Optakt: Coppa Agostoni

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har vlret det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 11 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uge med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien er traditionelt blevet indledte med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb. I stedet finder det sted i samme uge som Il Lombardia, hvor det nu tjener som forberedelse til monumentet. Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi afvikles fortsat som de første løb i den lange italienske endagsblok og på hinanden følgende dage, og de skyder dermed den italienske fest i gang.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun søndagens Coppa Bernocchi er anderledes, da en relativt flad rute gør det til en sag også for rene sprintere. Coppa Agostoni er langt mere i tråd med den typiske italienske tradition, da det byder på ganske hårde stigninger og en flad afslutning, hvormed det ligner stort set alle andre italienske semiklassikere.

Ligesom Coppa Bernocchi er Coppa Agostoni et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1946, da en gruppe cykelentusiaster dannede en klub i byen Lissone og arrangerede første udgave af et løb, de opkaldt efter Ugo Agostoni, vinderen af Milano-Sanremo i 1914. Det blev et professionelt løb i 1963, og siden da er dets betydning blot steget år for år, hvor det gradvist er blevet et af de vigtigste italienske løb. I 1987 blev det endda benyttet til det italienske mesterskab. Listen over vindere er imponerende og indeholder navne som Aldo Moser, Felice Gimondi, Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Andrea Tafi, Jan Ullrich og Laurent Jalabert.

Uheldigvis har de vanskelige økonomiske kår også ramt det historiske løb, og det er derfor slet ikke længere så prestigiøst som tidligere. Selvom det altid har været domineret af italienere, har man også haft et ganske stærkt internationale felt. I de senere år er feltet imidlertid primært blevet udgjort af italienske hold, men en mindre renæssance betyder, at man i år kan præsentere Ag2r, Bahrain-Merida, UAE og Sky fra WorldTouren samt adskillige udenlandske prokontinentalhold.

Modsat mange andre løb har Coppa Agostoni ikke et fast format, og ruten er varieret ganske meget over årene. I nogle år har det været afviklet på meget hårde ruter, hvor det har været en sag for klatrere, mens andre årgange har været meget lettere. I de senere år har man imidlertid holdt sig til den samme formel, der har gjort det til en sag for stærke sprintere, der kan klatre, og 2018-udgaven vil være stort set identisk med de seneste års løb.

Sidste år så vi det helt klassiske scenarium, hvor det hele sluttede i en reduceret massespurt. Her indledte spurtede Michael Albasini sig til sejr i den schweiziske landsholdstrøje, da han satte Marco Canola og Francesco Gavazzi til vægs i den gruppe på knap 50 ryttere, der klarede skærene. I år kører Albasini Vuelta, og derfor bliver der intet titelforsvar for schweizeren, men til gengæld er både Canola og Gavazzi med i et løb, der skyder en meget vigtig del af sæsonen i gang for dem og deres hold.

Ruten

Som sagt har man i de senere år fundet en fast formel efter flere år, hvor man eksperimenterede med forskellige ruter af varierende sværhedsgrad. Den model afviger man ikke fra, og derfor er der i år tale om et løb, der er helt identisk med sidste års.

Det betyder, at der skal tilbagelægges i alt 199,9 km med start og mål i hjembyen Lissone. Indledningsvis kører man en omgang på en kun ganske let kuperet 40,4 km lang rundstrækning i området nord for byen, inden man vender tilbage til start- og målområdet. Herfra begiver man sig igen mod nord og siden mod nordøst ud til løbets nøglesektion, en ganske kuperet 24,5 km lang rundstrækning i bakkerne nordøst for Lissone. Den skal tilbagelægges i alt fire gange og indeholder hele tre stigninger. Først gælder det den 1,4 km lange Sirtori-stigning (5,6%), siden den 3,3 km lange Colle Brianza (6,1%) og til slut den 2,5 km lange Lissolo, løbets mest kendte stigning, som stiger med hele 7,1% i gennemsnit.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Toppen af Lissolo passeres for sidste gang med 39,1 km til mål, og herfra går det ned til afslutningen af rundstrækningen. Herefter går det igennem helt fladt terræn mod sydvest og siden syd tilbage til Lissone, hvor målstregen krydses for anden gang. Herefter afsluttes løbet med to omgange på en helt flad 9,8 km lang rundstrækning, der byder på flere sving, men ingen terrænmæssige udfordringer. Finalen er teknisk ikke specielt kompliceret, idet det sidste sving kommer med mere end en kilometer til mål.

Løbet byder på i alt 2924 højdemeter.

Vejret

Området omkrig Lissone befinder sig i en ustabil periode med en del byger. Lørdag byder på byger omkring middagstid, men opklaring og solskin i løbets sidste halvdel. Temperaturen vil nå 27 grader, og der vil kun være en svag vind fra syd. Det giver medvind på turen ud til rundstrækningen, hvor der vil være modvind på Colle Brianza og sidevind på de to øvrige stigninger. Derefter vil der være modvind på turen tilbage mod mål, hvor der primært vil være sidevind på den sidste rundstrækning med medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Coppa Agostoni har som sagt varieret meget i sværhedsgrad over årene, men efter at man i flere år har benyttet samme rute, ved vi nu, hvad vi skal forvente. I de to seneste åer det endt med en spurt i en gruppe på kanp 50 ryttere, hvor kun de allerstærkeste sprintere havde overlevet. I 2015 lykkedes det Davide Rebellin og Vincenzo Nibali at holde det reducerede felt bag sig, hvor Niccolo Bonifazio slog Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli og Andrea Paqualon i spurten om tredjepladsen. I 2014 endte det også i en reduceret massespurt, hvor Bonifazio var hurtigst, mens Filippo Pozzato var hurtigst i et lignende scenarium i 2013, hvor man første gang benyttede en rute efter det nuværende mønster.

De tidligere udgaver vidner om, at det kan lade sig gøre for en stærk gruppe af klatrere at snyde sprinterne, men oftest bliver det samlet til en spurt, hvor man dog kun kan være med, hvis man har ganske gode klatreben.

I år har løbet en ganske interessant dynamik. Sonny Colbrelli stiller til start som den store favorit i en spurt, men det betyder også, at Bahrain formentlig kun kan forvente hjælp fra Nippo og måske Androni i deres forsøg på at holde det samlet. Overfor dem står især Ag2r med Romain Bardet og Sky med Gianni Moscon, som helt sikkert vil forsøge at skabe ravage, måske med hjælp fra nogle af de mange Androni-klatrere.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Bahrain møder imidlertid op med et ganske stærkt hold med især Giovanni Visconti og Enrico Gasparotto som stærke folk til at støtte sig. De vil enten kunne forsøge at gå med klatrerne på stigningerne og derigennem neutralisere offensiver ved at sidde på hjul, eller de kan blive i feltet og derefter jagte. Viscontis form er lidt usikker efter en lang pause, men Gasparotto så skarp ud i Canada. Også Manuele Boaro og Grega Bole er holdbare fyre med god kraft, og der er derfor ikke tvivl om, at Bahrain har et af de bedste mandskaber.

Mest imponerende er Colbrelli dog selv. Han var nærmest skræmmende stærk i Montreal, og han har før vist, at han kan køre med klatrerne på stigningerne i de italienske løb. Er han god nok til det, er det klart, at der ikke er nogen, der vil slæbe ham til stregen, og derfor vil det formentlig blive samlet. Med andre ord tror vi, at Bahrain er gode nok til at sikre en reduceret massespurt.

Vi har i tidligere udgaver set, at man skal klatre ganske godt for at sidde med hjem. Det vil helt sikkert også være tilfældet i år, hvor Sky og Ag2r har al mulig interesse i at gøre løbet hårdt. Derfor venter vi en reduceret massespurt i en ikke specielt stor gruppe.

Det gør det svært ikke at pege på Sonny Colbrelli som vores favorit. Italieneren led af jetlag i Quebec, men i Montreal var han helt forrygende. Trods en ekstremt lang spurt fra italieneren kunne en ellers formstærk Michael Matthews kun gå forbi med det yderste af neglene, og det viser, at italieneren er i storform. Han har tidligere vist, at han sagtens kan overleve stigningerne i dette løb, og det kan han helt sikkert også denne gang. Som sagt er han måske endda så god, at han køre med i angrebene på stigningerne, men det er klart, at han formentlig skal slå til i en reduceret massespurt. Som sagt er han bakket op af et fremragende hold, og derfor er Colbrelli den klare favorit til at løbe med sejren.

Skal man pege på en trussel, er det svært ikke at pege på Gianni Moscon. Italieneren har ganske vist haft en lang pause siden sin uheldige exit fra Touren, men da han stiler mod VM, er han alligevel garanteret i fremragende form. Er han det, burde han være den største trussel for Bahrain på stigningerne, og man kan slet ikke udelukke, at han sammen med Bardet kan køre alene hjem. I en spurt er han også ganske hurtig, og derfor handler det primært for ham om at komme af med Colbrelli. Også i en reduceret massespurt kan han forsøge sig, men her får han det nok for svært.

Androni møder med et stærkt hold med to trumfer. Både Davide Ballerini og Francesco Gavazzi er nemlig klatrestærke og hurtige og dermed skabt til dette løb. Især Gavazzi var fremragende kørende i Burgos og Limousin, og har han bevaret den form, er han et godt bud her. Ballerinis form er mere tvivlsom, men han har haft disse løb som mål og burde være velforberedt. I en spurt er Ballerini hurtigst, og han har den største chance for at true Colbrelli. Til gengæld er Gavazzi den mest holdbare. Holdet har også supertalentet Ivan Sosa, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada til at følge angreb på stigningerne, men de er alle for spurtsvage til at have mange chancer for at vinde. Endelig har holdet Manuel Belletti som den hurtigste mand, men vi formoder, at ruten bliver lidt for hård for italieneren, der ellers viste god form med den samlede sejr i Ungarn.

Også Nippo stiller med nogle hurtige og holdbare folk. Holdets kaptajn er Marco Canola, der sidste år spurtede sig til en podieplads, men er bedre i stigende end i flade spurter. Måske er Marco Tizza derfor et bedre bud, for den unge italiener har været dybt imponerende i Burgos, hvor han har vist både form og fart. Begge er de imidlertid fremragende kørende, og derfor bør de kunne sidde med i finalen. De vil sikkert køre hver deres spurt, da holdet skal maksimere pointhøsten i Coppa Italia.

Ag2r stiller med Clement Venturini, der burde have gode chancer i dette løb. Han har måske ikke været helt lige så holdbar som sidste år, hvor han vandt samlet i Dunkerque, men han burde have en fin chance for at klare stigningerne her. Sker det, bør han være en af de hurtigste, som han senest viste med sin flotte spurtsejr i Route l’Occitanie. Falder han fra, har holdet Matteo Kontaguti, der har før har vundet spurter i mindre grupper. Romain Bardet viste god form i Tour du Doubs og vil helt sikkert være en af de bedste på stigningerne, men han har ikke mange chancer for at vinde et løb med en flad finale.

En meget spændende kandidat er den unge Sky-stagiaire Ethan Hayter. I Tour of Britain blev han nr. 11 på kongeetapen, hvilket vidner om stor holdbarhed. Samtidig var han i top 10 i alle massespurter, senest med en 5. plads på den helt flade etape i London. Det viser, at han har alle egenskaber samt formen til at gøre sig gældende her. Også nyerhvervelsen Edward Dunbar har finde chancer efter et flot Tour de l’Avenir, og kan sammen med Moscon udgøre en farlig duo, hvis en gruppe kører væk. Endelig har man også Leonardo Basso som en halvholdbar afslutter, hvis Hayter falder fra. Diego Rosa har til gengæld intet vist meget længe.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det har været et skidt år for Lilian Calmejane, der slet ikke har fundet sine bedste ben. Det har han heller ikke efter Touren, men heldigvis har han så højt et bundniveau, at han alligevel har været med fremme i alle sine løb. Han er relativt hurtig på stregen, men i en reduceret massespurt er han trods alt overmatchet. Til gengæld står han stærkt, hvis et udbrud kører væk på stigningerne. Holdkammeraten Rein Taaramae viste fremragende form i Tour du Doubs, men hans spurt gør ham ikke til en oplagt vinderkandidat. I samme boldgade som Calemjane finder vi landsholdets Damiano Caruso, der er i glimrende form og kan afslutte i en lille gruppe.

Bahrain satser på Colbrelli, men måske kan Enrico Gasparotto og Giovanni Visconti også komme i spil. Ruten passer dem i hvert fald godt, og det kan sagtens tænkes, at de kan sendes i offensiven som led i den taktiske kamp. Sker det, vil de have Colbrelli som alibi for at sidde på hjul, og begge er de lynhurtige i en spurt. Som sagt Viscontis form usikker, men Gasparotto virker meget velkørende.

Løbet burde også være fint for Mauro Finetto, der ofte har vist sig frem i disse kuperede italienske endagsløb, men som desværre slet ikke er hverken så hurtig eller stærk som tidligere. Bedre chancer har de tre halvhurtige Bardiani-ryttere Luca Wackermann, Vincenzo Albanese og Enrico Barbin. Wackermann rejste sig endelig efter en svær tid med sejr på kongeetapen i Limousin og har tidligere gjort det godt i disse løb. Barbin burde være god for en top 10 i en spurt, mens Albanese endelig viser lidt fremgang igen, selvom der nok er en risiko for, at det blive for hårdt for ham. Endelig kan Fortuneos Romain Hardy og Laurent Pichon måske gøre sig gældende i en spurt, selvom de næppe vinder

OPDATERING: Sangemini har føjet hurtige og holdbare Paolo Toto til starten i et løb, der burde passe ham som fod i hose. Israel Cycling Academy stiller med Edwin Avila som en holdbar sprinter. Til gengæld stiller hverken Pichon eller Hardy til start for Fortuneo

***** Sonny Colbrelli

**** Gianni Moscon, Davide Ballerini

*** Francesco Gavazzi, Marco Tizza, Marco Canola, Clement Venturini, Ethan Hayter

** Paolo Toto, Enrico Gasparotto, Damiano Caruso, Lilian Calmejane, Giovanni Visconti, Matteo Montaguti, Manuel Belletti, Edwin Avila, Romain Bardet, Edward Dunbar, Mauro Finetto, Luca Wackermann, Ivan Sosa

* Fabian Lienhard, Vincenzo Albanese, Kristian Sbaragli, Joeri Stallaert, Jonas Koch, Leonardo Basso, Rein Taaramae, Pawel Cieslik, Enrico Barbin, Pierre-Luc Perichon, Patrick Müller, Nicola Gaffurini, Maxime Bouet, Mattia Cattaneo, Javier Moreno, Fausto Masnada, Benoit Cosnefroy, Andrea Bagioli

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.