Optakt: Adriatica Ionica Race

Løbets rolle og historie

I de seneste mange år er det stort set kun gået én vej med den ellers engang så righoldige italienske kalender: nedad. Listen over etape- og endagsløb, der er forsvundet siden årtusindeskiftet er nærmest alenlang, og i dag er det stort set kun de løb, som er overtaget af enten Giro-arrangørerne RCS Sport elller GS Emilia, der har været i stand til at overleve. De fleste af de mange fascinerende sensommer- og efterårsløb er borte, foråret er reduceret til næsten ingenting, og blandt de mindre etapeløb er det kun Coppi e Bartali og det nyligt udvidede Giro della Toscana, der stadig holder snuden oven vande.

Der har været mange forsøg på enten at genoplive forsvundne løb eller at skabe helt nye løb som blandt andet det meget ambitiøse Giro di Padania, der blot blev afviklet to gange, men langt de fleste gange er det hurtigt gået i sig selv. I virkeligheden er Strade Bianche det eneste eksempel på et løb, der har kunnet slå rod, og det skyldes formentlig alene, at det blev skabt af magtfulde RCS.

I år sker der imidlertid noget helt nyt. Mange var ellers meget skeptiske, da det i efteråret kom frem, at en arrangørgruppe med blandt andre den tidligere stjerne Moreno Argentin havde endog meget ambitiøse planer om at skabe et nyt løb i det østlige Italien. I starten var planerne også så vidtløftige og ukonkrete, at de virkede temmelig usandsynlige, men i løbet af foråret stod det hurtigt klart, at arrangørerne mente det alvorligt. Resultat er, at man i denne uge fra onsdag til søndag afvikler den allerførste udgave af Adriatica Ionica Race, der allerede har fået 2.1-status på UCI-kalenderen og dermed har fået stor anerkendelse i det officielle system straks fra start.

Læs også

Valverde vinder igen

Når det har kunnet lade sig gøre med så kort varsel, skyldes det, at man klogelig har skruet lidt for de ambitiøse planer til debutudgaven, men det betyder ikke, at drømmene ikke er store. Man har nemlig lagt en plan, der over fem år skal udvide det i første omgang fem dage lange løb til hele ti dage, og målet er, at det skal føre feltet fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien til Østrig og videre ned gennem Balkan gennem Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien og Makedonien, inden det hele skal slutte med en stor finale i Grækenland.

Ambitionen er med andre ord enorm i et projekt, der skal forbinde landene ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, hvor det skal promovere områdets turistattraktioner og den righoldige historie, som kendetegner områder. Der er derfor i lige så høj grad tale om et markedsføringsprojekt som et cykelløb, nøjagtigt som vi kender det fra nye løb som Tour of Turkey, Tour of Croatia og de arabiske etapeløb, der alle i høj grad er designet med det formål at fremvise landene for et bredt turistpublikum.

Som sagt starter man ud med en mindre ambitiøs plan, og første udgave er derfor et rent italiensk anliggende, der finder sted over fem dage. Man har stadig til gode at finde ud af, hvordan løbet fremover skal passe ind i kalenderen, hvis afstanden mellem Giroen og Touren igen reduceres med en uge, hvormed det kan komme overlap med de nationale mesterskaber, ligesom man formentlig stadig skal eksperimentere med formatet. I første omgang har man dog sikret sig en fin kalenderplacering, hvor det for mange kan bruges som opvarmning til særligt de italienske mesterskaber og Touren og for Giro-ryttere kan bruges til at genfinde løbsrytmen efter en lille pause, inden det går løs i kampen om den italienske mesterskabstrøje om en uges tid.

I forlængelse af den langsigtede vision afvikles hele løbet i det nordøstlige Italien, hvor man gør brug af det alsidige terræn, der findes i området. Den første udgave byder derfor på både et fladt holdløb, to sprinteretaper, en klassikeretape, lidt grusveje og en stor bjergetape i hjertet af Dolomitterne. Resultatet er et alsidigt løb, der tester alle sider af rytternes egenskaber.

Projektet er blevet taget godt imod, og arrangørerne har til den første udgave kunnet tiltrække WorldTour-holdene Quick-Step, Bahrain-Merida, UAE, Trek og Dimension Data. Dertil kommer et stærkt italiensk landshold med tre af nationens WorldTour-stjerner samt adskillige professionelle kontinentalhold, og dermed er scenen sat til en ganske konkurrencedygtig debutudgave. Særlig interesse vil samles om Mark Cavendish, der bruger løbet til at fintune Tour-formen, samt Elia Viviani, der er tilbage efter Giroen, men også navne som Giovanni Visconti, Giacomo Nizzolo, Fabio Felline, Jarlisnon Pantano. Stephen Cummings og Matteo Trentin vil kaste stjernestøv over arrangementet. Og så får løbet en særlig betydning, fordi det er det sidste etapeløb for Damiano Cunego, der slutter karrieren ved de italienske mesterskaber en uge senere.

Ruten

Som sagt betyder et helt nyt løb, at arrangørerne skal finde deres egen identitet. Planen synes at være at skabe et alsidigt etapeløb med terræn for alle ryttertyper, for den første udgave af løbet byder på lidt af hvert. Klassementet ventes at skulle afgøres over de første tre dage, og derefter kan sprinterne boltre sig i weekenden, hvor to relativt flade etaper venter.

Løbet byder ikke på en enkeltstart, men til gengæld indledes det med et 23,3 km langt holdløb, der går gennem helt fladt terræn og dermed er skabt til virkelige specialisthold, der kan træde mange watt. Her vil de første tidsforskelle blive skabt, inden klassikerrytterne kan gå efter sejren på en ardenneragtig etape torsdag. Det helt store klassementsslag skal slås fredag, hvor løbets kongeetape i Dolomitterne byder på hele tre store bjerge, herunder mål på toppen af legendariske Passo Giau, der er kendt som en af Italiens sværeste stigninger. Efter de mange lidelser kan sprinterne se frem til to massespurter i weekenden, men to grusveje i finalen på 4. etape og en lille bakke til slut på 5. etape kan måske skabe lidt ekstra kulør på afslutningerne, inden det hele ender i Trieste søndag eftermiddag.

1. etape

Den første udgave af det spritnye løb indledes på spektakulær vis med en af sportens smukkeste discipliner. I stedet for en enkeltstart har arrangørerne valgt, at tempoudfordringen i årets løb skal være en holdtidskørsel, og dermed er der lagt op til, at 1. etape allerede er en nøgleetape. De store specialisthold vil slikke sig om munden ved udsigt til en pandekageflad rute ved den italienske adriaterhavskyst, hvor de over 23,3 km med deres mange watt kan vinde den første tid i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I alt skal det tilbagelægges 23,3 km mellem Ciclabile del Piave og Lido di Jesolo i det nordøstlige Italien. Etapen kunne ikke være meget enklere, da den bevæger sig mellem 2og 5 m over havets overflade og dermed er stort set helt flad. Fra start kører man mod sydøst ad en lang, lige, flad vej, hvor der først på den anden halvdel kommer enkelte bløde sving. Med mindre end 10 km igen drejer man mod syd for at køre det sidste stykke ud mod kysten, hvor man drejer mod sydvest for at følge den helt flade kystvej ind til Lido di Jesolo. De sidste kilometer er helt uden sving.

Etapen byder på i alt 17 højdemeter.

Allerede fra start vil vi se de første tidsforskelle, for selvom afstandene på et fladt holdløb aldrig er voldsomt store, vil den store niveauspredning mellem WorldTour-holdene og de mindre mandskaber betyde, at mange kan tabe nogen tid allerede denne dag. Ruten er nemlig skabt til de store motorer, og dermed er der lagt op til en etape, hvor det er de virkelige specialister, der skal slås om sejren.

Lido di Jesolo blev besøgt af Giroen i 2015, hvor Sacha Modolo slog Giacomo Nizzolo og Elia Viviani i en massespurt.

2. etape

Efter en første etape i helt fladt terræn venter de første mindre stigninger allerede på 2. etape, hvor feltet kan se frem til en let kuperet rute med et par mindre bakker i finalen. De vil formentlig sortere sprinterne fra, men klassikerryttere med en god spurt samt de allermest holdbare sprintere kan se frem til at få deres chance torsdag eftermiddag i Maser.

Den 152,5 km lange etape fører feltet fra Lido di Jesolo til Maser og indledes helt fladt. Fra starten kører man nemlig væk fra adriaterhavskysten og startområdet vest for Venedig mod nord og siden nordvest henover den helt flade Po-slette. Her nærmer man sig Maser, der ligger lige syd for bjergene, me i stedet for at køre direkte ind til mål, slår man en lille sløjfe mod nord for at berøre udkanten af det kuperede terræn.

Etapen ændrer karakter, når man rammer kategori 3-stigningen Montelli (2,0 km. 6,5%), der har top efter 70,3 km, hvorefter en lille nedkørsel mod nord efterfølges af en let stigende vej, der fører mod nordvest frem mod bjergene og er vært for den indlagte spurt, der kommer efter 83,4 km. Inden man kører ind i de virkelige højder, drejer man imidlertid mod sydvest for at køre opa d den mindre kategori 3-stigning Fusere-Tune (1,5 km, 6,2%), der har top efter 103,1 km.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Herefter bliver terrænet nemmere, når man følger en let faldende vej videre mod sydvest, inden man slår en lille sløjfe og kører tilbage mod nord for at køre op ad den ikke-kategoriserede Paderno del Grappa-stigning. Herefter leder et let kuperer stykke mod syd, inden man til slut krøller sig rundt i terrænet for at køre op over Asolo-stigningen fra to forskellige sider. Første gang stiger den med 7,6% over 1 km og har top med 12,4 km igen og anden gang stiger den med 5,7% over 1,9 km og har top med 6,6 km igen. Til slut venter en lille nedkørsel, inden en lige, flad vej uden sving fører de sidste ca. 5 km ind til mål. Den sidste kilometer stiger let med knap 1%.

Etapen byder på i alt 1180 højdemeter.

Finalen er både kuperet og teknisk, og den er helt sikkert for svær for de tunge sprintere. Hvis Elia Viviani er i form, vil han måske have en chance for at klare den, ligesom også Somone Consonni, Matteo Trentin (der dog næppe er i form allerede nu) og Ben Swift kan drømme om succes, men det ligner mere end etape for typer som Fabio Felline, Marco Cabola, Francesco Gavazzi og Giovanni Visconti, der er er som skabt til terræn som dette.

Maser har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

3. etape

Efter at have varmet benene op på torsdagens korte stigninger er det fredag tid til den virkelige bjergtest, når der på kongeetapen skal sluttes på en af Italiens mest legendariske stigninger. På en kort, intens dag i bjergene skal feltet over to store bjerge midtvejs, inden det hele slutter med frygtede Passo Giau, der i kraft af sin stejlhed er kendt som en af Italiens sværeste stigninger. Det er her det helt stor slag om den samlede sejr skal slås i en virkelig test for løbets rene klatrere.

Etapen fører feltet over 158,3 km mellem Mussolente og Passo Giau. Startbyen er placeret på den nordligste del af Po-sletten lige syd for Dolomitterne, og fra start bevæger man sig direkte ind i bjergene. Den første del er dog ikke svær, idet man følger en let stigende dalvej mod nordvest, nordøst og til sidst nord, og derfor tjener de første 70 km primært som opvarmning til den vanskelige anden halvdel.

Den indledes, når man fra syd bestiger kategori 1-stigningen Passo Rolle, der over 20,6 km stiger med 5,9% og er en ganske regulær stigning med en ret konstant stigningsprocent. Toppen rundes efter 91,4 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Passo Valles, der bestiges fra sydvest. Den stiger med 8,6% over 4,1 km og er ganske modbydelig med en anden halvdel med stigningsprocenter på 10-12.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Fra toppen resterer 53,8 km, som først består af en lang nedkørsel mod nordøst. Med 33,8 km igen kører man mod nord ad en let stigende dalvej forbi den indlagte spurt, der kommer efter 136,4 km. Herfra kører man mod nord, inden man drejer mod syd for at køre op ad den ikke-kategoriserede Colle Santa Lucia, der over 7 km stiger med 6,3% i snit og er ganske stejl på den sidste kilometer, hvor den stiger med 9,6% i snit. Toppen nås med 12,3 km igen, hvorefter en kort nedkørsel leder mod nordøst og øst frem til vunden af HC-stigningen Passo Giau, der bestiges fra den sydlige side. Her stiger den med hele 9,3% over 9,8 km og er meget regulær med en stigningsprocent på 8-10 hele vejen op. Der er en del hårnålesving på den nedre del, men kun enkelte på de sidste par kilometer, efter at man er drejet mod øst.

Etapen byder på i alt 4750 højdemeter.

Passo Giau er ikke uden grund kendt som en af Giroens mest frygtede, legendariske stigninger. Det voldsomt regulære og meget stejle bjerg efter lader ingen mulighed for at gemme sig, og da det samtidig foregår i højderne, er det en finale for de helt rene bjerggeder. Det kan godt være, at der vil være skabt forskelle på holdløbet, men alle tab her kan hurtigt vendes til et forspring på en voldsomt svær bjergetape, der i den grad er en grand tour værdig.

Passo Giau er hyppigt blevet besøgt af Giroen, men har ikke været målbjerg i et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

4. etape

Efter en svær første halvdel ser sprinterne frem til weekenden, hvor de ventes at boltre sig på to relativt flade etaper. Lørdagens etape byder ganske vist på en lang stigning undervejs, men da den sidste halvdel er næsten helt flad, ligner etapen en lækkerbisken for sprinterne. To grusvejsstykker i finalen vil dog være et ekstra krydderi, der kan skabe lidt ekstra drama til sidst.

Med en distance på hele 229,2 km er 4. etape lidt af et maraton, der fører feltet fra San Vito di Cadore til Grado. Startbyen er placeret midt i Dolomitterne, men i stedet for at køre op ad de mange stigninger, følger man en let faldende vej mod sydøst, inden en lidt skarpere nedkørsel fører mod øst ned i dalen. Her drejer man mod sydvest, hvorefter den let faldende dalvej følges over de næste mange kilometer.

I udkanten af Dolomitterne drejer feltet mod øst og siden syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Passo Crosetta, der over 21,8 km stiger med 3,0% i gennemsnit. Der er tale om en todelt stigning med en stejl første del og en næsten flad anden del. Toppen rundes med hele 136 km til mål, og derefter leder en stejl nedkørsel mod syd ned til Po-sletten

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Herefter ændres terrænet brat. Po-sletten er som bekendt pandekageflad, og da man det meste af dagen herefter følger den mod sydøst og øst, er det herefter næsten helt fladt. Med ca. 50 km igen kører man mod syd ud mod adriaterhavskysten, men undervejs slår man nogle små sløjfer for at ramme to grusveje. Den første af disse er 3,7 km lang og indledes med 25,9 km igen, hvorefter man passerer den indlagte spurt med 18,1 km til mål. Herefter følger det 2,2 km lange sidste grusvejsstykke, der starter med 15,7 km igen, hvorefter en flad vej leder mod sydøst, vest og til slut syd ud til målet i Grado, der ligger på spidsen af en tange ud for den italienske kyst. Derfor kører man over en lang bro, inden man med mindre end en kilometer igen, når målbyen, hvor der venter to bløde sving, inden vejen buer let ind mod mål.

Etapen byder på i alt 1664 højdemeter.

Med Elia Viviani og Mark Cavendish til start burde der være god interesse i at sikre en massespurt. Det blæser sjældent i regionen, og stigningen kommer for tidligt til at spille en rolle. Det er svært at vide, hvor vanskelige de to grusveje er, og de kan sagtens tænke at skabe en vis splittelse, styrt og stor nervøsitet. En eller anden form for spurt i den spektakulære finale er dog forventet - hvis altså ikke vinden skaber kaos, når man til allersidst skal over den ganske lange bro.

Grado blev besøgt af Giro del Firuli i 2007 og 2006. I 2007 vandt BMC et holdløb, og i 2006 vandt Andrea Pinos en morgenetape og Gruppo Lupi et holdløb om eftermiddagen.

5. etape

Mange etapeløb slutter som bekendt med en sprinteretape, der ender med et par omgange på en rundstrækning, og den model gør det nye italienske løb også brug af. Sprinterne kan således se frem til en sidste mulighed på en kort, flad afslutningsteape i Trieste, men den sidste rundstrækning indeholder dog en ganske lille bakke, der måske kan skabe lidt ravage.

Den bare 124,6 km lange etape fører feltet fra Grado til Trieste og indledes altså i spidsen af den tange, hvor den foregående etape sluttede. Denne gang kører man dog tilbage til hovedlandet ved at følge den flade tange mod nordøst og siden nord og dermed bruger man ikke som lørdag den lange bro. Herefter kører man mod nord ad den flade Po-slette frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen San Martino del Carso (2,9 km, 5,7%), der har top efter 34,1 km. Herefter fører en nedkørsel mod øst og siden syd ned langs grænsen til Slovenien.

Ved vandet kører man videre ad den relativt flade kystvej mod sydøst, inden man slår et lille smut ind i landet for at køre op ad kategori 3-stigningen Ternova Piccola (6,5 km, 2,4%), hvis top rundes når de resterer 61,3 km. En nedkørsel fører mod sydvest tilbage til vandet, hvorefter man kører mod sydøst lang den helt flade kystvej frem til Trieste. Her krydser man stregen for første gang efter 80,2 km, hvor den indlagte spurt er placeret, inden man afslutter etapen med seks omgange på en 6,1 km lang rundstrækning i den sydlige del af byen. Den indledes med, at man kører mod sydøst og syd op over en lille bakke, der over en lille kilometer stiger med 4,7% i snit, inden man kører mod syd ned til de sidste 3 km, der er flade. De fører først mod vest og nord ud til kystvejen, hvor det sidste sving kommer med ca. 1 km igen. Derefter er der en blød kurve, mens man kører lang vandet op til stregen.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Etapen byder på i alt 1219 højdemeter.

Den afsluttende rundstrækning har en lille bakke, men det forhindrede ikke, at det hele endte i en massespurt, da Giroen sluttede med en lidt forlænget udgave af rundstrækningen i 2014. I det svagere felt kan den bruges til et sent angreb, men med særligt et stærkt Quick-Step-mandskab til at køre for den holdbare Elia Viviani må det formodes, at det hele ender i en massespurt som afslutning på første udgave af det nye løb.

Trieste var vært for afslutningen på Giroen i 2014, hvor Luka Mezgec vandt den afsluttende massespurt foran Giacomo Nizzolo og Tyler Farrar. I 2009 vandt Alessandro Petacchi løbets første massespurt i byen. I 2000 blev Michele Bartoli italiensk mester i byen.

Favoritterne

Løbet er nyt og dermed uden en veldefineret karakter, men det er nu ganske let at se, hvilke slags ryttere der kan køre med om sejren. Det er ikke tit, at man ser så svær en bjergetape på et løb uden for WorldTouren og slet ikke med en målstigning som selveste Passo Giau. Det brutale bjerg er så stejlt og langt, at der kan skabes kolossale afstande på kongeetapen, hvor de helt rene klatrere vil være i sit es, og det er hævet over enhver tvivl, at det er løbets i særklasse vigtigste etape.

Derudover vil det indledende holdløb naturligvis også spille en vis rolle, men skulle en lille klatrer tabe lidt tid, er det bestemt muligt at vinde det hele tilbage på 3. etape. Skulle det blive tæt på Passo Giau, vil forskelle fra holdløbet naturligvis komme i spil, men det er fuldstændig udelukket, at løbet vil blive vundet af en relativt fyr. Dette er et løb for bjergryttere, der dog kan sikre sig et godt udgangspunkt fra deres hold på første etape.

Der er varslet fremragende vejr alle dage, og det betyder, at de tre øvrige etaper næppe kommer i spil. Der er et meget stærkt sprinterfelt samlet i Italien i denne uge, og de vil gå benhårdt efter massespurter i weekenden. Uden vind vil det næppe kunne undgås, heller ikke selvom der er et par mindre grusveje på lørdagens etape. Torsdag byder på en kuperet klassikerfinale, men det synes usandsynligt, at der vil kun skabes afgørende forskelle på de relativt korte stigninger.

Løbets måske allerbedste klatrer er Giulio Ciccone , men der hersker en del usikkerhed om hans form. Efter den fantastiske debutsæson i 2016, hvor han blandt andet vandt en stor bjergetape i Giroen, havde den unge italiener et forfærdeligt 2017, hvor han led af utallige helbredsproblemer. I årets Giro genfandt han imidlertid sit topniveau og blev blandt andet nr. 10 på den store Gran Sasso-etape, ligesom han i flere udbrud viste klatreevnerne. Han var tæt på at vinde bjergtrøjen og viste gennem hele løbet, at hans potentiale som ren klatrer er kolossalt. Kongeetapen i dette løb passer ham som fod i hose, men der hersker stor usikkerhed om formen efter Giroen. Reelt aner vi ikke, hvor han står, men er han kommet sig, er han favorit til at vinde kongeetapen. Det er klart, at holdløbet er et stort problem, men på Passo Giau kan han sagtens hente tidstabet. Trods usikkerhed om formen peger vi på Ciccone som vores favorit.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

UAE stiller med det måske stærkeste mandskab til kongeetapen, og det er især Edward Ravasi, der skiller sig ud. Efter andenpladsen i Tour de l’Avenir kneb det ellers for den unge italiener i den første sæson som professionel, men i de seneste uger har han for alvor vist potentialet. Han var blandt de bedste i bjergene i Californien, men det var særligt i det nyligt overståede Dauphiné, at han for alvor markerede sig. Her endte han som hhv. nr. 16 og 17 på de sidste bjergetaper i meget skrapt selskab, hvilket vidner om både form og klasse. Kongeetapen passer ham, og i dette felt burde han være blandt de bedste. UAE vil tabe tid på holdløbet, men som for Ciccone gælder, at meget af det kan vindes tilbage i bjergene.

UAE har også Darwin Atapuma, der på papiret skiller sig ud som en af feltets klatrestjerner. Desværre har colombianeren mildt sagt ikke været på toppen siden sidse års Tour, og senest leverede han en yderst skuffede indsats i Giroen. Han har ikke kørt løb siden da, og derfor er der ingen, der ved, hvor han står. I teorien kan Giroen enten have været det, der skulle til for at genfinde klatrebenene, eller have tømt ham for kræfter, og dermed er der basis for lidt af hvert. Under alle omstændigheder er det i hvert fald en kongeetape, der er perfekt for en ren klatrer som ham, selvom også han vil have tid at hente efter holdløbet.

Giroen blev aldrig den store succes for Gianluca Brambilla, der var hæmmet af et forår ødelagt af en lungebetændelse. Han blev dog bedre og bedre, som løbet skred frem. I den sidste uge så han langt bedre ud, og han var også godt kørende i Dauphiné, indtil han dog måtte udgå. Han burde være en af feltets mest formstærke klatrere, men man kan frygte, at Passo Giau er lidt for voldsom en udfordring for en eksplosiv type som ham. Til gengæld burde han kunne vinde lidt tid på holdløbet, hvilket kan give ham et forspring inden kongeetapen.

Gazproms unge klatrer Ildar Arslanov viste sidste år sit store potentiale med en 5. plads i Tour of Turkey, men desværre fik han efterfølgende ødelagt foråret af sygdom. I de seneste uger er han imidlertid kommet flot tilbage, og i det nyligt overståede Tour de Slovenie var det måske i virkeligheden kun Primoz Roglic, der var bedre på stigningerne. Som ren klatrer burde han være i sit es på kongeetapen, formen er forrygende, og Gazprom har samtidig tradition for at forsvare sig fint på holdløb.

Stortalentet Ivan Sosa betog hele verden, da han i Tour of the Alps overraskende tog førertrøjen foran alle Giro-stjernerne. Desværre styrtede han efterfølgende ud af klassementskampen, men med en nylig sejr i det mindre Tour de Bihor har han bekræftet, at han er skabt til noget stort. Desværre skuffede han stort i det nyligt overståede Tour de Slovenie, og han synes derfor ikke at være på toppen. Det burde dog ikke ændre på, at han fremstår som en af løbets på papiret allerbedste rene klatrere.

Israel Cycling Academy stiller med Ben Hermans, der dog slet ikke har haft den ventede succes i år. Belgieren havde heller ikke en stor Giro, men blev dog betydeligt bedre i den tredje uge, hvor han særligt kørte stærkt på Finestre-etapen. Hvor han står efter en lang pause, er lidt usikkert, men for at begå sig i så store bjerge skal belgieren formentlig være på toppen for at være med helt fremme. Er han kommet flyvende ud af Giroen, er alt imidlertid muligt.

Det er ikke let at blive klog på erfarne Pieter Weening . Hollænderen har kørt skuffende i de seneste uger, hvor han særligt må have forventet mere af Tour of Norway. Han viste dog fremgang i Tour de Luxembourg, hvor de korte stigninger ikke passede ham, og der kan derfor være en vis grund til optimisme. Han elsker lange stigninger som Passo Giau og viste så sent som i Tour of Croatia, at han stadig kan vinde løb som disse, når han en sjælden gang finder formen,

Bahrain-Merida er til start med lidt af et B-hold, hvor det kun er Giovanni Visconti, der skiller sig ud. Italieneren er ikke ren klatrrer, men har dog ofte vist, at han kan begå sig også i høje bjerge, når han er på toppen. Han satte dog ikke verden i brand i Giroen, og det vil trods alt være en overraskelse, hvis han kan vinde et løb med så svære bjerge som dette.

UAE har en tredje kandidat i Valerio Conti , der i Dauphiné, at han er kommet flyvende ud af Giroen. Han blev blandt andet nr. 10 på kongeetapen efter en dag i udbrud og efter at have arbejdet hårdt for Dan Martin. Heller ikke han er imidlertid ren klatrer, og stigningerne her kan vise sig at være for svære. Dertil kommer, at han har været i form meget længe, og det er højst usikkert, om han fortsat kan holde dampen oppe helt frem til slutningen af juni. Desværre ser det ikke ud til, at UAEs fjerde klatrer, den meget lovende Simone Petilli, har kunnet finde benene efter sit grimme styrt i Il Lombardia sidste efterår.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Androni har udover Sosa også Mattia Cattaneo, der sidste år endelig bekræftede det potentiale, der for efterhånden mange år siden gav ham en sejr i Baby-Giroen. Desværre styrtede han i Coppi e Bartali og blev derfor ikke klar til at ramme Giroen i topform, men mod slutningen nærmede han sig dog et fornuftigt niveau. Han har ikke kørt løb siden, hvilket gør formen usikker, og han har stadig til gode at vise sine evner i de helt høje bjerge, særligt på højeste niveau. Andronis tredje klatrer Rodolfo Torres har til gengæld ikke givet meget håb om et topresultat på det seneste.

Trek stiller også med Jarlinson Pantano , der på papiret er en af feltets største navne. Desværre har han ikke været i nærheden af sit topniveau siden 2016, og det er derfor svært at bevare den store optimisme på hans vegne. Man kan håbe, at de gode ben endelig kommer ud af det blå, men Giroen gav ikke meget håb. Holdets unge Nicola Conci er måske et bedre bud, men kan næppe vinde. Endelig er Peter Stetina på vej tilbage efter et brækket kraveben og er næppe i form til at køre med om sejren.

Quick-Step har det unge talent James Knox, der sidste år blev nr. 8 i Tour de l’Avenir og U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. I den første tid som professionel har han alene ageret hjælperytter, men han har endnu ikke givet skyggen af indikation af, at han kan levere på dette niveau. På den anden side er dette hans første chance for at teste sig selv i en fri rolle. Holdet har også Jhonatan Narvaez, men han har desværre skuffet stort i sine seneste løb.

Endelig vil vi pege på erfarne Ivan Santaromita. Efter nogle svære sæsoner har han i år vist et fornuftigt niveau, specielt i Tirreno-Adriatico. Han imponerede ikke synderligt i Schweiz Rundt, men måske kan han udbytte løbet som træning med henblik på en bedre præstation her.

OPDATERING: Giovanni Visconti har meldt forfald.

***** Giulio Ciccone

**** Edward Ravasi, Darwin Atapuma

*** Gianluca Brambilla, Ildar Arslanov, Ivan Sosa, Ben Hermans, Pieter Weening

** Valerio Conti, Mattia Cattaneo, Jarlinson Pantano, James Knox, Ivan Sanatromita, Simone Petilli, Nicola Conci

* Rodolfo Torres, Jhonatan Narvaez, Peter Stetina, Sergey Firsanov, Matteo Busato, Miguel Edoardo Florez, Ilya Koshevoy, Nathan Earle, Artem Nych, Sebastian Schönberger

Danskerne

Kasper Asgreen er til start for Quick-Step, hvor han især skal arbejde for Elia Viviani, og hvor han meget vel kan hjælpe holdet til sejr på det indledende holdløb.