Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt med etapevinderbud: Adriatica Ionica Race

Optakt med etapevinderbud: Adriatica Ionica Race

27. juli 2019 23:30Foto: Sigrid Eggers / Deceuninck - Quick-Step Cycling Team

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at der opstår helt nye løb i de kriseramte sydeuropæiske lande, men den tendens blev brudt i 2018, hvor den første udgave af det sprintnye og meget ambitiøse Adriatica Ionica Race kørtes. På sigt er det målet, at løbet skal udvides til at omfatte flere lande, men i første omgang fastholdes det som en italiensk begivenhed, der byder på terræn for de fleste ryttertyper, og som i år er tilbage i sin anden udgave, denne gang på et nyt tidspunkt midt under Tour de France

Løbets rolle og historie

I de seneste mange år er det stort set kun gået én vej med den ellers engang så righoldige italienske kalender: nedad. Listen over etape- og endagsløb, der er forsvundet siden årtusindeskiftet er nærmest alenlang, og i dag er det stort set kun de løb, som er overtaget af enten Giro-arrangørerne RCS Sport eller GS Emilia, der har været i stand til at overleve. De fleste af de mange fascinerende sensommer- og efterårsløb er borte, foråret er reduceret til næsten ingenting, og blandt de mindre etapeløb er det kun Coppi e Bartali, der stadig holder snuden oven vande.

 

Der har været mange forsøg på enten at genoplive forsvundne løb eller at skabe helt nye løb som blandt andet det meget ambitiøse Giro di Padania, der blot blev afviklet to gange, men langt de fleste gange er det hurtigt gået i sig selv. I virkeligheden er Strade Bianche det eneste eksempel på et løb, der har kunnet slå rod, og det skyldes formentlig alene, at det blev skabt af magtfulde RCS.

 

Sidste år skete der imidlertid noget helt nyt. Mange var ellers meget skeptiske, da det i efteråret 2017 kom frem, at en arrangørgruppe med blandt andre den tidligere stjerne Moreno Argentin havde endog meget ambitiøse planer om at skabe et nyt løb i det østlige Italien. I starten var planerne også så vidtløftige og ukonkrete, at de virkede temmelig usandsynlige, men i løbet af foråret stod det hurtigt klart, at arrangørerne mente det alvorligt. Resultat blev, at man i juni afviklede den allerførste udgave af Adriatica Ionica Race, der allerede havde fået 2.1-status på UCI-kalenderen og dermed fået stor anerkendelse i det officielle system straks fra start.

 

Når det kunne lade sig gøre med så kort varsel, skyldtes det, at man klogelig havde skruet lidt for de ambitiøse planer til debutudgaven, men det betød ikke, at drømmene ikke er store. Man har nemlig lagt en plan, der over fem år skal udvide det i første omgang fem dage lange løb til hele ti dage, og målet er, at det skal føre feltet fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien til Østrig og videre ned gennem Balkan via Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien og Makedonien, inden det hele skal slutte med en stor finale i Grækenland.

 

Ambitionen er med andre ord enorm i et projekt, der skal forbinde landene ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, hvor det skal promovere områdets turistattraktioner og den righoldige historie, som kendetegner området. Der er derfor i lige så høj grad tale om et markedsføringsprojekt som et cykelløb, nøjagtigt som vi kender det fra nye løb som Tour of Turkey, Tour of Croatia og de arabiske etapeløb, der alle i høj grad er designet med det formål at fremvise landene for et bredt turistpublikum.

 

Som sagt startede man ud med en mindre ambitiøs plan, og første udgave var derfor et rent italiensk anliggende, der fandt sted over fem dage, og det er også i det format, at den anden udgave afvikles i år.  Man har stadig til gode at finde ud af, hvordan løbet fremover skal passe ind i kalenderen, og det synes ikke let at finde plads i det tætpakkede program. Sidste år udnyttede man den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren til at afholde løbet samtidig med de nationale mesterskaber, men i år har man skullet finde en ny placering. Valget er faldet på Tourens sidste uge, hvilket set fra et rytterperspektiv er ideelt, da mange desperat leder efter løb til at få skudt anden del af sæsonen i gang, men som fra et markedsføringssynspunkt er håbløst, da løbet med den placering får meget svært ved at tiltrække sig interesse.

 

I forlængelse af den langsigtede vision afvikles hele løbet i det nordøstlige Italien, hvor man gør brug af det alsidige terræn, der findes i området. Den første udgave bød derfor på både et fladt holdløb, to sprinteretaper, en klassikeretape, lidt grusveje og en stor bjergetape i hjertet af Dolomitterne. Den model genbruges i år, hvor eneste forskel er, at holdløbet er erstattet med et indledende gadeløb, der ikke tæller i klassementet, og derudover skal der igen passeres grusveje, køres på mindre stigninger, klatres i høje bjerge og spurtes. Resultatet er et alsidigt løb, der tester alle sider af rytternes egenskaber.

 

Projektet er blevet taget godt imod, og arrangørerne havde til den første udgave kunnet tiltrække WorldTour-holdene Quick-Step, Bahrain-Merida, UAE, Trek og Dimension Data. Endnu bedre er det gået i år, hvor man har kunnet føje Astana, EF og Movistar til listen. Dertil kommer et italiensk landshold samt adskillige professionelle kontinentalhold, og dermed er scenen sat til en ganske konkurrencedygtig udgave. Og ligesom sidste år er det med folk som Philippe Gilbert og Remco Evenepoel lykkedes at tiltrække navne, der automatisk vil sørge for, at løbet trods kalenderplaceringen nok skal få en vis opmærksomhed.

 

Den første udgave blev et opgør mellem de unge klatrere, der afgjorde klassementet på den store etape med mål på Passo Giau. Her viste Ivan Ramiro Sosa sit enorme potentiale ved at sejre og slutteligt vinde løbet med 41 sekunder ned til Giulio Ciccone og 1.18 ned til Ildar Arslanov. Sosa er nu skiftet til Ineos, der ikke deltager, og derfor forsvarer han ikke titlen, og Ciccone er travlt optaget i Frankrig, hvorfor heller ikke han vender tilbage. Da heller ikke Gazprom-Rusvelo og dermed Arslanov er med denne gang, skal der findes et helt ny podium i år.

 

Ruten

Som sagt betyder et helt nyt løb, at arrangørerne skal finde deres egen identitet, men de synes foreløbig at have lagt sig fast på et format. Planen synes at være at skabe et alsidigt etapeløb med terræn for alle ryttertyper, for den første udgave af løbet byder på lidt af hvert. Klassementet ventes at skulle afgøres på kongeetapen i Dolomitterne, og derefter kan sprinterne og de eksplosive puncheurs se frem til at boltre sig.

 

Sidste år indledtes løbet med et holdløb, men det er i år droppet til fordel for et aftengadeløb i udkanten af Venedig, hvor der afvikles en etape, der slet ikke tæller med i klassementet. Det rigtige løb indledes først torsdag med en helt flad etape til Grado, hvor der ligesom sidste år er en stribe grusveje i finalen, hvor der måske kan skabes lidt ravage inden den ventedes spurt. Det helt store klassementsslag skal slås fredag, hvor løbets kongeetape i Dolomitterne byder på næsten 5000 højdemeter og mål på toppen af det berømte bjerg Tre Cime di Lavaredo, der er kendt fra Giroen. De eksplosive puncheurs kan se frem til at komme til fadet lørdag, hvor der venter en finale på en lille bakke, inden sprinterne kan se frem til som i debutudgaven at runde festen af med en massespurt på en rundstrækning i Trieste søndag eftermiddag.

 

 

1. etape

Den første udgave blev indledt med et holdløb, men i år har man valgt en hel anden og ganske atypisk indledning på løbet. Således lægges der ud med et aftenkriterium i Venezia Mestra, og det tæller end ikke med i den samlede stilling. Med andre ord er der lagt op til en relativt ceremoniel indledning, hvor sprinterne kan få lov at skyde festen i gang med en massespurt, inden løbet for alvor starter torsdag.

 

Etapen afvikles på en 2,7 km lang rundstrækning i Venezia Mestre, der skal tilbagelægges i alt 30 gange for en samlet distance på 81,0 km. Ruten er helt flad, men også ganske teknisk med ikke færre end otte skarpe sving. De fleste kommer på den første del, men når man har taget et næstsidste sving med 1100 m igen, er der kun et sidste et af slagsen med bare 230 m til mål.

 

Etapen byder på i alt 30 højdemeter.

 

Åbningsetapen har mere karakter af show, og det vil mest af alt være en festlig indledning på løbet under den italienske aftensol. Den tæller som sagt ikke i klassementet, og derfor skal mange ryttere bare igennem det, der sikkert vil blive et typisk og aggressivt gadeløb, som må forventes at skulle afsluttes med en massespurt på den kringlede rute i Venezia Mestre.

 

Venezia Mestre har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

2. etape

Sidste år var der en del snak om, at feltet på 4. etape skulle over nogle grusveje på vejen mod Grado. De endte aldrig med at skabe den store dramatik, men de vender alligevel tilbage i år som et ekstra krydderi på årets 2. etape. Dengang endte det hele alligevel i en massespurt, men denne gang har man lagt flere grusveje ind i den sidste del af løbet, og det kan måske skabe mere drama og udskilning, end vi så for et år siden.

 

I alt skal der tilbagelægges 186,0 km, der fører feltet fra Favaro Veneto til Grado. Startbyen er i en forstad til Venedig, der ligger ved Adriaterhavet, og hele etapen tilbringes i det flade terræn nær kysten. Fra start går det mod nordøst igennem fladlandet, inden man sætter kursen mod øst for at følge havet, dog et par kilometer inde i landet. Det ændrer dog ikke på, at det er stort set helt fladt.

 

Efter 100,0 km rammer rytterne forplejningen, og umiddelbart herefter indledes finalen, når de rammer det første grusvejsstykke. Det er 7,2 km langt, og herefter kommer de som perler på en snor, mens man snor sig i en generel østlig retning. Den anden sektor er 4,1 km lang og indledes efter 117,4 km, og kort efter rammer man den tredje og fjerde sektor, der er hhv. 2,6 og 3,7 km lange og kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 133,9 og 138,8 km. Efter 150,4 km venter så den indlagte spurt, inden man rammer den femte sektor, der er 2,1 km og indledes efter 148,9 km.

 

Derefter aftager intensiteten, når man kører mod sydøst ned til vandet, hvor man drejer mod sydøst for at ramme den sidste og 3,5 km lange grusvej, der afsluttes med 10 km igen. Herefter fører man mod nordvest og siden sydvest med retning mod Grado. Der er er skarpt sving med knap 6 km, men derefter bugter vejen sig kun let, mens man kører ud på den tange, hvorpå målet er placeret. Den lange vej afbrydes af to skarpe sving, der kommer med bare 300 og 175 m til mål.

 

Etapen byder på i alt bare 130 højdemeter.

 

Sidste år var grusvejene ikke nok til at forhindre en massespurt, men denne gang er der flere på menuen. Med mindre det blæser kraftigt, hvilket sjældent sker i regionen, må man formode, at det scenarium gentager sig denne gang. Grusvejene vil dog skabe megen nervøsitet og stress, og det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser mere udskilning, end vi gjorde sidste år.

 

Sidste år besøgte løbet også Grado, og her vandt Elia Viviani en massespurt foran Giacomo Nizzolo og holdkammeraten Alvaro Hodeg. Byen blev besøgt af Giro del Firuli i 2007 og 2006. I 2007 vandt BMC et holdløb, og i 2006 vandt Andrea Pinos en morgenetape og Gruppo Lupi et holdløb om eftermiddagen.

 

 

 

 

 

3. etape

Sidste år var løbets store trækplaster, at man om fredagen havde en stor bjergetape i Dolomitterne med mål på Passo Giau. Også i år er der lagt op til et stort bjergslag på løbets tredje, og igen har man henlagt målet til en af Dolomitternes kendte stigninger. Denne gang er det Tre Cime di Lavaredo, der vil være rammen om det, der formentlig vil være den afgørende kamp om den samlede sejr i det nye italienske løb.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 204,6 km, der fører feltet fra Palmanova til Tre Cime di Lavaredo. Startbyen ligger i fladlandet ved Adriaterhavet nær grænsen til Slovenien, og første del af etapen består af en transport ind i bjergene. Indledningsvist går det derfor mod nordvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nord. Langsomt begynder det at sige let, mens man kører videre mod nord og siden nordvest og igen nord, indtil man når frem til Tramonta di Sotto efter 84,7 km.

 

Her skifter etapen karakter, når man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Mont Rest (9,5 km, 6,5%), der er en ganske irregulær stigning med flere stejle passager på 9% undervejs. Toppen rundes efter 99,1 km, hvorefter man forsætter mod nord via en teknisk nedkørsel. Herefter kan man over den lille Colle di Priuso (2,5 km, 5,2%), der er ganske stejl over de første 1500 m, og som har top efter 104,9 km. Derfra kører man mod nordvest ned til forplejningen, hvorefter man tager hul på Passo Pura (10,8 km, 8%), der heller ikke er kategoriseret, men er et modbydeligt bjerg, der langt hovedparten af vejen stiger med mere end 9%.

 

Toppen rundes efter 129,4 km, men der venter kun en kort nedkørsel, mens mand fortsætter mod nordvest. Herefter tager man hul på kategori 1-stigningen Sella Ciampigotto (11,0 km, 7,1%), der er en meget irregulær stigning med et plateau midtvejs, og 2 stejle km til sidst på 10-12%. Toppen passeres efter 151,1 km, hvorefter en lang, let nedkørsel fører mod vest ned i dalen. Her kører man mod nord og nordvest via et let stigende dalstykke forbi dagens spurt, der kommer efter 180,4 km. Kort efter drejer man mod sydvest med retning mod bunden af Tre Cime di Lavaredo, der ligeledes er i kategori 1.  Den stiger med 7,7% over 7 km (i alt stiger de sidste 15,5 km med 5,2%) i snit, og er ganske regulær med 8-9%, inden det flader ud med 3,4% over den sidste kilometer. På de sidste 3kilometer er der flere hårnålesving, inden vejen retter sig helt ud med godt 1500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 4703 højdemeter.

 

Tre Cime di Lavaredo er ikke så vanskelig som Passo Giau, men med næsten 5000 højdemeter over godt 200 km er kongeetapen igen i år meget vanskelig. Målstigningen er også svær nok til at skabe pæne forskelle, men til gengæld betyder det lange dalstykke til sidst, at det endelige slag må vente til målbjerget. Her er der lagt op til, at klatrerne skal afgøre, hvem der skal vinde årets løb.

 

Tre Cime di Lavaredo er kendt fra Giroen, hvor stigningen senest blev benyttet i 2013, da Vincenzo Nibali konfirmerede sin status som løbets bedste ved at vinde næstsidste etape. I 2007 leverede Saunier Duval en magtdemonstration, der gav dobbelt sejr med Riccardo Ricco foran Leonardo Piepoli.

 

 

 

 

 

4. etape

Sidste år bød løbet på en ardenneragtig etape, der dog skulle vise sig at være så let, at det alligevel endte i en spurt. Også i år er der en klassikeretape på programmet, men denne gang har man ændret på manuskriftet og åbnet op for lidt mere afveksling. På 4. etape skal der nemlig sluttes på en kort, lille bakke, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem til at boltre sig.

 

I alt skal der tilbagelægges 204,5 km, der fører feltet fra Padola til toppen af Monte Quarin i udkanten af Cormons. Startbyen ligger i Dolomitterne, og man lægger derfor ud med at følge en nedkørsel mod sydøst. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Sappada, der er lang og jævn med 4,4 km over de sidste 3 km, inden toppen rundes efter 23,5 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod nordøst og siden sydøst og syd igennem Ovaro, der ligger for foden af Monte Zoncolan. Det går herfra videre ned mod syd, inden man slår et lille smut mod øst for at køre op ad Villa (2,4 km, 6,7%), der har top efter 67 km. Herefter afsluttes den sidste del af nedkørsel.

 

Etapen bliver nu næsten helt flad, mens man snor sig mod nordøst med retning mod Adriaterhavet. Sådan fortsætter det, indtil man når ud til bakker nær grænsen til Slovenien. Her drejer man mod øst for at køre op ad Scrio (1,2 km, 7,6%), der har top efter 145,5 km og har en stejl 15%-rampe ved toppen. Herfra kører man mod syd ned langs grænsen op over Crastin (0,7 km, 6,7%), inden man når frem til rundstrækningen, hvor man passerer igennem Cormons for første gang i forbindelse med dagens spurt, som er placeret efter 160 km.

 

I stedet for at køre op ad målbakken kører man en runde på den 44,5 km lange rundstrækning. Fra start gør det mod sydøst igennem fladlandet, inden man kører mod øst over Monte Calvario (1,2 km, 7,9%), der har top efter 172,5 km. Efter en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst, går det mod nord op ad kategori 3-stigningen San Floriano Del Collio (2,4 km, 6,8%), hvis top rundes efter 180,4 km. Herfra snor man sig mod sydvest og nordvest igennem hovedsageligt fladt terræn, der dog byder på to bakker (hhv. 7,3% over 500 m og 6,7% over 900 m) med toppe efter hhv. 192,5 og 194,5 km. Til slut går det igennem fladt terræn mod syd tilbage til Cormons, hvor man drejer mod øst og siden nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Monte Quarin. Den stiger med 5,8% over 1,8 km, men skal deles i to med hele 8,7% over den første kilometer og 4,3% over de sidste 800 m. Indløbet til stigningen er teknisk med hele fem skarpe sving lige inden 2 km-mørket, men derefter er der kun et hårnålesving med 650 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2338 højdemeter.

 

Modsat sidste år ender klassikeretapen ikke i en massespurt, men ser man bort fra finalen er den sidste del af etapen ikke voldsomt svær. Med et formentlig meget fastlåst klassement kan man ikke udelukke, at det kunne blive en dag for et udbrud, men mest sandsynligt er det, at der vil være puncheurs med interesse i at gå efter sejren. Ikke mindst Philippe Gilbert må have udset sig etapen som et mål, og det ligner derfor en etape, der skal afgøres af de eksplosive folk.

 

Cormons har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

5. etape

Mange etapeløb slutter som bekendt med en sprinteretape, der ender med et par omgange på en rundstrækning, og den model gør det nye italienske løb også brug af. Det var tilfældet i 2018, og det vil også være tilfældet i 2019. Ligesom sidste år kan sprinterne således se frem til en sidste mulighed på en kort, flad afslutningsteape i Trieste, men den sidste rundstrækning indeholder dog en ganske lille bakke, der måske kan skabe lidt ravage.

 

Den bare 133,5 km lange etape fører feltet fra Cormons til Trieste. Fra starten kører man mod sydvest ned til en rundstrækning, der sender feltet en tur mod nord og tilbage igen og er næsten helt flad. Herfra går det mod sydøst ned mod Adriaterhavet, og undervejs skal man over en ikke-kategoriseret stigning (2,6 km, 5%), der har top efter 55 km. En nedkørsel leder mod øst, inden det går mod syd igennem fladlandet ned til havet.

 

Det følges mod sydøst igennem fladt terræn, der afbrydes den lange kategori 3-stigning Prosecco (12,0 km, 2,0%), der har top efter 88,5 km. En skarp nedkørsel fører videre mod sydøst, inden man kører igennem fladt terræn ned mod Trieste hvor man rammer rundstrækningen efter 96 km. Herefter kører man næsten en hel omgang, inden man krydser stregen efter 103,5 km i forbindelse med dagens spurt.

 

Etapen afsluttes nu med fem omgange på en 6 km lang rundstrækning i den sydlige del af byen. Den indledes med, at man kører mod sydøst og syd op over en lille bakke, der over en lille kilometer stiger med 4,7% i snit, inden man kører mod syd ned til de sidste 3 km, der er flade. De fører først mod vest og nord ud til kystvejen, hvor det sidste sving kommer med ca. 1 km igen. Derefter er der en blød kurve, mens man kører langs vandet op til stregen ad den 900 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1367 højdemeter.

 

Den afsluttende rundstrækning har en lille bakke, men det forhindrede ikke, at det hele endte i en massespurt sidste år, eller da Giroen sluttede med en lidt forlænget udgave af rundstrækningen i 2014. I det svagere felt kan den bruges til et sent angreb, men med særligt et stærkt Deceuninck-mandskab til at kontrollere må det formodes, at det hele ender i en massespurt som afslutning på anden udgave af det nye løb.

 

Trieste lagde også asfalt til afslutningen sidste år, hvor Elia Viviani sejrede foran Mark Cavendish og Riccardo Minali. Byen var også vært for afslutningen på Giroen i 2014, hvor Luka Mezgec vandt den afsluttende massespurt foran Giacomo Nizzolo og Tyler Farrar. I 2009 vandt Alessandro Petacchi løbets første massespurt i byen, og i 2000 blev Michele Bartoli italiensk mester i byen.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Løbet er stadig nyt og dermed uden en veldefineret karakter, men det er nu ganske let at se, hvilke slags ryttere der kan køre med om sejren. Sidste år var der ganske vist et holdløb til at skabe lidt krydderi, men reelt blev det hele afgjort af slaget på Passo Giau, der var så vanskelig en stigning, at tidsforskellene fra holdløbet blev ligegyldige. De øvrige etaper endte i massespurter og spillede ikke den store rolle.

 

I år er antallet af etaper reelt reduceret til fire, da 1. etape ikke tæller i klassementet. Arrangørerne siger egentlig, at de har forsøgt at åbne løbet lidt op, så det hele skal afgøres på kongeetapen, men det er nu svært at se, hvordan 3. etape ikke igen skal blive næsten altafgørende. Ganske viste er Tre Cime di Lavaredo betydeligt nemmere end Passo Giau, og ganske vist har man designet etapen, som forskellene formentlig først skal gøres på den relativt korte stigning, men meget alligevel på, at vinder i Dolomitterne også vil løbe med den samlede sejr.

 

4. etape er på papiret den næstvanskeligste, men afslutningen er ikke sværere, end at man må forvente, at det skal afgøres i en puncheurspurt til sidst, hvor der måske kan opstå ganske små huller, ligesom der for de eksplosive folk kan scores bonussekunder. I virkeligheden er det vel grusvejene på 2. etape, der er den største trussel for klatrerne, for man kan bestemt ikke udelukke, at Deceuninck eller et andet af de mere kraftfulde WorldTour-hold her kan splitte feltet. Klatrerne fra de større hold bør nok kunne klare den, men er man en spinkel fyr på et svagt hold, kan man måske smide klassementet væk her. Det kan man til gengæld ikke på 5. etape, der næsten med sikkerhed ender i en massespurt.

 

Vejret er altid en faktor, men i en region, hvor det sjældent blæser, spiller vinden næsten aldrig en rolle. Det vil heller ikke være tilfældet i år, hvor man ellers kunne frygte vinden i finalen på 2. etape. Her vil der imidlertid være modvind mod slutningen i det åbne terræn på den lille tange, og den vil derfor ikke splitte feltet. I stedet synes det at være den trykkende varme med temperaturer på mellem 30 og 35 grader samt måske de varslede byger fredag, lørdag og søndag, der måske kan sætte sit præg på løbet.

 

Formodningen er altså, at det er den bedste klatrer, der vil vinde løbet, og i et ret åbent felt kan det være svært at vurdere, hvem det er. Med undtagelse af de ryttere, der kørte i Østrig, har de øvrige nemlig haft en pause på minimum en måneds tid, og denne sommerpause bruges som regel til at komme ned i gear og herefter træne i højderne frem mod anden del af sæsonen. Reelt er der derfor lidt et lotteri at gætte på, hvem der er i form, og det er derfor ikke det letteste løb at spå om.

 

Det er derfor heller ikke med den allerstørste overbevisning, at vi peger på Remco Evenepoel som vores favorit. Det belgiske vidunderbarn var imidlertid så skræmmende overbevisende ved Hammer Series og Belgium Tour, at han minsandten som 19-årig allerede var i stand til at køre en stor del af verdenseliten direkte ud af hjulet på bakkerne i Holland og Belgien. Han skulle med andre ord bare bruge et par måneds som professionel på at blive et mindre monster, og vi tør slet ikke tænke på, hvor god han kan være blevet nu efter et par ugers højdetræningslejr.

 

Evenepoel har imidlertid fortsat meget at bevise i de høje bjerge. I Tyrkiet måtte han se sig slået i et ikke alt for skræmmende felt, og i Romandiet blev han kørt midt over. Dengang var han imidlertid ikke i nærheden af at have samme styrke som i juni måned, og der er al mulig grund til at antage, at han vil være endnu bedre nu. Det er klart, at stigningens sværhedsgrad og måske især den voldsomme bjergetapes samlede antal højdemeter kan vise sig for vanskeligt, men på baggrund af det, vi så i juni, vil vi alligevel tro, at Evenepoel med støtte fra et meget stærkt hold til blandt andet grusvejene kan tage den samlede sejr.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive Ben Hermans. Efter en skadesplaget sæsonstart har belgieren endelig fundet formen og forsvarede på fornem vis sin titel i Østrig for en uges tid siden. Her vandt han blandt andet på Grossglockner, der er en betydeligt sværere stigning end Tre Cime di Lavaredo, og det viser, at han ikke har problemer med rigtige bjerge. Hermans er en af de få, der har løbsrytme og dokumenteret form, og han viste med 3. pladsen på sidste års kongeetape, at han heller ikke har problemer i Dolomitterne. I virkeligheden burde den kortere, mere eksplosive Tre Cime di Lavaredo passe ham endnu bedre, og med sin gode form ligner han derfor et meget godt bud på en samlet vinder.

 

Et af de åbne spørgsmål er Hugh Carthy. Efter et forår, hvor han i Giroen og med vanvidsridtet i Tour de Suisse endelig fik sit længe ventede gennembrud, er det vel ikke urimeligt at betegne briten som løbets bedste rene klatrer. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt efter en pause, der kom på et tidspunkt, hvor han var meget træt. I forvejen ved vi, at Carthy som regel skal bruge mange løb for at finde benene, og man kan frygte, at han ikke er helt god nok endnu. Omvendt er modstanden her så beskeden, at en rytter af Carthys klasse ikke behøver at være på 110% for at vinde.

 

Androni kommer som altid med et brølstærkt hold med flere kandidater. Bedst chance har Fausto Masnada, der med sine to etapesejre i Tour of the Alps og sin store sejr i Giroen endelig har konfirmeret sit enorme potentiale. I Tour de Slovenie var han imidlertid også temmelig træt, og hans kørsel ved OL-løbet i søndag, hvor han hjalp Diego Ulissi og Davide Formolo og alligevel blev nr. 8, kan være lidt svær at blive helt klog på. Den viser dog, at formen i hvert fald ikke er helt ringe, og så bør han være en kandidat på en bjergrute som denne. Holdet har også Mattia Cattaneo, der i Tour of the Alps klatrede endnu bedre end Masnada, men som ikke har kørt meget siden Giroen og blandt andet udgik ved de nationale mesterskaber. Han skal som regel bruge flere løb for at finde benene, og derfor kommer dette nok lidt for tidligt. Derudover skal det blive meget spændende at følge Kevin Rivera og Daniel Munoz, der tog en dobbeltsejr i det nylige Sibiu Tour, men som begge er uprøvede på dette niveau. Matteo Busato er blevet bedre, og Miguel Angel Florez kan have fået et boost af Giroen, men de får nok svært ved at gøre sig gældende helt i front.

 

Deceuninck stiller også med en anden ung komet. James Knox kom fremragende fra start med sin 8. plads på kongeetapen i UAE Tour, hvor han fulgte flot op på sæsonafslutningen i 2018, men siden er han faldet lidt sammen. Han udgik af Giroen med sygdom og har ikke været i aktion siden, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Han burde som ren klatrer dog elske denne finale, og hans præstation i Arabien vidner om, at en formstærk Knox allerede nu klatrer så godt, at han kan vinde et løb som dette.

 

EF kommer også med Joe Dombrowski, der pr. definition er lidt af en lottokupon. Efter i Giroen endelig at have fundet sine bedste ben igen skuffede han igennem det meste af juni, indtil han rejste sig delvist på kongeetapen i Route d’Occitanie. Al logik siger, at Dombrowski efter en pause er milevidt fra formen. Til gengæld er han så god en klatrer, at han sagtens kan vinde løbet, hvis han vitterligt er i form.

 

Mange års optaktsskrivning har lært os, at man altid skal være forsigtig med at udelukke noget som helst fra Pieter Weening . Den hollandske veteran kan være flyvende i den ene uge og rædselsfuldt kørende i den næste. Da han ikke har kørt løb længe, har vi denne gang sågar slet ingen chance for at vurdere formen, og med tanke på det, han har vist i år, er der ikke noget, der tyder på, at han vil være flyvende. Omvendt vandt han en etape i Luxembourg og kørte stærkt i Flandern Rundt, og han synes derfor stadig at have lidt af sin gamle klasse. Et bjergløb som dette burde i hvert fald passe den hollandske dieselklatrer perfekt.

 

Løbets på papiret største klatrer er Louis Meintjes, der jo hele tre gange har været i top 10 i en grand tour. Desværre har sydafrikaneren gennemlevet lidt af et mareridt siden skiftet til Dimension Data, først med et forfærdeligt 2018 og siden med to slemme styrt i 2019. Inden det seneste styrt i Californien nåede han faktisk at vise fine takter i Romandiet, og man kan håbe, at han nu er så meget tilbage på sporet, at han er konkurrencedygtig. Efter nu næsten to år uden resultater er han svær at spille mange penge på, men vi ved alle, hvor god en klatrer en formstærk Meintjes er. Er han flyvende, kan han vitterligt vinde løbet, men som regel skal han bruge mange løb for at få motoren varmet op. Dimension Data har endnu ikke udtaget truppen, men møder de op med Ben O’Connor, der næsten vandt kongeetapen i Østrig, samt de i Østrig velkørende Stefan De Bod og Amanuel Ghebreigzabhier vil de have ganske mange kort at spille.

 

Hos Movistar nyder Winner Anacona og Eduardo Sepulveda, at de i disse dage har tid og plads til at køre for sig selv. Det gjorde de fornemt i Østrig, hvor de endte som hhv. nr. 4 og 2 samlet. Anacona var stærkest på første bjergetape, men faldt helt sammen på den sidste, mens Sepulveda var mere regulær, og de synes at være nogenlunde lige stærke. Med den dokumenterede form burde de være med helt fremme, men desværre er det også svært at se dem vinde i et felt, der er stærkere, end det var i Østrig.

 

En af løbets jokere er Mark Padun. Den unge ukrainer tog hele verden med storm, da han som nyprofessionel tog en etapesejr i Tour of the Alps. Siden da har han desværre været ramt af den ene skade efter den anden, og i år har han knap kørt nogen løb. Han kom dog igennem Dauphiné og blev national mester i enkeltstart, og han skulle nu være så godt kørende, at han her er Bahrains kaptajn. Efter så svær en sæsonstart må man hellere være varsom med at have de helt store forventninger, men han har potentialet til at komme rigtigt langt. Hos sig har han den nykårede slovenske mester Domen Novak , der dog desværre er en nærmest kronisk skuffelse i de etapeløb, hvor han får chancen.

 

Dayer Quintana er et godt eksempel på, at det kan være en god ide at skifte til et lidt lavere niveau. Colombianeren var flyvende i årets første måneder, men tog sig så en lang pause, inden han gjorde comeback i Østrig, hvor han skuffede. Det er svært at se ham have fundet formen allerede nu, men med tanke på det flotte forår skal han nævnes som en joker, hvis han nu har fundet den nødvendige løbsrytme. Neri Sottoli har også klatrerne Edoardo Zardini og Sebastian Schönberger, men de bør komme til kort i dette selskab, og terrænet er for svært for den ellers lovende Simone Velasco.

 

UAE møder med Jan Polanc , der som bekendt havde en herlig Giro. Generelt har han fundet sit niveau igen efter en svær tid, men desværre er han stadig meget svingende. I Slovenien var han temmelig træt, selvom han stadig gjorde det hæderligt, og vi er altid varsomme med at have alt for store forventninger til Polanc, når han ikke er i dokumenteret form. I forvejen er stigningen nok så svær, at han kan få svært ved at vinde uanset hvad. Holdet har også nævnt Alexandr Riabushenko som kaptajn, men da han intet har vist som professionel, er det svært at tro meget på ham.

 

Set med danske øjne skal det blive interessant at følge Niklas Eg. Den unge dansker fik en fantastisk start i UAE Tour og Tour of Croatia i 2018, men siden da synes han at være gået helt i stå. Hvor han står formmæssigt, er tillige helt uklart, og det er derfor svært at være alt for optimistisk. Omvendt ved vi også fra 2018, at potentialet er stort, og er der endelig hul igennem igen, kan han komme langt. Derudover har holdet den stadig bedre klatrer Nicola Conci, men han har endnu ikke vist noget, der gør det realistisk at tro, at han ligefrem kan vinde dette løb.

 

Astana kommer med en relativt svag trup, og det bør give en chance til en anden ung dansker, Jonas Gregaard. Efter en lidt svær start som professionel kørte han flot i Californien, men det amerikanske løb viste også, at han stadig har sine begrænsninger. Omvendt udvikler han sig også stadig hurtigt, og det er slet ikke utænkeligt, at han efter en god pause har fået et boost af sine første professionelle løb. Det her er en chance for at vise det på en rute, der passer ham. Holdet har også den unge kasak Yuriy Natarov¸ men han har haft det svært som professionel, og efter et katastrofeår kan Yevgeniy Gidich ikke regne med en gentagelse af den mirakuløse 3. plads fra sidste års Tour of Croatia.

 

Endelig skal det blive spændende at se, om Filippo Zaccanti, der for nylig vandt Tour of Korea, er kommet sig så meget over sine skader, at han kan konfirmere potentialet fra 2018. Og så har Mattia Bais fra det lille Friuli-hold vist, at han kan være værd at holde øje med.

 

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor kan denne optakt være mangelfuld. Flere hold har endnu ikke udtaget deres trupper. Det gælder blandt WorldTour-holdene EF og Dimension Data. Optakten vil blive opdateret løbende

 

OPDATERING: Bardiani har udtaget Giovanni Carboni. Hvis han har genfundet Giro-formen eller formen fra Route d'Occitanie, kan han komme langt i et bjergløb som dette.

 

OPDATERING 2: Startlisten er langt om længe kommet, og den har som ventet budt på enkelte ændringer. Vigtigst er det, at EF er uden Hugh Carthy, men de har til gengæld Jonathan Caicedo, der efter at været blevet modnet i Giroen måske kan overraske. Israel Cycling Acdademy har Matteo Badilatti som et alternativ til Hermans.

 

***** Remco Evenepoel

**** Ben Hermans, Fausto Masnada

*** James Knox, Joe Dombrowski, Mattia Cattaneo, Pieter Weening, Louis Meintjes

** Winner Anacona, Eduardo Sepulveda, Mark Padun, Giovanni Carboni, Dayer Quintana, Jan Polanc, Niklas Eg, Nicola Conci, Jonas Gregaard, Kevin Rivera, Daniel Munoz, Jonathan Caicedo

* Matteo Badilatti, Filippo Zaccanti, Miguel Edoardo Florez, Edoardo Zardini, Mattia Bais, Sebastian Schönberger, Matteo Busato, Simone Velasco, Yuriy Natarov, Joan Bou, Maurits Lammertink, Domen Novak, Yevgeniy Gidich

 

Danskerne

Niklas Eg og Jonas Gregaard burde få deres chance som kaptajner, og deres muligheder er omtalt ovenfor. Mikkel Honoré skal i arbejdstøjet for Deceuninck, der vil have en chance for at vinde alle etaper og klassementet med deres mange gode navne. Mads Pedersen er ligesom Eg til start for Trek og skal forsøge at finde tilbage på sporet, formentlig ved at støtte Edward Theuns i massespurterne og på grusvejene samt at holde Eg og Conci ude af problemer.

 

Etapevinderbud

Under Touren tillader tiden ikke daglige optakter, men vi vil komme med bud på etapevindere hver aften.

 

1. etape

Etapen tæller ikke med i klassementet og bør ende i en massespurt. Finalen er teknisk, og derfor betyder toget meget. Det gør Alvaro Hodeg til den indlysende favorit, men også Phil Bauhaus  har fart og god støtte. Det samme har Sacha Modolo, der endelig kom i gang igen under Route d'Occitanie samt den tilbagevendte Juan Sebastian Molano. Dimension Data har et godt tog for Mark Cavendish, menddet er svært at være meget optimstisk på hans vegne.  Solndede er også Caja Rural med deres mange hurtige folk i særligt Matteo Malucelli, men også Jon Aberaturi og Alan Banaszek samt måske Edward Theuns, hvis Mads Pedersen kan køre ham frem.Giovanni Lonardi har været lovende i år og har ligeledes fin støtte. Andre kandidater er Manuel Belletti, Christophe Noppe, Davide Ballerini, Riccardo Stacchiotti, Paolo Simion, Kristian Sbaragli, Simone Velasco, Boy Van Poppel og Andrea Peron.

 

Feltet.dks vinderbud: Alvaro Hodeg

Øvrige vinderkandidater: Phil Bauhaus, Sacha Modolo

Outsidere: Juan Sebastian Molano, Matteo Malucelli, Jon Aberasturi, Edward Theuns, Giovanni Lonardi

Jokers: Manuel Belletti, Riccardo Stacchiotti, Christophe Noppe, Boy Van Poppel, Davide Ballerini

 

2. etape

Etapen er præget af grusvejene, der sidste år ikke skabte den store udskilning. Årets etape er hårdere, men det bliver svært at undgå endnu en spurt, selvom det formentlig vil være et reduceret felt. Favoritterne er derfor i vidt omfang de samme, men vi skal snarere se mod lidt mere robuste typer, der kan klar grusvejene, men også har holdet til den tekniske finale. Vi peger derfor igen på Alvaro Hodeg i skarp duel med Phil Bauhaus. Man må formode, at EF timer det bedre for Sacha Modolo, men Sep Vanmarcke vil elske grusvejene og kan ende med at spurte igen. Etapen burde også være bedre for Edward Theuns, Davide Ballerini, Christophe Noppe og Boy Van Poppel, der alle har en vis erfaring. Og så skal det blive interessant at se Juan Sebastian Molano på gruset. Ryttere med mulighed for mere offensiv kørsel på gruset er ud over Vanmarcke og Ballerini særligt Florian Senechal, Philippe Gilbert og Remco Evenepoel, der imponerede på brostenene i Belgium Tour.

 

Feltet.dks vinderbud: Alvaro Hodeg

Øvrige vinderkandidater: Phil Bauhaus, Sacha Modolo

Outsidere: Edward Theuns, Davide Ballerini, Sep Vanmarcke, Christophe Noppe, Boy Van Poppel

Jokers: Juan Sebastian Molano, Manuel Belletti, Jon Aberaturi, Giovanni Lonardi, Riccardo Stacchiotti, Philippe Gilbert, Florian Senechal, Remco Evenepoel

 

3. etape

Grusvejsetapen gjorde den forskel, arrangørerne drøme om, men absurd nok lykkedes det ikke Deceuninck at gøre Remco Evenepoel til en del af magtdemonstrationen. De har stadig James Knox. Derudober var de eneste klassementsryttere i front Ben Hermans, Mark Padun, Jonathan Caicedo, Nicola Conci og Mattia Cattaneo, der derfor alle må have en eller anden form for form. Det er klart, at det vil være anderledes på kongeetapen, men vi vil alligevel revurdere opfattelsen en analse i forhold til det, vi skrev inden løbet. Hermans ser i hvert fald knivskarp ud efter sejren i Østrig og må nu regnes som favorit, men Evenepoel må stadig rangere højt, hvis ikke han bindes af Knox. Mest markant var det, at Niklas Eg, Kevin Rivera, Joe Dombrowski, Pieter Weening og Matteo Badilatti alle røg helt ud af klassementet, men alle var de oplagte ofre på grusvejene og kan sagtens køre stærkt i morgen. Vi når frem til nedenstående revurdering af hierkiet.

 

Feltet.dks vinderbud: Ben Hermans

Øvrige vinderkandidater: James Knox, Remco Evenepoel

Outsidere: Mattia Cattaneo, Mark Padun, Fausto Masnada, Jonathan Caicedo, Louis Meintjes

Jokers: Joe Dombrowski, Pieter Weening, Nicola Conci, Winner Anacona, Eduardo Sepulveda, Giovanni Carboni, Dayer Quintana, Jan Polanc

 

4. etape

Efter dagens etape er klassementet stadig ganske tæt, men det bliver svært for Ben Hermans via bonussekunder at tage den nødvendige tid. Han kan forsøge sig i denne puncheurfinale, og derfor tror vi, at Israel Cycling Academy sammen med Deceuninck vil forsøge at holde det samlet. Den sidste del af etapen er ikke voldsomt svær, og vi forventer, at et relativt stort felt skal slås om det. Philippe Gilbert har vist form og ligner med hjælp fra sit stærke hold manden, der skal slås. Umiddelbart er Eduard Prades hans mest oplagte rival, men han har ikke vist den helt store form i år. En anden stærk rival er Maurits Lammertink, der viste glimt af gamle evner i Luxembourg. Marco Canola, Sep Vanmarcke og Ryan Gibbons kunne også komme i spil, men finalen kan være en anelse for hård for dem alle. Det bær den ikke være for Simone Velasco, men han synes ikke helt formstærk, og Alex Kirsch synes ikke at have samme punch som tidligere. Ben Hermans skal forsøge sig, men vil nok finde den en anelse for let, og de øvrige klassmensryttere er ikke eksplosive nok, da James Knox ventes at køre for Gilbert. Kristian Sbaragli og Edward Theuns kan overraske, men finalen bør være for svær. Andre kandidater kunne være Alexandr Riabushenko, Giovanni Aleotti, Enrio Barbin, Yevgeniy Gidich og Thomas Sprengers.

 

Feltet.dks vinderbud: Philippe Gilbert

Øvrige vinderkandidater: Eduard Prades, Maurits Lammertink

Outsidere: Marco Canola, Ben Hermans, Sep Vanmarcke, Ryan Gibbons, Simone Velasco

Jokers: Alex Kirsch, James Knox, Kristian Sbaragli, Alexandr Riabushenko, Giovanni Aleotti, Thomas Sprengers, Yevgenoy Gidich

 

5. etape

Selvom det ikke blev til sejr i klassementet, fortsætter Deceuninck med at dominere, denne gang med en dobbeltsejr, da Remco Evenepoel endelig viste potentialet efter en sløj start. Nu går de efter endnu en sejr på en dag, der bør ende i en massespurt. Som i Venedig ligner det et opgør mellem Alvaro Hodeg og Phil Bauhaus, der både er hurtigst og har det bedste tog. Denne gang har Bahrain dog en ekstra opgave i at tage sig af Mark Padun, og derfor vil vi tro, at Hodeg tager sejren, ikke mindst efter holdets opvisning i spurten på 2. etape. Sacha Modolo har også været godt kørende og bakkes op af et stærkt hold. Denne gør bør Mads Pedersen og Alex Frame også kunne sætte Edward Theuns godt op, ligesom Ryan Gibbons nu får chancen for at vise sig frem med et stærkt tog efter Cavendishs exit. Riccardo Stacchiotti har før vundet på dette niveau, men hasr et svagt hold, og Matteo Malucelli og Jon Aberaturi bør kunne levere et resultat for Caja Rural, Endelig skal det blive spændende at se Giovanni Lonardi teste sig på dette niveau igen, ligesom også veteranen Roberto Ferrari  med sin gode positionering samt Boy Van Poppel og Christophe Noppe bør være med fremme.

 

Feltet.dks vinderbud: Alvaro Hodeg

Øvrige vinderkandidater: Phil Bauhaus, Sacha Modolo

Outsidere: Edward Theuns, Ryan Gibbons, Matteo Malucelli, Jon Aberasturi, Giovanni Lonardi

Jokers:  Riccardo Stacchiotti, Roberto Ferrari, Christophe Noppe, Boy Van Poppel, Paolo Simion, Jurgen Roelandts

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Adriatica Ionica Race
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

CYKELHJELM? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG MANGE SPAR PENGE