Optakt: Clasica de Almeria

Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet.

Mens etapeløbene i den senere år har haft det svære, har løbet i Almeria overlevet de svære økonomiske tider. Traditionelt har det været holdt samme søndag som Kuurne-Brussels-Kuurne i tiden mellem etapeløbene i Andalusien, Valencia og Murcia og har dermed givet rytterne en mulighed for at holde bene i gang.

Da Vuelta a Murcia blev reduceret til et endagsløb, slog arrangørerne sig sammen med dette løb, som nu holdes dages inden Clasica de Almeria, og dermed tilbyder man nu rytterne en solid weekend med gode løbskilometer i Spanien. Indtil 2015 blev de holdt efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste overlevende af de store spanske etapeløb først på sæsonen - men de to begivenheder er nu flyttet til weekenden før det andalusiske løb, hvilket gør det til en perfekt opvarmning til hovedbegivenheden på den tidlige spanske kalender.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

På mange måder er Clasica de Almeria et atypisk spansk løb. Det er således et endagsløb, og modsat de fleste andre begivenheder i landet er det ikke skabt til klatrere. Selvom der er nogle små stigninger på menuen, bliver det som regel afgjort i en massespurt. Da Vuelta a Murcia traditionelt har været ganske kuperet, er der blevet skabt en weekend, der har lidt for enhver smag: klatrerne har ofte haft deres chance om lørdagen, mens sprinterne er i centrum om søndagen.

Med dets status som endagsløb er det heller ikke overraskende, at Clasica de Almeria er et meget ungt løb, der første gang blev holdt som et amatørløb i 1986. Seks år senere blev det åbent for professionelle, og da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det straks et 1.1-løb. I 2012 steg det i graderne og blev i to år afviklet som 1.HC-løb, men siden er det igen blevet rykket en klasse ned. I år er det imidlertid atter steget i graderne og befinder sig igen lige uner de store løb på WorldTouren.

Straks fra start fik det store international opmærksomhed, og faktisk var det danske Johnny Weltz, der vandt den første professionelle udgave i 1992. Siden har folk som Viatcheslav Ekimov, Wilfied Nelissen, Massime Strazzer, Jan Svorada, Jerome Pineau, Jose Ivan Gutierrez, Juan Jose Haedo, Theo Bos, Matteo Pelucchi, Michael Matthews, Mark Renshaw, Sam Bennett og Mark Cavendish vundet, hvilket klart indikerer, at det er et løb for de hurtige folk. Faktisk har der været hele tre danske vindere, idet også Tayeb Braikia og Magnus Cort er kommet til tops, mens Jesper Skibby har været på podiet. Det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt. Det er således også tilfældet i år, hvor man kan præsentere et felt med WorldTour-holdene Movistar, Katusha, Mitchelton-Scott, Astana, Bora-hansgrohe, LottoNL-Jumbo og Quick-Step.

Efter en meget dramatisk 2016-udgave, hvor ekstremt stærk vind tvang arrangørerne til at forkorte løbet til en ultrakort affære, var sidste års udgave langt mindre begivenhedsrig. Her endte det hele nemlig i den ventede massespurt, hvor det lykkedes danske Magnus Cort at tage karrierens hidtil største sejr i et endagsløb ved at henvise Rudiger Selig og Jens Debusschere til de sekundære podieplaceringer. Cort vender ikke tilbage for at forsvare sejren som en del af sit nye Astana-mandskab, og da Lotto Soudal er fraværende, vil Debusschere heller ikke være at finde i feltet denne gang. Det vil til gengæld Selig, der dog denne skal køre for Matteo Pelucchi.

Ruten

Clasica de Almeria har traditionelt været et løb for sprintere, der kan overleve de potentielt vindblæste forhold og stigningerne midtvejs i løbet, og selvom arrangørerne som regel ændrer ruten fra år til år, er de væsentligste karakteristika altid uforandrede. I 2016 år designede de igen en ny rute, som i alt væsentligt blev genbrugt sidste år, men denne gang har man atter gentænkt formatet, dog uden at ændre ved løbets grundlæggende karakteristika.

I år er løbet 185,1 km langt og fører akkurat som sidste år rytterne fra Almeria til Roquetas de Mar et lille stykke længere nede af den spanske solkyst. Fra starten bevæger sig mod nord væk fra kysten, og det betyder, at det stiger jævnt, indtil man når den første spurt efter 27,1 km. Herefter fortsætter man videre mod nordøst, indtil gennem relativt fladt terræn, indtil man når en rundstrækning, der er placeret i et af regionens mere kuperede områder. Den første halvdel er den letteste og byder kun på kategori 3-stigningen Cuesta Blanca (2,2 km, 3,0%), der har top efter 40,1 km, inden det atter flader ud, mens man fortsætter forbi den anden spurt, der efter 51,3 km kommer på toppen af en ikke-kategoriseret stigning.

Her når man det nordøstligste punkt, hvorefter det går gennem let faldende terræn mod syd, inden man kører mod sydvest ind på rundstrækningens sværeste del. Her kommer lynhurtigt efter hinanden kategori 4-stigningen Mirador de Lucainena (0,7 km, 11,4%) med top efter 85,8 km, kategori 3-stigningen Balcon de Sierra Alhamilla (1,6 km, 5,9%) med top efter 87,9 km og kategori 2-stigningen Alto de Turrilas (4,0 km, 5,1%) med top efter 92,5 km. Herefter afsluttes rundstrækningen ved at man kører mod nordvest via en lang nedkørsel.

Efter rundstrækningen fortsættes tilbage af samme vej mod sydvest, som blev benyttet på første del af ruten, og det er derfor en lang, jævn nedkørsel, der fører ned mod startbyen. Undervejs passeres den tredje spurt efter 124,8 km, inden man atter kører ind i Almeria ved Middelhavskysten. Herfra følger man den flade kystvej mod sydvest forbi den sidste spurt, der kommer efter 145,3 km, inden man drejer mod syd for at slå en lille sløjfe vest om Roquetas de Mar, inden man følger den flade kystvej mod nord for at ramme målbyen sydfra. Her krydses målstregen for første gang efter 174,1 km, og etapen afsluttes nu med to omgange på en helt flad 5,5 km lang rundstrækning. På de sidste 3 km er der sving med 2900, 2400 og 400 m til stregen, ligesom man skal igennem en rundkørsel bare 700 m fra stregen.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Vejret

Heldigvis er der ikke udsigt til en gentagelse af de meget vindige forhold, der reelt førte til en neutralisation af løbet i 2016. Tværtimod får rytterne helt perfekt vejr. Der vil kun være ganske få skyer, en temperatur på 17 grader og en let til frisk vind fra sydvest. Det giver primært medvind på første del af ruten og dernæst mod- og sidemodvind på stykket ned mod målbyen. Her vil man dreje ind i medvind på det allersidste stykke, inden man rammer den afsluttende rundstrækning, hvor der vil være medvind på første halvdel og modvind i den sidste del.

Favoritterne

Clasica de Almeria er og har altid været et sprinterløb, og historien viser, at det er meget vanskeligt at snyde de hurtige afsluttere på den relativt flade rute. Den er ganske vist blevet ændret et par gange, men løbets natur har alle dage været uforandret. Samtidig har dets rygte en selvforstærkende effekt, idet de fleste hold møder op med et sprinterhold og er dermed indstillet på en massespurt, hvilket gør det endnu sværere at ændre det ventede udkomme.

Det er før lykkedes at sætte nogle af de hurtige folk af på bakkerne, og det kan ikke udelukkes, at Movistar, der som det store hjemmebanehold er til start uden en topsprinter, vil forsøge at skabe ravage i den kuperede zone. Det kan muligvis koste livet på en sprinter eller to, men vi tvivler, da ruten i år er endnu lettere end tidligere, og der er meget langt hjem efter stigningerne. Det, der tidligere har kunnet gøre løbet hårdt, er vinden, men de gode forhold på søndag gør det svært at tro, at der vil blive skabt stor udskilning. Samtidig vil der være sidemod- og modvind i anden halvdel af løbet, og det ansporer ikke ligefrem til at forsøge at køre aggressivt.

Mitchelton-Scott og LottoNL-Jumbo kan formodes at tage ansvar for at holde det samlet, og det kan ikke udelukkes, at også Bora-hansgrohe en sjælden gang vil give en hånd. Dermed vil vi blive meget overraskede, hvis ikke løbet skal afgøres i en massespurt. Her venter som sagt en ret teknisk finale med et sving bare 500 m fra mål, og det betyder, at lead-outs vil være ganske afgørende for et godt resultat.

Løbets på papiret største sprinternavn er Caleb Ewan , og det er meget vanskeligt ikke at anse ham som den store favorit. Den lille australier fik måske ikke det ventede udbytte af starten på hjemmebane, hvor det i Tour Down Under ikke lykkedes ham at vinde én eneste rigtig massespurt, men han viste trods alt med adskillige topplaceringer, at han fortsat er en af verdens allerbedste sprintere. Samtidig klatrede han bedre end nogensinde tidligere, og specielt hans overraskende sejr på bakken i Stirling vidner om, at han atter er i bragende form fra sæsonstart.

I dette løb har Ewan naturligvis sin høje topfart som et stærkt våben, men vigtigere er det, at han har løbets klart bedste tog. En kombination med Matteo Trentin, Roger Kluge og hans faste lead-out man Luka Mezgec er skræmmende og hører til blandt de allerbedste lead-outs i verden. Det er helt afgørende i en finale med et så sent sving, og derfor har Ewan alle muligheder for at være bedst placeret til slut. Det gør ham til tårnhøj favorit.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Hans store rival er Danny Van Poppel. Hollænderen fik med sejren i Valencia en drømmestart på tiden hos LottoNL-Jumbo, og noget kunne tyde på, at han er klar til endelig at komme tilbage på sporet og indfri sit store potentiale efter et par sløje år hos Sky. Når han endelig har været i form, har han nemlig vist, at han er en af verdens allerbedste sprintere og har jo bl.a. en Vuelta-etapesejr som en af flere WorldTour-triumfer på CV’et. Hans topfart kan måske ikke helt matche Ewans, men han mangler ikke meget og har ganske gode muligheder for at slå australieren på baggrund af de to gode spurter, han kørte i Valencia, hvor kun Oliver Naesens styrt på sidste etape forhindrede ham i at tage to sejre.

Hans store problem er, at han slet ikke har et lead-out, der kan matche Mitchelton-Scott, og han har faktisk kun sin faste lead-out man Gijs Van Hoecke til at køre sig frem. Det er ikke meget, men han gjorde det til gengæld fremragende i Valencia. Van Poppel er også selv god til positionering og kan han få Ewans hjul inden svinget, har han farten til måske at gå forbi.

Løbets tredje topsprinter er Matteo Pelucchi, der efter mange skader og megen sygdom endelig er kommet i gang igen. Han sluttede godt af i 2017, hvor han specielt imponerede på den meget hårde sidste etape i Tyrkiet, og kom også fornuftigt i gang igen i San Juan. Han synes at være i fin form - hvad han i øvrigt altid er fra sæsonstart - og han vil være topmotiveret til et løb, han allerede én gang har vundet. I gamle dage var han at regne som en af de allerhurtigste rene sprintere, men han synes desværre ikke at være helt så hurtig længere. Til gengæld kan han så glæde sig over, at den lettere rute favoriserer en tung rytter som ham.

Hans største fordel er dog hans tog. Lukas Pöstlberger og Rudiger Selig dominerede totalt spurterne i Giroen, og her har de endda også Michael Schwarzmann, der er holdets plan B, til rådighed. De har umiddelbart muskelstyrken til at tage kampen op med Mitchelton-Scott, og kan de slå australierne, er Pelucchi så hurtig, at han sagtens kan vinde.

Det har været en opløftende sæsonstart for Timothy Dupont, der synes at være på vej tilbage efter sin rædselssæson i 2017. I hvert fald kørte han nogle ganske fine spurter i Besseges, hvor han specielt viste storform med en flot andenplads i den knaldhårde finale på Mur de Laudun. Kan han vitterligt genfinde takterne fra det fabelagtige 2016, er han i stand til at slå de fleste i en spurt. Han har samtidig et ganske fint lead-out med Tom Devriendt - holdets plan B - Pieter Vanspeybrouck og Guillaume Van Keirsbulck til sin rådighed, og da han i hvert fald tidligere også selv var god til at positionere sig, har han gode chancer i denne tekniske finale.

God til at positionere sig er til gengæld ikke Thomas Boudat. Gang på gang er det blevet til alt for lidt for den talentfulde franskmand, der ellers har vist, at han har en fin topfart. Heldigvis gik det meget bedre i Besseges, hvor han to gange blev nr. 2 i nogle ganske hektiske finaler. Samtidig har han med Angelo Tulik, Yoann Gene og Adrien Petit her et endnu bedre tog til sin rådighed, og det giver ham muligheder. Det er klart, at en teknisk finale ikke er til hans fordel, men skulle han komme i en god position, kan det blive til et godt resultat.

På papiret er Marko Kump en af feltet allerhurtigste, og sloveneren har trods begrænsede mulighed på UAE gang på gang vist, at han kan true de allerbedste. Desværre er han også temmelig ustabil og meget ofte i dårlig form. Han så meget skidt ud i Valencia og ligner slet ikke en rytter, der er klar til at starte godt ud i 2018. Alligevel kan man ikke afskrive ham i et løb, der vil være endnu lettere end tidligere. Han har nemlig farten til at true de bedste, og selvom CCC ikke har det bedste lead-out, er han hurtig nok til at overraske, hvis han kan finde en god position.

Roompot er til start med Coen Vermeltfoort, der er ivrig efter at score et topresultat og dermed forbedre sin position i den interne konkurrence med holdets anden sprinter, Wouter Wippert. Han har i de seneste to år gjort store fremskridt og er i kraft af sin gode positioneringsevne en meget stabil sprinter. Det er naturligvis en stor fordel i en teknisk finale som denne, men han mangler nok desværre topfarten til at kunne vinde.

En af de spændende ryttere at følge er Jon Aberasturi. Baskeren har i mange år været en af de hurtigste sprintere i Asien, men han har kun sjældent kørt i Europa. Skiftet til Euskadi-Murias giver ham endelig mulighed for at teste evnerne på højeste niveau, og det skal blive interessant at se, hvordan det går. Umiddelbart har han topfarten til at true de bedste, men han har desværre ikke imponeret i sine første løb i år. Heldigvis er dette en temmelig let affære, og han burde derfor kunne køre spurten med hjælp fra Enrique Sanz og Eduard Prades.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

I år har Aidis Kruopis overtaget rollen som førstesprinter på Veranda’s Willems, og den vil han være ivrig efter at udnytte. For to år siden kørte han mange gode spurter i Belgien, og selvom han ikke er så hurtig som tidligere, er han stadig en glimrende sprinter, hvad han senest viste i Sharjah Tour. Hans store problem er den dårlige positioneringsevne, og det er en stor ulempe i en teknisk finale som denne.

Helt modsat har Hugo Hofstetter til gengæld vist, at han sagtens kan holde sig fremme. Han er så til gengæld ikke så hurtig som mange af rivalerne. Alligevel viste han i Valencia, at positionering kan bringe ham langt, og det vil have givet ham selvtillid. Desværre er Cofidis til start i en svag formation, hvor kun Michael van Staeyen for alvor kan hjælpe, og det kan gøre det svært.

Endelig vil vi pege på den unge nyprofessionelle Nelson Soto. Han fik en svær start på Mallorca, men overraskede positivt med en 4. plads i den sidste spurt i Valencia. Det vidner om, at hans potentiale er stort, men det er klart, at han fortsat mangler en del erfaring. Caja Rural har heller ikke holdet til at give ham den helt store støtte, men i Valencia viste han dog, at han kan levere et topresultat, hvis han alligevel finder en god position.

***** Caleb Ewan

**** Danny Van Poppel, Matteo Pelucchi

*** Timothy Dupont, Thomas Boudat, Marko Kump

** Coen Vermeltfoort, Jon Aberasturi, Aidis Kruopis, Hugo Hofstetter, Nelson Soto

* Carlos Barbero, Serget Shilov, Mads Würtz Schmidt, Christophe Noppe, Oscar Gatto, Ryan Anderson, Romain Maikin, Tom Devriendt, Michael Van Staeyen, Jose Joaquin Rojas, Michael Schwarzmann

Danskerne

Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha, hvor han ligner holdets bedste bud på en deltager i massespurten. Helt omvendt forholder det sig for Christopher Juul-Jensen, der skal arbejde for Caleb Ewan. Endelig skal Michael Valgren og Jakob Fuglsang sikkert bare bruge løbet som træning og evt. hjælpe Oscar Gatto i spurten.