Optakt: Criterium du Dauphiné

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i nogle af maj måneds mindre løb, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb har indtil i år været én dag længere en dets franske modstykke og finder sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere. I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touren i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape. I 2018 var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i 2019 var det 4. etapes enkeltstart, der var henlagt til en rute, som arrangørerne havde forsøgt at designe, så den mindede mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau. I 2020 besøgte man Col de la Madeleine, og i år skal man over dobbeltstigningen Pré-Cormet de Roselend, der også genbesøges i Alperne i juli, selvom man i dette løb slutter i La Plagne og ikke Tignes, som man vil gøre det i Touren.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen med bare én undtagelse hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018: Geraint Thomas vandt, 2020: Tadej Pogacar endte som nr. 4). Kun Egan Bernal, der vandt Tour de Suisse i 2019, har brudt trenden, og inden det var den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, faktisk Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

I 2018 blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år, hvor Romain Bardet, Daniel Martin, Vincenzo Nibali, Warren Barguil, Bob Jungels, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Guillaume Martin og Geraint Thomas var de eneste Tour-kaptajner, der mødte frem, mens Tour de Suisse oplevede en lille renæssance. I 2019 var styrkeforholdet mellem de to løb dog genetableret, om Bernal var det eneste større Tour-navn, der kørte i Schweiz - ganske vist fordi Dauphiné var Chris Froomes desværre meget tragisk domæne. I år er Tour de Suisse blevet en dag kortere, men det har ikke ændret på appellen. Ganske vist er det markant, at de to store forhåndsfavoritter til Touren, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, skipper begge løb, men med navne som Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart, Guillaume Martin, David Gaudu, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Steven Kruijswijk, Louis Meintjes, Wilco Kelderman, Jack Haig, Fabio Aru, Chris Froome, Michael Woods og Nairo Quintana er langt de fleste af Tourens kaptajner også i år at finde i Dauphiné.

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome og Thomas, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao i 2018 udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape. I år betyder OL, at Dauphiné og Giroen endda kolliderer, og derfor er der naturligvis slet ingen gengangere denne gang.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade ZLM Toer, der dog igen i år desværre er blevet aflyst. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. I år kan sprinterne end ikke regne med én eneste sikker chance, og derfor er Fabio Jakobsen, Mads Pedersen, Sonny Colbrelli, og Alexander Kristoff de eneste større sprinternavne i løbet.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Sidste år blev løbet grundet corona afviklet i en forkortet udgave over bare fem dage i august, og fraværet af Tour de Suisse betød, at det denne gang var næsten alle Tour-favoritter, der var til start. Ikke overraskende var Primoz Roglic i særklasse, og efter at have sat sig suverænt igennem på de to første af de hele fire bjergetaper havde han kurs mod en stensikker sejr. Desværre var han én af en næsten endeløs serie af favoritter, der styrtede på løbets kongeetape, og selvom han forsvarede trøjen, droppede han at starte sidste etape. Det betød, at Thibaut Pinot pludselig førte løbet, men desværre for ham var hans FDJ-hold ude af stand til at forsvare trøjen. Daniel Martinez udnyttede anarkiet til at tage en højst overraskende sejr med 29 sekunder ned til den slagne Pinot og 41 sekunder til Guillaume Martin. Der bliver dog ikke noget titelforsvar for Martinez, der som bekendt kører Giroen, og da Pinot stadig døjer med ryggen, bliver Martin i 2021 eneste genganger fra sidste års podium.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00
 

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015, 2017 og 2019 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kunnet været på programmet i 2013, 2017 og 2019. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og generelt har bjergetaperne været spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

Sidste års rute var speciel, fordi coronakrise og ny kalenderplacering betød, at løbet blev forkortet til fem dage, hvorfor man droppede alle de fladere etaper i et løb, der derfor reelt bestod af lutter bjergetaper. Ser man bort fra det usædvanlige år, synes arrangørerne dog måske at have fundet et mere fast mønster. Modsat tidligere er det kuperede Massif-Central blevet en tilsyneladende fast komponent, hvor man starter med først et svært rundstrækningsløb, der kan give ideer til de mest holdbare af sprinterne eller til udbrud og sene angreb, inden der venter en lille bjergetape, som kan give den første ide om hierarkiet. Derefter venter tre fladere dage i terrænet mellem Massif-Central og Alperne, hvor der er chancer for to spurtafgørelser for enten holdbare eller klassiske sprintere samt nu igen en enkeltstart om onsdagen, dog i langt kortere format end i gamle dage. Det slutter nu med tre dage i Alperne, hvor fredagsetapen har karakter af opvarmning inden de to afgørende etaper, hvor lørdagsetapen ofte er den sværeste, og søndagsetapen er en kort, intens sag, hvor alt kan vendes på hovedet til allersidst, som det skete i 2014, 2015, 2017 og 2020.

Den opskrift følges igen i år. De første to dage tilbringes igen i Massif-Central, hvor prologen igen er droppet til fordel for en svær rundstrækningsetape, der med en sen stigning både kan vindes fra udbrud, sent angreb eller en reduceret massespurt - scenarier, vi alle har set på nylige etaper af denne type. Dagen efter venter den første lille klassementsetape med mere end 3000 højdemeter i områdets ru terræn, men selvom der sluttes med en relativt lang kategori 2-stigning kort inden mål, er det mere en etape for hurtige Alaphilippe-typer (hvorfor man kan undre sig over verdensmesterens fravær!)

I det hele taget begunstiges denne ryttertype. Sprinterne havde håbet, at den flade 3. etape skulle være for dem, men her betyder en sidste kilometer med 4%, at også puncheur (og dermed Alaphilippe-typer) kan komme i spil mod de mere holdbare sprintere. I det hele taget er det slet ikke et løb for klassiske sprintere, for også den normalt sprintervenlige 5. etape er denne gang et bæst. Den generelt flade finale byder nemlig på en serie små, ganske stejle bakker, hvoraf den sidste er en decideret mur, der over 1,3 km stiger med 12,0% - alt sammen nok til at give plads til angreb og rydde kraftigt ud i feltet, også så meget, at Alaphilippe-typer igen kommer i spil. Det gør de minsandten også på fredagens opvarmningsetape i Alperne, hvor bjergbenene varmes op på Col de Porte, inden en blød dobbeltstigning op til mål lægger op til mere guf for de eksplosive puncheurs.

De tre nøgleetaper kommer igen om onsdagen, lørdagen og søndagen. Enkeltstarten finder sin faste plads på fjerdedagen, men også denne gang er distancen kraftigt reduceret - denne gang endda til bare 16,4 sågar ganske kuperede kilometer med mere end 300 højdemeter. Det hele slutter med de to store alpeetaper, hvor lørdagens kongeetape varmer op til Tourens 9. etape med en tidlig passage af dobbeltstigningen Col de Pré-Cormet de Roselend, inden det store bjergslag skal slås på den lange, helt klassiske alpestigning op til La Plagne, der ikke er blevet benyttet siden Touren i 2002. Det hele slutter om søndagen igen med en kort, hektisk etape, der denne gang er sværere end normalt. Det skyldes, at der bliver et glædeligt gensyn med frygtede Joux-Plane, hvor Lance Armstrong i Touren i 2000 oplevede en af karrierens få kriser, og den lige så frygtede nedkørsel, og selvom der denne gang er lidt længere til mål grundet en blød opkørsel til målet i Les Gets, er der igen lagt op til, at alt kan forandres på en af de stejleste af Alpernes mest klassiske stigninger.

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt og Kennaugh, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning. Det gør den til gengæld i år, hvor åbningsetapen helt følger den nyere trend, men denne gang med så svær en finale, at man skal grave dybt, hvis han vil have chancen for at spurte sig til sejr.

Med en distance på 181,8 km er der tale om en for løbet usædvanligt lang åbningsetape, der afvikledes på to forskelle rundstrækninger med start og mål i Issoire. Den første af disse er 107,7 km lang og indledes med en stor sløjfe i det relativt flade område syd for byen. Fra start snor man sig først mod øst, nordvest og nordøst igennem fladlandet, inden relativt fladt terræn lider mod syd ned til Brassac-les-Mines, der nås efter 42,8 km. Her kører man kortvarigt mod vest, inden man sætter kursen mod nordvest og nord med retning tilbage mod Issoire. Her når man efter 65,7 km toppen af kategori 4-stigningen Cote de Bergonne (1,2 km, 6,7%), der er en helt jævn stigning, inden man når frem til Issoire igen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Her rammer man efter 71,4 km den afsluttende rundstrækning, og den sidste del af den første rundstrækning er herfra den sidste del af den sidste af de to runder, som er placeret i bakkerne nord for byen. Det er dog stadig fladt, når man kører mod vest og siden nordøst frem til det nordligste punkt, men her tager etapen fandt, når man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Cot ecu chateau de Buron (3,2 km, 6,8%), der er uhyre regulær helt uden udsving. Toppen rundes efter 93,0 km, men efterfølges bare af et ultrakort fladt stykke, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 4-stigningen Col del la Croix des Gardes (1,6 km, 5,1%), der ligeledes er helt regulær og uden udsving. Toppen passeres efter 95,6 km, hvorefter en teknisk ukompliceret nedkørsel leder mod sydøst og siden syd tilbage til Issore, hvor man til slut kører et let stigende stykke mod vest for at passere målstregen for første gang efter 107,7 km i forbindelse med dagens spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 37,1 km lange afsluttende rundstrækning, der reelt bare er sidste del af den store. Allerede 800 m efter stregen rammer man nemlig den del, man allerede har kørt én gang, og det betyder, at det er stor set fladt, indtil man igen skal over først Cote du chateau de Buron efter hhv. 130,1 og 167,2 km og siden Col de la Croix des Gardes efter hhv. 132,7 og 169,7 km. Den sidste af de fire toppe kommer med 12,1 km igen, og de består af samme teknisk ukomplicerede nedkørsel som tidligere samt de sidste flade tre let stigende kilometer inde i Issoire. Finalen er mestendels teknisk ukompliceret, idet der efter nedkørslen bare er to rundkørsler med 2000 og 1600 m igen, men der venter til gengæld et sidste skarpt sving bare 500 m fra stregen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger svagt med 0,8%, idet det dog af profilen ser ud til, at det nok snarere er de sidste 500 m, der stiger med 1,6%.

Etapen byder på i alt 2308 højdemeter.

Det synes at være blevet en tradition for Dauphiné at starte med denne slags ret uforudsigelige etaper, der akkurat er så svære, at de vil være for hårde for langt de fleste hurtige folk. Det er også tilfældet denne gang, og det kan gøre det til lidt af et pokerspil om, hvem der skal tage ansvar. Det gav for nogle år siden Thomas de Gendt en udbrudssejr, og det scenarium kan heller ikke helt udelukkes på denne dag, hvor de fleste vil vægre sig ved at sætte deres hold til at føre. Som regel er der dog ansvarsfølelse nok til at skabe samling, og mest sandsynligt er en reduceret massespurt, men man skal heller ikke afvise muligheden for, at en sen offensiv kan lykkes, som den gjorde for nogle år siden med Peter Kennaugh.

Issoire har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

2. etape

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man de først to dage skal skal besøge det kuperede Massif-Central og på andendagen køre en lille bjergetape, der kan vise lidt om klatrehierarkiet, inden løbet kommer ”hjem” til Alperne. Sådan var det ved den seneste fulde udgave i 2019, og sådan er det igen i år, hvor der om mandagen bydes på rigtigt Massif-Central-terræn, der går op og ned hele dagen. I den absolutte finale skal rytterne endda over en lang kategori 2-stigning, der ikke synes svær nok til at køre rigtigt klassement, som sagtens kan afsløre svagheder, og som sætter scenen for, at en lille gruppe af klatrere kan spurte om sejren på et plateau på toppen - den første af hele fire muligheder for folk, der både kan køre i bjerge og spurte på flad vej og op ad bakke.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I alt skal der tilbagelægges 172,8 km, der fører feltet fra Brioude til Saugues - to byer, der begge ligger midt i Massif-Central. I starten er arrangørerne dog helt nådige, da de lader rytterne køre i fladt dalterræn mod syd, øst, syd og slutteligt sydøst, inden de endelig drejer mod øst ind i bjergene. Det sker via årets første kategori 1-stigningen Col de Peyra Taillade (8,3 km, 7,4%), der er en ujævn stigning med først 4 km med 6-7% og dernæst to svære kilometer med hhv. 9,8% og 12,1% samt et maksimum på 14%, inden en let kilometer leder frem de sidste 1300 m, som stiger med 7-8%. Toppen rundes efter 52,3 km, inden en enkel nedkørsel leder mod øst, syd og vest frem til Monistrol-d’Allier, der nås efter 66,5 km.

Her tager etapen fat igen, når man snor sig mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de la Vachellerie (8,0 km, 4,1%), der stiger med 4-6% hele vejen, inden den flader ud over de sidste 2 km frem mod toppen, der rundes efter 78,1 km. Dernæst går det igennem småkuperet terræn mod vest ind til Saugues, hvor stregen krydses for første gang efter 84,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 88,5 km lang rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Fra start følger man en let stigende vej mod syd ned til dagens spurt, som kommer efter 91,1 km. Herfra krøller man sig igennem småkuperet terræn mod først sydvest, siden nord og slutteligt vest, indtil man via en kringlet nedkørsel når frem til La Besseyre-Saint-Mary, hvor man efter 118,5 km drejer mod nord for at ramme kategori 4-stigningen Cote d’Auvers (4,0 km, 4,1%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter. Toppen, der er dagens højeste punkt i 1191 m, rundes efter 124,5 km, hvorefter det går ad en meget snoet vej mod nordvest og nordøst ad et let faldende plateau, inden man følger en kringlet nedkørsel mod øst og nordøst ned til Langeac, der også blev nået efter 28,9 km af etapen.

Herfra kører man kortvarigt mod sydøst ad samme flade vej som tidligere, men denne gang fortsætter man mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de la foret de Pourcheresse (6,9 km, 6,4%). Den første del er de letteste, da de første 4 km stiger med hhv. 5,8%, 4,2%, 8,4% og 5,4%, inden den er mere stabil med omkring 6,5-7,5% over de sidste 2,9 km frem til toppen, som rundes efter 165,8 km.

Herfra resterer blot 7,0 km, som indledes med en ultrakort nedkørsel, inden en helt lige vej leder mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote de Masset (1,5 km, 5,1%), der er relativt let, men har 500 m med 6,0% midtvejs. Toppen rundes efter 168,8 km, hvorefter de sidste 4,0 km består af en helt lige og kun ganske let faldende vej, der leder mod syd ned til Saugues. Her drejer man skarpt til højre med 300 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er først ganske let faldende og siden ganske let stigende.

Etapen byder på i alt 3143 højdemeter.

Dette er en helt klassisk Massif-Central-etape, hvor der stort set intet fladt terræn er, men hvor vi heller ikke befinder os i de høje bjerge. Det er oplagt angrebsterræn, men det er heller ikke terræn for de rigtige klatrere. Det gør det til en uforudsigelig affære, som det var tilfældet på den tilsvarende 2. etape i 2019, hvor finalestigningen var sværere, men længere fra mål. Dengang endte etapen med at blive uventet selektiv, men det er finalen nok for let til denne gang. Den sidste stigning kan snarere afsløre, hvem der ikke kan vinde løbet, end hvem der kan, men det er samtidig en etape, som er vanskelig at kontrollere. Meget kunne dog tale for, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om det til sidst, men man skal bestemt ikke udelukke muligheden for et sent angreb på den sidste lille bakke.

Saugues har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

3. etape

Der er en grund til, at sprinterne ofte holder sig væk fra Dauphiné, der jo først og fremmest er et bjergløb, men som regel har løbet haft en eller to etaper også for de rigtige sprintere. Sådan byrde det også i år, for efter to ganske kuperede dage kan rytterne tirsdag endelig se frem til lidt mere menneskeligt terræn. Den nye model med to kuperede dage i Massif-Central betyder nemlig, at man skal igennem fladlandet for at komme frem til Alperne, og den rejse burde sprinterne tirsdag kunne benytte til at teste Tour-formen fir første gang. Desværre for dem har arrangørerne valgt at slutte med en lille bakke op mod mål, og med en sidste kilometer med 4,0% er der snarere lagt op til et opgør mellem en blanding af hårdføre sprintere og puncheurs.

I alt skal der tilbagelægges 172,2 km mellem Langeac og Saint-Haon-Le-Vieux. Desværre for rytterne er startbyen fortsat i Massif-Central, og derfor er første halvdel af etapen ganske kuperet. Således lægger man ud med at køre mod nordøst op ad en lang, jævn stigning (17,5 km, 3,0%), som leder op til et plateau ved byen Fix-Saint-Geneys. Her går der mod nord og øst ad en let nedkørsel, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 4-stigningen Cote d’Allègre (3,3 km, 4,8%), der er en relativt jævn stigning uden stejle procenter.

Toppen nås efter 29,4 km, hvorefter det bliver lettere. Det går nemlig mod nord, nordøst og igen nord ad en kun småkuperet og generelt let faldende vej på plateauet, inden man når frem til dagens spurt, som kommer efter 65,8 km. Herfra går det videre mod nord ad en nu let stigende vej, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Limites (3,7 km, 5,5%). Også det er en helt jævn stigning uden stejle procenter.

Herfra er det slut med vanskelighederne. Toppen rundes efter 83,9 km, hvorefter det går via en lidt kringlet nedkørsel mod nordøst ned fra plateauet til byen Montbrison, som nås efter 100,9 km. Den ligger i udkanten af det flade område mellem Massif-Central og Alperne, og det lan ses på terrænet over de sidste godt 70 km. Her kører man nemlig mod nord og nordvest ad en lang, kun let snoet og næsten helt flad vej parallelt med Loire-floden. Der kommer et let stigende og let faldende stykke med ca. 30 km, men derudover er det stort set fladt. I finalen følger man en hovedvej frem til et ret skarpt sving med 2200 m igen, hvorefter vejen kun afbrydes af en rundkørsel med 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 700 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 2,5 km igen er dog alle let stigende, den sidste kilometer endda med 4,0% og med det stejleste stykke på de sidste 500 m.

Etapen byder på i alt 2095 højdemeter.

Sprinterne plejer altid at se frem til denne etape i fladlandet mellem Massif-Central og Alperne, men denne gang er det kun de mest hårdføre, der kommer i spil. Bakken op til mål er bestemt ikke hård, men den er nok til at sikre, at favoritfeltet er helt anderledes end i en klassisk massespurt. Det begrænsede felt af afsluttere betyder endda, at man ikke kan udelukke en udbrudssejr, men da afslutningen også er åben for puncheurs, mp man formode, at eksempelvis Ag2r med Greg van Avermaet vil sikre en spurtafgørelse, hvor holdbare sprintere skal slås med puncheurtyperne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Saint-Haon-Le-Vieux har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den ligesom 2019 med igen denne gang (efter sidste års forkortede og tidskørselsløse rute), og det sker igen i et forkortet format over beskedne 16,4 km - næsten 10 km færre end i 2019. Samtidig har de klassiske specialister ikke alt for megen grund til at slikke sig om munden, for med 317 højdemeter over den beskedne distance stilles der også visse krav til klatreevnerne.

I alt skal der altså tilbagelægges 16,4 km, som fører feltet fra Firminy til Roche-La-Molière. Starten er den terrænmæssigt letteste, men også teknisk lidt kompliceret. Der er nemlig seks sving i den indledende fase, når man ad en let faldende vej kører mod sydvest ud gennem startbyen, inden man rammer en relativt lige og let faldende vej, der leder mod nordøst hen langs L’Ondaine-floden.

Efter 4,7 km drejer man nord nordøst ind på en bakke (700 m, 5,8%), hvorefter det falder ganske kortvarigt, inden det atter begynder at stige let (2,4 km, 4,4%). Midtvejs oppe ad denne bakke tages mellemtiden efter 7,5 km. På toppen drejer man mod nordvest for derefter at følge en generelt let stigende vej, inden man drejer mod øst for at køre ad en vej, der falder let, og siden går op ad en bakke (1,0 km, 3,9%). Derefter falder den igen let frem til et sving med 1,0 km igen. Slutteligt går det ad en helt lige og 5 m bred vej mod syd, idet de sidste 1,4 km stiger med 4,1%, herunder 2,7% over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 317 højdemeter.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, men i de senere år har de ofte været mere kuperede. I år kunne arrangørerne have ladet sig friste af en flad enkeltstart som opvarmning til Tourens flade udfordringer, men igen har man sammensat en langt mere alsidig test. Kun den første del er relativt flad, men den byder til gengæld på tekniske udfordringer, og når man rammer mere lige veje, går det nærmest konstant op eller ned. Ingen af bakkerne er stejle, og det er bare bløde, jævne opkørsler, som mange specialister sagtens kan klare, men det er bestemt ikke en enkeltstart alene for de største motorer, som bare kan træde mange watt.

Roche-La-Molière har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

5. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men den nye tradition med en flad torsdagsetape er blevet den nye norm. Som på 3. etape har arrangørerne dog været hårde ved sprinterne, da de med bare 12 km har indlagt en sand mur, der nok er kort, men som utvivlsomt vil kunne rydde kraftigt ud i feltet inden løbets eneste flade spurtafgørelse - en afgørelse, der slet ikke er for klassiske sprintere. Selv klassementsrytterne skal være vågne for at undgå en gentagelse af scenariet fra 2012, hvor Tour-vinderen Cadel Evans vandt tid ved at angribe på en endda endnu lettere stigning i finalen, og da en udbrudssejr også er en option, sættes en streg under, at årets udgave bare ikke er noget for de hurtigste folk.

I alt skal der tilbagelægges 175,4 km, der fører feltet fra Saint-Chamond til Saint-Vallier, der begge lige på kanten af Alperne. Det giver basis for kuperet terræn, når rytterne med det samme kører mod sydøst og siden nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote du Planil (3,7 km, 6,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 9,8 km. En småkringlet nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man kører mod øst og sydøst ad en vej, der er først let stigende og siden let faldende. Senere drejer man mod sydvest ad en let stigende vej, som leder forbi dagens spurt efter 52,4 km, inden man snor sig mod øst og syd ad en let faldende vej. Derfra er det hovedsageligt let faldende - dog afbrudt af en mindre bakke, når man kører mod nordøst ned til Rhone-floden, der krydses lige i udkanten af dagens målby.

Herfra bliver terrænet meget fladere, men afbrudt af flere korte bakker. Først kører man mod syd ned langs floden, inden det går op ad kategori 3-stigningen Coye de la Sizeranne (2,5 km, 6,5%), der er en jævn og ganske stejl stigning med top efter 96,1 km. Her rammer man samme vej som i finalen, hvorfor det kortvarigt går mod sydøst igennem fladlandet, men i stedet for at køre ind til målbyen kører man igennem næsten helt fladt terræn mod først sydøst og siden nordøst. Det flade terræn ændrer sig først, når man rammer kategori 4-stigningen Cote de Hauterives (2,1 km, 5,2%), der er en helt jævn sag med top efter 126,4 km. En lidt kringlet nedkørsel fører mod nord, inden det man snor sig mod vest og siden sydvest gennem fladlandet.

Finalen indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stingingen Col de Barbe Bleue (2,1 km, 6,2%), der ligeledes er en helt jævn stigning med top efter 149,2 km. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst, inden en lige og let faldende vej fører mod sydvest og vest frem til Rhone-floden, hvor man rammer den tidligere passerede del af ruten. Her drejer man mod syd ned langs floden, men denne gang fortsætter man op ad den stejle kategori 2-stigningen Cote du Montrebut (1,3 km, 12,0%) i stedet for den lettere Sizeranne, der blev benyttet tidligere. Der er tale om en sand mur med hhv. 11,0% og 15,0% over de første to gange 500 m, inden den flader lidt ud med 6,2% frem mod toppen, der rundes efter 163,5 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Herfra resterer 11,9 km, der indledes med et let stigende stykke, som fører mod sydøst, inden man kører mod sydøst ad samme kringlede nedkørsel som tidligere. Denne gang fortsætter man dog mod sydvest ad en let faldende og snoet vej, der leder ind til målbyen og målstregen, der ligger helt ud til Rhone-floden. Finalen er lidt kringlet, da man drejer næsten 180 grader med 1100 m igen, inden man med 600 m igen drejer i en rundkørsel. Derfra venter en blød, men relativt kraftig kurve med 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned mod den sidste kilometer, der er stort set helt flad.

Etapen byder på i alt 2209 højdemeter.

I Dauphiné kan man aldrig regne med fladt terræn, men sprinterne har særligt hårde betingelser i år. Heller ikke denne etape er for hvem som helst, for den sidste stigning er en sand mur. Allerede forinden er terrænet svært med mange ret vanskelige stigninger, og dette er bestemt ikke en etape for klassiske sprintere. I skrivende stund er sprinterfeltet ikke kendt, men det kan sagtens være så udtyndet, at et udbrud har en ganske fin chance, for det er bestemt ikke oplagt, hvem der har lyst til at kontrollere så kompliceret en etape. Alt er således i spil - både udbrudssejr, angreb på den sidste mur og en reduceret massespurt - og selv klassementsrytterne skal endda være opmærksomme på ikke at blive fanget af en overraskelse på den sene mur. Besøget i 20

Saint-Vallier er i dette årtusinde blevet besøgt af løbet én gang tidligere. Det var på 1. etape i 2012, hvor man kørte Sizeranne og ikke muren i finalen (og målstregen var placeret lidt anderledes). Her angreb den regerende Tour-vinder Cadel Evans, Jerome Coppel og Andrey Kashechkin, og de lykkedes med at holde feltet bag sig med 4 sekunder, inden australieren spurtsejrede foran franskmanden og kasakken. I Paris-Nice i 2013 kørte man samme finale (som afslutning på en meget hårdere etape med 3200 højdemeter) med en lille bakke lige inden Sizeranne, og dengang spurtsejrede Michael Albasini foran Maxim Iglinskiy og Peter Velits i en gruppe på bare 37 mand.

6. etape

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper i Alperne, men med den nye tradition med en tidlig bjergetape i Massif-Central betyder, at man nu nøjes med tre af slagsen. Det er også tilfældet i år, hvor vi skal frem til fredag, inden feltet rammer Alperne til den første etape med mål på en stigning. Det helt store slag mellem klassementsrytterne skal dog nok vente til weekenden, for selvom man undervejs skal over Col de Porte, hvor Primoz Roglic sidste år sejrede, sluttes der med en relativt blød dobbeltstigning, der mere lægger på til puncheurs end til rigtige klatrere.

Læs også

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

I alt skal der tilbagelægges beskedne 167,2 km, der fører fra Loriol-sur-Drôme til Le Sappey-en-Chartreuse, der ligger i udkanten af Grenoble og der er tale om en etape i to dele: en første rejse igennem fladlandet frem til Alperne og siden en kuperet afslutning i bjergene. Derfor er de første godt 110 km også uhyre letter. Fra starten kører man kortvarigt mod sydøst ad en flad vej, inden man drejer mod nordvest for at følge en næsten helt lige vej, der kun omkring 50 km-mærket er lidt rynket, men derudover er stort set helt flad.

Den leder imidlertid frem til udkanten af Alperne, og i udkanten af Grenoble skifter etapen karakter. Her drejer man nemlig mod nordvest ind i bjergene for at køre op ad kategori 2-stigningen Col del la Placette (5,9 km, 6,4%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, men derefter flader ud med 4-6% frem mod toppen, der rundes efter 119,3 km. En helt enkel nedkørsel leder nu videre mod nordøst ned til dagens spurt, der kommer efter 125,3 km, inden man kører mod sydøst igennem fladt terræn frem til dagens hovedmenu.

Den indtages, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Col de Porte (7,4 km, 6,8%). Den er lettest over de første 2 km, der stiger med 5-6%, hvorefter den stiger med 7-8% og endda en enkelt kilometer med 9,1%, inden den sidste kilometer stiger med 5,9%. Toppen rundes efter 147,4 km, hvorefter en teknisk svær nedkørsel leder mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de la Frette (3,7 km, 5,4%), der stiger med 4-6%, men har en næstsidste kilometer med 7,4%.

Toppen rundes efter 161,6 km, og de sidste 5,6 km, indledes med et kort, let stigende stykke, der leder mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad den afsluttende kategori 3-stigningen Montée du Sappey-en-Chartreuse (3,3 km, 6,2%). Den har først to kilometer med hhv. 7,3% og 6,0%, inden en let kilometer med 3,7% leder frem til de sidste 300 m, som stiger med 6,7%. Stigningen går af en vej, der kun bugter sig let og er helt uden sving, dog med et hårnålesving med 3,8 km igen, hvorefter vejen bugter sig på den 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 2706 højdemeter.

Etapen minder meget om den første bjergetape i 2019, hvor en flad dag også afsluttede med lidt bløde stigninger i finalen. Dengang vandt et udbrud, og det er bestemt også en mulighed denne gang. Det synes i hvert fald for klassementsrytterne mest at være opvarmning til weekenden, men det er bestemt også muligt, at de puncheurtyper, der kan have spurtet om sejren allerede på 2. etape, lugter mere blod på en etape, der har et meget tilsvarende favoritfelt.

Le Sappey-en-Chartreuse har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

7. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Ganske viste venter den vanskelige Col du Joux Plane om søndagen, men lørdag bydes der på den eneste store bjergafslutning, når skisportsbyen La Plagne for første gang siden Touren i 2002 besøges af et stort cykelløb. Forinden bliver der mulighed for at varme op til Tourens 9. etapens med dobbeltstigningen Col du Pré-Cormet de Roselend, der til juli besøges på vej mod en bjergafslutning i en anden skisportsby, Tignes, men denne gang sluttes der med et brag af et bjergslag på opkørslen til La Plagne, hvor klatrerne får deres måske bedste chance for at vinde tid efter enkeltstarten.

I alt skal der tilbagelægges 171, km, der fører feltet fra Saint-Martin-le-Vinoux til La Plagne. Startbyen ligger egentlig midt i Alperne, men arrangørerne er nådige. Således kører man igennem hele etapens første halvdel ad en flad dalvej mod nordøst, idet der kun er en lille bakke, når man efter 32,6 km når op til byen Allevard. Herefter bliver det igen helt fladt, indtil man når frem til Albertville, hvor dagens spurt kommer efter 78,3 lette kilometer.

Her siger man farvel til dalvejen, når man drejer mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Venthon (2,5 km, 4,8%), der stiger med 5-6% det meste af vejen, dog med et fladere plateau midtvejs. Toppen rundes efter 81,2 km og leder op til en let stigende vej, der følges mod nordøst og øst frem til byen Beaufort, der nås efter 96,4 km.

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod syd for at bestige Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der er uden for kategori. Der er tale om en led stigning, som er relativt let over de første 5 km, men derefter stiger med 9-10% det meste af vejen, endda med to kilometer med hhv. 10,1% og 11,3%, inden den flader ud med 4,5% over den sidste kilometer frem til toppen, der rundes efter 110,2 km. Kun en ultrakort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Roselend-søen, hvis flade bred følges mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cormet de Roselend (5,7 km, 6,5%), der er en meget jævn stigning på ca. 7%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 2 km.

Toppen i 1968 m højde rundes efter 122,5 km og efterfølges af en generelt let, men midtvejs meget teknisk ned kørsel, der leder mod sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, som nås efter 141,0 km. Her kører man mod sydvest hen langs Isére-floden ad en let faldende dalvej, indtil man når frem til byen Macot-La-Plagne.

Her drejer man mod syd ind på målbjerget (17,1 km, 7,5%), der er uden for kategori og leder op til La Plagne. Der er tale om en meget jævn, klassisk alpestigning, der dog kan deles i to. De først 7 km stiger hovedsageligt med 8-9%, men herefter er det ret jævnt med 7% frem til de sidste 2,1 km, der stiger med ca. 6%. Vejen har en hel serie af hårnålesving, også inde i byen til sidst, hvor der er hele fire af slagsen med hhv. 1400 m, 1100 m, 700 m og 300 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4163 højdemeter.

Så bliver det alvor! Efter opvarmningen på 6. etape er der her tale om en rigtig alpeetape, hvor der er lagt op til det helt store bjergslag på opkørslen til La Plagne. Der er tale om en helt klassisk alpestigning, der er uhyre jævn, men er relativt stejl i forhold til andre lignende opkørsler til skisportsbyen. Først og fremmest er den meget lang, og med top i mere end 2000 m højde er den iltfattige luft også en faktor. Ganske vist er der ikke tale om noget Monte Zoncolan, men der burde være rigeligt terræn til at gøre forskelle - i hvert fald hvis man er lige så suveræn, som Lance Armstrong var ved seneste besøg under Touren i 2002.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

La Plagne har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Touren i 2002, hvor Michael Boogerd sejrede fra et udbrud. Bag ham angreb Carlos Sastre tidligt, inden han fik selskab af suveræne Lance Armstrong, og de to krydsede stregen som hhv. nr. 2 og 3, 37 sekunder foran Joseba Beloki og Raimondas Rumsas, der var de nærmeste forfølgere.

8. etape

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne oplevede en gentagelse i 2020, hvor isolerede Thibaut Pinot tabte løbet til Daniel Martinez, og de håber helt sikkert på endnu en gentagelse i år. I hvert fald følger de for femte år i træk samme opskrift, når løbet igen slutter det med en kort, intens bjergetape, på bare 147 km med hele seks kategoriserede stigninger. Finalen er endda en benhård klassiker, når der sluttes med den frygtede og stejle Joux Plane, inden den lige så frygtede nedkørsel til Morzine, hvor man denne gang slutter med en blød opkørsel til målet i Les Gets. Ganske viste er der ikke mål på toppen, men den velkendte finale har tidligere skabt herlige dramaer, og derfor kan der sagtens vendes op og ned på det hele til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges bare 147,0 km, der fører feltet fra La Léchère-les-Bains til Les Gets. Allerede fra start bliver klatrebenene varmet op, når man med det samme kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote d’Esserts-Blay (2,0 km, 4,1%), der er en jævn stigning med top efter 2,1 km. Herefter går det mod nord ad en flad dalvej igennem Albertville og frem til byen Ugine, der nås efter 21,3 relativt lette kilometer.

Herefter er ordet ”let” bandlyst. Nu drejer man nemlig mod nordøst for at passere kategori 2-stigningen Cote d’Hery-sur-Ugine (10,2 km, 5,0%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 33,2 km, inden en kort og ikke så svær nedkørsel leder videre mod nordøst. Kort efter drejer man mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Col des Aravis (6,7 km, 7,0%), der er uhyre jævn og nærmest uden udsving, inden toppen rundes efter 52,0 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordvest ned til Le-Grand-Bornand, hvor der efter 64,4 km venter et ganske kort fladt stykke inde i byen, inden man med det samme kører mod nordøst op ad kategori 1-bjerget Col de la Colombiere (11,7 km, 5,8%), der på den nedre del er relativt jævn med ca. 5%, inden den bliver lidt stejlere mod 6-8% over de sidste knap 4 km.

Toppen rundes efter 76,9 km og leder frem til en kun periodevist teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til dalen og byen Cluses. Her kører man det samme mod nord op ad kategori 3-stigningen Cote de Chatillon-sur-Cluses (4,7 km, 5,0%), der først bliver lidt stejl med 7,6% over den sidste lille kilometer frem mod toppen, der passeres efter 104,1 km. Kun en ultrakort nedkørsel fører mod nordøst, inden det går ad en kun ganske let stigende vej mod nord og sydøst frem til byen Samoëns, hvor dagens spurt køres efter 117,9 km.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Nu indledes finalen, når man kører mod nord op ad Col de Joux Plane (11,6 km, 8,5%), der er uden for kategori. Over de første 6 km stiger den hovedsageligt med ca. 7%, men herfra tager den fat med 9-10% resten af vejen frem mod de sidste 600, som stiger med 8,0%. Toppen rundes efter 130,3 km, hvorfra der resterer 16,7 km. De indledes med den velkendte og tekniske nedkørsel, der leder mod nord til Morzine, hvor der oftest har været mål. Denne gang fortsætter man dog ad en faldende vej mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre op til målet i Les Gets. Det sker via en bakke (2,4 km, 4,6%), der har top med ca. 1500 m til mål. Herefter falder det let over 500 m, inden den sidste kilometer stiger med 1,3%. Efter svinget i bunden af opkørslen går det af en næsten lige vej uden sving, inden man bugter sig ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder over den korte distance på hele 4190 højdemeter.

Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015, 2017 og 2020 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. Noget lignende kan meget vel blive tilfældet igen i år, hvor chancerne for forskydninger er bedre, end det ofte er tilfældet. Denne gang er finalen nemlig drønsvær, når der endelig vendes tilbage til Joux-Plane, der har skabt masser af drama - spørg bare Lance Armstrong, der oplevede en af sine få kriser på bjerget under Touren i 2000. Det svære bjerg og den kringlede nedkørsel lægger op til et sidste stort slag, selvom tilføjelsen af den lette opkørsel til målet i Les Gets mindsker chancen for, at en ensom rytter kan køre fra alt og alle. Uanset dette er det dog ganske muligt, at førertrøjen atter skifter ejermand til allersidst, som den gjorde det i alle de fire ovennævnte år.

Les Gets har været startby i både 2011 og 2016, men eneste større cykelløb, der er sluttet i byen, er netop en Dauphiné-etape i 2011, hvor man kom fra den anden side i en helt anderledes finale. Dengang angreb Christophe Kern på en blød bakke op mod mål og holdt akkurat Chris Anker Sørensen bag sig med 7 sekunder, inden Thomas Voeckler yderligere 2 sekunder senere var hurtigst i den 17 mand store favoritgruppe.

Finalen med Joux-Plane og nedkørslen til Morzine er en klassiker, der senest blev besøgt på en regnvåd næstsidste etape i Touren i 2016, hvor favoritterne erklærede våbenhvile, og Ion Izagirre udnyttede sine eminente nedkørselsevner til at sejre fra udbrud foran Jarlinson Pantano og Vincenzo Nibali. Touren var også forbi i 2006, hvor Floyd Landis leverede sit vanvidscomeback på en etape, der i dag har Carlos Sastre som vinder, og i 2000, hvor Richard Virenque vandt, men hvor Lance Armstrong havde en sjælden krise og tabte næsten 2 minutter til Jan Ullrich, der blev nr. 2. I Dauphiné blev Joux-Plane senest besøgt i 2012, hvor en ung Nairo Quintana kørte alene væk fra Sky-toget og tog sin karrieres største sejr foran Cadel Evans, der kun vandt 8 sekunder på den ustoppelige britiske maskine anført af Cadel Evans. Også i 2005 var man forbi, da Yury Trofimov vandt med 18 sekunder ned til Cadel Evans og den førende Alejandro Valverde, og i 2003, hvor Iban Mayo slog den førende Lance Armstrong og Francisco Mancebo i en tremandsspurt.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Ser man bort fra 2018, hvor kalenderændringen førte til et usædvanligt tamt felt, har det i særdeleshed været tilfældet i de senere år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter har prioriteret det franske løb over Tour de Suisse. Mest markant var det selvfølgelig i 2020, hvor den coronakaotiske kalender betød, at klassementsfeltet i Dauphiné nærmest én til én var identisk med det, vi så i Touren - i hvert fald indtil det store styrt i netop Dauphiné kombineret med den pauvre form hos Geraint Thomas og Chris Froome fik rystet posen lidt inden Tour-starten.

Sådan er det ikke helt i år. Ganske vist har Dauphiné endnu engang givet den schweiziske pendant læsterlige klø i kampen om at tiltrække Tour-kaptajnerne. I skrivende stund er det således blandt Tourens forventede klassementsstjerner kun Richard Carapaz, Esteban Chaves, hvis Tour-deltagelse er ubekræftet, Pierre Latour og Julian Alaphilippe (hvis han igen har svært ved at slippe Tourens klassement), som har foretrukket det schweiziske etapeløb på bekostning af Dauphiné. Alligevel er det svært at betegne det franske løb som en generalprøve, når de to store Tour-favoritter, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, denne gang begge helt dropper de to klassiske forberedelsesløb.

Det fjerner dog på ingen måde spændingen. Tværtimod kan Dauphiné nu give et billede af, hvem der er førsteudfordrer til den dominerende slovenske duo senere på sommeren, og samtidig skaber det et langt mere åbent og uforudsigeligt løb, end det havde været tilfældet, hvis de to slovenske monstre havde været at finde i feltet. Der tegner sig et lige så åbent og spændende løb som i 2018 og 2019, hvor det efter nogle år med forudsigelig Froome-dominans var langt mere uklart, hvem der ville vinde, og i hvert fald helt anderledes åbent end i 2020, hvor Roglic stillede til start som tårnhøj favorit - en status, han levede op til, indtil det omtalte styrt kostede ham den ellers allerede stort set stensikre sejr.

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb. Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gange og til sidst med Thomas. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejer eksempelvis at være tilfældet for Nibali, når han har brugt det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt langt mere konkurrencedygtige end tidligere.

Det forhold, at rytterne som regel har meget forskellige måder at forberede sig på, gør også Dauphiné til et af de sværeste løb at spå om. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at alle favoritterne kommer til løbet efter en lang pause, og derfor ved de aldrig heller ikke selv helt, hvor de står. Med andre ord kan løbet være lidt af et lotteri at forudse, også selvom ruten som regel er så svær, at der ikke er mange tilfældigheder involveret.

Lidt overraskende er det måske, at ASO har designet en rute, der slet ikke minder om Tourens. Det har efter organisationens overtagelse af løbet ellers været Dauphinés største trækplaster, at der altid er lavet visse ligheder mellem de to løb, men i år er overlappet begrænset til passagen af Col de Pré-Cormet Roselend på 7. etape - en passage, der gentages på Tourens 9. etape. Særligt ville logikken tilsige, at arrangørerne ville lave en enkeltstartstung rute som opvarmning til Tourens mange enkeltstartskilometer, men det er slet ikke sket. I forvejen er der skruet kraftigt ned for enkeltstartskilometerne, siden ASO overtog ansvaret, og selvom der denne gang trods er én af slagsen og ikke et holdløb, som vi har set i år, hvor der har været holdløb i Touren, er den med sine 16,4 km selv efter nyere standard usædvanligt kort. Terrænmæssigt minder den heller ikke meget om Tourens to ganske flade ruter, da de mere end 300 højdemeter over den beskedne distance gør det til en ganske kuperet sag. Selvom stigningerne her kommer på en helt anderledes måde, er det faktisk en samlet set mere kuperet rute end i Baskerlandet, og den svarer i forhold til klatrepensum og distance stort set én til én til den meget kuperede - men også mere urytmiske og tekniske - enkeltstart i Romandiet. Det er naturligvis stadig guf for klassementsfeltets tempostjerner, men det er trods alt langt bedre for klatrerne end en gammeldags tonserenkeltstart, som Dauphiné tidligere ofte havde.

Det bør gøre det muligt for en klatrer at vende løbet, selvom tempostærke folk naturligvis har en betydelig fordel. De to afgørende etaper i Alperne er nemlig til den vanskelige side i forhold til mere bløde ruter i andre udgaver. Lørdagens opkørsel til La Plagne er en rigtig alpestigning, der er svær mere for sin længde og højde end sine procenter, men som er stejlere end mange andre alpebjerge. Ved seneste besøg i Touren i 2002, viste Lance Armstrong i hvert fald, at bedste klatrer sagtens kan køre fra alt og alle.

Det kan han også på frygtede Joux-Plane, der endelig vender tilbage om søndagen, og som er en af de stejleste af Alpernes mest kendte stigninger. Her stilles der på den velkendte og svære nedkørsel også krav til de tekniske evner, men den bløde opkørsel til Les Gets gør, at det kan blive vanskeligere for bedste mand at køre alene hele vejen, som man ellers har set det, når der har været mål i Morzine. Det ændrer dog ikke på, at der er to gode muligheder for klatrerne til at vinde den tid, de måtte have tabt på enkeltstarten.

Læs også

Minut for minut: Sådan sikrede lille spanier sig sejren i Giro-generalprøven

De øvrige fem etaper bliver næppe alt for afgørende, selvom der er tale om en for sprinterne på alle måder urimelig rute uden mulighed for en klassisk massespurt. De farligste etaper er naturligvis 2. og 6. etape, men den sidste stigning på 2. etape bør kun kunne skabe forskelle bag- og ikke forfra. På 6. etape vil der næppe blive kørt cykelløb på Col de Porte, der også bestiges fra en nemmere side, og det taler for endnu en dag med udskilning bag- og ikke forfra. Til gengæld skal man ikke helt undervurdere muren på 5. etape. På den lettere Sizeranne-stigning kørte Cadel Evans væk i 2012, og på denne meget sværere stigning kan der være muligheder. Det virker dog usandsynligt, men det er en finale, der kræver årvågenhed fra favoritterne.

Til gengæld skal man ikke undervurdere spurtstyrke. Af en eller anden grund dropper Julian Alaphillippe et løb, hvor han i den bedste af alle verdener kunne vinde alle otte etaper - forudsat at han havde haft de helt skarpe klatre- og tempoben fra Touren i 2019 til onsdagen og weekenden - og han ville i hvert fald kunne have scoret et hav af bonussekunder. En hurtig Alaphilippe-type kan vinde tid i en spurt på både 2. og 6. etape, mens det dog trods alt er tvivlsomt, om vi vil se en klassementsrytter spurte på 1., 3. og 5. etape, når nu vi savner Alaphilippe, der med god selektion kunne have blandet sig i dem alle, og Roglic og Pogacar, der kunne have spurtet i tirsdagens puncheurspurt. Det er dog ikke sikkert, at spurtstyrke bliver så afgørende endda, for netop fraværet af folk som Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der havde fundet masser af guf, betyder, at udbrud burde have en fair chance. En spurt på 3. etape er svær at komme udenom, men på 1., 2., 5. og 6. etape er udbrudssejre mulige. Det er let at pege på hold, der kan tage ansvar, men der er kun få hold, der med sikkerhed vil gøre det - naturligvis afhængig af en given førertrøjes mulighed for at forsvare 1. pladsen.

Samlet set er det altså et klassisk etapeløb med tre nøgleetaper på onsdag, lørdag og søndag. Tempoevner bliver afgørende, men en kort og kuperet enkeltstart samt to meget svære bjergetaper gør, at man godt kan vinde løbet uden at være verdens bedste i kampen mod uret. Spurtstyrke og bonussekunder kan tillige blive en faktor, hvis udbruddene køres ind på de omtalte dage, hvor spurtstærke klassementsfolk har en chance. Og så skal man ikke udelukke betydningen af den svære nedkørsel fra Joux-Plane på 8. etape, hvor vi før har set forskelle.

Vejret er også en faktor. Sidevind kan være et tema i Rhone-dalen, selvom det hører til sjældenhederne, men særligt har løbet før været ramt af rigtigt sommeruvejr, senest på kongeetapen i 2019. Særligt den omtalte nedkørsel på 8. etape kan i våd tilstand blive endnu mere halsbrækkende, som den var det under Touren i 2020, hvor Ion Izagirre viste sine eminente udi den ædle nedkørselsdisciplin. I år ser det ud til, at de første fire dage bliver flotte med kun begrænset vind og temperaturer mellem 20 og 25 grader, og der bør være lige vilkår på enkeltstarten. Til gengæld ser det ud til, at de sidste fire dage bliver ret ustabile med de frygtede tordenbyger i bjergene, særligt fredag og søndag. Det vil dog ikke være koldt med generelle temperaturer i dalen på mellem 20 og 25 grader. Holder vejrudsigten, vil der også være modvind på La Plagne, og vind spiller generelt en betydelig rolle på den slags jævne alpestigninger. Der vil tillige være sidemodvind på søndagens lette opkørsel til Les Gets, men her er det alligevel Joux-Plane, der skal gøre forskellen - samt nedkørslen, der med en tordenbyge kan blive farlig. Vinden synes dog generelt at hjælpe de mere tempostærke folk og modarbejde klatrerne, særligt på den afgørende lørdagsetape.

Fraværet af de to slovenere gør det til et uhyre åbent løb, men det er svært at komme uden om, at Ineos nok engang sidder med overhånden. Briterne kommer nok engang med en skræmmende formation, der med undtagelse af Richard Carapaz udgør skelettet i Tour-truppen, og det er ikke uden grund, at briterne har vundet løbet i 2011, 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018 - endda med tre forskellige ryttere. Når Tour-truppen kommer ned fra højderne med Tour-form plejer den at være flyvende, og hvis man ser på, hvordan Ineos-banden med Geraint Thomas og Richie Porte fungerede i Romandiet og Catalonien, har rivalerne grund til bekymring. Her styrkes de endda med Michal Kwiatkowski og Tao Geoghegan Hart i en på alle måder skræmmende trup.

Derfor tror jeg også, at det meget vel kan ende med det opgør mellem Geraint Thomas og Richie Porte, som vi allerede så i Romandiet, hvor de endte som nr. 1 og 2, men det er alligevel ret åbent. For det første er det ikke indlysende, hvem af de to der er stærkest, og for det andet er feltet betydeligt skarpere end i Romandiet. Samtidig er enkeltstarten ikke så vigtig som i Romandiet, og selvom den forventede modvind på La Plagne øger dens betydning, er i hvert Joux-Plane så svært, at en krise her kan koste minutter - spørg bare Lance Armstrong! Dette løb kan godt vindes af en klatrer, selvom Thomas og Porte i kraft af deres tempoevner har en overhånd i forhold til de fleste andre favoritter.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00
 

Efter moden overvejelse går jeg med Richie Porte, og det skyldes alene, at jeg tror, at han er Ineos’ foretrukne vinder. Han har været den loyale nr. 2 bag Yates i Catalonien og Thomas i Romandiet, og Ineos har næppe glemt, at det var dem, der var skyld i, at den ellers overlegne Porte for BMC tabte løbet i 2017. Selvom det i stigende grad er uklart, om Porte ender med at køre lidt klassement i Touren, er der ingen tvivl om, at han til juli ikke er plan A. Derfor vil det på alle måder passe ind i ligningen, hvis Porte kan vinde dette løb, som er et af de få ugelange etapeløb, han endnu ikke har vundet.

Verden er ikke så god, at Ineos kan vælge frit - slet ikke - men hvis Porte er god nok, kan det lade sig gøre. Han viste i Touren, Catalonien og Romandiet, hvor de tekniske ruter endda slet ikke passede ham, at tempoevnerne er fuldt intakte, og mens han vil blive slået af Thomas på en flad enkeltstart, er det langt mere jævnbyrdigt på en kuperet rute. Thomas har ganske vist stadig en lille overhånd, hvis han er i topform, men på en rute med så mange højdemeter er Porte ganske uhyggelig, som vi har set flere gange med hans enkeltstartssejre i Dauphiné og Paris-Nice.

Spørgsmålet er, hvor godt han klatrer. Han var god, men ikke overbevisende i Catalonien og Romandiet, men i sidstnævnte arbejdede den rædsomme kulde i den grad imod ham. Vi så i Touren sidste år, at han dengang stadig skulle regnes som en af verdens bedste klatrere, og hvis Ineos gør, som de plejer, er Porte absolut flyvende nu. Han kan blive låst af Thomas, hvis denne slår ham på enkeltstarten, men som sagt tror jeg faktisk, at holdet foretrækker en Porte-sejr og vil lade ham angribe i bjergene - helt i tråd med deres nye offensive taktik. La Plagne passer Thomas bedre, men Joux-Plane er så stejl, at en flyvende Porte må have en lille overhånd. Jeg er svært bekymret for hans nedkørsel fra Joux-Plane - særligt hvis det regner - men selv hvis han sættes her og kører mere defensivt, kan Ineos-holdet virkelig komme til sin ret på den lette modvindskørsel op mod Les Gets, hvor de vil kunne indhente mangen en klatrer, særligt hvis han har Thomas til at køre for sig. I sin høje alder skal Porte stadig bevise, at han kan genfinde 2020-niveauet, men et skifte til Ineos gør ham næppe ringere, selvom foråret ikke har været flyvende. Ineos topper i hvert fald altid til Touren. En bekymring er, at han med alderen synes at skulle bruge flere løb for at finde formen, men i gamle dage var han flyvende, når han kom fra træningslejr. Jeg tror, at Ineos helst vil have Porte-sejr - og jeg tror, at det lykkes dem at give ham den gevinst, de snød ham for i 2017.

Det kan dog også sagtens blive Geraint Thomas. Efter at Tour-sejren slog ham ud af kurs i 2019 og begyndelsen af 2020, er han fra Tirreno og frem kommet stille og roligt tilbage. Om han stadig er lige så god som i 2018, kan man betvivle, men hans sejr i Romandiet og 3. plads i Catalonien viser, at han stadig er blandt verdens bedste. Særligt var det opløftende at se ham klatre så fremragende på kongeetapen i Romandiet, hvor han var stærkeste mand, indtil han styrtede i finalen. Samtidig kørte han nogle fremragende enkeltstarter, indtil han til slut tog den med ro på nedkørslen for ikke at risikere sejren. Allerede med 4. pladsen ved VM viste han, at han stadig skal regnes som en af verdens absolut bedste temporyttere.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Det gør ham stadig til den komplette rytter, der kan vinde dette løb, og med hans stigende formkurve fra løb til løb vil han formentlig være knivskarp, når han kommer ned fra højderne. Blandt klassementsrytterne er han sammen med Porte den bedste temporytter, og slår han sin holdkammerat, er han i pole position inden bjergene - og det kan blive ganske vigtigt, når hierarkiet skal sorteres undervejs, hvis ikke holdet giver Porte frit spil. Den jævne modvindsopkørsel på La Plagne er den ideelle stigning for Thomas - sekunderet af et Ineos-tog - og det er faktisk snarere den stejle Joux-Plane, man kan frygte - også fordi han næppe sætter livet på spil på en våd nedkørsel, hvis han er sat. Hans kørsel i Romandiet var dog betryggende i forhold til klatreevnerne, og Ineos-kollektivet kommer som nævnt virkelig til sin ret, hvis der er et par klatrere, der skal hentes på den lette klatretur i modvind på til Les Gets. Klatrefeltet i Romandiet var så svagt, at vi stadig har til gode at se, om klatreevnerne rækker i dette skarpere felt, men jeg tror, at Thomas er god nok til at kunne vinde for anden gang.

Hvem er så den største trussel mod Ineos? Jeg vover pelsen ved at pege på Sepp Kuss . Vores eget interview med Grischa Niermann har i hvert fald afsløret, at amerikaneren angiveligt var flyvende på træningslejren frem mod Touren, og det er dårligt nyt for alle andre. Vi så sidste år - måske særligt på Angliru - hvor fremragende en formstærk Kuss er, og det indtryk har han bekræftet i år. I Catalonien og UAE Tour dummede han sig ved at følge stærkere folk, men reelt var han bedre, end resultaterne viser, og i Romandiet var det efter al sandsynlighed kulden, der knækkede ham. Faktisk er jeg på baggrund af hans klatring fortrøstningsfuld i forhold til, at han kan være endnu bedre i 2020 - præcis som han har forbedret sig år for år.

Udfordringen er enkeltstarten, der stadig haltede gevaldigt i Catalonien. Hans prolog i Romandiet gav dog håb om fremgang, og hans ringe sidste etape kan sagtens skyldes, at hans motivation var knækket. Den kuperede rute hjælper ham i hvert fald, og selvom det kan ende i en katastrofe, er der håb om, at han kan begrænse tabet rimeligt. Modvinden på La Plagne er en ulempe, men han vil elske den stejle Joux-Plane. Samtidig bakkes han op af et brølstærkt Jumbo-hold, der kan gøre løbet så hårdt, at Kuss kan gøre forskellen. Om han kan holde Ineos bag sig på 8. etape, gøre forskellen i modvinden på 7. etape eller køre en fornuftig enkeltstart onsdag er ret åbent, og derfor er et Kuss-resultat ikke en given ting. Umiddelbart er han dog den rytter, jeg som Ineos ville frygte mest i bjergene.

Dernæst vil jeg pege på David Gaudu, men her er risikoen for en fiasko endnu større. Franskmanden fik nemlig en lille skade på den nylige træningslejr, og det kostede deltagelse i Tour du Finistere. Det skulle ikke være en større sag, men det kan have kostet de procent, der er krævet for at vinde. Samtidig ved vi af erfaring, at Gaudu er en gevaldig lottokupon - særligt efter en pause, hvor han ofte er rusten i nogle dage. Således er det ikke mærkeligt, at han har for vane at floppe i dette løb.

Nu er dette imidlertid en vurdering af vinder- og ikke podiepotentiale, og Gaudu er en af de få, der kan bringe Ineos ud af fatning. Kører han som på kongeetapen i Baskerlandet eller i Liege, er han en af de absolut bedste klatrere - og han har heldigvis nogle dage til at komme af med den allerværste rust. Udfordringen er naturligvis også for ham enkeltstarten, der overhovedet ikke gør tegn på forbedring - snarere tværtimod - og det kan den kuperede rute ikke løse. Lægger man dertil hans enorme udsving, er der meget, der gør Gaudu til et wildcard. Skal man pege på en mand, der kan bringe Ineos i problemer, må Gaudu dog være en af de få, der kan. En udfordring er holdet, men da han formentlig skal erobre trøjen på sidstedagen, er der næppe noget stort behov for at kontrollere løbet.

Den tredje superklatrer, der kan true Ineos, må være Nairo Quintana, men også han er et usikkert kort. I hele foråret fandt han nemlig aldrig det fremragende niveau fra 2020, men det skyldes formentlig den langvarige knæskade gennem hele vinteren. Han var stadig konkurrencedygtig i bjergene i alle sine løb og sluttede af med at tage en sikker favoritsejr i det svagt besatte Asturien. Nu har han været hjemme i Colombia for at forberede sig, og han burde efterhånden have indhentet den forsømte vinter.

Er topniveauet så højt nok? Det har han til gode at bevise, for heller ikke i løbet af sommeren nåede han forårets højder. Han startede dog ganske fint i Touren, og kombineret med den forrygende sæsonstart fik han vist, at han stadig er en af de bedste klatrere. Det er stadig mest holdbarheden, der er gået fløjten, og den kan faktisk bekymre mig også i dette løb, for vi har nu i mange ugelange etapeløb set ham kollapse, senest i Tirreno. Hans enkeltstart er også en konstant katastrofe, som vi har set også i Catalonien og Tirreno, og han skal som altid vinde løbet i bjergene. Den stejle Joux-Plane, hvor han tidligere har vundet (også i kraft af en god nedkørsel) bør dog passe ham som fod i hose, og han må regnes som en af de ryttere, der har topniveauet til at true Ineos. Også for ham gælder dog, at usikkerhederne er store og mange.

Ineos’ tredje kort er Tao Geoghegan Hart, der har lidt at bevise efter et mildt sagt skidt forår. Han nåede dog akkurat i tide at finde formen i Liege, hvor det var hans vanvidsføring på Redoute, der rev feltet i stumper og stykker. Det er dog ikke uventet, at netop Geoghegan Hart har skuffet, for ustabilitet har altid været hans varemærke. Til gengæld viste hans Giro også igen, at hans topniveau er tårnhøjt, og selvom det ikke var det stærkest besatte løb, har Geoghegan Hart også som hjælper i andre løb og med stærk kørsel i foråret 2020 vist, at han på sine gode dage er fremragende.

Er han så god i dette løb? Det ved man aldrig, når vi taler om ham, men det vil undre, hvis Ineos har fejltimet formen for en af deres Tour-kaptajner. Hans problem er, at han skam i forhold til mange andre er en god temporytter, men sammenlignet med Thomas og Porte er han en novice. Derfor taler meget for, at han ender som hjælper efter enkeltstarten, men omvendt vil det passe godt med holdets nye taktik, hvis de alligevel udnytter overtallet til at køre offensivt og ikke bare togkørsel i bjergene. Det kan måske frigøre Geoghegan Hart, der med en solid enkeltstart, gode klatreevner, et stærkt hold og endda en god spurt har forudsætningerne for at vinde løbet.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

En anden rytter, der helt sikkert har topniveauet til at vinde, er Miguel Angel Lopez, men han ender først og fremmest højt på denne liste for hans potentiale mere end forventningen. Ganske vist kommer han til løbet efter en samlet sejr i Andalusien, men det var i et svagt felt, hvor han virkede alt andet end overbevisende. Endnu værre var det på Mallorca, og han synes stadig ikke at have fundet topformen efter en vinter med covid-19 og skader efter sidste sæsons Giro-styrt. Dertil skal lægges, at Lopez har for vane ikke at toppe før sine grand tours, og vi skal bare tænke tilbage til sidste års Dauphiné for at finde et forberedelsesløb, hvor han var temmelig langt fra sit topniveau.

Denne gang kommer han dog til Frankrig med en del løb i benene, og han bør i hvert fald være endnu bedre end i Andalusien. Movistar har et af de få hold, der kan tage kampen op mod Ineos, og de kan skabe det hårde løb, Lopez har brug for. Den tårnhøje afslutning på La Plagne passer manden, der sidste år slog Roglic og Pogacar i Alpernes tynde luft på Col de la Loze, og også Joux-Plane er en god stigning for en ren klatrer. Nedkørslen er til gengæld en udfordring, og det helt store spørgsmål er, om Lopez kører en forrygende enkeltstart som i Algarve eller en katastrofeenkeltstart som i Touren. Logikken siger, at et skifte til Movistar bør have hjulpet, men tegnene i Romandiet var ikke entydige. Dengang var formen dog også ringe, og jeg vil faktisk tro, at han kører an af sine bedre enkeltstarter. Min største anke mod Lopez er, at det er svært at tro, at han lige nu er i den superform, der skal til for faktisk at vinde et løb, hvor han skal være bedste mand i bjergene.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Brandon McNulty. Amerikaneren er braget ind på temposcenen siden de flotte enkeltstarter i Giroen, og i år er han blevet nr. 4 i Paris-Nice og Catalonien samt ikke mindst nr. 2, kun slået af Roglic, i Baskerlandet. Den kuperede enkeltstart i dette løb ligger til hans højreben, og han er den klassementsstjerne, der kan slå Ineos-kaptajnerne på den etape. Spørgsmålet er til gengæld, om han klatrer godt nok i bjergene. Som udgangspunkt burde svære være nej, for han havde store begrænsninger helt frem til Catalonien i år. I Baskerlandet var han til gengæld pludselig flyvende og klatrede med de allerbedste på stigninger, der ellers var for stejle for ham, indtil han pludselig eksploderede på kongeetapen.

Den eksplosion var ildevarslende, men McNulty har virkelig udviklet sig med stormskridt i bjergene. De lange, jævne alpepas passer ham langt bedre end Baskerlandets hidsige mure, og efter at Pogacar hijackede ham til Tour-truppen har han trænet i højderne i Colorado. Han er derfor garanteret knivskarp nu, og han har enkeltstarten som et skræmmende våben. Han har et svagt hold, og det er derfor svært at se ham vinde løbet, men har han bare fundet nogle få procent i bjergene siden Baskerlandet, bør han komme langt.

Wilco Kelderman skal vise, at han er klar til at være Boras solide kaptajn i Touren, men han kommer til løbet efter et blandet forår. Efter styrtet i januar kom han stærkt igen med en 5. plads i Catalonien, men karrierens styrt nr. 117 satte ham i Baskerlandet tilbage, så han aldrig var flyvende i Ardennerne og Romandiet. Kelderman er dog fremragende til at træne sig i form, og det vil undre mig, hvis ikke han er temmelig skarp til dette løb. Desværre så vi også, da han smed Giroen sidste år, at han ikke længere har fordums styrke i bjergene. Hans enkeltstart er efter nogle sløje år blevet bedre igen, men slet ikke som i gamle dage, hvilket hans 11., 12. og 13. plads på årets WorldTour-enkeltstarter viser. Han vil stadig vinde tid på mange klatrere på 4. etape, der passer ham, men det er svært at se, at han klatrer godt nok til andet og mere end top 10. Til gengæld er han bundsolid og uden uheld en næsten sikker mand i top 10.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Michael Woods. Canadieren er puncheur og ikke klatrer, og han har altid haft sine begrænsninger på længere stigninger. I et forår, hvor han har været absolut flyvende på stigningerne, har han dog meldt om sine bedste bjergben nogensinde, og det blev helt tydeligt, da han - ganske vist med lidt hjælp fra Geraint Thomas’ forfrosne hænder - vandt kongeetapen i Romandiet. Til gengæld viste det schweiziske løb også, at Woods’ på alle måder katastrofale enkeltstart ikke er blevet spor bedre, og han får utvivlsomt en lussing på onsdag. Til gengæld kan han som puncheur gå efter bonussekunder på i hvert fald 2. og 6. etape, og det kan måske hjælpe med at genvinde tabt terræn. Han har dog også det problem, at La Plagne er en jævn og ikke specielt stejl stigning, og den passer slet ikke til hans eksplosive natur. Det gør Joux-Plane langt bedre, men desværre kommer der efterfølgende en nedkørsel, hvor han formentlig vil tabe en stor del af det vundne terræn. Hans spurt kan også ende med at give ham yderligere bonussekunder i weekenden, men hans enkeltstart og nedkørsel hæmmer ham formentlig for meget.

Enkeltstarten er også problemet for Guillaume Martin. Efter år med en stille og rolig udvikling tog han et kvantespring sidste sommer, hvor det helt store gennembrud vel kom med 3. pladsen i dette løb. Dengang var løbet imidlertid uden enkeltstart, og Martin har siden i både Paris-Nice og Baskerlandet sat en fed streg under, at det er en disciplin, han slet, slet, slet ikke mestrer. Hans lussing på onsdag bliver derfor enorm, men til gengæld er der grund til optimisme i bjergene. Hans forår var skuffende, men det skyldtes formentlig en skade i løbet af vinteren, og efter sin seneste træningslejr var han i særklasse, da han i mandags vandt det nye bjergløb Mercan’Tour Classic. Niveauet her er af en helt anden kaliber, men klatrer han som i august sidste år, er Martin en af de allerstærkeste i Alperne i weekenden. Havde det ikke været for enkeltstarten, var en ny podieplads realistisk, men nu ser det sværere ud.

En rytter, jeg glæder mig til at se, er Jack Haig, som jeg i sin tid havde så store forventninger til, ikke mindst efter hans stærke efterår i 2019 og den flotte sæsonstart i 2020. Siden da har han dog været en skygge af sig selv, og heller ikke hans forår var prangende. Han viste dog lidt fremskridt i Liege og begyndelsen af Romandiet, indtil han angiveligt blev slået helt ud af kulden de sidste dage i Schweiz. Nu har han forberedt sig godt frem mod Touren, og hans afslutning på foråret var akkurat godt nok til, at jeg tror, at det potentiale, der gav ham 2. pladser i Andalusien og Valencia for knap halvandet år siden, stadig er der. Hans enkeltstart er desværre en stor akilleshæl, men hans dieselmotor vil elske de lange alpepas i weekenden. Samtidig plejer han at være god til at træne sig i form. Det store spørgsmål er bare, om det gamle topniveau stadig er der.

Jeg er i syv sind over, hvad jeg skal mene om Alejandro Valverde. Den spanske veteran rejste sig som en Fugl Føniks i foråret, hvor han nok engang udsatte nekrologskrivningen og beviste, at han stadig er en af verdens allerbedste. I forhold til næsten alle andre i dette løb er han dog på en helt anden kurs, da han skipper Touren og har blikket rettet mod OL. Fornemmelsen på meldingerne fra Movistar er da også, at dette løb mest af alt er forberedelse, og vi fik ikke hans form at se i Murcia i søndags, hvor han ikke uventet frøs til is i regnen og udgik. Vi har set, at gamle Valverde ikke har tidligere tiders skræmmende høje bundniveau, og nu synes han at skulle bruge mange løb for at finde benene. Min forventning er derfor temmelig afdæmpet, også fordi han stadig ikke har genfundet enkeltstarten, der i dag er en stor svaghed for ham. Til gengæld er han med sin hurtighed et oplagt vinderbud på adskillige etaper, hvor han kan score et hav af bonussekunder, og det er ikke mange af etaperne, han i teorien ikke kan vinde - trods den aftagende fart. Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, ender han ligesom Lopez med en relativt høj rangering, men mest af alt tror jeg, at han alene bruger løbet som OL-forberedelse.

Læs også

Resultater fra Kvickly Odder Løbet

For et par dage siden var jeg ret fortrøstningsfuld på vegne af Jonas Vingegaard, men så blev jeg bekendt med indholdet af føromtalte Feltet-interview med Jumbo-sportsdirektør Grischa Niermann. Her bekræftede han ganske vist, at Vingegaard sammen med Kuss og Steven Kruijswijk kan køre sin egen chance, men mens han roste Kuss for præstationen på træningslejren, var han usikker på, om danskeren havde niveauet til Dauphiné. Det har dæmpet begejstringen, når vi i forvejen ved, at Vingegaard er uhyre svingende og har en tendens til at skulle finde benene på de første stigninger. Heldigvis har han her tre dage til at køre sig ind i løbet, og med sine nyfundne tempoevner taler meget for, at han vil være en af vinderne på den kuperede rute på onsdag. Vi ved også, at hans topniveau i bjergene rækker langt - det så vi senest i Baskerlandet - men Niermann synes at indikere, at han ikke har fundet det lige nu.

Egentlig burde Enric Mas være en af favoritterne. Ruten passer nemlig perfekt til en mand, der kører gode kuperede enkeltstarter, senest i Touren, og som er fremragende på store bjergetaper med mange højdemeter. Hans topniveau blev bekræftet med særligt sidste års 5. plads i Touren, men til gengæld er han også blevet en endnu langsommere starter, end han plejer. Det så vi sidste år, hvor han har helt væk i alle løb inden Touren - også i Dauphiné - og det så vi i dette forår, hvor han var helt bag om dansen i Catalonien og Baskerlandet, inden han vandt kongeetapen i svagt selskab i Valencia. Nu har han haft endnu en lang pause, og så taler alt for, at Mas igen er helt bag om dansen. Det er dog ikke altid, at han er helt væk efter en pause, selvom vi skal nogle år tilbage for at finde sidste eksempel, og han har selv talt om, at han skal være skarpere fra start. Det synes dog ikke at være en medfødt evne, og selvom topniveauet er højt, er der formentlig lidt for meget rust, der skal bankes af.

En anden rytter, der bliver spændende at følge, er Ben O’Connor. Australieren rejste sig fra en svær tid med etapesejren i Giroen sidste år, og efter et lidt haltende forår nåede han sit hidtil højeste niveau med 2. pladsen på kongeetapen i Romandiet. Desværre viser historien, at han er en langsom starter, og selvom han har trænet i højderne for at køre sig til en Tour-plads, vil det ligne ham dårligt at være absolut flyvende. Dertil skal lægges, at han i Romandiet satte en fed streg under sine vanskeligheder på enkeltstarten, og derfor er han selv i topform næppe en vinder i løbet. Hvis til gengæld han vitterligt har trænet solen sort i højderne og kommer flyvende til Alperne, er hans topniveau vel efterhånden på et niveau, hvor han skal tages seriøst i den sidste weekend.

Selvom han blev nr. 3 i Paris-Nice, nr. 10 i Baskerlandet og nr. 7 i Romandiet satte foråret nok engang en streg under, at Ion Izagirre ikke er som i gamle dage. Heldigvis kørte han i Paris-Nice og Romandiet bedre enkeltstarter end længe - men ikke i Baskerlandet, hvor det gik helt, helt galt - men på stigningerne har han været begrænset. I forvejen er lange, jævne alpepas ikke skabt til en mand, der altid har været begrænset i de højeste bjerge, og da han også er utilregnelig på enkeltstarten, der burde være hans våben, er jeg ikke specielt optimistisk på vegne af manden, der tidligere var en sand maskine i forårets ugelange etapeløb. Han kommer dog til løbet for at lave et resultat inden Touren, og formen burde derfor være ganske fin. Spørgsmålet er bare, hvor langt niveauet rækker.

Warren Barguil havde et temmelig skidt forår, hvor eneste lyspunkt var en til gengæld flot 5. plads i Fleche Wallonne. Heldigvis viste han os i Ardennerne sidste efterår, at hans topniveau stadig fører ham langt, men vi ved også, at han er en langsom starter. Barguil skal altid bruge mange løb for at finde benene, og det har han slet ikke haft frem mod dette løb, hvor han kun har én start siden en pause. Hans bedste resultat i Daupiné er da også en 9. plads sidste år, hvor halvdelen af favoritterne styrtede ud af løbet, og ellers er han bare blevet nr. 13, 18, 19 og 30. Hans enkeltstart er samtidig en af de ringeste, og meget taler for, at han mest vil bruge løbet på at bygge form mod Touren og samtidig hjælpe Quintana. Det var dog også planen sidste år, hvor han alligevel endte i top 10, så måske kan han alligevel gøre det bedre end ventet.

Er jeg for hård ved Steven Kruijswijk? Det er jeg måske, men det er svært at være voldsomt optimistisk på vegne af en mand, der ikke har været på toppen, siden han gik på Tour-podiet i 2019. Han havde store ambitioner i Catalonien og Romandiet, men endte blot som hhv. nr. 22 og 21 - langt under niveau for en mand af hans kaliber. For en ældre herre er et sådant niveaufald bekymrende, og i det omtalte Feltet-interview med Niermann osede det heller ikke af optimisme på Kruijswijks vegne. Selv i sin storhedstid var han ikke en mand til ugelange etapeløb, hvor hans motor aldrig når at blive varm, og derfor ville selv Kruijswijk anno 2019 næppe vinde dette løb. Lyspunktet er, at han i år har kørt nogle af sin karrierens bedste enkeltstarter - med Romandiet som en kedelig undtagelse - og at de lange, jævne alpepas, særligt La Plagne, passer ham. Han har bare så meget at bevise, at jeg er bekymret for endnu en fiasko.

I den anden ende af aldersspektret finder vi stortalentet Ilan van Wilder. Da han endelig blev sin knæskade kvit, fandt han lynhurtigt de gode takter igen med stærk klatring i Baskerlandet, men desværre eksploderede han på kongeetapen. I Romandiet floppede han til gengæld i bjergene, men det kan meget vel have skyldtes den voldsomme kulde. I hvert fald kørte han en decideret fremragende enkeltstart til sidst, hvor han understregede, at han er den rette alsidige rytter til denne rute. Klatrer han som i Baskerlandet, kommer han også godt igennem bjergene, men hans store udsving viser også, at han - særligt efter en lang pause - kan falde helt igennem. Talentet har den 21-årige belgier i hvert med sikkerhed masser af.

Endelig er der Patrick Konrad. Også han har haft et svært forår, hvor han aldrig fandt sin bedste form, og faktisk skal vi tilbage til Giroen for at finde et væsentligt resultat for ham. Dengang klatrede han til gengæld også bedre end nogensinde, særligt med 6. pladsen på kongeetapen. Desværre er Konrad mere puncheur end klatrer, og hans 8. plads i en generelt svagt besat Giro er nok ikke alt for sigende - særligt når han har været helt bag om dansen i foråret. Hans enkeltstart er heller ikke prangende, og hans eneste virkelig våben er hurtighed og bonussekunder. Frem mod Touren regner jeg med bedre form end i foråret, men han har meget at bevise på en rute, hvor bjergene i forvejen er for lange og svære til at passe ham godt.

OPDATERING: Woods stiller ikke til start.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

***** Richie Porte

**** Geraint Thomas, Sepp Kuss

*** David Gaudu, Nairo Quintana, Tao Geoghegan Hart, Miguel Angel Lopez, Brandon McNulty

** Wilco Kelderman, Guillaume Martin, Jack Haig, Warren Barguil, Alejandro Valverde, Jonas Vingegaard, Enric Mas, Ben O’Connor, Ion Izagirre, Steven Kruijswijk, Ilan van Wilder, Patrick Konrad

* Dylan Teuns, Pierre Rolland, Ben Hermans, Aurelien Paret-Peintre, Joe Dombrowski, Alexey Lutsenko, Michal Kwiatkowski, Louis Meintjes, Kenny Elissonde, Fabio Aru, Valentin Madouas, Damien Howson, Mattias Skjelmose, Tim Wellens, Bruno Armirail, Santiago Buitrago, Kasper Asgreen, Will Barta, Carlos Verona, Andrey Zeits, Jaakko Hänninen, Mark Padun, Stef Cras, Andres Ardila, Kevin Colleoni, Felix Gall, Robert Power

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00
 

Danskerne

Jonas Vingegaard får sin chance på Jumbo og er omtalt ovenfor. Kasper Asgreen har på et tungt Deceuninck fået lov at prøve sig af som klassementsrytter samt naturligvis forsøge at vinde enkeltstarten, men han vil være for tung til at være med fremme i så bjergrigt og stærkt besat et løb. Hos Trek får Mattias Skjelmose lov at fortsætte sin udvikling som klassementsrytter, og hvis alt flasker sig, kan han måske klemme sig ind i top 20, som han gjorde i Romandiet, selvom det vil overraske mig i dette meget stærkere besatte løb. Mads Pedersen skal forsøge at spurte sig til resultater for Trek, men jeg frygter, at alle etaper for kuperede, og at han på tirsdag i den stigende finale skal køre for Jasper Stuyven, mens enkeltstarten også må være for kuperet. EF har ingen klassementsrytter, og derfor burde Michael Valgren kunne teste sig selv i udbrud samt måske i nogle af spurterne, hvor han burde få lov at deltage. På Israel Start-Up Nation kunne Mads Würtz Schmidt måske også spurte lidt, hvis han kan klare stigningerne, ligesom han kan gå efter et resultat på enkeltstarten samt støtte Michael Woods, Ben Hermans og Chris Froome. Enkeltstarten må også være det store personlige mål for Mikkel Bjerg, der ellers mest af alt skal hjælpe Brandon McNulty. Endelig skal Frederik Wandahl på Bora støtte Wilco Kelderman og Patrick Konrad.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r Citroén Team: Til det store hjemmebaneløb satser de lokale helt på klassementet med O’Connor, Aurelien Paret-Peintre og Jaakko Hänninen, hvor O’Connor ligner bedste bud. Paret-Peintre blev nr. 2 i Mercan’Tour Classic, men det er svært at se ham i top 10 i dette selskab, og Hänninen mangler stadig for meget.

Astana Pro Team: Den erklærede kaptajn er Izagirre, mens Alexey Lutsenko skal jagte etaper. Kasakken kan dog godt ende hæderligt i klassementet, hvis han har sin gode og ikke sin form fra foråret. Oscar Rodriguez var hæderlig, men slet ikke prangende i Andalusien.

B&B Hotels p/b KTM: Pierre Rolland plejer altid at finde formen fra Dauphiné og frem, men selvom han rejste sig i 2020, er det svært at se, at han stadig kan gå i top 10. Quentin Pacher vil finde stigningerne for voldsomme til et topklassement, og det samme vil Eliot Lietaer, der ellers endelig viser lidt form. Form har vi til gengæld ikke set fra Sebastain Schönberger, men Maxime Chevalier var god på Mallorca. Et topresultat er dog ikke realistisk.

Bahrain Victorious: Holdet har Haig som erklæret kaptajn, men de vil også se, hvor langt Dylan Teuns kan komme. Han bør dog finde weekenden lidt for voldsom, selvom han blev nr. 6 i 2019. Mark Padun er stadig af en skygge af sig selv, men er skadesfri og har trænet i højderne, hvilket kan give lidt håb. Den lovende Santiagu Buitrago skuffede fælt i Ungarn og er nok kun hjælper.

Bora-hansgrohe: Det er et relativt tungt hold, der skal støtte Kelderman og Konrad.

Cofidis: Det handler om Martin. Simon Geschke viste ikke storform i mandags. Det gjorde Anthony Perez, men løbet er for hårdt.

Deceuninck-Quick Step: Holdet er her med et tungt mandskab, men Kasper Asgreen får lov at prøve sig af i klassementet. Bjergene er dog alt for voldsomme, for vi så hans begrænsninger i Algarve, og det vil derfor være yderst imponerende - og meget svært - at komme i top 20. Men umuligt er det ikke.

EF Education-Nippo: Holdet er her uden en rigtigt klassementsrytter. Tempostærke Will Barta kan dog klatre fornuftigt og gøre det pænt, hvis han er kommet sig over vinterens skade. Også Michael Valgren og Julien El Fares kan ende pænt. Lawson Craddock klatrer ikke godt længere, og selvom han var bedre i mandags, er Lachlan Morton stadig langt fra fordums styrke.

Groupama-FDJ: Det er bygget op om Gaudu med Valentin Madouas som plan B. Han var dog rusten i Finistere efter højdetræningen og klatrer næppe godt nok til top 10. Bruno Armirail viste endelig form i mandags, men selvom han klatrede godt, er niveauet her for højt. Stigningerne er for svære for Kevin Geniets.

INEOS Grenadiers: Et superhold, hvor alle i princippet kunne køre et fint klassement. Thomas, Porte og Geoghegan Hart er dog kaptajnerne, og det bliver svært at beskytte flere. Michal Kwiatkowski har dog før holdt sig lidt til i løbet. Carlos Rodriguez viste endelig lidt form igen i Andalusien, men er hjælper.

Intermarché-Wanty-Gobert: Louis Meintjes har I år set meget bedre ud, men det rækker nok ikke til top 10. Stigningerne er for svære for Loic Vliegen og Jan Bakelants.

Israel Start-Up Nation: Uden Woods må det handle om Ben Hermans. Han blev nr. 2 i Ungarn, men han har generelt været skuffende i år og bør få svært ved top 10 her. Vi drømmer om at se en stærk Chris Froome¸ men han har selv indrømmet, at han ikke kan være med fremme endnu. Niveauet var også bekymrende lavt i Romandiet.

Lotto Soudal: Holdet kommer helt uden klassementsambitioner. Tim Wellens vil alene køre aggressivt og jagte etaper. Steff Cras kan dog ende pænt, hvis han holder sig lidt til. Det bliver også spændende at følge udviklingen for den unge klatrer Sylvain Moniquet.

Movistar Team: Det handler om Mas, Lopez og Valverde. Er han i form, kan Carlos Verona dog komme ganske langt.

Team Arkea-Samsic: Det handler om Quintana med Barguil som plan B. Winner Anacona vandt fra udbrud på Mallorca, men har ikke niveauet til at køre klassement.

Team BikeExchange: Holdet er her uden deres kaptajner. De prøver at køre klassement med Ungarn-vinderen Damien Howson, men top 10 virker ikke realistisk. Unge Kevin Colleoni vil sikkert også prøve, men han mangler for meget. Langt mere potentiale har Andrey Zeits, men efter endnu en lang skadespause er hans niveau usikkert. Brent Bookwalter og en ellers velkørende Tsgabu Grmay kan ikke være med fremme.

Team DSM: Van Wilder bliver spændende at følge. Det meget unge stortalent Marco Brenner har hidtil manglet for meget, men Felix Gall har efterhånden et fornuftigt niveau til at gøre det pænt. Det kniber stadig for Kevin Vermaerke.

Team Jumbo-Visma: Kruijswijk, Kuss og Vingegaard skulle alle få deres chance. Robert Gesink kører ikke længere klassement.

Team Qhubeka ASSOS: Fabio Aru skal forsøge at rejse sig, men hans forår tyder ikke på, at det kan blive til mere end top 20. Man ved aldrig med lottokuponen Robert Power, men han har på dette niveau ikke vist noget i de høje bjerge. Dylan Sunderland er slet ikke slået til på dette niveau.

Trek-Segafredo: Holdet er her med et relativt tungt hold, men er han i form, bør Kenny Elissonde kunne være i spil til i hvert fald top 15. Mattias Skjelmose skal følge op på det flotte Romandiet, men top 20 i dette løb kan blive lidt for svært. Unge Michel Ries kan klatre, men er ikke for alvor slået til på dette niveau.

UAE-Team Emirates: McNulty er den klare kaptajn, men Joe Dombrowski oplevede en lille genfødsel i Giroen. Tabte han ikke for meget grundet sin hjernerystelse, kan han måske overraske. Unge Andres Ardila begynder endelig at vise lidt takter, men der er stadig lang vej til at indfri de høje forventninger.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE - STARTER LØRDAG KL. 13.00