Optakt: Coppa Bernocchi

SE COPPA BERNOCCHI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de det aflyste løb!

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med VM, går serien nu ind i den store finale. Det hele blev skudt i gang med Giro dell’Emilia, og herefter venter en uge med fire endagsløb på fire på hinanden følgende dage, nemlig mandagens Coppa Bernocchi, tirsdagens Tre Valli Varesine, onsdagens Milano-Torino og torsdagens Gran Piemonte, inden den store finale i Lombardiet lørdag. Med to relativt flade løb med muligheder for sprintere, et klassikeragtigt løb og to løb for klatrere byder ugen på lidt for enhver smag.

Faktisk er serien er traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia. Det ændres der dog på i år, hvor løbene nu er samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kommer i rap, hænger de bedre sammen, end de har gjort i de seneste år.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Mandagens Coppa Bernocchi er dog anderledes, da det er en af de få italienske klassikere, som de rene sprintere kan have som et realistisk mål.

Løbet blev første gang afviklet helt tilbage i 1919, og der er dermed tale om et af de ældste løb på kalenderen. Det blev grundlagt og finansieret af Antonio Bernocchi og er siden blevet arrangeret af Union Sportive Leganese. Trods en verdenskrig undervejs er kun to udgaver blevet aflyst, og da ryttere som Gino Bartali, Fausto Coppi, Rik van Looy, Aldo Moser, Gianni Motta, Felice Gimondi, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Guido Bontempi og Rolf Sørensen alle har sejret, er det en ganske prestigiøs begivenhed, selvom det altid har været en ret italiensk affære. I de senere år har det dog ikke nydt samme prestige, først og fremmest på grund af økonomiske vanskeligheder, og som et 1.1-løb på den italienske kalender har det som mange andre italienske løb, der afvikles uden for RCS-regi, ikke længere tiltrukket mange internationale hold. Det ændres der imidlertid på i år, hvor den nye kalender har givet det et gevaldigt boost, så der nu kan præsenteres ikke færre end 14 af de bedste hold - en voldsom opgradering fra det, vi har set for nylig - og det skyldes blandt andet, at løbet også har fået ProSeries-status.

Som sagt er det et løb, der passer de rene sprintere, og langt de fleste af de seneste udgaver er endt i massespurter med Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Sacha Modolo, Yauheni Hutarovich, Manuel Belletti, Sonny Colbrelli og Danilo Napolitano som nogle af de seneste vindere - sidstnævnte satte sig suverænt på løbet med tre sejre i træk mellem 2005 og 2007. I 2015 så man imidlertid, at det kan lade sig gøre at bryde det traditionelle manuskript, da en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali akkurat sikrede sig en solosejr et sekund foran en firemandsgruppe, der blev ført an af Mauro Finetto og Matteo Trentin.

Da løbets sidst blev afviklet i 2019, var alt dog ved det gamle. Det hele blev samlet til den klassiske spurt, og her viste Phil Bauhaus som den stærkeste, da han sejrede foran Simone Consonni og Imerio Cima. Bahrain skipper dog løbet i år, hvorfor Bauhaus ikke forsvarer titlen, og Cima har af uforklarede årsager slet ikke kørt løb i år, hvorfor Consonni bliver eneste genganger fra det seneste podium.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ruten

Den 102. udgave af Coppa Bernocchi vil blive afviklet på en rute, der er næsten helt identisk med den, der er blevet benyttet i de seneste to udgaver og følger samme koncept, som vi har set i mange år.

I alt skal der tilbagelægges 197,2 km med start og mål i Legnano. Fra starten i byen centrum slår man en lille flad sløjfe syd om bykernen, inden man efter ca. 20 km når ind til målområdet for første gang. Herfra man sætter kursen mod nord igennem helt fladt terræn. Efter 53,5 km når man løbets nøglepunkt, den 16,7 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for Legnano. Den indeholder først San Pancrazio-stigningen (600 m, 7,1%) og umiddelbart derefter den lille Morazzone-stigning (1,5 km, 6,5%), hvis tre 500 m-segmenter stiger med hhv. 6,0%, 7,6% og 6,0%.

I alt skal der køres seks omgange, inden man efter sidste tur, der afsluttes efter 150,4 km, igen via en lidt anderledes rute sætter kursen mod syd tilbage mod Legnano. Det betyder, at man skal over nogle mindre bakker, Ceppine (500 m 9,6%), Cairate (400 m, 8,2%) og Gorla Maggiore (700 m, 4,5%) efter 154,3 km, 158,7 km og 165,3 km. inden det flader helt ud ind mod byen, hvor målstregen krydses første gang efter 181,8 km. Løbet afsluttes nu med tre omgange på en flad 5,8 km lang rundstrækning, der har bare fire sving, det sidste lige inden den røde flamme.

Løbet byder på i alt 2050 højdemeter, hvilket er en anelse mere end de to foregående år.

I 2018 fjernede man en omgang på den kuperede rundstrækning og indførte til gengæld som noget nyt den flade rundstrækning til sidst. Det gav et lettere løb med længere afstand fra sidste stigning til mål, så der resterede næsten 60 km fra sidste passage af Morazzone. Både i 2019 og 2021 er ruten kun marginalt justeret på turen mellem de to rundstrækninger.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

SE COPPA BERNOCCHI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Det ser ud til, at anden halvdel af ugen vil byde på flot vejr til blandt andet Il Lombardia, men til gengæld starter den meget vådt. Mandag ventes der således at falde 70 mm regn i Legnano (!!!), men heldigvis kommer langt de største mængder sidst på aftenen. Om dagen ventes det dog også at regne konstant med en nedbørsrisiko på mellem 90 og 100%, men med en temperatur på 21 grader vil det være relativt lunt. De vil være en let til jævn vind (13-15 km/t) fra øst, hvilket giver sidevind på turen ud til rundstrækningen, hvor der hovedsageligt vil være sidevind, men medvind på bakken. Derefter vil der være sidevind igen på hjemturen, inden der på den afsluttende rundstrækning vil være sidemedvind på første del, sidemodvind på anden del og slutteligt atter sidemedvind efter sidste sving.

Favoritterne

Historien taler sit tydelige sprog: modsat stort set alle andre italienske endagsløb, der som regel har flere forskellige mulige udfald, ender Coppa Bernocchi stort set altid i en massespurt. Kun i 2015, hvor en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali og et brølstærkt italienske landshold ”gik amok” på rundstrækningen og udnyttede den ellers ganske lille Morrazone-stigning til at skabe en udskilning, lykkedes det at snyde sprinterne. I alle øvrige udgaver i de seneste mange år er det hele blevet samlet til en massespurt, hvor selv relativt tunge typer har været i spil til sejren.

Det er ikke overraskende. Ikke blot er Morrazone en ganske let stigning, der både kommer langt fra mål og kan overleves af langt de fleste, løbets ry som et sprinterløb betyder også, at de fleste hold stiller til start med det klare mål at sikre en massespurt. Derfor er der sjældent været kørt specielt aggressivt på rundstrækningen.

Spørgsmålet er, om det kan gå anderledes denne gang. I år er der nemlig betydeligt færre sprintere, end der plejer, og det synes faktisk at være et fåtal af holdene, der vil arbejde for en klassisk spurt. Mest markant er det, at Deceuninck kommer med et forrygende hold klatrere, men helt uden en klassisk sprinter, og det synes helt givet, at de vil ”gå amok” på rundstrækningen, hvor Remco Evenepoel formentlig vil angribe i tide og utide. Vi har som sagt allerede én gang set, hvordan et brølstærk hold kunne forhindre den klassiske spurt.

De er ikke alene. Selvom UAE sagtens kunne køre for en spurt med Sebastian Molano, kan det ændre sig, hvis de får hurtige og formstærke Alessandro Covi med i angrebene på bakkerne. Ineos vil gerne spurte med Ethan Hayter, men de vil sikkert hellere have, at han kan køre med i en lille gruppe undervejs. Det samme gælder for Eolo med formstærke Vincenzo Albanese og Astana med Alex Aranburu, og dertil kommer, at blandt andre Arkea, FDJ, EF, Israel SUN, BikeExchnage og Movistar er helt uden sprintere. Til gengæld kommer Trek, Qhubeka og Cofidis med det klare formål at få en spurt.

Derfor mener jeg, at det kan gå begge veje. Man må imødese, at Deceuninck lægger pres på, når de rammer bakkerne, og at Evenepoel og resten af holdet vil angribe i højre og venstre. Det er meget nærliggende at tro, at der efter bakkerne vil være dannet en gruppe med mindst et par mand fra Deceuninck, og herefter kan vi se frem til en jagt. Om den vil lykkes, vil afhænge af, hvor mange hold der har folk med i front, og det kan således blive både fugl og fisk.

Jeg hælder dog til, at vi denne gang måske kan undgå det fulde felt. Der er påfaldende få sprinterhold, og de stærke hold synes i vidt omfang at kunne regne med, at de kan få en mand med i en mindre gruppe. Der kan derfor forventes at være en ret stor interesse i at holde et udbrud fri, og kombineret med det elendige vejr med den massive mængde regn kunne det tale for, at det bliver en lille gruppe af klatretyper, der skal afgøre løbet.

Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken i forhold til det ene eller det andet scenarium, men Deceunincks nærmest desperate behov for at undgå en klassisk spurt kombineret med deres meget stærke hold får mig til at hælde til, at 2021-udgaven bliver undtagelsen, der afviger fra det klassiske manuskript. Bliver det en mindre gruppe, taler meget for, at de skal spurte, men som vi så med Nibali i 2015, kan det i en sådan situation også blive så svært at kontrollere, at en enlig rytter kan vinde et løb, der er så fladt som dette.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Derfor prøver jeg at pege på Andrea Bagioli. Jeg kan være bekymret for, om han vil være oppe mod hurtigere folk, men ender det i en lille gruppe af klatrere, er det sandsynligt, at Deceuninck vil være i overtal. Her virker det sandsynligt, at de vil angribe på skift med Evenepoel som et uhyre farligt kort, og da de øvrige hurtige folk meget vel kan være alene, er det sandsynligt, at Bagioli vil kunne spare sig i en sådan finale. Vi så allerede, da han næsten slog Magnus Cort i spurten på 12. etape i Vueltaen, at hans hurtighed ikke skal undervurderes, og han viste i Emilia og ved VM, at han stadig har noget at skyde med. Han vinder ikke den store massespurt, men da jeg tror, at vejret og feltet gør, at vi får en mindre gruppe, bliver han min favorit.

Han er til gengæld også Deceunincks eneste chance i en spurt, men det betyder ikke, at de ikke har andre muligheder. Også Remco Evenepoel har vist, at han kan vinde disse fladbaneløb, hvis blot det lykkes at splitte feltet på bakkerne. Sidder han først i en gruppe med et Deceuninck-overtal, hvor de fleste andre er isolerede, skal han ikke have en millimeter. Det er klart, at løbet langt fra er ideelt for ham, men det var Brussels Cycling Classic, Druivenkoers og Danmark Rundt heller ikke - og dem vandt som bekendt alle. Også Fausto Masnada har formen til at være med i en lille gruppe, men ligesom Evenepoel skal han udnytte overtallet til at køre alene hjem. Til gengæld tror jeg ikke, at Mauri Vansevenant, Dries Devenyns og Pieter Serry lige nu har formen til at være med i en lille gruppe til sidst.

En farlig herre er Ethan Hayter. Briten har haft en fabelagtig sæson og viste trods et tidligt styrt ved VM, at han stadig er ganske velkørende. Nok er der bedre klatrere end ham, men han bliver svær at sætte på bakker som disse. Faktisk havde jeg nok haft ham som favorit, hvis hans hold var stærkere, men jeg frygter, at han vil være alene til sidst. Sker det, kan det blive meget svært at holde det samlet eller at bevare friskheden mod et muligt Deceuninck-overtal, og derfor er der en risiko for, at han vil mangle friskhed, eller at det slet ikke kan holdes samles. Som udgangspunkt er han dog den hurtigste af de klatrestærke, og derfor er han en sandsynlig vinder. Også i en stor massespurt vil han have en chance, men her vil der som udgangspunkt være hurtigere folk end ham. Også Ben Swift kan spurte, men han ligner hjælper for Hayter her. Endelig skal det blive spændende at følge unge Luke Plapp i sit første løb for Ineos.

Ender det i en spurt, er Elia Viviani formentlig manden, der skal slås. Efter nogle svære år er han kommet bragende tilbage i dette efterår, hvor han i Fourmies og Isbergues har vundet to løb foran mange af feltets allerhurtigste. Han så også glimrende ud i onsdags, og han har i dette løb i Simone Consonni løbets bedste lead-out man. Det kan blive svært at få en spurt, men lykkes det må han være favoritten

Den anden store sprinter i feltet er Giacomo Nizzolo. Med den gode form fra VM burde han måske kunne køre med de bedste på bakkerne, men med Roubaix i benene sker det næppe. I stedet skal han satse på den store spurt, men her vil han også sammen med Viviani på papiret være den hurtigste. Desværre har han spurtet lidt skuffende på det seneste, hvor han har kæmpet med sin positionering, men i denne ukomplicerede finale burde han stå stærkt.

UAE er det hold, der er bedst dækket ind til alle scenarier. Ender det i en stor spurt, er Sebastian Molano en klar kandidat. Colombianeren kommer til løbet med to friske sejre fra Sicilien, og her er han til start med samme suveræne tog med Alessandro Covi og Maximiliano Richeze. Sprinterfeltet er stærkere her, og han er på papiret nok en anelse langsommere end Viviani og Nizzolo, men med sin nuværende form og med sit tog vil han have en stor chance for at vinde igen. Holdets alternativ er den uhyre formstærke Alessandro Covi, der klatrede bedre end nogensinde på Sicilien. Det er svært at tro, at han ikke kører med de bedste på bakkerne, og i en spurt i en lille gruppe vil han bestemt have en god chance, selvom i hvert fald Hayter på papiret nok er hurtigere. Til gengæld kan han sætte sig på hjul og sige ”Molano”, og det kan give ham den ekstra friskhed.

Eolo har en fremragende kandidat i Vincenzo Albanese, der har taget et gigantisk skridt efter Giroen. Han har været her, der og alle vegne, og senest var han tæt på at gøre det færdigt med et sent angreb på 1. etape på Sicilien. I en stor spurt vil han formentlig være overmatchet af de bedste, men skulle det lykkes ham at køre med på bakkerne, hvilket bestemt ikke synes umuligt, vil han formentlig være hurtigste mand, hvis han spurter, som han gjorde i Burgos. Holdet har også klatrestærke Luca Wackermann, der viste storform i Toscana, men som siden har været svingende. Han var i gamle dage hurtig, men den hurtighed synes han at have mistet, og derfor er han en usandsynlig vinder.

Trek kommer med Matteo Moschetti, der stille og roligt kommer tilbage på sporet. Han kørte nogle fine spurter på Sicilien, hvor han dog led under manglende støtte. Desværre har han også et relativt spurtsvagt hold her, og selvom hans fart rækker langt, er det svært at se ham vinde mod stærkere tog. Niklas Eg og Antonio Nibali klatrede godt på Sicilien, men de har ikke det rette punch til at være med, hvis en lille gruppe kører væk.

Bora kommer med Matthew Walls, der i Norge viste, at han utvivlsomt har en chance for at vinde en spurt i dette felt. Desværre har han siden virket uhyre formsvag og haft meget svært ved at gennemføre sine løb, og derfor skal han nok bruge et let løb for at være i spil. I det tilfælde vil han også lide under, at hans tog er ganske svagt. Bora har også formstærke Giovanni Aleotti, der kan være blandt de bedste på bakkerne, men selvom han er hurtig, kan han få svært ved at gøre det færdig. Ide Schelling viste i Emilia endelig stigende form, men jeg vil stadig tro, at han mangler for meget til at være med i det hårde løb, hvor han ellers burde kunne gøre det færdigt.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Total står ikke helt ringe med Niccolo Bonifazio. Den lille italiener har haft et skidt år, men han har kørt et par fremragende spurter i august og september, senest med en 5. plads i Koolskamp. Ender det i en store spurt, ligner han en kandidat, men det kræver, at han ikke har en af sine mange offdays. Total har dog også Pierre Latour, der i Luxembourg og Emilia har vist fornem form. Han kan meget vel være en af de bedste på de små bakker og bør være med i en mindre gruppe. Han er også ganske hurtig til sidst, men risikoen er, at formentlig vil være oppe mod hurtigere folk.

Androni kommer med Jhonatan Restrepo, der efter en svær tid endelig har fundet noget form. Faktisk var han slet og ret i storform på Sicilien, og derfor har han en ganske god chance for at køre med de bedste på bakkerne. Lykkes det, vil han bestemt ikke være uden chance i en spurt. Også i en større spurt kan han forsøge sig, men her vil der være hurtigere folk end ham. Til en større spurt har holdet også to mere klassiske sprintere i Samuele Zambelli og Leonardo Marchiori, der begge har kørt gode spurter på dette niveau i sidste uge, men de får trods alt svært ved at vinde, ligesom løbet meget vel kan blive for hårdt. Holdet har også en formstærk Luca Chirico, der måske kan være med på bakkerne, men næppe vinde.

Det hårde scenarium burde jo være godt for Alex Aranburu, der kan blande sig i, men næppe vil vinde en stor spurt. I en lille gruppe vil han dog have en god chance, men jeg frygter, at formen ikke rækker. Han var anonym ved VM, og efter podiepladsen i Memorial Marco Pantani sagde han, at han ikke følte sig på toppen. Han ligner en mand, der er træt, men hvis han er bedre end ventet, kan han godt vinde fra en lille gruppe. Astana har også Alexey Lutsenko og Samuele Battistella, der alle har en chance for at køre med på bakkerne. Særligt gælder det for Lutsenko, hvis form efter en løbsfattig periode er et helt åbent spørgsmål, men selvom han er hurtig, skal det flaske sig, hvis han skal gøre det færdigt. Også Battistella vil kunne spurte i en lille gruppe, men selvom han gjorde det pænt i de seneste italienske løb, virker han ikke så flyvende som i august.

Bardiani kommer med Filippo Fiorelli. Normalt er han en hurtig herre, der kan komme langt på bakkerne, men med den form, han har vist for nylig, må hans opgave være at overleve til en spurt. Han kørte nogle ganske fine spurter på Sicilien, særligt med den 2. plads, der blev ham frataget. Alligevel frygter jeg, at han atter vil komme til kort i en spurt med de rigtige sprintere. Bardiani har også Enrico Battaglin, der ligeledes er en holdbar afslutter, men han synes ikke at have formen til at angribe på bakkerne, og i en stor spurt vil han hjælpe Fiorelli. Holdets formstærke klatretype er Davide Gabburo, men selvom han er ganske hurtig, får han svært ved at gøre det færdigt. Holdet har også de unge sprintere Luca Colnaghi og Enrico Zanoncello, men de kørte spurter for Fiorelli i sidste uge.

Til den store spurt kan man heller ikke afvise Jakub Mareczko . Det er sandsynligt, at han sættes af på bakkerne, men lykkes det ikke Deceuninck at gøre det hårdt nok, plejer tungere folk som Mareczko at være med. Vi så på Sicilien, at han stadig har en fart, der kan måle sig med de bedstes, men vi så også, at hans positionering stadig er en katastrofe. Den vil formentlig koste for dyrt igen, men skulle han sidde rigtigt i en finale, der er ukompliceret, synes han at have farten til at vinde, hvis ikke det har været for hårdt undervejs.

En joker er naturligvis U23-verdensmesteren Filippo Baroncini. Er han virkelig god nok til at køre med de bedste på bakkerne? Det bliver en svær opgave, men med det høje niveau, han viste i Belgien, kan det bestemt ikke udelukkes. Terrænet passer, og han er lynhurtig, selvom han nok alligevel vil være oppe mod hurtigere folk.

FDJ er et af de sprinterløse hold, men de har til gengæld to af de bedste klatrere i David Gaudu og Thibaut Pinot . Særligt Gaudu var frem til sin punktering stærk i Emilia, mens Pinot i Luxembourg viste, at han også bør kunne være med. Selvom Pinot kan spurte, er der hurtigere folk end ham, men i en lille gruppe kan de angribe på skift.

Det samme kan siges om EF. Holdet er uden sprinter, men den uhyre formstærke Neilson Powless vil være en af de bedste på bakkerne. Det samme kan Ruben Guerriero, der virker ganske velkørende, være, og ender de sammen i en gruppe kan de spille det taktiske spil. Powless skal alene hjem, mens Guerreiro har en hæderlig spurt, selvom han næppe slår folk som Hayter og Bagioli.

Movistar kommer også med et hold uden sprintere, og derfor er det svært at se dem vinde. Jose Joaquin Rojas vil måske forsøge sig i en spurt, men her vil han ikke vinde. Holdets store chance er, at Deceuninck får skabt et sandt blodbad, og at de får den uhyre formstærke Davide Villella med i en lille gruppe. Selvom han ikke er langsom, vinder han ikke en spurt, men i en lille gruppe kan det altid lade sig gøre at køre væk, hvis der er manglende kontrol. Formen rækker i hvert fald til at være blandt de bedste. Holdets mange øvrige klatrere synes til gengæld for formsvage.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Også Israel SUN befinder sig i denne kategori. Ganske vist har de Daryl Impey til en spurt, men han kører sit første løb siden styrtet i maj og kan umuligt være flyvende. Til gengæld viste Dan Martin i lørdags, at han kan være med på bakkerne, og ender han i en lille gruppe, skal han spille spillet. Han er hurtig, men vil formentlig være oppe mod hurtigere folk, hvorfor han skal afsted sammen med et par mand, han kan slå på stregen. Er Impey ikke klar, vil de spurte med Omer Goldstein , men han kan ikke vinde.

På samme måde er det med Arkea. Holdet har Nairo Quintana , der i Emilia igen viste, at han formentlig vil være blandt de allerbedste på bakkerne, men kan Quintana vinde et løb med så flad en finale? Næppe, men som vi har set i Vueltaen, kan han godt snige sig væk fra en lille gruppe, men det kræver, at Deceuninck skaber et blodbad, der er usandsynligt. Til en spurt har Arkea enten Romain Hardy eller Kevin Ledanois, men den vinder de ikke.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Caja Rurals ryttere er i vidt omfang formsvage, og deres mål må være en spurt med David Gonzalez, der ikke kan vinde, idet en ellers formstærk Sergio Martin få svært ved at gøre det færdigt, selv hvis han klarer bakkerne. BikeExchange har en hurtig klatrer i Nick Schultz, men han synes ikke at have formen til at gå med de bedste på bakkerne. Euskaltel er helt uden sprinter eller rytter, der kan køre med på bakkerne. Amore e Vita kan håbe at spurte med Davide Appollonio eller Paolo Toto, men de vil være uden chance for at vinde, mens Beltrami og Work Service er helt uden chance.

***** Andrea Bagioli

**** Ethan Hayter, Elia Viviani

*** Giacomo Nizzolo, Sebastian Molano, Alessandro Covi, Remco Evenepoel, Vincenzo Albanese

** Matteo Moschetti, Matthew Walls, Niccolo Bonifazio, Jhonatan Restrepo, Alex Aranburu, Pierre Latour, Filippo Fiorelli, Jakub Mareczko, Fillippo Baroncini, David Gaudu, Thibaut Pinot, Neilson Powless, Ruben Guerreiro, Alexey Lutsenko

* Dan Martin, Davide Villella, Giovanni Aleotti, Ide Schelling, Samuel Battistella, Fausto Masnada, Ben Swift, Luca Wackermann, Luca Chirico, Leonardo Marchiori, Enrico Battaglin, Davide Gabburo, Jose Joaquin Rojas, Daryl Impey, Kevin Ledanois, Romain Hardy, Nairo Quintana, David Gonzalez, Nick Schultz, Paolo Toto

Danskerne

Frederik Wandahl skal på Bora støtte Matthew Walls, Giovanni Aleotti og Ide Schelling, mens Andreas Stokbro og Emil Vinjebo på Qhubeka skal støtte Giacomo Nizzolo. Endelig skal Niklas Eg og Mattias Skjelmose på Trek støtte Matteo Moschetti.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Phil Bauhaus’ sejr fra 2019 via linket og i videoen til højre samt Sonny Colbrellis sejre fra 2018 og 2017.

SE COPPA BERNOCCHI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-