Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 9. etape af Tour de France
15. juli 2018 12:15 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Efter at Dylan Groenewegen med endnu en klassespurt dokumenterede sin status som tidens hurtigste sprinter, er ventetiden endeligt ovre! Søndag gælder det Tourens vel nok mest imødesete etape, når feltet for første gang siden 2015 kaster sig ud i et drabeligt opgør på de frygtede pavéer kendt fra Paris-Roubaix, og der er derfor garanti for det helt store drama på den dag, der er frygtet allermest af de fleste af feltets klassementsryttere, men som samtidig får en lille gruppe af feltets mest udsøgte specialister til at slikke sig om munden.

Ruten

Som regel er det bjergetaperne, der er det helt store samtaleemne, når Tour-ruten analyseres forud for løbet, men sådan har det ikke været i år. Sjældent har en flad etape nemlig fået så megen opmærksomhed, som det er tilfældet for årets 9. etape, der for tredje gang på fem år sender feltet ud på de fra Paris-Roubaix så frygtede pavéer, og det er ikke uden grund. Modsat de relativt tilforladelige ruter i 2014 og 2015 skal feltet nemlig denne gang forcere så mange brosten, at mange har sammenlignet etapen med et rigtigt Paris-Roubaix, hvor den eneste forskel er, at distancen er hele 100 km kortere. Med hele 21,7 km over det ru underlag er der tale om en brostensmenu, som man ikke tidligere har set i nyere Tour-historie, og derfor har der været almindelig enighed om, at 9. etape er en af løbets allervigtigste. Faktisk er den så frygtet, at ingen tør lægge videre planer, før de ved, hvor de står efter en dag, hvor uheld kan betyde enden på alle klassementsdrømme, og hvor der er potentiale til, at en stærk rytter kan gentage Vincenzo Nibalis kup fra 2014, hvor stærk kørsel på brostenene lagde grunden til hans samlede sejr. Én ting er i hvert fald sikkert: søndag d. 15. juli bliver en af de mest dramatiske i årets udgave af Tour de France!

 

I alt skal der tilbagelægges bare 156,5 km - tv-transmissionen skal jo være færdig i god tid inden VM-finalen - og de fører feltet fra Arras Citadelle til Roubaix, hvor man dog ikke skal slutte på den fra Paris-Roubaix så berømte velodrom. De første 45 km skal nydes, for det er den eneste lette del af den stort set helt flade etape. Fra start kører man nemlig gennem helt fladt terræn mod øst og sydøst ned til byen Cambrai. Den markerer starten på dramaet, for allerede her venter de første brosten. De melder sig, når man drejer mod nord og efter 47,5 km rammer den 1600 m lange pavé Thun (fire stjerner), inden man bare 6 km senere skal over den tostjernede pavé Eswars A Paillencourt. Herefter følger en lettere fase, hvor man kører mod nord op til den indlagte spurt, der kommer efter 59 km og er helt flad og med et sidste sving 1500 m fra stregen. De første pavéer fungerede primært som opvarmning, og det samme kan siges om den 900 m lange Auberchicourt a Ecaillon (tre stjerner), der kommer efter 69 km. Herefter kører man mod nordøst gennem fladt terræn.

 

Finalen kan siges at blive indledt, når man med 70 km igen drejer mod nordvest ind på den 2000 m lange Warlaing a Brillon (tre stjerner). Bare tre kilometer senere følger den 2400 m lange Tilloy a Sars-et-Rosieres (fire stjerner), inden det med 60,5 km igen gælder den 1400 m lange Orchies-sektor (tre stjerner). Herefter følger et nemmere stykke, inden man rammer fire pavéer, der kommer lige i træk, mens man fortsætter mod nord. Først gælder det den 2700 m lange Auchy A Bersee (fire stjerner) med 52 km igen, derefter 900 m af den berygtede Mons-en-Pevele (fem stjerner), der er en af de sværeste fra Paris-Roubaix, efter 46,5 km, så den 700 m lange Merignies a Avelin (to stjerner) med 40 km igen og endelig den 1400 m lange Pont-Thibault a Ennevelin (tre stjerner) med 37 km til mål.

 

Intensiteten falder herefter en anelse, mens man fortsætter mod nordøst via den 500 m lange Templeuve (to stjerner), der kommer med 30,5 km igen. Med 24 km til stregen tager etapen imidlertid fat igen, når man først skal over den 1300 m lange Cysoing a Bourghelles (tre stjerner) og to kilometer senere rammer den 1100 m lange Courghelles a Wannehain (tre stjerner). Herfra kører man mod nord forbi bonusspurten, der kommer med 18 km til mål og er helt flad, inden man kører drejer mod nordvest for én kilometer senere at tage hul på den 1800 m lange Champhin-en-Pevele (fire stjerner). Herfra fortsætter man mod nordvest frem til den sidste pavé, den 1400 m lange Wellems a Hem (tre stjerner), der indledes med 8 km til mål. Herfra venter der kun asfaltveje, mens man kører mod nord og nordøst ind mod målet i den sydøstlige udkant af Roubaix. Her venter en teknisk finale, hvor en lang lige veje afbrydes af to rundkørsler og af sving med hhv. 1100 m, 1000 m og 400 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, der fører til målet foran velodromen. Den velkendte bakke fra Paris-Roubaix starter med 4500 m igen, hvorefter de sidste 3 km er stort set flade.

 

Etapen byder på i alt 555 højdemeter.

 

Roubaix er naturligvis kendt som målby for Paris-Roubaix og har faktisk ikke været mål for andre store cykelløb i dette årtusinde. I år var det som bekendt Peter Sagan, der vandt den franske klassiker foran Silvan Dillier og Niki Terpstra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Lige siden ruten blev offentliggjort har de fleste frygtet våde pavéer, der kunne skabe samme episke billeder som i 2014, og derfor vil mange være lykkelige for, at det nu i lang tid har været knastørt og varmit området. Det vil dog give masser af støv på en varm søndag, hvor der kun vil være få skyer og en temperatur på hele 30 grader. Det vil næsten være vindstille med bare en svag vind fra nordøst, hvorfor rytterne vil have sidemodvind stort set hele dagen. De mange retningsskift giver flere sidevindsstykker undervejs, men til gengæld vil der være direkte modvind fra Pont Thibault-pavéen og frem til den næstsidste pavé. Med 3 km igen får man atter direkte modvind.

 

Analyse af 8. etape

2008 markerede et sceneskifte i Tour-sammenhæng. Efter en periode, hvor Tourens havde manglet en klar sprinterkonge, bragede en ung Mark Cavendish ind på scenen ved at vinde hele fire etapesejre i blot sin anden optræden i verdens største cykelløb, og det skulle indlede en tid, hvor massespurterne i Touren blev en sand ørkenvandring. I de følgende år vandt den ustoppelige brite hhv. 6, 5, 5 og 3 etapesejre, og i en periode på fem år blev de store sprinteropgør nærmest en trivialitet, der ingenlunde bidrog til spændingen i sommerens store sportsbegivenhed.

 

I 2013 blev Cavendish med fynd og klem stødt fra tronen af Marcel Kittel, der i tre af de seneste fem udgaver har været feltets klare sprinterkonge, men selvom tyskeren i dag står noteret for ikke færre end 14 etapesejre i verdens største cykelløb, har det hele tiden stået klart, at han aldrig ville nå samme sejrsrekord som sin britiske rival. Modsat Cavendish, der altid har været kendt for snilde og positioneringsevne, har Kittel nemlig altid været en klovn til at manøvrere i de hektiske finaler, og derfor vil han altid være alt for afhængigt af et hold til at opnå den stabilitet, der er påkrævet for at true Cavendish.

 

Men nu er der måske grund til for Cavendish at frygte, at hans imponerende rekordliste på 30 sejre, der ikke er overgået i nyere tid (men som næppe heller kan udbygges til at nå Eddy Merckx’ serie på hele 34 triumfer). Allerede i går påpegede vi, at Dylan Groenewegen i de seneste år har vist så stor topfart og så god næse for positionskampen, at han har potentialet til at bliver en vindermaskine af Cavendishske dimensioner. Gennem en sæson, hvor han forud for Touren kun én gang var blevet besejret i en uforstyrret massespurt, havde han i hvert fald dokumenteret, at hans topfart i dag kun matches af Kittel selv, men at han i modsætningen til tyskeren også besidder den uhyre vigtige evne til at kæmpe for sin position.

 

Efter at hans hold på de første etaper fik sig lidt af et wake-up call, der fik dem til at indse, at der er forskel på at dominere spurterne i Tour of Norway og matche Quick-Step i Tour de France, fandt Groenewegen i går endelig sine gode ben, da han med næsten overmenneskelig suverænitet knuste Fernando Gaviria, der ellers af mange har været betragtet som den kommende topsprinter.

 

Hvis nogen stadig var i tvivl, om Groenewegens enorme potentiale, må alle kritiske røster i dag være forstummet. Men endnu en knusende magtdemonstration viste han atter, at der i årets Tour ikke er nogen chance for at slå hollænderen, hvis han blot har en rimelig position og en åben motorvej på de sidste par hundrede meter. Selvom han var den dårligst placerede ved indgangen til spurten af alle de fire bedst placerede, var der heller ikke i dag nogen over eller ved siden af Groenewegen, der i år kun er blevet besejret på dårlig position og aldrig på regulær topfart.

 

Hvor gårsdagens sejr var en bekræftelse på den høje topfart, var dagens præstation en afspejling af de evner, som adskiller ham fra Kittel og bringer ham i liga med Cavendish. I forvejen har han været hæmmet af et hold, der ingenlunde er i stand til at konkurrere med særligt Quick-Step og FDJ, og det kostede ham chancen på de første par etaper, hvor han stadig havde halvdårlige ben. I dag mistede han endda i finalen sin vigtigste mand, Timo Roosen, der var blevet revet ned i det store styrt, og selvom Amund Grøndahl Jansen leverede et fremragende arbejde for sin kaptajn, måtte Groenewegen i finalen manøvrere ganske alene.

 

Det var bestemt ikke let i den måske mest teknisk komplicerede afslutning på årets sprinteretaper, men det forhindrede ikke Groenewegen i at holde sig til. Ligesom Kittel sidste år, behøver han ikke sidde helt i front, og derfor var det rigeligt, at han med sin gode næse havde fundet Gavirias hjul i finalen, hvor colombianeren for første gang i år var placeret langt tilbage. Selvom han til slut skulle gå forbi hele tre af verdens hurtigste, efterlod han ingen tvivl om sin klasse og tog endnu en klar sejr.

 

Med triumfen kan han nu skrive tre Tour-gevinster på det allerede lange cv, og derfor er det jo reelt for tidligt at spekulere i, om han vitterligt kan tidoble sin sejrsliste og true Cavendish. Det kræver formentlig, at han slår næven i bordet hos LottoNL og kræver et mere dedikeretog stærkere tog, for trods sin gode næse er der for mange tilfældigheder involveret, hvis man er så isoleret som ham. Som fremhævet i går må det give hovedbrud hos holdets ledelse, der i Primoz Roglic har en anden guldfugl, hvis ambitioner er svære at forene med Groenewegens. Det bliver svært at finde den rette balance næsten år, hvis begge de to kometer fortsætter deres march mod stjernerne. I første omgang udskydes de hovedbrud dog til senere, mens man håber, at Groenewegen også kan slå til på de tre sidste sprinteretaper og dermed blive den sprinterkonge, som Gaviria lignede for blot et par dage siden.

 

Netop Gaviria oplevede en sjælden fiasko. Det har hele tiden været klart, at han ikke har Groenewegens topfart, men med Maximilano Richeze som den vigtigste nøgle har han alligevel sikret sig to sejre tidligt i løbet. Gang på gang har argentineren afleveret den colombianske stjerne perfekt, men i dag gik det for første gang galt for Gaviria. I den hårde positionskamp, der blandt betød en regulær infight med André Greipel, lykkedes det ham ikke at blive hos sin lead-out man, der ellers igen viste sin klasse ved at lancere spurten med den rette timing. Han indså imidlertid hurtigt, at han var ved i stedet at forære Sagan den perfekte position, og derfor stoppede han hurtigt. Gaviria viste ellers med en god spurt, at han er feæltets næsthurtigste, men ligesom alle andre slår han kun Groenewegen, hvis han og hans hold gør alt rigtigt.

 

Gavirias fejl gav også anledning til en sjælden fejl for Sagan, der - selvfølgelig - havde luret, at Gaviria var i problemer. Derfor forlod han sin faste plads på colombianerens baghjul og var i stedet at finde bag Richeze, der jo som bekendt er en garanti for at bringe folk i en god position. Desværre for Sagan opdagede argentineren fraværet af sin sprinter, og da han stoppede sit lead-out, havde Sagan ikke andet valg end at åbne en alt for lang spurt. Oppe mod tre på papiret hurtigere ryttere var der ingen chance for, at verdensmesteren kunne vinde fra den position, og derfor endte han faktisk helt atypisk med at være for godt placeret til at sikre sig den vanlige podieplads.

 

Grund til mest frustration har André Greipel. Løbet her har ellers været lidt af en genfødsel af den tyske veteran, der med to fantastisk flotte spurter har vist, at han stadig har topfarten til at blande sig på allerhøjeste niveau. Hans halvsløje positionering gør ham stadig alt for ustabil, men får han frit løb, er hans fortsat en af verdens allerhurtigste. Det viste han atter i dag, og havde han ikke været oppe imod et hollandsk fartfænomen, havde han i dag fået den store Tour-etapesejr, som de fleste cykelfans vel under ham.

 

En stor taber i dag var Arnaud Demare. Quick-Steps fejl betød nemlig, at FDJ havde deres livs chance for at aflevere deres kaptajn helt perfekt. Efter sidste sving var Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri da også i den ideelle position og klar til at træde an, men netop som hollænderen lancerede toget, gik det op for dem, at kaptajnen var tabt i den hektiske finale. Dermed blev man kortvarigt hensat til fortiden, hvor Demare gang på gang missede en spurt i kraft af sin håbløse positionering. Det problem fik han løst, da FDJ forud for sidste sæson byggede et eminent tog op om deres stjerne, og i dag leverede samme tog endelig det, de skulle. Desværre fejlede Demare selve og dermed missede han en kolossal chancen for at tage en fransk sejr på Bastilledagen.

 

Spurten blev også endnu et søm til Cavendishs og Kittels ligkister. Mønsteret har været det samme i de seneste dage og gentog sig. Cavendishs hold bragte ham atter ganske langt frem, men det verdensberømte kick ligger nu på historiens losseplads, og igen var briten ikke i nærheden af at blande sig med de bedste. Endnu værre gik for det for Kittel, der for anden dag i træk slet ikke kom til at spurte, fordi han atter var helt ude af position i finalen. Tabet af Rick Zabel i styrtet gjorde det ikke spor nemmere, men desværre har løbet her vist, at Kittel kun igen bliver topsprinter, hvis holdets lead-out oprustes kraftigt.

 

Endnu værre gik det for Dan Martin, der blev næste offer i det udskilningsløb, vi indledte på 1. etape. Som skrevet flere gange har den første uge karakter af en serie af udfordringer, hvor det hver dag handler om at komme igennem uden tidstab. De fleset dage har haft sine ofre, og i dag gik det ud over Martin. Som fremhævet allerede i går, hvor han - som sædvanligt - blev fanget i sidevinden, har ireren hele tiden været en af de mest sårbare i den første uge, hvor hverken han selv eller holdet havde meget at komme med. Han kom ellers fremragende igennem de første seks dage, hvor han endda viste storform ved at vinde på Mur-de-Bretagne, men træerne vokser ikke ind i himlen. De seneste to dage har stillet hans svaghed til fuld skue, og i dag led han som den eneste klassementsrytter et kostbart tab. Med ét er det gode udgangspunkt derfor forvandlet til en mere forventelig position - og vi har endda endnu ikke ramt de brosten, der er hans største udfordring.

 

Man kan imidlertid undre sig over UAE-mandskabets disposition. Naturligvis bad man alle mand vente på kaptajnen, som i torsdags viste, at han er i form til køre med om podiet - med én undtagelse. Alexander Kristoff fik lov at køre sin egen spurt, der meget forventeligt endte med en solid, men på ingen måde spektakulær sjetteplads. Med tanke på at Kristoffs chance for at vinde en klassisk massespurt som denne var stort set lig 0, havde de fleste nok ladet ham vente på en meget formstærk Martin, der nok havde kunne brugt en føring eller to fra holdets største motor.

 

For alle andre var der ikke den store dramatik. Jakob Fuglsang fik sig desværre endnu et bevis på, at hans hold nok snarere gør ham til et offer end en vinder på morgendagens brosten, da han atter blev fanget bag et styrt, men ligesom Bauke Mollema fik han afværget katastrofen. Alle de øvrige favoritter nød en relativt stille dag på kontoret, og i det hele taget har vi oplevet to dage, der næppe fås lettere i Tour-sammenhæng.

 

Men bare rolig! Den kedsommelige kørsel er slut nu, for i morgen er der ikke længere noget sted at gemme sig. En historisk hård brostensetape burde være garanti for, at vi ikke bliver vidner til en gentagelse af den fuser, der efterlod cykelverdenen i skuffelse, da man sidst ramte pavéerne for tre år siden. Søndag burde der være garanti for drama, og om 24 timer er der formentlig mindst et par klassementsryttere, der kan skyde en hvid pind efter enhver podie- eller sejrsdrøm. I det, der mest af alt kan karakteriseres som et lotteri, kan ingen vide sig sikre, og lynet kan ramme selv den bedst forberedte. Først når støvet har lagt sig over de nordfranske brosten, er det tid til at slikke sårene, gøre boet efter de første ni dage op og lægge planer for bjergene

 

Let the show begin!

 

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er både Greipel og Gaviria begge blevet deklasseret for det ovenfor nævnte sammenstød mellem de to sprintere.

 

Favoritterne

Som nævnt hører det til sjældenhederne, at en flad etape har været den på forhånd mest omtalte, men det er fuldt berettiget, at morgendagens etape har fået så megen opmærksomhed, som det var været tilfældet. Der er nemlig tale om en brostensmenu, der klart overgår, hvad vi så i forbindelse med den store fuser i 2015, hvor godt vejr og en lidt halvtam rute lagde en dæmper på festlighederne, samt i 2014, hvor regnvejr skabte en af de mest episke etaper i de seneste mange år.

 

Årets rute byder nemlig både på et omfang, en placering og en sværhedsgrad af brosten, som gør, at der næsten være garanti for drama. Det er ikke uden grund, at mange af klassikerspecialisterne har beskrevet det som et regulært Paris-Roubaix, der blot er 100 km for kort, at mange klassementsryttere har ligget søvnløse bare på grund af denne etape. Ifølge Greg Van Avermaet har Richie Porte rystet ved tanken i mange måneder, og Mikel Landa og Nairo Quintana har højlydt brokket sig over en etape, de ikke mener hører i en grand tour - formentlig fordi de ikke just står til at blive de store vindere.

 

De fleste hold har helt undladt at lægge en taktik for de kommende etaper, før de ved, hvad status er, når støvskyen har lagt sig over et glohedt og knastørt Nordfrankrig i morgen eftermiddag. Det er med helt god grund. Etapen er nemlig mere end noget andet et lotteri. Ryttere som særligt Chris Froome, Geraint Thomas, Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde og Tom Dumoulin kan måske håbe på at vinde tid, men det er ingenlunde noget, man kan regne med. Med et godt hold og god positionering kan man mindske risikoen for at blive fanget bag et styrt, men i det kaos, der vil herske i årets allermest hektiske positionskamp, kan lynet ramme hvem som helst. Naturligvis er risikoen for at blive sat tilbage større i position 50 end i position 10, men selv den mest agile rytter kan være uheldig at ende som den store taber.

 

Det er derfor også holdet og positioneringen, der er nøglen til succes på denne etape, mens indivuel styrke og power på selve brostenene er af mindre betydning. Man kan være nok så stærk, men starter man pavéerne midt i feltet, hjælper det intet. Har holdet først svigtet kaptajnen, hjælper hans egen styrke kun meget lidt, og derfor skal man i højere grad se på holdet end på rytteren, når man skal vurdere, hvem af klassementsrytterne, der kan vinde tid.

 

Brostensetapen i 2010 er et godt eksempel. Al logik sagde, at Andy Schleck ville være sårbar på pavéerne, men han endte dagen som den store vinder. Forklaringen var Fabian Cancellara, der førte de to Schleck-brødre først ind på brostenene, og da Frank bragede i asfalten og efterlod resten af feltet som passive tilskuere, kunne Cancellara og Andy køre hjem med en solid tidsgevinst. Det siger alt om, hvorfor det er holdet, der er nøglen til succes, og kun i mindre grad den enkelte rytter.

 

Derfor er Jakob Fuglsang også ret sårbar. Vi så i 2014, at danskeren viste god power på det ru underlag, men desværre er han i år omgivet af et svagt hold. Ganske vist er Michael Valgren og Magnus Cort stærke ryttere, men lige netop positionskampen var deres akilleshæl i forårets klassikere. Efter præstationen i 2014 er mange ellers af den opfattelse, at Fuglsang har udsigt til at blive en stor vinder i morgen, men det er desværre ikke videre sandsynligt. Løfter holdet ikke deres niveau betragteligt, kan danskeren meget vel ende i defensiven - brostensevner eller ej.

 

Det er også derfor, at det er nærliggende at pege på Chris Froome, Geraint Thomas og Bob Jungels som de mest oplagte vindere i klassementskampen. Alle er nemlig omgivet af sublime hold, der med stor sandsynlighed vil føre dem tidligt ind på pavéerne, og da de alle tre er kraftfulde, øger det deres chance for succes. Heller ikke Tom Dumoulin er i den sammenhæng dårligt stillet. Alejandor Valverde og Vincenzo Nibali har ikke samme holdstøtte, men særligt Valverde er så eminent i positionskampen, at de begge har gode muligheder for at ende på den rigtige side af stregen, når boet skal gøres op. Rigoberto Uran har i Sep Vanmarcke verdens bedste boydguard og ligner en rytter, der burde kunne komme fint fra opgaven. Også Bauke Mollema har i John Degenkolb og Jasper Stuyven et par stærke muskelkarle, der burde kunne føre ham sikkert frem. O

 

Det helt store spørgsmål er Richie Porte. Australieren viste i 2014, at han er en glimrende brostensrytter, men han er kendt for at være rædselsslagen i positionskampen. Han har et fremragende hold, men af uransagelige grunde er det lykkedes holdledelsen at få Greg Van Avermaet til at koncentrere sig om Porte. Meget tyder på, at belgieren vil køre for sig selv, og det gør sårbare Porte endnu mere sårbar. Derfor kan det for ham blive både fugl eller fisk. Lykkes det ham at holde sig til særligt Van Avermaet frem mod de første pavéer, kan det blive en stor dag - men det kan også ende som den totale fiasko. Det samme kan siges om Rafal Majka, der på Bora har det måske allerbedste hold, ikke mindst med Peter Sagan. Verdensmesteren kører imidlertid forståeligt nok for sig selv - modsat Porte er Majka ikke reelt en podiekandidat - og da polakken i forvejen ikke er kendt for sine evner i positionskampen, skal han stramme sig an, hvis han skal udnytte holdets styrke.

 

Romain Bardet mangler formentlig poweren til at ende som en vinder, især fordi Oliver Naesen trods sin klasse på brostenene har positionering som en svaghed. Adam Yates har samlet set et stærkt fladbanehold, men mangler den store motor, der kan føre ham frem allerforrest, når det virkeligt gælder. Steven Kruijswijk og Primoz Roglic er sårbare på et svagt LottoNL-hold, og det samme er de spinkle Mikel Landa og Nairo Quintana, der får det meget svært på denne etape. Allermest udsatte blandt favoritterne er dog Dan Martin og Ilnur Zakarin, der får det meget svært i positionskampen og ikke har det bedste hold til at støtte sig. For Zakarin kunne tabet af den rygskadede Tony Martin ikke komme på et meget værre tidspunkt.

 

Etapen kan i sværhedsgrad måske kaldes et kort Paris-Roubaix, men det er værd at bemærke, at taktikken er helt, helt anderledes. Her er det nemlig et sammensurium af klassements- og etapesejrinteresser, der skal forenes, og det gør det hele meget kompliceret. Et er, at folk som Sep Vanmarcke og Oliver Naesen, der burde være blandt topfavoritterne, alene er her for at støtte kaptajnerne og derfor ingen chancer har for at vinde etapen.

 

Noget andet er, at klassementsrytterne selv vil køre fuld gas for at vinde tid, hvis de havner i en fordelagtig position. Dermed får de svært ved at vinde etapen, og sejren vil formentlig gå til em specialist, der kan udnytte klassementsrytternes kamp. Det så vi i 2014, hvor Lars Boom udnyttede Lieuwe Westras Vincenzo Nibalis og Jakob Fuglsangs knaldhårde Astana-arbejde, og som en fri fugl uden klassementsinteresser let kørte væk til en sejr til sidst. Kun enkelte klassementsryttere har derfor den nødvendige taktiske position til også at kunne vinde (se nedenfor).

 

Etapen vil formentlig indledes meget hektisk med et hav af angreb. I Roubaix tager det som regel et par timer at få et udbrud etableret, og vi kan igen blive vidner til en angrebsfest. Det er nemlig en stor fordel at have en hjælperytter eller to i front, og mange vil tillige gerne slippe for den farlige positionskamp. Det gør man bedst ved at komme i udbrud - og som Ryder Hesjedal viste i 2010 og Silvan Dillier viste så sent som dette forår, kan deltagelse i et udbrud være en genvej til en etapesejr, fordi man herved sikrer sig, at man er foran eventuelle styrt.

 

Det er usikkert, om vi på så kort en etape overhovedet når at få etableret et udbrud, for det kan sagtens ende med at blive en ren angrebsfest frem mod pavéerne. Her vil positionskampen blive så intens, at styrt og drama allerede kan splitte feltet. De første tre sektorer kommer lidt, men når vi kommer til den fjerde pavé med 70 km igen, vil det hele formentlig eksplodere. Herfra vil det sandsynligvis ende som et brutalt udskilningsløb, hvor forskellene i højere grad skabes af styrt end af ren power. Vinderne vil være dem, der rammer pavéerne først og derved øger chancen for at holde sig ude af problemer.

 

Sandsynligheden taler for, at særligt Quick-Step, Sky og Bora vil kunne dominere frem mod nøglepunkterne, og når først splittelsen er sket bag et styrt eller to, vil der formentlig være skabt en lille gruppe. Her er det tænkeligt, at der vil være et par klassementsryttere, der vil have stor interesse i at udnytte muligheden for at vinde tid og derfor vil køre fuld gas. Et par etapejægere vil helt sikkert være med, og de vil kunne lukrere på klassementskampen, inden kampen om sejren vil blive indledt til slut, som vi så det i 2014, hvor Boom kørte væk fra NIbali og co.

 

Det får os til at pege på Peter Sagan som vores favorit. Slovakken er måske bedre på flamske stigninger end flade pavéer, men sejren i årets udgave af Helvedet i Nord vidner om, at der ikke er mange, der matcher ham i dette terræn. Modsat mange af de andre specialister kan han lade klassement være klassement og helt koncentrere sig om at køre sin egen chance. Vi ved alle, at Sagan er kongen af positionskampen, og sandsynligheden for, at han vil være på den rigtige side af de styrt, der kan tænkes at splitte feltet, er stort. Samtidig er han støttet af et fremragende hold med fænomenale Daniel Oss, der selv kan spille en rolle dybt inde i finalen, en meget formstærk Marcus Burghardt og yderst talentfulde Lukas Pöstlberger. Måske skal en enkelt af dem tage sig af Majka, men løjtnant Oss bør som minimum være hos Sagans side. Han kan udnytte klassementskampen til at spare på kræfterne, og i finalen kan han vinde på snart sagt enhver måde. Det er svært at se, hvem der skal køre fra verdensmesteren på brostenene, og o en spurt er han næsten umulig at slå. Kombinerer man det med hans positionering, er han manden, der skal slås.

 

Hans værste trussel er hele Quick-Step. Belgierne dominerede totalt i foråret, hvor de gang på gang udnyttede den kollektive styrke til at skabe en overtalssituation, hvorfra de kunne angribe på skift. Det gav et hav af sejre, og situationen for, at de i finalen vil sidde med mange kort, er igen stor. Spiller de dem lige så godt om i foråret, kan det blive svært for selv Sagan at holde snor i dem.

 

Bedst chancer har Niki Terpstra. En god vinter med et lille vægttab gjorde hollænderen til den klart stærkeste i årets klassikere, hvor han kørte alle midt over i både E3 og Flandern Rundt og måske også havde vundet Roubaix, hvis ikke han havde sovet i timen og ladet Sagan køre. Hidtil har han arbejdet for holdet på etaper, der ikke passede ham, men dette er hans store dag. Hans enkeltstart ved de hollandske mesterskaber indikerer, at han stille og roligt har fundet en fabelagtig form, og har han benene fra foråret, bliver han ikke nem at følge på de flade pavéer, der er hans terræn. Hans problem er den svage spurt samt det forhold, at han lidt for ofte lader sig fange i positionskampen, men holder han sig til, når feltet splittes, kan han udnytte Quick-Step-holdets overtal og sin egen styrke til at tage en solosejr.

 

Veteranen Philippe Gilbert vendte i år tilbage til Roubaix for første gang i 11 år og for blot anden gang i sin karriere. Løbet viste da også, at han er bedre på de flamske brostensstigninger end på de flade pavéer, men han mestrer dog kunsten glimrende. Han har vist kongeform ved både de belgiske mesterskaber, hvor han var den i særklasse stærkeste, samt på 5. etape, hvor han trods et tidligt angreb spurtede sig til en 3. plads. Gilbert er ikke helt så stærk som Terpstra på flade brosten, men han er langt mere snu og ikke bange for at angribe tidligt. Derfor kan det sagtens være ham, der udnytter en overhånd til Quick-Step til at vinde - og man skal heller ikke glemme, at han er lynhurtig på stregen og har en gul trøje som et ekstra incitament.

 

Holdets tredje option er Yves Lampaert, der desværre er fløjet lidt under radaren på det skræmmende Quick-Step-hold. Man skal imidlertid ikke tage fejl af Lampaert, der i årets klassikere var en af de allerstærkeste, i hvert fald når distancen som i morgen ikke er alt for voldsom. Han klatrede bedre end nogensinde i Schweiz og blev belgisk mester, så han superform kan ikke diskuteres. Samtidig er han den lille underdog i forhold til Terpstra og Gilbert, og den status har han lukreret på til to gange af vinde Dwars door Vlaanderen samt senest af vinde den belgiske Drikleur. Er han lige så snu i morgen, kan han sagtens tage sin anden grand tour-etapesejr.

 

Løbets joker er Fernando Gaviria. Colombianerens drømmeløb er Roubaix, og han har i de få flamske klassikere, han har kørt, vist god næse for brostenene. Desværre betød en skade, at han i år missede hele foråret, og han har derfor fortsat sin Roubaix-debut til gode. Han mangler derfor en del erfaring, ligesom hans motor har det med at brænde sammen over lange distancer. 150 km er imidlertid til at overskue, og han har al mulig grund til at tro på, at han sammen med sit hold kan få billet til finalen. Mens holdkammeraterne skal angribe, skal han blot følge med og satse på at slå særligt Sagan på stregen. Om han kan følge specialisterne, når de for alvor lukker op, er langt fra sikkert, men sidder han der fortsat, når de kører ind i Roubaix, kan det sagtens blive til colombiansk triumf - også selvom han har det med at tabe en del topfart efter et hårdt løb.

 

Som sagt kan BMC-ledelsen ikke styre Greg Van Avermaet, der insisterer på at køre sin egen chance. Derfor skal han tages seriøst som vinderkandidat, især fordi han har Richie Porte som verdens bedste alibi. Van Avermaet kan nemlig altid henvist til sin kaptajn som undskyldning for ikke at skulle føre, og det vil give sidste års vinder af Roubaix en stor fordel. Han skal til gengæld klare sig på egen hånd, men det har han også styrken til. Desværre har det sidste års tid vist, at Van Avermaet ikke er samme altædende skikkelse som sidste år, og det er i stigende grad sværere for ham at slå Sagan. Med Porte som alibi burde han dog have visse muligheder, og han har trods alt flere gange vist, at han kan slå de fleste - også Sagan - på stregen efter et hårdt løb.

 

Som sagt har klassementsryttere andre interesser, der gør det svært for dem at gå efter sejren. Der er dog én undtagelse. Fænomenet Alejandro Valverde er så eminent i positionskampen, at han på egen hånd kan sikre sig en billet til finalen. Her vil han kunne pege bagud og med de enkle ord ”Quintana og Landa” slippe for at tage del i alt føringsarbejdet. Det vil sætte ham i en fremragende position til at kunne sidde på hjul, vinde tid og til slut gå efter etapesejren. Ganske vist har han aldrig tidligere kørt Roubaix, men de få gange, han er draget til Flandern for at smage på brostenene, har han kørt med om sejren. Det gjorde han senest i Dwars door Vlaanderen i år, og selvom de flade pavéer passer ham dårligere, vil det være hovedløst ikke at regne Valverde som en trussel på denne etape, ikke mindst fordi han med sin spurt kan slå de fleste til sidst.

 

Lotto-mandskabet har mistet deres bedste kort i Tiesj Benoot, men det betyder ikke, at de er uden chance. Modsat mange andre hold handler alt for dem om etapesejren, og her har de særligt i André Greipel en god kandidat. Den store tysker bliver bare bedre og bedre på brostenene og viste sidste år sin store klasse med sin top 10-placering i Roubaix. I år havde han planer om at køre med om sejren, men et styrt i Sanremo knuste hans forår. Heldigvis har han i de senere dage vist, at han er tilbage i form, og kan han sidde på den rigtige side af styrtene, udnytte klassementsrytterne som trækheste og fyre en god spurt af til slut, kan det sagtens ende med en stor sejr til Greipel.

 

Holdets anden kandidat er Jens Keukeleire, der tidligere har kørt finale i Roubaix. Han er en glimrende brostensrytter, der desværre fik ødelagt sit forår af sygdom. Siden Belgium Tour har han imidlertid været i god form, og selvom positionskampen måske ikke er hans stærkeste side, burde han som etapejæger uden klassementsrytter kunne gøre det godt, særligt hvis han kan udnytte opmærksomheden på Greipel til eventuelt at køre væk til slut. Selv i en spurt er han ikke helt uden chancer. Holdets tredje kort er Marcel Sieberg, der ofte har gjort det godt i Roubaix, og som også kan afslutte.

 

Et af de åbne spørgsmål er, hvordan Trek griber det an. De har nemlig et ganske stærkt hold til at beskytte Mollema, og derfor kunne der meget vel blive fripas til enten Jasper Stuyven eller John Degenkolb. Begge er de blandt de bedste på brostenene, og begge har de tillige en fremragende spurt. Stuyven viste god form ved de belgiske mesterskaber, og Degenkolb har i de seneste dage vist fremgang efter en svær tid. Før sit grimme styrt i 2016 var Degenkolb faktisk verdens bedste på flade pavéer, men han har desværre slet ikke samme niveau tidligere. Begge er de så gode og hurtige, at de burde kunne køre med om sejren, hvis de gives muligheden.

 

Ligesom Greipel sluttede også Arnaud Demare sidste år i top 10 i Roubaix, og hans store drøm er at vinde netop den klassiker. Han er da også glimrende på pavéerne og har fuld frihed til at jagte etapen, men desværre har han ikke vist forrygende form. Han har skuffet i spurterne, og særligt på 5. etape var han helt væk i terræn, der burde passe ham. Samtidig er positionskampen ikke hans force, og den betyder langt mere her, end den gør i Paris-Roubaix. Derfor kræver det en god portion held for Demare at komme med i finalen, men sidder han først på den rigtige side af diverse huller, gør han spurt ham naturligvis livsfarlig. Hans holdkammerat Ramon Sinkeldam er tidligere vinder af U23-udgaven af Roubaix og er med sin gode spurt en outsider, hvis han kan klare sig i positionskampen.

 

Listen over Quick-Step-kandidater tæller også Bob Jungels og Julian Alaphilippe, men de er ikke de mest oplagte kandidater. Vi så på brostensbakken i Liege i 2016, at Alaphilippe er for spinkel til pavéerne, og det bliver ikke nemmere på de flade brosten. Jungels vil formentlig primært fokusere på sit klassement. Alligevel kan man ikke afskrive dem, for de vil meget vel kunne ende som en del af et Quick-Step-overtal, som kan udnyttes.

 

Som sagt bliver det meget svært for klassementsrytterne, der han andre interesser, men udover Valverde fortjener også Geraint Thomas at blive nævnt. Som den eneste af favoritterne har han stor erfaring på pavéerne, hvor han har kørt finale i Roubaix, og han kan faktisk ende i en situation, hvor han kan gå efter sejren. Det store spørgsmål er, om han vil vente på Chris Froome, hvis denne falder tilbage, men som minimum vil det i hvert fald fritage ham fra at skulle føre i en eventuel frontgruppe. Havner han i en position, hvor han kan sidde på hjul, skal man tage sig i agt for et Thomas-angreb i finalen.

 

Listen over outsidere tæller tillige Edvald Boasson Hagen, der dog desværre ikke synes at have formen til at køre med om sejren, Jasper De Buyst, Christophe Laporte, Damien Gaudin og Anthony Turgis. For de sidste tre gælder imidlertid, at de får det så svært i positionskampen, at det formentlig kræver deltagelse i et tidligt udbrud, hvis de skal med i finalen.

 

Ryttere som Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Luke Rowe, Sep Vanmarcke, Taylor Phinney, Oliver Naesen, Silvan Dillier, Tony Gallopin, Søren Kragh, Edward Theuns, Sonny Colbrelli, Heinrich Haussler, Luke Durbridge, Jack Bauer, Stefan Küng, Alexander Kristoff, Marcus Burghardt, Lukas Pöstlberger, Daniel Oss, Michael Valgren, Nils Politt, Timo Roosen og Amund Grøndahl Jansen, der alle har vist brostensevner ventes at være for låst af holdopgaver til at kunne vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Niki Terpstra, Philippe Gilbert

Outsidere: Yves Lampaert, Fernando Gaviria, Greg Van Avermaet, Alejandro Valverde, André Greipel

Jokers: Jasper Stuyven, John Degenkolb, Jens Keukeleire, Arnaud Demare, Bob Jungels Julian Alaphilippe, Geraint Thomas, Edvald Boasson Hagen

 

BEMÆRK: Ovenstående er en opremsning af mulige vindere, ikke af ryttere, der kan gøre det godt. For en dybere forståelse af taktikken, ryttere, der kan køre i top 10 og/eller vinde tid i klassementet, må man kæmpe sig igennem hele favoritvurderingen ovenfor.

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tony Martins sejr på brostenene i 2015, Lars Booms sejr fra 2014 samt Thor Hushovds sejr fra 2010.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger