Optakt: Brabantse Pijl

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter brostenene er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. De tunge folk tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste tolv udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 25 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt. Fra 2020 gav man endda løbet et endnu mere flamsk præg ved at bringe den stejle brostensstigning Moskesstraat ind på ruten, så det nu i endnu højere grad er en blanding af de to løbstyper.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd, Tim Wellens, Julian Alaphilippe og Tom Pidcock.

Sidste år gik sejren endda til en rytter, der måske i de kommende år kan begå sig i begge løbstyper. Et brølstærkt Ineos-hold åbnede løbet tidligt og skabte en meget stærk 10-mandsgruppe, hvor de med Tom Pidcock, Ben Turner og Magnus Sheffield sad i overtal. Det udnyttede de ganske perfekt til at sende Sheffield afsted i finalen, og den bare 19-årige amerikaner bekræftede sit enorme talent ved at sejre med hele 37 sekunder ned til forfølgerne, hvis spurt blev vundet af Benoit Cosnefroy foran Warren Barguil. Efter et hårdt Roubaix vende Sheffield ikke tilbage for at forsvare titlen, men både Cosnefroy og Barguil går efter at få den sejr, de akkurat missede for et år siden.

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu fik flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet har nøglepunktet i løbet været en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger.

Efter at have benyttet samme rundstrækning hver eneste gang siden ændringen blev der lavet om på tingene i 2020, hvor løbet fik en mere brostensagtig karakter. Rundstrækningen talte stadig fem stigninger, men Ijskelderlaan erstattedes af den meget stejle brostensbakke Moskesstraat, der kom med 11,1 km igen. Mens de øvrige stigninger alle er Amstel-agtige, er den en rigtig Flandern-stigning, og det ændrede løbets natur en anelse. Til gengæld var der færre stigninger på det indledende stykke, så antallet af bakker samlet set faldt fra 31 til 24.

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede for det mere flamske look. I hvert fald genbrugtes modellen med Moskesstraat igen i 2021, hvor ruten i vidt omfang var en gentagelse af den, vi så i efteråret 2020. Der var dog én afgørende ændring, nemlig at målet er flyttet fra toppen af Schavei-stigningen, hvor det ellers har været placeret hver eneste gang siden 2010. Vejarbejde gjorde det nemlig umuligt at bruge den klassiske afslutning, men i stedet fandt man en ny målbakke, der var længere, men ikke helt så stejl som Schavei. Antal stigninger øgedes til 27, da man denne gang kørte Moskesstraat på alle omgangene i finalen og dermed fire og ikke blot to gange, ligesom man havde en ekstra stigning i den tidlige fase. Derudover var Moskesstraat blevet kraftigt renoveret og slet ikke så grim en brostensstigning, som den var et halvt forinden.

Om vejarbejdet er gået i stå, ved jeg ikke, men Schavei var i hvert fald ikke tilbage i 2022, hvo man genbrugte finalen fra 2021, og rundstrækningen var helt uforandret. Eneste ændring var således en justering af det indledende stykke, hvor de fire stigninger Smeysberg, Rue de Hal, Krabossestraat samt løbets gamle nøglestigning, Alsemberg, udgik og erstattedes af Chaussee d’Alsemberg og Eigenbrakelsesteenweg, hvormed det samlede antal stigninger faldt fra 27 til 25. Den model faldt i arrangørernes smag for i 2023 er der tale om en total kopi af ruten fra 2022, der da også leverede en af de bedste udgaver.

Med en distance på 205,1 km - knap 4 km længere end i 2021 - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Senere drejer man mod nordvest, nordøst og igen nordvest frem til dagens første stigning, Chausee d’Alsemberg (1600 m, 2,8%, max. 6,4%), der passeres efter 62,2 km. Nu når man en lille rundstrækning syd for Bruxelles, hvor man kører en hel omgang, så man skal over Sollenberg (500 m, 7,6%, max. 12,9%) efter 74,5 km samt en gammel nøglestigning, Bruineput (1200 m, 5,7%, max. 10,9%), efter 77,1 km.

Rytterne vender efter rundstrækningen rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først sydøst, så sydvest, igen sydøst og slutteligt nordøst til Overijse. Undervejs skal man over Eigenbrakelsesteenweg (900 m, 4,9%, max. 6,1%) efter 82,8 km, Rue de Nivelles (2,0 km, 4,0%, max. 6,2%) efter 95,1 km og Rue Francois Dubois (900 m, 4,1%, max. 5,9%) efter 118,1 km, inden man når frem til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører en del af en omgang. I 2020 kørte man uden om Moskesstraat i denne fase, men det gør man ikke længere. Det betyder, at man skal over Hertstraat, Moskesstraat, Holstheide og den nye målbakke, S-bocht, efter hhv. 123,9 km, 128,9 km, 132,0 km og 139,3 km, hvor man krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den 21,9 km lange rundstrækning. Den første stigning, Hagaard (300 m, 10,2%, max. 13,5%) har top bare 2,7 km efter målpassagen, inden det gælder den brostensbelagte Hertstraat (300 m, 6,5%) kommer 6,5 km efter passagen af målstregen. Nu kommer så nyskabelsen fra 2020, når man skal over den stejle brostensstigning Moskesstraat (500 m, 9,2%, max. 14,9%), som passeres med i alt 10,5 km igen. Kort efter venter så Holstheide (1000 m, 5,3%, max. 11,5%) med 7,3 km igen. Til slut kører man frem til den nye målbakke, S-Bocht, der over 1300 m stiger med 4,2% i snit og med et maksimum på 5,7%. De første 500 m er de sværeste med 4,6% i snit, inden den stiger med 3-4% over 500 m og slutteligt bare 1,5% over de sidste 300 m. Der er et sving i bunden af bakken, men eller er det en kun snoet vej, der leder op til stregen.

Løbet byder på 2000 højdemeter mod 2135 i 2021 og 1986 i 2020.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, men i år bliver det en kedelig dag. Som Danmark får Belgien ellers forrygende vejr i den kommende uge, men også her er det først på søndag, at denne uges ustadige vejr slipper. Faktisk bliver onsdagen ugens værste dag, da der ventes let regn gennem hele formiddagen og også under løbets første par timer, mens der herefter vil være en bygerisiko på 75-90%. Der kommer dog en opklaring om aftenen, og selvom det er usikkert, om rytterne akkurat når at få lidt solskin, falder bygerisikoen til 25-50% til den sidste time.

Temperaturen vil bare være 10 grader, og det vil være blæsende med en frisk til hård vind (21-26 km/t) fra vestsydvest. Det giver generelt sidemodvind på løbets første del, mens der vil være en del sidevind på stykket omkringrundstrækningen med Bruine Put. Derfra får man sidemedvind tilbage til rundstrækningen. Her vil der generelt være sidemedvind frem til bunden af Holstheide, dog med sidevind på Hertstraat og sidemodvind på Moskesstraat, hvorefter der følger et stykke med sidevind, herunder på selve Holstheide. Med 5 km igen får man næsten direkte modvind, indtil man får sidemedvind fra bunden af målstigningen og frem til stregen.

vil det kun være hæderligt. Foråret er ganske vist endelig kommet til Nordeuropa igen, men lige netop onsdagen bliver ikke specielt smuk. Det vil være overskyet, men med en behagelig temperatur på 17 grader og en konstant bygerisiko på 15-25%, måske en anelse større i finalen. Til gengæld vil det være stille med bare en let vind (8-10 km/t), i starten fra vest og siden fra nordvest. Det giver generelt forskellige former for modvind i den første del og forskellige former for medvind på tilbageturen. På rundstrækningen vil der være medvind på de to første stigninger, sidevind frem til Moskesstraat og modvind på både Moskesstraat og Holstheide. Derefter vil der være først mod- og siden sidevind, inden man får direkte modvind på målbakken.

Favoritterne

Brabantse Pijl habde virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel.

Det hele startede i 2013, hvor man til start have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, og i de følgende år kunne man næsten hver gang præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel var de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race i de år. Siden har vi set navne som Tom Pidcock, Wout van Aert, Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel bruge løbet som opvarmning til den hollandske klassiker, og vi plejer at få en ret god pejling på, hvem vi skal holde øje med den efterfølgende søndag.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Sådan er det imidlertid kun i begrænset omfang i år, hvor feltet vel må betegnes som den svageste længe. Der er ingen spor af Tadej Pogacar, der er søndagens helt store favorit, og vi må også spejde langt efter navne som Pidcock, Matthews, Neilson Powless, Matej Mohoric, Tiesj Benoot, Segio Higuita, Valentin Madouas, Diego Ulissi, Mattias Skjelmose, David Gaudu og Michael Woods, der alle melder sig ind i kampen på søndag. Tendensen med, at et par brostensryttere lige forsøger at vride et sidste resultat ud af formen, er også begrænset i år, hvor kun Gianni Vermeersch, Matteo Trentin, Oliver Naesen, Stan Dewulf, Florian Vermeersch, Greg Van Avermaet, Mikkel Bjerg og Arnaud De Lie er større navne, der kører løbet med Roubaix i benene. Formentlig er Roubaix også årsagen til, at den forsvarende vinder, Magnus Sheffield, i sidste øjeblik er taget af startlisten. Indførelsen af brostensstigningen Moskesstraat har ellers bevæget løbet lidt mere i retning af en flamsk klassiker end en ardennerklassiker.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. Det er dog også sket, at løbet er blevet afgjort af et decimeret felt i den klassiske finale på Schavei, og i det tilfælde er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt til sidst?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015, Tim Wellens’ sejr i 2018 og senest Magnus Sheffields’ triumf i 2022 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet er imidlertid oftest blevet afgjort i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Spurten har altid foregået på et stykke falsk fladt, og derfor har det været en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel har afgjort løbet. Det har gjort det meget sammenligneligt med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der har derfor været tale om en betydelig mere selektiv finale i Holland. Ligesom i 2021 og 2022 slutter man nu på S-Bocht og ikke Schavei, men de to stigninger er så ens, at det ikke gør nogen forskel.

I stedet er det inklusionen af Moskesstraat, der har forandret løbet lidt, men ikke så meget som i 2020, hvor den ellers kun skulle passeres to gange. Dengang var den en virkelig led brostensstigning, men i foråret 2021 blev den (desværre) renoveret, så brostenene i dag ligger meget pænere. Det må stadig regnes som en fordel for de lidt tungere folk, at den sværeste stigning er på brosten, men vi så både i 2021 og 2022, at ardennerrytterne klarede den fint. Blandt andet var Benoit Cosnefroy i 2021 tæt på at køre alene op til gruppen med Tom Pidcock, Wout van Aert og Matteo Trentin her, men han havde selvfølgelig også vist brostensevner ved i 2020 på den grimme udgave af bakken at kunne matche Van der Poel og Julian Alaphilippe som feltets eneste. Sidste år så vi også, at Remco Evenepoel havde det pokkers svært på netop Moskesstraats brosten, hvor han gang på gang var i problemer, mens den til gengæld var en stor fordel for de lidt tungere drenge, Sheffield og Ben Turner, i den gruppe, der afgjorde løbet. Grundlæggende har stigningen derfor nok ikke længere forandret løbet så meget, men den har gjort løbet mere selektivt, for i de seneste tre udgaver har vi ikke været bare tæt på at få en spurt.

Moskesstraat kommer kun fire gange. Resten af tiden er det, som vi kender det, dvs. Amstel Gold Race-agtigt. Hvis løbet åbnes tidligt, er det guf for de klassiske puncheurs, der traditionelt har domineret løbet, men de lidt færre højdemeter på den nye rute gør, at løbet ikke længere har flere højdemeter end E3, der er den hårdeste af de flamske klassikere af en tilsvarende længde.

Først skal det indledende stykke overstås. Det plejer ikke at spille en rolle, men det kan det måske gøre i år. Vejret bliver mildt sagt kedeligt med regn og blæst, og ude ved stigningerne mod vest vil der være en del sidevind, ligesom der vil være en farlig sidemedvind på turen tilbage til Overijse. Jeg åbner derfor en lille dør for, at vi kan få sidevindskørsel efter den indledende modvindsfase, men det er dog noget, vi aldrig har set i løbet før. I denne del af Belgien er der generelt for megen læ, og da der nok også er for megen medvind på hjemturen, mens sidevind ikke bør komme i spil på rundstrækningen, der meget foregår i byzone, tvivler jeg på, at det vil spille en rolle.

Det vil det generelle vejr dog gøre. Med relativt kolde betingelser kombineret med regn og blæst, der vil gøre det hele meget nervøst, ligner det en af de mere selektive udgaver. Som sagt har vi siden indførelsen af Moskesstraat i 2020 haft ret selektive udgaver, hvor en spurt ikke har været i spil, og hvor udskilningen er kommet tidligt. Det har også været et ret ærligt løb, hvor de bedste har afgjort det mellem sig. I 2020 kørte Van der Poel, Alaphilippe og Cosnefroy fra alt og alle, inden de afgjorde det i en spurt, og det mønster gentog sig i 2021, hvor det bare var Pidcock og Van Aert, der gjorde forskellen.

I alle tre løb har vi relativt tidligt på rundstrækningen fået etableret en lille gruppe af favoritter, og herfra er de bedste to gange kørt væk. Løbet plejer også at blive åbne tidligt og på rundstrækningen nærmest med det samme. Faktisk er det et af de løb, hvor der historisk har været bedst succesrate ved at anticipere. Næsten hvert eneste år kommer der en gruppe af løjtnanter op til det tidlige udbrud, inden favoritterne kommer blæsende bagfra. Det var faktisk den opskrift, der sendte hovedparten af rytterne i top 10 i 2021.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

I det hele taget er det et løb, der er pokkers svært at kontrollere. I den forstand er det meget Amstel-agtigt. Historisk har det nemlig vist sig, at det er meget svært for bedste mand bare at køre væk, og det er siden omlægningen i 2010 faktisk kun Tim Wellens, der har taget en solosejr som stærkeste mand. Alligevel var det indtil sidste år kun Ben Hermans, der havde vundet via taktik. I alle andre udgaver er det endt med, at en ofte meget lille gruppe af de bedste har spurtet om sejren. I 2020 og 2021 har det været tre mand, men hvor det i 2020 var de tre stærkeste, sad Matteo Trentin i 2021 med hos Pidcock og Van Aert ved at komme dem i forkøbet - altså igen et eksempel på, at taktik kan spille en stor rolle.

Sidste år så vi netop, hvordan taktik blev afgørende, da Hermans’ taktiske sejr blev gentaget. Ineos leverede et mesterstykke ved at åbne løbet tidligt og skabe en gruppe, hvor de sad i massivt overtal med hele tre mand. Det udnyttede Sheffield til i det taktiske spil at snige sig væk, og det er et storartet eksempel på, at kollektiv styrke og overtal kan blive afgørende. Det kan dog ikke skjule, at vi i 2020 og 2021 bare så, at de bedste gjorde forskellen.

I år regner jeg med nogenlunde samme scenarium som sidste år. Vi får formentlig igen en tidlig åbning, og grundet det dårlige vejr bliver det nok både hårdt og selektivt. På den anden side er det kun Alpecin samt måske Israel-PT, der for alvor synes at kunne skabe den overtalssituation, Ineos havde sidste år. Hos mange andre hold er kaptajnen ret alene, og det kan måske anspore til lidt mere konservativ kørsel fra flere af favoritterne. Der mangler også den Pogacar eller Van der Poel, som entydigt har gavn af den lange og hårde finale, og løbet er så uhyre åbent og uden klar favorit, at det måske kan blive en smule mere defensivt, end det plejer.

Vejret og Moskesstraat bør dog gøre det hårdt, og jeg vil forvente, at vi ser det samme som de seneste år, nemlig at en lille gruppe af de stærkeste skal afgøre det til sidst. Herfra kan de bedste køre væk, som de gjorde i 2020 og 2021, men det kan også som i 2022 blive en større gruppe, der enten skal afgøre det i en spurt eller som Sheffield via taktik. Vejret øger nok chancen for ret stor selektion. Der vil være modvind på den sidste del af rundstrækningen og også på Moskesstraat. Det øger som udgangspunkt chancen for en eller anden form for spurt, men kommer en mand alene afsted, er modvind ofte en fordel, fordi de jagtende ryttere er langt mere tilbageholdende med at føre igennem.

Som sagt er feltet betydeligt svagere end vanligt, men det giver et helt uhyggeligt åbent løb. Det er godt nok sjældent, jeg er så meget i tvivl i så stor en klassiker som denne, for der er godt nok mange vinderkandidater. Det mest spændende hold har nok Israel-PT. De møder nemlig med Corbin Strong , der har gjort helt ufattelige fremskridt på det sidste. Først tabte jeg kæben, da han blev nr. 4 på Barcelona-etapen i Catalonien, og så fik kæben endnu en tur i gulvbrædderne, da han blev nr. 7 i Indurain, hvor stigningerne burde have været alt for svære. Hvis han kan klare de spanske stigninger, bliver han uhyggelig på disse kortere bakker, og han kan slå alle i denne finale, særligt fordi det flader ud til sidst. Hans store sejr i Skotland sidste år kom også i møgvejr, så det er i hvert fald noget, han mestrer, og brosten kan næppe heller skræmme en tungere fyr som ham.

Han har hele pakken, men den store udfordring er, at han er helt uprøvet i disse løb og aldrig har kørt finaler i denne form for klassikere. Heldigvis vil han næppe være alene i en finale, hvor han meget vel kan have hjælp af Dylan Teuns. Israelerne synes at møde med et af de stærkeste hold, og nu har de altså også en uhyre formstærk, der synes nærmest skabt til dette løb. For et par uger siden havde jeg aldrig drømt at pege på Strong, der generelt havde skuffet mig, men når han kan klatre, som han gjorde på Montjuic og i Indurain, har jeg pokkers svært ved at se, hvor de skal sætte ham. Og særligt med modvind på målbakken og den fladere finale har jeg pokkers svært ved at se, hvem der skal slå ham på stregen. Jeg tror på endnu en sejr til en ung engelsktalende komet, akkurat som vi fik det sidste år.

Holdet har også et andet stærkt kort i Dylan Teuns. Belgieren var ramt af noget sygdom, der betød, at han i Catalonien var betydeligt under sidste års niveau, og selvom han var optimistisk til Flandern, var det klart, at han ikke var på toppen. Siden har han haft tid til at forbedre sig, men med Teuns ved man aldrig. Til gengæld så vi sidste år i Flandern, men særligt i Ardennerne, at han var bedre end nogensinde, og begynder han at nærme sig det niveau, står han uhyre stærkt. Vi ved fra Flandern, at han sagtens kan klare brosten, men til gengæld er dette løb lidt for let til for alvor at passe ham, og selvom han er en god puncheur, er andre hurtigere end ham i en finale, der flader ud til sidst. Til gengæld er han god i dårligt vejr og del af et muligt overtal i finalen - og den bedste Teuns kan måske køre alene hjem fra Moskesstraat.

Holdet har endda et tredje kort i Simon Clarke, der ligeledes passer perfekt til dette løb og er en god afslutter. Hans form er ukendt, da han har holdt pause siden Strade, men han har formentlig forberedt sig til dette løb. Han har generelt oplevet en renæssance i 2022 og 2023, men vi har også set, at han ofte er en lille smule overmatchet i de lidt større løb og dermed nok også i dette. En anden meget stærk kandidat burde være Nick Schultz, men han har været ved siden af sig selv siden Andalusien, senest i Indurain. Giacomo Nizzolo er på vej tilbage fra sygdom og skal være i storform til et løb som dette, Daryl Impey er ikke længere stærk nok, og Hugo Houle er stadig formsvag.

Heldigvis kan ingen beskylde mig for at have klaphatten på, men jeg tror faktisk på, at israelernes værste rival er Andreas Kron. Efter et generelt uheldigt 2022 har han virkelig vist sig fornemt frem i år. Det gjorde han allerede i Andalusien, men særligt i Strade Bianche bevægede han sig tæt på klassikereliten. Det bekræftede han senest med 4. pladsen i Indurain, hvor han viste, at formen stadig er intakt, og endelig ser det altså ud til, at det lykkes ham at komme til Ardennerne i storform.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Dette løb burde passe ham perfekt. Han har punchet til de eksplosive stigninger, og vi ved, hvor fremragende en afslutter, han vil være i denne finale, når vi husker på hans 4. plads i Touren sidste år og så hans fornemme spurt på 5. etape i Andalusien i år. Han burde kunne overspurte et flertal af favoritterne, og det giver ham en god chance for at gøre det færdigt. Det dårlige vejr burde han også kunne klare, men jeg har to bekymringer. Det ene er brostenene, som måske ikke passer ham helt så godt som mere robuste typer, og Evenepoel er beviset på, at det kan være ret afgørende. Den anden er holdet, for jeg frygter, at han vil være alene til sidst. Det ser dog ud til, at det vil gælde for det store flertal, og så må han bare håbe, at han er stærk nok til, at det taktisk ikke glider ham af hænde. Med det, han har vist i år, bør han have styrken til at køre finale, og med sin glimrende afslutning står han stærkt i forhold til at tage årets første danske klassikersejr.

Det er dog ikke sikkert, at han er alene, for Lotto har andre vinderkandidater. Det mest oplagte er Arnaud De Lie. Med den holdbarhed, han viste i Omloop, er der ingen tvivl om, at det er et løb, han kan vinde, men desværre har han skuffet lidt på det sidste. Særligt bekymrende var det i Waregem, for har han ikke bedre ben nu, kommer han til kort på denne hårdere rute. Hans Roubaix var dog ganske fint, når man tager i betragtning, at han punkterede i Arenberg og igen på den sidste pavé, hvilket forhindrede ham i at spurte o 13. pladsen. Til gengæld er Roubaix ikke den ideelle forberedelse til dette løb, og sammen med hans svage kørsel på bakkerne i Waregem får det mig til at tro, at vi ikke ser ham helt fremme. Det dårlige vejr, som han elsker, hjælper ham dog, og et supertalent skal man aldrig afskrive. Lotto har også den formstærke Pascal Eenkhoorn, der senest viste evnerne i kuperet terræn i Limburg. Her vil jeg dog tro, at han får det for svært, og han skal nok i forkøbet for at køre finale. Det samme gælder for den i år så velkørende Florian Vermeersch, der er lidt for tung til bakkerne og også har Roubaix i benene. Endelig har holdet den lettere Arjen Livyns , der endelig viser lidt takter, men ikke nok til den store optimisme.

Den naturlige favorit burde være Benoit Cosnefroy. Brostenene har egentlig ikke gjort det lettere for ham, men han viste både i 2020, 2021 og 2022, at han mestrer dem storartet, som han også gjorde i Flandern Rundt forleden. De meget eksplosive stigninger passer ham som fod i hose, og han er en sublim puncheur til finalen, hvor han i en spurt næsten altid vil være favorit. Evnerne viser sig også i resultatet. I 2020 fulgte han Van der Poel og Alaphilippe helt til dørs og blev nr. 3 få dage, inden de to sammen med Van Aert dominerede i Flandern Rundt, og sidste år var han stærkeste mand, der desværre blev slået af Ineos’ overtal, hvorfor han kun blev nr. 2. I 2021 var han til gengæld ikke på toppen, og her var han ude af stand til at følge Van Aert og Pidcock, hvilket kastede en 8. plads af sig.

Problemet er, at han i år mere ligner 2021-udgaven af sig selv end 2020- og 2022-udgaverne. Han har ledt efter formen hele året, og han har stadig ikke fundet den. Heldigvis var der fremgang at spore i Flandern, hvor han var med i den gruppe, der kom i forkøbet, men her var han til gengæld en af de første til at slippe, selvom han på papiret burde være en af de stærkeste på bakkerne. Heldigvis har han haft halvanden uge til at fortsætte fremgangen, men han havde altså ganske meget at hente forrige søndag. Har han nået det, når han har skuffet gennem hele sæsonen? Vi ved det ikke. Min optimisme er ikke alt for stor, men den bedste Cosnefroy, som vi så i Amstel sidste år, vil på denne rute være den store favorit. Han har også det problem, at han formentlig er alene, men den meget formstærke Dorian Godon viste med sin flotte Barcelona-etape i Catalonien, at han skal tages seriøst, særligt hvis han kommer i forkøbet. Det samme gælder i mindre grad fro Stan Dewulf, men han er tungere, styrtede i Roubaix og har manglet lidt for meget på det sidste, mens det i dag er for svært for Greg Van Avermaet og Oliver Naesen at begå sig i dette løb.

Soudal skal forsøge at redde klassikersæsonen i Ardennerne, og det er bestemt ikke blevet lettere af, at Alaphilippe nu er ude med en knæskade. Heldigvis har de en chance for at få opmuntring allerede onsdag. De møder nemlig med lottokuponen Andrea Bagioli, der efter en svær start endelig synes at have fundet formen. Han kørte i hvert fald fremragende i Baskerlandet, når stigningerne ikke var for lange, og dette puncheurterræn burde passe ham som fod i hose. Også for ham gælder, at brostenene kan være en udfordring, men klarer han dem, er han skabt til eksplosive stigninger. Den bedste Bagioli fulgte folk som Van Aert og Pogacar til dørs i Montreal sidste år, og med Baskerlandet i benene nærmer han sig vel. Han er også en fremragende afslutter i denne form for finale, og dermed har han hele pakken - hvis altså ikke han har en af sine mange dårlige dage og ikke lider i et vejr, hvor jeg kan have tvivl om hans evner.

Soudal har imidlertid også et andet meget spændende kort i Remi Cavagna. Klassikerrytter er han jo slet ikke, når han er uden punch og spurtstyrke, men i år har han klatret som en drøm. Han skal bare have et forspring på rundstrækningen, og det vil han helt sikkert opsøge. Ender han derigennem i finalen, vil han og Bagioli være en uhyre stærk duo, hvor Cavagna bare skal have en millimeter for at tage en af sine solosejre, særligt i et vejr, han elsker. En joker er også hurtige Jordi Warlop, der har udviklet sig enormt i år, men løbet bør være for hårdt.

Alpecin kommer med et af de stærkeste kollektiver, men der er usikkerhed om alle deres kandidater. Størst chance har nok Quinten Hermans, for han passer perfekt til løbet, og det er meget, meget få, der kan slå ham i en spurt som denne. Problemet er bare, at han ikke har fundet topformen, og senest kørte han det ringeste Baskerlandet, siden han gjorde debut i løbet i 2021. Helt væk var han dog ikke, og vi så, at han trods alt var med i front i dette lettere terræn, da han var tredjebedste mand på Knokteberg i Waregem. Baskerlandet bør have forbedret ham, og dertil kommer, at vejret må regnes som en fordel for en crossrytter som ham. Han er manden, man ikke skal slæbe med til stregen, og så må vi se, om formen er god nok.

Mere usikkerhed er der om Søren Kragh. Formen var jo god i Sanremo og E3, men i Flandern ofrede han sig grundet den forudgående sygdom. I forvejen er han jo lidt af en lottokupon, men har han genfundet Sanremo-benene kører han finale. Brosten og dårligt vejr passer ham, og spurte kan han også, hvis ikke han ender med at køre spurten for Hermans. Potentielt kan Alpecin sidde med et af de stærkeste overtal, og det giver ham også chance for at lave ”en Sheffield”. Det kræver bare, at han er kommet sig efter sygdommen. Et tredje kort er Robert Stannard, der passer perfekt til løbet og har været i top 10, men han var langt fra sit niveau i Baskerlandet. Løbet passer også godt til Gianni Vermeersch, der har genfundet dele af formen fra 2021, men selvom han har glæde af vejret, er det tvivlsomt, om han med Roubaix i benene kan være med på så kuperet en rute. Spændende er også kometen Axel Laurance, der burde passe perfekt til løbet, men han har generelt skuffet i år, og når han ”kun” ender som nr. 5 i Circuit des Ardennes, er niveauet her nok for højt til hans nuværende form. En joker er Jason Osborne, der trods sin manglende spurt er stærk i dette terræn, men han har ikke kørt siden sit ekstremt skuffende Paris-Nice. Xandro Meurisse er stadig langt fra fordums styrke.

Endnu et stærkt dansk kort er Alexander Kamp. Den danske mester er altid svær at spå om, som vi så sidste år, hvor han efter et fabelagtigt Amstel skuffede i dette løb. Derfor kan det gå begge veje, men han viste i sidste uge i hvert fald, at hans træning i Colombia igen har bragt ham i fremragende form. Løbet passer ham ganske perfekt, og som Riwal-rytter var han i 2019 meget tæt på at matche den absolutte verdenselite, da Van der Poel og co. kørte væk i finalen. Han viste i Amstel, at hans topniveau er tårnhøjt, men har han samme niveau nu. Han så stærk ud i Frankrig, men niveauet her er også et helt andet, og trods 3. pladsen i Bretagne har vi ikke set den bedste Kamp siden dengang. Han er derfor som altid en lottokupon, men formen er i hvert fald god, og han kan gøre det færdigt i en spurt. Tudor har også Lucas Eriksson, men selvom han ser bedre ud, har han skuffet i år.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

EF kommer også med et meget spændende hold, hvor bedste kort er Mikkel Honoré. Danskeren passer helt perfekt til dette løb, da stigningerne er korte, han har robustheden til brostenene, han er en god afslutter i denne finale, og han kan klare det dårlige vejr. Det kneb med at finde formen, men i Waregem var han endelig en af de stærkeste. Flandern viste, at han stadig ikke er, som når han er bedst - og så er han meget, meget stærk - og spørgsmålet er, om han har fundet de sidste procent siden dengang. Logikken tilsiger vel, at han er i fremgang, men først i morgen ved vi, hvor langt han er kommet. Han lider også under, at han trods sin gode spurt må sande, at flere er hurtigere end ham. Heldigvis ledsages han af den uhyre formstærke Ben Healy, der kører som en motorcykel. Niveauet her er dog meget højere end i hans seneste løb, og vi har aldrig set ham helt fremme i så stærkt et felt. Han lider også under sin svage spurt, men sidder han og Honoré i finalen, kan de udnytte det taktiske spil. Holdets bedste kort burde vel være kometen Andrea Piccolo, men netop som han var ved at finde formen, udgik han af Paris-Nice med sygdom efter en uhyre skuffende sæsonstart. Hvor han står nu, aner vi ikke, men hans sæsonstart giver trods potentialet ikke megen optimisme. Løbet passer til Sean Quinn , men trods etapesejr skuffede han i Coppi e Bartali, og løbet passer ikke rigtigt Simon Carr, der ellers viste stigende form i Catalonien.

Hvor står Alessandro Covi? Det var i dette løb, han i 2020 for første gang viste sit store potentiale, men han har været en skygge af sig selv siden Giroen. Han kørte pludselig et godt Laigueglia, men forsvandt så helt i Tirreno. Nu har han ikke kørt løb siden Sanremo, men det er sandsynligt, at han har trænet frem mod disse løb og Giroen. Kommer han ud i sin bedste form, er han skræddersyet til denne rute, hvor han kan slå alle i en spurt, men med tanke på det, han har vist i lang tid, er optimismen nok begrænset.

Han ledsages af Marc Hirschi, der stadig jagter formen efter sin skade. Han er kommet længere end ventet og var bestemt ikke ringe i Baskerlandet, men han manglede stadig relativt meget. Jeg vil tro, at han gør det pænt, men han virker ikke stærk nok til at vinde på ren styrke, og hans spurt er ikke som i gamle dag. Et tredje kort er Matteo Trentin, der blev nr. 3 i 2021. Han er ikke på samme niveau som dengang, men han har fundet formen i Flandern, og hans opskrift skal være den samme som i 2021, nemlig at komme favoritterne i forkøbet. Han har dog Roubaix i benene, og i dag tror jeg, at løbet er lidt for hårdt. Det fjerde kort er den uhyre formstærke Mikkel Bjerg, der ikke fik det ønskede Roubaix. Også han skal favoritterne i forkøbet, og løbet passer ham ikke så godt som de seneste, ligesom han lider under et meget hårdt program. Har han lidt friskhed, kan han dog komme langt ved at angribe tidligt. Løbet passer til Sjoerd Bax, men trods et flot udbrud i Roubaix har han skuffet i år, og han er nok mærket af søndagen.

En af løbets jokers er Tobias Johannessen. Han passer næppe ideelt til løbet, men som puncheur er han bestemt med muligheder - også fordi han kan gøre det færdigt til sidst. Han er bare et stort spørgsmålstegn efter den sygdom, der ødelagde hele hans sæsonstart. Pludselig viste han imidlertid livstegn på Barcelona-etapen i Catalonien, og det giver i den grad grund til optimisme, når han har haft lang tid til at forbedre sig yderligere. Hans talent er så stort, at vi derfor skal give ham en stor chance for at spille en nøglerolle, men det er også klart, at der er så stor usikkerhed, at han risikerer at floppe helt. Uno-X har også Anthon Charmig , der ikke burde være helt uden chancer på en rute som denne, men vi har set, at han har haft det lidt svært i løb på dette niveau. Anders Johannessen har skuffet i lang tid, og løbet passer ikke ideelt til Jonas Gregaard.

Sidste år blev Warren Barguil nr. 3, og det viser, at han sagtens kan være med, selvom der er brosten på ruten. Desværre er han gradvist blevet ringere og ringere, og i år har han absolut intet vist. Han har dog altid været en langsom starter, og det er altid først i denne periode, han finder noget form. Han har ikke kørt løb siden Sanremo, og hvor langt han er kommet, aner vi ikke. Han kan godt spurte, men mange er hurtigere end ham, og han er helt sikkert ikke stærkeste mand. Han skal derfor nok vinde via taktik, og det kræver i hvert fald, at han har fundet noget form, vi ikke har set endnu.

Ineos har vundet løbet to gange i træk, men hattricket bliver svært at opnå. De hænger deres hat på Michal Kwiatkowski. Det er heldigvis heller ikke noget dumt kort, for polakken passer perfekt til dette løb, hvor han kan klare det dårlige vejr, brostenene og en spurt til sidst. Selvom han ikke var stærkeste mand, vandt han trods alt Amstel Gold Race for et år siden, men han er stadig langt fra fordums styrke. I år aner vi ikke rigtigt, hvor han står, for han har ledt efter formen, og efter et lidt opløftende Tirreno styrtede han i både Sanremo, E3 og Wevelgem, hvorefter han droppede Flandern. Vi har altså ikke fået chance for at vurdere hans niveau i lang, lang tid, og styrtene kan have sat ham yderligere tilbage. Det vil undre mig, hvis han er flyvende, men omvendt plejer han at time formen nogenlunde, og i et løb som dette kan man vinde uden at være stærkest. En udfordring er dog, at han vil være alene i finalen, for Leo Hayter har haft det svært i år, og den spændende Joshua Tarling mangler nok for meget, særligt med Roubaix i benene. Og Cameron Wurf ? Ja, han varmer vel bare op til det maraton, han sikkert skal løbe efter løbet.

Kan man tro på Quinn Simmons? Med de klatreben, han har fået, burde han være skabt til dette løb. Han har motoren og punchet, evnerne i det dårlige vejr og elsker brosten. Problemet er bare, at han efter et fint Strade skuffede i Tirreno og siden floppede fælt i Catalonien, hvor han udgik med sygdom. Det gør det svært at være meget optimistisk, særligt fordi han altid synes at falde sammen på denne tid af året, men omvendt er der så megen usikkerhed, at man ikke kan udelukke, at han er kommet sig og er flyvende. Et mere sikkert kort er nok Toms Skujins, der passer fint til løbet, men inden en lille pause stadig ledte efter sin allerbedste form. Løbet passer også storartet til Markus Hoelgaard, men han viser ingen tegn på en genrejsning, og Mathias Vacek har virket træt på det sidste efter et vildt program, senest med Roubaix.

På sigt er det et løb, der passer Axel Zingle helt perfekt. Måske er det endda den klassiker, der passer ham allerbedst, og det samme gør spurten, hvor han vil være svær at slå. Selvom der var fremgang at spore i Waregem og Flandern, har vi dog set, at han er kommet lidt til kort på bakkerne i de store løb. Feltet her er ikke det stærkeste, men jeg vil stadig tro, at han skal i forkøbet, hvis han skal vinde.

Bahrain kommer bestemt ikke med A-holdet, men de har altid et lod i lotteriet med lottokuponen Wout Poels. Det er dog ikke et ideelt løb for ham, da han får svært ved at gøre det færdigt i en spurt, og i år har han bestemt ikke vist meget. Han arbejdede dog hæderligt for Mikel Landa i Catalonien og for Gino Mäder i Paris-Nice, og vi ved, at han er god i dårligt vejr. Det er muligt, at han er god nok til at køre finale, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Han ledsages af formstærke Nikias Arndt , der kan komme langt, hvis han kommer i forkøbet, men vinde kan han ikke. Det er for tidligt for de unge Fran Miholjevic og Nicolo Buratti, og Jonathan Milan er helt uden form.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Intermarché har ikke det stærkeste hold. Loic Vliegen passer til løbet, men siden sin skadespause har han ikke vist skyggen af form. Jeg tror mest på Dion Smith, der klatrede flot i Baskerlandet. For at køre finale sal han nok i forkøbet, men lykkes det, har han en god spurt. Holdet har også Lilian Calmejane, der er delvist genrejst, men næppe nok til at være blandt de allerbedste, hvis ikke han kommer i forkøbet. Endelig passer løbet perfekt til Francesco Busatto, men for ham er det for tidligt.

Bolton har brølstærke Aaron Gate, der burde være en joker, men han har ikke rigtigt fundet formen i år. Flanders har den lovende lottokupon Kamil Bonneu, men trods fremgang i Limburg er han stadig skuffende i å, og løbet er nok lidt for svært for den ellers velkørende Vito Braet og niveauet for højt til Jenno Berckmoes. Bingoal skal håbe på Floris De Tier, men trods pæn kørsel i Coppi e Bartali kan han ikke være med helt fremme. Hos Human Powered Health har Barnabas Peak skuffet fælt, og selvom han rejste sig i Larciano, har Alessandro Fedeli, der er eneste kort for Q36.5 ikke vist nok til dette niveau.

OPDATERING: Ved en fejl havde jeg overset den lovende Mark Stewart, der har kørt godt i Italien på det sidste. Han er uprøvet i denne slags løb, men han har med sin fart og sine klatreevner de rette evner. Han bliver spændende at følge.

OPDATERING 2: Endnu en dum fejl. Teuns er i sidste øjeblik taget af startlisten. Det svækker Strongs chancer, men israelerne har stadig et stærkt hold. Jeg fastholder hans favoritværdighed.

***** Corbin Strong

**** Andreas Kron, Benoit Cosnefroy

*** Andrea Bagioli, Quinten Hermans, Søren Kragh, Alexander Kamp, Mikkel Honoré

** Alessandro Covi, Tobias Johannessen, Warren Barguil, Michal Kwiatkowski, Marc Hirschi, Arnaud De Lie, Quinn Simmons, Simon Clarke, Remi Cavagna, Matteo Trentin, Axel Zingle, Wout Poels, Gianni Vermeersch, Ben Healy, Andrea Piccolo

* Mikkel Bjerg, Pascal Eenkhoorn, Dorian Godon, Dion Smith, Lilian Calmejane, Toms Skujins, Anthon Charmig, Robert Stannard, Nick Schultz, Axel Laurance, Sean Quinn, Florian Vermeersch, Nikias Arndt, Mark Stewart, Simon Carr, Jason Osborne, Aaron Gate, Mathis Vacek, Jonas Gregaard, Sjoerd Bax, Stan Dewulf, Kamil Bonneu, Alessandro Fedeli

Danskerne

Andreas Kron, Søren Kragh, Mikkel Honoré og Alexander Kamp er alle kaptajner på deres hold, hvorfor de er omtalt ovenfor, og det samme er Anthon Charmig, Jonas Gregaard og Mikkel Bjerg, der også alle måske kan få lov at jagte et resultat. Selvom han gjorde det godt i sidste uge, er Michael Valgren stadig i gang med sit comeback og derfor formentlig hjælper på EF, mens Jacob Hindsgaul på Uno-X primært skal støtte Tobias Johannessen og måske Charmig. På Trek skal Asbjørn Hellemose støtte Quinn Simmons og Toms Skujins

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Magnus Sheffields sejr fra 2022, Tom Pidcocks sejr fra 2021, Julian Alaphilippes sejr fra 2020, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE