Optakt: Adriatica Ionica Race

Løbets rolle og historie

I de seneste mange år er det stort set kun gået én vej med den ellers engang så righoldige italienske kalender: nedad. Listen over etape- og endagsløb, der er forsvundet siden årtusindeskiftet er nærmest alenlang, og i dag er det stort set kun de løb, som er overtaget af enten Giro-arrangørerne RCS Sport eller GS Emilia, der har været i stand til at overleve. De fleste af de mange fascinerende sensommer- og efterårsløb er borte, foråret er reduceret til næsten ingenting, og blandt de mindre etapeløb er det kun Coppi e Bartali, der stadig holder snuden oven vande.

Der har været mange forsøg på enten at genoplive forsvundne løb eller at skabe helt nye løb som blandt andet det meget ambitiøse Giro di Padania, der blot blev afviklet to gange, men langt de fleste gange er det hurtigt gået i sig selv. I virkeligheden er Strade Bianche det eneste eksempel på et løb, der har kunnet slå rod, og det skyldes formentlig alene, at det blev skabt af magtfulde RCS.

I 2018 skete der imidlertid noget helt nyt. Mange var ellers meget skeptiske, da det i efteråret 2017 kom frem, at en arrangørgruppe med blandt andre den tidligere stjerne Moreno Argentin havde endog meget ambitiøse planer om at skabe et nyt løb i det østlige Italien. I starten var planerne også så vidtløftige og ukonkrete, at de virkede temmelig usandsynlige, men i løbet af foråret stod det hurtigt klart, at arrangørerne mente det alvorligt. Resultat blev, at man i juni afviklede den allerførste udgave af Adriatica Ionica Race, der allerede havde fået 2.1-status på UCI-kalenderen og dermed fået stor anerkendelse i det officielle system straks fra start.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Når det kunne lade sig gøre med så kort varsel, skyldtes det, at man klogelig havde skruet lidt for de ambitiøse planer til debutudgaven, men det betød ikke, at drømmene ikke er store. Man har nemlig lagt en plan, der over fem år skal udvide det i første omgang fem dage lange løb til hele ti dage, og målet er, at det skal føre feltet fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien til Østrig og videre ned gennem Balkan via Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien og Makedonien, inden det hele skal slutte med en stor finale i Grækenland.

Ambitionen er med andre ord enorm i et projekt, der skal forbinde landene ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, hvor det skal promovere områdets turistattraktioner og den righoldige historie, som kendetegner området. Der er derfor i lige så høj grad tale om et markedsføringsprojekt som et cykelløb, nøjagtigt som vi kender det fra nye løb som Tour of Turkey, Tour of Croatia og de arabiske etapeløb, der alle i høj grad er designet med det formål at fremvise landene for et bredt turistpublikum.

Som sagt startede man ud med en mindre ambitiøs plan, og første udgave var derfor et rent italiensk anliggende, der fandt sted over fem dage, og det var også i det format, at den anden udgave afvikledes i 2019.  Pandemien har dog lagt en dæmper på udviklingen, og efter en aflysning i 2020 er løbet i 2021 tilbage i en forkortet tre dage lang udgave. I lyset af disse tiders rejserestriktioner er det logik, at løbet ogsp denne gang forbliver en rent italiensk affære.

Man har stadig til gode at finde ud af, hvordan løbet fremover skal passe ind i kalenderen, og det synes ikke let at finde plads i det tætpakkede program. I 2018 udnyttede man den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren til at afholde løbet samtidig med de nationale mesterskaber, men i 2019 prøvede man med en ny placering. Valget er faldet på Tourens sidste uge, hvilket set fra et rytterperspektiv var ideelt, da mange desperat ledte efter løb til at få skudt anden del af sæsonen i gang, men ud fra et markedsføringssynspunkt var håbløst, da løbet med den placering havde meget svært ved at tiltrække sig interesse. Derfor er løbet i 2021 også tilbage på sin plads frem mod de nationale mesterskaber, selvom der denne gang er ”sædvanlig” afstand mellem Giroen og Touren.

I forlængelse af den langsigtede vision afvikles hele løbet for tredje i det nordøstlige Italien, hvor man gør brug af det alsidige terræn, der findes i området. Den første udgave bød derfor på både et fladt holdløb, to sprinteretaper, en klassikeretape, lidt grusveje og en stor bjergetape i hjertet af Dolomitterne. Den model genbrugtes i 2019, hvor eneste forskel var, at holdløbet evarr erstattet med et indledende gadeløb, der ikke talte i klassementet, og derudover skulle der igen passeres grusveje, køres på mindre stigninger, klatres i høje bjerge og spurtes. Årets afkortede model byder igen på en sprinteretape, grusveje og en stor dag i Dolomitterne i et mønster, der allerede virker ret fast. Resultatet er et alsidigt løb, der tester alle sider af rytternes egenskaber.

Projektet er blevet taget godt imod, og arrangørerne havde til den første udgave kunnet tiltrække WorldTour-holdene Quick-Step, Bahrain-Merida, UAE, Trek og Dimension Data. Endnu bedre gik det med den nye kalenderplacering i 2019, hvor man kunne føje Astana, EF og Movistar til listen, ligesom man kunne præsentere verdensstjerner som Philippe Gilbert og Remco Evenepoel. Desværre betyder den nye placering i juni lige efter an af sæsonens allertravleste uger, at løbet i år nok kan få masser af opmærksom i en uge, hvor konkurrencen fra andre løb er minimal, men til gengæld har holdene også travlt med at puste ud. Resultatet er et felt, der mest af alt bliver et opgør mellem ProTeams, mens Astana er eneste hold fra WorldTouren.

Den seneste udgave i 2019 markerede en genfødsel af Mark Padun i stil med den, vi så i Dauphiné i år. Efter en svær sæson var ukraineren flyvende og vandt den store bjergetape til Tre Cime di Lavaredo, hvilket var nok til at vinde samlet med 15 sekunder ned til Ben Hermans og 24 sekunder ned til James Knox, mens forhåndsfavoritten Remco Evenepoel trods etapesejr kun endte som nr. 8. Padun og Bahrain forsvarer ikke titlen, og heller ikke Deceuninck og Knox eller Hermans og Israel SUN er med igen, og dermed skal der findes et helt nyt podium.

Ruten

Som sagt betyder et helt nyt løb, at arrangørerne skal finde deres egen identitet, men de synes foreløbig at have lagt sig fast på et format. Planen synes at være at skabe et alsidigt etapeløb med terræn for alle ryttertyper, og de første udgaver af løbet har budt på lidt af hvert. Klassementet er blevet afgjort på en kongeetape i Dolomitterne, og derudover har sprinterne og de eksplosive puncheurs kunnet boltre sig, ligesom de østitalienske grusveje har været en fast bestanddel de første to år.

Som sagt er løbet forkortet fra fem til tre dage, og det afvikles igen helt og holdet i Nordøstitalien uden de vidtløftige transnationale ambitioner. Nedskaleringen har betydet, at man har måttet skrue lidt ned for antallet af etaper, og det er blandt andet sket på bekostning af det holdløb, vi havde i 2018, og det indledende gadeløb, der erstattede tidskørslen i 2019. I stedet er der nu tre etaper, som byder på de tre indtil nu helt faste elementer i løbet, nemlig massespurt, grusveje og bjerge i Dolomitterne. Denne gang er der bare kun én af hver etapetype og ikke som i 2018 to klassiske sprinteretaper i tillæg til holdløbet eller i 2019 en puncheuretape i tillæg til det indledende gadeløb, der ikke talte med i klassementet.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Sprinternes chance kommer allerede som tirsdagens 1. etape, hvor der er planlagt en næsten helt flad etape på Po-sletten. Den fører rytterne frem til udkanten af Dolomitterne, hvor kongeetapen denne gang kommer som onsdagens 2. etape. Mens man i 2018 sluttede på Passo Giau, og i 2019 havde mål på Tre Cime di Lavaredo, er det i år frygtede Monte Grappa, som er rammen om det helt store bjergslag. De små klatrere kan dog ikke vide sig sikre på noget, før løbet er slut, da torsdagens afsluttende etape indeholder de grusveje, der er et fast element i løbet, og som på en ellers flad rute giver mulighed for at skabe ravage til allersidst.

1. etape

Den første udgave blev indledt med et holdløb, mens man i 2019 skød løbet i gang med et aftenkriterium, der ikke talte med i det samlede klassement. Begge etapetyper er taget ud af årets løb, og i stedet skydes festen i gang med en helt klassisk sprinteretape på Po-sletten, hvor det stort set aldrig blæser. Dermed skulle det undre, om ikke en massespurt vil afgøre, hvem der skal have den første førertrøje.

I alt skal der tilbagelægges 185,3 km, der fører feltet fra Trieste til Aviano. Startbyen er altid med i løbet og er en havneby helt over i Italiens østligste hjørne på grænsen til Slovenien. Herfra følger man den relativt flade kystvej mod nordvest, inden man fortsætter mod nord ind i landet frem til dagens eneste stigning, San Michele del Carso (3,2 km, 4,8%), der er en helt jævn opkørsel med top efter 37,6 km i bakkerne nær grænsen til Slovenien. En kort nedkørsel fører mod sydvest tilbage til den flade Po-slette, der nu førges mod nordvest og nordøst op langs grænsen frem til byen Cividale, der nås efter 73,7 km.

Herfra sætter man kursen mod vest, og man fortsætter hen over sletten frem til dagens første spurt, der kommer efter 110,0 km i Moruzzo på toppen af et ganske lille højdedrag lige nord for storbyen Udine. Derfra snor man sig videre mod vest hen over den flade slette frem til målbyen Aviano, hvor man krydser stregen efter 172,3 km i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 13,0 km lang o helt flad rundstrækning i området sydøst for målbyen. Den er næsten trekantet og indledes med tre hurtige sving ud gennem byen, inden det går ad en lige vej mod sydøst og siden nord. Med 4,4 km igen skal man lige igennem en stor rundkørsel, og derefter går det ad en let bugtende vej mod sydvest hele vejen tilbage til Aviano, hvor eneste udfordring er to bløde sving med hhv. 2200 og 2000 m igen samt en rundkørsel bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1242 højdemeter.

Po-sletten er kendt for ikke at være blæsende, og derfor synes det at være ret sikkert, at etapen vil ende i en massespurt. Særligt det italienske landshold og Vini møder med en trup, der er specifikt designet til spurterne, og de vil formentlig gøre deres bedste for at sætte Elia Viviani op til sejr i en finale, der synes ganske ligefrem, men hvor den sidste rundkørsel lige inden stregen kan være en udfordring, der stille visse krav til positioneringen.

Aviano har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

2. etape

I 2018 var løbets store trækplaster, at man havde en stor bjergetape i Dolomitterne med mål på Passo Giau, mens det i 2019 var afslutningen på Tre Cime di Lavaredo, der fik masser af opmærksomhed. Det ser ud til, at arrangørerne har gjort det til en fast plan, at en af Dolomitternes mest legendariske stigninger skal være rammen om kongeetapen. I hvert fald er det tilfældet igen i år, hvor frygtede Monte Grappa formentlig i vidt omfang vil bestemme, hvem der skal være den samlede vinder af løbet. Denne gang er etapen dog anderledes end de foregående, da det meste af dagen er flad, men til gengæld slutter det hele med kurs lige op i himlen, når en af de meste berømte og sværeste af Dolomitternes tinder skal bringer de rene klatrere i rampelyset.

Med en distance på bare 148,2 km er der tale om en yderst kort etape, der fører feltet fra Vittorio Veneto til Cima Grappa. Startbyen ligger lige på grænsen mellem Po-sletten og Dolomitterne, men arrangørerne er nådige og lader rytterne køre hen langs kanten af bjergene det meste af dagen. Derfor er det kun småkuperet, når man snor sig mod sydvest i den indledende fase, idet man dog skal over den lille C’a del Poggio (1,1 km, 11,5%) efter 10,7 km, inden man akkurat rører Dolomitterne, når man kører op ad Combai (1,7 km, 7,4%), der slutter med 700 m med hele 13,1%, inden man runder toppen efter 36,2 km i forbindelse med den ene af dagens to bjergspurter.

Herefter bliver det nemmere, når man igen kører mod sydvest ned til Po-sletten, hvor det bliver helt fladt. Senere drejer man mod nord for igen at køre hen til kanten af bjergene, hvor man følger bjerggrænsen mod sydvest igennem terræn, der er let kuperet med særligt en bakke (2,0 km, 4,3%) med top efter 60,6 km som en udfordring. Senere kører man mod sydvest væk fra bjergene tilbage til sletten, hvor det igen bliver helt fladt, mens man kører en omgang på en rektangulær rundstrækning, der byder på dagens spurt efter 111,0 km.

Efter rundstrækningen tager etapen fat. Det begynder nemlig at stige let, mens man kører mod nord frem til bjergene, inden det falder let, når man kører mod sydvest hen langs bjergene. Det lette terræn slutter, når man drejer mod nordøst for at køre op ad Monte Grappa, der fra denne side stiger med 8,1% over hele 19,0 km. De første 9 km er relativt jævne med 7-10%, inden der følger tre km med 5-6%. Med 7 km til toppen venter det stejleste stykke med to kilometer med hhv. 12,0 og 11,0%, inden den bliver meget irregulær med hhv. 1,6%, 8,3%, 11,7%, 6,2% og 9,4% over de sidste fem kilometer. Stigningen har et hav af hårnålesving i starten, men der tyndes ud i dem på den øvre del af stigningen, hvo der over de sidste par kilometer er bare to af slagsen lige omkring den røde flamme.

Etapen byder på i alt 3136 højdemeter.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape, der burde være ganske let at kontrollere for løbets favorithold. Herefter er alt sat i scene til et direkte opgør på klatreevner på et bjerg, der er både langt og stejlt og kendt for at gøre stor skade, som vi så i Giroen i 2010, hvor Vincenzo Nibali sejrede efter en efterfølgende nedkørsel, og på bjergenkeltstarten i Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana sejrede. Her vinder formentlig den bedste klatrer, der vil tage et stort skridt mod den samlede sejr.

Monte Grappa har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Mest berømt var Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana på samme opkørsel, som benyttes i dette løb, vandt bjergenkeltstarten med 17 sekunder ned til Fabio Aru og 1.26 ned til Rigoberto Uran. I 2010 havde Baby-Giroen mål på bjerget, og her leverede Carlos Betancur en sand magtdemonstration, da han vandt med 2.38 ned til Edward Beltran og 2.50 ned til Gabriele Pizzaballa.

3. etape

Lige så meget som Dolomitterne er blevet en fast bestanddel af løbets i dets korte historie, lige så meget er de nordøstitalienske grusveje blevet det. De har splittet feltet i begge de to foregående udgaver og gav blandt andre en vis Remco Evenepoel problemer i 2019 på en dag, hvor hans Deceuninck-hold ellers ryddede podiet med sejr til Alvaro Hodeg foran Florian Senechal og Philippe Gilbert. Også i 2018 splittedes feltet på de ujævne veje, og derfor kan alt forandres helt til allersidst i den tredje udgave af det italienske løb, selvom grusvejene denne gang kommer så langt fra mål, at der kan være tid til at rette op på et eventuelt tidstab.

Med en distance på 157,5 km er der tale om endnu en kort etape, der fører feltet fra Ferrara til Comacchio, som er en kystby i det nordøstlige hjørne af Italien. Etapen finder sted på Po-sletten og helt ude ved kysten, hvor den er om muligt endnu fladere end på resten af sletten. Derfor er det helt fladt hele dagen, og i starten er det endda helt enkelt, når man kører mod sydøst ad en lige og let snoet vej frem til Argenta, der nås efter 33,5 km. Her slår man en lille sløjfe ved at køre mod dyd, sydøst og nordøst, inden man drejer mod øst for at køre ud mod kysten.

Her rammer man efter 56,9 km den afgørende udfordring, der er en 33 km lang rundstrækning, som skal gennemkøres halvanden gang. Den indledes med, at man snor sig med øst ud mod kysten ad en vej, der byder på hele tre grusveje, nemlig et første stykke (400 m) efter 65,5 km, et andet stykke (5,8 km) efter 69,5 km og et tredje stykke (1,3 km) efter 79,7 km. Herefter vender man rundt for at køre ad en lige og flad vej tilbage mod nordvest og sydvest, inden man igen kører hen over de tre grusstykker efter hhv. 99,0 km, 102,5 km og 112,7 km. Begge gang er der tillige en spurt mellem de to sidste grusstykker efter hhv. 77,0 og 111 km.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Herefter forlader man rundstrækningen ude ved kysten, når man kører mod nord op ad den helt flade kystvej, inden man snor sig mod nordøst ind gennem fladlandet frem til målbyen, hvor man krydser stregen efter 136,8 km i forbindelse med dagens tredje og sidste spurt. Her afsluttes etapen med to omgange på en 10,35 km lang rundstrækning, der er helt flad og mest består af lige veje. Man kører først mod sydøst ned langs den lige kystvej, inden man kører mod nordøst væk fra vandet og dernæst efter 6,2 km ad en lige vej mod nordvest i den modsatte retning. Med 2,1 km igen drejer man til venstre i en rundkørsel, hvorefter der venter et skarpt venstresving med 1,6 km igen, hvorefter man følger den flade, men stærkt bugtende kystvej, der byder på en rundkørsel med 500 m igen, inden en meget kraftig kurve kommer bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 119 højdemeter.

I de foregående år har grusvejene splittet feltet, og i 2019 var det bare 22 mand, der spurtede om sejren, mens det i 2018 var 43 mand, der overlevede splittet. Denne gang kommer gruset dog betydeligt længere fra mål, og derfor er det meget muligt, at det ikke vil spille helt samme rolle som de foregående år. Det er dog en etape, der på ingen måde tiltaler de klatrere, der dominerede på 2. etape, og derfor skal man ikke blive overrasket, hvis førertrøjen skifter ejermand til allersidst.

Comacchio har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Favoritterne

Løbet er stadig nyt og dermed uden en veldefineret karakter, men det er nu ganske let at se, hvilke slags ryttere der kan køre med om sejren. I 2018 var der ganske vist et holdløb til at skabe lidt krydderi, men reelt blev det hele afgjort af slaget på Passo Giau, der var så vanskelig en stigning, at tidsforskellene fra holdløbet blev ligegyldige. De øvrige etaper endte i massespurter og spillede ikke den store rolle.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

I 2019 var billedet en anelse mere mudret, fordi én af de fem bedste klatrere, der endte med at spurte om sejren på Tre Cime di Lavaredo, Dayer Quintana, var blevet sat af på gruset, og det viser, at grusvejene ikke skal undervurderes. Alligevel endte det med, at kongeetapen i alt væsentligt var helt afgørende,

Sådan vil det formentlig også være i år. Tre Cime di Lavaredo er svær, men den er ikke på niveau med Passo Giau fra 2018 eller Monte Grappa, der bestiges i år. Det ikoniske bjerg er så langt og stejlt, at vi formentlig vil se tidsforskelle, der minder meget mere om 2018 end om 2019. Mens fem mand spurtede om sejren for to år siden, så vi i 2018, at Ivan Sosa vandt med 37 sekunder ned til Giulio Ciccone og 1.06 ned til Ben Hermans, og kun seks mand var inden for to minutter af vindertiden. Får vi samme forskelle denne gang, reduceres betydningen af gruset ganske betragteligt.

Dertil kommer, at grusvejsetapen i år synes knap så svær. Gruset kommer længere fra mål, og selvom det stadig er en håbløs etape for mange små klatrere, vil det formentlig være et større felt, der i 2021 vil spurte om sejren, end det var i 2019 og 2018, hvor der var hhv. 22 og 43 mand tilbage. Et tidstab her er altså mindre sandsynligt denne gang. Åbningsetapen bør ende i en massespurt og vil næppe spille en rolle.

Som de foregående år bliver det et varmt løb. Tirsdagen vil byde på 28 grader og kun let vind, mens der onsdag vil være 27 grader i bunden af Monte Grappa og en svag medvind op ad bjerget. Lidt mere tricky bliver det torsdag, hvor termometeret vil vise 27 grader, men hvor det vil være mere blæsende med et potentielt farlig sidevind hele vejen op langs kysten. Sammen med gruset kan det måske betyde, at etapen alligevel kommer til at spille en rolle.

Konklusionen er, at løbets bedste klatrer står meget stærkt. Monte Grappa er en af Dolomitternes mest frygtede stigninger, fordi den er både lang og stejl, og det er en sand lækkerbisken for de rigtige klatrere. Meget taler for, at vinderen af 2. etape også vinder løbet, men risikoen for sidevind kan sammen med gruset alligevel gøre, at man kan tabe løbet på sidste etape.

Med bare et WorldTour-hold er der tale om et svagt felt, der endda kun består af 16 mandskaber, hvoraf syv er kontinentalhold og to er landshold. Det efterlader bare syv professionelle hold, og de kommer uden mange klatrere. Med så brutal et bjerg som Monte Grappa gør det favoritfeltet til en lille udsøgt skare af primært relativt unge talenter.

Til gengæld er løbet også meget åbent. Enkelte har vist deres form i Slovenien, men andre kommer fra Giroen uden at have kørt løb i mellemtiden. Den slags ryttere kan være uhyre svære at spå om, og det er helt umuligt at sige, hvordan de har det mere end to uger efter en grand tour. Vi kan blot se på Antonio Pedrero, der så stærk ud i den sidste del af Giroen, fejlede fælt på Ventoux og vandt så Occitanie i overlegen stil.

Det er derfor også med usikkerhed, at jeg peger på Lorenzo Fortunato. Italieneren fik sit store gennembrud i Giroen med sejren på Zoncolan, men ikke bare det. Han sluttede løbet af med at klatre sig til en 9. plads blandt alle favoritterne på den sidste bjergetape og endte løbet som en samlet nr. 16. Med den klatring er han utvivlsomt den på papiret stærkeste på Monte Grappa, og han sluttede da også Giroen så stærkt, at der er håb om friskhed. Selv melder han sig klar til at gå efter sejren, men hans reelle niveau kender vi først på onsdag. Derefter skal han overleve grusvejsetapen, der ikke ligger til ham, men her ser Eolo ikke helt ringe ud i et felt uden store specialisthold. Med Giro-form bør han vinde dette løb, og derfor er han min favorit.

Hans værste rival kunne være Eduardo Sepulveda, men han er et endnu større wildcard end Fortunato. Han er nemlig uhyre svingende, og det var også tilfældet i den sidste uge af Giroen. Her blev han eksempelvis i den tredje uge nr. 86 på Sega di Ala, men han blev nr. 15 på Alpe Motto og nr. 18 på kongeetapen. Det viser, at hans niveau er stærkt svingende, men han sluttede løbet godt af. Denne lange, seje stigning bør passe til hans dieselmotor, og han har allerede vist, at han kan være med i front på dette niveau med sin samlede 3. plads i Tyrkiet. Han kan falde helt igennem og er sårbar på gruset, men har han benene fra Giroens kongeetape, kan han vinde. Androni har også klatreren Daniel Munoz, men han har været skuffende hele året, senest i Slovenien. Her gjorde Luca Chirico det bedre, men bjerget her er for svært for hans type. Det er det også for Natnael Tesfatsion, der er mere puncheur. Også klatreren Simone Ravanelli kommer fra Giroen, men her var han stadig langt fra at indfri sit engang så lovende potentiale. På samme måde har klatreren Mattia Bais haft det svært. Endelig skal det blive spændende at se, hvordan 18-årige Andrii Ponomar har absorberet sin første grand tour.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Den mest formstærke rytter er Matteo Sobrero, der netop er blevet nr. 3 i Slovenien, hvor han lignede næstbedste mand bag Tadej Pogacar. Til gengæld har han aldrig begået sig i de høje bjerge, og da han er en eksplosiv fyr, passer han dårligere til dette løb end til de stejle slovenske mure. Et håb finder vi i hans kongeetape i Giroen, hvor han blev nr. 26, men han er slet ikke klatrer på samme måde som de ovennævnte. Formen har han dog, feltet er svagt, og Astana er stærke på grusvejene. Det vil bestemt ikke være overraskede, hvis han vinder.

Astana har også en stor joker i Vadim Pronskiy. Det kasakhiske klatretalent startede sin karriere som en stor skuffelse, men fik endelig sit gennembrud i Giroen, hvor han klatrede hos Vlasov dybt inde i finalen i den tredje uge, blandt andet med en 16. plads på den sidste bjergetape. Han blev bare bedre og bedre gennem løbet, og som vinder af bjergløbet Giro Valle d’Aosta står han stærkt i de rigtige bjerge. Astana er gode på gruset, men han har alt at bevise efter en pause og efter en karriere, hvor han før Giroen slet ikke var slået til hos som professionel.

Astana har klart det stærkeste kollektiv og kan også satse på Merhawi Kudus, der som ren klatrer vil elske dette bjerg. Han synes dog at blive en anelse ringere år for år, og han blev eksempelvis kun nr. 5 i et svagt felt i Tyrkiet. Senest var han god, men ikke prangende i Frankrig, hvor han blev nr. 14 på Ventoux og samlet nr. 8 i Occitanie. Han synes dog at blive bedre og bedre lige nu, og feltet her er svagere end i sidste uge. Det gør det bestemt muligt, at han vinder. Til gengæld var Fabio Felline for formsvag i Slovenien og vil formentlig være hjælper.

Bardiani kommer med Giovanni Carboni, der efter nogle svære år har rejst sig lidt i Giroen, hvor han sluttede stærkt med nogle gode bjergetaper. Senest kørte han pænt i Slovenien, hvor han endte i top 10, og det niveau fører ham langt i dette løb. Som ren klatrer passer han endda endnu bedre til dette løb, hvis Bardiani kan klare grusvejene og sidevinden. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om han faktisk kan vinde. Bardiani har også Filippo Zana, der efter Giroen har vundet det store U23-løb, Fredsløbet Monte Grappa er dog for svær for ham. Holdets øvrige klatrere, Luca Covili, Andrea Garosio og Alssandro Monaco, imponerede ikke i Slovenien.

Eolos kaptajn er Fortunato, men de har også Luca Wackermann. Den store italiener er ikke klatrer, men når han er i form, forsvarer han sig flot, som vi så i Sibiu Tour sidste år, hvor han endte som nr. 6 i et felt, der var på niveau med dette. Han havde en sen start grundet en skade, men blev en pæn nr. 16 i Tyrkiet. Desværre har han ikke kørt siden Asturien, go hans form er helt ukendt. Holdet har også den lille klatrer Alejandro Roprero, der netop er blevet nr. 17 i Ungarn og måske kan stræbe efter en top 10.

Gazprom kommer med den engang så lovende Nikolay Cherkasov, der blandede sig med Egan Bernal og Giovanni Visconti i Toscana i 2019. I både 2020 og 2021 har han dog været helt, helt fra den, og han har i år knap kunnet gennemføre. Han har dog haft en pause siden april, hvilket kan give håb om et comeback, for løbet passer perfekt til en ren klatrer. Vi skal dog snarere satse på Cristian Scaroni, der gjorde det pænt i Asturien og på Mallorca, men som endnu ikke har kunnet være med de bedste på dette niveau. Også Denis Nekrasov kan klatre på et hæderligt niveau, mens det til gengæld ser ud til at være slut for den engang så lovende Evgeny Shalunov og veteranen Ivan Rovny.

Vini stiller med Edoardo Zardini, der jo engang var et af de mest spændende italienske klatretalenter, men som intet har vist i de seneste sæsoner, og som senest blot blev nr. 46 i Mercan’Tour Classic. Han bør dog stadig kunne stræbe efter en top 10. Holdets anden klatrer er Daniel Pearson, der var så lovende, da han var med blandt de bedste i Oman og Abu Dhabi for et par år siden. Han har dog intet vist siden 2019 og er udgået af begge sine løb i år. Også Davide Orrico kan klatre lidt, men ikke i de høje bjerge.

Det italienske landshold stiller mest med sprintere, men vil måske prøve med Alessandro Fedeli, der dog vil finde Monte Grappa for svært. Det colombianske landshold stiller med dels nogle ryttere fra Baby-Giroen, dels nogle helt uprøvede navne. De havde det svært mod U23-rytterne i sidste uge, men måske skal man holde lidt øje med Jesus David Pena, der havde én god dag, hvor han blev nr. 2 bag suveræne Juan Ayuso. Endelig er Novo Nordisk som altid statister, men de kan måske håbe, at David Lozano kan klare det hæderligt.

På kontinentalholdene er det måske værd at holde øje med Mattia Petrucci, der sidste år blev nr. 3 i U23-udgaven af Lombardiet, Riccardo Lucca, der har vundet et nyligt italiensk endagsløb, Florian Lipowitz, der blev samlet nr. 18 i Alperne og ligner det mest spændende navn i de høje bjerge, Giacomo Garavaglia, der klatrer hæderligt, samt ikke mindst Davide Rebellin, der indtil styrtet i Coppi e Bartali nok engang viste, at han i et felt som dette kan begå, selvom Grappa er lige lang og svær nok efter hans smag.

***** Lorenzo Fortunato

**** Eduardo Sepulveda, Matteo Sobrero

*** Vadim Pronskiy, Merhawi Kudus, Giovanni Carboni, Luca Wackermann, Nikolay Cherkasov

** Cristian Scaroni, Edoardo Zardini, Alejandro Roprero, Andrii Ponomar, Simone Ravanelli, Filippo Zana, Florian Lipowitz

* Daniel Pearson, Davide Rebellin, Luca Chirico, Daniel Munoz, Luca Covili, Andrea Garosio, Natnael Tesfatsion, Fabio Felline, Jesus David Pena, Mattia Bais, Denis Nekrasov, Alessandro Fedeli, Mattia Petrucci, Riccardo Lucca, Giacomo Garavaglia, Evgeny Shalunov

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.