Optakt: Arctic Race of Norway

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Croatia er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route du Sud, Ster ZLM Toer og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Binck Bank Tour (tidligere Eneco Tour) og Tour de l’Ain har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt i sin karrieres efterår samlet, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af august-kalenderen,

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han har givet stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger og Odd Christian Eiking dukket op som fremtidige stjerner. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet. Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden er både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords blevet tilføjet. Dermed er vores naboer mod nord nu et af de få lande, der kan præsentere hele tre etapeløb i verdensklasse.

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og været lagt til an på puncheurs og klatrere.

Sidste år betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det betød, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. I år er konkurrencen skarpere, og det har haft en negativ effekt på startlisten. Alligevel kan man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket er mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikles i denne periode. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 12 prokontinentalhold, men der er også plads til fire af de norske kontinentalhold, der altid har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen.

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og i år afvikles alle fire etaper for første gang nord for Polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. De seneste tre udgaver har ganske vist stadig haft deres sprinteretaper, men løbet inkluderer nu også alt en rigtig bjergafslutning. Det har gjort det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet er i stedet blevet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae og Gianni Moscon. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig.

Sidste år tog Gianni Moscon sin første store etapeløbssejr, da han med et imponerende soloridt sejrede suverænt på kongeetapen. Derved tog han triumfen med hele 14 sekunder ned til en formstærk Stef Clement og 30 sekunder ned til en overraskende godt klatrende Oscar Gatto. Sky og Moscon forsvarer ikke titlen i år, og da LottoNL og Clement heller ikke er til start, og Gatto fokuserer på Eneco Tour, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere. Nordnorge byder ganske vist ikke på meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og omfanget af genbrug har været yderst begrænset. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

Samme model har man benyttet til årets rute, hvis hårdhedsgrad er svær at vurdere. På den ene side er kun 2. etape en reel mulighed for sprinterne, og der er stor risiko for, at det bliver den eneste chance, de får i hele løbet. Allerede på 1. etape venter der så svær en stigning i finalen, at de første små forskelle kan etableres, og de eksplosive puncheurs kan måske allerede her vinde lidt sekunder.

På den anden side er løbets kongeetape, der igen i år kommer om lørdagen, nemmere end tidligere, og hvis der er modvind på den afsluttende stigning, kan det såmænd ende i en spurt i en større gruppe. Til gengæld byder sidste etape på en ganske interessant finale, hvor hele syv korte stigninger på mindre end 45 km betyder, at det sagtens kan ende med at være den hårdeste i hele løbet. Med andre ord er der i år tale om et løb, der ikke er specielt sprintervenligt, men som heller ikke tilgodeser klatrerne på samme måde som sidste år. I stedet ligner det et godt løb for eksplosive klassikerspecialister, der både kan spurte op af bakke og gøre en forskel på korte, stejle stigninger.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

1. etape

Arctic Race of Norway er i de senere år blevet et betydeligt hårdere løb, og det kommer til udtryk allerede på 1. etape, hvor en hård stigning i finalen vil kunne skabe de første forskelle. Det så man i 2015, hvor samme finale blev benyttet på sidste etape, og selvom den samlede etape denne gang er lettere og derfor næppe afgørende, vil vi på en første dag, der er som skabt til eksplosive ardennerspecialister på en første ide om, hvem der kan vinde løbet.

Rytterne sendes på 1. etape ud på i alt bare 156,5 km, der fører dem fra Engenes til Narvik. Etapen går helt ude ved kysten på øen Andørja, hvis flade kystvej man følger på første del af etapen. Herefter fortsætter man mod nordøst ind på fastlandet, hvor man fortsætter med at følge kysten mod nordøst og sydøst. Herefter kører man mod syd ind i landet op over kategori 2-stigningen Lavangseidet (6,2 km, 3%) med top efter 63 km, inden man via nedkørslen fortsætter ned til vandet. Igen kører man imidlertid mod sydøst ind i landet for at køre op over kategori 1-stigningen Gratvangsfjeldet (7,9 km, 4,1%), der har top efter 89 km.

Herfra fortsætter man mod sydvest ned over et plateau forbi den første spurt efter 103,5 km, inden man endelig når kysten igen. Herefter kører man langs vandet forbi den anden spurt, der kommer efter 124,5 km, igennem småkuperet terræn frem til rundstrækningen i Narvik, der rammes efter 144 km. Bare 2 kilometer senere krydser man stregen i forbindelse med den sidste spurt, hvorefter etapen afsluttes med en omgang på den 10,5 km lange runde. Den byder på den lille kategori 1-stigning Skistua (2,3 km, 6,6%) med top 5,5 km fra mål, hvorefter det via en snoet nedkørsel med kun ét skarpt sving går ned til de sidste 2500 m. Herfra flader det ud efter et skarpt venstresving, inden der kort før den røde flamme venter en ganske lille stigning. Et skarpt venstresving leder ind på den sidste kilometer, der stiger svagt og har endnu et skarpt sving med 390 m igen på den 7 m brede vej.

Narvik var senest vært for løbet i 2015, hvor Silvan Dillier vandt sidste etape ved at slå Ilnur Zakarin og den samlede vinder Rein Taaramae i en tremandsspurt, efter at et styrt havde kostet Ben Hermans den samlede sejr.

Netop besøget i 2015 kan bruges som pejlemærke for, hvad vi kan forvente. Dengang var den samlede etape imidlertid meget hårdere, da man skulle op over Skistua hele fire gange. Det skabte ganske stor udskilning, men det er usikkert om bare én passage af bakken kan gøre den helt store forskel. Det kan ikke udelukkes, at de mest formstærke af de hårdføre sprintere måske kan overleve og gå efter sejren i den hårde spurt op til mål, men mest sandsynligt er det, at det vil være ardennerspecialister, der skal slås om sejren i en eksplosiv finale, der vil skal de første små tidsforskelle straks fra start.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

2. etape

Selvom løbet ikke længere er den gavebod for sprinterne, som det tidligere var, byder løbet altid på mindst én regulær sprinteretape med en flad finale. Ofte er den kommet på løbets anden etape, og det er også tilfældet i år, hvor de hurtige folk håber at slås om sejren i en spektakulær afslutning på Bardufoss Airport.

Etapen byder på i alt 184,5 km, der fører fra Sjøvegan til Bardufoss Airport. Etapen indledes med en omgang på en småkuperet rundstrækning i området syd for startbyen, hvor man skal op over kategori-stigningerne Kolbranskaret (4,6 km, 3,7%) og Lavagseidet (4,4 km, 4%) efter hhv. 38 og 60 km. Efter at være nået tilbage til startstedet fortsætter man mod nord op langs den flade kystvej. Man skærer kortvarigt igennem landet, hvorved man skal op over en mindre bakke, inden man igen kører ned til vandet. Her følger man igen den flade kystvej langs Solbergfjorden mod nordøst og siden sydøst frem mod lufthavnen. Til slut forlader man ved fjordens udmunding igen vandet, og det giver anledning til en lille bakke, inden man når frem til lufthavnen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 152 km. Syv kilometer senere krydses målstregen, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 8,5 km lange runde, de går hele vejen rundt om lufthavnens område på en relativt teknisk strækning med mange skarpe sving. Der er en lille bakke op til Military Camp med 5,5 km til stregen, hvor der ved hver passage vil være pointspurt, men derudover er rundstrækningen helt flad. Det sidste skarpe sving kommer med hele 2,2 km til mål, og derefter leder en helt lige, 8 m bred vej frem til stregen.

I Norge er vinden og vejret altid en risiko, der har potentiale til at splitte feltet, men ellers er dette en helt oplagt etape for sprinterne. Faktisk er det den eneste mulighed for de rigtige sprintere, og der bør derfor være rigeligt med interesse i at kontrollere løbet. Hvis ikke der bliver sidevindsdrama, kan vi derfor vente et brag af en massespurt på en lang, lige opløbsstrækning, der er som skabt til de virkelige powersprintere.

Bardudoss Airport har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Hver gang har man fundet på nye afslutninger til løbets kongeetape, og det er også tilfældet i år, hvor stigningen Finnvikdalen i Tromsø er udset til at afgøre løbet. Helt i tråd med tidligere år har man imidlertid ikke fundet frem til en meget stejl og svær bakke, og der er derfor tale om en finale, der meget vel kan blive afgjort i en spurt i en lille gruppe, hvor eksplosive puncheurs vil have en fordel.

Etapen byder på 185,5 km mellem Lyngseidet og Finnvikdalen i Tromsø. Også denne etape indledes med at følge en flad kystvej, denne gang mod syd. Ved fjordens udmunding fortsætter man ind i landet, hvor terrænet bliver en anelse mere kuperet, indtil man kører mod vest frem til den første spurt, der kommer efter 73 km. Kort efter venter kategori 2-stigningen Vassåsen (2,2 km, 4,3%), der har top efter 81 km, og siden følger kategori 2-stigningen Sæterlihaugen (3,4 km, 3,5), hvis top rundet efter 105 km.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Herfra fortsætter man mod nordvest ned til kystvejen, som igen følges i hovedparten af den resterende del af etapen, der derfor er stort set helt flad. Den leder videre mod nord forbi de to sidste spurter efter hhv 156 og 173, 5km, inden man endelig når frem til Tromsø. Man fortsætter imidlertid forbi byen op til Finnvikdalen, der ligger i det kuperede område mod nord. En helt flad vej leder frem til den 5,2 km lange kategori 1-stigning, der stiger med 4,9% i gennemsnit og fører direkte op til mål. De er ikke et eneste skarpt sving på den lange stigning, der efter 1500 lette meter med stigningsprocenter på mellem 2 og 5, stiger med 6-7% over de næste 2,5 km. Herefter følger et plateau, inden de sidste 500 m igen stiger med ca. 7% på en 5 m bred vej.

Selvom løbet aldrig har været karakteriseret ved svære stigninger, er dette nok den letteste kongeetape, siden man indførte denne type finaler i 2014. Finnvikdalen er bestemt ikke en stejl stigning, og graden af selektion vil i høj grad afhænge af vinden. Hvis der er hård modvind, er det endda muligt for en stor fyr som Alexander Kristoff at sidde med, mens medvind vil gøre det betydeligt lettere at gøre en forskel. Store afstande vil der imidlertid aldrig blive tale om, og det kan meget vel ende med, at en lille gruppe af klatrere og puncheurs skal spurte om sejren på den sidste rampe op til mål.

Finnvikdalen har aldrig tidligere været brugt som mål i et stort cykelløb.

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, hvor løbet skal afsluttes på en svær rundstrækning i Tromsø med to stejle stigninger, der kan give mulighed for at iværksætte et sidste angreb på det, som kan ende med at være den hårdeste etape i hele løbet.

I alt venter der 160,5 km på en etape, der har både start og mål i Tromsø. Først del af etapen består af en lang tur hele vejen rundt om den store ø Kvaløya, der ligger i Nordsøen umiddelbart vest for start- og målbyen. Derfor kører man fra start igennem fladt terræn mod nordvest og vest ud på øen, hvis kyst man følger næsten hele vejen rundt. Undervejs kommer den første spurt efter 21 km, inden man mod slutningen skører et hjørne af og kører ind i landet og over kategori 2-stigningen Kattfjordeidet (3,8 km, 3,6%), hvis top kommer efter 94,5 km. Herefter fortsætter man væk fra øen tilbage af samme vej mod Tromsø forbi den sidste spurt, der er placeret efter 110,5 km.

Efter 117 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvilket betyder, at man med det samme skal op over kategori 2-stigningen Prestvannet (1,2 km, 7,5%) for første gang bare én kilometer senere. Efter 121 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes herefter med tre omgange på den 13,1 km lange runde. Den indeholder de to kategori 2-stigningern Rostibakken (1,1 km, 7,5%) og før omtalte Prestvannet hhv. 9 og 3 km fra stregen, og det betyder, at der i alt er syv stigninger på de sidste 45 km. Der er bjergpoint på toppen ved alle passager bortset fra på sidste runde, og der er en sidste pointspurt ved næstsidste passage af målstregen. I finalen bliver man på toppen af bakken i en kilometer, inden man kører ned mod kysten. Med 1200 m igen flader terrænet ud, og på den sidste kilometer venter hele tre sving kort efter hinanden, inden man rammer den 500 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Det kan godt være, at etapen modsat den foregående ikke slutter på en stigning, men det vil være en stor fejl at undervurdere denne etape. De to sidste stigninger er ikke lange, men ganske stejle, og med hele syv bakker på mindre end 45 km vil der blive tale om betydelig udskilning. I virkeligheden er dette måske den bedste chance til at gøre en forskel, og vi kan forvente et festfyrværkeri i et udskilningsløb, der kan blive meget svært at kontrollere for de små seksmandshold. Dermed er der lagt op til en underholdende finale som i 2015, hvor førertrøjen skiftede ejermand til allersidst.

Tromsø var senest vært for løbet i 2014, hvor Alexander Kristoff slog Thor Hushovd og Sam Bennett i en spurt på en bakke i byen.

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. De seneste to udgaver har dog haft så svære bjergafslutninger, at det har været lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det har gjort det nemmere at udpege favoritterne. I år er bjergafslutningen på 3. etape imidlertid så nem, at det meget kan ende med, at den ikke gør den store forskel, og det åbner løbet op på en helt ny måde, hvor flere ryttere kan komme i spil. Ikke mindst vil det taktiske spil i højere grad influere på udfaldet end tidligere, specielt fordi de små seksmandshold vil få svært ved at kontrollere løbet.

Det helt store spørgsmål er, hvor stor en rolle 3. etape vil spille. Vil det være muligt at gøre forskelle, eller vil en gruppe ende med at spurte om sejren. På en stigning som Finnvikdalen afhænger meget af vindretningen. Modvind vil gøre det meget svært at køre fra, mens medvind øger chancen for, at klatrerne kan komme af med de mere spurthurtige folk. De vil derfor være begejstrede for, at vinden ventes at være i øst, hvilket vil give sidemedvind på opkørslen. Hvis ikke vejrudsigten ændres, bør et par gode klatrere derfor kunne bringe de tunge ryttere i vanskelige på de to relativt stejle kilometer inden det lille plateau nær toppen. Det kan dog meget vel ende i en taktisk affære, og det synes givet, at forskellene vil være små.

Mest afgørende synes 4. etape at være. De to stigninger på rundstrækningen er måske ikke lange, men de er stejle. En enkelt passage havde næppe gjort en stor forskel, men hele syv af disse små mure på mindre end 45 km vil gøre det til et hårdt udskilningsløb, hvor ardennerspecialister og puncheurs vil trives. Scenariet kunne meget vel minde om det, vi så på sidste etape i 2015, hvor Silvan Dillier, Rein Taaramae og Ilnur Zakarin var i stand til at køre væk efter en ganske hård etape.

Netop Narvik-finalen genfinder vi på årets 1. etape, men denne gang er der færre passager af stigningen, end der var for to år siden. Den kommer til gengæld så tæt på mål, at det bestemt er muligt for de stærkeste at køre væk og vinde et par sekunder. Til gengæld ventes 2. etape ikke at gøre forskelle i klassementet, specielt fordi der ikke vil være stor risiko for sidevind. Hvert år er der megen snak om risikoen for den norske vind, men den kommer sjældent i spil. I år vil vi få masser af regnvejr torsdag samt ganske vådt bygevejr lørdag og søndag, men der vil ikke være meget vind. Kun søndag er der en chance for, at den kan spille en rolle, men da meget af etapen finder sted i byen Tromsø, er det usandsynligt, at vi vil få det store sidevindsdrama.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Med andre ord ligner det en ganske hård udgave af Arctic Race of Norway, hvor det er de eksplosive puncheurs, der kan gøre forskellen på de korte stigninger på 1. og 4. etape, udnytte deres spurthurtighed til at vinde livsvigtige bonussekunder på stregen og blande sig med de bedste i den relativt eksplosive afslutning på 3. etape. Specielt de to sidste etaper vil være for hårde for stærke sprintere som Alexander Kristoff, og konklusionen er derfor klar: løbet vil blive vundet af en klatrestærk puncheur, der gerne skulle besidde en vis spurthurtighed.

Det kræver altså gode klatreben at vinde årets Arctic Race of Norway, og samtidig er der kun én reel sprinteretape. Set i det lys er det næsten absurd at betragte en startliste, der afslører, at de fleste hold har valgt at stille til start uden klatrere og med en trup, der bærer præg af et fokus på spurterne. I kraft af ruten betydelige sværhedsgrad betyder det, at antallet af potentielle vindere er ganske lavt, og det kan udvikle sig til en dyst mellem ganske få hold.

Rutens karakter og rytternes formniveau betyder, at løbet har én meget klar favorit. I et relativt svagt felt skiller Dylan Teuns sig i den grad ud som manden, der skal slås. I løbet af de sidste par uger har han vundet etaper og taget samlet sejre i både Tour de Wallonie og Tour de Pologne, og specielt hans samlede sejr i sidstnævnte løb indgyder kolossal respekt. Her var han oppe mod et stærkt WorldTour-felt, men han satte dem alle suverænt til vægs på muren på 3. etape og forsvarede sig derefter fornemt på de to svære sidste etaper. Ingen kan være i tvivl om, at Teuns er i sit livs form og klar til at gå efter endnu en sejr.

Ruten er ikke ideel for Teuns, der ikke er specielt spurtstærk. Han har imidlertid et godt punch på korte stigninger, og derfor passer specielt den hårde fjerde etape ham glimrende. Her bliver han meget svær at følge i finalen, og selvom han skal af med sine hurtigere rivaler, er chancen for en solosejr stor. Dertil kommer, at han også vil have gode chancer på 3. etape, selvom stigningen ikke er stejl nok til at gøre ham til decideret storfavorit. Alligevel må han regnes som manden, der skal slås på begge de to sværeste etaper. Udfordringen bliver for BMC at kontrollere specielt 4. etape, men selvom man kun har fem mand til start, bør folk som Amael Moinard, Danilo Wyss og Floris Gerts kunne magte opgaven. Derfor peger vi på Teuns som løbets klare favorit.

Hans værste rival er sandsynligvis det meget stærke Katusha-kollektiv, der har adskillige vinderkandidater. Bedste bud er nok den tidligere vinder Rein Taaramae, der er løbets bedste klatrer. Problemet er, at man aldrig ved, hvor man har esteren, der er en af WorldTourens mest ustabile ryttere. 2017 har været et rædselsfuldt år for ham, men på kongeetapen i Schweiz Rundt, hvor kun holdkammeraten Simon Spilak og Joe Dombrowski kunne følge ham, var formen pludselig tilbage. Han skuffede lidt i Østrig og har ikke kørt meget siden, men hvis han har kunnet bygge videre på sit momentum vil han være farlig. Ruten passer ham ikke særlig godt, men hvis nogen kan sætte Teuns på stigningerne må det være Taaramae, der samtidig måske kan isolere belgieren og herefter angribe ham på skift med sine mange gode holdkammerater.

En af dem er Sven Erik Bystrøm. Nordmanden har vist ganske god form i både Østrig og Vallonien og er endelig kommet sig efter et skadesplaget forår. Han har tit været god i dette løb, og årets rute passer ham endda fremragende. Han er bedst på korte stigninger, hvor han kan bruge sit gode punch, og han er samtidig ganske spurtstærk. Vigtigst af alt er han hurtigere end Teuns, og derfor kan han score vigtige bonussekunder, hvis han kan følge belgieren i de svære finale på 1., 3. og 4. etape. Holdet har også Reto Hollenstein og Jhonatan Restrepo. Førstnævnte har ikke klatret godt i år og vil nok få svært ved at vinde, hvis ikke han lukrerer på det taktiske spil. Ruten er som skræddersyet til Restrepo, men han er netop kommet tilbage efter et brækket kraveben og er næppe i form.

Det har været et skidt år for Damiano Cunego, men nu har han endelig ramt formen. Det viste han med sejren på kongeetapen i Tour of Quinghai Lake, og det gør ham til en reel kandidat her. De korte stejle stigninger passer ganske godt til den lille prins, der også har en fornuftig spurt. Naturligvis er han slet ikke så stærk som tidligere, men sidste år viste han, at han stadig er konkurrencedygtig. Nu er han endelig fit for fight efter sine helbredsproblemer og bør derfor være med fremme i dette løb.

Sport Vlaanderen kører sjældent klassement i etapeløb, men det kan de gøre her med Eliot Lietaer, der er bedre end nogensinde. Han har altid været en habil puncheur, men med en 10. plads på bjergetapen til Lagunas De Neila i Burgos samt en fjerdeplads på Mur de Thuin-etapen i Vallonien viste han, at han har nået et helt nyt niveau i år. Han er i sit livs form, og da han både er eksplosiv på korte stigninger og hurtig i en spurt, kunne han ikke have ønsket sig en bedre rute.

Det samme er tilfældet for Michel Kreder, der måske endda er endnu hurtigere i en spurt. Hollænderen er forsvundet fra radaren i de seneste år, men nu er han endelig tilbage. Det viste han med flere flotte præstation i Vallonien, hvor han sluttede i den samlede top 10. Der er en risiko for, at ruten her bliver lidt for svær, men kan han finde de klatreben, han for et par år siden havde i Giro dell’Emilia, kan kombinationen af klatreevner og en god spurt bringe ham meget langt i dette løb.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

De lokale kontinentalryttere er altid med fremme i dette løb, og specielt to navne skiller sig ud. Et af dem er Carl Fredrik Hagen, der netop er blevet nummer 2i Tour Alsace. Det vidner om, at han har timet formen til et løb, der må være et af hans helt store mål. Han er altid med fremme i de store norske løb, klatrer godt og har et godt punch på korte stigninger. Også hans holdkammerat Bjørn Tore Hoem vil være en kandidat, men han synes ikke at have timet formen så godt som sidste år, hvor ruten også passede ham bedre.

Den anden norske topkandidat er Andreas Vangstad. Hans form er mere usikker, da han ikke har kørt længe, men han rammer den altid godt til de norske løb. Han er måske den mest talentfulde klatrer blandt de norske kontinentalryttere og burde være i sit es på denne rute. Han er således ganske god på korte stigninger, og selvom han ikke er specielt hurtig i en spurt, er han ikke decideret langsom.

Quentin Pacher har altid været en slider i kuperet terræn, men det er aldrig blevet til de store resultater. På kongeetapen i Vallonien blev han imidlertid pludselig nummer 2 bag Teuns. Det indikerer, at han har taget endnu et skridt op, og det terræn, der venter i Norge, er hans foretrukne. Han er bedst på relativt korte stigninger og har samtidig en god spurt.

Er løbet for hårdt til August Jensen? På papiret er svaret klart ja, men efter hans fabelagtige præstation i Tour of Norway og Tour des Fjords tør vi ikke helt afskrive ham. Specielt 1. etape er god for ham, og her vil han være en af de store favoritter. Han kan endda blande sig i spurten på 2. etape, og derefter er det helt store spørgsmål, om den spurtstærke nordmand kan overgå forventningerne og følge klatrerne på de to sidste etaper. Simone Ponzi har mange af de samme kvaliteter og har endelig vist god form på det seneste. Desværre er ruten nok også for hård til hans nuværende klatrekvaliteter, der ikke er på samme niveau som tidligere.

Det burde Ben O’Connor helt sikkert kunne. Den talentfulde australske klatrer viste formatet ved at vinde en stor bjergetape i Østrig og kørte senest stærkt i Polen. Han bør helt sikkert være med fremme på stigningerne, men han mangler nok desværre det sidste punch for at vinde.

Det har Jonathan Hivert, der med sin spurtstyrke er skabt til dette løb. Det viste han med podiepladsen på en meget lignende rute i Yorkshire, hvor han endelig fandt formen. Som altid har han det imidlertid svært om sommeren, og han kørte meget skidt i Vallonien. Er han i form, er han så god, at han kan vinde løbet, men desværre tror vi, at han ender langt, langt bagude.

Amael Moinard er her primært for at hjælpe Teuns, men man skal ikke udelukke, at franskmanden måske kan gå efter et resultat selv. Hvis alle kigger på belgieren, kan det åbne muligheder for den franske klatrer, der sluttede Touren i fremragende form.

Endelig vil vi pege på Veranclassic, der er her med tre gode kandidater i Olivier Pardini, Alex Kirsch og Sebastien Delfosse. Alle er de gode i dette terræn, men det er Pardini, der synes at være mest formstærk. Han blev senest nummer 4 i lørdagens hårde Dwars door Het Hageland og er god i dette terræn og hurtig på stregen. Kirsch har sendt mere blandede signaler, men rammer han topformen har han den rette kombination af punch og hurtighed til dette løb. Delfosse er også god på denne rute, men han synes desværre at være et stykke fra formen.

***** Dylan Teuns

**** Rein Taaramae, Damiano Cunego

*** Eliot Lietaer, Michel Kreder, Carl Fredrik Hagen, Andreas Vangstad, Quentin Pacher

** August Jensen, Ben O’Connor, Bjørn Tore Hoem, Jonathan Hivert, Alexey Rybalkin, Reto Hollenstein, Amael Moinard, Olivier Pardini, Alex Kirsch, Simone Ponzi

* Sindre Lunke, Sebastien Delfosse, Daniel Diaz, Lars Petter Nordhaug, Øivind Lukkedahl, Lawrence Naesen, Franck Bonnamour, Jhonatan Restrepo, Asbjørn Kragh, Arnold Jeannesson