Optakt: Brussels Cycling Classic

Løbets rolle og historie

Serien af europæiske klassikere fortsætter lørdag, når sprinterne og klassikerspecialisterne samles på startstregen i Bruxelles for at begive sig ud på 201,4 km i området syd for den belgiske hovedstad. Efteråret er fyldt med prestigiøse endagsløb, der er som skabt til de stærke sprintere, og efter WorldTour-løbene Hamburg Claclassics og Bretagne Classic er Brussels Cycling Classic det tredje løb i serien af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1893, er løbet, der tidligere var kendt som Paris-Bruxelles, et af de ældste på den internationale kalender. Oprindeligt var der tale om et amatørløb over den beskedne distance på 397 km mellem de to europæiske hovedstæder, men blev ikke afviklet mellem 1894 og 1904, inden det vendte tilbage i 1906 som et todagesløb. I det følgende år blev det igen reduceret til et endagsløb, og frem til 1960erne spillede det en stor rolle som en af de vigtigste forårsklassikere med en kalenderplacering sidst i april mellem Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem. Løbet blev imidlertid præget af trafikale problemer og mistede som følge deraf masser af prestige, indtil man også tabte sin plads på kalenderen til det meget yngre Amstel Gold Race. Det førte til en aflysning af løbet fra 1967 til 1972.

Løbet vendte tilbage i 1973 som et midtugeløb sidst i september, hvor det blev anset som perfekt forberedelse til Paris-Tours. I 1996 flyttedes det igen til en lørdag og afvikles nu først i september. I stedet for at være et inferiørt løb på en allerede tætpakket forårskalender gør den lange historie det nu til en af de vigtigste efterårsklassikere og et stort mål for mange af verdens bedste sprintere.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

I 2013 blev løbet lavet fuldstændigt om. Et UCI-ønske om en kortere distance tvang arrangørerne til at afskære forbindelsen til Frankrig. Grundet de kortere distancer i moderne cykelsport er løbet ikke startet i Paris i mange år, men har i stedet taget sin begyndelse et sted i Nordfrankrig, hvorfra man er fortsat nordpå til Bruxelles. Det blev der ændret på i 2013, hvor både start og mål blev henlagt til den belgiske hovedstad, og løbet blev ændret til en kun 197 km lang sag i området omkring storbyen. Som en konsekvens fik det samtidig navnet Brussels Cycling Classic. Formatet blev bibeholdt i 2014 på en næsten identisk rute, og selvom man i 2015 ændrede lidt på strukturen, er der grundlæggende tale om samme løb som efter ændringen i 2013. Det vil også være tilfældet i år.

Det nye format har ikke ændret løbets grundlæggende natur. Det har altid været kendt som et sprinterløb, og det vil det også være i fremtiden. Som tidligere er der undervejs flere af de berømte belgiske hellingen - korte stigninger - men de er slet ikke nok til at udfordre de hurtige folk, og da den sidste kommer hele 38,9 km fra mål, er det næsten umuligt at undgå en massespurt.

På den måde passer løbet fint ind i kalenderens anatomi. Mens klatrerne slås mod hinanden i de spanske bjerge, kører klassikerrytterne og sprinterne en separat kalender, der er fyldt med efterårsklassikere skabt til disse ryttertyper. Det starter med BinckBank Tour og Hamburg Cyclassics i midten af august og siden Bretagne Classic i Plouay, og i denne uge gælder det så Brussels Cycling Classic lørdag og det franske GP de Fourmies søndag. Den resterende del af september og oktober byder også på adskillige endagsløb i Frankrig og Belgien, inden det hele slutter med Paris-Tours i Frankrig og det belgiske Nationale Sluitingsprijs i midten af oktober. Alle løb er kendetegnet ved aggressiv kørsel og ender ofte i massespurter. Nogle er mere selektive end andre, men de deler alle det karakteristikum, at en hurtig rytter som regel sejrer.

Det er præcis noget sådant, vi kan forvente lørdag. For nogle år siden forsøgte arrangørerne ganske vist at gøre løbet hårdere ved at placere stigninger tættere på finalen, men det var ikke nok til at forhindre en massespurt, og med det nye format er den ide droppet. De sidste hellingen kommer nu så langt fra mål, at sprinterne har masser af tid til at komme tilbage.

Derfor er det næppe heller en overraskelse, at vinderlisten er domineret af sprintere, og den mest succesfulde rytter i løbets lange historie er faktisk en af de bedste sprintere fra dette årtusinde. Efter at have taget en første sejr i 2002 dominerede Robbie McEwen totalt ved at vinde hele fire gange i træk mellem 2005 og 2008. En skade forhindrede ham i at stille op i 2009, og hans sidste to forsøg på at triumfere igen endte desværre uden succes, men han holder fortsat rekorden med fem sejre.

Med sin placering på kalenderen er det ikke overraskende, at det ofte har været god forberedelse til VM, specielt i år med en sprintervenlig VM-rute. Den rolle er blevet endnu vigtigere i de senere år, hvor den bjergrige Vuelta i stigende grad har mistet positionen som den foretrukne vej til VM, og derfor har Brussels Cycling Classic oplevet et boost. I år betyder den bjergrige VM-rute, at løbet måske ikke fungerer som forberedelse, men det gør det blot til et selvstændigt mål for flere af sportens bedste sprintere.

Sidste år endte det hele i den forventede massespurt, og her var det en ellers formsvag og træt Arnaud Demare, der overraskede sig selv ved at tage sæsonens sidste sejr. Han satte Marko Kump og André Greipel til vægs i det stigende opløb og vender efter total dominans i Tour du Poitou-Charentes tilbage i år med det mål at gentage bedriften. Til gengæld skal han finde nye rivaler, for hverken Kump eller Greipel er med denne gang.

Ruten

Som sagt brød man i 2013 forbindelse til Frankrig, og nu om dage finder hele løbet sted i den belgiske Brabrant-region. Det har gjort det muligt at droppe den lange, flade indledning gennem Nordfrankrig og gøre løbet en anelse mere kuperet tidligt, men med en finale i Bruxelles giver det sig selv, at de sidste bakker ikke kan undgå at ligge temmelig langt fra mål.

Arrangørerne har ledt lidt efter den optimale rute til det nye format, og derfor er det ikke mærkeligt, at der har været et par ændringer siden 2013. I 2013 og 2014 brugte man den samme rundstrækning i området sydøst for Bruxelles med to omgange det første år og fem omgange det andet år, hvorved antallet af hellingen øgedes fra 11 til 19. I 2014 tilføjede man imidlertid en flad rundstrækning i Bruxelles, som gav mere tid til at skabe samling.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

I 2015 blev løbet lavet helt om igen. Den gamle rundstrækning forsvandt, og der var slet ikke et rundstrækningsformat overhovedet. I stedet blev løbet udgjort af en tur rundt i det kuperede terræn syd for hovedstaden - et område, der er kendt fra Brabantse Pijl - hvor man skulle op over i alt 13 hellingen. Ikke én eneste af stigningerne skulle bestiges mere end én gang, og den afsluttende rundstrækning var også fjernet. Afslutningen foran Atomium i Bruxelles var imidlertid den samme, og løbet endte derfor i den klassiske spurt i det stigende opløb. Antallet af stigninger var reduceret, men den sidste bakke kom til gengæld tættere på mål. I de seneste to år var der kun ganske få modifikationer, og i år er der også stort set tale om genbrug, hvor kun nogle helt marginale ændringer har forlænget løbet en anelse.

Med sine 201,4 km har løbet dog stort set samme længde, som det har haft siden 2013. Det starter i Jubelpark i Bruxelles og begiver sig derefter mod sydøst igennem let kuperet terræn. Vossemberg (1 km, 3,1%), der tidligere var en nøglestigning, er den første udfordring, men kommer nu allerede efter 14,3 km. Smeysberg (700 m, 6,0%) følger 6,2 km senere, og derefter bliver terrænet fladere, mens man fortsætter videre mod syd. Denne tidligere fase er som regel rammen om de første angreb, hvor det tidlige udbrud etableres og langsomt får opbygget et forspring på 5-10 minutter, inden sprinterholdende tager kontrol. I Court-Saint-Etienne drejer rytter mod vest og kører op ad Avenue des Boignées-stigningen (1,1 km, 3,7%) efter 59,14 km. Herefter følger Plan Incliné de Ronquières (2,0 km, 2,0%) efter 80,2 km, inden fladt terræn leder frem til byen Nivelles.

Rytterne rammer nu det mere kuperede terræn nordvest for den by, idet de snor sig rundt i et sindrigt system af veje for at ramme så mange stigninger som muligt hurtigt efter hinanden. Rue d’Henripont (1,0 km, 4,2%) kan tjene som opvarmning efter 103,8 km, og derefter følger Rue des Rabot (900 m, 5,3%), Rue Cardinal Mercier (800 m, 7,8%) og Rue d’Ittre ( 700 m,, 7,8%) med hhv. 85,5, 81,4 og 75,3 km igen. Denne serie af stigninger udgør den første test af sprinterholdene. Historien viser, at ønsket om at gøre løbet hårdt ofte betyder, at udbruddet hentes relativt tidligt, og det betyder, at disse sene stigninger typisk giver anledning til underholdende cykelløb med konstant angreb. Sprinterholdene skal være på tæerne, men da stigningerne ikke er svære, er det som regel muligt at forhindre en stor gruppe i at slippe væk.

Rytterne får en lille chance for at komme sig, mens de begiver sig mod nord for at nærme sig de stigninger, der engang afgjorde Brabantse Pijl. Den sidste chance for at forhindre en massespurt er serien af de fem stigninger Chausee d’Alsemberg(900 m, 3,6%) , Alsemberg (1,0 km, 3,9%), Bruine Put (900 m, 6,3%), Krabbos (1,0 km, 5,7%) og Sollenberg (500 m, 6,2%) med hhv. 61,6, 57,6, 50,9, 48,5 og 38,9 km igen.

Baseret på de seneste udgaver er det sandsynligt, at der her vil blive skabt et nyt udbrud - måske sker det først på det flade stykke efter sidste stigning - og derefter er det forventeligt, at de vil være en hidsig jagt, når feltet fortsætter mod nord frem mod Bruxelles. I stedet for at følge den direkte vej slår man en lille sløjfe gennem byen Lennik og øger dermed afstanden mellem stigningerne og mål. Rytterne kører ikke tilbage til centrum, men fortsætter i stedet ud mod den nordlige udkant, hvor målet er placeret i forstaden Heysel foran det berømte Baudoin Stadium. Finalen er ukompliceret, da der er et venstresving lige før den røde flamme, hvorefter det går ligeud resten af vejen. Der er en lille bakke med 5 km igen, og derefter falder det let frem til de sidste to kilometer. De stiger svagt, og det bliver gradvist stejlere og stejlere, indtil den sidste kilometer når et gennemsnit på 2,5%. Opløbsstrækningen huskse af nogle som scenen for en af Alessandro Petacchis mange etapesejre i 2010-udgaven af Tour de France. Finalen er perfekt til en massespurt, og det vil være en lille sensation, hvis ikke en større gruppe som altid skal spurte om sejren.

Løbet byder på i alt 1964 højdemeter

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejret naturligvis en nøglerolle, men det vil det ikke gøre i år. Lørdag bliver nemlig den smukkeste solskinsdag med en temperatur på 23 grader og næsten ingen vind. Faktisk vil der kun være en meget svag vind fra øst, hvilket givet sidevind på det meste af ruten. Til slut vil der være sidemodvind på stykket ind mod Bruxelles, indtil man drejer ind i sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Brussels Cycling Classic har altid været et sprinterløb. Man forsøgte at gøre løbet hårdere ved at ændre på ruten for et par år siden, og mange troede også, at det nye format måske kunne ændre løbets natur. Det har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet, og løbet er endt i en spurt hver eneste gang siden 2004.

På den måde bliver løbets rygte en selvopfyldende profeti. Langt de fleste hold møder op med deres topsprinter og kører med det mål for øje at sikre sig en massespurt. Måske har de også planer om at angribe, men hvis de undervejs misser et udbrud, har de altid en plan B, og det giver dem et incitament til at jagte. Derfor er der stort set altid masser af hold til at stå for arbejdet i feltet, og det forklarer, hvorfor det altid ender i en massespurt.

I år bliver det næppe anderledes. Vejret vil være fremragende, og de næsten helt vindstille betingelser vil betyde, at det bliver meget svært at gøre en forskel. Dertil kommer, at FDJ, Bora, Quick-Step og UAE alle vil gøre alt for at få den ventede massespurt, virker det stærkt usandsynligt, at det vil gå anderledes. Naturligvis er der hold med interesse i at skabe ravage og undgå spurten, ikke mindst formstærke Oliver Naesens Ag2r-hold, ligesom Quick-Step også har nogle udmærkede angrebskandidater, men historien taler sit helt tydelige sprog. Trods en helt sikkert aggressiv finale bør vi i vejr som dette og med så mange sprintere til start få en massespurt.

Spurten er kendetegnet ved at være teknisk enkel, men stigende. Vejen er bred, og der er derfor som regel masser af plads. Det gør positionering mindre afgørende, men det er vigtigt at have skud i stængerne, da stigningsprocenten er så markant, at det gør en forskel i finalen, hvor de stærkere typer har en fordel.

Det får os til at pege på Arnaud Demare som vores favorit. Sidste år sejrede franskmanden på en tid, hvor han var langt fra formen, og faktisk kom sejren ganske uventet for en mand, der var på vej på ferie. Denne gang er situationen helt anderledes får i år stiller den tidligere franske mester til start i storform. Faktisk er han kommet til Belgien med en historisk dominans af Tour du Poitou-Charentes, hvor han ikke blot vandt alle fire linjeløbsetaper, men også enkeltstarten. Måske var konkurrencen ikke den skarpeste, men især sejren på tiskørslen siger alt om, at Demare er flyvende.

Det er ikke noget tilfælde, at Demare vandt sidste år, for han er netop specialist i stigende spurter. Samtidig kommer han til start med sit supertog bestående af Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der så sent som i Hamburg dominerede totalt, endda i selskab med Quick-Step. Her blev han ganske vist overspurtet af Viviani, men det var i en flad spurt efter en lang pause. Denne gang kan han igen regne med et perfekt lead-out, og får han det, bliver han ikke let at slå i en spurt som denne. Derfor er han vores favorit.

Uden modstand er han imidlertid ikke. Bora stiller med Pascal Ackermann, der har været fuldstændig suveræn i de seneste uger, hvor han har vundet RideLondon Classic og leget kispus med rivalerne i Tour de Pologne, selvom han der stort set var på egen hånd i finalerne. Det er han ikke her, hvor han kan regne med støtte fra Rudiger Selig, der nærmest forærede ham sejren i London med et sublimt lead-out. Efter at være styrtet i Hamburg ser Ackermann imidlertid måske ud til at have mistet pusten lidt, for efter endnu et perfekt lead-out fra Selig blev han i Deutschland Tour overspurtet af Alvaro Hodeg, som han havde haft helt styr på i Polen. Man kan derfor frygte, at formen ikke længere er helt i top, men det ændrer ikke på, at Ackermann både har et tog, der kan tage kampen op mod FDJ, har vist sig forrygende hurtig og god på bakker. Derfor kan det sagtens blive til endnu en sejr til den tyske mester i hans drømmesommer.

En anden rytter med en frisk sejr i bagagen er Fabio Jakobsen. Den unge hollænder vandt den første massespurt i BinckBank Tour, hvor han var oppe mod flere af verdens allerhurtigste. Det skal dog siges, at sejren i Bolsward mere var resultat af et godt lead-out end sublim topfart, for både Caleb Ewan og Marcel Kittel var i den pågældende spurt klart hurtigere. Jakobsen synes imidlertid at være i storform, for han vandt feltets spurt om 10. pladsen i søndagens knaldhårde og meget våde Bretagne Classic. I Tour des Fjords viste han også, at han er god i stigende spurter. Hans problem er imidlertid, at han her ikke har feltets bedste tog, for selvom Davide Martinelli, Yves Lampaert og Florian Senechal er gode, har de ikke samme fart som togene fra Bora og FDJ, og derfor skal Jakobsen formentlig overspurte Demare og Ackermann for at vinde.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Alexander Kristoff har aldrig satset på dette løb, men egentlig burde det passe ham fint. Han elsker nemlig stigende powerspurter, og han kunne derfor ikke designe en meget bedre finale end denne. Desværre er resten af løbet ikke specielt Kristoffsk, for det er for let, for kort og for fladt. Bedre bliver det ikke af det gode vejr, som ikke vil trætte de hurtigere konkurrenter tilstrækkeligt. Samtidig fik selvtilliden et lille knæk i Bretagne, hvor han blev nr. 2 i feltets spurt bag Jakobsen, selvom han normalt vil være svær at slå efter 250 km i regnvejr. På den anden side viste han gode ben i Hamburg, hvor han var i angreb på Waseberg og alligevel blev nr. 3 i en let spurt, der ikke passede ham. Kristoff er som bekendt god til at positionere sig, så han vil altid være farligt i et stigende opløb som dette.

Det samme vil John Degenkolb, der også elsker stigende powerspurter. Han viste i Touren, at han igen skal tages seriøst i de store løb og i massespurter, men ligesom Kristoff er han fortsat bedst efter lange og hårde dage. Derfor kan heller ikke han være tilfreds med det gode vejr, og det må være op til det ret stærke Trek-hold at skabe ravage undervejs. En 4. plads i Hamburg viser, at Degenkolb ikke er langt fra i en spurt at kunne true Demare og Kristoff, der begge slog ham på den tyske hjemmebane, men for at vinde skal han bruge et godt lead-out. Det kan han imidlertid også få, for med Mads Pedersen, Jasper Stuyven og Boy Van Poppel kommer Trek med et tog, der kan true FDJ og Bora.

Det er ofte set, at ryttere får et boost af at gennemføre en første grand tour, og noget kunne tyde på, at noget lignende er sket for Timothy Dupont. I hvert fald kørte han nogle ganske gode spurter i BinckBank Tour, ikke mindst på Ardooie-etapen, hvor han blev nr. i spurten om andenpladsen. Senest vandt han i sidste weekend Schaal Sels, og han kommer derfor til løbet med selvtillid. Han synes at have genfundet sin næse for positionering, og han viste i Etoile de Besseges, at han er ret god i stigende spurter. Samtidig kørte Wanty nogle fremragende lead-outs i BinckBank Tour, og det må gøre ham optimistisk inden spurt, der burde passe ham.

En stigende spurt er også godt nyt for Christophe Laporte, der netop har denne type finaler som sit speciale. Det viste han blandt andet med 3. pladsen på 1. etape af Paris-Nice, og faktisk kunne han kun have ønsket sig, at afslutningen var endnu hårdere. Laporte er samtidig kendt for sin gode næse for positionering, og han viste i Bretagne, at han er på vej tilbage, efter at sygdom tvang ham ud af Arctic Race. Det gode vejr er dog ikke til hans fordel, og man kan frygte, at løbet bliver for let til, at han kan blande sig i dette selskab.

Astana stiller med Magnus Cort, og danskeren burde jo virkelig være i sit es i en stigende spurt som denne. Desværre er han kommet skidt ud fra Touren, og selvom han tog en udbrudssejr i BinckBank Tour, har han været skidt kørende på det seneste. Han skuffede ved EM, på de svære etaper i BinckBank Tour og senest i Bretagne, hvor han meldte om dårlige ben og gav Michael Valgren fripas. Samtidig er løbet her lidt for let for Cort, der havde haft mere glæde af dårligt vejr, og han er som bekendt ikke god til at positionere sig. Til gengæld er finalen her ikke specielt teknisk, og får han frit løb, har han vist, at han er god på en bakke som denne.

En anden spændende kandidat er Thomas Boudat, som er en anden rytter med god form efter Touren. Det viste han i det benhårde Bretagne Classic, hvor han var med i den gruppe, der afgjorde løbet, og selvom han til slut kom til kort i kampen mod verdens bedste klassikerryttere, siger det noget om, at benene er gode. Boudat har stadig sit store gennembrud på den store scene til gode, men netop en stigende spurt som denne burde passe ham ret godt. Det kræver til gengæld, at han får klaret den positionskamp, der altid har været hans store svaghed.

Med en smuk spurt på sidste etape af Tour de Wallonie var der håb om, at Jens Debusschere måske kunne være på vej tilbage. Siden da har han imidlertid været ramt af sygdom, der sendte ham ud af BinckBank Tour og af Bretagne Classic. Derfor hersker der nogen usikkerhed om hans form forud for dette løb, men egentlig burde finalen passe ham. Debusschere er nemlig god efter en hård dag, især i et stigende opløb, og Lotto kommer med et ganske fint tog til at støtte ham. Er han ikke på toppen, får Jasper De Buyst nok chancen, men hans fart rækker næppe til sejr.

Det har den også for Riccardo Minali , der er Astanas anden option. Det står ikke på forhånd klart, hvem der satses på, for normalt er Minali førstemand i klassiske massespurter. Det stigende opløb og den let kuperede rute passer imidlertid bedre til Cort, og derfor tror vi, at det er danskerens dag. Med usikkerheden om Corts form, og en godkendt præstation af Minali i BinckBank Tour kan det - ikke mindst med det gode vejr - dog godt være italieneren, der køres for. Vi frygter dog, at han kommer til kort på et stigende opløb efter en dag med flere stigninger.

Er Sondre Holst Enger endelig på vej tilbage? Noget kunne tyde på det, for den lille nordmand har på det seneste leveret sine bedste resultater i meget lang tid. I Arctic Race blev han nr. 2 bag van der Poel i den knaldhårde puncheurspurt på sidste etape, og senest blev han nr. 3 bag Groenewegen og Wippert i Veenendal-Veenendal. Han har imidlertid også skuffet i mellemtiden, og han er fortsat en ustabil type, der ikke har nær samme holdbarhed som tidligere. Et stigende opløb passer ham imidlertid, som vi så i Norge, og løbet bliver næppe specielt hårdt. Han kan ikke vinde, men kan levere et fint resultat. Hans hold har også Mihkel Raim, der har stor selvtillid efter sejren i Great War Remembrance Race, men han har i de seneste spurter kørt for Enger.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

En anden formstærk rytter er Wouter Wippert, der blev nr. 2 bag Groenewegen i Veenendal og siden har vundet Omloop Mandel. Begge disse to løb er imidlertid udprægede sprinterløb, der er som skabt til den ikke særligt holdbare Wippert, og han vil ikke være begejstret for det stigende opløb her. På den anden side viste han i Dunkerque, at han faktisk godt kan spurte på bakker, og han kommer tilsyneladende til løbet med god form og stor selvtillid. Hans positionering er samtidig blevet bedre, så måske kan der vente endnu et godt resultat til serien.

En anden interessant rytter er unge Luca Pacioni, der har overgået alle forventninger for Wilier i år. De mange flotte resultater er ganske vist hovedsageligt kommet i mindre løb, og han mangler fortsat at bevise sig selv på dette niveau. En 8. plads i den meget hårdere spurt i GP Kanton Aargau vidner dog om et vist potentiale. Formen er til gengæld lidt usikker efter en ikke specielt lovende indsats i Czech Cycling Tour.

Endelig vil vi pege på Marco Canola og Alan Banaszek, der er to vidt forskellige ryttertyper. Canola er normalt ikke god nok til at vinde klassiske spurter, men han er specialist i stigende opløb og kommer til løbet efter et flot Tour du Limousin, hvor han var tæt på at vinde samlet. Spørgsmålet er, om bakken her ikke er lidt for let. Modsat forholder det sig for Banaszek, der senest med 2. pladsen på 1. etape af Tour de l’Avenir viste, at han er et stort talent. Han er imidlertid ikke særligt holdbar, og dette løb kan være for hårdt, ikke mindst fordi han måtte tage hjem fra Frankrig på grund af sygdom.

Andre kandidater til spurten er Rudy Barbier, Kenny Dehaes, Michael Carbel, Brenton Jones, Jeremy Leveau, Edward Plankaert, Milan Menten, Amaury Capiot, Sean De Bie, Zico Waeytens, Jonas Koch og Frantisek Sisr, men de kan ikke vinde.

Skal man pege på ryttere, der måske kan snyde feltet med aggressiv kørsel, er det især Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Yves Lampaert, Marco Canola, Quentin Pacher, Mads Pedersen, Silvan Dillier, Rui Costa, Pawel Bernas, Pieter Vanspeybrouck og Benjamin Declercq.

OPDATERING: Ag2r har føjet Clement Venturini til startlisten, og han burde efter sejren i Route l'Occitanie kunne gøre sig gældende. Endnu mere spændende er meget formstærke Lorrenzo Manzin, der netop har vundet den stigende spurt på sidst etape i Tour du LImousin. Mihkel Raim og Alan Banazek stiller til gengæld ikke til start.

***** Arnaud Demare

**** Pascal Ackermann, Fabio Jakobsen

*** Alexander Kristoff, John Degenkolb, Timothy Dupont, Christophe Laporte, Magnus Cort,

** Lorrenzo Manzin, Thomas Boudat, Jens Debusschere, Riccardo Minali, Sondre Holst Enger, Wouter Wippert, Clement Venturini, Luca Pacioni, Marco Canola

* Rudy Barbier, Kenny Dehaes, Brenton Jones, Jeremy Leveau, Sean De Bie, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Yves Lampaert, Mads Pedersen, Silvan Dillier, Quentin Pacher

Danskerne

Magnus Cort hører som sagt til blandt favoritterne og får på Astana hjælp af Jonas Gregaard i dennes anden optræden som stagiaire. Mads Pedersen er del af et brølstærkt Trek-hold, men skal nok køre i tjeneste for i første omgang John Degenkolb og i anden omgang Jasper Stuyven. Michael Carbel burde kunne få lov at spurte for Fortuneo, mens Lars Bak skal støtte Jens Debusschere på Lotto Soudal. Endelig gøre Mikkel Honoré debut som stagiaire for Quick-Step, hvor han skal hjælpe Fabio Jakobsen til sejr.