Optakt: Brabantse Pijl

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Bemærk: Beskrivelsen er baseret på en normal kalender.

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter brostenene er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. De tunge folk tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes om søndagen med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger de Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste elleve udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 25 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt. Fra 2020 gav man endda løbet et endnu mere flamsk præg ved at bringe den stejle brostensstigning Moskesstraat ind på ruten, så det nu i endnu højere grad er en blanding af de to løbstyper.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og senest Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd, Tim Wellens og senest Julian Alaphilippe og Tom Pidcock.

Sidste år var det netop Pidcock, der tog sin første store klassikersejr efter en forrygende duel med Wout van Aert. Matteo Trentin var kommet favoritterne i forkøbet, inden Pidcock og Wout van Aert åbnede for gassen, og de fangede hurtigt italieneren. Trioen kom samlet over Moskesstraat, og herefter skulle det hele afgøres i en spurt. Det endte i et uhyre tæt opgør, men hvor det i Amstel Gold Race var Van Aert, der havde en minimal overhånd, var det denne gang briten, som altså vandt sin første klassiker. Pidcock vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Trentin, men som bekendt er Van Aert fortsat ude efter sin covidinfektion - og havde i øvrigt aldrig planer om at køre løbet.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu fik flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet har nøglepunktet i løbet været en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger.

Efter at have benyttet samme rundstrækning hver eneste gang siden ændringen blev der lavet om på tingene i 2020, hvor løbet fik en mere brostensagtig karakter. Rundstrækningen talte stadig fem stigninger, men Ijskelderlaan erstattedes af den meget stejle brostensbakke Moskesstraat, der kom med 11,1 km igen. Mens de øvrige stigninger alle er Amstel-agtige, er den en rigtig Flandern-stigning, og det ændrede løbets natur en anelse. Til gengæld var der færre stigninger på det indledende stykke, så antallet af bakker samlet set faldt fra 31 til 24.

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede for det mere flamske look. I hvert fald genbrugtes modellen med Moskesstraat igen i 2021, hvor ruten i vidt omfang var en gentagelse af den, vi så i efteråret 2020. Der var dog én afgørende ændring, nemlig at målet er flyttet fra toppen af Schavei-stigningen, hvor det ellers har været placeret hver eneste gang siden 2010. Vejarbejde gjorde det nemlig umuligt at bruge den klassiske afslutning, men i stedet fandt man en ny målbakke, der var længere, men ikke helt så stejl som Schavei. Antal stigninger øgedes til 27, da man denne gang kørte Moskesstraat på alle omgangene i finalen og dermed fire og ikke blot to gange, ligesom man havde en ekstra stigning i den tidlige fase. Derudover var Moskesstraat blevet kraftigt renoveret og slet ikke så grim en brostensstigning, som den var et halvt forinden.

Om vejarbejdet er gået i stå, ved jeg ikke, men Schavei er i hvert fald ikke tilbage i 2022. I stedet genbruges finalen fra sidste år, og rundstrækningen er helt uforandret. Eneste ændring er således en justering af det indledende stykke, hvor de fire stigninger Smeysberg, Rue de Hal, Krabossestraat samt løbets gamle nøglestigning, Alsemberg, udgår og erstattes af Chaussee d’Alsemberg og Eigenbrakelsesteenweg, hvormed det samlede antal stigninger falder fra 27 til 25.

Med en distance på 205,1 km - knap 4 km længere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Senere drejer man mod nordvest, nordøst og igen nordvest frem til dagens første stigning, Chausee d’Alsemberg (1600 m, 2,8%, max. 6,4%), der passeres efter 62,2 km. Nu når man en lille rundstrækning syd for Bruxelles, hvor man kører en hel omgang, så man skal over Sollenberg (500 m, 7,6%, max. 12,9%) efter 74,5 km samt en gammel nøglestigning Bruineput (1200 m, 5,7%, max. 10,9%) efter 77,1 km.

Rytterne vender efter rundstrækningen rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først sydøst, så sydvest og igen sydøst og slutteligt nordøst til Overijse. Undervejs skal man over Eigenbrakelsesteenweg (900 m, 4,9%, max. 6,1%) efter 82,8 km, Rue de Nivelles (2,0 km, 4,0%, max. 6,2%) efter 95,1 km og Rue Francois Dubois (900 m, 4,1%, max. 5,9%) efter 118,1 km, inden man når frem til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører en del af en omgang. I 2020 kørte man uden om Moskesstraat i denne fase, men det gør man ikke længere. Det betyder, at man skal over Hertstraat, Moskesstraat, Holstheide og den nye målbakke, S-bocht, efter hhv. 123,9 km, 128,9 km, 1232,0 km og 139,3 km, hvor man krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den 21,9 km lange rundstrækning. Den første stigning, Hagaard (300 m, 10,2%, max. 13,5%) har top bare 2,7 km efter målpassage, inden det gælder den brostensbelagte Hertstraat (300 m, 6,5%) kommer 6,5 km efter passagen af målstregen. Nu kommer så nyskabelsen fra 2020, når man skal over den stejle brostensstigning Moskesstraat (500 m, 9,2%, max. 14,9%), som passeres med i alt 10,5 km igen. Kort efter venter så Holstheide (1000 m, 5,3%, max. 11,5%) med 7,3 km igen. Til slut kører man frem til den nye målbakke, S-Bocht, der over 1300 m stiger med 4,2% i snit og med et maksimum på 5,7%. De første 500 m er de sværeste med 4,6% i snit, inden den stiger med 3-4% over 500 m og slutteligt bare 1,5% over de sidste 300 m. Der er et sving i bunden af bakken, men eller er det en kun snoet vej, der leder op til stregen.

Løbet byder på 2000 højdemeter mod 2135 i 2021 og 1986 i 2020.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, men i år vil det kun være hæderligt. Foråret er ganske vist endelig kommet til Nordeuropa igen, men lige netop onsdagen bliver ikke specielt smuk. Det vil være overskyet, men med en behagelig temperatur på 17 grader og en konstant bygerisiko på 15-25%, måske en anelse større i finalen. Til gengæld vil det være stille med bare en let vind (8-10 km/t), i starten fra vest og siden fra nordvest. Det giver generelt forskellige former for modvind i den første del og forskellige former for medvind på tilbageturen. På rundstrækningen vil der være medvind på de to første stigninger, sidevind frem til Moskesstraat og modvind på både Moskesstraat og Holstheide. Derefter vil der være først mod- og siden sidevind, inden man får direkte modvind på målbakken.

Favoritterne

Brabantse Pijl habde virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel, og det gør sig i princippet også gældende i år, selvom der er vendt rundt på kalenderen.

Det hele startede i 2013, hvor man til start have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, og i de følgende år kunne man næsten hver gang præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel var de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race i de år. I år har løbet i stedet karakter af revanchematch, og det sker med næsten alle hovedaktørerne fra i søndags. Prisen for den nye kalender er dog, at de brostensryttere, der ofte forsøger at presse det sidste ud af formen, denne gang dropper løbet for at være friske til Paris-Roubaix. Det betyder, at vi vil savne blandt andre Stefan Küng, Kasper Asgreen og Mathieu van der Poel, der ellers alle var med i første gruppe i Holland, og de eneste større navne, der umiddelbart hører til i brostenskategorien, er Matteo Trentin, Victor Campenaerts, Nils Politt, Davide Ballerini og Ben Turner, selvom ardennerrytteren Michal Kiwatkowski også har planer om en tur til Frankrig i weekenden. Indførelsen af brostensstigningen Moskesstraat har bevæget løbet lidt mere i retning af en flamsk klassiker end en ardennerklassiker, men i år betyder kalenderen altså, at der primært er lette folk til start.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. Det er dog også sket, at løbet er blevet afgjort af et decimeret felt i den klassiske finale på Schavei, og i det tilfælde er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt til sidst?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015 og Tim Wellens’ sejr i 2018 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet er imidlertid oftest blevet afgjort i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Spurten har altid foregået på et stykke falsk fladt, og derfor har det været en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel har afgjort løbet. Det har gjort det meget sammenligneligt med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der har derfor været tale om en betydelig mere selektiv finale i Holland. Ligesom sidste år slutter man nu på S-Bocht og ikke Schavei, men de to stigninger er så ens, at det ikke gør nogen forskel.

I stedet er det inklusionen af Moskesstraat, der har forandret løbet lidt, men ikke så meget som i 2020, hvor den ellers kun skulle passeres to gange. Dengang var den en virkelig led brostensstigning, men sidste forår blev den (desværre) renoveret, så brostenene i dag ligger meget pænere. Det må stadig regnes som en fordel for de lidt tungere folk, at den sværeste stigning er på brosten, men vi så sidste år, at ardennerrytterne klarede den fint. Blandt andet var Benoit Cosnefroy tæt på at køre alene op til gruppen med Tom Pidcock, Wout van Aert og Matteo Trentin her, men han havde selvfølgelig også vist brostensevner ved i 2020 på den grimme udgave af bakken at kunne matche Van der Poel og Julian Alaphilippe som feltets eneste. Grundlæggende har stigningen derfor nok ikke længere forandret løbet så meget, men den har vel gjort løbet mere selektivt.

Moskesstraat kommer kun fire gange. Resten af tiden er det, som vi kender det, dvs. Amstel Gold Race-agtigt. Hvis løbet åbnes tidligt, er det guf for de klassiske puncheurs, der traditionelt har domineret løbet, men de lidt færre højdemeter på den nye rute gør, at løbet ikke længere har flere højdemeter end E3, der er den hårdeste af de flamske klassikere af en tilsvarende længde.

Først skal det indledende stykke overstås. Det bliver dog næppe specielt begivenhedsrigt i år. Vejret er pænt med næsten vind, og rytterne skal være uheldige, hvis de skal rammes af en byge. Her vil et tidligt udbrud formentlig bare stille og roligt kørt ind af Quick-Step og Ineos samt måske BikeExchange og UAE, der kan tænkes at stå for det tidlige føringsarbejde. Derefter skal det store slag stå på rundstrækningen, hvor fraværet af regn og blæst ikke bidrager til udskilningen.

Løbet plejer at blive åbnet på rundstrækningen nærmest med det samme. Faktisk er det et af de løb, hvor der historisk har været bedst succesrate ved at anticipere. Næsten hvert eneste år kommer der en gruppe af løjtnanter op til det tidlige udbrud, inden favoritterne kommer blæsende bagfra. Det var faktisk den opskrift, der sendte hovedparten af rytterne i top 10 sidste år.

I det hele taget er det et løb, der er pokkers svært at kontrollere. I den forstand er det meget Amstel-agtigt, og det kan sagtens ende i en gentagelse af søndagens løb, hvor en gruppe af de bedste etableres, hvorefter det kan blive lidt tilfældigt, hvem der kører væk, som det var det med først Michal Kwiatkowski og i finalen Tiesj Benoot i søndags. Ineos fik det maksimale ud af overtallet, og det er et løb, hvor et stærkt hold er en fordel. Historisk har det nemlig vist sig, at det er meget svært for bedste mand bare at køre væk, og det siden omlægningen i 2010 faktisk kun Tim Wellens, der har taget en solosejr som stærkeste mand.

Alligevel er det kun Ben Hermans, der har vundet via taktik. I alle andre udgaver er det endt med, at en ofte meget lille gruppe af de bedste har spurtet om sejren. I de seneste to udgaver har det været tre mand, men hvor det i 2020 var de tre stærkeste, sad Trentin sidste år med hos Pidcock og Van Aert ved at komme dem i forkøbet - altså igen et eksempel på, at taktik kan spille en stor rolle.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det tror jeg, at det kan i særlig grad i år. Feltet har i mine øjne et bredere favoritfelt, end vi plejer at se. Det har ofte været 3-4 mand, der er kørt væk, men denne gang har vi alene 7 af de 11 mand, der afgjorde løbet i søndags. Er de lige så jævnbyrdige denne gang, taler meget for, at det kan være svært for dem at køre fra hinanden på en rute, der er lettere. Lægger man dertil, at feltet kun er blevet stærkere af tilføjelsen af Remco Evenepoel og Julian Alaphilippe, står det klart, at vi meget vel kan få en større frontgruppe, end vi plejer - og så har vi Amstel-scenariet om igen! Med andre ord er der for mig at se en god chance for, at det ikke nødvendigvis denne gang er bedste mand, der vinder, og så vil et overtal, som det Ineos brugte i søndags, være en stor fordel. Det ligner således et løb, hvor et stærkt hold kan blive vigtigt - og så er løbet trods alt altid af en karakter, hvor solosejre er sjældne, og hvor en god spurt i en stigende finale derfor er vigtig.

Jeg tror, at vi får en tidlig åbning. Ineos kommer med næsten samme trup, som skabte løbet i søndags, og de vil formentlig forsøge at gentage succesen. Også Quick-Step vil forsøge at skabe en overtalssituation med deres to kaptajner, og jeg regner derfor med, at de to mandskaber vil lægge et benhårdt pres fra starten af rundstrækningen. Af samme grund regner jeg med relativt tidlige udspil fra favoritterne og dermed også et hårdt løb. Spørgsmålet er bare, om det er hårdt nok til at undgå en større gruppe, når der er så mange formstærke og jævnbyrdige favoritter.

Udsigten til taktik og tilfældighed gør også, at jeg ser mange forskellige reelle vinderbud, og det er derfor heller ikke med den største overbevisning, at jeg peger på Tom Pidcock. Briten vandt løbet for et år siden, og det er ikke nogen tilfældighed. Hvor man måske stadig kan være lidt i tvivl om hans evner over lange distancer - selvom det gik godt i søndags - har han sine bedste resultater i løb, der er kortere end monumentdistance, og det bliver særligt vigtigt i år, hvor hans maveproblemer stadig generer ham en anelse. De eksplosive bakker uden brosten passer ham som fod i hose, og som Van Aert i hvert fald ved, er han pokkers svær at slå i en spurt i denne finale.

Det er dog ikke min fornemmelse, at han er helt lige så god som sidste år. Han var syg i sidste uge og var bange for formen inden søndagens løb, men efterfølgende meldte han om gode ben. Han så da også stærk ud, selvom han kørte en taktisk lidt mærkelig finale, hvor han selv angreb bag Kwiatkowski og mislykkedes med at forhindre folk i at stikke af bag polakken, men han var en af de bedste på Keutenberg og satte Kwiatkowski i scene med sit angreb på Cauberg. Han er formentlig bedre med sygdommen på afstand, og han bør derfor køre finale. I denne spurt er der ikke mange, der kan slå ham, og derfor vil han kunne vinde, hvis det ender i en spurt mellem de bedste, men først og fremmest er han på et af holdene med overtal. Det tillægger jeg stor betydning i dette løb, og da Ineos kan sidde med potentielt tre mand i finalen, tror jeg, at de kan blive svære at slå. Med sin hurtighed som et andet våben er Pidcock et godt bud på den første til at forsvare sin titel siden Oscar Freire.

Det er også kollektivet, der gør, at jeg peger på Julian Alaphilippe som nr. 2. Det er dog med ekstra usikkerhed denne gang. Angiveligt har Quick-Step nemlig delt løbene mellem sig, så Alaphilippe får Fleche Wallonne, Evenepoel får dette løb, og de deles om Liege. Plan A er altså en sejr til Evenepoel, men det betyder ikke, at verdensmesteren ikke kan køre finale. Opskriften må være at skabe et overtal, og begge bør sidde med de bedste i finalen. Her vil Alaphilippe altid stå bedst. Evenepoel skal alene hjem for at vinde, men Alaphilippe vil være en af favoritterne i både en spurt, som i lyset af planerne nok er det mest sandsynlige, eller i en offensiv, når der bliver angrebet - ganske enkelt fordi han også kan gøre det færdigt. Vi så på sidste etape i Baskerlandet, at han fortsat har lidt at indhente, men han var generelt så god i det baskiske løb, at han synes klar til at vinde her. Det var her, han tog sin første regnbuesejr, da Mathieu van der Poel lavede en fæl kikser i spurten, og det kan meget vel blive til sejr nr. 2.

Overtallet gør, at jeg rangerer Michal Kwiatkowski som nr. 3. Det var tydeligt, at polakken ikke var bedste mand i søndags, hvor han var klart overmatchet af Cosnefroy, der lavede det meste af arbejdet, men det var stadig ham, der kom med den første forcering på Keutenberg, og selvom han derefter gled ned i anden gruppe sammen med Van der Poel, kørte han finale. I morgen vil han næppe heller være bedste mand, men han er god nok til at køre finale og pokkers snu i disse afslutninger. Ineos har som sagt et meget stærkt kollektiv med et sandsynligt overtal, og han vil elske denne spurt, hvor han kan gøre det færdigt. Til en stor spurt tror jeg, at holdet vil køre for Pidcock, men Kwiatkowski har før vundet på en kombination af taktik og spurtstyrke. Det har han faktisk gjort så nyligt, at det vil være mærkeligt, hvis ikke det kan ske igen.

I søndags var der ingen over eller ved siden af Benoit Cosnefroy. Den svingende franskmand har endelig ramt formen til Ardennerne, og da han kørte alene op til Kwiatkowski på Geulhemmerweg og satte en stor del af verdenseliten til vægs, bekræftede han igen, at der er meget få i denne verden, der kan matche hans punch. Løbet her passer ham storartet, som vi så i 2020, hvor han blev nr. 3 bag Alaphilippe og Van der Poel, og sidste år, hvor han i formsvag udgave næsten kørte op til Pidcock, Van Aert og Trentin på Moskesstraat. Han er også blevet så uhyggeligt hurtigt, at han kan vinde en spurt mod alle - hvad han ikke kunne i 2020. Det så vi mod Alaphilippe i Bretagne sidste år, og det så vi senest i søndags, hvor han havde lavet det meste af arbejdet, åbnede spurten fra spids i modvinden og alligevel kun blev slået med det alleryderste af neglene. Hans problem er bare, at han er alene, og nu er han helt sikkert også en mand, der ikke får skyggen af frihed. Jeg tror, at han enten skal satse på, at de bedste spurter om det - så har han en reel chance for at vinde, selvom han er bedre i stejlere finaler - eller at han kører fra alt og alle. Hvis nogen kan gøre det, må det være ham. Holdets andet bud burde være Dorian Godon , men både han og Oliver Naesen må være rene hjælpere.

En af de få, der kan vinde en spurt, hvis de bedste skal afgøre det, er Michael Matthews. Australieren er perfekt skabt til dette løb, og derfor er det absurd, at han kun er blevet nr. 2, 2,4 og 5, men aldrig har vundet. Han viste i søndags igen, at han synes bedre, end han har været i nogle år, og han bør i hvert fald køre finale igen i dette løb. Han var ikke den stærkeste i søndags, hvor han sad i anden gruppe på Keutenberg, og hvor han indrømmede, at han var stegt i finalen. Det var næppe kun derfor, at han var modvillig mod at føre, for det er han altid, men der synes at være et par mand, der er stærkere end ham. Dette løb er dog også lettere, og spurten passer ham som fod i hose. Problemet er, at også han vil være alene i finalen, og modsat Evenepoel og Kwiatkowski synes han aldrig at fungere i disse taktiske spil, hvor han vel betaler prisen for altid at ville spare sig. Jeg tror, at hans eneste chance er en spurt mellem favoritterne, hvor der ikke har været taktik, men den kan han til gengæld også vinde. Normalt burde det også være et løb for Nick Schultz, men han er ikke i form. Til gengæld viste Jan Maas lidt af sit potentiale i et uheldsramt løb i søndags, men finale i dette felt kan han ikke køre.

Det er et svært løb at vinde for Remco Evenepoel, men det sagde vi også, da han stillede til start i Brussels Cycling Classic. Det sagde vi også, da han stillede til start i Coppa Bernocchi. Faktisk sagde vi det også, da han stillede til start i Druivenkoers, eller da han stillede til start på 1. etape i Belgium Tour eller på kongeetapen i Danmark Rundt. I denne slags terræn, der egentlig burde være for let, finder belgieren altid en vej til at køre alene, og det vil være dumt at udelukke, at det kan ske igen. Det er klart, at feltet her er meget, meget stærkere end i de ovennævnte løb, og at han ikke længere er en rytter, man giver frihed, men Evenepoels evne til at komme væk i et uopmærksomt øjeblik er uforlignelig. Først og fremmest er han dog del af et af de to stærkeste hold, og kan han og Alaphilippe ende i en duo til sidst, kan alt ske. Formen er i hvert fald fremragende, som han beviste i Baskerlandet forleden, og som sagt har han fået lovning på at være kaptajn i et løb, der køres i hans baghave, hvor han også tog sejren i Druivenkoers. Til gengæld regner jeg ikke med andre fra Quick-Step. Det burde være et løb for Andrea Bagioli og Mauri Vansevenant, men meldingen er, at der er to kaptajner. Ingen af dem har heller imponeret mig i optakten, selvom Bagioli vandt i Catalonien, og italieneren styrtede tillige i søndags, hvorfor hans tilstand er uklar.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Søndagens store overraskelse var Alexander Kamp, der endelig viste os, hvorfor han lignede et supertalent i præcis disse løb i 2019. Det var faktisk netop i Brabantse Pijl, at han fik sit helt store gennembrud, da han blot var få meter fra at komme med Van der Poel, Wellens, Matthews og Alaphilippe, og det vidner om, at det er et løb, der passer ham som fod i hose - måske endda endnu bedre end Amstel, der kan være en smule for hårdt. Med det niveau, han havde i søndags, bør han køre finale igen her, og hans fornemme spurt til sidst vidner om, at han er en af de få, der faktisk vil kunne slå dem alle, hvis der skal spurtes på den lille bakke, som bør passe ham som fod i hose, når den i kraft af sine flade afslutning ikke favoriserer de mest eksplosive puncheurs. Problemet er, at også han er alene i finalen, da Tony Gallopin ikke længere et stærk nok til disse løb, Filippo Baroncini stadig er på vej tilbage fra en skade, og Antwan Tolhoek er formsvag. Alligevel har han kort på hånden. Han er stadig den lille underdog, der har mere frihed end de andre, og så har han en reel chance for at vinde en spurt mellem favoritterne.

Marc Hirschi efterlod igen et lovende indtryk i søndags, hvor han lignede en af de bedste på Keutenberg og i hele løbet. Desværre for ham er dette løb lettere, og det passer ham derfor betydeligt dårligere, da han primært skal gøre forskellen på stigningerne. Vi fik nemlig i søndags igen bekræftet, at hans gamle hurtighed er stort set væk, og denne kun let stigende spurt vinder han næppe i dette felt. Han skal altså formentlig væk i et taktisk spil, men det har han utvivlsomt styrken til. UAE har et af de stærkeste hold, og selvom der er spørgsmålstegn ved alle andre end Hirschi, er der en god chance for, at de vil sidde i overtal til sidst.

Årets klassikeroplevelse har været Jan Tratnik. I Sanremo, Dwars og Flandern lignede han en af de stærkeste, og det var han igen i søndags, hvor han blev fanget i et styrt og efterfølgende glemte at spise. Da han fik rettet op på det, var han alligevel tæt på at køre alene op til de bedste, og det vidner om, at han var en af de stærkeste. Dette mindre klatretunge løb passer ham endnu bedre end det foregående, og jeg vil blive overrasket, hvis ikke han kører finale. Han og Dylan Teuns udgør en uhyggelig duo, og i et overtal kan han spilles ud. Hans spurt er også så god, at han er i stand til at gøre det færdigt, og mange vil meget let kunne undervurdere ham, hvis de tager ham med til stregen. Derudover er han en underdog, hvilket aldrig er en ulempe.

Hans makker er Dylan Teuns, der måske var næststærkeste mand i søndags. I hvert fald var det kun få meter, der forhindrede ham i at komme op til Cosnefroy og Kwiatkowski, og han kunne derved have skabt et andet løb. Med andre ord bekræftede han sin genfødsel, men desværre har han også svært ved at vinde. Han er en god puncheur, men denne spurt er for flad, og de fleste af favoritterne er hurtigere end ham. Heldigvis er han en af de stærkeste, og han kan være på et hold med to eller tre mand i finalen. Det er det, der skal sende ham alene hjem, hvilket må være opskriften til sejr.

En uhyre spændende tilføjelse til dette løb er Tobias Johannessen. Nordmanden havde formentlig foretrukket den hårdere Amstel-rute, men hans punch passer fint også til de korte stigninger. Han kan få det svært i positionskampen, men taber han ikke der, har han med formen fra Catalonien evnerne til at køre med de bedste. Vi så også i Catalonien, at han er uhyggeligt hurtig, og selvom han måske ikke slår alle de bedste på stregen, har han de rette forudsætninger for at gøre det færdigt, hvis han som underdog i det taktiske spil kommer væk. Uno-X har også Torstein Træen og Jonas Gregaard, der begge gjorde det godt i Catalonien, men de passer ikke rigtigt til dette løb.

I Catalonien var Juan Ayuso vel endnu stærkere end Johannessen, men der er usikkerhed om spanieren. Han var nemlig helt væk i søndags, men der er ikke givet en forklaring. Det er dog nærliggende at tro, at det hænger sammen med den sygdom, der kostede ham deltagelsen i Indurain, og det er derfor muligt, at han ikke er på toppen. Omvendt er han vel bedre igen, og det vil nok også hjælpe med et kortere og lettere løb. Med sit punch og den forrygende spurt, han viste i Laigueglia og Catalonien, passer han glimrende til dette løb, selvom også han ville have foretrukket en hårdere rute. Er han klar igen, udgør han og Hirschi en uhyggeligt stærk duo, hvor det er ham, der er underdog med mest frihed.

Holdets tredje kandidat er Matteo Trentin, der sidste år kørte et klogt løb ved at anticipere Van Aert og Pidcock og derved komme på podiet. Løbet passer ham ikke ideelt, men det er en rute, hvor han kan være med. Det viste han for et år siden, og vi så i søndags, at han efter sit styrt i Paris-Nice er tæt på sit gamle niveau, hvad han også har sagt i dag. Hans spurt er ikke længere god nok til at vinde her - sidste år blev han nr. 3 mod Pidcock og Van Aert - men han har andre muligheder. UAE vil formentlig have flere kort at spille, og han viste sidste år her og i Amstel i 2019, at han mestrer kunsten at anticipere de folk, der har lidt mere punch på stigningerne end ham.

Vi manglede Warren Barguil i finalen i søndags, men det skulle vise sig, at det skyldtes krampe. Spørgsmålet er, om han havde kørt med de bedste uden det uheld. Det vil jeg måske tvivle lidt på, da det trods sejren i Indurain og Tirreno ikke har været et forår, hvor han imponerede på stigningerne. I forvejen er det et løb, der er lidt for let og eksplosivt til at passe ham ideelt, men vi ved omvendt, at han nu to gange i træk har været ganske god i Ardennerne. Han har timet sin form efter at toppe nu, og derfor er det muligt, at han kører finale. Selvom han i Indurain bekræftede, at han kan spurte, er der folk, der er hurtigere end ham, og derfor skal han spille det taktiske spil. Her vil det være en stor hjælp, hvis han får en ung franskmand, som nævnes nedenfor, med sig.

Får Ben Turner lov at køre sin chance? Der er en stor risiko for, at det igen er ham, der skal gøre løbet hårdt, som han så smukt gjorde det i søndags, men lad os håbe, at de denne gang ender med tre mand i finalen. I den situation skal man ikke undervurdere briten. Han har de seneste to søndage vist, at han kører finale i et løb som dette, og han vil være den rytter, der vil have mindst opmærksomhed hos Ineos. Derudover er han ganske hurtig, og han kan derfor også gøre det færdigt. Magnus Sheffield derimod synes ikke at være stærk nok lige nu.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Igen i søndags fik vi at se, at Tim Wellens fortsat ikke er på sit gamle niveau, men han var betydeligt bedre end i Flandern. Han var således ikke langt fra sammen med Tratnik at køre op til fronten, og i dette lettere løb bør han have en god chance for at køre finale. Han kan bestemt godt afslutte, men der er flere, der er hurtigere end ham. Han skal således spille det taktiske spil, og da der er en stor risiko for, at han vil være alene, bliver det svært. Heldigvis er han god til det, og han kender i hvert fald løbet, som han tidligere har vundet.

En joker kunne være Jack Haig. Løbet passer ham temmelig dårligt, men han ligner en mand i form. Han havde et styrt i finalen i søndags, og alligevel endte han relativt langt fremme. Der må også være en pointe i, at holdet lader en af deres kaptajner køre disse løb. Det er klart, at han ikke vinder i kraft af at være bedste eller mest eksplosive mand, men han kunne være god nok til at køre finale. Tre mand fra Bahrain kan meget vel gøre dem til det bedst repræsenterede hold. De har også Luis Leon Sanchez, men han må være hjælper.

Hvor forslået er Andreas Kron? Hans knæ så ikke godt ud, men er han klar igen, er det et løb, der passer ham helt perfekt. Desværre imponerede han mig ikke i første del af sæsonen, og i Limburg så han heller ikke godt ud. Han forklarer det dog med en hård træningsperiode umiddelbart forinden, og han føler selv, at formen er god. Vi så sidste år, hvor stort et potentiale han har, og det er netop løb som disse, der virkelig passer ham. Er han endelig på toppen, er han god nok til at køre finale, og han har flere gange vist, at han kan slå hurtige folk som eksempelvis Diego Ulissi på stregen. Han kan altså gøre det færdigt i det taktiske spil, hvor han vil være underdog. Lotto har også Victor Campenaerts, der har gjort dette løb til et mål, men han lignede i søndags en mand, der har toppet, selvom han er bedre over denne kortere distance. Philippe Gilbert er stadig næppe god nok.

En klar joker er Kevin Vauquelin Den unge franskmand har været en af forårets åbenbaringer, først i Oman, siden i Coupe de France-løbene og senest i Sarthe, hvor kun en superspurt fra Mads Pedersen kostede ham den første sejr. Han har i Coupe de France vist, at han er god på eksplosive bakker, og vi så i Oman, at han er relativt hurtig. Han mangler erfaring i positionskampen, og da holdet er svagt, kan han få det svært, men sidder han der først i finalen - eller anticiperer han - skal han ikke undervurderes.

Er det nu, Michael Valgren er ved at have fundet formen? Han synes gradvist at blive bedre fra løb til løb. Desværre er dette løb ikke helt så velegnet, da det er en anelse for eksplosivt, og da han er bedst over længere distancer. Det var dog på disse veje, at han vandt VM-bronze, og det er ikke stigninger, hvor han er uden chance. I dette lidt lettere løb kan han - hvis ikke han igen taber i positionskampen - måske køre finale. Han er helt sikkert ikke den stærkeste, og da Alberto Bettiol stadig er formsvag, er han også alene, men han mestrer det taktiske spil som få. Det har i hvert fald givet ham et par klassikersejre før.

Alpecin er uden Van der Poel, og det giver en chance til Stefano Oldani. Italieneren har imponeret meget i Tirreno og senest i Limburg, men han skuffede fælt i søndags. Var det bare en dårlig dag? Han har ikke altid været stabil, og har han benene fra Limburg, vil han kunne lave et resultat. Han passer godt til denne spurt, og han vil være underdog. I det hele taget har Alpecin mange, der passer til dette løb, nemlig også Robert Stannard, Xandro Meurisse, Kristian Sbaragli og Dries de Bondt, men selvom de alle har vist et rimeligt niveau på det sidste, har de ikke været på deres bedste, og det vil det kræve for at være med her. Tobias Bayer skuffer stadig fælt, og Floris de Tier synes at have tabt den fornemme form fra marts.

Endelig vil jeg nævne Bryan Coquard og Alessandro Covi, men det er ikke med den helt store entusiasme. Coquard er tidligere blevet nr. 4 i dette løb, som passer ham storartet, og med det niveau, han havde i sæsonstarten, havde han stået stærkt, da han vil kunne vinde en spurt mod alle her. Desværre skuffede han i Sanremo, meldte om dårlige ben i Vitré og skuffede fælt i søndags, og han synes derfor ikke på toppen. Han har dog været så god i år, at vi kan håbe, at han finder benene til et løb, der heldigvis er lettere. Covi er som skabt til dette løb, hvor han imponerede som helt ung i 2019, men hans Baskerlandet var en katastrofe. Det kom på ryggen af et svagt Sanremo, og han synes at have toppet. Snyder han os, er han dog et perfekt kort i dette løb i kraft af sin spurt og sit punch - og så har UAE pludselig også et fjerde kort at spille!

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos Intermarché skal man håbe, at Jan Bakelants kan anticipere, men han vinder ikke. Hos Bora er Ide Schelling og Giovanni Aleotti formsvage, og løbet passer ikke Nils Politt, der heller ikke er på toppen. Hos Israel-PT er Jakob Fuglsang igen ved at være på et godt niveau, men dette løb passer ham ikke godt, og selvom han er god i det taktiske spil, har jeg med det, han har vist i år, svært ved at se ham vinde et løb, hvor han skal alene hjem. Daryl Impey er stadig en skygge af sig selv, Giacomo Nizzolo gør comeback, og hverken Mads Würtz eller Krists Neilands synes helt at være flyvende.  Hos B&B synes Franco Bonnamour ikke på toppen efter styrtet i Limburg, og hos Bardiani er både Enrico Battaglin og Davide Gabburo langt fra formen. Hos Bingoal er Arjen Livyns stadig ikke på det niveau, han havde sidste år, og hos Burgos skal man vel bare ramme et udbrud, da Jetse Bol ikke har vist form, og Jesus Ezquerra har haft en lang pause. Hos Sport Vlaanderen kunne Rune Herregodts være interessant, men efter en lang pause vil det undre at se ham fremme på dette niveau, og både Kenneth van Rooy og Jenno Berckmoes har manglet for meget.

***** Tom Pidcock

**** Julian Alaphilippe, Michal Kwiatkowski

*** Benoit Cosnefroy, Michael Matthews, Remco Evenepoel, Alexander Kamp, Marc Hirschi

** Jan Tratnik, Dylan Teuns, Tobias Johannessen, Juan Ayuso, Matteo Trentin, Warren Barguil, Ben Turner, Tim Wellens, Jack Haig, Andreas Kron, Kevin Vauquelin, Michael Valgren, Stefano Oldani, Bryan Coquard, Alessandro Covi

* Jakob Fuglsang, Victor Campenaerts, Kristian Sbaragli, Andrea Bagioli, Robert Stannard, Xandro Meurisse, Mauri Vansevenant, Floris de Tier, Franck Bonnamour, Luis Leon Sanchez, Daryl Impey, Jan Bakelants, Dries de Bondt, Torstein Træen, Arjen Livyns, Finn Fisher-Black, Mads Würtz

Danskerne

Alexander Kamp, Andreas Kron, Michael Valgren og Jakob Fuglsang har alle en kaptajnrolle og er omtalt ovenfor. Det samme er Mads Würtz, der burde have en fri rolle. Hos Uno-X skal formstærke Jonas Gregaard og Jacob Hindsgaul støtte Tobias Johannessen, mens Jakob Egholm på Trek skal støtte Kamp.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tom Pidcocks sejr fra 2021, Julian Alaphilippes sejr fra 2020, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser