Optakt: 9. etape af Giro d’Italia

Ruten

Weekenden efter den første uge har ofte budt på den første større bjergafslutning, men meget ofte har der været tale om en relativt blød finalestigning. I den 101. udgave er der måske chancer for, at man kan skabe lidt større afstande på den sidste etape i den første uge, idet der denne gang bydes på lidt af et bjergmaraton over hele 225 km. Ganske vist er der ikke tale om Italiens sværeste stigninger i denne del af landet, men da de sidste knap 50 km alle stiger, og da den afsluttende stigning til Gran Sasso faktisk bliver ganske stejl til slut, burde der være mulighed for at vinde tid for de bedste klatrere i en stor dyst som afslutning på en lang, udmarvende dag, der heldigvis følges op af en velfortjent hviledag. Målstigningen er årets Pantani-stigning og skal minde os om hans storslåede solosejr på samme bjerg i 1999.

I alt er der på denne voldsomme søndag hele 225 km på programmet, og de fører fra Pesco Sannita til toppen af stigningen Gran Sasso d’Italia. Formålet med etapen er at fortsætte rejsen mod bjergene i nord, og derfor består hele dagen af en lang tur mod nordvest op gennem den italienske støvle. Modsat de foregående etaper, hvor man tilbragte en del tid langs kysten, finder hele etapen imidlertid sted midt inde i hovedlandet, hvor Appenninerne som bekendt befinder sig, og hvor der stort set ikke er én eneste meter flad vej. Det præger i den grad også etapen, der er kuperet hele dagen. Den første del er dog relativt overkommelig, idet den kun byder på rullende og relativt fladt terræn med et par mindre bakker, og det er først efter 83,2 km, at etapen for alvor tager fat. Det sker via en lang, ikke-kategoriseret stigning, der efter en lille nedkørsel fører frem til forplejningszonen, der kommer efter 95,2 km. Herefter venter med det samme kategori 2-stigningen Roccaraso (6,9 km, 6,5%, max. 12%), hvis toppen rundes efter 108,1 km. Der er tale om en ret jævn stigning, der midtvejs over ca. 5 km stiger med 7,5% i snit.

Stigningen leder op på et plateau, der følges i 11 km, inden den letteste del af etapen følger. En lang nedkørsel over ca. 30 km leder ned til fladlandet, hvor en knap 30 km lang flad strækning vil være præget af de to indlagte spurter, der kommer hurtigt efter hinanden efter hhv. 161,2 og 167,7 km.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Efter 178,2 km ændrer etapen for alvor karakter, når finalen indledes. De sidste 47,8 km går nemlig stort set alle op ad og leder fra 382 m over havets overflade helt op i 2135 m højde. Den første del af opkørslen består af kategori 2-stigningen Calascio (13,5 km, 6,0%, max. 10%), der er meget regulær og stiger med 6,0-6,5% stort set hele vejen. Toppen rundes, når der resterer 32,1 km, hvorefter et let stigende stykke leder frem til bunden af dagens sidste stigning, der er i kategori 1. Over hele 26,5 km stiger den med 3,9% i snit og når et maksimum på 13%, men den kommer i etaper. Den første del af således meget let med stigningsprocenter på ca. 4, indtil man efter 10 km rammer et relativt fladt stykke. Efter 19 km stiger de næste 3 km med 4,1% i snit, inden stigningen endelig tager fat. De sidste 4,5 km stiger således med hele 8,2% i snit og når et maksimum på 13% kort 2 km-mærket. De sidste 2 km stiger med 8,1% og er relativt regulære. De sidste 10 km følger en relativt lige vej, der først på de sidste 2 km bliver relativt snoet med mange bløde sving, inden man rammer den 120 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen har i alt 4252 højdemeter.

Gran Sasso blev senest besøgt i 1999, hvor Marco Pantani sejrede med hhv. 23 og 26 sekunder ned til Jose Maria Jimenez og Alex Zülle. I 1989 blev det såmænd til dansk sejr ved John Carlsen, mens Vicente Lopez Carril sejrede ved første besøg i 1971.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Vejret

I dag slap rytterne ikke for de varslede regnbyger, og risikoen er der igen søndag. Under hele etapen er der risiko for en let byge på en skyet dag, hvor temperaturen i bunden af sidste stigning vil være 15 grader. Der vil bare være en svag til let vind fra sydvest, hvilket giver sidevind hele dagen. På den sidste stigning vil der først være sidemedvind og dernæst sidemodvind med 7 km igen. Der vil være modvind på den sidste kilometer.

Analyse af 8. etape

Jeg kan huske, at jeg var temmelig skeptisk, da jeg første gang hørte, at Movistar havde skrevet stagiaire-kontrakt med Richard Carapaz. Hans resultatliste var nemlig relativt begrænset, og han havde aldrig kørt et UCI-løb i Europa. Derfor var jeg temmelig overbevist om, at hans chance snarere skyldtes Movistars store sponsorinteresser i Latinamerika mere end den unge ecuadorianers reelle niveau.

Det tog imidlertid ikke lang tid for mig at indse, at jeg havde taget fejl - big time! Første gang jeg belv opmærksom på potentialet var i GP Industria i marts sidste år, hvor han med hjælp fra en vis Nairo Quintana kørte på podiet og blandede sig med Uran og Adam Yates på stigningerne. Efter lovende præstationer i et par mindre spanske etapeløb var han derefter bare ét sekund fra at vinde bjergløbet Route du Sud, men det var i sidste års Vuelta, at talentet for alvor blev åbenbaret. Trods sin status som nyprofessionel kørte han flere top 15-placeringer hjem på bjergetaperne i de to sidste uger og imponerede især stort med en 11. plads på Angliru på næstsidste etape.

Siden da har der ikke længere været grund til tvivl: Carapaz er the real deal og et af sportens allerstørste talenter. Det har han til fulde bekræftet i et solidt forår, hvor han reddede Marc Soler på kongeetapen i Paris-Nice og siden overvandt en ringe holdtidskørsel og sluttede på podiet i Coppi e Bartali. Inden Giroen knuste han så alle rivalerne i bjergene i Asturien Rundt, og derefter var jeg ikke længere i tvivl: Stortalentet fortjente en plads på min liste over Giroens 15 største favoritter!

Naturligvis er det altid en satsning at have alt for store forventninger til en rytter, der aldrig tidligere har kørt klassement i en grand tour. Det ecuadorianske supertalent viste dog så stor holdbarhed i den tredje uge af Vueltaen, at der var grund til en vis optimisme.

Alligevel var der vel næppe nogen, der havde ventet en start som denne. På Etna var den lille ecuadorianer det eneste ”lille navn”, der kunne matche løbets forhåndsfavoritter, og dermed overgik han både egne og holdets forventninger. I dag kom så det definitive gennembrud, da han med et kraftfuldt angreb udnyttede favoritternes taktiske spil til at tage karrierens klart største sejr og med ét cementere sin status som klar top 10-kandidat og måske endda en lille udfordrer til den ungdomstrøje, Miguel Angel Lopez ellers burde have patent på.

Sejren kommer også kærkomment for Movistar. Sidste efterår fik spanierne nemlig megen kritik for et svagt efterår, hvor Valverdes og Quintanas fravær afslørede en nærmest skræmmende sårbarhed og overraskende mangel på bredde. Derfor var der også nogen grund til nervøsitet, da man valgte at satse alt på Touren og stille til start i Giroen med et hold af unge talenter.

Krisen er imidlertid afblæst på det spanske storhold efter et forår, hvor deres talenter endelig viser deres sande potentiale. Marc Soler lagde ud med at vinde Paris-Nice, og i da åbenbaredes Carapaz’ potentiale på den store scene. Samtidig er Carlos Betancur genfødt, og Rafael Valls ligner igen sig selv efter sine mange skadesproblemer - og Ruben Fernandez er måske også på vej tilbage efter sine helbredsvanskeligheder. I starten af året frygtede mange, at Movistar blot ville være en tremandshær, men intet kunne være længere fra sandheden!

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Derudover udviklede etapen sig som en relativt begivenhedsfattig affære, men det var desværre forventeligt. Montevergine di Mercogliano har aldrig været en stigning, hvor der kan gøres forskelle, og da der venter en langt sværere etape i morgen, var det klart, at der ikke var den store interesse i at brænde mange kræfter af i et tvivlsomt forsøg på at gå efter en etapesejr. Mitchelton-Scott satte blot et kontrollerende tempo for at holde sig fremme på de regnvåde veje, og heller ikke FDJ turde give alt for at sætte Thibaut Pinot op til en spurt. Derfor blev det også et relativt stort felt, der spurtede om sejren - endda større end tidligere udgaver af samme etape - og reelt er det derfor svært at aflæse noget som helt af en etape, hvor resultatet af spurten i høj grad blot afspejlede risikovilligheden på de regnvåde veje.

Den havde Chris Froome naturligvis ikke meget af, efter at Skys Giro-forbandelse igen viste sit grimme ansigt. Briten skred ud på de regnvåde veje, og selvom han denne gang så ud til at slippe helt uskadt fra et relativt klassiske regnvejrsstyrt, har det næppe bidraget til helingen af hans forslåede krop. Mere frustrerende er det naturligvis, at de mange styrt sætter i hovedet, og det har allerede på de første etaper været tydeligt, at Froome ikke har kørt med samme selvsikkerhed som vanligt i positionskampen. Det er formentlig den største langsigtede effekt af de mange uheld, for ellers synes alt at være på sporet for Froome, der stille og roligt bygger formen op mod en top i den tredje uge - og så kan han glæde sig over, at Wout Poels, der styrtede i torsdags og derfor tabte tid, ser ud til ikke at være forslået efter uheldet.

Reelt er der vel kun én lære at drage af dagens etape, men den er til gengæld også vigtig. Davide Formolo var vitterligt hæmmet af en defekt cykel på Etna, og det synes at være den fulde forklaring på hans tidstab. Som skrevet flere gange i disse optakter og analyser har stortalentet efter et fremragende forår og en overraskende 5. plads på den eksplosive 4. etape haft kurs mod noget meget stort i dette løb, men uheldet i torsdags skabte alligevel nogen usikkerhed om formen. Den gjorde han i dag i den grad til skamme ved at slå Thibaut Pinot i en spurt - et imponerende resultat for den ikke specielt spurtstærke italiener. Der er derfor al mulig grund til atter at have store forventninger til Italiens næste grand tour-stjerne, der tods tidstabet sagtens kan ende i top 10 alligevel.

Løbets favoritter sad alle fint med feltet hjem, og det var kun talentfulde Ben O’Connor, der har grund til at ærgre sig. Australieren røg i asfalten sammen med Froome og brugte betydeligt mere tid på at komme tilbage på cyklen. I sidste ende blev tabet bare 28 sekunder, men med tanke på, at han drømmer om den hvide trøje og kunne se Carapaz vinde etapen, var det en trist dag for Dimension Data. Til gengæld kan de så glæde sig over, at holdets kaptajn, Louis Meintjes, ikke smed yderligere tid og måske langsomt er ved at få varmet dieselmotoren op.

Dagens store taber var stortalentet Koen Bouwman. Den unge hollænder, der allerede med etapesejren i Dauphiné, én gang har åbenbaret sit potentiale på den store scene, har i år i Tour of the Alps og i Coppi e Bartali - som han kunne have vundet, hvis han ikke var styrtet på kongeetapen - gjort kolossale fremskridt. Her er han egentlig til start som George Bennetts måske vigtigste mand i bjergene, men i dag fik han chancen. Den var tæt på at gribe, og det var næsten hjerteskærende at se ham blive hentet så tæt på mål. Havde udbruddet blot samarbejdet lidt bedre, havde han formentlig vundet etapen og fortsat den forrygende start for LottoNL - der i parentes bemærket atter kunne nyde at se Enrico Battaglin fortsatte sit comeback til højeste niveau med en fremragende klatrepræstation på en lang stigning.

Holdets kaptajn George Bennet nåede som de øvrige favoritter sikkert i mål, og derfor var det kun Carapaz og Thibaut Pinot med sine fire bonussekunder, der kunne gøre en lille forskel allerøverst i klassementet. Alt sammen handlede det om at gøre sig klar til søndagens bjergmaraton, hvor der kan gøres langt større forskelle, når målet nås i mere end 2000 m højder. Det plejer som bekendt at bekomme sydamerikanere ganske vel - og dermed kan der være mere i vente fra den ecuadorianske guldfugl, der i dag cementerede sin status som et af sportens supertalenter!

Favoritterne

Som sagt kunne man i nogen grad betragte dagens etape som opvarmning til søndagens lange maraton i Appenninerne. Ganske vist er der heller ikke denne gang tale om meget svære stigninger, men der er tre forhold, der gør, at vi her kan forvente en kamp mellem favoritterne.

For det første er målstigningen langt sværere. Der er ganske vist konfliktende meldinger fra diverse sportsdirektører, der ikke synes helt enige om sværhedsgraden. Kigger man imidlertid alene på de nøgne fakta, er de sidste 4,5 km imidlertid nok til, at der kan skabes afstande. Hele den forudgående del af stigningen minder meget om dagens målbjerg, og derfor kan angrebene først lanceres til allersidst, men her er procenterne tilstrækkelige til, at der kan slås til.

For det andet er etapen voldsomt lang med i alt mere end 4000 højdemeter. Det i sig selv vil være så udmarvende, at chancerne for at slå til mod slutningen vil øges. Endelig skal man notere sig, at rytterne skal op i mere end 2000 m højde, hvilket altid spiller en stor rolle. Samtidig reagerer rytterne meget forskelligt på iltfattig luft. Eksempelvis er Alejandro Valverde notorisk kendt for svaghed i denne højde, mens det af naturlige årsager er en fordel for de fleste colombianere, der er vokset op i den tynde luft.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Vi kan derfor med sikkerhed se frem til en kamp mellem favoritterne til slut, men spørgsmålet er, om de også skal køre efter en etapesejr. Etapen er enormt lang og svær at kontrollere, og det er der ikke mange hold, der har styrken til at gøre. Mitchelton-Scott vil næppe gøre det helt store, da de skal økonomisere med kræfterne til den kommende tid, men der er ét hold, der får os til at tro, at favoritterne også skal køre om etapesejren: Astana.

Hidtil har Miguel Angel Lopez haft en svær start, men colombianeren fik boostet sin selvtillid i torsdags. Nu tror han atter på et stort resultat, og samtidig er han i desperat jagt på tid efter en uheldsramt start, hvor to styrt har sat ham tilbage. Med tanke på, at vi skal op i over 2000 m højde på en dag med mange højdemeter er det en god etape for den lille colombianer, der sidste år i Vueltaen ikke var bange for at tage ansvar. Det vil han formentlig heller ikke være i dette løb, og vi tror derfor, at kasakkerne vil kontrollere etapen.

Det er klart, at det kræver meget at føre i 225 km, men da de sammen med Mitchelton og Sky har det stærkeste mandskab, er det blandt de få, der kan gøre det. Næste store etape kommer først næste lørdag, så de kan sagtens tillade sig at brænde en tændstik eller to allerede her.

Det er dog klart, at et udbrud også har en chance på en etape som denne, og derfor vil vi helt sikkert være vidner til endnu en meget aggressiv start. Den indledende del er dog ikke alt for svær, og derfor burde det være muligt at sikre, at udbruddet ikke bliver alt for stærkt. Efter endnu en angrebsfest regner vi med, at Mitchelton og senere Astana vil holde udbruddet i snor.

Som sagt er stigningerne relativt lette, og derfor vil der formentlig være tale om et gradvist udskilningsløb på de sidste 50 km, hvor vi forventer, at Astana vil lægge pres på. Mitchelton-Scott vil formentlig give en hånd med, da det for dem er en mulighed for at vinde tid inden enkeltstarten, og de har derfor brug for et hårdt løb. Til sidst skal favoritterne slås om sejren på den 4,5 km lange rampe op mod mål.

Efter nogen overvejelse vil vi pege på Domenico Pozzovivo som vores favorit. Den lille italiener har været i hopla siden midten af april, og intet tyder på, at han er i tilbagegang. Alt tyder på, at han er bedre end nogensinde, og han blev da også af mange rivaler beskrevet som stærkeste mand - sammen med Yates - på Etna. Her kunne han ikke gøre forskellen, men det vil være lettere på denne lange, udmarvende etape. Pozzovivos dieselmotor er stor, som hans mange topplaceringer i Liege vidner om, og en relativt stejl rampe efter en lang dag burde i teorien passe ham fremragende. Han skal udnytte storformen, så længe han har den, og han er kendt for sin aggression. Han vil helt sikkert forsøge sig igen, og denne gang tror vi, at han bliver svær at slå.

Der er ikke megen tvivl om, at Miguel Angel Lopez stille og roligt vil blive bedre og bedre. Spørgsmålet er, hvornår topformen kommer. Når han finder Vuelta-benene igen, bliver han nemlig ganske ustyrlig, og tidligere har de haft tendens til at komme ud af det blå. Det gjorde de i Vueltaen og i Burgos sidste år og i Tour of the Alps i år, og det vil de sikkert også gøre i dette løb. Det kan meget vel ske denne søndag, hvor en lang stigning i højderne med stejle procenter nær toppen er som skabt til den lille colombianer. Sidste år tørrede han gulv med stjernerne dag efter dag i Vueltaen, og det vil han være klar til at gøre igen, så snart de gode ben er fundet. Samtidig har han tabt den tid, der gør, at han ikke vil være den første, man reagerer på, når han angriber i finalen.

Esteban Chaves var lidt svær at vurdere i torsdags, hvor han ikke var i direkte dyst med favoritterne. Det var dog svært ikke at blive efterladt med fornemmelsen af, at han er fremragende kørende - en tendens, han har vist siden februar måned. Denne gang slutter vi i højderne efter en lang udmarvende dag, og det burde være guf for Chaves, der samtidig har et fremragende punch på en kort rampe som denne. Samtidig vil mange øjne være rettet mod Yates, og det kan give Chaves lidt mere frihed til at køre væk.

Der var almindelig enighed om, at Simon Yates var stærkeste mand i torsdags. Etna passede ham imidlertid også helt perfekt. Dels var der tale om en relativt kort stigning for enden af en nem etape, og dels kom den i ryk med en relativt eksplosiv finale. Han har da også selv sagt, at etapen her bliver vanskeligere, hvor den lange, mere udmarvende stigning på papiret passer ham betydeligt dårligere. På den anden side er det reelt kun de sidste 4,5 km, der er svære, og her har Yates suverænt den bedste eksplosivitet. Spørgsmålet er, om han stadig har den efter 225 km og efter en mere end 40 km lang stigning. Det er nok mere tvivlsomt, og derfor får han sværere ved at slå til denne gang.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Helt omvendt har Thibaut Pinot det. Franskmanden elsker maratondage i bjergene, hvor han kan bruge sin motor til at slide rivalerne op. Han elsker regnvejr og kulde og har hidtil vist, at han er blandt de stærkeste. Vi ved, at han er relativt stabil, og at han er meget spurtstærk på toppen af en stigning. I torsdags var han måske et niveau under Yates og Pozzovivo, men i teorien burde han have bedre chancer på en maratonetape som denne.

Hele året har det været klart, at George Bennett er på vej mod noget stort i denne Giro. Alligevel var det overraskende, at han på Etna var en af de fem stærkeste. Selv sagde han, at Yates og Pozzovivo var de bedste, men det var nu svært at se, at Bennett ikke kunne gøre dem rangen stridig. Måske kunne det være blevet til endnu mere, hvis han havde økonomiseret mere med kræfterne. Nu er han klar til atter at bruge den gode form på en lang etape, der passer hans motor meget bedre, og hvor han fortsat kan bruge sin underdogstatus til at angribe.

Tom Dumoulin lignede ikke en mand med diamanter i benene i torsdags, og han indrømmede da også, at han ikke havde været på toppen. I teorien er det store antal højdemeter her heller ikke til hans fordel, men det er distancen til gengæld. Dumoulin har en af de helt store motorer, og generelt passer de relativt lave procenter samt en ret eksplosiv afslutning ham egentlig ganske fint. Han har allerede én gang vist, at han kan sætte alle til vægs i Giro-bjergene, og selvom det ikke er helt sandsynligt, at det sker denne gang, kan man ikke udelukke det.

Meget af det samme kan siges om Chris Froome. Briten er helt på sporet i forhold til at ramme topformen i den tredje uge, og han var svært tilfreds med ikke at have tabt tid i torsdags. Han vil helt sikkert gå ind til etapen med samme defensive mindset og vil være tilfreds med at følge med. Man kender dog Froome dårligt, hvis man tror, at han ikke vil være klar til at slå til, hvis han kan vinde tid, særligt på Dumoulin. Og når verdens bedste etapeløbsrytter nærmer sig topformen, kan alt ske, særligt på en lang etape, der passer ham fint.

I dag fik Davide Formolo i den grad oprejsning, og som skrevet ovenfor er det nu bekræftet, at hans form vitterligt er bedre end nogensinde. Der er derfor al mulig grund til at antage, at han nu vil være i stand til at blande sig med de helt tunge drenge, og fortsætter tendenserne fra foråret, kan også vinde, særligt fordi han nu har tabt tid nok til at kunne stikke af i finalen.

Richard Carapaz fortsætter som sagt med at imponere, og umiddelbart er det svært at se, hvor det stopper. Han var blandt de allerbedste på Etna, og der er absolut ingen grund til, at han ikke skulle være mere komfortabel på en længere stigning i højderne. Han manglede ikke meget for at følge de allerskarpeste på Etna, og han har vist, at han har modet til at udnytte sin underdogstatus til at angribe.

Ligesom Dumoulin arbejder Fabio Aru stille og roligt på at finde topformen frem mod den tredje uge. Hans fightervilje betød, at han undgik at tabe tid på Etna, og vi kan bare vente, at han fra nu af bliver bedre og bedre. Dette bjergmaraton passer ham samtidig fortræffeligt, og her kan han virkelig få gang i motoren. Han er næppe stærk nok til at vinde på ren råstyrke allerede nu, men han er gledet lidt under radaren og vil måske have mere frihed.

Carlos Betancur bliver tyndere og tyndere og bedre og bedre. Formentlig kommer denne etape stadig lidt for tidligt, men mon ikke han efterhånden nærmer sig topformen? Som colombianer elsker han i hvert fald højderne, og han har som bekendt et fremragende punch på korte ramper som denne. Måske er det endelig tid for Betancur til at træde tilbage i det helt store rampelys?

Endelig vil vi pege på Ben O’Connor, der ser ud til at have fået carte blanche til at køre sin egen chance efter Meintjes’ dårlige start. I dag mistede han lidt tid som følge af det dumme styrt, men i torsdags bekræftede han den klasse, han viste i Catalonien og Tour of the Alps. Han er en dieselmotor, der er komfortabel på en lang dag i bjergene og har mere frihed til at stikke af til sidst. Formen holder måske ikke hele vejen til Rom, men i øjeblikket er han godt kørende.

Et udbrud kan bestemt ikke afskrives, men man skal have held for at komme afsted i den ret flade finale og have en stor motor og fremragende klatreben for at holde hele vejen på så lang en dag. De mest oplagte kandidater er det formstærke supertalent Giulio Ciccone og dieselmotoren Robert Gesink , der bare vil blive bedre og bedre fra nu af. Også Jan Hirt er en god kandidat, hvis Astana vælger at køre offensivt, og det samme er brølstærke Victor De La Parte, bundsolide Alessandro De Marchi, klatrerne Hugh Carthy og Joe Dombrowski samt Ben Hermans.

Feltet.dks vinderbud: Domenico Pozzovivo

Øvrige vinderkandidater: Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Simon Yates, Thibaut Pinot, George Bennett, Tom Dumoulin, Chris Froome

Jokers: Davide Formolo, Richard Carapaz, Fabio Aru, Carlos Betancur, Ben O’Connor

Udbrudskandidater: Giulio Ciccone, Robert Gesink, Jan Hirt, Victor De La Parte, Alessandro De Marchi, Hugh Carthy, Joe Dombrowski, Ben Hermans