien Rundt tyder ikke på, at han i år er mærkbart stærkere. Det er svært at aflæse meget af hans angreb på Etna, men det er helt tydeligt, at han har en større tro på sig selv, end han havde sidste år. Vi er ikke i tvivl om, at han vil vise sig at være meget stærk i løbets tredje uge, men også for ham kan denne etape komme lidt for tidligt. Samtidig har han før haft det lidt svært på meget stejle stigninger. Nibali kan sagtens vinde etapen - han er løbets næstbedste klatrer - men han er ikke topfavorit.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Etapens store wildcard er Geraint Thomas . Briten har i år kørt helt fantastisk opad, og hvis han er lige så stærk som i Tour of the Alps, bliver han skræmmende. Her er omstændighederne imidlertid helt anderledes. Blockhaus er en meget sværere stigning end det, han har mødt tidligere, og samtidig er vi nu ni dage henne i en grand tour. Thomas vil være meget bevidst om ikke at grave for dybt, og han kan ende med at køre sin egen enkeltstart op ad stigningen. Det kan muligvis koste ham etapesejren, men det kan også være det, der gør det muligt at komme tilbage mod slutningen. På papiret burde Blockhaus være for svært, men med det, han har leveret i år, er intet umuligt for Thomas.

En lang, stejl stigning er perfekt for Thibaut Pinot, der helt tydeligt er ganske velkørende. Franskmanden havde imidlertid håbet på en hårdere, mere opslidende etape end denne ret eksplosive sag. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er en af løbets bedste klatrere. Samtidig er han en mester i at afmåle sin indsats og ikke gå i rød zone for tidligt. Det var sådan, han vandt årets kongeetape i Ruta del Sol, og det er en ekstremt vigtig egenskab på en så stejl stigning. Alligevel kan Pinot få svært ved at vinde etapen. Franskmanden er sjældent den bedste på dagen, men først og fremmest stærk i kraft af sin stabilitet. Hans bedste chance for en etapesejr kommer formentlig på en af de større bjergetaper senere i løbet.

Mikel Landa er svær at blive klog på. I år har han hidtil ikke været overbevisende, og det var helt tydeligt, at han led på Etna. Der havde han imidlertid brugt mange kræfter på en hård opkørsel efter en punktering, og derfor kan det være svært at aflæse for meget ud af det. Denne svære stigning passer ham langt, langt bedre. Hvis han har sit 2015-niveau, vinder han denne etape. Problemet er, at han ikke har fundet det siden, og ingen ved, om han har det denne gang. Hans problem er, at hans rivaler er hunderædde for ham, og derfor får han ikke meget frihed.

Adam Yates vil helt sikkert vise sig som en af de stærkeste, specielt fordi etapen er kort og ikke alt for svær. Briten er imidlertid bedst på stigninger, der ikke er alt for lange, og Blockhaus er måske en anelse for udmarvende for det unge supertalent. Samtidig har vi fornemmet visse svaghedstegn undervejs, og vi tvivler lidt på, at Yates kan vinde på Blockhaus. På den anden side skal man altid passe på med unge rytter med et talent af dette format. De har det med at overraske igen og igen.

Det ser endelig ud til, at Domenico Pozzovivo er tilbage. I Tour of the Alps lignede han for første gang den rytter, han var inden styrtet i 2015. Er han vitterligt sig selv igen, er dette en perfekt etape for ham. Stigningen er ikke alt for lang, og den er samtidig meget stejl - lige som han kan lide dem. Samtidig har han den fordel, at han ikke vil blive mandsopdækket i samme omgang som mange andre.

Det vil Davide Formolo heller ikke, men rivalerne gør klogt i ikke at undervurdere ham. Han er et af de allerstørste klatretalenter i sin generation, og efter et svært 2015 og et skadesramt 2016 synes han at være tilbage på sporet. Hidtil har han ikke vist antydningen af svaghedstegn, og det burde være en stigning, der passer ham. Hvis favoritterne kigger på hinanden, vil han være klar til at slå til.

Det samme vil Michael Woods og Simone Petilli. Ingen taler om de to klatrere, der ikke er podiekandidater, og derfor vil de have relativt frit spil. Woods er ikke ren bjergrytter, men han er fremragende på meget stejle stigninger. Denne stigning er muligvis en anelse for lang, men canadieren synes at være i helt fantastisk form. Stigningens længde er ikke noget problem for Petilli, der er en klatrer af den helt ægte støbning. Han har længe været et stortalent og synes at have fundet topformen i rette tid. Hidtil har han virket fremragende kørende, og søndag kan være dagens, hvor han får sit store gennembrud.

Bauke Mollema, Tom Dumoulin og Tejay van Garderen fortjener at blive nævnt. Alle tre virker velkørende og vil helt sikkert være med fremme. De to sidstnævnte vil imidlertid sandsynligvis køre defensivt og vinder derfor næppe etapen. Mollema virker til stadig at jagte sin allerbedste form, og derfor tvivler vi også på sejr til hollænderen.

Endelig vil vi komme med et par udbrudskandidater. Som sagt er der gode chancer for, at en gruppe holder hjem. Den flade start gør det meget svært at forudse, hvem der kommer med, men det er ikke mange, der kan gøre det færdigt. Det mest oplagte navn er en meget velkørende Pierre Rolland, der har smidt tid de sidste par dage for at være klar til denne etape. Han er god til at ramme udbrud, også på flad vej, og ligner efterhånden sit gamle jeg. Også Hugh Carthy er meget velkørende, men han får sværere ved at ramme udbruddet. Omar Fraile er en oplagt kandidat, selvom den sidste stigning kan være en anelse for svær for ham. Derudover vil vi pege på Hubrt Dupont, Patrick Konrad og Jan Hirt som gode bud.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL 9. ETAPE - VIND KONTANTER
 

Feltet.dks vinderbud: Ilnur Zakarin

Øvrige vinderkandidater: Steven Kruijswijk, Nairo Quintana

Outsidere: Vincenzo Nibali, Geraint Thomas, Thibaut Pinot, Mikel Landa,

Jokers: Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Davide Formolo, Michael Woods, Simone Petilli

Udbrudskandidater: Pierre Rolland, Hugh Carthy, Omar Fraile, Hubert Dupont, Patrick Konrad, Jan Hirt

KØB DEN STORE GIRO-BOG PÅ OVER 600 SIDER