Optakt: Brabantse Pijl

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix nu ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter Paris-Roubaix går man normalt ind i en af disse overgangsfaser. De tunge folk tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste otte udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 31 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel, Sonny Colbrelli og senest Mathieu van der Poel samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd og senest Tim Wellens.

Sidste års udgave blev til en fantastisk opvisning med fire af verdens bedste puncheurs, da Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe, Tim Wellens og Michael Matthews alle kørte væk i finalen. I spurten var den hollandske mester bedst foran franskmanden og belgieren, og dermed viste han storform inden sejren i Amstel Gold Race få dage senere. Trods et travlt program i sidste uge forsvarer Van der Poel titlen, og han er igen oppe mod både Alaphilippe og Wellens. Til gengæld er der ingen Matthews, der i år kører Giro i stedet.

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu har flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet er nøglepunktet i løbet en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter at have benyttet samme rundstrækning hver eneste gang siden ændringen laves der om på tingene i år, hvor løbet får en mere brostensagtig karakter. Rundstrækningen tæller stadig fem stigninger, men Ijskelderlaan erstattes af den meget stejle brostensbakke Moskesstraat, der kommer med 11,1 km igen. Mens de øvrige stigninger alle er Amstel-agtige, er den en rigtig Flandern-stigning, og det ændrer løbets natur en anelse. Til gengæld er der færre stigninger på det indledende stykke, så antallet af bakker samlet set falder fra 31 til 24.

Med en distance på 197,2 km - præcis 1 km længere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Undervejs passerer man målbyen Overijse, og ligesom sidste år skal man undervejs passere den lille Smeysberg-stigning (600 m, 6,7%) efter bare 12,5 km. Senere drejer man mod nordøst og nord, og modsat sidste år skal man denne gang igen over Rue de Hal (1,3 km, 4,4%) efter 61,7 km. Nu når man en lille rundstrækning syd for Bruxelles, hvor man kører en hel omgang, så man skal over den gamle målstigning, Alsemberg (500 m, 5,6%) efter 71,9 km samt en anden gammel nøglestigning Bruineput (700 m, 7,1%) efter 77,5 km.

Rytterne vender efter rundstrækningen rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først syd og sydøst og siden nordøst til Overijse. Undervejs skal man over Krabossestraat (1,4 km, 4,9%), Rue de Nivelles (1,7 km, 4,4%) og Rue Francois Dubois (1,0 km, 4,0%) efter hhv. 80,0 km, 87,6 km og 110,7 km, inden man når frem til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører en del af en omgang, men denne gang uden den nye Moskesstraat. Det betyder, at man skal over Hertstraat, Holstheide og Schavei efter hhv. 116,4 km, 123,1 km og 130,8 km, inden man efter 131,0 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med første én omgang på en forkortet 21,1 km lang rundstrækning, hvor man igen kører uden om Moskessstraat, og derefter to omgange på den nye 22,6 m lange rundstrækning, der altså er en modifikation af den gamle. Den første stigning, Hagaard (400 m, 7,9%), kommer bare 2,8 km efter passagen af stregen, hvorefter den brostensbelagte Hertstraat (300 m, 6,5%) følger 3,8 km længere fremme. Nu kommer imidlertid nyskabelsen, som altså skippes på første omgang, når man skal over den stejle brostensstigning Moskesstraat (500 m, 8,3%), som passeres med i alt 11,1 km igen. Kort efter venter så Holstheide (800 m, 5,7%) med 8,0 km igen.

Modsat tidligere kører man nu udenom Ijskelderlaan, men i stedet direkte ind til Overijse igen. Her venter den sidste udfordring, Schavei (900 m, 4,9%), der starter med bare 1100 m igen og har top, når rytterne tager et venstresving ind på en svagt stigende opløbsstrækning bare 200 m fra stregen. Det meste af rundstrækningen er uden store tekniske udfordringer, og i år er finalen heller ikke alt for teknisk. En lang, lige og flad vej leder fra Holstheide ind til Overijse, hvor der er to bløde sving med 2 km igen, men dernæst følger så tre sving lige i rap ved den røde flamme, det andet lige i bunden af stigningen og det tredje 200 m oppe. På toppen er der et blødt venstresving, der leder ind på den 200 m lange, svagt stigende opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 1986 højdemeter, hvilket er godt 100 færre end sidste år.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, og faktisk ser det heller ikke helt skidt ud denne gang, selvom vi nu taler oktober. Vejret vil være dårligt om morgenen, men selvom det vil være overskyet fra start med en bygerisiko på 25%, vil der komme en mindre opklaring i løbet af dagen, og fra midt på eftermiddagen bør det være tørt med en temperatur på 15 grader. Udfordringen vil til gengæld være en frisk vind (20-25 m/t) fra vest, hvilket giver sidemodvind på turen ud til den første rundstrækning, hvor man har et kort stykke med sidevind, og derefter sidemedvind på hjemturen. På den afsluttende rundstrækning vil der primært være sidemed- eller sidemodvind. I finalen vil der være sidemodvind fra bunden af Holstheide hele vejen frem til mål, herunder på Schavei og den 200 m lange opløbsstrækning, hvor der næsten vil være ren modvind.

Favoritterne

Lad mig først desværre gøre opmærksom på, at denne optakt ikke har samme grundighed, som løbet og feltet fortjener. Dertil er arbejdsmængden i øjeblikket desværre for stor. Særligt sidste del af optakten er derfor lidt mere skitseagtig, end jeg bryder mig om.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. På den anden side kan det lige så vel ske, at løbet skal afgøres af et decimeret felt på Schavei, og sker det, er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt på Schavei?

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015 og Tim Wellens’ sejr i 2018 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet afgøres imidlertid oftest i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Da spurten foregår på et stykke falsk fladt, er det en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel afgør løbet. Det gør det meget sammenlignet med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der er derfor tale om en betydelig mere selektiv finale.

I år er løbet imidlertid ændret, og justeringen af rundstrækningen forandrer for mig at se løbets karakter. Hidtil har brostenene været negligerbare, og det har været klatreevner og punch, der har været afgørende. Med andre ord har det først og fremmest været en lettere udgave af Amstel Gold Race med appel til de samme ryttertyper.

Det ændrer Moskesstraat på. Der er tale om en ”rigtig” brostensstigning med dårligt underlag og dermed noget, vi kender fra Flandern Rundt. Den er samtidig rigeligt stejl til at gøre en forskel. Forud for sidste års Primus Classic kendte jeg den ikke, men da jeg i det løb så, hvordan Mathieu van der Poel slet og ret kørte Peter Sagan og Greg van Avermaet, som få uger senere kørte i top 10 til VM, ud af sit hjul, stod det klart, at der er tale om en led sag.

Det betyder også, at balancen i finalen tipper til fordel for de tungere ryttere. For en let rytter som Julian Alpahilippe vil jeg i hvert fald tro, at det handler om ren overlevelse, når særligt Van der Poel igen åbner for gassen. Med andre ord står de tungere brostensfolk langt bedre, end de gjorde på den gamle rute - særligt når stigningen kommer så dybt inde i finalen, som den gør.

Moskesstraat kommer imidlertid kun to gange. Resten af tiden er det, som vi kender det, dvs. Amstel Gold Race-agtigt. Hvis løbet åbnes tidligt, må man således formodes, at det er de klassiske puncheurs, der har overtaget, og man skal altså kunne køre med Alaphilippe-typerne for at sidde med, inden de rammer Moskesstraat sidste gang.

Først skal det indledende stykke overstås. Her er en joker den relativt kraftige sidemedvind på stykket efter vendepunktet. Jeg vil slet ikke udelukke, at vi kan få noget splittelse allerede her, men det er aldrig sket. Mest af alt tror jeg derfor, at et relativt samlet felt når rundstrækningen, hvor vinden aldrig rigtigt synes at stå rigtigt, og hvor der efter min bedste hukommelse også er masser af læ.

Bliver løbet så åbnet tidligt? Ja, det tror. Van der Poel er jo med, og han kan næppe holde sig i ro meget længere end de første 100 km. Det vil slet ikke undre mig, om manden går amok allerede på tredjesidste omgang, og jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at han ikke rører på sig på næstsidste. Samtidig har Julian Alaphilippe, Michal Kwiatkowski og de andre formstærke puncheurs også brug for et hårdt løb. Kombinerer man det med den kraftige vind, tror jeg, at vi får et hårdt udskilningsløb, hvor favoritterne kører tidligt væk og kan finde ud af at samarbejde, da alle har en interesse i, at det ikke bliver for let. Med andre ord får vi vel lidt af det samme som sidste år, hvor Alaphilippe, Van der Poel, Tim Wellens og Michael Matthews gjorde forskellen, men denne gang kan det ske endnu tidligere. Det vil altså kræve, at man klatrer godt nok til gå med på de eksplosive stigninger undervejs, men for at vinde skal man også kunne klare Moskesstraat så godt, at man enten kan sidde med Van der Poel eller alternativt komme tilbage igen.

Det får mig til at pege på Mathieu van der Poel som min favorit. Hollænderen er åbenlyst endelig kommet i storform, og allerede sidste år beskrev han dette løb, som han jo også vandt, som den klassiker, der passede ham bedst. Det er kun blevet endnu mere markant med tilføjelsen af Moskesstraat, hvor jeg har meget svært ved at se, hvem der skulle kunne matche ham. Mit bedste bud er, at han kører alene hjem senest fra sidste passage af denne, men selv hvis han får selskab, er han uhyggeligt svær at slå i finalen, som vi så sidste år. Udfordringen er, at han sikkert igen spiller lidt for meget med musklerne, men lige nu ser han stærk nok ud til at gøre netop det. Løbet her er med ruteændringen så oplagt for ham, at jeg tror, at han laver ”the double”.

Hvem er hans værste rival? Jeg tror faktisk, at Michal Kwiatkowski har den bedste chance. Polakken har trods alt tidligere vundet E3 og kan sagtens finde ud af at køre på brosten. Dels er han tungere end de lettere folk, og dels er han mere siddende i sin kørestil end særligt Alaphilippe, hvilket kan være en fordel på en så stejl brostensstigning. Det er klart, at det er en voldsom udfordring at gå med Van der Poel, men polakken har den bedste chance for at gøre det. Og i en spurt som denne er han vel ikke helt uden chance, hvis Van der Poel igen spiller for meget med musklerne til sidst. Den snu Kwiatkowski har jo før slået eksempelvis Sagan med en klog spurt i Sanremo.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Selvfølgelig kan Julian Alaphilippe også vinde, men det bliver sværere med denne rute. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at han kan matche Van der Poel på brostenene, men heldigvis er der tid til at indhente det tabte efterfølgende. Hans fordel er først og fremmest bakkerne forinden, og kan han gøre det rigtigt hårdt på klatredelen, står han stærkere. Han havde foretrukket, at der var mål på toppen, men også i denne finale har han en chance, også mod Van der Poel, selvom denne slog ham sidste år. Formen er i hvert fald stadig god og revanchelysten stor.

Sonny Colbrelli har tidligere vundet løbet, der passer ham næsten perfekt. Vi så dog sidste år, at han var overmatchet på bakkerne, og jeg frygter lidt, at det bliver for hårdt, hvis der bliver åbnet langt udefra. Han viste forleden storform i BinckBank Tour, og brostensstigningen er heller ikke dårlig for en tungere fyr som ham, men samlet set tror jeg, at løbet kan blive en anelse for hårdt, når han skal over så mange eksplosive bakker med folk som Alaphilippe og Van der Poel. Hvis til gengæld han sidder der til sidst, er han nok største trussel mod Van der Poel på stregen.

Jeg glæder mig meget til at se Benoit Cosnefroy. Franskmanden viste i Fleche Wallonne, at han igen i år er kommet flyvende ud af Touren. Den indledende del af ruten med de eksplosive stigninger er skabt til en superpuncheur som ham, og med hans Fleche-ben bliver han ikke let at sætte. Udfordringen er brostenene til sidst, for han er helt uprøvet på dem, men han er en robust fætter, der umiddelbart nok skulle kunne klare dem. Finalen passer ham også, selvom han havde foretrukket, at der var mål på toppen. Og han er revanchelysten efter uheld i Liege.

Matteo Trentin gør debut i løbet, der burde passe ham ganske fint. Hans fornemme kørsel i Amstel sidste år viser i hvert fald, at han sagtens kan begå sig på klatredelen. Hans form er usikker efter Touren, hvor han aldrig fik det til at spille, men er han kommet sig godt, burde han køre med de bedste. Moskesstraat er heller ikke dum for ham, men han har altid manglet lidt i forhold til de bedste brostensryttere som Van der Poel. Samtidig har han en overraskende ringe historik i stigende spurter, men da det flader ud til sidst, har han vel en fornuftig chance.

Heldigvis slog Michael Valgren sig ikke alt for voldsomt forleden, og han er klar til at jagte mere succes. Det er usikkert, hvor meget skrammerne sætter ham tilbage, men løbet her burde passe ham. Som bekendt var han genfødt ved VM, og hvis han ligesom sidste år har fået et gevaldigt boost af Touren, burde han være en af de stærkeste. Min frygt er, at de bliver lidt for eksplosivt, og at løbet er for kort til at gavne hans motor, og han vinder heller ikke en spurt. Til gengæld er han en mester i at snige sig væk, hvis først han sidder med til sidst.

CCC savner Van Avermaet, men de står faktisk rigtigt stærkt med to kort at spille. Simon Geschke har nemlig endelig fundet formen fra før nedlukningen, og han var fremragende i både Fleche og Liege, hvor han desværre punkterede og missede en sandsynlig top 10. Med den form passer løbet god til eksplosive Geschke, der burde have en fair chance for at køre med, når der åbnes. Brostenene er en udfordring, men ligger vel ikke helt dumt til ham, og han kan også spurte.

Naturligvis må man også nævne Tim Wellens, der jo har en dybt imponerende historik i løbet med placeringer som nr. 4, 1 og 3 de seneste tre år. Ruteændringen er da heller ikke umiddelbart til stor ulempe for belgieren, der i Omloop har vist, at han også kan gøre brostensstigninger. Problemet er den åbenlyst manglende form, men man kan håbe, at det lidt lettere løb her gør ham i stand til at præstere tættere på sit vanlige niveau.

Til gengæld straffes Warren Barguil hårdt af den nye rute. Hans kørsel de seneste dage har vist, at han formentlig er blandt de bedste på bakkerne, hvor han også har et fint punch. Udfordringen er brostenene, der ikke passer til den lette franskmand. Nok har han imponeret på brosten i Touren, men det er noget andet at skulle køre med Van der Poel her. Sandsynligheden for et topresultat er stor, men sejren bliver sværere.

En positiv oplevelse i Liege var at se fremgang hos Dylan Teuns. Han var stadig et stykke fra de bedste, men han var konkurrencedygtig. Første del af løbet her passer ham glimrende, og han har i Omloop også gjort det godt på brosten. Spørgsmålet er bare, om formen er god nok allerede nu, selvom det går fremad.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Man er vel også nødt til at nævne Zdenek Stybar. BinckBank Tour viste ganske vist, at han efter sin skade stadig har en del mangler, men helt væk var han ikke. Med sit punch og sine klatreevner passer han godt til dette løb, og brostensstigningen er åbenlyst en fordel. Også for ham gælder dog, at formen formentlig mangler for meget.

Det er nyt terræn for Omar Fraile, men det burde passe godt til den eksplosive spanier. Han viste fornem form i Fleche, hvor han var uheldig med en punktering, og også i Liege gjorde han det godt i svært terræn. Dette løb burde passe ham endnu bedre, og han kan endda også afslutte. Som en relativt tung fyr bør han heller ikke ryste ved udsigten til Moskesstraat.

Det bør til gengæld Jelle Vanendert. Den erfarne belgier har ellers overrasket mig positivt ved at være bedre end frygtet i Ardennerne, selvom han er langt fra fordums styrke. Løbet her har dog altid været lidt for let til at passe ham ideelt, og brostenene kan være en mindre katastrofe for ham. Han burde gøre det pænt, men han kører næppe med de allerbedste.

Kristian Sbaragli bliver bare ved med at imponere, senest i Liege. Han burde med sit punch og sin spurt være skræddersyet til løbet, men han skal jo hjælpe Van der Poel. Jeg tror dog, at løbet åbnes så tidligt, at Sbaragli nok skal kunne lave et resultat længere tilbage, mens kaptajnen kører om sejren. Det samme gælder for den tidligere vinder Petr Vakoc, der stille og roligt er ved at finde sig selv, samt måske Alexander Krieger.

En dansk joker er selvfølgelig Andreas Kron, der jo så flot vandt en etape i Luxembourg. Løbet her burde endda passe ham glimrende, men det er også klart, at niveauet her er et helt andet end i Luxembourg. Formentlig er han overmatchet, men lad os se, hvor langt han kommer.

Endelig er der Ethan Hayter. Det unge stortalent burde passer perfekt til dette løb, men hans primære opgave er at hjælpe Kwiatkowski, som han gjorde så flot i Fleche. Som for de ovennævnte gælder dog, at også han kan levere et resultat på egen hånd, hvis de bedste kører tidligt væk.

Andre ryttere, der synes i form til at kunne lave et godt resultat i dette lidt lettere løb end de øvrige ardennerklassikere, er Julien Simon, Enrico Gasparotto, Krists Neulands, Jan Bakelants Dimitri Clayes og Dion Smith, der alle synes i form. Bryan Coquard har tidligere gjort det fremragende her, men selvom han ved de franske mesterskaber viste lidt af sin gamle holdbarhed, tvivler jeg på, at han kan være med, også fordi vi ikke ved, hvor han står efter Touren. Andrea Pasqualon og Amaury Capiot bør også gøre det godt, men det er nok for hårdt til, at de kan være med helt i front. Jeg tror, at det bliver for hårdt og eksplosivt for Edvald Boasson Hagen, John Degenkolb, Jasper de Buyst, Edward Theuns, Luke Mezgec, Anthony Turgis, Tom van Asbroeck, Hugo Hofstetter, Marco Canola og Alexander Kristoff.  Alexander Kamp var flyvende sidste år, men han har ikke vist megen form i år, og jeg tror heller ikke, at Wout Poels , der i forvejen ikke passer til løbet, er god nok nu. Dries Devenyns og Andrea Bagioli er nok låst i hjælperroller. Lennard Kämna, Alex Edmondson, Robert Stannard, Aleksandr Riabushenko, Maurits Lammerink, Xandro Meurisse, Benjamin Declercq, Romain Hardy, Simone Velasco, Lucas Eriksson og Nick van der Lijke synes for formsvage, og Quentin Pacher mangler nok den sidste ekplosivitet, selvom han kørte godt som hjælper til VM.

***** Mathieu van der Poel

**** Michal Kwiatkowski, Julian Alaphilippe

*** Sonny Colbrelli, Benoit Cosnefroy, Matteo Trentin, Michael Valgren, Simon Geschke

** Tim Wellens, Warren Barguil, Dylan Teuns, Warren Barguil, Dylan Teuns, Zdenek Stybar, Omar Fraile, Jelle Vanendert, Kristian Sbaragli, Andres Kron, Ethan Hayter

* Julien Simon, Enrico Gasparotto, Petr Vakoc, Krists Neilands, Jan Bakelants Dimitri Claeys, Dion Smith, Bryan Coquard, Andrea Pasqualon, Amaury Capiot, Jasper de Buyst, Luka Mezgec, Wout Poels, Dries Devenyns, Andrea Bagioli, Quentin Pacher, Alexander Krieger

Danskerne

Michael Valgren, Alexander Kamp og Andreas Kron burde alle kunne søge deres egen chance og er omtalt ovenfor. Kron støttes på Riwal af Emil Vinjebo, der dog har haft en lang løbspause og næppe kan være i form til at blande sig, mens Kamp på Trek støttes af den unge stagiaire Mattias Skjelmose.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.