Optakt: Chrono des Nations

Løbets rolle og historie

I cykelsporten indgår enkeltstarter hovedsageligt som en del af etapeløb, og de store specialister har ikke mange muligheder for at teste sig selv i enkeltstående tidskørsler, der afvikles som selvstændige begivenheder. VM, EM og OL er de eneste virkelig store enkeltstarter, hvor alt handler om at vinde på dagen. Disse løb er imidlertid alle relativt nye, idet de først blev introduceret i hhv. 1994, 2016 og 1996, og tidligere var det i stedet et andet løb, der havde status som den vigtigste enkeltstart på hele året.

Cykelhistoriens vigtigste tidskørsel var kendt som Grand Prix des Nations og var en stor begivenhed på den internationale kalender. Den blev domineret af flere af cykelsportens enkeltstartsgiganter, idet Jacques Anquetil sejrede ikke færre end ni gange, mens Bernard Hinault var hurtigst ved fem lejligheder. Uofficielt blev løbet ikke helt uden grund betragtet som en form for VM i enkeltstart.

Grand Prix des Nations blev første gang afvikles i 1932, da sportsredaktørerne på Paris-Soir var blevet inspireret af VM i København, der i 1931 helt usædvanligt var blevet afviklet som en enkeltstart. Det ansporede dem til at arrangere deres egen 142 km lange tidskørsel, og derfra udviklede det sig til en stor begivenhed. I de tidlige år lå distancen som regel på ca. 140 km, men i 1955 reducerede man den til 100 km. Siden 1965 har den kun sjældent været længere end 90 km og som regel kun cirka 75 km. Løbet blev afviklet flere forskellige steder i Frankrig og havde aldrig et fast hjemsted.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med introduktionen af en officiel regnbuetrøje tabte løbet sin betydning. Langsomt gled det i baggrunden, og da ProTouren blev indført i 2005, forsvandt det helt fra kalenderen. Et år senere slog arrangørerne sig sammen med det mindre løb Chrono des Herbiers, der var blevet afviklet siden 1982, og sammen etablerede man et 1.1-løb på UCI-kalenderen, der under navnet Chrono des Nations blev afviklet i oktober.

Løbet har nu etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed, men det har ikke samme prestige som sin forgænger. Først og fremmest er det i år det allersidste løb på den europæiske kalender, og derfor kommer det på en tid af året, hvor mange er gået på ferie, og ingen er i topform. Ikke desto mindre har det udviklet sig til lidt af en VM-revanche, og meget ofte har den nye verdensmester brugt det som en første chance til at bære regnbuetrøjen. Løbet er dog også karakteriseret ved, at man mange ryttere tilsyneladende mere er til start på grund af pengene, og ofte ser man skræmmende dårlige præstationer af nogle af de største navne. Som et resultat er tidsforskellene som regel meget større end normalt på en tilsvarende enkeltstart. Ofte er topnavnene fra VM dog stadig i rimelig form, og derfor er vinderlisten domineret af ryttere, der har været med fremme i årets vigtigste enkeltstart.

Et interessant aspekt ved løbet er, at det er en stor enkeltstartsdag med løb for adskillige kategorier. Kvinderne kom med i 1987, og et U23-løb blev tilføjet i 1993. Juniorherrerne blev inkluderet i 1997, i 2007 blev juniorkvinderne en del af festen, og siden 2011 har der endda også været et løb for de helt unge franske ryttere. Det første løb afvikles om morgenen, og derefter går det slag i slag, inden eliteherrerne runder ballet af midt på eftermiddagen.

Løbet har som sagt som regel haft flere af verdens førende specialister til start, men 2018-udgaven udmærkede sig som en undtagelse, hvor de store navne var Vincenzo Nibali, der 24 timer forinden havde kørt Il Lombardia, og Pierre Latour, der slet ikke var i form efter en lang skadespause. Det udnyttede Martin Toft Madsen til for andet år i træk at vinde foran landsmanden Mikkel Bjerg, denne gang med bare 7 sekunder, mens Stephane Rossetto var hele 1.39 efter som nr. 3. Både Toft og Bjerg vender tilbage i et forsøg på at fortsætte dominansen for tredje år i træk, og de er atter oppe mod Rossetto, der ligner bedste bud på et fransk resultat i årets udgave af løbet.

Ruten

Siden det nye løb blev etableret i 2006, har det haft hjemme i Herbiers, der ligger i en relativt flad del af Frankrig. Her designer man hvert år en lidt varierende rute på ca. 50 km, men selvom den varierer lidt år for år, er der altid tale om en perfekt sag for de store specialister.

Det vil også være tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges i alt 46,3 km i relativt fladt terræn. Både start og mål er placeret i Herbiers, hvorfra man først kører mod sydøst ud af byen, inden man drejer mod sydvest for at køre ned til den første mellemtid, som er placeret efter 10,8 km i St-Paul-en-Paredes. Derfra går det videre mod syd ned til en trekantet rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang. I det sydligste punkt i byen St-Prouant tages anden mellemtid efter 22,7 km, inden man kører mod nordvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, hvorfra man kører mod vest frem til den tredje mellemtid i byen Mouchamps, som nås efter 33,8 km. På det sidste stykke går det mod nordøst og siden nord tilbage til målbyen, hvor man følger en lang, lige vej frem til et sidste sving ca. 200 m fra stregen. Terrænet byder på et par mindre bakker, men ingen store udfordringer, og ruten er heller ikke specielt teknisk.

I alt har ruten 316 højdemeter.

Selvom ruten ofte varierer fra år til år, benyttes denne gang præcis samme rute som i 2018.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Vejret

Det franske efterårsvejr kan være ganske lunefuldt, og det vil det også være denne søndag, der bliver en rigtig bygedal. Således vil der gennem hele morgenen og eftermiddagen være en bygerisiko på ca. 45%, og temperaturen vil være konstant på 13 grader. Vinden vil tage lidt til i løbet af dagen og fra start komme fra nordøst og siden nord, men den vil aldrig blive kraftig, blot nå et maksimum på 13 km/t og være relativt konstant for hele herreelitefeltet. Der vil primært være sidemed- og medvind på første del, inden man efter rundstrækningen får et sidevindsstykke. Til slut får man sidemod- og modvind på stykket fra sidste mellemtid frem til målet i Les Herbiers.

Favoritterne

Som sagt er resultaterne af Chrono des Nations ofte præget af store tidsforskelle. Det faktum, at nogle af de bedste ryttere fra VM ofte er oppe mod ryttere, der egentlig for længe siden har afsluttet deres sæson og kun hiver cyklen ud af garagen til dette ene løb, giver ofte anledning til stor afstand mellem de bedste og nogle af og til skræmmende svage præstationer fra topryttere, der slet ikke skjuler, at det vist mest er en fed check, der har lokket dem til Frankrig. Ofte er flere af rytterne fra VM dog stadig godt kørende, som vi har set det med Tony Martins tre sejre i regnbuetrøjen fra 2011 og 2013, eller da Vasil Kiryienka som nykåret verdensmester vandt i 2015. Og i 2016 endte Kiryienka og Jonathan Castroviejo som nr. 1 og 2 efter at have taget hhv. sølv og bronze ved VM.

I de senere år har det knebet betydeligt mere. Ikke blot har verdensmesteren ikke været til start siden 2015, vi har også set meget svage præstationer, som da Castroviejo og Victor Campenaerts blev slået med hhv. 1.25 og 2.02 af danske Martin Toft i 2017. Og tidligere har vi set, hvordan Chris Froome og Richie Porte i 2012 tabte hhv. 6.36 og 8.00 med så ringe kørsel, at der ikke kan være tvivl om, at det ikke var de sportslige ambitioner, der drev dem til Frankrig. Sidste år kneb det endda i den grad med at få tempospecialisterne til løbet, og selvom Vincenzo Nibali åbenlyst var et stort navn, manglede de folk, der kører med om sejrene i WorldTour-enkeltstarterne.

Sådan er det ikke i år. Her er Filippo Ganna, Primoz Roglic og Jos van Emden nemlig alle at finde i feltet, og de har som bekendt alle vundet WorldTour-enkeltstarter, for de to førstes vedkommende også inden for de seneste par måneder. Som ovenstående gennemgang viser betyder det bare ikke nødvendigvis, at de vil køre stærkt på søndag, for her handler det meget mere om motivation og form end en flot resultatliste. Der kan da heller ikke være tvivl om, at det nok ikke er ønsket om at tage en 14. sejr, der har lokket Roglic til at forlænge en uhyre lang sæson, og det er nok tvivlsomt, om han har givet løbet mange tanker, inden han står på rampen søndag eftermiddag.

Selve ruten er relativt klassisk. Det er præcis den samme som i 2018, og det er grundlæggende en sag for specialister. Helt flad er den ikke, men der er ingen længere eller større stigninger, og de tekniske udfordringer er også til at overse. Dertil kommer den lange distancer, der for alle gør det til en af årets absolut længste enkeltstarter, kun overgået af VM og eventuelt de nationale mesterskaber. Det er ganske sjældent, at man nu om dage finder enkeltstarter på 50 km, og der er stor forskel på, hvem der kan præstere på korte og lange enkeltstarter. Det er først og fremmest dieselmotorerne, der kan begå sig på en rute, der vil tage ca. en time at tilbagelægge.

Endelig er der vejret. Søndag bliver en kedelig bygedag, og selvom alle favoritterne starter inden for et kvarters tid, kan man aldrig vide, om enkelte ryttere skulle være uheldige at have våde veje, andre ikke har, eller at løbe ind i den kraftigere vind, som ofte følger med en byge. Det er imidlertid helt umuligt at forudse, hvem der måtte være heldige eller uheldige, og derfor er det ikke en faktor, der kan inddrages i favoritvurderingen.

Det er tre år siden, at en VM-medaljetager sidst har vundet løbet, men vi tror, at det vil ske i år. Filippo Ganna vandt som bekendt bronze ved et sjældent langt VM, og dermed fik han gjort tesen om, at han var bedst på korte distancer, til skamme. Denne fladere rute burde endda passe ham endnu bedre end den ret kuperede rute i Yorkshire, og der kan derfor ikke være tvivl om, at han må være en af verdens bedste til et løb som dette.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Som altid er det formen, der er afgørende. Selvom han ikke har kørt landevejsløb siden VM, har Ganna store ambitioner på banen. I denne uge vandt han således sølv som del af det italienske hold, der blev slået af Danmark, ved EM i holdforfølgelsesløb, og det viser, at han har en eller anden form for niveau. Det er klart, at et baneløb på mindre end 4 minutter er noget andet end en enkeltstart på en time, men det viser, at han ikke har ligget på den lade side siden det flotte VM. Kombinerer man det med den fabelagtige kørsel, han leverede i Yorkshire, tror vi, at det rækker til sæsonens fjerde enkeltstartssejr i et år, hvor han bare er blevet bedre og bedre.

Den store joker er Primoz Roglic. Med hans fire WorldTour-enkeltstartssejre i år kan der ikke være tvivl om, at han er feltet førende specialist, også selvom han er bedst på mere kuperede ruter. Roglic har før vundet relativt flade enkeltstarter, og han vil elske den lange distance. Det helt store spørgsmål er form og motivation. Der er ingen tvivl om, at det ikke er ønsket om at vinde, der har drevet ham til Frankrig, og han har næppe trænet meget siden sidste lørdags Il Lombardia. Der er dog heller ikke megen tvivl om, at konkurrencemennesket Roglic nok skal give den, det han kan, og så er spørgsmålet alene, hvor meget den seneste uge har kostet på formen. Det er trods alt ikke længe siden, at han var fuldstændig overlegen i de første italienske klassikere, og han behøver slet ikke at have samme tårnhøje niveau for at vinde denne enkeltstart. Det bør ikke ende så ringe som Capenaerts i 2017, men spørgsmålet er, om der er nok i tanken til at tage en sidste stor sejr.

Et andet spørgsmålstegn er Jos van Emden. Hollænderen kan bedst lidt korte enkeltstarter og har altid haft det svært over længere distancer. Ikke desto mindre har han vundet en relativt lang Giro-enkeltstart foran Tom Dumoulin, der endte med at vinde løbet samlet, og det viser, at han sagtens kan begå sig, ikke mindst i dette felt. Terrænet passer ham også glimrende, men det vigtigste er, at han stadig synes at være i form. I Binche imponerede han i hvert fald kolossalt, da han i den knaldhårde finale kørte så stærkt et lead-out, at kaptajn Timo Roosen end ikke kunne gå forbi, og den ellers langsomme Van Emden bare var få centimeter fra at vinde løbet foran hurtige folk som Tom van Asbroeck og Oliver Naesen. Sidste lørdag hjalp han Dylan Groenewegen med at vinde Tacx Pro Classic, og han har derfor bare skullet holde formen gående en ekstra uges tid. Har han kunnet overkomme det, bør han med den form, han viste i Binche, køre med om sejren i dette løb.

I de seneste to år er løbet endt med en dansk 1-2. I begge tilfælde er Mikkel Bjerg blev den lille i kampen mod ærkerivalen Martin Toft Madsen, men i år peger meget på, at Bjerg er bedste bud på en dansk sejr. Ved VM så vi nemlig, at Toft var sat slemt tilbage af sit styrt i Danmark Rundt, mens Bjerg knuste al modstand i U23-klassen. Dermed viste han, at et lidt skidt år ikke var udtryk for et fald i niveau, og at han stadig er et sandt tempomonster, når han er i form. I de senere år har han vist, at han har kunnet holde motivationen til også at køre stærkt i dette løb, og selvom han åbenlyst ikke har samme resultater som Ganna, Roglic og Van Emden, der alle tilhører verdenseliten, så vi i 2017, at han sagtens kan slå de bedste, hvis ikke deres form er oppe at ringe.

Det samme gælder for Martin Toft Madsen, der har mulighed for at kopiere det hattrick, Tony Martin leverede fra 2011 til 2013. Det bliver imidlertid ikke let i det, der ligner et stærkere og mere formstærkt felt end i 2017 og 2018. Samtidig kommer Toft til løbet efter sit ringeste VM i flere år, og i England var det som sagt tydeligt, at han betalte en dyr pris for en alt andet end optimal forberedelse. Nu har han imidlertid haft nogle uger til at komme sig, og der kan ikke være tvivl om, at han modsat de store stjerner har satset stort på et løb, der altid er et mål for ham. Han har vist, at han over denne distance og i denne type terræn er brølstærk, ikke blot her, men også ved tidligere VM. Derfor kan han sagtens ende med at lave sit hattrick, hvis han har fundet den form, han manglede i Yorkshire.

En anden rytter, man kan tillade sig at have lidt forventninger til, er Niki Terpstra . Hollænderen er alt andet end specialist, men han har ved de hollandske mesterskaber vist, at han i formstærk udgave kan bruge sin store motor til at køre gode enkeltstarter over lange distancer. Formen synes at være der efter et skadesplaget år, for i søndags kørte han trods to kritiske punkteringer en fremragende 2. plads hjem i Paris-Tours. Efter så resultatfattigt et år må han have en vis motivation. Man kan betvivle, om hans tempoevner rækker til sejr, men som sagt handler det i dette løb ofte mere om form og vilje.

Det tredje danske bud på et resultat er Rasmus Quaade. Nok er han ikke den temporytter, han var, da han kørte sit livs enkeltstart ved VM i Firenze i 2013, men sidste år oplevede han efter en svær tid en lille renæssance, da han kørte et flot VM og en fin enkeltstart ved Danmark Rundt. I år kneb det lidt i de første enkeltstarter, hvor han var skadesramt, men han kom stærkt tilbage med en 2. plads bag Toft i Danmark Rundt og en 3. plads bag Bjerg og Price-Pejtersen i Hafjell TT. Hans store motor betyder, at han vil elske denne lange rute i terræn, der passer ham, og han viste med et flot Paris-Tours, at han stadig er i form. Motivation har han helt sikkert også, og derfor vil han være klar til at sikre, at vi får tre danskere med helt i top.

En anden af løbets specialister er Jan Tratnik. Sloveneren er bedst på kuperede og tekniske ruter, og lange enkeltstarter er heller ikke hans force. Alligevel kørte han i top 10 ved VM i 2017, og det viser, at han i hvert fald i dette felt har evnerne til at være med i front. Spørgsmålet er, hvor han står formmæssigt. Efter en svær tid kørte han et flot CRO Race, hvor kun et udbrud forhindrede ham i at vinde puncheurspurten på sidste etape. Desværre er han nok ikke en af de ryttere, der har haft løbet som mål, og vi tror mest, at han falder igennem. Hans evner betyder dog, at han vil være en kandidat, hvis han mod forventning er i form.

Endelig vil vi nævne Stephane Rossetto. Tempospecialist er han ikke, men i lange franske enkeltstarter kører han som regel stærkt. I år blev han således nr. 2 ved de franske mesterskaber, og i dette løb har han en flot historik med placeringer som nr. 7, 4, 10, 4 og 3 i de fem seneste udgaver. Sidste års bronzemedalje var det foreløbige højdepunkt, men det bliver nok svært at gentage i dette felt. Heldigvis viser historikken, at han altid er motiveret og en ganske hæderlig 44. plads i Il Lombardia samt offensiv kørsel i Gran Piemonte viser, at formen også i år er ganske god. Der er næsten garanti for et godt resultat, men endnu en podieplads er en helt anden sag.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

***** Filippo Ganna

**** Primoz Roglic, Jos van Emden

*** Mikkel Bjerg, Martin Toft Madsen

** Niki Terpstra, Rasmus Quaade

* Jan Tratnik, Stephane Rossetto

Danskerne

Martin Toft Madsen, Mikkel Bjerg og Rasmus Quaade hører alle til blandt favoritterne og er omtalt ovenfor. Michael Valgren stiller også til start, men han så ud til allerede at have trukket stikket inden de italienske klassikere og ligner en af de stjerner, der ikke er kommet til Frankrig ansporet af ønsket om at levere den helt store sportslige præstation.

Starttider

14:31 31 BRAUN Julian Julian Dauner - Akkon Allemagne
14:33 30 SEYE Guillaume Guillaume BEAT Cycling Club Belgique
14:35 29 MAITRE Florian Florian Vendée U Pays de La Loire
14:37 28 HIRSCHBICHLER Johannes Johannes Team Austria National Autriche
14:39 27 REUS Kai Kai Cycling Team A de Jong Pays Bas
14:41 26 BACON Romain Romain CC Nogent sur Oise
14:43 25 WOLF Justin Justin Bike Aid Allemagne
14:45 24 HAVIK Piotr Piotr BEAT Cycling Club Pays Bas
14:47 23 Tzortzakis Polychronis Polychronis Tarteletto Isorex Grèce
14:49 22 QUAADE Rasmus Rasmus Riwal Readynez Danemark
14:51 21 VERGAERDE Otto Otto Corendon Circus Belgique
14:53 20 GUERIN Alexis Alexis Team Delko Marseille Provence
14:55 19 BALDO Nicolas Nicolas St Michel - Auber 93
14:57 18 TEGGART Matthew Matthew EvoPro Racing Irlande
14:59 17 GAREL Adrien Adrien Vital Concept - B&B Hotels
15:01 16 DE GENDT Aimé Aimé Wanty - Gobert Belgique
15:03 15 JANSENNS Jimmy Jimmy Corendon Circus Belgique
15:05 14 GHEBREIGZABHIER Amanuel Amanuel Team Dimension Data Erythrée
15:07 13 TURGIS Anthony Anthony Total Direct Energie
15:09 12 BRUNEL Alexys Alexys Groupama FDJ
15:11 11 ARERUYA Joseph Joseph Team Delko Marseille Provence Rwanda
15:13 10 MEURISSE Xandro Xandro Wanty - Gobert Belgique
15:15 9 TRATNIK Jan Jan Bahrein Merida Slovènie
15:17 8 VALGREN Michael Michael Team Dimension Data Danemark
15:19 7 ROSSETTO Stéphane Stéphane Team Cofidis
15:21 6 VAN EMDEN Jos Jos Jumbo - Visma Pays Bas
15:23 5 TERPSTRA Niki Niki Total Direct Energie Pays Bas
15:25 4 GANNA Filipo Filipo Team Ineos Italie
15:27 3 BJERG Mikkel Mikkel Hagen Berman Axeon Danemark
15:29 2 ROGLIC Primoz Primoz Jumbo - Visma Slovènie
15:31 1 TOFT MADSEN Martin Martin BHS Almeborg Bornholm Danemark