Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)

Løbets rolle og historie

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt under Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende afføre, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

Med sin placering i det cykelgale Bretagne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominan.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev indlemmet på ProTouren ved dennes indførsel i 2005. I tillæg til de veletablerede klassikere Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassikere, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point vel næppe kan overvurderes, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der startede sidste weekend med Hamburg Cyclassics og fortsætter med Brussels Cycling Classic og GP Fourmies i næste weekend samt de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned.

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014) og senest Oliver Naesen (2016) alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013), Alexander Kristoff (2015) og Elia Viviani (2017). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

Løbets hårde natur har også givet løbet en perfekt position på WorldTour-kalenderen. EuroEyes Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en god opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, har løbet ofte været en god lejlighed til at teste VM-formen af. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et klassik VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsserien således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. I år er ruten i Innsbruck dog så hård, at der ikke er mange overlap mellem de ryttere, der kan gøre sig gældende i hhv. Østrig og Bretagne.

I 2016 blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Hidtil har det været holdt området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne vil imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdøbt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken i 2016 og 2017, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb.

Det blev et udbrud, der løb med sejren i den første udgave i det nye format, men sidste år så vi, at sprinterne også sagtens kan gøre sig gældende også i det nye format. Her lykkedes det nemlig at få det hele samlet til en reduceret massespurt i et felt på knap 100 mand, og her fortsatte Elia Viviani en drømmeperiode ved at tage sin anden WorldTour-klassiker på en uge efter at have vundet i Hamburg søndagen forinden. I spurten slog han 2015-vinderen Alexander Kristoff og Sonny Colbrelli, men det kræver blot et hurtigt kig på de øvrige navne i top 10 for at indse, at spurten i Plouay bestemt ikke er for rene sprintere. Viviani kører i år Vuelta og forsvarer derfor ikke sin titel, men Kristoff går til gengæld efter sin anden sejr i løbet, ligesom også Colbrelli er med igen efter et aggressivt løb i Hamburg sidste søndag.

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb er Bretagne Classic det eneste WorldTour-løb, der hidtil har gjort brug af et rundstrækningsformat, som ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid i 2016 formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger vil rytterne tilbringe det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der skal tilbagelægges én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og for tredje år i træk er der mere end 240 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. På den ene side er stigningerne er længere end tidligere, og omvendt er der også længere stykker med fladt terræn end på den gamle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men samlet set er det måske sværere at finde et oplagt sted at angribe. I forhold til sidste år atter helt nytænkt, men igen afsluttes der med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet.

Løbet er denne gang i alt 256,9 km langt og både starter og slutter i Plouay. Herfra kører rytterne ud på en 242,2 km lang rundstrækning i området sydøst for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Fra start går det i en østlig retnjng gennem relativt fladt terræn, indtil man når frem til Cotes de Camors (1 km, 4,2¤), der har top efter 27,3 km. Den leder op på et plateau, hvor rytterne fortsætter mod øst og sydøst gennem kun let kuperet terræn, indtil man efter knap 60 km når frem til byen Plaudren. Her kører man en omgang på en lille rundstrækning i området nord for byen, hvilket betyder, at man efter ca. 70 km skal over den kendte Cote de Cadoudal (1,5 km, 5,8%), der er kendt fra GP Plumelec, Tour de France og Peter Sagans EM-sejr i 2016.

Efter at være vendt tilbage til Plaudren venter der nu en omgang på en betydelig større rundstrækning i området sydvest for byen. Den bringer feltet ud langs den bretonske sydkyst, hvor det er relativt fladt, inden man atter kører mod nord og nordøst frem til Plaudren. Derfra går det direkte videre mod nord frem til endnu en passage af Cote de Cadoudal efter 146,6 km. Efter stigningen drejer man mod vest og nordvest for at køre tilbage mod Plouay. Det sker via veje, der er betydeligt mere kringlede, snoede og kuperede end på turen ud mod rundstrækningerne, og der er ikke meget fladt i denne del af løbet. Det var i denne fase fundamentet for Oliver Naesens og Alberto Bettiols afgørende fremstød i 2016 blev lagt, da de kom med i en større gruppe, hvorfra de skilte sig ud.

Tilbage i Plouay kører man nord om byen for at køre ud på den store rundstrækning på den gamle rute. Det betyder, at man for første gang skal op over Ty Marrec (1,1 km, 6,8%, max. 10%), der altid har været løbets mest kendte stigning. Den fungere som en perfekt rampe for for sene angreb, da den kommer inden for de sidste 29 km, og det er her, man skal afsted, hvis man skal foregribe favoritterne og sætter sprinterholdene under pres.

Efter Ty Marrec kører rytterne ned til mål og afslutter løbet med at køre en omgang på den velkendte 14,7 km lange rundstrækning, der altid er rammen om det sidste slag, og som denne gang er svagt modificeret og 800 m længere end tidligere. Rytterne kører ad flade veje mod øst og nord frem til den første stigning, Cote du Lezot, der er 1,2 km lang, stiger med 4,9% i gennemsnit og har flere passager med stigningsprocenter på 7. Toppen kommer efter 2,5 km, og derefter følger en lang, jævn nedkørsel mod vest og nord vest.

Efter 7 km når man bunden af nedkørslen, hvorefter man vender rundt for at begive sig mod sydøsttilbage mod Plouay. De næste 3 km er hovedsageligt flade, og derefter venter den sværeste stigning, Ty Marrec, der skal passeres for anden gang, og hvis top kommer 4,3 km fra steregen. Hvad der gør bakken svæk er det faktum, at det fortsætter med at stige let i yderligere en kilometer efter toppen. De næste to kilometer går lidt op of ned og fører frem til den røde flamme, hvorefter det falder let til den lynhurtige finale i udkanten af Plouay. Der er to tricky sving omkring 1,5 km fra stregen, men den sidste kilometer følger en lang, lige vej.

Den sidste omgang har traditionelt været rammen om en serie angreb og var det også sidste år. Det kræver en dedikeret indsats af sprinternes hold at holde de mange klassikerspecialiser under kontrol. Nogle foretrækker at vente til den sidste stigning, og da Chavanel vandt for et par år siden, var det ved at køre væk her. I 2016  kørte det afgørende fremstød imidlertid endnu tidligere.

Som regel er der etableret en eller anden form for udbrud på Ty Marrec, og derefter ender sidste del ofte i en vild jagt mellem det reducerede felt og udbruddet. Det er imidlertid ikke kun på selve stigningerne, at man har kunnet gøre en forskel, og ofte er fremstødene etableret efter toppene, hvor der på rundstrækningen ikke er umiddelbare nedkørsler, og det ofte tager lidt tid for sprinterholdene at blive organiseret igen. De sidste kilometer efter Ty Marrec er altid hæsblæsende, og udbruddet bliver som regel først neutraliseret inden for de sidste 2 km - hvis de altså overhovedet bliver hentet. Selve spurten er typisk ekstremt rodet, da de færreste hold har et organiseret lead-out efter stigningen, og da det faldende terræn gør det til en meget hurtig afslutning.

Løbet byder på i alt 2702 højdemeter.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt uforudsigelige vejr, og rytterne får i den grad lov til at smage på typisk Bretagne-forhold denne gang. Efter en solrig morgen vil det sky til, og der vil være byger det meste af eftermiddagen. Temperaturen vil være 20 grader, men vigtigst er det, at det vil være meget blæsende med en frisk til hård vind fra sydvest. Det giver sidemedvind på stykket ud til rundstrækningerne, hvor der primært vil være med- eller modvind. Til gengæld vil der være sidemodvind på turen tilbage mod Plouay. På den sidste rundstrækning vil der være sidemedvind på første del og sidemodvind på Ty Marres, inden man gradvist drejer ind i sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At ruten samtidig er ændret yderligere i forhold til både 2016 og 2017, gør blot uforudsigeligheden større, og det er vanskeligt at sige, om løbet er blevet hårdere eller lettere som følge af forandringerne.

For år tilbage så det ud til, at angriberne havde overtaget, og det var sjældent, at løbet endte i en spurt. I de senere år er balancen imidlertid tippet til fordel for de hurtige folk. Flere og flere af de holdbare sprintere er nemlig begyndt at satse på løbet, og det har ændret dets dynamik en anelse. I de sidste år på den gamle rute endte det derfor oftest i en spurtafgørelse.

I 2016 betød den nye rute imidlertid, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der har været meget delte meninger om, hvordan de nye ændringer har gjort løbet lettere eller sværere, men i 2016 syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Sidste år var løbet imidlertid meget låst, og den ventede spurtafgørelse var aldrig for alvor i fare.

Skal man komme med en forsigtig vurdering, ser den nye rute ud til at være lettere end den foregående. Passagerne af Mur-de-Bretagne er fjernet, og selvom man i stedet skal over Cote de Cadoudal to gange, synes terrænet ikke at være helt så hårdt. Det afspejles også af det samlede antal højdemeter, der over mere end 250 km trods alt bare er ca. 2700. På den anden side er distancen i sig selv en monumental udfordring, for det er kun de mest hårdføre, der kan gøre sig gældende efter en så lang dag i sadlen.

Det mest spændende er, hvilken rolle de meget blæsende betingelser vil spille. Det bliver virkelig en grim dag i Bretagne med ret kraftig vind, og det synes næsten givet, at der skal ske noget især i sidemedvinden på kyststrækningen på den store rundstrækning midtvejs i løbet. I det hele taget vil den første halvdel blive enormt nervøs, men det er dog tvivlsomt, om der vil kunne skabes varige splittelser. I et så langt løb er det næsten umuligt at holde den gående hele vejen hjem til Plouay, og selvom det er nærliggende at tro, at der vil være huller undervejs, vil den lange tur hjem i modvinden betyde, at det sandsynligvis blot vil bidrage til at gøre løbet hårdt, men ikke have en afgørende effekt.

Netop det forhold, at der vil være sidemodvind i den sidste del af løbet frem til rundstrækningen, gør også, at det faktisk kan ende med ikke at blive helt så selektivt som tidligere. Det vil sandsynligvis også lægge en dæmper på angrebslysten i den ellers ret kringlede del af løbet, hvor vejene vil være små og smalle. Vinden vil skabe nervøsitet, og positionskampen vil gøre det hårdt og stressende, men det vil være næsten umuligt at holde hjem, hvis man angriber allerede her.

Derfor vil vi formentlig også først for alvor se action, når vi rammer rundstrækningen og på de sidste 20 km to gange skal op over Ty Marrec. Her vil vi helt sikkert se de de obligatoriske angreb, ikke mindst fra den meget formstærke Tim Wellens, men vi tror ikke, at der kan gøres afgørende forskelle. Vindretningen er nemlig heller ikke gunstig på stigningen, og generelt bliver den sidste halvdel af løbet for let.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Derudover er der en stribe hold, der vil gå 100% efter en massespurt. Det gælder først og fremmest Quick-Step, UAE og Trek, men også Astana, Sunweb og Bahrain vil have en interesse i en spurt, dog først efter et hårdt løb. Især de to førstnævnte hold kommer med så stærke mandskaber, at de formentlig vil kunne holde det samlet, og derfor tror vi, at det igen i år vil ende i en reduceret massespurt.

Det er dog en ganske særlig spurt. Ikke blot kommer den efter mere end 250 på smalle veje og med mange bakker, den kommer også bare 4 km efter en hård stigning, hvor man lynhurtigt kan blive begravet i et syrebad eller tabe alt for mange positioner. Historien viser da også, at det kun er stærke sprintere, der når frem i tide, ligesom man meget ofte ser klassikertyper i top 10. Sep Vanmarckes 4. plads sidste år er blot det seneste eksempel, ligesom der vel næppe var mange, der havde set Filippo Pozzato ligefrem vinde en spurt for nogle år siden.

Derudover er spurten altid ekstremt hektisk, og efter bakken er det i den faldende finale umuligt at organisere et lead-out. Det er derfor også en spurt, der ikke blot kræver gode klatreevner for at holde sif fremme og relativt frisk, men også en eminent placeringsevne, fordi man meget ofte skal klare sig ganske meget på egen hånd til sidst.

Alt dette får os til at pege på Fernando Gaviria som vores favorit. Colombianeren har ganske vist haft en lang pause siden det tidlige exit fra Touren, men han meldes at have passet sin træning ganske fint. Han har da også tradition for at komme stærkt tilbage fra Colombia, og han får endda mulighed for at varme benene op i fredagens nye løb i Belgien. Selvom han vil mangel lidt løbsrytme, burde han derfor stille til start i Plouay i en ganske glimrende form, og selvom 250 km er lidt af en udfordring, burde modvinden hjælpe med at sikre, at han kan være relativt frisk i finalen.

Gaviria er ubetinget feltets hurtigste mand, og han er samtidig en ganske holdbar type, der burde være skabt til denne rute. Bakkerne er nemlig hverken for lange eller svære, og han har i Milano-Sanremo mange gange vist, at han kan klare den lange distance. Til gengæld har vi også ofte set, at det af og til kniber med selve spurten efter de hårde klassikere, og Gaviria kan være lidt af et wildcard efter en lang klassiker som denne. Til gengæld er han tilgodeset af gode positioneringsevner, hvilket som sagt er helt afgørende i denne spurt, ligesom han har et fremragende hold. Zdenek Stybar og måske også Florian Senechal og Maximilano Richeze, der vel er verdens bedste lead-out man, burde alle kunne spille en rolle også efter en hård bakke som den, der venter her. Forhåbentlig kan de også hjælpe Gaviria med at bolde hovedet koldt, for det er sammen med de svingende spurter efter lange løb hans største svaghed. Samlet set er løbet dog så perfekt for Gaviria og holdet så stærkt, at han må være vores favorit.

Det er ikke mærkeligt, at Alexander Kristoff vandt i 2015, vandt feltets spurt om 3. pladsen i 2016 samt blev nr. 2 bag Viviani sidste år, for det er meget svært at designe et løb, der passer bedre til den store nordmand. Kristoff er kendt for sine evner som afslutter efter lange udmarvende løb i kuperet terræn, og derfor er 250 km med bakker, regn og sidevind simpelthen en gave til nordmanden. Han har vundet et hav af spurter om sejre og sekundære placeringer i de tre flade monumenter, og han er simpelthen bare meget svær at bide skeer med, når alle andre er trætte. Det viste han også senest i Touren, hvor han blomstrede i den sidste uge, hvor alle andre var slidt ned, og han kronede det hele med en stor sejr i Paris.

Kristoff er samtidig fortsat i fremragende form. Det viste han sidste uge i Hamburg, hvor han først var med i den gruppe, der kørte væk på Waseberg, og siden stadig havde kræfter til at spurte sig til en 3. plads. Samtidig er Kristoff eminent i positionskampen, og derfor er den kaotiske spurt i Plouay, endda på en lang Kristoff-opløbsstrækning, simpelthen ideel for ham. Det kan godt være, at han på papiret ikke har Gavirias hurtighed, men i lige netop dette løb kan han slå hvem som helst.

Sammen med Kristoff har det været John Degenkolb, der har haft ry for at være verdens bedste afslutter efter de længste klassikere. Det er ikke en tilfældighed, at tyskeren har vundet Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Hamburg Cyclassics, for der har traditionelt ikke været mange, der har kunnet matche ham efter 250 km. Desværre har han siden sit grimme træningsstyrt i 2016 kæmpet med at komme tilbage, og han har længe været en skygge af sig selv. Siden Touren, hvor han som bekendt vandt brostensetapen, har han imidlertid været tilbage på sporet, og han ligner igen den rytter, han engang var.

I Touren viste Degenkolb også, at han igen kan blande sig i spurterne, og selvom han ikke synes at have fordums hurtighed, blev han alligevel i kraft af sin sublime holdbarhed en kneben nr. 2 bag Kristoff i Paris. Senest viste han sig flot frem med en 4. plads i Hamburg, selvom hans lead-out blev totalt ødelagt af det sene styrt, og det er endnu mere grund til optimisme for en mand, for hvem det tyske løb ellers burde være en anelse for let. Han er på toppen en bedre klatrer end både Kristoff og Gaviria, og han vil derfor elske denne rute og ikke mindst en powerspurt efter en hård bakke i finalen. Hans store problem er specielt positioneringen, der altid har været hans svaghed, og det kan det blive igen denne gang, hvor han næppe kan regne med at have andre end Michael Gogl til at køre et decideret lead-out i en hård finale som denne.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Sidste år blev Sonny Colbrelli nr. 3 i dette løb, og det er blot endnu en bekræftelse på, at han har det, der skal til for at vinde i Plouay. Colbrelli er ingenlunde en ren sprinter, men efter en hård dag kan han i en flad spurt slå de fleste. Det viste han senest i Tour de Suisse, hvor han på 3. etape efter at have overlevet en bakke i finalen overspurtede både Peter Sagan og Gaviria, ligesom han også slog blandt andre Kristoff efter en sidevindsdag i Paris-Nice sidste år. Det vidner om, at Colbrelli har de evner, som også kendetegner Kristoff og Degenkolb, også selvom han på papiret i en flad spurt ikke har samme topfart som dem. Formen efter Touren så ganske god ud i Hamburg, hvor han kørte offensivt på Waseberg, og for ham kan løbet her i teorien ikke blive hårdt nok. Samtidig er han ganske god til at positionere sig, og det giver ham gode muligheder for at sejre i Plouay.

Det har været en forfærdelig sæson for Michael Matthews, der har været ramt af det ene uheld efter det andet siden sæsonstarten. Efter det alt for tidlige exit fra Touren er han imidlertid nu tilbage i form, hvilket han viste med en fremragende præstation i BinckBank Tour, hvor han ikke blot slog Greg Van Avermaet i spurten på Muren på sidste etape, som han vandt i suveræn stil, men også blev nr. 2 samlet. Dermed er det en rødglødende Matthews, der kommer til Bretagne, og her finder han en rute, der passer ham. Ganske vist er heller ikke han en ren sprinter, og han har traditionelt haft det svært i flade spurter mod de hurtigere folk. Han har dog været i top 5 i de seneste udgaver og har været på podiet i Sanremo og til VM, hvilket siger alt om, at han har en chance for at true de hurtigere folk efter et hårdt løb. Som en fremragende klatrer vil han ønske sig, at løbet bliver knaldhårdt, og at der kommer stor udskilning på den sidste bakke, for han er så god, at han sagtens kan køre med i alle rykkene selv. Til gengæld er den let faldende spurt ikke ideel for ham, så han skal formentlig bruge et godt lead-out fra sit stærke tog med Nikias Arndt og Søren Kragh for faktisk at kunne overspurte de hurtigere folk.

Skal man pege på en WorldTour-klassiker, der ligger godt til Magnus Cort, må det være denne. Danskeren viste nemlig senest med sin fornemme etapesejr i Touren, at han blandt afslutterne nu skal regnes som en af de allerbedste klatrere. Derfor burde han have fordel af, at en hård og lang rute som denne kan trætte rivalerne og rydde ud i de hurtige folk. Desværre er der noget, der tyder på, at Cort i øjeblikket ikke er helt på toppen, for selvom han tog en udbrudssejr i BinckBank Tour, leverede han skuffende præstationer både ved EM og på de svære etaper i weekenden. Derfor synes Cort ikke at være i en form, hvor han for alvor kan lukrere på et hårdt løb som dette, ligesom han er hæmmet af sin dårlige positionering, der kan blive ganske kostbar i kaosspurten i Plouay. På den anden side viste Cort så sent som i Touren, hvor det igen var positioneringen, der kostede ham, at farten rækker langt, så finder han den rette åbning i kaosset til slut, har Danmark faktisk en chance for at løbe med sejren.

Havde dette været maj måned, havde vi formentlig peget på Sam Bennett som vores favorit. I Giroen var ireren nemlig flyvende. Ikke blot vandt han 3 etaper i et løb, hvor han var klart hurtigere end ærkerivalen Elia Viviani, han klatrede også så godt, at han endda angreb på bakkerne i finalerne. Desværre er det nu august, og Bennett har tilsyneladende haft visse helbredsproblemer. I hvert fald blev han i sidste øjeblik taget af startlisten til både GP Cerami og RideLondon Classic, og det kan næsten kun skyldes, at hans skrøbelige helbred igen er bukket under, som det næsten altid sker på denne tid af året. Set i det kys virker det måske heller ikke videre sandsynligt, at han skulle kunne blande sig i et 250 km langt løb allerede nu. På den anden side har holdet intet meldt ud om forklaringen på hans afbud, og da det sidste efterhånden ligger mange uger tilbage, kan han have haft tid til at komme tilbage på rette spor. På papiret er han sammen med Gaviria den hurtigste i løbet, og med den holdbarhed, han har vist, burde løbet passe ham perfekt. Alt står og falder med formen, og at han med et svagt hold kan klare sig i positionskampen, hvis han når med i finalen.

EF stiller med Sacha Modolo, der i teorien burde passe godt til dette løb. Italieneren er nemlig en holdbar sprinter, der flere gange i Giroen har imponeret med overraskende gode klatrepræstationer, ligesom hans store gennembrud faktisk kom med en 4. plads i Milano-Sanremo. Til gengæld har de seneste år også vist, at Modolo ikke har topfarten til at true de bedste, og det blev blandt andet helt tydeligt i årets Giro. På den anden side synes Modolo at være i ganske god form, hvilket han senest viste i Hamburg og i Polen, hvor han kørte en fremragende spurt på 3. etape. Han har i Sep Vanmarcke en fremragende lead-out man, og han har vist, at han af og til kan overraske, når det lykkes ham at time det rigtigt.

Christophe Laporte har i år været Cofidis’ klassikerkaptajn, og det har han gjort ganske fint med flere gode præstationer på brostenene. Laporte er nemlig ikke en ren sprinter, men derimod en holdbar fyr, der excellerer i hårdt terræn. Derfor burde dette løb passe ham ganske glimrende, for selvom han ikke har samme topfart som hovedparten af de ovennævnte, kan han klare mere end de fleste. Han viste også i den sidste uge af Touren, at han i spurterne kan blande sig, når andre er trætte, ligesom hans eminente positionering gør ham god i denne hektiske spurt. Til gengæld hersker der lidt usikkerhed om formen, efter at han blev tvunget tidligt ud af Arctic Race med sygdom.

BMC har sendt Greg Van Avermaet på en lille ferie, og det giver plads til, at Jempy Drucker kan få sin chance som kaptajn. Luxemburgeren, der som bekendt spurtede sig til sejr i Vueltaen for et par år siden, har ellers spurtet temmelig skidt i de seneste to sæsoner, men nu synes han at være på vej tilbage. I BinckBank Tour viste han nemlig igen den næse for god positionering, der tidligere var hans helt store styrke, og det kunne tyde på, at han kunne have kurs mod et godt resultat her. Han er nemlig en holdbar klassikerfyr, der burde være begejstret for både terræn og distance, og selvom han ikke er feltets hurtigste, kan han komme langt med sin gode evne i positionskampen.

Jens Debusschere burde i teorien også elske dette løb, for han har med blandt andet sejr i Dwars door Vlaanderen vist sine evner som afslutter efter et knaldhårdt løb. Desværre har der været meget langt mellem snapsene på det seneste for belgieren, der blandt andet skuffede stort i årets Giro. Han kan imidlertid være på vej tilbage, for i Tour de Wallonie kørte han en fuldstændig suveræn spurt på sidste etape, hvor han kørte formstærke Alvaro Hodeg helt i sænk, og det viser, at farten stadig gemmer sig et sted. Desværre er hans positioneringsevne temmelig elendig, hvilket igen blev tydelig i BinckBank Tour, ligesom der hersker usikkerhed om formen efter sygdom i det hollandsk-belgiske løb.

Edvald Boasson Hagen er en tidligere vinder af dette løb, men det synes efterhånden at være en evighed siden, at han sejrede i det franske løb. Siden da har nordmanden nemlig oplevet en hel serie op- og nedture, og efter en opblomstring i 2017 virker han desværre nu til at være i en bølgedal i 2018. I hvert fald har der været meget langt mellem snapsene for Boasson Hagen, der end ikke i de ellers relativt lette norske løb har kunnet vise tidligere tiders styrke. Touren blev en stor skuffelse, og trods en 9. plads på den hårde 5. etape var han ikke i nærheden af noget i massespurterne i Polen. Det er derfor svært at se, hvordan Boasson Hagen skal kunne slå de hurtigere i en spurt eller være god nok til at køre med i angrebene. Det ændrer dog ikke på, at han er en af de mest holdbare sprintere, og at han altid har været bedst efter hårde løb. Derfor kan han med lidt held godt køre sig til et topresultat i en spurt.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Ag2r møder til start med Clement Venturini¸ der som en holdbar sprinter burde kunne lide dette løb. Han har haft lidt svært ved at leve op til forventningerne efter skiftet til Ag2r, men hans sejr i Route l’Occitanie viste, at han er på rette vej igen. Han gjorde det pænt i Polen, hvor han blandt andet viste god form med en 16. plads på den knaldhårde 5. etape, og i teorien burde han med sine gode tekniske evner og holdbarhed være god på en rute som denne. Han mangler nok den sidste topfart til at vinde, ligesom han mangler at bevise sig selv over lange distancer, men dette løb er en glimrende test for ham.

Spændende er også Lorrenzo Manzin . Vital Concept går ellers en svær tid i møde efter Bryan Coquards grimme styrt i Limousin, men heldigvis er deres reservesprinter klar til at tage over. Manzin viste allerede med fremragende kørsel i Tour de Wallonie, at han er kommet ug af sommerpausen i topform. Her blev han hhv. nr. 2 og 3 i spurter på nogle knaldhårde dage, ligesom han blev nr. 3 i det hårde endagsløb La PolY Normande, hvor han vandt feltets spurt. Det hele kulminerede i lørdags, hvor han vandt den stigende spurt på sidste etape i Tour du Limousin, og ingen kan betvivle, at Manzin kommer til Plouay i sit livs form. Nu skal han blot vise, at han også kan klare den lange distance og stadig bevare sin gode spurt.

Mitchelton-Scott stiller med Daryl Impey som kaptajn, og dermed får sydafrikaneren en sjælden chance for at køre for sig selv i en stor klassiker. Løbet burde da også passe glimrende til sydafrikaneren, der som bekendt i Tour Down Under viste, hvor fremragende en klatrer han er. Dette terræn burde således ligge godt til ham, ligesom han med spurtsejre i Baskerlandet og Catalonien har vist, at han er hurtig efter hårde og kuperede løb. Han er ganske vist klart overmatchet som sprinter i dette løb, men som Pozzato, Vanmarcke og co. tidligere har vist, kan en hurtig klassikerfyr sagtens gøre det overraskende godt i kaosspurten i Plouay. Hans største chance er dog nok at gå med Wellens og co. i de angreb, der vil komme til sidst.

Sammen med Impey vil vi fremhæve yderligere et par angribere, der måske kan snyde sprinterne. Det gælder først og fremmest Tim Wellens, der i BinckBank Tour var den klart stærkeste på stigningerne og er skræmmende på korte bakker, når han er i topform. Også Zdenek Stybar var flyvende i sidste uges etapeløb, og selvom han her skal køre for Gaviria, kan man ikke udelukke, at han kan få sin chance, hvis colombianeren ikke er på toppen efter sin lange pause. Det er også værd at huske på, at Stybar er lynhurtig på stregen. Det samme er ligeledes formstærke Enrico Gasparotto, der trods Colbrellis tilstedeævrelse måske kan få en halvfri rolle, samt Søren Kragh, der som udgangspunkt er låst af Michael Matthews, men måske kan få lov at angribe for at lægge pres på konkurrenterne. Endelig er der Oliver Naesen, der er tidligere vinder af løbet, viste storform på sidste etape i BinckBank Tour og er hurtig, Sep Vanmarcke, der desværre udgik i BinckBank Tour med et siddesår, men med sin 4. plads sidste år har vist, at han kan vinde en spurt, hvis han kommer med den rette gruppe i finalen, og Enrick Battaglin, der er skarp på bakker og hurtig på stregen, og som i Polen viste god form.

OPDATERING: FDJ har føjet formstærke Anthony Roux til startlisten, og den franske mester kunne være et godt bud på en mand, der kan køre offensivt i finalen.

***** Fernando Gaviria

**** Alexander Kristoff, John Degenkolb

*** Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Magnus Cort, Sam Bennett, Sacha Modolo

** Christophe Laporte, Jempy Drucker, Jens Debusschere, Edvald Boasson Hagen, Clement Venturini, Lorrenzo Manzin, Daryl Impey, Tim Wellens, Zdenek Stybar, Enrico Gasparotto, Søren Kragh, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke, Enrico Battaglin, Anthony Roux

* Samuel Dumoulin, Arthur Vichot, Alberto Bettiol, Michael Valgren, Thomas Boudat, Moreno Hofland, Jasper De Buyst, Carlos Barbero, Diego Ulissi, Daniel Oss, Lilian Calmejane, Sergei Chernetckii, Silvan Dillier, Quentin Pacher, Xandro Meurisse, Duion Smith, Jerome Baugnies, Elie Gesbert, Nicolas Edet, Kristoffer Halvorsen

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, der som nævnt ovenfor kan betegnes som en af de gode kandidater, hvis det ender i en spurt. Han stiller til start sammen med Michael Valgren, som er et af de bedre bud på en rytter, der måske kan køre væk i en lille gruppe i finalen. Søren Kragh Andersen er som sagt primært med som hjælper for Michael Matthews, men kan han få lov at angribe som led i et forsøg på at trætte sprinterne, kan man ikke udelukke, at han kan lave et resultat. Mads Würtz Schmidt viste god form i BinckBank Tour og kan måske få lov at angribe på et Katusha-hold uden en klar kaptajn, og kommer Baptiste Planckaert ikke med hjem, kan han måske også få lov at spurte. Lars Bak skal på Lotto Soudal støtte Tim Wellens, Jens Debusschere og Jasper De Buyst, ligesom Matti Breschel skal hjælpe Sacha Modolo og Sep Vanmarcke på EF.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2017 og Oliver Naesens sejr fra 2016.