Optakt: Australske mesterskaber – enkeltstart

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter, og når han i 2023 endelig vender tilbage til begivenheden, er det første gang siden 2014, at landets vel nok bedste endagsrytter går efter at bære nationens vigtigste trøje. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. Nu om dage bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber siden 2020 efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Herald Sun Tour, som dog endnu ikke er vendt tilbage efter coronaperioden. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne dog stille op ved de australske mesterskaber uden mulighed for at vinde mesterskabstrøjen, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både gadeløb fredag, linjeløb i weekenden og enkeltstarter mandag og tirsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i førstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store linjeløb for herrer og damer køres søndag, mens enkeltstarterne for begge køn som noget nyt først afvikles senere, nemlig om tirsdagen. Derudover byder ugen på forskellige mesterskabsløb for ungdomsryttere, pararyttere, masters, et Gran Fondo-mesterskab samt forskellige former for holdløb.

Sidste år var det enkeltstarterne, der åbnede festen, og selvom mesterskaberne generelt var hårdt ramt af corona, var der ingen grund til at klage over feltet. Der var nemlig lagt op til et spændende opgør mellem de evige rivaler Rohan Dennis og Luke Durbridge samt den forsvarende mester, kometen Luke Plapp. Desværre blev sidstnævnte ramt af corona kort inden starten, og han måtte derfor melde afbud. Derfor endte det med den klassiske duel mellem Dennis og Durbridge, og selvom Durbridge flere gange har overrasket i løbet, var der denne gang ingen tvivl om udfaldet. Dennis levede op til favoritværdigheden i sit første løb for Jumbo og vandt ganske suverænt med 1.13 ned til Durbridge, mens Conor Leahy på tredjepladsen tabte hele 1.48. Dennis vender desværre ikke tilbage for at forsvare titlen, men både Durbridge og Leahy er med igen og jagtder dermed den titel, de blev snydt for i 2022.

Ruten

Mens ruten til linjeløbet stort set har været uforandret i adskillige år, er enkeltstartsruten blevet ændret adskillige gange, og den har tilgodeset flere forskellige ryttertyper. Nogle år har det været en hovedsageligt flad affære skræddersyet til specialisterne, men i 2015 blev en ny, mere kuperet, 40,9 km lang rute i Buninyoung introduceret. Samme strækning blev derefter benyttet hele fem gange i træk, men til 2020-udgaven valgte man igen forandring i form af en ny, 37,5 km lang strækning, der intet har til fælles med den forrige. Den var åbenbart et hit, for den er blevet benyttet siden dengang og er altså denne gang på programmet for fjerde gang.

Ruten er stadig henlagt til Buninyoung, hvor der skal to omgange på en 18,8 km lang rundstrækning med start og mål i byen. Fra starten kører man en lille omgang rundt i byen op over en lille bakke (800 m, 5,8%), der har top efter 2 km, inden et fladt let faldende stykke leder mod øst ud af byen. Her sætter man kursen mod nord, hvor man følger en helt lige vej, der er helt flad.

Efter 8,3 km når man ud til et vendepunkt, hvorefter man følger den samme helt flade og lige vej tilbage mod syd. I udkanten af byen drejer man mod vest for at køre op ad samme bakke, som man tidligere kørte nedad, men i stedet for at følge samme vej hele vejen tilbage til udgangspunktet slår man en lille sløjfe i området syd for byen. Her er terrænet først helt fladt, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der stiger med 2,1% i gennemsnit. Den sidste del er betydeligt mere teknisk med nogle bløde kurver og skarpe sving med 5100, 4200, 1800, 1300 og 400 m igen. Ved første passage af stregen tages en mellemtid, hvorefter man kører den anden og sidste omgang, idet man efter afslutningen drejer til højre for at køre de 100 m frem til stregen.

Ruten har i alt 374 højdemeter, hvilket er ca. 60 færre end den gamle rute, der var 3,4 km længere.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Den australske sommer kan være præget af brutal hede, men sådan bliver det slet ikke til årets enkeltstart. Her venter en helt skyfri dag, hvor temperaturen vil toppe på 26 grader, men det vil være en smule blæsende med en jævn vind (17-19 km/t), der vil være ganske konstant og komme fra sydsydøst. Det giver primært sidemedvind på første del frem til vendepunktet og sidemodvind på turen tilbage mod Buninyoung. På den sidste lille runde vil der først være sidemedvind og slutteligt sidemodvind, indtil man atter får sidemedvind efter det sidste næstsidste sving med 400 m igen.

Favoritterne

Det kan være svært for arrangørerne at få de store WorldTour-stjerner til at drage om på den anden side af jorden til de nationale mesterskaber, der ofte mangler en del af nationens topnavne i feltet. Det forholder sig imidlertid lidt anderledes med enkeltstarten, der modsat linjeløbet næsten altid har deltagelse af alle landets største specialister. Særligt Luke Durbridge og Rohan Dennis har for vane altid at gøre løbet til et første mål, Michael Hepburn har også deltaget med jævne mellemrum, og selv Richie Porte har kørt det flere gange i de seneste år, blandt andet med guld i 2015 og sølv i 2016 som resultat.

Hvor linjeløbet var sjældent stærkt besat, gælder den samme tendens desværre ikke denne gang for enkeltstarten. For blot anden gang siden 2013 skipper den forsvarende vinder, Rohan Dennis, der i periode har vundet fire gange, er blevet nr. 2 fire gange samt udgået en enkelt gang, løbet, og dermed er løbet uden sin allerstørste profil. Heller ikke Hepburn er med denne gang, men heldigvis kan løbet stadig glæde sig over deltagelse af de to aktive ryttere, der har prøvet at bære trøjen, nemlig den firefoldige vinder Durbridge og mesteren fra 2021, Luke Plapp, der netop har forsvaret sin titel i linjeløbet. Der er imidlertid kun seks professionelle ryttere til start, og det er markant færre end linjeløbet, hvorfra en anden potentiel vinderkandidat, Michael Matthews, også skipper løbet.

Uanset om feltet har været stærkt eller svagere besat, som det er tilfældet i år, har det altid manglet dybde. Det er ikke sjældent, at der er så få professionelle ryttere til start, og resten af feltet udgøres af kontinentalryttere og ryttere fra lokale australske klubber. Derfor er medaljekampen da også på forhånd reduceret til et opgør mellem nogle ganske få store navne, mens hovedparten af det 21 mand store felt, der har tilmeldt sig, primært har karakter af rent fyld.

Det er således de seks WorldTour-ryttere, der vil være mest fokus på, og de af dem, der har kørt tidligere udgave, bliver ikke overraskede. Ruten benyttes nu for fjerde gang, og vi ved derfor efterhånden, hvad vi skal forvente. Den gamle rute, der blev benyttet frem til og med 2019, var ganske kuperet og havde særligt én relativt grim bakke. Heller ikke den nye rute er helt flad, men den må dog betegnes som lettere. Højdemeterne er færre, og der er kun én lidt længere bakke, der skal forceres på begge omgange på rundstrækningen. Til gengæld stilles der større krav til de tekniske evner, da der mod slutningen er betydeligt flere sving end på den gamle rute, der nærmest bare bestod af én lang, lige vej. Den slags enkelhed finder man dog også på den indledende del af denne rute, og samlet set synes der at være tale om et glimrende løb for kraftfulde specialister, der ikke hører til i den allermest klatresvage kategori, hvad vi også kan se af de seneste tre udgaver af løbet.

Den australske sommer kan være ganske brutal, men i år er den helt menneskelig. Vejret bliver ganske behageligt, om end de kraftfulde specialister vil glæde sig over, at det vil være en anelse blæsende. Heldigvis er betingelserne helt ens for alle, og dermed får vi et helt fair opgør, hvor bedste mand burde vinde.

De australske mesterskaber er altid svære at spå om, fordi det er første seriøse konkurrenceaktivitet for hele feltet i flere måneder. Derfor aner vi reelt ikke, hvem der er i form eller ej, og derfor må vi til tider famle lidt i blinde. De eneste faste holdepunkter, vi kan gribe fat i, er de sparsomme meldinger, rytterne er kommet med, samt den historik, de har for at ramme formen i disse tidlige måneder. Denne gang er vi dog hjulpet mere end vanligt, da enkeltstarten højst usædvanligt afvikles efter enkeltstarterne.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

På den baggrund er det også svært ikke at pege på Luke Plapp som den store favorit. Kometen tog hele Australien med storm, da han i 2021, hvor Dennis også var fraværende, vandt elitens titel i allerførste forsøg og det endda med hele 43 sekunder ned til den firedobbeltvinder Durbridge. Det var endda på præcis samme rute som denne, og den er da også tilstrækkeligt kuperet til at være til fordel for en klatrestærk fyr som ham. Sidste år missede han desværre enkeltstarten grundet sin egen coronainfektion, men han viste senere sit enorme potentiale med 2. pladsen ved U23-VM, selvom han grundet en skade havde haft en elendig forberedelse.

I sit første år hos eliten lykkedes det ham aldrig for alvor at bekræfte evnerne. Han var uheldig under Commonwealth Games og i UAE Tour, og i Vueltaen var han helt død. Det var han stadig til VM, men alligevel lykkedes det ham at ende som en ganske pæn nr. 12, og det resultat skal faktisk i lyset af hans på det tidspunkt ret lave niveau ses som et kvalitetsstempel. Nu kommer han til løbet i ganske glimrende form efter at have forsvaret titlen i linjeløbet efter at have overvundet det store Jayco-overtal, og selvom det var Michael Matthews, der efterlod løbets mest positive indtryk, var Plapp en ganske klar nr. 2. Med den kombination af form og tempoevner taler alt for, at han vinder titlen for anden gang.

Hans værste rival er naturligvis igen Luke Durbridge. Som sagt har han allerede vundet fire gange, og selvom hans tempoevner er betydeligt ringere end i de unge år, har han for vane at overpræstere netop id dette løb. Således slog han ganske sensationel Dennis i både 2019 og 2020, og det var vel at mærke i de to år, hvor rivalen stillede op i regnbuetrøjen som verdensmester. Til gengæld fik han på præcis denne rute gedigne prygl af først Plapp i 2021 og siden af Dennis i 2022, men det var også i den periode, hvor hans temporesultater var allerdårligst.

I 2022 kom der imidlertid en lille renæssance senere på året. Som de fleste andre ryttere fra det daværende BikeExchange (det nuværende Jayco) var han del af et sandt tempomirakel som følge af nyt udstyr og nyt fokus. Det førte til en fremragende enkeltstart i Dauphiné, og selvom det ikke fungerede lige så godt senere, vidner det om, at han fortsat har evnen til at overpræstere, når han rammer dagen. Det skal han formentlig også for at slå Plapp på en kuperet rute, der er til fordel for Ineos-rytteren, men hvis han kører som i Dauphiné, kan han vinde. Om han så gør det, kan være svært at vurdere, for han kørte ikke sin egen chance i linjeløbet, hvor han ”bare” deltog i det tidlige udbrud. Til gengæld plejer han at være meget formstærk på dette tidspunkt, og det giver en reel chance for, at han med en Dauphiné-præstation kan tage en femte titel og dermed nærme sig den rekord, Nathan O’Neill har med sine seks sejre mellem 1998 og 2007.

Det vil være meget overraskende, hvis ikke de to favoritter igen løber med guldet og sølvet, men til gengæld er det ret åbent, hvem der vil løbe med bronzen. Jeg prøver at pege på Jay Vine, men det er med nogen usikkerhed. UAEs nye signing har ikke kørt mange enkeltstarter i sin karriere, men han har i det seneste års tid arbejdet målrettet på det, naturligvis for at kunne udvikle sig til klassementsrytter. Fremgangen er også ganske tydelig. Sidste år blev han nr. 23 i Vueltaen på en helt flad powerrute, og det var for ham et ganske storartet resultat. Specialist er han ikke, men dem er der heldigvis heller ikke flere af i dette felt, og dermed burde hans Vuelta-præstation være nok til bronzemedaljen. Den relativt kuperede rute er også til hans klare fordel, men hans meget svage præstation i linjeløbet skaber en frygt. I forvejen havde jeg ikke regnet med, at han ville være flyvende i januar, og det var han bestemt heller ikke søndag. Heldigvis er han også meget, meget svingende, og i dette felt, hvor ingen af de øvrige ryttere har virket overbevisende, kan den nuværende form måske række.

Vi kan dog også sagtens ende med samme podium som i 2021. Dengang endte Kelland O’Brien som nr. 3 bag Plapp og Durbridge, og siden dengang har han forbedret sig. Han er nemlig blevet professionel og har nu kørt et helt år på WorldTouren, og selvom han bestemt ikke er specialist, kørte han en ganske fin enkeltstart i Vueltaen, hvor han som nr. 28 kun var ca. et halvt minut langsommere end Vine. Det var til gengæld på en helt flad rute, der passede ham ganske perfekt, og denne kuperede rute er i den interne kamp mellem de to klart til fordel for Vine. Til gengæld er O’Brien i fin form, som vi så, da han lidt overraskende vandt gadeløbet i fredags, inden han i linjeløbet var ren slave for Matthews. Havde det været en flad powerrute, havde han ubetinget været min bronzefavorit, og nu er spørgsmålet, om bakkerne alligevel taler mere til fordel for hans rivaler.

Bronzen kan dog også meget vel gå til Chris Harper. Også han skal egentlig regnes som en temposvag klatrer, men i sin tid hos Jumbo gjorde han pæne fremskridt. Han har ikke leveret, som Vine gjorde i Vueltaen, men han blev trods alt nr. 3 på denne rute i 2020, hvor han slog specialisten Hepburn, inden han blev nr. 4 i 2021. Hans linjeløb var ikke som håbet, men han agerede i en hjælperrolle for Matthews og klarede sig i hvert fald bedre end Vine. Den kuperede rute hjælper ham også, men han skal vænne sig til nyt materiel. Både Jumbo og Jayco kører med fremragende udstyr, og det er derfor primært tilvænningen, der kan volde problemer. Spørgsmålet er, om det er Vines kombination af tempo- og klatreevner, O’Briens tempoevner og form eller Harpers tilsyneladende bedre form, der vil være afgørende i kampen om bronze.

De skal også passe på Callum Scotson. Som U23 var han regnet som specialist, men som professionel har han vel nærmest ikke kørt én eneste god enkeltstart. Som led i Jaycos mirakel i 2022 forbedrede også han sig imidlertid, og de to præstationer, han leverede i Giroen, burde i dette felt gøre ham til en bronzekandidat. Hans form virker også ganske fin, for han var helt afgørende i forbindelse med Jaycos sejr i gadeløbet i fredags, inden han i linjeløbet også blev brugt som ren hjælper, og han klatrer i dag også så godt, at den kuperede rute ikke i sig selv er nogen ulempe. Problemet er bare, at den nok er mere til fordel for Vine og Harper end for ham selv.

Det er svært at tro, at de tre medaljer ikke skal fordeles mellem de seks professionelle ryttere, men lad os se, om der er en rytter, der kan levere overraskelsen. Det er vel mest nærliggende at pege på James Whelan, der er tidligere WorldTour-rytter hos EF, og selvom han bestemt ikke var specialist, leverede han resultater, der i dette felt, bør føre langt. For andet år i træk kørte han også et meget flot og offensivt linjeløb, og det viser, at formen er god.

Man kan også pege på sidste ås bronzevinder, Conor Leahy, men selvom det resultat var flot, blev det altså leveret i et felt med kun to WorldTour-ryttere, der begge slog ham ganske klart. Han bekræftede dog evnerne med en 4. plads ved de oceaniske mesterskaber, hvor han kun blev slået af ryttere, der ikke er til start på tirsdag, og dermed må han være førsteudfordrer de til tre professionelle ryttere. En alternativ kandidat er Jordan Villani, der blev nr. 4 for et år siden og nr. 6 ved de oceaniske mesterskaber, og det e også værd at nævne sidste års nr. 6, Kane Richards , der ligesom Whelan kørte et fremragende linjeløb. Også Riley Fleming og Sam Hill kan måske gøre det pænt, men det vil være et longshot at stræbe efter en medalje.

***** Luke Plapp

**** Luke Durbridge

*** Jay Vine, Kelland O’Brien

** Chris Harper, Callum Scotson, James Whelan

* Conor Leahy, Jordan Villani, Kane Richards, Riley Fleming