Optakt: Clasica de Almeria

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet.

Mens etapeløbene i den senere år har haft det svært, har løbet i Almeria overlevet de vanskelige økonomiske tider. Traditionelt har det været holdt samme søndag som Kuurne-Brussels-Kuurne i tiden mellem etapeløbene i Andalusien, Valencia og Murcia og har dermed givet rytterne en mulighed for at holde benene i gang.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Da Vuelta a Murcia blev reduceret til et endagsløb i 2013, slog arrangørerne sig sammen med dette løb, som i de senere år er blevet afviklet dagen inden Clasica de Almeria, og dermed har man tilbudt rytterne en solid weekend med gode løbskilometer i Spanien. Indtil 2015 blev de holdt efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste overlevende af de store spanske etapeløb først på sæsonen - men de to begivenheder er nu flyttet til weekenden før det andalusiske løb, hvilket gør det til en perfekt opvarmning til hovedbegivenheden på den tidlige spanske kalender. I 2019 og 2020 var Vuelta a Murcia endda vendt tilbage til etapeløbsformatet, ganske vist blot over to dage, og det betød, at der blev budt på en forlænget weekend med tre løbsdage fra fredag til søndag. Efter sidste års amputerede version, hvor løbet i Almeria faktisk var det eneste spanske februarløb, der ikke blev rykket til foråret, er det igen en forlænget weekend, der venter i 2022, for selvom Vuelta a Murcia atter er et endagsløb, rundes serien nu om mandagen af med det nye grusvejsløb Clasica Jaen Paraiso Interior.

På mange måder er Clasica de Almeria et atypisk spansk løb. Det er således et endagsløb, og modsat de fleste andre begivenheder i landet er det ikke skabt til klatrere. Selvom der er nogle små stigninger på menuen, bliver det som regel afgjort i en massespurt. Da Vuelta a Murcia traditionelt har været ganske kuperet, er der blevet skabt en weekend, der har lidt for enhver smag: klatrerne har ofte haft deres chance om lørdagen, mens sprinterne er i centrum om søndagen.

Med dets status som endagsløb er det heller ikke overraskende, at Clasica de Almeria er et meget ungt løb, der første gang blev holdt som et amatørløb i 1986. Seks år senere blev det åbent for professionelle, og da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det straks et 1.1-løb. I 2012 steg det i graderne og blev i to år afviklet som 1.HC-løb, men siden blev det igen rykket en klasse ned. Siden 2018 har det imidlertid atter været steget i graderne og befinder sig igen lige under de store løb på WorldTouren i den nye ProSeries.

Straks fra start fik det stor international opmærksomhed, og faktisk var det danske Johnny Weltz, der vandt den første professionelle udgave i 1992. Siden har folk som Viatcheslav Ekimov, Wilfried Nelissen, Massimo Strazzer, Jan Svorada, Jerome Pineau, Jose Ivan Gutierrez, Juan Jose Haedo, Theo Bos, Matteo Pelucchi, Michael Matthews, Mark Renshaw, Sam Bennett, Mark Cavendish, Pascal Ackermann og Giacomo Nizzolo vundet, hvilket klart indikerer, at det er et løb for de hurtige folk. Der har endda været hele tre danske vindere, idet også Tayeb Braikia og Magnus Cort er kommet til tops, mens Jesper Skibby har været på podiet. Det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt, og det gælder også i år, hvor otte af de største hold vil være at finde i feltet.

Sidste år var løbet som sagt det eneste spanske februarløb, der ikke blev rykket til foråret, og den sparsomme kalender gav et historisk stærkt felt. På en ellers blæsende søndag lykkedes det ikke at splitte feltet, og det endte i den nu næsten obligatoriske massespurt. Efter at Deceuninck havde mistet begge deres sprintere, Mark Cavendish og Alvaro Hodeg, i forskellige uheld, var det Giacomo Nizzolo, der tog en tiltrængt spurtsejr for Qhubeka foran Deceunincks lead-out man, Florian Senechal, og Martin Laas, der fik chancen som erstatning for en uheldsramt Jordi Meeus. Nizzolo vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang i en ny trøje, men da Laas i sidste øjeblik har meldt fra,  Quick-Step og Senechal har valgt løbet fra, bliver han eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Clasica de Almeria har traditionelt været et løb for sprintere, der kan overleve de potentielt vindblæste forhold og stigningerne midtvejs i løbet, og selvom arrangørerne som regel ændrer ruten fra år til år, er de væsentligste karakteristika altid uforandrede. Nu synes man at være gået over til stort set at genbruge ruterne mere. I 2016 år designede de igen en ny rute, som i alt væsentligt blev genbrugt i 2017, og efter igen at have gennemført en total omlægning i 2018 til et format, der også blev brugt i 2019, lavede man i 2020 et nyt format, som i alt væsentligt gentoges i 2021 og vil blive gentaget igen i 2022.

I år er løbet 188,2 km langt - og dermed 4,8 km længere end sidste år - og den helt store nyskabelse er, at starten er rykket til Ej Ejido, mens der som altid er mål i kystbyen Roquetas de Mar. Fra starten kører man 2,6 km mod sydøst igennem fladt terræn ned til en 22,3 km lang rundstrækning, hvor man skal køre én omgang. Den er helt flad og bringer feltet mod sydøst og syd ned til kysten, hvor man kører mod vest hen langs vandet, inden det går mod nordvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, hvor der køres en spurt efter 25,7 km.

Herfra kører man mod nordvest tilbage til startområdet, hvorefter man kører mod nordvest igennem fladlandet frem til et punkt, hvor man rammer ruten fra de seneste to udgaver. Nu kører man mod nordvest ind i landet for at passere kategori 2-stigningen Alto de Celin (5,8 km, 4,6%), der er en todelt stigning med stigningsprocenter på ca. 6, men med et næsten fladt plateau midtvejs. Toppen rundes efter 44,1 km, hvorefter det mod mod vest frem til en rundstrækning, hvor man skal køre halvanden omgang. Den indledes med et plateau, der leder mod sydvest, inden en nedkørsel fører mod syd ned til kystbyen Adra, hvor der efter 67,3 km køres en spurt.

Nu går det mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto de La Alqueria (1,5 km, 6,6%), der stiger med 8,3% over de sidste 500 m, og som har top efter 80,7 km, hvorefter det fortsætter med at stige mod nord frem til toppen af kategori 3-stigningen Alto de Fuenta Marbella (1,5 km, 7,0%), der er en relativt jævn stigning, hvis top passeres efter 89,2 km. Det stiger herfra fortsat mod nordøst, indtil man forplejningen efter 95,2 km, og kort efter rammer man rundstrækningens udgangspunkt. Derefter køres den halve omgang, der atter leder ned til kystbyen Adra.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Herfra er løbet stort set helt fladt. Man følger nemlig den flade kystvej mod øst, sydøst og øst, inden man slår en lille sløjfe mod nordvest for at køre op og ned ad kategori 4-stigningen Cuesta de Almerimar (1,0 km, 5,3%), der er relativt jævn og har top efter 136,2 km. Herfra går det igen langs den flade kyst mod øst, nordøst og nord ind til hjertet af Roquetas de Mar, hvor man kører en spurt efter 158,3 km og herefter krydser stregen for første gang efter 161,0 km.

Løbet afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger inde i byen. Den første af disse er 21,3 km lang og består af stort set fladt terræn i området vest for byen, idet det dog midtvejs stiger let i en periode, hvorefter det falder tilbage til vandet. Stregen krydses igen efter 182,3 km, hvorefter det gælder en omgang på en helt flad 5,9 km lang rundstrækning inde i selve byen, hvor det er teknisk relativt ukompliceret. På de sidste godt 3 km er der sving med 3100, 2700 og 500 m til stregen, ligesom man skal igennem en rundkørsel på stykket mellem de to sidste sving.

Løbet byder på i alt 1703 højdemeter, hvilket er knap 70 flere end sidste år.

I forhold til sidste år er indledningen helt nytænkt, men fra Alto de Celin er den uforandret. I forhold til 2019-ruten er den uforandret fra rundstrækningen med de to stigninger.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Vejret

Heldigvis er der ikke udsigt til en gentagelse af de meget vindige forhold, der reelt førte til en neutralisation af løbet i 2016. Det er ellers altid vinden, der kan skabe kaos i det flade sprinterløb, men sådan bliver det næppe i år, hvor der venter en smuk søndag. Der vil kun være meget få skyer, og temperaturen i målbyen vil nå flotte 16 grader. Der vil være en tiltagende sydvestlig vind, der igennem dage vil gå fra en styrke på 10 til 15 km/t. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute i starten, men på den afsluttende tur hen langs kysten vil der være først sidemed- og siden medvind. På de to rundstrækninger vil der første være sidemedvind, siden sidemodvind og slutteligt igen sidemedvind. På finalerundstrækningen varer sidemodvinden ved hele vejen frem til sidst sving, hvorefter man får modvind på de sidste 500 m.

Favoritterne

Clasica de Almeria er og har altid været et sprinterløb, og historien viser, at det er meget vanskeligt at snyde de hurtige afsluttere på den relativt flade rute. Den er ganske vist blevet ændret et par gange, men løbets natur har alle dage været uforandret. Samtidig har dets rygte en selvforstærkende effekt, idet de fleste hold møder op med et sprinterhold og er dermed indstillet på en massespurt, hvilket gør det endnu sværere at ændre det ventede udkomme.

I 2019 var det hele imidlertid ikke helt så enkelt. Her forcerede Mitchelton hårdt på bakkerne, og herefter holdt de høj fart hele vejen hjem, hvormed vi blot fik en reduceret massespurt. Store Marcel Kittel var imidlertid stadig med, og det siger lidt om, at man ikke skal lade sig skræmme af stigningerne i området.

I 2020 gik det imidlertid helt roligt for sig. Ruten var helt anderledes, og umiddelbart gjorde det blot løbet lettere. Der var i hvert fald færre højdemeter og meget langt til mål fra den kuperede del, og ingen forsøgte noget undervejs. På den næsten identiske rute i 2021 forsøgte det sprinterløse Astana at forcere hårdt undervejs, men alligevel blev det samlet. Dengang var det blæsende, og senere blev der kørt noget sidevindskørsel, men det var styrt og ikke vind, der forhindrede et næsten fuldt felt.

I år er ruten i alt væsentligt den samme som de seneste to år, og der er således ikke meget, der taler for, at man som Mitchelton kan skabe varige forskelle på de relativt lette stigninger. Det vil nok mere handle om at sætte et tempo, der kan trætte sprinterne, end at forsøge at komme af med dem, og faktisk er det svært at se, hvem der skulle gøre forsøget. Der mangler en meget holdbar sprinter med et stærkt hold, og selvom vi igen har et sprinterløst Astana, er det et helt anderledes svagt mandskab.

Vind bliver der heller ikke meget af. Der er sikkert nok til, at det kan blive nervøst i sidemedvinden langs kysten og sidemedvindsdelene af rundstrækningen, men der vil ikke ske mere end det. Med andre ord ligner det en af de mere enkle udgaver, hvor det er svært at tro, at vi ikke får en fuld massespurt, medmindre de mange styrt igen kommer i vejen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Selve spurten er en anelse tricky. Det meste af vejen er ukompliceret, men det sene sving betyder, at position er ret afgørende. Et 500 m langt opløb er ikke meget, og kommer man først igennem med sprinter og lead-out man, står man stærkt. To mand er dog formentlig for lidt til at holde hele vejen i en modvindsspurt.

Spurten er ret åben i fraværet af de allerhurtigste, og der er flere med en reel chance for at vinde. Jeg peger dog på Sebastian Molano, og det skyldes særligt hans tog. Det sene sving er som sagt meget afgørende, og han har med Alessandro Covi og ikke mindst Matteo Trentin hos sig to meget gode folk til at føre sig frem. Særligt Trentin er eminent for Molano, som han var det i Spanien sidste efterår, og han gjorde det også godt i Valencia, når han ikke var sat tilbage af styrt. Jeg var lidt skuffet over Molanos fart, både på Mallorca og i Valencia - i hvert fald i de flade spurter - og det bekymrer mig lidt. Konkurrencen er dog ikke den samme som i Valencia, og her burde et godt lead-out være nok til sejr.

Apropos skuffende fart… Det var ærgerligt at se Alexander Kristoff i Valencia, hvor han aldrig fik det store ud af de forrygende lead-outs, og han gled stort set kun baglæns, når han selv åbnede op. Til gengæld så vi, at toget med Adrien Petit og Andrea Pasqualon var stærkt, og selvom det er en betydelig svækkelse, at de mangler Sven Erik Bystrøm imellem dem, kan det meget vel være det stærkeste hold igen her. Denne gang betyder fart mindre og position mere på et opløb, der er så kort som dette, og i dette felt er der trods alt ikke mange, der kan gå forbi Kristoff, hvis han sættes perfekt op. Derfor kan han sagtens vinde løbet for anden gang.

Giacomo Nizzolo skal forsøge at forsvare sidste års sejr, og det kan bestemt lade sig gøre. Italieneren bør være en af de hurtigste, men hans engang så gode positionering bliver mere og mere problematisk. Heldigvis er det første hang, han skal køre med Alex Dowsett og ikke mindst Rick Zabel, der sammen med Matthias Brändle bliver årets tog, og det vil stille ham betydeligt bedre. En teknisk finale plejer også at være god for ham, men jeg frygter lidt, at det samlede hold på bare fem mand er for lidt, og at der mangler noget indkøring i det første løb. Sidder han rigtigt, er han dog hurtig nok, da styrtet i Valencia ikke var alvorligt.

Hurtig nok er Nacer Bouhanni utvivlsomt også, når man så hans fremragende Tour-spurter sidste år, men usikkerheden er stor. Det er første løb siden den hjernerystelse, der kostede ham Saudi Tour, og han skal derfor først og fremmest i gang igen. Heldigvis er det et relativt let løb, og Bouhanni plejer at være konkurrencedygtig med det samme. Han elsker sene sving, er god i positionskampen, og hans tog med Markus Pajur, Donavan Grondin og Dan McLay ligner et af de bedre, ikke mindst hvis McLay kører lead-outs som sidste år. Det vil ikke forbavse mig, hvis Bouhanni i denne form for finale vinder med det samme. McLay viste storform i Saudi Tour, men holdet har meldt klart ud, at der satses på Bouhanni.

Det sene sving bringer vel også Simone Consonni lidt i spil. Som vi senest så i Saudi Tour, mangler han masser af fart i boulevardspurter, men det betyder mindre i disse finaler. Her handler det første og fremmest om at sidde rigtigt, og her står han stærkt med støtten fra Davide Cimolai. Sidstnævnte er altid formsvag fra start, og det er også tilfældet, hvilket måske er forklaringen på, at det ikke fungerede i Mellemøsten. Begynder Cimolai at rejse, er han dog en af de bedste lead-out men, og det er et afgørende våben for Consonni.

Hvad kan Marijn van den Berg i sin første spurt som professionel? Vi skal nok ikke skrue forventningerne for højt op, men to etapesejre i Tour de l’Avenir siger meget om farten. Jeg er bekymret for hans svage hold, der mest består af klatrere, og det er i denne finale en betydelig svækkelse. Hans store stabilitet sidste år tyder dog på, at han er god i positionskampen. Sidder han godt, tror jeg, at han kan komme forbavsende langt.

Et sent sving plejer at være en gave for Niccolo Bonifazio, men han har ikke sin tidligere positioneringsevne. Det er dog stadig sjældent, at han skyder helt skævt, men det er en udfordring, at han i dette løb bare har tre holdkammerater, hvoraf ingen er rigtige lead-out men. Det kan være for lidt, men med sin næse for position kan han måske alligevel sidde godt. Farten i Mellemøsten var udmærket og bør føre et stykke i dette felt.

Manuel Penalver fik i Valencia endelig bekræftet sit potentiale, men løbet understregede også hans problem. Når han endelig sidder rigtigt, har han masser af fart, men grundet positionering kørte han kun én af tre spurter. Der en betydelig risiko for, at han igen vil sidde for langt tilbage, og i dette opløb vil det koste alt. Har han samme held i sprøjten som på 4. etape i sidste uge, har han dog bevist, at hans fart fører ham langt.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det var herligt at se Stanslaw Aniolkowski i Valencia. Den engang så gode positionering, der forsvandt så pludselig i 2021, var nemlig tilbage. Vi så også, at han stadig mangler lidt fart, men på god position kommer man langt i denne spurt. Holdet er ikke imponerende, men den udfordring plejer han at kunne overvinde. Farten rækker dog nok ikke til sejr.

Max Kanter er på mange måder dårligt matchet med Movistar. Farten har han, som vi så i Vueltaen i 2020, men 2021 beviste også, at hans positionering har enorme mangler. På sit nye hold er han uden megen støtte, og selvom han vil blive hjulpet af Johan Jacobs og Vinicius Rangel, er de helt uden rutine. Det kræver megen held, hvis han skal sidde rigtigt, men gør han det, har han masser af fart.

Caja Rural stiller med den spændende Iuri Leitao. Han viste meget dårlig form på Mallorca, men heldigvis er der denne gang ingen sene bakker. Her bør han nok kunne komme med hjem, og vi så i Algarve, at han kunne positionere sig og havde fart. Med den i dag formstærke Orluis Aular og David Gonzalez kan Caja Rural endda yde ham nogen støtte.

Egentlig burde Vincenzo Albanese vel være lidt højere på denne liste, selvom boulevardspurter ikke er ham. Han plejer nemlig at positionere sig godt, og det sene sving burde passe ham. Han har før overrasket i flade spurter, og det kan han utvivlsomt gøre igen i denne tekniske finale. Af en eller anden grund har Eolo imidlertid meldt ud, at de kører for Mirco Maestri, og det kræver derfor et holdningsskifte, hvis han skal i spil.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Efter afbuddet fra Martin Laas satser Bora på Jonas Koch, der mangler den fornødne fart. Sport Vlaanderen har i Milan Fretin en mand med et betydeligt potentiale, men han er uprøvet på dette niveau. Heldigvis synes han positioneringsstærk, og derfor kan han måske overraske, men det er også muligt, at holdet kører for Jules Hesters eller måske endda Vito Braet. Hos Kern Pharma og Astana mangler hhv. Alex Jaime og Davide Martinelli fart, og i denne tekniske finale er det svært at tro på Juan Jose Lobato, selvom han får støtte af Antonio Soto. Hos Drone Hopper vinder Jhonatan Restrepo ikke en rigtig massespurt, og Human Powered Health er til start helt uden sprinter.

***** Sebastian Molano

**** Alexander Kristoff, Giacomo Nizzolo

*** Nacer Bouhanni, Simone Consonni, Marijn van den Berg, Niccolo Bonifazio

** Manuel Penalver, Stanislaw Aniolkowski, Max Kanter, Iuri Leitao, Vincenzo Albanese, Dan McLay, Milan Fretin

* Juan Jose Lobato, Jonas Koch, Jules Hesters, Davide Cimolai, Andrea Pasqualon, Matteo Trentin, Alex Jaime, Davide Martinelli, Antonio Soto, Mirco Maestri, Orluis Aular, Jesus Ezquerra, Jhonatan Restrepo, David Gonzalez, Vito Braet

Danskerne

Frederik Wandahl skal på Bora støtte Jonas Koch.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Giacomo Nizzolos sejr fra 2021, Pascal Ackermanns sejre fra 2020 og 2019, Caleb Ewans sejr fra 2018, Magnus Corts sejr fra 2017, Leigh Howards sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejr fra 2015 samt Sam Bennetts sejr fra 2014.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK