Optakt: BinckBank Tour (Eneco Tour)

Løbets rolle og historie

Cykelløb i Belgien er mættet med historie, men fokus har altid været på endagsløb og landets mange smukke klassikere. Selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1908, har landets nationale rundtur, Belgium Tour, haft svært ved at få samme popularitet som mange lignende etapeløb længere mod syd i Europa, og etapeløb har generelt været negligeret i et af cykelsportens historiske kerneområder.

Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau. Belgium Tour forblev imidlertid en selvstændig begivenhed.

I de første år havde løbet svært ved at finde sit rette format, og mange kritiserede ruterne for at være alt for nemme og for at have for mange sprinteretaper. Ofte var løbet udgjort af en samling massespurter samt én kuperet etape og en enkeltstart, der afgjorde klassementet. Den hollandske og belgiske geografi betyder, at løbet altid vil være meget sprintervenligt, men arrangørerne har siden gjort løbet betydeligt hårdere ved at tilføje flere etaper i vanskeligt klassikerterræn, og løbet har nu fundet et fornuftigt miks mellem dage for sprinterne og dage for endagsspecialisterne.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Løbet gøres spektakulært ved, at det bringer feltet tilbage til de veje, som i forårssæsonen altid er rammen om nogle af årets højdepunkter i klassikerne, men som kun bruges i ganske lille omfang resten af året. Som regel har løbet i den senere tid haft en etape med mange af de flamske hellingen, der er kendt fra Flandern Rundt, en etape i den kuperede Limburg-provins, der lægger asfalt til Amstel Gold Race, og en etape i de vallonske Ardenner, som er scene for Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Disse klassikeretaper forenes med et par dage for sprinterne og en enkeltstart, hvorved der skabes et løb for alsidige ryttere samt klassiker- og enkeltstartseksperter. Som altid spiller vejret i denne del af verden en afgørende rolle, og der er altid en lurende trussel om, at sidevind kan få løbet til at eksplodere.

Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor spiller bonussekunder ofte en afgørende rolle. Den vigtigste etape er som regel den altid relativt korte enkeltstart. Kun de færreste ryttere vil kunne vinde BinckBank Tour uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin, Lars Boom, Niki Terpstra og Tom Dumoulin alle vundet løbet. Med den hårdere rute er døren imidlertid blevet åbnet for mere alsidige ryttere, og i de senere år har vi haft de første vindere, der ikke kan betragtes som deciderede specialister i kampen mod uret. Således er det to gange lykkedes Tim Wellens og en gang både Zdenek Stybar og Matej Mohoric at vinde så meget tid på stigningerne, at de har taget den samlede sejr. Vinderen er som regel en alsidig rytter, der kan holde sig til på stigningerne, håndtere den hårde positionskamp og den eventuelle sidevind, måske samle lidt bonussekunder op i en spurt eller to og gøre arbejdet færdigt med en god enkeltstart.

På grund af dets placering så tæt på starten af Vueltaen kunne man fristes til at tro, at løbet er perfekt forberedelse til den spanske grand tour, men det har aldrig rigtigt slået igennem som et sådant opvarmningsløb. Løbet byder ganske enkelt på etaper, der ikke har mange ligheder med det, der findes i det bjergrige spanske løb, og de fleste ryttere foretrækker derfor at finpudse formen i de mere kuperede Vuelta a Burgos og Tour de Pologne fremfor at tilbringe en uge på de relativt flade veje i Belgien og Holland. For sprinterne forholder det sig naturligvis anderledes, og mange af de hurtige folk bruger løbet til at finde løbsfarten inden de tre uger i Spanien. På den anden side har det spanske løb i de senere år haft meget få muligheder for sprinterne, og derfor er der nu om dage ikke mange sprintere, der overhovedet stiller til start i Spanien.

I stedet er BinckBank Tour nu et stort mål i sig selv. For enkeltstartsspecialister er det en sjælden chance for at score WorldTour-point uden at skulle præstere i høje bjerge, mens klassikerrytterne ser frem til en sjælden chance for at vende tilbage til deres terræn på en tid af året, hvor sådanne chancer er begrænsede. Sprinterne valfarter altid til løbet i enormt antal, for der er ikke mange WorldTour-løb, der er så sprintervenlige som dette. Med den stadigt større betydning af point ser flere og flere hold løbet som en stor chance for at sætte ind på kontoen i et løb, der ikke er voldsomt svært.

I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af BinckBank Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape er der derfor tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen, og i et løb, hvor hvert et sekund er afgørende, har det vist sig at være et ganske afgørende element.

Mens løbet naturligvis tiltrækker mange klassikerspecialister, er det også et stort mål for sprinterne, og løbet har derfor ofte et af de stærkeste sprinterfelter overhovedet. I år er ingen undtagelse, idet alle er klar til at udkæmpe drabelige slag på de flade etaper. For mange af disse ryttere er løbet samtidig den perfekt forberedelse til de kommende sprinterklassikere på WorldTouren, Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, der for mange af disse ryttere er de helt store mål i den anden halvdel af sæsonen. Sidste år kolliderede løbet helt usædvanligt med løbet i Hamburg, men i år er normaltilstanden genoprettet. Det betyder, at vi igen kan se frem til at se et sprinterfelt, som man ikke ser i mange andre løb, og navne som Dylan Groenewegen, Alvaro Hodeg, Sam Bennett, Arnaud Demare, Phil Bauhaus, Jakub Marezcko, Kristoffer Halvorsen, Matteo Moschetti, Edward Theuns, Jasper Philipsen, Sacha Modolo, Dan McLay, Boy Van Poppel, Timothy Dupont, Justin Jules, Emils Liepins og Thomas Boudat vil alle være klar til at slås om sejren i et løb, der giver en god pejling af det aktuelle sprinterhierarki.

Sidste år bød på den måske mest overraskende udgave af løbet hidtil. En usædvanligt nem rute burde have gjort det til rigtig sprinterfestival, men en usædvanlig evne til at undervurdere udbrud betød, at sprinterne kun fik én klassisk massespurt mod de forventede mod de forventede fire. Det udnyttede en snu Matej Mohoric, der ellers havde fået klø på enkeltstarten, til overraskende at køre sig i førertrøjen, som det med stor fight lykkedes at forsvare på de to afgørende etaper, der var nemmere end vanligt. Resultatet blev, at sloveneren endte som en chokerende vinder med 5 sekunder ned til Michael Matthews og 20 sekunder ned til Tim Wellens. Mohoric har i år i stedet valgt at satse på Tour de Pologne og forsvarer derfor ikke sin titel, og også Matthews er i år fraværende, da han modsat sidste år gennemførte Touren og har brug for pause. Det har Wellens derimod ikke, og selvom også han kørte i Frankrig, vil han være klar til at jagte en tredje samlet sejr i sit hjemmebaneløb.

Ruten

Som sagt har BinckBank Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har imidlertid ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne på tidskørslen, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar og Tim Wellens, der begge er middelmådige temporyttere, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.

I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. I 2016 var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb. I 2017 vendte man imidlertid tilbage til den nu velkendte model.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Den afveg man imidlertid fra sidste år. På meget kontroversiel vis valgte man helt at droppe kongeetapen i Ardennerne, og i stedet var de to eneste lidt svære etaper den relativt lette Amstel-etape i Limburg samt den nu klassiske afsluttende Flandern Rundt-etape med mål på Muren i Geraardsbergen. I stedet havde løbet nu hele fire flade sprinteretaper samt endda en forlænget enkeltstart, der havde udsigt til at være meget afgørende, hvis det ikke havde været for Matej Mohorics overraskende tidsgevinst via et udbrud på en af de fire flade etaper.

Den lettere model genbruges i 2019, men denne gang er det den relativt lette Amstel-etape, der udelades på bekostning af en fjerde og ekstra sprinteretape. Dermed er der både en Liege- og en Flandern-etape til at opveje for de forskelle, der kan gøres på enkeltstarten, som samtidig er den korteste i løbets historie, så 2019-udgaven med sine bare 8,3 km kamp mod uret er den mest tempofattige nogensinde. Samtidig er der afgørende ændret på løbets anatomi, så enkeltstarten i år kommer helt henne på næstsidste dag, og derfor vil det som noget helt nyt ikke være tempospecialisterne, der er i front, når kongeetapen i Ardennerne skal køres, denne gang allerede om torsdagen, altså to dage inden enkeltstarten.

Flytningen af enkeltstarten betyder også, at den første del af løbet er usædvanligt sprintervenlig. Således består de første tre dage af tre helt flade etaper, hvor den største trussel er, at 1. etape som så ofte før afvikles i den til tider vindblæste hollandske Zeeland-provins, hvor det dog kun sjældent er alt for blæsende om sommeren. Tirsdag gælder det den klassiske og meget kringlede sprinterafslutning i belgiske Ardooie, inden en ny sprinteretape omkring Aalter runder den indledende sprinterfest af.

Klassementskampen ventes for alvor at blive indledt torsdag, hvor det gælder Liege-etapen, der i år er meget speciel, idet den som noget helt nyt er mindre end 100 km lang og tager form af et rundstrækningsløb med fire stigninger, herunder den stejle Mur Saint-Roch, på hver af de tre omgange. Finalen er imidlertid ganske flad, og derfor skal der køres offensivt og aggressivt, hvis man skal udnytte løbets hårdeste terræn til at vinde tid inden den korte og helt flade enkeltstart i den hollandske regeringsby Den Haag lørdag. Forinden venter en fjerde og sidste sprinterafslutning i hollandske Venray om fredagen, inden tidskørslen vil skabe yderligere forskelle. Som det har været tilfældet de sidste mange år, slutter det hele med den nu helt velkendte miniudgave af Flandern Rundt med den ikoniske afslutning halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen, der har været benyttet hvert år siden 2012. Her har førertrøjen før skiftet ejermand, og det kan sagtens ske igen i et år, hvor en flad finale på Liege-etapen og en yderst kort enkeltstart kan gøre det hele meget tæt, inden det hele skal afgøres på Flanderns vel nok mest berømte stigning.

1. etape

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje. Ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt klassisk åbningsetape, der måske nok starter i Belgien, men slutter i det fladeste af de to værtslande. Hvert år er der altid tale om risikoen for sidevind på denne indledende etape, men da vinden sjældent spiller nogen stor rolle på denne tid af året, peger alt på, at en massespurt skal afgøre årets første etape.

I alt byder etapen på 167,2 km, der meget symbolsk for det delte værtskab starter i den belgiske by Beveren og slutter i den hollandske by Hulst. Begge dele leder i en af de fladeste dele af Europa, og etapen er derfor flad som en pandekage. Fra start lægger man ud med at køre en omgang på en ukompliceret 20,0 km lang rundstrækning i området sydvest for Beveren, hvoraf de første 3,3 km er neutraliseret, og den afsluttes med den første Checkpoint-spurt, der er placeret efter 16,7 km ved selve startområdet. Herefter kører man det meste af endnu en omgang, inden man sætter kursen mod vest med retning mod kysten, hvor det fortsat går igennem helt fladt terræn. Man slår en lille sløjfe mod syd, inden man drejer mod nord fort at køre ind i Holland og direkte op mod Hulst, hvor man rammer rundstrækningen efter 67,2 km og 1700 m krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 58,5 km lang og er ligeledes helt flad. Den fører først mod nord helt op til den hollandske kyst, der herefter følges mod øst og sydøst, inden man kører mod sydøst væk fra vandet for at køre tilbage ind i Belgien. Her skal man over to pavéer på 900 og 1000 m efter hhv. 100,6 og 102,5 km, inden man fortsætter mod syd og senere mod sydvest hen langs grænsen. Her skal man efter 114,4 km over den 600 m lange pavé Molenstraat, inden man efter 118,0 km rammer den del, der også er en del af den lille rundstrækning. Herfra kører man mod sydvest og nord ind til Hulst, hvor stregen krydses for anden gang efter 127,4 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 19,9 km lange lille rundstrækning. Den fører først mod nord, sydøst og øst hen til et punkt, hvor Den Gyldne Kilometer er placeret på den anden af de to omgange med bare 8,8 km igen. Her drejer man mod sydvest for at køre over en bare 200 m lang pavé, der kommer 5,6 km fra mål. Kort efter når man frem til et punkt, hvor der på første omgang efter i alt 143,1 km er placeret den anden Checkpoint-spurt, inden man kører mod nord tilbage til Hulst. Her venter en teknisk finale, der er lige så flad som resten af etapen, og som byder på sving med 3800, 3000, 1700, 1200, 1000 og 900 m til mål.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Etapen byder på i alt 128 højdemeter.

Som omtalt frygtes vinden altid på disse indledende flade etaper i Holland, men i sommerhalvåret har den kun ganske sjældent været nok til at ryste feltet i dette løb. Igen i år er det dog den eneste reelle fare for sprinterne, og kommer den ikke i spil, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterholdene sikrer, at det hele skal afgøres i en stor massespurt, hvor den yderst komplicerede afslutning dog vil stille lige så store krav til positionering og tekniske egenskaber som til topfarten

Hulst har tidligere været vært for prologen i Delta Tour Zeeland i 2008, 2009 og 2010, hvor hhv. Jens Mouris, Tyler Farrar og Jos van Emden sejrede.

2. etape

BinckBank Tour er egentlig ganske gode til at finde nye finaler, men der er én afslutning, der altid går igen. Lige siden 2008 har rytterne hvert eneste år skullet slutte i Ardooie, hvor der venter en nu helt ikonisk finale, med to tekniske sving lige ved den røde flamme. Som regel har afslutningen været ramme om et brag af en massespurt, men som både Mark Renshaw og senest Jasper Stuyven i 2018 kan man med snilde i den tekniske finale af og til snyde de rene sprintere, der ellers ser frem til at få deres anden chance på bare to dage.

I alt skal der tilbagelægges 169,1 km mellem Blankenberge og Ardooie på en etape, der er en næsten tro kopi af 4. etape fra sidste års udgave og 3. etape af 2017-udgaven af løbet. Igen er etapen stort set helt flad og byder på meget få terrænmæssige udfordringer. Starten går ved kysten, hvorefter man kører en omgang på en 21,6 km rundstrækning i det flade område syd for Blankenberge, hvoraf de første 7,2 km er neutraliseret. I selve startbyen dyster man om point i dagens første Checkpoint-spurt efter 14,4km, inden man efter den afsluttede omgang sætter kursen mod sydøst og bevæger sig væk fra vandet.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

I udkanten af storbyen Brugge drejer man mod sydvest, inden man slår en lille sløjfe mod syd og derefter fortsætter mod sydvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det mod syd, inden man kører direkte mod øst for kort efter at slå et smut mod nord for at ramme den 1050 m lange pavé Lookhuisstraat efter 85,4 km. Herfra går det videre mod sydøst ned mod rundstrækningen, der rammes efter 123,7 km, hvorefter man kører de sidste 12,8 km af runden, hvorpå man finder den anden Checkpoint-spurt efter 134,6 km, inden man krydser stregen 1900 m senere.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 16,3 km lange rundstrækning, der er stort set rektangulær og er placeret i området øst for målbyen. Den er også helt flad, og på første omgang bydes på Den Gyldne Kilometer, der indledes når der resterer 26,6 km. Kort efter krydses målstregen for sidste gang, og derefter resterer endnu en omgang. Mange af rytterne kender allerede den tekniske finale, der byder på et skarpt sving med 3100 m igen. Herefter leder en lige vej frem til en teknisk sektion med tre sving hurtigt efter hinanden med hhv. 1400, 1200 og 1100 m til mål. Herefter går det lige frem til stregen.

Etapen byder på i alt 257 højdemeter.

Etapen til Ardooie er en klassiker, der har været på programmet hvert år siden 2008, og selvom vinden i teorien altid er en trussel, er det altid sprinterne, der has kunnet slås om sejren i den tekniske finale. Det vil således også med stor sandsynlighed være tilfældet i år, hvor de mange topsprintere næppe vil lade muligheden gå til spilde. Alt peger på endnu en massespurt, hvor det vil være vigtigt for de hurtige folk at være godt placeret forud for de sidste sving, der altid spiller en afgørende rolle i finalen, som vi så det sidste år, hvor en snu Jasper Stuyven og et smart Trek-hold tog alle rivalerne på sengen ved at lade belgieren få et forspring.

I 2018 var det som sagt Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

3. etape

I de senere år har der som regel været en tidskørsel på programmet i løbet af de første dage, men sådan vil det ikke være i 2019, hvor alle nøgleetaperne er koncentreret i løbets sidste dage. Det betyder, at sprinterne kan se frem til at boltre sig endnu en dag, når Belgien om onsdagen vil være været for endnu en helt flad etape. Nyskabelsen er, at der er start og mål i samme by, men det er også eneste variation på en dag, hvor det vil være en overraskelse, hvis ikke de hurtige folk skal til fadet for tredje dag i træk.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

I alt skal der tilbagelægges 166,6 km, der både har start og mål i den belgiske by Aalter, hvor rytterne skal køre omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er med sine 67,0 km den længste og er henlagt til det flade terræn syd og nordøst for byen. Først går det mod syd og sydvest ned mod den 1750 m lange pavé Neringenstraat, der passeres allerede efter 10,8 km. Kort efter når man det sydligste punkt, hvorefter man kører mod nord tilbage mod Aalter. Modsat senere i løbet kører man denne gang ikke ind til mål, men fortsætter mod nord frem til Knesselare, hvorfra det går mod øst og nordøst frem til det nordligste punkt. Herefter drejer man mod sydøst, inden man fortsætter mod vest, sydvest og til sidst syd tilbage til Aalter, hvor stregen krydses for første gang.

Etapen af afsluttes nu med tre omgange på en kortere 33,2 km lang rundstrækning, der i alt væsentlig blot er første halvdel af den forrige runde. Således kører man først mod syd og sydvest ned til Neringenstraat, der altså skal passeres yderligere tre gange med hhv. 84,8 km, 51,6 km og 18,4 km igen. Kort efter vender man igen rundt for at køre tilbage mod nord, idet man undervejs passerer et punkt, hvor Den Gyldne Kilometer på sidste omgang med bare 8,3 km er placeret. Til slut korter man den store rundstrækning af ved at dreje mod øst for at køre ind mod Aalter, hvor der venter en flad, men teknisk finale mes sving med 4000, 2800 og 400 m til stregen. På anden og tredje omgang er dagens to Checkpoint-spurter placerer bare 900 m efter stregen, dvs. efter hhv. 101,1 og 134,3 km.

Etapen byder på i alt 201 højdemeter.

Sprinterne kan se frem til endnu en chance fredag, men dette er den sidste mulighed i denne omgang. Derfor vil de være ivrige efter at sikre endnu en spurt, og det er da også usandsynligt, at det ikke vil lykkes dem at sikre et sådant udkomme. Vinden er altid en trussel, ligesom sidste års udgave viste, at udbrud ikke skal undervurderes, men alt taler for en spurtafslutning i en finale, hvor positionen i det sidste sene sving vil være af afgørende betydning.

Aalter har hyppigt været startby i løbet, men har kun ageret målby én gang tidligere, nemlig i 2012, hvor Giacomo Nizzolo vandt en massespurt foran Jurgen Roelandts og Manuel Belletti.

4. etape

Sidste år fik arrangørerne en del kritik for helt at droppe løbets traditionelle kongeetape i Ardennerne, hvor man har haft tradition for at afvikle en lille udgave af Liege-Bastogne-Liege. Den ”fejl” begår de ikke igen i år, hvor løbet atter besøger den mest kuperede del af de to værtslande. Det sker endda med noget, der i denne sammenhæng må kaldes lidt af en nyskabelse, idet årets kongeetape skal afvikles over mindre end 100 km som et rundstrækningsløb i mountainbike-byen Houffalize, hvor fire stigninger, herunder den brutale Mur Saint-Roch, skal forceres ikke færre end tre gange på det, der kun kan blive en eksplosiv og aggressiv etape, hvor en relativt flad finale vil tvinge rytterne til at tage initiativ og angribe fra distancen, hvis de skal have noget ud af løbets sværeste bakker.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

I alt skal der tilbagelægges bare 96,2 km, der har start og mål i Houffalize, og som fordeler sig over to rundstrækninger. Den første af disse er den letteste, bare 6,8 km lang og henlagt til området syd for byen. Her skal man allerede efter 3,8 km over Cote Rau de Cowan (700 m, 6%), inden man vender rundt for at køre tilbage til målområdet, hvor stregen krydses for første gang.

Anden del af løbet består nu af tre omgange på en 29,8 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod syd ned til den berømte Mur Saint-Roch (1100 m, 11%), der stiger med 12,8% over de første 500 m, men derefter flader ud på den sidste halvdel, og som rammes med hhv. 89,4 km, 59,6 km og 29,8 km igen. På toppen vil dagens to Checkpoint-spurter være placeret på de to sidste omgange. Umiddelbart derefter vender man rundt for at køre tilbage mod nord op over Rue de Cowan, der altså rammes yderligere tre gange med hhv. 85,1 km, 55,3 km og 25,5 km igen.

Herfra går det videre mod nord tilbage til Houffalize, hvor man passerer tæt forbi stregen, inden man kører ud på en stor runde i området nordvest for byen. Stigningen Bois des Moines (1200 m, 8%) leder mod nord ud af byen og rammes med hhv. 82,5 km, 52,7 km og 22,9 km igen. Kort efter toppen vil Den Gyldne Kilometer blive indledt på sidste omgang, når der resterer bare 20,4 km. Herefter drejer man mod vest, sydvest og nordvest for at køre frem til dagens sidste stigning, Cote Achouffe (800 m, 8%), der rammes med 15,4 km, men herefter bliver det betydeligt lettere. Et plateau fører op til det nordvestligste punkt, hvorefter en nedkørsel leder mod syd, inden man igennem kun ganske let stigende terræn følger en snoet vej mod øst tilbage til Houffalize. Over de sidste 5 km går det konstant op eller ned, og de sidste 300 m er også let stigende - samlet set stiger den sidste kilometer med 1,5% - ligesom vejen konstant bugter sig, inden der er et skarpt sving med 1000 m igen og en U-vending bare 300 m fra stregen.

Den korte etape byder på i alt 1547 højdemeter.

Det er meget atypisk, at en WorldTour-etape er kortere end 100 km, og arrangørerne har tydeligvis designet den med det formål, at der skal køres offensivt og aggressivt. Det indbyder den første del af rundstrækningen da også til, men desværre er stigningerne alle passeret relativt langt fra mål. På de sidste godt 20 km er der kun én mindre stigning, og man kan derfor frygte, at det kan være svært at gøre de forskelle, som mange vil håbe. Uanset hvad er det dog klatrernes og ardennerspecialisternes eneste rigtige chance for at vinde tid, og derfor vil vi utvivlsomt se det offensive løb, arrangørerne har bedt om.

Houffalize var senest vært for kongeetapen for to år siden, hvor Tim Wellens for tredje gang i karrieren vandt ardenneretapen, da han slæbte en stærkt lidende Tom Dumoulin med sig til mål, inden han let slog den udmattede hollænder i spurten. Også i 2015 knuste han al modstand, da han kørte alene hjem med næsten et minut ned til de nærmeste forfølgere. Byen har også været vært for Tour de Wallonie, hvor Dylan Teuns i 2017 suverænt vandt kongeetapen, der sluttede på Mur Saint-Roch. I 2011 slog Joost Van Leijen en ung Greg Van Avermaet i en tomandsspurt i byen, og Guido Trentin og Leif Hoste vandt etaper i samme løb i hhv. 2005 og 2000.

Læs også

LIVE nu: Asgreen og Price-Pejtersen på startrampen - Hollandsk sensation i bedste tid

5. etape

Efter nogle år, hvor sprinterne ”kun” havde tre etaper at gøre godt med, har man for andet år i træk designet en rute, der er endnu mere venlig over for de hurtige folk. Således vil de blot være ude af rampelyset en enkelt dag, inden de atter kan se frem til at skulle slås om sejren. Det sker på løbets fjerde og sidste flade etape, der er henlagt til den hollandske by Venray, hvor de hurtige folk håber at undgå at få et sidste ord, inden klassementskampen definitivt tager over i weekenden.

Med sine 191,4 km er etapen løbets længste og fører feltet fra den belgiske by Riemst til målet i Venray på den hollandske side af grænsen. Som så mange andre af løbets etaper indledes også denne med en omgang på en rundstrækning omkring startbyen. Denne befinder sig i området syd for Riemst, er 18,5 km lang, hvoraf de 5,2 km er neutraliserede, og indeholder udover fladt terræn Muizenberg (650 m, 6%), der passeres efter 10,5 km, inden man når tilbage til startområdet, hvor dagens første Checkpoint-spurt er placeret efter 13,3 km.

Herfra er etapen meget enkel. Man kører nemlig nu mod nord og nordøst gennem det meste af etapen hele vejen op langs grænsen til Holland, men man undgår akkurat at holde sig fri af den kuperede del af Limburg-provinsen, som ellers ligger blot et stenkast øst for ruten. I stedet er terrænet fladere end en pandekage, og det ændrer sig bestemt ikke af, at man efter ca. 70 km kører ind i Holland. Her fortsætter man blot videre mod nord og nordøst væk fra bakkerne i Limburg, indtil man efter 134,2 km når frem til rundstrækningen, hvorefter man 11,9 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 15,1 km lange runde, der ligeledes er helt flad og henlagt til området sydøst for Venray. Sving er der heller ikke mange af, og de eneste højdepunkter er således den anden Checkpoint-spurt, der kommer på første omgang med 35,4 km igen, samt Den Gyldne Kilometer, som indledes med præcis 10,0 km igen på den sidste af de tre omgange. Til slut venter en helt flad og teknisk ukompliceret finale, hvor det eneste sving på de sidst 5 km kommer med 1800 km igen.

Den lange etape byder på i alt 193 højdemeter.

Man kan undre sig over, at arrangørerne nærmest synes at gøre alt for at undgå at skære ind i Limburg-provinsens Amstel Gold Race-bakker, selvom det var yderst nærliggende, når nu de ligger blot få kilometer øst for ruten. I stedet har man foretrukket en fjerde og sidste sprinteretape, og da det ikke er helt så blæsende i denne del af Holland, bliver en massespurt svær at undgå. Vi så sidste år, at sprinterholdene kan snydes, men løbets historie viser klart, at etaper som disse næsten altid ender i et opgør mellem de hurtigste.

Venray blev første gang besøgt i 2017, hvor Peter Sagan vandt 1. etapes massespurt foran Phil Bauhaus og Magnus Cort. Sidste år var byen vært for enkeltstarten, hvor Stefan Küng leverede en sand magtdemonstration og suverænt sejrede foran Victor Campenaerts og Søren Kragh.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

6. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og selv om den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, er det stadig en af løbets absolutte nøgleetaper - ikke mindst i år, hvor endnu en let rute kan gøre forskellene her meget væsentlige. I de senere år har man ellers gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i tre ud af de fem seneste udgaver har den været kortere end 10 km. Sidste år var den forlænget en anelse, men med en længde på i år bare 8,3 km vil der i 2019 være tale om den korteste enkeltstart, siden man gik væk fra prologerne fra de tidlige år, hvor der var hele to enkeltstarter på programmet. Dermed er årets rute den mest tempofattige nogensinde, og samtidig kommer tidskørslen som noget helt nyt efter den vanskelige etape i Ardennerne, hvilket afgørende kan ændre løbets dynamik for tempospecialisterne, som til gengæld kan glæde sig over, at der igen i år er tale om en sand tonserrute for de store maskiner.

I alt skal der altså denne gang tilbagelægges beskedne 8,3 km i den hollandske regeringsby Den Haag. Etapen bevæger sig mellem 0 og 1 m over havets overflade, og der kompenseres ikke for de manglende højdemeter med mange tekniske udfordringer. Tværtimod er der tale om en yderst enkel etape, der indledes med to tidlige sving efter hhv. 0,9 og 1,5 km, hvorefter man ad en lige vej kører mod nordøst ud til et vendepunkt, der nås efter 3,9 km. Her foretager man en U-vending, inden man følger samme vej tilbage mod sydvest, hvorefter man atter skal igennem de samme to sving som tidligere efter hhv. 6,3 og 6,9 km. Til slut kører man til gengæld ikke tilbage til start, men ender i stedet etapen med en meget teknisk afslutning, hvor man skal dreje ikke færre end fire gange efter hhv. 7,60 km, 7,65 km, 7,69 km og 8,14 km, inden man rammer den 160 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder i alt på bare 16 højdemeter.

Første og ikke mindst sidste del af etapen er relativt teknisk, men hovedparten af enkeltstarten består af fladt tonserterræn, hvor de store maskiner kan åbne for gassen. Der er derfor ingen tvivl om, at der også i år er tale om en rigtig specialistenkeltstart, men tekniske evner er trods alt ikke helt uden betydning, slet ikke i den kringlede afslutning. Samtidig er etapen så kort, at den nærmer sig prologdistance, og dermed vil selv de mest tempostærke sprintere måske kunne gøre sig gældende, mens dieselmotorerne vil have det sværere, end de har haft på de mange længere enkeltstarter i løbets historie.

Den Haag har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

7. etape

Intet vil være afgjort før til allersidst, for som så ofte før har arrangørerne gemt en af de to hårdeste etaper til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, kan det være den bedste chance for rytterne til at skabe tidsforskelle ud over de afstande, der kan skabes på enkeltstarten. Den mulighed kommer på det, der nu er en nyklassiker. Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for ottende år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015, 2016, 2017 og 2018 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. Derfor er intet aldrig afgjort før til allersidst, og det vil det heller ikke være i 2019.

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, men det gælder ikke i år, hvor der skal tilbagelægges bare 177,9 km med start i Sint Pieters Leeuw og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

Etapen indledes som så ofte før med en omgang på en flad rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den placeret vest for startområdet, og den er i alt 13,6 km lang, hvoraf de første 2,9 km er neutraliserede. Rundstrækningen afsluttes med den første Checkpoint-spurt, der kommer efter 10,3 km, hvorefter man begiver sig mod vest igennem helt fladt terræn med retning mod De Flamske Ardenner. Undervejs slår man et lille smut mod syd for at køre over den 1650 m lange pavé Schavolliestraat efter 27,6 km, inden man kort efter kørt mod nord op til Meerbeke og Ninove, der er kendt som målbyer for den gamle Flandern Rundt-finale.

I Ninove drejer man mod sydvest, men i første omgang holder man sig væk fra bakkerne. Det ændrer sig i Deftinge, hvor man drejer mod nordvest for kort efter at ramme den berømte Eikenmolen (610 m, 5,9%), der passeres efter 62,4 km. Kort efter når man det nordligste punkt, hvorefter man snor sig tilbage mod sydøst, idet man undervejs kringler sig rundt for at ramme de velkendte stigninger Berendries (900 m, 7%), Valkenberg (750 m, 6%) og Tenbosse (500 m, 7%) efter hhv. 71,9 km, 77,4 km og 83,8 km. Herefter flader det ud, mens man kører mod sydøst og øst ind til Geraardsbergen, hvor man efter 92,6 km rammer den afsluttende rundstrækning

Efter 95,1 km skal man første gang over den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 8%), hvorefter det går frem til Muren (1100 m, 8,7%), der bestiges for første gang efter 100,5 km. 600 m oppe ad bakken passeres målstregen, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 25,6 km lange runde (mod blot to i 2017, men tre i både 2016 og 2018). Efter Muren venter den kendte og brostensbelagte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,2 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på tredje og sidste omgang. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Onkerzelestraat (1500 m, 3%), som passeres med 12,9 km igen, og senere Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,1 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt med 2800 m, 2700 m, 2000 m, 1100 m og 900 m igen, og derefter skal man igennem tre sving på den nedre del af de 600 m af Muren, som leder op til mål. Den anden og sidste Checkpoint-spurt kommer helt oppe på toppen af Muren ved anden passage med 50,6 km igen.

Etapen byder på i alt 1704 højdemeter, hvilket trods en betydeligt kortere distance er stort set det samme som sidste år.

De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete i 2016, og kun de stærkeste kan være med. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kan opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er distancen ikke så lang, men til gengæld er det flere stigninger i indløbet til rundstrækningen, og det kan måske gøre det mere selektivt. Under alle omstændigheder er scenen dog sat til aggressivt cykelløb på den mest afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet på allersidste dag.

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste syv udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det må Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid. Sidste år forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slut blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der første an af Stybar på etapens 3. plads, men Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Favoritterne

Som sagt var BinckBank Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute er det nu en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014- og 2015-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at reducere betydningen af tidskørslen, men det har dog ikke ændret på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.

Nu om dage afgøres BinckBank Tour hovedsageligt at fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men ser man bort fra 2018, har der siden 2013 været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det er således de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk spiller en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.

Sidste år traf man det stadig helt uforståelige valg at fjerne ardenneretapen til fordel for en ekstra sprinteretape, og selvom den skulle vise sig at blive helt afgørende, da Matej Mohoric udnyttede sprinterholdenes kollektive blunder til at stjæle den samlede sejr, blev det tydeligt, at 2018-udgaven var den letteste i mange år. Ganske vist betød en fejlindstilling af sprinterholdenes regnemaskine, at kun én af de fire flade etaper endte med en klassisk massespurt, men klassikerrytterne havde ikke meget at gøre godt med. Heller ikke sidste år kunne det undgås, at Flandern-etapen - dog efter et herligt og aggressivt cykelløb - endte med, at en lille gruppe skulle spurte op ad Muren, og selvom Amstel-etapen blev kørt så aggressivt, at finalen ikke kontrolleres, var forskellene minimale, og med nogle lidt mere velorganiserede hold var den endt i en spurt i en relativt stor gruppe. Med andre ord var forskellene mellem de bedste dem, der blev gjort på enkeltstarten, ved angrebene i den flade finale på Amstel-etapen og de små huller, som opstod i spurten op ad Muren. Ser man bort fra ”foræringen” til Mohoric, var det derudover tidsbonus, der var vigtigst.

Årets rute er mindst lige så vanskelig at læse. Igen har man valgt at satse på fire sprinteretaper, men denne gang er det Amstel-etapen, som udgår, til fordel for en ny, meget kort Liege-etape. Flandern-etapen er den sædvanlige, selvom indløbet til rundstrækningen måske er en anelse vanskeligere end sidste år. Den helt afgørende ændring er, at enkeltstarten er næsten halveret, og nu er nede i noget, der minder om prologagtig længde. Det vil naturligvis reducere dens betydning ganske dramatisk, og nu er vi nede på en distance, hvor selv en halvringe temporytter med hurtighed kan kompensere ganske meget for tabet ved at gå efter bonussekunder på De Gyldne Kilometer og i finalerne på de to svære etaper.

Jokeretapen er naturligvis den nye etape i Ardennerne. Den har fået megen omtale, fordi den er ultrakort, men det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at den er talt op til noget, den ikke helt kan bære. 1500 højdemeter er altså ikke skræmmende, heller ikke selvom det er over knap 100 km, og selvom Mur Saint-Roch er en led, led sag, er de sidste godt 10 km altså også meget lette. De fleste synes da også at pege på Flandern-etapen som endnu mere afgørende, for risikoen for, at det ender i en spurt i en relativt stor gruppe, er ret stor. Omvendt ved vi også, at Lotto med Tim Wellens og Tiesj Benoot og Deceuninck med Philippe Gilbert, Bob Jungels og Zdenek Stybar vil komme blæsende med alt, hvad de har, over alle 100 km, og vi har før set, hvordan Wellens har leveret nogle nærmest overmenneskelige soloridt på disse ardenneretaper, selv i år hvor de ikke har været alt for svære. Det kan sagtens ske igen, og stigningerne ligger så tæt på mål, at det er muligt at holde alene hjem herfra, hvis løbet har været hårdt fra start. Det kan dog også sagtens ende i en spurt eller i en kopi af sidste års Amstel-etape, hvor de sidste 10 flade kilometer bliver umulige at kontrollere, så det kan lade sig gøre for en eller flere ryttere at snige sig væk, som Gregor Mühlberger gjorde det i 2018, hvor han snød alle favoritterne. Under alle omstændigheder er etapen dog enormt vigtig som dagen, hvor de tunge tempospecialister som Stefan Küng og Jos Van Emden skal køres definitivt ud af klassementet.

Endelig er der vejret. Historisk har det aldrig spillet den helt store rolle i løbet, der afvikles på en tid af året, hvor det ikke er alt for blæsende. Desværre når den kraftige weekendblæst, der jo ellers ventes at gøre EM-løbene, som afvikles i samme region som 1. etape, til dramaer at lægge sig betydeligt. Grundlæggende kan rytterne dog se frem til en lige så trist uge, som vi kan i Danmark, for vejrudsigten byder på bygevejr over alle løbets syv etaper. Nogle af dagene kan blive ganske våde, særligt sidst på ugen, hvor man desværre kan frygte, at den form for ustabilitet kan gøre enkeltstarten til lidt af et lotteri. Heldigvis kommer den i år på et tidspunkt, hvor favoritterne ikke er spredt ud over et alt for stort tidsspænd, da Liege-etapen ventes at have skabt nogle forskelle, men får vi varierende forhold på lørdag, kan årets BinckBank Tour lige så meget blive et lotteri som et spørgsmål om gode ben. For de spillelystne kan der derfor måske være gode penge at hente på en overraskelse, men med mindre man er vejrgud, kan den overraskelse også være meget vanskelig at lure.

Derudover er der vinden. Som sagt er det yderst sjældent, at den har spillet en rolle i løbet, men i år kan det ikke udelukkes. Alle syv dage ventes at blive relativt blæsende, og det gælder særligt onsdag, fredag og lørdag. Specielt fredagens etape kan blive ganske farlig, fordi det ikke blot meldes at blive den næstmest blæsende, men også fordi vinden vil komme fra vest og sydvest på en dag, hvor rytterne kører mod nord det meste af dagen. Historien har lært os, at vi skal være varsomme med at udråbe BinckBank Tour til det vilde sidevindsridt, men i år er der en reel chance for, at sidevindsevner vil komme i spil, særligt fredag, og den megen regn vil også bidrage til at gøre løbet relativt hårdt.

Samlet set er konklusionen altså, at løbet formentlig vil blive afgjort blandt de ryttere, der kan klare udskilningen på de to etaper i weekenden samt i den eventuelle sidevind. De skal slås om sekunder i De Gyldne Kilometer, i en forventet spurt på Muren på søndag og i en forventet spurt i Hoffalize torsdag samt naturligvis på lørdagens enkeltstart, der altså i år er kortere end vanligt. Flandern-etapen kan blive mere selektiv end vanligt, som vi senest så det i 2016, og man kan heller ikke udelukke endnu et Wellens-agtig megaridt i Ardennerne på torsdag, ligesom det på de svære etaper kan lade sig gøre at lave ”en Mühlberger” og snige sig væk. Det kan gøre tidsforskellene betydeligt større end forventet, men formodningen er, at vi ligesom sidste år vil se et knivskarpt løb - måske endda endnu tættere i kraft af den kortere enkeltstart.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Årets felt er specielt i den forstand, at løbet har færre virkelige enkeltstartsspecialister, end det plejer. Det er vel først og fremmest Søren Kragh, Stefan Küng, Filippo Ganna, Jos van Emden, Edoardo Affini og Tom Bohli, der for alvor skiller sig ud, og ingen af disse kan vide sig sikre på at klare særligt ardenneretapen. I hvert fald de fire sidstnævnte vil få det svært, mens det for Küngs vedkommende meget vil afhænge af, hvordan de køres, og for Kraghs vedkommende af en temmelig usikker form. Med tanke på enkeltstartens i reducerede længe, er det derfor langt fra sikkert, at sejren vil gå til en specialist.

Et meget åbent felt gør det svært at udpege en klar favorit, men skal man nævne én rytter, der har alle de nødvendige egenskaber, må det være Alberto Bettiol. Sådan havde det ikke været før i år, men er der nogen, der i år har forbedret sig på enkeltstarten, må det være Bettiol. Efter igennem en hel karriere intet at have vist på tempocyklen, chokerede han alle med sin 2. plads i årets måske stærkest besatte enkeltstart i Tirreno - hvor ruten i øvrigt er meget nært beslægtet med den, der venter i Den Haag - og siden har han vist, at resultatet ikke var et tilfælde. Han var mindre end et sekund fra at slå Ganna ved de italienske mesterskaber, og i Dauphiné og Touren blev han hhv. nr. 13 og 19. Det vidner om, at han må ventes at være med helt fremme på lørdag som den måske eneste af de førende klassikerspecialister.

Også de øvrige etaper passer Bettiol. Han er en eminent puncheur, der som vinder af Flandern Rundt vil elske finalen på Muren, og han kan også gøre sig gældende på ardenneretapen, der ikke er for vanskelig i årets udgave. Faktisk kan han med sin gode spurt også køre med om sejren på torsdag, og han kan tillige spurte sig til sekunder på De Gyldne Kilometer. Med andre ord synes Bettiol at være skabt til dette løb.

Der er imidlertid også usikkerheder. Bettiol har siden Touren kun kørt det i år meget lette løb i London, og da han i forvejen kan være temmelig svingende, er der en reel risiko for, at han slet ikke har formen. Samtidig er EF-mandskabet mildt sagt ikke skræmmende, men heldigvis er det først på sidste etape, at han kan ventes at have en førertrøje at skulle forsvare. Det kan blive svært nok, men i Sep Vanmarcke kunne han ikke ønske sig en bedre hjælper til en Flandern Rundt-etape. Om to mand på et ellers svagt hold er nok, er ikke givet, men det burde være muligt. Er han i form, får Bettiol i hvert fald ikke en meget bedre rute, og derfor er han vores favorit.

År efter år tænker man, at Tim Wellens ikke kan vinde BinckBank Tour, dels fordi ruten er for nem, dels fordi han taber for meget på enkeltstarten. Alligevel er han siden 2014 blevet hhv. nr. 1, 1, 9, 2 og 3, hvilket siger alt om, at han på en eller anden facon altid ender med at være i front alligevel, selvom han kun har været i top 10 på enkeltstarten én gang og i top 15 to gange. I år er enkeltstarten imidlertid kortere end vanligt, og da hans choksejr i Belgium Tour foran blandt andre Victor Campenaerts og Remco Evenepoel kunne indikere, at han har forbedret sig, er årets rute slet ikke så ringe endda. Hvis der er én, der kan lave et soloridt på torsdag, er det ham, for det har han gjort flere gang tidligere på lignende etaper, og da flere af de indlagte spurter kommer på stigninger, kan han trods sin begrænsede hurtighed på flad vej også jagte bonussekunder.

Til gengæld er han ikke flyvende på brosten, og Flandern-etapen har altid været en udfordring. Sidste års 7. plads er hans bedste resultat, men i en stigende spurt bør Wellens i hvert fald kunne holde sig til, brosten eller ej, ligesom han kan håbe på et hårdt og selektivt løb. Først og fremmest er det dog hans gode enkeltstart i Belgium Tour, der hæver hans favoritstatus. Efter en ringe Tour, hvor han fik mere opmærksomhed, end formen berettigede, kan man frygte, at han ikke er i form, men det er han altid til dette løb, også i år, hvor han har været helt færdig i Touren. Med udsigt til en uge med rigtigt Wellens-vejr har belgieren, der støttes af et brølstærkt hold, en glimrende chance for at vinde for tredje gang.

Det er ikke mange etapeløb, Greg Van Avermaet kan vinde, men dette er undtagelsen. Siden 2014 er han blevet hhv. nr. 5, 2, 4, 4 og 6, og det viser, at også Van Avermaet altid er en hovedaktør på hjemmebanen. Problemet er, at han kører en halvdårlig enkeltstart, og ser man bort fra 2015, hvor han af en eller anden grund kørte flere fremragende tidskørsler, er hans bedste enkeltstartsresultat de seneste fem år en 26. plads. I år er ruten dog så kort, at Van Avermaet kan se frem til at tabe mere tid end normalt, og derefter passer resten af løbet ham fremragende. Han har tidligere vundet Flandern-etapen - uden et udbrud for et par år siden havde han endda gjort det to gange - og selvom han ikke er den puncheur, han engang var, viser sidste års 2. plads bag Matthews, at det kan ske igen. Selvom han i år har spurtet skidt, er han stadig blandt de klassementsryttere, der kan høste flest bonussekunder, og i år er ardenneretapen ikke for hård for en stor fyr som ham. Tværtimod kan han med sin spurt vinde både den og Flandern-etapen, og så ser det pludselig lovende ud.

Van Avermaet er altid i form, og i år kørte han endda et af sine hidtil bedste udgaver af Clasica San Sebastian. Udfordringen for ham er som altid det svage CCC-hold, der ikke kan yde ham megen støtte. Ligesom Bettiol kan han heldigvis glæde sig over, at løbet er bygget op, så han ideelt set kan vente med at tage trøjen indtil allersidste etape, og det giver ham en mulighed for at kompensere for den manglende opbakning. Skal Van Avermaet vinde sit hjemmebaneløb, får han ikke mange bedre chancer end i år.

Det gør Philippe Gilbert heller ikke. Hans hidtidige placeringer i løbet er nr. 4, 2, 7, 4 og 9, og det viser, at han altid er med i kampen, når han stiller op. På mange måder kan man imidlertid sige det samme om ham, som man kan om Van Avermaet, for de har altid haft den samme udfordring, nemlig at de har tabt for meget tid på enkeltstarten. Desværre er det i de senere år kun gået den forkerte vej med Gilberts tempoevner, og derfor står han med sikkerhed til en lussing på lørdag. Heldigvis er enkeltstarten kortere end vanligt, og resten af ruten passer Gilbert glimrende. På Muren blev han i 2017 nr. 2 bag Jasper Stuyven, der var angrebet inden bakken, og det viser, at han kan vinde søndagens etape. Det samme gælder for Liege-etapen, hvor han burde være blandt de stærkeste og også har spurten til at gøre det færdigt. Deceuninck kommer med et fabelagtigt hold, der utvivlsomt er det stærkeste, og er der nogen, der kan drage fordel af sidevinden, må det være dem, og de vil kunne lukrere på overtal i de hårde finaler, som Gilbert måske kan udnytte. Bonussekunder i de indlagte spurter og i de hårde finaler er også en option, og Gilbert viste fin form i Adriatica Ionica Race, hvor han vandt feltets puncheurspurt på 4. etape bag den sejrende Evenepoel. Den største udfordring bliver ikke at tabe for meget tid på lørdag. Lykkes det, får Gilbert næppe heller mange bedre chancer end denne.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Egentlig var vi meget tæt på at gøre Bob Jungels til favorit. I foråret viste han nemlig et fantastisk flair for brostensklassikerne, og sejren i Liege viser, at også Ardennerne passer ham. Nok er hans tempoevner slet ikke så gode, som rygtet tilsiger - slet ikke på en kort, flad enkeltstart som denne - men i sammenligning med mange af de andre favoritter burde han kunne vinde nogen tid. Han bakkes som sagt op af et fremragende hold, men selvom han ikke er helt langsom, kan han få svært ved at få mange bonussekunder i et løb med mange hurtige klassementsryttere. Derfor kan man frygte, at han ikke på enkeltstarten kan opbygge et forspring, der er stort nok. Den største årsag til vores skepsis er dog hans kørsel i Polen, hvor han faldt helt igennem, og dermed er der ikke meget, der tyder på, at han er tilbage efter en meget skuffende Giro. Omvendt er terrænet her så let, at han trods alt bør kunne sidde med. Samtidig er han vel det bedste bud på en rytter, der med sin power kan køre væk, når Deceuninck på de svære etaper sidder i overtal, som han gjorde det så flot i Liege i 2018 og på brostenene i år. Ruten passer i hvert fald Jungels fint. Nu skal han bare vise, at formen også rækker.

Det samme problem har Søren Kragh. Kunne vi med sikkerhed sige, at han var i form, havde danskeren formentlig været vores favorit. På papiret er han i hvert fald en af de helt tunge favoritter til enkeltstarten, og han har samtidig en hurtighed, der gør ham i stand til at gå efter sejrene på de to sværeste etaper og efter bonussekunder på De Gyldne Kilometer. Desværre har Kragh haft et skidt år, der kulminerede, da siddesår tvang ham hjem fra Touren i utide, og det er derfor ikke let at være alt for optimistisk på hans vegne. Heldigvis er de vanskelige etaper i år ikke alt for svære, men Liege-etapen vil formentlig være for hård, hvis han kører, som han har gjort i hovedparten af sæsonen. Han er udset til en kaptajnrolle, og derfor vil han i hvert fald gå efter et resultat, men om formen rækker, ved vi ikke. Det svar får vi formentlig torsdag. Sidder han med her, ser det fremragende ud for Kragh, der næppe får en meget bedre rute end denne.

Jumbo har siden Lars Booms fald fra tinderne haft det svært i deres hjemmebaneløb, men i år har de en solid kandidat i Mike Teunissen. Hollænderen har haft en drømmesæson med choksejren i Touren og de samlede sejre i ZLM Tour og Dunkerque, der profilmæssigt kan minde lidt om dette løb. Niveauet her er dog mange gange højere, og det bliver derfor ikke let for Teunissen at gentage bedrifterne. Ruten passer ham dog. Han har virkelig imponeret med sin hurtighed i år, og det giver ham fremragende muligheder for at få bonussekunder undervejs. Han har som professionel skuffet som temporytter, men på prologer har han gjort det fornemt, som vi så det med sejren i Ain og den nylige 2. plads bag Van Emden i ZLM Tour. Enkeltstarten her er nok lidt for lang og i hvert med for få sving, men han burde kunne gøre det hæderligt. Det er nok for meget at tro, at han kan vinde sidste etape, men han kan i hvert fald være med i front. Udfordringen er Ardennerne, for han har i år vist, at han altså stadig er en ret tung rytter. Bliver den kørt lidt for hårdt, kommer han formentlig ikke med hjem, især ikke hvis han er træt efter en ret intensiv periode. Overlever han 4. etape, og kører han en god enkeltstart, ser det imidlertid yderst lovende ud, ikke mindst hvis Jumbo også kan lukrere på sidevinden.

Det er en skam, at Oliver Naesen kører så ringe en enkeltstart. Det her nemlig betydet, at han aldrig for alvor har været en kandidat i dette løb, og når han i 2016 blev nr. 2, skyldtes det alene, at det ringe vejr gjorde Flandern-etapen til et blodbad. Alligevel blev han i 2017 nr. 5, men omvendt så vi sidste år, hvor han blot blev nr. 19, selvom han var tæt på at vinde begge de to sværeste etaper, hvor katastrofale hans tempoevner kan være i dette løb. I år er distancen imidlertid så kort, at han i hvert fald kan drømme om at begrænse tabet, og det giver ham muligheder. I år har han nemlig udviklet et forstærket våben i sin spurt, der virkelig var imponerende i årets klassikere, og som kan blive helt afgørende i jagten på bonussekunder. Med de klatreevner, han i år har vist, bør ardenneretapen bestemt ikke være overkommelig, og med sin afslutning kan han i princippet vinde begge de to svære etaper. Lykkes det ham med sin hurtighed at score et hav af bonussekunder, giver den korte enkeltstart ham en historisk chance for at vinde.

Bettiol ligner bedste bud for EF, men de har også i Sep Vanmarcke en solid plan B. Belgieren er i hvert fald en af de helt tunge favoritter til at vinde 7. etape, og med sin hurtighed, der i år blandt andet har givet en spurtsejr i Haut-Var, kan han få ganske mange bonussekunder undervejs. Tempospecialist er han ikke, men faktisk har han før kørt overraskende gode enkeltstarter i fladt tonserterræn, når distancen ikke er for langt. Årets tidskørsel passer ham således ganske fint. Til gengæld er ardenneretapen altid en udfordring for Vanmarcke, der ikke just er nogen letvægter, og selvom den i år ikke er alt for svær, kan den blive for vanskelig, især fordi Vanmarcke af en eller anden grund aldrig er så god i efteråret, som han er i foråret, hvor han er en af verdens absolut bedste i det terræn, som venter på søndag.

En af årets oplevelser har været at se, hvor god Dylan van Baarle er blevet til at klatre. Til gengæld betød skader, at hans klassikersæson var mindre heldig, og derfor har han i et ellers godt år til gode at vise, at han stadig er lige så god i ”sit” terræn, som han plejer. Det var han heldigvis stadig sidste år, hvor han blev nr. 5 i dette løb, men meget af det skyldtes også, at han var en af de ”heldige”, der vandt lidt sekunder i den ukontrollerbare finale på 6. etape. På papiret bør han dog have gode chancer for at gentage bedriften. Desværre har han kun kørt skuffende enkeltstarter siden sejren ved de nationale mesterskaber i 2018 - blandt andet blev han blot nr. 17 i dette løb sidste år - men i forhold til mange andre bør han kunne vinde tid på lørdag. Med de klatreevner, han har vist, bliver det ikke for hårdt for ham - snarere tværtimod - men udfordringen er, at han ikke er voldsomt hurtig. Det kan blive svært at få del i bonussekunderne, og da det er vanskeligt at få pulsen helt op at ringe over hans tempoevner, ligner han et bud på en top 10-rytter, som får svært ved at vinde. Omvendt skal man ikke udelukke, at en yderst velkørende Van Baarle kan være blandt de ryttere, der kan gøre ardenneretapen til et blodbad. Eksploderer det her, er han også i spil til sejren.

Stefan Küng har vundet enkeltstarten de seneste to år, men han har aldrig kunnet gøre det færdigt. I 2017 blev han ramt af uheld, og sidste år tabte han trøjen som følge af ”foræringen” til Mohoric. I begge udgaver er han dog også kommet til kort på de svære etaper, og det gjaldt endda også sidste år, hvor ruten ellers var historisk nem. I år er ardenneretapen formentlig for svær for den ret store schweizer, der trods sin råstyrke også har manglet power på flamske hellingen. Den kortere enkeltstart gør det også svært at opbygge samme forspring som tidligere, især fordi Küng i år har kørt den ene skuffende tidskørsel efter den anden. Den fine kørsel ved EM giver håb om, at han alligevel kan vinde enkeltstarten for tredje år i træk, men det virker svært at opbygge et forspring, der er stort nok til at vinde løbet, især fordi han formentlig vil finde 4. etape for vanskelig.

Deceunincks tredje kandidat er Zdenek Stybar, men han har de ringeste chancer, også selvom han vandt i 2013, hvor den meget hårde rute gav ham en særlig chance. Hans tempoevner er nemlig på Naesen-niveau, og han kan se frem til en lussing på lørdag. Distancen gør, at den bliver knap så stor som normalt, men man kan tvivle på, om resten af ruten er hård nok til at indhente det tabte. I år har han været bedre end nogensinde, og han ligner en af favoritterne på søndag, men selvom han ikke er langsom, er der mange klassikerryttere, der er hurtigere end ham. Derfor skal han formentlig bruge stor udskilning de to svære dage hvis han skal vinde - eller han skal udnytte Deceunincks overtal til at køre væk i en ukontrollerbar finale.

Hele smøren kan stort set gentages om Tiesj Benoot. Benoot kan det meste, men han har én stor svaghed: hans enkeltstart. Nok har han gjort det hæderligt i årets etapeløb, men det ændrer ikke på, at han vil tabe for meget tid på lørdag trods den begrænsede distance. Samtidig har han ikke samme hurtighed som tidligere, og det bliver derfor svært for ham at score specielt mange bonussekunder. Skal han vinde løbet, skal han og Wellens gøre de to svære etaper til en massakre, hvor de efterfølgende kan udnytte et overtal til at sende Benoot afsted en af de to dage. Det er bestemt ikke utænkeligt, hvis man ser på BinckBank-historien, men der er mange ting, der skal falde i hak, hvis Benoot skal vinde løbet. Han får hjælp af en god gang Benoot-vejr. Til gengæld virkede han også træt i sidste del af Touren, og han har ikke samme evne som Wellens til at finde formen ud af det blå.

Læs også

Produktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre

En spændende joker er Fabio Felline. I sin storhedstid blev han nr. 5 tilbage i 2015, og det er ikke uden grund. Som en hurtig afslutter med fremragende evner som temporytter, er han som skabt til dette løb, men desværre er han aldrig blevet sig selv igen efter sin sygdom. Heldigvis har der været klar fremgang henover sommeren, hvor han blandt andet blev nr. 5 på den første pyrenæeretape i Touren og samlet nr. 14 i Tour de Suisse. Desværre har hans tempoevner ikke nået samme niveau som tidligere, men her skal han endelig køre en tidskørsel, der er så kort, at den favoriserer ham. Den mangler de tekniske udfordringer, han skal bruge, men han bør kunne gøre det bedre end de fleste. Hans hurtighed bringer ham også i spil til bonussekunder, og han kan endda vinde ardenneretapen, mens han i Flandern nok først og fremmest skal forsvare sig, som han gjorde det så fint for fire år siden. Til gengæld er der stor usikkerhed om formen efter en Tour, hvor han virkede træt til sidste, men omvendt er der heller ingen tvivl om, at han har udset sig løbet her som et stort mål.

Sidste lørdag stjal Evenepoel alle overskrifter, men egentlig burde vi også have talt om Marc Hirschi. U23-verdensmesteren blev en fabelagtig nr. 3 i San Sebastian og satte dermed kronen på værket på en flot debutsæson. Nu får han chancen som plan B bag Kragh i et løb, der dog ikke passer ham helt ideelt. Hans enkeltstart er nemlig ikke noget at råbe hurra af trods sølvmedaljen ved de svagt besatte nationale mesterskaber. Heldigvis er distancen kort, og Hirschi viste så sent som i San Sebastian, at hans spurt gør ham til en kandidat til bonussekunder. Det er klart, at Kragh kan lægge begrænsninger på hans muligheder for selv at spurte, men er danskeren ikke på toppen, vil Hirschi slå til, og han vil utvivlsomt have en vis frihed til offensiv kørsel. 3. pladsen i San Sebastian viser, at 4. etape passer ham, selvom den er lidt for let, og hans fabelagtige ridt E3 viser, at han kan forsvare sig på brostenene. Det er et svært løb for en fyr som ham at vinde, men han kan sagtens gøre det hæderligt.

Noget af det samme kan siges om Laurens De Plus. Som klatrer er han bestemt heller ikke skabt til dette løb, men han kan alligevel gøre det overraskende godt. Det skyldes nemlig, at han på sine gode dage kører nogle overraskende gode enkeltstarter. I Giroen skete det ganske vist i kuperet terræn, men i Vueltaen overraskede han på en helt flad rute. Hos Jumbo er han næppe blevet ringere, end han var dengang, og selvom distancen her er for kort, kan han gøre det ganske godt. For at vinde skal ardenneretapen udvikle sig til en sand massakre, men har han de ben, han havde på 20. etape i Touren, er han en af dem, der kan ledsage Wellens i et stort ridt. Til gengæld var han træt i San Sebastian, og selvom han sluttede Touren så flot af, er der således ingen garanti for, at han stadig har benene i det lotteri, det altid kan være efter en grand tour, der enten kan give et boost eller knække selv den bedste.

Astana har bestemt ikke den store ekspertise i klassikerne, men de har en ganske interessant kandidat i Davide Ballerini. Italieneren viste sit brostenspotentiale i foråret, hvor det formentlig kun var en punktering, der snød ham for et topresultat i Roubaix. Nu har han fået mere erfaring, og det gør, at han kunne være en outsider til 7. etape. Hans sejre i de italienske endagsløb sidste efterår viser også, at en formstærk Ballerini kan klare 4. etape, og herefter har han en spurt, der kan blive meget farlig. I det hele taget er han en kandidat til at score en masse bonussekunder undervejs. Dem får han også brug for, når han skal indhente det store tab fra enkeltstarten, og man kan også frygte, at Ardennerne bliver for hårde. Formen burde til gengæld være god, selvom han blev syg i Adriatica Ionica Race, for han skulle have satset benhårdt på at være klar til EM og dette løb.

En spændende outsider er Loic Vliegen . Belgieren fik ødelagt sit forår af sygdom, men nu synes han endelig at have fundet formen. I hvert fald kommer han til løbet med en samlet sejr i Tour de Wallonie i bagagen, og dermed ved vi, at han er på sit bedste. Det er klart, at han ikke er tempospecialist, men fra sin tid på BMC har han lært at køre hæderlige enkeltstarter. Han er også relativt hurtig og har et godt punch på bakkerne. Problemet er, at det kan blive svært at få mange bonussekunder i så stærkt et felt, og enkeltstarten er også for ringe til, at det kan blive til en samlet sejr. I et løb som BinckBank Tour kan formstærke ryttere dog gribe momentet i ukontrollerbare finaler, og det kan være Vliegens chance som en af løbets underdogs.

År efter år drømmer Jos van Emden om et topresultat, og år efter år går det galt. Terrænet er simpelthen for hårdt for den store hollænder, der bestemt ikke er nogen letvægter. I 2016 overraskede han imidlertid enormt ved på en ganske hård rute at blive samlet nr. 5, og det viser, at det er realistisk, hvis omstændighederne er de rette. Dengang havde han et holdløb til at sikre sig mere tid, og da enkeltstarten i år er kort, er det udelukket, at den alene er nok til, at Van Emden kan vinde. Til gengæld kan sidevinden blive Van Emdens hemmelige våben, som kan give ham et uventet forspring. Det er klart, at Van Emden formentlig aldrig vinder BinckBank Tour, men med sidevind og en relativt let rute er det året, hvor han måske kan køre sig til et topresultat for anden gang i karrieren.

Endelig vil vi pege på Arnaud Demare og Sam Bennett. Vi tror ikke for alvor på, at de kan sidde med på torsdag, men etapen er ikke så svær, at det kan udelukkes med sikkerhed. Særligt Bennett har for vane at overraske stort i hårdt terræn, og han kunne sagtens levere en lignende overraskelse, hvis han er i form frem mod Vueltaen - noget, EM vil gøre os klogere på. Med de puncheurspurter, han har kørt, kan han sågar også overraske på Muren, og lægger man dertil, at han har fire sprinteretaper til at vælte sig i bonussekunder, og at enkeltstarten, som er et stort problem, i år er kort, kan man ikke helt udelukke, at Bennett kan ende langt fremme. Det samme kan siges om Demare, der modsat Bennett faktisk har enkeltstarten som et våben og har vist, at han kan begå sig i de flamske klassikere. Til gengæld er han ikke så klatrestærk som ireren, og det virker meget usandsynligt, at han klarer Ardennerne.

OPDATERING: Den endelige startlist har givet afgørende ændringer. Først og fremmest er Bettiol åbenbart så træt efter Touren, at han erstattes af Simon Clarke. Australieren kan selv køre klassement, men hans ringe enkeltstart gør, at det nu må være Vanmarcke, der er EFs bedste bud. Dermed er Wellens vores nye favorit, men han må klare sig uden Benoot, der ligeledes synes at have behov for at komme sig efter Touren. Vliegen vælger at satse på Arctic Race i stedet, og det efterlader temposvage Xandro Meurisse som Wantys bedste byd. Endelig er Michael Valgren blevet sent udtaget for Dimension Data, og han vil være holdets klassementsrytter. Manglen på spurtstyrke og tempoevner samt en generelt skidt sæson gør dog, at han får svært ved at vinde.

Læs også

Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège

***** Tim Wellens

**** Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert

*** Bob Jungels, Søren Kragh, Mike Teunissen, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke

** Dylan van Baarle, Stefan Küng, Zdenek Stybar, Fabio Felline, Marc Hirschi, Laurens De Plus, Davide Ballerini, Jos van Emden, Arnaud Demare, Sam Bennett

* Simon Clarke, Jasper Philipsen, Valentin Madouas, Michael Valgren, Xandro Meurisse, Jasha Sütterlin, Florian Senechal, Daniel Oss, Filippo Ganna, Jack Bauer, Ivan Garcia, Dion Smith, Martijn Tusveld, Jan Bakelants, Jay McCarthy, Mads Pedersen, Robert Stannard, Michael Albasini, Edoardo Affini, Cameron Meyer, Timo Roosen, Josef Cerny, Alex Kirsch, Edward Theuns

Danskerne

Som nævnt ovenfor er Søren Kragh blandt favoritterne og kaptajn på et Sunweb-hold, som også tæller Casper Pedersen, der endda kan tænkes måske at få lov at blande sig i massespurterne. I sidste øjbelik er Michael Valgren blevet udtaget som Dimension Datas kaptajn, men selvom han er top 10-kandidat, betyder manglende spurtstyrke og tempoevner, at løbet ikke passer ham ideelt. Løbet burde passe godt til Mads Pedersen, men desværre blev han sat så tidligt på de polske stigninger, at det er svært at tro på ham på de to hårde etaper, selvom han egentlig burde have en vis frihed. Endelig skal Lars Bak for Dimension Data forsøge at hjælpe Ryan Gibbons og Reinardt van Rensburg på de flade etaper og Tom Jelte Slagter på de svære etaper.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Bahrain-Merida: Uden Mohoric satser holdet på Ivan Garcia, men hans enkeltstart og lidt for hårdt terræn gør det svært at være i top 10. Heinrich Haussler og Grega Bole kan måske gøre det hæderligt, men ikke væe med helt fremme.

Deceuninck-Quick Step: Løbets stærkeste hold har som sagt Gilbert, Jungels og Stybar blandt favoritterne. Egentlig kunne det også være et glimrende løb for Florian Senechal, men det er svært at se ham få egen chance på så stærkt besat et hold.

Lotto Soudal: Holdet satser 100% på Wellens. Unge Stan Dewulf kan måske gøre det hæderligt, men ventes at skulle agere hjælper.

Jumbo-Visma: Teunissen ligner det bedste bud, men som sagt vil De Plus og Van Emden formentlig også forsøge sig i klassementet. Timo Roosen kan på en rute, der ikke er for svær, måske gøre det hæderligt.

Movistar: Jasha Sütterlin er en solid top 10-kandidat, men hans enkeltstart er ikke længere god nok til, at han kan vinde. Jurgen Roelandts har før gjort det godt, men er i Spanien faldet helt sammen. Lluis Mas og Winner Anacona kan måske gøre det fornuftigt, men grundlæggende er det ikke et løb for det spanske hold.

CCC Team: Her handler alt om Van Avermaet, men med sin gode enkeltstart kunne Josef Cerny også gøre det hæderligt, selvom han i år har skuffet med sin holdbarhed.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Mitchelton-Scott: Holdet kommer med en åben game plan, hvor alle kan få deres chance. Edoardo Affini køre en fabelagtig enkeltstart til EM, men han må forventes at være for tung til Ardennerne og formentlig også Muren. Det kunne være en mulighed for Jack Bauer, der er relativt holdbar og kører en hæderlig enkeltstart, og som vel ligner bedste bud. Michael Albasini er en skygge af sig selv, men kan han begrænse tabet på lørdag, bør han kunne gøre det hæderligt, og det samme gælder for Dion Smith, der ligeledes har enkeltstarten som et problem. Egentlig ville vi have en vis tiltro til talentfulde Robert Stannard, der kører en hæderlig enkeltstart, klatrer fremragende, har punch og kan spurte, men han har intet vist i år. Endelig er Cameron Meyer kandidat til et hæderligt resultat, men han er ikke den rytter, han engang var.

Team Ineos: Van Baarle er klar kaptajn. Filippo Ganna kan vinde enkeltstarten, men selvom han ikke er dårlig på korte bakker, som han sidste år viste i San Juan, kommer han på dette niveau formentlig til kort på stigningerne. Chris Lawless kunne som holdbar sprinter komme langt med bonussekunder, men niveauet er nok for højt og enkeltstarten for ringe.

Team Sunweb: Kragh er udråbt som kaptajn med Hirschi som en plan B. Jan Bakelants har ikke samme niveau som tidligere, og enkeltstarten er for ringe. Martijn Tusveld kører en fornuftig enkeltstart og kan med den rette frihed gøre det pænt. Og så skal det blive interessant at se lidt mere til, hvor holdbar lovende og hurtige Joris Nieuwenhuis virkelig er.

Trek-Segafredo: Felline må være kaptajn. Løbet kunne være godt for Mads Pedersen, men som sagt klatrede han ikke overbevisende i Polen. Alex Kirsch kunne få sin egen chance, hvis han kører som i Belgium Tour, men han skuffede i Adriatica Ionica Race, hvor han kom tilbage efter en skade. Edward Theuns har ikke længere niveauet til at være med på de hårde etaper.

UAE - Team Emirates: Vi er meget spændte på at se Jasper Philipsen, der er klar kaptajn. Ardenneretapen bør være for hård, men han overraskede i Ardennerne i det dog svagere besatte Belgium Tour. Hans enkeltstart er også for dårlig til, at han an være med helt i front.

Bora-hansgrohe: Med mindre Bennett trækker den nævnte kanin op af hatten, får de svært ved at være med helt i front. Bedst chance har Daniel Oss, men han taber for meget tid på enkeltstarten og er lidt for tung til at gøre andet end at forsvare sig på stigningerne. Jempy Drucker har været ude så længe, at han ikke kan ventes at være i form, og Jay McCarthy vil tabe for meget tid på enkeltstarten, selvom han kunne være et bud på en vinder af 4. etape, hvis han er i form. Lukas Pöstlberger vil også tabe for meget på lørdag.

Dimension Data: Michael Valgren er som nævnt ovenfor sidste i sidste øjeblik udtaget som kaptajn. Ryan Gibbons og Reinardt van Rensburg kan holde sig til på de svære etaper, men det ligner ikke et topresultat.

EF Education First: Det må være alle mand for Vanmarcke med den som erstatning for Bettiol udtagne Simon Clarke som plan B.

Groupama-FDJ: Küng og Demare er omtalt ovenfor, men derudover har holdet den meget lovende Valentin Madouas. Han skuffede dog i San Sebastian og Tokyo og synes ikke at være i form til et løb, der heller ikke passer ham ideelt på grund af begrænsningerne på enkeltstarten. Unge Kevin Geniets kan måske gøre det hæderligt.

Katusha-Alpecin: Holdet kommer med en profilfattig trup. Ruben Guerreiro kan måske være med i Ardennerne, men han har ikke en chance for at være med i front af klassementet. Reto Hollenstein er blevet for tung, og de øvrige ryttere taber alle for meget på enkeltstarten og kan ikke ventes at være med i front på de hårde dage.

Ag2r-La Mondiale: Naesen er den klare kaptajn, og holdet er generelt hæmmet af, at enkeltstarten ikke er en styrke Larry Warbasse bør også have en vis holdbarhed, ligesom man aldrig ved med Nico Denz, når han rammer en af sine sjældne gode dage.

Astana: Da Yevgeniy Gidicih fortsætter sin deroute, er Ballerini eneste kandidat på et svagt hold.

Roompot-Charles: Lars Boom fortsætter sin nedtur, så der må satses på Oscar Riesebeek, der dog er for begrænset på enkeltstarten.

Sport Vlaanderen: Dries Van Gestel har desværre ikke vist samme form som i foråret, hvor han imponerede i de flamske klassikere, og ardenneretapen er i forvejen nok for hård. Den passer til Thomas Sprengers, men niveauet er for højt og tempoevnerne for ringe.

Wanty-Gobert: Med Vliegen ude satses der på Xandro Meurisse. Han havde dog en hård Tour og vil tabe ret meget tid på enkeltstarten. Aime De Gendt har skuffet i år og får det svært både på 4. og 6. etape.

Wallonie-Bruxelles: Eliot Lietaer kan holde sig til på de hårde etaper, men taber for meget på enkeltstarten. Med sin juniform kunne Baptiste Planckaert komme langt på de hårde dage, men han har skuffet på det seneste.

Total Direct Energie: Uden skadede Niki Terpstra får holdet det svært. Ardenneretapen er formentlig for hård for dem alle, nu hvor Pim Ligthart stadig formmæssigt er helt væk. Angelo Tulik og sprinteren Thomas Boudat ligner de mest holdbare.