Optakt: Criterium du Dauphiné

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINÉ

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i løb som Tour of California, Tour of Norway, Belgium Tour, Tour des Fjords, Hammer Series og Tour de Luxembourg, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route du Sud i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb er én dag længere en dets franske modstykke og finder sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen. Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touen i et forsøg på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. Sidste år var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape. I år er det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der er den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der venter en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour. Tillige skal man på 6. etape køre det, der næsten er en tro kopi af 11. etape i årets Tour.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4). Faktisk er den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

I år bliver tendensen imidlertid brudt. Hovedforklaringen på Dauphinés succes har formentlig været behovet for mere hvile i moderne cykelsport, hvor Tour de Suisse af de fleste er blevet vurderet som liggende for tæt på Tour-starten. I år betyder den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold, at den balance er rykket. Nu synes de fleste tilsyneladende at være af den opfattelse, at Dauphiné med en afslutning næsten en måned inden Tour-starten kommer en anelse for tidligt, og derfor har de store Tour-favoritter stort set alle foretrukket det schweiziske etapeløb, der i 2018 har udsigt til lidt af renæssance. Taberen er Dauphiné, der står tilbage med det klart svageste felt i mange år. Blandt Tour-kaptajnerne er det således kun Romain Bardet, Daniel Martin, Vincenzo Nibali, Warren Barguil, Bob Jungels, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Guillaume Martin og Geraint Thomas (der måske ender som Skys kaptajn til juli), der vil være at finde i feltet i Frankrig. I stedet er det de unge løver som Marc Soler, Emanuel Buchmann, David Gaudu, Jaime Roson og måske Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot der vil benytte det lidt svagere felt til måske at køre med helt i top i sportens måske mest prestigiøse ugelange etapeløb.

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins og Froome, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015 og 2016, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi endda set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste to år er tendensen blevet brudt. Heller ikke i år er der mange, der kommer direkte fra Giroen, og det er således primært mere perifære ryttere som Gianluca Brambilla, Victor Campenaerts, Davide Villella, Vaerlio Conti og Jos Van Emden. Undtagelsen er Pello Bilbao, der efter sin overraskende 6. plads i Giroen vil forsøge at presse et sidste resultat ud af den gode form.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade Ster ZLM Toer, der dog i år er aflyst. I Dauphiné sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, men i de seneste tre år har man haft større appel. Også for sprinterne gælder dog, at den ændrede kalender har fået dem til at valfarte til Schweiz i stedet, og derfor er det te ret tyndt sprinterfelt domineret af unge ryttere, der vil gå efter de to fladere etaper. Udover det franske topnavn Bryan Coquard (lidt overraskende skipper båder Nacer Bouhanni og Arnaud Demare løbet) tæller feltet folk som Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Fabio Jakobsen og Edvald Boasson Hagen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Sidste år tog Jakob Fuglsang karrierens største sejr efter en snedig og flot manøvre på løbets sidste etape. Efter på 5. etape allerede at have taget en overraskende etapesejr udnyttede danskeren den interne kamp mellem den indtil da suveræne Richie Porte, der tidligt blev isoleret, og vennen Chris Froome, der angreb sin tidligere holdkammerat i et væk allerede fra starten på sidste etape, til at køre væk på den sidste stigning. Ikke alene tog han herved sin anden etapesejr, han fravristede efter en nervepirrende finale også Porte sejren med 10 sekunder. Froome betalte prisen for sin offensiv og faldt helt ned som nr. 4 bag Dan Martin, der for andet år i træk sluttede på podiet. I år er Fuglsang og Porte blandt de Tour-kaptajner, der foretrækker Tour de Suisse, og de vender derfor ikke tilbage, men det gør Martin, der håber at bruge løbet til at genfinde sit momentum efter en mildt sagt uheldig start på tiden hos UAE.

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015 og 2017 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kunnet været på programmet i 2013 og 2017. I 2015 var der pludselig et holdløb på programmet, og nu om dage er bjergetaperne spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

Sidste år vendte ASO i store træk tilbage til det gamle format, og det gør i en vis forstand også i år. Sidste år var den eneste væsentlige forskel fra tidligere, at prologen var udeladt, mens det i år er fraværet af en lang enkeltstart, der skiller sig ud. Som sagt har arrangørerne i de senere år gjort meget ud af at bruge Dauphiné som en slags generalprøve forud for specifikke Tour-etaper, og det gør man igen denne gang. Sidst der var et holdløb på programmet i Touren var i 2015, og dengang indlagde man som følge heraf også et holdløb i Dauphiné. I år er den kollektive disciplin så tilbage i La Grande Boucle efter to års fravær, og den mulighed var ASO ikke bange for at gribe, således at man også denne gang har erstattet onsdagens lange enkeltstart med et holdløb, der hvad rute og distance angår er stort set identiske med det, der venter på 3. etape til juli. Dermed er der lagt op til, at det første store klassementsslag skal ske på en 35 km lang pandekageflad tonserrute, hvor de store specialister kan hjælpe deres klassementsryttere med at vinde tid inden bjergene.

Den øvrige del af løbet følger det helt klassiske format. Prologen er tilbage efter et års fravær, og modsat den seneste i 2016, der var en regulær bjergprolog, er der denne gang tale om en helt klassisk rute for ægte prologspecialister. Derefter følger to dage for sprinterne, og som ”i gamle dage” er den ene af de to etaper ganske kuperet og måske for svær for flere af de hurtige folk, idet der på mandagens 1. etape venter en lille bakke i finalen og adskillige stigninger i løbets indledende fase. Tirsdagens etape er betydeligt lettere og bør ende i en massespurt, mens mange af rytterne sparer kræfter til onsdagens holdløb.

Løbets anden halvdel er som altid dedikeret til bjergene, og der venter derfor fire store etaper i Alperne som afrunding på løbet. Som noget helt nyt er der endda mål på toppen af en stigning hver eneste dag. Der lægges relativt blødt ud torsdag, hvor der sluttes på en blot 4 km lange puncheurstigning, inden man fredag efter en relativt let dag i hovedsageligt fladt terræn slutter med den lange klatretur op til skisportsstedet Valmorel, en rigtig alpestigning, der er lang og regulær, men ikke specielt stejl. Det hele afsluttes med en yderst eksplosiv weekend, hvor man har designet to meget korte og intense bjergetaper på hhv. 110 og 136 km, og hvor der er store bjerge på programmet fra start til mål. Selvom man denne gang undgår Alpernes sværeste bjerge, er der dermed lagt op til et brag af en finale, hvor det vil være muligt at gå i offensiven fra start. Alt kan dermed vendes op og ned helt frem til afslutningen, som vi så det på en lignende kort, intens etape sidste år, hvor Jakob Fuglsang som bekendt udnyttede duellen mellem Richie Porte og Chris Froome til at tage karrierens største sejr.

Prolog

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud. I år er den lange enkeltstart imidlertid taget af programmet til fordel for et holdløb, der skal tjene som forbetedelse til Touren, og for ikke helt at tage enkeltstartsdisciplinen helt ud af ligningen vender prologen derfor tilbage. Modsat i 2016, hvor man lagde ud med en meget usædvanlig og spektakulær bjergprolog, der blev vundet af Alberto Contador foran Chris Froome, er man denne gang tilbage i et mere klassisk format, når der venter en helt klassisk, flad rute i Valence, hvor de ægte prologspecialister ventes at skulle slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 6,6 km i centrum af Valence, der ligger i den flade region umiddelbart vest for Alperne. Fra start bevæger man mod sydøst ned forbi mål, inden man kører mod vest for efter endnu et sving at følge en lang, lige og flad vej mod sydvest ned mod etapens sydligste punkt. Her venter fire skarpe sving, inden man atter sætter kurs mod nordøst ved at følge en flad, let bugtende vej, der løber langs Rhone-floden. Mellemtiden tages efter 3,5 km lige efter vendepunktet, og derefter fortsætter man op mod målområdet, hvor man drejer mod øst. Her venter tre skarpe sving lige efter den røde flamme, inden et sidste sving leder ind på den 6 m brede, 100 m lange opløbsstrækning, der er ganske let stigende.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Etapen byder på i alt 30 højdemeter

De klassiske prologer i tiden før ASOs magtovertagelse var ofte ganske kuperede, og det samme var tilfældet i 2014 og særligt ved den spektakulære bjergprolog i 2016. Denne rute er imidlertid ganske enkel med kun få sving og næsten helt fladt terræn, hvormed det er en etape for sande specialister. Ofte er sprintere gode på prologer, men denne er nok ikke helt teknisk og kort nok til, at de kan være med fremme, og det ventes derfor, at det vil være de specialister, der specialiserer sig i korte enkeltstarter, som vil skulle slås om den første førertrøje i løbet.

Valence blev senest besøgt i 2009, hvor Bert Grabsch akkurat slog Cadel Evans på løbets 42,4 km lange flade enkeltstart, der sendte australieren i førertrøjen. Byen blev også besøgt af Touren i 2015, hvor André Greipel besejrede John Degenkolb og Alexaner Kristof i en massespurt.

1. etape

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i løbets anden halvdel. Det vil også være tilfældet i år, men den første linjeløbsetape er alt andet end flad og byder i år på ganske kuperet terræn. En afsluttende rundstrækning med en lille bakke bare 4 km fra mål vil være det perfekte afsæt for angreb, og dermed skal de hurtige folk grave dybt, hvis de vil have chancen for at spurte om sejren på 1. etape af årets Criterium du Dauphiné.

I alt skal der tilbagelægges 179 km mellem Valence og Saint-Just-Saint-Rambert. Startbyen ligger i flade terræn omkring Rhone-floden, men lige på grænsen til det kuperede Massif Central, hvor målbyen er placeret. Fra start begiver man sig direkte ind i det bakkede terræn, idet man kører mod vest op ad kategori 2-stigningen Col de Leyrisse (8,5 km, 4,5%), der har top allerede efter 9 km. Efter en lille nedkørsel går det videre mod øst over en ikke-kategoriseret stigningen, inden en nedkørsel og et kort fladt stykke fører mod nordøst frem til vunden af kategori 4-stigningen Col de Desaignes (5 km, 4,5%), hvis top rundes efter 46 km. Derefter er det direkte ind på kategori 3-stigningen Cote de Saint-Agrève (6 km, 5%), inden man efter 54 hårde kilometer når toppen i mere end 1000 m højde.

Efter den hårde indledning venter en lettere fase, mens man fortsætter gennem let faldende terræn mod nordvest og nord frem til den lille kategori 4-stigning Cot de Terrière (1,6 km, 6,3%), der har top efter 89,5 km. Herfra fortsætter man gennem faldende og fladt terræn mod vest, nordvest og til slut nordøst frem mod målbyen. Her bliver terrænet atter mere kuperet, når man rammer kategori 4-stigningen Cotde de la Croix de Marlet (2,2 km, 4,7%), der har top efter 139 km, inden man efter et par mindre bakker ved 150,5 km-mærket rammer den afsluttende rundstrækning. 4 km senere krydses målstregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 12 km lange rundstrækning i det kuperede område sydvest for målbyen. Fra start kører man mod sydvest og syd gennem relativt fladt terræn, indtil man i det sydligste punkt drejer mod vest for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote du Barrage de Grangent (1,3 km, 4,5%), der har top med bare 4 km igen. Herefter går det nedad mod nord ad en lang, lige vej, inden det falder ud på de sidste 2 km, hvor der blot er et blødt sving med 1700 m igen. Herefter buer vejen let ind på den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger ganske let.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Etapen byder på i alt 2836 højdemeter.

Etapen kan på papiret se let ud, men skal bestemt ikke undervurderes. De første 50 km er knaldhårde og er perfekte til at skabe et ganske stærkt udbrud. Den midterste del er dog ganske let, og da klassementet er tæt, vil det hele formentlig kunne holdes nogenlunde under kontrol frem til rundstrækningen. Her vil der utvivlsomt komme angreb, og det kan ikke udelukkes, at det vil lykkes for en puncheur at snige sig væk til slut. Mest sandsynligt er det dog, at det ender i en reduceret massespurt, men man skal formentlig være en ganske hårdfør type for at have en chance for at spurte efter en hård dag som denne.

Saint-Just-Saint-Rambert har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Der er en vis sandsynlighed for, at nogle af sprinterne fandt 1. etape for hård, og derfor kan de med glæde se frem til, at der tirsdag venter løbets på papiret letteste etape. Ganske vist er terrænet i Dauphiné som bekendt aldrig helt fladt, men det bliver ikke meget lettere, end det er på årets anden etape. Til gengæld er det også nu, man som hurtig mand skal slå til, for herefter venter kun holdløb og høje bjerge, hvprfor sprinterne vil være ekstra motiverede for at gribe denne sjældne chance.

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Montbrison og Belleville. Starten går på det flade Loire-delta vest for storbyen Lyon, og den indledende del er derfor ganske let, når man kører gennem fladt terræn mod nord langs floden. Langsomt drejer man dog mod nordøst for at skære ind gennem det kuperede område nordvest for Lyon, og det betyder, at det langsomt bliver mere kuperet. Først gælder det kategori 3-stigningen Col de Cambruse (5 km, 4,6%), der har top efter 87,5 km, inden det efter en nedkørsel stort set med det samme er tid til kategori 3-stigningen Col de la Corix de Marchampt (4,9 km, 5,2%), hvis top rundes efter 108 km.

Der følger nu en lidt lettere fase med kun den lille kategori 4-stigningen Cote de Regnie-Durette (1,4 km, 5,4%) med top efter 121,5 km, inden man kører mod nordvest for at slå en lille sløjfe i det kuperede område nordvest for Belleville. Her skal man op over kategori 3-stigningen Col de Crie (4,9 km, 4,3%), der har top med 44,5 km igen, inden man efter en nedkørsel kører mod sydøst op over kategori 3-stigningen Col du Fut d’Avenas (3,8 km, 6%), hvis top rundes med 30 km igen. Det er imidlertid dagens sidste udfordring, idet det herefter falder let, mens man kører mos nordøst, syd og til slut sydøst ned mod målbyen i det flade Rhone-delta. Til slut flader det ud, og de sidste 5 km er næsten helt flade. Her skal man lige igennem tre rundkørsler, inden man ved den røde flamme drejer til højre i to rundkørsler lige efter hinanden, inden man rammer den 700 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 1,5% i gennemsnit.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Etapen byder på i alt 2336 højdemeter.

Dette er sprinternes bedste og sidste chance, og derfor må man formode, at de vil lægge løbet i et jerngreb. Den lette start skulle gøre det muligt at sende et lille udbrud afsted, og selvom finalen er kuperet, vil angsten for det kommende holdløb formentlig lægge en dæmper på aggressionen. Derfor burde de fleste af sprinterne kunne komme med hjem og kæmpe om sejren i den flade finale, hvor det for de hurtige folk handler om at gribe den sidste mulighed i løbet.

Belleville har hyppigt været besøgt af Paris-Nice, senest i 2014, hvor Tom-Jelte Slagter slog Geraint Thomas i en duel på løbets kongeetape. I 2011 var Thomas Voeckler hurtigste mand i et udbrud på fire mand, mens Robbie McEwen slog Alessandro Petacchi i en massespurt i 2002. I 200 var Fabio Baldato hurtigste mand i et stort udbrud på mere end 20 mand.

3. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været et ønske om at gøre løbet til den bedst mulige forberedelse til Touren. Derfor har man i de senere år haft flere etaper, der inkorporerede dele af Tour-ruten og derfor fungerede som en slags generalprøve, og i 2015, hvor der sidste var et holdløb på programmet i Touren, forsøgte man sig for første gang i umindelige tider også med et holdløb i Dauphiné. I år er den kollektive disciplin atter en del af La Grande Boucle til juli, og derfor gav det næsten sig selv, at man også i år ville erstatte den lange enkeltstart med en holdtidskørsel. Derfor er det holdene, der sammen skal udkæmpe årets første klassementsslag, når det onsdag går løs med den store generalprøve til 3. etape i årets Tour.

Med en distance på 35 km og en stort set flad rute er det tydeligt, at man har lagt sig meget tæt på af Tour-etapen, der med sine 35,5 km minder ufatteligt meget om denne etape. Der skal køres fra Pont-de-Vaux til Louhans Chateaurenaud, der ligger i en flad del af Frankrig i Saone-et-Loire området. Etapen kunne i virkeligheden ikke være meget enklere, idet man stort set hele vejen følger en flad, lige vej mod nordøst mellem de to byer. Der er kun ganske få sving undervejs, særligt i startbyen, og i forbindelse med de to mellemtider, der tages efter hhv. 14,0 og 24,5 km. Til slut venter en teknisk finale med et skarp sving lige inden den røde flamme, hvorefter der følger hele tre skarpe sving samt en rundkørsel på den sidste kilometer, inden man rammer den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 207 højdemeter.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Skulle de store specialisthold designe en holdløbsrute, ville de formentlig komme op med denne. Terrænet er fladt og vejene lige, og dermed er der virkelig plads til, at de store motorer kan få gang i de store gear. Dermed er der lagt op til en dyst mellem de virkelige specialisthold, hvor særligt Sky og BMC utvilsomt drømmer om en etapesejr. Samtidig kan der på så lang en rute skabes ganske store afstande, og når røgen har lagt sig efter 3. etape, vil der være mange klassementsryttere, der har tabt en del tid til Egan Bernal og Geraint Thomas, der har udsigt til at blive etapens helt store vindere i kampen om den samlede sejr.

Louhans Chateaurenaud har kun været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var prologen i 2013-udgaven af Tour de l’Avenir, hvor Alexis Gougeard besejrede Lasse Norman og Julian Alaphilippe.

4. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. I år vender man dog tilbage til traditionen, idet der fra torsdag til søndag skal klatres hver eneste dag, og som noget helt nyt er der endda tale om bjergafslutninger hver eneste dag på det, der er en usædvanligt bjergrig rute. Der lægges ud med den letteste finale af de fire, men alligevel vil vi torsdag få den første klare indikation af klatrehierarkiet i årets udgave af det franske løb.

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Chazey-sur-Ain og Lans-en-Vercors-stigningen. Startbyen ligger i Rhone-deltaet, og derfor er det en primært flad indledning, der fører feltet mod øst, sydøst, syd og sydvest frem til forplejningszonen, der kommer efter 89 km. Der er kun en længere, jævn stigning på programmet efter 50 km, men derudover byder første del ikke på terrænmæssige udfordringer. Det ændrer sig kun langsomt, når man fortsætter videre mod syd, idet man skal over den lille kategori 4-stigning Col de Toutes Aures (2,5 km, 5,1%), der har top efter 94,5 km. Derefter flder det let over de næste 30 km, mens man fortsætter mod syd ned til byen Saint-Pierre-de-Cherennes.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man drejer mod øst for at køre direkte ind i Alperne. Det sker via kategori HC-stigningen Col du Mont Noir (17,5 km, 6,9%), der er særligt svær mellem kilometer 3 og 10, hvor den konstant stiger med 8-9%, inden den flader ud på den sidste del. Toppen rundes, når der resterer 37,5 km, hvorefter en teknisk ikke alt for svær nedkørsel fører mod syd til byen Rencuel. Her venter en lille stejl bakke, inden let stigende terræn fører mod øst og nord frem til bunden af dagens sidste stigning. Lans-en-Vercors er i kategori 2 og stiger med 7,5% over 4,8 km og er stejlest i bunden, hvor de første to kilometer stiger med hhv. 7,4% og 10,4%. Herefter flader det ud med ca. 5% over to kilometer, inden den atter tager fat med 7,7% over de sidste 800 m. Der er fire hårnålesving undervejs, inden man tager et sidste hårnålesving ind på den bare 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3227 højdemeter.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Den afsluttende stigning er kort og ikke specielt stejl, og det er derfor ikke her, årets Dauphiné afgøres. Der kan derfor kun gøres større forskelle, hvis der angribes allerede på Col du Mont Noir, der imidlertid kommer tidligt og efterfølges af et længere fladt stykke i dalen. Med tanke på, hvad der venter de kommende dage, kunne det derfor ligne en dag med relativt defensiv kørsel fra favoritterne, inden det hele skal afgøres mellem de mere eksplosive typer som Dan Martin, Adam Yates og Julian Alaphilippe, der må have udset sig denne etape. Med de forskelle, der er skabt efter holdløbet, kan det heller ikke udelukkes, at et udbrud kan gå lov at gå hele vejen, mens der spares på ressourcerne inden de kommende etaper.

Lans-en-Vencors har ikke været brugt som målstigning i et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

5. etape

Efter den relativt bløde indledning på bjergetaperne bliver det alvor fredag, hvor det gælder løbets eneste afslutning på en stigning uden for kategori. Det sker, når man for første gang siden 2013 vender tilbage til målet i skisportsbyen Valmorel, hvor Chris Froome lagde grunden til sin første sejr i det franske løb ved at vinde den første bjergetape i det års udgave. Ganske vist er der ikke tale om en voldsomt stejl stigning, men mere et langt, regulært bjerg, som de er fleste i de franske alper, men det ændrer ikke på, at det er fredag, at vi for alvor vil se, hvem der skal vinde årets udgave af Criterium du Dauphiné.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Etapen er en af de korte, intense bjergetaper, der har fået stigende popularitet i de senere og fører feltet over beskedne 130 km fra Grenoble til målet i Valmorel. Grenoble ligger midt i Alperne i et større dalområde, der også rummer Chambery og Albertville i den umiddelbare nærhed, og langt det meste af etapen tilbringes i det flade terræn. Direkte fra start slår man dog et lille smut mord nordøst ind i bjergene, hvor man allerede efter 4 km når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Naysord (3,7 km, 8,5%). Et fladt stykke leder videre mod nordøst frem til toppen af kategori 2-stigningen Col des Mouilles (3,8 km, 7,2%), hvis top rundes efter 19,5 km. Herfra går det mod nord gennem fladt terræn og via en længere nedkørsel, der fører tilbage til dalen.

Efter den hårde start ændrer etapen nu helt karakter, idet stort set resten af dagen tilbringes ved, at man følger den flade dal mod nordøst frem til skisportsbyen Albertville, der nås efter 92,5 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en ny dal, der leder frem til byen Note-Dame-Le-Brancon, hvor den brutale finale indledes. Her afbrydes det flade terræn nemlig abrupt, når man kører mod sydvest op ad HC-stigningen til målet i Valmorel. Der er tale om en 12,7 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7, og bjerget er et ”rigtigt” alpebjerg i den forstand, at det er langt og regulært med en relativt konstant stigningsprocent på mellem 6 og 8. De sidste kilometer stiger med hhv. 5,9%, 6,9% og 6,5% og er derfor blandt de letteste. Der er flere hårnålesving på stigningen, og særligt de sidste 2 km er meget kringlede med mange bløde og skarpe sving, inden man rammer den bare 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2635 højdemeter over den korte distance.

Det meste af etapen er relativt let, men det hele slutter med et brag på løbets sværeste målstigning. ”Svær” skal dog tages med en gran salt, idet der ingenlunde er tale om et bjerg i den sværeste klasse, og selv ikke en meget formstærk Chris Froome kunne skabe de helt store forskelle i 2013, hvor hele 10 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. På en stigning som denne spiller vindretningen en helt afgørende rolle, og det er bestemt ikke en ulempe at have en relativt god afslutning. Uanset hvad kan vi dog forvente en stor kamp mellem løbets favoritter i det, der er bjergrytternes første store chance for at tilbagevinde eventuelt tabt tid fra holdløbet.

Valmorel blev besøgt i 2013, hvor Chris Froome tog sin første etapesejr i løbet ved at vinde den første bjergetape med fire sekunder ned til Alberto Contador og Matthew Busche.

6. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og selvom man sagtens kan argumentere for, at søndagens etape i år står mål med det, der venter på næstsidste dag, gælder det også i år, at der venter en voldsom bjergudfordring bare 24 timer inden afslutningen. Over bare 110 km venter ikke færre en to bjerge uden for kategori, en kategori 2-stigning samt den afsluttende kategori 1-stigning op til målet i Las Rosiere, og dermed er der lagt op til et brag af en bjergdyst på en kort, intens dag, hvor der meget vel kan blive kørt cykelløb hele vejen fra kilometer 0 frem til målet, der hidtil mest har været kendt fra Tour de l’Avenir. Etapen er tillige en af løbets hovedattraktioner, idet der er tale om en næsten tro kopi af 11. etape af årets Tour.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

De bare 110 km fører feltet fra Frontenex til målet i La Rosiere og skærer direkte gennem Alperne, hvorfor der stort set ikke er en meter flad vej. Starten er den letteste del, idet man følger en let stigende dalvej mod nordøst frem til bunden af kategori HC-stigningen Montee de Bisanne, der bestiges fra syd. Den stiger med hele 8,1% over 12,4 km og har top efter 27,5 km, hvorefter en lang og teknisk nedkørsel fører mod øst og siden syd til byen Beaufort, der ligger i bunden af kategori HC-stigningen Col du Pré (12,6 km, 7,6%), der bestiges fra den nordlige side. Toppen rundes efter 59,5 km, hvorefter man fortsætter mod øst via en nedkørsel og en lille kategori 2-stigningen op til toppen af berømte Cormet de Roselend (5,7 km, 6,4%), der nås efter 72 km.

Herfra resterer blot 38 km, der først består af en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst og siden syd ned til Bourg-Saint-Maurice i dalen ved floden Isere. Her kører man mod øst frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning, der leder frem til målet i La Rosiere. Den stiger med 5,8% over 17,6 km, men er yderst irregulær. De første 7 km er relativt lette med stigningsprocenter på 2-6, inden den sværeste del følger midtvejs med 6 km med stigningsprocenter på hovedsageligt mellem 8 og 10. Herefter flader det igen ud, idet stigningsprocenten bare er 4-5 over de sidste 4,6 km. De sidste 5 km byder på fire hårnålesving, det sidste med 1600 m igen. Herefter bugter vejen sig let, inden man rammer den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder over bare 110 km på hele 4187 højdemeter.

I de senere år har vi set, hvordan disse korte bjergetaper uden meget fladt terræn kan give et fantastisk cykelløb fra start til mål, og man kan håbe, at tidsforskellene fra holdløbet vil give anledning til mere af det samme her. Den sidste stigning er nemlig ikke svær og kræver, at man gør forskelle på den svære del midtvejs, og derfor kan man kun for alvor vinde tid, hvis man er risikovillig. Det indbyder terrænet imidlertid også til, selvom udsigten til endnu en hård dag søndag kan lægge en lille dæmper på løjerne. Formentlig vil vi dog være vidne til et ganske stort bjergslag, hvor der forhåbentlig bliver åbnet op fra start, og hvor alle ikke blot venter til den sidste, ret lette stigning, der især i modvind næppe vil skabe store forskelle.

Målstigningen har tidligere været benyttet i Tour de l’Avenir. I 2015 vandt Guillaume Martin foran Gregor Mühlberger og Marc Soler, og året forinden sejrede Miguel Angel Lopez foran Robert Power og Aleksey Rybalkin.

7. etape

De fleste kan vel huske sidste års udgave af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne håber helt sikkert på en gentagelse, for de har i år fulgt præcis samme opskrift. Igen slutter det hele nemlig med en kort, intens bjergetape, der over bare 136 km byder på hele fire kategori 1-stigninger og mål på toppen af en ganske svær stigning, og dermed er der lagt op til endnu en bragende flot finale på WorldTourens mest bjergrige ugelange etapeløb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

I alt skal der altså tilbagelægges bare 136 km mellem Moutiers og Saint-Gervais-les-Bains. Som på den foregående etape er første del den letteste, idet man her følger en let stigende dalvej mod nordøst frem til Bourg-Saint-Maurice. Her bryder helvedet imidlertid ud, når man drejer mod nord og nordvest for at køre direkte op ad kategori 1-stigningen Cormet de Roeselend (19 km, 6%), der på 6. etape blev besteget fra en anden side. Toppen nås efter 43 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordvest og undervejs afbrydes af den lille kategori 3-stigning Cote de la route des Villes (3,2 km, 5,9%), der har top efter 64,5 km. Herefter afsluttes nedkørslen ved, at man kører mod syd ned til Beaufort.

Næste store udfordring indledes kort efter, når man fra syd bestiger kategori 1-stigning Col de Saisies (15,1 km, 6,4%), der har top efter 88,5 km. Herefter går det via en ret let nedkørsel mod nord og herefter via et fladt stykke mod nordøst frem til Megeve. Herefter falder det mod nordøst og sydøst ned til bunden af den korte, eksplosive kategori 1-stigning Cote des Amerands (2,7 km, 7,7%), der bestiges fra nordvest. Kun en ganske lille nedkørsel følger, inden man drejer mod syd og siden vest for at køre op ad den afsluttende kategori 1-stigning. Den stiger med 7,7% over 7 km og er efter en let start regulær med stigningsprocenter mellem 7 og 9. Den bliver stejlest til allersidste, hvor den på de sidste par hundrede meter stiger med 10,1% i snit. På de sidste 5 km er der adskillige hårnålesving, det sidste lige efter den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig, indtil man rammer den bare 60 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder over den korte distance på hele 4222 højdemeter.

Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015 og 2017 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. Noget lignende kan meget vel blive tilfældet igen i år, hvor der er mulighed for at sætte alt på spidsen og angribe fra distancen, som Froome gjorde adskillige gange sidste år. Når det hele samtidig krydres med den stejleste af de fire målstigninger, kan den sidste etape af årets udgave af alpeløbet næsten umuligt skuffe!

Saint-Gervais-les-Bains gjorde debut i 2015, hvor Chris Froome tog et stort skridt mod den samlede sejr ved at vinde næstsidste etape og skære 17 sekunder af den tid, han havde tabt på holdløbet til Tejay van Garderen, som dog med en andenplads forsvarede sig flot. Den blev også besøgt i Touren 2016, hvor Romain Bardet på næstsidste bjergetape udnyttede en regnvåd nedkørsel, der sendte Bauke Mollema ud af podiekampen og Chris Froome i asfalten, til at stikke af og selv køre sig op på den samlede andenplads ved at tage en flot etapesejr. Samme år blev den besøgt i U23-løbet Giro della Valle d’Aosta, hvor talentfulde Mark Padun tog en suveræn solosejr.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINÉ

Læs også

Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Det har i stigende grad været tilfældet i de senere år, hvor stort set alle de store Tour-navne har været til start i Frankrig, og særligt sidste år var listen stort set altudtømmende.

I år er situationen som sagt helt anderledes. Det forhold, at Tour-starten af hensyn til VM i fodbold er skubbet med en uge, har forrykket balancen mellem Dauphiné og Tour de Suisse, så det i år er det schweiziske etapeløb, der har tiltrukket stort set alle de store navne. Nuvel, Vincenzo Nibali, Romain Bardet, Dan Martin, Geraint Thomas, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Warren Barguil og Bob Jungels, der all er udset kaptajnroller til juli, kaster da en vis glans af Tour-stjernestøv over arrangementet, men sammenligner man med det felt, der om godt en uge lægger fra land i Schweiz, er man ikke i tvivl om, hvem der i år vandt kampen om stjernerne. Og det er måske slet ikke så skidt, at det lidt fallerede schweiziske etapeløb får en form for genoprejsning. Lægger man dertil, at Chris Froome og Tom Dumoulin naturligvis holder pause efter Giroen, er det klart, at årets Dauphiné-felt er usædvanligt svagt - så svagt, som det nu kan blive, når vi taler om et af sportens allerstørste og allerhårdeste løb.

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb. Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli.

Det kan imidlertid meget vel ændre sig i år. Dauphiné slutter i år næsten en måned inden Tour-starten, og med tanke på, at alle bjergene i La Grande Boucle i år er samlet efter 9. etape, er det klart, at man ikke kan tillade sig at være alt for god allerede nu. I forvejen har man ofte set mange Tour-favoritter være ganske langt fra topformen på denne tid, og den tendens vil helt sikkert være endnu mere udtalt i år. Ryttere som Vincenzo Nibali og Ilnur Zakarin har eksempelvis i de senere sæsoner haft tendens til at være skidt kørende i deres optaktsløb, og den tendens vil formentlig være endnu mere udtalt i år. Faktisk kan en god præstation i Dauphiné denne gang måske være decideret ildevarslende for Tour-chancerne!

Det betyder også, at årets udgave af løbet er usædvanligt åbent, og det kan sagtens ende med en overraskelse. Det er i hvert fald en historisk chance for et mindre navn til at tage en kæmpetriumf, der med ét vil hæve vedkommendes status betydeligt, og som vil sikre, at der formentlig kan sættes et par ekstra nuller på månedslønnen, når der næste gang skal forhandles kontrakt.

Mindre kompliceret bliver det bestemt ikke af rutens beskaffenhed. Dauphiné er ganske vist et bjergløb, men det er ikke altid blevet vundet af den stærkeste klatrer. I stedet har traditionen med altid at inkludere enormt lang enkeltstart - typisk den længste i et WorldTour-løb uden for grand tour-kategorien - gjort det til et løb for de meget alsidige etapeløbsryttere. Det er afspejlet i vinderlisten, og faktisk var det i en del år kun i 2009, hvor Alejandro Valverde lavede et fantastisk comeback, at vinderen ikke var i top 10 på enkeltstarten.

Med de nylige ruteændringer, hvor man ikke siden 2013 har haft en virkelig lang enkeltstart, har det naturligvis forandret sig. Allerede i 2014 var de stort set ingen enkeltstartskilometer på programmet, og selvom den senere vinder Andrew Talansky var blandt de bedste på den indledende prolog, var det ikke i kraft af den præstation, at han tog den samlede sejr. I 2015 var der slet ingen enkeltstart, og i 2016 bestod den eneste tidskørsel af en regulær bjergprolog. Sidste år vendte man delvist tilbage til traditionen, men den ca. 20 km lange tidskørsel var dog stadig temmelig tam i forhold til de maratondistancer, der tidligere kendetegnede løbet.

I år er enkeltstarten så atter erstattet af et holdløb, og det vil have en afgørende betydning. Over 35 km kan der føres ganske store forskelle, og de store specialisthold kan tage en del tid. Det er naturligvis klart, at en lille klatrer ville tabe betydeligt mere på en lang enkeltstart, men det ændrer ikke på, at holdløbet er en absolut nøgleetape, der vil spille en vigtig rolle. Det er bestemt ingen tilfældighed, at Benat Intxausti og Tejay van Garderen var med helt i front i 2015, hvor der senest var et holdløb på programmet, for netop deres hold var blandt de allerbedste i den kollektive disciplin for tre år siden.

Det hele modsvares af den voldsomme afslutning på løbet. Som sagt er det normen, at der er fire bjergetaper på programmet, men - i hvert fald i nyere tid - er det uhørt, at de alle har mål på toppen af en stigning. Måske er 4. etape med sin puncheurfinale ikke den mest afgørende, og måske er Valmorel-stigningen en klassisk regulær alpestigning, der ikke vil skabe de store forskelle, men de to meget eksplosive etaper i weekenden kan vende op og ned på det hele. Man vinder ikke Dauphiné uden at være en sublim klatrer - slet ikke i år. Samtidig skal man bestemt heller ikke undervurdere betydningen af at have et stærkt hold til at kontrollere de to vilde etaper i weekenden. Er man i tvivl, kan man formentlig blot spørge Richie Porte, hvad der kan ske, hvis man alt for tidligt isoleres på en bjergetape som dem, der venter de to sidste dage.

Læs også

Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar

På papiret skal løbet afgøres på holdeløbet og de fire bjergetaper. Der vil naturligvis også kunne skabes mindre forskelle på prologen, men i det store billede vil de formentlig være af mindre betydning. 2. og 3. etape vil næppe spille en rolle, da de må formodes at ende i en eller anden form for spurt. Vejret kan også spille en rolle, idet løbet meget vel kan ende som en pjaskvåd omgang. Der er nemlig meldt om den form for ustabilt sommervejr, der også prægede store dele af Giroen. Det betyder, at der hver dag er ganske stor bygerisiko, ikke mindst om eftermiddagen, og er nedkørslerne våde, kan de sagtens komme i spil som angrebsterræn.

Usikkerheden om formen hos de store navne betyder, at det er ret åbent og uforudsigeligt opgør, og det er derfor med den del usikkerhed, at vi peger på Geraint Thomas som vores favorit. Waliseren har bestemt ikke haft en drømmesæson, men det skyldes snarere uheld end mangel på styrke. I Algarve havde han efter en knusende enkeltstartssejr direkte kurs mod den samlede triumf - lige indtil en meget specielt Sky-taktik på sidste etape betød, at han måtte se holdkammeraten Michal Kwiatkowski rende med laurbærrene. I Tirreno-Adriatico lignede han igen stærkeste mand og havde løbet i et jerngreb - lige indtil en katastrofal punktering på kongeetapen betød, at han igen måtte se Kwiatkowski rende med det hele.

Thomas har også selv skuffet undervejs med svage præstationer i Liege og Romandiet, men man skal ikke glemme, at hans sæson i år har været anderledes tilrettelagt. Denne gang handler alt om Tour de France, og da han tillige har Vuelta-ambitioner, har han bevidst holdt igen i løbet af foråret. I den seneste måned er Tour-forberedelserne kommet op i gear, og det store spørgsmål er, hvor han står efter sin træning i højderne.

Thomas er i grand tour-sammenhæng ny, men sidst han forberedte sig 100% på et tre uger langt etapeløb, var han nærmest skræmmende stærk. I 2017 vandt han i knusende overlegen stil Tour of the Alps, og særligt hans præstation på kongeetapen var frygtindgydende. Her viste Thomas et helt nyt niveau i bjergene og viste, at han nu om dage skal regnes til den absolutte klatreelite. Har Thomas det niveau i Dauphiné bliver han meget svær at sætte på bjergetaperne, ikke mindst fordi de jævne opkørsler passer perfekt til hans store motor. Dertil kommer, at Sky med et fabelagtigt mandskab af tempospecialister er storfavoritter til at vinde holdløbet, og at Thomas er den i særklasse bedste temporytter blandt klassementsfolkene - endda så god, at han er en af topfavoritterne til at vinde prologen på samme vis, som han sidste år vandt den indledende enkeltstart i Touren. Derfor passer ruten ham glimrende, og han vil formentlig være i gult senest efter holdløbet. Herefter handler det ”bare” om at følge med, og det burde han være i stand til, hvis formen er i top. I virkeligheden kan det siges meget enkelt: har Thomas samme ben som i sidste års Tour of the Alps, vinder han. Derfor er han vores favorit.

Hans værste rival må være Adam Yates. Det kan godt være, at det er Simon, der i de seneste uger har trukket alle de store overskrifter, men det er faktisk Adam, der inden årets Giro har vist de lovende takter. I begyndelsen af deres karrierer er det indiskutabelt Adam, der har de bedste resultater, og i foråret, hvor de begge tydeligt viste, at de havde gjort store fremskridt, var Adam væsentligt mere imponerende i Tirreno-Adriatico, hvor han to gange kørt fra rivalerne i puncheurfinaler, end Simon var i det betydeligt svagere besatte Paris-Nice. Med tanke på de klare tegn på fremskridt, som Adam har vist, kan han meget vel være på kurs mod Simon-lignende præstationer i årets Tour.

Til juli har Adam præcis de samme udfordringer som Simon, nemlig manglen på holdbarhed over tre uger samt svaghed på store bjergetaper med mange, lange bjerge. De problemer er imidlertid betydeligt mindre udtalte i et kort løb som Dauphiné, hvor den manglende restitutionsevne slet ikke spiller samme rolle. Samtidig har Adam tradition for at køre ganske stærkt i sine forberedelsesløb, som han gjorde med sin 7. plads i dette løb forud for den fantastiske Tour i 2016. Han blev som bekendt sat tilbage af sit grimme styrt i Catalonien, men overbevisende kørsel i Californien, hvor han var i top 3 på begge bjergetaper, viser, at han er tilbage på sporet, og nu vil han være endnu bedre. Det er klart, at han får klø af Thomas på prologen og i holdløbet, men Mitchelton kommer med folk som Daryl Impey, Cameron Meyer og Damien Howson og burde derfor være et af de bedste mandskaber på 3. etape. Samtidig har Yates sit gudbenådede punch, der gør ham til en af favoritterne på de ret lette bjergafslutninger, og derfor kan opsamle et hav af bonussekunder undervejs. Lykkes det, kan Yates meget vel stå som den samlede vinder på næste søndag.

Der er få, der har haft så trist en sæsonstart som Dan Martin og resten af UAE-mandskabet. Intet er gået irerens vej hidtil. Han blev syg i Paris-Nice, styrtede i Catalonien, styrtede igen i Fleche Wallonne og havde defekt i finalen i Liege, da han endelig var ved at vise liv. I Romandiet skuffede han stort, og derfor står han fortsat helt uden resultater i sin nye trøje.

Men Martin er en klasserytter, der i de sidste to år efter at være flyttet til Andorras høje bjerge, har udviklet sig til også at være blandt verdens allerbedste i de høje bjerge. Sidste år blev han nr. 3 i Paris-Nice og Dauphiné, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke han havde gennemført halvdelen af Touren med en brækket ryg (med en sjetteplads som resultat!!!). Hans tidligere resultater i Dauphiné viser, at han typisk kører stærkt også på denne tid af året, og han vil være motiveret efter at tanke lidt selvtillid efter sin katastrofestart. Ligesom Yates har han et fantastisk punch, der vil gøre det muligt at vinde ganske mange bonussekunder i de ret lette bjergfinaler på særligt de tre første bjergetaper.

Til gengæld har han en udfordring på de to tidskørsler, hvor prologen vil koste sekunder, ligesom UAE vil få bøllebank i holdløbet. Det vil sætte ham tilbage inden bjergetaperne, men som en af løbets bedste klatrere, vil han have mulighed for at vinde tabt terræn tilbage.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Romain Bardet har altid haft store ambitioner i dette løb, der finder sted i Ag2r-mandskabets baghave, og han er da også tidligere blevet nr. 2. I år vender han derfor tilbage med en vilje til atter at gå efter sejren, og med fire top 6-placeringer i træk har han vist, at han sjældent går helt galt i byen. Den bjergrige rute passer ham glimrende, og det samme gør de ganske lange stigninger, der præger store del af løbet. Regnvejr og våde nedkørsler er bestemt heller ikke nogen ulempe for den risikovillige franskmand, der næppe vil være bange for at sætte alt på spidsen med et stort angreb på en af de to sidste bjergetaper.

Det kan til gengæld også blive nødvendigt. Bardet bliver som temporytter nærmest bare dårligere og dårligere og vil få klø på prologen. Det samme vil være tilfældet på holdløbet, for selvom Ag2r-mandskabet på papiret egentlig ser hæderligt ud med Pierre Latour, Alexis Gougeard og Tony Gallopin som solide motorer, taler historien desværre sit tydelige sprog for det franske mandskab. Samtidig kan der herske en del usikkerhed om Bardets egen form efter et forår, der mildt sagt har været svingende, dog delvis på grund af sygdom i Baskerlandet. Hans tredjeplads i Liege bragte ham tilbage på sporet, og derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke Bardet kører med om den samlede sejr.

Med sejren i Paris-Nice har Marc Soler haft en sæson, der endegyldigt har løftet ham op blandt de største etapeløbstalenter. Hans sejr i Frankrig var dog i lige så høj grad et resultat af mod, taktik og en god enkeltstart som af klatrestyrke, for i bjergene havde han det faktisk svært, ikke mindst på kongeetapen. I virkeligheden er det snarere hans ekstremt overbevisende kørsel som tredje hjul bag Valverde og Quintana i Catalonien, der viser, hvor god han er blevet. Nu får han så chancen for atter at bekræfte det på den helt store scene.

Soler skulle egentlig ikke have kørt Tour, men efter det flotte forår skiftede man holdning. Nu er han en del af bruttotruppen, og dette er hans chance for at vise, at han fortjener en af de 8 pladser, som 10 mand kæmper om. Derfor må han være på et rimeligt niveau, og han elsker de lange, jævne alpestigninger, der er skabt til hans store motor. Han har vist, at han ikke er bange for at tage chancer med store angreb a la Fuglsang, og det kan være en nøgle til succes i et løb, der ikke er let at kontrollere. Han kører en af de bedste enkeltstarter blandt klassementsrytterne, men trods Movistars gode historik i holdløb kan der være en del tid, der skal vindes i bjergene alligevel, for spanierne kommer med en ung trup, der utvivlsomt vil sætte tid til i forhold til særligt Sky på 3. etape.

Emanuel Buchmann har haft en ganske jævn udvikling som etapeløbsrytter og bliver bare bedre og bedre. Det var særligt i dette løb sidste år, at han tog det helt store hop. Her blev han samlet nr. 7, men imponerede særligt med en 4. plads på den knaldhårde sidste etape. I år har han taget endnu et skridt med særligt en overbevisende præstation i Baskerlandet, hvor han var blandt de allerbedste på stigningerne. Måske skuffede han en smule i Romandiet, men det skyldes formentlig træthed efter et hårdt forår. Logikken siger i hvert fald, at han burde være klar til at tage det næste skridt i Dauphiné, hvor de lange, jævne stigninger passer ham helt perfekt. Lægger man dertil, at Bora kommer med et ganske fint hold af tunge drenge til det flade holdløb, ser det ikke skidt ud for det tyske talent.

Sidste år gav BMC en stor chance til Damiano Caruso, da italieneren fik lov at føre an i Tour de Suisse - og han skuffede ikke. Med solid kørsel i bjergene og en fornem sidste enkeltstart sikrede han sig en samlet podieplads, som de færreste havde ventet. I år har han igen bekræftet potentialet med en podieplads i Tirreno-Adriatico, og derfor er det helt fortjent, at han får lov at føre an i Dauphiné også. Vi har ganske vist gang på gang fået dokumenteret, at han ikke kan matche de bedste i bjergene, men han er blevet ganske god til at forsvare sig, og det er præcis, hvad han skal. BMC er nemlig de eneste, der reelt kan true Sky på holdløbet, og dermed siger al logik, at Caruso vil have et solidt forspring på de fleste efter 3. etape. Det var præcis samme situation i Tirreno tidligere i år, og her lykkedes det Caruso at holde sig på podiet. Hans form er lidt usikker efter en ikke specielt overbevisende præstation i Hammer Series, men rammer han niveauet fra Schweiz sidste år, burde han være med helt fremme.

Som altid i et ugelangt etapeløb er den helt store joker Julian Alaphilippe. Gang på gang er den fantastiske franskmand startet ud som lyn og torden for siden at tabe terræn på de lange stigninger mod slutningen af etapeløbene. Det var tilfældet sidste år i Paris-Nice og i år i Paris-Nice og Baskerlandet. Alaphilippe viste imidlertid i Ardennerne, hvor han var den klart bedste rytter, at han er endnu bedre end tidligere, og det er skræmmende nyt for rivalerne. Man skal ikke glemme, at han for to år siden faktisk var med helt fremme i dette løb, og dermed har han vist, at han kan klatre i høje bjerge og holde et fint niveau over 8 dage. Sandsynligheden for, at det hele atter bliver for meget mod slutningen af løbet, er ganske vist meget, meget stor, men efter det, han viste i klassikerne, vil det være farligt at afskrive sportens supertalent, ikke mindst fordi Quick-Step har et af de bedste hold til 3. etape, ligesom Alaphilippe kan bruge sin gode spurt til at sikre sig mange bonussekunder undervejs.

Havde alle mand været i topform, kunne vi meget vel have peget på Ilnur Zakarin som vores favorit. Russeren er ubetinget et af sportens allerstørste grand tour-talenter, og han nåede sidste år endelig det store resultat, da han efter en solid Giro blev nr. 3 i Vueltaen. I år satser han for første gang alt på Touren, men man skal næppe have for store forventninger til ham allerede nu. Sidste år fulgte Zakarin en klar - og vellykket - plan om at toppe i den tredje uge af både Giroen og Vueltaen, og med tanke på Tour-ruten siger al logik, at det vil være det samme til årets Tour. Derfor er han formentlig temmelig langt fra topformen på nuværende tidspunkt. Lægger man dertil, at Katushas hold af klatrere ikke just rimer på holdløb, og at Zakarin er alt andet end en ørn på regnvåde nedkørsler, bliver det svært at køre med om sejren her. Men Zakarin er Zakarin, og det kan være livsfarligt at afskrive en af sportens bedste etapeløbsryttere.

I virkeligheden kan vi sige stort set det samme om Vincenzo Nibali. På papiret er han feltets helt store stjerne, men de senere år taler deres tydelige sprog. Nu om dage kører Nibali ikke stærkt i sine forberedelsesløb, som han gjorde det tidligere, hvor han blandt andet slog Bradley Wiggins i Trentino som optakt til Giroen i 2013. Den tendens vil være endnu mere udtalt i år, hvor Nibali har et måske endnu større mål ved VM, og han må derfor under ingen omstændigheder være for god for tidligt. Han har da også mere eller mindre afskrevet sig selv som samlet vinder, og kigger man samtidig på Bahrain-holdets trup til holdløbet, bliver det klart, at Nibali får det meget svært. På den anden side vandt Nibali dybt chokerende Milano-Sanremo, selvom han var langt, langt fra topformen, og man kan derfor aldrig udelukke en overraskelse fra Hajen fra Messina. En regnvåd nedkørsel og en kaotisk taktisk situation kan pludselig give endnu en uventet mulighed, som han vil være klar til at gribe.

Bob Jungels skal for første gang køre klassement i Touren og må være sprængfyldt med selvtillid efter choksejren i Liege. Han har imidlertid aldrig haft de helt store resultater i ugelange etapeløb. Hans store force er nemlig den store motor, der giver ham en stor styrke mod slutningen af grand tours, men det kan han selvsagt ikke lukrere på i et etapeløb over 8 etaper. Derudover er der ingen enkeltstart, og selvom Quick-Step har et af de allerbedste hold til 3. etape, ville han kunne vinde mere tid på klatrerne, hvis ruten havde budt på en individuel tidskørsel i stedet. Selvom Jungels fortsat udvikler sig og er skabt til de jævne stigninger i Alperne, er hans evner som klatrer nok trods alt for begrænset til, at han kan vinde et svært løb som dette, ikke mindst efter en lang løbspause.

Løbspause må omvendt være noget, Pello Bilbao sukker efter. Baskeren overraskede de fleste ved som hjælperytter for Miguel Angel Lopez at holde stand gennem en brutal Giro og køre sig til en uventet sjetteplads. Faktisk blev han endda blot bedre og bedre undervejs, selvom de lange stigninger sidst i løbet egentlig burde have været for svære for ham. Som nævnt ovenfor har man før set gode eksempler på Giro-ryttere, der har kørt fremragende i Dauphiné - Rodriguez, Moreno, Kelderman og Intxautsi er de seneste eksempler - men kunsten er ikke let, og det er ikke uden grund, at man nu om dage fravælger kombinationen. Samtidig er Bilbao ikke naturlig bjergrytter, og de lange jævne stigninger er ikke just skabt til ham. Det er heller ikke holdløbet, hvor Astana ikke er skræmmende besat. På den anden side ved vi, at Bilbao er i form, og at han blot blev bedre i den tredje uge af Giroen. Han vil formentlig starte stærkt, og så er det blot et spørgsmål, om han kan holde hele vejen. Modsat de fleste andre har han ingen grund til at holde igen eller frygte at toppe for tidligt.

Efter en fantastisk debutsæson var forventningerne til David Gaudu forud for sæsonen nærmest skræmmende store. Faktisk kunne han næsten kun skuffe - og det har han da også gjort, endda i stor stil. Gaudu har på intet tidspunkt vist blot antydningen af de kvaliteter, der har gjort ham til et af sportens mest lovende navne, og senest leverede han - trods en 4. plads på kongeetapen - en præstation under niveau i Tour de l’Ain, hvor han var den store forhåndsfavorit. Den gode præstation på sidste etape gav dog håb om, at han er på vej frem, og da dette er hans chance for at køre sig til en lidt uventet Tour-debut, som ellers ikke var på tale ved sæsonstart, må han være topmotiveret. Han har haft et par uger til at forbedre formen, og finder han benene fra Catalonien eller Fleche Wallonne sidste år, ved vi, hvor fremragende en klatrer han er. Man skal ikke glemme, at FDJ samtidig har kørt fine holdløb på det seneste, og det kan give ham et fint udgangspunkt.

Ag2r skal som udgangspunkt køre for Bardet, men måske Pierre Latour også kan køre sin egen chance. Det franske talent har desværre vist temmelig blandede signaler i år, hvor han var dybt imponerende i Catalonien, men til gengæld skuffede stort i Baskerlandet, Ardennerne og Romandiet. Efter en pause aner vi ikke, hvor han står, men som Tour-rytter burde han nærme sig sit højeste niveau. I Catalonien så vi, at det er hævet betydeligt, og har han de samme ben her, kan det blive ganske godt, også selvom han ligesom Bardet må indregne et forventet tidstab på 3. etape.

På Sky handler det om Thomas. Det gjorde det imidlertid også i Tirreno, og her betød waliserens uheld, at Michal Kwiatkowski pludselig endte som vinder. Logikken siger ganske vist, at Dauphiné trods alt er for bjergrigt for polakken, men det kan være farligt at afskrive ham. I Touren sidste år så vi alle, hvor god en klatrer han er blevet, og han vil formentlig være ganske skarp nu, hvor han har forberedt sig til Touren. Han stiller næppe til start med de mindste klassementsambitioner, men har han pludselig en god position efter prologen og holdløbet, kan der dukke uventede muligheder op, som det var tilfældet i Italien i marts. På samme måde kan der pludselig være chancer for multitalentet Gianni Moscon , der ligeledes forbereder sig til Touren og derfor burde være skarp. Løbet er formentlig for hårdt for det italienske fænomen, men alle, der så Vuelta sidste år, vil vide, at Moscon ikke skal afskrives i bjergene heller.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINÉ
 

Alle, der så kongeetapen i Californien, var formentlig ved at tabe på næse og mund, da Antwan Tolhoek i sit første løb efter en grim knæskade, var den eneste, der turde tage kampen op mod suveræne Egan Bernal. Ganske vist blev den manglende forberedelse senere for dyr for den lille hollænder, der faldt tilbage i klassementet, men det blev det endelige bevis på de store fremskridt, som allerede blev indikeret på kongeetapen i Abu Dhabi i februar. Siden er han fortsat med stor styrke i Hammer Series, hvor han var en af de allerbedste på stigningerne i Hammer Climb, og med mere træning i benene burde han kun blive endnu bedre. Samtidig er der her ingen enkeltstart, og da LottoNL har et ganske fint holdløbshold, får den svage temporytter ikke mange bedre chancer end denne. Fortsætter han fremgangen, kan han blive løbets positive oplevelse.

Jaime Roson fik en meget lovende debut for Movistar, hvor han særligt imponerede med overbevisende kørsel i Tirreno. Desværre har han ikke siden kunnet leve op til den overbevisende start, heller ikke selvom han vandt samlet i Aragonien, hvor han ret beset burde have været i en klasse for sig på kongeetapen. Derfor hersker der nogen usikkerhed om det store klatretalent, der dog både i 2017 og starten af 2018 har vist potentialet. Han elsker lange stigninger som disse, og da han ikke er i spil til Touren, vil han være topmotiveret til at køre sig helt ud i jagten på karrierens største resultat.

Og så er der Tiesj Benoot. Nej, klassikerspecialisten er ikke klatrer, men det var han heller ikke, da han næsten vandt en bjergetape i Touren sidste år, da han chokerede med en 12. plads i dette løb sidste år, og da han blev nr. 4 (!!!) i Tirreno, selvom hans hold havde fået klø på holdløbet. Benoot bliver ganske enkelt ved med at imponere med sin alsidighed, og det kan han meget vel gøre igen i den kommende uge. I hvert fald har han nu igen været på højdetræningslejr frem mod Touren, hvor han netop håber at vinde en bjergetape, og går det, som han plejer, er han kommet ned til lavlandet i skræmmende form. De lange alpestigninger passer den relativt store belgier helt perfekt, da de ikke er specielt stejle, og Lotto kommer med et ganske fint holdløbshold. Benoot vinder naturligvis ikke, men lad os se, om han ikke kan snige sig i top 10 denne gang. En anden Lotto-overraskelse kunne være Jelle Vanendert, der er som genfødt i år, hvor han var blandt de tre stærkeste i både Fleche og Liege og netop har vundet kongeetapen i Belgium Tour. Stigningerne er på papiret for lange, men manden har trods alt vundet et Tour-etape til Plateau de Beille, og denne gang er der ikke en enkeltstart, hvor han vil smide tre-fire minutter.

***** Geraint Thomas

**** Adam Yates, Daniel Martin

*** Romain Bardet, Marc Soler, Emanuel Buchmann, Damiano Caruso, Julian Alaphilippe

** Ilnur Zakarin, Vincenzo Nibali, Bob Jungels, Pello Bilbao, David Gaudu, Pierre Latour, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Antwan Tolhoek, Jaime Roson, Tiesj Benoot

* Dylan Teuns, Jelle Vanendert, Alexis Vuillermoz, Tao Geoghegan Hart, Guillaume Martin, Laurens De Plus, Rudy Molard, Gianluca Brambilla, Simone Petilli, Edward Ravasi, Peter Kennaugh, Warren Barguil, Pierre Rolland, Daniel Navarro, Ruben Guerreiro, Lucas Hamilton, Ian Boswell, Carlos Verona, Robert Power, Neilson Powless, Jan Polanc, Jesus Herrada, Daniel Moreno, Sergei Chernetckii

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINÉ
 

Danskerne

Som sagt forsvarer Jakob Fuglsang ikke titlen, og der er i det hele taget sparsom dansk deltagelse. Kun Michael Valgren er til start og skal forsøge at hjælpe Pello Bilbao til at udnytte den gode Giro-form til at sikre sig endnu et topresultat.