Optakt: Australske og newzealandske enkeltstartsmesterskaber

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - sidste år flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Heller ikke Heinrich Haussler, der vandt løbet for tre år siden, har siden valgt at vende tilbage for at forsøge at gentage bedriften.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Ikke desto mindre går løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand markerer starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåeede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Jayco Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Mitchelton Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier og i år er aflyst, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, tilgodeses de i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

New Zealand og Australien tilbyder både enkeltstarter og linjeløb, og sidstnævnte nation starter endda med at uddele de første trøjer efter et nationalt kriteriemesterskab på onsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. Den reelle start på begivenheden for de professionelle kommer fredag, hvor de bedste enkeltstartsryttere dyster om titlen som landets bedste i kampen mod uret, og samme kaster de bedste newzealændere sig ud i en tilsvarende kamp. Begge linjeløb afslutter en hektisk uge, når de nationale trikoter uddeles på søndag.

Sidste år sikrede Rohan Dennis sig sin anden nationale titel på enkeltstarten, da han suverænt besejrede Luke Durbridge med 58 sekunder, mens Ben Dyball var yderligere 40 sekunder efter på tredjepladsen. Dennis vender tilbage i et forsøg på at lave et hattrick og er igen oppe mod både Durbridge og Dyball, der fremstår som nogle af hans værste konkurrenter. I New Zealand tog Jack Bauer sin første titel, da han distancerede Jason Christie og Hamish Bond med henholdsvis 0.21 og 1.12. Også Bauer vil forsøge at forsvare sin titel, og han får atter konkurrence af sine to værste rivaler fra 2017-udgaven.

Ruten

Australien

Mens ruten til linjeløbet stort set har været uforandret i adskillige år, er enkeltstartsruten blevet ændret adskillige gange, og den har tilgodeset flere forskellige ryttertyper. Nogle år har det været en hovedsageligt flad affære skræddersyet til specialisterne, men i 2015 blev en ny, mere kuperet, 40,9 km lang rute i Buninyoung introduceret. Samme strækning vil for fjerde gang blive benyttet i 2018.

Ruten er en ganske simpel affære, der fører rytterne ud til og hjem fra et vendepunkt, og den tilbyder ikke mange tekniske udfordringer. Fra starten i Buninyoung begiver feltet sig sydpå ad en lige, hovedsageligt faldende landevej. Der er en lille stigning kort før et 90-graders højresving, hvorefter vendepunktet kommer kort efter. Det leder frem til den hårdeste udfordring, idet rytterne nu rammer bunden af rutens sværeste stigning. Den efterfølges af en kort nedkørsel, hvorefter rytterne rammer den sidste del, hvor det hele vejen frem mod målet stiger svagt.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

New Zealand

Efter fem år i Christchurch blev de nationale mesterskaber for to år flyttet til byen Napier, hvor rytterne blev testet på en ny rute, der i en svagt modificeret form vil blive benyttet igen i 2018. Med sine 40,5 km er distancen stort set den samme, som den har været i adskillige år - denne gang er der faktisk tale om totalt genbrug i forhold til 2017 - og ruten inkluderer et fint mix af fladt terræn og små stigninger.

Løbet består af to omgange på en 20,25 km lang rundstrækning omkring Napier. De første fem kilometer er relativt flade og fører frem til dagens sværeste udfordring, en lille stigning, der bringer rytterne fra ca. 0 m op til det højeste punkt, 96 m over havets overflade. Den efterfølges af en lille nedkørsel og en længere, flad strækning, inden rytterne rammer endnu en stigning mindre end fem kilometer fra målstregen. Også den efterfølges af en lille nedkørsel, inden rytterne rammer de sidste 1500 m i fladt terræn. Ruten byder ikke på mange teknisk udfordringer og har i alt 421 højdemeter.

Vejret

Australien

De australske mesterskaber har ofte været plaget af ekstrem varme, og også i år vil vejrforholdene blive et tema. Fredag byder på høj solskin og temperaturer på 32 grader. Der vil blot være en let til jævn vind fra vest, hvilket giver sidevind på stort set hele ruten. Forholdene burde være identiske for alle deltagere.

New Zealand

Der er ikke meget newzealandsk sommer over det, der venter rytterne til årets enkeltstartsmesterskaber. Temperaturen vil ganske vist være behagelige 21 grader men der vil være byger gennem hele dagen. Samtidig vil det være ganske blæsende med en jævn til hård vind fra øst, der endda tiltager og bliver kraftigst for de sent startende ryttere. Det betyder, at rytterne vil have medvind på første del af rundstrækningen og modvind på turen tilbage til start- og målområdet.

Favoritterne

Australien

I 2015 var der lagt op til et forrygende slag mellem alle de bedste australske enkeltstartsryttere, og efter en fremragende duel var det Richie Porte, der trak sig sejrrigt ud af dysten. Desværre var feltet langt fra lige så stjernebesat i 2016, hvor Orica-GreenEDGE stort set valgte at skippe kampen om den prestigiøse trøje, vel vidende at de var oppe mod overmagten i form af BMC-duoen Dennis og Porte, og derfor endte det det med en relativt nem sejr til førstnævnte. Sidste år valgte en ellers meget formstærk Porte, der blot få dage senere smadrede konkurrenterne i Tour Down Under, ikke at jagte revanche, og derfor var det ingen sag for Dennis, der dog heldigvis blev udfordret af Luke Durbridge i det, der ellers var blevet en ren paradeforestilling.

I år er Portes situation imidlertid anderledes. Han har som bekendt kørt ét løb, Japan Cup, siden sit grimme styrt i Touren, og derfor er han på jagt efter løbskilometer inden Tour Down Under, der er hans første store sæsonmål. Således har han i år valgt at stille til start i både linjeløbet og enkeltstarten, og dermed er der lagt op til en gentagelse af den fascinerende duel mellem de to holdkammerater og dermed en gentagelse af det, vi var vidne til i både 2015, hvor Porte ganske overraskende vandt, og i 2016, hvor Dennis erobrede sin første titel. Faktisk fremstår de to BMC-stjerner som så store favoritter, at det vil være en overraskelse, hvis ikke de løber med de to første pladser.

Det er samtidig svært at komme udenom, at Rohan Dennis er den klare favorit. Han er ikke blot Australiens bedste temporytter, han er en af de allerbedste i verden. Ganske vist har han traditionelt været bedre over kortere distancer og på helt flade powerruter, men som han viste i Rio ved OL - hvor defekt kostede ham en medalje - og i Bergen ved VM - hvor et styrt snød ham for bronzen - er han også i den absolutte elite over længere distancer og på langt mere kuperede ruter end denne. Denne enkeltstart minder faktisk meget om den, der var på programmet i Tour de Suisse, hvor Dennis også var i en klasse for sig.

Normalt burde det derfor være en given ting, at Dennis ville vinde, men det er ingenlunde tilfældet. I de senere år har han nemlig ikke været i superform i januar, hvilket har været tydeligt i Tour Down Under, hvor han ikke har kunnet leve op til præstationen fra jubelåret, hvor han vandt. Med fokus på Giroen har han næppe ændret den tilgang i år. Omvendt har Porte meldt ud, at han føler sig bedre end sidste år, og med tanke på det, han viste i Tour Down Under, lyder det nærmest skræmmende. Alligevel er Dennis så suveræn en temporytter, at han må være at regne som favorit.

Richie Porte kan dog sagtens ende med at vinde sin anden titel. Som sagt melder han sig selv i storform, og det må nødvendigvis give anledning til en del bekymring hos hans værste rivaler. På en helt flad rute ville han ikke have haft mange chancer mod Dennis, men på denne rute har han som bekendt før fået ram på sin holdkammerat. Specielt bakkerne på hjemturen taler til Portes fordel. Efter et par år uden de store enkeltstartsresultater forbedrede han samtidig sine tempoevner voldsomt i 2017, hvor han bl.a. vandt tidskørslen i Dauphiné foran navne som Tony Martin og Chris Fromme og på den kuperede rute i Romandiet kun blev slået af Primoz Roglic. Det vidner om, at han igen er at regne som en af verdens førende i tempodisciplinen, og kobler man det faktum med rutens beskaffenhed og rygterne om hans form, er en Porte sejr bestemt en mulighed.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

For nogle år siden regnede man med, at Luke Durbridge ville komme til totalt at dominere denne begivenhed i det næste årti. Sådan er det imidlertid slet ikke gået. Fra at have været regnet som verdens måske største tempotalent er Durbridge igennem en længere årrække kun blevet svagere i kampen mod uret. I de senere år har det været så skidt, at han faktisk kun ganske sjældent har været i stand til at køre i top 10, og i stedet har han udviklet bedre klatreevner samt etableret sig som en fremragende brostensrytter. Sidste år sejrede han imidlertid på enkeltstarten i 3 Dage ved Panne, og sammen med flere andre bedre præstationer, senest i Tour of Britain, hvor han ellers gjorde comeback efter en lang skadespause og ingen forventninger havde, kunne tyde på, at han måske igen er i fremgang. Nu om dage er han også så stærk på stigningerne, at den hårde og lange rute kan vise sig at være til hans fordel. Alligevel er han et niveau under sine to værste rivaler og er tungere end dem begge, hvorfor det ligner en bronzemedalje til den tidligere U23-verdensmester.

Hvis alt flasker sig, kan BMC faktisk ende med at rydde podiet. De har nemlig også unge Miles Scotson til start, og modsat Dennis og Porte, der er langt mere alsidige, er Scotson decideret specialist uden store evner uden for tempodisciplinen. Han er således tidligere U23-mester og ved sit sidste U23-VM i Qatar vandt han bronze. I det første år som professionel kneb det desværre lidt mere, men 8. pladsen i det stærkt besatte BinckBank Tour vidner om potentialet. Han synes imidlertid at være bedst over kortere distancer, og ruten er samtidig for kuperet for den relativt tunge rytter. Derfor synes en bronzemedalje at være det bedst opnåelige.

Skal man pege på en rytter, der måske kan overraske de fire WorldTour-ryttere, må det være Sean Lake. For to år siden overraskede han stort ved at blive nummer 3, og selvom han slet ikke var i nærheden af en lignende præstation for 12 måneder siden, vidner sejren ved de kontinentale mesterskaber om, at han fortsat er at regne som en af landets førende temporyttere. Desværre er ruten en anelse for hård for ham, og han er samtidig meget ustabil i sine enkeltstarter. På en god dag kan han dog måske køre med om tredjepladsen.

Bemærk: Startlisten er endnu ikke frigivet, og derfor er ovenstående analyse baseret på de meget få navne, der er kendte. Der kan blive tilføjet flere i de kommende dage, når arrangørerne langt om længe bliver mere meddelsomme.

***** Rohan Dennis

**** Richie Porte

*** Luke Durbridge

** Miles Scotson

* Sean Lake

New Zealand

Modsat Australien, der hører til blandt verdens bedste enkeltstartsnationer, er New Zealand en miniput i kampen mod uret. Landet har aldrig produceret internationale stjerner, og det afspejles i listen over vindere af den nationale titel, der primært har været vundet af ryttere fra små kontinentalhold.

Den tendens er dog blevet brudt i de seneste to år. I 2016 overraskede den nyprofessionelle Patrick Bevin både sig selv og alle eksperter ved at finde sin første titel i sit første løb som Cannondale-rytter. Han valgte lidt uventet ikke at forsvare sin titel, og det udnyttede en anden af holdets WorldTour-ryttere Jack Bauer til at erobre sin første titel i den specielle disciplin. Vi har imidlertid endnu ikke haft et år, hvor de begge har været til start, men det ser heldigvis ud til, at vi får det store slag mellem landets to førende specialister i 2018.

Denne gang er det nemlig lykkedes det newzealandske forbund at får alle landets fem WorldTour-ryttere til start i et historisk stærkt besat linjeløb, og heldigvis stiller hele tre af dem, Bauer, Bevin og George Bennett, i hvert i fald ifølge den foreløbige startliste, også op på enkeltstarten. De er oppe imod de mange stærke kontinentalryttere, der som regel har domineret mesterskaberne, og hvoraf flere er ganske gode enkeltstartsryttere.

Det vil dog alligevel være en overraskelse, hvis ikke titlen går til en af de tre professionelle, men der er til gengæld lagt op til et ret åbent slag, hvor de alle tre reelt har en chance for at erobre trøjen. Vi vil alligevel pege på Patrick Bevin som den naturlige favorit. Den nye BMC-rytter vandt som sagt overraskende titlen i 2016, selvom han på daværende tidspunkt stort set ingen resultater havde i enkeltstartssammenhæng og primært var kendt som en hurtig afslutter med et godt punch på korte stigninger. Siden har han imidlertid udviklet sine tempoevner betydeligt og overraskede specielt med 3. pladsen på prologen i 2016-udgaven af Paris-Nice. Siden da har skader sat ham en del tilbage, men hans 10. plads på den lange enkeltstart i sidste års Tour de Suisse vidner om den høje klasse.

I 2018 er Bevin kommet til BMC, og en af grundene til skiftet var faktisk, at både Bevin og BMC så gode muligheder for at udvikle evnerne i kampen mod uret. Han ventes derfor at arbejde en del på sine tempoevner på sit nye hold og har formentlig allerede gjort det. Samtidig er han som regel i fremragende form på denne tid af året - for to år siden sluttede han eksempelvis i top 10 i Tour Down Under - og hans styrke i kuperet terræn betyder, at ruten burde passe ham fremragende. Han er udtaget til BMCs Tour Down Under-hold, og det i sig selv er en bekræftelse på hans gode form, da amerikanerne satser stort på årets første WorldTour-løb.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Bevin har kun en ulempe. Hidtil har han primært gjort sig på kortere enkeltstarter, men præstationen i Schweiz vidner om, at han også kan gøre sig gældende på denne distance. Han er imidlertid en overraskende tidlig starter og kan derfor drage fordel af den hårde vind, der vil ramme de sidst startende. Også det taler for Bevin, og derfor er han vores favorit.

Hans største rival må være den forsvarende mester, Jack Bauer. Den nye Mitchelton-Scott-rytter er ikke decideret specialist, men han er en meget kraftfuld rytter, der specielt er stærk i denne type terræn. Han har pæne, men ikke prangende enkeltstartsresultater i Europa, og modsat Bevin har han ikke kørt i top 10 på WorldTour-niveau. At han har forbedret sine tempoevner betragteligt, blev imidlertid bevist med 11. pladsen i den sidste Tour-enkeltstart - et resultat, der mildt sagt er fremragende. Desværre er det ret enestående, og en enkeltstart sent i en grand tour handler først og fremmest om friskhed. Disse mesterskaber er helt anderledes, og overordnet set har han ikke Bevins resultater.

På denne tid af året afgøres meget dog af formen, og Bauer har ikke lagt skjul på, at han håber på en stærk start ved de nationale mesterskaber. Det er imidlertid endnu uklart, om han har plads på Mitcheltons stærkt besatte Tour Down Under-hold, hvilket vil være en klar afspejling af hans formniveau. Han burde under alle omstændigheder drage fordel af den lange distance, der burde passe hans dieselmotor, men til gengæld vil den hårde vind være en ulempe, da han som forsvarende mester starter sidst. Det kan gøre den sidste forskel i det, der ventes at blive en tæt duel med Bevin.

Havde vi skrevet dette før maj 2017, havde vi aldrig nævnt George Bennett som en mulig vinder. LottoNL-rytteren var kendt som en ren klatrer, der gang på gang tabte sine klassementsmuligheder på enkeltstarterne. Derfor kom det også som et kolossalt chok for alle, inklusive Bennett selv, da det netop vat hans fabelagtige enkeltstart, der sikrede ham den samlede sejr i Tour of California. Her blev han nemlig nummer 4 på en helt flad rute, og det vidner om, at han som snart sagt enhver anden LottoNL-rytter har forbedret sig voldsomt i kampen mod uret. Desværre har han ikke siden haft mulighed for at bekræfte, at der ikke var tale om en enlig svale, og derfor ved vi reelt ikke, hvor god han er blevet. Han satser dog som regel en del på Tour Down Under, som også er på hans program i år, og formen burde således være god. Han er endda en af de først startende og kan således drage fordel af vejrforholdene. Kører han som i Californien, kan han sagtens skabe en overraskelse.

Skal man pege på en god kandidat uden for WorldTour-rækkerne, springer specielt Michael Vink i øjnene. Han er kendt som decideret specialist og erobrede titlen, da han sidst stillede til start helt tilbage i 2015. I de seneste to år har han imidlertid kun kørt ganske få løb og ikke været tilknyttet et kontinentalhold, og derfor er hans nuværende niveau temmelig usikkert. I år er han kommet ind på Brisbane Continental Cycling Team og synes atter at være ved at genoptage en mere aktiv karriere. Det vil være naturligt for ham at have den australske sommer samt de nationale mesterskaber som et stort mål, og kan han genfinde fordums styrke kan han udfordre favoritterne.

Et andet meget spændende navn er den tidligere toproer Hamish Bond, der sidste år blev nr. 3 i sit første forsøg på at erobre titlen. Han har valgt at fokusere på tempodisciplinen, og det har givet en bronzemedalje også ved de kontinentale mesterskaber samt deltagelse ved VM i Bergen, hvor han blev nr. 39. Modsat WorldTour-rytterne har han utvivlsomt denne enkeltstart som sæsonens allerstørste mål og må derfor ventes at være i topform. Som relativt ny i sporten kan man forvente, at han siden sidste år har gjort betydelige fremskridt, og han er således en af de ryttere, der kan overraske.

Det er også værd at fremhæve sidste års sølvvinder Jason Christie, der endnu har sin første enkeltstartstitel til gode. Tidligere har han ikke kunnet gøre sig gældende på enkeltstarter, men sidste år var han faktisk ganske tæt på at true Bauer. I de senere år har han generelt forbedret sig mærkbart i kampen mod uret, og også han må formodes at være tæt på topformen. Det vil stadig være at regne som en overraskelse, hvis han vinder, men hvis han er blevet blot lidt bedre siden sidste år, kan man ikke udelukke noget.

Også James Oram fortjener at blive nemt. ONE-rytteren har i mange år været betragtet som et stort etapeløbstalent, men desværre har det knebet med at leve op til forventningerne. Han er imidlertid en ganske komplet rytter, der både kan klatre og køre enkeltstart, og selvom det i tempodisciplinen er gået lidt ned ad bakke, burde han stadig være blandt de stærkeste i dette felt.

OPDATERING: Patrick Bevin er styrtet under træning og misser mesterskaberne. Dermed er vores forhåndsfavorit ude, og vi sætter i stedet pengene på Jack Bauer.

NY OPDATERING: Bauer er blevet syg og stiller ikke til start. Bennett dropper løbet for at fokusere på linjeløbet. Dermed er Vink vores favorit.

***** Jack Bauer (ude)

**** George Bennett (ude)

*** Michael Vink

** Hamish Bond

* Jason Christie, James Oram