Optakt: Boucles de la Mayenne

Løbets rolle og historie

Mens mange lande har været vidner til en massiv reduktion i antallet af løb på højeste niveau, forholdet det sig en anelse anderledes i Frankrig. Nogle løb er ganske vist forsvundet - mest markant Criterium International, Middelhavet Rundt, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine - men derudover er kalenderen i store træk uforandret. Nogle løb har været i en overlevelseskamp, men de fleste har været i stand til at finde den nødvendige finansielle støtte.

I 2016 blev der endda etablevet nye løb. I februar blev de første udgaver af La Mediterraneenne og Tour La Provence afviklet med nogen succes, og sidstnævnte ser ud til at have etableret sig solidt som en tilbagevendende begivenhed. Andre begivenheder har imidlertid haft en mere gradvis udvikling op gennem rækkerne på den blomstrende franske cykelscene. Et af dem er Boucles de la Mayenne.

Mange af de franske departementer har deres egne etapeløb. Løbene i Picardie, Lorraine, Limousin, Haut-Var og Poitou-Charentes har alle været store begivenheder med WorldTour-deltagelse. Andre som de lokale rundture i Bretagne, Normandiet og Alsace er 2.2-løb, hvor nogle af de mindre hold og unge ryttere har kunnet vise deres potentiale.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I mange år var løbet i Mayenne-området et af disse 2.2-løb. Det blev skabt i 1975 som et amatørløb, men i 2004 blev man en del af UCI-systemet. Dets status ændredes i 2014, da det blev rykket op i 2.1-kategorien og således fik mulighed for at tiltrække WorldTour-hold.

Som et relativt nyt 2.1-løb har det endnu ikke været i stand til at tiltrække udenlandske hold fra det fineste selskab, og derfor er det stadig ikke på samme niveau som mange af de andre regionale etapeløb. Ikke desto mindre har de første fire udgaver på det højere niveau været ganske underholdende og en stor chance for unge WorldTour-talenter til at vise sig selv frem. Mens de franske topnavne næsten alle er til start i Criterium du Dauphiné søndag, kan de yngre ryttere teste sig selv på en blandet rute, der byder på en prolog, to flade etaper og en mere kuperet etape, der passer stærke sprintere og klassikerryttere.

I 2014 var det Stephane Rossetto, der fortsatte med at vise sit store potentiale som etapeløbsrytter ved at tage en stor sejr for det lille Auber-hold. I 2015 understregede Anthony Turgis sin status som et af de største franske talenter ved at tage den samlede sejr bare får måneder efter at have taget bronze ved U23-VM. I 2016 stillede Bryan Coquard til start som løbets store stjerne, og han gjorde næsten rent bord ved at vinde to ud af tre linjeløbsetaper samt prologen og således også tage den samlede sejr foran Anthony Delaplace og holdkammeraten Thomas Boudat.

Sidste år var det et af sportens allerstørste talenter, der slog, da Mathieu van der Poel med sejr på kongeetapen sikrede sig den samlede triumf 11 sekunder foran Johan Le Bon, der ellers havde vundet prologen samt taget en overraskende sejr på 1. etape, og 19 sekunder ned til Clement Venturini. Trods et styrt i søndagens mountainbikeløb vender van der Poel tilbage for at forsvare titlen i det, der er hans første landevejsløb i år, og han er igen oppe mod Le Bon, der håber at gentage sidste års flotte resultat. Venturini hviler sig til gengæld efter Giroen og vender ikke tilbage denne gang.

Ruten

Efter sin oprykning til 2.1-niveau har Boucles de la Mayenne fundet et fast format, som de tilsyneladende ikke har i sinde at ændre. I hvert fald følger ruten til 2018-udgaven nøje det samme mønster. Det betyder, at man igen lægger ud med den meget tekniske 4,5 km lange prolog i løbets hovedby Laval, hvor sprinterne og specialisterne kan slås om helt afgørende sekunder. Dernæst ventes de hurtige folk at komme til på den første af de tre linjeløbsetaper, selvom terrænet i regionen aldrig er helt fladt.

Den sværeste etape afvikles altid om lørdagen, men efter sidste års svære rute har man lempet lidt på sværhedsgraden, således at den kuperede etape, der ikke bliver let at kontrollere, kan ende i en reduceret massespurt. Som vanligt afsluttes løbet herefter med den fladeste af de tre etaper, når det hele forventes at blive afsluttet med en massespurt i Laval, men etapen er ofte endt med stort drama, da bonussekunder ofte betyder, at den samlede sejr er i spil helt frem til målstregen.

Prolog

Løbets nye status på kalenderen er ganske vist relativt ny, men siden man blev et 2.1-løb, har man allerede startet en tradition, der synes at være kommet for at blive. For femte år i træk indledes løbet med den samme 4,5 km lange prolog i Laval, der således har været den indledende udfordring hver eneste gang, løbet har været afviklet siden oprykningen til det højere niveau.

Igen i år skydes løbet i gang med samme udfordring. Der er tale om en ganske teknisk sag med hele 11 sving på den relativt korte tur gennem Lavals gader. På de første 3 km falder det hovedsageligt ganske let, hvorefter det flader ud, inden man rammer en 700 m lang bakke, der fører op til mål.

Etapen byder på i alt 51 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Rutens begrænsede distance, tekniske karakter og eksplosive bakke betyder, at det er en etape for de virkelige prologspecialister, og derfor er det en kombination af enkeltstartseksperter samt sprintere, der vil dominere.

Det afspejles i listen over vindere. I 2014 blev etapen vundet af Jimmy Engoulvent, der i mange år var en af bedste franske prologryttere, mens det i 2015 var enkeltstartsspecialisten Johan Le Bon, der vandt. I 2016 måtte han imidlertid se sig slået af en sprinter, idet Bryan Coquard lagde grunden til sin samlede sejr ved at triumfere allerede på første dag. Sidste år fik Le Bon revanche, da han sejrede med to sekunder ned til Clement Venturini og 3 sekunder ned til Mathieu van der Poel.

1. etape

Første etape har traditionelt været en sag for sprinterne, og det vil igen være tilfældet i 2018. Der er kun en række mindre stigninger på programmet, og selvom der er en lille bakke på rundstrækningen, taler meget for, at de hurtige afsluttere vil komme til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 176 km mellem Renault/St-Berthevin og Gorron. Fra starten lige uden for Laval slår man en lille sløjfe nord om byen, inden man kører mod nordøst gennem relativt fladt terræn. Undervejs venter Cote de St German le Foilloux (700 m, 5,6%) samt Cote de La Pichonniere (1,1 km, 3,9%) efter hhv. 15,1 og 28 km samt de første spurt efter 53 km. Kort inden forplejningen skal man over Cote de St Georges de Isle (600 m, 5,6%), der har top efter 74,1 km, hvorefter man kører mod nordvest frem mod målbyen Gorron. Undervejs skal man over Mur de Oisseau (600 m, 7,7%) med top efter 89,1 km, inden man efter 103,2 km passerer gennem Gorron for første gang.

Herefter kører man ud på en lille rundstrækning i området nordvest for byen, hvor den anden spurt kommer efter 121,8 km, inden man kører tilbage til Gorron. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 135,3 km, og stregen krydses for første gang efter 138,8 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,4 km lange runde, der byder på den lille Cote de La Pierre Richard (600 m, 5,5%) med top 10,4 km fra stregen og med bjergpoint på første omgang. Herefter er det stort set fladt, idet det dog falder let ned mod den sidste flade kilometer. Finalen er teknisk med hele to skarpe sving på den sidste kilometer, det sidste bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1639 højdemeter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

På papiret burde det være en sprinteretape, men historien viser, at udbrud ofte har en ganske god chance i det franske løb. Det skyldes ikke mindst kombinationen af små bakker, vind og små hold, der har svært ved at kontrollere tingene. Da der i år ikke er mange sprintere til start, er der således en mulighed for, at de hurtige folk kan blive snydt, selvom det klart mest sandsynlige udkomme er en massespurt i den meget tekniske finale.

Gorron var senest værtsby i 2006, hvor David Le Lay tog en solosejr.

2. etape

Løbet har altid afviklet sin kongeetape om lørdagen, hvor en mere kuperet rute har kunnet sætte sprinterne under pres. Sidste år strammede man endda grebet en anelse ved at lave en rigtig puncheurafslutning, men i år har man igen løsnet grebet en anelse med en lidt lettere afslutning i byen Pre-en-Pail, der er kendt som den første ramme om kongeetapen i Circuit Cycliste Sarthe.

I alt skal der tilbagelægges 172 km mellem St-Aignan-de-Couptrain og Pre-en-Pail. De to byer ligger vare få kilometer fra hinanden og fra start kører man den korte strækning på 11,3 km mod sydøst frem til mål, hvor stregen dog ikke krydses. I stedet kører man ud på en stor rundstrækning i det let kuperede terræn omkring Pre-en-Pail. Først kører man gennem relativt fladt terræn mod nord og siden sydvest og tilbage til startbyen, der passeres igen efter 41 km. Herefter går det hovedsageligt mod syd forbi den første spurt, der kommer efter 55,1 km samt Mont du Saule (2,7 km, 4,1%), der har top efter 68,3 km.

I den følgende fase går det mod øst henover de små stigninger Col de Ruaudieres (2,5 km, 5,1%) og Cote des Gonteries (3,1 km, 3,1%), der har top efter hhv. 107,6 og 120,3 km, inden det gør mod nordvest med retning mod målbyen. Kort inden man når frem skal man over Mont des Avaloirs (3,8 km, 4,9%), der er kendt fra kongeetapen af Circuit Cycliste Sarthe og har top med 32,0 km igen. 2,3 km senere rammer man rundstrækningen, og streges krydses første gang efter 146,2 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 8,6 km lange runde, der byder på den lille Cote de La Caillardiere (1,9 km, 4,9%), hvis top rundes sidste gang med 6,9 km igen og har bjergpoint ved første passage. Herefter er det fladt, inden det med 5 km igen begynder at falde let inden den sidste kilometer, der er flad. Finalen er igen teknisk med hele fire skarpe sving på de sidste 1200 m, det sidste bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2253 højdemeter.

Kongeetape er umiddelbart lettere end tidligere år. Mont des Avaloirs er kendt fra kongeetapen i Sarthe, men her kommer den meget tættere på mål og skal passeres flere gange. Denne gang er finalen lettere, selvom den sidste bakke kan bruges som afsæt for angreb. I et stærkt besat løb burde etapen ende i en reduceret massespurt, men historien viser, at det ofte er anderledes i dette løb, der er svært at kontrollere. Derfor bliver det utvivlsomt en aggressiv finale, hvor det vil være muligt for de stærke ryttere at gøre en forskel, men hvor det også sagtens kan ende i en spurt i en stor gruppe.

Pre-en-Pail er kendt som målby for kongeetapen i Circuit Cycliste Sarthe, hvor Guillaume Martin i år tog en solosejr foran holdkammeraten Xandro Meurisse. I 2017 iværksatte Lilian Calmejane en typisk solooffensiv, der både gav ham etapesejren og førertrøjen. I 2016 lykkedes det Anton Vorobyev at tage en sejr efter et langt udbrud. I 2015 vandt Manuele Boaro, og i 2014 kørte Ramunas Navarduaskas alene hjem, mens Pierre Rolland tog en imponerende solosejr, der lagde grunden til den samlede triumf, i 2013. Francisco Ventoso vandt en spurt i en stor gruppe i 2012, mens Anthony Roux var den hurtigste af 7 mand i 2011. Samuel Dumoulin vandt en spurt i 2010, og Roux vandt igen en spurt i en lille gruppe i 2009.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

3. etape

Løbet vender altid tilbage til Laval på sidste etape, hvor løbets hovedby lægger asfalt til afslutningen på den fladeste af de tre linjeløbsetaper. Dermed vil sprinterne håbe på, at de igen kan stjæle rampelyset, inden det hele slutter.

I alt skal der tilbagelægges 184 km mellem Congrier og Laval. Fra start køre rman en lille omgang på en 39 km lang rundstrækning i området nord for startbyen, inden man atter vender tilbage til startområdet. Herefter går det mod øst forbi den første spurt, der kommer efter 53,8 km samt Cote de St. Julien (500 m, 6,2%), der har top efter 66,2 km samt Cote de La Pommeraie (400 m, 5,4%), der har top efter 100,2 km. Herefter går det mod nordvest frem mod Laval gennem let kuperet terræn, der byder på den sidste spurt efter 122,1 km, Cote de La Pommerie (800 m, 5,5%) samt Cot de La Croteliere (1200 m, 3,7%) med top efter hhv. 137,4 og 142,8 km. Til slut venter den lille Cote de Vieux Laval (400 m, 5,0%) med top efter 152m1 km inde i selve Laval.

Efter 152,6 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 3,4 km senere krydses stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med fem omgange på den 5,2 km lange runde, der er stort set helt flad og byder på en teknisk finale, hvor der er hele fem skarpe sving på de sidste 2 km, det sidste med bare 50 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1552 højdemeter.

Etapen til Laval ender næsten altid i en massespurt, men i 2016 lykkedes det faktisk at snyde sprinterne. Det viser, at det kan lade sig gøre at ændre på det forventede udkomme på den yderst komplicerede rundstrækning, men det mest sandsynlige er dog, at de hurtige folk skal slås om sejren i den tekniske finale, ikke mindst fordi bonussekunder meget vel kan vise sig afgørende i kampen om den samlede sejr.

Laval er som sagt altid vært for sidste etape. Sidste år tog Mathieu van der Poel sin anden sejr i træk samt den samlede triumf ved at vinde den afsluttende massespurt foran Marc Sarreau og Yohann Gene. I 2016 tog Tom Scully en overraskende udbrudssejr, mens Danilo Napolitano slog Justin Jules og Andrea Pasqualon i en massespurt i 2015. I 2014 var Yohann Gene hurtigere end Tom Van Asbroeck og Roy Jans, mens Marcel Meisen, Morgan Kneisky, Jimmy Casper, Jean-Luc Delpech, Benoit Daeninck, Martin Garrido, Janek Tombak, Franck Charrier og Stephane Bonsergent er de øvrige vindere siden 2005.

Favoritterne

I de foregående år Boucles de la Mayenne blevet afgjort af tre forhold. Først og fremmest har prologen naturligvis spillet en nøglerolle i et løb, der afgøres på sekunder. Derudover har bonussekunder været helt afgørende, og endelig har lørdagens kongeetape kunnet skabe visse forskelle.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I år vil det igen være de tre samme elementer, der vil komme i spil. Det er imidlertid værd at notere sig, at kongeetapen er lettere, end den var i 2016, og det vil kunne forandre løbets dynamik. Sidste år sluttede man på en lille stigning, men denne gang er der en god chance for, at de hårdføre sprintere kan spurte om sejren på alle tre linjeløbsetaper, hvor de kan score et hav af bonussekunder

Det betyder, at det i år er de mest holdbare af de hurtige folk og prologspecialister, der er favoritter. Som udgangspunkt er det prologen samt bonussekunder, der vil afgøre løbet, men det er værd at huske på, at løbet altid har været svært at kontrollere, og at udbrud typisk har en bedre chance end i mange andre løb. Det kan give et overraskende udfald. I år kan de regnfulde forhold, der ventes torsdag og søndag, også spille ind, særligt på prologen, der med sin tekniske karakter vil være langt, langt vanskeligere at håndtere på våde veje. Man kan derfor frygte, at en af de varslede tordenbyger kan give ulige vilkår.

Det store spørgsmål er, hvor kontrolleret løbet i år vil være. Både Cofidis og FDJ kommer nemlig med stærke sprintere i hhv. Nacer Bouhanni og Marc Sarreau, og de kan med en god prolog gå efter den samlede sejr. Er det tilfældet, vil to af de stærkeste hold formentlig køre relativt defensivt, og det betyder, at vi i hvert fald venter massespurter på 1. og 4. etape. Spørgsmålet er herefter, om de er stærke nok til også at overleve stigningerne lørdag.

Umiddelbart burde det ikke være umuligt for dem begge, og det får os til at pege på Marc Sarreau som vores favorit. Han viste nemlig storform med en 15. plads på kongeetapen i Dunkerque, hvor han også vandt en etape, og dermed viste han både klatrestyrke og god topfart. I det hele taget har han med sine sejre i Dunkerque, Sarthe og Besseges cementeret sin status som en af Frankrigs bedste sprintere. Samtidig skal man ikke glemme, at han helt tilbage i 2015 blev nr. 3 på prologen i Tour de l’Ain, som på mange måder minder om den, der venter i dette løb. Dermed har han mulighed for at køre med om sejren på alle fire etaper, og det gør den talentfulde franskmand til vores favorit.

Med to sejre i maj er Nacer Bouhanni endelig tilbage på sporet. Den franske stjernesprinter har ellers haft en svær tid, men efter at have set ham vinde GP Marcel Kint i ekstremt overlegen stil samt slå bl.a. Sarreau og André Greipel i Dunkerque er der håb for fremtiden. I de tekniske finaler på 1. og 3. etaper er Bouhanni i sit es, og derfor er han umiddelbart favorit til at vinde sprinteretaperne, ikke mindst fordi han i Geoffrey Soupe har en fremragende lead-out man. Han er til gengæld ikke så stærk som Sarreau på prologen, men han blev faktisk nr. 9 på ovenfor omtalte prolog i Ain. Det vidner om, at han kan gøre det godt på en teknisk rute. Han er på papiret mere holdbar end Sarreau, men det er nok alligevel på 2. etape, det kan komme til at knibe. I hvert fald så vi i Dunkerque, at han fortsat ikke har fundet fordums klatreevner.

Sidste år vandt Mathieu van der Poel løbet, men det hollandske fænomen er værre stillet i år. Han mangler nemlig puncheurfinalen på kongeetapen, og samtidig stiller han denne gang til start helt uden at have kørt landevejsløb. Formen er dog holdt ved lige på mountainbiken, hvor han har gjort det godt i diverse World Cups, og da han sidste år vandt en etape i Belgium Tour på bare sin anden løbsdag, skal han næppe bruge megen tid på at banke rusten af. Det store problem er, at han styrtede i weekenden og slog håndleddet så slemt, at han ikke må bruge sin mountainbike de kommende uger. Det kan tvinge ham til at holde lidt igen, men er han på toppen, kan han blive svær at bide skeer med. Sidste år blev han nemlig nr. 3 på prologen, vandt massespurten om 2. pladsen på 1. etape og vandt de sidste to etaper i hhv. en puncheurafslutning og en massespurt. Det vidner om, at han kan gøre sig gældende på alle etaper.

Man må formode, at FDJ kører for Sarreau, men skulle kongeetapen blive for meget for sprinteren, vil stortalentet Valentin Madouas være klar til at tage over. Han har ganske vist haft en lidt svær tid på det seneste, hvor han ikke har levet op til sin flotte sæsonstart, men han burde alligevel være en af de bedste, hvis en lille gruppe kører væk på bakken på kongeetape. En 8. plads på prologen i Ain sidste år vidner om hans evner på korte, tekniske enkeltstarter.

Efter en lidt sløv start har Jon Aberasturi på det seneste endelig vist sine sprinterevner. Baskeren fik to andenpladser i Castilla y Leon, en tredjeplads i Yorkshire, en første- og en tredjeplads i Aragonien og senest en tredje- og en sjetteplads i Tour of Norway. Dermed har han vist, at han kan være konkurrencedyigtig i spurterne på dette niveau, og han har en reel chance for at vinde 1. og 3. etape. Den store udfordring er kongeetapen, der nok desværre vil være for hård, samt prologen, hvor han dog er et totalt ubeskrevet blad.

Rudy Barbier er løbets fjerde gode sprinter, men han er knap så holdbar som Bouhanni og Sarreau, der også begge er hurtigere. Hans mange top 10-placeringer i de franske løb vidner dog om, at han er en af de bedste sprintere i landet. Desværre fremstår han ikke som prototypen på en sprinter, der kan gøre det voldsomt godt i en teknisk prolog, men han kan overraske.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er ikke meget, vi har hørt til Jonas Van Genechten i år, men her burde han kunne køre sin chance for Vital Concept. Han har før vundet en massespurt i Vueltaen, og selvom han ikke har vist samme hurtighed i de senere år, er han stadig en solid sprinter, der endda klatrer bedre end de fleste. Som sprinter burde han tillige kunne køre en ganske fornuftig prolog.

Caja Rural stiller med sprinteren Yannis Yssaad, der efter en svær start endelig fik sin sejr i Rhone-Alpes Isere Tour forleden. Der er ingen tvivl om, at han er blandt de hurtigste i feltet, men til gengæld har han ikke haft de gode klatreben skruet på. Derfor vil kongeetapen formentlig være for hård, ligesom han næppe er den sprinter, der kører den bedste prolog.

En spændende kandidat er den unge talentfulde Damien Touze, der måske er den mest holdbare af sprinterne. Desværre er han næppe helt hurtig nok til at slå Sarreau og Bouhanni i de regulære massespurter, og det kan koste vigtige bonussekunder. Samtidig har han ikke just vist sin bedste form på det seneste.

Også Joeri Stallaert burde være værd at holde øje med, selvom han ikke just har kunnet leve op til 2017, hvor han leverede flere topresultater i belgiske endagsløb. Samtidig har han været ramt en del af sygdom, og det er derfor usikkert, hvor han står efter en ganske lang løbspause.

Mathieu har sin bror David van der Poel med sig i løbet, og han kan vise sig som en glimrende plan B. Sidste år blev han nr. 8 i begge massespurter bag sin lillebror og lagde grunden til sejren på kongeetapen. Er Mathieu ikke på toppen, vil David måske få sin chance. Holdet har også i Marcel Meisen en mere klassisk sprinter, der burde kunne gøre sig gældende i et løb som dette.

Der er ikke mange enkeltstartsspecialister til start, men man finder dog Yoann Paillot i feltet. Han er imidlertid bedst over lange distancer, og det vil overraske, hvis han kan vinde på en rute som denne. Skulle det ske, skal han derudover forsvare sig mod sprinterne, og da han ikke just selv er sprinter, vil det være svært.

Andre hurtige folk, der med en god prolog, kan gøre sig gældende er Romain Cardis, Armindo Fonseca, Max Kanter, Davide Gabburo, Jeremy Leveau, Sergey Shilov og Roman Maikin, men det vil dog være overraskende, hvis de vinder.

Derudover skal der holdes øje med et par stærke folk, der både kan køre en god prolog og herefter køre aggressivt i det kuperede terræn. Her er det særligt værd at holde øje med Eli Iserbyt, der ikke blot er et stort crosstalent, men med en 10. plads i Fleche du Sud har vist evner på landevejen også, Julien Duval, Anthony Delaplace, Jarno Mobach, Tanguy Turgis, Sergey Firsanov, Ildar Arslanov, Aritz Bagues, Romain Seigle, Julien Antomatchi, Stephanne Rossetto, Kevin Ledanois, Florian Vachon, Gediminas Bagdonas, Nans Peters, Benoit Cosnefroy, Rafael Reis og Fabricio Ferrari.

Formstærke Kevin Le Cunff og Anthony Maldonado er føjet til startlisten i 11. time. De burde begge kunne gøre det godt.

***** Marc Sarreau

**** Nacer Bouhanni, Mathieu van der Poel

*** Valentin Madouas, Jon Aberaturi, Rudy Barbier, Jonas Van Genechten, Yannis Yssaad

** Kevin Le Cungg, Anthony Maldonado, Damien Touze, David van der Poel, Eli Iserbyt, Jeremy Leveau, Marcel Meisen, Erwann Corbel, Yoann Paillot, Joeri Stallaert, Sergey Shilov, Anthony Delaplace, Rafael Reis, Julien Duval, Julien Antomarchi, Jarno Mobach

* Romain Cardis, Armindo Fonseca, Max Kanter, Davide Gabburo, Roman Maikin, Tanguy Turgis, Sergey Firsanov, Ildar Arslanov, Romain Seigle, Julien Antomatchi, Stephane Rossetto, Kevin Ledanois, Florian Vachon, Gediminas Bagdonas, Nans Peters, Benoit Cosnefroy, Fabricio Ferrari

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.