Optakt: 9. etape af Tour de Suisse

Ruten

Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, men det forholder sig anderledes i år, hvor den kom allerede lørdag. I stedet slutter løbet med den rundstrækningsetape, man ofte har haft om lørdagen, men i år er den helt anderledes, end man ofte har set det. Denne gang er vært for afslutningen nemlig byen Goms, der ligger midt i de høje bjerge, og derfor ender det hele på samme måde, som vi så det i 2016, nemlig med et brag af en bjergetape, der måske nok er kort og intens, men byder på hele tre af Schweiz’ mest berømte bjergpas, der alle fører op i mere end 2000 m højde, og selvom der ikke er mål på toppen, bliver det således en dramatisk og spektakulær finale på Schweiz’ nationale rundtur.

Med sine bare 101,5 km er der tale om en kort og intens etape, som har både start og mål i byen Goms, og der er tale om en brutal etape, der stort set går op eller ned hele vejen. Starten går i byen Goms i den dal, hvor enkeltstarten blev afviklet, og her lægger man ud med at køre mod sydøst direkte på ad det mægtige HC-bjerg Nufenenpass (13,3 km, 8,5%), hvis top i 2436 m højde kommer efter 13,3 km. Derefter fører en ikke specielt teknisk nedkørsel mod øst og nordøst, inden det går via en let faldende dalvej mod nordøst ned til bunden af Sankt Gotthard, der allerede blev besteget på 7. etape. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 1-bjerget, der stiger med 7,4% over 12,1 km og som bekendt har brosten på de sidste 5,4 km, inden toppen rundes 49,0 km midtvejs på etapen.

Efter de to første stigninger bliver det lidt lettere. Først venter en let nedkørsel, der fører mod nord, inden man kører mod sydvest via et kort fladt dalstykke, der leder frem til den første spurt, som er placeret efter 62,2 km. Umiddelbart derefter rammer man dagens sidste stigning, Furkapass, der også er udenfor kategori og stiger med 7,7% over 11,5 km. Fra toppen resterer fortsat 26,5 km, der indledes med en lang, ganske teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest ned til dalen, hvor den sidste spurt kommer med 8,5 km igen. Herefter bliver det helt fladt, når man følger dalvejen fra enkeltstarten mod sydvest, inden man via to sving drejer rundt for at køre nordøst ind mod centrum af byen. Med 300 kommer et sidste sving, inden man rammer den helt flade opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 3071 højdemeter.

Bemærk, at dårligt vejr har ført til en ændring af den oprindelige rute. Etapen er blevet gjort 3 km kortere, og antallet af højdemeter er reduceret fra ca. 4000 til ca. 3000.

Goms var senest vært for løbet i 2005, hvor Aitor Gonzalez med en solosejr på sidste etape også løb med den samlede triumf. I år 2000 spurtbesejrede Eddy Mazzoleni Fassa Bortolo-duoen Dario Frigo og Wladimir Belli i en tremandsspurt i byen.

Vejret

Efter nogle våde dage burde løbets lutte flot af. Søndag byder kun på få skyer og en temperatur i målbyen på 17 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest. Det giver sidevind på første stigning og derefter medvind ned til bunden af Sankt Gotthard. Derefter vil der være sidevind, indtil man igen er nede i dalen. Herefter vil der være direkte modvind indtil svingene med 1200 m igen. Derfra vil der være medvind og til slut sidevind på den korteopløbsstrækning.

Analyse af 8. etape

Det kan godt være, at Colombia i disse år spytter talenter ud i et omfang, som intet andet land kommer i nærheden af at matche, men der synes at være et gennemgående karaktertræk. Selvom der er enkelte undtagelser, er de alle nemlig relativt begrænsede i deres spændvidde, og langt de fleste kan da heller ikke meget andet end at køre opad. Santiago Botero og Victor Hugo Pena var tempostærke undtagelser i begyndelsen af dette årtusinde, og Rigoberto Uran havde to sæsoner, hvor han var en fremragende temporytter, inden han glemte alt om, hvordan man kører alene i kampen mod uret, men ellers har med temmelig stor sikkerhed kunnet regne med, at colombianere ikke kan køre enkeltstart.

Egan Bernal er bare anderledes. Det kan godt være, at det er som klatrer, at han for alvor excellerer, men Ineos’ vidunderbarn mestrer nærmest hele spektret. Først viste os han os i sidste års Volta a Catalunya, at han kan spurte til husbehov, og i Paris-Nice chokerede han de fleste ved ikke at misse ét eneste split i den kraftige sidevind, der martrede løbet. Og netop som man efter sidste års lidt svage præstation i Californien tænkte, at han nok alligevel ikke blev den store temporytter, imponerede han i samme Paris-Nice stort, da han på en flad tonserrute kørte sig til en 6. plads.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Alligevel sagde logikken, at han i dag ville miste sin førertrøje i Tour de Suisse. Ganske vist var det ikke svært at forudsige, at han sikkert igen ville køre en fornem enkeltstart, men denne gang var han altså ikke oppe mod hr. hvem-som-helst. Det var nemlig de seneste sæsoners altædende tempomonster, Rohan Dennis, der med en afstand på bare 41 sekunder for alvor truede colombianerens førsteplads, og med tanke på en 1. etape, der på mindre end den halve distance havde kostet 23 sekunder, så et trøjeforsvar svært ud.

Problemet er bare, at Bernal tilsyneladende kan alt. Ganske vist var dagens 11. plads på papiret ikke så god som resultatet fra Paris-Nice, men hvor feltet i Frankrig var relativt temposvagt, var han her oppe mod en hel serie af verdens førende specialister. Og selvom det endda kunne tyde på, at vindforholdene ikke var til gunst for de sidste startende, endte han med at slå topspecialister som Michael Matthews og Maciej Bodnar, der burde have langt, langt mere power på den flade rute.

Resultat blev, at Bernal forsvarede trøjen og det endda med en relativt komfortabel margin. Mindre imponerende blev det endda ikke af, at han mistede al sin tid til Dennis på løbets første del, mens han mod slutningen kørte helt lige op med verdensmesteren. Det kan godt være, at han mangler punchet og eksplosiviteten til at matche specialisterne over de korte distancer, men når hans enorme motor kommer i spil, imponerer han gang på gang. Hvis nogen drømte om, at de måske i fremtiden kunne bruge enkeltstarten som våben mod den lille colombianer, har de formentlig forregnet sig. Noget tyder i hvert fald på, at det kun er virkelige specialister som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome og Geraint Thomas, der for alvor kan regne med at sætte tid i banken i forhold til det alsidige fænomen selv på de fladeste af de flade enkeltstarter.

Trøjeforsvaret skyldtes dog ikke kun Bernal selv. Det skyldtes mindst lige så meget, at Dennis igen underpræsterede ganske eklatant. Al tanke om, at sejren på 1. etape måske kunne markere, at han havde lagt sine trængsler bag sig, varede kun en uges tid. Allerede dengang var det klart, at hans yderst beskedne sejrsmargin var milevidt fra sidste års dominans, og dagens 6. plads slog med syvtommersøm fast, at der altså er sket noget med Dennis efter skiftet til Bahrain-Merida.

Med tanke på præstationerne de seneste dage kan man i hvert fald ikke længere beskylde formen for at være problemet, og det er stadig den nye cykel, der synes at være den mest oplagte forklaring. Nogen vil måske hævde, at det kunne være en pris for de forbedrede klatreevner, men det synes usandsynligt. Tværtimod var det sidste år, at han for alvor havde grand tour-planer, og her kørte han bedre enkeltstarter end nogensinde tidligere. Faktisk er planen frem mod 2020 først og fremmest at fokusere på OL-guld, samtidig med at han lærer lidt af Nibali i grand tour-sammenhæng, og derfor er det næppe forsøget på en transformation, der forklarer, hvorfor uovervindelige Dennis pludselig er menneskelig. De seneste dages ”graven-dybt” er heller ingen specielt valid undskyldning for manden, der sidste år vandt Giroens lange enkeltstart i løbets tredje uge, selvom han der for første gang kørte klassement i en grand tour.

Og Dennis er ikke den eneste, der tilsyneladende savner sin BMC-cykel. Stefan Küng, der i de seneste to sæsoner har været så stærk i dette løb, at det kun har været Dennis, der har kunnet bide skeer med ham, skulle også bare bruge et enkelt holdskifte, inden også han blev human. Efter et år, hvor han har skuffet på alle sine enkeltstarter siden den indledende sejr i Algarve, kom det endelige søm i hans ligkiste på dagens enkeltstart, hvor han blot blev nr. 7. Det resultat vil mange misunde ham, men for tempokongen Küng er der tale om en markant forvandling. Man kan næsten kun have ondt af afdøde Andy Rihs, der egentlig havde fortjent at se, hvor stor forskel hans cykelmærke tilsyneladende har været i stand til at gøre.

Heldigvis har Deceunink ikke den slags kvaler. De har altid haft det bedste materiel, og det blev stillet til skue på en dag, hvor de løb med de to bedste placeringer. Og måske lidt overraskende blev det Yves Lampaert, der i dette klassefelt, tog sejren, for ser man bort fra det belgiske mesterskab, har den kraftfulde belgier faktisk aldrig vundet en større enkeltstart.

Helt ud af det blå kommer det imidlertid ikke. Faktisk har Lampaert været genrejst lige siden sidste års 4. plads ved EM. Forinden var han ellers faldet ned i et dybt hul i den disciplin, han tidligere havde mestret, men efter et år, hvor han særligt med 5. pladsen i den ekstremt stærkt besatte enkeltstart i Tirreno havde vist, at han var på vej tilbage, kunne man godt have luret, at der ville være noget stort i vente, når han endelig fik en lidt længere distance at gøre godt med. Og med dagens resultat har han i hvert fald ikke mindsket sine chancer for at sikre sig en af de to sidste Tour-pladser, som han sammen med Kasper Asgreen og Dries Devenyns lige nu synes at slås om.

På den baggrund kan det virke nærmest absurd, at Asgreen med en 2. plads måske faktisk har svækket sine chancer. Det danske supertalent viste ellers atter, at hans potentiale er nærmest ubegrænset, og at den overraskende 5. plads på 1. etape, hvor den korte distance ellers ikke passede ham, var et glimrende forvarsel om, at det kunne blive godt, når han endelig kunne få lov også at varme sin efterhånden næsten legendariske motor en anelse mere op. Det kan godt være, at han netop på enkeltstartscyklen skuffede lidt i sin første sæson, men i et 2019, hvor han synes at mestre næsten alt, har han naturligvis også genfundet styrken i den disciplin, der altid har været hans favorit. Nu må han blot håbe, at hans nationalitet ikke vægter alt for meget imod ham, når Patrick Lefevere i de kommende dage skal gøre Tour-regnebrættet op.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I det hele taget blev det en stor dansk dag. Søren Kragh har bestemt ikke haft noget stort Tour de Suisse, men som vi også så det i BinckBank Tour sidste år, er han efterhånden så god en temporytter, at han kan være med helt i front, selv når benene ikke helt snurrer rundt med den kadence, de burde. Lørdagens 4. plads blev fulgt op med en fornem 3. plads i dag og det endda, selvom en defekt wattmåler gjorde det betydeligt vanskeligere. Forhåbentlig er det også et tegn på, at formen langsomt er begyndt at indfinde sig, nu hvor han har udsigt til at skulle til Frankrig i en rolle, hvor Dumoulins ærgerlige exit pludselig giver ham al ønskelig frihed til at jagte udbrud.

I det hele taget var det en god dag for Sunweb. Med en 13. plads fik Lennard Kämna nemlig vist, at det ikke blot er i bjergene, at han har genfundet sig selv. Naturligvis er resultatet milevidt fra det enorme tempopotentiale, han viste som U23-rytter, men nu går det i hvert fald den rette vej. Og da også Nikias Arndt atter bekræftede, at han er solid i kampen mod uret, kan det ikke undre, at Sunweb er et af de bedte holdløbsmandskaber. Eneste malurt i bægeret var, at Michael Matthews med en skuffende 15. plads fik cementeret indtrykket af, at han bestemt ikke har fundet formen frem mod en Tour, hvor han nu pludselig er holdets klare kaptajn.

Patrick Bevin kørte med en 5. plads en hæderlig enkeltstart, men igen missede sejren. Nu kan ingen forvente at vinde i et felt, hvor så mange specialister er til start, men man må efterhånden unde newzealænderen, at det snart lykkes. Fremskridtene har været enorme, men gang på gang mangler han akkurat det sidste. Heldigvis er hans udvikling sket med en sådan hast, at man må formode, at den sore sejr kommer før eller siden.

Det blev også en enkeltstart, der gav store opmuntringer. Først og fremmest er det dybt imponerende at se, hvordan EF i år har forvandlet alle deres ryttere til noget, der ligner tempospecialister. Allerede sidste år så vi, at den ellers anonyme hjælper Tom Scully havde evner i den retning, men at han skulle blive nr. 4 på en enkeltstart på dette niveau, lå ikke ligefrem i kortene, ligesom en ellers træt Hugh Carthy atter overraskede md en 22. plads i en disciplin, han tidligere har haft det svært i. Og selvom Lawson Craddock måske ikke helt levede op til forventningerne, var en 12. plads trods alt hæderligt. Mere og mere tyder efterhånden på, at EF, der ellers i de senere år har været blandt de ringeste holdløbshold, kan blive en overraskelse på Tourens 2. etape.

Her kan Mitchelton i øvrigt også øjne en sejr, efter at Matteo Trentin med dagens 10. plads viste markant fremgang, og efter at holdet med sejren i Tirreno har vist, at de nærmer sig det gamle niveau efter nogle lidt sløje år. Og endelig var det hærligt at se, at Benjamin Thomas endelig fik viste lidt af det talent, der er gået lidt i glemmebogen siden jubelåret i 2017, hvor han tog det meste af cykelverdenen med storm.

Ser man bort fra Bernal og Dennis, havde klassementsrytterne det svært, men det var forventeligt på denne flade specialistrute. Marc Soler viste med en 14. plads, at han er en langt bedre temporytter end klatrer, og at han kun for alvor kan køre klassement på ruter, hvor enkeltstarten er vigtig og bjergene moderate, som vi så det i sidste års Paris-Nice.  Også Tiesj Benoot, der ellers har været notorisk kendt for at køre ringe enkeltstarter, fortsatte sit suveræne Schweiz Rundt med en flot 33. plads, hvilket er over vanlig standard. På samme måde kunne det være gået langt værre for Jan Hirt, der stadig ikke viser tegn på træthed efter en hård sæson, ligesom Carlos Betanur bare bliver ved med at overraske positivt på et tidspunkt, hvor man ellers skulle forvente, at hvalpefedtet i den lange pause havde genfundet vejen til hans lige nu ret pillede krop, som den har for vane at gøre det, når han ikke har en af sine løbsintensive perioder, hvor han nærmest holdes til ilden med løb hver eneste uge.

For andre var præstationen knap så imponerende. Simon Spilak har ganske vist aldrig været god på flade enkeltstarter, men dagens 28. plads var blot endnu et bevis på, at han ikke just er på vej tilbage til tidligere tiders storhed. Efter en flot 1. etape havde Patrick Konrad helst sikkert også håbet, at det var et tegn på forbedring i disciplinen, men den fornemmelse blev med dagens 30. plads hurtigt skudt ned. Og Enric Mas kunne slet ikke følge op på den fantastiske præstation i sidste års Vuelta, men det var nu ikke overraskende for en mand, der ikke er specialist og ikke synes at køre gode enkeltstarter uden for grand tours, hvor hans eminente restitution kommer ham til gode.

Helt galt gik det for Domenico Pozzovivo, der blev etapens helt store taber. Nu har flade enkeltstarter aldrig været hans kop te, men normalt burde italieneren, der altså engang blev nr. 3 bag Cancellara og Tony Martin på en Vuelta-enkeltstart, have gjort det bedre. Som bekendt er der imidlertid ikke nogen stor fordel at skifte til Bahrain, hvis man vil forbedre sine tempoevner, og heller ikke Pozzovivo er da blevet spor bedre på enkeltstartscyklen af at komme til Mellemøsten.

Sådan er det til gengæld ikke på Ineos. Al historik viser tydeligt, at man sjældent bliver en dårligere temporytter af at få adgang til det britiske mandskabs enorme ekspertise, og Bernal er bestemt ingen undtagelse fra den regel. For cykelløbet havde det været meget sjovere, hvis Dennis var gået forbi Bernal inden morgendagens etape, der nu kan ende som en Ineos-kontrolleret fuser, men man kan alligevel ikke undlade at bukke sig i støvet af beundring.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Spurte, køre enkeltstart, klatre, køre sidevind… Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad den lille colombianer magter. Rivalerne må helle skynde sig at få vundet nogle cykelløb, så længe han bare er 22 år gammel.

Favoritterne

Mange kan sikkert huske 2016-udgaven, hvor løbet sluttede med en etape, der på mange måder minder om denne. Det gav anledning til et sandt drama, hvor der blev kørt cykelløb gennem hele dagen, hvor Miguel Angel Lopez trods sin samlede 1. plads spillede med musklerne med offensiv kørsel, og hvor Andrew Talansky mistede en podieplads. Arrangørerne håber utvivlsomt på, at årets etape kan give anledning til en gentagelse, for selvom ruteændringen går ruten en anelse lettere, har tre mægtige bjergpas over kun godt 100 km potentiale til at vende op og ned på det hele i et medrivende drama, hvor der åbnes op fra km 0.

Desværre har løbssituationen ikke maget sig, som cykelfans kunne have håbet. Det havde været fantastisk for løbet, hvis Rohan Dennis i dag havde kørt sig i trøjen. Nu er det i stedet løbets bedste klatrer, der fører løbet, og selvom Ineos her kun er til start med B-holdet, har de i et felt med kun ganske få klatrere og mange klassikerryttere, vist sig som de klart bedste i bjergene. Med andre ord har Bernal både de individuelle og kollektive evner, der skal til for at kontrollere det, der for et svagt mandskab ellers kunne blive et sandt mareridt.

Bedre bliver det ikke af, at forskellene er så store. Bernal satte så meget tid i banken på dagens enkeltstart, at han nu endda kan tillade sig at lade løbets nr. 3, Patrick Konrad, stikke af uden at skulle gå i panik. Faktisk er det kun Rohan Dennis, han partout skal følge overalt, og selvom australieren har imponeret i bjergene, ved både han og vi, at der er på store bjergetaper med mange og lange stigninger sent i etapeløb, at han har sine begrænsninger. Det bliver derfor ikke ham, der angriber Bernal. Tværtimod skal han være glad, hvis han holder 2. pladsen.

I det hele taget må man desværre formode, at alle har opgivet sejren. Værre er det, at det i top 10 kun er Enric Mas, Simon Spilak og Domenico Pozzovivo, for hvem deres nuværende placering ikke vil være et relativt stort resultat. Med andre ord er der ikke mange, der vil være villige til at gamble stort med tidligere angreb, og det vil formentlig kun være de tre nævnte, der kan finde på at stikke af allerede på Nufenenpass eller Sankt Gotthard. Og Pozzovivo vil endda formentlig ende i en situation, hvor hans primære opgave bliver at hjælpe Dennis med at forsvare 2. pladsen, inden han måske kan gå efter en etapesejr på sidste bjerg, og Ineos vil formentlig være kloge nok til at lukke ned for Mas og Spilak, der ellers begge har et herligt offensivt sind, med det samme.

Vi vil dog blive overraskede, hvis ikke netop de to ryttere faktisk forsøger sig tidligt, men som sagt vil Ineos med Ben Swift, Kenny Elissonde, Jonathan Castroviejo og om nødvendigt Bernal selv, sandsynligvis kunne neutralisere det meste på første bjerg. Starten vil dog formentlig blive så hård, aggressiv og vild, at feltet vil eksplodere med det samme, men man må formode, at Ineos vil kunne kontrollere, indtil en ufarlig gruppe kommer fri. For at booke billet til udbruddet skal man dog være en eminent klatrer, og listen over potentielle udbrudsvindere er derfor ikke lang.

Med andre ord forudser vi, at der etableres et relativt ufarligt udbrud, og dem vil Ineos lade køre hjem. Bernal har ingen grund til at sætte liv og lemmer på spil på en lang nedkørsel - Ineos mangler ikke just styrt i disse dage - og derfor vil han formentlig have en defensiv taktik, hvor han på sidste stigning bare skal forsvare sig. Der er masser af andre hold, der kunne have en interesse i at gå efter en sejr, men problemet er, at de fleste hold har sendt klassikertrupperne til dette løb. Faktisk er det vel kun Ineos, der har styrken til at kontrollere en så svære etape som denne, og med mindre det helt sikkert meget stærke udbrud, skulle udgøre en trussel mod førertrøjen - og det burde briterne kunne forhindre - burde chancerne for en udbrudssejr være gode.

Derfor tror vi også, at det efter en hektisk start med mulige angreb fra folk som Mas og Spilak, lykkes at sende en stærk, men ufarlig gruppe af klatrere afsted, inden Ineos kan kontrollere løbet frem til Furkapass. Her forventet vi, at der vil komme alvorlige angreb i klassementet på en stigning, der har potentiale til at skabe stor spredning, men da Bernal ikke selv skal angribe, forventer vi mere udskilning bagfra end forfra. Der vil nemlig være modvind hele vejen op, og derfor vil det nok snarere være stigningen længde og de enorme højder, der langsomt vil sende folk ud ad bagdøren. Og her kan man frygte, at store Dennis, der som sagt altid haft det svært på denne type etaper, kunne blive et offer. I sidste ende regner vi med, at en decimeret favoritgruppe - formentlig ganske lille - vil nå målet sammen, men at et udbrud vil løbe med sejren.

Som sagt er der ikke mange klatrere i dette felt, og listen over ryttere, der kan klatre i høje bjerge og har tabt tid, er ikke lang. Der er dog ét navn, der skiller sig ud. Efter sin fremragende Giro kom Hugh Carthy til løbet med ambition om at køre klassement, men dertil var tanken for tom. Som regel sker der herefter én af to ting for ryttere, der kommer fra Giroen: enten falder de helt sammen, eller også rejser de sig igen. Man kan frygte for det første, men dagens fine enkeltstart viser, at Carthy stadig har lidt at skyde med. Vi så med Antwan Tolhoek, at en træt rytter godt kan rejse sig, og denne etape burde simpelthen passe dieselklatreren Carthy perfekt. Han elsker lange stigninger som disse, og selvom distancen er lidt kort, er det det ideelle terræn for en rytter med hans karakteristika. Han er en af de få, der har tabt tid og kan klatre. Er han stadig frisk, må dette være stedet for ham at tage sin første sejr for EF.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

En anden oplagt kandidat er Mathias Frank. Efter skuffelsen på 6. etape gik han i udbrud i går og tabte herefter så megen tid, at han ikke er skyggen af en trussel. Det synes nærmest at være givet, at han vil forsøge sig fra distancen, og vi så med 2. pladsen i Ain, den fine kørsel på 2. etape og udbruddet i går, at formen ikke er ringe. Måske er han stadig ikke så god som i gamle dage, men Frank er stadig en glimrende klatrer. Hvis ikke Carthy er frisk, skiller han sig klart ud som det mest sandsynlige bud på en vinder fra et udbrud.

En anden oplagt kandidat er naturligvis Antwan Tolhoek. Hollænderen har allerede én gang vist, at han kan vinde en bjergetape, og det kan han sagtens gøre igen. Han har nu haft to lettere dage, og vi ved, at han med sit offensive sind helt sikkert vil prøve igen. Selvtilliden fejler intet, og vi så sidste år under Touren og i Californien, at en formstærk Tolhoek er en fremragende klatrer. De lange stigninger burde ikke passe ham dårligt, og det er nok også en fordel, at etapen ikke er for lang. Det er klart, at han efterhånden må være træt efter Giroen, men vi så i torsdags, at der stadig er lidt kræfter at mobilisere.

Roman Kreuziger har haft et skidt løb, men det kan nu blive hans chance. Tjekken er åbenlyst langt fra formen, men blandt de ryttere, der har tabt tid, er han en af de gode klatrere. Nu om dage har han specialiseret sig mere i at køre endags- end etapeløb, og han har det med at mobilisere kræfterne til en stor præstation på dagen. Det kan godt være, at han ikke så skarp som tidligere, men sidste års eminente ardennerkampagne og top 10 ved VM viser, at Kreuziger på sine gode dage stadig er en yderst kapabel klatrer.

Rui Costa blev syg inden løbet, og det betød, at den tredobbelte vinder af løbet har været en skygge af sig. Med torsdagens udbrud viste han dog, at han har lidt at skyde med, og man må formode, at han bare bliver bedre og bedre, som løbet skrider frem. Det er klart, at denne bjergmenu kan vise sig en anelse for voldsom for en relativt stor fyr som ham, men i netop Schweiz har Costa ofte vist, at tyngdekraften ikke gælder for ham. Med en lang nedkørsel vil Costa kunne køre klogt og kalkuleret i sit eget tempo, som han også gjorde det i går, og derefter har han som bekendt en god spurt til at gøre det færdigt.

På mange måder har Luis Leon Sanchez mange af de samme karakteristika. Etapen her er umiddelbart for voldsom for den store spanier, men vi ved, at Sanchez er en mester i at vinde fra udbrud, også på svære dage. Han viste glimrende form i løbets indledning, og han har tabt tid nok til at kunne få frihed. Også han kan få svært ved at følge de bedste på stigningerne, men det kan der rettes op på efter den sidste top. Og som bekendt er Sanchez også lynhurtig på stregen.

Gianluca Brambilla er efterhånden ved at være træt, og ligesom Carthy måtte han opgive at køre klassement efter en lang Giro. Lidt at skyde med synes han dog stadig at have, men spørgsmålet er, om stigningerne her trods alt ikke er lidt for lange. Modsat Sanchez og Costa er han ikke typen, der med monoton kørsel kan forsvare sig i de høje bjerge, og han har det med at eksplodere, når terrænet bliver for hårdt. Det ændrer dog ikke på, at han er en af de mere klatrestærke udbryderkandidater, der både kan køre nedad og gøre det færdigt i en spurt

Astana har også Merhawi Kudus som supplement til Sanchez. Som klatrer burde han virkelig være i sit es i dette terræn, og han har generelt gjort enorme fremskridt efter skiftet til Astana. Han mangler stadig noget for at klatre med de bedste i Europa, men han er en af de mest oplagt udbryderkandidater i dette løb. Ikke blot er han god på stigninger - også selvom han synes bedst i lidt mere eksplosivt terræn - han er faktisk også ganske hurtig på stregen. Og formen synes ikke at være helt til hest.

Er etapen for svær for Marc Hirschi? Inden løbet og på de første etaper viste U23-verdnesmesteren storform, men de seneste etaper har bekræftet fornemmelsen af, at han fortsat er for begrænset på lange stigninger. Omvendt er det ikke de bedste klatrere, han skal matche, hvis han skal vinde fra et udbrud. Derfor kunne det være sjovt at se det formstærke stortalent folde sig ud i et udbrud på hjemmebanen. Vi ved i hvert fald, at han har spurten til at vinde, hvis bare han kan holde sig til.

Endelig vil vi pege på Fabio Felline og Kilian Frankiny. Felline synes langt om længe at have langt den grumme toxoplasmose bag sig, og han har gjort markante fremskridt i dette løb. Han har dog som nr. 16 alligevel tabt nok til at skulle kunne få en vis frihed. Desværre frygter vi lidt, at han fortsat mangler for meget til ligefrem at køre offensivt i de rigtige bjerge, der ikke er hans naturlige terræn. Omvendt har han før i Vueltaen vist sig farlig også på de svære etaper, og med en nedkørsel har han tid til at komme tilbage og bruge sin spurt. Den uhyre ustabile Frankiny har endelig fundet lidt af den forrygende form, han havde i februar, og som ren klatrer vil han elske denne etape.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Skulle etapen blive en sag for klassementet, vil det formentlig kun ske, hvis udbruddet udgør så stor en trussel, at Ineos tvinges til at køre stærkt, og at klassementskampen åbnes tidligt på sidste stigning, så farten er opskruet hele vejen. Det vil derfor betyde, at etapen skal være hård, og derfor tror vi faktisk på en relativt selektiv udgave. Et godt bud er, at den stadig stærkere Enric Mas vil køre offensivt, og på så lange stigninger, er det sandsynligt, at det kun er de rene klatrere Egan Bernal, Jan Hirt og Domenico Pozzovivo, der kan være med.

Det får os til at pege på Egan Bernal som favorit. Blandt de fire nævnte klatrere er han nemlig den hurtigste, og han burde kunne gøre det færdigt i en spurt. Det er klart, at han næsten med sikkerhed ikke vil køre etapen offensivt, men det behøver spurtstærke Bernal heller ikke for at vinde. Han skal blot holde sig til og håbe, at de hurtigste falder fra. Sker det, kan det sagtens blive til en sejr i førertrøjen.

Han skal dog tage sig i agt for Enric Mas. Spanierens motor bliver stille og roligt varmet op, og han vil formentlig fortsætte sin fremgang. Blandt de fire nævnte klatrere er han formentlig den eneste, der kan true Bernal i en spurt. Han har ikke den store spurthistorik, men sidste års 2. plads bag Diego Ulissi i en puncheurfinale er udtryk for, at han har en fart, der ikke skal undervurderes. Til gengæld er Jan Hirt og Domenico Pozzovivo så langsomme, at deres eneste chance for at vinde - de kører næppe fra Bernal opad - er at snige sig væk i en taktisk finale på de sidste flade kilometer, der kan være svære at kontrollere, men hvor klassementet også kan betyde, at farten aldrig går ud af gruppen.

En farlig kandidat er Patrick Konrad. Østrigeren kan få svært ved at følge de bedste på stigningen, der er lige lang nok for en puncheurtype som ham, men skulle modvinden gøre det mindre selektivt, er den velkørende Konrad ikke uden chance. Blandt klatrerne i løbet er han i hvert fald umiddelbart den hurtigste, og derfor vil han have gode chancer, hvis blot han overlever stigningen.

Det vil Rohan Dennis og Tiesj Benoot også. Begge er de måske endda endnu hurtigere end Konrad, men spørgsmålet er, om ikke denne etape trods alt viser sig for svær for dem begge. Hidtil har de forsvaret sig fint, men på denne etape er det altså et problem, at de er nærmest dobbelt så store som rivalerne. Særligt Dennis har vist sig ret skrøbelig sent i etapeløb, men han har til gengæld virket mere klatrestærk end Benoot, der til gengæld har en mere holdbar motor. Det skal blive interessant at se, om de kan hænge på i så bjergrigt terræn.

Til slut vil vi nævne Carlos Betancur. Spanieren har i de senere år altid haft det svært i de høje bjerge, og det vil han formentlig have igen. Så sent som i dag viste han imidlertid, at han er i glimrende form, og at han bare havde en dårlig dag i torsdags. Skulle han kunne hænge med hele vejen, er han hurtig nok til at slå de fleste på stregen.

Feltet.dks vinderbud: Hugh Carthy (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Mathias Frank, Antwan Tolhoek (begge fra et udbrud)

Outsidere: Roman Kreuziger, Rui Costa, Luis Leon Sanchez, Gianluca Brambilla, Merhawi Kudus, Marc Hirschi, Fabio Felline, Kilian Frankiny (alle fra et udbrud)

Jokers: Egan Bernal, Enric Mas, Patrick Konrad, Rohan Dennis, Tiesj Benoot, Carlos Betancur