Optakt: Clasica Jaen Paraiso Interior

Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet. I den cykelgale region har der været en anderledes tradition for endagsløb med Clasica San Sebastian som højdepunktet, men det er helt naturligt i forlængelse af traditionen, at det baskiske løb er det eneste spanske endagsløb på WorldTouren.

Det fantastiske spanske cykelterræn er imidlertid lige så velegnet til endags- som til etapeløb, og det er derfor kun naturligt, at den spanske endagsscene udvides med noget, der har karakter af en rigtig klassiker. Det er der i hvert fald en række ivrige cykelfolk i Andalusien-regionen, der har tænkt, og de berigede os i 2022 med et helt nyt endagsløb, der på alle måder blev skabt i den ånd, der kendetegner de største endagsløb.

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Arrangørgruppen kommer fra Jaen-området, hvor det kuperede terræn er skabt til cykelløb, men der er også mindre oplagte cykelveje. Sådan var det som bekendt også i Italien, hvor man alligevel lod sig inspirere til at skabe en nyklassiker på grusveje, da man for nu snart 20 år siden skabte Strade Bianche. Den ide har de spanske entreprenører ladet sig inspirere af, og derfor gik de videre med ideen om at skabe en spansk udgave af Strade Bianche.

Den ide blev til virkelighed i 2022, og det var i den grad en opmuntring. I de senere år har det været helt uhørt at se nye spanske løb opstå, og faktisk har dagens orden i stedet været, at det ene etapeløb efter det andet er blevet først reduceret i længde og siden helt forsvundet fra kalenderen. Man skulle ellers ikke tro, at der på ryggen af en coronapandemi, der ramte Spanien hårdt, kunne blive plads til at bryde den trend, men det var tilfældet i 2022, hvor folkene bag det nye løb i Jaen fik følgeskab af en arrangørgruppe, der 22 år efter den sidste professionelle udgave af det historiske Vuelta a Galicia i februars sidste uge også kunne byde på en premiere på et nyt galicisk etapeløb, Gran Camiño.

Dermed er den spanske vinterkalender, der er den eneste relativt intakte del af den spanske kalender, nu i særklasse den mest omfangsrige. I januar og februar kan det store land på Den Iberiske Halvø således byde på ikke færre end tre etape- og ni endagsløb spredt ligeligt ud over fem uger. I det lys er det ikke mærkeligt, at Spanien generelt synes at vinde kampen om stjernerne i disse forberedende uger, hvor særligt løbene i Mellemøsten, der ellers tidligere var så populære, har mistet deres tiltrækningskraft - en kraft, som nu i stedet synes at være sendt til Spanien.

Den nye spanske klassiker har fået det mundrette navn Clasica Jaen Paraiso Interior, og arrangørerne har haft en klar ide med foretagendet. Den spanske landstræner, Pascual Momparler, kom angiveligt med forslaget om at lave en spansk version af Strade Bianche, og sådan er det også blevet. Til den første udgave var der designet en rute, der både inkluderede 39,7 km på grusveje og mere end 3000 højdemeter. Med andre ord bød det nye løb på den kombination af klatring og grus, der har givet den italienske nyklassiker sit særpræg, men alligevel er der forskelle. Momparler advarede i hvert fald mod at sammenligne de to løb direkte og beskrev det spanske løb som værende betydeligt hårdere.

Forskellene var da også tydelige. Hvor Strade Bianche er kendetegnet ved de korte, hidsige og meget stejle stigninger, bød den spanske pendant på lange og langt mere jævne grusvejsstigninger. Med andre ord var det umiddelbart et løb, der passede bedre til mere regulære klatretyper, modsat Strade Bianche, der har en kraftig appel til eksplosive folk. Til den anden udgave i 2023 synes man dog at gå mere i Strade Bianche-retningen, da der skrues ned for de lange stigninger og op for de korte, eksplosive bakker samt mængden af grus, der i 2022 var betydeligt mindre, end den er det i den italienske pendant.

Løbet var en stor succes med deltagelse af 6 af de 18 WorldTour-hold, og selvom arrangørerne nok havde ønsket sig lidt flere stjerner, var de første skridt taget. Til den anden udgave bevares de grundlæggende karakteristika ved løbet, selvom man nytænker ruten, og man har igen fået deltagelse af 6 af de 18 bedste hold, men da også Lotto og Israel-PT, der næsten kan regnes som WorldTour-hold, deltager, er det utvivlsomt et stærkere felt end i 2022, ikke mindst fordi løbet har fået et gevaldigt boost af Tadej Pogacars beslutning om at starte sin sæson i løbet.

Med en sådan klassikeragtig rute lå det næsten i kortene, at løbet skulle være et forårsløb. Det har dog været mere oplagt at bruge den naturlige synergi fra den meget omfangsrige spanske februarkalender, der byder på et hav af løb i den sydlige del af Spanien, hvor vintervejret er betydeligt bedre end i andre dele af Europa. Løbet har slået pjalterne sammen med endagsløbene Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria, der hidtil har været placeret i weekenden imellem de to store etapeløb Volta a la Comunidad Valenciana og Ruta del Sol, og de tre endagsløb byder ny på en forlænget weekend mellem de to etapeløb med løbet i Jaen placeret om mandagen

I første omgang bliver der altså ikke tale om en forårsklassiker, men om et vinterløb, hvilket unægtelig vil give det et præg af forberedelse. Om løbet kan vokse ud af den rolle og med samme hast som sin italienske storebror udvikle sig til rigtig klassiker, må tiden vise. I første omgang repræsenterer det i hvert fald et kærkomment bevis på, at den hensygnende spanske kalender igen er i fremgang, og det bliver et bevis på, at man i Spanien også kan køre spektakulære endagsløb uden for Baskerlandet. På papiret synes kimen lagt til, at vi den kommende mandag igen kan blive vidner til et løb, der forhåbentlig får en spændende fremtid i møde.

På baggrund af den første udgave er der i hvert fald ingen grund til ikke at have optimisme for fremtiden. Her blev det et herlig udskilningsløb langt udefra, og det ansporede en af løbets to store favoritter, Alexey Lutsenko, til at køre solo langt fra mål. Selvom han blev jagtet af en forfølgergruppe, så ingen nogensinde kasakken igen, og han kunne køre alene over stregen som den første vinder med 53 sekunder ned til den anden store favorit, Tim Wellens, og 57 sekunder ned til Loic Vliegen. Lutsenko har i år valgt at vende tilbage til Tour of Oman, hvor han har haft stor succes, og derfor forsvarer han ikke titlen. Både Wellens go Vliegen giver den imidlertid et nyt forsøg, og dermed har løbet deltagelse af to af de tre første ryttere til at ende på dets podium.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

For enhver ny løbsarrangør er den vigtigste opgave i de første udgaver at give et løb en klar identitet, men for den nye andalusiske arrangørgruppe har der her været en grundskabelon at gå ud fra. Når ideen har været at skabe et spansk Strade Bianche, har det været givet, at man skulle opsøge et større kvantum af spanske grusveje, og samtidig skulle der gerne fremkomme en rute, der er ganske kuperet.

Det lykkedes i den grad til den første udgave. Over i alt syv sektioner blev der budt på 39,7 km på grusveje, og selvom det er færre end i Strade Bianche, var det tilstrækkeligt til at give løbet en klar identitet som et grusvejsløb. Med knap 3100 højdemeter bød ruten endda på stort set præcis samme mængde klatring som den italienske storebror, der dog er marginalt kortere end de knap 200 km, som det spanske løb bød på.

Som nævnt ovenfor var der imidlertid også markant forskelle. Hvor Strade Bianche er karakteriseret ved sine korte, stejle mure, gjorde man her næsten udelukkende brug af den slags lange, jævne opkørsler, som man finder til overflod, når man bevæger sig væk fra den spanske solkyst og ind i det ru terræn i den indre del af Andalusien.

Den forskel forsøger man at udrydde i den anden udgave. Løbet afvikles stadig i samme område, men denne gang komme der lange stigninger tidligt i løbet. I stedet slutter man med en betydeligt fladere finale, hvor de sidste stigninger alle er korte og eksplosive, og hvor terrænet utvivlsomt er lettere end i Strade Bianche. Antallet af højdemeter falder også til ca. 2700, og det bliver derfor i år mere gruset end stigningerne, der skal gøre forskellen. Det skrues der til gengæld også gevaldigt op for, da der denne gang er hele 53,5 km grus på programmet, og dermed kommer vi tæt på den mængde, der findes i den italienske storebror.

I alt skal der tilbagelægges bare 178,9 km, hvilket er 13,5 km færre end i 2022, hvormed vi også kommer ganske tæt på Strade Bianche-længde, og denne gang har man byttet rundt på start- og målbyerne, så der nu skal køres fra Ubeda til Baeza. Der er tale om to nabobyer, der ligger få kilometer fra hinanden, og løbet består derfor af en tur rundt i terrænet, inden man slutter på en rundstrækning.

Første del af løbet består af en 88,9 km lang rundstrækning i området syd for startbyen Ubeda. Man lægger ud med at køre mod syd ad en lang og lige nedkørsel, der er ca. 10 km lang, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en stigning (13,6 km, 3,3%), der har top efter 25 km i løbet sydligste punkt. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en let nedkørsel, inden det går videre mod nordvest op ad endnu en bakke (4,3 km, 3,9%).

Endnu en let nedkørsel leder nu mod nord, hvorefter den første grusvej (10,9 km) melder sig, når man efter 51,1 km drejer mod sydøst. Den er ganske let stigende, og når man er tilbage på asfalt, kører man mod nord op ad en lille nedkørsel, inden man efter 69,2 km drejer mod nordvest ind på den anden grusvej (5,2 km), der er relativt flad, men slutter med en bakke. For enden drejer man mod nordøst ind på en stigning (5,1 km, 4,2%), der har top efter 79 km i udkanten af Ubeda, men i stedet for at køre ind til byen vender man rundt for at køre mod sydøst ad dele af løbets første nedkørsel, indtil man hurtigt og efter 83,4 km drejer mod nord for at køre op ad den tredje grusvej (5,4 km), der er en af de hårdeste, idet den byder på en 5,1 km lang stigning, der stiger med hele 6,2% i snit.

Grusvejen slutter efter 88,8 km på toppen af bakken, hvor man er tilbage i Ubeda, og nu skal man ud på en tur i terrænet nord for byen. Således kører man ad et let kuperet plateau mod sydøst og vest rundt om selve bykernen, inden en let nedkørsel leder mod nord til det nordligste punkt. Her vender man rundt for efter 104,6 km at køre mod sydvest og syd ad den fjerde grusvej (8,8 km), der indledes med en bakke (4,6 km, 5,1%) med top efter 109,2 km, inden det går ad en kort nedkørsel og derefter et stigende stykke, indtil man er tilbage på asfalt i udkanten af Ubeda.

Formand for DCU trækker sig

Nu forlader man definitivt startbyen, når man drejer mod vest, nordvest og igen for at køre ad en lang nedkørsel, inden man drejer mod syd for at sno sig op ad en bakke (2,9 km, 4,6%) med top efter 130 km. Efter et kort, fladt stykke drejer man efter 134,0 km ind på den femte grusvej (3,5 km), der indledes med en bakke (2,9 km, 5,1%), hvorefter et kort asfaltstykke leder mod syd ned til udkanten af Baeza. Man kører imidlertid ikke ind til mål, men vender i stedet rundt for at køre mod nordøst ad den sjette grusvej (4,2 km), hvis sidste del er identisk med sidste del af den grusvej, der også findes på finalerundstrækningen, og som er helt flad. Derfra går det ad en let faldende asfaltvej mod sydvest ind til centrum af Baeza, hvor man krydser stregen for første gang efter 147,3 km.

Løbet afsluttes nu med to omgange på en 15,9 km lang rundstrækning. Den indledes med en lige og let faldende vej, der leder mod nordøst væk fra byen frem til den sidste grusvej (6,4 km), der altså skal passeres to gange og rammes med hhv. 25,0 og 9,1 km igen. Den er først let faldende, inden der melder sig en bakke (900 m, 6,2%), hvorefter den sidste del er ganske let stigende. De sidste 2,7 km går ad asfaltvej og er ganske let faldende, den sidste kilometer med 1,8% i snit. Finalen er ekstremt kringlet, da man drejer to gange i træk med 1600 m og 1500 m igen og igen i en rundkørsel med 1000 m igen. Dernæst venter yderligere to skarpe sving med hhv. 900 m og 700 m igen, inden man drejer i en rundkørsel med 500 m igen. Slutteligt er der to sving lige i rap med hhv. 300 og 200 m igen, så man altså samlet set skal dreje ikke færre end otte gange over de sidste 1500 m.

Løbet byder på i alt 2704 højdemeter mod 3064 højdemeter på sidste års rute.

Vejret

Vejret er altid en særligt tricky sag, når det gælder grusvejsløb, men rytterne har denne gang intet at brokke sig over. Der venter nemlig en helt skyfri mandag, hvor temperaturen ved mål vil toppe på 14 grader, men vinden vil kunne mærkes med en let til jævn styrke (17-18 km/t). Den vil komme fra sydøst, hvilket giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. I finalen vil der være modvind på det første og halvdelen af det andet af de to grusstykker, der leder frem til første målpassage. På sidste rundstrækning vil man have næsten uafbrudt sidevind, men på grustykket vil der være modvind på anden halvdel, hvorefter man igen får sidevind hele vejen ind til stregen.

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Favoritterne

Det er altid en tricky sag at skulle vurdere et nyt løb, specielt når det er så særegent som dette. Det er skabt med inspiration fra Strade Bianche, men man forstår godt, når løbsarrangøren og den spanske landstræner Pascal Momparler siger, at der er betydelige forskelle. Hvor den italienske nyklassiker byder på korte, hidsige og meget stejle stigninger, havde dette løb i 2022 meget mere appel til klatrerne. Fællestrækket var gruset og antallet af højdemeter, men stigningerne var meget forskellige.

Stigningerne var dog også rigtigt andalusiske i den forstand, at de er jævne, bløde opkørsler uden stejle procenter - den slags stigninger, vi altid vil se til overflod i Ruta del Sol senere på ugen. Det terræn er mere opslidende end velegnet til at skabe store forskelle, men det samlede løb blev sidste år dog så hårdt med de mange højdemeter, at det blev et rent udskilningsløb, der kulminerede med et vildt soloridt fra Alexey Lutsenko. Ruten lagde også op til, at der blev åbnet tidligt, og det var akkurat, hvad der blev. Vi så dog også en ret sjov top 10, hvor de meget klatrestærke som Lutsenko, Tim Wellens, Lennard Kämna, Jai Hindley, Warren Barguil, Steff Cras og Andreas Kron, der alle var at finde i top 10, fik selskab af tungere folk, ikke mindst Connor Swift. Det er ikke ofte, man ser Swift og Hindley i den samme top 10, men det er det samme, vi kan se i Strade Bianche, hvor klateudfordringerne tiltaler klatrerne, og gruset åbner døren for lidt tungere - men ikke meget tunge folk.

Desværre kan vi ikke bruge sidste års løb til alt for meget. Ruten er helt nytænkt, og der er ingen tvivl om, a det er blevet betydeligt lettere. Klatreben vil betyde betydeligt mindre, og skal de klatrestærke vinde løbet, er de nødt til at åbne tidligt. Kommer vi først ind på de sidste 50 km, er det kun den lille stejle bakke på sidste grusstykke, der kan tilfredsstille de lette folk, og det er altså en bakke, der appellerer mere til punch end de ryttere, der trivedes på de lange stigninger, vi så i finalen sidste år. På de sidste 50 km er det gruset, der vil gøre forskellen, og derfor må klatrerne åbne tidligt.

Det vil der derfor formentlig også blive. UAE kommer med et veritabelt superhold med Tadej Pogacar i spidsen, men de kan ikke bare vide sig sikre på at vinde over de sidste 50 km. De skal have skabt et knaldhårdt løb, der bringer klatrebenene i spil og gør, at de kan bruge overtallet. Det virker ikke helt umuligt at tro, at Pogacar vil gå i gang med et soloridt a la Strade Bianche ved eksempelvis at angribe på en af de to sidste lange grusvejsstigninger. Det vil han næsten med sikkerhed gøre, og man kan bestemt ikke afvise, at han kan køre alene allerede herfra.

UAE er således den faktor, der bør sikre, at løbet ikke bliver så let, som ruten kunne lægge op til, men det bliver formentlig også et ret taktisk løb. Hvis ikke Pogacar er kørt solo tidligt, lægger den sidste rundstrækning med sin mangel på nøglemomenter op til, at der skal angribes i tide og utide, og hvis den rette gruppe med de rette hold er kørt, kan løbet være ovre. UAE skal køre med om sejren - ellers bliver gruppen hentet - men det er ikke nødvendigvis de stærkeste, der skal slås om sejren. Og i den gruppe, der måtte afgøre det, er det bestemt heller ikke sikkert, at stærkeste mand vinder, for selvom en god spurt - eller evne til at køre stærkt i en urimeligt teknisk finale med en myriade af sving - er vigtigt, kan det godt være et taktisk angreb, der vil afgøre det til sidst.

Det gør også, at det er et løb med mange vinderkandidater, hvor det kan være svært at pege på entydige favoritter. Nøglekomponenterne er evnen til at overleve på stigningerne, når UAE forventeligt åbner ballet samt at kunne klare sig på grus. I finalen handler det mere om punch på en kort bakke og power på flade grusveje samt ikke mindst taktik, gerne et stærkt hold og sikkert også en god evne til at afslutte i en ekstremt teknisk finale - og så naturligvis den gode februarform, der altid er vigtigst på denne tid af året.

Det er på grænsen til at være fysisk umuligt at pege på andre end UAE. Holdet er nemlig skræmmende stærkt, og med undtagelse af Domen Novak, der ikke er skabt til dette løb, kunne de alle vinde på en rute som denne, og i hvert fald fire af navnene synes også at have formen til at gøre det. Spørgsmålet kan derfor i høj grad være, hvordan det taktiske spil falder ud. Naturligvis vil Pogacar gerne vinde selv, men det er også i et løb som dette, at man med fordel kan lade en hjælper tage sin chance.

Jeg vælger alligevel at pege på Tadej Pogacar, men det er langt fra så sikkert, som det måske burde være. Ruten passer ham i sig selv dårligere, end den gjorde sidste år, hvor han bare kunne være kørt væk på Lutsenko-maner. Det kan han også her, men denne gang kræver det et Strade Bianche-agtigt soloridt fra distancen. Den slags er bestemt også muligt, men i finalen bliver det vanskeligere for ham bare at køre væk, som det passer ham. Heller ikke det er dog umuligt, når man ser på, hvor det var, han angreb i Strade Bianche sidste år. Den lille bakke passer ham, og han har poweren på det flade grus. Han har naturligvis også den fordel, at han kan slå næsten alle i denne spurt, ikke mindst når den er så teknisk, og han står derfor med fremragende kort på hånden, uanset om han spiller med musklerne eller ender i en gruppe.

Formmæssigt er han sat lidt tilbage af noget maveonde for nogle uger siden, men holdet har nedspillet betydningen, og det virker ikke værre end sidste år, hvor han var ramt af covid, men endte med at vinde UAE Tour i sin sæsondebut. Måske er han ikke helt så god, som han kunne være, men jeg regner som altid med at se en meget stærk Pogacar fra start, og han er da også blevet erklæret som kaptajn. Hvis ikke han ender med at give chancen til en holdkammerat, bør han vinde, men det er til gengæld også ret sandsynligt, at det sker.

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I anden række er det nok Tim Wellens med de bedste chancer. Sidste år var han næstbedst bag den ustoppelige Lutsenko, og vi ved da også, at han er som en fisk i vandet på grus, hvad han blandt andet har vist i Strade Bianche. Ruten passer også ham dårligere end sidste år, men han bør stadig være en af de stærkeste på rundstrækningen, ligesom han er hurtig i en teknisk spurt som denne. Vigtigst af alt rejste han sig efter den svage kørsel på Mallorca med en fremragende finale i går, hvor han så skræmmende ud. Får han chancen af sin slovenske chef, ligner han bedste bud på en vinder.

På tredjepladsen skal vi vel have Marc Hirschi. Han var i god form i Australien, men i går var han mere anonym. Dog ikke mere anonym, end at han var i offensiven på bakken, og i finalen valgte de at spille Trentin-kortet. Den gamle rute havde passet ham bedre, men han er god på eksplosive bakker og kan stadig slå de fleste favoritter i en spurt, særligt i denne tekniske finale, som superteknikeren vil elske. Med de australske ben kan han sagtens vinde her.

Det fjerde kort er Matteo Trentin. Den gamle rute havde han næppe vundet på, men på denne rute står han meget stærkere. Han skal overleve de lange stigninger midtvejs, men med den hæderlige form, han har vist hidtil, er chancen derfor også god. Det var et svaghedstegn i går, men han har aldrig været specialist i stigende finaler. Det er ikke mit indtryk, at han er helt på toppen, men overlever han stigningerne, er han god nok til, at de kan spille hans kort, og han kan slå næsten alle på stregen. Ender det i en spurt i en lidt større gruppe, vil de også køre for ham med deres urimeligt stærke tog. Endelig har holdet Alessandro Covi, der burde passe storartet til løbet, men i går gav han slet ikke indtryk af at have forbedret sig tilstrækkeligt siden den svage start i Australien, og Sjoerd Bax, der passer til løbet, må være ren hjælper, for nogen skal jo gøre det hårdt - og det kan også blive Covis lod.

Måske er den største trussel Ben Turner. Briten har kurs mod en fabelagtig brostenssæson efter sit vilde gennembrud sidste år, og gårsdagens sejr satte blot endnu en streg under hans form og klasse. Dette løb burde passe ham, for som han klatrede i Besseges, burde han klare stigningerne undervejs. Han er i den grad hjulpet af den nye rute, for den sidste rundstrækning passer ham perfekt, og selvom han ikke er så hurtig på flad vej, som han var i gårsdagens finale, kan en hurtig crossrytter som ham slå de fleste i denne ekstremt tekniske finale. Han ledsages også af et stærkt hold, der kan hjælpe med at undgå, at han fanges i det taktiske spil og måske endda kan køre for, at han skal vinde en spurt. Derfor ligner han en mulig vinde igen. Han ledsages af sidste års nr. 5, Connor Swift, der gør debut for Ineos, hvorfor hans form er ukendt. Det burde dog være sikkert, at han satser på dette løb, og et skifte til Ineos gør sjældent folk ringere. Han står meget bedre på denne rute, men selvom han kan spurte, er der en del, der er hurtigere end ham. Holdet har også Pavel Sivakov , der ikke er helt på toppen, men helt sikkert køre finale her. Som spurtsvag får han dog meget svært ved at vinde på denne rute. Det gælder også for den ellers ret velkørende Brandon Rivera, der var overraskende god i Argentina, for selvom han ikke er helt langsom, er han slået af mange på denne rute, der til gengæld nok er for hård for Kim Heiduk, når UAE går til stålet.

En anden topkandidat er Simon Clarke. Australieren er kommet stærkt igen efter sin covidinfektion og viste fornem form i Evans-løbet og ikke mindst i går. Han har før gjort det godt i Strade Bianche og vil elske dette løb, måske særligt på denne mere eksplosive rute. Vi så senest i hans to seneste løb, hvor han blev hhv. nr. 2 og 3, men også ved Tour-etapesejren på brostenene, hvor god en afslutter han er, og dermed har han hele pakken. Han ledsages endda af Mads Würtz, der viste fremragende form i går, og på denne lidt lettere rute burde stå virkelig stærkt. Han har poweren på rundstrækningen og viste i går, at han har en god chance for at klare bakkerne, og så er han endda også hurtig. De har også Krists Neilands, der er ganske formstærk, men på denne lidt lettere rute vinder den knap så spurtstærke lette næppe, og vi så i går, at Omer Goldstein synes formsvag, mens den ellers velkørende Sebastian Berwick slet ikke passer til denne rute.

Arkea har en meget farlig herre i Matis Louvel . I går valgte de at satse hele butikken på Barguil, der endte med at styrte, og derfor deltog han ikke i spurten. Hans form er derfor ret ukendt, og han er bestemt ikke nogen bjergged. Han risikerer derfor at ryge af undervejs, men han kan slå alle i dette felt i en spurt, og han viste enormt lovende potentiale i brostensløbene sidste år. Rundstrækningen er nærmest skabt til ham, og overlever han, er Arkea så stærke, at de endda vil kunne køre for, at han skal vinde en spurt. Det gør ham til et godt vinderbud, der dog kan få det for hårdt. Også Warren Barguil elsker grusvejsløb, og han blev nr. 6 sidste år. Han styrtede desværre i går, hvorfor vi ikke helt ved, hvor han står, men på Mallorca var han som altid langt fra sit bedste. Sidste år var han god nok til at være med fremme, og det vil han helt sikkert også være i morgen. Han er også hurtig, men der er mange hurtigere end ham, og det skal på denne nye rute flaske sig, hvis han skal vinde. Holdets store joker er Louis Barré, der burde være skabt til dette løb, da han kan klatre, har punch og kan spurte, som vi så i Besseges. Han har bare været den totale lottokupon i år, og senest udgik han i går. Vi ved dog, at han har været flyvende undervejs, og derfor kan det med ham blive fugl eller fisk. Det fjerde kort er Simon Guglielmi, der var med fremme sidste år, hvor han blev nr. 11, og har vist hæderlig form i år. Denne rute passer ham vel endnu bedre, og han slog sig vist ikke slemt i gårsdagens styrt. Han er dog ikke verdens hurtigste, selvom han godt kan spurte. På denne rute er de svært at se Clement Champoussin vinde, selvom han efter den svage start viste fremgang i går.

Movistar kommer med Gonzalo Serrano, der burde være skabt til dette løb. Desværre så vi også i Valencia, at han er et stykke fra sidste efterårs vanvidsform, men heldigvis er stigningerne her lettere. Han bør kunne klare disse ret bløde bakker midtvejs, og er han først med i finalen, er han livsfarlig i denne tekniske spurt. Han ledsages af den i år så formstærke Jose Joaquin Rojas, der også burde passe storartet til dette løb, hvor han har en god chance for at overleve bakkerne og har god glæde af den flade rundstrækning - og så har han i år spurtet bedre, end han har gjort længe. Et tredje kort er Gorka Izagirre, der ligesom Rojas har genrejst sig selv i år med en samlet top 10 Down Under og en top 10 i går. Her viste han også lidt af sin gamle fart, og selvom han ikke er så hurtig længere, kan han som eminent tekniker gøre det færdigt i denne tekniske finale, hvis han havner i den rette gruppe. Det fjerde og sidste kort er kraftfulde Oier Lazkano , der bliver bedre og bedre og viste form i går. Han er ikke rasende hurtig, men han synes at have styrken til at komme langt.

Lotto kommer også med et meget stærkt hold. Bedste kort er nok Pascal Eenkhoorn, der i går bekræftede sin gode form. Vi så på Mallorca, at han kan være for tung på bakkerne, men kommer han over dem, står han meget stærk i finalen, hvor han er power og meget hurtig. Et andet kort er naturligvis Andreas Kron, de var i top 10 sidste år, men han er en af taberne ved den nye rute. Hans sæsondebut i går var lidt blandet, for han så egentlig udmærket ud med sit angreb på stigningen, men i finalen var han usynlig. Det kan dog skyldes, at de kørte for Eenkhoorn og Milan Menten. Kron er ganske hurtig og passer ikke helt ringe til denne rundstrækning, selvom betingelserne er blevet noget vanskeligere med det fladere terræn. Holdet har også Lennert Van Eetvelt, der er braget ind på scenen, men han lider voldsomt under denne rute, og selvom han kan spurte, som vi så på Mallorca, er han nok en knap så sandsynlig vinder. Cedric Beullens virker ikke til at have sin bedste form og har været styrtet flere gange i år.

Intermarché har et af de stærkeste hold, men de er også blandt taberne ved den nye rute. De har heldigvis en del hurtige folk, men de mangler de helt skarpe afsluttere. De skal ind på rundstrækningen med et overtal og derefter håbe på, at de kan fange de hurtigste i det taktiske spil. Jeg vil tro, at deres bedste bud er sidste års nr. 3, Loic Vliegen, der helt sikkert har løbet som et stort mål, har vist evner på grus og virkede formstærk i går. Han kan dog også få det svært på bakkerne, men det gik godt sidste år, og hurtig er han også. Jeg vil dog også tro, at det er et ret perfekt løb for Georg Zimmermann, der ikke var på toppen i Valencia, men virker bedre og bedre og bestemt ikke var helt væk. I går valgte de at ofre ham, men han har punch, kan spurte og klarer bakkerne. Naturligvis har de også Lorenzo Rota, der dog nok er en tand langsommere end de to øvrige, selvom han bestemt ikke er langsom. Hans form er dog lidt usikker, for selvom han var med hjem i går, deltog han slet ikke i arbejdet for Vliegen og endte langt tilbage i en spurt, der passede ham. Holdets hurtigste er Dion Smith, der er i ganske god form. Han vil være oplagt at spille ud i en spurt i en større gruppe, men han skal også stramme sig an, hvis UAE laver massakre på stigningerne.

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Astana kommer med Cristian Scaroni, der burde passe fint til et løb som dette. Han har punch og kan spurte, men vi ved også, at han har sine klatremæssige begrænsninger. Han var svær at blive klog på i Valencia, hvor han startede stærkt og siden faldt lidt sammen, men han er bestemt ikke uden form. Overlever han bakkerne, har han evnerne til at lave et resultat. Han ledsages af klatreren Vadim Pronskiy, der viste hæderlig form i går, men det skal godt nok flaske sig, hvis han skal vinde her. På papiret er det et godt løb for Fabio Felline¸ men han er igen i år tilsyneladende en skygge af sig selv.

Euskaltel har en ret spændende trup med deres trio af hurtige, hårdføre og formstærke folk. Bedst chance har nok Carlos Canal¸ der også var bedste mand i går og har den rette kombination af fart og holdbarhed. Hurtigere synes efterhånden Antonio Soto at være, men han er også tungere, og vi så, at gårsdagens finale blev lidt for hård. Overlever han bakkerne, vil jeg anse ham som det bedste bud, men han kan også være for tung. Det tredje bud er den mest klatrestærke, nemlig Gotzon Martin, der klatrede så fint i Valencia, men han lider til gengæld under at være den langsomste af de tre. Han er således nok det mest sikre kort, men han får også sværest ved at vinde. Holdet har også Mikel Azparren, der viste helt nye klatreevner i Mellemøsten og har poweren til rundstrækningen. Han har ikke en god spurt og vinder derfor næppe, men han kan sagtens lave et resultat. Det kræver dog, at der er en god forklaring på hans skuffende præstation i går. Luis Angel Maté har ikke virket flyvende indtil nu.

Efter dagens sejr skal Q36.5 fortsætte succesen med Alessandro Fedeli. Med sit punch og sin brugbare spurt passer han ganske glimrende til rundstrækningen, men han skuffede fælt i Saudi Tour. Derfor tvivler jeg på, at han overlever bakkerne, men havde han bare en dårlig dag på den saudiske mur, burde han have en god chance for at overleve frem mod finalen, der passer ham. Han meldte om gode ben i går, hvor han blev fanget bag styrtet til sidst. Holdet har også den meget lovende crossrytter Fabio Christen, der kunne passe til dette løb, samt Walter Calzoni, der gjorde det godt i går, men de er nok lidt overmatchede. Endelig har holdet Mark Donovan¸ men løbet passer dårligt til en ren klatrer - særligt en, der skuffede fælt i Saudi Tour.

Cofidis kommer med Guillaume Martin, men han er en af de store tabere på denne rute. Han skal i hvert fald have et hårdt løb midtvejs, men det kan UAE også give. Får han det, skal han spille sine taktiske kort rigtigt på rundstrækningen, men da han ikke er hurtig eller kraftfuld på flad vej, skal det godt nok flaske sig, hvis han skal vinde. Et langt bedre vinderkort er Ion Izagirre , der er teknisk eminent, og selvom han ikke er særligt hurtig, har han langt mere power og snilde i en finale som denne. Problemet er, at hans form er helt usikker efter en DNF i går og et afbud til Almeria i dag. Holdets to bedste kort burde i virkeligheden være Simon Geschke og Jonathan Lastra, der passer ret godt til dette løb og har en hæderlig spurt. Begge har dog virket meget formsvage fra start, senest i går.

Burgos kommer med Cyril Barthe, der burde passe ganske godt til dette løb. Han kom stærkt fra start i Afrika, og han sad med hjem i går. Niveauet er dog højere her end i Afrika, og det fremgik tydeligt i gårsdagens finale. Han kan meget vel få sit hyr på stigningerne midtvejs, men når han frem til eksplosive finale, er han et glimrende kort. Også Jose Manuel Diaz har formen til at klare bakkerne midtvejs, men han passer slet ikke til finalen, og efter i går er det svært at tro på ellers eksplosive Antonio Angulo¸ der passer til finalen. Jetse Bol synes formsvag.

Kern Pharma kommer med Pau Miquel, der har været en positiv overraskelse i år. Han viste nogle klatre- og puncheurevner i Besseges, men vi så også hans begrænsninger i går. Evner i en flad spurt har han aldrig vist, og derfor vinder han ikke, men overlever han bakkerne, kan han deltage i det taktiske spil. Det samme kan Raul Garcia Pierna, der i går blev fanget bag styrtet, men viste fin form i Besseges. Også han er dog uden spurtstyrke. Endelig har holdet den lovende klatrer Igor Arrieta, der gør sæsondebut, men med den nye rute passer han dårligt til løbet, og hans niveau er meget, meget svingende.

Hos Electro Hiper er jeg lidt spændt på at se Alex Molenaar, der overraskede i går og passer godt til rundstrækningen, men jeg tvivler på, at han overlever UAE-massakren. Hos Flanders er Toon Clynhens vel den eneste, der har en lille chance for at overleve bakkerne, og det ser endda svært ud. Caja Rural har generelt formsvage ryttere, og deres bedste bud, Fernando Barcelo, der egentlig passer glimrende til løbet, da han er hurtig og har vist evner på grus, skuffede senest i går. Hos Human Powered Health har Sebastian Schönberger været meget formsvag, og de får et svært løb.

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke kommet, og vi kender slet ikke trupperne fra Caja Rural, Human Powered Health og Ineos, hvorfor mine navne ovenfor i et vist omfang er baseret på spekulation, Jeg opdaterer optakten, hvis/når startlisten frigives.

OPDATERING: Mandag formiddag kom startlisten endelig. Der er et sent afbud fra Canal og Donovan, men det mest interessant er, at vi nu kender Ineos-truppen. De er uden Sivakov, men til gengæld har de udtaget Ben Tulett og Leo Hayter. Tulett var uheldig i Besseges med defekt, men viste god form på 3. og 5. etape. Han er dog spurtsvag, og selvom en crossrytter vil være god på grus og i en teknisk finale, er det svært at se ham vinde på denne lettere rute. Det samme gælder for Hayter, der efter en lidt skuffende start i Australien, så meget bedre ud i Murcia.

***** Tadej Pogacar

**** Tim Wellens, Ben Turner

*** Marc Hirschi, Matteo Trentin, Simon Clarke, Matis Louvel, Gonzalo Serrano

** Pascal Eenkhoorn, Jose Joaquin Rojas, Mads Würtz, Loic Vliegen, Andreas Kron, Georg Zimmermann, Louis Barré, Alessandro Covi, Gorka Izagirre, Lorenzo Rota, Lennert Van Eetvelt, Warren Barguil, Connor Swift, Dion Smith, Cristian Scaroni, Antonio Soto

* Alessandro Fedeli, Gotzon Martin, Ben Tulett, Ion Izagirre, Gullaume Martin, Cyril Barthe, Simon Guglielmi, Oier Lazkano, Leo Hayter, Mikel Azparren, Alex Molenaar, Fernando Barcelo, Brandon Rivera, Krists Neilands, Sjoerd Bax, Clement Champoussin, Pau Miquel, Raul Garcia Pierna, Vadim Pronskiy, Jose Manuel Diaz, Igor Arrieta, Jonathan Lastra, Simon Geschke, Fabio Christen, Kim Heiduk

Danskerne

Hos Israel-PT kan formstærke Mads Würtz gå efter et resultat, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme kan Andreas Kron hos Lotto, hvorfor også han er nævnt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexey Lutsenkos sejr fra den første udgave i 2022.