Optakt: Brussels Cycling Classic

Løbets rolle og historie

Serien af europæiske klassikere fortsætter lørdag, når sprinterne og klassikerspecialisterne samles på startstregen i Bruxelles for at begive sig ud på 189,4 km i området syd for den belgiske hovedstad. Efteråret er fyldt med prestigiøse endagsløb, der er som skabt til de stærke sprintere, og efter WorldTour-løbene EuroEyes Cyclassics Hamburg og Bretagne Classic er Brussels Cycling Classic det tredje løb i serien af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1893, er løbet, der tidligere var kendt som Paris-Bruxelles, et af de ældste på den internationale kalender. Oprindeligt var der tale om et amatørløb over den beskedne distance på 397 km mellem de to europæiske hovedstæder, men blev ikke afviklet mellem 1894 og 1904, inden det vendte tilbage i 1906 som et todagesløb. I det følgende år blev det igen reduceret til et endagsløb, og frem til 1960erne spillede det en stor rolle som en af de vigtigste forårsklassikere med en kalenderplacering sidst i april mellem Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem. Løbet blev imidlertid præget af trafikale problemer og mistede som følge deraf masser af prestige, indtil man også tabte sin plads på kalenderen til det meget yngre Amstel Gold Race. Det førte til en aflysning af løbet fra 1967 til 1972.

Løbet vendte tilbage i 1973 som et midtugeløb sidst i september, hvor det blev anset som perfekt forberedelse til Paris-Tours. I 1996 flyttedes det igen til en lørdag og afvikles nu først i september. I stedet for at være et inferiørt løb på en allerede tætpakket forårskalender gør den lange historie det nu til en af de vigtigste efterårsklassikere og et stort mål for mange af verdens bedste sprintere.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I 2013 blev løbet lavet fuldstændigt om. Et UCI-ønske om en kortere distance tvang arrangørerne til at afskære forbindelsen til Frankrig. Grundet de kortere distancer i moderne cykelsport er løbet ikke startet i Paris i mange år, men har i stedet taget sin begyndelse et sted i Nordfrankrig, hvorfra man er fortsat nordpå til Bruxelles. Det blev der ændret på for seks år siden, hvor både start og mål blev henlagt til den belgiske hovedstad, og løbet blev ændret til en kun 197 km lang sag i området omkring storbyen. Som en konsekvens fik det samtidig navnet Brussels Cycling Classic. Formatet blev bibeholdt i 2014 på en næsten identisk rute, og selvom man i 2015 ændrede lidt på strukturen, er der grundlæggende tale om samme løb som efter ændringen i 2013. Det vil også være tilfældet i år.

Det nye format har ikke ændret løbets grundlæggende natur. Det har altid været kendt som et sprinterløb, og det vil det også være i fremtiden. Som tidligere er der undervejs flere af de berømte belgiske hellingen - korte stigninger - men de er slet ikke nok til at udfordre de hurtige folk, og da den sidste kommer hele 38,9 km fra mål, er det næsten umuligt at undgå en massespurt.

På den måde passer løbet fint ind i kalenderens anatomi. Mens klatrerne slås mod hinanden i de spanske bjerge, kører klassikerrytterne og sprinterne en separat kalender, der er fyldt med efterårsklassikere skabt til disse ryttertyper. Det starter med BinckBank Tour og Hamburg Cyclassics i midten af august og siden Bretagne Classic i Plouay, og i denne uge gælder det så Brussels Cycling Classic lørdag og det franske GP de Fourmies søndag. Den resterende del af september og oktober byder også på adskillige endagsløb i Frankrig og Belgien, inden det hele slutter med Paris-Tours i Frankrig og det belgiske Nationale Sluitingsprijs i midten af oktober. Alle løb er kendetegnet ved aggressiv kørsel og ender ofte i massespurter. Nogle er mere selektive end andre, men de deler alle det karakteristikum, at en hurtig rytter som regel sejrer.

Det er præcis noget sådant, vi kan forvente lørdag. For nogle år siden forsøgte arrangørerne ganske vist at gøre løbet hårdere ved at placere stigninger tættere på finalen, men det var ikke nok til at forhindre en massespurt, og med det nye format er den ide droppet. De sidste hellingen kommer nu så langt fra mål, at sprinterne har masser af tid til at komme tilbage.

Derfor er det næppe heller en overraskelse, at vinderlisten er domineret af sprintere, og den mest succesfulde rytter i løbets lange historie er faktisk en af de bedste sprintere fra dette årtusinde. Efter at have taget en første sejr i 2002 dominerede Robbie McEwen totalt ved at vinde hele fire gange i træk mellem 2005 og 2008. En skade forhindrede ham i at stille op i 2009, og hans sidste to forsøg på at triumfere igen endte desværre uden succes, men han holder fortsat rekorden med fem sejre.

Med sin placering på kalenderen er det ikke overraskende, at det ofte har været god forberedelse til VM, specielt i år med en sprintervenlig VM-rute. Den rolle er blevet endnu vigtigere i de senere år, hvor den bjergrige Vuelta i stigende grad har mistet positionen som den foretrukne vej til VM, og derfor har Brussels Cycling Classic oplevet et boost. I år er de fleste sprintere blevet skræmt væk af ruten i England, men for de mere hårdføre folk er løbet i Bruxelles for mange et skridt på vejen mod Yorkshire, mens sprinterne har det som et decideret mål.

Sidste år endte det hele i den forventede massespurt, der desværre blev skæmmet af et styrt. Pascal Ackermann holdt sig dog fri og fortsatte sin fantastiske sommer- og efterårssæson ved at tage endnu en sejr, inden han 24 timer også sejrede i Fourmies, og mens blandt andre Arnaud Demare og Fabio Jakobsen blev sat ud af spillet af uheldet, kunne Jasper Stuyven og Thomas Boudat sikre sig de to sidste podiepladser. Ackermann vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Stuyven, men Boudat er ikke med på et Direct Energie-mandskab, der i stedet satser på formstærke Niccolo Bonifazio.

Ruten

Som sagt brød man i 2013 forbindelsen til Frankrig, og nu om dage finder hele løbet sted i den belgiske Brabrant-region. Det har gjort det muligt at droppe den lange, flade indledning gennem Nordfrankrig og gøre løbet en anelse mere kuperet tidligt, men med en finale i Bruxelles giver det sig selv, at de sidste bakker ikke kan undgå at ligge temmelig langt fra mål.

Arrangørerne har ledt lidt efter den optimale rute til det nye format, og derfor er det ikke mærkeligt, at der har været et par ændringer siden 2013. I 2013 og 2014 brugte man den samme rundstrækning i området sydøst for Bruxelles med to omgange det første år og fem omgange det andet år, hvorved antallet af hellingen øgedes fra 11 til 19. I 2014 tilføjede man imidlertid en flad rundstrækning i Bruxelles, som gav mere tid til at skabe samling.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I 2015 blev løbet lavet helt om igen. Den gamle rundstrækning forsvandt, og der var slet ikke et rundstrækningsformat overhovedet. I stedet blev løbet udgjort af en tur rundt i det kuperede terræn syd for hovedstaden - et område, der er kendt fra Brabantse Pijl - hvor man skulle op over i alt 13 hellingen. Ikke én eneste af stigningerne skulle bestiges mere end én gang, og den afsluttende rundstrækning var også fjernet. Afslutningen foran Atomium i Bruxelles var imidlertid den samme, og løbet endte derfor i den klassiske spurt i det stigende opløb. Antallet af stigninger var reduceret, men den sidste bakke kom til gengæld tættere på mål. I de seneste tre år var der kun ganske få modifikationer, og i år er der også stort set tale om genbrug, hvor kun nogle helt marginale ændringer har forkortet løbet, så det nu er helt usædvanligt kort for en sådan klassiker.

I år skal der nemlig bare tilbagelægges beskedne 189,4 km. Det starter i Jubelpark i Bruxelles og begiver sig derefter mod sydøst igennem let kuperet terræn. Vossemberg (1 km, 3,3%), der tidligere var en nøglestigning, er den første udfordring, men kommer nu allerede efter 14,2 km. Smeysberg (600 m, 6,8%) følger 6,2 km senere, og derefter bliver terrænet fladere, mens man fortsætter videre mod sydvest. Denne tidligere fase er som regel rammen om de første angreb, hvor det tidlige udbrud etableres og langsomt får opbygget et forspring på 5-10 minutter, inden sprinterholdende tager kontrol. Efter et længere fladt stykke drejer rytterne mod nordvest og siden syd for at køre op ad Avenue des Boignées-stigningen (600 m, 5,7%) efter 57,3 km. Senere drejer de mod vest for at ramme Plan Incliné de Ronquières (1,0 km, 3,2%) efter 78,1 km, inden fladt terræn leder mod syd ned til forplejningen i løbets sydligste punkt efter 86,7 km.

Efter frokosten kører rytterne op mod bakkerne. Det sker når de over de følgende kilometer snor sig mod nord, nordøst og nordvest for at ramme så mange stigninger som muligt. Rue d’Henripont (1,2 km, 4,4%) kan tjene som opvarmning efter 101,7 km, og derefter følger Rue des Rabot (1,0 km, 5,7%), Rue Cardinal Mercier (900 m, 7,8%) og Rue d’Ittre (700 m, 8,6%) med hhv. 75,6 km, 71,5 og 65,4 km igen. Denne serie af stigninger udgør den første test af sprinterholdene. Historien viser, at ønsket om at gøre løbet hårdt ofte betyder, at udbruddet hentes relativt tidligt, og det betyder, at disse sene stigninger typisk giver anledning til underholdende cykelløb med konstante angreb. Sprinterholdene skal være på tæerne, men da stigningerne ikke er svære, er det som regel muligt at forhindre en stor gruppe i at slippe væk.

Rytterne får en lille chance for at komme sig, mens de begiver sig mod nord for at nærme sig de stigninger, der engang afgjorde Brabantse Pijl. Den sidste chance for at forhindre en massespurt er serien af de fem stigninger Chausee d’Alsemberg(1200 m, 2,8%) , Alsemberg (900 m, 4,8%), Bruine Put (600 m, 9,2%) og Sollenberg (400 m, 5,5%) med hhv. 51,7 km, 47,7 km, 40,1 km og 37,5 km igen.

Baseret på de seneste udgaver er det sandsynligt, at der her vil blive skabt et nyt udbrud - måske sker det først på det flade stykke efter sidste stigning - og derefter er det forventeligt, at de vil være en hidsig jagt, når feltet fortsætter mod nord frem mod Bruxelles. I stedet for at følge den direkte vej slår man en lille sløjfe mod sydvest og nordvest og øger dermed afstanden mellem stigningerne og mål, inden det går mod nordøst ind mod hovedstaden. Rytterne kører ikke tilbage til centrum, men fortsætter i stedet ud mod den nordlige udkant, hvor målet er placeret i forstaden Heysel foran det berømte Baudoin Stadium. Finalen er ukompliceret, da der er et venstresving lige før den røde flamme, hvorefter det går ligeud resten af vejen. Der er en lille bakke med 5 km igen, og derefter falder det let frem til de sidste to kilometer. De stiger svagt, og det bliver gradvist stejlere og stejlere, indtil den sidste kilometer når et gennemsnit på 1,6%. Opløbsstrækningen huskes af nogle som scenen for en af Alessandro Petacchis mange etapesejre i 2010-udgaven af Tour de France. Finalen er perfekt til en massespurt, og det vil være en lille sensation, hvis ikke en større gruppe som altid skal spurte om sejren.

I forhold til sidste år er den indledende flad og afsluttende flade del ændret, men uden at forandre distancerne og karakteren. Hovedforandringen er, at man skipper Krabbos-stigningen, der tidligere kom lige inden Sollenberg. Det giver en stigning færre, men til gengæld betyder det, at den hårde serie med Alsemberg- og Bruine Put-stigningerne komme ca. 10 km tættet på mål

Løbet byder på i alt 1815 højdemeter, ca. 100 færre end sidste år.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejret naturligvis en nøglerolle, og lørdag byder da også på halvkedeligt efterårsvejr. Temperaturen vil nå beskedne 18 grader, og der vil konstant være en bygerisiko på 40-50%, inden det klarer op ved 17-tiden. Vinden vil blot være let og komme fra nordvest, men den vil tiltage en anelse mod slutningen. Det giver sidevind det meste af vejen ned til vendepunktet, inden man primært får mod- og sidemodvind på bakkerne. Man får igen sidevind på stykket tilbage mod Bruxelles, indtil man drejer ind i direkte modvind med 1 km igen.

Favoritterne

Brussels Cycling Classic har altid været et sprinterløb. Man forsøgte at gøre løbet hårdere ved at ændre på ruten for et par år siden, og mange troede også, at det nye format måske kunne ændre løbets natur. Det har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet, og løbet er endt i en spurt hver eneste gang siden 2004.

På den måde bliver løbets rygte en selvopfyldende profeti. Langt de fleste hold møder op med deres topsprinter og kører med det mål for øje at sikre sig en massespurt. Måske har de også planer om at angribe, men hvis de undervejs misser et udbrud, har de altid en plan B, og det giver dem et incitament til at jagte. Derfor er der stort set altid masser af hold til at stå for arbejdet i feltet, og det forklarer, hvorfor det altid ender i en massespurt.

I år bliver det næppe anderledes. Vejret vil egentlig ikke være specielt behageligt, men vinden vil være begrænset, særligt først på løbet, hvor der ellers vil være direkte sidevind. Uheldigvis får rytterne mod- og sidemodvind hele vejen ind gennem den kuperede zone, hvor de sværeste stigninger som sagt til gengæld kommer 10 km tættere på mål, end de plejer. Modvinden kan dog virke dræbende, og derfor er det nok snarere sidevinden på det sidste stykke ind mod Bruxelles, der kan blive farligt. Det kan ikke udelukkes, at der kan komme lidt splittelse, men næppe noget dramatisk sidevindsræs. Kombinationen af senere bakker, sidevind og lidt regn vil dog næppe gøre det til det letteste løb i historien.

Der er hold, der gerne vil undgå en spurt, særligt Astana, Mitchelton og Ag2r, men der er ikke mange. Bora, Lotto, UAE og FDJ kommer kun for at spurte, og selvom Deceuninck har flere optioner, vil de heller ikke være utilfredse med en spurt. Også Corenon og måske også formstærke Niccolo Bonifazios Direct Energie vil kunne se en mening i en spurt, og derfor regner vi med, at det bliver 16. massespurt i træk, men altså først efter et halvhårdt løb.

Spurten er kendetegnet ved at være teknisk enkel, men stigende. Vejen er bred, og der er derfor som regel masser af plads. Det gør positionering mindre afgørende, men det er vigtigt at have skud i stængerne, da stigningsprocenten er så markant, at det gør en forskel i finalen, hvor de stærkere typer har en fordel. Dertil kommer den direkte modvind, som vil gøre timing ganske vigtig.

Sidste år indledte Pascal Ackermann en drømmeweekend, der gav sejre i både Bruxelles og Foumies ved at vinde dette løb, og også i år må han være favorit. Tyskeren har ikke været i helt samme form som i 2018, hvilket blev særligt tydeligt i Polen og Hamburg, men han kom alligevel fra det polske løb med to sejre. Senest sejrede han på 1. etape i Tyskland, hvor han var ganske suveræn den let stigende spurt, der kan minde en anelse om denne, bortset fra at den var langt mere teknisk. Vigtigst var det, at spurten kom efter en helt suveræn præstation af Bora-toget, der da også ligner det bedste i dette løb. Det skyldes ikke mindst Rudiger Selig, der er løbets bedste lead-out, og som bør kunne levere den positioneringsstærke Ackermann perfekt. Han skal passe på med timingen i modvinden, som før ham slået ham ud, men en powerspurt som denne passer Ackermann som fod i hose. Med den overlegenhed, han viste i Tyskland, må han være favorit.

Caleb Ewan kørte ikke længe i Tyskland, inden han rejste hjem med ondt i halsen. Det er vist også temmelig klart, at formen ikke er på Tour-niveau, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 2 i Hamburg Cyclassics, der endda var mere selektivt, end det plejer. Helt ude af form kan han altså ikke være, og han viste i Touren, at han i hvert fald sent i en grand tour kan slå hvem som helst. Til gengæld så vi også i Hamburg, at han ikke var i nærheden af at matche Elia Viviani, og hans begrænsninger som mere klassisk sprinter er der således stadig. Dette halvhårde løb med en stigende finale er dog som skræddersyet til Ewan, der særligt vil kunne drage fordel af bakken op mod mål. Hans tog med Stan Dewulf, Lawrence Naesen, Enzo Wouters, Nikolas Maes og Gerben Thijssen har egentlig masse af fart, men mangler erfaring. Heldigvis er Ewan i dag blevet en af verdens bedste i positionskampen, og finder han Ackermanns hjul, som han fandt Vivianis i Hamburg, kan han sagtens i en stigende modvindsfinale gå forbi.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

De fleste glæder sig vel til at se Tim Merlier i dette løb. Den belgiske mester har stadig ikke spurtet meget i et felt af denne kaliber, men det er svært at glemme, at han slog selveste Fabio Jakobsen to gange i juni. Da han kørte i Danmark, var han da også helt suveræn, særligt på Frederiksberg, hvor han trods en skidt position satte Bryan Coquard godt og grundigt på plads. Han skuffede med en 6. plads i sidste weekend, og det synes da også at knibe lidt med positioneringen. Til gengæld er farten eminent, og finalen her er heldigvis ikke for kompliceret. Det stigende opløb burde heller ikke være et problem for Merlier, der ved det belgiske mesterskab også viste, at han kan spurte efter en lang dag. Sidder han i position, skulle det ikke undre, om han kan slå WorldTour-rytterne.

Deceuninck stiller med Alvaro Hodeg, der kommer med selvtillid, efter at han slog Sam Bennett i den sidste spurt i BinckBank Tour. Desværre viste de første spurter også, at det kneb lidt i positionskampen, og at han ikke havde helt samme fart som Bennett og Groenewegen. Sidste år slog han dog Ackermann i Tyskland, og sejren over Bennett forleden viser, at han med den rette position er farlig. Toget med Yves Lampaert og Florian Senechal er stærkt, og heldigvis er finalen ikke alt for kompliceret. Til gengæld taler bakken imod Hodeg, og han kan få det lidt sværere mod de mere råstærke og mere kraftfulde typer.

Det var bestemt ikke en god sommer for Alexander Kristoff , men siden en lille pause har nordmanden været stærkt. Han kørte som altid fornuftigt i Hamburg, men det var særlig i Tyskland i sidste uge, at han for alvor viste form. Her vandt han den knaldhårde 2. etape, ligesom han var med i kampen om sejren i den vanskelige puncheurspurt på 4. etape. En lang, stigende powerspurt i modvind er præcis, hvad Kristoff elsker mest, og hans chancer styrkes af, at den kommer efter en ikke helt nem dag. Vi så dog også i Tyskland og Hamburg, at folk som Ackermann og Ewan stadig er hurtigere end nordmanden, og man kan frygte, at løbet her stadig er for let. Til gengæld har han i Roberto Ferrari og Jasper Philipsen, der kan agere plan B med den fine form, han viste i BinckBank Tour, et tog, der kan matche Boras, og det skulle ikke undre, om Kristoff afleveres perfekt. Sker det, er den formstærke nordmand altid farlig.

For to år siden overraskede en formsvag Arnaud Demare sig selv ved at vinde dette løb, men titelforsvaret mislykkedes, da en ellers meget velkørende Demare blev fanget i styrtet. I år har hans form været lidt svær at vurdere efter et skuffende BinckBank Tour og dårlig position i Hamburg, men han gjorde det faktisk pænt i det knaldhårde løb i Bretagne. Formen er altså ikke helt ringe, og han elsker denne lange, stigende spurt, som han altså tidligere har vundet. Den skadede Jacopo Guarnieri er tilbage og har været savnet helt enormt, da vi så i BinckBank Tour og Hamburg, at hans dårlige positionering kostede dyrt. Til gengæld viste han god fart, og i en ukompliceret finale kan man håbe, at Ramon Sinkeldam kan få ham sat op til sejr, for vi har ikke den store tro på, at Guarnieri er i form til at levere et lead-out, som han plejer.

Løbets måske mest formstærke sprinter er Niccolo Bonifazio. Efter en lidt skuffende tid sagde det klik for italieneren midtvejs i Touren, som han sluttede med nogle fremragende spurter, slutteligt også i Paris. En lille pause har ikke sat ham tilbage, efter at han vandt begge de belgiske 1.1-løb i sidste weekend, og han kommer således til Bruxelles med masser af form og selvtillid. I Touren genfandt han også sin gamle positioneringsevne, der altid har været hans styrke, og selvom han ikke har vist det store i stigende spurter, kan en lille bakke som denne ikke være et stort handicap for lille Bonifazio. I Adrien Petit har han en erfaren lead-out man, og kan Bonifazio finde det rette hjul, synes han at have formen til at være med i kampen om sejren.

Sidste år blev Jasper Stuyven nr. 2, men det skyldtes nu i høj grad styrtet. Det ændrer dog ikke på, at belgieren kommer til løbet med tro på sig selv, både på baggrund af 2018-resultatet og den nylige samlede sejr i Tyskland. Her viste han, at formen allerede er glimrende efter en lille pause, men til gengæld viste det tyske løb også hans klare begrænsninger som sprinter, også i de stigende spurter. Han har dog ét våben, der er guld værd, nemlig Mads Pedersen, der i BinckBank Tour var løbets klart bedste lead-out man. Resten af toget er denne gang ikke så stærkt, og det kan gøre det vanskeligere at dominere på samme vis, men med endnu et godt lead-out fra Pedersen kan Stuyven i en stigende spurt være med fremme, også selvom en sejr måske er et lidt ambitiøst mål. Holdet vil nok ikke køre for den formsvage Matteo Moschetti, nu hvor Stuyven sidste år blev nr. 2 og er i form.

Vital Concept stiller med Bryan Coquard, der virkelig er svær at blive klog på i øjeblikket. Både i Danmark, Norge og Bretagne faldt han helt igennem på bakkerne, men til gengæld slog han Mathieu van der Poel i en massespurt i Norge. Det viser, at hurtigheden er intakt, og det bør gøre dette løb til en fin mulighed for ham, ikke mindst fordi opløbet er stigende og finalen teknisk ukompliceret, hvorfor han ikke lider under sin ringe positionering. Toget med Lorrenzo Manzin, Kris Boeckmans og Kevin Reza ligner også et af de stærkere, og det bær kunne bringe ham i position til at vise den hurtighed, der også gav sejr i Belgium Tour.

Wanty stiller med Timothy Dupont, der har kørt godt siden sommerpausen. En 4. plads i Cerami, sejr i Vallonien, fire top 10-placeringer i BinckBank Tour og senest to 2. pladser, en 3. plads og en 5. plads i de nylige belgiske 1.1-løb. Det er en stabilitet, de færreste kan fremvise, men det er måske også meget sigende, at han kun har vundet én gang, selv når modstanden har været begrænset. Hans tog er heller ikke på niveau med de bedstes, og selvom han har fået fod på positioneringen, er han nok alligevel ikke hurtig nok til at vinde, selvom det stigende opløb passer ham.

Delko stiller med Eduard Grosu, der har haft en fornem sæson. I Europa har han klatret bedre end nogensinde, hvad han senest bekræftede med en overraskende 3. plads i Burgos, og det er blevet til et par sejre i Asien også. Desværre gik der et eller andet galt i Burgos, og noget tyder på, at han har været syg. Han har i hvert fald haft en lang pause, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Med de spurter, han har kørt i år, bør en formstærk Grosu imidlertid være med langt fremme, i hvert fald hvis han kan få fod på positioneringen med støtte fra et ikke alt for stærkt hold.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Ved at vinde tre af fem etaper i Poitou-Charenten har Christophe Laporte vist form. Han kom til gengæld ned på jorden igen i Bretagne, og hans dominans i Frankrig var nok snarere udtryk for det generelle niveau. I det hele taget har Laporte haft det svært i årets spurter, hvor det er blevet tydeligt, at han mangler den sidste fart. Det stigende opløb passer ham til gengæld, og hans tog med Bert van Lerberghe, Geoffrey Soupe, Attilio Viviani og Zico Waeytens er stærkt, ligesom han er god i positionskampen. Det skal nok blive til et resultat, men det er noget andet at vinde.

Det har været flot at se André Greipel efter en svær Tour. Han er nemlig kommet ud af det franske løb med form og kørte blandt andet et meget aktivt og offensivt løb i Zottegem, hvor han vandt feltets spurt om 2. pladsen, ligesom han gjorde det godt i de hårde finaler i Tyskland, hvor han endda angreb på 4. etape. Det lange, let stigende opløb passer Greipel, der da også er tidligere vinder af løbet, men han lider stadig voldsomt under sin positionering. Man kan håbe, at den ukomplicerede finale kan give ham mulighed for at vise den fart, han også viste i Paris under Touren.

Amaury Capiot var i fremragende form i BinckBank Tour og i Danmark, men vi har også ofte set, at han som sprinter mangler den sidste fart. Det stigende opløb passer ham bedre, men han får i den ukomplicerede finale ikke megen glæde af den fine positionering, der hjalp ham så fint i BinckBank Tour. Senest i sidste weekend så vi hans begrænsninger som sprinter, men hans gode form kan i hvert fald bringe ham langt.

Unge Giovanni Lonardi kom flyvende fra start med et par sejre, men han har ikke vist meget i lang tid. I Giroen gav han lidt prøver på potentialet, men senest kom han til kort i massespurten i Adriatica Ionica Race. I det hele taget har det knebet lidt med at være med helt i front på højeste niveau, men i en ukompliceret finale med et lead-out fra Marco Canola og Cima-brødrene kan han forhåbentlig vise sin fart.

Den fart har Luca Pacioni også, men han har ikke vundet de løb, han gjorde i den flotte 2018-sæson. Det er blevet til mange top 10-placeringer, senest i Qinghai Lake og Czech Cycling Tour. Han har ikke kørt meget på det sidste og synes ikke at have sin bedste form, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Særligt i starten af året imponerede han dog med sin fart, og kan han for en gangs skyld finde position, bør det kunne blive til et fint resultat.

Mitchelton-Scott har ikke meget at komme med i en spurt og vil køre aggressivt. Formentlig kører de spurten for Daryl Impey, men han kan ikke vinde et løb som dette. I stedet håber vi, at Impey kører lead-out for den unge stagiaire Kaden Groves , der allerede i år har taget flere spurtsejre og senest fik en 2. plads i Tour de l’Avenir. Om han også kan være med på dette niveau, er uklart, men i Impey får han i hvert fald den perfekte lead-out man, hvis han får chancen.

Andre ryttere, der kan tænkes at spurte, er Oliver Naesen, Julien Duval, Davide Ballerini, Alexander Porsev, Mihkel Raim, Umberto Marengo, Boy van Poppel, Andrea Peron, Baptiste Planckaert, Lionel Taminiaux og Niklas Märkl, men det er svært at se dem vinde.

Skal man pege på ryttere, der måske kan snyde sprinterne, vil vi særligt fremhæve Oliver Naesen, Yves Lampaert, Florian Senechal, Davide Ballerini, Magnus Cort, Daryl Impey, Michael Albasini, Guillaume Boivin, Giovanni Visconti, Simone Velasco, Davide Gabburo og Marco Canola

***** Arnaud Demare

**** Caleb Ewan, Tim Merlier

*** Alvaro Hodeg, Alexandre Kristoff, Arnaud Demare, Niccolo Bonifazio, Jasper Stuyven

** Bryan Coquard, Timothy Dupont, Eduard Grosu, Christophe Laporte, André Greipel, Amaury Capiot, Giovanni Lonardi, Luca Pacioni, Kaden Groves

* Jasper Philipsen, Oliver Naesen, Daryl Impey, Davide Ballerini, Yves Lampaert, Florian Senechal, Magnis Cort, Michael Albasini, Guillaume Boivin, Giovanni Visconti, Simone Velasco, Davide Gabburo, Marco Canola, Mihkel Raim, Baptiste Planckaert, Lionel Taminiaux, Boy van Poppel

Danskerne

Mads Pedersen skal formentlig forsøge at levere endnu et fremragende lead-out, denne gang for Jasper Stuyven, der må ventes at gå efter endnu en podieplads. Magnus Cort synes at være stoppet med at spurte, og derfor skal både han og Jonas Gregaard nok støtte Davide Ballerini på et ikke alt for stærkt Astana-hold. Christopher Juul må ventes at få lidt frihed til at køre offensivt på et Mitchelton-hold, der kan køre spurten for enten Daryl Impey eller Kaden Groves. Endelig er Ludwig Anton Wacker til start på Sunwebs udviklingshold, der vil køre spurten for Niklas Märkl.

Tidligere års udgaver

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2018, Arnaud Demares sejr fra 2017, Tom Boonens sejr fra 2016, Dylan Groenewegens sejr fra 2015 og André Greipels sejre fra 2014 og 2013.