Optakt: BinckBank Tour (Eneco Tour)

SE BINCKBANK TOUR PÅ EUROSPORT PLAYER

Løbets rolle og historie

Cykelløb i Belgien er mættet med historie, men fokus har altid været på endagsløb og landets mange smukke klassikere. Selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1908, har landets nationale rundtur, Belgium Tour, haft svært ved at få samme popularitet som mange lignende etapeløb længere mod syd i Europa, og etapeløb har generelt været negligeret i et af cykelsportens historiske kerneområder.

Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau. Belgium Tour forblev imidlertid en selvstændig begivenhed.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I de første år havde løbet svært ved at finde sit rette format, og mange kritiserede ruterne for at være alt for nemme og for at have for mange sprinteretaper. Ofte var løbet udgjort af en samling massespurter samt én kuperet etape og en enkeltstart, der afgjorde klassementet. Den hollandske og belgiske geografi betyder, at løbet altid vil være meget sprintervenligt, men arrangørerne har siden gjort løbet betydeligt hårdere ved at tilføje flere etaper i vanskeligt klassikerterræn, og løbet har nu fundet et fornuftigt miks mellem dage for sprinterne og dage for endagsspecialisterne.

Løbet gøres spektakulært ved, at det bringer feltet tilbage til de veje, som i forårssæsonen altid er rammen om nogle af årets højdepunkter i klassikerne, men som kun bruges i ganske lille omfang resten af året. Som regel har løbet i den senere tid haft en etape med mange af de flamske hellingen, der er kendt fra Flandern Rundt, en etape i den kuperede Limburg-provins, der lægger asfalt til Amstel Gold Race, og en etape i de vallonske Ardenner, som er scene for Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Disse klassikeretaper forenes med et par dage for sprinterne og en enkeltstart, hvorved der skabes et løb for alsidige ryttere samt klassiker- og enkeltstartseksperter. Som altid spiller vejret i denne del af verden en afgørende rolle, og der er altid en lurende trussel om, at sidevind kan få løbet til at eksplodere.

Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor spiller bonussekunder ofte en afgørende rolle. Den vigtigste etape er som regel den altid relativt korte enkeltstart. Ingen rytter vil kunne vinde BinckBank Tour uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin, Lars Boom, Niki Terpstra og Tom Dumoulin alle vundet løbet. Med den hårdere rute er døren imidlertid blevet åbnet for mere alsidige ryttere, og i de senere år har vi haft de første vindere, der ikke kan betragtes som deciderede specialister i kampen mod uret. Således er det to gange lykkedes Tim Wellens og en gang Zdenek Stybar at vinde så meget tid på stigningerne, at de har taget den samlede sejr. Vinderen er som regel en alsidig rytter, der kan holde sig til på stigningerne, håndtere den hårde positionskamp og den eventuelle sidevind, måske samle lidt bonussekunder op i en spurt eller to og gøre arbejdet færdigt med en god enkeltstart.

På grund af dets placering så tæt på starten af Vueltaen kunne man fristes til at tro, at løbet er perfekt forberedelse til den spanske grand tour, men det har aldrig rigtigt slået igennem som et sådant opvarmningsløb. Løbet byder ganske enkelt på etaper, der ikke har mange ligheder med det, der findes i det bjergrige spanske løb, og de fleste ryttere foretrækker derfor at finpudse formen i de mere kuperede Vuelta a Burgos og Tour de Pologne fremfor at tilbringe en uge på de relativt flade veje i Belgien og Holland. For sprinterne forholder det sig naturligvis anderledes, og mange af de hurtige folk bruger løbet til at finde løbsfarten inden de tre uger i Spanien. På den anden side har det spanske løb i de senere år haft meget få mulighederne for sprinterne, og derfor er der nu om dage ikke mange sprintere, der overhovedet stiller til start i Spanien.

I stedet er BinckBank Tour nu et stort mål i sig selv. For enkeltstartsspecialister er det en sjælden chance for at score WorldTour-point uden at skulle præstere i høje bjerge, mens klassikerrytterne ser frem til en sjælden chance for at vende tilbage til deres terræn på en tid af året, hvor sådanne chancer er begrænsede. Sprinterne valfarter altid til løbet i enormt antal, for der er ikke mange WorldTour-løb, der er så sprintervenlige som dette. Med den stadigt større betydning af point ser flere og flere hold løbet som en stor chance for at sætte ind på kontoen i et løb, der ikke er voldsomt svært.

I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af BinckBank Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape er der derfor tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen.

Mens løbet naturligvis tiltrækker mange klassikerspecialister, er det også et stort mål for sprinterne, og løbet har derfor ofte et af de stærkeste sprinterfelter overhovedet. I år er ingen undtagelse, idet alle er klar til at udkæmpe drabelige slag på de flade etaper. For mange af disse ryttere er løbet samtidig den perfekt forberedelse til de kommende sprinterklassikere på WorldTouren, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, der for mange af disse ryttere er de helt store mål i den anden halvdel af sæsonen. En lidt uforståelig kalenderkonflikt med løbet i Hamburg, der appellerer til stort set de samme ryttere, betyder, at feltet i år måske ikke helt har samme tyngde som tidligere, men sprinterlisten tæller alligevel navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan, Jempy Drucker, Max Walscheid, Fabio Jakobsen, Rudy Barbier, Magnus Cort, Riccardo Minali, Kristoffer Halvorsen, Ben Swift, Matteo Pelucchi, Daniel Hoelgaard, Jasper De Buyst, Jens Debusschere, Tom Van Asbroeck, Aidis Kruopis, Kenny Dehaes og Timothy Dupont.

Sidste år lykkedes det efter to tidligere podiepladser endelig Tom Dumoulin at vinde sit hjemmebaneløb. Hollænderen måtte ganske vist nøjes med en 3. plads på enkeltstarten, men med fremragende kørsel på kongeetapen i Ardennerne, hvor han og Tim Wellens kørte sammen til mål, var det nok til at tage endnu en stor sejr i jubelåret 2017. I sidste ende sejrede han med 17 sekunder ned til den dobbelte vinder Wellens, der ellers havde været det klart stærkeste i Ardennerne, og 46 sekunder ned til Jasper Stuyven, der erobrede den sidste podieplads ved at vinde den afsluttende miniudgave af Flandern Rundt. Dumoulin har haft en hård sæson og hviler nu frem mod VM, og derfor skal der kåres en ny mester. Både Wellens og Stuyven er imidlertid med igen og jagter mere succes efter en flot 2017-udgave af løbet.

Ruten

Som sagt har BinckBank Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har imidlertid ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne på tidskørslen, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere langt bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar og Tim Wellens, der begge er middelmådige temporyttere, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. I 2016 var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til den nu velkendte model.

Det gør ma imidlertid ikke i år, hvor man har foretaget en helt afgørende ændring i forhold til den hidtil anvendte struktur. Af helt uforståelige årsager har man valgt at udskifte løbets kongeetape, miniudgaven af Liege-Bastogne-Liege, med en ekstra sprinteretape. Dermed er der i år kun to klassikeretape, den traditionelle enkeltstart samt fire stort set helt flade dage for de hurtigste af de hurtige. Det vil gøre det langt sværere at skabe store forskelle og øge betydningen af enkeltstarten, der tillige i distance er øget fra 9 til 12 km, hvilket dog fortsat er betydeligt kortere end i løbets første år.

Derudover er strukturen den helt klassiske. Der lægges ud med en helt flad etape, der ligesom i hovedparten af de senere år, afvikles i meget frygtede og vindblæste hollandske Zeeland-provins. Derefter følger en for løbet helt klassisk kort og flad enkeltstart over 12 km, der som sagt i år ser ud til at være løbets absolutte nøgleetape. Som altid er 3. og 4. etape dernæst dedikeret til sprinterne - blandt andet vender den klassiske finale i Ardooie tilbage på torsdagens etape - men derefter tænkes der nyt.

I de senere år har man herefter nemlig haft en Amstel-etape i Limburg-provinsen efterfulgt af første kongeetapen i Ardennerne og til slut den ny helt velkendte miniudgave af Flandern Rundt med ikoniske afslutning halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen. I år udgår ardenneretapen som sagt, og det betyder, at fredagen giver plads til endnu en sprinteretape, inden det hele skal afgøres på de to kuperede klassikeretaper i weekenden. Først gælder det lørdag Amstel-etapen, der er en næsten tro kopi af den, der sidste år skabte en overraskende udskilning, og til slut løbets klart sværeste linjeløbsetape i De Flamske Ardenner med finalen på Muren, en afslutning, der har været benyttet hvert år siden 2012.

1. etape

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje. Ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt klassisk åbningsetape i det fladeste af de to værtslande. Hvert år er der altid tale om risikoen for sidevind på denne indledende etape, men da vinden sjældent spiller nogen stor rolle på denne tid af året, peger alt på, at en massespurt skal afgøre årets første etape.

I alt byder etapen på 177,3 km mellem Heerenveen og Bolsward. Fra start kører man en omgang på en helt flad rundstrækning i området sydøst for startbyen, inden man efter 28,9 km kører den første Primus-spurt i byens centrum. Herefter sætter man kursen mod sydvest med retning mod den frygtede hollandske kyst, og det går herfra igennem helt fladt terræn ud til vandet.

Kysten nås efter godt 70 km, og den følger man nu mod sydvest og siden nord, indtil man efter 112,1 km rammer den afsluttende rundstrækning. 4,6 km senere krydser man målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den helt flade 20,2 km lange runde. Den er heller ikke specielt teknisk udfordrende med relativt få skarpe sving. 5,8 km fra stregen vil der på første omgang blive kørt en Primus-spurt, mens den gyldne kilometer kommer på anden omgang med i alt 22,3 km igen. Det sidste sving kommer med 4,6 km til mål, og derefter er det en lang, lige og flad vej, der leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 158 højdemeter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Som omtalt frygtes vinden altid på disse indledende flade etaper i Holland, men i sommerhalvåret har den kun ganske sjældent været nok til at ryste feltet i dette løb. Igen i år er det dog den eneste reelle fare for sprinterne, og kommer den ikke i spil, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterholdene sikrer, at det hele skal afgøres i en stor massespurt, hvor de rigtige powersprintere kan komme til deres ret i den helt enkle finale.

Bolsward var også vært for åbningsetapen i 2016 og 2015. I 2016 sejrede Dylan Groenewegen foran Nacer Bouhanni og Peter Sagan, og i 2015 var Elia Viviani hurtigere end Danny Van Poppel og Jempy Drucker.

2. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og selv om den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, er det stadig en af løbets absolutte nøgleetaper - ikke mindst i år, hvor den meget lettere rute kan gøre den næsten altafgørende. I de senere år har man dog gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i tre ud af de fire seneste udgaver har den været kortere end 10 km. I år øges den betydning atter, da distancen igen er forlænget en anelse, og der er således lagt op til en nøgledag, når det tirsdag går løs over knap 13 km i fladt specialistterræn.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I alt skal der tilbagelægges 12,7 km med start og mål i den hollandske by Venray, der ligger i en pandekageflad del af landet tæt på grænsen til Tyskland. Fra start er der tre skarpe sving, men mans snor sig mod nord ud gennem byen, inden man drejer til venstre ind på en lang, lige og flad vej. Den fører rytterne mod nordvest, indtil de efter 4,1 km drejer skarpt mod sydvest. Herfra går det ned gennem byen Merselo med et par bløde sving, inden man efter 6,6 km drejer mod sydøst. Kort efter kommer relativt hurtigt efter hinanden yderligere tre sving, hvoraf det sidste leder ind på en lige vej, der fører mod øst. Med 2,1 km drejer man blødt mod nordøst med retning mod byens centrum, og derefter venter der i selve byzonen blot to skarpe sving Det sidste kommer med 600 m igen, hvorefter det går mod nord frem til mål.

Etapen byder på i alt 12 højdemeter.

Dette er en helt klassisk BinckBank Tour-enkeltstart både, hvad terræn og distance angår. Som så ofte før er der en del sving på ruten, men vejene er helt flade. Der er med andre ord tale om en rigtig lækkerbisken for den ret store gruppe af specialister, der specialiserer sig i korte, flade enkeltstarter, og som ikke uden grund altid valfarter til løbet. Med en lettere rute i de kommende dage er etapen endda vigtigere, end den har været i mange år.

Venray blev første gang besøgt sidste år, hvor Peter Sagan vandt 1. etapes massespurt foran Phil Bauhaus og Magnus Cort.

3. etape

Efter den første klassementsetape er det tilbage til fladlandet og en ny mulighed for sprinterne, der som altid har masser af terræn at boltre sig i i den første del af løbet. Denne gang er der måske lidt ekstra prestige i at slå til, idet målet for første gang i byens historie er henlagt til storbyen Antwerpen, der med sin placering i den helt flade nordlige del af Belgien vil agere rammen om en sandsynlig massespurt på årets første belgiske etape.

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km mellem Aalter og Antwerpen, der begge ligger helt mod nord i Belgien i den fladeste del af landet. Fra start bevæger man sig mod nordvest ud ad byen, inden man drejer mod nordøst. Her følger man over en lang distance den samme lige og flade vej, der byder på den første Primus-spurt efter 9,5 km. I Eeklo bliver ruten mere teknisk, efter at man er drejet mod øst, inden man slår et lille slut mod syd, for derefter igen at fortsætte gennem fladlandet mod øst og nordøst. Monotonien brydes af endnu en lille sydlig sløjfe, inden det atter går mod øst og nordøst med retning mod mål.

Kort før byen Mechelen drejer man mon nord, for herefter igennem fladt terræn med flere tekniske passager at køre frem mod Antwerpen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 143,3 km. Her skal man henover tre mindre brostensstykker i udkanten af byen, inden man kommer frem til den anden Primus-spurt med 27,1 km igen. Målstregen krydses for første gang efter 149,3, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 12,8 km lange runde, der er placeret i forstæderne syd for storbyen. Som resten af etapen er den helt flad, men den byder på en del tekniske passager, særligt midtvejs. Som sagt er der tillige tre mindre brostensstykker med hhv. 5,3 km, 4,5 km og 3,5 km til mål. Efter det sidste følger med det samme et skarpt venstresving, hvorefter der kun er et enkelt sving umiddelbart inden den røde flamme. Den gyldne kilometer kommer ved starten af sidste omgang med bare 11,8 km til mål.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Trods den lange distance byder etapen på bare 211 højdemeter.

Etapen er et klart eksempel på, hvorfor BinckBank Tour er et af WorldTourens mest sprintervenlige løb. Vinden er som altid en potentiel, men sjældent særlig farlig trussel, og med tanke på at flere af sportens største sprintere er til start, ligner det endnu en massespurt. Der er lidt brosten på menuen på rundstrækningen, men da de ligger i forstæderne til Antwerpen, må der være tale om pæne bypavéer, der næppe kan forhindre de hurtige folk i at boltre sig på den lange lige opløbsstrækning i en af Europas største havnebyer.

Antwerpen er som sagt aldrig tidligere blevet besøgt af løbet, men var senest vært for et stort cykelløb ved de belgiske mesterskaber sidste år, hvor Oliver Naesen løb med titlen. Det samme var tilfældet i 2006, hvor Niko Eekhout sejrede. Touren lagde vejen forbi i 2001, hvor Marc Wauters tog en overraskende sejr. Derudover var byen hver gang målby for det nu hedengangne World Ports Classic med sejre til hhv. Andrea Guardini (2015), André Greipel (2014), Maarten Tjallingii (2013) og Tom Boonen (2012).

4. etape

I de senere år har 4. etape budt på den tredje og sidste helt flade etape, men i år er der hele fire muligheder på programmet for de helt rene sprintere. Derfor er torsdagens etape blot den næstsidste i rækken, og her kan de hurtige folk se frem til at dyste om etapesejren på en af løbets klassikere. Igen i år vender feltet tilbage til Ardooie, hvis kringlede finale er blevet en tilbagevendende tradition. Her vil de hurtige afsluttere som vanligt være ivrige efter at gå efter endnu en mulighed, inden det mere kuperede terræn venter senere i løbet.

I alt skal der tilbagelægges 166,3 km mellem Blankenberge og Ardooie på en etape, der er en næsten tro kopi af 3. etape fra sidste års udgave af løbet. Igen er etapen stort set helt flad og byder på meget få terrænmæssige udfordringer. Starten går ved kysten, hvorefter man kører en omgang på en rundstrækning i det flade område syd for Blankenberge. I selve startbyen dyster man om point i dagens første Primus-spurt, inden man efter den afsluttede omgang sætter kursen mod sydvest og bevæger sig væk fra vandet. I byen Eernegem slår man en lille sløjfe mod vest i det flade terræn, inden man kører mod nordøst frem til en 1050 m lang pavé, der kommer efter 86,2 km.

Efter brostenene fortsætter man kortvarigt mod nordøst, inden man drejer skarpt mod sydøst for at køre ned gennem byen Torhout med retning mod Ardooie. Her slår man et lille slag mod øst, inden man efter 123,6 km rammer den afsluttende rundstrækning. Med 34 km igen kommer dagens anden Primus-spurt, inden man 3,2 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 15,4 km lange rundstrækning, der er stort set rektangulær og er placeret i området øst for målbyen. Den er også helt flad, og på første omgang bydes på Den Gyldne Kilometer, der indledes når der resterer 22,4 km. Kort efter krydses målstregen for sidste gang, og derefter resterer endnu en omgang. Mange af rytterne kender allerede den tekniske finale, der byder på et skarpt sving med 3500 m igen. Herefter leder en lige vej frem til en teknisk sektion med tre sving hurtigt efter hinanden med hhv. 1400, 1200 og 1100 m til mål. Herefter går det lige frem til stregen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Etapen til Ardooie er en klassiker, der har været på programmet hvert år siden 2008, og selvom vinden i teorien altid er en trussel, er det altid sprinterne, der has kunnet slås om sejren i den tekniske finale. Det vil således også med stor sandsynlighed være tilfældet i år, hvor de mange topsprintere næppe vil lade muligheden gå til spilde. Alt peger på endnu en massespurt, hvor det vil være vigtigt for de hurtige folk at være godt placeret forud for de sidste sving, der altid spiller en afgørende rolle i finalen.

Sidste år tog fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede smme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

5. etape

Vi skal mange år tilbage for at finde den sidste udgave af løbet, hvor der er hele fire oplagte sprinteretaper på programmet, men det er tilfældet i den historisk lette 2018-udgave. Således får de rene sprintere en ekstra chance for at jagte succes, inden det endelig bliver en smule mere kuperet i den afgørende weekend. I forhold til de foregående flade etaper er den sidste sprinterdag dog gjort en anelse vanskeligere ved, at den er henlagt til den belgiske by Lanaken, der er nabo til den hollandske by Maastricht og således er placeret i den kuperede Limburg-provins. Ganske vist er der ingen store stigninger på programmet, men lidt småbakker vil gøre terrænet lidt mere udfordrende, end det har været hidtil - et forhold, der dog ikke forhindrede samme etape i at slutte i en massespurt i sidste års udgave af løbet.

Etapen er med sine 204,4 km den hidtil længste og fører feltet fra Sint-Pieters-Leeuw til Lanaken på den tredje af de fire dage på den belgiske side af grænsen. Starten har et interessant lille krydderi, idet der indledes med en omgang på en flad rundstrækning i området vest for startbyen. Her er hovedudfordringen et 2,1 km langt brostensstykke, der indledes allerede efter 1,1 km, men derudover er der ikke mange udfordringer. Tilbage i startbyen kører man som på de tidligere etaper den første Primus-spurt efter 11,3 km, inden man sætter kursen mod sydøst. Her venter dagens sværeste terræn med flere mindre bakker på turen ned gennem Vallonien, men efter godt 50 km bliver det igen betydeligt fladere.

Efter godt 70 km drejer feltet mod nordøst for igennem fladt terræn at begive sig tilbage mod den flamske del, der nås kort før byen Tongeren, der passeres efter 142,8 km. Retningen holdes nu hele vejen frem til Lanaken, der er en belgisk forstad til Maastricht og derfor ligger på kanten af den kuperede Limburg-provins. Det betyder da også, at der er nogle enkelte småbakker, men intet af betydning.

Efter 165,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 8,1 km senere passeres målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en 10,3 km lang rundstrækning, der ikke er den samme som ved besøget i samme by sidste år. Den er en smule mere kuperet end rundstrækningerne de foregående dage, idet den første del er let stigende og den næste let faldende, indtil det flader ud til slut, hvor de sidste 2 km er stort set helt flade. Finalen er teknisk kompliceret med to sving på fjerdesidst kilometer, et sving på tredjesidste kilometer og yderligere et 180-graders sving i en rundkørsel med 1500 m igen. Herefter går det ligeud frem til stregen. Den sidste Primus-spurt kommer på første omgang med 26,1 km igen, og den gyldne kilometer er placeret på anden omgang med 15,5 km til mål.

Etapen byder på i alt 976 højdemeter.

Læs også

Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet

Etapen er sidste chance for sprinterne, og selvom den byder på lidt flere højdemeter end de foregående helt flade etaper, er terrænet slet ikke vanskeligt nok til at true de hurtige folk. Bakkerne og den lange distance vil måske stille lidt større krav til holdbarheden, men grundlæggende er det svært at se, at det ikke vil være sprinterne der udkæmper det sidste slag inden de afgørende etaper i weekenden

Lanaken var vært for en lignende etape sidste år, hvor Edward Theuns tog karrierens største sejr ved at vinde massespurten foran Marko Kump og Tim Merlier på en dag, hvor de store sprinternavne alle endte længere tilbage. Byen var også vært for løbets ardenneretape i 2016. Her holdt et udbrud akkurat hjem, og Luka Pibernik slog Mark McNally og Bert Van Lerberghe i spurten, hvorved han sikrede sig sin klart største sejr.

6. etape

I de senere år har løbet som regel budt på små udgaver af Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt på de sidste tre etaper. I år er Liege-etapen imidlertid taget af programmet, og dermed er det kun de sidste to etaper, der har rigtigt klassikerpræg. Som i de seneste år lægges der ud med den nemmeste af de to etaper, når feltet igen i år skal ud i klassisk Amstel-terræn i den kuperede Limburg-provins, hvor de mange små bakker lægger op til et utal af mulige udfald på etapen, hvilket fint har været illustreret af de foregående udgaver af samme etape.

Som så ofte før er det den hollandske by Sittard-Geleen, der er omdrejningspunktet for Amstel-etapen, der i år er 182,2 km lang og har start i Riemst og mål ved Tom Dumoulin Bike Park i udkanten af byen. Starten går på den belgiske side af grænsen i Limburg-provinsen umiddelbart syd for storbyen Maastricht, og som på de fleste etaper indledes dagen med en omgang på en rundstrækning, denne gang i området øst for startbyen, hvor Muizenberg (650 m, 6,6%) kommer efter 10,5 km. Som altid afsluttes den småkuperede rundstrækning med den første Primus-spurt, der denne gang kommer efter 13,3 km.

Herefter går det mod syd via nogle af de småbakker, der kendetegner regionen, først og fremmest Halembaye-stigningen (1100 m, 6,6%) efter 24,5 km inden man efter 28 km drejer mod øst og herefter mod nordøst og siden nord for at sætte kursen mod målbyen. Igen er der et par mindre Limburg-bakker undervejs, mens man efter 34,9 km kører ind i Holland og kører øst om Maastricht. Her skal man over Heiweg (1600 m, 4%) efter 36,2 km, Bukel (900 m, 4) efter 39,7 km og Eckelraderweg (600 m, 6%) efter 44,2km, inden det flader en anelse ud.

Efter ca. 55 km drejer man mod nordøst og kører frem mod målbyen, idet man undervejs passerer Vliegveldweg (1000 m, 5%) efter 56,2 km, Lange Raarberg (1400 m, 5%) efter 60,7 km og Bergstraat (1000 m, 7%) efter 76,7 km, inden man efter 77,8 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her passerer man Stokselweg (300 m, 6%) efter 81,1 km, Windraak (700 m, 4%) efter 83,1 km, og Watersley (400 m, 4%) efter 84,8 km, inden man efter 91,2 km krydser målstregen i Tom Dumoulin-parken for første gang.

Etapen afsluttes herefter med to omgange på den 45,5 km lange rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, der blev benyttet sidste år og er placeret i området sydøst for målbyen. Den første del er relativt flad og sender efter 5,5 km kortvarigt feltet ind i Tyskland, hvor der med 38,9 km igen er en lille bakke (200 m, 5%) samt Bergstrasse-stigningen (400 m, 3%) med 38,5 km til stregen. 500 m senere kører man igen ind i Holland, hvor der følger et langt fladt stykke. Først med 19,2 km igen bliver det alvor, når man skal over Schatsberg (800 m, 5%), inden man efter 14,4 km rammer en 350 m lang, meget smal bakke, der stiger med 8% i gennemsnit. Til slut skal man igen over de tre stigninger Stokselweg (300 m, 6%), Windraak (700 m, 4%) og Watersley (400 m, 4%), der kommer med hhv. 10,1 km, 8,1 km og 6,4 km til mål. Herfra går det tilbage til Dumoulin-parken, hvor finalen er meget teknisk, idet der på næstsidste kilometer er to sving, inden man efter den røde flamme skal igennem hele fire skarpe sving, det sidste med 300 m igen. Det falder let frem til 5 km-mærket, hvorefter det er stort set fladt, dog med en ganske lille bakke kort med 2 km igen. Den sidste Primus-spurt kommer på toppen af Windraak sidste gang med bare 7,8 km igen, mens den gyldne kilometer indledes kort efter toppen af Schatsberg på sidste omgang, når der resterer bare 18,3 km.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Etapen byder på i alt 1377 højdemeter.

Etapen minder meget om den Amstel-etape, der blev benyttet sidste år, men er en smule anderledes end de forrige versioner. I både 2014 og 2015 var Windraak dog også den sidste væsentlige udfordring, men det er først sidste år, at man lagde målet ved den nye cykelpark. I de to nævnte år lykkedes det et udbrud at holde hjem efter et aggressivt løb, og det viser, at det kan betale sig at angribe i terrænet. Det var imidlertid ikke sværere, end at mange af sprinterne sagtens kunne sidde med, og en reduceret massespurt er bestemt ikke udelukket. Noget kunne dog tyde på, at den nye rute er en smule sværere, for sidste år blev etapen faktisk meget vigtig, da en stjernebesat 16-mandsgruppe med flere af verdens førende klassikerspecialister kørte væk på de sene bakker og tog mere end 40 sekunder på feltet. Det viser, at etapen kan ende i et hav af forskellige scenarier, men i år vil angrebslysten nok være større end tidligere, da det er én af blot to reelle chancer for at gøre en forskel.

Sittard-Geelen er det eneste by, der har været vært for løbet hvert eneste år. I 2005 vandt Simone Cadamuro en massespurt, mens Manuel Quinziato akkurat snød sprinterne året efter - hvor Cadamuro igen var hurtigste mand i feltet. I 2007 vandt Sebastien Rosseler en enkeltstart i byen, og Jose Ivan Gutierrez var hurtigst på prologen året efter. I 2009 lykkedes det Lars Bak at køre væk fra et reduceret felt efter en hård dag i Limburg-provinsen, inden Jack Bobridge var bedste mand fra et udbrud 12 måneder senere. I 2011 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt i byen, mens Orica-GreenEDGE vandt det første holdløb nogensinde i 2012. I 2013 vandt Sylvain Chavanel løbets enkeltstart, inden Guillaume Van Keirsbulck året efter kørte fri fra et udbrud og sikrede sig en solosejr på sidste etape i 2014. I 2015 lykkedes det Johan Le Bon og Dylan Van Baarle at snyde sprinterne, og det gav franskmanden karrierens største sejr. I 2016 var der igen holdløb på programmet, og her slog BMC Etixx-QuickStep i det, der kunne betragtes som en generalprøve forud for VM. Sidste år lykkedes det 16 af de bedste klassikerspecialister at køre væk, og til slut snød Lars Boom storfavoritten Peter Sagan ved at køre alene væk og tage en for ham meget vigtig sejr samt løbets førertrøje.

7. etape

Intet vil være afgjort før til allersidst, for som så ofte før har arrangørerne gemt den hårdeste etape til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, er det sandsynligvis den bedste chance for rytterne til efter enkeltstarten at skabe tidsforskelle.

Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for syvende år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015, 2016 og 2017 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand.

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. I år nærmer vi os endda klassikerdistance, for der skal tilbagelægges hele 215,6 km med start i Lacs de l’Eau d’Heure og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

Etapen indledes som så ofte før med en omgang på en flad rundstrækning omkring startbyen, der ligger i den vallonske del af Belgien. Denne gang er den henlagt til området syd for byen, og igen byder rundstrækningen på den første Primus-spurt, der kommer efter 8,7 km. Rundstrækningen er hård med bakker (hhv. 9% over 400 m, 10% over 500 m og 8% over 400 m), der kommer efter hhv. 0,7 km, 2,7 km og 7,4 km. Efter omgangen skal man igen over de to første bakker, inden man sætter kursen mod vest og nordvest for igennem relativt fladt terræn at køre frem til Beaumont, der nås efter ca. 30 km.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Fra Beaumont kører man først mod nordvest og siden nord med retning mod Flandern, og man skal efter 36,5 km over Route de Mons (700 m, 6%). Efterhånden som man forlader Ardennerne, bliver terrænet fladt, og man når efter 53,1 km byen Binche. Her drejer man mod vest, inden det går mod nord og siden nordvest igennem fladlandet.  Denne gang er den 7,9 km lang og afsluttes med den første Primus-spurt, når man er tilbage i startområdet. I Macq kører man kortvarigt mod sydvest, inden det igen går mod nord og nordvest. Efter 115,2 km kører man ind i Flandern, hvorefter man kører mod vest med retning mod De Flamske Ardenner. Her slår man en lille sløjfe mod vest, inden man kører mod øst med retning mod rundstrækningen.

Den rammes efter 131,6 km, og efter 132,8 km skal man første gang over den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 8%). Herefter går det frem til Muren (1100 m, 8,7%), der bestiges for første gang efter 138,2 km. 600 m oppe ad bakken passeres målstregen, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 25,6 km lange runde (mod blot to sidste år, men tre i 2016). Efter Muren venter den kendte og brostensbelagte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,3 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på tredje og sidste omgang. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Onkerzelestraat (1500 m, 3%=Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,1 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne skal igennem to højresving lige efter den røde flamme, inden de rammer stigningen, hvor der er et venstresving bare 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1695 højdemeter.

De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete i 2016, og kun de stærkeste kan være med. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kan opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er distancen længere end tidligere, og det kan gøre det mere selektivt. Under alle omstændigheder er scenen dog sat til aggressivt cykelløb på den mest afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet på allersidste dag.

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste seks udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Styrbar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt af Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, men Terpstra tog den samlede sejr. Sidste år skulle en 35 mand stor gruppe køre om det må Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid.

SE BINCKBANK TOUR PÅ EUROSPORT PLAYER

Favoritterne

Som sagt var BinckBank Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute er det nu en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014- og 2015-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at reducere betydningen af tidskørslen, men det har dog ikke ændret på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Nu om dage afgøres BinckBank Tour hovedsageligt at fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men i de seneste fem år har der været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det er således de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk spiller en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.

Som omtalt ovenfor er årets rute dog usædvanligt let og - lad os nu bare være ærlige - temmelig kedelig. Som sagt var det i de tidlige år stort set alene enkeltstarten, der bestemt udfaldet, men med inklusionen af hårdere klassikerterræn har det i den grad ændret sig. Særligt var det opløftende at se, hvordan Tim Wellens (endda to gange) og Zdenek Stybar kunne vinde løbet, selvom de ingenlunde er tempospecialister. Og det er bemærkelsesværdigt, at det i begge tilfælde først og fremmest skete ved store ridt på ardenneretapen. Derfor virker det temmelig uforståeligt, at netop den etape, der mere end nogen anden har kunnet skabe forskelle, er taget af programmet. Bare så sent som sidste år var det på samme etape, at Wellens, der altid flyver i dette løb og har vundet netop denne etape hele tre gange, og Tom Dumoulin kørte fra alt og alle og skabte en situation, hvor enkeltstarten kun afgjorde den indbyrdes placering mellem de to.

Sådan bliver det altså ikke i år, og det betyder, at vi nærmer os den gammelkendte model fra løbets første år, hvor enkeltstarten er den i særklasse vigtigste etape. Ganske vist er distancen betydeligt kortere end i de tidlige udgaver, men i år er det meget svært at se, at man kan vinde løbet, hvis ikke man kører med helt i top allerede på tirsdagens etape, der som omtalt ovenfor er helt klassisk og for de specialister, der har korte, flade enkeltstarter som deres foretrukne disciplin.

Det betyder imidlertid ikke, at alt står og falder med enkeltstarter - langt fra. De sidste to etaper er nemlig ganske hårde, og en tung specialist, der ikke kan klatre, får meget svært ved at vinde samle. Der skabes nemlig altid pæn udskilning på de to etaper, der har velkendte finaler, men de store huller opstår først og fremmest bagude. Blandet de bedste kan afstandene som regel måles i sekunder - hvis der overhovedet er nogen.

Søndagens Flandern-etape er i de fleste tilfælde endt i en spurt i en halvstor gruppe på Muren, hvor de gode puncheurs og bedste brostensspecialister kan vinde sekunder. Da enkeltstarten er relativt kort, kan man med andre ord sagtens tabe det vundne her, for der opstår altid en del huller. Store afstande har vi imidlertid kun set to gange, nemlig med Stybars imponerende ridt i 2013 og i 2016, hvor det brutale efterårsvejr gjorde det til et episk udskilningsløb. Det er derfor formentlig kun elendigt vejr, der for alvor kan gøre etapen selektiv.

Amstel-etapen fik ny finale sidste år, og det gjorde den hårdere. Tidligere har en reduceret massespurt ellers været et sandsynligt scenarium, men sidste år lykkedes det en usædvanlig fornem gruppe af klassikerspecialister at køre væk, så det herefter blev en kamp mellem bare de ryttere. Derfor er det en oplagt dag at sætte nogle af de tungere ryttere til vægs, men man skal ikke have alt for store forventninger til udskilningen. Sidste år sad folk som Jasha Sütterlin og Danny Van Poppel med i gruppen, mens Dylan Groenewegen vandt feltets spurt, og det siger alt om, at der altså ikke er tale om en etape, der i hårdhed måler sig med storebroren, Amstel Gold Race.

Derudover er der bonussekunderne, der altid er vigtige i dette løb og i år måske endnu vigtigere. Den begrænsede mulighed for at skabe udskilning betyder nemlig, at ryttere som Greg Van Avermaet, Tim Wellens og Zdenek Stybar, der alle står til klø på enkeltstarten, skal lede efter sekunder, hvor de kan. Her er særligt de gyldne kilometer på 6. og 7. etape, hvor spurterne kommer på bakker, der passer dem perfekt, oplagte muligheder for at vinde tid, men også de flade gyldne kilometer de første dage kan blive vigtigere end tidligere, hvor de ikke har spillet den store rolle.

Endelig er der vejret. Historisk set har det stort set aldrig blæst i BinckBank Tour, men måske får de ryttere, der ønsker sig udskilning, lidt hjælpe af vejrguderne. De første fem dage bliver nemlig alle temmelig blæsende, og selvom man kan tvivle på, om der kan skabes udskilning i et løb, hvor næsten alle ryttere er klassikerspecialister og alle ved, at sidevind er livsfarligt, er muligheden til stede. Vinden vil til gengæld lægge sig i weekenden. De fem sidste dage vil være solrige og varme, men der vil være regn de første to dage, især mandag. Man kan så blot håbe, at byger til tirsdagens enkeltstart ikke ender med at gøre hele løbet til ét stort lotteri. Den risiko eksisterer nemlig!!!

Samlet set er konklusionen altså, at løbet formentlig vil blive afgjort blandt de ryttere, der kan klare udskilningen på de to etaper i weekenden samt i den eventuelle sidevind. Deres indbyrdes placering vil i høj grad blive bestemt af enkeltstarten samt de bonussekunder, der kan vindes undervejs på især de gyldne kilometer, samt de huller, der måtte opstå i den ventede spurt på Muren på sidste etape.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Og hvad fører alt dette så til? Det fører såmænd til, at det for første gang i min tid som optaktsskribent er tid til at pege på en dansk favorit til et etapeløb på WorldTouren. Enkeltstartens store betydning gør nemlig, at det i høj grad er tempospecialisterne, der vil skulle slås om sejren, og selvom der i feltet er ganske mange af den slags, er en af de allerbedste dansk. Efter en lovende start på karrieren har Søren Kragh Andersen nemlig i år cementeret sin status som en af verdens førende tempospecialister. Ellers bliver man ikke nr. 2 bag Stefan Küng på den lange enkeltstart i Tour de Suisse eller nr. 5 på den afsluttende enkeltstart i Tour de France.

Begge disse enkeltstarter var ganske vist betydeligt længere end den, der venter på tirsdag, men i karrierens første år var det faktisk især på netop korte, flade enkeltstarter, at Kragh viste evnerne. Sidste år blev han sågar nr. 4 i enkeltstarten i netop dette løb, kun slået af topspecialisterne Stefan Küng, Maciej Bodnar og Tom Dumoulin, og i år synes han endnu skarpere. Dertil skal man lægge, at Kragh er fremragende i kuperet terræn som det, der venter i weekenden, hvor han ikke bliver let at sætte af og endda kan køre med om sejren, måske især på Muren. Danskeren er nemlig en glimrende puncheur, der blandt andet slog en vis Van Avermaet i en stigende spurt i Tour of Oman sidste år. I kraft af sin hurtighed både på bakker og flad har han mulighed for at køre med om bonussekunder i de gyldne kilometer, og blandt løbets førende tempospecialister er han en af de absolut hurtigste.

Ruten passer med andre ord Kragh perfekt. Det store spørgsmål er formen, der er usikker efter en pause siden Touren. Hans flotte enkeltstart vidner imidlertid om, at han kom fremragende ud af det franske løb. Det samme gjorde han af Vueltaen sidste år, hvor han efterfølgende kørte fabelagtigt både ved VM og i Paris-Tours. Kragh har ganske enkelt motoren til at holde den gode form gående. Kan han det igen denne gang, ligner Kragh et oplagt bud på en vinder af BinckBank Tour, og derfor er han vores favorit.

Hvis der er én rytter, der skal være glad for, at ardenneretapen er væk, er det Stefan Küng. De stejle stigninger i Vallonien er nemlig lidt for hårde for den store schweizer, men med den etapes fravær har han sit livs chance for at vinde løbet. Küng er nemlig løbets førende enkeltstartsspecialist - en status, han bevist med sin ret klare sejr på enkeltstarten sidste år - og det var da også ham, der slog Kragh relativt klart i Schweiz tidligere i år. Chancerne for, at han igen denne gang vinder 2. etape er ganske stor, og det giver ham naturligvis et godt udgangspunkt, hvis han kan gøre det igen

Derefter skal han forsvare sig. Küng er nemlig næppe hurtig nok til at jagte bonussekunder, så han skal sikre sig et godt forspring på tidskørslen. Dernæst skal han klare udskilningen i weekenden, men er han på toppen burde det være muligt. Sidste år var det nemlig en punktering, der betød, at han ikke kom med den stærke gruppe på Amstel-etapen, og bakkerne på lørdag burde han kunne klare. Samtidig er han glimrende - dog ikke specielt eksplosiv - på brostensbakker, hvilket top 10-placeringen i E3 er seneste vidnesbyrd om, så han burde også køre finale på Flandern-etape. Det hele handler så om forspringet på enkeltstarten og fordelingen af bonussekunder mellem rivalerne.

Endelig er der naturligvis formen. Küng kørte nemlig en yderst skuffende enkeltstart ved EM, og det kunne tyde på, at han er træt efter Touren. Man skal dog passe på med at drage håndfaste konklusioner på den baggrund, for der kan have været tale om en dårlig dag efter en løbspause. Sidste år fulgte Küng nemlig samme model - dog uden EM - og her vandt han som bekendt enkeltstarten i dette løb. I år virkede han faktisk endnu friskere i Tourens sidste uge. Har Küng fastholdt formen, får han næppe en bedre chance for at vinde dette løb.

Quick-Step kommer som altid med et klassemandskab til et klassikerløb som dette, og de har reelt fire potentielle vindere på holdet. Enkeltstartens betydning gør dog, at det især er de to tempospecialister, der har en chance. Størst er den formentlig for Yves Lampaert, der ligeledes er en af de store vindere ved aflysningen af ardenneretapen, der altid er for svær for den ikke specielt klatrestærke belgier. I flamsk klassikerterræn er han til gengæld en af verdens allerbedste, hvilket hans klassikerresultater siger alt om, og i år tog han endda endnu et klart skridt op i den hidtil bedste klassikerkampagne. Han er ganske god på brostensbakker og hurtig på stregen, og derfor burde han kunne køre med om sejren på 7. etape, hvor Quick-Step også har en kollektiv styrke at lukrere på. Amstel-bakkerne passer ham dårligere, men burde kunne klares af en formstærk Lampaert, der også er hurtig nok til at gå efter bonussekunder undervejs.

Hans vigtigste våben er dog enkeltstarten. I år har han ellers været en kronisk skuffelse i alle sine tidskørsler, men det ændrede sig med et brag i onsdags, da han blev nr. 4 ved EM. Dermed synes han at være tilbage, og han har tidligere i Belgium Tour vist, at han også kan køre fremragende på korte, flade ruter. EM viser, at formen efter Touren er i top, og på denne rute gør det ham til en af topfavoritterne.

Quick-Step har i optakten ikke talt meget om Maximilian Schachmann. Han kan imidlertid meget vel ende med at være deres bedste kort, for i onsdags var det ham, der med ganske lille margin stjal EM-bronzen fra Lampaert. Det vidner ikke blot om, at han er kommet ud fra sommerpausen i topform, men også om, hvor god en temporytter, den dobbelte sølvvinder fra U23-VM er. Endnu bedre er det, at han som professionel især har kørt gode korte enkeltstarter, og det gør ham livsfarlig på tirsdag, ikke mindst fordi han i år har gjort kolossale fremskridt og kørte en helt fantastisk Giro, hvor han vandt en bjergetape. Netop den sejr siger også alt om, at han er en sublim klatrer, der ikke får problemer på bakkerne i weekenden. Til gengæld er han uprøvet på de flamske brostensstigninger, men den alsidige tysker har et godt punch og er positioneringsstærk, så den udfordring burde han også kunne klare. Han er også ganske hurtig, men at jagte bonussekunder i et selskab med mange superafsluttere bliver dog svært. Det ændrer ikke på, at han især i kraft af enkeltstarten er en af de absolutte favoritter.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Egentlig burde Michael Matthews vel være løbets favorit. Australieren har nemlig alt det, der skal til, for at vinde på denne rute. Hans enkeltstart er fremragende, især over korte distancer, hvor han med sit punch blandt andet har vundet prologen i Paris-Nice, og da han i år har gjort det forrygende over lange distancer, burde han være knivskarp på tirsdag. Han er hurtigere end stort set alle de øvrige favoritter, og selvom han ikke kan blande sig i de store massespurter, kan han vinde bonussekunder på de gyldne kilometer, særligt de to stigende. Han har vist potentiale på brostenene, og de to sidste etaper, særligt Amstel-etapen, burde passe ham glimrende. Når vi alligevel ikke har ham på toppen, skyldes det, at holdets officielle udmelding er, at dette er Kraghs chance, og at Matthews primært skal køre lead-out for Max Walscheid og hjælpe danskeren. Da Kragh formentlig vil køre den bedste enkeltstart, kan han derfor hurtig ende i en hjælperrolle. På den anden side er det bestemt ikke udelukket, at det går omvendt på tirsdag, og så kan rollerne måske byttes rundt. I så fald bliver Matthews meget svær at slå.

Efter sejren ved EM må Victor Campenaerts regnes som en af de absolutte topfavoritter til enkeltstarten. Ganske vist er han bedre over lange distancer, men hans tredjeplads på 1. etape af Giroen vidner om, at han sagtens kan klare sig over kortere distancer også. Det store spørgsmål er således ikke tempoevnerne, men hans muligheder på de øvrige seks etaper. I linjeløb er Campenaerts nemlig aldrig andet end hjælperytter, og selvom han faktisk er en udmærket klatrer, er punch og eksplosivitet ikke hans store styrke. Bonussekunder bliver det derfor ikke til, og det er samtidig nærliggende at tro, at der vil ryge sekunder i de huller, der opstår på Muren på søndag. Dertil kommer, at han sagtens kan blive en af taberne, hvis der sker udskilning på de eksplosive bakker lørdag. Skal Campenaerts vinde, skal han sikre sig et godt forspring tirsdag og herefter holde sig til alle dage. Det kan blive svært, men er bestemt ikke umuligt for den meget formstærke belgier.

Lars Boom er tidligere vinder af løbet i 2012 og har siden båret trøjen flere gange. Fra 2013 og frem har vi imidlertid haft ardenneretapen, og den har næsten hver eneste gang vist sig for hård til den ret tunge hollænder. Alligevel blev han nr. 2 i 2014 og nr. 8 sidste år, hvor han endda vandt Amstel-etapen som led i et fremragende efterår, hvor han også vandt Tour of Britain. Det gjorde han i kraft af en sublim enkeltstart, hvor han blandt andre slog Küng og Campenaerts, og det var lidt af en renæssance. Den tidligere tempospecialist var nemlig forsvundet fra enkeltstartsscenen, men efteråret viste, at han måske er på vej tilbage. Derfor burde han egentlig være blandt de store favoritter til et løb, hvor ardenneretapen er væk, og hvor han burde være blandt de bedste de to sidste dage, især på søndagens etape. Når han ikke er det, skyldes det hjerteoperationen i vinter, for han har ikke vist noget som helst siden da. I den kommende uge får vi svar på, om han har fundet sit niveau efter sommerpausen. Kører han en enkeltstart som i England sidste år, bliver han intet mindre end livsfarlig.

Som en af feltets mest alsidige klassikerspecialister burde Greg Van Avermaet have vundet dette løb. Når det ikke er sket, skyldes det enkeltstarten, der ikke er hans kop te. For et par år siden blev han ellers en kort overgang en slags specialist i korte enkeltstarter, men det er ikke længere tilfældet. Van Avermaet vil derfor med sikkerhed tabe en del tid tirsdag, og derfor er han en af de helt store tabere på den nye rute, hvor han får langt, langt sværere ved at vinde det tabte tilbage. Alligevel kan han blive farlig, for han er blandt de helt store favoritter til de sidste etaper, særligt Flandern-etapen, som han tidligere har vundet. Beslutter han og BMC sig for at jagte bonussekunder på bakkerne de sidste dage, kan Van Avermaet faktisk sikre sig en del tidsbonus undervejs. Det bliver svært at indhente tirsdagens tab, men med en fornuftig enkeltstart er det ikke umuligt for belgieren, der i San Sebastian viste, at han er kommet fremragende ud af Touren.

Kragh er det bedste danske bud, men vi har flere. Det gælder i særlig grad Mads Pedersen , der i fremtiden burde kunne køre med om sejren i et løb, der passer ham som fod i hose. Om det sker allerede i år, er måske mere tvivlsomt, for han er her som udgangspunkt for at støtte Jasper Stuyven, der sidste år blev nr. 3. Stuyven får imidlertid svært ved at vinde på denne rute, men det kan Pedersen, hvis han brager en feberenkeltstart af. Han har som bekendt kørt fremragende enkeltstarter i det sidste års tid, men ser man bort fra 4. pladsen i Tirreno, hvor han var delvist hjulpet af regnvejr til flere favoritter, har han ikke vist sig meget frem på WorldTour-niveau. Han vandt ganske vist i Danmark, men feltet der tåler ikke sammenligning med de mange specialister, han er oppe mod her. Kan han imidlertid levere et topresultat på tirsdag, burde resten af ruten passe ham, for han har vist evner på brostensbakker, kan klare Amstel-terrænet og kan spurte efter bonussekunder. Vi tvivler lidt på, at enkeltstarten er helt god nok, men muligheden er der - i hvert fald, hvis den svingende præstation i Danmark alene skyldtes en enkelt offday på Vejle-etapen.

Sammen med Küng er Jos Van Emden den måske allerstørste favorit til enkeltstarten, som han havde vundet sidste år, hvis ikke han var styrtet i sidste sving. Der findes nemlig ikke mange i denne verden, der kan matche ham på korte, flade enkeltstarter. Måske er det i virkeligheden kun Rohan Dennis, der gang på gang har henvist ham til andenpladsen. Van Emden får det imidlertid svært i weekenden, for han er tung og alt andet end eksplosiv. Uden en ardenneretape er intet imidlertid umuligt, for ender 6. etape i en reduceret massespurt, og har han sikret sig et godt forspring på enkeltstarten, kører han faktisk så godt på flamske brostensbakker, at han ikke nødvendigvis vil tabe alt for mange sekunder søndag. Der er dog spørgsmålstegn ved formen efter en skidt enkeltstart ved EM.

Her skuffede også Dylan Van Baarle, men var der alene tale om en dårlig dag efter en lang løbspause, kan den hollandske enkeltstartsmester blive farlig. Efter skiftet til Sky har han nemlig forbedret tempoevnerne enormt, hvilket han viste med sin flotte seje ved de hollandske enkeltstartsmesterskaber. Hans flotte resultater i klassikerne siger alt om evnerne på brostensetapen, og som vinder af Tour of Britain kan han også sagtens klare sig i Amstel-terrænet. Bonussekunder er dog næppe en option mod de mange skarpe afsluttere her, og man kan tvivle, om han på en kort enkeltstart er god nok til at vinde tilstrækkeligt med tid. Han har trods alt kun for alvor kørt én god enkeltstart som professionel.

For to år siden vandt Niki Terpstra et løb, der på grund af ardenneretapen ellers altid har været for hårdt for ham. Derfor må han glæde sig over fraværet af netop den etape, men det bliver stadig svært at vinde. Selvom han kører en fornuftig enkeltstart, vil han altid tabe tid til de store specialister, og det skal vindes senere. Han er ikke hurtig og kan ikke gå efter bonussekunder, og selvom han i år har været verdens bedste brostensrytter, er den meget eksplosive finale på 7. etape ikke skræddersyet til hans dieselmotor. Da han vandt løbet, skyldtes det dårligt vejr på netop den etape, og det får han ikke glæde af i år. Alligevel kan han blive farlig, for er der én, der kan udnytte Quick-Steps kollektive styrke til at køre alene hjem i weekenden, må det være Terpstra med den store motor.

Mine naller er efterhånden temmelig afsvedne efter alle de gange, jeg har brændt dem ved at sige, at Tim Wellens ikke kan køre med om sejren i dette løb. Alligevel har han allerede vundet to gange og blev sidste år nr. 2 (selvom han på kongeetapen var klart stærkest). Hver gang er det imidlertid sket via en magtdemonstration i Ardennerne, og derfor er Wellens den helt store taber ved ruteomlægningen. Det er uhyre svært at se ham vinde på denne rute, for han vil tabe tid på enkeltstarten, og selvom han gør det fitn på brosten, har han heller ikke i sine gode år kunnet matche de bedste på Muren. Hans bedste chance er nok Amstel-etapen, men den er umiddelbart for let til, at han kan gøre de nødvendige forskelle. Bonussekunder på bakkerne i weekenden er en mulighed, men for at vinde løbet skal Wellens formentlig lave endnu et stort nummer på 6. eller 7. etape. Det bliver svært - men det sagde jeg også i 2014, 2015 og 2017.

Sep Vanmarcke kan omvendt ikke være helt utilfreds med aflysningen af Liege-etapen, der altid har været for svær for den store belgier. Nu har han en bedre chance, men det bliver trods alt stadig vanskeligt at vinde. Selvom han har forbedret tempoevnerne betragteligt i de senere år, vil han nemlig tabe en del tid til specialisterne på tirsdag. Det skal vindes tilbage i weekenden, og det bliver ikke let. Sammen med Van Avermaet er han måske den største favorit på Muren, ligesom han kan gå efter bonussekunder på bakkerne i weekenden, for Vanmarcke har et godt punch på stigninger. Desværre må man frygte, at det ikke helt kan kompensere for tidstabet, med mindre løbet bliver hårdere end ventet.

I samme båd befinder Jasper Stuyven sig. Sidste år vandt han Flandern-etapen ved at snyde de øvrige favoritter med et sent angreb, og han vil igen være et af topnavnene til den sidste etape, selvom der umiddelbart er ryttere, der er en anelse hurtigere på Muren. Til gengæld burde han have gode chancer på 6. etape, hvis den udvikler sig som sidste år, og bonussekunder gennem helt løbet burde være en god mulighed for den ret hurtige belgier. Til gengæld kommer også han til at lide på enkeltstarten, for det har aldrig været hans kop te og vil formentlig koste ham for meget tid.

Luke Durbridge er en af løbets jokere. Tidligere var australieren som bekendt tempospecialist, men det er efterhånden længe siden. I de senere år har han endda haft meget svært ved at klemme sig ind i top 10, og i år blev han endda blot nr. 6 på den svagt besatte enkeltstart i Slovenien. Der har dog været tegn på en lille renæssance med sejren i De Panne sidste år og 8. pladsen i Tirreno i år, og han har samtidig med sin motor udviklet sig til en af de bedste brostensryttere. Derfor burde årets rute egentlig passe ham. Han har imidlertid intet punch, så hans eneste vej til tidsgevinster er enkeltstarten, og på baggrund af de senere års resultater er det trods alt ret svært at se ham slå de mange specialister i dette løb.

Ligesom Wellens overvandt Zdenek Stybar en halvdårlig enkeltstart, da han i 2013 vandt løbet. I år gør den lette rute det meget vanskeligt at gentage det nummer, for blandt de hidtil nævnte er Stybar nok den svageste temporytter. I de senere år har han heller ikke været så stærk som tidligere, og uden en ardenneretape ser det svært ud for tjekken. Når han alligevel skal nævnes, skyldes det, at han trods alt fortsat er en af verdens førende brostensspecialister og en af favoritterne til 7. etape, som han i 2013 vandt med et dybt imponerende ridt. Han er hurtig i stigende spurter og kan måske vinde lidt bonussekunder, men formentlig kræver det en gentagelse af soloshowet fra 2013, hvis det skal blive til endnu en sejr.

Jasha Sütterlin er en af vinderne ved den lettere rute. Den store tysker har haft det svært i Ardennerne, men på de øvrige etaper kan han bestemt godt være med. Sidste år sad han med de bedste i den eksklusive gruppe på Amstel-etapen og blev nr. 14 på Muren. Dermed kan han begrænse sine tab på de svære etaper, og det hele står og falder med enkeltstarten, der er hans speciale. For to år siden blev han nr. 3 på tidskørslen og var dengang ved endelig at indfri sit potentiale, men i 2018 har han ikke kørt én eneste god enkeltstart. Derfor er der ikke meget, der tyder på en gentagelse af bedriften fra dengang. Omvendt kom det resultat faktisk også ud af det blå, og kører han en enkeltstart som i 2016, kan han blive farlig.

Endelig vil vi pege på endnu en dansker. Michael Valgren endte sidste år i top 10, men også han er en af taberne ved ruteomlægningen. Han kommer nemlig til at savne ardenneretapen, for på enkeltstarten vil han tabe en del tid til specialisterne. Samtidig er han næppe hurtig nok til at vinde bonussekunder, så det ser svært ud at vinde på denne rute. Valgren har imidlertid vist, at hans næse for angreb i finalerne er veludviklet, og han er derfor et godt bud på en rytter, der kan gøre som Boom på Amstel-etapen sidste år. Kan han det, skal man ikke udelukke et godt resultat til den stærke Astana-dansker.

***** Søren Kragh Andersen

**** Stefan Küng, Yves Lampaert

*** Maximilian Schachmann, Michael Matthews, Victor Campenaerts, Lars Boom, Greg Van Avermaet

** Mads Pedersen, Jos Van Emden, Dylan Van Baarle, Niki Terpstra, Tim Wellens, Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven, Luke Durbridge, Zdenek Stybar, Jasha Sütterlin, Michael Valgren

* Maciej Bodnar, Alex Dowsett, Matthias Brändle, Ryan Mullen, Oliver Naesen, Filippo Ganna, Daniel Oss, Magnus Cort, Diego Ulissi, Matej Mohoric, Alexander Edmondson, Lukasz Wisniowski, Florian Senechal, Miles Scotson, Tobias Ludvigsson, Andriy Grivko, Mads Würtz Schmidt, Ramunas Navardauskas, Alexis Gougeard, Owain Doull, Tom Scully

Danskerne

Som nævnt har Danmark adskillige gode muligheder med først og fremmest Søren Kragh Andersen, dernæst Mads Pedersen og i tredje række Michael Valgren, der alle er omtalt mere detaljeret ovenfor. Magnus Cort kan måske også gøre sig gældende, hvis han får en del bonussekunder, men enkeltstarten udgør et stort, stort handicap, ligesom han på Astana skal dele sprinteropgaverne med Riccardo Minali. Mads Würtz Schmidt har vist fremgang på enkeltstarten igen og kan måske lave et hæderligt samlet resultat, selvom han først og fremmest skal hjælpe Marcel Kittel i spurterne. Christopher Juul får egentlig lov at køre klassement, men enkeltstarten gør det svært, så han skal nok snarere støtte Luke Durbridge og Caleb Ewan. Endelig skal Matti Breschel hjælpe Sep Vanmarcke og formentlig køre lead-out for Tom Van Asbroeck.

SE BINCKBANK TOUR PÅ EUROSPORT PLAYER