Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Amstel Gold Race
21. april 2019 12:17 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb senere på ugen er Amstel Gold Race den første af de tre ardennerklassikere og markerer overgangen fra de stærke brostensspecialisters verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.

Løbets rolle og historie

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, et stort WorldTour-hold, en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun en reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

 

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

 

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.

 

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

 

Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien i næste uge, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 35 stigninger, ingen brosten og mere end 4000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere en 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.

 

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Tour of the Alps nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.

 

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance - faktisk er det i år kun Milano-Sanremo og Flanders Rundt, der er længere - og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

 

I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. I 2017 tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk har de seneste to års udgaver utvivlsomt været de mest underholdende i mange år, og derfor genbruges den nye rute i en let modificeret form igen i år.

 

Sidste år betød den aggressive finale, at vi som i 2017 fik etableret en brølstærk gruppe efter løbets sværeste stigninger. Hurtigt stod det klart, at de otte mand skulle køre om sejren, og her viste Michael Valgren sin snilde og kølighed. Mens Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe havde travlt med at vogte på hinanden, sneg danskeren sig væk sammen med Roman Kreuziger, som han let slog i spurten og derved sikrede sig sæsonens anden klassikersejr, inden Enrico Gasparotto med et sent angreb sikrede sig sin fjerde podieplads i den hollandske klassiker. Valgren, Kreuziger og Gasparotto vender alle tilbage igen i år og nu endda som holdkammerater på et Dimension Data-hold, der i den grad jagter oprejsning efter en fejlslagen brostenssæson.

 

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig lagt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

 

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

 

Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med 35 bakker fordelt på 265,7 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

 

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

 

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen i 2013 flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.

 

Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var nem, og de sværeste stigninger, Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

 

Forud for 2017-udgaven traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.

 

Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svære sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år, og det blev til fulde gentaget med endnu en underholdende version, da man sidste pr bibeholdt det nye format.

 

Derfor kan det heller ikke undre, at modellen genbruges i år, men ligesom sidste år har man foretaget der visse modifikationer i forhold til 2017. Denne gang har man ændret en anelse på den afsluttende, ikke specielt svære rundstrækning. Stigningerne er de samme, men denne gang undgår man de store, brede veje mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg. Håbet er, at brugen af smallere veje vil gøre det endnu vanskelige at kontrollere løbet Ændringerne i forhold til 2018 er ganske marginale, og stigningerne er præcis de samme som for 12 måneder siden

 

Til gengæld for den lettere finale skal rytterne ligesom i de to foregående år tilbagelægge en voldsom distance, denne gang hele 265,7 km (2700 m mere end sidste år), hvilket gør løbet til den tredjelængste klassiker efter Milano-Sanremo og Flandern Rundt, og der er i alt 3489 højdemeter på menuen. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht. Derfra bevæger rytterne sig ind i det kuperede terræn øst for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.

 

Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 35 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkerne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Slingerberg (1,0 km, 5,4%), er placeret bare 10,0 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, og løbets ikoniske Cauberg-stigning skal ligesom i de to foregående år forceres tre gange mod de hidtidige fire.

 

Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det vil dog med stor sandsynlighed være sket, når man efter 55,0 km klatrer op ad Cauberg (1200 m, 5,8%) for første gang og efter 57,4 km krydser målstregen. På dette tidspunkt har man allerede været over seks stigninger, herunder Adsteeg (1000 m, 2,1%) efter 14,3 km, Lange Raarberg (1400 m, 3,4%) efter 23,0 km, Bergseweg (2600 m, 3,4%) efter 38,9 km og Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 50,4 km.

 

Herefter gælder det en omgang på 123,3 km lang rundstrækning, der indeholder ikke færre end 18 stigninger, hvoraf Cauberg igen kommer som den sidste, når den passeres for anden gang. Her er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus og opmærksomhed, der gør løbet enormt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase. Stigningerne tæller Geulhemmerweg (700 m, 4,4%) efter 59,4 km, Heiweg (1100 m, 4,6%) efter 79,9 km, Kallenberg (800 m, 4,4%) efter 82,9 km, Wolfsberg (1000 m, 2,9%) efter 90,3 km, Loorberg (1600 m, 4,7%) efter 93,3 km, Schweibergerweg (2700 m, 4,4%) efter 105,4 km, Camerig (3800 m, 4,2%) efter 111,1 km, Drielandenpunt (2100 m, 5,7%) efter 124,0 km, Gemmenich (800 ml, 6,1%) efter 128,7 km, Vijlenerbos (1500 m, 5,4%) efter 132,9 km, Eperheide (2200 m, 4,6%) efter 141,0 km, Gulperberg (400 m, 8,8%) efter 150,2 km, Plettenberg (900 m, 3,9%) efter 153,8 km, Eyserweg (1200 m, 4,6%) efter 156,0 km, St. Remigiusstraat (1100 m, 6,5%) efter 160,3 km, Vrakelberg (600 m, 7,1%) efter 163,9 km, Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 172,7 km og til slut Cauberg (1200 m, 5,8%) efter 178,0 km.

 

Efter anden passage af målstregen resterer 85,0 km, og det er det tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 68,9 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt. For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.

 

De første af stigningerne er de relativt lette Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), der skal passeres igen i finalen, og som her kommer med hhv. 83,2 og 70,1 km igen. Derefter følger Loorberg (1600 m, 4,8%) med 54,8 km tilbage samt Gulperberg (400 m, 9,0%) 44,9 km fra stregen. Herefter indledes den virkelige finale. Tidligere spillede favoritterne altid ud på de tre sværeste stigninger, Kruisberg (800 m, 7,5%), Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de har spillet en mindre rolle. I 2017 og 2018 lykkedes det at vende den udvikling, og her blev der kørt aggressivt på disse tre stejle udfordringer, der passeres med hhv. 39,5 km, 37,5 km og 29,1 km til mål - med den lettere Fromberg (1600 m, 4,0%) placeret som en ekstra udfordring 33,7 km fra stregen. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg (1200 m, 5,8%), der følger efter Keutenberg med 18,7 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den gamle rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.

 

Efter sekvensen med Kruisberg Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 249,6 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den 16,1 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen, ligesom man som noget nyt fra sidste års udgave vil benytte nye og smallere veje i særligt området mellem de to stigninger. Derfor er de eneste tilbageværende bakker Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 14,3 og 7,3 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen end i den gamle Cauberg-finale, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. Med de nye ændringer vil det nu stige let på mellem 3 km- og 1 km-mærkerne, inden en kort nedkørsel leder ned til den flade finale. Rytterne vil følge en snoet vej med mange kurver og med et skarpt sving lige efter den røde flamme, hvorfra det er en helt lige vej frem til mål.

 

Arrangørerne håber, at de små ændringer i finalen vil give anledning til endnu mere aggressivt cykelløb med angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men den flade afslutning giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den tredje udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.

 

Løbet byder på i alt 3489 højdemeter.

 

 

 

 

 

Vejret

Da Amstel Gold Race har så mange lighedspunkter med Flandern Rundt, er det ikke overraskende, at vejret er en væsentlig faktor. Vinden har potentiale til at splitte feltet, og på en regnfuld dag bliver nervøsiteten på de smalle, flade veje forøget betydeligt. Derudover spiller vindretningen efter stigningerne i finalen en afgørende rolle i vurderingen af, hvor store chancer der er for at en spurtafgørelse kan undgås.

 

Ligesom Danmark ser det ud til, at Holland endelig er sluppet fri af kulden og har fået forår. Faktisk bliver søndag som en sommerdag med en skyfri himmel og en temperatur på intet mindre end 24 grader. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en let brise fra øst. Det giver vind fra alle retninger på den sindrige rute, men til sidst vil der være medvind på Cauberg og første del af rundstrækningen, hvorefter der kort efter Geulhemmerweg kommer mod- og sidemodvind henover Bemelerberg, indtil man i det sidste sving ved den røde flamme vil dreje ind i medvind.

 

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

 

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætningen af favoritfeltet, men det kan ikke siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. I 2017 var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og således har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede.

 

Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at de to seneste udgaver af løbet har været de mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. I 2017 spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud allerede langt fra mål, og da Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg. Sidste år så vi samme mønster, hvor de store navne spillede tidligt ud og derved gjorde det hele så hårdt, at Valverde med et angreb på Geulhemmerweg kunne skabe den lille ottemandsgruppe, der endte med at afgøre det hele til sidst.

 

Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive klatrere, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

 

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle. Til gengæld kan det også blive vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom de seneste år var var selektive, var det ikke tilfældigt, at næsten alle topplaceringer udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

 

Umuligt er det dog ikke. Den nye, fladere finale har givet løbet et helt andet element af taktik, som betyder, at det nu ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. Det blev særligt tydeligt sidste år, hvor Michael Valgren bestemt ikke var gruppens stærkeste, men måske den klogeste. I hvert fald udnyttede gruppens tre af gruppens på papiret mindst farlige, nemlig Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, den interne magtkamp mellem særligt Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe til at løbe med hele podiet, selvom det kun er Gasparotto, der med en vis rimelighed kan siges at være kendt for sin spurtstyrke. Det gør dermed også det ”nye” Amstel Gold Race til den mest taktiske af de store klassikere. Sikrer man sig først billet til finalen, er den sidste rundstrækning så let, at de fleste kan være med, og i det strategiske spil, der let opstår i en gruppe uden hjælpere, kan alt ske, ikke mindst hvis man som Astana sidste år sidder i overtal. I den sammenhæng kan det endda være en fordel at være lidt af en underdog, og derfor er det nok også på søndag, at vi har størst chance for en stor overraskelse i en af de store klassikere. Det er i hvert fald langt fra givet, at bedste mand vinder.

 

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Nu kræver en sejr ikke blot gode ben, men også held og en vellykket taktik. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet er som sidste år at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere. Derfor kan en overtalssituation med flere mulige vinderbud være helt afgørende i løbets nye format, og man vil i vidt omfang kunne lukrere på kollektiv styrke, som Quick-Step så flot gjorde det i de flamske klassikere.

 

I 2017 var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale. Den nye rute burde umiddelbart øge sandsynligheden for en reduceret massespurt, hvilket gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været, men historien har altså modbevist den teori. For folk som Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de alle hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere, og det kan let skabe en situation, der ligesom sidste år ikke kan kontrolleres.

 

Arrangørernes håb er atter, at den ændrede finale vil tvinge disse klassikerspecialister ud af busken, forhåbentlig allerede på de stejleste stigninger Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg samt på sidste passage af Cauberg. Igen må man i hvert fald formode, at de får deres ønske opfyldt i den forstand, at der vil være en større interesse i at gøre løbet hårdt. Særligt Astana har i den sammenhæng et interessant mandskab. Kasakkerne er næsten skræmmende stærke i bredden, men de mangler den oplagte favorit. Deres interesse må være at gøre løbet så hårdt som muligt og hurtigt sikre sig en overtalssituation. Derfor kan vi vente os en hel byge af lyseblå angreb, formentlig allerede relativt tidligt i løbet.

 

I det hele taget kan vi vente os ret tidlig aggression. Ligesom i de flamske klassikere kan man nemlig med offensiv kørsel sikre sig en billet til finalen. Det var det, der sidste år gav Gasparotto og Kreuziger adgang til frontgruppen, og mange vil utvivlsomt forsøge sig med en lignende taktik. Derfor forventer vi os en ret animeret finale. Favoritterne skal formentlig ud af busken i forbindelse med den svære sekvens med Kruisberg, Eyserbosweg, Fromberg og Cauberg, men vi så sidste år, at forskellene også kan gøres senere på Cauberg og endda på den ret lette Geulhemmerweg.

 

På den baggrund må man også formode, at vi får en gentagelse af det, vi har set i de senere år. En reduceret massespurt er altid en reel mulighed på denne rute, men det er reelt kun Sunweb, Bora og Bahrain, der har en virkelig interesse i det. For Sunweb og Bora gælder, at deres kaptajner er gode nok til også at gå med i angrebene. Det synes Sonny Colbrelli lige nu ikke at være stærk nok til, men det bliver svært for Bahrain alene at holde det samlet. Der er nemlig ingen tvivl om, at folk som Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel, Michal Kwiatkowski, Tim Wellens og Alberto Bettiol samt det stærke Astana-mandskab har al mulig interesse i et animeret og hårdt løb.

 

Derfor venter vi os en gentagelse af det, vi har ste i både 2017 og 2018, hvor en lille elitegruppe har skullet afgøre løbet. Her vil vi formentlig kunne finde en kombination af løbets tungeste favoritter, men også ryttere, der ved en tidlig offensiv har sikret sig billet til finalen. Herefter kan næsten alt ske. Det kan ende i en spurt, men det er også meget sandsynligt at se en gentagelse af Valgrens nummer, særligt fra en rytter, der ligesom danskeren er outsider mere end reel favorit. I den sammenhæng er det en fordel at sidde i overtal, og da man som sagt kan ende i finalen uden nødvendigvis at være blandt de allerstærkeste gør det listen over mulige vindere nærmest overskuelig lang

 

Det er derfor også med stor usikkerhed, at vi peger på Mathieu van der Poel som vores favorit. Der er nemlig rigtigt meget, der kan gå galt for den hollandske mester på søndag i et løb, hvor der er så mange variable, der kan være ude af hans kontrol. Ser man alene på form og evner, ligner hollænderen imidlertid et oplagt bud på en vinder. Ikke blot har han i særligt Flandern Rundt og Brabantse Pijl vist en helt overlegen styrke, der gør ham næsten umulig at sætte af, han har også en forrygende spurt, der gør ham i stand til at slå de fleste på stregen.

 

Forud for sæsonen var der mange spekulationer om, hvordan Van der Poel ville klare sig i sine første klassikere. Efter de første fire løb står det klart, at han har overgået alle forventninger. Allerede i Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem var han blandt de skarpeste, men det var særligt præstationen i Flandern Rundt, der skilte sig ud. Trods et elendigt timet styrt, der ville have sendt de fleste ud af kampen, lykkedes det ham ikke blot at komme tilbage, men også runde dagens sidste stigning, Paterberg, som første mand i favoritgrupen, og han hævdede endda, at han med en bedre position formentlig kunne have fulgt den ellers rets suveræne Alberto Bettiol på Kwaremont. Det virker i hvert fald sandsynligt, at han uden uheld kunne have vundet karrierens første monument, og manglede man bevis for hans klasse, kom det endegyldigt, da han onsdag vandt Brabantse Pijl. Her lignede han en mand på søndagstur, når han gang på gang måtte lukke de huller, en lidende Michael Matthews skabte, og til slut gjorde han med en overlegen spurt det, ingen endnu har kunnet gøre i år: besejre Julian Alaphilippe i en puncheurfinale.

 

På baggrund af de seneste to klassikerpræstationer ligner Van der Poel tidens stærkeste rytter, og Amstel Gold Race er en endda et løb, der med sin tekniske og eksplosive natur passer ham som fod i hose. Han har til fulde dokumenteret, at han kan stå distancen, og samtidig har han i sin spurt et dødbringende våben, der betyder, at han ingen skal frygte. Så sent som i Circuit de la Sarthe vandt han således en decideret massespurt, og også hans spurter i både Gent-Wevelgem og Flandern Rundt, hvor det kun var Alexander Kristoff og John Degenkolb - to ryttere, der er kendt som hørende til blandt verdens absolut hurtigste efter mere end 250 km - kunne få skovlen under ham.

 

Der er imidlertid også mange trusler mod en Van der Poel-sejr. Den største er hans hold, for det lille Corendon-Circus-hold har trods fin kørsel af Gianni Vermeersch på det seneste, ikke meget at byde ind med. Van der Poel skal med andre ord vinde løbet på egen, og vi så som bekendt i 2018, at det kan være ganske svært, hvis man hører til blandt de stærkeste og derfor ikke levnes skyggen af frihed. Dertil kommer, at Van der Poel med sin enorme angrebsiver har en tendens til at ødsle lidt for meget med kræfterne, og det kan blive dyrt i et mere end 260 km langt løb, hvor den isolerede hollandske mester vil skulle lukke mange huller selv. Det ændrer bare ikke på, at Van der Poel i øjeblikket virker så brølstærk og besidder så fremragende en spurt, at det lige nu kun ser ud til at være taktik, der kan slå ham. Det kan bestemt også sagtens ende med, at det igen bliver for ukontrollerbart for løbets stærkeste, men chancerne er meget stor for, at hollænderne på søndag endelig kan bryde den nu 18-årige sejrstørke i deres hjemmebaneløb.

 

Inden onsdagens Brabantse Pijl lignede Julian Alaphilippe ellers manden, der skulle slås. Det franske fænomen har i år været helt ustyrlig, og det var faktisk først i onsdags, at han tog hjem fra et løb - endags- eller etapeløb - uden at have en sejr med i bagagen. Det siger alt om den konsistens, Alaphilippe har haft i et helt igennem fantastisk 2019, hvor særligt hans overlegne sejr i Milano-Sanremo, hvor han suverænt slog en elitegruppe, der talte cremen af klassikercremen, gav genlyd langt ud over Italien. Derfor var det også helt uvant for Alaphilippe i onsdags at opleve, at han for en gangs skyld stillede til start i et løb, der passede ham, men hvor han faktisk ikke var løbets stærkeste.

 

En 2. plads er imidlertid ikke at kimse ad, og reelt er det vel svært at sige, om Van der Poel var stærkere end Alaphilippe på stigningerne. Det var i hvert fald franskmanden, der igen og igen forsøgte at komme fri, og han lignede aldrig en mand i problemer. At blive slået i en spurt af den på papiret hurtigere hollænder, er bestemt ingen skam, og det var i hvert fald tydeligt, at Alaphilippe ikke er sat tilbage af det styrt, der tvang ham til at tage et tidligt fly hjem fra Baskerlandet.

 

Med den kørsel, han har vist i år, bliver Alaphilippe da også stort set umuligt at sætte på søndagens stigninger, og selvom Amstel Gold Race utvivlsomt er den af ardennerklassikerne, der passer ham dårligst, er det et løb, han sagtens kan vinde. Der er i hvert fald ingen i denne verden, der besidder hans punch på korte, stejle stigninger, og han har gang på gang vist, at han er en mester i de længste løb. Samtidig har han i år spurtet ganske glimrende, og selvom han er bedst i stigende spurter, viste sejren i Sanremo, at han efter et langt løb også kan slå de på papiret hurtigere folk.

 

Alaphilippes problem er bare, at han altid vil være en overvåget mand, og han vinder derfor ikke løbet ved en tilfældighed. Han skal vitterligt være stærkeste mand, og det kan meget vel betyde, at han undervejs skal af med Van der Poel. Det burde i teorien også være nemmere at komme i Amstel Gold Race, hvor det større antal højdemeter taler til fordel for franskmanden, der er den bedste klatrer af de to. Dertil kommer, at han er del af et langt stærkere hold, og det virker sandsynligt, at han i hvert fald kan regne med at have Philippe Gilbert ved sin side i finalen. De vil udgøre en ganske potent duo, der sammen kan sætte blandt andre Van der Poel under pres. Sammen giver det en ganske god cocktail, og det vil i hvert fald være dumt ikke at tilskrive sæsonens hidtil mest dominerende rytter ganske gode chancer for at vinde et løb, der trods alt passer ham glimrende.

 

Egentlig burde Peter Sagan være løbets naturlige favorit. Der er nemlig en grund til, at slovakkens første store klassikerresultater kom i netop det hollandske løb, og at han i de tidlige år skippede Paris-Roubaix til fordel for Amstel Gold Race. Det er nemlig måske den klassiker, der på papiret passer ham bedst. I terræn som dette, hvor bakkerne kun sjældent er mere end 1500 m lange, er en formstærk Sagan nemlig næsten umulig at sætte af, og han er i sit es på tekniske ruter med hård positionskamp. Hans spurt er den bedste i gruppen af favoritter, og i modsætning til søndagens brostensløb har han denne gang glæde af sin måske allerstørste force: sit eminente punch.

 

Problemet er bare, at der hersker så stor usikkerhed om Sagans form. Under Paris-Roubaix så det en overgang ud som om, han endelig havde fundet sig selv, men mod slutningen brændt motoren alligevel så meget sammen, at han end ikke havde overskud til at spurte om 4. pladsen. Der er således fortsat meget lang til 2018-udgaven af Sagan, men alligevel er der grund til optimisme. Det er nemlig tydeligt, at formkurven i øjeblikket kun kender en retning, og det er heldigvis for Sagan den helt rigtige. Således er han blot blevet bedre og bedre fra klassiker til klassiker, og det var i hvert fald en helt anden Sagan, der blev nr. 5 i Roubaix, end den Sagan, der på E3 havde sit hyr med at hænge på allerede fra første alvorlige forcering.

 

Der burde derfor ikke være den store tvivl om, at Sagan på søndag vil være endnu bedre, end han var i Roubaix. Spørgsmålet er bare, om også dette løb kommer for tidligt. 100% når han nok ikke, men er han bare tæt på, står han med store muligheder. Sidste år havde han i hvert fald vundet, hvis det var lykkedes for favoritterne at holde styr på gruppen, og også i år kan han stole på, at han vil være hurtigste mand, hvis de bedste ender med at skulle spurte om sejren.

 

Der er især to trusler mod en Sagan-sejr. Dels er der naturligvis det formmæssige udgangspunkt, der kan betyde, at han ganske enkelt endnu ikke er god nok. Derudover er der risikoen for, at han heller ikke i år kan holde finalen under kontrol, og at han derfor atter må lade en mand eller to køre væk. Denne gang står han imidlertid markant bedre, da den eminent kørende Maximilian Schachmann kan ventes at sidde ved hans side i finalen. Også Patrick Konrad har en reel chance for at gøre sig gældende til sidst, og dermed er det et helt andet og langt stærkere Bora-mandskab, der vil være at finde i feltet i år. Det øger sandsynligheden for en favoritspurt markant, og i det tilfælde vil de fleste pile pege på, at Sagan med en sejr kan redde sit forår i næstsidste forsøg.

 

Der er et paradoks i, at Alejandro Valverde ikke har vundet Amstel Gold Race. Verdensmesteren har nemlig i nu mere end et årti været den ubestridte ardennerkonge, men mens han har et hav af sejre i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, er hans bedste resultater i Holland fortsat ”blot” to 2. pladser, en 3. plads, en 4. plads, en 5. plads og en 6. plads. Det er da også sandt, at den hollandske klassiker passer ham betydeligt dårligere end de belgiske og hårdere løb, men selv ikke i årene med afslutningen på Cauberg, hvor han i teorien burde være næsten umulig at slå, lykkedes det ham altså at vinde.

 

Resultatlisten viser dog, at Valverde er en livsfarlig kandidat på de hollandske veje. Positionskampen generer ham ikke, og selvom stigninger gerne måtte være længere og stejler, er hans punch stadig noget af det ypperste, man finder i feltet. Selv i år, hvor vi atter har måttet sande, at hans dage som klatrer i de høje bjerge nok er ved at være ovre, har han vist sin klasse i endagsløbene, hvor han først kørte finale i Milano-Sanremo og siden debuterede i et Flandern Rundt, hvor han blot blev bedre og bedre fra stigning til stigning, indtil han rundede Paterberg umiddelbart i hælene på Van der Poel og Greg Van Avermaet og dermed skilte sig ud som en af de allerbedste i et løb, der ellers ikke passer en letvægter som ham.

 

På den baggrund er der heller ingen grund til at frygte, at Valverde ikke vil være knivskarp den kommende søndag, og det virker næsten utænkeligt, at han ikke vil køre finale. Modsat sidste år har han også kørt langt mere afdæmpet i årets første måneder, og denne gang bør han derfor ikke løbe tør, som han gjorde i et 2018, hvor hans grimme knæskade havde presset hans form en anelse for langt frem igennem en meget aktiv vinter og sæsonstart. Valverde bør derfor ikke blive let at sætte af, men spørgsmålet er bare, om det er nok til at vinde.

 

Valverde har nemlig et par udfordringer. Den første er regnbuetrøjen, der i sig selv betyder, at han altid være en overvåget mand, der formentlig skal være bedst, hvis han skal væk fra de andre, og ikke kan regne med billige gaver. Dertil kommer, at han i år har virket overraskende spurtsvag i både Sanremo og Flandern, og det er et alvorligt problem i et ”let” løb, hvor han ikke bare kan forvente at køre fra alt og alle. Endelig kommer Movistar til løbet med et ganske svagt hold, der ikke stiller ham meget bedre end Van der Poel. Der bliver i hvert fald næppe mere end en rytter fra det spanske hold i finalen, og vi så sidste år, at det kan koste dyrt. Da man samtidig kan tvivle på, om Valverde får frihed til at køre væk, og om han stadig er hurtig nok til at overspurte de andre favoritter, må han denne gang leve med en status som kandidat, men ikke topfavorit.

 

Michael Kwiatkowski har blot kørt løbet fem gange, men resultatlisten taler sit tydelige sprog. Sidste år var en formsvag Kwiatkowski helt bag om dansen gennem hele klassikersæsonen, men i de fire øvrige optrædender er han blevet nr. 1, 2, 4 og 5. Det siger alt om, at den hollandske klassiker måske er den, der passer polakken allerbedst. Hans evner i positionskampen og hans tekniske kompetencer er eminente, og hans punch på stigninger, der som disse ikke når op på overmenneskelige procenter, er fantastisk. Han elsker de længste løb, og han har en spurt, der har indbragt ham en sejr i det, der i 2014 næsten lignede en massespurt i den gamle finale, ligesom han med sin 1. og nylige 3. plads i Sanremo også har dokumenteret sine evner som afslutter på flad vej.

 

Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at Kwiatkowski ligesom sidste år har fejltimet sin form. Tværtimod har han kørt brølstærkt siden Paris-Nice og var da også blandt de klart stærkeste i Milano-Sanremo. Desværre missede han som Alaphilippe en vigtig del af sin forberedelse, da det ærgerlige styrt tvang ham hjem fra Baskerlandet i utide, men heldigvis er han sluppet uden væsentlige skrammer. Forinden nåede han også på de to første etaper at vise, at formen intet fejler, og selvom det havde været bedst at køre løbet til ende, forventer vi at se en formstærk Kwiatkowski på startstregen den kommende søndag.

 

Kwiatkowski kan vinde på mange måder. Han er hurtig nok til at slå til en spurt i en lille gruppe, men han er også en snu ræv, der ved, hvordan man sniger sig væk i en taktisk finale. Hans løbsnæse er i hvert fald eminent, og han kommer endda til start som del af et ganske stærkt Sky-hold, der i den altid uforudsigelige Wout Poels samt måske endda kometen Eddie Dunbar har flere folk, der kan køre finale. Det kan være det, der tipper balancen til Kwiatkowskis fordel, og derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at han med karrierens anden sejr bringer Sky tilbage på sporet efter det, der ligner en sjælden kriseperiode for briterne.

 

Egentlig så det ud til, at den tid, hvor Philippe Gilbert kunne vinde Amstel Gold Race måske var ved at være ovre. Ganske vist vandt manden, der med sine fire sejre om nogen har været nyere tids Mr. Amstel, så sent som i 2017, men i de senere år har det også stået klart, at han ikke længere har det legendariske punch og de klatreevner, der gjorde ham næsten umulig at slå, særligt i den gamle Cauberg-finale. I stedet er han blevet en dieselmotor, der snarere satser på sin udholdenhed end sin eksplosivitet, og det var da også de egenskaber, der i søndags gav ham det, der må være tæt på at være karrierens største sejr.

 

Alligevel tyder noget på, at Gilbert nok alligevel har endnu mindst ét skud i bøssen. I hvert fald viste han med sejren i Paris-Roubaix, at hans form topper netop i disse dage, og han til fulde er på niveau med det, der gav ham sejren for to år siden. Faktisk kan den sygdom, der slog ham ud i de flamske klassikere, nu komme ham til gode, for den synes at have skubbet hans formtop et par uger, så han nu også kan blive en faktor i Ardennerne, der ellers mere var et vedhæng til den primære del af hans klassikersæson.

 

Det virker usandsynligt, at den ”nye” Gilbert er god nok til at bare at sætte rivalerne af på stigningerne. Til gengæld så vi både med sejren i 2017 og med den nylige triumf i Roubaix samt sejren i Flandern Rundt, at han aldrig er bange for at tage et tidligt initiativ. Det kan vise sig at være nøglen til at sikre sig en billet til finalen, nu hvor antrittet måske ikke helt rækker til at matche Alaphilippe og co. Han har i hvert fald benene og motoren til at køre med om sejren, hvis først han overvinder de vildeste forceringer, og sker det, vil han formentlig udgøre en farlig Deceuninck-duo sammen med Alaphilippe. I et sådant taktisk spil har han vist sig snu som bare pokker, og mens de fleste kigger på Alaphilippe, kan det sagtens være Gilbert, der igen løber med det hele, ikke mindst fordi han også i sin spurt har et glimrende våben.

 

Forud for denne sæson var der ikke mange, der talte om Maximilian Schachmann. Bevares, tyskeren vandt sidste år ganske vist en bjergetape i Giroen, men på en lidt billig baggrund, hvor han var havnet i udbrud med en stribe meget tunge folk. I løbet af efteråret, hvor han blev nr. 3 til EM i enkeltstart, vandt en etape i Deutschland Tour og kørte med om sejren i BinckBank Tour stod det imidlertid også klart, at han havde nået et niveau, og at der var mere i vente i 2019. Alligevel må det være kommet bag på mange, hvor fabelagtigt den unge tysker har været kørende. Det hele startede med et slemt uheldigt Strade Bianche, hvor han inden sin punktering lignede en mand, der var klar til at køre med om sejren, inden han 24 timer tog sin revanche ved at vinde GP Industria. I Volta a Catalunya var han her, der og alle vegne og blev således nr. 1, 2, 3 og 4 på bare syv etaper, inden han senest i Baskerlandet leverede en overlegen præstation ved at vinde hele tre af de seks etaper - en præstation, man kun meget sjældent ser i ugelange etapeløb på WorldTouren.

 

De seneste løb har ganske vist dokumenteret, at Schachmann har sine begrænsninger på længere stigninger, men i Amstel-terræn har han været helt suveræn. Det var netop på korte, eksplosive stigninger, at han i Baskerlandet viste sin tårnhøje klasse, og han kommer derfor til løbet som et af varmeste navne. Formen kan således ikke diskuteres, men det kan til gengæld hans holdbarhed over 260 km. Schachmanns eneste klassikerresultat kom således, da han sidste år var ved at skabe en lille sensation ved at holde feltet bag sig med et sent angreb inden Muren i Fleche Wallonne, men han er stadig uprøvet i sportens længste løb.

 

Med tanke på det, han har vist i år, vil det næppe vise sig som den helt store udfordring. Det kan hans rolle til gengæld blive. Der er nemlig ingen tvivl om, at Sagan er Boras kaptajn, og Schachmann kan meget vel havne i en situation, hvor han mod slutningen skal bidrage til at undgå en gentagelse af sidste års scenarium, hvor slovakken ikke endte med at køre om sejren. Omvendt kan det også være til hans fordel, at mange øjne vil være rettet mod Sagan. Valgren har i hvert fald vist os, hvordan en underdog kan udnytte det taktiske spil til sin fordel, og Schachmann ligner et bud på en mand, der kan gentage den bedrift, ikke mindst fordi Sagans tilstedeværelse meget ofte vil kunne bringe ham i taktisk gunstige situationer. Da han har punch og en fin spurt, kan det derfor bestemt ikke udelukkes, at en af forårets kometer også ender øverst på podiet på søndag.

 

Er der én klassiker, Michael Matthews bare vinde før eller siden, er det Amstel Gold Race. Det var her han fik sit helt store gennembrud på endagsscenen, og mange vil helst sikkert huske hans og Philippe Gilberts legendariske duel på Cauberg i 2015, hvor det kun var den insisterende og dybt imponerende australier, der forhindrede Kongen af Cauberg i at tage endnu en Amstel-sejr. Alligevel er hans bedste resultat ikke mere end en beskeden 3. plads, efter at han i 2017 missede båden, da den kørte overraskende tidligt og sidste år blev sat ud af spillet af en yderst uheldigt timet punktering.

 

I år var der egentlig udsigt til, at ardennerklassikerne skulle spille en mindre fremtrædende rolle i Matthews’ sæson, efter at han og Sunweb-ledelsen blev enige om at satse massivt på de flamske løb. Sådan er det imidlertid ikke gået, efter at et styrt i Paris-Nice betød, at den uheldige australier igen har skullet lege catch-up gennem det meste af klassikersæsonen. Det betød, at han drog til Catalonien i stedet for at køre E3 og Gent-Wevelgem, og siden dengang har det stået klart, at det nok først ville være til Ardennerne, at han ville finde topformen.

 

Trods den begrænsede forberedelse er det gået fint. Matthews kørte således et flot første Flandern Rundt, hvor han måske nok hang med som det tynde øl, men alligevel kom med hjem i den gruppe, der kæmpede om 2. pladsen. Forinden havde han vundet to etaper i Catalonien, hvor det var tydeligt, at han ikke var på toppen, men hvor han havde viste et hæderligt niveau.

 

Forventningen var derfor også, at han ville være tæt på topformen nu. På den baggrund var det en anelse skuffende at se ham i onsdagens Brabantse Pijl. Ganske vist endte han i den gruppe, der kørte om sejren - og faktisk betød det lave tempo på Schavei, at han uden uheld i spurten måske endda kunne have truet Van der Poel - men på stigningerne var han alt andet end imponerende. Han var således ikke i nærheden af at matche sine tre følgesvende, og på den baggrund kan man blive ganske bekymret med tanke på, at Amstel Gold Race er et betydeligt hårdere og vanskeligere løb.

 

Matthews ligner da heller ingenlunde en mand, der vinder alene i kraft af sin styrke, men det betyder ikke, at han er uden chance. Et længere løb burde være til hans fordel, og han kan sagtens ende i en gruppe, der skal køre finale. Kan der herefter ikke gøres forskelle, vil Matthews altid være en af favoritterne i en gruppe, der måtte skulle spurte om sejren, ligesom han vil være en af topkandidaterne i tilfælde af en reduceret massespurt. Matthews har i hvert fald vist, at ruten i Amstel Gold Race passer ham næsten perfekt, og finder han de procent, han manglede i onsdags, er det måske alligevel i år, at den forløsende sejr endelig kommer.

 

Efter et lidt skuffende Flandern Rundt og et katastrofalt Tirreno-Adriatico var der lidt bekymring for, om Tim Wellens, der altid har været kendt for sin meget svingende form, igen ville mistime sin forberedelse til Ardennerne, som det desværre er sket flere gange tidligere. Heldigvis fik han effektivt begravet de overvejelser med en stærk præstation i Brabantse Pijl, hvor han sammen med Alaphilippe og Van der Poel tydeligvis var feltets stærkeste. Mod de bedre afsluttere blev det blot til en 3. plads, men Wellens fik vist over for både sig selv og omverdenen, at han er på samme niveau som sidste år, hvor det endelig lykkedes ham at spille en hovedrolle i klassikerne, herunder også i dette løb.

 

Alle, der har set Wellens på sine store dage, ved, at han kan være helt modbydelig, som han eksempelvis har været det, når han flere gange har kørt feltet midt over på kongeetaperne i Ardennerne i BinckBank/Eneco Tour. Samtidig har han et vidunderligt aggressivt kørehumør, og det er - sammen med hans råstyrke - det, der skal give ham sejren på søndag. I en flad spurt er han nemlig overmatchet af hovedparten af favoritterne, og derfor skal han af med mange hurtige folk, hvis det skal lykkes. Det er bestemt heller ikke umuligt, hvis han ligesom sidste år kan finde vej til en taktisk og ukontrollerbar finale, og går alt vel, vil han endda måske kunne have selskab af en velkørende Bjorg Lambrecht samt Jelle Vanendert. Et sådant overtal kan være den nøgle, der kan give ham den store klassikersejr, han burde opnå på et tidspunkt i karrieren.

 

Michael Woods elsker klassikerne, og klassikerne burde hurtigt lære at elske Michael Woods. Den tidligere løber er som bekendt kommet sent ind i sporten, men han har på ingen tid nået et tårnhøjt niveau. Ikke blot har han overrasket sig selv ved at kunne køre grand tours, han er nu også begyndt at levere i de store endagsløb, der er hans virkelige force. Det så vi i et 2019, hvor han efter en 2. plads i Liege-Bastogne-Liege kørte et mageløst VM, hvor han var stærkeste mand, og havde det ikke været for krampe i spurten, kunne det måske være blevet til mere end en bronzemedalje.

 

De resultater har givet Woods mod på noget stort i årets klassikere, og han ser ud til at være mere end velforberedt. I hvert fald klatrede han fremragende på de lange stigninger i Catalonien, som ellers ikke er hans naturlige force, og det er endda så længe siden, at han må formodes at have timet formen temmelig perfekt. Desværre er Amstel Gold Race også den klassiker, der passer ham dårligst, da han hverken er en ørn i positionskampen eller finder de stejle mure, der er hans virkelige speciale. Ikke desto mindre har han et fremragende punch, og han har vist en eminent evne til at præstere over mere end 250 km. Bliver han ikke fanget i kampen om positionerne, burde han have evnerne og formen til at køre finale, og selvom han nok er overmatchet i en spurt, er han en snu ræv, der kan køre en taktisk finale og som også i det rette selskab kan gøre det færdigt på stregen.

 

I det hele taget har EF et ganske interessant mandskab, der også tæller vinderen af Flandern Rundt, Alberto Bettiol. Hans første store resultater kom i den canadiske klassikere, der på mange måder minder om Ardennerne, og derfor burde Amstel Gold Race være et løb, der passer ham ganske fint. Han har i hvert fald stor eksplosivitet på korte stigninger, besidder en ganske glimrende spurt, og al diskussion om, hvorvidt han kan stå distancen også på de største scene, er i hvert fald endegyldigt begravet.

 

Med tanke på, at Bettiol i Flandern Rundt var stærkeste mand og efterfølgende fik stor ros af alle forhåndsfavoritterne, burde han egentlig rangere blandt de tunge favoritter. Når man alligevel kan have sin tvivl, skyldes det, at han har kørt som en motorcykel, lige siden krampe satte ham ud af spillet i Strade Bianche. I forvejen har han altid været meget svingende, og hans indsats i Brabantse Pijl, hvor han ganske vist blev nr. 6, var i hvert fald en smule skuffende. Han havde ikke samme styrke som for et par uger siden og kunne ligne en mand, der har tabt sin bedste form. Omvendt viste han i de flamske løb, hvor han også skuffede i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, at det ikke er ensbetydende med, at han ikke pludselig kan være flyvende på søndag. Finder han først vej til finalen sammen med Woods og måske også Simon Clarke, vil EF i hvert fald have flere kort at spille i en taktisk afslutning, og spørgsmålet er, om rivalerne har lært, at Bettiol er en mand, man ikke bare skal undervurdere.

 

Skal man pege på løbets stærkeste hold, er det svært at komme udenom Astana. Kasakkerne kommer med en fabelagtig trup, og man kan med nogen ret hævde, at det kun er Laurens De Vreese, der ikke har en reel chance for at vinde løbet. Til gengæld har de ikke en indlysende favorit, og det er derfor deres bredde, som skal give dem sejren. Målet må være at skabe en overtalssituation efter et hårdt løb, præcis som de gjorde i 2018, hvor Valgren og Fuglsang derefter spillede deres kort på bedst mulig måde. De vinder næppe en spurt i en gruppe af favoritter, og derfor er dagens mantra angreb, angreb og angreb.

 

Bedst chance har nok Ion Izagirre. Den lille basker har vel næppe klatret bedre, end han gør netop nu. I hvert fald kommer han til løbet efter endelig at have vundet sit baskiske hjemmebaneløb, efter at det på imponerende vis lykkedes ham og Fuglsang at knække Emanuel Buchmann på sidste etape. Samtidig han Izagirre vist flair for klassikerne, da han for to år siden endte som nr. 7 i Amstel, nr. 12 i Fleche og ikke mindst som nr. 5 i Liege. Han er lidt mere eksplosiv end Fuglsang, og selvom hans spurt lader meget tilbage at ønske, er han den hurtigste af de to. Grundlæggende vinder han dog ikke løbet ved at satse på sin afslutning, og hans chance er ligesom de fleste andre Astana-ryttere, at han med sin gode form kan komme væk i finalen. Valgren og Fuglsang viste i 2018, hvordan det skal gøres, og Izagirre ligner et bud på manden, der kan gentage den kunst.

 

Holdets næstbedste option må være Jakob Fuglsang. Det virker nemlig næsten som en given ting, at danskeren vil køre finale igen i år, for aldrig har danskeren været stærkere. I en nærmest skræmmende stabil sæsonstart har han været blandt de absolut bedste i alle sine løb, siden han i Vuelta a Murcia gjorde debut som hjælperytter for Luis Leon Sanchez. Senest var han flyvende i Baskerlandet, hvor han uden et dumt tidstab efter et styrt på 3. etape samt i en anden rolle på et hold uden en bedre placeret holdkammerat måske endda kunne have vundet samlet.

 

Fuglsangs Amstel-historik er også flot. Selvom det egentlig burde være den ardennerklassiker, der passer ham dårligst, er det her, han har opnået de bedste resultater. Forud for sidste års 8. plads er han nemlig i den gamle finale blevet nr. 4, og det skyldes ikke mindst hans motor, der gør ham god over så lang en distance. Til gengæld mangler han både punch og spurtstyrke, og derfor er det også så pokkers svært for danskeren faktisk at vinde, da han næsten med sikkerhed er tvunget til at komme alene hjem. Sin styrke til trods kører han aldrig fra Alaphilippe, Valverde og co. i terræn som dette, og derfor skal han lukrere på et Astana-overtal samt en taktisk finale. Han har dog altid vist sig god til at gribe disse momenter, som da han sidste år sneg sig væk i finalen på kongeetapen i Romandiet. Med de ben, han har i år, får han i hvert fald næppe nogensinde en større chance for også at gøre det i Holland.

 

Egentlig burde løbet passe ganske glimrende til Greg Van Avermaet. Ganske vist er han tungere end de mere klassiske ardennertyper, men de korte stigninger har en karakter, der er ganske fin for den slidstærke belgier. Problemet er bare, at historien dokumenterer, at det er meget vanskeligt at køre finale i både Paris-Roubaix og Amstel Gold Race. Det har Van Avermaet i hvert fald måtte sande i de seneste to år, hvor han efter Gilberts skifte væk fra BMC endelig har fået chancen som kaptajn. End ikke i jubelåret 2017 kunne han matche de bedste, da han forsøgte at gå med den senere vinder Kwiatkowski på løbets sværeste stigninger.

 

Alligevel har Van Avermaet en 5. plads på sit cv, og man kan aldrig afskrive manden, der stort set altid kører med om de sjove placeringer i alle sine klassikere. I år har han endda haft et tårnhøjt niveau, hvor han i de fleste flamske løb har været blandt de 3-5 stærkeste, og baseret på hans helt åbenlyse skuffelse bør man også tro ham, når han hævder, at det kun var uopmærksomhed, der kostede ham muligheden for at vinde Paris-Roubaix. Den gode form syntes således at være intakt for en uge siden, men kan han strække den helt frem til på søndag? Man kan nok have sin tvivl om, hvorvidt han vitterligt kan matche de bedre klatrere. På den anden side er Van Avermaet også klog nok til måske at foregribe de virkelige favoritter. Kommer han først med over de sværeste stigninger, vil han i hvert fald med sin gode spurt efter 260 km altid være en giftig herre.

 

Jumbo-Visma har i de senere år kun spillet en begrænset rolle i deres store hjemmebaneløb, men i år har de deres store chance for at køre med om de sjove placeringer. Det skyldes, at de kommer til start med en yderst velkørende Wout van Aert, som man i lyset af de mange uheld med nogen ret kan hævde var bedste mand i søndagens Paris-Roubaix. Nu gør han så debut i den hollandske klassiker, og den burde egentlig passe fint til belgieren, der klatrer langt bedre end de fleste andre brostensspecialister - en evne, han særligt har stillet til skue i det endnu mere kuperede Strade Bianche - og som er kendt for sin legendariske dieselmotor, der gør ham brølstærk over de længste distancer.

 

Ligesom Van Avermaet lider Van Aert imidlertid under den kendsgerning, at det bare er enormt svært at køre stærkt igen mod friske folk en uge efter Paris-Roubaix, der tapper flere kræfter end de fleste andre løb. Samtidig har Van Aert kørt et skræmmende forår, hvor han med undtagelse af en halvdårlig dag i Flandern Rundt har været en af de absolut stærkeste i de klassikere, han har kørt lige siden 3. pladsen i Strade Bianche. Det betyder også, at man kan frygte for, hvor meget af formen der er intakt efter nu næsten to måneder. På den anden side var der ikke skyggen af træthed at spore i søndagens fabelagtige Paris-Roubaix, som han med mere held meget vel kunne have vundet. Hvis nogen kan strække formen yderligere en uge, er dieselmotoren Van Aert i hvert fald et godt bud, og derfor er han værd at holde øje med igen på søndag, ikke mindst hvis han også kan spurte lige så fint, som han har gjort det i årets løb.

 

Var løbet kommet for en måned siden, havde Alexey Lutsenko været et brandvarmt navn. Efter et knusende overlegent Tour of Oman, hvor han vandt ikke færre end tre etaper, lykkedes det ham endelig også at tage den gode form med sig videre til Europa. Han kørte et flot Omloop, som han med en anelse mere held måske kunne have vundet, og selvom han skuffede lidt i Strade Bianche, leverede han igen, da han tog en af årets flotteste sejre i Tirreno-Adriatico. Problemet er bare, at vi ikke aner, om han er i nærheden af samme form nu. Kasakken er i forvejen ikke kendt for sin stabilitet, og det er aldrig tidligere lykkedes ham at finde benene til klassikerne. Hans præstation i Baskerlandet gav ikke mange svar, da han her var i en rolle som hjælper for Izagirre og Fuglsang, men han gav i hvert fald ikke et indtryk, der borger for den allerstørste optimisme.

 

Til gengæld burde Amstel Gold Race være den klassiker, der passer ham bedst. Han har et forrygende punch på disse bakker, og han har også en glimrende spurt på flad vej. Det er alene tvivlen i forhold til form og måske distancen, der gør Lutsenko til det uforudsigelige wildcard, han næsten altid er. Han er på papiret den Astana-rytter, der passer bedst til løbet og med sin spurt har de største sejrschancer. Nu skal han så bare vise, at det endelig også er lykkedes ham at finde de gode ben på det rette tidspunkt.

 

Næstefter Gilbert er det Enrico Gasparotto, der har de bedste resultater i dette løb. Det er blevet til ikke færre end syv top 10-placeringer, herunder to sejre og to 3. pladser. Det siger alt om, at det er en rute, der passer ham, og selvom han havde fordel af den gamle Cauberg-finale vidner sidste års 3. plads om, at han også kan begå sig i det nye format. Desværre er Gasparotto også en ældre herre, og før eller siden vil han naturligvis nå et punkt, hvor han ikke længere kan finde sit gamle niveau. Spørgsmålet er bare, om det sker i år. Det er svært at vurdere, for italieneren har ikke for vane at vise meget i tiden op til klassikerne, men han har forfinet kunsten at ramme formen ganske præcist.

 

Det ser også ud til at være lykkedes i år, efter at han kom fra Brabantse Pijl med en 7. plads, og han mente faktisk endda, at han måske kunne være kørt med de bedste, hvis ikke det havde været for hans afsky for brosten, der gjorde det svært at følge Alpahilippes afgørende fremstød. Alt peger derfor på, at Gasparotto er på 100% af sine ydeevne, men om den stadig er den samme for den 37-årige italiener ved vi først mere om på søndag. Under alle omstændigheder vinder han ikke alene i kraft af sin styrke, men så sent som sidste år viste han, at han med sin erfaring er en mester i at udnytte en taktisk finale, og da han ligeledes er ganske hurtig, kan det bestemt ikke udelukkes, at det bliver til en tredje sejr.

 

Roman Kreuziger var spået en stor fremtid som klassementsrytter, men i stedet er det blevet de kuperede klassikere, der er endt som hans speciale. Det blev helt tydeligt i 2018, hvor han blev nr. 2 i Amstel, nr. 4 i Fleche, nr. 8 i Liege og nr. 6 ved VM. Også i år har han sat alt ind på disse løb, og derfor er det ikke urovækkende, at han ikke i år har vist den mindste form. Det er heller ikke nødvendigvis problematisk, at han blot blev nr. 15 i Brabantse Pijl, for det belgiske opvarmningsløb er alt for let og eksplosivt for en mand, der ikke er kendt for sit punch, men derimod for sin motor i det længste klassikere.

 

Har han ramt samme form som sidste år, burde Kreuziger med samme offensive stil som sidste år i hvert fald have gode chancer for at køre finale. Han har bare samme problem som Fuglsang, nemlig at han ikke besidder skyggen af spurtstyrke. Også han skal derfor formentlig alene hjem for faktisk at vinde. Det var imidlertid ganske tæt på at lykkes sidste år, og i 2013 gjorde han jo faktisk netop det, da han tog karrierens hidtil største sejr. Dimension Data har endda tre mand, der potentielt kan finde vej til finalen, og det kan være det, der giver ham muligheder for at gentage kunststykket seks år efter den første sejr.

 

De hollandske håb knytter sig naturligvis til Van der Poel, men de lokale fans kan også have en vis tiltro til Wout Poels. For første gang siden Liege-sejren i 2016 er det nemlig lykkedes hollænderen at komme til klassikerne uden at have været sat tilbage af en skade eller et styrt, og vi ved som bekendt fra det flotte år for tre år siden, at han har de rette kvaliteter til at begå sig i disse klassikere. Desværre er Poels også lidt af en lottokupon, som kan være enten flyvende eller grænsende til det pivringe, og da han ikke har kørt løb siden et halvskuffende Tirreno, aner vi ikke, om det er lykkedes ham at finde benene. Når han har dem, er han imidlertid en af verdens bedste, også selvom denne klassiker er den af de tre, der passer ham klart dårligst. Stigningerne er lidt for korte og lette, men han har et fint punch og evnen til at stå distancen. Heller ikke han vinder en spurt, men til gengæld er han del af et stærkt hold, hvor han kan drømme om sammen med Kwiatkowski at finde vej til finalen. Her vil alle øjne være rettet mod den hurtige polak, og det kan Poels måske udnytte til at vinde sin anden ardennerklassiker.

 

Mange danske øjne vil naturligvis være rettet mod Michael Valgren. Med en sejr og en 2. plads har danskeren vist, at Amstel Gold Race er den klassiker, der passer ham bedst, og efter det fornemme VM på den østrigske bjergrute er han i hvert fald ikke blevet en dårligere klatrer i løbet af de sidste 12 måneder. Problemet er bare, at han har haft et yderst kompliceret forår, hvor den efterhånden berygtede Algarve-virus har slået ham helt ud. Han lagde eller stærkt ud i Portugal, men siden sygdommen har han ikke været bare i nærheden af sit bedste niveau. Det var han heller ikke i Flandern Rundt, og da han ikke har været i aktion i de sidste to uger, er det meget svært at sige, om det er lykkedes ham endelig at indhente det forsømte.

 

Derfor er han også kun outsider og ikke den topkandidat, hans resultater burde tilsige. Til gengæld skal tvivlen også komme ham til gode. To ugers løbspause kan sagtens have gjort underværker, og man kan håbe, at danskeren endelig har fundet de ben, der stadig synes at blive bedre fra år til år. Vi så i hvert fald i 2018, at han har benene til at køre med de bedste på bakkerne, og selvom han ikke har punchet eller styrken til at køre fra Alaphilippe og co., så vi for 12 måneder siden, at han har en eminent næse til at lure momentet i disse ukontrollerbare og taktiske finaler. Igen i år kan han endda havne i et overtal, hvor han også kan lukrere på en mulig tilstedeværelse af Gasparotto og Kreuziger, og derfor kan det bestemt godt lade sig gøre, at vi alligevel får et dansk titelforsvar.

 

Vi vil slutte med at pege på to mulige overraskelser. Den første kandidat er Tadej Pogacar, der har haft en debut, ingen kunne have forventet. Ganske vist var ingen i tvivl om, at sloveneren var et af sportens største etapeløbstalenter, men at han efter et par måneder allerede skulle have vundet samlet i Algarve foran Enric Mas og Wout Poels samt været en af de allerbedste på stigningerne i Baskerlandet Rundt, der har ry som det måske hårdeste ugelange etapeløb, har overgået selv de mest optimistiske forventninger. Det giver i hvert fald håb om et resultat også i hans klassikerdebut, selvom han nu er en relativt ren klatretype, der først og fremmest trives i bjergene. Vi så dog i de eksplosive finaler i Baskerlandet, at han ikke er uden punch, og derfor kunne klassikerne også vise sig at være en option for det slovenske vidunderbarn. Han vil formentlig lide i positionskampen og under sin manglende erfaring, men med sit meget offensive temperament og de gode ben, han åbenlyst har, kunne han godt ende i finalen, hvor han som den lille underdog kunne være manden, der sniger sig væk til slut.

 

Mens Pogacar først og fremmest er klassementsrytter, er det i disse løb, vi kan forvente noget stort af Valentin Madouas. Den unge franskmand gav allerede i debutsæsonen prøver på sit talent, og det har han taget til et helt nyt niveau i år. Allerede i sine første løb i Frankrig kørte han stærkt, og senest har han gjort det fornemt i Baskerlandet, hvor stigningerne ellers burde være en anelse for lange. Det vidner om, at han er i fremragende form, og han burde være skabt til de korte, eksplosive bakker i det hollandske. Han har samtidig en ganske glimrende spurt, og det bør blot være et spørgsmål om tid, inden han er med helt i front i dette løb. Med den fine form, han har vist, kan det ske allerede i år, i hvert fald hvis han ikke lider for meget under sin manglende erfaring i et løb, hvor rutekendskab og positionskamp er afgørende.

 

OPDATERING: Astana har i sidste øjeblik udskiftet Ion Izagirre med Davide Villella. Italieneren har selv vist stor styrke i disse løb, men efter en lang løbspause ender han nok som hjælper på det kasakhiske superhold.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Julian Alaphilippe, Peter Sagan

*** Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Philippe Gilbert, Maximilian Schachmann, Michael Matthews

** Tim Wellens, Michael Woods, Alberto Bettiol, Jakob Fuglsang, Greg Van Avermaet, Wout van Aert, Alexey Lutsenko, Enrico Gasparotto, Roman Kreuziger, Wout Poels, Michael Valgren, Tadej Pogacar, Valentin Madouas

* Bjorg Lambrecht, Simon Clarke, Jelle Vanendert, Omar Fraile, Bauke  Mollema, Romain Bardet, Rui Costa, Gorka Izagirre, Luis Leon Sanchez, Sergio Henao, Matej Mohoric, Sonny Colbrelli, Diego Ulissi, Marc Hirschi, Søren Kragh Andersen, Davide Villella, Edward Dunbar, Ben Hermans, Patrick Konrad, Dylan Teuns, Alessandro De Marchi, Floris De Tier, Damiano Caruso, Rudy Molard, Patrick Bevin, Enrico Battaglin, Koen Bouwman, Oliver Naesen, Dion Smith, Odd Christian Eiking, Quentin Pacher

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Dimension Data: Holdet besidder hele sidste års podium, og det må derfor handle om at yde Valgren, Kreuziger og Gasparotto fuld støtte. Tom Jelte Slagter er stadig en skygge af sig selv.

 

Mitchelton-Scott: Løbet burde passe til Daryl Impey, der viste ganske god form i Brabantse Pijl, men formentlig er lidt for tung til at kunne matche de bedste på stigninger. Hans chance er derfor enten en spurt eller at foregribe favoritterne. Dion Smith viste storform i Catalonien, men den sygdom, der slog ham ud inden Baskerlandet, har tilsyneladende kostet på forme for den ellers lovende newzealænder. Nick Schultz har ikke fundet sin bedste form, Michael Albasini er ikke længere konkurrencedygtig på dette niveau, og Matteo Trentin virker mildt sagt træt.

 

Bahrain-Merida: Løbet passer fint til Sonny Colbrelli, der tidligere er blevet nr. 3, men efter et skuffende Brabantse Pijl ser det ud til, at hans eneste chance er, at vi mod forventning får en reduceret massespurt. Desværre ser det ud til, at Dylan Teuns for andet år i træk har mistimet formen. Bedste bud kunne derfor være Matej Mohoric, der her finder den klassiker, der burde passe ham bedst. Det er imidlertid usikkert, hvor meget han har tilbage i tanken efter en lang og opslidende klassikersæson, hvor han ikke har vist meget. Holdet har i sidste øjeblik også udtaget Damiano Caruso, men han har ikke vist megen form i år, og ruten er nok trods alt for hård for en ellers meget velkørende Ivan Garcia.

 

Ag2r-La Mondiale: Romain Bardet kører i år hele ardennertrioen, men dette løb passer ham ikke for alvor. Samtidig er han blevet sat tilbage af et styrt i Catalonien, men det betyder ikke, at han med sin offensive kørsel kan finde vej til finalen. Holdet kan håbe, at Oliver Naesen har flere kræfter til overs, men efter en lang brostenssæson er det svært at have de store forhåbninger i et løb, der i forvejen er en anelse for kuperet. En velkørende Clement Venturini kunne måske spurte sig til et resultat i en reduceret massespurt, og derudover skulle det ikke undre, om formstærke Benoit Cosnefroy, der netop har vundet Paris-Camembert, vi, forsøge at komme favoritterne i forkøbet.

 

Astana: Som sagt er det kun Laurens De Vreese, der på løbets stærkeste hold er helt uden chancer. Umiddelbart står Fuglsang og Lutsenko stærkest, men Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og måske især Omar Fraile virkede yderst velkørende i Baskerlandet. Da dagens parole må være angreb, angreb og angreb, kan de alle sagtens ende i finalen, og her kan særligt Fraile med sin gode spurt måske levere overraskelsen. Også Sanchez og Izagirre er imidlertid gode afsluttere og stærke i dette terræn. I sidste øjeblik er Davide Villella hentet ind som erstatning for Ion Izagirre, men om han har formen til at være andet end hjælper, er usikkert, selvom det e ret løb, der passer ham.

 

Bora-hansgrohe: Med både Sagan og Schachmann i en beskyttet rolle kan det blive svært for andre, men Patrick Konrad har både evnerne, formen, punchet og spurtstyrken til at være en kandidat, hvis han kan få den nødvendige frihed. Til gengæld må Jay McCarthy nok indstille sig på en hjælperrolle.

 

CCC Team: Det handler 100% om Van Avermaet, men en meget velkørende Alessandro De Marchi vil med sikkerhed angribe før eller siden i et løb, hvor de ikke skal tage ansvar. Patrick Bevin burde også kunne gøre sig gældende, ikke mindst med sin gode spurt, men han virkede desværre ikke overbevisende i Baskerlandet, hvor han udgik med sygdom, og har ikke længere den drømmeform, han havde i Tour Down Under.

 

Deceuninck-Quick Step: Med to af de tungeste favoritter i Alaphilippe og Gilbert får holdet nok at gøre med at servicere kaptajnerne, men Pieter Serry har egentlig potentialet til også at komme ganske langt.

 

EF Education First: I Woods og Bettiol har holdet to gode bud. Det burde Simon Clarke også være, men efter nogle ikke overbevisende præstationer ser han ikke umiddelbart ud til at have samme fremragende form som i marts, hvor han var bedre end nogensinde. Lawson Craddock har kørt godt i år og kan måske med offensiv kørsel gentage sidste års overraskende top 10.

 

Groupama-FDJ: Holdet har som sagt i Madouas en meget spændende kandidat. Rudy Molard burde også kunne gøre det godt, men han skuffede fælt i Baskerlandet.

 

Lotto Soudal: Wellens er holdets kaptajn, men de har også to andre gode kandidater. Det gælder Bjorg Lambrecht, der i både Baskerlandet og Brabantse Pijl har været enormt velkørende, og som med sit punch og sin spurt er skabt til dette løb. Man kan dog tvivle på, om han kan klare distancen. Det kan Jelle Vanendert, der sidste år var en af ardennerklassikernes suverænt stærkeste, men som ikke er skabt til dette løb, der er det af de tre, som passer ham dårligst. Derudover virkede han ikke overbevisende i Brabantse Pijl.

 

Movistar Team: Det er alle mand for Valverde. Carlos Betancur viser endelig form, men rollen her bør være ganske klar.

 

Jumbo-Visma: Van Aert er det bedste bud, men sidste år viste en offensiv Floris De Tier, at han har de rette egenskaber til at levere et resultat i dette løb. Det har Koen Bouwman også, og derudover kan man ikke udelukke, at vi vil se noget til erfarne Robert Gesink, der kan forsøge at komme favoritterne i forkøbet.

 

Katusha-Alpecin: Egentlig burde det være et perfekt løb for Enrico Battaglin¸ men desværre viste Baskerlandet Rundt, at det heller ikke i år er lykkedes ham at finde formen. Nathan Haas har før kørt med om sejren, men har fået sin sæson spoleret ag sygdom. Ruben Guerreiro kan gøre det hædeligt, men har ikke vist en form, der giver store forhåbninger.

 

Team Sky: Kwiatkowski er kaptajn med Poels som løjtnant. Man kan håbe, at stortalentet Eddie Dunbar endelig har fundet formen igen efter styrtet i Algarve, for hans potentiale i disse løb er stort. Måske kan Dylan Van Baarle med de klatreevner, han i år har vist, overraske med et tidligt angreb, der bringe ham med i finalen. Diego Rosa synes desværre at være for formsvag, og løbet passer slet ikke til en ikke specielt velkørende David De La Cruz.

 

Team Sunweb: Matthews er den erklærede førstemand, men Marc Hirschi har været så fantastisk kørende i E3, Baskerlandet og Brabantse Pijl, at han kan komme langt. Det burde Søren Kragh også kunne, men onsdagens løb gav desværre ikke det store håb om, at den form, han har ledt efter, er kommet nu.

 

Trek-Segafredo: Bauke Mollema er efterhånden bedst i kuperede endagsløb og viste ganske fin form i Baskerlandet. Løbet her er dog for let til virkelig at passe ham. Fabio Felline har stadig ikke sit gamle niveau, men Toms Skujins burde kunne komme favoritterne i forkøbet med sin offensive stil, og han viste fin form på de baskiske stigninger.

 

UAE-Team Emirates: Holdet er bredt, men mangler den indlysende topkandidat. Pogacar ligner umiddelbart bedste bud, men selvom de slet ikke har fordums styrke, var både Sergio Henao og Diego Ulissi bedre end længe i Baskerlandet og kan med offensiv kørsel måske finde vej til finalen. Rui Costa så ud til at være tilbage på sporet i Tirreno, men imponerede ikke just i Brabantse Pijl, måske fordi han er mærket af sit styrt fra først i april.

 

Corendon-Circus: Holdet får nok at gøre med at servicere Van der Poel. Gianni Vermeersch synes heldigvis at have formen til at kunne sidde med ganske længe.

 

Roompot-Charles: Pieter Weening er alt andet end eksplosiv, men viste god form i Flandern Rundt og kan måske komme favoritterne i forkøbet. Derudover har holdet et par relativt formstærke og mere eksplosive typer i først og fremmest Maurits Lammertink og dernæst Nick van der Lijke, Huub Duijn og Oscar Riesebeek. De kan alle gøre det hæderligt.

 

Bardiani CSF: Med en relativt svag trup uden specialister i denne type løb er håbet alene at ramme udbruddet og vise sig frem.

 

Israel Cycling Academy: Ben Hermans er den klare kaptajn og burde med sin motor kunne køre finale, hvis han kan komme favoritterne i forkøbet. Kristian Sbaragli overraskede positivt i onsdags, men løbet her er for hårdt.

 

Sport Vlaanderen: Med sin 13. plads var Dries Van Gestel den store overraskelse i Flandern Rundt, men løbet her er nok for kuperet, ikke mindst fordi han kom til kort i Brabantse Pijl. Thomas Sprengers er derfor nok bedste bud, da talentfulde Benjamin Declercq efter noget sygdom ikke har fundet formen. Løbet er nok også for hårdt for Kevin Deltombe.

 

Vital Concept: Bryan Coquard er tidligere blevet nr. 4, men selvom han i år har været langt bedre end længe, måtte han i onsdags alligevel sande, at han stadig ikke er på sit gamle niveau. Holdets bedste kort ligner den aggressive og velkørende Quentin Pacher, men også formstærke Patrick Müller kan komme langt.

 

Wanty-Gobert: Odd Christian Eiking er skabt til dette løb og viste sit livs form både i Catalonien og på Sicilien, men han skuffede med sin 20. plads i Brabantse Pijl. Det burde være et godt løb for Xandro Meurisse, Loic Vliegen, Andrea Pasqualon og Jerome Baugnies¸ men alle er de for langt fra topformen til, at man kan tro på det store resultat.

 

Danskerne

Største forventninger skal vi have til Jakob Fuglsang og Michael Valgren¸ hvis chancer er omtalt i detaljer ovenfor. Også Søren Kragh har en chance for at gøre sig gældende og er ligeledes nævnt ovenfor. Christopher Juul kan måske få lov at køre offensivt på et Mitchelton-hold, der er her uden deres største navne, og Lars Bak skal støtte Valgren, Kreuziger og Gasparotto på Dimension Data. Endelig kommer en yderst velkørende Mikkel Honoré på arbejde for Alaphilippe og Gilbert hos Deceuninck.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Valgrens sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2015 samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

Great War Remembrance Race(1.1) 30/08

Tour de DMZ(2.NCUP) 30/08-03/09

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 31/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 31/08

Tour of Almaty(2.1) 31/08-01/09

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 01/09

Grote Prijs Jef Scherens ...(1.1) 01/09

Boels Ladies Tour(2.WWT) 03/09-08/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger