Optakt: Circuit Cycliste Sarthe

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen i alt væsentligt splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskerlandet, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til en stor uge på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer to Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I weekenden havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere chancen i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré og La Roue Tourangelle, og i denne uge er de fleste rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Circuit Cycliste Sarthe, der byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper, der har terræn, som er mere lig det, der blev benyttet i weekendens endagsløb.

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig er de kuperede etaper i anden halvdel god forberedelse til ardennerklassikerne, og mange af de bedste franskmænd til disse løb vil benytte en kombination af de to kuperede endagsløb samt etapeløbet i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig har det historisk været en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var såmænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, som har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der kan overleve mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle er en god spurt tillige en stor fordel.

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viser, at det med offensiv kørsel på stigningerne kan lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

Sidste år blev der imidlertid lavet op på løbets natur, da arrangørerne helt tog enkeltstarten af programmet. Resultat blev, at det hele blev afgjort på den traditionelle kongeetape, og her kørte Guillauem Martin fra alt og alle og sikrede sig endda sammen med Xandro Meurisse en dobbeltsejr til Wanty både på etapen og i klassementet, mens den holdbare sprinter Justin Jules blev nr. 3. Martin valgte at køre på Sicilien i stedet for her, men Meurisse er tilbage for at forsvare Wantys ære. Efter 2. pladsen i Volta Limburg Classic er en formstærk Jules også med igen.

Ruten

Circuit de la Sarthe har i årevis et fuldstændig fast format. Det er typisk startet med en dag for sprinterne, mens andendagen har budt på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage har haft mere kuperede etaper, og specielt tredje etape har ofte været en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape har ofte også været ganske hård, men er også blevet afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter.

Sidste år ændrede løbet imidlertid karakter. Hidtil har løbet hovedsageligt været afgjort af kombinationen af enkeltstarten og kongeetapen om torsdagen samt måske bonussekunder. I 2018 valgte man imidlertid helt at fjerne løbets kendetegn, den korte enkeltstart i Angers, og i stedet blev onsdagens to halvetaper erstattet af en flad sprinteretape. Dermed tippede balancen væk fra klatrestærke tempospecialister over til ardennerspecialister med et godt punch og en god spurt.

Den model fastholdes i år, hvor der i alt væsentligt er tale om samme design som i 2018, hvor løbet bestod af tre sprinteretaper og den klassiske kongeetape til Pre-en-Pail om torsdagen. Det vil også være tilfældet i år, hvor sprinternes ventes at komme til fadet på de to indledende sprinteretaper, inden Pre-en-Pail-etapen igen ventes at afgøre klassementet om torsdagen. I år er den dog ændret til at have en flad finale og ikke mål på den klassiske Avaloirs-stigning. Efter nogle år med en flad sidste etape byder fredagens etape i år på to stigninger på en ganske kuperet rundstrækning, og dermed kan de mere eksplosive klassikerfolk måske også skabe lidt ravage på sidstedagen, hvor der meget vel også kan være et intenst spil om bonussekunder i kampen om den samlede sejr.

1. etape

Selvom ruten igen i år er nytænkt, er der ikke ændret på karakteren af første etape. Den har som regel været en sag for sprinterne, og det synes også at skulle være tilfældet denne gang. Som det oftest er tilfældet, er der ganske vist tale om en helt ny rute til løbets åbningsetape, hvilket naturligvis skaber lidt usikkerhed, men det synes ikke sandsynligt, at den lille bakke på den afsluttende rundstrækning vil kunne true sprinterne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I alt er der 177.4 km på programmet, og de køres med både start og mål i La Chatagigneraie. Løbet kan inddeles i to dele, hvoraf den første består af en stor rundstrækning i det flade terræn omkring byen, inden det gælder omgange på en lille rundstrækning i byens centrum. Fra start kører man igennem fladt terræn mod sydvest, inden det går mod nordvest og nordøst forbi den første spurt, der kommer efter 34,8 km. Herefter bliver det anelse mere kuperet, mens man kører videre op til det nordligste punkt, hvorfra det går mod syd igennem fladlandet forbi den anden spurt, der kommer efter 78,5 km. Herefter går det mod nordvest tilbage mod målbyen, idet man undervejs skal op over den lille Vouvant-stigning (700 m, 1,2%), der har top efter 94,6 km, inden man kører det sidste stykke mod nordøst ind til mål, hvor stregen rundstrækningen rammes efter 111,8 km, og stregen krydses 1600 m senere.

Løbet afsluttes nu med otte omgange på den 8,0 km lange rundstrækning, der er placeret nord for byen. Den er i alt væsentligt flad uden specielt mange sving, men byder på den lille La Chataigneraie-stigning (500 m, 4,3%) med top 6,5 km fra mål. Herefter går det nedad til de sidste 5 km, der i alt væsentligt er flade, idet den sidste kilometer dog er let stigende. Finalen er teknisk, idet man følger en lige vej frem til et skarpt sving bare få hundrede meter fra stregen. Der er en sidste spurt ved mål efter tre omgange, og der er bjergpoint på bakken på 2. og 5. omgang.

Etapen byder på i alt 1799 højdemeter.

I 2016 lykkedes det overraskende Marc Fournier at opbygge sig et løbsafgørende forspring på 1. etape, hvor sprinterholdene kiggede alt for meget på hinanden. Et sådant scenarium kan naturligvis udspille sig igen i et løb, hvor der er meget små hold til start, men det mest sandsynlige er, at det hele ender i en massespurt. Vinden er dog altid en trussel i regionen og kan bidrage til at skabe større udskilning, end ruten umiddelbart lægger op til.

La Chatagigneraie har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Andendagen har traditionelt budt på to halvetaper, herunder den meget vigtige enkeltstart, men det ændredes der på i 2018. I stedet er onsdagens to udfordringer erstattet af en stort set helt flad etape, der på papiret er løbets nemmeste. Sprinterne vil således være ivrige efter at slå til, inden klassementskampen ventes at tage fart på torsdagens kongeetape.

I alt byder 2. etape på 172,1 km, der fører feltet fra Freigné til Belligné. Start- og målbyerne ligger ganske tæt på hinanden i en flad del af Sarthe-regionen, og den første del består derfor i, at man lår en sløjfe mod vest i stedet for at køre direkte mellem de to byer. Fra start snor man sig igennem fladlandet mod nord og syd, inden man kører mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 38,6 km. Derefter går det mod syd og siden tilbage mod øst med retning mod målbyen. Her skal man undervejs op over to små stigninger, La Roche Blanche (1,5 km, 2,3%) og La Rouxiere (700 m, 1,6%) efter hhv. 71,2 og 84,4 km. Herefter kører man en omgang på en rundstrækning syd for Belligné, hvor man skal forbi den tredje spurt efter 92,1 km og op over La Chapelle St Sauveur (1,0 km, 1,3%), der har top efter 99,4 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efter rundstrækningen kører man det sidste stykke mod nordøst ind mod målbyen, hvor man rammer rundstrækningen efter 104,8 km. Stregen passeres 2200 m senere, hvorefter etapen afsluttes med syv omgange på den 9,3 km lange rundstrækning, der er trekantet, teknisk meget enkel og helt flad. Der er en indlagt spurt ved mål efter første omgang, og det hele slutter med endnu en kringlet afslutning, hvor en lang, lige vej leder mod nord frem til et sent sving få hundrede meter inden stregen.

Etapen byder på i alt 960 højdemeter.

Etapen er den letteste i løbet, og de fleste vil formentlig være fint tilfredse med at spare på benene frem mod kongeetapen. Derfor synes alt at pege på, at sprinterne for anden dag i træk skal kæmpe om sejren - hvis altså ikke atter vinden har skabt splittelse forinden.

Belligné har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Den hårdeste etape kommer som regel på tredjedagen, og det forholder sig ikke anderledes i 2019. Siden 2009 har man benyttet en vanskelig rundstrækning i Pre-en-Pail til at give mere klatrestærke typer en chance for at vinde tid, og den finale vil blive genbrugt i år, dog i et nyt format, hvor stigningen kommer længere fra mål. Etapen har altid været en af løbets vigtigste, men i fraværet af den traditionelle enkeltstart vil den ligesom sidste år være endnu vigtigere end tidligere og formentlig helt afgørende i at bestemme løbets samlede vinder.

I alt skal der tilbagelægges 184,3 km mellem Abbaye Royale de l’Epau og Pre-en-Pail, og etapen kan i alt væsentligt inddeles i to dele. Den første del består af en relativt flad rejse mellem de to byer, hvor man først kører mod nord, siden vest og til slut nordøst og nord op mod det kuperede terræn omkring målbyen. Undervejs er der en indlagt spurt efter 71,1 km, ligesom klatrebenene kan varmes op ved en lille bjergspurt på La Chapelle-St-Fray (1100 m, 4,5%) efter 25,7 km.

Efter 118,8 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 2,5 km senere krydser man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med fem omgange på den 13,0 km lange rundstrækning, der som hovedudfordring har den korte, stejle stigning Mont des Avaloirs (1200 m, 7,1%), hvor der er bjergppoint på spil på 2. og 4. omgang, og hvis top kommer 1700 m efter stregen. Derefter fortsætter det med at stige, inden en nedkørsel fører ned til endnu en lille bakke med top 3 km fra mål. Herefter falder det ned til den sidste kilometer, der er flad. Igen er finalen teknisk, idet en lang lige vej afsluttes med to sene sving på den sidste kilometer. Der er pointspurter ved målstregen efter 2. og 3. omgang.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Etapen byder på i alt 2659 højdemeter.

Der er tale om den helt klassiske rundstrækning, vi kender fra tidligere, men denne gang har man flyttet målet fra toppen af Avaloirs-stigningen og ned til byen, så der er ganske langt hjem fra bakken. Det vil skabe en helt anderledes dynamik og gøre sandsynligheden for en spurt i en lille gruppe betydeligt større. I forvejen så vi sidste år, at de stærke sprintere godt kan sidde med, men uanset hvad er det dagen, hvor forskellene skal gøres, og derfor kan vi vente et hav af angreb fra de bedste puncheurs, når løbet formentlig skal afgøres i en hæsblæsende og aggressiv finale.

Sidste år leverede Wanty et stort nummer, da Guillaume Martin og Xandro Meurisse kørte væk på Avaloirs-stigningen, og franskmanden satte efterfølgende sin holdkammerat på en dag, der gav en dobbeltsejr, inden Andrea Vendrame vandt spurten i en relativt stor gruppe. I 2017 år iværksatte Lilian Calmejane en typisk solooffensiv, der både gav ham etapesejren og førertrøjen, holdt en forfølgergruppe med Julien Simon, Jetse Bol, Jonathan Castrviejo, Xandro Meurisse og Arthur Vichot bag sig med 14 sekunder og slog det første større felt med 43 sekunder. I 2016 lykkedes det Anton Vorobyev at tage en sejr efter et langt udbrud, mens en relativt stor gruppe af favoritter nåede mål 1.15 senere med Romain Hardy som vinder af spurten foran Thomas Voeckler og Juan Jose Lobato. I 2015 vandt Manuele Boaro foran Pierre Rolland efter et sent angreb, mens Jonathan Hivert vandt spurten i en lille gruppe i samme tid som vinderen. I 2014 kørte Ramunas Navarduaskas alene hjem, 4 sekunder foran Julien Simon og Anthony Roux, mens Pierre Rolland tog en imponerende solosejr, der lagde grunden til den samlede triumf, i 2013. Francisco Ventoso vandt en spurt i en stor gruppe i 2012, mens Anthony Roux var den hurtigste af 7 mand i 2011. Samuel Dumoulin vandt en spurt i 2010, og Roux vandt igen en spurt i en lille gruppe i 2009.

4. etape

Løbet er ofte sluttet med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, men i de seneste to år er man endt med endnu en næsten helt flad etape. I år ser det dog ud til, at man igen har lagt flere udfordringer ind på en rundstrækning, der bestemt ikke er flad og har en stigende finale. Alt er således ikke afgjort endnu, idet både bonussekunder og sidevinden også kan ændre på klassementet til allersidst på en etape, der ser god ud for puncheurs og stærke sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 183,3 km med både start og mål i Sillé-le-Guillaume. Etapen kan inddeles i to dele, og indledes med en omgang på en stor rundstrækning i det let kuperede område nord for byen. Først kører man mod øst og siden nord igennem relativt fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 30,5 km. Efterhånden når man frem til det nordligste punkt, hvor man krøller sig lidt rundt for at ramme et par bakker. Efter 48,5 og 65,5 km skal man over hhv. St Leonard (3,0 km, 3,9%) og Calvaire (2,6 km, 2,9%), og indimellem har vi den anden spurt, der passeres efter 56,2 km. Herfra går det tilbage mod syd igennem relativt fladt terræn forbi den tredje spurt, der kommer efter 87,3 km.

Efter 95,7 km rammer man rundstrækningen, og kører herefter næsten en hel omgang. Stregen kyrdses efter 108,3 km, og etapen afsluttes nu med seks omgange på den 12,5 km lange runde. Den er placeret i området nord for byen, hvor der er mål i den nordlige udkant. Efter en flad start, der fører mod øst, falder det mod nordøst, inden det igennem fladt terræn går mod syd og siden vest. I byens centrum rammer man den stele Sillé-le-Guillaume-stigning (700 m, 7,8%), der har top 4,3 km fra stregen. Herefter falder det mod nord og siden syd, inden de sidste 1500 m går mod nord via en lille bakke, hvor der er mål på toppen. Finalen er teknisk med to helt skarpe sving på de sidste 500 m, det sidste umiddelbart inden stregen. Der er bjergpoint på stigningen på 1. omgang.

Etapen byder på i alt 2820 højdemeter.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er altid vanskeligt at aflæse upræcise løbsbøger, og det er derfor uklart, hvor stejl målbakken reelt er. Den kategoriserede stigning kommer dog så tæt på mål, at det kan blive en ganske hård finale, der i hvert fald bør være for hård for de klassiske sprintere. Det kunne ligne en etape for de hårdføre afsluttere og måske også puncheurtyper i det, der kan blive et knivskarpt opgør om bonussekunder og den samlede sejr.

Sillé-le-Guillaume var senest målby i 2010, hvor Anthony Ravard slog Luis Leon Sanchez og Julien Simon i en reduceret massespurt i den stigende finale. I 1999 sejrede Cedric Vasseur og sikrede sig derved også den samlede sejr.

Favoritterne

Circuit de la Sarthe har altid været afgjort af en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder. Det nye format betyder imidlertid, at vi kan glemme alt om vores tidligere erfaringer. Fjernelsen af enkeltstarten, der tidligere har været løbets nøgleetape, ændrede sidste år totalt dynamikken og vil gøre det igen i år. Hidtil har det været et løb for tempostærke folk, der kunne holde sig til på kongeetapen, men nu kan enkeltstartsspecialisterne glemme alt om at vinde løbet.

I stedet ser er løbet nu umiddelbart blevet en sag for ardennerspecialister, punchers og stærke sprintere. Meget tyder nemlig på, at løbet i alt væsentligt vil blive afgjort på kongeetapen, som vi jo kender fra de seneste mange år. Den har altid været domineret af eksplosive ardennertyper med et godt punch og en god spurt, men sidste år så vi også, at en let justering af ruten gjorde det muligt for de holdbare sprintere som Justin Jules og Clement Venturini at sidde med de bedste. Faktisk var de formentlig endt med at spurte om sejren, hvis ikke det havde været for Guillaume Martins og Xandro Meurisses angreb på den sidste stigning.

I år har sprinterne en endnu bedre chance. Beslutningen om at flytte målet fra toppen af Avaloirs-stigningen til centrum af Pre-en-Pail betyder nu, at bakken kommer relativt tidligt på den 13 km lange rundstrækning. Det vil gøre det langt sværere for de eksplosive folk at gøre en forskel, især fordi vi altså i 2018 så, at de hurtige folk godt kan sidde med. Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre at undgå en spurt i en lille gruppe, for på små seksmandshold er der stor chance for, at mange kaptajner vil være isolerede. En gentagelse af Martins nummer fra sidste år er således ikke umulig, og man kan bestemt heller ikke udelukke en meget taktisk finale, hvor det kan lade sig gøre at snige sig væk, mens der kigges lidt for meget på de hurtigste folk.

Udover kongeetapen er der yderligere to forhold, der kan komme i spil. Først og fremmest er der bonussekunderne, der næsten altid har spillet en rolle i dette løb. Flere af ardennerspecialisterne har en ganske fin spurt på flad vej, og de indlagte spurter kan derfor blive interessante. Derudover ser den nye 4. etape ganske svær ud med en ret stejl bakke tæt på mål efterfulgt af en stigende finale, og det kunne derfor være endnu en etape for stærke sprintere og puncheurs, hvor de kan slås om vigtige bonussekunder. Endelig kan også bonussekunder på de to første etaper, der bør være klassiske dage for sprinterne, komme i spil, da sprintere som sagt også kan køre med om den samlede sejr, hvis de klatrer godt.

Derudover er der vinden, men historien viser, at den sjældent spiller en rolle i Sarthe. I år får rytterne glot vejr uden hverken regn eller megen vind, og det synes derfor ikke at blive et væsenligt team. Derfor tror vi ikke, at vinden vil blive afgørende, og det vil formentlig være bonussekunder samt 3. og måske 4. etape, der afgør løbet. Vi forventer således et opgør mellem hurtige klassikertyper, puncheurs og de mest holdbare sprintere, og at den nye finale på kongeetapen tipper balancen mere mod sidstnævnte.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Løbet er som altid ganske åbent, men der må være én soleklar favorit. Mens mange klassikerrivaler forbereder sig til Paris-Roubaix, har Mathieu van der Poel blikket rettet mod Brabantse Pijl og Amstel Gld Race. Derfor bruger han dette løb til at holde gang i benene, og det kan han lige så godt gøre ved at tage endnu en sejr. Enhver, der så Flandern Rundt, vil i hvert fald vide, hvor skræmmende stærk hollænderen er, og han er ubetinget løbets mest formstærke rytter. Samtidig passer ruten ham glimrende, og det virker slet ikke usandsynligt, at han vil kunne køre fra alt og alle på kongeetapen, men selv hvis det samles til en spurt i en lille gruppe, vil han have meget gode chancer. Det samme gælder i den stigende finale på 4. etape, der også burde ligge godt til ham, og selv i massespurterne på 1. og 2. etape kan han køre med om sejren, ikke mindst fordi finalerne er meget tekniske. Hans problem kan blive et ikke alt for stærkt hold, men Jimmy Janssens burde kunne side med ham dybt inde i finalerne. Og bliver det et problem, kan Van der Poel vel bare køre væk fra de andre. Han synes i hvert fald at være i særklasse i dette felt og må være den helt store favorit.

Hans værste rival må være Clement Venturini. Franskmanden havde ikke det bedste første år hos Ag2r, men han sad faktisk med de bedste på kongeetapen i dette løb. I år har han taget kvantespring og har virkelig gjort stigende spurter til sit speciale. Det viste han med nogle flotte spurter i Oman og Tirreno, og senest blev han trods et tidligt styrt en hæderlig nr. 3 i Vitré i fredags. Den knap så svære kongeetape er en fordel for en sprinter som ham, der kan køre med om sejren på alle etaper og dermed score mange bonussekunder. Særligt den stigende finale på 4. etape, men også kongeetapen ligger godt til en klatrestærk afslutter som ham. Og med de tekniske finaler på 1. og 2. etape står han også ganske stærkt her, selvom han er knap så komfortabel i flade spurter. Med andre ord har Venturini gode chancer, ikke mindst fordi han bakkes op af løbets måske stærkeste hold.

Sidste år endte Justin Jules som nr. 3 i løbet, og han har i flere uger talt om, at han agter at gøre det endnu bedre denne gang. Han kommer endda til løbet med fremragende form, efter at han fulgte en serie top 10-placeringer, heunder en 5. plads i WorldTour-løbet i De Panne, op med den mest ærgerlige 2. plads i lørdagens Volta Limburg Classic. Han kan dog glæde sig over at have klatret så godt på de 45 stigninger i Holland, at han også igen i år bør være med på kongeetapen, hvor han kan glæde sig over den flade finale, der favoriserer en sprinter som ham. Også 4. etape passer ham fint, ligesom kamikazepiloten Jules nu to år i træk har vundet en af de første sprinteretaper, fordi han elsker finaler med sene sving. Med andre ord har den formstærke franskmand hele den pakke, der gør det muligt at tro på mere end sidste års 3. plads.

Bryan Coquard har haft megen succes i løbet, men enkeltstarten har betydet, at hans bedste placering i klassementet er en 13. plads. Kongeetapen har også altid voldt lidt kvaler, men den nye, flade finale burde give ham en reel mulighed for at klare strabadserne. Han klatrer stadig ikke så godt, som da han blev nr. 4 i Amstel Gold Race, men han har i år set betydeligt bedre ud end tidligere, både i spurterne og på bakkerne. Samtidig bakkes han op at et Vital Concept-hold, der kommer i en meget stærk opstilling og kan sidde med adskillige folk i finalen på 3. etape. Den stigende spurt på 4. etape burde også passe ham, og han er på papiret løbets måske næsthurtigste til de to indledende flade etaper. Der er ingen garanti for, at han klarer strabadserne på torsdag, men Coquard har vel aldrig haft en bedre chance for at vinde løbet end i år.

Lykkes det ikke, har Vital Concept flere kort at spille. Et af dem er talentfulde Patrick Müller, der med det yderste af neglene stjal sejren fra Jules i Limburg i lørdags. Det viser, at schweizeren er i fremragende form, og hans flotte spurt i Limburg, hvor han altså slog en sprinter som Jules, viser, at han er lynhurtig på stregen. Det er klart, at han som udgangspunkt skal køre for Coquard på 1., 2. og 4. etape, men på 3. etape må han være en af favoritterne i en spurt, hvis hans kaptajn er faldet fra. Samtidig har Vital Concept så mange kort at spille, at de måske kan køre offensivt og derved give Müller mulighed for ikke blot at skulle vente på en spurt.

Sidste år vandt talentfulde Andrea Vendrame favoritgruppens spurt om 3. pladsen på kongeetapen, og det viser endnu engang, at han har smag for dette terræn. Hans evner som afslutter på flad vej i en lille gruppe blev også understreget, da han vandt favorigruppens spurt om 3. pladsen i GP Industria tidligere i år, og selvom han havde foretrukket den gamle puncheurafslutning, kan han helt sikkert også køre med om sejren på kongeetapen i år. Vendrame har vist fin form, men de seneste franske løb har været for lette for ham. Han kan da heller ikke blande sig i spurterne på de to første etaper, men på 3. og 4. etape burde han have gode chancer for at blande sig i kampen om etapesejrene og dermed bonussekunderne.

Androni har også en fin plan B i Francesco Gavazzi. Som puncheur vil også han savne den gamle kongeetape, men han viste så sent som med 2. pladsen på 3. etape i Coppi e Bartali, at han også er en fin afslutter på flad vej. På Sicilien arbejdede han for holdet, og han er da heller ikke i topform, men dette løb er af en karakter, hvor han burde kunne sidde med. De sidste to etaper passer ham i hvert fald fint, og han viste så sent som i sidste års Vuelta a Burgos, at han stadig har en fart, der gør ham i stand til at vinde på dette niveau. Holdets sprinter, Manuel Belletti, viste fremragende form på Siclien, og vi udelukker faktisk ikke, at han kan være med, men formodningen er, at kongeetapen alligevel bliver en anelse for hård.

Det lille Auber-mandskab har to folk, der er skabt til dette løb. Det gælder Anthony Maldonado og Kevin Le Cunff, der begge er den holdbare sprintertype, der kan klare sig på kongeetapens bakker. Begge vil de helt sikkert også forsøge sig i de to første massespurter, men her får de det svært. Til gengæld kan de meget vel ende som nogle af de hurtigste i en lille gruppe på 3. etape, og også det stigende opløb på 4. etape burde passe dem, ikke mindst Le Cunff, der sidste år vandt Boucles de l’Aulne på en lille bakke. Til gengæld er Maldonado den hurtigste i en flad spurt, men grundlæggende står de begge fint.

En rytter, der savner den gamle finale på kongeetapen, er Julien Simon, der gang på gang har været med i front på Avaloirs-stigningen. Den nye, flade finale gør det betydeligt sværere for ham, og han skal håbe på et meget selektivt løb, hvor de hurtigere folk falder fra. Lykkes det, har han nemlig en fin spurt på flad vej, og han kan også tage sin chance i den stigende finale på 4. etape. Desværre har han i det seneste års tid ikke fundet sin bedste form, og heller ikke i de seneste løb har han været stærkt imponerende. Kongeetapen ventes at være for hård for holdkammeraten Nacer Bouhanni, der ikke er så klatrestærk som tidligere.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Egentlig burde Arthur Vichot være en af de tunge favoritter til dette løb, men desværre har den ustabile franskmand i år haft en af sine mange dårlige perioder. Han har stort set intet vist i år, og for at gøre ondt værre styrtede han i Volta Limburg Classic. Derfor ved vi heller ikke, hvor han står nu, da han ikke har kørt et løb efter hans smag i ganske lang tid, og han har det med at finde formen ud af det blå. Han vil savne den gamle kongeetape, men er han i form, passer 3. og 4. etape stadig fint til den hurtige franskmand, der dog også kan ende som hjælper for Coquard og Müller. Selv Kevin Reza kan måske komme i spil for holdet, men han ligner en mand, der må ofre sine egne chancer, selvom han har vist form på det seneste.

Løbets store joker er Marc Sarreau. Efter at have vundet tre spurter i træk i Cholet, Vitré og senest i går i La Roue Tourangelle, hvor et udbrud dog forhindrede ham i at lave hattrick, ved vi, at han er løbets klart hurtigste. Han er derfor den oplagte favorit til de to første etaper, men formodningen må være, at 3. etape bliver for hård. Omvendt viste han med sine angreb i Denain og Classic Loire Atlantique, at han er i sit livs form, og med den nye, flade finale har han måske en chance på kongeetapen. Lykkes det, bliver han selv for Van der Poel meget svær at slå, men sandsynligheden taler stadig for, at det bliver for svært. Hvis ikke, burde Matthieu Ladagnous kunne spurte for FDJ i en lille gruppe, ligesom altid aggressive Benjamin Thomas måske kan udnytte manglen på kontrol til at køre væk.

Roompot kommer med Maurits Lammertink, der efter en svær tid viste bedre form med 20. pladsen på den svære Barcelona-etape i Catalonien. Desværre skuffede han i Limburg, hvor han ikke kunne færdiggøre holdets store arbejde og endte helt uden resultater. Som puncheur vil han savne den gamle finale på kongeetapen, men han burde stadig med sin fine spurt kunne blande sig på de sidste to etaper, også med den nuværende form. Roompot har samtidig i Nick van der Lijke en helt tilsvarende ryttertype, der endda i Catalonien fik lov at spurte i stedet for Lammertink, og som også er holdbar. Endelig kan de klatrestærke Huub Duijn og Oscar Riesebeek køre offensivt på det ret stærke mandskab, ligesom man heller ikke helt kan afskrive hurtige Mathias De Witte, der synes at være i god form.

En spændende outsider er Israel Cycling Academys Edwin Avila. Den lille colombianer er en klatrestærk sprinter, der med den nye kongeetape burde have en ganske fin chance. Til gengæld var han meget svingende på Sicilien, hvor han lagde ud med en regulær offday, og vi frygter, at formen ikke helt rækker. Holdets stjerne, Ben Hermans, der blev nr. 3 i Limburg, får til gengæld med den nye kongeetape svært ved at vinde et løb, hvor spurtstyrke formentlig er en forudsætning.

Den har Thomas Boudat, der egentlig er en ganske holdbar sprinter og kommer til løbet med god selvtillid efter i spurten i La Roue Tourangelle kun at være blevet slået at Sarreau. Der er dog ingen garanti for, at han klarer kongeetapen, og det vil nok kræve en fremragende dag. Desværre er de tekniske finaler på de to sprinteretaper bestemt heller ikke ideelle for den positioneringssvage Boudat. Med lidt held kan han dog sikre sig bonussekunder her, og så må vi se, om han overrasker på kongeetapen.

Wallonie må satse på Jules, men de har i Eliot Lietaer en plan B, hvis det bliver for hårdt for franskmanden. Belgieren har efter et skadesramt 2018 fundet benene i et flot 2019, selvom han i de seneste uger ikke har været helt så skarp som i sæsonstarten. Han var dog med i front i både Coppi e Bartali og Limburg, og det vil han helt sikkert være igen. Han er også halvhurtig, men den flade finale på kongeetapen, gør det nok alligevel svært for ham at vinde.

Arkea har to veteraner, der i gamle dag ville være skabt til dette løb. Både Laurent Pichon og Romain Hardy var tidligere specialister i at spurte i små grupper, men i 2018 og 2019 har de været langt fra fordums styrke. Kongeetapen er ikke sværere, end at de nok burde kunne sidde med, men om de stadig har styrken til at vinde, er måske mere tvivlsomt.

Endelig skal erfarne Samuel Dumoulin nævnes. De to sidste etaper burde passe perfekt til den lille veteran, også selvom han slet ikke er i nærheden af sit gamle niveau. Så sent som i går spurtede han sig til en fin 5. plads i feltets spurt i La Roue Tourangelle, men spørgsmålet er, om han får lov at spurte i dette løb. Det sker kun, hvis Venturini falder fra, og det virker usandsynligt. Ag2r har dog mange andre kort i de aggressive Benoit Cosnefroy, Quentin Jauregui og Alexis Gougeard, der måske alle kan benytte manglen på kontrol til at stikke af.

Andre kandidater er klatrestærke folk som Kevin Deltombe, Quentin Pacher, Thomas Sprengers, Cyril Gautier, Mathias Le Turnier og Romain Combaud, men det er svært at se dem vinde i den nye, lettere udgave. Jerome Baugnies burde normalt med sin spurt være en kandidat, men formen synes slet ikke at række i øjeblikket.

OPDATERING: Wanty har i sidste øjeblik udtaget sidste års nr. 2, Xandro Meurisse. Han har dog været formsvag i år, og selvom han er halvhurtig, vil han savne den sværere kongeetape. Holdet har også en formstærk Thomas Degand, der dog ikke er eksplosiv nok.

OPDATERING 2: Hverken Edwin Avila, Ben Hermans eller Kevin Le Cunff kommer til start. Israel Cycling Academy har i stedet udtaget Rudy Barbier, men han får det nok for  svært på kongeetapen.

***** Mathieu van der Poel

**** Clement Venturini, Justin Jules

*** Bryan Coquard, Patrick Müller, Andrea Vendrame, Francesco Gavazzi, Anthony Maldonado

** Julien Simon, Arthur Vichot, Marc Sarreau, Xandro Meurisse, Maurits Lammertink, Thomas Boudat, Nick van der Lijke, Eliot Lietaer, Laurent Pichon, Romain Hardy, Matthieu Ladagnous, Samuel Dumoulin

* Benoit Cosnefroy, Manuel Belletti, Nacer Bouhanni, Kevin Deltombe, Quentin Pacher, Thomas Sprengers, Cyril Gautier, Kevin Ledanois, Thomas Degand, Benjamin Thomas, Jerome Baugnies, Quentin Jauregui, Oscar Riesebeek, Mathias De Witte, Huub Duijn, Romain Combaud, Mathias Le Turnier, Alexis Gougeard, Kevin Reza

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.