Optakt: Bretagne Classic – Ouest France (GP Plouay)

STREAM VUELTA A ESPANA OG BRETAGNE CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt under Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende affære, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Med sin placering i det cykelgale Bretagne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominans.

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev indlemmet på ProTouren ved dennes indførsel i 2005. I tillæg til de veletablerede klassikere Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassikere, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point ikke er blevet mindre, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der startede sidste weekend med BEMER Cyclassics og fortsætter med de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned, og de canadiske klassikere om to uger.

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne er i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014), Oliver Naesen (2016 og 2018), Sep Vanmarcke (2019) og senest Benoit Cosnefroy (2021) alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013), Alexander Kristoff (2015), Elia Viviani (2017) og Michael Matthews (2020). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

Løbets hårde natur har også givet løbet en perfekt position på WorldTour-kalenderen. BEMER Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en god opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, har løbet ofte været en god lejlighed til at teste VM-formen af. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et klassisk VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsserien således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. Særligt i år, hvor ruten i Australien ikke er helt forskelligt fra det, vi finder i Bretagne, synes løbet at være en god trædesten på vejen frem mod det største efterårsmål for mange klassikerryttere, og med aflysningen af Benelux Tour synes det at have tiltrukket det store flertal af VM-aspiranter, der ikke kører Vuelta.

I 2016 blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Indtil da havde det været holdt i området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne ville imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdøbt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken i de første seks udgaver, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb, særligt fordi nye ruter fra år til år nu får sværhedsgraden til at variere betydeligt.

Efter at 2020-udgaven havde givet den blot anden spurtsejr under det nye format, var det igen udbryderne, der havde overhånden i 2020. Her var der nemlig dømt puncheurfest, da Mikkel Honoré og Julian Alaphilippe lavede et dobbeltangreb, som kun Benoit Cosnefroy og Tadej Pogacar kunne matche. Den formsvage Tour-konge faldt hurtigt fra, og herefter samarbejdede trioen om at holde feltet bag sig. Det lykkedes også efter en intens kamp, men imponerende nok lykkedes det Cosnefroy at snyde de to holdkammerater, da han vandt spurten foran Alaphilippe, som havde fået et lead-out af Honoré. Cosnefroy vender tilbage for at forsvare titlen, og han er atter oppe mod Honoré, men da Alaphilippe kører Vuelta, får han ikke mulighed for at tage revanche denne gang.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

STREAM VUELTA A ESPANA OG BRETAGNE CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb har Bretagne Classic været det eneste WorldTour-løb, der har gjort brug af et rundstrækningsformat, som ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid i 2016 formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger tilbringer rytterne nu det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der indtil i år er blevet tilbagelagt én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og for syvende år i træk er der mere end 240 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. På den ene side er stigningerne længere end tidligere, men omvendt er der også længere stykker med fladt terræn end på den gamle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men der er ikke som tidligere nogle klart definerede nøglepunkter. Endnu mere kompliceret er det blevet af, at arrangørerne åbenbart har tænkt sig at designe en helt ny rundstrækning fra år til år, og det har betydet, at sværhedsgraden har været stærkt varierende.

Tendensen synes at være, at man udser sig en retning at køre i, og det bestemmer, hvor kuperet terrænet er. I 2016 kørte man således 2914 højdemeter i terrænet mod nordvest for Plouay, i 2017 blev det til 3091 højdemeter i området mod nordøst, i 2018 fandt man 2702 højdemeter i området mod sydøst, og i 2019 designede man et usædvanligt hårdt løb mod nordvest, hvor hele 3680 højdemeter skulle overvindes. I 2020 kørte man atter mod nordøst, og det gav en lidt lettere rute med 2881 højdemeter, mens man sidste år atter valgte den hårde vej mod nordvest, hvor man fandt hele 3610 højdemeter. Med andre ord er eneste fællestræk mellem løbene, at man altid er sluttet med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet - en rundstrækning, der dog blev modificeret i 2020 og 2021, hvor man erstattede den klassiske finalestigningen Ty-Marrec med den lettere Pont-Neuf.

I år kører man ikke mod nordvest, men derimod som i 2018 mod sydøst, og derfor falder antallet af højdemeter med ca. 600 til nu 3029 over hele 254,8 km. Den store nyskabelse er, at man har fundet en helt ny finalerundstrækning. I stedet for den velkendte klassiker skal man nu køre en runde med tre stigninger og ikke bare én bakke, hvilket umiddelbart ligner en lidt hårdere finale.

Løbet er altså denne gang i alt 254,8 km langt, hvilket er stort set samme distance som de seneste år, og både starter og slutter i Plouay. Herfra kører rytterne ud på en 243,1 km lang rundstrækning i området sydøst for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Fra start kører man op ad en af finalebakkerne, nemlig Rostervel (1,2 km, 4,6%), hvis top nås allerede efter 1,8 km, hvorefter man kører mod sydøst ad relativt lige veje. Undervejs er der nogle mindre bakker, men i denne del af Bretagne er det i alt væsentligt fladt.

Efter 81,2 km når man frem til byen Theix i rutens sydøstligste punkt. Her vender man rundt for kortvarigt at køre mod nord og nordvest frem til udkanten af Plumelec, hvor man skal over den kendte Cadoudal (1,4 km, 5,6%), der har top efter 113,7 km. Her drejer man igen mod nordvest for at køre tilbage mod Plouay igennem terræn, der nu er mere kuperet, men uden svære bakker. Der kommer dog en enkelt af disse, når man efter 155,5 km når toppen af Le Scaouet (1,0 km, 5,5%), hvorefter det igen bliver fladere, mens man fortsætter mod nordvest.

Finalen indledes, når man efter 176,5 km skal over en 1600 m lang grusvej. Umiddelbart herefter venter Bot Coet (1000 m, 7,2%), der har top efter 179 km. Nu snor man sig mod syd og vest igennem ganske kuperet terræn, der byder på Treorzan (1500 m, 6,1%) med top efter 189,5 km, inden man kort efter skal over grusvejsstigningen Kerloas (900 m, 4,8%), der har top efter 202,5 km og med det samme efterfølges af Le Hinguer (1000 m, 5,8%) med top efter 205,5 km.

Herefter bliver det igen lidt lettere, når man i småkuperet terræn kører mod syd og vest, inden man snor sig mod sydøst ind mod Plouay. Her skal man over den stejle Marta (900 m, 8,3%) med top, efter 228,5 km og derefter Longeo (1500 m, 5,7%) med top efter 237 km. Herfra kører man mod syd ned til rundstrækningen, som rammes 100 m oppe ad Kerlucas (400 m, 5,5%), hvis top passeres efter 239,6 km, hvorefter man kører den sidste del af rundstrækningen og krydser stregen efter 243,1 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbet afsluttes nu med en omgang på den nye finalerundstrækning, der er 11,7 km lang og byder på tre nye stigninger mod bare én bakke på den gamle. Fra start kører man mod nordøst ud af byen via bakken Rostervel (1200 m, 4,6%), hvis top passeres med 9 km igen. Derefter vender man rundt for via en nedkørsel at køre mod vest og syd tilbage til centrum, hvor man dog med det samme drejer mod nord for at køre ud af byen via bakken Le Lezot (900 m, 4,6%), der er kendt fra den gamle rundstrækning og har top med 4,5 km igen.

Derefter er der kun et ultrakort fladt stykke, inden man drejer mod vest for at køre op ad Kerlucas (300 m, 6,0%), idet man ikke har de første 100 m med denne gang. Fra toppen resterer bare 3,1 km, som alle er let faldende, og de går ad en vej, der kun bugter sig let og afbrydes af et blødt sving med 1,7 km igen. De sidste 400 m er dog næsten flade.

Løbet byder på i alt 3029 3610 højdemeter, hvilket er godt 600 færre end i 2021 og 500 færre end i 2019, men 100 flere end i 2020.

STREAM VUELTA A ESPANA OG BRETAGNE CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt uforudsigelige vejr, som vi så det under den episke 2018-udgave. I år bliver det imidlertid ganske pænt. Dagen vil starte overskyet, og der vil kun være lidt sol, men mod slutningen vil det klare op. Temperaturen vil være 27 grader gennem det meste af eftermiddagen, men det vil være lidt blæsende med en jævn vind (18-19 km/t) fra øst. Det giver generelt sidemodvind på første del og sidemedvind på hjemturen, indtil der vil være en del sidevind på den kringlede sidste del ned mod Plouay. På rundstrækningen vil der være modvind på Rostevel, sidevind på Le Lezot og medvind på Kerluca, hvorefter man får med- og sidemedvind, indtil man får sidemodvind over den sidste kilometer.

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At arrangørerne samtidig har besluttet sig for at skifte rute hvert eneste år, gør blot det hele endnu mere uforudsigeligt. Selv i gamle dage var det svært at vide, om det blev en spurt eller et sent udbrud, og selvom balancen syntes at tippe fra angribere til sprintere i årene indtil ruteændringen, så man både spurtafgørelser og sejre til udbrydere. Med andre ord er et i forvejen uforudsigeligt løb med det nye format bare blevet endnu mere uforudsigeligt.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

I 2016 betød den nye rute, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der var meget delte meninger om, hvorvidt de nye ændringer havde gjort løbet lettere eller sværere, men i 2016 syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Alligevel var vi bare 5 sekunder fra at have fået en spurtsejr til Alexander Kristoff foran holdbare typer som Michael Matthews og John Degenkolb. I 2017 var løbet meget låst, og den ventede spurtafgørelse var aldrig for alvor i fare, inden Elia Viviani sejrede foran Kristoff, Sonny Colbrelli og Sep Vanmarcke, og det scenarium gentog sig i 2020, hvor forskelle fra distancen ikke kunne gøres.

2018- og 2019-udgaverne viste imidlertid også, at en massespurt sagtens kan være langt væk. I 2018 betød episke vejrforhold, at rytterne spillede tidligt ud, og pludselig var seks af verdens førende klassikerryttere kørt væk. Sprinterholdene var kørt tynde og aldrig for alvor tæt på at hente gruppen, som til slut splittedes i to på første tur op ad Ty Marrec, inden Oliver Naesen suverænt spurtbesejrede Michael Valgren og Tim Wellens, mens Michael Matthews, Ruben Guerreiro og Zdenek Stybar måtte ærgre sig over at være koblet af på bakken. Til gengæld var det en relativt tung fyr som Fabio Jakobsen, der bag et par sene udbrydere vandt feltets spurt om 10. pladsen, og det viser, at man ikke behøver at være en sublim klatrer for at være med i løbet.

I 2019 var det ikke vejret, der gjorde forskellen, men derimod den usædvanligt hårde rute. Her blev det et udskilningsløb, hvor folk stille og roligt faldt fra - blandt andre Viviani, der ellers længe kæmpede heroisk med de bedste. Til sidst havde vi en lille gruppe af klassikerryttere, hvorfra Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Jack Haig med en kombination af styrke og timing kunne køre væk i en finale, der var helt umulig at kontrollere.

Sidste år var ruten lige så hård som i 2019, da man igen kørte den kuperede vej mod nordvest. Det lykkedes da også for Benoit Cosnefroy, Julian Alaphilippe og Mikkel Honoré at snyde sprinterne med et angreb langt fra mål, men det holdt hårdt. Efter en vild jagt var de således kun 13 sekunder foran de bedste fra feltet, der var blevet splittet en anelse på den sidste bakke. Det viser, at selv på en meget hård rute kan vi sagtens få en spurt.

Særlig 2018 og 2019 viser altså, at det kan blive rå udskilning til gunst for klassikerspecialisterne, hvis enten vejret eller ruten er hård nok. Lad os tage dem én ad gangen. Ruten er i år i sværhedsgrad sat kraftigt ned, da man denne gang kører mod sydøst, hvorfor antallet af højdemeter falder fra ca. 3600 til 3000. Den første halvdel af løbet er dog meget flad, og hjemturen er ganske kuperet. Man kan vel åbne løbet fra grusvejen med ca. 80 km igen, hvor der venter en hård fase, men derefter bliver det igen lettere. Til gengæld har man med den nye rundstrækning med tre bakker samt de to stigninger Marta, der er dagens sværeste, og Longeo lige inden skabt en hårdere afslutning, hvor der er fem bakker inden for de sidste 30 km. Vi kender ikke den nye rundstrækning, og bakkerne er ikke specielt svære, men den er i hvert fald mere kuperet end den gamle, og stigningerne er stort set lige så svære som den tidligere finalestigning. Vi har i de seneste udgaver set, at det har været muligt for de bedste fra feltet at køre væk på sidste bakke, og det vil formentlig også være muligt her, hvis ikke den er splittet forinden.

Min konklusion er, at ruten er lettere end sidste år, hvor vi var tæt på at få en spurt. En spurt er således ganske sandsynlig, men den burde også være så hård mod slutningen, at aggressiv kørsel kan skabe forskelle. Historien er også på udbrydernes side. Siden man i 2016 fik det nye format, har vi kun haft to massespurter, og da man senest kørte mod sydøst i 2018, fik vi heller ikke en spurt, selvom det dog i høj grad skyldtes vejret.

Vejret bliver slet ikke så grimt denne gang. Det bliver varmt og skyet, men det bliver også relativt blæsende. Det bliver næppe nok til at skabe stor splittelse, men der kan godt komme lidt tricky sidevind i den kuperede fase ind mod Plouay, hvor det kan blive endnu hårdere. Samtidig er det ret vigtigt, at der modvind på udturen og medvind på hjemturen, hvilket er en gave for dem, der vil undgå en spurt. Vejret bidrager ikke voldsomt til udskilningen, men vindretningen er rigtig til at gøre løbet mere selektivt, end ruten alene gør det.

Konklusionen er, at ruten burde lægge op til en af de lettere udgaver, og at løbet i høj grad skal skabes. En lige så afgørende faktor er derfor, hvad holdene vil. I 2017 og 2020 var der mange hold, der arbejdede målrettet for en spurt, men i år er det anderledes. Særligt er Wout van Aert-faktoren vigtig. Ganske vist kunne han sagtens satse på en spurt, men vi ved, at han vil køre cykelløb. Jumbo kommer med et superhold anført af ham og Christophe Laporte, og man må formode, at de vil forsøge at skabe det hårde løb, og at Van Aert vil angribe - også langt udefra. Om Tadej Pogacar har formen til at være sit aggressive selv, ved vi ikke. Det havde han ikke sidste år, men som jeg beskriver nedenfor, kan det være anderledes i år. Er Pogacr på toppen, vil også UAEs superhold gøre det knaldhårdt. Alt sammen taler det for et hårdt løb, der kan minde om det, vi så sidste år, altså at en lille gruppe stærke folk kan køre væk, og at vi derefter på den relativt lette rute får et vildt forfølgelsesløb frem mod finalebakkerne.

Hvem vil spurte? Det vil FDJ, men de har også kandidater til det hårde løb, hvor Arnaud Demare også selv kan spille en rolle. Quick-Step har Davide Ballerini, men de er spækket med klassikerfolk og vil kun jagte, hvis de misser udbruddet. Det samme kan siges om Ineos, der har en god klassikerrytter, men også Elia Viviani som backup. Hos BikeExchange kan Michael Matthews spurte, men han vil helst køre offensivt, og det samme gælder med Magnus Cort hos EF og Jasper Stuyven hos Trek. Lotto vil lade Victor Campenaerts angribe, men have Arnaud De Lie, hvis de misser udbruddet, og sådan er det også på Israel-PT med Giacomo Nizzolo og Dylan Teuns og med Intermarché, hvor Biniam Girmay kan spurte, hvis ikke han eller Loic Vliegen kommer væk. Arkea vil sikkert jagte fo Hugo Hofstetter, hvis de ikke kommer med i front, og det samme vil Total for Peter Sagan.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Med andre ord er der masser af hold til at jagte, men kun hvis de misser den gruppe, der måtte køre undervejs. Om det kan blive samlet, vil således i høj grad være bestemt af, hvem der måtte komme med i Jumbo-offensiven.

Min konklusion er, at Van Aert-faktoren bliver afgørende. Nok er ruten lettere, men jeg tror, at Jumbo har til sinds at gøre det hårdt. Jeg tror, at vi vil se samme situation som sidst, hvor en stærk gruppe kører væk, og derefter må vi se, hvilke potentielle sprinterhold, der vil jagte. Dem er der mange af, og derfor kan det godt blive samlet, men en gruppe med Van Aert er ikke let at hente. Derfor er mit bud, at vi ikke får en spurt, selvom det kan gå begge veje.

Hvis en sådan gruppe skal afgøre det, kan det meget vel blive taktisk og være en fordel at være i overtal samt naturligvis at have en god spurt. Rundstrækningen er trods alt heller ikke verdens hårdeste, og det er ikke helt let at køre hjem alene på råstyrke, selvom den er hårdere end tidligere. Særligt Vanmarckes solosejr i 2019 vidner om, at overtal og taktik spiller en rolle. En spurt i en trio, som vi så i 2018 og 2021, har vist sig at være et sandsynligt scenarium, men ruten er efter 3000 højdemeter og 254 km formentlig også så hård, at bedste mand har en chance for bare at køre fra alt og alle, selvom det endnu aldrig er sket. Og vi ved godt, hvem den mand nok kunne være.

’

Som man næsten kan gætte af ovenstående, peger jeg på Wout van Aert. Belgierens bundniveau er tårnhøjt, og det bekræftede han med sin sublime kørsel i søndags. Måske var det i høj grad styrtet, der gjorde det muligt at undgå en spurt, men det var stadig første gang i 15 år, at en rytter kunne gøre så effektfuld en forskel på Waseberg. Han har ellers droslet programmet ned til fire endagsløb for at bevare friskheden til VM efter sidste års fuser, men vi så i søndags, at han har tænkt sig at køre cykelløbet, når an er til start.

Mit gæt vil være, at Jumbo iværksætter den helt store offensiv og river det hele i stumper og stykker relativt tidligt. Det er sandsynligt, at han og Laporte vil sidde sammen til sidst, og får vi scenariet fra sidste år, kan de enten vælge at gå efter en spurtsejr med Van Aert eller angribe på skift. Van Aert kan vinde på begge måder, og det virker ikke usandsynligt, at han trods den lidt lettere rute kan køre fra alt og alle. I dette løb er der dog en vis sandsynlighed for, at han skal bruge sin spurt, men dummer han sig ikke som i søndags, slår han også næsten alle. Endelig vil han også sammen med Arnaud Demare og måske Arnaud de Lie være den største favorit i en massespurt, når den kommer efter en bakke til sidst, og det gør ham i stand til at vinde på alle tænkelige måder.

Faktisk vælger jeg at pege på Christophe Laporte som nr. 2. Vi blev senest i Danmark mindet om, hvor meget han har forbedret sig, og dette er et løb, der passer ham som fod i hose. Formen er i hvert fald storartet, og vi har jo tidligere i år set ham og Van Aert folde sig ud som en stærk duo, mest markant, da de tog en dobbeltsejr i E3. Skulle det samme scenarium gentage sig her, vil Laporte formentlig få sejren, når nu vi kører i Frankrig, men det er løbet nu nok for let til. I stedet skal Laporte formentlig vinde via et overtal, og der er ingen tvivl om, at han vil have mere frihed end Van Aert. Det virker bestemt ikke usandsynligt, at Laporte kan udnytte Van Aerts tilstedeværelse, hvis det er ham og belgieren, der sidder, som Honoré og Alaphilippe gjorde sidste år. Og skulle Van Aert have uheld, kan Laporte jo køre sin chance frit, og den vil han kunne udnytte. Eneste lille joker er søndagens styrt, men det skulle ikke være alvorligt.

Jeg er nødt til at rangere Tadej Pogacar som nr. 3, men det er på potentiale mere end forventning. Sidste år begik jeg den fejl at gøre ham til favorit, men det rakte formen slet ikke til. Ganske vist kørte han med de tre bedste, men han blev hurtigt sat og faldt helt igennem. I år er det også hans første løb efter en pause, og derfor er der en risiko for en gentagelse. Omvendt er situationen en anden. Han har ikke kørt OL, virkede slet ikke så træt i Touren denne gang, og hans store mål er denne gang VM og ikke Lombardiet. Det betyder, at han formmæssigt skal være længere fremme, og vi ved, at han er en mester i at træne sig i form. Han har forelsket sig i endagsløb, og i lyset af Strade Bianche og Flandern Rundt er dette løb utvivlsomt et, han kan vinde. Hans problem er, at han er mandsopdækket, og skal vinde, fordi han er stærkest. Det er svært at se ham køre fra Van Aert på disse bakker, men er der en mand, der kan, er det ham - og ellers var han jo tæt på at slå belgieren i spurten til OL. Marco Haller har jo vist, at en halvhurtig mand godt kan slå Van Aert efter et hårdt løb.

Jeg har nogen fidus til Valentin Madouas. I brostensklassikerne viste franskmanden et helt nyt niveau i løb, der minder om dette, og senest kørte han sit livs Tour, hvor han klatrede uhørt godt. Han er som altid en lottokupon, man aldrig kan vide sig sikker på, men hans vilde soloridt i Limousin indikerer for mig, at han er kommet stærkt ud efter pausen. Han er topmotiveret til det største løb på hans bretonske hjemmebane, og FDJ har et stærkt hold, hvor han meget vel kan sidde sammen med Stefan Küng til sidst. Det kan måske udnyttes, og vi ved også, at Madouas er ganske hurtig på stregen. Han var tæt på i foråret, så måske er det nu, han tager den store sejr.

Sidste år vandt Benoit Cosnefroy løbet. Det var overraskende, at han overspurtede Alaphilippe, men det var ikke overraskende, at han var flyvende. Det er han nemlig altid, når han kommer ud fra Touren, men i år er han desværre blevet sat tilbage. Han havde nemlig knæproblemer, der kostede ham Polynormande, og han var usikker på formen inden Limousin. Her så han heldigvis ganske stærk ud, selvom han ikke var helt så flyvende, som han var det sidste år. Spørgsmålet er, om han kan vinde med færre procent. Konkurrencen er ikke mindre, men han plejer som bekendt at være skræmmende i august. Løbets eksplosive stigninger passer ham storartet, og sidste år viste han, at han kan slå selv en hurtig verdensmester på stregen.

Det har ikke været et godt år for Alex Aranburu, men nu tyder noget på, at han endelig har fundet formen. I hvert fald var han ganske fremragende i Limousin, hvor han tog den samlede sejr. Det gjorde han med en kombination af punch på bakkerne og ikke mindst en spurtstyrke, vi ikke har set tidligere. Begge ingredienser er de helt afgørende i dette løb, men det er også klart, at vi har til gode at se ham være med helt fremme i et så stærkt besat endagsløb som dette. Han har dog flere gange vist, at hans topniveau er højt, når han en sjælden gang finder det, og nu kunne noget tyde på, at han har fundet det. Jeg er meget bekymret for hans ringe positionering, der kan koste ham, når Jumbo-bussen kører, men klarer han den udfordring, synes formen og farten at række meget langt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

På papiret burde Biniam Girmay være en af de helt tunge favoritter, men hans form er meget tvivlsom. Efter han vendte tilbage til Europa, har han været en skygge af sig selv, og i Limousin var det nærmest en katastrofal form, han kunne frembyde. Når jeg alligevel har lidt tro på ham, skyldes det, at han i Druivenkoers i onsdags, hvor der desværre ikke var tv-dækning, angiveligt var en af de mest aktive til at angribe på Moskesstraat. Vi har før set, at han efter sløje præstationer har fundet formen ud af det blå, og i Giroen beviste han, at hans topniveau er så højt, at han kan vinde et løb som dette i direkte kamp med favoritterne. Faktisk passer det ham helt perfekt, og han kan også slå Van Aert på stregen. Har han ikke helt formen til det hårde løb, vil han være en reel vinderkandidat i en spurt, særligt når den kommer så tæt på den sidste bakke.

Ineos giver en sjælden chance som kaptajn til Jhonatan Narvaez. Han fik desværre ødelagt en del af foråret af flere styrt, men forinden nåede han at bevise, at han nu er en af verdens bedste i de flamske klassikere. Dette løb minder meget om en flamsk klassiker, bare uden brosten, og det burde derfor passe ham ganske perfekt. Han har vist fremragende form, da han i Danmark blev nr. 4 på kongeetapen, selvom han angreb Kiddesvej som hjælper for Magnus Sheffield, og i søndags kørte han med Van Aert på Waseberg. Det kan han formentlig gøre igen her, og har han først en billet i finalen, har han muligheder. Han er ganske hurtig, men vi så også i søndags, at han næppe overspurter Van Aert. Han skal altså spille sine kort i det taktiske spil, hvor han kan være en underdog, men vil være alene.

Quick-Step har en spændende kandidat i Mauro Schmid, der har udviklet sig helt enormt i år. I Giroen var han i dette terræn på niveau med Van der Poel og Girmay, men han er også en anelse svingende. Efter den sygdom, der sendte ham ud i Polen, viste han dog fornem form i Danmark, hvor han trods elendig position i bunden af Kiddesvej kom blæsende til sidst. Det kunne tyde på, at han nærmer sig niveauet fra Giroen, og så bør han kunne køre finale her. Han er ganske hurtig, men der er folk, der er hurtigere end ham. Heldigvis er han tilstrækkeligt opportunistisk til at gribe ud efter lykken i en taktisk finale.

I 2020 vandt Michael Matthews løbet, men det var i en spurt. Det kan han naturligvis gøre igen, men i dette felt er det ikke sandsynligt, at han ender som vinder i det scenarium. Skal han sejre, skal det formentlig være i det hårde løb, men det er han også i stand til. Terrænet passer ham perfekt, og han har tidligere været tæt på at vinde en af de hårde udgaver, da han blev nr. 4 i den episke 2018-udgave. Kommer han med Jumbo-bussen, er han en af de folk, der kan slå den på papiret hurtigere Van Aert, hvis det flasker sig, og i Touren viste han, at hans topniveau trods en sløj periode fortsat er tårnhøjt. Når han ender et stykke nede på min liste, skyldes det den lange løbspause. I de senere år har han skullet bruge noget tid på at finde sine bedste ben, og min frygt er, at det vil gentage sig denne gang.

Victor Campenaerts var i uhyggelig form for et par uger siden, hvor han i Leuven og Franco-Belge satte en streg under, at han i dag er fremragende i denne slags endagsløb. Jeg kan imidlertid ikke finde ud af, hvor meget af formen, der er intakt, for han var ikke i stand til at gøre samme forskel i onsdags. I forvejen ved vi, at han brokker sig over det, når distancen er over 200 km, og derfor kan dette løb være for stor en mundfuld. Heldigvis er det ikke det sværeste, og hans motor udvikles også gradvist. Har han de ben, han havde tidligere på måneden, bør han komme langt, og nu har han endda også vist, at han kan spurte, selvom vi nok stadig må regne ham som en af de langsommere på denne liste.

FDJ har et uhyggeligt stærkt hold, der også tæller Stefan Küng. Hans coronainfektion betød, at han aldrig fandt formen i Touren, men ifølge ham selv havde han benene igen til EM. Her kørte han da også brølstærkt, og selvom det var overraskende, at han ikke var særligt i suveræn i Poitou-Charentes, er jeg rimelig fortrøstningsfuld. Vi har i foråret set, hvor fremragende han er blevet i denne slags endagsløb, og han kørte vel finale i næsten dem alle. Der er desværre også en grund til, at han stadig aldrig har vundet et af dem, for han skal som bekendt alene hjem, hvis det skal lykkes. Her hjælper det dog, at han kan sidde i overtal med Madouas, som han før har gjort det.

Som altid er Søren Kragh en lottokupon, men hans kørsel på kongeetapen i Danmark indikerer, at han er i form. Han manglede måske nogle procent, hvis han skal være med helt fremme i dette løb, men dem har han haft en uge til at finde. Vi så i foråret, at danskeren vel nåede sit hidtil højeste niveau, og dette burde være et løb, der passer ham ganske perfekt. Kragh har punchet på bakkerne, og han plejer også at være god i positionskampen. Spurtstærk er han også, men først og fremmest er han god til at spille spillet i en taktisk finale. Her vil han desværre være alene, men med den rette timing kan det overkommes.

Sidste år var dette løb blot et af mange i det fabelagtige efterår for Mikkel Honoré, hvor han endte i to 5 i alle sine løb fra DM og frem - uanset om det var etape- eller endagsløb. Samme form har han ikke været i nærheden af i år, hvor han fik foråret ødelagt af sygdom, og hvor han aldrig fandt benene i Touren. Der er imidlertid håb. Sidste år fandt han superformen efter Giroen, og derfor kan man håbe, at Touren har bragt ham på samme niveau i år. Har den det, ved vi fra sidste år, at det er et løb, der passer ham ganske perfekt, og i år skal han ikke underordne sig Alaphilippe. Tværtimod vil han og Schmid være en spændende duo, og vi ved også, at Honoré er hurtig.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om Jasper Stuyven. I Danmark kørte han en fremragende enkeltstart, men efterfølgende skuffede han i Vejle. Han plejer at komme stærkt ud af Touren, og det synes han også at være i år, men sidste år rakte benene ikke til at gå med de bedste, og han spurtede sig i stedet bare til en 7. plads. I år er løbet lettere, og det vil nok passe ham godt, men han er en meget svingende størrelse, man aldrig helt kan regne med. Han viste dog ved VM, hvor god en formstærk Stuyven er i dette terræn. Til gengæld har han spurtet skuffende på det sidste, og han skal derfor nok spille sine kort taktisk rigtigt, for han slår næppe Van Aert på stregen.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Jeg er ret spændt på Dylan Teuns. Belgieren skal som bekendt redde Israel-PTs WorldTour-licens, men om det lykkes, vil afhænge af, om lottokuponen finder formen. I foråret var han bedre end nogensinde, og det var ikke kun i Ardennerne. Det var allerede i de flamske løb, og det vidner om, at han også kan være flyvende i et løb som dette. Han vil formentlig være alene i finalen, og da han ikke er hurtig på flad vej, skal han alene hjem i det taktiske spil. Det er svært, men ikke umuligt, som Sep Vanmarcke har vist det. Hans form er et spørgsmålstegn, men angiveligt var han sammen med Girmay den mest aktive på Moskesstraat i onsdags, og det giver mig en tro på, at han har formen til at lave et resultat.

Med Van Aert i feltet tror jeg ikke meget på en spurt, men i dette løb er det altid en mulighed. Som sagt vil Van Aert her være en god kandidat, men han kan slås af Arnaud Demare. Franskmanden har i år været hurtigere end nogensinde, og senest viste han i Polen og ved EM, at han kan slå de bedste også i de rene massespurter. Han har i hvert fald en glimrende chance for at slå Van Aert, også fordi han er god efter et langt og hårdt løb. Hans problem er dog altid positionskampen, men efter et hårdt løb kan han håbe, at det bliver en spurt som sidste år, hvor meget bestemmes af positionen på sidste bakke. Hans form var god i Polen, men styrtet i Hamburg satte ham lidt tilbage i denne uge, hvor han blev slået af De Lie i Zottegem. Han rejste sig med en 2. plads i Druivenkoers, men løbet viste også, at vi ikke skal regne med, at han vinder på anden måde end i en spurt, selvom en formstærk Demare kan køre offensivt på en rute som denne. Når Matis Louvel kører ham ud af hjulet på Moskesstraat, kører han næppe med i angrebene her, men så må han jo vinde en spurt.

Den anden oplagte sprinterkandidat er Arnaud De Lie. Den belgiske komet tog en enorm skalp, da han slog en ganske vist lidt forslået Demare i et direkte opgør på fart i Zottegem. Vi har imidlertid også i de seneste endagsløb set, at hans holdbarhed er begrænset, og dette er klart det længste løb, han har kørt. Omvendt har Fabio Jakobsen siddet med feltet hjem i dette løb, og selvom Jumbo nok gør løbet meget hårdere denne gang, er det ikke et løb, der er uden for hans rækkevidde. Jeg tvivler dog lidt på, at han har samme fart som i tirsdags, når han skal spurte efter 250 km og med en bakke i finalen, men for ham synes meget at være muligt.

Den tredje danske kandidat er Magnus Cort. Desværre er danskeren jo ikke den store endagsrytter, og det skyldes i høj grad positionskampen. Derfor er dette løb bestemt ikke ideelt for ham, og vi blev også senest i Danmark mindet om, at han mangler punchet til at gå med de bedste på bakkerne. Til gengæld viste Danmark også, at formen er god, og Corts opskrift til sejr er at bruge sin motor. Kan han relativt tidligt foregribe favoritterne og med et angreb slippe for positionskampen, har han evnerne til at gøre det færdigt, når folk er trætte til sidst. Han vil have en chance for at slå Van Aert i en spurt, men han kan også angribe i en taktisk finale. Også i en stor spurt kan han blande sig, men her vil han nok mangle farten og positionen til at vinde.

Peter Sagan har aldrig vundet dette løb, som han kun sjældent har kørt, men det er egentlig forkert. Det passer ham nemlig ganske suverænt, for han kunne i sin storhedstid vinde både i et hårdt og i et let løb. Nu om dage skal han dog nok satse på det lette løb, for det er ikke sandsynligt, at han vil være blot tæt på at køre med Van Aert. Hans kørsel i Hamburg, hvor han kom tilbage til feltet - dog sammen med den ret tunge Fabio Jakobsen - efter et styrt kunne måske indikere, at han som altid finder noget form efter en grand tour, men efter den sæson, han har haft, er jeg varsom med mine konklusioner. Hans chance ligger i en spurt, og her vil en formstærk Sagan stadig kunne deltage. Med sin positionering kan han i dette felt godt vinde, men det kræver, at han stadig er frisk efter bakken, og det kræver bedre form, end han har vist gennem stort set hele sæsonen.

Jeg er ret spændt på Kevin Vauquelin. Han startede som lyn og torden i foråret, men skuffede mig lidt i Vallonien og Belgien. I Norge var han til gengæld fremragende, for han lignede næstbedste mand på kongeetapen, inden dårlig position ødelagde hans chancer, da den splittede på sidste etape. Senest har han kørt to fremragende enkeltstarter i Poitou-Charentes og ved EM, og han synes således i storform. Positionskampen er formentlig igen et problem, men med sit punch og sin fart har han evnerne. Måske skal han angribe tidligt for at slippe for positionskampen, men han har evnerne til at overraske.

Jeg vil også fremhæve Andrea Piccolo. Den italienske komet er kommet fremragende tilbage efter Gazprom-sagen. Først blev han næsten italiensk mester, siden klatrede han med bjergrytterne i Rumænien, og endelig kørte han fornemt i Spanien, hvor særligt hans 2. plads i Getxo var imponerende. Ain blev ødelagt af et styrt, men det var også et løb, der nok var for svært. Dette burde passe ham glimrende, da han er eksplosiv og hurtig, og de italienske mesterskaber viste, at han kan klare distancen. Det er klart, at dette er et helt nyt niveau, hvor han skal steppe up, og han vil formentlig komme til kort i positionskampen. Han kunne dog angribe tidligt, som han gjorde ved mesterskaberne og i Getxo, og så har han et spændende potentiale.

Endelig er der Elia Viviani og Giacomo Nizzolo. Begge har en god historik i løbet, da Viviani har vundet, og Nizzolo har været har været i top 10 ikke færre end seks gange. Desværre har Viviani slet ikke den holdbarhed, han havde engang, og Nizzolos seneste løb har vist, at hans lange formkrise fortsætter. Begge er dog så hurtige, at de burde have en chance for at vinde en spurt i dette felt, og derfor skal de nævnes som vinderkandidat. Mest optimistisk er jeg på Vivianis vegne, for han viste på Waseberg i søndags bedre klatring, end vi har set meget længe, og han kørte også en fin spurt ved EM. Nizzolo er jeg mere skeptisk over for, da han som sagt virker formsvag, men omvendt er det på papiret en hård finale, der passer den bedste Nizzolo fremragende.

.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Den væsentligste ændring er, at Laporte ikke kommer til start. Det er en markant svækkelse, at Van Aert nu med nogen sandsynlig vil være alene i finalen. Det øger chancen for, at han kan få svært ved at kontrollere det og blive slået. Han er stadig min favorit, men chancen for et nederlag er større nu. Derudover kommer heller ikke Stuyven til start

.

***** Wout van Aert

**** Tadej Pogacar, Valentin Madouas

*** Benoit Cosnefroy, Alex Aranburu, Biniam Girmay, Jhonatan Narvaez, Mauro Schmid

** Michael Matthews, Victor Campenaerts, Stefan Küng, Søren Kragh, Mikkel Honoré, Dylan Teuns, Arnaud Demare, Arnaud De Lie, Magnus Cort, Peter Sagan, Kevin Vauquelin, Mathieu Burgaudeau, Andrea Piccolo, Elia Viviani, Giacomo Nizzolo

* Jan Tratnik, Mathieu Burgaudeau, Diego Ulissi, Matteo Trentin, Filippo Zana, Zdenek Stybar, Davide Ballerini, Luka Mezgec, Filippo Baroncini, Julien Simon, Hugo Hofstetter, Loic Vliegen, Axel Zingle, Matteo Sobrero, David Gaudu, Andrea Bagioli, Damiano Caruso, Kevin Geniets, Alexander Kamp, Pierre Latour, Benjamin Thomas, Jasper de Buyst, Jakob Fuglsang, Cristian Scaroni, Stefan Bissegger, Andrea Pasqualon, Luca Mozzato, Ivan Garcia Cortina, Clement Venturini, Rui Oliveira, Connor Swift, Guillaume Martin, Pascal Eenkhoorn, Nathan van Hooydonck, Florian Vermeersch, Giovanni Aleotti, Franck Bonnamour, Jon Aberasturi, Marijn van den Berg, Matevz Govekar

STREAM VUELTA A ESPANA OG BRETAGNE CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Danskerne

Mikkel Honoré, Søren Kragh og Magnus Cort bør have en beskyttet rolle, hvorfor de er omtalt ovenfor. Frederik Wandahl kan hos et relativt svagt Bora-hold måske få lov at se, hvor langt han kan komme. Jakob Fuglsang er blevet udtaget og må ventes at have en fri rolle, men hans form er helt ukendt, og det er et løb, han selv i sin storhedstid ville have meget svært ved at vinde. Johan Price-Pejtersen må på Bahrain ventes at skulle støtte Jan Tratnik og Damiano Caruso, mens Alexander Kamp med Stuyvens afbud ligner en beskyttet rytter hos Trek, og han viste en hæderlig, men ikke prangende form i Danmark.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Benoit Cosnefroys sejr fra 2021, Michael Matthews’ sejr fra 2020, Sep Vanmarckes sejr fra 2019, Oliver Naesens sejre fra 2018 og 2016 samt Elia Vivianis sejr fra 2017.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Det må handle om Cosnefroy. Oliver Naesen er dobbelt vinder, men synes ikke i form, og heller ikke Stan Dewulf imponerer lige nu. De har Clement Venturini til en spurt, som han dog ikke kan vinde, mens løbet passer dårligt til Aurelien Paret-Peintre.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Schmid og Honoré ligner bedste bud. Det er et godt løb for Zdenek Stybar, der er i form, men Danmark får mig til at tvivle på, at han er god nok. Løbet passer også fint til Andrea Bagioli, men han har skuffet fælt i år, og hans form er ukendt. De har Davide Ballerini som et stærkt kort, både til et hårdt løb og en spurt, men styrtet i Burgos synes at have sat ham langt tilbage.

INEOS Grenadiers: Narvaez ligner manden, mens Viviani er klar til spurten. Et alternativ til en spurt er Ben Swift, hvis Viviani falder fra, men han er en skygge af sig selv. Det er ikke et løb for Eddie Dunbar eller den ellrs velkørende Brandon Rivera.

Team Arkea Samsic: I en spurt bør Hugo Hofstetter kunne lave et godt resultat, men vinde kan han ikke, og derfor ligner Vauquelin det bedste bud. Connor Swift kørte flot sidste år, men han kører næppe med de bedste på bakkerne, og Warren Barguil er i formkrise. Laurent Pichon og Romain Hardy ligner hjælpere.

B&B Hotels-KTM: Bedste chance er en top 10 i en spurt med Luca Mozzato, da Franck Bonnamour trods sejren i Polynormande stadig ikke er på toppen. Det er et godt løb for Cyril Barthe, men han skuffede i Limousin. Axel Laurance er hurtig, men de spurter med Mozzato, og Alexis Gougeardsynes formsvag.

Trek-Segafredo:  Uden Stuyven er det et fladt hierarki, hvor Filippo Baroncini og Alexander Kamp ligner bedste bud. Løbet passer Baroncini, der har set godt ud, men niveauet er nok lidt for højt. Det er et fint løb for Kamp, men han viste i Danmark, at han er et stykke fra Amstel-formen, selvom han ikke var dårlig. Også Toms Skujins kan gøre det pænt, men ikke vinde. Markus Hoelgaard er i bedring og bør være beskyttet, men han er stadig langt fra sidste års niveau. Til en spurt har de Jon Aberasturi, men i år har han været uden holdbarhed, og det er også for hårdt for Emils Liepins, hvor Baroncini eller Kamp sikkert ender med at spurte.

Læs også

LIVE nu: O'Connor sender tropperne frem på stor kongeetape

Groupama-FDJ: Det er et af de stærkeste hold med Madouas og Küng til det hårde løb og Demare til en spurt. David Gaudu har holdt pause og erklærer sig som hjælper. Kevin Geniets har imponeret i år, men ligner en hjælper, og løbet passer ikke Michael Storer.

Israel-Premier Tech: Teuns er buddet til et hårdt løb, mens Nizzolo er klar til spurten. Som nævnt ovenfor har Jakob Fuglsang en fri rolle, mens Simon Clarke synes formsvag, og Krists Neilands ikke længere har nivueauet.

BORA-hansgrohe: Det er et godt løb for Ide Schelling, men trods fremgangen i Hamburg synes han endnu at mangle for meget. Giovanni Aleotti rejste sig endelig i Sibiu Tour, men efter Polen er optimismen begrænset. Lukas Pöstlberger har været en skygge af sig selv.

TotalEnergies: Sagan ligner bedste bud, da Anthony Turgis er meget formsvag. Det er et perfekt løb for formstærke Mathieu Burgaudeau, men efter hans seneste løb tror jeg, at han mangler lidt for meget. Pierre Latour viste god form i Poitou-Charentes og kunne gøre det pænt, selvom løbet ikke er helt ideelt. Det er også et perfekt løb for formstærke Julien Simon, men vi så i Limousin, at han nok mest kan agere plan B for Sagan og Turgis i en spurt.

Movistar Team: Aranburu ligner kandidaten. Det er et godt løb for Gonzalo Serrano, men trods fremgangen mangler han en del. Til en spurt har de Ivan Garcia Cortina samt Aranburu, men førstnævnte har ikke formen til at være med i et hårdt løb.

EF Education-EasyPost: Cort må være kaptajn med Piccolo som joker. Stefan Bissegger er i form, men løbet er nok for hårdt. I en spurt vil de måske køre for Marijn van den Berg, der har en chance for at sidde med hjem, men vinde kan han ikke.

Bahrain-Victorious: Med forårsformen havde Jan Tratnik været en af favoritterne, men det er ikke mit indtryk, at han har den form. Damiano Caruso kan godt køre den slags løb, men det vil undre mig, hvis han er i form, og løbet passer dårligt til Stephen Williams. Til en spurt har de den holdbare Matevz Govekar, men det er helt nyt for ham med så langt et løb, og han har haft det svært i spurterne.

Team BikeExchange-Jayco: De erklærede kaptajner Matthews og Luka Mezgec. Som udgangspunkt spurter Matthews, men har han brændt kræfterne af i et hårdt løb, spurter de formentlig med Mezgec. Han mangler dog nok farten til at vinde. Dion Smith er uden form igen. Til gengæld er det et godt løb for Matteo Sobrero, der så godt ud i Polen, men det er svært at se ham køre med de bdste.

Team DSM: Det må handle om Kragh, da Kevin Vermaerke efter sin skade næppe er i form. Til en spurt kan de håbe, at unge Pavel Bittner kommer med hjem.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

UAE Team Emirates: Pogacar er det store navn, men de har også Diego Ulissi, der efter Limousin er i form. Han bør dog ikke længere være god nok til at køre med de bedste i dette felt. Det burde Matteo Trentin være, men han skuffede lidt i Limousin. Han vil være deres mand til en spurt, men den kan han ikke vinde. Rui Oliveira imponerede stort i Limousin, men det er svært at se ham være med de bedste i dette selskab, og Ryan Gibbons må være hjælper.

Cofidis: Guillaume Martin er uhyre formstærk, men det er næsten umuligt for ham at vinde dette løb. Det passer perfekt til formstærke Axel Zingle, der kan køre en god spurt, men han mangler nok for meget til at gå med de bedste. Til det mangler den i år så velkørende Benjamin Thomas nok også det sidste punc, hvis ikke han angriber tidligt, og Anthony Perez er aldrig slået til i denne slags løb, der ikke passer Ion Izagirre .

Astana Qazaqstan Team: Det er et godt løb for den svingende Simone Velasco, men hans form efter Touren er helt ukendt. Cristian Scaroni er i form og passer fint til løbet, men kører ikke med de bedste. Valerio Conti har skuffet hele året.

Jumbo-Visma: Uden Laporte må Van Aert være klar kaptajn. Nathan van Hooydonck og Pascal Eenkhoorn kunne være de nye løjtnanter, men det er svært at se dem spille samme rolle som Laporte, da sidstnævnte ikke synes flyvende. Timo Roosen har skuffet i år, Koen Bouwman har været skadet, og det samme har David Dekker.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Girmay ligner bedste bud. Falder han tilbage til niveauet fra Limousin, kan Andrea Pasqualon og som plan C Hugo Page køre en spurt, mens Baptiste Planckaert er formsvag. Loic Vliegen var flyvende for et par uger siden og passer til løbet, men har ikke imponeret på det seneste.

Lotto Soudal: Campenaerts ligner manden til et hårdt løb, mens De Lie er klar til spurten. Jasper de Buyst er i form, men kører næppe med de bedste og ligner mere en plan B i spurten sammen med Florian Vermeersch, der ikke er flyvende. Det er Brent van Moer endelig ved at være, men han mangler punch, og Philippe Gilbert er stadig et stykke fra sit Dunkerque-niveau.

Bardiani-CSF- Faizané: Filippo Zana er i fornem form og imponerede meget i Limousin. Løbet her passer ham dog noget dårligere, og han vil tabe i positionskampen. Til en spurt har de Filippo Fiorelli, men han har ikke været flyvende på det sidste, og det har Sacha Modolo og Davide Gabburo heller ikke.

Bingoal Pauwels Sauces WB: De får det svært. Attilio Viviani og Tom Paquot kommer næppe med hjem til en spurt. Marco Tizza er den holdbare mand, men han har ikke været flyvende,

Uno-X Pro Cycling Team: Rasmus Tiller er skræddersyet til løbet, men han har efter pausen været meget formsvag. Måske kan han deltage i en spurt. Det er også et godt løb for Anders Skaarseth, men han har ikke virket flyvende.

STREAM VUELTA A ESPANA OG BRETAGNE CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE