Optakt: Clasica de Almeria

Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagesløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet.

Mens etapeløbene i den senere år har haft det svære, har løbet i Almeria overlevet de svære økonomiske tider. Traditionelt har det været holdt samme søndag som Kuurne-Brussels-Kuurne i tiden mellem etapeløbene i Andalusien, Valencia og Murcia og har dermed givet rytterne en mulighed for at holde bene i gang.

Da Vuelta a Murcia blev reduceret til et endagesløb, slog arrangørerne sig sammen med dette løb, som nu holdes dages inden Clasica de Almeria, og dermed tilbyder man nu rytterne en solid weekend med gode løbskilometer i Spanien. Indtil 2015 blev de holdt efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste overlevende af de store spanske etapeløb først på sæsonen - men de to begivenheder er nu flyttet til weekenden før det andalusiske løb, hvilket gør det til en perfekt opvarmning til hovedbegivenheden på den tidlige spanske kalender.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

På mange måder er Clasica de Almeria et atypisk spansk løb. Det er således både et endagesløb, og modsat de fleste andre begivenheder i lande er det ikke skabt til klatrere. Selvom der er nogle små stigninger på menuen, bliver det som regel afgjort i en massespurt. Da Vuelta a Murcia traditionelt har været ganske kuperet, er der blevet skabt en weekend, der har lidt for enhver smag: klatrerne har ofte haft deres chance om lørdagen, mens sprinterne er i centrum om søndagen.

Med dets status som endagesløb er det heller ikke overraskende, at Clasica de Almeria er et meget ungt løb, der første gang blev holdt som et amatørløb i 1986. Seks år senere blev det åbent for professionelle, og da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det straks et 1.1-løb. I 2012 steg det i graderne og blev i to år afviklet som 1.HC-løb, men siden er det igen blevet rykket en klasse ned. Straks fra start fik det store international opmærksomhed, og faktisk var det danske Johnny Weltz, der vandt den første professionelle udgave i 1992. Siden har folk som Viatcheslav Ekimov, Wilfied Nelissen, Massime Strazzer, Jan Svorada, Jerome Pineau, Jose Ivan Gutierrez, Juan Jose Haedo, Theo Bos, Matteo Pelucchi, Michael Matthews, Mark Renshaw, Sam Bennett og Mark Cavendish vundet, hvilket klart indikerer, at det er et løb for de hurtige folk. Faktisk har der været to danske vindere, idet også Tayeb Braikia er kommet til tops, mens Jesper Skibby har været på podiet. Det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt. Det er således også tilfældet i år, hvor man kan præsentere et felt med WorldTour-holdene Movistar, Katusha, Orica-Scott, Bahrain-Merida, Bora-hansgrohe og Lotto Soudal.

Sidste års udgave blev meget dramatisk, da et voldsomt stormvejr betød, at det blev forkortet til et meget kort gadeløb i Almeria. Vinden var så kraftig, at feltet alligevel blev splittet trods de beskyttede omgivelser inde i byen, og det endte med, at IAM-duoen Leigh Howard og Aleksejs Saramotins slap fri sammen med Alexey Tsatevich. Howard slog sin russiske rival i spurten, inden forhåndsfavoritterne Bryan Coquard og Nacer Bouhanni førte feltet an bare få sekunder senere. Howards Aqua Blue Sport er ikke til start, og han forsvarer derfor ikke sin titel, og heller ikke Tsatevich eller Saramotins er til start, hvormed vi skal have nye folk på podiet.

Ruten

Clasica de Almeria har traditionelt været et løb for sprintere, der kan overleve de potentielt vindblæste forhold og stigningerne midtvejs i løbet, og selvom arrangørerne som regel ændrer ruten fra år til år, er de væsentligste karakteristika altid uforandrede. Sidste år designede de igen en ny rute, men denne gang genbruger de med meget små modifikationer den strækning, der skulle have været benyttet til sidste års forkortede udgave.

I år er løbet 190,9 km langt og fører rytterne fra Almeria til Roquetas de Mar et lille stykke længere nede af den spanske solkyst. De første 14,2 km følger den flade kystvej mellem start- og målbyen, men denne gang fortsættes forbi stregen og videre ned langs kysten. I byen San Agustin efter 27,4 km drejer man ind i landet for at begive sig ad flade veje til byen El Ejido, hvorfra man igen sættet kurs mod kysten. På vej tilbage til vandet passerer man kategori 3-stigningen Alto de Los Atajuelillos (900 m, 17,2%), hvis top kommer efter 52,9 km. Herefter fortsætter man ud til kystvejen, som man følger hele vejen til byen Adra, der nås efter ca. 85 km.

Adra markerer starten på løbets sværeste fase, hvor man igen drejer ind i landet, hvor der venter to stigninger. Først er det kategori 2-stigningen Alto de La Alqueria (1,5 km, 8,7%), der har top med 93 km til mål, og dernæst gælder det kategori 3-stigningen Alto de Fuente Marbella (900 m, 7,8%), hvis top kommer ni kilometer senere. Herefter vender man tilbage til kysten, der nås når der resterer 60 km. Herefter følger man kystvejen hele vejen til målet i Roquetas de Mar. Den er stort set flad, men undervejs venter den lille kategori 3-stigning Alto de Almerimar (1,0 km, 8%), der har top med 36,4 km. Målstregen krydses først gang efter 179,1 km, og dernæst afsluttes løbet med to omgange på en flad 5,9 km lang rundstrækning. Den er teknisk relativt ukompliceret, men der er et sidste højresving bare 500 m fra mål.

Vejret

Heldigvis er der ikke udsigt til en gentagelse af sidste års meget vindige forhold, der reelt førte til en neutralisation af løbet. Tværtimod får rytterne helt perfekt vejr. Der vil være høj solskin og en temperatur på 19 grader. Der vil være en let vind fra sydøst, hvilket betyder, at rytterne hovedsageligt vil have medvind i første halvdel og modvind i anden halvdel. Undervejs vil der være enkelte stykker med sidevind.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Favoritterne

Clasica de Almeria er og har altid været et sprinterløb, og historien viser, at det er meget vanskeligt at snyde de hurtige afsluttere på den relativt flade rute. Den er ganske vist blevet ændret et par gange, men løbets natur har alle dage været uforandret. Samtidig har dets rygte en selvforstærkende effekt, idet de fleste hold møder op med et sprinterhold og er dermed indstillet på en massespurt, hvilket gør det endnu sværere at ændre det ventede udkomme.

Det er før lykkedes at sætte nogle af de hurtige folk af på bakkerne, og det er meget sandsynligt, at Movistar, der som det store hjemmebanehold er til start uden en topsprinter, vil forsøge at skabe ravage i den kuperede zone. Det kan muligvis koste livet på en sprinter eller to, men vi tvivler. Det, der tidligere har kunnet gøre løbet hårdt, er vinden, men de gode forhold på søndag gør det svært at tro, at der vil blive skabt stor udskilning. Samtidig vil der være sidemodvind på det sidste stykke langs kysten, og det ansporer ikke ligefrem til at forsøge at køre aggressivt.

Bora-hansgrohe, Direct Energie og Lotto Soudal kan alle formodes at tage ansvar for at holde det samlet, og det kan ikke udelukkes, at også Orica-Scott en sjælden gang vil give en hånd. Dermed vil vi blive meget overraskede, hvis ikke løbet skal afgøres i en massespurt.

Både Nacer Bouhanni og André Greipel, der begge stod på den oprindelige startliste, har valgte at skippe løbet, og det gør det til en åben affære mellem mange jævnbyrdige sprintere. Vi vil imidlertid sætte vores penge på Matteo Pelucchi. Italieneren hører til blandt de hurtigste af de rene sprintere og er ovenikøbet tidligere vinder af løbet.

Pelucchi havde en rædselsfuld sæson i 2016, hvor han var plaget af helbredsproblemer. Han har imidlertid med adskillige sejre på WorldTour-niveau vist, at han har farten til at matche selv de allerhurtigste. Til gengæld er han meget lidt holdbar, og der er en risiko for, at han kan blive sat af på bakkerne. De gode vejrforhold er imidlertid til hans klare fordel, og han synes - som så ofte før - at være i fremragende form fra sæsonstart. På Mallorca troede han således, at han havde vundet Trofeo Palma, inden han efter granskning af målfotoet fandt ud af, at han var blevet slået af Daniel McLay. Det løb havde imidlertid en hård bakke i finalen, som tidligere kunne have kostet ham deltagelsen i spurten, og det er derfor et tegn på form, at han overlevede stigningen og var konkurrencedygtig i spurten.

På papiret er Pelucchi feltets hurtigste mand, og samtidig har han med Pascal Ackermann, Michael Schwarzmann, Christophe Pfingsten og Rudiger Selig et af feltet bedste tog. Spurten passer ham som fod i hose, og derfor er Pelucchi vores favorit til sejren.

Modsat Pelucchi har Magnus Cort allerede vundet i år. Danskeren tog en meget imponerende sejr i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han satte selveste Nacer Bouhanni til vægs. Samtidig klatrede han imponerende godt i det løb, og det indikerer, at formen er fantastisk. I sidste års Vuelta viste han samtidig, at han kan slå de fleste sprintere, der er lige under niveauet på de bedste, og han har samtidig dokumenteret en fantastisk positioneringsevne. Cort har ikke Pelucchis topfart, men han er i kraft af sin gode placeringsevne meget mere stabil end italieneren. Samtidig skal han håbe på, at Movistar gør løbet hårdt, idet han blandt sprinterne er en af de mest holdbare. Da han samtidig har et fremragende tog med Luka Mezgec og Jens Keukeleire, kan det sagtens bliver til endnu en dansk sejr.

Cort blev på sidste etape i Valencia slået af Bryan Coquard. Franskmanden viste ganske vist i det spanske løb, at han er langt fra storformen, men det ændrer ikke på, at han i dette løb er en af de hurtigste. Den flade finale er ikke ideel for ham, og han har før haft store positioneringsvanskeligheder. I Valencia fungerede hans tog med Angelo Tulik og Adrien Petit imidlertid storartet, og i dette løb har han endda også Thomas Boudat til sin rådighed. Det er bestemt ikke umuligt, at Coquard igen kan få et af de bedste lead-out, og i så fald er han ikke nem at slå.

Sidste års store vindermaskine Timothy Dupont er måske kun overgået af Pelucchi, når det gælder topfart. Belgieren har vist, at han kan slå de fleste, men vi er alligevel en anelse skeptiske, når det gælder hans chancer i dette løb. Dupont viste således ret dårlig form i Etoile de Besseges, der ellers burde passe ham glimrende. Samtidig befinder han sig på et hold uden meget lead-out power, og derfor skal han stort set klare sig alene. Det har han imidlertid før vist, at han kan, og da han helt indiskutabelt har farten til at slå alle i dette løb, kan han bestemt sagtens ende øverst på skamlen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Også Jens Debusschere er en af feltets bedste sprintere, men heller ikke han synes at have ramt formen i februar. Han kørte således skidt i både Marseille og Besseges, hvor det aldrig lykkedes ham at komme frem i spurterne. Samtidig er det efterhånden et stykke tid siden, han sidst har vundet en massespurt, og han synes ikke helt at have tidligere tiders fart. I dette løb har han imidlertid Jurgen Roelandts som lead-out man, og han er blandt de allerbedste i branchen. Hvis Lotto Soudal kan vise, at de har et af verdens bedste tog, er en sejr inden for rækkevidde.

Det er den også for Jonas Van Genechten, der har overtaget rollen som Cofidis-sprinter efter Bouhannis afbud. Belgieren viste med andenpladsen bag Greipel i det første løb på Mallorca, at han er klar til at slå til, når han får chancen. Sidste år vandt han en etape i Vueltaen, og i dette løb har han et glimrende tog. Han har imidlertid specialiseret sig i at spurte op ad bakke, og denne finale kan vise sig at være for flad til ham.

Raymond Kreder har udviklet sig til at være en af de stærkeste sprintere i sæsonens første måneder. Sidste år var han meget tæt på en stor sejr i februar, og i år synes han igen at have god form. Han kørte således ganske glimrende både i Valencia og på Mallorca, men det kneb med placeringen i spurterne. Det har generelt været hans vanskelighed, og i dette løb har han ikke det bedste tog. Han er imidlertid hurtig nok til at vinde sig, hvis tingene flasker sig.

Baptiste Planckaert hører til blandt de meste stabile sprintere i feltet, først og fremmest fordi han er fremragende til at positionere sig. I 2016 var han i top 10 utallige gange, og det sikrede ham en WorldTour-kontrakt hos Katusha. Hans start i Australien var ikke imponerende, men han vist i dagens Vuelta a Murcia, at formen nu er fremragende. Desværre er dette løb nok for nemt til, at han kan håbe på sejr.

Det er det sandsynligvis også for Andrea Pasqualon, der har brug for et udfordrende løb for at komme til sin ret. Han har før vundet spurter på et fornuftigt niveau, men han synes ikke at være i topform. En top 5 er inden for rækkevidde, men det bliver vanskeligt at komme på podiet.

Endelig fortjener Carlos Barbero at blive nævnt. Spanieren er ganske vist ikke ren sprinter, men han har før vundet på spansk grund. Han er Movistars ubetingede kaptajn og vil derfor utvivlsomt give det et skud, selvom hans form har været alt andet end imponerende i de første løb. Denne finale er imidlertid for flad og for nem til, at han kan vinde.

***** Matteo Pelucchi

**** Magnus Cort, Bryan Coquard

*** Jens Debusschere, Timothy Dupont, Jonas Van Genechten,

** Raymond Kreder, Baptiste Planckaert, Andrea Pasqualon, Aidis Kruopis

* Carlos Barbero, Michael Van Staeyen, Amaury Capiot, Dylan Page, Justin Oien, Pieter Vanspeybrouck, Luka Mezgec

Danskerne

Magnus Cort er som nævnt en af favoritterne og kan regne med støtte fra blandt andre den formstærke Christopher Juul-Jensen, der i dag blev nummer 7 i Vuelta a Murcia.