Optakt: 9. etape af Giro d’Italia

Ruten

I de senere år har Giroen gjort det til en tradition at have en 30-40 km lang enkeltstart i en af Italiens smukke vinproducerende regioner. De er ofte ganske kuperede, og derfor har de lange tidskørsler som regel været ganske vanskelige og ofte også tekniske. Modellen fastholdes i år, hvor det er Emilia Romagna-regionens vine, der kommer i rampelyset på en af løbets allervigtigste etaper, der har mål i miniputnationen San Marino. Den ligger midt i det italienske højland, og derfor har arrangørerne designet en endnu mere udfordrende enkeltstart end vanligt, når de sidste knap 13 km af den 34,8 km lange etape består af en lang, udmarvende stigning, der vil åbne nogle af de vigtigste forskelle i kampen om den samlede sejr i årets Giro.

I alt er årets lange enkeltstart 34,8 km lang og fører feltet fra Riccione til San Marino, og den kan inddeles i to dele: en let stigende første del samt den afsluttende 12,2 km lange stigning. Starten går ved adriaterhavskysten, hvorfra man følger en cykelsti og derefter den flade kystvej mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre ind i landet. Herfra begynder det at stige ganske let, mens man følger den let snoede vej, der leder frem til den første mellemtid, som tages efter 11,7 km. Herfra går det videre ad den let snoede og let stigende vej mod syd og sydvest henover grænsen til San Marino, der passeres efter 19,7 km.

Efter 22,2 km tages den sidste mellemtid, og kort efter rammer man den afsluttende kategori 2-stigning. Den er i alt 12,2 km lang, fører først mod sydvest og siden nordvest og stiger med 4,5% i gennemsnit. Den kan imidlertid inddeles i to dele med en første del på 5,3 km, der stiger med 6-7% og når 11% efter 2,8 km. Herefter venter knap 3 km med 1,1% og derefter en 2 km lang nedkørsel. De sidste 2,3 km stiger igen med 6,4% i snit og når 10% lige ved den røde flamme og byder på hele fire hårnålesving, inden man rammer den 300 m lange, 5 m brede opløbsstrækning, der afsluttes med 50 m nedkørsel.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen byder på i alt 725 højdemeter.

San Marino er blevet besøgt af Giroen hele 11 gange tidligere, senest i 1998, hvor Andrea Noé sejrede, og i 1998, hvor Pavel Tonkov var stærkest. Ingen større cykelløb er sluttet i landet tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Rytterne var heldige at slippe for den varslede regn i dag, men så heldige er de næppe søndag. Også her meldes om kraftig regn, særligt efter kl. 11. Det vil dog aftage ved 16-tiden og herefter antage bygeform. Der vil være en temperatur i mål på bare 14 grader, og der vil være en ret konstant, svag vind fra sydvest. Efter at have haft sidevind ved kysten får man modvind hele vejen frem til midtvejs oppe af stigningen. Herefter får man sidemedvind, inden man får sidemodvind på det meste af de sidste 1500 m.

Analyse af 8. etape

Indtil i dag har d. 1. august 2017 stået som lidt af en mærkedag for Caleb Ewan. Da det for få timer siden endelig lykkedes ham at suse først over stregen som vinder af 8. etape af Giro d’Italia, skulle vi nemlig helt tilbage til den dag for snart to år siden for at finde den lille australiers seneste sejr i en klassisk massespurt på WorldTouren. Siden han susede i mål som vinder af 4. etape af Tour de Pologne dengang, er det nemlig tyndet gevaldigt ud i sejrfrekvensen, og selvom det da er blevet til fem spurtsejre siden da, er de alle kommet på lavere niveau, først og fremmest i Tour of Britain, hvor han i de seneste to udgaver har sejret hele fire gange.

Siden årsskiftet mellem 2017 og 2018 er der nemlig sket noget med The Pocket Rocket. Fra i starten af sin karriere at have været en af de allerhurtigste i de helt klassiske massespurter har han transformeret sig til en betydeligt langsommere, men til gengæld langt mere holdbar fyr, der nu snarere specialiserer sig i stigende spurter end i de helt flade finaler. Således er det i år faktisk blevet til hele tre WorldTour-sejre, men de kom under helt andre omstændigheder end dem, Lotto Soudal egentlig havde købt ham ind til, da de hentede ham som den naturlige afløser for vindermaskinen André Greipel. I UAE Tour sejrede han nemlig på den korte, men ultrastejle Hatta Dam, og i Tour of Turkey blev det til to gevinster i hhv. en ganske hård stigende spurt og den smukke finale på brostensbakken i Istanbul.

Egentlig kunne man allerede ane skiftet i de allerførste løb i 2018. Her lagde han nemlig ud med at være meget tæt på at vinde det australske mesterskab, der altid afvikles på den samme rundstrækning, som indtil da havde været for svært for den lille australier. Kort efter kørte han et Tour Down Under, hvor han blev slået i de flade massespurter, men til gengæld overraskede sig selv ved at vinde den stigende spurt på den berømte bakke i Stirling. Og efter en sejr i det lille Clasica de Almeria i februar skulle vi helt hen til Tour of Britain i september, inden det igen lykkedes ham at vinde en rigtig massespurt - en sejrstørke, der havde den konsekvens, at Mitchelton-Scott trods løfter om det modsatte valgte ikke at udtage ham til den ventede Tour-debut.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Den skal han heldigvis nok få hos Lotto Soudal og det endda i en rolle som det belgiske mandskabs klare kaptajn. Og efter i dag kan Marc Sergeant og de andre i holdets ledelse nu også tro på, at det måske kan lade sig gøre for Ewan at fortsætte den sejrsstime i Touren, som Greipel igennem adskillige sæsoner var garant for at opretholde. Der må i hvert fald være blevet draget et lettelsens suk, da Ewan i dag spurtede over stregen i Pesaro, hvor han som bekendt ikke slog nogle totale nobodys.

Alligevel var sejren også meget illustrativ for den transformation, han har undergået. Det var nemlig ingenlunde tilfældigt, at det lige netop var på dagens 239 km lange maraton, der med sine småbakker og tekniske nedkørsel i finalen var som et helt lille Milano-Sanremo. Og netop i Sanremo har Ewan jo efter sin omskoling vist sine evner som afslutter efter en lang og opslidende dag, da han sidste år var hurtigste mand i det felt, der spurtede om 2. plads bag chokvinderen Vincenzo Nibali.

Ewan og Lotto Soudal vidste tydeligvis også, at dagens etape var hans bedste chance for at få den etapesejr, han har haft som mål. Inden han ventes at rejse hjem efter 11. etape, er der nemlig kun de to helt flade etaper på Po-sletten, som muligheder for sprinterne, og de er så enkle, at det kan blive vanskeligt for Ewan at slå de hurtigste. Derfor så man da også, at belgierne satte sig frem allerede med 50 km igen, hvor Thomas De Gendt og Victor Campenaerts med et hårdt tempo sørgede for at trætte de tungere rivaler, og den mission lykkedes tilsyneladende så godt, at Ewan denne gang tydeligvis var hurtigere end både Pascal Ackermann og Elia Viviani, der formentlig har været mere mærkede af den lange tur gennem de italienske bakker.

Alligevel så det ud til, at det hele kunne være endt som spildt arbejde. Både Lotto Soudal og de andre sprinterhold sov nemlig gevaldigt i timen, da de i finalen pludselig lod Giulio Ciccone, Louis Vervaeke og Francois Bidard få et forspring på 45 sekunder. Det betød, at den lille australier måtte ofre sine to vigtigste lead-out men, Tosh van der Sande og Jasper De Buyst, alene i forsøget på at få den ønskede massespurt, og derfor var han helt på egen hånd, da han efter den tekniske nedkørsel nåede ned til Pesaro.

Endnu være så det ud, da det stod klart, at han blandt topsprinterne var den eneste, der var i den situation. Ackermann havde nemlig fået store, stærke Rudiger Selig med over bakkerne, mens Arnaud Demare havde sin vigtigste mand, Jacopo Guarnieri. Elia Viviani havde endda hele sit tog med både Florian Senechal og Fabio Sabatini, og med tanke på, at finalen med sit sving bare 250 m fra stregen handlede mere om positionering end om spurtstyrke, så det ganske sort ud for stakkels Ewan, der betalte prisen for, at det var Lotto, der bar hovedansvaret for, at dagens etapevinder ikke hed enten Vervaeke, Ciccone eller Bidard.

Heldigvis skulle det vise sig, at bakkerne havde slidt på de fleste. I hvert fald var positionskampen meget mindre intens, end man ofte ser det, og modsat blandt andre Viviani og Demare, der var gledet langt tilbage på bakken, havde Ewan med sine gode klatreevner ikke haft problemer med at holde sig helt fremme i feltet. Det havde den stadig mere holdbare Ackermann heller ikke, og derfor kunne Ewan tidligt sætte sig på tyskerens hjul, og mens Viviani, Demare og andre skulle bruge kræfter på atter at komme frem i den flade finale, sad den lille australier helt komfortabelt i den allerbedste position.

Den position var nemlig så god, fordi Selig lidt overraskende havde klaret stigningerne. Til slut viste tyskeren nemlig igen, hvorfor han aspirerer kraftigt til rollen som verdens bedste lead-out man, da han med stor kraft gled forbi Senechal og Sabatini, der ellers havde taget kontrol og var i gang med at køre et lead-out for Viviani - i øvrigt helt spildt arbejde, da den italienske mester i stedet havde valgt at sætte sig i Ewans baghjul. Derfor serverede Selig egentlig sejren på et sølvfad til Ackermann, der med et gyldent lead-out normalt med lethed burde have kunnet gøre arbejdet færdigt.

Sådan gik det bare ikke denne gang. Efter de 239 hårde kilometer, der blev tilbagelagt i et raskt tempo, var sprinterhierarkiet helt anderledes, end det har været hidtil. Denne gang var der slet ikke samme power i Ackermanns hidtil så overlegne ben, og i dag var det Ewan, der var stærkest. Dermed sørgede den lille australier også for, at etapen fik den helt fortjente vinder, for som sagt var det Lotto Soudal med hjælp fra Bora, der bar hovedansvaret for, at vi overhovedet fik en spurt.

Det ansvar overlod Deceuninck-Quick Step lidt overraskende til andre. Normalt er belgierne ellers feltets allermest føringsvillige, men i dag spillede de et sjældent pokerspil. Om det skyldtes, at Viviani efter onsdagens nedtur, hvor hans ben tydeligvis stod helt af i spurten, havde meldt om dårlig form, skal vi lade være usagt, men det kunne se sådan ud. I hvert fald gled han så langt tilbage på de sene stigninger, at man længe kunne frygte for, om han overhovedet ville nå frem, og til slut kunne han - bevidst eller ubevidst - altså heller ikke følge Senechal og Sabatini, da de prøvede at give ham den perfekte position inden svinget. Nu skulle han i stedet forsøge fra australierens baghjul at overspurte Ewan - en opgave, han normalt burde kunne klare - men heller ikke i dag var der samme skud i stængerne, som der plejer. Heldigvis er Viviani typen, man aldrig skal afskrive, men noget kunne tyde på, at den ellers normalt så stabile ikke har den power, han plejer, og dagens 2. plads var snarere et resultat af hans vanlige næse for positionering end for en imponerende spurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Dagens helt store taber var dog Demare. Ligesom Ewan er franskmanden specialist i at spurte efter lange løb, og derfor var dette en stor chance for at tage den sejr, han endnu ikke har opnået i en trist 2019-sæson. FDJ påtog sig da også en stor del af ansvaret for føringen undervejs, og da han endda fik en af verdens bedste lead-out men, Guarnieri, med over bakkerne, så alt ud til at være gået helt perfekt. I spurten lykkedes det dog aldrig for franskmanden at komme frem, og derfor ser det nu efterhånden sort ud i jagten på en etapesejr, da Demare er notorisk berømt for sin dårlige restitutionsevne i grand tours, hvorfor chancerne for sejr bestemt ikke bliver større, efterhånden som dagene går, og trætheden øges.

En anden rytter, der har grund til at ærgre sig, er Giacomo Nizzolo. Som en holdbar fyr med et holdbar tog og forrygende tekniske evner i kringlede finaler lignede han et oplagt bud på en mand, der kunne overraske. Han så da også topmotiveret og meget koncentreret ud, da han konstant sad fremme på de sene stigninger, men som det desværre har været tilfældet igennem det meste af sæsonen, synes han at have tabt den fine næse for positionering, der ellers hidtil har været hans stærkeste våben. Bedre blev det ikke af, at hans tog var totalt fraværende, og dermed blev det endnu en nedtur for stakkels Nizzolo, hvis lovende karriere virkelig synes at være blevet sat i bakgear efter den grimme knæskade, der nærmest satte ham permanent ud af spillet i halvandet år.

Ellers fik etapen det forventede resultat. De holdbare folk som Davide Cimolai og Manuel Belletti kunne klare stigningerne, men havde ikke farten til at true topsprinterne, ligesom det også var forventet, at Marco Canola ville få chancen på en etape, der ville være for hård for både den formsvage Juan Jose Lobato og unge Giovanni Lonardi. Ligeså forudsigeligt var det, at blyloddet Jakub Mareczko og Paolo Simion ikke kunne klare mosten, og Matteo Moschetti, der i forvejen lignede en mand, der ville komme til kort, fik definitivt ødelagt sine chancer, da han måtte brænde alt sit krudt af efter en sen punktering.

For klassementsrytterne blev det en stille dag. Helt som forventet var der nemlig ikke mange, der havde lyst til at kaste sig ud i et 239 km langt udbrud på en dag, hvor sprinterholdene med sikkerhed ville gå efter sejren - ellers kunne hold som Lotto og FDJ jo nærmest ligeså godt rejse hjem - og da alle samtidig satte pris på en rolig dag efter fredagens vanvidsetape, blev det den forventede rolige og fredsommelige dag. Det var godt nyt for de mange topfolk, der helt sikkert kunne mærke 7. etapes hårde tempo i benene og dermed fik overstået løbets længste etape på lettest mulige maner inden morgendagens første helt store slag i kampen om den samlede sejr.

Her vil Ewan til gengæld ikke spille en rolle. For ham handler det nu alene om at komme sig de kommende to dage og derefter gå efter sejren på en af de to helt flade etaper i næste uge, inden han formentlig pakker tasken og drager hjem på torsdag. Desværre er de begge næsten helt flade og mere skabt til klassiske sprintertyper end til den holdbare ryttertype, som Ewan efterhånden er blevet. Han kan håbe, at onsdagens 221 km og den let stigende finale måske kan tippe balancen til hans fordel, men trods sejren blev dagens etape bare endnu en understregning af, at Ewan er blevet til supersprinteren, der ikke længere vinder klassiske massespurter. Til gengæld er han knivskarp efter hårde og opslidende dage som denne. Spørgsmålet er bare, om det var det, Lotto Soudal ville have, da de gik på jagt efter vindermaskinen Greipels afløser.

Favoritterne

Endelig! Årets Giro d’Italia er for klassementsrytterne inddelt i to skarpt adskilte dele, hvor de første 12 etaper hovedsageligt handler om overlevelse, inden de sidste 9 etaper er så vanskelige, at det kun er 18. etape, der ikke har potentiale til at skabe forskydninger i klassementet. Undtagelsen i denne første del af løbet er de to enkeltstarter, og mens 1. etape var så kort, at dens betydning trods alt var begrænset, er søndagens lange tidskørsel en af løbets absolut vigtigste etaper, selvom den altså kommer i en fase, hvor der ikke har været meget at hidse sig op over for løbets forhåndsfavoritter.

Forud for årets løb har der været megen snak om, at Giroen denne gang bød på et hav af enkelstartskilometer, men alligevel er klatrerne ikke voldsomt meget på bagkant af den grund. Årets enkeltstarter er nemlig alle meget vanskelige, og det er 9. etape et fremragende eksempel på. I forvejen har Giroens lange enkeltstarter som regel været kuperede, men dette er alligevel den klart vanskeligste i mange år. Den afsluttende stigning er en ganske seriøs udfordring, og selvom den aldrig for alvor bliver stejl, er den rigeligt til at udelukke de tunge specialister fra kampen om etapesejren.

Til gengæld vil de små folk forbande den indledende del. Her er der nemlig tale om fladt tonserterræn, hvor det handler om at træde store gear i den modvind, der endda vil favorisere specialisterne yderligere, og dermed er der på mange måder tale om en enkeltstart, der er meget sammenlignelig med 1. etape. Alligevel er der tale om en helt, helt anden udfordring, for hvor 1. etape var kort og eksplosiv, er dette en lang, udmarvende sag for de mere robuste dieselmotorer. Samtidig er stigningerne helt forskellige, for mens San Luca i Bologna var skabt til ryttere med et godt punch på de stejleste procenter, er opkørslen til San Marino snarere end opslidende sejtrækker, hvor eksplosivitet ikke fører langt.

Hvem kan så begå sig på så blandet en enkeltstart? Ligesom på 1. etape bør det være klassementsrytterne, og vi vil være meget overraskede, hvis ikke det er dem, der dominerer toppen af klassementet. Måske er de sidste 7 km af stigningen ikke så svære - i hvert fald ikke indtil den tager fat igen til sidst - men de første 5, km stiger altså så kraftigt, at man ingen vegne kommer, hvis ikke man hører til blandt feltets allerbedste klatrere. På den anden side kan de lette folk også tabe enormt meget tid på de første knap 23 flade kilometer, og derfor vinder man heller ikke etapen, hvis ikke man har solide tempoevner på mere klassiske tidskørsler.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Naturligvis spiller vejret altid en rolle på en enkeltstart, og det er især tilfældet i år, hvor Italien er ramt af et forår, der snarere minder om et dansk efterår. Også søndag ser ud til at skulle blive en voldsomt våd dag, men som vi så i dag, kan man ikke altid vide sig helt sikker på, at den varslede regn melder sin ankomst. Uanset hvad er det dog hovedsageligt de tidligt startende, der vil få våde forhold, mens chancerne for tørvejr er større for de sidst startende. Da det i forvejen er klassementsrytterne, der ventes at skulle slås om sejren, vil vejret derfor formentlig ikke spille den helt store rolle, udover at det altså vil gøre det endnu sværere for de tungere specialister at være med helt i front.

Måske var det også kun vejret, der potentielt set kunne forhindre Primoz Roglic i at vinde etapen. I hvert fald er det sjældent, at man har set så stor en favorit til en enkeltstart, som det er tilfældet denne gang, og hvor vi for et par dage siden, kunne se frem til et yderst interessant opgør mellem sloveneren og Tom Dumoulin, ligner det nu en ren formssag for det slovenske fænomen at tage den anden etapesejr i løbet. I et felt, der er næsten renset for specialister, er Roglic en af de få, og da de fleste af de øvrige er alt for tunge til at begå sig på så svær en rute, skiller sloveneren sig i den grad ud som den eneste, der kan være blandt de allerhurtigste på begge etapens to dele.

Det så vi allerede på 1. etape, og det vil vi formentlig se igen denne gang. Roglic har tidligere i Baskerlandet vist, at han kan vinde helt flade enkeltstarter, og med den drømmeform, han har i øjeblikket, er der formentlig ingen, der kan forcere den sidste stigning lige så hurtigt som ham. Eneste lille trussel kunne måske være styrtet fra forleden, men det skulle have været helt udramatisk. Roglic er så god og formstærk, at han formentlig vil være bedste mand på begge etapens to dele - måske kan Victor Campenaerts dog få skovlen under ham på den flade del - og det betyder, at det formentlig ikke er et spørgsmål om, men om med hvor meget han vinder etapen. Risikoen for en magtdemonstration, som vi fik i Bologna, er i hvert fald stor, og det vil næsten kun være overraskende, hvis nr. 2 ender inden for et minut af vindertiden. Sejrsmarginen kan endda sagtens vise sig at være endnu større på en dag, hvor Roglic er soleklar favorit.

Hvem er bedste bud på etapens 2. plads? Det må næsten være Simon Yates. Sidste år var enkeltstarter ellers en slem akilleshæl for den lille brite, men det synes at have ændret sig i år. Hans sejr på den næsten helt flade enkeltstart i Paris-Nice er i hvert fald vidnesbyrd om en solid fremgang, der skulle gøre det muligt at begrænse tabet på den flade del, og med den superform, han stillede til skue på San Luca-stigningen, hvor han blot var et enkelt sekund langsommere end Roglic, bør betyde, at han vil være en af de hurtigste på stigningen. Den lange distance er ikke til fordel for Yates, der hidtil har været bedre over kortere distancer, hvor han kan bruge sin eksplosivitet, og stigningen passer ham heller ikke helt så godt, som den stejle San Luca gjorde. Ikke desto mindre er Yates - i hvert fald hvis han kan bekræfte tendensen fra Paris-Nice - nu så alsidig, at han bør kunne begrænse tabet så meget på det flade, at han vil være med helt i front på så svær en enkeltstart som denne.

Vincenzo Nibali er ingenlunde specialist, men modsat de mere rene klatretyper er han en ganske hæderlig temporytter. Det gælder særligt på kuperede ruter, og han bør i virkeligheden elske en etape som denne, der passer ham endnu bedre end den, der i 2013 gav ham en 4. plads. I det hele taget har Nibali haft for vane at køre i top 5 på lange kuperede enkeltstarter i grand tours, og det burde især kunne lade sig gøre på en så vanskelig rute som denne. Nibali viste nemlig storform med sin flotte præstation på 1. etape, hvis eksplosive natur slet ikke passede ham. Denne sejtrækker af en enkeltstart er langt bedre for hans dieselmotor, og det gælder også den lange, udmarvende stigning. Naturligvis vil han tabe tid til specialister på den flade del, men han vil køre stærkere end mange af de folk, der klatrer lige så godt som ham, og derfor burde han have en god chance for at være med helt i front i kampen om at være ”best of the rest”.

Blandt klassementsrytterne er Bob Jungels sammen med Roglic den eneste deciderede specialist, men det hører nu alligevel efterhånden til sjældenhederne, at han kører med om sejren på tidskørsler. Undtagelserne er i grand tours, hvor han endelig finder distancer, der passer ham, og samtidig er hans dieselmotor altid god efter mange dage i et etapeløb. I sine seneste tre grand tour er han da også blevet hhv. nr. 3, 6 og 3 på løbenes lange enkeltstarter, og det viser, at det præcis er i denne type tidskørsler, at han kan være med helt i front. Samtidig burde han sætte pris på en alsidig rute som denne, men man kan alligevel frygte, at stigningen gør det svært for ham at være med helt i front. Naturligvis vil han glæde sig over, at den slet ikke er så stejl og eksplosiv som San Luca, men der er alligevel mange, der klatrer betydeligt bedre end ham. Mange af dem bør han slå på det flade, men er det nok? Det er måske tvivlsomt for en mand, der har et bedre rygte som temporytter, end resultaterne berettiger til.

En af etapens jokere er Bauke Mollema . Hollænderen er efterhånden berygtet for at være yderst svingende på sine tidskørsler. På sine bedste dage kan han med sin alsidighed vinde tid på langt de fleste klatrere, som han gjorde det i Touren i 2015 og 2016 og i Giroen i 2017. Til gengæld kan han også falde helt, helt igennem, som det skete under mareridtet i Touren i 2014, hvor han blev nr. 140 på den sidste enkeltstart, og som det er sket i ganske mange ugelange etapeløb. Denne gang ser det imidlertid ud til, at det er den gode version af Mollema, vi har til start. Han virkede formstærk i optakten og kørte en fornem 1. etape, som i teorien burde passe ham dårligere end denne mere opslidende etape. Mollema er på enhver enkeltstart lidt af en lottokupon, men med sin alsidighed er han en af dem, der på en god dag kan vinde en del tid på de mere rene klatrere.

Vi kunne gentage stort set hele smøren om Ilnur Zakarin . Russeren kan køre katastrofale enkeltstarter, som han senest gjorde det på 1. etape, men på sine gode dage er han flyvende. Hans speciale er især de lange enkeltstarter sent i grand tours, hvor hans legendariske dieselmotor er ved at være varm, og det er således ingen tilfældighed, at han i 2017 blev nr. 4 på Vuelta-enkeltstarten og sidste år i en ellers formsvag udgave blev nr. 7 på Tour-enkeltstarten. Samtidig burde han endda være endnu bedre på denne meget alsidige rute, hvor han for fuldt udbytte af sine klatreevner. Det er klart, at 1. etape vækker bekymring, men Zakarin har aldrig været en mand til korte enkeltstarter. Hans speciale er de lange som denne. Spørgsmålet er bare, om den kommer sent nok til, at han for alvor kan slå til. Det ved vi ikke, men rammer han en af sine store dage, kan han sagtens ende med at vise sig som dagens næstbedste rytter.

Den helt store overraskelse på 1. etape var Miguel Angel Lopez, der med sin 4. plads overgik selv de mest højtflyvende forventninger. Det mest opløftende var, at han ikke gjorde den store forskel på stigningen, men at det var i fladlandet, at han lagde grunden til det flotte resultat. Det kunne indikere, at han har gjort enorme fremskridt på sin tempocykel, men spørgsmålet er, hvad det rækker til, når han skal køre 22 og ikke 6 flade kilometer. Her må man formode, at han trods alt vil tabe en del tid. Til gengæld virker Superman til at være i flyvende form og bedre end vanligt i starten af en grand tour, hvor han ellers ofte er lidt sløv i betrækket. Med så lang en stigning til sidst burde Lopez kunne gøre det godt, i hvert fald hvis den flotte kørsel i Bologna var udtryk for en mere generel fremgang i den disciplin, han ellers altid har hadet.

Læs også

LIVE: Rytterne rammer finalebjerg i Romandiet

En af de ryttere, der skal bruge etapen til at vinde tid, er Tao Geoghegan Hart . Sidste år i Tour of California viste han kører fine enkeltstarter på flad vej, og samtidig er han naturligvis også en af løbets bedste klatrere. Det burde borge ganske godt for en etape som denne, hvor han kan gøre brug af evnerne på begge etapens meget forskellige dele. Til gengæld er der også to usikkerheder i relation til briten. Først og fremmest styrtede han to gange på 4. etape, og det kan stadig påvirke ham. Dernæst har vi også en forventning om, at den lidt ustabile Geoghegan Hart får svært ved at holde niveauet over alle tre uger, og spørgsmålet er, om trætheden allerede sætter ind efter 8 ganske lange og hårde dage.

En rytter, der ligeledes skal forsøge at profitere af etapen, er Victor De La Parte, der efter nogle år som anonym hjælper på Movistar hos CCC er ved at genfinde de takter, der gjorde ham til lidt af en vindermaskine inden skiftet til WorldTouren. Den flotte enkeltstart på 1. etape var vidnesbyrd om de tempoevner, der også gav en 3. plads i Coppi e Bartali i 2018, en 9. plads i Baskerlandet i 2017 og en 10. plads i Tour de Pologne i 2016. Den kuperede rute burde passe ham, og selvom han vil tabe tid til de bedste på stigningen, bør hans alsidighed og åbenlyst gode form betyde, at han kan køre med om de sjovere placeringer på en etape som denne.

Pavel Sivakov var en af 1. etapes skuffelser, og vi frygter lidt, at det kan ende sådan igen for russeren, der får svært ved at holde den fine form fra Tour of the Alps hele vejen igennem Giroen. På den anden side har hans 6. plads i sidste års Tour de Suisse vist os, at han er ganske god på lange enkeltstarter, endda også i fladt terræn. Det bør i teorien gøre ham til en af de ryttere, der kan gøre det godt på begge etapens to dele, især hvis han har de klatreben, han havde i Alperne for nu snart en måned siden. Det er vi måske en anelse skeptiske overfor, men er formen intakt, er dette en god etape for Sivakov, også langt bedre end den mere eksplosive 1. etape.

Løbets joker er vel Ion Izagirre . Selvom det i den grad har knebet med enkeltstarter de seneste sæsoner, bør han stadig elske en kuperet rute som denne. I de år, hvor han var at regne som tempospecialist, var han i hvert fald en af verdens absolut bedste netop på kuperede tidskørsler, og dette burde være en fin etape for ham, også selvom han nu om dage nok vil tabe en del tid på det flade. Problemet er bare, at et styrt har sendt ham ud af klassementet, og derfor kunne det være en god dag at spare lidt på kræfterne. Omvendt kan Astana vel ikke helt sige sig fri for at have holdkonkurrencen i tankerne, og det kunne anspore ham til alligevel at give den et skud. Hvis han gør, har han potentiale til at være med helt i front.

Pello Bilbao har forbedret sig markant i kampen mod uret, men det er kun over korte distancer. På lange enkeltstarter synes han ikke at kunne drage samme fordel af sin eksplosivitet, og derfor tror vi ikke, at dette er den helt ideelle etape for ham. Omvendt er han jo åbenlyst en klatrestærk og formstærk fyr, der vil være blandt de hurtigste på stigningen, og modsat Izagirre bør han med sikkerhed køre efter et resultat, da han lige nu er Astanas plan B i klassementet. Vi tror, at det lange, flade stykke sender ham langt tilbage, men med de fremskridt, han har gjort, kan han overraske.

Vi glæder os til at se Richard Carapaz . Den lille ecuadorianer er egentlig en meget temposvag fyr, men hans 1. etape var yderst opløftende. Der er ingen tvivl om, at han har arbejdet som en hest på at forbedre sig i disciplinen, og man kan håbe, at det har båret frugt. Hvis det har, kan han forhåbentlig begrænse sit tab på det flade stykke, og han ligner en mand med så fremragende en form, at han vil være en af de absolut hurtigste på den sidste stigning.

Lidt af det samme kan siges om Hugh Carthy. Også han har altid været meget temposvag, men hans enkeltstarter i Baskerlandet og på 1. etape kunne antyde en vis fremgang, som vi har set det hos næsten hele EF-holdet i år. Carthy er som bekendt vores store joker til klassementet og ser ud til at være i flyvende form. Han vil elske den relativt lange sejtrækker af en stigning, hvor han meget vel kan vise sig som en af de hurtigste. Kan han begrænse tabet på det flade? Hvis han har forbedret sig i det omfang, man fornemmer, må svaret være ja.

I sine bedste år havde Rafal Majka forbedret sig meget på enkeltstarten, men det har i den grad ændret sig i de senere år, hvor det har været overordentligt sløjt. Heldigvis tyder noget på, at han i hvert fald på stigningerne ikke har været bedre i mange år, og det kan måske betyde, at han også på enkeltstarten kan genfinde lidt af de gamle takter. Hans 1. etape var i hvert fald højst overraskende. Det bliver nok sværere på en etape med 22 flade kilometer, men Majka ligner en mand med den rette form til at overraske.

Mikel Landa har aldrig været tempospecialist, men i 2017 kørte han nogle fornemme enkeltstarter i Touren og ved de nationale mesterskaber, ligesom han overraskede på den lange enkeltstart i Giroen i 2016. Efter skiftet væk fra Sky har det til gengæld knebet, og hans 1. etape var en regulær katastrofe. Heldigvis bør denne længere etape passe ham bedre, og som en af løbets absolut bedste klatrere vil han kunne vinde meget tid på den sidste del. Kan han kombinere det med nogle af tempotakterne fra 2016 og 2017, kan det faktisk gå ganske pænt for baskeren.

Blandt specialisterne er der nok kun ét navn, der måske kan blande sig. Victor Campenaerts måtte på 1. etape sande, at ruten var for svær, og det vil formentlig også være tilfældet denne gang. Omvendt har han nu 22 flade kilometer, hvor han måske kan vise sig som den allerhurtigste, og ved VM viste han med sin bronzemedalje, at han faktisk godt kan køre stærkt på enkeltstarter, hvor han skal over en stor stigning. Problemet er bare, at han altid har haft det svært med sene enkeltstarter i grand tours, hvor han endnu aldrig har præsteret, og selvom det er gået meget bedre i år sent i Tirreno og Romandiet, er vi nu altså ni dage henne i et svært etapeløb. Trætheden har formentlig sat sig så markante spor, at Campenaerts ikke kan blande sig med de mere klatrestærke typer.

Generelt er stigningen så svær, at vi stort set kun forventer klassementsryttere med fremme. En fyr som Davide Formolo er i form, men han bør være så svag på den flade del, at det bliver svært. Tanel Kangert var i gamle dage specialist på lange etaper som denne, men hans sidste gode enkeltstart ligger efterhånden en menneskealder tilbage. Andrey Amador klatrer ikke længere godt nok til at være med på så hård en etape, og ruten er nok også for svær for den ikke helt tunge specialist Chad Haga. Desværre er Damiano Caruso blevet syg, og Domenico Pozzovivo vil formentlig tage den med ro efter sit styrt. Diego Ulissi kan overraske, som han før har gjort det, men mon ikke han skal spare sig til Contis trøjeforsvar? Tony Gallopin har aldrig kørt gode lange enkeltstarter, og Brent Bookwalter må antages at skulle spare sig til senere. Valerio Conti skal nok forsvare sin trøje med en solid margin, men mens han før har kørt gode enkeltstarter, er det aldrig lykkedes over lange distancer, hvor han ikke kan bruge sit punch. De formstærke Fausto Masnada og Mattia Cattaneo vil miste alt for meget tid på det flade. Pieter Serry kan måske overraske, men han klatrer ikke godt nok til at være med helt i front. Endelig virker Esteban Chaves faktisk ganske formstærk, og da han i Paris-Nice kørte en overraskende god flad enkeltstart, kan man ikke helt udelukke, at han igen kan overraske på en så svær rute som denne.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Vincenzo Nibali

Outsidere: Bob Jungels, Bauke Mollema, Ilnur Zakarin, Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart

Jokers: Victor De La Parte, Pavel Sivakov, Ion Izagirre, Pello Bilbao, Richard Carapaz, Hugh Carthy, Rafal Majka, Mikel Landa, Victor Campenaerts