Optakt: Arctic Race of Norway

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Turkey er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Tour og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Benelux Tour (tidligere BinckBank Tour) og Tour de l’Ain har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour (nu Szaka Tour) er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv, ligesom flere også har brugt Tour of Utah på den anden side af Atlanten. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt samlet i sin karrieres efterår, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af augustkalenderen.

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han gav stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger, Odd Christian Eiking, Sven Erik Bystrøm, Amund Grøndahl Jansen, Kristoffer Halvorsen, Carl Fredrik Hagen, Tobias Foss og Andreas Leknessund dukket op. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet. Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden kom både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords samt en afdeling af Hammer Series til, inden Tour of Norway og Tour des Fjords forud for 2019-sæsonen fusionerede. Dermed er vores naboer mod nord nu et af de få lande, der kan præsentere hele flere store begivenheder - i 2018 endda fire - i verdensklasse.

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb, er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og har været lagt an på puncheurs og klatrere.

I 2016 betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det førte til, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. Nu er konkurrencen skarpere, og det havde allerede i 2017 en negativ effekt på startlisten. Alligevel kunne man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket var mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikledes i denne periode. I 2018 og 2019 røg man desværre ned på fire mandskaber - et udtryk for en konkurrence, der kun er blevet skærpet af, at EM blev afviklet i samme periode.

Efter aflysningen i 2020 ser det igen bedre ud. Sidste år betød OL, at Tour de Pologne var udsat, og det boostede feltet med syv WorldTour-hold, der gav den stærkeste startliste siden seneste OL-år. Man kunne frygte, at den gode trend ikke ville holde i et mere normalt år, men med seks WorldTour-hold i 2022 er der ingen grund til at klage. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 11 prokontinentalhold, men der er også plads til tre udenlandske kontinental samt det eneste norske kontinentalhold, da de lokale mandskaber ofte har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen.

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og i 2017 afvikledes alle fire etaper for første gang nord for Polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. I årene 2014, 2015, 2016, 2017, 2019 og 2021 havde man ganske vist stadig sine sprinteretaper, men løbet inkluderede nu også en rigtig bjergafslutning. Det gjorde det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet blev i stedet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae, Gianni Moscon, Dylan Teuns, Alexey Lutsenko og Ben Hermans. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt ’terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig i. I 2018 brød man trenden, undgik helt de længere stigninger og skabte et løb for puncheurs, men til gengæld var løbet også det mindst sprintervenlige af dem alle.

Sidste år var der imidlertid god plads for klatrerne til at gøre forskelle. For anden gang i løbets historie sluttede kongeetapen nemlig på den ganske stejle Målselv-stigning, hvor Ben Hermans sejrede for anden gang, denne gang i en tremandsspurt foran Odd Christian Eiking og Victor Lafay. Det sikrede ham en førertrøje, som han modsat, hvad der skete i den for ham så triste 2015-udgave, lykkedes med at forsvare på den eksplosive og kuperede sidste etape. Dermed kunne han syv år efter en stor nedtur endelig tage den samlede sejr, dog kun med 2 sekunder ned til Eiking og 6 sekunder ned til Lafay. Hermans er kun langsomt på vej tilbage efter en lang skadespause, og han har derfor valgt ikke at forsvare titlen. Da Eikings nye EF-mandskab skipper løbet, bliver Lafay dermed eneste genganger fra sidste ås podium.

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere og ardennertyper. Nordnorge byder ganske vist ikke på mange meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kan have karakter af regulære mure og kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og der har både været passende genbrug og nye finaler fra år til år. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

I 2018 veg man lidt væk fra den model ved at designe en rute uden lange stigninger, men med hele tre puncheurfinaler, der mere afspejler den form for terræn, som det meste af løbet udgøres af. Allerede i 2019 vendte man dog tilbage til det nyere format, endda med den hidtil vanskeligste finale på Norges Mount Ventoux, Storheia, og samme model brugtes efter aflysningen i 2020 også sidste år. Sådan vil det også være i år, hvor opskriften er relativt klassisk med to etaper for hårdføre afsluttere, en kongeetape med mål på en stigning og slutteligt en helt typisk finaleetape, hvo en rundstrækning med en kort stigning lægger op til, at alt kan ændres til allersidst, som det skete i både 2015 og 2019.

De hårdføre sprintere har oftest indledt festen, og det ventes de også at gøre i år. Åbningsetapen er ellers en ganske voldsom sag med 3300 højdemeter og to passager af den lange og svære stigning Korgfjellet, men med knap 80 lette kilometer til sidst, burde der være lagt op til en massespurt, hvis ikke vinden forstyrrer festen. Til gengæld skal sprinterne også sørge for at slå til på torsdag, for de kan ikke være sikre på at få deres sidste chance på 2. etape, der ellers plejer at være den letteste. Det er den for så vidt også denne gang, men en stejl mur op til den sidste indlagte spurt vil i finalen formentlig føre til angreb på klassementet og slutteligt en spurt i et felt, der vil være ganske reduceret.

Som altid kommer kongeetapen om lørdagen, og her bydes der på en ny målbakke. For første gang skal der sluttes på Skallstuggu, og det er en af de lettere af slagsen. Med 2 km med ca. 8% er der således mere tale om ardenner- end klatreterræn, og med en næsten flad sidste kilometer kan der blive tale om en finale, som også kan blive taktisk.

Taktik kommer formentlig også i spil på søndag. Arrangørerne sørger dog altid for at slutte løbet med en 4. etape, der inkluderer en rundstrækning med en bakke i finalen, og det gør de også i år, hvor de har fundet en særlig hård af slagsen. Således er bakken denne gang ganske stejl, og med hele fire passager over de sidste ca. 30 km kan det blive et mareridt for et hold at kontrollere én byge af angreb på en sidstedag, der kræver både et godt hold, et godt punch, styr på det taktiske spil og ikke mindst fart i de indlagte spurter. Som vi så i 2019 kan meget nemlig forandres alene af bonussekunder i et løb, der meget ofte afgøres på små marginaler, og det kan utvivlsomt også ske i år.

BEMÆRK: Jeg har endnu ikke fået adgang til løbsbogen. Derfor mangler der nogle afstandsangivelser i finalebeskrivelserne. De vil forhåbentlig blive tilføjet senere.

1. etape

Arctic Race of Norway var i de første år nærmest en foræring til de stærke sprintere, der kunne overleve en del højdemeter og spurte efter en vanskelig dag, men i de senere år har der været længere mellem mulighederne for den ryttertype. I år håber de at få chancen fra start, for selvom man hele to gange skal over den lange og ganske stejle Korgfjellet-stigning og derfor skal klatre hele 3300 højdemeter, betyder en afslutning med små 80 relativt lette kilometer, at meget taler for en indledende, men stigende massespurt, hvis ikke den norske vind, der dog sjældent har spillet en rolle, viser tænder.

Med en distance på 186,8 km er der tale om en relativt lang etape, der har både start og mål i Mo I Rana. Etapen er meget enkel, idet man kører ud til en rundstrækning på den anden side af Korgfjellet, hvor man kører en omgang, inden man kører tilbage for at slutte etapen med et par omgange på en rundstrækning i målbyen. Starten er således ganske enkel, idet man kører mod sydvest ad en helt flad kystveg langs en fjord frem til byen Finneidjord, hvor man drejer mod syd for at køre videre ned langs fjorden igennem fladt terræn, idet man undervejs kører gennem ikke færre end fire tunneler. I byen Bjerka, der nås efter 24,9 km fortsætter man mod syd væk fra vandet for at følge en flod igennem fladt terræn frem til byen Korgen, som nås efter 36,9 km.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Korgfjellet (9,1 km, 5,8%), der stiger jævnt med 7-8% over 7 km, inden de sidste 1300 m blot stiger med 3,1%. Toppen rundes efter 46,9 km, hvorefter en lidt kringlet nedkørsel leder videre mod vest ned til en 49,7 km lang rundstrækning, der rammes efter 52,6 km.

Her kører man en omgang ved først at køre mod sydvest igennem fladt terræn ned til etapens sydvestligste punkt, hvor man vender rundt for at kører mod nordøst, stadig igennem fladt terræn. I rundstrækningens nordligste punkt skal man over kategori 2-stigningen Elsfjord (1,7 km, 6,5%), der er en jævn stigning med top efter 95,3 km, inden man afslutter rundstrækningen med et let stigende stykke, der leder mod sydøst ned til udgangspunktet.

Her drejer man mod øst for igen at køre op ad Korgfjellet, denne gang fra den modsatte stigning, hvor den også er i kategori 1. Her stiger den med 6,0% over 5,6 km, og den er relativt jævn med 5-6% på den nedre del, inden den slutter med 9,8% over 1000 m og slutteligt 600 flade meter, inden bjergspurten køres efter 107,9 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu mod vest, inden man kører mod nord og nordøst ad helt samme flade vej som tidligere tilbage til Mo I Rana, idet man denne gang undervejs dog kører ind i centrum af Finneidjord for efter 135,0 km at køre dagens første spurt. Tilbage i byen rammer man efter 158,5 km den afsluttende rundstækning, inden man 7,0 km senere krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens anden spurt efter 165,5 km.

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den 10,6 km lange runde, der er relativt flad uden rigtige bakker og kun let rullende terræn. Den går mest ad let snoede veje med kun få skarpe sving, primært på første halvdel. Med ?? m igen drejer man skarpt til venstre, og derefter er der en rundkørsel med ?? m igen, hvorefter man med det samme drejer skarpt to gange i rap. Herefter er det en let bugtende vej, der leder ind til stregen. Den fjerdesidste kilometer stiger let med 1,8%, hvorefter det falder let ned mod de sidste 1800 m, der stiger let den sidste kilometer slutteligt er stigende med 1,8% i snit. Det stiger dog blot med 0,5% frem mod de sidste 400 m, som med 4% er stejlere. Dagens tredje og sidste spurt kommer ved anden passage af målstregen efter 176,2 km.

Etapen byder på i alt 3330 højdemeter.

Det er ret voldsomt med 3330 højdemeter, og Korgfjellet er også en ganske svær stigning, særligt fra den første side. Der er dog for langt hjem til, at det giver mening for alvor at forsøge noget, og meget taler for, at de to stigninger vil blive kørt relativt passivt. De tungeste folk kan dog godt falde fra, og det er ikke sikkert, at vi får et fuldt felt, men med så meget fladland til sidst bør det kun være vinden, der kan forhindre en massespurt.

Mo I Rana har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

2. etape

Selvom løbet ikke længere er den gavebod for sprinterne, som det tidligere var, byder løbet altid på mindst én regulær sprinteretape uden væsentlige stigninger. Ofte er den kommet på løbets anden etape, og også i år håbet de hurtige folk på om fredagen at få det, der i år kunne ligne deres anden chance. Så enkelt er det imidlertid slet ikke denne gang, for det uvejsomme norske terræn byder stadig på 2600 højdemeter over kun godt 150 km, og i finalen venter den regulær lille mur, der vil sende en stor del af sprinterne til tælling og kan bruges som afsæt for et angreb på klassementet.

I alt skal der tilbagelægges bare 154,3 km, der fører feltet fra Mosjøen til Brønnøysund. Fra start kører man mod syd ad en lige og let stigende vej, inden man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigningen Leksforsen (1,2 km, 5,0%), der stiger med 7,9% over 500 m på den nedre del. Toppen rundes efter 21,0 km, hvorefter man fortsætter mod sydøst ad en nedkørsel og en flad vej frem til dagens første spurt, som kommer efter 31,9 km. Herefter er det skiftevis let stigende og fladt, når man igen kører mod syd og senere sydvest.

Den relativt lette start får en ende, når man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Tosen (1,7 km, 6,3%), der er en regulær mur med 1,1 km med 10,7% undervejs. Toppen rundes efter 69,9 km, hvorefter man fortsætter mod vest ad et kort plateau, inden en nedkørsel leder bod nordvest ned til Tosbotn, som nås efter 82,0 m. En småkuperet vej langs en fjord leder nu mod sydvest, inden man drejer væk fra vandet for at køre mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Lande (1,0 km, 6,8%), hvis sidste 500 m stiger med 8,6% og er ganske irregulær.

Toppe rundes efter 94,8 km, hvorefter det igen bliver lettere. Herefter er det nemlig kun let kuperet, når man fortsætter mod først vest og siden nordvest frem til dagens anden spurt, som kommer efter 121,2 km, idet man undervejs dog skal over en relativt stejl bakke. Fladlandet fortsætter, når man herfra kører videre mod nordvest langs en fjord, men får en ende, når man drejer væk fra vandet for at køre op ad en stejl mur (1,6 km, 8,8%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 141,8 km.

Herfra resterer bare 12,5 km, som indledes med en kort nedkørsel, som fører mod sydvest, hvorefter man kører ad en flad og kun let bugtende vej mod først nord, så nordvest og siden sydvest ind til målbyen, idet det sidste sving kommer med ca. 10 km igen i bunden af nedkørslen. Frem mod den røde flamme falder det ganske, ganske let, hvorefter den sidste kilometer er helt flad.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Etapen byder på i alt 2658 højdemeter.

Etapen kan virke ganske tilforladelig, men den sidste stigning er en regulær lille mur. Her taler alt for, at klassementsrytterne vil angribe hinanden, også i jagten på bonussekunderne på toppen, men efterfølgende bør der ske en regruppering. Meget taler således for, at vi får en spurt, men stigningen vil være for svær for mange, og medmindre den går helt i stå efter toppen, bør det blive for svært for en ret stor del af sprinterne. Det skaber en ganske interessant afslutning, hvor det måske kan ende med, at det er mere klassikeragtige typer, der skal spurte om sejren.

Brønnøysund har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man med 2018 som en undtagelse hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Sværhedsgraden har været varierende, og denne gang har man ikke fundet den sværeste stigning. For første gang skal der nemlig sluttes på Skallstugu, der er relativt kort, men dog har to kilometer med ca. 8% inden en næsten flad sidste kilometer. Det er altså mere ardenner- end klatreterræn, og det vil således være ardennerspecialisterne, der her skal udkæmpe det vigtigste slag om den samlede sejr i en finale, hvor den flade afslutning kan betyde, at der kan ske ting og sager til slut, hvor både taktik og spurtstyrke kan komme i spil.

I alt skal der tilbagelægges 177,7 km, der fører feltet fra Namsos til toppen af Skallstuggu i udkanten af Levanger. Starten er ganske let, idet man lægger ud med at køre mod sydvest ned lang en fjord igennem relativt fladt og kun ganske let kuperet terræn. Efter ca. 25 km forlader man vandet for at køre mod syd igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 33,1 km. Dernæst er det først let stigende og siden let faldende, når man kører mod syd og sydøst tilbage til vandet, som kortvarigt følges mod sydøst, inden man igen forlader kysten for at køre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Strugstad (1,6 km, 6,2%), der er relativt jævn og har top efter 85,8 km.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Stigningen var kun en kort afveksling, for det bliver herefter stort set helt fladt, når man fortsætter mod syd over et længere stykke, der undervejs går via bredden af en større sø. Det bliver en smule mere kuperet, når man drejer mod sydøst for at køre op og ned ad en bakke, inden man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Stene (2,2 km, 6,7%), der er ganske irregulær og har en kilometer med 14,2% og slutter med 300 m med 9,6%, men derudover er ganske let. Toppen rundes efter 126,4 km, hvorefter et kort, fladt stykke og en nedkørsel leder mod vest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Reinslia (1,1 km, 8,9%), der undervejs har 500 m med 10,8%, og hvis top undes efter 139,5 km.

Nu bliver det igen lettere, når man via en nedkørsel og et fladt stykke kører mod nordvest og syd ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Den sender først rytterne mod vest ad en lige og let faldende vej ud til kystbyen Levanger, hvor dagens anden spurt køres efter 156,8 km. Her vender man rundt for at køre ad en let stigende vej mod først nordøst og siden sydøst forbi dagens sidste spurt, som kommer på en bakke (1,5 km, 5,6%) efter 163,9 km, inden man slutteligt kører et kort, fladt stykke mod øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Herfra går det mod sydøst ad en ganske let stigende vej, der leder direkte frem til målbjerget. Kort efter kører man nemlig mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Skallstuggu, der over 3,8 km stiger med 6,5%, men hvis data snyder. Efter en lettere start med 5,3% følger således 2 km med hhv. 8,3% og 7,5%, inden den sidste kilometer blot stiger med 1,7%. Stigningen går ad en næsten lige vej, der blot har to hårnålesving med ?? m igen.

Etapen byder på i alt 2636 højdemeter.

Den sidste stigning er ganske stejl, men den er også kort, og det er således puncheurterræn. Det er bestemt muligt, at bedste mand kører alene, men der kan meget vel være samlet en gruppe ved den røde flamme. Sker det, kan det gå helt i stå i et taktisk spil, hvor der kan komme en regruppering, og hvor snu ryttere kan snige sig væk. Det skaber således en ganske uforudsigelig afslutning på en etape, der bør blive afgjort mellem de bedste på sidste stigning, da det er løbets absolutte nøgleetape.

Skallstugu har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, hvor en kort, intens etape sluttes med fire omgange på en rundstrækning, der byder på en stejl lille mur med top bare 6 km fra stregen. Dermed sættes det førende hold på en alvorlig prøve, når de skal forsøge at kontrollere de mange angreb på klassementet, der utvivlsomt vil komme, og det samme gør den førende rytter selv, der både skal undgå at komme i problemer på den eksplosive bakke, måske kæmpe om bonussekunder i de indlagte spurter og holde styr på angreb i en afslutning, der kan blive uhyre taktisk. Dermed er der lagt op til en aggressiv og uforudsigelig afslutning på det norske løb - akkurat som det plejer at være på disse underholdende rundstrækninger.

Med en distance på 159,1 km er der tale om en relativt kort etape, der har både start og mål i Trondheim, og den skal inddeles i to dele, nemlig en første del, der sender rytterne rundt i terrænet syd for byen og slutteligt fire omgang på en eksplosiv rundstrækning inde i byen. Starten er let, da man lægger ud med at følge kystvejen langs Flakkfjorden mod nordvest, sydvest og sydøst, idet det undervejs er stort set fladt. Efter ca. 20 km kører man mod nordøst væk fra vandet op ad to små bakker, idet den første spurt kommer efter 26,0 km på toppen af den sidste. En nedkørsel leder mod syd tilbage til vandet, og derefter går det videre langs kysten igennem fladt terræn, først mod sydøst og siden mod vest og nordvest fem til byen Børsa, der nås efter 50,0 km.

Her forlader man vandet, når man drejer mod syd for at køre ad en let stigende vej, inden man vender rundt for at køre mod nordøst ad en let faldende vej frem til byen Melhus. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Løvset (1,9 km, 7,7%), der er en stejl sag med blandt andet 500 m med hele 13,6%. Toppen rundes efter 78,7 km, hvorefter det går vider mod nordøst ad først en nedkørsel og siden et let stigende stykke, inden det bliver fladt, når man fortsætter mod sydøst og senere nordøst.

Herefter drejer man mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Staggan (1,7 km, 4,7%), der er ganske ujævn og primært stiger med 7-8%, men også har en næsten flad passage. Toppen rundes efter 101,9 km, og derfra går det mod nordvest og nord ind mod Trondheim igennem fladt og let faldende terræn, indtil man rammer rundstrækningen efter 122,1 km og efter 126,6 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 8,1 km lange runde. Den indledes benhårdt, når man efter et ultrakort fladt stykke, der leder mod syd, kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Tyholt (1,4 km, 7,7%), der er svært ujævn med først 500 m med 9,2%, siden 500 m med 4,2% og slutteligt 400 m med 10,5%. Fra toppen resterer bare 5,8 km, der indledes med et let stigende stykke, som leder mod sydøst, inden det går mod sydvest og vest ad en nedkørsel. Med 3 km igen drejer man mod nord ind på en helt lige og ganske let faldende, der bliver stort set helt flad over den sidste kilometer, som afbrydes af et skarpt sving ?? m fra stregen. De to sidste indlagte spurter kommer ved tredje- og næstsidste passage af stregen efter hhv. 142,8 km og 151,0 km.

I alt er der 2355 højdemeter på programmet.

Læs også

Reserve leverede kæmpe overraskelse

Vi kender disse eksplosive finalerundstrækninger, der før har vendt op og ned på dette hele. Det skete eksempelvis i 2015, hvor Rein Taaramae stjal sejren fra Ben Hermans, og igen i 2019, hvor Alexey Lutsenko fik skovlen under Warren Barguil. Denne nye rundstrækning ser endda ud til at være en af de hårdeste, og den er så svær, at den førende rytter måske selv kan komme i problemer, men hvor den største opgave måske bliver at kontrollere det hele. På en dag som denne er et stærkt hold helt afgørende, og det hele kompliceres yderligere af de to indlagte spurter i den fulde finale. Alt kan således ske til slut, hvor punch, et stærkt hold, spurtstyrke og ikke mindst taktisk bliver afgørende elementer.

Trondheim har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var de norske mesterskaber i linjeløb i 2010, hvor Thor Hushovd sejrede med 4 sekunder ned til Christer Rake og 39 sekunder ned til Roy Hegreberg.

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. I årene mellem 2015 og 2017 var der dog så svære bjergafslutninger, at det var lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det gjorde det lettere at udpege favoritterne. Det var endnu mere markant i 2019, hvor den meget svære Storheia-stigning gjorde det endnu enklere, fordi den reelt eliminerede en stor del af feltet. Sådan var det til gengæld slet ikke i 2018, hvor den meget specielle puncheurrute var ganske vanskelig at fortolke, og hvor det endte med, at det blev en kombination af sidevind og de afsluttende bakker, der gav Sergei Chernetckii sejren, selvom mange havde spået Mathieu van der Poel som vinder.

I år kunne ligne en af de mere komplicerede udgaver. Ganske vist har vi nok engang en kongeetape med afslutning på en stigning, men der bestemt ikke tale om nogen Storheia eller Målselv, som er de to sværeste stigninger, er har været benyttet. Her er der reelt bare tale om en 2 km lang stigning med 7-8%, og det slutter endda med en flad sidste kilometer. Det kan bestemt ikke udelukkes, at bedste mand kører alene, men hvis ikke det lykkes, vil der næsten med sikkerhed gå taktik i den, når den flader ud. Efter så kort en stigning kan der ske en ganske betydelig regruppering, og så er døren åben for taktik og tilfældigheder. Det kan være, at det ender med en spurt, men det er bestemt også sandsynligt, at man kan snige sig væk i stilstanden, som vi senest så det med Guillaume Martin på dagens etape i Tour de l’Ain. Det er således slet ikke givet, at det er en af løbets bedste klatrere/puncheurs, der vil vinde kongeetapen.

Endnu mere kompliceret bliver det af 4. etape. Arrangørerne sørger altid for at gøre den meget uforudsigelig med svære rundstrækninger med stejle bakker, og sådan er det også i år. Denne gang ser den endda ekstra svær ud, for Tyholt er en ret vanskelig stigning. Vi har to gange set, at førertrøjen har skiftet ejermand til sidst. Det så vi i 2015, hvor feltet eksploderede til atomer, og hvor Ben Hermans tabte løbet på uheld, og det så vi i 2019, hvor Alexey Lutsenko detroniserede Warren Barguil i en nervepirrende duel på bonussekunder. Selv sidste år var det tæt på at ske, da Odd Christian Eiking i kraft af bonussekunder kom tæt på at gøre det onde ved Hermans én gang til.

På sidste etape kan altså ske. Hvis ikke bedste mand vinder 3. etape, kan den førende rytter sagtens blive sat af på den svære rundstrækning, hvis den eller de bedste kører fra ham på bakken. Det er også en etape, der er uhyre svær at kontrollere, og et stærkt hold samt muligt overtal er også en fordel. Endelig er der spurtstyrken i de indlagte spurter og på målstregen, for som Barguil kan skrive under på, kan de sagtens koste den samlede sejr til sidst.

De to første etaper bør som udgangspunkt ikke skabe forskelle. Korgfjellet på 1. etape kommer for langt fra mål, og her er der som udgangspunkt lagt op til en eller anden form for spurtafgørelse. 2. etape er mere tricky, hvis man kan stole på, at den sidste bakke vitterligt stiger med 8,8% over 1,6 km. Jeg ved, at sprinterholdene regner med en massespurt, men er de data rigtige, kan de få sig en grim overraskelse. Bakken kommer nok for tidligt til, at de bedste kan køre væk, men med bonussekunder på toppen vil der blive kæmpet, og her kommer punch og spurtstyrke altså igen i spil. Det kan det i det hele taget gøre i indlagte spurter gennem hele løbet, for med denne rute er det et løb, der vil blive afgjort med meget små marginaler.

Den ekstra joker er vejret. Man føler ellers, at det er hele Europa, der rammes af varme i disse dage, men Nordnorge er en undtagelse. Farligst er torsdagen. Her venter dagregn og ganske kraftig side- og sidemedvind over hele etapens anden del. Erfaringerne med sidevind i Arctic Race er dårlige, men vi så i 2019, at det splittede feltet. Det kræver, at det er åbent, og det er det sjældent, men med en tur op langs kysten kan det sagtens ske, at vi får sidevindssplittelse på åbningsdagen - og det vil i et løb afgjort på sekunder ændre det hele.

Bedre ser det imidlertid ud fredag, hvor det vil starte blæsende, men hvor vinden vil aftage, og hvor den nok vil være en anelse for svag til, at vi får splittelse. Til gengæld kan sprinterne glæde sig over en fuld modvindsfinale, hvilket mindsker den i forvejen svage chance for, at man kan køre hjem fra bakken. Lørdag ser det markant bedre ud med temperaturer på 17 og ikke 12 grader, som det vil være søndag, samt med kun få byger og relativt svag vind. Der vil være direkte sidevind hele vejen op ad stigningen, og det er godt nyt for folk, der vil have forskelle, at der ikke vil være modvind. Den flotte dag bliver søndagen, hvor man måske endda kan se solen, køre i temperaturer på 18 grader og i tørvejr, og hvor vinden bare vil være svag. Der vil være medvind på bakken, men det vil være en ulempe, at der følger et langt modvindsstykke i fladlandet, hvor det kan være svært at holde sig fri, hvis man er kørt væk.

Hvad er så konklusionen? Det er i hvert fald et løb for puncheur- og ardennertyper, der vil trives på 3. og 4. etape, men det er ikke et løb for rene klatrere. Spurtstyrke og punch kan blive enormt vigtig i jagten på bonussekunder, og det samme kan et stærkt hold, når 4. etape skal kontrolleres. Et overtal i de taktiske finale på de to weekendetaper er bestemt heller ikke en ulempe, og grundet de taktiske elementer er det ikke sikkert, at stærkeste mand vinder. Endelig kan der blive et behov for gode evner i sidevinden på 1. etape.

I de seneste udgaver har man kunnet præsentere nogle store navne - mest markant Mathieu van der Poel, der har kørt løbet to gange i træk - men efter coronapausen har feltet ikke været helt så stærkt. Det gælder også i år, hvor det særligt på klassementssiden mangler noget dybde. Det gør på den ene side løbet åbent, men det gør også kandidatfeltet mindre, end man ofte ser det. Det kompenseres der dog lidt for med den lettere rute, der vil åbne døren for flere, end vi så i den seneste meget hårde udgave.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Grundet det taktiske element er det med usikkerhed, at jeg peger på Quinten Hermans. Belgieren har nået nye højder i år, mest markant med 2. pladsen i Liege, men også sejren på kongeetapen i Belgien og senest 3. pladsen på muretapen i Polen. Sidstnævnte viser, at han er i form efter Tour-skuffelsen, og alle tre resultater viser, at han bør være en af de bedste i eksplosivt terræn. Jeg kan være lidt bekymret for stigningen længde på lørdag, for vi har vel endnu ikke set ham excellere over så lange stigninger, men vi taler trods alt kun om 2 km. Det burde være noget, han vil elske, men den vigtigste evne er hans spurtstyrke. Blandt favoritterne er han formentlig den hurtigste med den fart, han har vist i år, og det kan blive afgørende i et løb afgjort på bonussekunder.

Jeg er også tryg ved holdets evner i sidevinden, men min bekymring er holdets evne til at kontrollere på søndag. Her virker en trup med tunge ryttere bestemt ikke skræmmende, og han er endda sendt til Norge med to helt uerfarne og tunge stagiaires i en trup på bare seks mand. Heldigvis har han Sven Erik Bystrøm, der selv kan køre klassement på denne lidt lettere rute, da han også har punch og er hurtig, og bliver det taktiske spil en faktor, kan han sågar vinde løbet. Han har efter sine skader endnu ikke fundet sin bedste form, men kommer han stærkt ud af Touren, burde han være så god, at han sammen med de dog relativt tunge Taco van der Hoorn og Adrien Petit kommer et godt stykke i at kontrollere løbet. Det kan glide ham af hænde, men med sin spurtstyrke må Hermans være min favorit.

Den værste rival kunne være Tobias Johannessen, for hvem dette må være et stort mål. Han havde ønsket sig en hårdere rute, men det eksplosive terræn passer ham også fint, som vi blandt andet så det i Catalonien og med 2. pladsen på 1. etape i Tour of Norway. I det norske løb bekræftede han også sin fart, særligt på 2. etape, men jeg tror, at han er anelse langsommere end Hermans, der på 5. etape næppe var blevet slået af Remco Evenepoel. Det er dog på marginaler, og jeg tør bestemt ikke udelukke, at Johannessen kører fra alt og alle på lørdag, vinder opgøret om bonussekunder eller slår til i det taktiske spil. Hans form er dog ukendt, efter at han udgik i Norge som følge af styrt på 1. etape, men løbet her har utvivlsomt været et mål. Han var tæt på i Norge, og her har han en god chance for at tage den store hjemmebanesejr, også fordi Uno-X ser stærke ud. Både Idar Andersen og Anders Johannessen kan nemlig også køre klassement, men skal de vinde, skal det være via det taktiske spil, og sidstnævnte så desværre enormt formsvag ud i Tjekkiet. Et alternativ er Fredrik Dversnes, der har haft et svært år, men måske har fundet formen efter sommerpausen. Jeg kan være lidt bekymret for dem alle i sidevinden.

En anden rytter, der passer godt til løbet, er Nick Schultz. Hans katastrofale 2021 blev vendt på hovedet i en fremragende Tour, hvor han på 10. etape viste, at han har de puncheurevner, der skal til for at vinde her, og at han er lynhurtig, og i den tredje uge viste storform ved at klatre med de bedste i Pyrenæerne. Han udgik dog af San Sebastian, og selvom han melder dig godt kørende, ved man aldrig, hvor han står efter en grand tour. Han er nok knap så hurtig som Johannessen og Hermans, men hurtig er han, og med Tour-ben kan han vise sig som bedste mand på lørdag. Han har også den enorme fordel af et overtal, når han er til start med formstærke Kevin Colleoni, der endte på det samlede podium i Tjekkiet. Italieneren passer dårligt til løbet, men han kan vinde det i kraft af taktisk og overtal. Faktisk tør jeg heller ikke udelukke Dion Smith, der viste gode klatreben i Ordizia og Castilla y Leon. 3. etape er formentlig lidt for svær, men med en regruppering efter toppen er han et godt kort til at slå alle i en spurt. Om han så kan klare 4. etape, må vi se. I sidevinden bør holdet være stærke.

Israel-PT kommer med det vel nok stærkeste hold til den ukontrollerbare 4. etape. Deres bedste bud på en vinder er nok Simon Clarke, der har hurtigheden, men til gengæld har han på det seneste klatret så skidt, at mit gæt er, at han er afhængig af en regruppering på 3. etape. Lokale Carl Fredrik Hagen har endelig fundet nogle takter, da han sad med de bedste i San Sebastian, og så god har han ikke været siden Vueltaen i 2019. Han skal dog vinde via taktik. Det samme skal klatreren Sebastian Berwick, der til gengæld viste fremragende form på muren i Polen, hvor han dog fik åbnet for tidligt. Taktik er også vejen for Hugo Houle, der jo bare klatrer bedre og bedre, men han lider under et manglende punch. Han får svært ved at være med de bedste på 3. etape, men en regruppering giver ham muligheder. Endelig er der også Krists Neilands, der er et stykke fra det niveau, han havde, da han i 2019 blev nr. 3, men er han frisk efter Touren kan han være med på denne lettere rute. Det er kun Clarke, der kan vinde uden taktik, men holdets bredde i et taktisk løb gør dem enormt farlige. Til gengæld kan jeg være lidt bekymret for sidevinden.

DSM kommer med Andreas Leknessund, men han lider i den grad under den lette rute. Han kom ud af Touren i storform, og hans dieselmotor betyder garanteret, at han er i god form, men uden spurtstyrke vinder han kun via taktik. Faktisk er et bedre kort måske unge Max Poole, der i Tjekkiet viste storform, og særligt den spurt, han kørte på toppen af stigningen på 2. etape, viser, at han har de helt rette karakteristika. Det er dog meget at tro, at han er hurtigere end Hermans. Holdet har også den i år skuffende Mark Donovan, der med formen fra San Sebastian bør være med langt fremme på lørdag, men kun vinder via taktik.

Jerg er ret spændt på Mathieu Burgaudeau. Vi aner ikke, hvordan han er kommet ud af Touren, men en 24. plads på en bjergetape i den tredje uge vidner i hvert fald om en vis friskhed. Jeg kan være bekymret for, at stigningen på 3. etape er lidt for lang, men det burde bestemt være inden for rækkevidde, når vi ser på, hvordan han klarede Tourens 8. etape - særligt hvis vi får en regruppering. Han er også ganske hurtig og har aggressionen til at deltage i det taktiske spil. Han ledsages af Victor de la Parte, der dog har været en skygge af sig i år og slet ikke passer til løbet. Fabien Grellier og Fabien Doubey kan måske gøre det hæderligt, men ikke mere end det.

Arkea kommer med Kevin Vauquelin, der har imponeret i år. Med sit punch og sin fart er han egentlig skabt til løbet, men efter de lovende takter i Oman og Asturien skuffede hans klatring mig i Belgien og senest i Vallonien, hvor han virkede formsvag. Han skal nok bruge et lettere løb, men har han fundet benene fra foråret er han spændende. Han ledsages af klatreren Alessandro Verre, der har været en gedigen lottokupon gennem hele året, men var uhyre formsvag i Vallonien og passer dårligt til løbet, der nok er for hårdt for Louis Barré. Det er nok også slut for Winner Anacona med at klatre med de bedste selv i dette felt.

Cofidis kommer med sidste års nr. 3, Victor Lafay, men han er en af taberne ved den lette rute. Han er ikke langsom, som vi så på 3. etape i Dauphiné, men på flad vej, som vi har det på 3. etape, er han ikke hurtig. Han vinder således kun løbet via taktik, for han kører næppe fra alt og alle. Han kan nemlig ende med at falde helt igennem efter den gedigne formkrise, der sendte ham ud af Touren i helt udkørt tilstand, og derfor er det helt åbent, om han er kommet sig. Langt bedre til ruten passer Axel Zingle, der i hvert fald har hurtighed og punchet, men hans klatring har skuffet i år, og han så senest skidt ud i Vallonien. Mit gæt er, at det bliver for hårdt. En joker er Anthony Perez, der burde have en chance for at være med i dette terræn og her hurtig, men han skal vinde via taktik.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Alpecin giver en sjælden kaptajnrolle til Kristian Sbaragli. Desværre klatrer han slet ikke, som da han i 2019 kørte i top 10 i Montreal, og derfor tror jeg, at det bliver for hårdt. Han viste dog hæderlig form i Leuven i søndags, og får vi et lettere løb med en regruppering, er han ikke uden chance, da han også har en spurt. På papiret burde det være et perfekt løb for Nicola Conci, der viste fornemt punch og fart i Coppi e Bartali og Slovenien, men han var rystende formsvag i Vallonien og er kun hentet ind som reserve for David van der Poel. Sidste år viste Sjoerd Bax evner i dette terræn, og han viste hæderlig form i Polen, men niveauet er nok en anelse for højt. Endelig er der den tidligere roer Jason Osborne, der har vist storform med to samlede sejre i lokale belgiske etapeløb i juli, men vi har stadig til gode at se ham folde sig ud på dette niveau. Han kom i hvert fald til kort i Leuven og ved mesterskaberne.

Sport Vlaanderen har altid solide Kenneth van Rooy. Belgieren kommer sjældent i top 10, men næsten altid i top 20 i snart sagt alle terræner, der ikke er deciderede bjerge. Senest blev han nr. 14 i både Leuven og Vallonien, så formen er fin. Dette terræn er på grænsen, men i et lidt lettere løb kan han være med, og han er halvhurtig. Alternativt kan Ward Vanhoof og Aaron van Poucke gøre det hæderligt, mens ruten nok er for hård for ellers brølstærke Jens Reynders

Astana kommer med Alexandr Riabushenko. Alt taler for, at han får det for hårdt, for nu om dage er han meget tung. Vi er dog nødt til at åbne døren på klem for, at han efter Touren måske kan finde de drømmeben, han havde, da han slog Alexey Lutsenko på en knaldhård rute i Coppa Agostoni. Han er lynhurtig og har punch, og får vi et lettere løb, kan han vel ikke helt afskrives. Han ledsages af Antonio Nibali, der dog slet ikke passer til løbet og har haft et svært løb. Jeg er også lidt spændt på at se unge Gleb Syritsa i dette løb.

Human Powered Health har sidste års nr. 5, Kristian Aasvold, men han har ikke været i nærheden af det niveau siden dengang. Han passer dog ret godt til denne lettere rute, og hans kørsel i Getxo giver en smule håb. Til gengæld var den i år ellers så flyvende Paul Double uhyre formsvag i Tjekkiet, og i dag er det stadig lidt utroligt, at August Jensen faktisk har vundet kongeetapen i dette løb, for nu om dage må han regnes som nærmest tonstung.

Hos Euskaltel stiller man med Antonio Angulo. Han lagde stærkt fra land sidste år, hvor kongeetapen dog viste sig at være for svær, men på denne lettere rute kan han som halvhurtig puncheurtype måske være med. Han blev trods alt nr. 8 i Limousin sidste år, hvor terrænet ikke var alt for meget lettere. Formen har set hæderlig ud i Spanien på det sidste. Kaptajnen er veteranen Luis Angel Maté, men han passer dårligt til løbet og har intet vist i år.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos B&B burde løbet passe godt til mountainbikeren Victor Koretzky, der begyndte at vise takter i Ardennerne, men i Vallonien faldt han helt igennem, og jeg regner løbet som værende for hårdt for Thibault Ferasse og Axel Laurance. Hos Burgos vil man køre klassement med Angel Madrazo, men han kan ikke længere være med på dette niveau. Hos Bingoal burde løbet egentlig passe ret perfekt til halvhurtige Luc Wirtgen, men han viste ikke nogen storform i Vallonien og Tjekkiet og har generelt skuffet i år.
 

Endelig er der kontinentalholdene, der faktisk har ganske meget at skyde med. Mest interesse er der om Sean Bennett, der både i Tyrkiet og Slovenien viste, at han er bedre end nogensinde efter skiftet væk fra WorldTouren. Særligt i Slovenien, hvor det ikke kunne ses i resultaterne, så han godt ud. Desværre er ruten nok lidt for let. Coop har den uge komet Embret Svestad-Bårdseng, der med en samlet 18. plads i Tour of Norway viste, at han i dette svagere felt kan tillade sig at have ambitioner. Endelig har Trinity stortalentet Thomas Gloag, der endelig er sine skader kvit og forbereder sig til l’Avenir, men formen i Alsace så dog stadig ud til at have visse mangler hos den kommende Jumbo-rytter. Et alternativ er Rudy Porter, der i år er blevet nr. 2 i Fredsløbet og nr. 4 i Alpes Isere.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket forklarer den høje rangering af de mange Israel-PT-ryttere, da de kan udnytte et overtal i et løb, der kan blive meget taktisk.

OPDATERING: Johannessen udgik af Polen grundet sygdom, ikke styrt.

***** Quinten Hermans

**** Tobias Johannessen, Nick Schultz

*** Simon Clarke, Kevin Colleoni, Andreas Leknessund, Carl Fredrik Hagen, Sebastian Berwick

** Mathieu Burgaudeau, Max Poole, Sven Erik Bystrøm, Hugo Houle, Kevin Vauquelin, Victor Lafay, Sean Bennett, Kristian Sbaragli, Axel Zingle, Nicola Conci, Anthony Perez, Dion Smith, Krists Neilands, Kenneth van Rooy, Alexandr Riabushenko

* Kristian Aasvold, Embret Svestad Bårdseng, Rudy Porter, Thomas Gloag, Antonio Angulo, Idar Andersen, Fredrik Dversnes, Anders Johannessen, Victor de la Parte, Victor Koretzky, Axel Jaurance, Luc Wirtgen, Angel Madrazo, Fabien Grellier, Fabien Doubey, Alessandro Verre, Louis Barré, Winner Anacona, Sjoerd Bax, Jason Osborne, Ward Vanhoof, Aaron van Poucke, Antonio Nibali, Gleb Syritsa, Paul Double, Luis Angel Maté

Danskerne

Louis Bendixen og Andreas Stokbro er til start for Coop, hvor de med deres spurtstyrke kan forsøge at gå efter resultater på de to første etaper, mens de i weekenden skal støtte Embret Svestad-Bårdseng.

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER