Optakt: Australske mesterskaber - linjeløb

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter, og når han i 2023 endelig vender tilbage til begivenheden, er det første gang siden 2014, at landets vel nok bedste endagsrytter går efter at bære nationens vigtigste trøje. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. Nu om dage bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber siden 2020 efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Herald Sun Tour, som dog endnu ikke er vendt tilbage efter coronaperioden. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne dog stille op ved de australske mesterskaber uden mulighed for at vinde mesterskabstrøjen, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både gadeløb fredag, linjeløb i weekenden og enkeltstarter mandag og tirsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i førstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store linjeløb for herrer og damer køres søndag, mens enkeltstarterne for begge køn som noget nyt først afvikles senere, nemlig om tirsdagen. Derudover byder ugen på forskellige mesterskabsløb for ungdomsryttere, pararyttere, masters, et Gran Fondo-mesterskab samt forskellige former for holdløb.

Sidste år var løbet grundet coronasituationen en lidt trist affære, hvor feltet var ganske svagt, men det forhindrede ikke en af nationens kometer i at vise sit enorme potentiale. Efter at have misset enkeltstarten grundet covid rejste Luke Plapp sig med et storslået soloridt, der sikrede ham sin første titel i linjeløbet, hele 45 sekunder foran James Whelan, der som led i sin desperate kontraktjagt sikrede sig en fornem 2. plads, og 1.50 foran Brendan Johnston, der stod på podiets nederste trin. Plapp vender igen i år som en ensom Ineos-rytter tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Whelan, der fortsat er på kontraktjagt, samt Johnston, der drømmer om at gentage sidste års flotte resultat i et meget skrappere felt.

Ruten

Efter et par år i den nærliggende by Ballarat blev linjeløbet i 2010 flyttet til Buninyoung, hvor det har fundet sted lige siden. Mens enkeltstartsruten er blevet ændret flere gange for at tilgodese forskellige ryttertyper, benyttede man i de første mange år den samme 10,2 km lange rundstrækning til hovedbegivenheden. I 2010, 2011 og 2012 tilbagelagde rytterne 16 omgange, men dynamikken ændredes i 2013, hvor feltet kørte en indledende flad strækning, inden de ramte omgangene. I de følgende fire år bestod løbet af 18 omgange på rundstrækningen, hvilket gav en samlet distance på 183,6 km.

Forud for 2018-løbet ændrede man en anelse på rundstrækningen, der nu er forlænget til 11,6 km ved at køre en ekstra lille sløjfe i det let faldende og flade terræn, der dominerer den anden halvdel. Samtidig er antallet af omgange reduceret til 16, så der i alt er 185,6 km på programmet. Det er altså sjette år, at man benytter denne modificerede rute, der med færre passager af løbets nøglestigning er en anelse mindre kuperet end den gamle, ligesom der er 1400 m længere fra dennes top til målstregen, end der var på den gamle rute.

Rundstrækningen er temmelig simpel. Kort efter målstregen drejer rytterne til venstre for foden af den berømte Mt. Buninyoung-stigning, der bestiges fra vest og sydvest. Den er kun 3,0 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2, men er ganske ujævn med 2,6% over de første 500 m, 6-7% over den næste kilometer, endnu et plateau med 2,4% over 500 m og slutteligt hhv. 5,7% og 8,0% over de sidste to gange 500 m.

På toppen, der nås med 8,7 km igen, drejer man mod nord, hvor det flader ud, inden en kort nedkørsel og et venstresving fører feltet ind på Yankee Flat Road, en 1200 m lang, relativt flad strækning.  Dernæst gælder det nedkørslen, der i den nye version er forlænget, byder på et par fladere stykker undervejs og en ny, mere teknisk del med adskillige sving, herunder en særlig kringlet del mod slutningen. Et 90-graders venstresving fører feltet mod syd ind på Geelong Road, hvorefter det går ad brede veje med bare nogle helt bløde kurver. Fra svinget resterer kun 2,5 km, inden feltet når målet, og terrænet er først ganske let stigende, inden det falder over de sidste 1500 m.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Ruten byder i alt på 2977 højdemeter.

Vejret

Den australske sommer kan være kendt for en ganske brutal varme, men selvom det bliver en hed søndag, bliver det slet ikke så ekstremt. Således venter en dag med kun få skyer og en temperatur, der topper på 31 grader, mens der bare vil være en let vind (10-12 km/t), der gennem eftermiddagen vil dreje fra nordvest over vest og sydvest til syd. Den varierende vindretning giver forskellige forhold gennem dage, men generelt vil der være forskellige former for medvind på stigningen, og det vil i finalen også gælde for det efterfølgende stykke, inden man vil have forskellige former for modvind på nedkørslen. Slutteligt vil man over de sidste 2,5 km på de sidste omgange have sidemodvind og til allersidst næsten ren modvind.

Favoritterne

Ruten i Buninyoung er nu blevet benyttet adskillige gange til både elite- og U23-løbene, og det betyder, at alle ryttere ved, hvad de skal forvente på den kuperede rundstrækning. Historien viser, at Mt. Buninyoung traditionelt er for hård for de rene sprintere, og at de eksplosive puncheur- og ardennertyper ofte har været i stand til at gøre en afgørende forskel på sidste omgang. Løbet er ofte blevet afgjort af en eksklusiv gruppe af favoritter, der har benyttet sidste passage af stigningen til at komme fri, og dermed er løbet skræddersyet til ardennerspecialister med en god spurt.

For et par år siden blev ruten som sagt modificeret en anelse, hvilket betyder, at stigningen skal passeres færre gange, og at der er en smule længere fra toppen til mål. På den anden side er nedkørslen blevet mere teknisk, og dermed er det vanskeligere for en større gruppe at organisere en jagt. Overordnet er der dog tale om en rute, der ikke har givet anledning til et løb, som afviger voldsomt fra det, vi tidligere har set.

Et nationalt mesterskab er en ganske særegen affære. Nogle hold har adskillige ryttere til start og kan i høj grad diktere forløbet, mens mange af favoritterne har meget lidt assistance og således ingen indflydelse har på taktikken. Det har ofte givet anledning til overraskende udfald, og hvis de toneangivende hold er tilfredse med sammensætningen af det tidlige udbrud, er det bestemt muligt for lykkeridderne at snyde favoritterne.

Vi skal passe på med at bruge 2021- og 2022-udgaverne til for meget, da de strenge australske coronaregler betød, at felterne var langt svagere end tidligere, men vi har flere gange set den slags outsidersejre fra udbrud. Et eksempel er løbet i 2018, hvor det dominerende Mitchelton-mandskab sendte outsideren Alex Edmondson afsted med mere end 30 km til mål, hvorefter det lykkedes ham at holde favoritterne fra de øvrige hold bag sig, eller da samme hold i 2017 lod Luke Durbridge og Cameron Meyer tage sin chance fra et tidligt udbrud, hvorefter det blev til en overraskende sejr til Michael Freiberg. Et andet eksempel kom i 2015, hvor de lod den helt unge Caleb Ewan gå i et udbrud, der endte med at køre om sejren, mens de relativt isolerede favoritter, Cadel Evans og Richie Porte, måtte se skuffede til.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Som det næsten fremgår af ovenstående, har alle øjne altid været rettet mod GreenEDGE-mandskabet, der nu går under navnet Jayco-AlUla, men deres taktik har ændret sig markant i de senere år. Efter Simon Gerrans’ farvel har holdet været uden en sand specialist til denne type løb, også fordi de ofte er stillet med en relativt beskeden trup. Det har betydet, at de ikke har kunnet satse på, at en Gerrans-type har kunnet gøre arbejdet færdigt til sidst. Derfor er det slet ikke overraskende, at vi i de senere år har set en gentagelse af taktikken fra 2015, hvor de i Gerrans’ fravær netop valgte at køre mere offensivt og lade ryttere fra andet geled tage deres chance fra et udbrud. I de tilfælde er det ofte endt med en outsidersejr, fordi de øvrige WorldTour-ryttere ikke har haft hjælpere til at skabe samling.

Det betyder, at løbet er pokkers svært at spå om, og det viser vinderlisten da også. Ser vi igen bort fra de seneste to udgaver, skal vi vel helt tilbage til Gerrans’ sidste sejr i 2014 for at finde en udgave, hvor en af forhåndsfavoritterne løb med titlen. Lægger man dertil, at vi ikke aner noget som helst om rytternes form, er det helt oplagt, at det er et løb, man aldrig kan regne med.

Igen i år må vi stille os spørgsmålet, hvad Jayco vil. Det skyldes formentlig, at det er den første rigtige australske cykelsommer siden 2020, at det australske storhold for første gang i lang tid kommer med det tunge skyts. Der er således ikke én eneste af holdets ni australiere, der er blevet i Europa eller har fået fri, og de kommer derfor med et skræmmende overtal. Mest markant er det, at de stiller med Michael Matthews, der ellers ikke har kørt den australske sommer siden 2014 og derfor starter sæsonen tidligere og anderledes end vanligt.

Hvad betyder det for deres taktik? Matthews er næsten skabt til denne ardenneragtige rute, og kender vi den ambitiøse australier ret, stiller han til start med meget store ambitioner. På holdet er han tillige den eneste oplagte vindertype, da ruten må være for hård for sprinteren Blake Quick, og jeg vil tvivle på, at de vil tage en chance ved at lade en spurtsvag type køre sin chance fra et udbrud. Chancen for, at de kører et mere kontrollerende løb, hvor favoritterne skal afgøre det på de sidste omgange, må være større denne gang, og det øger chancen betydeligt for, at vi kan få den første favoritsejr siden 2014.

Betyder det så, at de bare vil køre for Matthews? Det er ikke sikkert. Overtallet skal næsten bruges, og på de sidste omgange kan de sagtens sidde med flere mand i en lille gruppe. I det tilfælde vil det være oplagt at sætte rivalerne under pres ved at sende mindre spurtstærke ryttere i offensiven, og en sådant angreb kan sagtens lykkes, da antallet af hjælpere vil være få og samarbejdet derfor dårligt.

I det spil indgår også Caleb Ewan. Den lille australier har før vist, at han kan klare ruten, når formen er god, og han vil være den eneste, Matthews ikke vil slæbe med til stregen. Han er endda ikke helt alene, da han har selskab af Jarrad Drizners og Harry Sweeny, og dermed har han en lille mulighed for at kontrollere dele af løbet. Det øger igen chancen for en vis form for samling på de sidste omgange, og derefter kan Jaycos taktik meget vel afhænge af, om Ewan er med endnu. Er han væk, er det muligt, at de kører mere for Matthews. Er han med endnu, vil de formentlig lege mere med overtallet.

Det taktiske element betyder, at det meget vel kan blive en smule tilfældigt, hvem der vinder, men skal man pege på én favorit, må det være Michael Matthews. Også hans form er en ubekendt, men vi ved, at han som regel starter som lyn og torden. Han har tidligere vundet i Tour Down Under, og han har før vundet prologen i Paris-Nice på sin første løbsdag. Matthews stiller aldrig til start bare for at træne, og han må antages at komme for at vinde.

Er han i form, er det svært at se, at han kan sættes på stigningen, og det vil kun være Ewan, han ikke kan slå i en spurt. Jayco har så stærkt et hold, at de burde kunne skabe et hårdt løb, og da Ewan næppe er i Sanremo-form endnu, burde det med medvind på stigningen være muligt for holdets mange klatrere at sætte den lille australier til vægs. Gør de det, er vejen banet for, at de bare skal holde det samlet til en spurt i en lille gruppe af klatrere, hvor det er svært at tro, at Matthews ikke vil vinde. Han kan blive slået via taktik, men kører Jayco, som jeg forventer det, denne gang et lidt mere kontrolleret løb, kunne det meget vel ende med en første australsk titel til Matthews.

Bliver løbet mere taktisk, har holdet vel særligt to gode alternative bud. Chris Harper og Lucas Hamilton har begge for vane at køre stærkt i den australske sommer og må regnes som to af feltets allerbedste klatrere. Det er dem, der skal skabe det hårde løb for Matthews, men det er også dem, holdet kan spille ud i det taktiske spil til sidst. Det er klart, at de formentlig skal alene hjem for at vinde, men det kan de også sagtens komme i en taktisk finale, hvor Jayco sidder i massivt overtal. Holdets tredje klatrer er nyprofessionelle Rudy Porter, der heller ikke helt kan afskrives, men man må formode, at han er en smule længere nede i hierarkiet.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Man kan heller ikke helt udelukke, at de lader Luke Durbridge tage sin chance med et angreb fra distancen. Det har de faktisk gjort overraskende mange gange, og selvom han oftest er blevet slået, vandt han titlen tilbage i 2013. Han er ikke typen, der kører med de allerbedste, når de skal over stigningen for sidste gang, men han klatrer fint og har vist, at han er farlig, hvis han får lov at spille sine kort lidt tidligere. En tilsvarende chance kunne man måske give til Callum Scotson¸ der de senere år har klatret overraskende godt og er den loyale hjælper, de kunne give en chance her. Til gengæld vil jeg tro, at sprinteren Blake Quick samt de tungere Kelland O’Brien og Michael Hepburn bliver brugt til at føre tidligt, da de næppe kan gøre det færdigt på så hård en rute.

Den største trussel mod en Jayco-sejr er vel trods alt Caleb Ewan. Den lille australier har kørt løbet fem gange, og hvor løbet tre gange viste sig at være for hårdt, har han også været meget tæt på to gange. I sin debut i 2015, hvor han regnede med, at løbet var for hårdt, gik han i det tidlige udbrud og endte som nr. 2 efter højst overraskende at være blevet slået af Heinrich Haussler i udbruddets spurt. Mere imponerende var det dog i 2018, hvor han kørte med alle favoritterne på sidste stigning, men favoritgruppen fik akkurat ikke hentet hans holdkammerat Edmondson, hvorefter han med en skidt spurt blot endte som nr. 4. Til gengæld blev han sat af i 2019, og det vidner om, at meget afhænger af hans form.

Modsat Matthews kan man aldrig regne med, hvor han står, men han har for vane at være god i den australske sommer. Med Sanremo-ben får de svært ved at sætte ham, men så gode ben har han trods alt næppe allerede nu. Jeg vil tro, at det klatrestærke Jayco kan sætte ham af, men overlever han, vinder han utvivlsomt en spurt.

Udfordringen kan blive at holde det samlet, men her er han hjulpet af, at han støttes af Jarrad Drizners og Harry Sweeny. Drizners vandt U23-løbet på samme rute i 2020, og selvom Jayco formentlig kan gøre det for hårdt for ham, kan han med god form komme langt. Endnu længere kan Sweeny komme, for vi så i Ain i august, at han klatrede som en vanvittig. Han er dog ekstremt svingende, og jeg tvivler på, at han er flyvende lige nu. Skal Ewan vinde, skal han formentlig have en af de to med over stigningen sidste gang, og det kan blive svært. Begge er selv gode vinderkandidater, for Lotto kunne meget vel sende dem med i de sene angreb for at undgå at komme på bagkant. Drizners har den fordel, at han er hurtig og kan vinde en spurt, men til gengæld er Sweeny den brølstærke type, der - hvis han er i form - kan blive meget svær at hente.

En farlig herre er Simon Clarke. Sidste år startede han sæsonen som lyn og torden, men det var også med det formål at sikre sig en kontrakt, hvad der som bekendt lykkedes i allersidste øjeblik. Denne gang har han ikke samme incitament til at sætte verden i brand, men jeg tror, at han føler sig inspireret af sin vilde sæsonstart i 2022 til at forsøge en gentagelse. Hans kørsel på Mallorca sidste år var skoleeksemplet på, hvor langt man kan komme med god form tidligt på sæsonen, og har han samme niveau nu, er der ingen i dette felt, der sætter ham af på stigningen. Han er også en af de allerhurtigste, men Matthews kan han næppe slå. Til gengæld er han snu og erfaren, og det kan meget vel være det, der bringer ham i en vindende position, selvom han vil være på egen hånd, da hans holdkammerat, sprinteren Taj Jones , er uden chance på denne rute.

Man skal heller ikke udelukke et titelforsvar til Luke Plapp. Det australske vidunderbarn var i sin egen liga for et år siden, men nu skal han vise, at han også kan vinde i et stærkere felt. Det ligner en svær opgave bare at køre fra hele Jayco-banden, for han får ikke skyggen af frihed og vil formentlig have Matthews i nakken hver eneste gang, han rører på sig. Samtidig er han Palle alene i verden, og han kan derfor slet ikke påvirke taktikken. Det kunne han heller ikke sidste år, hvor han bare tog sagen i egen hånd og kørte fra alt og alle. Det bliver svært i år, men er der en mand, der kan knuse al modstand med et vildt soloridt, er det vel det australske stortalent, hvis potentiale stadig synes helt enormt.

Man er også nødt til at nævne DSM-duoen bestående af Chris Hamilton og Matthew Dinham. Begge er ret klatrestærke, og er de i form, vil de være blandt de bedste på denne stigning. Vi ved, at Hamilton altid kører stærkt på denne tid af året, og Dinham kunne også meget vel starte stærkt, da motivationen til den professionelle debut næppe har manglet. De har den fordel, at de sammen med Jayco og måske er Lotto er det eneste større hold, der kan have et overtal til sidst, og det kan de forhåbentlig udnytte. Hamilton må være den stærkeste af de to, men han skal alene hjem for at vinde. Derfor er det måske unge Dinham, der er det bedste bud, da han både kan klatre og spurte og vil blive regnet som en underdog.

To af feltets største navne er måske også løbets to bedste klatrere. Jay Vine og Ben O’Connor bør gøre alt for at lægge pres på, når de rammer stigningen, men desværre for dem begge er de helt alene. De vil begge være voldsomt overvågede af Jayco, der næppe giver dem en lillefinger, og da de begge er spurtsvage, skal de alene hjem for at vinde. Det er stigningen næppe svær nok til, og modsat Plapp har de ikke de tempoevner, der gør det sandsynligt, at de kan tage Jayco på sengen og lave et stort soloridt fra distancen. Derfor er det svært at se dem vinde, men i en taktisk finale kan de naturligvis ikke afskrives. Det vil dog undre mig, hvis de er flyvende nu. Det plejer O’Connor ikke at være på denne tid af året, og Vines niveau er notorisk noget af det mest umulige at spå om.

Feltet tæller derudover blot to professionelle ryttere, nemlig Alpecins lovende sprinter Jensen Plowright og Q36.5s Cyrus Monk , men det er svært at se dem vinde på denne rute, selvom Monk måske kan overraske. Den tidligere professionelle Lachlan Morton stiller også til start, men hans niveau som landevejsrytter rækker næppe længere til en sejr, selvom han måske alligevel kunne være et bud på en mand, der kan overraske fra et langt udbrud.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Kontinentalholdene har før overrasket, men det bliver svært at gentage i årets stærke felt. Det eneste hold, der for alvor kan udnytte et mandskabsmæssigt overtal, er BridgeLane. Holdet er uden den hurtige Nicolas White, der blev nr. 4 i det svagere felt i 2021 og tidligere har vundet U23-titlen, og bedst bud er derfor nok den relativt klatrestærke Samuel Jenner, der formentlig skal alene hjem for at vinde. Et alternativ er Alastair Christie-Johnston, der sidste år blev nr. 6. Andre kandidater kunne være sidste års nr. 2, den tidligere EF-rytter James Whelan, der kørte fremragende for et år siden, veteranen Mark O’Brien, der har været med fremme et hav af gange, sidste års nr. 3, Brendan Johnston, Carter Bettles, sidste års nr. 4, Kane Richards, Ryan Cavanagh, sidste års nr. 5, Drew Morey, Benjamin Hill, Cameron Ivory, Sam Crome, Lionel Mawditt samt den tidligere WorldTour-rytter Timothy Roe

***** Michael Matthews

**** Chris Harper, Lucas Hamilton

*** Luke Durbridge, Caleb Ewan, Simon Clarke, Luke Plapp, Callum Scotson

** Harry Sweeny, Rudy Porter, Jarrad Drizners, Matthew Dinham, Chris Hamilton, Jay Vine, Ben O’Connor,

* Michael Hepburn, Kelland O’Brien, Blake Quick, Lachlan Morton, Cyrus Monk, James Whelan, Samuel Jenner, Mark O’Brien, Brendan Johnston, Alastair Christie-Johnston, Carter Bettles, Kane Richards, Ryan Cavanagh, Drew Morey, Benjamin Hill, Cameron Ivory, Sam Crome, Lionel Mawditt, Timothy Roe

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Luke Plapps sejr fra 2022, Cameron Meyers sejre fra 2021 og 2020, Michael Freibergs sejr fra 2019, Alexander Edmondsons sejr fra 2018 og Miles Scotsons sejr fra 2017.

Livestream

Er man en natteravn og/eller morgenfrisk, kan løbet ses på Discovery+ fra kl. 3.20 søndag nat.