Optakt: Circuit Cycliste Sarthe

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen i alt væsentligt splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskerlandet til Vuelta al Pais Vasco, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til en stor uge på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer to Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I weekenden havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere chancen i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré og La Roue Tourangelle, og i denne uge er de fleste rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Circuit Cycliste Sarthe, der byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper, der har terræn, som er mere lig det, der blev benyttet i weekendens endagsløb.

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig er de kuperede etaper i anden halvdel god forberedelse til ardennerklassikerne, og mange af de bedste franskmænd til disse løb vil benytte en kombination af de to kuperede endagsløb samt etapeløbet i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig har det historisk været en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var såmænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, som har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der kan overleve mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle er en god spurt tillige en stor fordel.

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viser, at det med offensiv kørsel på stigningerne kan lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

Det samme var tilfældet sidste år. Efter en dobbeltsejr på enkeltstarten med Alex Dowsett og Jonathan Castroviejo var Movistar i pole position til at sikre sig den samlede triumf. Det lykkedes imidlertid Lilian Calmejane med et storslået soloridt på kongeetapen at snyde spanierne og tage sin tredje etapeløbssejr på tre måneder, mens Arthur Vichot sluttede på 2. pladsen bare 3 sekunder efter, og en skuffet Castroviejo måtte tage til takke med 3. pladsen. Calmejane vender tilbage for at forsvare titlen, og også Vichot er med igen denne gang, men til gengæld bliver der intet forsøg fra Castroviejo på endelig at vinde løbet, da spanieren nu er skiftet til Sky, som ikke deltager.

Ruten

Circuit de la Sarthe har i årevis et fuldstændig fast format. Det er typisk startet med en dag for sprinterne, mens andendagen har budt på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage har haft mere kuperede etaper, og specielt tredje etape har ofte været en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape har ofte også været ganske hård, men er også blevet afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter.

I år har løbet imidlertid ændret karakter. Hidtil har løbet hovedsageligt været afgjort af kombinationen af enkeltstarten og kongeetapen om torsdagen samt måske bonussekunder. I år har man imidlertid helt fjernet løbets kendetegn, den korte enkeltstart i Angers, og i stedet er onsdagens to halvetaper erstattet af en flad sprinteretape. Dermed tipper balancen væk fra klatrestærke tempospecialister over til ardennerspecialister med et godt punch og en god spurt. Det ventes nemlig nu, at de to første etaper vil blive afgjort i massespurter - hvis ikke vinden spiller ind - og klassementet vil formentlig blive afgjort på den velkendte kongeetape til Pre-en-Pail, der netop passer til denne ryttertype. Den sidste etape er hovedsageligt flad, men har en stigende finale, der måske kan give muligheder for klassementsrytterne, der i et tæt løb formentlig også vil kæmpe hårdt om bonussekunder for at kunne krones som vinder i det nytænkte Circuit Cycliste Sarthe.

1. etape

Selvom ruten i år er nytænkt, er der ikke ændret på karakteren af første etape. Den har som regel været en sag for sprinterne, og det synes også at skulle være tilfældet denne gang. Som det oftest er tilfældet, er der ganske vist tale om en helt ny rute til løbets åbningsetape, hvilket naturligvis skaber lidt usikkerhed, men det synes ikke sandsynligt, at den lille bakke på den afsluttende rundstrækning vil kunne true sprinterne.

I alt er der 193,6 km på programmet, og de fører feltet fra Abbaye de l’Epau lige uden for Le Mans til Baugè-en-Anjou. En stor del af etapen består af en lang rejse mod syd og sydvest gennem ganske let kuperet terræn, hvor højdepunkterne er de to indlagte spurter efter hhv. 32 og 51,3 km. Kort før man ankommer til målbyen, kører man ud på en lille rundstrækning i det kuperede område nord for byen, hvor man efter hhv. 89,8 og 95,6 km skal op over to mindre stigninger. Herefter vender man tilbage til udgangspunktet for at køre det sidste stykke mod sydvest ned mod målbyen, idet man undervejs dyster om point i den sidste spurt efter 107,8 km.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Efter 113,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 5,1 km senere krydses målstregen for første gang. Herefter afsluttes løbet med seks omgange på den 12,5 km lange runde, der byder på en 700 m lang bakke lige efter stregen, hvor der vil være en tredje og sidste bjergspurt på den anden af de seks omgange. De sidste 11,8 km er imidlertid hovedsageligt let faldende eller flade. Det hele afsluttes med en meget teknisk finale med skarpe sving bare 400 og 120 m fra stregen.

I 2016 lykkedes det overraskende Marc Fournier at opbygge sig et løbsafgørende forspring på 1. etape, hvor sprinterholdene kiggede alt for meget på hinanden. Et sådant scenarium kan naturligvis udspille sig igen i et løb, hvor der er meget små hold til start, men det mest sandsynlige er, at det hele ender i en massespurt. Vinden er dog altid en trussel i regionen og kan bidrage til at skabe større udskilning, end ruten umiddelbart lægger op til.

Baugè-en-Anjou. har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Andendagen har traditionelt budt på to halvetaper, herunder den meget vigtige enkeltstart, men det ændres der på i år. I stedet er onsdagens to udfordringer erstattet af en stort set helt flad etape, der på papiret er løbets nemmeste. Sprinterne vil således være ivrige efter at slå til, inden klassementskampen ventes at tage fart på torsdagens kongeetape.

I alt byder 2. etape på 183,7 km, der fører feltet fra Riaillé til Ancenis-Compa. De to byer ligger ganske tæt på hinanden, og derfor består første del af løbet af, at man snor sig rundt i terrænet. Først kører man hovedsageligt mod sydøst ad hovedsageligt flade veje, inden man kører mod syd ned til Loireauxence. Herefter kører man tilbage mod nord, inden man kører stik vest forbi den første spurt efter 63,4 km og den første bjergspurt efter 69,5 km. Dernæst går det mod syd og til slut mod sydøst frem til målbyen, alt sammen gennem relativt fladt terræn.

Efter 124 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 3 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes herefter med syv omgange på den 8,1 km lange runde, der i alt væsentligt er flad, men byder på en lille bakke med top 4,1 km fra stregen. Her vil der være bjergpoint på spil på 2. og 4. omgang, ligesom der vil være pointspurter på målstregen efter afslutningen på 1. og 3. omgang. Efter bakken venter en lille nedkørsel frem mod de sidste 2 km, der er flade. Atter er finalen ganske teknisk med en rundkørsel bare 300 m fra stregen og et højresving bare 20 m senere.

Den lille bakke på rundstrækningen kan måske bruges som afsæt for et angreb, men de fleste vil formentlig være fint tilfredse med at spare på benene frem mod kongeetapen. Derfor synes alt at pege på, at sprinterne for anden dag i træk skal kæmpe om sejren - hvis altså ikke atter vinden har skabt splittelse forinden.

Ancenis var senest målby i 2009, hvor Enrico Rossi akkurat holdt feltet bag sig med 2 sekunder. I 2000 vandt Luca Paolini en massespurt i byen.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

3. etape

Den hårdeste etape kommer som regel på tredjedagen, og det forholder sig ikke anderledes i 2018. Siden 2009 har man benyttet en vanskelig rundstrækning i Pre-en-Pail til at give mere klatrestærke typer en chance for at vinde tid, og den finale vil blive genbrugt i år, dog i en let modificeret form. Etapen har altid været en af løbets vigtigste, men i fraværet af den traditionelle enkeltstart vil den i år være endnu vigtigere end tidligere og formentlig helt afgørende i at bestemme løbets samlede vinder.

I alt skal der tilbagelægges 199 km mellem Abbaye Royale de l’Epau og Pre-en-Pail, og etapen kan i alt væsentligt inddeles i to dele. Den første del består af en relativt flad rejse mellem de to byer, hvor man først kører mod nord, siden vest og til slut nordøst og nord op mod det kuperede terræn omkring målbyen. Undervejs er der indlagte spurter efter hhv. 64,5 km,76,5 km og 116,8 km, ligesom klatrebenene kan varmes op ved en lille bjergspurt efter 108,6 km.

Efter 123,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 5,5 km senere krydser man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med fem omgange på den 13,0 km lange rundstrækning, der som hovedudfordring har den korte, stejle stigning Mont des Avaloirs, hvor der er bjergppoint på spil på 1. og 4. omgang. Toppen kommer med 5,5 km til stregen, og herefter stiger det ganske let hele vejen til mål med en særligt stejl del med ca. 3 km igen. Den øvrige del af rundstrækningen består først af en nedkørsel, så en lille kontrabakke og slutteligt endnu en nedkørsel, inden man atter rammer stigningen. Finalen er teknisk ukompliceret, da det sidste sving kommer med 2 km til mål.

I forhold til sidste år er rundstrækningen forlænget med 2500 m, hvilket betyder, at der er længere fra toppen af stigningen til mål.

Dette er formentlig etapen, der sammen med bonussekunder vil afgøre løbet, og hvor ardennerspecialisterne kan gøre en forskel. Terrænet er så hårdt, at man har i den gamle udgave af løbet har sat enkelstartsspecialister som Malori og Dowsett til vægs, og de har mistet alt her trods sejren på tidskørslen. Finalen er som regel ekstremt aggressiv og svær at kontrollere for de små hold, og ofte etableres der en lille gruppe på 5-10 ryttere, der skal spurte om sejren i finalen, eller et reduceret felt skal dyste om sejren på den stigende opløbsstrækning, hvor der altid opstår små huller. Dermed er etapen skabt til puncheurs og stærke sprintere, der kan hænge på i vanskeligt terræn, og i fraværet af enkeltstarten vil de være endnu mere opsatte på at gå efter sejren. I forhold ti

Sidste år iværksatte Lilian Calmejane en typisk solooffensiv, der både gav ham etapesejren og førertrøjen,, holdt en forfølgergruppe med Julien Simon, Jetse Bol, Jonathan Castrviejo, Xandro Meurisse og Arthur Vichot bag sig med 14 sekunder og slog det første større felt med 43 sekunder. 2016 lykkedes det Anton Vorobyev at tage en sejr efter et langt udbrud, mens en relativt stor gruppe af favoritter nåede mål 1.15 senere med Romain Hardy som vinder af spurten foran Thomas Voeckler og Juan Jose Lobato. I 2015 vandt Manuele Boaro foran Pierre Rolland efter et sent angreb, mens Jonathan Hivert vandt spurten i en lille gruppe i samme tid som vinderen. I 2014 kørte Ramunas Navarduaskas alene hjem, 4 sekunder foran Julien Simon og Anthony Roux, mens Pierre Rolland tog en imponerende solosejr, der lagde grunden til den samlede triumf, i 2013. Francisco Ventoso vandt en spurt i en stor gruppe i 2012, mens Anthony Roux var den hurtigste af 7 mand i 2011. Samuel Dumoulin vandt en spurt i 2010, og Roux vandt igen en spurt i en lille gruppe i 2009.

4. etape

Løbet er ofte sluttet med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, men i de seneste to år er man endt med endnu en næsten helt flad etape. Det format har man valgt at genbruge i år, hvor det ser ud til, at de hurtige folk vil kommet til fadet på fredagens etape. Alt er dog ikke afgjort endnu, idet både bonussekunder og sidevinden måske kan ændre på klassementet til allersidst. Endnu vigtigere er det, at en lille bakke til slut samt et stigende opløb måske kan give de eksplosive puncheurs en chance for alligevel at gøre en lille forskel.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I alt skal der tilbagelægges 183,9 km mellem Brulon og Sable-sur-Sarthe. De to byer ligger meget tæt på hinanden, og første del af løbet består derfor i en zigzagget tur ned gennem terrænet syd for startbyen og øst for målbyen. Det er stort set helt fladt, og højdepunkterne er derfor den indlagte spurt efter 28,2 km og den lille bjergspurt efter 88,4 km. Efter sidstnævnte kører man stik nord tilbage mod målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 97,9 km.

11 km senere krydses målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med seks omgange på den 12,5 km lange rundstrækning. Den er i alt væsentligt flad, men byder dog på en lille ganske bakke, der har top ved den røde flamme. Her vil der kunne scores bjergpoint på 2. og 4. omgang, ligesom der vil være bonusspurter på målstregen efter første og tredje omgang.

Etapen byder ikke på mange terrænmæssige udfordringer, og det burde derfor være en dag for sprinterne. Vinden kan muligvis skabe ravage, og sidst i et etapeløb har et udbrud altid større chancer. Der bør imidlertid være interesse nok i at sikre en massespurt. Samtidig kan det ikke udelukkes, at klassementet er så tæt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, som det tidligere er sket på sidste etape. Efter bjergspurten falder det let, inden de sidste 800 m atter stiger. På de sidste 3 km er der sving med 1800 og 700 m igen.

Etapen er på papiret meget flad, og der er ikke megen information om den sidste lille bakke. Umiddelbart synes det derfor at være en sag for de mest hårdføre sprintere, der er gode til en stigende afslutning, men da klassementet formentlig er tæt, vil vi sikkert se angreb fra favoritterne og forsøg fra de hurtigste af dem på at spurte med. Mest sandsynligt er det - hvis ikke vinden kommer i spil - at det ender i en spurt for de hårde drenge, og med bonussekunder både i de indlagte spurter og på stregen kan det ikke udelukkes, at der til allersidst vil skabes forskydninger i toppen af klassementet.

Sable-sur-Sarthe var senest målby i 2015, hvor Thomas Dekker akkurat holdt feltet bag sig og sejrede i samme tid som Nacer Bouhanni og Sacha Modolo, der var de hurtigste i spurten. I 2005 vandt Damien Nazon en massespurt, og Marcel Wüst var hurtigste sprinter i 2000.

Favoritterne

Circuit de la Sarthe har altid været afgjort af en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder. Det nye format betyder imidlertid, at vi kan glemme alt om vores tidligere erfaringer. Fjernelsen af enkeltstarten, der tidligere har været løbets nøgleetape, vil totalt ændre dynamikken. Hidtil har det været et løb for tempostærke folk, der kunne holde sig til på kongeetapen, men nu kan enkeltstartsspecialisterne glemme alt om at vinde løbet.

I stedet ser er løbet nu umiddelbart blevet en sag for ardennerspecialister. Meget tyder nemlig på, at løbet i alt væsentligt vil blive afgjort på kongeetapen, som vi jo kender fra de seneste mange år. Den har altid været domineret af eksplosive ardennertyper med et godt punch og en god spurt, og umiddelbart synes de derfor at skulle dominere løbet.

Der er imidlertid yderligere to forhold, der kan komme i spil. Først og fremmest er der bonussekunderne, der næsten altid har spillet en rolle i dette løb. Flere af ardennerspecialisterne har en ganske fin spurt på flad vej, og de indlagte spurter kan derfor blive interessante. Derudover kan man ikke udelukke, at nogle af dem kan blande sig på 4. etape, hvor sværhedsgraden af afslutningen er lidt svær at aflæse.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Derudover er der vinden, men historien viser, at den sjældent spiller en rolle i Sarthe. I år får rytterne regnvejr de første to dage, hvor der vil blæse en jævn til frisk sydvestlig vind. Det giver modvind på 1. etape, men på 2. etape er der en lille chance for, at vinden kan komme i spil. Torsdag vil ikke byde på megen blæst på en generelt flot dag, mens der endelig ventes forår til fredagens afsluttende etape. Her vil det dog atter blæse lidt mere, dog næppe nok til at gøre en forskel. Derfor tror vi ikke, at vinden vil blive afgørende, og det vil formentlig være bonussekunder samt 3. etape, der afgør løbet.

Kongeetapen er velkendt, men ikke let at blive klog på. Det er ganske svært for de små hold at kontrollere den kuperede rundstrækning. For et par år siden lykkedes det eksempelvis Pierre Rolland fuldstændigt at vende op og ned på tingene med et solotogt, ligesom Calmejane også angreb tidligt sidste år. Samtidig er etapen ikke sværere, end at en holdbar sprinter som Juan Jose Lobato har været med helt fremme, og kan en stærk sprinter score mange bonussekunder på de tre flade etaper, kan han ende med også at vinde løbet samlet.

Sidste år vandt Lilian Calmejane løbet, og vi tror, at han gentager triumfen. Sejren i 2017 var egentlig lidt uventet, da enkeltstarten bestemt ikke var til hans fordel, men den nye rute synes til gengæld at være skræddersyet til franskmanden. Han er blandt de stærkeste på korte bakker som disse, og det er bestemt ikke uden grund, at han vandt etapen sidste år. Han har den luksus, at han er stærk nok til at angribe fra distancen, som han gjorde det sidste år, og samtidig hurtig nok til at sejre i en stigende spurt som denne. Vigtigst er det, at han efter en lille downperiode omkring Paris-Nice er tilbage i form. Det viste han i GP Miguel Indurain, hvor det formentlig kun var en kørefejl på den sidste nedkørsel, der kostede ham en andenplads bag suveræne Valverde. Med det niveau er det svært at se, hvem i dette felt der kan matche ham på kongeetapen, og selvom der er hurtigere klassikerspecialister end ham, tror vi, at han løber med sejren.

Clement Venturini er måske kendt som sprinter, men han er meget mere end det. Sidste år vandt han 4 Dage ved Dunkerque samlet, og her sluttede han endda som nr. 4 på kongeetapen, der er langt hårdere, end den er her. Dermed har han vist, at han er stærk nok til at begår sig i dette terræn, og i princippet kan han også vinde etapen. Samtidig har han den luksus, at han på papiret er en af feltets bedste sprintere, kun overgået af Bryan Coquard og Nacer Bouhanni, og dermed kan han score bonussekunder i finalerne på alle fire etaper, specielt 4. etape, der passer ham bedst, samt i de indlagte spurter. Det eneste tvivlsspørgsmål er formen, da han ikke har vist meget på det seneste. Han var dog godt kørende i februar, og er han på toppen, er dette et løb, der passer ham perfekt.

Sidste år var Arthur Vichot meget tæt på at løbe med sejren, men han blev akkurat slået af Calmejane. Den nye rute har imidlertid hans navn skrevet ud over det hele, og han er formentlig den, der passer bedst til en eksplosive finale på 2. etape. På papiret er han hurtigere end Calmejane, men der er desværre usikkerhed om formen. Han var skadet i løbet af vinteren og startede først sin sæson i endagsløbene i Ardeche og Drome. Her gjorde han det imidlertid langt over forventning, men fik så et nye tilbageslag, da et styrt tvang ham til at udgå i Catalonien. Derfor ved vi ikke, hvor han står nu, men er han nær sit topniveau, bliver han svær at slå, ikke mindst fordi han også kan spurte med på 4. etape og gå efter bonussekunder i de indlagte spurter.

Også veteranen Samuel Dumoulin kan glæde sig over, at enkeltstarten er væk. Nu er det et løb, der passer ham som god i hose, idet hans speciale netop er at spurte på en bakke. Problemet er, at han er på hold med Venturini og derfor kan ende i en hjælperytterrolle. I hvert fald bør det betyde, at han ikke får lov til at gå efter bonussekunder i massespurterne. På kongeetapen vil de imidlertid begge kunne køre deres chance. Dumoulin er ikke længere så stærk som for et par år siden, men specielt 4. pladsen i Drome vidner om, at han fortsat er blandt de bedste i denne type terræn. Har han samme form nu, burde han kunne køre med om sejren.

Wanty kommer med stort set alle deres klatrere, men det er formentlig Andrea Pasqualon, der har den bedste chance. Italieneren er specialist i at spurte op ad bakke, hvilket han viste ved at besejre selveste Sonny Colbrelli i sidste års Coppa Sabatini. I det hele taget tog han et kvantespring sidste efterår, hvor han var brølstærk, og selvom resultaterne i år har ladet vente på sig, har han bestemt ikke været dårligt kørende, hvilket specielt 4. pladsen i det hårde løb i Denain, 7. pladsen på bakkerne i Drome og den imponerende 10. plads på 4. etape i Ruta del Sol vidner om. Det gør ham helt perfekt egnet til dette løb, specielt fordi han som sprinter også kan score bonussekunder i de indlagte spurter og i alle finalerne, specielt på 3. og 4. etape. I en flad spurt er han ikke helt så hurtig som Venturini, og han har ikke samme støtte i spurterne, men han burde kunne blande sig i kampen om den samlede sejr.

En anden rytter, der passer perfekt til kongeetapen, er Julien Simon. Faktisk er han i sine hidtidige optrædener blevet nr. 2 tre gange og nr. 3 én gang. Det siger alt om hans evner for at spurte på en bakke som denne, men denne gang stiller han til start med en del spørgsmålstegn. Han har nemlig efter en skadepause kun kørt fire endagsløb i år, og her har han arbejdet for sine sprintere. Han har kunnet spille en rolle i finalerne, så formen er ikke skidt, men det vil alligevel være lidt overraskende, hvis han allerede nu er på toppen. Mindre kan dog også gøre det i et løb, der ikke er vanvittigt hårdt, specielt fordi han er blandt de hurtigste favoritter og kan sikre sig bonussekunder undervejs.

Løbets joker er Fabio Felline. Ruten kunne næsten ikke passe bedre til italieneren, der måske ikke er hurtig nok til at blande sig i massespurterne, men er en af de skarpeste afsluttere på 3. og måske også 4. etape. Desværre har han endnu ikke fundet topformen efter sin sygdom sidste efterår, og derfor har han måttet skippe alle klassikerne. Senest var han langt fra sit højeste niveau i Coppi e Bartali, og der er derfor ikke meget, der tyder på, at han kan blande sig. Løbet er dog ikke specielt hårdt, og derfor kan Felline måske gøre sig gældende, selvom han endnu ikke er på toppen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Quentin Pacher har i flere år været en af de bedste i de kuperede franske løb, men han har altid manglet det sidste. Efter skiftet til Vital Concept har han imidlertid taget et skridt op. Han blev nr. 8 i Haut Var, 10 i Provence 8 i Sud-Ardeche og senest nr. 10 i Limburg. Hans speciale er terræn som dette, selvom kongeetapen gerne måtte have været hårdere. Netop 10. pladsen i Limburg vidner om, at han har en fin spurt, men han er næppe hurtig nok til for alvor at true de bedste.

En anden holdbar sprinter, der kan gøre sig gældende, er Justin Jules. Franskmanden er en meget holdbar sprinter, der har vist ganske god form i brostensklassikerne, hvor han altid har siddet relativt langt fremme. Han er hurtig nok til at blande sig i massespurterne og herved sikre sig bonussekunder, og kongeetapen er ikke så svær, at han ikke kan blande sig fremme.

Pim Ligthart burde i kraft af sin gode spurt, specielt i stigende finaler, være skræddersyet til denne rute, men desværre har det knebet en del for hollænderen, der aldrig for alvor har levet op til sit potentiale. Selvom han var i udbrud i Flandern Rundt, har han ikke vist meget i brostensklassikerne, og han synes ikke at være helt på toppen. I kraft af sin hurtighed kan han dog altid blive farlig i et løb, der ikke er voldsomt hårdt.

FDJ stiller også med stortalentet Benjamin Thomas, der sidste år med topplaceringer i Luxembourg og Wallonien, at ha har et stort potentiale i netop denne type løb. Han er dog ikke så hurtig som de bedste, og skal formentlig gøre, hvad han gør bedst: snyde dem med et tidligt angreb. Det har han imidlertid gjort med stor succes to gange sidste år, og det kan han gøre igen - specielt hvis alle kigger på holdkammeraten Vichot. Formen burde være god et par uger efter bane-VM og med nu to løb i benene.

Androni har i Andrea Vendrame en yderst lovende rytter, der er ekspert i at spurte op ad bakke. Han har ganske vist ikke opnået mange resultater i pr, men han har vist fin form i Coppi e Bartali og Laigueglia. Sidste år viste han med en andenplads i en lignende finale i Boucles de la Mayenne evnerne i det terræn, der venter på kongeetapen, men det kan blive en anelse for hårdt for den unge italiener, der med Manuel Belletti på holdet heller ikke går lov til at jagte bonussekunder i massespurterne.

Wanty har også det franske klatretalent Guillaume Martin, der viste fremragende form på kongeetapen i Coppi e Bartali. Desværre er kongeetapen for nem for ham, men han har faktisk et fornuftigt punch. Den sidste rundstrækning er svært at kontrollere, og Martin har vist et kløgtigt angrebsinstinkt. Det kan måske give ham uventede muligheder. Egentlig er den mere eksplosive Xandro Meurisse langt bedre stillet på en rute som denne, men han har ikke ramt formen. Man kan håbe på, at den relativy lette rute alligevel giver ham muligheder.

Sidste år blev Jetse Bol nr. 3 på kongeetapen, og med sin gode spurt og stærke klatreevner burde han passe ganske godt til dette løb. Desværre var han ikke imponerende i Catalonien, og noget tyder på, at han ikke helt har timet formen optimalt. På den anden side viste han med offensiv kørsel fremgang mod slutningen, og har han fundet benene burde han kunne gøre det godt her.

Armindo Fonseca har haft nogle svære år, men i de seneste franske løb har han vist nye livstegn. Han har været med fremme i nogle flade spurter, der ikke passer ham, og det tyder på god form. Han har tidligere været specialist i at spurte op ad bakke, og derfor burde de to sidste etaper passe ham næsten helt perfekt. Han er næppe stærk og hurtig nok til at matche allerbedste, men der kunne godt være et fint resultat i vente.

Endelig er der de tre sprintere Bryan Coquard, Marc Sarreau,Thomas Boudat og Nacer Bouhanni. Alle er de holdbare typer med en god spurt op ad bakke, og særligt Coquard ville normalt være en af favoritterne i et løb som dette, specielt i kraft af bonussekunderne. Desværre har han været i skidt form på det seneste og har først i sidste øjeblik tilføjet løbet til sin kalender i et forsøg på at finde formen inden Amstel. Boudat er til gengæld formstærk, men har endnu ikke vist sig i et så svært løb. Bouhanni kan i teorien vinde med en massse bonussekunder, men efter sygdom i Paris-Nice og Catalonien har han næppe formen.

OPDATERING: Der har været store ændringer på startlisten. Vichot, Pasqualon og Felline stiller ikke til start. Det gør til gengæld formstærke Silvan Dillier, der efter sejren i Vitré er en af de klare favoritter. Giacomo Nizzolo er også føjet til startlisten, og er han ikke hæmmet af sin knæskade, har han gode chancer for med bonussekunder at vinde løbet. Delko har føjet Mauro Finetto til som en oplagt vinderkandidat. Fortuneo har i Laurent Pichon og Romain Hardy ligeledes føjet to gode navne til listen.

Favoritlisten nedenfor er opdateret.

***** Lilian Calmejane

**** Clement Venturini, Samuel Dumoulin

*** Silvan Dillier ,Julien Simon, Giacomo Nizzolo, Quentin Pacher, Andrea Vendrame

** Mauro Finetto, Benjamin Thomas, Romain Hardy, Laurent Pichon, Justin Jules, Pim Ligthart, Guillaume Martin, Xandro Meurisse, Matthieu Ladagnous, Jetse Bol, Armindo Fonseca, Bryan Coquard, Marc Sarreau, Thomas Boudat, Nacer Bouhanni

* Thomas Sprengers, Oscar Riesebeek, Dries Van Gestel, Thomas Degand, Pierre Rolland, Wilmar Paredes, Fabien Doubey, Dimitri Peyskens, Anthony Delaplace, Sergey Shilov, Jeroen Meijers, Romain Combaud, Quentin Jauregui, Benoit Cosnefroy, Julien Bernard, Antoine Warnier

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.