Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)

Løbets rolle og historie

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt under Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende affære, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

Med sin placering i det cykelgale Bretagne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominans.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev indlemmet på ProTouren ved dennes indførsel i 2005. I tillæg til de veletablerede klassikere Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassikere, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point vel næppe kan overvurderes, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der startede sidste weekend med EuroEyes Cyclassics Hamburg og fortsætter med Brussels Cycling Classic og GP Fourmies i næste weekend samt de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned, og senere de canadiske klassikere.

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne er i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014) og senest Oliver Naesen (2016 og 2018) alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013), Alexander Kristoff (2015) og Elia Viviani (2017). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

Løbets hårde natur har også givet løbet en perfekt position på WorldTour-kalenderen. EuroEyes Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en god opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, har løbet ofte været en god lejlighed til at teste VM-formen af. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et klassisk VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsserien således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. Særligt i år, hvor ruten i England på mange måder minder om det, vi finder i Bretagne, synes løbet at være en god trædesten på vejen frem mod det største efterårsmål for de fleste klassikerryttere.

I 2016 blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Indtil da havde det været holdt i området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne ville imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdøbt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken i 2016, 2017 og 2018, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb.

Det blev et udbrud, der løb med sejren i den første udgave i det nye format, og efter en sprinterudgave i 2017 var det atter udbryderne, der slog til sidste år. Sjovt nok var det som for tre år siden også Oliver Naesen, der løb med sejren, da han på en regnvåd og blæsende dag kom med i en stærk gruppe på nogle af de sene stigninger. Efter lidt yderligere udskilning, der kostede ”livet” for blandt andre Zdenek Stybar og Michael Matthews, endte det med, at Naesen, Michael Valgren og helt udkørt Tim Wellens spurtede om sejren og krydsede stregen med Naesen foran Valgren og Wellens. Naesen vender i år tilbage for at jagte et hattrick, og han er igen oppe mod både Wellens og Valgren, som viste fin form i det nylige BinckBank Tour.

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb er Bretagne Classic det eneste WorldTour-løb, der hidtil har gjort brug af et rundstrækningsformat, som ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid i 2016 formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger tilbringer rytterne nu det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der skal tilbagelægges én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og for fjerde år i træk er der mere end 240 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. På den ene side er stigningerne længere end tidligere, men omvendt er der også længere stykker med fladt terræn end på den gamle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men der er ikke som tidligere nogle klart definerede nøglepunkter. Endnu mere kompliceret er det blevet af, at arrangørerne åbenbart har tænkt sig at designe en helt ny rundstrækning fra år til år, og det har de også gjort denne gang, hvor man tilbringer dagen i det kuperede område nordvest for værtsbyen Plouay, men man sidste år kørte rundt i terrænet sydøst for byen. Med andre ord er det kun den sidste velkendte rundstrækning, der er genganger fra sidste år, og der er således reelt tale om et helt nytænkt løb.

samlet set er det måske sværere at finde et oplagt sted at angribe. I forhold til sidste år atter helt nytænkt, men igen afsluttes der med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet.

Løbet er denne gang i alt 248,1 km langt, hvilket er knap 10 km kortere end sidste år, og både starter og slutter i Plouay. Herfra kører rytterne ud på en 234,2 km lang rundstrækning i området sydvest for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Fra start kører man mod nordvest ad typiske bretonske veje, der gør op og ned hele tiden, men som ikke byder på kategoriserede stigninger. Den første af disse melder sig først, når an er nået næsten helt ud til den vestfranske kyst. Her skal man over Cote du Moulin Kergaeric (3,2 km, 4%, max. 13%), som har top efter 93,0 km. Herfra kører man mod vest ud til kysten, hvor man drejer mod syd for at passere Cote Argol (1,9 km, 4,5%), hvis top rundes efter 112,5 km

Efter at være fortsat lidt mod syd langs kysten indleder man turen tilbage mod Plouay, når man drejer mod vest. Kort efter skal man over yderligere to kategoriserede stigninger i form af Cote du Menez (4 km, 5%, max. 8%) samt Cote des trois Fontaines (2 km, 4%, max. 8%), som har top efter hhv. 133,5 og 145,0 km. Et lidt lettere stykke leder nu frem til det, der kan vise sig at være starten på finalen. Den indledes, når man rammer Cote de Laz (5 km, 3%), som har top med 87,1 km og efter en kort nedkørsel efterfølges af Cote de Kaliforn (1,6 km, 8%, max. 12%) med top 76,6 km fra mål. Umiddelbart herefter kører man over den første af to grusveje, som er 900 m lang og over 700 m stiger med 5%, og indledes med 72,1 km igen, og bare 2 km senere rammer man den anden grusvej, der er 1300 m lang og let faldende.

Efter de to grusveje bliver det betydeligt lettere, når man drejer mod sydøst for igennem let faldende terræn at køre frem til Cote de St. Julienne (1,4 km, 5%), hvis top passeres med 57,1 km. Kort efter venter Cote de Coat en Haie (1 km, 7,5%), der passeres med 41,1 km til mål, inden man i udkanten af Plouay skal over Cote de Marta (2,5 km, 4%, max. 12%). Fra toppen resterer bare 26,4 km, som indledes med, at man slår en lille sløjfe mod øst, inden man kører mod vest frem til bunden af den velkendte Cote de Ty Marrec (1,1 km, 6,8%, max. 10%), der altid har været løbets mest kendte stigning. Fra dens top mangler blot 17,5 km, som først fører mod sydøst via den velkendte nedkørsel ned til centrum af Plouay, hvor stregen krydses for første gang efter 234,2 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den velkendte rundstrækning, der i år er tilbage i sit klassiske format på 13,9 km, efter at den sidste år var forlænget med 800 m. Rytterne kører ad flade veje mod øst og nord frem til den første stigning, Cote du Moulin, der er 1,0 km lang, stiger med 5,1% i gennemsnit og har flere passager med stigningsprocenter på 7. Toppen kommer efter 1,5 km, hvorefter det forsætter med at stige let mod nord, inden man kommer frem til den ultrakorte Cote du Bois de Kerlucas, der passeres efter 2,9 km, hvorefter der følger en lang, jævn nedkørsel mod vest og nordvest.

Efter 7 km når man bunden af nedkørslen, hvorefter man vender rundt for at begive sig mod sydøst tilbage mod Plouay. Her drejer man direkte ind på Ty Marrec, der skal passseres for anden og sidste gang og er en meget jævn stigning med 6,2% over de første 500 m og 5,9% over de sidste 600 m. Toppen kommer 4,4 km fra stregen, men hvad der gør bakken svær, er det faktum, at det fortsætter med at stige let i yderligere 800 m efter toppen. De næste to kilometer er ganske let faldende og følger en næsten helt lige vej, der leder mod sydøst, inden man under den røde flamme rammer en nedkørsel, som leder ned til 500 flade meter til sidst. Der er to tricky sving omkring 1,5 km fra stregen, men den sidste kilometer følger en lang, lige vej.

Løbet byder på i alt 3680 højdemeter, hvilket er knap 1000 mere end sidste år.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt uforudsigelige vejr, som vi så det under sidste års episke udgave. I år bliver det imidlertid helt anderledes, da rytterne kan se frem til en tør dag med kun få skyer og en temperatur på 21 grader. Til gengæld vil det være blæsende med en frisk vind fra nordvest. Det giver stort set direkte modvind hele vejen ud til kysten, inden man i bunden af Cote du Argol efter 112,5 km drejer ind i sidemedvind. Herefter vil der være sidemed- og medvind hele vejen tilbage til Plouay, hvor der på rundstrækning vil være modvind hele vejen frem til bunden af Ty Marrec og derefter direkte medvind resten af vejen.

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At arrangørerne samtidig har besluttet sig for at skifte rute hvert eneste år, gør blot det hele endnu mere uforudsigeligt. Selv i gamle dage var det svært at vide, om det blev en spurt eller et sent udbrud, og selvom balancen syntes at tippe fra angribere til sprintere i årene indtil ruteændringen, så man både spurtafgørelser og sejre til udbrydere. Med andre ord er et i forvejen uforudsigeligt løb med den nye rute bare blevet endnu mere uforudsigeligt.

I 2016 betød den nye rute, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der var meget delte meninger om, hvorvidt de nye ændringer havde gjort løbet lettere eller sværere, men i 2016 syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Alligevel var vi bare 5 sekunder fra at have fået en spurtsejr til Alexander Kristoff foran holdbare typer som Michael Matthews og John Degenkolb. I 2017 var løbet meget låst, og den ventede spurtafgørelse var aldrig for alvor i fare, inden Elia Viviani sejrede foran Kristoff, Sonny Colbrelli og Sep Vanmarcke.

Sidste års udgave viste imidlertid også, at en massespurt sagtens kan være langt væk. Her betød episke vejrforhold, at rytterne spillede tidligt ud, og pludselig var seks af verdens førende klassikerryttere kørt væk. Sprinterholdene var kørt tynde og aldrig for alvor tæt på at hente gruppen, som til slut splittedes i to på første tur og af Ty Marrec, inden Oliver Naesen suverænt spurtbesejrede Michael Valgren og Tim Wellens, mens Michael Matthews, Ruben Guerreiro og Zdenek Stybar måtte ærgre sig over at være koblet af på bakken. Til gengæld var det en relativt tung fyr som Fabio Jakobsen, der bag et par sene udbrydere vandt feltets spurt om 10. pladsen, og det viser, at man ikke behøver at være en sublim klatrer for at være med i løbet.

Hvad skal vi så mene, om den nye rute? Umiddelbart set det ud til at være den hårdeste nogensinde. Antallet af højdemeter er øget med 1000, så vi med næsten 3700 - ganske vist over en gigantisk distance - nærmer os noget, der minder om en pæn bjergetape i en grand tour. Til gengæld har vi ikke sidste års regn, men vi har også denne gang en kraftig blæst. Det ser ikke rigtigt ud til, at vi får sidevind overhovedet, men da der vil være nærmest uafbrudt sidemed- og medvind på sidste halvdel af den store rundstrækning, burde der i den grad være basis for, at løbet kan gøres lynhurtigt og knaldhårdt over de sidste 130 km.

Derfor tror vi også, at sprinterne får et svært år. Udover at rutens beskaffenhed og vinden taler for stor udskilning, er feltets sammensætning heller ikke optimalt. For første gang i en menneskealder har Alexander Kristoff valgt løbet fra, og andre holdbare sprintere som John Degenkolb, Jasper Stuyven, Sonny Colbrelli og Fernando Gaviria er ligeledes fraværende. Faktisk er det vel nærmest kun Deceuninck med Elia Viviani, FDJ med Arnaud Demare, Vital Concept med Bryan Coquard, UAE med Jasper Philipsen, Cofidis med Christophe Laporte og måske Dimension Data med Giacomo Nizzolo, som for alvor har en interesse i en spurt. Og af dem er i hvert fald de tre franske hold samt araberne bestemt ikke blandt de stærkeste i løbet.

Til gengæld er der andre hold, der vil noget helt andet. Det gælder Ag2r, der kommer med et fremragende hold, Lotto, Mitchelton, CCC, Sunweb og vel også EF, der alle drømmer om et regulært blodbad. De kommer alle med nogle af verdens førende klassikerspecialister, der alle drømmer om at skulle afgøre det i en lille gruppe og derfor ligesom sidste år kan se en mening i at samarbejde. Nok vil særligt Deceuninck arbejde stenhårdt for Viviani, men selv belgierne kan få svært ved at kontrollere 250 km med 3700 højdemeter og masser af vind.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Vi forventer os således en meget kedelig og destruktiv første fase, hvor den hårde modvind vil betyde, at et lille udbrud formentlig får et gigantisk forspring. Når vi drejer ind i medvinden, vil løbet imidlertid blive åbnet op, og vi forventer, at løbet vil blive åbnet fra Cote de Laz med ca. 80 km igen, hvorefter der følger den stejle Kaliforn og derefter de to grusvejsstykker. Vi vil tro, at en lille gruppe kan etableres her, og derfra forventer vi den klassiske forfølgelse mellem et udbrud og feltet. I år tror vi, at udbryderne klarer den og derefter skal afgøre det mellem sig til slut på de to ture op ad Ty Marrec. Her vil der være medvind, både på bakken og efterfølgende, og det burde gøre finalen endnu hårdere.

Det vil den også blive, hvis feltet alligevel skulle skabe samling. I så fald vil der stadig være basis for angreb på de to ture op ad bakken, og selv i det tilfælde vil det være muligt for en lille gruppe at køre væk, som da Sylvain Chavanel vandt for et par år siden. Skulle det alligevel blive en spurt, forventer vi et stærkt decimeret felt.

Samtidig er det en ganske særlig spurt. Ikke blot kommer den efter mere end 250 på smalle veje og med mange bakker, den kommer også bare 4 km efter en hård stigning, hvor man lynhurtigt kan blive begravet i et syrebad eller tabe alt for mange positioner. Historien viser da også, at det kun er stærke sprintere, der når frem i tide, ligesom man meget ofte ser klassikertyper i top 10. Sep Vanmarckes 4. plads i 2017 er blot det seneste eksempel, ligesom der vel næppe var mange, der havde set Filippo Pozzato ligefrem vinde en spurt for nogle år siden.

Derudover er spurten altid ekstremt hektisk, og efter bakken er det i den faldende finale umuligt at organisere et lead-out. Det er derfor også en spurt, der ikke blot kræver gode klatreevner for at holde sig fremme og relativt frisk, men også en eminent placeringsevne, fordi man meget ofte skal klare sig ganske meget på egen hånd til sidst.

Med vores tro på en afgørelse i en lille gruppe i stil med det, vi så sidste år, vil vi pege på Matteo Trentin som vores favorit. Italieneren har kørt som en motorcykel fra det øjeblik, han satte sig op på cyklen i januar, og han har ingen tegn givet på, at han skulle være træt endnu. Tværtimod blev han nærmest bare bedre og bedre igennem Touren, hvor han rundede det hele af med at vinde en knaldhård udbrudsetape, og i det hele taget klatrede han også i Pyrenæerne bedre end nogensinde. Siden det løb har han været nøglefiguren i det sidevindsangreb, der gav Elia Viviani sejren ved EM, og han så også meget overbevisende ud i Hamburg, hvor løbet dog var for let for ham.

Med andre ord virker Trentin knivskarp, og det virker usandsynligt, at han kan sættes i terræn, der passer ham som fod i hose. Den hårdere rute burde kun glæde Trentin, der kørte finale i Amstel Gold Race og således kan klare både bakker og distance - en egenskab, han også med to sejre i Paris-Tours har bevist. Blandt de stærke folk er han en af de absolut hurtigste, og han er også blevet mere kølig i finalerne - noget, der ellers har været en svaghed. Også i en reduceret massespurt har han en chance, men her vil han kun være outsider. I et hårdt løb er han til gengæld vores bud på en vinder.

Oliver Naesen vinder ikke mange cykelløb, men han har alligevel vundet dette løb to gange på tre år. Det siger alt, om hvor fremragende en rute det er for robuste Naesen, der både er stærk på bakker og i vind, har power og kan spurte. Naesen har for vane at være i fremragende form i august, og denne gang kommer han endda til Bretagne måske stærkere end tidligere, efter at han vandt brostensetapen i BinckBank Tour. Som noget helt nyt har han også et af de stærkeste hold, hvor både Tony Gallopin og den ekstremt formstærke Benoit Cosnefroy kan tænkes at køre finale, og det giver ham nogle taktiske muligheder, han ikke tidligere har haft. Først og fremmest handler det om for Ag2r at få gjort løbet så hårdt, at kun de stærkeste er tilbage, og det plejer i dette løb at være blandt andre Naesen. Med de spurter, han har kørt i en sæson, hvor han er blevet nr. 2 i Sanremo og nr. 3 i Gent-Wevelgem, kan han slå de fleste på stregen. Faktisk kan han også begå sig i en reduceret massespurt, men skal det blive til et hattrick, skal det nok være hårdt, som det var i forbindelse med de første to sejre.

Løbet passer glimrende til Greg van Avermaet, men faktisk er belgierens bedste placeringer en 7. og en 10. plads. Sidste år valgte han som følge af træthed at skippe det i den helt forkerte sæson, hvor det udviklede sig til et rigtigt Van Avermaet-løb. Det håber han, at det vil gøre igen i år, og den hårdere ruet bør gøre det muligt for ham at få sin vilje. Som altid er han hæmmet af et svagt hold, men går det som sidste år, bliver det alligevel mand mod mand til sidst. Efter 250 km er Van Avermaet altid med fremme, og med en nylig 2. plads på brostensetapen i BinckBank Tour har han vist, at benene stadig er godt. Terrænet passer ham, og Van Avermaet har som bekendt altid været meget svær at slå på stregen efter et hårdt løb. Problemet er bare, at han i år har spurtet forfærdeligt - noget, han selv anerkender som lidt af en udfordring. Han skulle have arbejdet lidt på sin spurt igen, men han risikerer på stregen at blive slået af folk som Trentin og Naesen. Også i en spurt vil han tage sin chance, men her bliver det svært at vinde.

Sidste år kom Michael Matthews til løbet med masser af selvtillid, men uheldigvis for australieren kunne han ikke følge med, da Naesen, Wellens og Valgren kørte væk på Ty Marrec næstsidste gang. I år vender han tilbage med ambitioner om at forbedre de to tidligere 4. pladser, og han har i den grad fået sine chance styrket af den hårdere rute. Med en 4. plads i Liege har han vist, at den hårde rute er til hans fordel, og han skal satse på et hårdt løb, hvor han med hjælp fra Søren Kragh forhåbentlig kan have støtte i finalen. Problemet er, at Matthews modsat de andre favoritter ikke har kørt løb siden London. Det plejer ikke at være et problem for australieren, der helt sikkert er klar med udsigt til et kommende titelforsvar i sine to favoritløb i Canada. Spørgsmålet er bare, om han igen i år kan være lidt for rusten til at vinde efter 250 km og næsten 4000 højdemeter. I en spurt er han formentlig den hurtigste af de store favoritter, og selv i en reduceret massespurt vil han have en fornuftig chance, især hvis det har været hårdt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Sidste år kørte Tim Wellens som en motorcykel, indtil han på klassisk Wellens-maner eksploderede totalt til slut og end ikke kunne deltage i selve spurten. Wellens viste dog, at det er et løb, som passer ham, og det bliver kun endnu mere udtalt af den hårdere rute. For nylig leverede belgieren en af sine klassiske magtdemonstrationer i Ardennerne under BinckBank Tour, og selvom han sov i timen på sidste etape, viste han fin form. Wellens kører altid stærkt i efteråret, og selvom man aldrig kan vide, om han har en af sine dårlige dage, bør han være med fremme, især i år, hvor løbet nærmest har karakter af en ardennerklassiker. Problemet er bare, at Wellens i en flad spurt er langsommere end de fleste andre favoritter, men til gengæld er han formentlig også bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem, hvis han har en af de virkelige Wellens-dage.

Af en aller anden grund kører Sep Vanmarcke altid stærkere i for- end i efteråret. Det blev også tydeligt i BinckBank Tour, hvor han nok gjorde det pænt på brostenene, hvor han længe lignede en af de stærkeste, men siden eksploderede totalt. Med en 4. plads i 2017 har han dog vist, at han godt kan være med fremme i dette løb, hvor han møder terræn, som passer ham. Man kan frygte, at han kan være lidt for stor til det øgede antal højdemeter, men bakkerne er ikke længere, end at Vanmarcke med sit punch ikke kan komme med over. Nu skal han bare vise, at han også har forbedret formen lidt siden BinckBank Tour, og så bør han spille en rolle forrest i dette løb. For to år siden opnåede han 4. pladsen i en massespurt, og det viser, at Vanmarcke er ganske hurtig efter et hårdt løb. For at vinde skal det dog være et scenarium som sidste år, hvor en lille gruppe afgør det til sidst.

For to år siden overraskede Elia Viviani sig selv ved at vinde et løb, han ellers troede, ville være for hårdt. Det var det ikke dengang, men man kan frygte, at det er det i år. Viviani må i hvert fald være den store taber som følge af det forøgede antal højdemeter, og selvom han i år har klatret så storartet, at han nok burde kunne sidde med feltet hjem, kan man frygte, at det ikke kan lade sig gøre at få den ønskede massespurt. Viviani er heldigvis i helt fabelagtig form og har vundet alle sine løb siden Touren, nemlig London, EM og Hamburg, og da dette er karrierens formentlig sidste løb for Deceuninck, vil han elske at slutte godt af. Det bliver svært på den hårdere rute, men ender det i en reduceret massespurt, er formstærke Viviani utvivlsomt den helt store favorit.

Løbets anden supersprinter er Giacomo Nizzolo. Inden sine knæproblemer blev italieneren nr. 2, 5, 7, 8 og 9 i dette løb, og det viser, at det er en rute, som passer ham. Siden dengang har han som bekendt været igennem en skadesmareridt, men siden Slovenien Rundt har han lignet sig selv igen. Særligt efter Touren har han været flyvende med fantastisk kørsel og etapesejr i Burgos og senest en podieplads i Hamburg. Formen er med andre ord glimrende, men der er ingen garanti for, at Nizzolo vil kunne klare det øgede antal højdemeter. Han har dog en glimrende chance, og skulle det lykkes, har han vist, at han nærmer sig sin gamle fart. Særligt i denne meget hektiske finale har han i kraft af sin gode positionering været utroligt stabil, og de evner så han efter en svær tid ud til at have genfundet i Hamburg. I gamle dage var han hurtigere end Viviani, og i Hamburg viste han, at han måske kan blive det igen.

Bahrain stiller med unge Ivan Garcia, der vel var BinckBank Tours helt store overraskelse. Særligt chokerende var det at se den unge spanier klatre med de bedste i Ardennerne, hvor terrænet klart burde have været for hårdt. Det viser, at han er kommet ud af Touren i storform, og dermed burde han være klar til et løb, hvor bakkerne er lettere. Garcias problem er, at han endnu aldrig har præsteret over de lange distancer, og vi frygter, at han fortsat mangler robustheden. Omvendt overraskede han stor forleden, og har han de samme ben igen, bliver han farlig. Han kan både forsøge sig i en reduceret massespurt, hvor han nok ikke vinder, og især i et hårdt løb, hvor han i en lille gruppe næsten med sikkerhed vil være en af de hurtigste.

En af løbets mest formstærke ryttere er Benoit Cosnefroy, der siden en skuffende og svær Tour har taget ikke færre end tre sejre på fem dage. Løbet her passer ham endda glimrende, som han viste med sidste års top 10, og der er ingen tvivl om, at han kommer tilbage med ambitioner. Han er ikke langsom, men han er puncheur mere end sprinter, og derfor skal han helst ikke have for hurtige folk hos sig til sidst. Det burde den hårde rute hjælpe med at sikre, men han har stadig det store problem, at Naesen er holdets klare kaptajn. Det ændrer dog ikke på, at Cosnefroy kører så stærkt i øjeblikket, at han sagtens kan komme i spil alligevel. Med sidste års 3. plads i Paris-Tours har han i hvert fald vist, at han kan stå distancen, og de eksplosive bakker passer ham som fod i hose.

Sidste år var 2. pladsen i dette løb bare ét blandt mange resultater i en stor sæson for Michael Valgren. I år kommer han helt anderledes til løbet, nemlig efter en sæson, hvor han nærmest intet har leveret. Heldigvis er der lys for enden af tunnelen efter et BinckBank Tour, hvor han endelig lignede sig selv igen. Hvis han har fortsat fremgangen, kan vi tillade os at have forventninger om endnu en stor præstation fra Valgren i et løb, der passer ham. Den hårdere rute burde i hvert fald kun være til den ganske klatrestærke Valgrens fordel, og for ham kan løbet næsten kun blive for let. Valgrens problem er nemlig, at de fleste af de andre favoritter er hurtigere end ham, som vi så det sidste år, hvor Naesen slog ham ganske klart. Til gengæld har Valgren vist, at han er god til at spille spillet i finalen, især efter de længste og hårdeste løb, og det skal han gøre igen, hvis han her skal tage karrierens tredje klassikersejr.

EF har et andet stærkt kort at spille i form af Simon Clarke. Australieren har haft sin bedste sæson nogensinde, og han imponerede særligt med sin fornemme kørsel i Milano-Sanremo, Amstel Gold Race og Tirreno-Adriatico, hvor han var en del af den absolutte elite. Her viste han, at han elsker denne form for terræn, og at han mestrer distancen. Efter en fin Tour, hvor han var i udbrud et hav af gange, viste han fin form i BinkBank Tour, hvor han måske nok ikke havde benene fra foråret, men stadig var blandt de stærkeste. Ruten her burde passe ham, nu hvor løbet næsten har form af en ardennerklassiker, og sammen med Vanmarcke kan han blive en ganske farlig duo. I en spurt er han også hurtig, og dermed kan han også gøre det færdigt på stregen.

Egentlig burde dette være et godt løb for Arnaud Demare, men faktisk er han aldrig blevet bedre end nr. 42. Nemmere er det bestemt ikke blevet af, at ruten i år er betydeligt hårdere, og formentlig vil det være for svært for franskmanden. Demare viste nemlig ikke just storform i BinckBank Tour, men til gengæld meldte han om gode ben i Hamburg, hvor han dog tøvede for længe i spurten. Vi vil tro, at årets løb er for svagt for Demare, der ikke har været specielt holdbar i år, men som en af de absolut hurtigste, især efter en lang dag, er det klart, at han har en reel chance, hvis det samles til en reduceret massespurt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Stille og roligt bliver Fabio Felline bedre igen, men han er stadig et stykke vej fra sit gamle niveau. Det blev dog til en 11. plads i BinckBank Tour, hvilket viser, at han kom fornuftigt ud af Touren. Her var han ikke blandt de allerbedste, men han kom fint igennem begge de to svære etaper i favoritgrupperne. Dette løb burde passe en klatrestærk afslutter som Felline, der både kan tage sin chance i en reduceret massespurt og i en lille gruppe til sidst. Vi har stadig til gode at se, at han kan finde helt tilbage til sit gamle niveau, men efter præstationen i BinckBank Tour er der grund til at tro på et flot løb.

Det var herligt at se Danny van Poppel i Hamburg. Her angreb han gang på gang, særligt på sidste tur op ad Waseberg, hvor det var ham, der splittede feltet. Desværre blev det ikke til et resultat i et løb, der var lidt for let, men det viser, at Van Poppel har langt en svær tid i maj og juni bag sig. Når han er i form, er Van Poppel fremragende i dette terræn, som han viste med sejren i Binche sidste år og med sine utallige angreb i klassikerne i år. Desværre ved vi også, at Van Poppel har for vane at eksplodere på spektakulær vis efter sine forceringer, og det kan man frygte vil ske i et løb, der kan være både for langt og hårdt. Forhåbentlig sparer han på krudtet, for med den gode form vil han være en reel udfordrer til Viviani i tilfælde af en reduceret massespurt.

Deceuninck satser mest på Viviani, men de vil nok også forsøge ikke at komme på bagkant. Det bør kunne give Bob Jungels mulighed for at gå med i fremstødene. Luxembourgeren havde det svært i Polen, men meldte om gode ben i BinckBank Tour, hvor han dog fik ødelagt chancerne af defekt på løbets to sværeste etaper. Enkeltstarten bekræftede det positive indtryk, og da han samtidig er i fremgang, er han nok endnu bedre nu. Han har vist sig fremragende i endagsløb, og selvom han nok havde foretrukket en sværere rute, bør de nye vanskeligheder hjælpe ham. Hans problem er, at han ikke er verdens hurtigste, men Jungels har vist, at han kan levere mageløse soloridt i klassikerne. Det vil særligt være muligt, hvis han endda kan bruge Viviani som alibi for at sidde på hjul frem til finalen.

Udover Wellens har Lotto Tiesj Benoot , men belgieren synes ikke at være i storform. Nok vandt han en etape i Danmark, men på Vejle-etapen satte han ikke just verden i brand. Når han ikke kan matche Norman, Quaade og co. på Kiddesvej, bliver det svært at følge Trentin, Naesen og Van Avermaet i Plouays bakker. Det ændrer dog ikke på, at Benoot altid er farlig i en lang og opslidende klassiker som denne, og formen burde helt sikkert være i fremgang. Man kan frygte, at han ikke er helt hurtig nok til at vinde, men sammen med Wellens kan han spille et taktisk spil, og den hårdere rute burde i hvert fald tale til hans fordel.

Deceunincks tredje bud er Florian Senechal. Franskmanden kørte et fint BinckBank Tour, hvor han dog var med som hjælper for Stybar og Gilbert. Her burde han kunne få en chance for at gå med i angrebene, og det burde han have en chance for. I Roubaix viste han, at distancen ikke er et problem, men den hårdere rute kan blive en anelse for vanskelig for Senechal, der ikke er verdens bedste klatrer. Til gengæld har han Viviani som alibi for at sidde på hjul, og i en spurt er han en trussel mod de fleste.

Bahrain-Merida har også et andet kort i form af Matej Mohoric. Dette burde virkelig være et løb for den slovenske mirakelmand, men desværre har det været et skidt år. I klassikerne viste han intet, og hans Tour blev en mindre katastrofe. Det gjorde Tour de Pologne også, indtil han pludselig leverede et fabelagtigt soloridt på sidste etape. Om det var udtryk for, at Touren har givet ham et boost, mangler vi endnu at se, for han faldt helt igennem på etapen forinden. Chancen er i hvert fald til stede - bare se på Cosnefroy, der også havde det svært i Frankrig - og er han på toppen, er dette et fint løb for Mohoric. Han skal dog først viste, at han kan stå distancen, og da han ikke er den allerhurtigste, skal han være lidt opportunistisk for at vinde.

Jumbo har også Amund Grøndahl Jansen, der virkelig har fået sit gennembrud i de seneste uger. Han kørte fremragende i Norge, og i Danmark var han en af de allerstærkeste med mulighed for at vinde samlet, hvis ikke et styrt på enkeltstarten havde degraderet ham til hjælper. Sidste år sad han faktisk med de bedste, men manglede det sidste på en af bakkerne, hvor han faldt af. I år er han åbenlyst endnu stærkere, men til gengæld er ruten hårdere. Vi frygter, at det bliver lidt for svært, men formstærke Jansen burde have en reel chance. Og sidder han med, er han som bekendt en glimrende afslutter.

Det stærke Ag2r-mandskab har også Tony Gallopin som et tredje kort. Efter Touren viste han god form i San Sebastian og senest med en 2. plads i Poitou-Charentes. Niveauet her er dog et helt andet end i sidstnævnte løb, og han har derfor stadig en del at bevise. Gallopin har også vendt ryggen lidt til klassikerne, hvor det har knebet med at få det store gennembrud, men det burde være en rute, der passer en mand, som altid gør det godt i San Sebastian og dermed har vist, at han kan køre endagsløb. Han er ikke helt så hurtig som tidligere, men den hårdere rute tiltaler ham. Problemet er, at han kan blive den lille blandt Ag2r’s tre stærke folk.

UAE kommer med et relativt svagt mandskab anført af Jasper Philipsen. Den unge belgier har haft en fornem debutsæson og viste senest atter sin hurtighed med nogle fremragende spurter i BinckBank Tour. Desværre viste etapeløbet også, at han fortsat mangler en del robusthed, og han var ikke i nærheden af noget på de hårdeste etaper. Derfor siger logikken også, at han kommer til kort på denne meget hårde rute, men vi åbner døren på klem for ham. Han imponerede nemlig med sin klatring i Belgium Tour, og kan han gentage det her, vil han have en chance for at overleve. I en reduceret massespurt er han en af de få, der har farten til at true Viviani.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Lidt af det samme kan siges om Bryan Coquard. Franskmanden ville i gamle dage have elsket en kuperet rute som denne, men mens han har spurte godt på det seneste, senest med sejr i Norge, er han faldet igennem på bakkerne. Det skete senest i Danmark, hvor han mildt sagt skuffede fælt på de svære etaper, og derfor virker det usandsynligt, at han kan spille en rolle i så svært og stærkt besat et løb. På papiret er ruten dog så god for manden, der i år faktisk har klatret ganske godt inden sommerpausen, at han vil have en chance. Og i en spurt vil han være en af de få, der kan true Viviani.

Endelig vil vi pege på Jasper de Buyst. Belgieren har ikke de store klassikerresultater, men et fremragende Danmark Rundt indikerer, at han er kommet godt du af Touren. Holdet har da også sagt, at han er en beskyttet mand til en spurt, hvis Wellens og Benoot ikke kan klare sig. Det er dog svært at tro på en sejr over Viviani, men til gengæld var han så overbevisende på bakkerne i Danmark, at han måske kan køre lidt mere offensivt. Lykkes det, vil han i en lille gruppe have farten til at gøre det færdigt.

***** Matteo Trentin

**** Oliver Naesen, Greg van Avermaet

*** Michael Matthews, Tim Wellens, Sep Vanmarcke, Elia Viviani, Giacomo Nizzolo

** Ivan Garcia, Benoit Cosnefroy, Michael Valgren, Simon Clarke, Arnaud Demare, Fabio Felline, Danny van Poppel, Bob Jungels, Tiesj Benoot, Florian Senechal, Matej Mohoric, Amund Grøndahl Jansen, Tony Gallopin, Jasper Philipsen, Bryan Coquard, Jasper de Buyst

* Patrick Konrad, Valentin Madouas, Lilian Calmejane, Christophe Laporte, Andrea Pasqualon, Søren Kragh Andersen, Davide Ballerini, Anthony Roux, Eduard Prades, Niki Terpstra, Warren Barguil, Davide Cimolai, Nathan Haas, Guillaume Martin, Julien Simon, Roman Kreuziger, Dries Devenyns, Petr Vakoc, Kristian Sbaragli, Chris Lawless, Lucas Hamilton, Antwan Tolhoek

Danskerne

Michael Valgren må efter sidste års 2. plads og god kørsel i BinckBank Tour regnes som en af favoritterne, som det fremgår af omtalen ovenfor. Mikkel Honoré kunne egentlig passefint til dette løb, men må ventes at skulle arbejde for i første omgang Elia Viviani og sekundært Florian Senechal og Bob Jungels på Deceuninck. Søren Kragh er til start for Sunweb, der har gjort Michael Matthews til klar kaptajn, men danskeren kan måske alligevel lave et resultat, hvis han er kommet sig over sin sygdom. Hos sig har han sin bror Asbjørn Kragh, der alene skal agere hjælper, og det samme skal Jonas Gregaard for Davide Ballerini på et ikke specielt stærkt Astana-mandskab. Matti Breschel kører et af sine sidste løb som hjælper for Sep Vanmarcke og Simon Clarke på EF, og endelig burde Mads Würtz vel kunne få sin chance på et svagt Katusha-hold, men efter et ikke alt for lovende Danmark Rundt virker et stort resultat ikke oplagt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Oliver Naesens sejre fra 2018 og 2016 samt Elia Vivianis sejr fra 2017.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Som dobbelt vinder må Naesen være nr. 1, men som sagt har det stærke hold også to gode kort i Cosnefroy og Gallopin.

Astana: Holdet satser på Davide Ballerini, der egentlig burde være skabt til dette løb, men som slet ikke har fundet formen efter sommerpausen. Derudover kommer holdet med en masse klatrere, der får det svært i dette terræn. En formstærk Pello Bilbao kunne måske spille en rolle, men efter to grand tours og en pause er han næppe i form.

Lotto Soudal: Holdet satser på en knaldhårdt løb med Wellens go Benoot og har som sagt De Buyst som en plan C, primært til en spurt. Unge Stan Dewulf kunne også komme langt, men er her som hjælper

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

EF Education First: Som sagt har holdet en meget stærk duo i Clarke og Vanmarcke. Sacha Modolo er med som en plan B til en spurt, men han har ikke formen til at sidde med. Løbet passer ikke til Tanel Kangert .

Jumbo-Visma: Som sagt har holdet to gode kandidater i Grøndahl Jansen og Van Poppel, der begge både kan spurte og angribe. Pascal Eenkhoorn kunne også lave et resultat, men det bliver nok for hårdt. De mange højdemeter kunne passe Antwan Tolhoek, men løbet er for let til, at han kan vinde, og Floris De Tier så skidt ud i Norge.

CCC Team: Som altid er det alle mand for Van Avermaet på det polske hold.

Bahrain-Merida: Som nævnt har holdet to gode kandidater i Garcia og Mohoric. Grega Bole og Jan Tratnik synes ikke at have formen til at spille en rolle.

Bora-hansgrohe: Med det øgede antal højdemeter kunne det være et udmærket løb for hurtige Patrick Konrad, men det er meget usikkert, hvor han står efter en pause. Lukas Pöstlberger får det nok for hårdt, og en ellers velkørende Cesare Benedetti kan trods alt ikke gå med de bedste.

Dimension Data: Holdet har Valgren til et hårdt løb og Nizzolo til en spurt. Derudover kan Roman Kreuziger komme i spil på den hårdere og meget lange rute, men det bliver nok en anelse for eksplosivt efter en lang pause. Ryan Gibbons må formodes at skulle støtte Nizzolo

UAE-Team Emirates: Holdet kommer i en svag formation, der satser 100% på en spurt med Philipsen. Jan Polanc og Simone Petilli passer ikke til ruten og har ikke vist megen form.

Movistar Team: Richard Carapaz er allerede tilbage i konkurrence, men det handler vist mest om at komme i gang igen efter styrtet på en rute, der er for nem for ham. Det kunne være et godt løb for Eduard Prades, men han har været formsvag, senest i Polen. Det samme far Carlos Betancur, og både Jurgen Roelandts og Jasha Sütterlin skuffede fælt i BinckBank Tour. Carlos Barbero kunne tage sin chance i en spurt, men efter en lang skadespause bliver det nok svært.

Deceunink-Quick Step: Holdet satser først og fremmest på Viviani, men som sagt kan Jungels og Senechal også komme i spil. Løbet passer også Dries Devenyns, men han har næppe formen efter en pause, og selvom Petr Vakoc og Mikkel Honoré virker skarpe, skal der jo være folk til at jagte udbrud for Viviani.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Mitchelton-Scott: Det handler næsten udelukkende om Trentin. Lucas Hamilton er i form og kunne spille en rolle på en så klatretung rute, men han kan ikke vinde, og det kan Jack Haig heller ikke. Robert Stannard mangler stadig for meget, Jack Bauer kommer til kort på bakkerne, og Michael Albasini er ikke længere god nok.

Total Direct Energie: Lilian Calmejane har endelig fundet sig selv, men han havde også sine begrænsninger i Limousin, hvorfor det er svært at se ham køre med de bedste. Det kunne være et udmærket løb for Niki Terpstra, men selvom han viste lidt form i Poitou-Charentes, er det nok meget at tro på ham på så svær en rute efter en skadespause. Thomas Boudat kan måske sidde med til en spurt, men han har ikke vist skræmmende form.

Katusha-Alpecin: Nathan Haas viste endelig lidt form i Hamburg, men med tanke på det, han viste i Norge, kan han nok ikke være med de bedste, selvom løbet burde passe ham, og han skal nok snarere satse på en spurt. Vi tror nemlig ikke, at formsvage Jens Debusschere, Rick Zabel eller Marco Haller sidder med hjem. Løbet passer slet ikke til Ilnur Zakarin .

Vital Concept: Det handler først og fremmest om Coquard, men måske en efterhånden velkørende Cyril Gautier kan vise lidt på bakkerne. Quentin Pacher virker til gengæld alt for formsvag.

Team Ineos: Selvom han kører godt, kan Kristoffer Halvorsen ikke sidde med på denne rute, når det ikke lykkedes i Hamburg. Chris Lawless kunne være kandidat til en reduceret massespurt, men han synes ikke i form efter styrtet i BinckBank Tour. Diego Rosa er stadig en skygge af sig selv, og selvom Leonardo Basso kunne være plan C til en spurt, er sejr usandsynlig.

Groupama-FDJ: Det handler først og fremmest om Demare, men det kunne også være en herlig rute for Valentin Madouas med det øgede antal højdemeter. Selvom han havde fremgang i BinckBank Toursynes han dog stadig at mangle for meget. Anthony Roux har før gjort det godt og kunne køre en spurt, hvis Demare falder fra, men han har haft et svært år, og løbet passer ikke til Rudy Molard.

Arkea-Samsic: Warren Barguil viste i Norge, at han er i form, og han viste ved de franske mesterskaber, at han godt kan begå sig på disse ruter, særligt med det øgede antal højdemeter og på grund af sine evner i positionskampen. Det er dog nok for let til, at han kan vinde. Anthony Delaplace er i form, men løbet er nok for svært og niveauet for højt.

Cofidis: Christophe Laporte viste storform i Poitou-Charentes, men her er niveauet et helt andet. Han burde sidde med til en reduceret massespurt, men han mangler topfarten til at vinde. Julien Simon kunne køre offensivt, men var ikke skræmmende i Limousin, og Anthony Perez synes også at mangle for meget.

Team Sunweb: Holdet har Matthews som den erklærede kaptajn, men det er også et næsten perfekt løb for Søren Kragh, der viste fin form i BinckBank Tour, inden han blev syg. Spørgsmålet er, om han får lov. Jan Bakelants har ikke længere niveauet.

Trek-Segafredo: Det temmelig tunge hold har kun Felline som kandidat, nu hvor Matteo Moschetti stadig befinder sig i en krise.

Wanty-Gobert: Med det øgede antal højdemeter kunne formstærke Guillaume Martin spille en rolle, men det er svært at se ham vinde på denne rute. Andrea Pasqualon kommer med en frisk sejr og kan begå sig i en spurt, som han dog nok ikke kan vinde. Løbet passer til Loic Vliegen , men hans gode form fra Vallonien var helt væk i Norge.

Delko Marseille: Holdet skal vist håbe på at vise sig frem. Løbet er for hårdt for de hurtige Brenton Jones og Julien Trarieux, Ramunas Navardauskas er slet ikke god nok længere, og klatrestærke Romain Combaud har haft et svært år.

Israel Cycling Acamdey: Holdet kommer med den meget formstærke Kristian Sbaragli, der virkelig imponerede i Limousin og burde kunne sidde med til en reduceret massespurt, han dog ikke kan vinde. Holdets hurtigste er Davide Cimolai, der dog ikke viste skræmmende form i Poitou-Charentes og nok ikke kommer med hjem. Guillaume Boivin kunne være en nødplan i spurten, men han vil som minimum nok skulle køre for Sbaragli.