Optakt: Coppa Sabatini

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er GP Costa degli Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Trofeo Matteotti afvikles som et af de få løb under Touren i juli, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 9 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og Worldour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt er det sidste løb i series. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket kløbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. Sidste år blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model fastholdes i år, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 7. oktober. Dermed afvikles der hele 9 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 13. september og den 7. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i en travl uge med meget kuperede løb, hvor Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte - hvoraf Gran Piemonte i år kørtes som italiensk mesterskab i juni og derfor ikke afvikles i år - er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end series øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

For to uger siden blev serien indledt med Coppa Agostoni, Coppa Bernocchi og Mermorial Marco Pantani, og efter en VM-pause intensiveres det hele i denne uge, hvor der køres løb tirsdag, onsdag, torsdag, lørdag og søndag. Efter det to dage lange Giro della Toscana er det nu blevet tid til tre berømte og klassiske endagsløb. I de seneste år har Coppa Sabatini, Giro dell’Emilia og GP Beghelli været afviklet over fire dage helt til slut på sæsonen i ugen efter Il Lombardia, men fra og med sidste år er man blevet rykket frem til ugen inden det italienske monument.

Den ændring har haft en fantastisk effekt på løbene. Den forrige kalenderændring var en mindre katastrofe for de tre klassikere, der udviklede sig til nærmest rent italienske anliggender med meget lidt internationalt touch Sidste år viste langt flere store hold interesse i de tre begivenheder, der nu igen kan spille rollen som den ideelle forberedelse til Il Lombardia. Felterne blev langt stærkere, og løbene fik igen den prestige, de reelt fortjener og altid har haft. Trenden går igen i år, hvor startlisterne specielt i Emilia blot er blevet endnu stærkere.

Det første løb i rækken er Coppa Sabatini, der nu holdes i forlængelse af Giro della Toscana, som ikke længere er et endagsløb. I stedet blev det afviklet over to dage tirsdag og onsdag og afvikles af samme arrangører, der har samlet de to løb under titlen Memorial Alfredo Martini. Derfor er der også et stort overlap mellem de to felter, der benytter lejligheden til at få tre løbsdage inden Il Lombardia.

Coppa Sabatini blev første gang afviklet i 1952, da byen Peccioli ville arrangere et løb for at mindes Giuseppe Sabatini, der havde haft en smuk karriere mellem 1933 og 1947, men som døde alt for tidligt, bare 36 år gammel. Siden da er det kun blevet aflyst én gang, i 1977, og det har solidt etableret sig som en af de smukkeste og mest prestigiøse italienske efterårsklassikere. I de tidligere år havde det ikke samme tiltrækningskraft på stjernerne, men i 60erne og 70erne begyndte de store navne at få øjnene op for løbet. Ryttere som Franco Birossi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Moreno Argentin, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Claudio Chiapucci, Bjarne Riis, Andrea Tafi, Andrei Tchmil, Paolo Bettini, Jan Ullrich, Giovanni Visconti, Philippe Gilbert, Diego Ulissi og Sonny Colbrelli har alle sejret i Peccioli, og efter et par år med mindre opmærksomhed har det siden sidste år nu altså igen for alvor været tilbage i rampelyset.

Det smukke ved Coppa Sabatini er den ikoniske spurt op ad bakke. Det har gjort det til et løb for puncheurs, og det afspejles til fulde på listen over nylige vindere. Visconti, Gilbert, Enrico Battaglin, Fabio Duarte, Ulissi og Colbrelli har netop specialiseret sig i at spurte op ad bakke, og de har gjort brug af deres eksplosivitet til at føje klassikeren til deres flotte generalieblad.

Også sidste år sluttede det i den klassiske spurt, og her sikrede en formstærk Sonny Colbrelli sig sin anden sejr i løbet foran Andrea Pasqualon og Carlos Barbero. Colbrelli vender i år tilbage for at forsvare titlen som kaptajn for et meget stærkt Bahrain-Merida-hold, og han skal igen slås mod Pasqualon, der nu stiller til start for Wanty. Til gengæld slipper han for at bekymre sig om Barbero, hvis Movistar-hold er fraværende.

Ruten

Den 65. udgave af Coppa Sabatini vil blive afviklet på den klassiske 195,9 km lange rute, der er blevet benyttet i de senere år, og som slynger sig rundt i terrænet omkring start- og målbyen Peccioli. Det er et rundstrækningsløb, der udgøres af tre forskellige rundstrækninger. Først skal rytterne køre én omgang på en stor 57,6 km lang sløjfe, der inkluderer stigningerne Terriciola (3,9 km, 2,8%) og Chianni (6 km, 4%)tidligt og Lajatico-stigningen (5 km, 2,5%) bare 10 km fra slutningen. Rundstrækningen slutter med den lille bakke op til mål, der skal forceres adskillige gange.

Efter første passage af målstregen skal rytterne køre tre omgange på en kortere 21,7 km lange rundstrækning, der inkluderer store dele af den store omgang. Første halvdel er flad, hvorefter rytterne igen skal op over Terriciola fem kilometer fra stregen, inden de igen forcerer målbakken.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den sidste del af løbet udgøres af seks omgange på den 12,2 km lange afsluttende rundstrækning. Det er den fladeste af de tre, idet en tidlig nedkørsel fører frem til helt flade veje. Den eneste udfordring er den sidste 1 km lange målbakke, der stiger med 7% i snit. Det er en ganske tricky opkørsel, der inkluderer intet mindre end fire hårnålesving på den nedre del, og derefter er der yderligere to sving at håndtere, inden rytterne rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning.

Ruten er som sagt helt den samme som sidste år.

Vejret

Det gode vejr, der prægede Giro della Toscana, bliver kun bedre til torsdagens semiklassiker. Der bliver nærmest tale om en sommerdag med kun enkelte skyer og en temperatur på 26 grader. Der vil bare være en let vind fra nordøst, og vinden kommer naturligt nok fra alle tænkelige retninger på de tre rundstrækninger. På den afsluttende runde vil der primært være sidemodvind og modvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel. På målbakken vil der for hovedsageligt være modvind.

Favoritterne

Coppa Sabatini er et løb for rigtige specialister. Den ikoniske finale i Peccioli gør det til en lækkerbisken for puncheurs, og det betyder, at løbet altid tiltrækker flere af de virkelige eksperter i netop denne type afslutninger. Alle stiller de til start med målet om, at det hele skal afgøres i en spurt på bakken i den toscanske by, og det betyder, at løbet ofte er meget kontrolleret. De seneste udgaver viser klart, at det er næsten umuligt at forhindre en samlet afslutning for eksperterne i at spurte op ad en bakke som denne, også selvom man altid ser mange forsøg i finalen. Stigningen skal som bekendt passeres flere gange og er egentlig en fin rampe til at iværksætte et angreb, men da resten af rundstrækningen favoriserer feltet, samles det altid til sidst - dog efter at der har været nogen udskilning undervejs.

Et lignende scenarium er meget tænkeligt i år. Bahrain-Merida møder op med et af løbets stærkeste hold, og de går 100% for at sikre sig en sejr med den forsvarende mester og dobbelte vinder Sonny Colbrelli. Sammen med UAE, der i Diego Ulissi, har en anden tidligere vinder af løbet, må man formode, at de vil kontrollere løbet stramt og sikre, at det hele skal afgøres i den klassiske spurt på bakken. Også Wanty med en meget formstærk Andrea Pasqualon, der er ivrig efter at forbedre sidste års andenplads, har helt sikkert ideer i dette løb, og dermed burde der være stor interesse i at sikre e samlet afslutning. Det gode vejr vil kun bidrage til at sikre et sådant scenarium.

Undervejs kan man dog forestille sig, at specielt UAE vil forsøge at gøre løbet lidt hårdere. Ulissi er som bekendt en mere holdbar rytter end Colbrelli og Pasqualon, og han har al mulig interesse i, at der er skabt så stor udskilning som muligt inden målbakken. Det gør det nærliggende at tro, at de vil lægge pres på feltet og sikre, at der har været nogen udskilning, inden spurten indledes.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Løbet er sluttet i en spurt hvert eneste år siden 2012, og dermed skal man blot kaste et blik på resultaterne fra de foregående udgaver for at få en ide om, hvem der har en chance i denne finale. Det fremgår tydeligt, at det er en blanding af stærke sprintere, der har stigende spurter som speciale - der skal dog være tale om de mest hårdføre af slagsen - samt puncheurs. Klatrere ender som regel også meget langt fremme, men de mangler det nødvendige punch til at slås med om sejren. I stedet er det umiddelbart de stærke sprintere, som favoriseres en anelse og generelt har de bedste resultater.

I vore øjne er der fire navne, der skiller sig ud som de oplagte favoritter: Sonny Colbrelli, Diego Ulissi, Andrea Pasqualon og Marco Canola. Ikke alene har de alle været i top 2 tidligere i dette løb og dermed vist, at de mestrer denne type finale, der har også alle klart vist, at de er tæt på topformen. Alle har de en reel chance for at vinde, men det er dog vanskeligt ikke at anse Sonny Colbrelli som den store favorit. Den forsvarende vinder har deltaget de seneste tre gange og allerede taget to sejre. Kun i 2015, hvor han aldrig helt fandt formen, måtte han nøjes med en sjetteplads. De gode resultater kan ikke undre, idet finalen er helt perfekt for den hurtige italiener. Stigningen er tilstrækkeligt stejl til, at de hurtigere folk er helt uden chance, men den er ikke for svær til, at en stor fyr som han kan gøre en forskel.

I år er han endda stærkere, end han har været tidligere. Finalen er ikke ulig den, man finder i Brabantse Pijl, hvor Colbrelli tog sin første store klassikersejr uden for Italien. Samtidig har han virkelig ramt topformen forud for VM, der var hans store mål. Han spurtbesejrede selveste Viviani i Coppa Bernocchi, han var hurtigste mand i feltet i det knaldhårde Memorial Marco Pantani, og efter et skuffende VM, hvor han ikke ramte dagen, var han igen hurtigste mand i feltet på den overraskende hårde 1. etape af Giro della Toscana. I det hele taget synes han måske at være hurtigere end nogensinde, og løbet i Pantani viser, at også klatreformen er god. Han har endda Enrico Gasparotto og Giovanni Visconti, to andre specialister i denne type finaler, til at forberede spurten og forhindre sene angreb. Alt peger derfor på, at Colbrelli kan forsvare titlen.

Manden med de bedste muligheder for at spolere Bahrain-festen er Diego Ulissi. Som Colbrelli har han gjort det til en vane at være i storform i de italienske efterårsklassikere, og noget tyder på, at han igen har timet formen fint. For bare et par uger siden tog han karrierens største endagssejr i GP Montreal, der er hårdere, men har en afslutning, der minder om denne. I Memorial Marco Pantani blev han nummer 2, men var sammen med supertalentet Egan Bernal stærkeste mand. Kun VM var en anelse skuffende, men her var ruten heller ikke skabt til Ulissis puncheuregenskaber. Denne finale er til gengæld god for ham, og faktisk er Ulissi ubesejret i Peccioli, da han sejrede ved sin hidtil eneste deltagelse i 2013. Det gør ham farlig, også selvom Colbrelli har en højere topfart.

Det har ikke været den bedste sæson for Andrea Pasqualon, men efter Touren er han virkelig kommet i gang. I Tour of Britain var han i top 10 på stort set hver eneste etape til trods for, at han var oppe mod et klassefelt af sprintere og ikke havde meget lead-out i de tekniske finaler. I Giro della Toscana viste han, at formen stadig er god, idet han på den hårde 1. etape kun blev slået af Colbrelli i feltets spurt om femtepladsen. Med to andenpladser tidligere i den toscanske klassiker har han allerede vist, at han mestrer finalen i Peccioli, og da det næppe er en overdrivelse at sige, at han lige nu er bedre end nogensinde tidligere, står han med sine hidtil bedste kort på hånden forud for det løb, der måske passer ham allerbedst. Ligeledes formstærke Guillaume Martin bliver også interessant at følge i en afslutning, der ikke er dum for ham, men den er formentlig for let til, at han kan være med i kampen om sejren. Bedre er det for holdkammeraten Xandro Meurisse, men han har været ramt af helbredsproblemer og vil formentlig skulle arbejde for Pasqualon.

En anden meget formstærk specialist i at spurte op ad bakke er Marco Canola, der i år har haft sin hidtil bedste sæson og sikret sig en position som ubestridt leder af Nippo-mandskabet i de kommende to år. Dette er formentlig det italienske endagsløb, der passer ham allerbedst, og efter den fornemme sejr i en lignende afslutning på sidste etape af Tour of Utah, må han have udset sig løbet som et stort mål. Formen har været godt på det seneste, hvor han har været med fremme i alle de hårde italienske løb, men han har manglet den sidste hurtighed i de flade spurter. Denne finaler imidlertid lige ham, og det vil bestemt ikke være overraskende, hvis han torsdag tager sin første store endagssejr på hjemmebane.

Francesco Gavazzi har ry for at være en af Italiens allerstørste specialister i denne type afslutninger, og det er da også sandt, at han altid er med helt fremme i finaler som disse. Desværre bliver det alt for sjældent til sejre, og heller ikke i Coppa Sabatini har han endnu vundet. Det ændrer dog ikke på, at han er en af de ryttere, der har de egenskaber, der skal til, også selvom han havde foretrukket en lidt vanskeligere målbakke. Formen har været god i de italienske efterårsklassikere, og han er helt sikkert klar til at udfordre de bedste. Androni har også ekstremt formstærke Egan Bernal og mere sekundært ligeledes formstærke Mattia Cattaneo, men de mangler formentlig den sidste hurtighed til at udfordre de bedste. I virkeligheden har Andrea Vendrame, der er et stort talent i denne type finaler, måske bedre muligheder, men hans form er usikker, og det er ikke sikkert, at han kan tage sin egen chance.

En anden tidligere vinder er Eduard Prades, der vel tog karrierens største sejr i netop dette løb for to år siden. Han har tradition for at ramme topformen på denne tid af året, men desværre er ikke meget gået efter planen i 2017, der har været et skidt år for spanieren. Der har været langt mellem snapsene, men siden Vuelta Burgos først i august har der været bedring at spore. Han har kørt fint i de seneste italienske løb og imponerede specielt i den meget tilsvarende finale på kongeetapen i Tour du Limousin. Formentlig mangler han den sidste hurtighed til at vinde, men en podieplads er helt sikkert realistisk.

En formstærk rytter, der måske kan overraske, er Guillaume Boivin. Canadieren har aldrig rigtig kunnet leve op til de høje forventninger, der blev skabt tidligt i hans karriere, men lige nu synes han at have ramt sin bedste form hidtil. Han blev nr. 2 bag Colbrelli i Bernocchi, men mere imponerende var den holdbarhed han vist i det langt sværere Memorial Marco Pantani. Senest manglede han kun det allersidste i at kunne spurte med om sejren ved VM, og det vidner om form. Der er en risiko for, at afslutningen er for svær, men en yderst velkørende Boivin har helt sikkert muligheder.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Dimension Data møder op med Kristian Sbaragli, der i teorien har kvaliteterne til at vise sig i et løb som dette. Han har imidlertid haft en lidt blandet efterårssæsonen og har ikke kørt længe. Hans form er derfor temmelig usikker, men har han de ben, han havde i Plouay, burde han i hvert fald være at finde i top 10.

Enrico Barbin har i tidligere år skullet arbejde for Colbrelli i dette løb, men denne gang burde han kunne tage sin egen chance. Efter at være forsvundet lidt fra radaren i en periode har han endelig i de seneste løb grebet den mulighed, der er opstået på det profilløse Bardiani-mandskab. I teorien burde finalen passe ham, selvom farten næppe rækker til sejr. En anden kandidat for holdet er Simon Andreetta eller måske Vincenzo Albanese, men finalen er formentlig for hård for sidstnævnte og formen ikke god nok for førstnævnte.

Fortuneo har et spændende mandskab med specielt Maxime Bouet, der i teorien burde kunne gøre det godt og endelig ser ud til efter en svær periode at have fundet lidt form. Armindo Fonseca er specialist i at spurte på en bakke, men næppe hurtig nok til at vinde. Også den meget formstærke Anthony Delaplace samt Florian Vachon bør kunne slutte langt fremme, selvom de ikke vinder.

Endelig er det værd at fremhæve Diego Rosa, der formentlig er Skys bedste kort, men ikke har farten til at blande sig og derfor formentlig vil forsøge længere udefra, samt Tao Geoghegan Hart . Også Wiliers Matteo Busato burde kunne gøre det godt, selvom også han mangler den sidste hurtighed. Fra kontinentalholdene er det værd at fremhæve Niccola Gaffurini.

***** Sonny Colbrelli

**** Diego Ulissi, Andrea Pasqualon

*** Marco Canola, Francesco Gavazzi, Eduard Prades, Guillaime Boivin

** Andrea Vendrame, Kristian Sbaragli, Egan Bernal, Enrico Barbin, Matteo Busato, Xandro Meurisse, Giovanni Visconti, Diego Rosa, Armindo Fonseca, Maxime Bouet

* Guilllaume Martin, Anthony Delaplace, Tao Geoghegan Hart, Nicola Gaffurini, Jonathan Lastra, Iuri Filosi, Vincenzo Albanese, Mattia Cattaneo, Florian Vachon, Enrico Gasparotto, Simone Andreetta

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.