Optakt: Binche-Chimay-Binche

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og derudover tilbyder Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, som dog i år er flyttet til juni, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, der nu er flyttet til marts, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Vingegaard kommer med positive meldinger

Serien af semiklassikere startede den 7. august med Tour of Leuven (det tidligere GP Jef Scherens, og igennem august gik det slag i slag med Circuit Franco Belge, Schaal Sels, Egmont Cycling Race og Druivenkoers Overijse. Siden har der været en lille pause, mens landet skulle have haft blikket rettet mod Benelux Tour, der dog blev aflyst, men nu går det løs igen. Mellem den 14. september og den 9. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end otte endagsløb, hvoraf de fem kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Binche-Chimay-Binche regnes som et af de større løb efter VM-løbet, hvor det kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 9. oktober.

Omloop van het Houtland Lichtervelde var det sidste løb inden VM, og nu rundes festen af med tre løb over otte dage. Det hele starter søndagen efter VM med Famenne Ardenne Classic, inden det tirsdag gælder ugens højdepunkt, Binche-Chimay-Bince. På den anden søndag i oktober slutter den belgiske sæson så med Memorial Rik van Steenbergen, der efter en endeløs serie af aflysninger afvikles for blot anden gang siden 2012.

De sidste løb i serien har traditionelt været en chance for sprintere og klassikerryttere til at gøre brug af deres gode form efter VM og holde gang i benene forud for det sidste store mål, Paris-Tours. Det er også tilfældet i år, hvor de nordeuropæiske løb i de to uger efter VM i et vist omfang kan betragtes som opvarmning frem mod søndagens store klassiker. I år udgøres feltet af ryttere til det franske løb af en blanding af folk, der forsøger at forlænge VM-formen, samt ryttere, der helt droppede løbet i Australien og reelt har Paris-Tours som det vigtigste løb i årets sidste del. Løbet i Binche har traditionelt været den måske vigtigste indikator på, hvem vi skal regne med at se fremme i søndagens sidste store klassiker.

Binche-Chimay-Binche er et unikt løb og et af de hårdeste og mest ikoniske af de sene belgiske semiklassikere. Det har haft en temmelig tumultarisk historie, og selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1911, er 2022-udgaven kun den 34. i rækken. Efter bare to udgaver forsvandt løbet nemlig mellem 1913 og 1921, og efter en kortvarig tilbagevenden var det igen væk i den lange periode mellem 1930 og 1983. Efter en pause på hele 53 år blev der gjort et forsøg på at genoplive løbet, og det syntes at trives i de følgende år, da ryttere som Adrie van der Poel, Jelle Nijdam, Wilfried Nelissen og ikke mindst Frank Vandenbroucke sejrede.

Uheldigvis forsvandt løbet igen fra 1997, men efter Vandenbrouckes alt for tidlige død traf man en beslutning om at genskabe det som et 1.1-løb under navnet Memorial Frank Vandenbroucke. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, først som Binche-Tournal-Binche og nu som Binche-Chimay-Binche - Memorial Frank Vandenbroucke.

Mange belgiske semiklassikere har helt flade finaler og er derfor bedst skabt til sprintere, men Binche-Chimay-Binche er anderledes. En meget speciel afslutning med et stigende opløb og brosten har gjort det til et af de mere spektakulære løb sidst på sæsonen, og det passer både til stærke sprintere og puncheurs. Efter tre udgaver, der bedst passede til de hurtige folk og blev vundet af Elia Viviani, Rudiger Selig og Adam Blythe, har de stærkere folk taget over i de senere år, hvor Reinardt van Rensburg, Zdenek Stybar, Ramon Sinkeldam, Arnaud Demare, Jasper de Buyst, Danny van Poppel og Tom van Asbroeck har sejret. I 2016 blev løbet føjet til den nye løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en stribe på 10 af disse typiske 1.1-løb i Belgien, og i dag kendes under navnet Exterioo Cycling Cup. Løbet i Binche er dog ikke længere del af serien.

Sidste år var løbet tilbage efter en enkelt coronaaflysning, og det endte i den helt klassiske spurt på bakken. Her fortsatte Danny van Poppel sit vilde efterår ved at blæse fra alt og alle til sin anden sejr i løbet og dermed vinde for Intermarché-hold, der holder til i Binche. Faktisk var hollænderen så suveræn, at han sejrede med 3 sekunder ned til Rasmus Tiller, 5 sekunder ned til Lionel Taminiaux og 7 sekunder ned til de næste 13 mand. Van Poppel er nu skiftet til Bora, der ikke deltager i løbet, og dermed skal der findes en ny vinder, men det åbner døren for, at både Tiller og Taminaiux kan jagte en første sejr i løbet.

Ruten

Siden man forud for 2014-udgaven skiftede navn fra Binche-Tournai-Binche til Binche-Chimay-Binche har man benyttet stort set den samme rute fra år til år, og det vil igen være tilfældet til årets 34. udgave. I 2018 foretog man nogle justeringer med en mere direkte tur ned til Chimay og et andet indløb til rundstrækningen, så man næsten kørte en hel ekstra omgang, men der var alene tale om petitesser, der på ingen måde spillede nogen rolle. Grundlæggende var der tale om det klassiske løb, der på bare få år har vundet sig ind i mange cykelfans’ hjerter, og sådan var det også i 2019 og 2021, hvor ændringerne i forhold til 2018-ruten bestod af nogle mindre justeringer af rutens første del. I år er ruten sågar præcis den samme som i 2021

Optakt: Fleche Wallonne

I alt er der i år 198,6 km på programmet, og de kan inddeles i to dele. Både start og mål er placeret i Binche, og som navnet antyder, består første del af ruten af en tur til Chimay og en efterfølgende hjemrejse. På udturen rejser man stort set stik syd hele vejen igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter 49,0 km når frem til Chimay og løbets sydligste punkt, hvor der er placeret en indlagt spurt. Herefter går det tilbage mod nord, men denne gang kører man en smule længere østpå og snor sig mere rundt i terrænet, hvilket giver anledning til lidt flere udfordringer. Derfor skal man op over stigningerne Lacs de l’eau d’Heure (0,6 km, 7,0%), Cote des Violettes (0,4 km, 9,5%) og Petit Poggio (0,9 km, 5,0%) over 10 km mellem 70- og 80 km-mærkerne, ligesom man efter 104 km passerer igennem Thuin, der er kendt for sin ikoniske brostensbelagte mur. Kort efter skal man over en sidste udfordring i form af Rue de Fostaeu (1,1 km, 3,8%).

Efter 118,4 km rammer man byen Binche igen, og her kører man ind på rundstrækningen. I stedet for at køre over stregen kører man næsten en hel omgang, inden man 15,4 km senere krydser stregen for første gang. Herefter afsluttes løbet med fire omgange på den velkendte 16,2 km lange rundstrækning i området sydvest for værtsbyen. De første fire kilometer stiger svagt, mens den anden halvdel hovedsageligt er faldende, og den er teknisk helt ukompliceret med kun meget få sving. Der venter dog en ubehagelig finale, idet der er hele to brostensstykker på de sidste to kilometer. Den første af disse er den 500 m lange bakke Rue de la Pepiniere, der har top bare 500 m fra stregen og stiger med 4,4% i snit. Herefter flader det ud på et kort asfaltstykke, inden den sidste pavé melder sig på de sidste 200 m, der også stiger ganske svagt. De sidste to sving kommer med hhv. 2000 og 600 m til mål.

Løbet byder på i alt 1977 højdemeter, hvilket naturligvis er det samme som sidste år og ca. 200 flere end i 2019.

Vejret

I 2017 betød dårligt vejr, at løbet blev mere selektivt end ventet, da en lille gruppe kom fri og skulle afgøre løbet imellem sig, og det mønster gentog sig i 2019. Modsat sidste år bliver det imidlertid ikke vejret, der bidrager til vanskeligheden. Tirsdagen lugter nemlig mere af sensommer end efterår, for der venter en dag med kun få skyer, selvom det vil sky lidt til i finalen, og en temperatur på 18 grader. Vinden vil være let til jævn (15-17 km/t) først fra syd og gradvist drejende mod sydvest. Det giver på turen ned til Chimay primært modvind på turen ned til vendepunktet og med- og sidemedvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind og siden sidemed- og medvind frem til svinget med 2 km igen. Herefter vil der være mod- og sidemodvind frem til en blød kurve, de leder ind i medvind over de sidste 300 m.

Favoritterne

Finalen i Binche-Chimay-Binche er en af de mest interessante på den belgiske kalender, fordi den er åben for flere forskellige ryttertyper. Stærke sprintere som Arnaud Demare, Reinardt van Rensburg, Danny van Poppel (endda hele to gange) og Tom van Asbroeck har vundet i Binche, og selv en relativt stor fyr som Ramon Sinkeldam har krydset stregen først. Løbet er imidlertid også blevet vundet af en klassikerspecialist som Zdenek Stybar, ligesom man også har set Greg Van Avermaet og Oliver Naesen fremme, eksempelvis med fjerdepladsen fra 2016 til førstnævnte og andenpladsen fra 2019 til sidstnævnte. Sidste år fik vi i tillæg til Van Poppel både klassikerspecialisten Rasmus Tiller og den ellers ikke specielt holdbare sprinter Lionel Taminiaux på podiet. Alt samme gør det altid løbet til en yderst seværdig oplevelse, hvor mange ryttere tror på, at de kan spille en rolle i finalen.

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Var målstregen placeret på toppen af bakken, havde klassikerspecialisterne formentlig haft overhånden, men den flade afslutning har betydet, at det hovedsageligt er sprinterne, der har sejret. Finalen er akkurat ikke hård nok til for alvor at gøre det af med de stærkeste af de hurtige folk, og det er derfor de lidt tungere og hurtigere folk, der har fordelen. Det betyder dog ikke, at afslutningen kan klares af hvem som helst. Som man kan se af spurten i 2016, var folk som Stybar og Van Avermaet stærkere end langt de fleste sprintere, og mønsteret gentog sig i 2018, hvor det var Yves Lampaert, Oliver Naesen og Taco van der Hoorn nok blev slået af Van Poppel, men de slog langt de fleste af de tungere sprintere. I 2019 endte Jos van Emden, der er kendt for alt andet end spurtstyrke, endda som nr. 3 foran blandt andre Jasper Stuyven, men det var også et særligt løb, hvor kun 18 mand kørte om sejren efter en hård dag i dårligt vejr. Er man tilstrækkeligt eksplosiv på en kort bakke, kan man også slet og ret køre væk. Det var nemlig sådan, Van Poppel tog sine sejre, senest i 2021, hvor han havde 3 sekunder ned til Tiller, 5 sekunder ned til Tamianiaux og 7 sekunder ned til resten af toprytterne.

Løbet er som regel blevet afgjort i en spurt op ad bakken, men den trend blev brudt i 2017, hvor det dårlige vejr betød, at en lille gruppe hurtigt skilte sig ud og afgjorde løbet på rundstrækningen - et forløb, der gentog sig i 2019. Helt omvendt var det i 2016, hvor FDJ fra start lagde løbet i et jerngreb, så Demare kunne spurte sig til sejren i en finale, der passer ham. I 2017 så det længe ud til, at Stybar kunne vinde med et tidligt angreb, men i sidste ende lykkedes det akkurat for Jumbo at skabe samling. Sidste år var vejret ret horribelt med kraftig vind, og der blev da også skabt en betydelig udskilning, men det var altså stadig ca. 50 mand, der ramte bakken samlet.

Ved de belgiske mesterskaber, der i 2017 blev afviklet på samme rundstrækning, var det ligeledes en lille gruppe, der gjorde det muligt for Yves Lampaert at vinde, men et mesterskabsløb er slet ikke at sammenligne med et almindeligt løb, da der i Belgien hurtigt kører et udbrud, som mange af de store hold kan være tilfredse med. Det viser dog alligevel, at rundstrækningen kan bruges til mere aggressiv kørsel også.

I år er vejret helt anderledes. Det bliver næsten en hel sensommerdag, og selvom det ikke bliver vindstille, er det ikke en vind, der kan splitte feltet, også fordi der gennem det meste af dagen stort set kun er mod- eller medvind. Skal løbet gøres hårdt, er det altså rytterne, der skal gøre det.

Hvad vil rytterne så i år? Der synes at være en ret klar interesse i en spurt. Lotto har ganske vist mange muligheder, men vi så i går, at de for en sjælden gangs skyld kørte 100% for Arnaud de Lie. Også Intermarché, FDJ, Jumbo og Arkea ligner hold, der gerne vil spurte, og måske vil Alpecin det samme. Dertil kommer hold som Ag2r, Cofidis, Israel-PT og Trek, der næppe vil arbejde målrettet for en spurt, men som er klar til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg havde således været ret sikker på en spurtafgørelse, også i et relativt stort felt denne gang, hvis ikke det havde været for rytteren med startnummer 1. Remco Evenepoel bad Patrick Lefevere ring til arrangøren, så han kunne nå at få et enkelt løb i regnbuetrøjen, inden den står på bryllup i weekenden og efterfølgende ferie, og hans deltagelse skaber altid en betydelig uforudsigelighed. Logikken tilsiger, at løbet er for let til, at han kan vinde, men det sagde man også om løb som Brussels Cycling Classic, Coppa Bernocchi og måske endda Druivenkoers Overijse, som han alle har vundet med sublime soloridt.

Det virker da også utænkeligt, at Evenepoel ikke prøver et eller andet undervejs, og man kan i lyset af historikken aldrig udelukke endnu en solosejr til ham. Man kan heller ikke udelukke, at det lykkes ham at skabe en lille gruppe, der ender med at køre om sejren, men jeg tror stadig mest på en spurt denne gang. Vejret er godt, mange hold vil spurte, og Evenepoel kører først og fremmest løbet for at vise trøjen frem. Han har haft en meget intens periode med Vuelta, VM, rejser frem og tilbage og senest en stor fejring i Belgien, og historien viser, at det er meget svært at holde fokus på sin træning til de sidste løb efter en VM-sejr. De første løb i regnbuetrøjen ender som regel i fiasko. Selv træningsnarkomanen Alejandro Valverde formåede ikke at præstere i efteråret i 2018, og jeg vil tro, at der er slidt så meget af Evenepoels form og friskhed, at han får lidt svært ved at levere det suveræne ridt, han skal bruge, hvis han skal vinde et fladbaneløb som dette.

Mit gæt er altså en spurt, også i en større gruppe, end vi har set i de hårde udgaver i 2017, 2019 og 2021, og det er som sagt en afgørelse, vi kender, og som er åben for både puncheurs og stærke sprintere. Som nævnt har sprintertyperne en lille overhånd, og det vil de nok særligt have i år, hvor vejret vil være godt, og hvor der vil stå en relativt kraftig modvind i ansigtet på feltet hele vejen op ad bakken, indtil man får sidemedvind over de sidste 300 næsten flade meter.

Jeg ser to store favoritter, og jeg er gået rundt om mig selv mange gange for at bestemme, om jeg skal pege på Christophe Laporte eller Arnaud de Lie. Går man med Laportes form? Eller går man med De Lies fart? De Lie gør af gode grunde debut, og Laporte har i sine to tidligere forsøg ikke haft den store succes, men det er en finale, begge bør elske.

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Jeg vælger at gå med Arnaud de Lie, og det skyldes primært modvinden. Den er ganske betydelig, og det ligner ikke et år, hvor man som Van Poppel kan køre fra alt og alle. Jeg har været uhyggeligt imponeret over den holdbarhed, De Lie har vist i de seneste løb, men allermest overbevisende var han vel næsten i gårsdagens Famenne Ardenne Classic, hvor han undervejs blev isoleret og derfor selv gik i offensiven i en finale, hvor han på stigningerne lignede stærkeste mand. Det er klart, at han er et ret ubeskrevet blad i denne slags finaler, men med den holdbarhed, han har vist på det sidste, bør det være en afslutning, som vil passe ham som fod i hose. Modvinden gør, at den stærkere Laporte får svært ved at køre væk, og klarer han positionskampen godt, vil jeg tro, at han vil nå toppen med så megen friskhed, at han med sin imponerende topfart kan overspurte selv en mand som Laporte.

Lotto har også andre optioner. En af dem er Philippe Gilbert, der kører sit sidste løb i Belgien inden karrierens slutning på søndag, og det er også en finale for veteranen, der har fundet et fornemt niveau i sæsonfinalen. Grundet de specielle omstændigheder er det ikke umuligt, at han får lov at køre sin egen spurt, men han kan ikke længere vinde i dette selskab, og det vil være De Lie, der får holdets opbakning. Det er også en glimrende finale for Jasper de Buyst, der endda har vundet her tidligere, og som i går viste, at han er tilbage efter sin sygdom, men med De Lie på holdet får hverken han eller den relativt formstærke Cedric Beullens eller knap så flyvende Florian Vermeersch chancen for at spurte. Victor Campenaerts er altid farlig i angreb, men i går fik vi bekræftet, at han vist trænger til ferie.

Den anden store favorit er Christophe Laporte. Form på denne tid af året er altid en svær størrelse at spå om, og vi aner ikke, hvordan han har det efter en tur tilbage fra Australien. For en god uges tid siden var den dog stadig så god, at han vandt VM-sølv, og derfor er han i hvert fald ikke dårligt kørende, men det blev også et overraskende lidt selektivt løb, hvor det mest var et godt lead-out fra Frankrig, der sikrede ham medaljen. Uanset om han er i topform eller ej, er dette dog et let løb, hvor han bør køre finale, og mens han har skuffet i sine tidligere forsøg, senest i 2018, vil den Laporte, vi har kendt i 2021 og særligt 2022 være en af verdens allerbedste til en spurt som denne. Han kan meget vel vise sig som stærkeste mand på bakken, og derfor er modvinden en skam, fordi det gør det vanskeligt at lave ”en Van Poppel”. Heldigvis er han også hurtig i den let stigende afslutning, og når alle sidder i syre til halsen, er det bestemt ganske sandsynligt, at han stadig kan overspurte på papiret hurtigere folk som De Lie og Demare. Det viser historien klart, og han har Mike Teunissen til at hjælpe med at trykke til fra bunden af bakken, ligesom Laporte er en konge i positionskampen.

Netop Mike Teunissen er også selv en topkandidat til en afslutning som denne, men det er svært at tro, at de ikke kører for Laporte. Vi aner nemlig heller ikke, hvor Teunissen står efter Vueltaen, men den sluttede han til gengæld så imponerende stærkt, at han sagtens kan være flyvende, og ender de med begge at spurte, er han bestemt topkandidat også. Holdet har også David Dekker, der er tilbage efter mere sygdom, men i denne trup må han være hjælper, og det samme gælder for Tim van Dijke og Edoardo Affini.

Det står vel efterhånden klart, at Biniam Girmay ikke er på toppen. Hans VM var en stor skuffelse, og i går endte han med at udgå. Han har dog aldrig været nogen regnvejrsrytter, og det kan bestemt ikke udelukkes, at vejet spille en rolle i Ardennerne i går. Det er trods alt ikke længe siden, han blev nr. 2 bag Van der Poel i Vallonien, og selv hvis han ikke er flyvende, burde han kunne køre finale i et fladbaneløb som dette. Det er ret oplagt, at det er en finale, der passer ham ganske perfekt, og hvor De Lie og Demare nok har en større topfart, vil det være muligt for ham at slå dem, når de har bakken i benene, og opløbet er let stigende. Modvinden er i teorien en ulempe, men i lyset af hans form denne gang nok en fordel. Jeg kan dog være lidt bekymret for hans positionering, og først og fremmest føler jeg mig ikke overbevist om, at han har den form, der skal til. Intermarché har også Alexander Kristoff , der er i fornem form efter et uventet godt VM. Denne finale er dog lidt for hård for nordmanden, der vil kunne lide den let stigende spurt, men mangler for meget på bakken i forhold til de fleste af de ovennævnte. Skulle Girmay ikke være klar, vil jeg tro, at Hugo Page får lov at spurte ved siden af Kristoff, da finalen passer ham, og da han gjorde det godt i den stigende spurt i går, men han vinder ikke. Vi ved også, at Sven Erik Bystrøm er i form og kan køre en afslutning som denne, men han må være hjælper for de to sprintere. Den velkørende Dimitri Claeys må også være hjælper, mens Taco van der Hoorn var formsvag i går og næppe skal andet end måske i udbrud.

Cofidis kommer med et meget spændende hold. De har i sidste øjeblik udtaget Bryan Coquard, der tankede enorm selvtillid ved at slå Arnaud Demare i den stigende spurt i går. Brostenene er desværre en klar ulempe for den spinkle franskmand, men han har nu før gjort det hæderligt på brosten. Desværre flader den lidt for meget ud til sidst, ligesom han er svag i positionskampen og har et svagt hold, men sidder han rigtigt, tør jeg efter i går ikke udelukke, at han kan vinde.

Spørgsmålet er, om hele holdet nu kører for ham. En meget spændende kandidat er nemlig Axel Zingle, der bare bliver ved med at imponere. Bare to gange i dette efterår har han vundet puncheurfinaler, og det vidner om, at han også vil elske denne afslutning. Feltet er dog betydeligt skrappere, end det var tilfældet i Norge og i går, og når den flader så meget ud mod slutningen, vil han nok mangle den sidste fart. Han lider i hvert fald under modvinden, der vil favorisere de lidt tungere folk, og derudover ligner han en ret sikker taber i positionskampen, når han er til start med så svagt et hold. Omvendt steg det jo ikke mere end ca. 2%, da han i går slog flere sprintere, og det vidner om, at han har farten til at komme langt, hvis blot han kan ramme bakken i en ordentlig position. Mit gæt vil være, at han får lov at tage sin chance.

Så er der naturligvis Remco Evenepoel, som allerede er omtalt grundigt ovenfor. Som sagt kan man aldrig udelukke, at han tager en af sine mange solosejre, for han har en imponerende evne til selv ti fladlandet at finde sine momenter til at køre væk, men med den hårde sæson og alt andet end ideelle forberedelse samt den store interesse i en spurt, må det blive svært, og finalen er trods alt for let til, at han kan slå sprinterne. Han er stadig nok den bedste sejrschance for Quick-Step, men de har også en god kandidat til en spurt. Stan van Tricht bliver stærkere og stærkere, og det burde være en finale, der passer ham. Det virker dog ambitiøst, hvis han skal vinde i dette selskab. De har også den tidligere vinder Zdenek Stybar, men VM og Slovakiet har bekræftet, at han er meget formsvag. Jeg vil dog stadig tro, at han får lov at tage sin chance. Endelig har de Bert van Lerberghe, der vil kunne lave et resultat, men mit gæt vil være, at han kører for Van Tricht.

Hvad med Tim Merlier? Jeg ville inden i går have sagt, at finalen utvivlsomt var for hård, men i går efterlod han endelig et positivt indtryk igen. Modvinden vil også hjælpe en lidt tungere type som ham, og han har før i disse mindre belgiske løb vist ganske fin holdbarhed på disse småbakker. Han har bare været rigtigt skidt kørende i lang tid, og spørgsmålet er, om gårsdagens positive indtryk er nok til, at vi kan vente at se så flyvende end Merlier, som vi skal, hvis han skal vinde i denne finale. Holdet har også Gianni Vermeersch, som forhåbentlig får lov at køre sin chance. Han passer storartet til denne afslutning, men hans form er ret usikker, og vi så ikke meget til ham i går. Spørgsmålet er, om sidste års nr. 3, Lionel Taminiaux, også får lov at forsøge, når de to andre er til start. I årets stærkere felt er det dog svært at se en gentagelse. Formsvage Dries de Bondt må være hjælper.

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Det var lidt en skam, at Anthony Turgis valgte at køre offensivt i går. Jeg ville gerne have set ham i den stigende spurt, og nu er jeg lidt i tvivl om hans form. Han august var meget skidt, men i Primus Classic lignede han sig selv igen. Vi ved, hvor god en formstærk Turgis er, men han har aldrig i år været helt ope at flyve. Det burde dog være en god finale for ham, og han synes at have formen til i hvert fald at lave et resultat. Total har også Edvald Boasson Hagen, der ikke har kørt mange løb på det sidste. Han var hæderlig i Vallonien, og finalen passer ham, men i dag er hans potentiale begrænset, ligesom han næppe er på toppen. En sidste kandidat er Dries van Gestel, der har fundet en uset fart, men han har virket formsvag i nogen tid.

Arkea kommer med en meget spændende kandidat i form af Amaury Capiot. Holdet begik en gigantisk brøler i går, hvor de lod ham køre lead-out for Hugo Hofstetter, og alligevel endte han som nr. 2. Det bør føre til, at de i morgen som minimum lader Capiot køre sin egen chance, og det gør ham til en storartet kandidat i en finale, der burde passe ham glimrende. Han virkede i hvert fald uhyre formsvag i går og er god i positionskampen. Måske kører Hofstetter også sin spurt, da det er en finale, der passer ham, og han sidste år blev nr. 4, og efter en formsvag tid viste han i går trods alt markant fremgang. Formen bør dog lægge begrænsninger på hans muligheder. Connor Swift har været formsvag og må antages at være hjælper, som det også gælder for Clement Russo.

Ag2r kommer med to gode kandidater i form af Oliver Naesen og Greg van Avermaet. Naesen er tidligere blevet nr. 2, 3, 6, 10 og 10 og har aldrig misset top 10, når han har gennemført. Det har Van Avermaet heller ikke, for han er endt som nr. 3, 4, 4 og 7, og det vidner om, at de begge er flyvende i denne form for afslutning. Naesen har også genfundet lidt af fordums styrke dette efterår, senest med gårsdagens 3. plads, og selvom Canada og Vallonien bekræftede, at Van Avermaet har set sin bedste tid, er han bestemt i stand til at gå i top 10 her. Ingen af dem har dog topfarten til at slå de bedste, når modvinden er imod dem. Som udgangspunkt plejer de at køre for Van Avermaet, der jo punkterede i går, men i denne finale er der nok en chance for, at de begge får fripas. Holdet har også Stan Dewulf, men han må i stedet være en mand, der skal angribe, da han mangler samme fart som sine to holdkammerater - også selvom han blev nr. 5 i sidste års betydeligt svagere felt.

Arnaud Demare har i sidste øjeblik droppet løbet, og det betyder, at FDJ må antages at køre for Jake Stewart. Hans form er dog ukendt efter et skuffende VM, men i Tour of Britain var han stadig godt kørende. Hans problem er som altid positioneringen, men han har et ganske stærkt hold til at køre sig frem. Han vinder dog næppe i dette skrappe selskab. FDJ har også den uhyre spændende Paul Penhoet, der som holdbar sprinter burde kunne køre denne finale, men han må antages at være lead-out, som det også gælder for Lewis Askey. Mere spændende er den uhyre formstærke Kevin Geniets, der burde kunne lave en top 10. Finalen er dog nok lidt for let til, at han kan vinde, og meget taler for, at også han vil køre for Stewart.

Jeg er lidt spændt på Pascal Ackermann. Tidligere havde jeg sagt, at denne finale var alt for svær, men i Vueltaen klatrede han jo på et helt nyt niveau. Vi aner til gengæld ikke, hvor han står efter Vueltaen, men i det mindste var dagens styrt harmløst. Han er god i positionskampen, og modvinden vil hjælpe. Det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser ham fremme, men den bør være en anelse for hård til, at han kan vinde. Holdet har også Fernando Gaviria, men efter et uhyre formsvagt efterår er det utænkeligt at se ham fremme i en finale, der i forvejen er for hård, selvom han har holdt pause. Joel Suter var flyvende i Luxembourg, men må være hjælper for Ackermann.

Trek vil formentlig køre for Edward Theuns, men han var en af gårsdagens skuffelser. Han har ikke den robusthed, han tidligere havde, og denne finale er formentlig for hård for ham i dag. Jeg håber derfor, at de lader den uhyre formstærke Toms Skujins samt den i går meget velkørende Alex Kirsch forsøge sig. Denne slags finaler var tidligere skabt til Kirsch, da han stadig kørte for sig selv, og Skujins har spurtet ganske godt på det sidste. De kan ikke vinde, men de an bestemt lave et resultat - modsat formsvage Tony Gallopin.

Så er der sidste års nr. 2, Rasmus Tiller. Finalen er skabt til den eksplosive nordmand, men han har haft et rædselsfuldt efterår, hvor han slet ikke har vist form. Til gengæld kørte han ud af det blå et flot VM-løb, og det giver håb for, at han måske er ved at finde benene. Han har dog haft så lang og svær en tid, at der skal mere end et VM-udbrud til at overbevise mig om, at han kan gentage sidste års flotte resultat i dette emget stærkere felt.

Hvad skal man mene om Israel-PT? På papiret er afslutningen perfekt for Sep Vanmarcke, der tidligere også er blevet nr. 5, og som for nogle uger siden så ud til at være i strålende form. I går floppede han imidlertid fælt, og på den baggrund er min optimisme begrænset. Mit gæt vil være, at han vil være hjælper, og deres bedste kort er nok snarere Jenthe Biermans. Han havde en lille formkrise, men har spurtet ganske storartet i dette efterår, og gårsdagens spurt viser, at han kan lave et resultat her, selvom han ikke kan vinde. Det burde også være givet, at den tidligere vinder Tom van Asbroeck får lov at tage sin chance, men han har været svært skuffende hele året og er næppe god nok længere. Faktisk er det også muligt, at Guillaume Boivin spurter, nu hvor han også forsøgte stig i går - holdet jagter jo point - men han er ikke hurtig nok til at vinde. Endelig er der den formstærke Omer Goldstein , der så godt ud i går, men han mangler nok det sidste for at blande sig i dette skrappe selskab.

Det er svært at tro på de øvrige hold. BikeExchange har et spændende kort i Elmar Reinders, der burde få sin første chance for holdet, men han har virket meget formsvag i sin tid for holdet. Alternativet er Alexander Konychev, men hans potentiale er begrænset. Bingoal har Timothy Dupont og Stanislaw Aniolkowski, men jeg har svært ved at se dem helt fremme i denne hårde finale, da Dupont er for tung, og Aniolkowski synes formsvag. Laurenz Rex viste endelig lidt takter i Kroatien og er nok bedste bud, men hans potentiale er begrænset. Hos Human Powered Health er Pier-André Coté stadig formsvag og Matthew Gibson for tung, hvorfor det bliver Stephen Bassett og en ikke længere så formstærk Nickolas Zukowsky, der skal gå efter en top 20. Hos Sport Vlaanderen er det en god finale for Kenneth van Rooy, der normalt burde være en solid top 10-kandidat, men han har virket mindre formstærk siden England og var bestemt ikke flyvende i går. Jens Reynders er formsvag. B&B e her uden deres topnavne, da Eliot Lietaer først lige er kommet tilbage efter en lang pause, og Jeremy Lecroq bør være for tung til denne finale. Beat skal vel håbe på Jordy Bouts, men han synes ikke i form. Roubaix har Emiel Vermeulen, men finalen er for hård for ham. Bedste kort burde normalt være Samuel Leroux, men han har haft en skuffende sæson. Bedste bud er derfor nok Maximilien Juillard, der imponerede i går i en finale, der ikke er helt uden ligheder med denne. Det er svært at se EvoPro, GeofcoTarteletto og Minerva lave et resultat.

***** Arnaud de Lie

**** Christophe Laporte, Biniam Girmay

*** Bryan Coquard, Axel Zingle, Remco Evenepoel, Mike Teunissen, Tim Merlier

** Anthony Turgis, Amaury Capiot, Oliver Naesen, Jake Stewart, Pascal Ackermann, Toms Skujins, Greg van Avermaet, Gianni Vermeersch, Rasmus Tiller, Alex Kirsch, Stan van Tricht, Kevin Geniets, Hugo Page, Alexander Kristoff, Hugo Hofstetter, Jenthe Biermans, Philippe Gilbert

* Edward Theuns, Sep Vanmarcke, Lionel Taminiaux, Edvald Boasson Hagen, Kenneth van Rooy, Tom van Asbroeck, Guillaume Boivin, Elmar Reinders, Paul Penhoet, Dries van Gestel, Stan Dewulf, Lewis Askey, Zdenek Stybar, Jasper de Buyst, Omer Goldstein, Laurenz Rex, Bert van Lerberghe, Florian Vermeersch, Sven Erik Bystrøm, Joel Suter, Mikkel Bjerg, Alexander Konychev, Stanislaw Aniolkowski, Stephen Bassett, Nickolas Zukowsky, Maximilien Julllard

Danskerne

Mikkel Bjerg og Kasper Andersen skal på UAE støtte Pascal Ackermann, og på BikeExchange skal Anders Foldager formentlig støtte Elmar Reinders og Alexander Konychev. Jakob Egholm må på Trek være hjælper for Edward Theuns, Toms Skujins og Alex Kirsch, mens Jacob Hindsgaul må skulle hjælpe Rasmus Tiller i jagten på endnu en podieplads.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Danny van Poppels sejre fra 2021 og 2018, Tom van Asbroecks sejr fra 2019, Jasper de Buysts sejr fra 2017 og Arnaud Demares sejr fra 2016.